Trykt i Pravda nr. 85, 95, 110, 122, 124 og 126, april-juni 1913.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 5, s. 107-127, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 6. juli 2013.
Det forekommer mange arbejdere, at den kamp, der føres mellem Pravda og Lutj, [1] er unødvendig og ikke særlig forståelig. Det er naturligt, at polemiske artikler i enkelte numre af en avis om enkelte, undertiden temmelig specielle spørgsmål ikke giver fuldstændig forestilling om kampens emner og indhold. Derved opstår en berettiget utilfredshed hos arbejderne.
Imidlertid er likvidatorismen, som kampen drejer sig om, på nuværende tidspunkt et af de vigtigste og mest brændende spørgsmål for arbejderbevægelsen. Man kan ikke være en bevidst arbejder uden at have sat sig grundigt ind i dette spørgsmål og uden at have dannet sig en bestemt mening om det. Den arbejder, der ønsker at tage selvstændig stilling til sit partis forhold, vil ikke lade polemikken ligge, selv om han ikke forstår den fuldt ud ved første øjekast, han vil tværtimod lede alvorligt efter sandheden og vil også finde den.
Hvordan skal man finde sandheden? Hvordan skal man finde vej gennem de modstridende meninger og påstande?
Ethvert fornuftigt menneske forstår, at hvis der udspilles en heftig kamp om en eller anden sag, så må man, hvis man vil fastslå sandheden, ikke nøjes med de stridende parters forklaringer, men må selv afprøve kendsgerninger og dokumenter, selv undersøge, om der findes vidneudsagn, og om disse udsagn er pålidelige.
Det er utvivlsomt ikke altid let. Det er meget »lettere« at tage dét for gode varer, som man falder over, det, man tilfældigvis får at vide, det, der råbes mest »åbent« om osv. Folk, der nøjes med det, kaldes imidlertid »lettroende« og overfladiske, og ingen regner for alvor med dem. Uden et vist selvstændigt arbejde kan man ikke i noget betydningsfuldt spørgsmål finde sandheden, og den, der er bange for arbejdet, berøver sig selv muligheden for at finde sandheden.
Derfor henvender vi os kun til de arbejdere, der ikke er bange for dette arbejde, men er besluttet på selvstændigt at undersøge sagen og søge at finde kendsgerninger, dokumenter og vidneudsagn.
Først og fremmest melder det spørgsmål sig: hvad er likvidatorismen for noget? Hvor stammer dette ord fra, og hvad betyder det?
Lutj siger, at likvidatorismen i partiet, det vil sige opløsningen, ødelæggelsen af partiet, afsværgelsen af partiet, simpelt hen er et ondsindet påfund. Det skal være noget, som de bolsjevikiske »fraktionsmagere« har fundet på mod mensjevikkerne.
Pravda siger, at hele partiet allerede i mere end fire år har fordømt likvidatorismen og bekæmpet den.
Hvem har ret? Hvordan skal man finde sandheden?
Der findes åbenbart kun en eneste metode: at søge efter kendsgerninger og dokumenter fra partiets historie i de sidste fire år, fra 1908 til 1912, da likvidatorerne definitivt skilte sig ud af partiet.
Netop i disse fire år, da de nuværende likvidatorer endnu stod i partiet, er den vigtigste periode, hvis man vil fastslå, hvorfra begrebet likvidatorisme stammer, og hvordan det opstod.
Deraf følger den første og vigtigste slutning: den, der taler om likvidatorismen og samtidig forbigår kendsgerningerne og dokumenterne fra partiets historie i årene 1908-11, skjuler sandheden for arbejderne.
Hvad er det for kendsgerninger og dokumenter fra partiets historie?
Det er først og fremmest den partiresolution, der blev vedtaget i december 1908. [2] Hvis arbejderne ikke vil behandles som børn, der bliver fyldt med eventyr og ammestuehistorier, må de spørge deres rådgivere, ledere eller repræsentanter, om der i december 1908 blev vedtaget en partiresolution om likvidatorismen, og hvad den går ud på.
Denne resolution indeholder en fordømmelse af likvidatorismen og giver en forklaring på, hvad den er.
Likvidatorismen er »et forsøg fra en vis del af partiets intellektuelle på at likvidere« (dvs. opløse, ødelægge, afskaffe, ophæve) »den bestående partiorganisation og erstatte den med en formløs forening, som for enhver pris skal holde sig inden for legalitetens« (dvs. lovlighedens, den »åbne« tilværelses) »rammer, selv om legaliteten skal købes med en vitterlig opgiven af partiets program, taktik og traditioner« (dvs. hidtidige erfaringer).
