Trykt i bladet Sotsial-Demokrat nr. 26, den 25. april (8. maj) 1912.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 5, s. 73-79, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 6. juli 2013.
Der er gået 100 år, siden Herzen blev født. Han bliver fejret af hele det liberale Rusland, som omhyggeligt går uden om de alvorlige spørgsmål om socialisme og gør sig umage for at skjule, hvad der var forskellen mellem den revolutionære Herzen og en liberal. Også højre-pressen mindes Herzen og påstår falskeligt, at Herzen i sine sidste år afsvor revolutionen. Og blandt de liberale og narodnikker, der opholder sig i udlandet, høres der kun fraser og atter fraser i talerne om Herzen.
Arbejderpartiet må mindes Herzen, ikke for at komme med spidsborgerlige lovprisninger, men for at at gøre sig sine egne opgaver klart, for at komme til klarhed over denne forfatters sande historiske plads, fordi han har spillet en så stor rolle i forberedelsen af den russiske revolution.
Herzen tilhørte den generation af revolutionære i første halvdel af forrige århundrede, som stammede fra adelsog godsejerkredse. Adelen har givet Rusland folk som Biron og Araktjejev, en talløs skare af »fordrukne officerer, slagsbrødre, spillefugle, markedshelte, pikører, skvadronører, sabelhelte og ruffere« – og sarte sjæle som Manilov. [1] »Og blandt dem«, skrev Herzen, »udvikledes mændene af 14. december, [2] en falanks af helte, der ligesom Romulus og Remus havde drukket en ulvindes mælk ... Det er de sande stridsmænd, hamret af rent stål fra hoved til fod, kæmpere, som frivilligt gik den visse død i møde for at vække den unge generation til nyt liv og lutre børnene, som var født under bøddelvælde og slaveri«. [3]
Herzen var et af disse børn. Dekabristernes opstand vækkede og »lutrede« ham. I det feudale Rusland i 1840’rne formåede han at hæve sig så højt, at han blev en af sin tids store tænkere. Han tilegnede sig Hegels dialektik. Han forstod, at den er »revolutionens algebra«. Han gik længere end Hegel, han fulgte Feuerbach til materialismen. Det første af hans »breve om studiet af naturen« – »Empirisme og idealisme« – som er skrevet i 1844, viser os en tænker, som også i dag er et hoved højere end hoben af moderne naturforsker-empirikere og hærskaren af nutidige filosoffer, idealister og halvidealister. Herzen kom den dialektiske materialisme nær og gjorde holdt foran – den historiske materialisme.
Det var dette »holdt«, der førte til Herzens åndelige sammenbrud efter revolutionens nederlag i 1848. På dette tidspunkt havde Herzen forladt Rusland og iagttog revolutionen på nært hold. Han var dengang demokrat, revolutionær, socialist. Men hans »socialisme« var en af 1848-periodens utallige former og variationer af den borgerlige og småborgerlige socialisme, som fik dødsstødet i junidagene [4] samme år. I virkeligheden var det overhovedet ikke socialisme, men smukke fraser og velment fantasteri, i hvilket det borgerlige demokrati og også proletariatet, som endnu ikke havde gjort sig fri af den borgerlige indflydelse, hyllede deres daværende revolutionisme.
Herzens åndelige sammenbrud, hans dybe skepticisme og pessimisme efter 1848 var identisk med sammenbruddet for de borgerlige illusioner inden for socialismen. Herzens åndelige drama var affødt af og genspejlede den verdenshistoriske epoke, hvor det borgerlige demokratis revolutionisme allerede var ved at dø (i Europa), mens det socialistiske proletariats revolutionisme endnu ikke var modnet. Dette er noget, som det liberale russiske ordgyderis riddere, som i dag søger at tilsløre deres kontrarevolutionære optræden med blomstrende fraser om Herzens skepticisme, ikke har forstået og heller ikke vil kunne forstå. For disse riddere, som forrådte den russiske revolution i 1905, og som selv har glemt enhver tanke om hædersnavnet revolutionær, er skepticismen blevet en overgangsform fra demokratiet til liberalismen – til den krybende, gemene, beskidte, dyriske liberalisme, som i 1848 skød arbejderne ned, genoprettede de troner, der var styrtet i grus, og hyldede Napoleon III, og som Herzen forbandede, ude af stand til at forstå dens klassenatur.
