Trykt 28. januar (10. februar) 1909 i bladet Sotsial-Demokrat nr. 2.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 5, s. 26-34, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 5. juli 2013.
Sammenstillingen af den store kunstners navn med revolutionen, som han vitterligt ikke forstod, og som han vitterligt holdt sig på afstand af, kan ved første øjekast forekomme besynderlig og kunstig. Kan man virkelig kalde det, som øjensynligt ikke genspejler fænomenerne rigtigt, for et spejl? Vor revolution er imidlertid et yderst kompliceret fænomen. I den folkemasse, som direkte udførte den og deltog i den, er der mange sociale elementer, som vitterligt ikke forstod det, der foregår, og som også holdt sig på afstand af de virkelige historiske opgaver, som begivenhedernes gang stillede dem overfor. Og når vi har en virkelig stor kunstner for os, så må han dog have genspejlet i hvert fald nogle af revolutionens væsentlige sider i sine værker.
Den legale russiske presse, der er spækket med artikler, breve og notitser i anledning af Tolstojs 80 års dag, interesserer sig mindst af alt for en analyse af hans værker ud fra karakteren af den russiske revolution og dens drivkræfter. Hele denne presse løber over af et hykleri, der er til at få kvalme af, et dobbeltsidet hykleri: et statsligt og et liberalt. Det første er det grove hykleri, begået af korrupte bladsmørere, som i går fik besked på at hetze mod L. Tolstoj, men i dag skal finde frem til patriotisme hos ham og forsøge at opføre sig anstændigt over for Europa. At bladsmørere af den slags får betaling for deres skriverier, det er alle bekendt, og de er ikke i stand til at føre nogen på vildspor. Meget mere raffineret og derfor meget mere skadeligt og farligt er det liberale hykleri. Når man lytter til kadetternes Balalajkin’er [1] fra Retj [2] er deres sympati for Tolstoj den dybeste og varmeste. I virkeligheden er deres beregnede deklamation og svulstige fraser om den »store gudsøger« et gennemført falsum, for den russiske liberaler hverken tror på den tolstojske gud eller sympatiserer med den tolstojske kritik af det herskende system. Han klistrer sig op ad et populært navn for at forøge sin lille politiske kapital og for at agere leder af den samlede nationale opposition. Han forsøger med frasernes brask og bram at overdøve behovet for et direkte og klart svar på spørgsmålet: Hvoraf opstår »tolstojanismen«s skrigende modsigelser, hvilke utilstrækkeligheder og svagheder i vor revolution udtrykker de?
Modsigelserne i Tolstojs værker, anskuelser og lærer, i Tolstojs skole, er virkelig skrigende. På den ene side den geniale kunstner, der ikke blot har skabt uforlignelige skildringer af livet i Rusland, men også har givet verdenslitteraturen værker af første rang. På den anden side godsejeren og narren i Kristus. På den ene side den bemærkelsesværdigt stærke, direkte og oprigtige protest mod samfundsløgnen og hykleriet – på den anden side »tolstojaneren«, dvs. det hærgede, hysteriske flæbehoved, kaldet den russiske intellektuelle, som offentligt hudfletter sig selv og siger: »Jeg er slet, jeg er afskyelig, men jeg arbejder på moralsk selvfuldkommengørelse; jeg spiser ikke kød mere og lever nu af risfrikadeller«. På den ene side den skånselsløse kritik af den kapitalistiske udbytning, afsløringen af regeringens voldshandlinger, retsvæsenets og statsforvaltningens komediespil, den dybdeborende blotlæggelse af modsigelserne mellem væksten af rigdommen og civilisationens fremskridt og væksten af de arbejdende massers fattigdom, barbariske vilkår og lidelser; på den anden side den naragtige forkyndelse, at man ikke må bruge vold »mod det onde«. På den ene side den mest nøgterne realisme, sønderrivningen af alle mulige maskeringer – på den anden side forkyndelsen af den mest gemene ting, der findes i verden, nemlig religionen, en stræben efter at erstatte poper /præster/, som prædiker, fordi de er officielt ansatte, med poper, som prædiker ud fra en moralsk overbevisning, dvs. dyrkelse af det mest raffinerede og derfor særlig afskyelige præstevælde. Sandelig:
Du er fattig, du er frodig,
Du er vældig, du er afmægtig,
Moder Rusland! [3]