Dette var for godt og vel fire år siden indholdet af partiets resolution om likvidatorismen.
Af denne resolution fremgår det klart, hvad der er kernen i likvidatorismen, og hvorfor den fordømmes. Kernen er, at den tager afstand fra »undergrundsarbejdet«, at den vil likvidere det og erstatte det med en formløs forening, som for enhver pris skal holde sig inden for lovlighedens rammer. Partiet fordømmer altså på ingen måde det legale (lovlige) arbejde eller fremhævelsen af dets nødvendighed. Partiet fordømmer – og fordømmer ubetinget – alle forsøg på at erstatte det gamle parti med noget formløst og »åbent«, som man ikke kan kalde et parti.
Partiet kan ikke eksistere, hvis det ikke forsvarer sin eksistens, hvis det ikke ubetinget bekæmper dem, der likviderer det, tilintetgør det, ikke anerkender det, men tager afstand fra det. Det siger sig selv.
Til den, der tager afstand fra det bestående parti til fordel for et nyt, må man sige: vær så god, opbyg et nyt parti, men du kan ikke være medlem af det gamle, det nuværende, det bestående parti. Det er meningen med partiresolutionen af december 1908, og det er indlysende, at der ikke kunne tages nogen anden beslutning i spørgsmålet om partiets eksistens.
Likvidatorismen er naturligvis – med åndelige bånd – knyttet til faneflugten, til forkastelsen af programmet og taktikken, til opportunismen. Det peger slutningen af den ovenfor anførte resolution da også på. Men likvidatorismen er ikke kun opportunisme. Opportunisterne fører partiet ad en forkert, borgerlig vej, ad den liberale arbejderpolitiks vej, men de forkaster ikke selve partiet, de likviderer det ikke. Likvidatorismen er den opportunisme, der går så vidt, at den forkaster partiet. Det er klart, at partiet ikke kan eksistere, når det også rummer dem, der ikke anerkender dets eksistens. Det er lige så klart, at hvis man under de forhåndenværende forhold tager afstand fra undergrundsarbejdet, tager man afstand fra det gamle parti.
Spørgsmålet er nu, hvordan likvidatorerne forholder sig til denne partiresolution af 1908?
Dette er det springende punkt, dette er prøvestenen for likvidatorernes oprigtighed og politiske ærlighed.
Ikke én af dem vil, hvis han da ikke har mistet forstanden, benægte den kendsgerning, at en sådan partiresolution er blevet vedtaget, og at den ikke er blevet ophævet.
Så forsøger likvidatorerne nu at smutte udenom, idet de enten går uden om spørgsmålet og fortier partibeslutningen af 1908 over for arbejderne, eller råber op om (ikke sjældent med skældsord), at denne resolution er bolsjevikkernes værk.
Men skældsordene røber kun likvidatorernes svaghed. Der findes partiresolutioner, der er mensjevikkernes værk, f. eks. resolutionen om municipaliseringen, der blev vedtaget i Stockholm i 1906. [3] Det er almindelig kendt. Der er mange bolsjevikker, der ikke billiger denne resolution, men der er ingen af dem, der benægter, at det er en partiresolution. Ganske på samme måde er beslutningen af 1908 om likvidatorismen en partiresolution. Alle forsøg på at smutte uden om viser kun, at man ønsker at føre arbejderne bag lyset.
Den, der ikke blot i ord vil anerkende partiet, vil her ikke tillade udflugter, men finde ud af sandheden om partiresolutionen vedrørende likvidatorismen. Denne resolution fik fra 1909 tilslutning hos alle partitro mensjevikker med Plekhanov i spidsen. I sin publikation Dnevnik [4] og i en hel række andre marxistiske publikationer har Plekhanov ofte og ganske utvetydigt forklaret, at den, der vil likvidere partiet, ikke kan være medlem af det.
Plekhanov var og er fortsat mensjevik. Likvidatorernes sædvanlige henvisninger til, at partiresolutionen af 1908 er »bolsjevikisk« præget, er altså dobbelt urigtige.
Jo flere skældsord mod Plekhanov vi møder hos likvidatorerne i Lutj eller Nasja Sarja, [5] des klarere beviser dette, at likvidatorerne har uret, og at de med larm, skrig og skandale forsøger at tilsløre sandheden. Til at begynde med kan det undertiden lykkes at gøre en begynder fortumlet med den slags metoder, men arbejderne skal nok selv gennemskue dem og vil hurtigt feje skældsordene til side.
