Trykt i Svesda, nr. 1, 16. december 1910.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 5, s. 43-48, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 5. juli 2013.
De grundlæggende taktiske divergenser i vor tids arbejderbevægelse i Europa og Amerika kommer til udtryk i kampen mod de to store retninger, der afviger fra marxismen, som praktisk taget er blevet den herskende teori i denne bevægelse. Disse to retninger er revisionismen (opportunismen, reformismen) og anarkismen (anarko-syndikalismen, anarko-socialismen). Begge disse afvigelser fra den i arbejderbevægelsen herskende marxistiske teori og marxistiske taktik har i løbet af massearbejderbevægelsens mere end et halvt århundrede lange historie kunnet iagttages i forskellige former og med forskellige nuancer i alle civiliserede lande.
Allerede denne ene kendsgerning viser, at disse afvigelser hverken kan forklares som tilfældigheder eller som enkelte personers eller gruppers fejltagelser, ja, end ikke som nationale særegenheders eller traditioners osv. indflydelse. Der må være dybtliggende årsager i alle kapitalistiske landes økonomiske system og udviklingskarakter, som hele tiden fremkalder disse afvigelser. En brochure, der sidste år blev udgivet af den hollandske marxist Anton Pannekoek under titlen »De taktiske divergenser i arbejderbevægelsen« (Anton Pannekoek, »Die taktischen Differenzen in der Arbeiterbewegung«, Hamburg, Erdmann Dubber, 1909), er et interessant forsøg på en videnskabelig undersøgelse af disse årsager. I den følgende fremstilling vil vi gøre læseren bekendt med Pannekoeks konklusioner, som man må erkende er fuldt ud rigtige.
En af de dybestliggende årsager, der med mellemrum fremkalder divergenser vedrørende taktikken, er selve arbejderbevægelsens vækst. Hvis man ikke måler denne bevægelse med et eller andet fantastisk ideal, men betragter den som almindelige menneskers praktiske bevægelse, så bliver det klart, at når flere og flere nye »rekrutter« kommer med, når nye lag i den arbejdende masse drages med, må det uvægerligt medføre svingninger på det teoretiske og taktiske område, gentagelser af gamle fejl, midlertidige tilbagefald til forældede synspunkter og forældede fremgangsmåder osv. Arbejderbevægelsen i hvert land bruger med mellemrum større eller mindre ressourcer af energi, opmærksomhed og tid på »skoling« af rekrutterne.
Videre. Hastigheden i kapitalismens udvikling er ikke ens i de forskellige lande og i de forskellige områder af samfundsøkonomien. Marxismen tilegnes langt nemmere, langt hurtigere, mere fuldstændigt og solidt af arbejderklassen og dens ideologer dér, hvor storindustrien er mest udviklet. Økonomiske relationer, der udviklingsmæssigt er tilbagestående eller er ved at blive det, fører til stadighed til, at der i arbejderbevægelsen dukker den slags tilhængere op, som kun tilegner sig visse sider af marxismen, enkelte dele af den nye verdensanskuelse eller enkelte paroler og krav – uden at være i stand til at bryde konsekvent med alle de traditioner, der hænger sammen med den borgerlige verdensanskuelse i almindelighed og med den borgerlig-demokratiske verdensanskuelse i særdeleshed.
Endvidere, en stadig kilde til divergenser udspringer af den dialektiske karakter af samfundets udvikling, der forløber i modsigelser og gennem modsigelser. Kapitalismen er progressiv, for den tilintetgør gamle produktionsmåder og udvikler produktivkræfterne, og samtidig, på et vist udviklingstrin, hæmmer den produktivkræfternes vækst. Den udvikler, organiserer og disciplinerer arbejderne – og den knægter, undertrykker, demoraliserer og forarmer dem osv. Kapitalismen skaber selv sin banemand, frembringer selv elementerne til det ny system, og alligevel, hvis der ikke sker et »spring«, ændrer disse enkelte elementer intet ved tingenes generelle tilstand, de berører ikke kapitalens herredømme. Disse modsigelser i det levende liv, i kapitalismens og arbejderbevægelsens levende historie, kan marxismen, som en teori, der bygger på den dialektiske materialisme, give en samlet forståelse af. Men det er indlysende, at masserne lærer af livet og ikke af bøger, og derfor overdriver enkelte personer eller grupper til stadighed snart det ene, snart det andet træk ved den kapitalistiske udvikling, snart den ene, snart den anden »lære« af denne udvikling – og ophøjer det til en ensidig teori, til et ensidigt taktisk system.
