Marxisme Online  >  Arkiv  >  Lenin

Objektive tal om styrken i de forskellige strømninger i arbejderbevægelsen

Vladimir Lenin (26. juni 1914)

Trykt i bladet Trudovaja Pravda nr. 25, den 26. juni (9. juli) 1914

Oversat til dansk af Gelius Lund.

Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 5, s. 155-162, Forlaget Tiden, København 1982.

Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 5. juli 2013.

Noter

For bevidste arbejdere findes der ikke nogen vigtigere opgave end at erkende deres klasses bevægelse, dens væsen, dens mål og opgaver, dens betingelser og praktiske former. Thi arbejderbevægelsens hele styrke ligger i dens bevidste orientering og i dens massekarakter: hvert skridt, kapitalismen gør i sin udvikling, forøger antallet af proletarer, lønarbejdere, svejser dem sammen, organiserer dem, oplyser dem og forbereder på denne måde den klassekraft, som uundgåeligt må skride fremad mod sine mål.

Marxisternes program og deres taktiske beslutninger, som stadig udredes i deres presse, bidrager til i arbejdermasserne at udforme bevidstheden om bevægelsens væsen, mål og opgaver.

Kampen mellem de forskellige strømninger i Ruslands arbejderbevægelse har dybe klasserødder. De to »strømninger«, som i Ruslands arbejderbevægelse kæmper imod marxismen (»pravdismen«), og som (ifølge deres massekarakter og deres historiske rødder) fortjener betegnelsen »strømninger« – narodnismen og likvidatorismen – giver udtryk for bourgeoisiets indflydelse på proletariatet. Dette har marxisterne mange gange gjort rede for, og det er blevet fastslået i en hel række af marxisternes beslutninger, både med hensyn til narodnikkerne (kampen mod dem har allerede varet 30 år) og med hensyn til likvidatorerne (likvidatorismens historie er ca. 20 år gammel, idet likvidatorismen er en direkte fortsættelse af »økonomismen« og mensjevismen).

I øjeblikket indløber der stadig flere objektive tal om styrken i de forskellige strømninger i Ruslands arbejderbevægelse. Disse objektive tal, der angår massernes og ikke enkelte personers og gruppers optræden og stemning, tal, som er taget fra de forskellige fjendtlige aviser, tal, som kan gås efter af ethvert menneske, der kan læse og skrive – disse tal må vi med al energi samle, efterprøve og studere.

Kun gennem sådanne tal kan man lære noget om sin klasses bevægelse og studere den. En stor, måske den største skavank (eller forbrydelse over for arbejderklassen), som hæfter ved både narodnikkerne og likvidatorerne såvel som de forskellige intellektuelle smågrupper, »Vperjods« gruppe, Plekhanovs tilhængere, trotskisterne, ligger i deres subjektivisme. Uafladeligt udgiver de deres egne ønsker, deres egne »meninger«, deres egne vurderinger, deres egne »synspunkter« for at være arbejdernes vilje, arbejderklassens krav. Når de f.eks. taler om »enhed«, ser de majestætisk bort fra erfaringer, som flertallet af Ruslands bevidste arbejdere gennem to og et halvt år, fra begyndelsen af 1912 og til midten af 1914, har gjort med skabelsen af virkelig enhed.

Lad os nu foretage en sammenfatning af de forhåndenværende objektive oplysninger om styrken i de forskellige retninger i arbejderbevægelsen. Lad liebhaverne af subjektive vurderinger og løfter gå til »smågrupperne«, vi henvender os kun til dem, som ønsker at studere de objektive kendsgerninger. Her er kendsgerningerne:

Først vil vi forsyne de anførte tal med korte kommentarer, for derefter at gå over til konklusionerne.

Det er nemmest at give kommentarerne punkt for punkt. Punkt 1. Der findes ikke oplysninger om valgmændene og repræsentanterne. Den, der beklager sig over anvendelsen af »kurie«-tallene, gør sig simpelt hen latterlig, for der findes ikke andre tal. De tyske socialdemokrater måler deres fremgang efter Bismarcks valglov, som udelukker kvinderne og skaber en »mands«-kurie!

Punkt 2. Antallet af arbejdergrupper, der yder økonomiske bidrag og ikke blot »klarer den med resolutioner«, er det pålideligste og sikreste vidnesbyrd om styrken ikke blot i strømningen, men i organiseringen, i partiånden.

Det er derfor, likvidatorerne og »smågrupperne« udviser en sådan subjektiv foragt for dette vidnesbyrd.

Likvidatorerne har indvendt: vi har desuden en jødisk og en grusisk avis, mens Pravda står alene. Det passer ikke. For det første er den estiske og den litauiske avis pravdistiske. [1] For det andet har man vel ikke lov at glemme Moskva, når man tager provinsen med? Arbejderbladet i Moskva [2] har i løbet af 1913 sammensluttet og forenet 390 arbejdergrupper (Rabotjij nr. 1, s. 19), mens den jødiske avis Zait fra nr. 2 (29. december 1912) til 1. juni 1914 har forenet 296 arbejdergrupper (deraf 190 indtil 20. marts 1914 og 106 fra 20. marts til 1. juni 1914). Altså har Moskva alene mere end »opvejet« likvidatorernes subjektive henvisning til Zait!