Er arbejdernes enhed nødvendig? Ja, den er.
Er arbejdernes enhed mulig uden arbejderorganisationernes enhed? Nej, selvfølgelig ikke.
Hvad forhindrer arbejderpartiets enhed? Stridighederne om likvidatorismen.
Arbejderne må altså sætte sig ind i disse stridigheder for selv at kunne afgøre deres partis forhold og forsvare det.
Det første skridt i så henseende må være at sætte sig ind i den første resolution, partiet vedtog om likvidatorismen. Denne resolution må arbejderne nøje sætte sig ind i og tænke opmærksomt igennem, de må tilbagevise alle forsøg på at smutte uden om spørgsmålet eller skyde det til side. Enhver arbejder, der har tænkt over denne resolution, begynder at forstå, hvad der er kernen i spørgsmålet om likvidatorismen, hvorfor dette spørgsmål er så vigtigt og så »brændende«, og hvorfor dette spørgsmål har optaget partiet i mere end fire år af reaktionsperioden.
I en følgende artikel skal vi se på en anden vigtig partiresolution om likvidatorismen, som blev vedtaget for ca. tre og et halvt år siden, og derpå går vi over til de kendsgerninger og dokumenter, der bestemmer spørgsmålets nuværende stilling.
I den første artikel (Pravda nr. 289) anførte vi det første og vigtigste dokument, som arbejderne må gøre sig bekendt med, hvis de ønsker at finde frem til sandheden om de nuværende stridigheder, nemlig partiresolutionen om likvidatorismen fra december 1908.
Vi vil nu anføre og gennemgå en anden og ikke mindre vigtig partiresolution om det samme spørgsmål, en resolution, der er vedtaget for tre og et halvt år siden, i januar 1910. [6] Denne resolution har særlig betydning, fordi den blev vedtaget enstemmigt: alle bolsjevikker uden undtagelse, alle såkaldte Vperjod-folk [7] og endelig (dette er det vigtigste) alle mensjevikker og nuværende likvidatorer uden undtagelse samt alle »nationale« (dvs. jødiske, polske og lettiske) marxister vedtog denne resolution.
Vi citerer den fulde ordlyd af det vigtigste sted i denne resolution:
»Den socialdemokratiske bevægelses historiske situation i den borgerlige kontrarevolutions epoke fremkalder uundgåeligt, som et udslag af bourgeoisiets indflydelse på proletariatet, på den ene side forkastelse af det illegale socialdemokratiske parti, nedvurdering af dets rolle og betydning, forsøg på at reducere det konsekvente socialdemokratis programmatiske og taktiske opgaver og paroler osv.; på den anden side forkastelse af socialdemokratiets arbejde i dumaen og af dets udnyttelse af de legale muligheder, manglende forståelse af, hvor vigtige begge dele er, manglende evne til at tilpasse en konsekvent socialdemokratisk taktik til situationens særlige historiske vilkår osv.
Under disse forhold er det et uafviseligt element i den socialdemokratiske taktik at overvinde begge disse afvigelser ved at udvide og uddybe socialdemokratiets arbejde på alle den proletariske klassekamps områder og at klarlægge faren ved i disse afvigelser.« [8]
Af denne resolution fremgår det klart, at for tre et halvt år siden måtte alle marxister, nemlig alle strømninger uden undtagelse, enstemmigt indrømme tilstedeværelsen af to afvigelser fra den marxistiske taktik. Begge afvigelser blev forklaret ikke som en tilfældighed, ikke ved enkelte personers onde vilje, men ved arbejderbevægelsens »historiske situation« i den epoke, vi gennemlever.
Ikke nok med det. I partiets enstemmige resolution peges der på disse afvigelsers klassemæssige oprindelse og betydning. For marxister begrænser sig ikke til en blot og bar påpegning af forfald og opløsning. Alle kan se, at der hos mange tilhængere af demokrati og socialisme findes opløsning, mistillid, modløshed og tvivl. Men det er ikke nok at indrømme dette. Man må forstå, hvad der er den klassemæssige oprindelse til virvaret og opløsningen, hvad det er for klassemæssige interesser fra de ikke-proletariske omgivelser, der giver næring til »forvirringen« blandt proletariatets venner.
Og partiets resolution for tre og et halvt år siden gav svar på dette vigtige spørgsmål: det er den »borgerlige kontrarevolution«, »bourgeoisiets indflydelse på proletariatet«, der afføder afvigelser fra marxismen.
