Trykt i Sotsial-Demokrat nr. 18, 16. (29.) november 1910.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 5, s. 35-39, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 5. juli 2013.
Lev Tolstoj er død. Hans verdensomspændende betydning som kunstner og hans verdensberømmelse som tænker og forkynder afspejler hver på sin vis den russiske revolutions verdensomspændende betydning.
L. N. Tolstoj fremtrådte som en stor kunstner allerede mens livegenskabet endnu bestod. I en række geniale værker, som han skabte under sin litterære virksomhed gennem mere end et halvt århundrede, skildrede han først og fremmest det gamle, førrevolutionære Rusland, der også efter 1861 [1] forblev halvfeudalt, landsbyens Rusland, godsejerens og bondens Rusland. Ved at skildre denne fase i Ruslands historiske liv lykkedes det L. Tolstoj at rejse så mange store spørgsmål i sine værker og nå et sådant kunstnerisk stade, at hans værker indtager en forgrundsstilling i verdens skønlitteratur. Den epoke, hvor revolutionen forberedtes i et af de lande, der blev holdt nede af feudale magthavere, står nu takket være Tolstojs geniale belysning af den som et skridt fremad i hele menneskehedens kunstneriske udvikling.
Kunstneren Tolstoj er selv i Rusland kun kendt af et forsvindende mindretal. For virkeligt at gøre hans storslåede værker til alles eje er kamp og atter kamp nødvendig mod det samfundssystem, der har fordømt millioner og atter millioner af mennesker til uvidenhed, forkuelse, trællearbejde og fattigdom, en socialistisk omvæltning er nødvendig.
Tolstoj frembragte netop ikke blot kunstneriske værker, som altid vil blive værdsat og læst af masserne, når de engang skaffer sig menneskelige livsforhold og har kastet godsejernes og kapitalisternes åg af sig – han forstod med vidunderlig kraft at gengive stemningen blandt de brede masser, som undertrykkes af vor tids tilstande, at skildre deres situation, at udtrykke deres spontane følelse af protest og harme. Som en mand, der først og fremmest tilhørte perioden 1861-1904, legemliggjorde Tolstoj med forbavsende tydelighed i sine værker – både som kunstner og tænker og forkynder – de særlige historiske træk ved hele den første russiske revolution, dens styrke og dens svaghed.
Et af de vigtigste træk ved vor revolution er, at det var en borgerlig bonderevolution i en periode, da kapitalismen er meget højt udviklet i hele verden og forholdsvis højt udviklet i Rusland. Det var en borgerlig revolution, idet dens umiddelbare opgave var at styrte det tsaristiske selvherskerdømme, det tsaristiske monarki, og at tilintetgøre godsejervældet, men ikke at styrte bourgeoisiets herredømme. Det var især bønderne, der ikke erkendte denne sidste opgave, og som ikke erkendte forskellen mellem denne opgave og de mere nære og umiddelbare opgaver i kampen. Og det var en borgerlig bonderevolution, idet de objektive betingelser satte spørgsmålet om en forandring af bøndernes grundlæggende livsforhold i første række, om en sønderbrydning af den gamle middelalderlige jordbesiddelse, om »at rydde jorden« til kapitalismen. De objektive betingelser skubbede bondemasserne ind på arenaen til en mere eller mindre selvstændig historisk handling.
