Trykt i Proletarij nr. 35, 11. (24.) september 1908.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 5, s. 20-25, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 5. juli 2013.
Sammenstillingen af den store kunstners navn med revolutionen, som han vitterligt ikke forstod, og som han vitterligt holdt sig på afstand af, kan ved første øjekast forekomme besynderlig og kunstig. Kan man virkelig kalde det, som øjensynligt ikke genspejler fænomenerne rigtigt, for et spejl? Vor revolution er imidlertid et yderst kompliceret fænomen. I den folkemasse, som direkte udførte den og deltog i den, er der mange sociale elementer, som vitterligt ikke forstod det, der foregår, og som også holdt sig på afstand af de virkelige historiske opgaver, som begivenhedernes gang stillede dem overfor. Og når vi har en virkelig stor kunstner for os, så må han dog have genspejlet i hvert fald nogle af revolutionens væsentlige sider i sine værker.
Den legale russiske presse, der er spækket med artikler, breve og notitser i anledning af Tolstojs 80 års dag, interesserer sig mindst af alt for en analyse af hans værker ud fra karakteren af den russiske revolution og dens drivkræfter. Hele denne presse løber over af et hykleri, der er til at få kvalme af, et dobbeltsidet hykleri: et statsligt og et liberalt. Det første er det grove hykleri, begået af korrupte bladsmørere, som i går fik besked på at hetze mod L. Tolstoj, men i dag skal finde frem til patriotisme hos ham og forsøge at opføre sig anstændigt over for Europa. At bladsmørere af den slags får betaling for deres skriverier, det er alle bekendt, og de er ikke i stand til at føre nogen på vildspor. Meget mere raffineret og derfor meget mere skadeligt og farligt er det liberale hykleri. Når man lytter til kadetternes Balalajkin’er [1] fra Retj [2] er deres sympati for Tolstoj den dybeste og varmeste. I virkeligheden er deres beregnede deklamation og svulstige fraser om den »store gudsøger« et gennemført falsum, for den russiske liberaler hverken tror på den tolstojske gud eller sympatiserer med den tolstojske kritik af det herskende system. Han klistrer sig op ad et populært navn for at forøge sin lille politiske kapital og for at agere leder af den samlede nationale opposition. Han forsøger med frasernes brask og bram at overdøve behovet for et direkte og klart svar på spørgsmålet: Hvoraf opstår »tolstojanismen«s skrigende modsigelser, hvilke utilstrækkeligheder og svagheder i vor revolution udtrykker de?
Modsigelserne i Tolstojs værker, anskuelser og lærer, i Tolstojs skole, er virkelig skrigende. På den ene side den geniale kunstner, der ikke blot har skabt uforlignelige skildringer af livet i Rusland, men også har givet verdenslitteraturen værker af første rang. På den anden side godsejeren og narren i Kristus. På den ene side den bemærkelsesværdigt stærke, direkte og oprigtige protest mod samfundsløgnen og hykleriet – på den anden side »tolstojaneren«, dvs. det hærgede, hysteriske flæbehoved, kaldet den russiske intellektuelle, som offentligt hudfletter sig selv og siger: »Jeg er slet, jeg er afskyelig, men jeg arbejder på moralsk selvfuldkommengørelse; jeg spiser ikke kød mere og lever nu af risfrikadeller«. På den ene side den skånselsløse kritik af den kapitalistiske udbytning, afsløringen af regeringens voldshandlinger, retsvæsenets og statsforvaltningens komediespil, den dybdeborende blotlæggelse af modsigelserne mellem væksten af rigdommen og civilisationens fremskridt og væksten af de arbejdende massers fattigdom, barbariske vilkår og lidelser; på den anden side den naragtige forkyndelse, at man ikke må bruge vold »mod det onde«. På den ene side den mest nøgterne realisme, sønderrivningen af alle mulige maskeringer – på den anden side forkyndelsen af den mest gemene ting, der findes i verden, nemlig religionen, en stræben efter at erstatte poper /præster/, som prædiker, fordi de er officielt ansatte, med poper, som prædiker ud fra en moralsk overbevisning, dvs. dyrkelse af det mest raffinerede og derfor særlig afskyelige præstevælde. Sandelig:
Du er fattig, du er frodig,
Du er vældig, du er afmægtig,
Moder Rusland! [3]
At Tolstoj med sådanne modsigelser absolut ikke kunne forstå hverken arbejderbevægelsen og dens rolle i kampen for socialismen eller den russiske revolution er indlysende. Men modsigelserne i Tolstojs anskuelser og lære er ikke nogen tilfældighed, derimod udtryk for de modsigelsesfyldte betingelser, som livet i Rusland var undergivet i den sidste tredjedel af det 19. århundrede. Den patriarkalske landsby, som lige var blevet befriet fra livegenskabet, blev bogstavelig talt udleveret til udplyndring fra kapitalens og statskassens side. Bondebrugets og bondelivets gamle grundpiller, grundpiller, der virkelig var århundredgamle, bukkede under med usædvanlig fart. Og modsigelserne i Tolstojs anskuelser skal ikke bedømmes ud fra den nuværende arbejderbevægelse