Hvordan er da disse afvigelser, der truer med at udlevere proletariatet til bourgeoisiets indflydelse? Den ene af disse afvigelser, der stod i forbindelse med Vperjod-retningen og gik ud på, at man forkastede socialdemokraternes arbejde i dumaen og udnyttelsen af de legale muligheder, er næsten helt forsvundet. Der er ikke længere nogen blandt socialdemokraterne i Rusland, der forkynder disse urigtige, umarxistiske synspunkter. Vperjod-folkene, blandt dem Aleksinskij og andre, er begyndt at skrive i Pravda på linje med andre partitro mensjevikker.
Den anden afvigelse, som der henvises til i partiets resolution, er netop likvidatorismen. Dette fremgår klart af, at der henvises til »forkastelsen« af den illegale organisation og til »nedvurderingen« af dens rolle og betydning. Endelig har vi et aldeles præcist dokument, offentliggjort for tre år siden og ikke dementeret af nogen, et dokument, der udgår fra alle »nationale« marxister og fra Trotskij (dvs. fra vidner, som ikke kan fremskaffes bedre af likvidatorerne); dette dokument erklærer rent ud, at det »egentlig ville være ønskeligt at kalde den retning, som der hentydes til i resolutionen, og som det er nødvendigt at bekæmpe, for likvidatorisme ...« Her har man altså en grundlæggende og særdeles vigtig kendsgerning, som enhver, som vil nå til klarhed over de nuværende stridigheder, bør kende: for tre et halvt år siden erklærede partiet enstemmigt, at likvidatorismen er en »farlig« afvigelse fra marxismen, en afvigelse, som det er nødvendigt at bekæmpe, og som er et udslag af »bourgeoisiets indflydelse på proletariatet«.
Bourgeoisiet er fjendtligt stemt mod demokratiet og i det hele taget kontrarevolutionært indstillet, og dets interesser kræver derfor likvidering, opløsning af proletariatets gamle parti. Bourgeoisiet udbreder og støtter på enhver måde alle ideer, der har samme sigte som likvidatorismen i arbejderklassens parti. Bourgeoisiet stræber efter at skabe frafald fra de gamle opgaver, at »reducere«, beskære, beklippe, kastrere dem, at sætte en forsoning eller et kompromis med Purisjkevitj og co. i stedet for en radikal fjernelse af grundlaget for deres magt.
Likvidatorismen betyder netop indførelse af disse borgerlige ideer, frafaldets og faneflugtens ideer i proletariatets midte.
Dette er likvidatorismens klassemæssige betydning, sådan som den er klarlagt i partiets enstemmige resolution for tre og et halvt år siden. Heri består ifølge hele partiets mening likvidatorismens uhyre skadelighed og farlighed, dens ødelæggende virkning på arbejderbevægelsen, på samlingen af et selvstændigt (af gavn og ikke blot af navn) parti for arbejderklassen.
Likvidatorismen betyder ikke blot likvidering (dvs. opløsning, ødelæggelse) af arbejderklassens gamle parti, den betyder også ødelæggelse af proletariatets klassemæssige selvstændighed, korrumpering af dets bevidsthed ved hjælp af borgerlige ideer.
Vi vil anskueliggøre denne vurdering af likvidatorismen i en følgende artikel, i hvilken de vigtigste argumenter fra det likvidatoriske Lutj vil blive anført i deres helhed. Men lad os nu kort resumere det hidtil sagte. De forsøg, som »lutjisterne« i almindelighed og de herrer F. Dan og Potresov i særdeleshed gør for at få hele »likvidatorismen« til at se ud som et fantasifoster, er forbløffende, forløjede krumspring, der gør regning på, at Lutj’s læsere slet ikke kender til sagen. Foruden partiresolutionen fra 1908 findes der faktisk den enstemmige partiresolution fra 1910, der indeholder en fuldstændig vurdering af likvidatorismen som en farlig og for arbejderklassen ødelæggende, borgerlig afvigelse fra proletariatets vej. Kun fjender af arbejderklassen vil skjule eller forbigå denne partimæssige vurdering.
I en tidligere artikel (Pravda, nr. 95 (299)) har vi citeret den enstemmige partiresolutions præcise ord om likvidatorismen, der karakteriseres som et udslag af bourgeoisiets indflydelse på proletariatet.
Denne resolution blev, som vi har omtalt, vedtaget i januar 1910. Lad os se på, hvordan de likvidatorer opførte sig, som nu har mod nok til at påstå, at der ikke fandtes og ikke findes nogen likvidatorisme.