Borgerlige ideologer, liberale og demokrater, der ikke forstår marxismen, og som ikke forstår vor tids arbejderbevægelse, springer til stadighed fra den ene hjælpeløse yderlighed til den anden. Snart forklarer de hele sagen med, at onde mennesker »ophidser« klasse mod klasse, snart trøster de sig med, at arbejderpartiet er et »fredeligt reformparti«. Til de direkte produkter af denne borgerlige verdensanskuelse og dens indflydelse må man henregne både anarko-syndikalismen og reformismen, som klamrer sig til én side af arbejderbevægelsen og ophøjer ensidigheden til teori, og som erklærer, at visse tendenser eller træk, der netop er specifikke for bevægelsen i den givne periode, under de givne betingelser for arbejderklassens virksomhed, gensidigt udelukker hinanden. Men det virkelige liv, den virkelige historie indbefatter disse forskellige tendenser, ligesom livet og udviklingen i naturen indbefatter såvel den langsomme evolution som de hurtige spring, afbrydelserne af det gradvise forløb.
Revisionisterne mener, at al tale om »spring« og om arbejderbevægelsens principielle modsætningsforhold til hele det gamle samfund er floskler. De opfatter reformer som delvis gennemførelse af socialismen. Anarko-syndikalismen forkaster »arbejdet i det små«, især brugen af parlamentets talerstol. I praksis fører denne sidste taktik til, at man sidder og venter på »den store dag«, men ikke forstår at samle de kræfter, der skaber store begivenheder. Begge retninger bremser det vigtigste, det væsentligste arbejde: samlingen af arbejderne til store, stærke, godt fungerende organisationer, som under alle betingelser er godt fungerende, er gennemsyret af klassekampens ånd, er sig sine mål klart bevidst og kan opdrages i en virkelig marxistisk verdensanskuelse.
Her vil vi tillade os at gøre et lille sidespring og i parentes bemærke, for at undgå mulige misforståelser, at Pannekoek udelukkende illustrerer sin analyse med eksempler fra den vesteuropæiske historie, især fra Tyskland og Frankrig, og overhovedet ikke har haft Rusland for øje. Hvis det af og til forekommer, som om han hentyder til Rusland, beror det blot på, at de grundlæggende tendenser, der fremkalder bestemte afvigelser fra marxistisk taktik, også ytrer sig hos os, uanset de kolossale kulturelle, sociale, historiske og økonomiske forskelle mellem Rusland og Vesten.
Til slut – en yderst vigtig årsag til divergenser mellem deltagere i arbejderbevægelsen er ændringerne i den taktik, som benyttes af de herskende klasser i almindelighed og af bourgeoisiet i særdeleshed. Hvis bourgeoisiets taktik altid var ens i formen eller i det mindste altid ensartet, så ville arbejderklassen hurtigt få lært sig at svare igen med en lige så ens eller ensartet taktik. Bourgeoisiet i alle lande udarbejder uvægerligt i praksis to systemer at regere med, to metoder at kæmpe for sine interesser og at hævde sit herredømme med; snart afløser disse to metoder hinanden, snart bruges de samtidigt i forskellige kombinationer. Det er for det første den metode, der benytter magt, afviser enhver indrømmelse til arbejderbevægelsen, støtter alle gamle og udlevede institutioner og uforsonligt afviser reformer. Dét er indholdet i den konservative politik, der i Vesteuropa i stadig højere grad går over fra at være de jordbesiddende klassers politik til at blive en variant i bourgeoisiets generelle politik. Den anden metode er »liberalismen«, skridt i retning af større politiske rettigheder, i retning af reformer, indrømmelser osv.