Vi opfordrer de grusiske og armenske kammerater til at indsamle oplysninger om likvidatorernes kaukasiske aviser. Hvor mange arbejdergrupper findes der dér? Alsidige objektive oplysninger er nødvendige.

Fejltagelser ved optællingen af grupperne er mulige, men det er enkelttilfælde. Vi opfordrer alle til at efterprøve og korrigere dem.

Punkt 3 og 4 behøver ingen kommentar. En enquete til indsamling af nye oplysninger om provinsen er ønskelig.

Punkt 5. I de 2985 underskrifter til støtte for likvidatorerne er indbefattet 1086 bundistiske og 719 kaukasiske. Det ville være ønskeligt, om kammeraterne på stedet ville gennemgå disse tal.

Punkt 6. Begge fraktioners kasserere offentliggør afregninger over samtlige bidrag, der indgår til fraktionen til forskellige formål. Dette er en nøjagtig, objektiv målestok for forbindelsen med arbejderne.

Punkt 7. Avisernes oplagstal. Oplysninger, der er samlet og offentliggjort af E. Vandervelde, men er blevet fortiet af likvidatorerne og de liberale (Kijevskaja Mysl).

»Subjektivisme«. Det ville være ønskeligt, om der kunne blive samlet mere fyldestgørende oplysninger, i det mindste for en måned.

Punkt 8 og 9. Her er en af de objektive illustrationer til likvidatorernes fornægtelse af »undergrundsarbejdet«, dvs. af partiet. Udlandet gav fra 1. januar til 13. maj 1914 pravdisterne 49 rubler 79 kopek pet.), mens likvidatorerne fik 1709 rubler 17 kopek (14 pet.). Lad være at sige: »Jeg kan ikke«, men sig: »Jeg vil ikke«!

Punkterne 10-14. Objektive vidnesbyrd om likvidatorernes og narodnikkernes afhængighed af bourgeoisiet, om deres borgerlige karakter. Subjektivt er likvidatorerne og narodnikkerne »socialister« og »socialdemokrater«. Objektivt, både ifølge deres ideer og massebevægelsens erfaring er de borgerlige grupper af intellektuelle, som afspalter et mindretal af arbejderne fra arbejderpartiet.

Vi henleder særligt læserens opmærksomhed på likvidatorernes forfalskning af arbejderkorrespondancer. Et uhørt, himmelråbende bedrageri! Gid alle marxister på stedet ville afsløre dem og samle objektive oplysninger (se Trudovaja Pravda, nr. 12,11. juni 1914 [3]).

Punkt 15. Disse tal er særlig vigtige og bør suppleres og efterprøves ved en særlig undersøgelse. Vi har taget oplysninger fra Sputnik Rabotjevo, forlaget Priboj, St. Petersborg 1914. [4] Vi har regnet kontorfolkene, konstruktørerne og farmaceuterne med til de likvidatoriske fagforeninger (ved sidste valg til typografernes bestyrelse den 27. april 1914 blev halvdelen af bestyrelsesposterne besat med pravdister, og mere end halvdelen af posterne som suppleanter til bestyrelsen). Vi har regnet bagerne og taskemagerne med til narodnikkernes fagforeninger. Det samlede medlemstal andrager ca. 22.000.

Af 13 fagforeninger i Moskva står de 10 på pravdisternes side, de 3 er usikre, men står pravdisterne nær. Ikke én står på likvidatorernes og narodnikkernes side.

De konklusioner, man kan drage af de objektive oplysninger, viser, at kun i pravdismen har vi en virkelig marxistisk, proletarisk strømning, der er uafhængig af bourgeoisiet, og som forener over fire femtedele af arbejderne (81,1 pct. af arbejdergrupperne i 1914 sammenlignet med likvidatorerne). Likvidatorismen og narodnismen er uden tvivl borgerligt-demokratiske strømninger og ikke proletariske.

Erfaringerne fra massebevægelsen i årene 1912, 1913 og første halvdel af 1914 har fuldstændigt og slående bekræftet pravdisternes programmatiske, taktiske og organisatoriske ideer, beslutninger og linje. I den forvisning, at vi befinder os på den rigtige vej, må vi hente energien til et endnu ihærdigere arbejde.

Toppen af siden

Noter

1. Det drejer sig om det estiske pravdistiske blad Töö Hääl (Arbejdets Stemme), der udkom fra januar til maj 1914 i Narva tre gange om ugen, og det litauiske ugeblad Vilnis (Bølgen), der udkom i Riga fra 1913 til 1914. – S. 160.

2. Det drejer sig om arbejderavisen Nasj Putj (Vor Vej), der udkom i Moskva, første nummer udkom 25. august (7. september) 1913. – S. 160.

3. I Trudovaja Pravda nr. 12,11. juni 1914, stod der en artikel med overskriften »Hvordan kan det gå til?« I artiklen blev der anført en række tilfælde, hvor likvidatorernes organ Nasja Rabotjaja Gaseta havde aftrykt stof fra borgerlige aviser, men udgivet det for at være stof fra arbejderkorrespondenter om arbejdernes liv. – S. 161.

4. Sputnik Rabotjevo 1914 var en lommekalender, udgivet af forlaget Priboj i december 1913. Oplaget blev udsolgt på én dag. I februar 1914 udkom 2. omarbejdede oplag. I Sputnik Rabotjevo offentliggjorde Lenin artiklen Strejker I Rusland. – S. 161.

Toppen af siden

Sidst opdateret 5.7.2013