I februar 1910, i nr. 2 af tidsskriftet Nasja Sarja, som dengang lige var begyndt at udkomme, skrev hr. Potresov lige ud, at »der ikke eksisterer et parti i form af et komplet og organiseret hierarki« (dvs. en trinfølge eller et system »af institutioner«), og at man ikke kunne likvidere, »hvad der i virkeligheden ikke mere findes som et organiseret hele« (se s. 61 i Nasja Sarja nr. 2, 1910).
Dette blev sagt mindre end en måned efter den enstemmige vedtagelse af partiresolutionen!!
Og i marts 1910 var der et andet likvidatortidsskrift med de samme medarbejdere: Potresov, Dan, Martynov, Jesjov, Martov, Levitskij og co., nemlig tidsskriftet Vosrosjdenije, der understregede og populariserede Potresovs ord på følgende måde:
»Der er ikke noget at likvidere, og – tilføjer vi (dvs. Vosrosjdenijes redaktion) på egne vegne – drømmen om at genrejse dette hierarki i dets gamle illegale form er simpelt hen en skadelig, reaktionær utopi, som viser, at repræsentanterne for det parti, der engang var det mest realistiske, har mistet deres politiske instinkt« (Vosrosjdenije, 1910, nr. 5, s. 51).
Der findes ikke noget parti, og det er en skadelig utopi at genrejse det – det er klare, bestemte ord. Det er en klar og direkte forkastelse af partiet. De, der forkastede partiet (og opfordrede arbejderne til at forkaste det), var folk, der opgav undergrundsarbejdet og »drømte« om et åbent parti.
Denne udtræden af undergrundsarbejdet blev endvidere aldeles bestemt og åbent støttet af P. B. Akselrod i 1912, både i Nevskij Golos (nr. 6, 1912) og i Nasja Sarja (nr. 6, 1912).
»At tale om fraktionsløshed, når forholdene i partiet er, som de er – skrev P. B. Akselrod – er det samme som at stikke hovedet i busken og bedrage sig selv og andre«. »Dannelse af og sammenslutning i en fraktion er en direkte pligt og en uopsættelig opgave for tilhængere af en partireform eller rettere sagt af en partirevolution.«
P.B. Akselrod går altså direkte ind for en partirevolution, dvs. for tilintetgørelse af det gamle parti og for oprettelse af et nyt.
I 1913 hed det direkte i en ikke signeret leder i Lutj nr. 101: »Hist og her i arbejderkredse er det endda sådan, at sympatien for undergrundsarbejdet lever op igen og vokser i styrke«; dette er »en nedslående kendsgerning«. Forfatteren til denne artikel, L. Sedov, [9] har selv indrømmet, at artiklen »vakte utilfredshed« selv blandt tilhængerne af Lutj’s taktik (Nasja Sarja 1913, nr. 3, side 49). Dertil kom, at L. Sedovs redegørelse var af en sådan art, at den fremkaldte ny utilfredshed, og igen hos en tilhænger af Lutj, nemlig hos An, [10] som imødegik Sedov i nr. 181 af Lutj. An protesterer mod Sedovs påstand om, at »undergrundsarbejdet udgør en hindring for den politiske udformning af vor bevægelse, for opbygningen af et socialdemokratisk arbejderparti«. An håner L. Sedov for hans »ubestemthed« med hensyn til ønskeligheden af undergrundsarbejdet.
Lutj’s redaktion føjede en udførlig efterskrift til An’s artikel og udtalte sig heri til gunst for Sedov, idet den fandt, at An »havde uret i sin kritik af L. Sedov«.
Vi skal på rette sted gennemgå både Lutj’s redaktions argumenter og de likvidatoriske fejl hos An selv. I øjeblikket er det ikke det, det drejer sig om. Det, vi nu skal, er opmærksomt at vurdere den grundlæggende og afgørende slutning, der kan drages af de dokumenter, vi har anført. [11]
Hele partiet har i 1908 og i 1910 fordømt og forkastet likvidatorismen og indgående og tydeligt forklaret, hvor denne retning klassemæssigt har sit udspring, og hvori dens farlighed består. Alle likvidatoriske aviser og tidsskrifter, både Vosrosjdenije (1909-10), Nasja Sarja (1910-13), Nevskij Golos (1912) og Lutj (1912-13), [12] alle gentager – efter vedtagelsen af de klareste og endda enstemmige partiresolutioner – tanker og argumenter, som vitterligt er udtryk for likvidatorisme.