I Tolstojs værker kom netop bondebevægelsens styrke og svaghed, dens kraft og begrænsning til udtryk. Hans brændende, lidenskabelige, ofte skånselsløst skarpe protest mod staten og den officielle politistyrede kirke gengiver stemningen i det primitive bondedemokrati, hvor århundreders livegenskab, embedsmænds vilkårlighed og udplyndring og kirkens jesuitisme, bedrager i og svindleri havde ophobet bjerge af bitterhed og had. Hans vedholdende afvisning af privatejet jord afspejler bondemassernes mentalitet i det historiske øjeblik, da den gamle middelalderlige jordbesiddelse, både godsejernes og statsdomænerne, blev en fuldstændig utålelig hindring for landets videre udvikling, og da denne gamle jordbesiddelse uundgåeligt måtte brydes ned på den mest bratte og skånselsløse måde. Hans uophørlige afsløringer af kapitalismen, båret af de dybeste følelser og af den heftigste harme, afspejler hele den rædsel, der griber den patriarkalske bonde som ser en ny, usynlig ubegribelig fjende rykke frem mod ham, uvist hvorfra, fra byen eller fra udlandet, en fjende, der nedbryder alle landsbylivets »grundvolde« og bringer en hidtil uset forarmelse med sig, fattigdom, sultedød, barbari, prostitution, syfilis – alle ulykkerne fra »den oprindelige akkumulationsepoke« skærpet hundredfold ved omplantningen til den russiske jord af de allernyeste metoder til udplyndring af hr. Kupon. [2]
Men den heftige »protestant«, den lidenskabelige afslører og den store kritiker afslørede samtidig i sine værker den mangel på forståelse af årsagerne til og af midlerne til at komme ud af den krise, der trak op over Rusland, som er betegnende netop for en patriarkalsk, naiv bonde, men ikke for en europæisk-dannet forfatter. Kampen mod feudalismens politistat, kampen mod monarkiet forvandledes hos ham til en fornægtelse af politik, den førte til læren om »ikke-modstand mod det onde« og medførte, at han fuldstændigt holdt sig uden for massernes revolutionære kamp i årene 1905-1907. Kampen mod den officielle kirke gik hånd i hånd med forkyndelsen af en ny, renset religion, det vil sige en ny, renset, raffineret gift for de undertrykte masser. Afvisningen af privateje af jord førte ikke til, at kampen koncentreredes mod den virkelige fjende, mod godsejernes jordbesiddelse og dens politiske magtorgan, dvs. monarkiet, men til sværmeriske, uklare, afmægtige klageråb. Afsløringen af kapitalismen og af de ulykker, den påfører masserne, gik hånd i hånd med en fuldkommen apatisk holdning til den verdensomspændende befrielseskamp, som det internationale socialistiske proletariat fører.
Modsigelserne i Tolstojs anskuelser er ikke modsigelser, som kun skyldes hans personlige tænkning, de er en afspejling af de overordentlig komplicerede og modsætningsfyldte betingelser, sociale indflydelser og historiske traditioner, som bestemte mentaliteten hos de forskellige klasser og i de forskellige lag i det russiske samfund i tiden efter reformerne, men før den revolutionære epoke.
Derfor er en rigtig bedømmelse af Tolstoj kun mulig ud fra den klasses synspunkter, som gennem sin politiske rolle og gennem sin kamp under det første udbrud af disse modsigelser, under revolutionen, beviste, at den er kaldet til at være leder i kampen for folkets frihed og for massernes frigørelse for udbytningen, beviste sin uselviske troskab mod demokratiets sag og sin evne til at bekæmpe det borgerlige demokratis (også bondedemokratiets) begrænsning og inkonsekvens – en rigtig bedømmelse kun mulig ud fra det socialdemokratiske proletariats synspunkt.
Se på bedømmelsen af Tolstoj i regeringsaviserne. De fælder krokodilletårer og bedyrer deres respekt for »den store forfatter«, men samtidig forsvarer de den »hellige« synode. Og de hellige fædre har lige begået en særlig afskyelig gemenhed ved at sende poper til den døende for at tage folket ved næsen og sige, at Tolstoj »angrede«. Den hellige synode havde bandlyst Tolstoj. Så meget desto bedre. Den skal blive husket for denne bedrift, når timen oprinder, hvor folket gør op med embedsmænd i præstekjoler, gendarmer i Kristus, med obskure inkvisitorer, som støttede jødepogromer og lignende bedrifter udøvet af tsarens sorthundred-bander. [3]
Se på de liberale avisers bedømmelse af Tolstoj. De dækker sig ind med tomme, officielt liberale, fortærskede professorfraser om »den civiliserede menneskeheds stemme«, verdens »enstemmige genklang«, »sandhedens og godhedens ideer« osv., for hvilke Tolstoj i den grad hudflettede – og med rette – den borgerlige videnskab. De kan ikke ligeud og klart udtale deres bedømmelse af Tolstojs anskuelser om staten, om kirken, om privateje af jorden og om kapitalismen – ikke fordi censuren hindrer dem; tværtimod, censuren hjælper dem ud af en vanskelig situation! – men fordi hver sætning i Tolstojs kritik er en lussing til den borgerlige liberalisme; – fordi alene det, at Tolstoj frygtløst, åbent, skånselsløst skarpt stiller vor tids mest pinlige, mest forbandede spørgsmål, er et slag i ansigtet på vore liberale (og liberal-narodnikiske) skribenters trivielle fraser, forslidte udflugter og undvigende, »civiliserede« falskhed. De liberale går alle som én ind for Tolstoj, de er alle som én imod synoden – og samtidig går de ind for... vekhisterne, [4] som man »godt kan være uenige med«, men er »nødt« til at gå sammen med i ét parti, er »nødt« til at arbejde sammen med i litteratur og politik. Alt imens kysser Antonij Volynskij vekhisterne.