At Tolstoj med sådanne modsigelser absolut ikke kunne forstå hverken arbejderbevægelsen og dens rolle i kampen for socialismen eller den russiske revolution er indlysende. Men modsigelserne i Tolstojs anskuelser og lære er ikke nogen tilfældighed, derimod udtryk for de modsigelsesfyldte betingelser, som livet i Rusland var undergivet i den sidste tredjedel af det 19. århundrede. Den patriarkalske landsby, som lige var blevet befriet fra livegenskabet, blev bogstavelig talt udleveret til udplyndring fra kapitalens og statskassens side. Bondebrugets og bondelivets gamle grundpiller, grundpiller, der virkelig var århundredgamle, bukkede under med usædvanlig fart. Og modsigelserne i Tolstojs anskuelser skal ikke bedømmes ud fra den nuværende arbejderbevægelse og den nuværende socialisme (en sådan bedømmelse er selvfølgelig nødvendig, men den er utilstrækkelig), derimod ud fra den protest mod den fremtrængende kapitalisme og massernes forarmelse og fortrængning fra jorden, som måtte opstå i den patriarkalske russiske landsby. Tolstoj er latterlig som profeten, der har opdaget nye recepter på menneskehedens frelse – og derfor er udenlandske og russiske »tolstojanere« ynkelige, når de har villet gøre netop den svageste side af hans lære til et dogme. Tolstoj er stor som talsmand for de ideer og stemninger, som opstod hos millioner af russiske bønder op til frembruddet af den borgerlige revolution i Rusland. Tolstoj er original, for alle hans anskuelser, taget som et hele, udtrykker netop særtrækkene ved vor revolution som bonderevolution og borgerlig revolution. Ud fra dette synspunkt er modsigelserne i Tolstojs anskuelser virkelig et spejlbillede af de modsigelsesfyldte betingelser, som bøndernes historiske virksomhed i vor revolution var undergivet. På den ene side havde århundreders feudal undertrykkelse og årtiers forceret forarmelse efter reformen /1861/ ophobet bjerge af had, harme og desperation. En stræben efter at udslette både den officielle kirke, godsejerne og godsejerregeringen, at tilintetgøre alle jordbesiddelsens gamle former og forordninger, at rense jorden og at skabe et fællesliv af frie og ligeberettigede småbønder i stedet for politi- og klassestaten – denne stræben går som en rød tråd gennem hvert historisk skridt, som bønderne tog i vor revolution, og uden tvivl svarer idéindholdet i Tolstojs skrifter langt mere til denne stræben hos bønderne end den abstrakte »kristne anarkisme«, der af og til bliver udlagt som »systemet« i hans anskuelser.
På den anden side forholdt bønderne i deres stræben mod nye former for fællesliv sig meget uforstående, patriarkalsk og forvirret til spørgsmålet om, hvordan dette fællesliv skulle være, med hvilken kamp de skulle tilkæmpe sig friheden, hvilke ledere de kunne få i denne kamp, hvordan bourgeoisiet og den borgerlige intelligens forholdt sig til bonderevolutionens interesser, og hvorfor en voldelig omstyrtelse af tsardømmet er nødvendig for at tilintetgøre godsejernes jordbesiddelse. Hele bøndernes hidtidige liv havde lært dem at hade herremanden og embedsmanden, men ikke lært dem og ikke kunnet lære dem, hvor de skulle søge svar på alle disse spørgsmål. I vor revolution var det en mindre del af bønderne, der virkelig kæmpede ved i nogen grad at organisere sig i dette øjemed, og kun en meget lille del rejste sig med våben i hånd for at udrydde sine fjender og for at tilintetgøre tsarens lakajer og godsejernes beskyttere. Størstedelen af bønderne græd og bad, hengav sig til spekulationer og drømme, skrev bønskrifter og udsendte »fortalere« – helt i Lev Nikolajitj Tolstojs ånd! Og som det altid går i sådanne tilfælde bevirkede det tolstojske afkald på politik, den tolstojske fornægtelse af politik og manglen på interesse og forståelse for den, at det bevidste og revolutionære proletariat kun fik følgeskab af et mindretal, mens flertallet blev bytte for de principløse, undersåtlige og borgerlige intellektuelle, som under navn af kadetter løb fra møde med trudovikkerne [4] over i Stolypins forværelse og besvor, sjakrede, søgte forlig og lovede forlig – indtil en soldaterstøvle sparkede dem ud. De tolstojske ideer spejler svagheden og utilstrækkeligheden i vor bondeopstand, de er en afspejling af vor patriarkalske landsbys slaphed og af den »driftige musjiks /bondes/« indgroede forsagthed.