Selv tilhængere af Lutj er nødt til at udtale, at de ikke er enige i disse argumenter og denne agitation. Det er en kendsgerning. Det er derfor simpelt hen utilladeligt at råbe op om »forfølgelse« af likvidatorerne, sådan som Trotskij, Semkovskij og mange andre beskyttere af likvidatorismen gør, for det er en skrigende forvrængning af sandheden.
Sandheden, som fremgår af de af mig citerede dokumenter fra en periode på mere end fem år (1908-13), består i, at likvidatorerne lader hånt om alle partiresolutioner og fortsætter med at sværte og hetze mod partiet, dvs. »undergrundsarbejdet«.
Denne sandhed må enhver arbejder, som for alvor selv vil danne sig et billede af de omstridte og aktuelle partiproblemer, og som selv vil tage stilling til disse spørgsmål – denne sandhed må enhver arbejder tilegne sig før noget andet, og med det for øje må han selvstændigt studere og kontrollere de anførte partiresolutioner og likvidatorargumenter. Kun den, der opmærksomt studerer, overvejer og selvstændigt tager stilling til sit partis problemer og skæbne, fortjener navnet partimedlem og medskaber af arbejderpartiet. Man kan ikke forholde sig ligegyldigt til spørgsmålet om, hvorvidt partiet har gjort sig »skyldig« i »forfølgelse« af (dvs. alt for heftige og usande angreb på) likvidatorerne, eller det er likvidatorerne, der har gjort sig skyldige i direkte overtrædelse af partibeslutninger og i hårdnakket agitation for likvidering, dvs. ødelæggelse af partiet.
Det er klart, at partiet ikke kan eksistere uden af alle kræfter at bekæmpe dem, der vil ødelægge partiet.
Vi har citeret dokumenter angående dette afgørende spørgsmål og går i næste artikel over til at vurdere det ideologiske indhold i agitationen for et »åbent parti«.
Vi har i de foregående artikler (Pravda, nr. 289, 299 og 314) påvist, at alle marxister både i 1908 og 1910 uigenkaldeligt fordømte likvidatorismen som en fornægtelse af fortiden. Marxisterne forklarede arbejderklassen, at likvidatorismen betyder indførelse af borgerlig indflydelse i proletariatet. Og alle likvidatoriske organer har fra 1909 til 1913 på en himmelråbende måde overtrådt marxisternes beslutninger og fortsætter med at overtræde dem.
Lad os se på parolen: »Et åbent arbejderparti« eller »Kamp for et åbent parti«, som likvidatorerne i Lutj og Nasja Sarja til dato forsvarer.
Er denne parole marxistisk og proletarisk, eller er den liberal og borgerlig?
Svaret på dette spørgsmål skal ikke søges i likvidatorernes eller andre gruppers stemninger eller planer, men i en analyse af forholdet mellem samfundskræfterne i Rusland i den periode, vi lever i. Parolers betydning af gøres ikke af de hensigter, deres forfattere har haft, men netop af forholdet mellem alle klasser i landet.
De feudale godsejere og deres »bureaukrati« er fjendtligt indstillet over for alle tænkelige forandringer i retning af politisk frihed. Det er forståeligt. Bourgeoisiet må ifølge sin økonomiske stilling i et tilbagestående og halvfeudalt land tragte efter friheden. Men bourgeoisiet frygter folkets aktivitet mere, end det frygter reaktionen. Denne sandhed beviste året 1905 særlig tydeligt. Arbejderklassen forstod den udmærket; det er kun de opportunistiske og halvliberale intellektuelle, der ikke har forstået den.
Bourgeoisiet er liberalt og kontrarevolutionært. Dette er baggrunden for dets latterligt kraftesløse og ynkelige reformisme. Drømmerier om reformer – og frygt for et alvorligt opgør mod feudalherrerne, som ikke blot ikke gennemfører reformer, men tværtimod tilbagekalder allerede givne reformer. Agitation for reformer – og frygt for folkebevægelsen. Stræben efter at fortrænge feudalherrerne – og frygt for at miste deres støtte, frygt for at miste egne privilegier. Dette forhold mellem klasserne er grundlaget for systemet af 3. juni, der giver al magt til feudalherrerne og privilegier til bourgeoisiet.
Proletariatets klassemæssige stilling gør det fuldstændig udelukket, at det kan få del i privilegierne eller frygte for at miste dem til nogen. Derfor står proletariatet fuldstændig fremmed over for den snævert egoistiske, ynkelige og stupide reformisme. Og bondemasserne – som på den ene side undertrykkes grænseløst og i stedet for privilegier ser hungersnød i møde, men som på den anden side afgjort er småborgerlige – vakler uundgåeligt mellem de liberale og arbejderne.