Bourgeoisiet skifter fra den ene metode til den anden, ikke på grund af enkelte personers ondsindede beregninger eller af tilfældighed, men fordi dets egen situation rummer fundamentale modsigelser. Et normalt kapitalistisk samfund kan ikke udvikle sig heldigt uden et fast etableret repræsentativt styre, uden visse politiske rettigheder for befolkningen, som nødvendigvis må udmærke sig ved at stille relativt store krav i »kulturel« henseende. Disse krav om et vist minimum af kultur fremkaldes af selve den kapitalistiske produktionsmådes betingelser, med dens høje teknik, dens komplicerede, elastiske og bevægelige karakter, den hastige udvikling af konkurrencen verden over osv. Svingninger i bourgeoisiets taktik og skiften fra systemet med magtanvendelse til systemet med foregivne indrømmelser er som følge heraf karakteristisk for alle europæiske landes historie i det sidste halve århundrede, og forskellige lande har fortrinsvis udviklet en af de to metoder gennem bestemte perioder. England i 1860’erne og 70’erne var for eksempel den »liberale« borgerlige politiks klassiske land, Tyskland i 1870’erne og 80’erne holdt sig til magtmetoden osv.
Dengang denne metode, det ene af de borgerlige regeringssystemer, herskede i Tyskland, gav det et ensidigt ekko: det fremmede væksten af anarko-syndikalismen eller, som det hed dengang, anarkismen i arbejderbevægelsen, »de unge« i begyndelsen af 90’erne, Johann Most i begyndelsen af 80’erne. [1] Da omsvinget til »indrømmelser« indtrådte i 1890, viste dette omsving sig som altid at være endnu farligere for arbejderbevægelsen, idet det affødte et lige så ensidigt ekko af det borgerlige »reformarbejde«: opportunismen i arbejderbevægelsen. »Det egentlige, reelle mål for bourgeoisiets liberale politik«, siger Pannekoek, »er at føre arbejderne på vildspor, at bringe splittelse i deres rækker og at gøre deres politik til et magtesløst vedhæng til det magtesløse, altid magtesløse og ubestandige reformarbejde«.
Ofte opnår bourgeoisiet en vis tid sit mål ved hjælp af en »liberal« politik, der – som Pannekoek med rette bemærker – udgør en »mere snu« politik. En del af arbejderne, en del af deres repræsentanter lader sig undertiden narre af tilsyneladende indrømmelser. Revisionisterne erklærer læren om klassekampen for »forældet« eller begynder at føre en politik, som i praksis frasiger sig klassekampen. Den borgerlige taktiks siksak-kurs forstærker revisionismen i arbejderbevægelsen og bringer ikke sjældent divergenser i arbejderbevægelsen frem til det punkt, hvor de medfører direkte spaltning.
Alle årsager af den anførte art fremkalder divergenser om taktikken inden for arbejderbevægelsen, inden for det proletariske miljø. Men der er ikke og kan ikke være en kinesisk mur mellem proletariatet og nærstående lag af småborgerskabet, indbefattet bønderne. Det er klart, at enkelte personers, gruppers eller lags overgang fra småborgerskabet til proletariatet nødvendigvis også må fremkalde svingninger i det sidstnævntes taktik.
Arbejderbevægelsens erfaringer i de forskellige lande hjælper os til på basis af det praktiske arbejdes konkrete problemer at klarlægge den marxistiske taktiks væsen; arbejderbevægelsens erfaringer hjælper de yngre lande til klarere at skelne den sande klassemæssige betydning af afvigelser fra marxismen og bekæmpe disse afvigelser med større held.
1. »De unge« – småborgerlig halvanarkistisk opposition i det tyske socialdemokrati, der opstod i 1890. Oppositionens kerne bestod af unge litterater og studenter (heraf betegnelsen), der betragtede sig som partiets teoretikere og ledere. Oppositionen, der ikke forstod de ændrede betingelser for socialdemokratiets virke efter ophævelsen af undtagelsesloven (1878-1890) mod socialisterne, afviste nødvendigheden af at udnytte de legale kampformer, gik imod socialdemokratiets deltagelse i parlamentet og beskyldte partiet for småborgerlighed og opportunisme. Oppositionens teoretiske anskuelser og taktik blev stærkt kritiseret af Engels, der bl.a. kaldte oppositionsfolkene for revolutionære frasehelte og deres synspunkter en hæslig forvanskning af marxismen.
På kongressen i Erfurt i oktober 1891 ekskluderede det tyske socialdemokrati en del af »de unges« ledere. – S. 47.
Sidst opdateret 5.7.2013