Hos Herzen var skepticismen en overgangsform fra illusionerne om et borgerligt demokrati, som »stod over klasserne«, til proletariatets hårde, uforsonlige, uovervindelige klassekamp. Beviset findes i »Breve til en gammel kammerat«, som Herzen i 1869, året før sin død, skrev til Bakunin. Herzen bryder med anarkisten Bakunin. Ganske vist ser Herzen i dette brud endnu kun en meningsforskel om taktik og ikke en afgrund mellem verdensopfattelsen hos en proletar, der er overbevist om sin klasses sejr, og hos en småborger, der fortvivlet søger redning. Ganske vist gentager Herzen også her de gamle borgerligt-demokratiske fraser om, at socialismen må stå frem med »en forkyndelse, der i lige grad henvender sig til arbejderen og hans mester, til bonden og til småborgeren«. Og dog vendte Herzen ikke sit blik mod liberalismen, dengang han brød med Bakunin, men mod Internationale, den Internationale, der blev ledet af Marx, – den Internationale, der begyndte »at samle hærene«, proletariatets hære, at forene »arbejdets verden«, »som kasserer deres verden, som nyder uden arbejde«! [5]
Da Herzen ikke havde forstået, at hele 1848-bevægelsen og alle socialismens former før Marx var borgerlig-demokratisk præget, kunne han endnu mindre forstå den russiske revolutions borgerlige natur. Herzen grundlagde den »russiske« socialisme, »narodnismen«. Herzen så »socialisme« i befrielsen af bønder med jord, i landsbyfællesskabets jordbesiddelse og i bøndernes idé om »retten til jorden«. Han har utallige gange udviklet sine yndlingstanker over dette tema.
I virkeligheden er der ikke et gran socialisme i denne Herzens lære så lidt som i hele den russiske narodnisme – indbefattet de nuværende »socialrevolutionæres« falmede narodnisme. Det er den samme kønne frase, det samme velmente fantasteri, hvori revolutionismen i det borgerlige bondedemokrat i i Rusland hyller sig, som de forskellige former for »1848-socialisme« i vesten. Jo mere jord bønderne havde fået i 1861 [6] og jo billigere de havde fået det, desto stærkere ville de feudale godsejeres magt være blevet undergravet, desto hurtigere, friere og bredere ville kapitalismen have kunnet udvikle sig i Rusland. Forestillingen om »retten til jorden« og om »ligelig udstykning af jorden« er ikke andet end en formulering af den revolutionære stræben efter lighed, som præger bønderne, der kæmper for fuldstændigt at styrte godsejernes magt, for fuldstændigt at fjerne godsejernes jordbesiddelse.
Revolutionen i 1905 har til fulde bevist dette: på den ene side optrådte proletariatet helt selvstændigt i spidsen for den revolutionære kamp, efter at det havde skabt det socialdemokratiske arbejderparti; på den anden side kæmpede de revolutionære bønder (»trudovikkerne« og »bondeforbundet«), [7] der gik ind for enhver form for afskaffelse af godsejernes jordbesiddelse, indbefattet »ophævelse af privatejendomsretten til jorden«, netop som besiddere, som små erhvervsdrivende.
I vore dage tjener ordstriden om »det socialistiske« i retten til jorden osv. kun til at tilsløre og bortforklare et virkelig vigtigt og alvorligt historisk spørgsmål: om forskellen mellem det liberale bourgeoisis og de revolutionære bønders interesser i den russiske borgerlige revolution; med andre ord om den liberale og den demokratiske, om den »mæglende« (monarkistiske) og den republikanske tendens i denne revolution. Det er netop dette spørgsmål, der er blevet opkastet i Herzens Kolokol [8] når man ser på sagens kerne og ikke hænger sig i fraser – når man undersøger klassekampen som grundlag for »teorierne« og doktrinerne og ikke omvendt.
