Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 5, s. 7-12, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 6. juli 2013
Udvalget i dette bind er hentet fra Lenins Samlede Værker bd. 16-25, som omfatter tiden 1908-1914. Lenin-teksterne i disse 10 bind tæller tilsammen over 5000 sider. De 22 artikler, som bringes i det foreliggende udvalg, omfatter 236 sider russisk tekst.
Dette bind indeholder dels de artikler, som fandtes i den tidligere danske udgaves bd. 5, dels andre, f.eks. artiklerne om Lev Tolstojs værk og hans placering i det russiske samfunds udvikling.
I det tidsrum, udvalget dækker, udkom Lenins store filosofiske værk Materialisme Og Empiriokriticisme (skrevet 1908). Da det foreligger på dansk i en særlig udgave hos Forlaget Tiden, indlemmes det ikke i dette bind. Artiklerne bringes i kronologisk orden. De russiske navne er stavet i overensstemmelse med Dansk Sprognævns Vejledning; en undtagelse gøres med Aleksander Herzen, idet denne stavemåde af navnet er gængs i litteraturen.
Den første russiske revolution 1905-1907 led nederlag. For det russiske socialdemokrati medførte det en voldsom tilbagegang. Dette afspejles i udvalgets første artikler. Et nyt opsving indtrådte omkring 1910 og blev hurtigt mærkbart i klassekampene i Rusland. Dette er en af hovedlinjerne i dette tidsrum.
For at lette læsningen anbefales det at begynde med artiklen De Politiske Partier I Rusland. Her analyserer Lenin partiernes klassegrundlag, deres forhold til tsarregimet, til samfundssystemet og til revolutionens grundspørgsmål. Artiklen giver kendskab til datidens partinavne og til dumaen, en valgt forsamling uden myndighed, en slags parlament, som trods sin magtesløshed dog var en legal talerstol, som også en lille gruppe socialdemokratiske duma-medlemmer kunne få adgang til. Betydningen af at deltage i valg til dumaen og i arbejdet i dumaen var omstridt i datidens »venstrefløj«. Nogle, de såkaldte otsovister, dvs. tilbagekaldere, ville trække duma-medlemmerne tilbage og undlade at arbejde i dumaen. Andre, likvidatorerne i socialdemokratiet, ønskede at partiet kun skulle arbejde legalt, og at det skulle omdannes til et »åbent parti«. I artiklen forekommer ordet narodnikker som fællesbetegnelse for flere nuancer i det demokratiske bourgeoisi. Om narodnikkernes oprindelse kan læses i dette udvalgs bd. 1. Med ordet arbejderdemokrati sigter Lenin til den socialdemokratiske gruppe, som i den 3. duma bestod af seks bolsjevikker og syv mensjevikker.
I sine artikler benytter Lenin ofte betegnelsen de Sorte Hundreder, om det yderste højre. De Sorte Hundreder var terrorbander, som tsar-regimet i revolutionsårene 1905-1907 og senere benyttede imod arbejderbevægelsen og mod demokratiske initiativer overhovedet.
I den indledende artikel, Politiske Notitser, påpeger Lenin tsar-regimets bestræbelser på at skaffe sig et nyt og mere holdbart klassegrundlag, bl.a. gennem minister Stolypins landbrugspolitik at skabe et lag af storbønder som støtte for monarkiet. Om socialdemokratiets egen situation siger Lenin ikke meget her, men slutter dog trods nedgangsfænomenerne med sejrssikre ord:
»Ikke for ingenting kaldte man os de klippefaste. Socialdemokraterne har opbygget et proletarisk parti, som ikke taber modet over, at det første væbnede stormløb mislykkedes... Dette parti er på vej til socialismen uden at binde sig og sin skæbne til udfaldet af den eller den periode af borgerlige revolutioner...« (s. 19).
I artiklen På Vej, skrevet et år senere, ser Lenin tilbage på nedgangens tid: »Et års opløsning, et års ideologisk-politisk splid, et års partimæssigt uføre ligger bag os.« »Nogle elementer i partiet, som har ladet sig påvirke af nedgangen, har sat spørgsmålstegn ved, om man skal bevare det hidtidige socialdemokratiske parti, om man skal fortsætte dets arbejde, om man atter skal gå under jorden, og hvorledes dette skal ske,« og nogle gav »et svar, der betød legalisering for hver en pris, selv gennem en åben opgivelse af partiets program, taktik og organisation (den såkaldte likvidatorretning)...« (s. 26).