Tag soldateropstandene i årene 1905-1906. Den sociale sammensætning af disse kæmpere i vor revolution er en blanding af bønder og proletariat. De sidste er i mindretal; derfor udviser bevægelsen blandt tropperne end ikke tilnærmelsesvist det landsomfattende sammenhold, den partimæssige bevidste orientering, som blev lagt for dagen af proletariatet, der ligesom på et vink blev socialdemokratisk. På den anden side er det ganske fejlagtigt at mene, at årsagen til soldateropstandenes fiasko skulle være mangelen på ledere med officersrang. Tværtimod. Revolutionens gigantiske fremgang siden Narodnaja Volja’s dage [5] ytrede sig netop i, at det var de »menige kvajpander«, der greb til våben mod de foresatte, og hvis selvstændighed i den grad forskrækkede de liberale godsejere og de liberale officerer. Soldaten var fuld af sympati for bondesagen, hans øjne lyste ved den blotte omtale af jord. I hæren gik magten flere gange over på soldatermassens hænder – men resolut udnyttelse af denne magt var der næsten ikke tale om; sol daterne vaklede; et par dage eller undertiden nogle timer efter at have slået en eller anden forhadt foresat ihjel satte man de øvrige arresterede på fri fod, optog forhandlinger med de foresatte og blev derefter stillet op mod muren og skudt eller løb spidsrod og gik atter under åget – helt i Lev Nikolajitj Tolstojs ånd!
Tolstoj afspejlede det kogende had, den modnede higen mod noget bedre og ønsket om at frigøre sig fra fortiden – og umodenheden i drømmerierne, mangelen på politisk opdragelse og slapheden i revolutionær henseende. De historiske og økonomiske betingelser forklarer både, at massernes kamp nødvendigvis måtte udbryde, og at de var uforberedte på kampen; de forklarer den tolstojske »ikke-modstand mod det onde«, som var en særdeles alvorlig årsag til nederlaget i det første revolutionære felttog.
Det siges, at slagne hære tager let ved lære. Selvfølgelig er sammenligningen af revolutionære klasser med hære kun begrænset rammende. Kapitalismens udvikling forandrer og skærper time for time de betingelser, der ansporede bøndernes millionmasser, forenede af had til de feudale godsejere og til disses regering, til at optage den revolutionære og demokratiske kamp. Blandt bønderne selv fortrænger den stigende vareomsætning, markedets herredømme og pengenes magt mere og mere de forældede patriarkalske forhold og den patriarkalske tolstojske ideologi. Men én gevinst har revolutionens første år og de første nederlag i massernes revolutionære kamp uomtvisteligt bragt: det dødbringende slag, som massernes tidligere viljeløshed og slaphed blev udsat for. Skillelinjerne er blevet skarpere. Klasserne og partierne har afgrænset sig fra hinanden. De lektioner, som Stolypins hammerslag giver, og de revolutionære socialdemokraters vedvarende og konsekvente agitation vil bevirke, at ikke blot det socialistiske proletariat, men også bøndernes demokratiske masser uvægerligt stiller mere og mere hærdede kæmpere, der bliver mindre og mindre til bøjelige til at forfalde til vor historiske synd, tolstojanismen!