Herzen har skabt den frie russiske presse i udlandet – det er hans store fortjeneste. Poljarnaja Svesda [9] tog traditionen op efter dekabristerne. Kolokol (1857-1867) gik helt og fuldt ind for bøndernes befrielse. Trællenes tavshed var brudt.
Men Herzen stammede fra godsejernes, fra herremændenes miljø. 1 1847 havde han forladt Rusland, han havde ikke set det revolutionære folk og kunne ikke nære nogen tiltro til det. Deraf kommer hans liberale appel til de »øvre lag«. Deraf kommer hans utallige sukkersøde breve i Kolokol til bøddelen Aleksander II, breve, som man ikke i dag kan læse uden at væmmes. Tjernysjevskij, Dobroljubov, Serno-Solovjevitj, som repræsenterede den nye generation af rasnotjintsy-revolutionære, [10] havde tusindfold ret, da de bebrejdede Herzen disse tilbagefald fra demokratismen til liberalismen. Men i retfærdighedens navn må det siges, at hvor meget Herzen end svingede mellem demokratisme og liberalisme, fik demokraten i ham overtaget.
Da en af de mest utiltalende typer på liberalt trællesind, Kavelin, som tidligere havde været begejstret for Kolokol netop på grund af dens liberale tendenser, gik imod en forfatning, angreb den revolutionære agitation, vendte sig mod »voldsanvendelse« og opfordringer dertil og begyndte at prædike langmodighed, så brød Herzen med denne liberale vismand. Herzen kastede sig over hans »elendige, tåbelige, skadelige pamflet«, der var skrevet »som en privat rettesnor for en regering, der koketterer med de liberale«, over Ravelins »politiske sentimentale sentenser«, der fremstillede »det russiske folk som kvæg og regeringen som kloge hoveder«. Kolokol offentliggjorde en artikel, hvori man hudflettede »de professorer, som væver et råddent edderkoppespind af deres højtravende og fattige ideer, de eksprofessorer, der engang var velmenende, men som blev vrede, da de så, at en sund ungdom ikke kunne have noget tilovers for deres kirtelsvage tanker«. Kavelin kunne straks genkende sig selv i dette portræt.
Da Tjernysjevskij blev arresteret, skrev den infame liberale Kavelin: »Jeg kan ikke se noget oprørende i arrestationerne ... Det revolutionære parti mener, at alle midler til at styrte regeringen er gode, og den forsvarer sig så med sine midler«. Og Herzen gav denne kadet et træffende svar, da han i anledning af dommen over Tjernysjevskij sagde: »Og så er der ynkelige mennesker, ukrudt, slimede skabninger, som erklærer, at man ikke bør skælde ud over den bande af røvere og skurke, som regerer os«.
Da den liberale Turgenjev skrev et privatbrev til Aleksander II, hvori han forsikrede ham om sin allerunderdanigste loyalitet og gav to guldstykker til de soldater, der var blevet såret under nedkæmpelsen af den polske opstand, da skrev Kolokol om den »gråhårede Magdalena (af hankøn), der har skrevet til majestæten, at hun ikke kan falde i søvn og plages af tanken om, at majestæten ikke ved noget om den anger, der er kommet over hende«. Også Turgenjev kunne straks genkende sig selv.
Da hele horden af russiske liberale ilsomt trak sig tilbage fra Herzen, fordi han forsvarede Polen, da hele det »dannede selskab« vendte Kolokol ryggen, lod Herzen sig ikke forskrække. Han fortsatte med at kæmpe for Polens frihed og at hudflette Aleksander II’s gendarmer, bødler og skarprettere. Herzen reddede det russiske demokratis ære. »Vi har reddet det russiske navns ære«, skrev han til Turgenjev, »og det har trælleflertallet ladet os lide for«.