og den nuværende socialisme (en sådan bedømmelse er selvfølgelig nødvendig, men den er utilstrækkelig), derimod ud fra den protest mod den fremtrængende kapitalisme og massernes forarmelse og fortrængning fra jorden, som måtte opstå i den patriarkalske russiske landsby. Tolstoj er latterlig som profeten, der har opdaget nye recepter på menneskehedens frelse – og derfor er udenlandske og russiske »tolstojanere« ynkelige, når de har villet gøre netop den svageste side af hans lære til et dogme. Tolstoj er stor som talsmand for de ideer og stemninger, som opstod hos millioner af russiske bønder op til frembruddet af den borgerlige revolution i Rusland. Tolstoj er original, for alle hans anskuelser, taget som et hele, udtrykker netop særtrækkene ved vor revolution som bonderevolution og borgerlig revolution. Ud fra dette synspunkt er modsigelserne i Tolstojs anskuelser virkelig et spejlbillede af de modsigelsesfyldte betingelser, som bøndernes historiske virksomhed i vor revolution var undergivet. På den ene side havde århundreders feudal undertrykkelse og årtiers forceret forarmelse efter reformen /1861/ ophobet bjerge af had, harme og desperation. En stræben efter at udslette både den officielle kirke, godsejerne og godsejerregeringen, at tilintetgøre alle jordbesiddelsens gamle former og forordninger, at rense jorden og at skabe et fællesliv af frie og ligeberettigede småbønder i stedet for politi- og klassestaten – denne stræben går som en rød tråd gennem hvert historisk skridt, som bønderne tog i vor revolution, og uden tvivl svarer idéindholdet i Tolstojs skrifter langt mere til denne stræben hos bønderne end den abstrakte »kristne anarkisme«, der af og til bliver udlagt som »systemet« i hans anskuelser.
På den anden side forholdt bønderne i deres stræben mod nye former for fællesliv sig meget uforstående, patriarkalsk og forvirret til spørgsmålet om, hvordan dette fællesliv skulle være, med hvilken kamp de skulle tilkæmpe sig friheden, hvilke ledere de kunne få i denne kamp, hvordan bourgeoisiet og den borgerlige intelligens forholdt sig til bonderevolutionens interesser, og hvorfor en voldelig omstyrtelse af tsardømmet er nødvendig for at tilintetgøre godsejernes jordbesiddelse. Hele bøndernes hidtidige liv havde lært dem at hade herremanden og embedsmanden, men ikke lært dem og ikke kunnet lære dem, hvor de skulle søge svar på alle disse spørgsmål. I vor revolution var det en mindre del af bønderne, der virkelig kæmpede ved i nogen grad at organisere sig i dette øjemed, og kun en meget lille del rejste sig med våben i hånd for at udrydde sine fjender og for at tilintetgøre tsarens lakajer og godsejernes beskyttere. Størstedelen af bønderne græd og bad, hengav sig til spekulationer og drømme, skrev bønskrifter og udsendte »fortalere« – helt i Lev Nikolajitj Tolstojs ånd! Og som det altid går i sådanne tilfælde bevirkede det tolstojske afkald på politik, den tolstojske fornægtelse af politik og manglen på interesse og forståelse for den, at det bevidste og revolutionære proletariat kun fik følgeskab af et mindretal, mens flertallet blev bytte for de principløse, undersåtlige og borgerlige intellektuelle, som under navn af kadetter løb fra møde med trudovikkerne [4] over i Stolypins forværelse og besvor, sjakrede, søgte forlig og lovede forlig – indtil en soldaterstøvle sparkede dem ud. De tolstojske ideer spejler svagheden og utilstrækkeligheden i vor bondeopstand, de er en afspejling af vor patriarkalske landsbys slaphed og af den »driftige musjiks /bondes/« indgroede forsagthed.
Tag soldateropstandene i årene 1905-1906. Den sociale sammensætning af disse kæmpere i vor revolution er en blanding af bønder og proletariat. De sidste er i mindretal; derfor udviser bevægelsen blandt tropperne end ikke tilnærmelsesvist det landsomfattende sammenhold, den partimæssige bevidste orientering, som blev lagt for dagen af proletariatet, der ligesom på et vink blev socialdemokratisk. På den anden side er det ganske fejlagtigt at mene, at årsagen til soldateropstandenes fiasko skulle være mangelen på ledere med officersrang. Tværtimod. Revolutionens gigantiske fremgang siden Narodnaja Volja’s dage [5] ytrede sig netop i, at det var de »menige kvajpander«, der greb til våben mod de foresatte, og hvis selvstændighed i den grad forskrækkede de liberale godsejere og de liberale officerer. Soldaten var fuld af sympati for bondesagen, hans øjne lyste ved den blotte omtale af jord. I hæren gik magten flere gange over på soldatermassens hænder – men resolut udnyttelse af denne magt var der næsten ikke tale om; sol daterne vaklede; et par dage eller undertiden nogle timer efter at have slået en eller anden forhadt foresat ihjel satte man de øvrige arresterede på fri fod, optog forhandlinger med de foresatte og blev derefter stillet op mod muren og skudt eller løb spidsrod og gik atter under åget – helt i Lev Nikolajitj Tolstojs ånd!