Et års opløsning, et års ideologisk-politisk splid, et års partimæssigt uføre ligger bag os. Alle partiorganisationer er gået tilbage i medlemstal, nogle – nemlig dem, der har færrest proletarer – er opløst. De halvlegale partiforetagender, der blev skabt af revolutionen, er blevet ramt af det ene politioverfald efter det andet. Det er gået så vidt, at nogle elementer i partiet, som har ladet sig påvirke af nedgangen, har sat spørgsmålstegn ved, om man skal bevare det hidtidige socialdemokratiske parti /RSDAP/, om man skal fortsætte dets arbejde, om man atter skal gå under jorden, og hvorledes dette skal ske, – og på dette spørgsmål gav de yderste højreorienterede elementer et svar, der betød legalisering for hver en pris, selv gennem en åben opgivelse af partiets program, taktik og organisation (den såkaldte likvidatorretning). [1] Krisen var utvivlsomt ikke kun af organisatorisk, men også af ideologisk-politisk art.
RSDAPs nylig afholdte alrussiske konference leder partiet på vej og er tydeligt nok vendepunktet i den russiske arbejderbevægelses udvikling efter kontrarevolutionens sejr. Konferencens beslutninger, der er trykt i en særlig »Meddelelse« fra vort partis centralkomité, er blevet godkendt af centralkomiteen og gælder følgeligt for hele partiet indtil næste kongres. I disse beslutninger er der givet et ganske bestemt svar på spørgsmålet om årsagerne til krisen og dens betydning og ligeledes om midlerne til at komme ud af den. Når der arbejdes i konferenceresolutionens ånd, når alle partiarbejdere opnår en klar og fuld bevidsthed om partiets nuværende opgaver, vil vore organisationer kunne styrke og samle sine kræfter til et endrægtigt og levende revolutionært socialdemokratisk arbejde.
Hovedårsagen til krisen i partiet er påvist i begrundelsen for den organisatoriske resolution. Denne hovedårsag består i, at arbejderpartiet skal renses for vaklende intellektuelle og småborgerlige elementer, som sluttede sig til arbejderbevægelsen, hovedsageligt i håbet om en nært forestående sejr for den borgerligt demokratiske revolution, og som ikke kunne holde stand i reaktionsperioden. Ustabiliteten ytrede sig både i teorien (»afvigelser fra den revolutionære marxisme«: resolutionen om den aktuelle situation), og i taktikken (»beskæring af parolerne«), og i partiets organisationspolitik. De bevidste arbejdere modsatte sig denne ustabilitet, optrådte resolut mod likvidatorismen og begyndte at tage partiorganisationernes arbejde og ledelsen af dem i egne hænder. Når denne egentlige kerne i vort parti ikke straks kunne overvinde forvirrings- og kriseelementerne, skyldtes det ikke blot, at opgaven var stor og svær på grund af kontrarevolutionens sejr, men også, at der viste sig en vis ligegyldighed over for partiet blandt arbejdere, som var revolutionært indstillet, men ikke besad den tilstrækkelige socialistiske bevidsthed. Det er netop Ruslands bevidste arbejdere, konferencens beslutninger i første række er henvendt til: beslutningerne er den opfattelse, socialdemokratiet er nået til angående midlerne til bekæmpelse af forvirringen og svingningerne.
En marxistisk analyse af klassernes indbyrdes forhold i vor tid og af tsarismens nye politik; påvisning af det nærmeste kampmål, som vort parti ligesom hidtil sætter sig; bedømmelse af revolutionens lære vedrørende rigtigheden af den revolutionære socialdemokratiske taktik; klarlæggelse af årsagerne til partiets krise og påvisning af den rolle, som partiets proletariske element spiller i kampen mod den; løsning på spørgsmålet om forholdet mellem den illegale og den legale organisation; erkendelse af nødvendigheden af at udnytte dumaens talerstol og udarbejdelse af nøjagtige retningslinjer for vor dumafraktion i forbindelse med en direkte kritik af dens fejl; – dette er hovedindholdet af konferencens beslutninger, som giver det fulde svar på spørgsmålet om valget af en sikker vej, som arbejderklassens parti må træffe i den svære tid, vi lever i. Lad os se nærmere på dette svar.