Herzen kommenterede i Kolokol meddelelsen om, at en livegen bonde havde dræbt en godsejer, der havde forsøgt voldtægt mod hans kæreste: »Storartet gjort af ham!« Da det meddeltes, at officerer fra hæren var blevet udpeget til at gennemføre en »rolig frigørelse«, skrev Herzen: »Den første forstandige oberst, der sammen med sin afdeling slutter sig til bønderne i stedet for at slå dem ned, vil komme til at sidde på Romanovernes trone«. Da oberst Reitern skød sig i Warszawa (1860) for at undgå at blive bødlernes håndlanger, skrev Herzen: »Hvis nogen skal skydes, så er det de generaler, der giver ordre til at skyde på ubevæbnede«. Da man i Besdna dræbte halvtreds bønder og henrettede deres anfører Anton Petrov (12. april 1861) skrev Herzen i Kolokol:
»Åh, kunne mine ord blot trænge frem til dig, den russiske jords slider og martyr! ... Hvor skulle jeg så lære dig at foragte dine åndelige hyrder, som har sat Petersborg-synoden og den tyske tsar over dig ... Du hader godsejeren, du hader retsskriveren, du frygter dem – og det gør du ret i, men du tror endnu på tsaren og på biskoppen ... tro dem ikke! Tsaren er med dem, og de er med ham. Det er ham, du nu ser, du fader til den myrdede yngling i Besdna, du søn af den myrdede fader i Pensa ... Dine sjælehyrder, de er uvidende som du, fattige som du ... Sådan var også den Antonius, der led for dig i Kasan (ikke biskop Antonius, men Anton fra Besdna) ... Dine helgeners lig vil ikke kunne udrette otteogfyrre undere, en bøn til dem hjælper ikke imod tandpine; men den levende erindring om dem kan udrette ét mirakel – din frigørelse.«
Heraf kan man se, hvor skændigt og nederdrægtigt vore liberale, som har forskanset sig i trællenes »legale« presse, bagvasker Herzen, når de lovsynger hans svage sider og i tavshed forbigår hans stærke. Det er ikke Herzens fejl, men hans ulykke, at han ikke kunne se det revolutionære folk i selve Rusland i fyrrerne. Da han havde set det i tresserne, stillede han sig frygtløst på det revolutionære demokratis side imod liberalismen. Han kæmpede for folkets sejr over tsarismen og ikke for en studehandel mellem det liberale bourgeoisi og godsejernes tsar. Han løftede revolutionens fane.
Når vi fejrer Herzens minde, ser vi klart tre generationer og tre klasser, som har været virksomme i den russiske revolution. Først – adelen og godsejerne, dekabristerne og Herzen. Disse revolutionæres kreds var snæver. De stod frygtelig langt fra folket. Men deres arbejde var ikke forgæves. Dekabristerne vækkede Herzen. Herzen udviklede den revolutionære agitation.
Denne agitation blev taget op af de rasnotjintsy-revolutionære, begyndende med Tjernysjevskij og sluttende med heltene fra Narodnaja Volja, [11] de udvidede, befæstede og skærpede denne agitation, kredsen af forkæmpere blev større, deres forbindelse med folket blev snævrere. »De unge rorgængere i den kommende storm« har Herzen kaldt dem. Men endnu var det ikke stormen selv.
Stormen, det er bevægelsen i masserne selv. Proletariatet, den eneste helt igennem revolutionære klasse, har rejst sig i spidsen for dem og har for første gang vækket bøndernes millioner til åben, revolutionær kamp. Stormens første angreb kom i 1905. Det næste er ved at vokse frem for vore øjne.
