Trykt i Svesda nr. 6, 22. januar 1911. Underskrevet: V. Iljin.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 5, s. 57-61, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 6. juli 2013.
Den epoke, som L. Tolstoj tilhører, og som med al tydelighed blev afspejlet såvel i hans geniale skønlitterære værker som i hans lære, er epoken efter 1861 og indtil 1905. Ganske vist begyndte Tolstojs litterære virksomhed tidligere og blev afsluttet senere end denne periode begynder og slutter, men L. Tolstoj blev både som kunstner og tænker fuldt ud formet netop i denne periode, hvis overgangskarakter affødte alle karakteristiske træk både ved Tolstojs værker og »tolstojanismen«.
Gennem L. Levins ord i Anna Karenina udtrykte L. Tolstoj overordentligt klart, hvori omvæltningen i den russiske historie i løbet af dette halve århundrede bestod.
»... Samtaler om høsten, om daglejere osv. som Levin vidste, det var almindeligt at anse for noget meget lavt ... forekom nu Levin meget vigtige. ‘Det var måske ikke vigtigt under livegenskabet eller i England. I begge tilfælde ligger selve forholdene fast; men nu, her i landet, hvor alt dette er blevet omvæltet og først er ved at tage form, er spørgsmålet om, hvilken form disse forhold antager, det eneste vigtige spørgsmål i Rusland’, – tænkte Levin.« (Samlede værker, bd. X, s. 137, russisk udgave.) [1]
»Her i landet er alt dette nu blevet omvæltet og er først ved at tage form« – det er svært at forestille sig en mere rammende karakteristik af perioden 1861-1905. Det, der er blevet »omvæltet« er almindelig kendt eller i hvert fald velkendt for enhver russer. Det er livegenskabet og hele »den gamle tilstand«, som modsvarede det. Det, som »først er ved at tage form«, er ganske ukendt, fremmed og uforståeligt for de bredeste folkemasser. For Tolstoj tegner dette borgerlige system, »som først er ved at tage form«, sig dunkelt og som et skræmmebillede – England. Netop et skræmmebillede, eftersom Tolstoj så at sige principielt afviser ethvert forsøg på at klargøre sig de grundlæggende træk ved samfundssystemet i dette »England«, dette systems forbindelse med kapitalens herredømme, med pengenes rolle, med vareudvekslingens opståen og udvikling. Ligesom narodnikkerne [2] ønsker han ikke at se, han lukker øjnene og forkaster tanken om, at det, der »er ved at tage form« i Rusland, intet andet er end det borgerlige system.
Man kan med rette sige, at spørgsmålet om, »hvilken form« dette system, det borgerlige system, som antager vidt forskellige former i »England«, Tyskland, Amerika, Frankrig osv. vil antage, var om ikke det »eneste vigtige«, så dog det vigtigste ud fra synspunktet: de nærmeste opgaver for den samfunds-politiske virksomhed i Rusland for perioden 1861-1905 (og også for vor tid). Men for Tolstoj er en sådan bestemt, konkret historisk problemstilling noget fuldkomment fremmed. Han ræsonnerer abstrakt, han anerkender ikke andet synspunkt end moralens »evige« principper og religionens evige sandheder, uden at erkende, at dette synspunkt blot er en ideologisk afspejling af det gamle (»omvæltede«) system, livegenskabets system, det som bestemte de østlige folkeslags levemåde.
I skriftet Luzern (fra 1857), erklærer L. Tolstoj, at anerkendelse af »civilisationen« som et gode er en »indbildt viden«, som »tilintetgør det instinktive, lyksalige urbehov for godhed i menneskenaturen«. »Vi har kun en eneste ufejlbarlig leder, – udbryder Tolstoj, – Verdensånden, der gennemtrænger os«. (Samlede værker, bd. II, s. 125, russisk udgave.)
I Vor Tids Slaveri (skrevet i 1900) gentager Tolstoj endnu mere ihærdigt disse appeller til Verdensånden og erklærer den politiske økonomi for at være en »pseudovidenskab«, fordi den tager »det lille England, der befinder sig i en virkelig undtagelsessituation«, som »mønster«, – i stedet for som mønster at tage »situationen for hele verdens folk gennem hele den historiske tid«. Hvordan denne »hele verden« er, åbenbares for os i artiklen Fremskridtet Og Bestemmelsen Af Uddannelsen (1862). »Historikeres« opfattelse, at fremskridtet skulle være »en almen lov for menneskeheden«, bestrider Tolstoj ved at henvise til »hele det såkaldte Østen« (IV, 162). »En almen lov om menneskehedens bevægelse fremad findes ikke, – erklærer Tolstoj, – hvilket de ubevægelige østlige folkeslag beviser for os«.
Tolstojanismen er netop i sit reale historiske indhold det østlige og asiatiske samfundssystems ideologi. Herfra stammer både askesen, den ikke-voldelige modstand mod det onde, de dybe indslag af pessimisme, overbevisningen om, at »alt er intet, alt er materiel tomhed« (Om Livets Betydning, s. 52) og troen på »Ånden«, »altings ophav«, i forhold til hvilket ophav mennesket blot er en »arbejder«, »hvis opgave er at frelse sin egen sjæl« osv. Tolstoj er denne ideologi tro også i Kreutzersonaten, når han siger: »Kvindens frigørelse er ikke at finde på kursus eller i regeringskontorerne, men i soveværelset«, [3] – og han er den tro i en artikel fra 1862, hvor det erklæres, at universiteterne kun uddanner »irriterende, sygelige liberale«, som »folket slet ikke har brug for«, som »formålsløst er løsrevet fra deres tidligere miljø«, og som »ikke finder sig til rette i livet« osv. (IV, 136-137).