Imidlertid var vendingen til ny opgang på vej. I artiklen gives på ny en analyse af sociale forskydninger og problemer, ikke mindst for Ruslands bondemasser.
I 1912 kunne Lenin give en artikel overskriften Det Revolutionære Opsving. Læseren får her en oversigt over omfanget af arbejdernes strejkekampe, som i årene 1906-1907 var »uden sidestykke i verden«. Den russiske revolution fik virkninger i andre kapitalistiske landes arbejderbevægelse. Rosa Luxemburg i Tyskland f.eks. søgte at udbrede forståelsen af den russiske revolution, ikke mindst hvad den politiske massestrejke som kampmetode angår.
Frem til 1910 faldt antallet af strejkende. Fra slutningen af året var der tegn til et nyt opsving. I foråret 1912 nedskød tsarens gendarmer strejkende arbejdere i guldminerne ved Lena-floden i Sibirien. Det gav anledning til revolutionære massestrejker af et omfang i stil med den første russiske revolution.
I denne artikel imødegik Lenin Trotskijs påstand om, at »kampen for foreningsfrihed udgør grundlaget såvel for Lenatragedien som for den mægtige genlyd, den gav i landet« (s. 93). Nej, svarede Lenin, kampen gælder ikke delkrav, det er en opstand mod hele regimet, der er ved at vokse frem.
I artiklen understreges træk i Lenins partimæssige og ideologiske virksomhed:
»For at støtte og udvide massebevægelsen behøves der organisation og atter organisation. Uden et illegalt parti kan dette arbejde ikke udføres « (s. 99).
»Uden en sejrrig revolution vil der ikke blive frihed i Rusland.
Uden det tsaristiske monarkis omstyrtelse gennem proletariatets og bøndernes opstand vil der ikke blive en sejrrig revolution i Rusland« (s. 99).
Det nationale spørgsmål kom mere og mere i forgrunden efterhånden som tsar-regimets uholdbarhed og arbejderklassens massekampe gjorde en snarlig revolution sandsynlig. Spørgsmålet om forholdet mellem arbejderklassens internationalisme og de enkelte nationers frigørelse meldte sig til afgørelse. Ruslands mange nationer og folkeslag stod på et højst ulige udviklingstrin. Arbejderklassen var ikke alle vegne udviklet eller organiseret.
Disse problemer behandles i artiklen Om Nationernes Selvbestemmelsesret. Også her viser Lenins principfasthed sig:
»Nationernes fulde ligeret; nationernes selvbestemmelsesret; en sammensmeltning af arbejderne i alle nationer – det er dette nationale program, marxismen lærer arbejderne, det lærer hele verdens erfaringer og Ruslands erfaring dem « (s. 222).
Heri lå ingen afgrænsning fra nationale kampe, der ikke havde arbejderklassen i spidsen, men der lå en klar ideologisk afgrænsning fra den borgerlige nationalisme:
»For så vidt bourgeoisiet i en undertrykt nation kæmper imod den undertrykkende nation, for så vidt går vi altid og i ethvert tilfælde mere beslutsomt end alle andre ind for det, for vi er de dristigste og mest konsekvente fjender af undertrykkelse. For så vidt en undertrykt nations bourgeoisi forfægter sin egen borgerlige nationalisme, går vi imod det« (s. 179).
Med imperialismens fremvækst og omspænding af hele kloden fulgte ikke blot voksende krigsfare og diskussioner om socialdemokratiets opgaver på den baggrund. Opportunistiske dele af socialdemokratiet blev trukket ind i et faktisk samarbejde med borgerlige politikere. Partierne delte sig i fløje, sådan som det i Rusland allerede havde vist sig ved partiets stiftelse i 1903, og som det f.eks. i Tyskland demonstreredes af den bestandige konflikt mellem Karl Liebknechts og Rosa Luxemburgs revolutionære linje og partiledelsens kapitulation over for opportunismen. Lenin behandlede problemet i flere artikler, bl.a. Om Nogle Karakteristiske Træk Ved Marxismens Historiske Udvikling og Divergenser I Den Europæiske Arbejderbevægelse.