Når proletariatet fejrer Herzens minde, så lærer det ved hans eksempel at forstå den revolutionære teoris uhyre betydning – det lærer at forstå, at uselvisk troskab over for revolutionen og revolutionær propaganda i folket ikke er forgæves, selv om der kan gå årtier fra man har sået, til man kan høste; – det lærer at bestemme den rolle, de forskellige klasser spiller i den russiske og den internationale revolution. Beriget ved denne lære vil proletariatet bane sig vej til et frit forbund med de socialistiske arbejdere i alle lande, når det har knust det kryb, det tsaristiske monarki, som Herzen først af alle løftede kampens store banner imod, da han vendte sig til masserne med det frie russiske ord.
1. Manilov – person i Gogols roman Døde Sjæle. – S. 73.
2. Mændene af 14. december – dvs. dekabristerne, russiske adelige revolutionære, der kæmpede mod livegenskabet og selvherskerdømmet; igangsatte et væbnet oprør den 14. december 1825. – S. 73.
3. Lenin citerer fra Herzens værk Slutninger Og Begyndelser. – S. 73.
4. Junidagene – her menes juni-opstanden i 1848, hvor proletariatet for første gang i historien trådte frem med sine egne krav og paroler, men blev slået. Marx fremhæver den afgørende historiske rolle, proletariatet indtager i juni-opstanden 1848, hvor den revolutionære rejsning retter sig direkte mod den bestående borgerlige samfundsorden, mod »uhyret« selv. Mens kampen mod monarkiet kun var en episode, retter proletariatet efter monarkiets fald sin kamp mod den egentlige fjende, bourgeoisiet. – S. 74.
5. Lenin citerer fra Herzens Breve Til En Gammel Ven (4. og 2. brev). – S. 75.
6. I 1861 blev livegenskabet afskaffet i Rusland. – S. 75.
7. Bondeforbundet (Det Alrussiske Bondeforbund) – en revolutionær demokratisk organisation, som opstod i 1905. Bondeforbundet krævede politiske friheder og øjeblikkelig indkaldelse af en Konstituerende Forsamling. Forbundet gik ind for boykot af valget til den 1. duma. Dets agrarprogram indeholdt kravet om, at privateje af jord skulle afskaffes, at jord, som tilhørte klostrene, kirken, tsarfamilien og staten, skulle overdrages til bønderne uden erstatning. Bondeforbundet, der var under indflydelse af de socialrevolutionære og liberale, var præget af småborgerlig ubeslutsomhed og vaklen. – S. 76.
8. Kolokol (Klokken) – politisk tidsskrift, udkom under mottoet Vivos voco, dvs. Jeg kalder på de levende – en indskrift ofte benyttet på kirkeklokker. Det blev udgivet af Herzen og Ogarjov på Det Frie Russiske Trykkeri (Forlag), grundlagt af Herzen, fra 1. juli 1857 til april 1865 i London og fra maj 1865 til juli 1867 i Geneve. Det udkom en gang om måneden, en tid to gange om måneden. Der udkom 245 numre. I 1868 udkom det på fransk (15 numre), de indeholdt et tillæg på russisk. Kolokols oplag nåede op på 2.500 eksemplarer. Tidsskriftet spredtes over hele Rusland. – S. 76.
9. Poljarnaja Svesda (Nordstjernen) – samlinger af litterære og politiske artikler. Bøgerne udkom 1855 til 1862 i London på Det Frie Russiske Trykkeri (Forlag), grundlagt af Herzen. I 1868 udkom det sidste bind i Geneve. Der udkom i alt otte bøger. – S. 76.
10. Rasnotjintsy-revolutionære – var i det 19. århundrede Ruslands ikke-adelige intellektuelle, som hørte hjemme i det liberale og demokratiske bourgeoisi, men som ikke mere tilhørte nogen stand, hverken gejstligheden, embedsstanden, borgerstanden eller bondestanden. – S. 76.
11. Narodnaja Volja – se note 5 til artiklen Lev Tolstoj Som Spejl For Den Russiske Revolution. – S. 79.
Sidst opdateret 6.7.2013