Dette er den objektive situation.
Af denne situation fremgår det tydeligt, at parolen om et åbent arbejderpart i i sin klassemæssige oprindelse er de kontrarevolutionære liberales parole. Den indeholder ikke andet end reformisme; den indeholder ikke så meget som en hentydning til, at proletariatet, den eneste fuldt ud demokratiske klasse, er klar over, at det er dets opgave at kæmpe mod de liberale om indflydelse på hele demokratiet; der er ikke tale om at fjerne selve grundlaget for alle feudalherrernes, »bureaukratiet«s osv. privilegier; til gengæld indeholder parolen en stiltiende fornægtelse af fortiden og følgelig faneflugt og opløsning (likvidering) af arbejderpartiet.
Kortere sagt: i kontrarevolutionens periode fører denne parole en agitation ind i arbejdernes kreds, en prædiken for det samme, som det liberale bourgeoisi gør i sin kreds. Hvis der ikke fandtes likvidatorer, så måtte de kloge borgere og progressister derfor finde eller leje intellektuelle til at føre denne agitation ind i arbejderklassen!
Kun mennesker, der ikke bruger hovedet, kan sammenligne likvidatorernes ord med likvidatorernes motiver. Man skal sammenligne deres ord med det liberale bourgeoisis gerninger og med dettes objektive situation.
Hos kadetterne kan vi se »det åbne arbejde og den hemmelige organisering af det«; den rare, dvs. lidet bevidste, likvidator A. Vlasov har kun genfortalt kadetternes gerninger »med sine egne ord«.
Se på disse gerninger. I 1902 var bourgeoisiet tilhænger af undergrundsarbejdet. Det sendte Struve udenlands for at udgive det illegale Osvobosjdenije. Da arbejderbevægelsen førte til den 17. oktober, [13] opgav de liberale og kadetterne det illegale arbejde, forkastede det derefter og erklærede det for unødvendigt, tåbeligt, syndigt og gudløst (Vekhi). [14] Det liberale bourgeoisi erstattede den illegale organisation med en kamp for et åbent parti. Dette er en historisk kendsgerning, der bekræftes af de uophørlige forsøg på at få legaliseret kadetterne (1905-07) og progressisterne (1913).
Hvorfor har da de liberale taget afstand fra undergrundsarbejdet og antaget parolen »Kamp for et åbent parti«? Er det ikke, fordi Struve er en forræder? Nej. Tværtimod. Struve svingede om, fordi hele bourgeoisiet har gjort omkring. Og det har gjort omkring, 1) fordi det fik visse privilegier og den 11. december 1905 [15] og selv den 3. juni 1907 fik stillingen som tålt opposition; 2) fordi det selv er dødsens angst for folkebevægelsen. Oversat fra »den høje politik«s sprog til jævn og klar tale betyder parolen »Kamp for et åbent parti« følgende:
– Mine herrer godsejere! Tro ikke, at vi vil dreje halsen om på jer. Nej. Flyt jer blot en lille smule, så også vi, borgerskabet, kan få plads (det åbne parti) – så skal vi til gengæld forsvare jer ti gange »klogere«, snedigere og »videnskabeligere« end folk som Timosjkin og Sablers præster.
Småborgerne, narodnikkerne, efterabede kadetterne og overtog parolen »Kamp for et åbent parti«. I august 1906 tog hr. Pesjekhonov og co. fra Russkoje Bogatstvo afstand fra undergrundsarbejdet og forkyndte »Kamp for et åbent parti« og klippede de konsekvent demokratiske, »illegale« paroler ud af deres program.
Følgen af disse småborgeres reformistiske snak om »et bredt og åbent parti« er tydeligt nok blevet, at de nu står uden noget parti, uden nogen forbindelse med masserne, og kadetterne er endda helt holdt op med at drømme om en sådan forbindelse.