Tolstoj afspejlede det kogende had, den modnede higen mod noget bedre og ønsket om at frigøre sig fra fortiden – og umodenheden i drømmerierne, mangelen på politisk opdragelse og slapheden i revolutionær henseende. De historiske og økonomiske betingelser forklarer både, at massernes kamp nødvendigvis måtte udbryde, og at de var uforberedte på kampen; de forklarer den tolstojske »ikke-modstand mod det onde«, som var en særdeles alvorlig årsag til nederlaget i det første revolutionære felttog.
Det siges, at slagne hære tager let ved lære. Selvfølgelig er sammenligningen af revolutionære klasser med hære kun begrænset rammende. Kapitalismens udvikling forandrer og skærper time for time de betingelser, der ansporede bøndernes millionmasser, forenede af had til de feudale godsejere og til disses regering, til at optage den revolutionære og demokratiske kamp. Blandt bønderne selv fortrænger den stigende vareomsætning, markedets herredømme og pengenes magt mere og mere de forældede patriarkalske forhold og den patriarkalske tolstojske ideologi. Men én gevinst har revolutionens første år og de første nederlag i massernes revolutionære kamp uomtvisteligt bragt: det dødbringende slag, som massernes tidligere viljeløshed og slaphed blev udsat for. Skillelinjerne er blevet skarpere. Klasserne og partierne har afgrænset sig fra hinanden. De lektioner, som Stolypins hammerslag giver, og de revolutionære socialdemokraters vedvarende og konsekvente agitation vil bevirke, at ikke blot det socialistiske proletariat, men også bøndernes demokratiske masser uvægerligt stiller mere og mere hærdede kæmpere, der bliver mindre og mindre til bøjelige til at forfalde til vor historiske synd, tolstojanismen!
1. Balalajkin – person fra M. E. Saltykov-Sjtjedrins roman En Moderne Idyl, der personificerer den liberale frasemager, eventyrer og løgner. – S. 20.
2. Retj – Se note 9 til artiklen Politiske Notitser. – S. 20.
3. Fra Nekrasovs poem Hvem Lever Godt I Rusland. – S. 21.
4. Trudovikkerne – (trud betyder arbejde), en gruppe småborgerlige demokrater i dumaen. Gruppen bestod af bønder og intellektuelle, der var tilhængere af narodnikkerne. Gruppen blev dannet af bondedeputerede til 1. duma i april 1906. – S. 23.
5. Narodnaja Volja (Folkeviljen) – en hemmelig organisation, der opstod i august 1879 som følge af splittelsen i narodnik-organisationen Semlja i Volja (Jord og Frihed). I spidsen for Narodnaja Volja stod en eksekutivkomité, bestående af blandt andre A. I. Sjeljabov, A. D. Mikhajlov, M. F. Frolenko, N. A. Morosov, Vera Figner, Sonja Perovskaja og A. A. Kvjatkovskij. Tilhængerne kaldtes narodovoltser. Deres program gik ud på organisering af en »permanent folkerepræsentation«, valgt på grundlag af almindelig valgret, proklamering af demokratiske friheder, overdragelse af jorden til folket og opstilling af forholdsregler til fabrikkernes overdragelse til arbejderne. Narodnaja Volja’s nærmeste mål var omstyrtelse af det tsaristiske selvherskerdømme. Men Narodnaja Volja’s folk gik ud fra den fejlagtige teori, at udviklingen formes af »aktive« helte til forskel fra den »passive« hob, og regnede med at kunne forandre samfundet uden folkets medvirken, ved egne kræfter, gennem individuel terror.
Efter 1. marts 1881 (drabet på Aleksander II) knuste regeringen Narodnaja Volja’s organisation. Gentagne forsøg op gennem 80’erne på at genoplive Narodnaja Volja var resultatløse. Således opstod der i 1886 en gruppe med Aleksander Uljanov (Lenins broder) og P. J. Sjevyrjov i spidsen, som optog traditionerne fra Narodnaja Volja. Efter et mislykket forsøg på at organisere et attentat mod Aleksander III i 1887 blev gruppen afsløret og dens aktive medlemmer henrettet.
Lenin kritiserede Narodnaja Volja-folkenes fejlagtige, utopiske program, men udtalte sig samtidig med stor respekt om deres selvopofrende kamp mod tsarismen. Han pointerede, at »folkene i det gamle Narodnaja Volja formåede at spille en vældig rolle i den russiske historie, trods det ringe omfang af de samfundslag, som støttede de fåtallige helte, og til trods for, at det var en ingenlunde revolutionær teori, der tjente som bevægelsens fane« (Samlede Værker, 5. udg., bd. 4, s. 176, russ.). – S. 24.
Sidst opdateret 5.7.2013