Pessimismen, ikke-modstanden og appellen til »Ånden« er en ideologi, der uundgåeligt dukker op i en sådan epoke, hvor hele det gamle system »er blevet omvæltet«, og hvor masserne, – der er blevet opdraget under dette gamle system, og som med modermælken indsugede dette systems principper, vaner, traditioner og trosbekendelser – ikke ser og ikke kan se, hvordan det ny system er, »som først er ved at tage form«, hvilke samfundskræfter der »former« det, og hvordan de netop gør det, hvilke samfundskræfter der er i stand til at bringe befrielsen for de utallige og særlig svære ulykker, der kendetegner »brydnings«epoker.
Perioden 1862-1904 var netop sådan en brydningsperiode i Rusland, hvor det gamle uigenkaldeligt brød sammen for alles øjne, og det nye først lige var ved at tage form, mens de samfundskræfter, som skabte dette system, for første gang gjorde sig gældende i handling, i bred fællesnational målestok, i masseomspændende, åben aktion på de mest forskelligartede virkefelter i 1905. Men efter begivenhederne i 1905 i Rusland fulgte analoge begivenheder i en hel række stater i dette samme »Østen«, hvis »ubevægelighed« Tolstoj påberåbte sig i 1862. 1905 var begyndelsen til slutningen på »Østen«s ubevægelighed. Netop derfor bragte dette år tolstojanismens historiske afslutning med sig, afslutningen på hele den epoke, som kunne og måtte afføde Tolstojs lære – ikke som noget individuelt, ikke som et lune eller en lyst til at være original, men som en ideologi for de livsforhold, som millioner og atter millioner virkelig befandt sig under en vis tid.
Tolstojs lære er absolut utopisk og i sit indhold reaktionær i dette ords mest rammende og mest oprindelige betydning. Men heraf følger aldeles ikke, at denne lære ikke var socialistisk, ej heller, at der ikke var kritiske elementer i den, som var i stand til at levere et værdifuldt materiale til de progressive klassers oplysning.
Socialisme er mere end én ting. I alle lande med kapitalistisk produktionsmetode findes der en socialisme, der udtrykker ideologien hos den klasse, der skal afløse bourgeosiet, og der findes en socialisme, som modsvarer ideologien hos de klasser, som bourgeoisiet skal afløse. Den feudale socialisme f. eks. er en socialisme af sidstnævnte slags, og denne socialismes karakter er for længst, for mere end 60 år siden, blevet bedømt af Marx sammen med bedømmelsen af andre former for socialisme.
Videre. De kritiske elementer er betegnende for Tolstojs utopiske lære, ligesom de er betegnende for mange utopiske systemer. Men man må ikke glemme Marx’ dybe bemærkning om, at betydningen af de kritiske elementer i den utopiske socialisme »står i omvendt forhold til den historiske udvikling«. Jo mere de samfundskræfter, som »former« det nye Rusland og som medfører en befrielse fra vor tids sociale ulykker, udvikler deres aktivitet, og jo mere bestemt karakter denne antager, desto hurtigere mister den kritisk-utopiske socialisme »al praktisk værdi, al teoretisk berettigelse«. [4]
For et kvart århundrede siden kunne de kritiske elementer i Tolstojs lære i praksis af og til være til nytte for visse befolkningslag trods tolstojanismens reaktionære og utopiske træk. I løbet af lad os sige det sidste tiår kunne det ikke være tilfældet, fordi den historiske udvikling siden 1880’erne op til slutningen af århundredet havde bevæget sig ikke så lidt fremad. Og i vore dage, efter at en række af de føromtalte begivenheder har gjort ende på
»Østen«s ubevægelighed, i vore dage, hvor »vekhisternes« [5] bevidst reaktonære ideer – reaktionære i en snæver klassemæssig, egoistisk klassemæssig betydning – har fået en så enorm udbredelse blandt det liberale bourgeoisi – hvor disse ideer endog har smittet en del af de såkaldte marxister og har skabt en »likvidatorisk« strømning – i vore dage medfører ethvert forsøg på at idealisere Tolstojs lære, at retfærdiggøre eller afsvække hans »ikke-modstand«, hans appel til »ånden«, hans opfordringer til »moralsk selvfuldkommengørelse«, hans doktriner om »samvittighed« og universel »kærlighed«, hans forkyndelse af askese og kvietisme osv. den mest direkte og mest omfattende skade.
1. Se endvidere Ejnar Thomassens oversættelse af Anna Karénina, Det Danske Forlag, s. 371. – S. 57.
2. Narodnikkerne – en dels revolutionær, dels liberal demokratisk bevægelse dannet efter landbrugsreformen i 1861. Den afspejlede bøndernes protest mod godsejeråget og resterne af livegenskabet. Som taktisk hovedmiddel mod tsardømmet regnede den individuel terror udført af konspirative grupper. – S. 58.
3. Se endvidere Em. Hansens oversættelse af Kreutser-Sonaten, Anders Schous Forlag, 1890. – S. 59.
4. Her og længere fremme sigter Lenin til Marx/Engels: Det Kommunistiske Manifest, Udvalgte Skrifter, bd. 1, Forlaget Tiden 1976. – S. 60.
5. Vekhister – se note 4 til artiklen L. N. Tolstoj. – S. 60.
Sidst opdateret 6.7.2013