Det indbyrdes forhold mellem klasserne, sådan som de politisk grupperer sig, forbliver det samme, som var karakteristisk for den periode, der ligger bag os, hvor masserne stod i direkte revolutionær kamp. Det enorme flertal af bønder må nødvendigvis stræbe mod en landbrugsomvæltning, som afskaffer den halvfeudale jordbesiddelse, og som ikke lader sig gennemføre uden en omstyrtelse af tsarmagten. Reaktionens sejr kuede især de demokratiske elementer blandt bønderne, som ikke er i stand til at danne en fast organisation. Men alligevel, uanset hele presset, uanset sorthundredernes /kontrarevolutionens/ duma, uanset trudovikkernes overordentlige ustadighed fremgår bondemassernes revolutionære holdning tydeligt nok selv i debatterne i 3. duma. Proletariatets grundindstilling til den borgerligt demokratiske revolutions opgaver i Rusland forbliver uændret: det gælder om at lede de demokratisk indstillede bønder, at drage dem væk fra det liberale borgerskabs indflydelse, væk fra kadetpartiet, der uanset små stridigheder med oktobristerne i enkeltsager fortsætter med at tilnærme sig disse og i den allerseneste tid stræber efter at skabe en nationalliberalisme, og at støtte tsarismen og reaktionen gennem chauvinistisk agitation. Kampen føres ligesom hidtil – hedder det i resolutionen – for den fulde tilintetgørelse af monarkiet og for proletariatets og de revolutionære bønders erobring af den politiske magt.
Selvherskerdømmet står stadig væk som proletariatets og hele demokratiets hovedfjende. Men det ville være fejlagtigt at tro, at det stadig er som før. Stolypins »konstitution« /forfatning / og Stolypins landbrugspolitik [2] indvarsler en ny fase i opløsninger; af den gamle halvpatriarkalske, halvfeudale tsarisme, et nyt skridt på vejen til dens omdannelse til et borgerligt monarki. De delegerede fra Kaukasus, som ønskede enten helt at udelade en sådan karakteristik af situationen eller at sætte »plutokratisk« /rigmandsbestemt/ i stedet for »borgerligt«, indtog et fejlagtigt synspunkt. Plutokratisk var selvherskerdømmet fra gammel tid, borgerligt er det – gennem sin agrarpolitik og den direkte, i landsmålestok organiserede alliance med visse lag af bourgeoisiet – først efter revolutionens første fase og under indflydelse af dens hårde slag. Selvherskerdømmet har længe opfodret bourgeoisiet, og bourgeoisiet har længe med sine penge skaffet sig adgang såvel til »de øverste kredse« som til indflydelse på lovgivning og forvaltning og til en plads ved siden af den velbårne adel, men det særlige ved situationen er, at selvherskerdømmet er blevet nødt til at skabe en repræsentativ institution for bestemte lag af bourgeoisiet, nødt til at balancere mellem dem og feudalherrerne, og organisere en alliance i dumaen af disse lag, nødt til at opgive enhver forventning til en patriarkalsk holdning hos bønderne og at søge støtte mod masserne på landet hos de velstående bønder, der ruinerer landsbyfællesskabet.
Selvherskerdømmet dækker sig under de såkaldte konstitutionelle /forfatningsmæssige/ institutioner, men samtidig foregår der i virkeligheden en hidtil uset afsløring af dets klassemæssige indhold takket være tsarens alliance med folk som Purisjkevitj og Gutjkov og kun med dem. Selvherskerdømmet forsøger at påtage sig løsningen af den borgerlige revolutions objektivt nødvendige opgaver – oprettelsen af en folkerepræsentation, som virkelig forvalter det borgerlige samfunds anliggender, og en udrensning af de middelalderlige, forviklede og forældede agrare forhold på landet; men netop det praktiske resultat af enevældens nye skridt viser sig indtil nu at være lig med nul, og dette viser kun endnu mere anskueligt, at der må andre kræfter og andre midler til for at løse den historiske opgave. Millionmasserne, som ikke er bevandrede i politik, har hidtil forestillet sig, at en folkerepræsentation overhovedet var modsætningen til selvherskerdømmet; nu indsnævrer kampen sit mål, fastlægger sin opgave mere konkret som kampen for at vinde magten i staten, og det er kampen, der bestemmer selve repræsentationens karakter og betydning. Derfor indvarsler 3. duma [3] en særlig fase i opløsningen af den gamle tsarisme, i forstærkelsen af dens hovedløse fremfærd, i uddybningen af de gamle revolutionære opgaver og i udvidelsen af slagmarken (og af antallet af deltagere i kampen) for at løse disse opgaver.