I Rusland selv frasagde bolsjevikkerne, den leninske retning i socialdemokratiet, sig i 1912 al partimæssig forbindelse med likvidator-retningen, dvs. med hovedmassen af den mensjevikiske retning. Der skete en organisatorisk adskillelse af de to retninger.
En udførlig karakteristik af likvidator-retningen findes i Lenins artikel Omstridte Spørgsmål.
I denne forbindelse førtes polemiske diskussioner om partienhed og fraktionsvæsen. En af hovedfigurerne i polemikken var Trotskij, som fik svar i Lenins artikel Om Brud På Enheden, Tilsløret Med Skrål Om Enhed.
I artiklen Objektive Tal Om Styrken I De Forskellige Strømninger I Arbejderbevægelsen giver Lenin materiale til bedømmelse af styrkeforholdet mellem »pravdister« (bolsjevikkerne) og likvidatorer (hovedsageligt mensjevikker). Striden om, hvilken af de to retninger, der organisatorisk og politisk repræsenterede Ruslands arbejderklasse, havde bredt sig til II Internationale. Den nævnte artikel udarbejdede Lenin i forsommeren 1914, bl.a. med henblik på, at der i juli skulle være møde i II Internationale om striden i Ruslands arbejderbevægelse.
Med »pravdister« mener Lenin bolsjevikkerne, hvis dagblad Pravda under forskellige navne udkom i masseoplag i Petersborg fra 1912.
»Kun i pravdismen har vi en virkelig marxistisk, proletarisk strømning, der er uafhængig af bourgeoisiet, og som forener over fire femtedele af arbejderne, « skrev Lenin. »Likvidatorismen og narodnismen er uden tvivl borgerligt-demokratiske strømninger og ikke proletariske« (s. 161-162).
Artiklens materiale underbygger opfattelsen af bolsjevikkernes parti som et arbejderparti i fremgang og med massiv tilslutning på tærskelen til den første verdenskrig, den imperialistiske krig om verdens opdeling, som II Internationales kongresser havde advaret imod og vedtaget resolutioner om.
Lenins artikler om den store russiske forfatter Lev Tolstoj har spillet en betydelig rolle i diskussionen om litteraturens placering og betydning i samfundsudviklingen og om den sociale virkeligheds afspejling i kunstnerisk virksomhed. Den første artikel, Lev Tolstoj Som Spejl For Den Russiske Revolution, blev skrevet til Tolstojs 80 års dag i 1908, den sidste, Lev Tolstoj Og Hans Epoke, i 1911 efter Tolstojs død.
»Millioner af bønders protest og fortvivlelse – det var det, der smeltede sammen i Tolstojs lære,« (s. 42) skrev Lenin. Og et andet sted:
»Ved at studere Lev Tolstojs værker vil den russiske arbejderklasse lære sine fjender bedre at kende, men ved at analysere Tolstojs lære vil hele det russiske folk kunne forstå, hvori dets egen svaghed består, som forhindrede det i at fuldføre kampen for befrielse. Det må man forstå for at komme fremad « (s. 49-50).
I artiklen Til Minde Om Herzen, vender Lenin sig til den russiske demokratiske og revolutionære bevægelses fortid.
»Når proletariatet fejrer Herzens minde, så lærer det ved hans eksempel at forstå den revolutionære teoris uhyre betydning.. . Beriget ved denne lære vil proletariatet bane sig vej til et frit forbund med de socialistiske arbejdere i alle lande, når det har knust det kryb, det tsaristiske monarki, som Herzen først af alle løftede kampens store banner imod, da han vendte sig til masserne med det frie russiske ord« (s. 79).
I dette bind 5 findes Lenins lille, men betydningsfulde artikel Det Efterblevne Europa Og Det Fremskredne Asien, trykt i Pravda, i maj 1913. Her indvarsler Lenin den koloniale verdens befrielsesbevægelse:
»I Asien vokser en kraftig demokratisk bevægelse overalt i omfang og styrke... Hele det kommanderende Europa, hele det europæiske bourgeoisi er allieret med alle reaktionens og middelalderens kræfter i Kina. Til gengæld har hele det unge Asien, dvs. hundreder af millioner arbejdende mennesker i Asien, en pålidelig forbundsfælle i proletariatet i alle civiliserede lande. Ingen magt i verden vil kunne hindre dets sejr, der vil bringe folkene i både Europa og Asien friheden« (s. 128-129).
Sidst opdateret 6.7.2013