De liberale lovpriser i første række Tolstoj for at være »den store samvittighed«. Er dette da ikke en tom frase, som både Novoje Vremja [5] og andre af den slags gentager på tusind forskellige måder? Er dette da ikke at gå uden om de konkrete spørgsmål om demokrati og socialisme, som blev rejst af Tolstoj? Sætter dette da ikke først og fremmest det i forgrunden, som udtrykker Tolstojs fordom og ikke hans fornuft, det, som hos ham tilhører fortiden og ikke fremtiden, hans fornægtelse af politik og hans forkyndelse af moralsk selvfuldkommengørelse og ikke hans voldsomme protest mod enhver form for klasseherredømme?
Tolstoj er død, og det før-revolutionære Rusland, hvis svaghed og magtesløshed kom til udtryk i den geniale kunstners filosofi, og blev skildret i hans værker, er blevet fortid. Men i hans arv findes det, som ikke er fortid, det, som tilhører fremtiden. Ruslands proletariat vil tage denne arv op og arbejde med den. Det vil forklare de arbejdende og udbyttede masser betydningen af Tolstojs kritik af staten, kirken og privateje af jorden – ikke for at masserne skal begrænse sig til selvfuldkommengørelse og sukke efter et fromt liv, men for at de skal rejse sig og rette et nyt slag mod tsardømmet og godsejernes jordbesiddelse, som kun blev knækket en smule i 1905, og som skal tilintetgøres. Det vil forklare masserne Tolstojs kritik af kapitalismen – ikke for at masserne skal begrænse sig til forbandelser mod kapitalen og pengemagten, men for at de, for hvert skridt de tager i deres liv og under kampens gang, skal lære at støtte sig til kapitalens tekniske og sociale fremskridt, skal lære at forene sig til en samlet millionhær af socialistiske kæmpere, som skal styrte kapitalismen og skabe et nyt samfund uden folkets fattigdom og det ene menneskes udbytning af det andet.
1. I 1861 gennemførte tsardømmet den såkaldte reform, som afløste bøndernes livegenskab med en tilstand, hvorunder de kunne købe jord og ikke længere var de feudale godsejeres ejendom. – S. 35.
2. »Hr. Kupon« – udtrykket blev brugt i 1880-1890’ernes russiske litteratur, for at betegne kapitalen og kapitalisterne. Det blev første gang anvendt af forfatteren Gleb Uspenskij i essaysamlingen Grekhi tjasjkije (Alvorlige Synder), trykt i tidsskriftet Russkaja Mysl, 1888, bog 12, s. 174. – S. 37.
3. Sorte Hundreder – se note 2 til artiklen Politiske Notitser. – S. 38.
4. Vekhister – skribenter, der repræsenterede det kontrarevolutionære liberale bourgeoisi: N. A. Berdjajev, S. N. Bulgakov, M. O. Gersjenson, A. S. Isgojev, B. A. Kistjakovskij, P. B. Struve og S. L. Frank, der i foråret 1909 udsendte en samling af deres artikler under navnet Vekhi (mærkepæle). I disse artikler, der henvendte sig til den russiske intelligentsia, forsøgte vekhisterne at sværte de revolutionære demokratiske traditioner i Ruslands befrielsesbevægelse og folk som V. G. Belinskij, N. A. Dobroljubov, N. G. Tjernysjevskij og D. I. Pisarev. De bagtalte den revolutionære bevægelse i 1905 og takkede tsarregeringen for, at den »med sine bajonetter og fængsler« reddede bourgeoisiet »fra folkets raseri«. – S. 38.
5. Novoje Vremja – avis, der udkom i St. Petersborg fra 1868 til 1917. Tilhørte successivt forskellige udgivere og forandrede flere gange politisk retning. I begyndelsen en moderat liberal avis. Efter at A. S. Suvorin overtog den i 1876, blev den et reaktionært organ, der blev læst i godsejer- og bureaukratiske embedsmandskredse. Fra 1905 blev den organ for reaktionens terroristiske bander. Efter februarrevolutionen 1917 støttede avisen den borgerlige provisoriske regerings kontrarevolutionære politik og hetzede mod bolsjevikkerne. Den blev lukket af den militære revolutionskomité ved Petrogradsovjetten 26. oktober (8. november) 1917. Lenin kaldte Novoje Vremja et typisk eksempel på bestikkelige aviser. – S. 38.
Sidst opdateret 5.7.2013