Denne fase skal overstås; de nye betingelser i situationen kræver nye kampformer; udnyttelsen af dumaens talerstol er en absolut nødvendighed; et langvarigt arbejde med at opdrage og organisere proletariatets masser kommer i forgrunden; kombinationen af en illegal og legal organisation stiller partiet over for særlige opgaver; popularisering og klarlæggelse af revolutionens erfaringer som miskrediteres af de liberale og af likvidatoriske intellektuelle, er nødvendig såvel til teoretiske som praktiske formål. Men partiet, som skal forstå at tage højde for de nye betingelser vedrørende kampmidler, ændrer ikke sin taktiske linje. Rigtigheden af den revolutionære socialdemokratiske taktik – hedder det i en af konferencens resolutioner – er blevet bekræftet af erfaringerne i massekampen 1905-1907. Revolutionens nederlag, der blev resultatet af dette første felttog, åbenbarede ikke, at opgaverne var urigtige, at de nærmeste mål var »utopiske«, at midlerne og metoderne var fejlagtige, derimod at kræfterne var utilstrækkeligt forberedt, at dybden og bredden i den revolutionære krise var utilstrækkelig – og Stolypin og co. arbejder med den mest rosværdige ihærdighed på at uddybe og udvide den! Lad blot de liberale og rådvilde intellektuelle tabe modet efter massernes første virkelige slag for frihed, lad dem blot fejt erklære: »Gå ikke derhen, hvor I allerede én gang er blevet slået, slå ikke endnu en gang ind på denne skævnesvangre vej.« Det bevidste proletariat svarer dem: de store krige i historien, de store opgaver i revolutionen blev kun afgjort ved, at de progressive klasser atter og atter gik til angreb og vandt sejr, belært af erfaringerne fra nederlaget. Slagne hære tager godt ved lære. De revolutionære klasser i Rusland blev slået i det første felttog, men en revolutionær situation er der stadig. Under nye former og på en anden måde – undertiden meget langsommere, end vi kunne ønske det – trækker den revolutionære krise op endnu en gang og modnes på ny. Vi skal have udført et langvarigt arbejde med at forberede de bredere masser til den, en forberedelse, der grundigere tager højere og mere konkrete opgaver i betragtning, og jo bedre det bliver udført, jo mere sikker bliver sejren i den nye kamp. Det russiske proletariat kan være stolt over, at en nation af slaver under dets ledelse i 1905 for første gang blev forvandlet til en milliontallig hærskare, til revolutionens hær, der gik til angreb mod tsarismen. Og dette proletariat formår også konsekvent, udholdende og tålmodigt at udføre arbejdet med at opdrage og forberede nye kadrer til en stærkere revolutionær kraft.
Udnyttelsen af dumaens talerstol indgår, som vi allerede har påpeget, som en nødvendig bestanddel i dette opdragelses- og forberedelsesarbejde. Konferencens resolution om duma-fraktionen viser vort parti den vej, som hvis man skal søge eksempler i historien – ligner de tyske socialdemokraters erfaringer under undtagelsesloven. [4] Det illegale parti skal forstå at udnytte, skal lære sig at udnytte den legale duma-fraktion, skal opdrage denne til et partiorgan, som er sine opgaver voksen. Det ville være den mest fejlagtige taktik og den mest bedrøvelige afvigelse fra konsekvent proletarisk arbejde, som situationens betingelser foreskriver at rejse spørgsmålet om fraktionens tilbagekaldelse (på konferencen var der to »otsovister«, [5] de rejste ikke dette spørgsmål direkte) eller at afstå fra en direkte og åben kritik af dens fejl og fra at opregne dem i resolutionen (på konferencen var der delegerede, der forsøgte dette). Resolutionen erkender fuldt ud, at der i fraktionen også fandtes fejl, som den ikke er eneansvarlig for, og som ganske ligner de uundgåelige fejl, der begås i alle vore partiorganer. Men der findes andre fejl – fravigelser fra partiets politiske linje. Da disse fravigelser nu engang har fundet sted, da de er begået af et organ, der optræder offentligt på hele partiets vegne, – var partiet forpligtet til klart og præcist at sige, at dette var afvigelser. I de vesteuropæiske socialistiske partiers historie er der flere eksempler på parlamentsfraktionens unormale forhold til partiet. I de romanske lande er disse forbindelser jævnligt ganske unormale, fraktionerne er ikke tilstrækkeligt partimæssigt orienteret. Vi skal straks tage fat på at skabe en anden socialdemokratisk parlamentsvirksomhed i Rusland, straks tage fat på et endrægtigt arbejde på dette område, – så ethvert socialdemokratisk duma-medlem virkelig kan føle, at partiet står bag ham, er bekymret over hans fejl, søger at vise ham den rette vej, – så at enhver partiarbejder deltager i partiets fælles duma-arbejde, lærer af den saglige marxistiske kritik af dets skridt, føler sig forpligtet til at hjælpe den og tilstræber, at fraktionens specielle arbejde bliver et led i hele partiets propaganda- og agitationsvirksomhed.
Konferencen var det første autoritative møde af delegerede fra partiets største organisationer, som drøftede den socialdemokratiske duma-fraktions virksomhed for en hel periode. Og konferencens beslutning viser tydeligt, hvordan vort parti vil udføre sit duma-arbejde, hvilke strenge krav det fremsætter til sig selv og til fraktionen på dette område, hvor fast og udholdende det er besluttet på at arbejde hen imod en virkelig socialdemokratisk parlamentsvirksomhed.
Spørgsmålet om forholdet til duma-fraktionen har en taktisk og en organisatorisk side. I denne sidste henseende udgør resolutionen om duma-fraktionen igen blot en anvendelse af de almene organisationspolitiske principper på et delproblem. De almene principper har konferencen formuleret i resolutionen om direktiverne for organisationsspørgsmålet. I dette spørgsmål har konferencen konstateret to hovedstrømninger i RSDAP: en, der lægger hovedvægten på den illegale partiorganisation, og en anden – mere eller mindre beslægtet med likvidatorismen – der lægger hovedvægten på de legale og halvlegale organisationer. Sagen er, som vi allerede har påpeget, at situationen karakteriseres af, at et vist antal partiarbejdere forlader partiet, især de intellektuelle, men for en del også arbejdere. Likvidatorstrømningen rejser spørgsmålet, om det er de bedste og mest aktive elementer, der forlader partiet og vælger de legale organisationer som virkefelt, eller om det er de »vaklende intellektuelle og småborgerlige elementer«, der går ud af partiet? Det siger sig selv, at konferencen, der afgjort tilbageviste og fordømte likvidatorismen, svarede i sidste betydning. De mest proletariske elementer i partiet og mest konsekvente i principiel henseende og mest socialdemokratiske elementer blandt de intellektuelle forblev tro over for RSDAP. Afgang fra partiet er en rensning af det, en frigørelse fra de mindst stabile elementer, fra upålidelige venner og fra »medløbere« (»Mitläufer« kaldes det på tysk), som man altid har set slutte sig til proletariatet for en tid, og som er blevet rekrutteret fra småborgerskabet eller blandt »deklasserede«, dvs. personer, som er slået ud fra den ene eller anden bestemte klasse.
Ud fra denne bedømmelse af det partiorganisatoriske princip følger af sig selv den organisationspolitiske linje, der blev vedtaget på konferencen. Den aktuelle opgave er at styrke den illegale partiorganisation, at oprette particeller på alle arbejdsområder, fremfor alt at danne »rent partimæssige arbejderkomiteer, selv om de kun har få medlemmer, på enhver industrivirksomhed«, at koncentrere de ledende funktioner i hænderne på den socialdemokratiske bevægelses ledere fra arbejdernes egne rækker. Og naturligvis skal disse cellers og komiteers opgaver være, at udnytte alle halvlegale og om muligt legale organisationer, at opretholde »nær forbindelse med masserne«, at lede arbejdet sådan, at socialdemokratiet reagerer på alt, hvad masserne ønsker. Hver celle og hver partimæssig arbejderkomité skal blive »støttepunktet for det agitatoriske, propagandistiske og praktiske organisatoriske arbejde blandt masserne«, dvs. skal ubetinget gå derhen, hvor masserne går, og skridt for skridt bestræbe sig for at stimulere bevidstheden i retning af socialismen, forbinde ethvert delspørgsmål med proletariatets almene opgaver, forvandle enhver organisatorisk nydannelse til et arbejde for klassesammenhold, og ved sin energi og sin ideologiske indflydelse (og selvfølgelig ikke ved sine titler og rang) tilkæmpe sig den ledende rolle i alle legale proletariske organisationer. Disse celler og komiteer kan undertiden have meget få medlemmer, til gengæld vil de være indbyrdes forbundet af partitraditionen og partiorganisationen og have et bestemt klassemæssigt program. To-tre partitro socialdemokrater kan på denne måde undgå at flyde ud i en konturløs legal organisation, de vil under alle omstændigheder, under alle forhold, i alle mulige situationer arbejde for sin partilinje, påvirke omgivelserne i hele partiets ånd og ikke lade sig opsluge af omgivelserne.
Man kan opløse masseorganisationer af den ene eller den anden slags, man kan forfølge de legale fagforeninger, man kan med politichikaner ødelægge ethvert åbent foretagende blandt arbejderne under det kontrarevolutionære regime, men ingen magt i hele verden kan hindre, at arbejdere samles i hobetal i et kapitalistisk land, og et sådant land er Rusland allerede blevet. På den ene eller anden måde, legalt eller halvlegalt, åbent eller skjult, vil arbejderklassen finde visse samlingspunkter – overalt og altid vil de bevidste partimæssige socialdemokrater gå i spidsen for masserne, overalt og altid vil de slutte sig sammen for at påvirke masserne i partiets ånd. Og socialdemokratiet – der i en åben revolution har bevist, at det er klassens parti, der har formået at drage millioner med sig såvel til strejke som til opstanden i 1905 og til valgene 1906-1907 – vil også nu forblive klassens parti, massernes parti, fortroppen som i selv de sværeste tider ikke mister forbindelsen med hele hæren, et parti som forstår at hjælpe den med at overvinde disse svære tider, at slutte dens rækker på ny og opøve flere og flere nye kæmpere.
Sorthundredernes urokser /forbenede kontrarevolutionære/ kan triumfere og brøle i og uden for dumaen, i hovedstaden og i afkrogene, reaktionen kan rase – den overkloge hr. Stolypin kan ikke tage et eneste skridt uden at bringe det balancerende selvherskerdømme nærmere sit fald, uden at lave en ny sammenfiltring af politiske umuligheder og urimeligheder, uden at tilføre proletariatets rækker og de revolutionære elementer i bondemasserne nye og friske kræfter. Partiet, som forstår at skaffe sig kræfter til konsekvent arbejde sammen med masserne, den progressive klasses parti, som forstår at organisere dens avantgarde, og som bruger sine kræfter således, at det påvirker hver af proletariatets livsytringer, dette parti vil sejre, hvad det end skal koste.
1. Likvidatorretningen – se note 5 til artiklen Om Brud På Enheden, Tilsløret Med Skrål Om Enhed. – S. 26.
2. Stolypins landbrugspolitik – se note 4 til artiklen Politiske Notitser. – S. 28.
3. 3. duma – varede fra 1907 til 1912. Duma er det russiske ord for et parlament med stærkt beskårne beføjelser, indført af tsaren i 1905 for at svække den revolutionære bølge. – S. 29.
4. Undtagelsesloven – indført 1878 og forbød socialdemokratiet samt arbejdernes organisationer og presse. Socialdemokrater blev arresteret og fængslet. Ved at forene illegalt arbejde med legalt formåede Tysklands socialdemokratiske parti imidlertid at modstå repressalierne og øge sin indflydelse blandt de arbejdende masser. Loven blev ophævet i 1890. – S. 31.
5. »Otsovister« – se note 2 til artiklen Om Nogle Karakteristiske Træk Ved Marxismens Historiske Udvikling. – S. 31.
Sidst opdateret 5.7.2013