Sådan og kun sådan kan man, gennem en analyse af klassernes stilling, gennem kontrarevolutionens almindelige historie, nå frem til en forståelse af likvidatorismen. Likvidatorerne, det er småborgerlige intellektuelle, som bourgeoisiet har sendt ind i arbejdernes rækker for at sprede liberal fordærvelse. Likvidatorerne er forrædere mod marxismen og forrædere mod demokratiet. Parolen »Kamp for et åbent parti« tjener hos dem (ligesom hos de liberale og narodnikkerne) til at dække over deres fornægtelse af fortiden og deres brud med arbejderklassen. Det er en kendsgerning, der er bevist både af valgene i arbejderkurien til 4. duma og af arbejderbladet Pravdas tilblivelseshistorie. Det står klart for alle, at forbindelse med masserne har kun de, som ikke har fornægtet fortiden, og som udelukkende i dens ånd og for at styrke, befæste og udvikle den er i stand til at udnytte »det åbne arbejde« og alle tænkelige »muligheder«.
I 3. juni-systemets tid kunne det heller ikke gå anderledes.
Likvidatorernes (dvs. de liberales) beskæring af programmet og taktikken skal vi komme ind på i en følgende artikel.
I den foregående artikel (Pravda, nr. 122) har vi set på den objektive, dvs. den af forholdet mellem klasserne bestemte betydning af parolen »Et åbent parti« eller »Kamp for et åbent parti«. Denne parole er en slavisk gentagelse af bourgeoisiets taktik, og den er for bourgeoisiet det rette udtryk for dets afstandtagen fra revolutionen eller for dets kontrarevolutionære indstilling.
Lad os se på nogle af de særlig gængse forsøg, som likvidatorerne gør på at forsvare parolen »Kamp for et åbent parti«. Både Majevskij, Sedov og Dan samt alle »lutj-isterne« vil gerne sammenblande det åbne parti med det åbne arbejde, med virksomheden. En sådan sammenblanding er rent og skært sofisteri, spilfægteri og bedrag mod læserne.
For det første er det en kendsgerning, at socialdemokraterne har drevet åben virksomhed i perioden 1904-13. Det åbne parti er en frase, fremsat af de intellektuelle, fremsat for at dække over deres frafald fra partiet. For det andet har partiet gentagne gange fordømt likvidatorismen, dvs. parolen om et åbent parti. Men så langt fra at fordømme den åbne virksomhed har partiet tværtimod fordømt dem, der forsømmer denne virksomhed eller forkaster den. For det tredje var den åbne virksomhed særlig fremtrædende hos alle socialdemokrater i årene 1904-07. Men ikke én strømning, ikke én socialdemokratisk fraktion fremsatte dengang parolen »Kamp for et åbent parti«!
Dette er en historisk kendsgerning. Alle, der vil forstå likvidatorismen, bør tænke over den.
Forhindrede den omstændighed, at der ikke fandtes en parole om »Kamp for et åbent parti«, at der blev drevet åben virksomhed i årene 1904-07? Absolut ikke.
Hvorfor opstod der ikke dengang en sådan parole hos socialdemokraterne? Ford i kontrarevolutionen dengang endnu ikke huserede så voldsomt, at den drev en del af socialdemokraterne over i den yderste opportunisme. Dengang var det alt for klart, at parolen »Kamp for et åbent parti« er en opportunistisk frase og betyder forkastelse af »undergrundsarbejdet«.
Tænk engang over betydningen af dette historiske omsving, mine herrer: i 1905, da den åbne virksomhed var i strålende udvikling, var der ingen parole om »Kamp for et åbent parti«; i kontrarevolutionens periode derimod, hvor den åbne virksomhed er svagere udviklet, finder en del af sodialdemokraterne (i bourgeoisiets kølvand) på at opstille parolen om forkastelse af »undergrundsarbejdet« og »Kamp for et åbent parti«.
Kan der virkelig stadig herske uklarhed med hensyn til indholdet og den klassemæssige betydning af dette omsving?
Endelig den fjerde og vigtigste omstændighed. Åben virksomhed er mulig (og bliver drevet) på to måder, i to diametralt modsatte retninger: den ene til forsvar for det gamle og helt i det gamles ånd, på grundlag af dets paroler og taktik, den anden mod det gamle, på grundlag af en forkastelse af det gamle, en nedvurdering af dets rolle, dets paroler osv.
Tilstedeværelsen af disse to, principielt fjendtlige og uforsonlige former for åben virksomhed er en ganske ubestridelig historisk kendsgerning i tidsrummet fra 1906 (kadetterne og hr. Pesjekhonov og co.) til 1913 (Lutj, Nasja Sarja). Kan man derfor lade være med at smile, når en troskyldig person (eller et menneske, som for tilfældet spiller troskyldig) siger: Hvad er der her at skændes om, når begge parter driver åben virksomhed? Jo, det man skændes om, højstærede, er, om denne virksomhed skal drives til forsvar for »undergrundsarbejdet« og i dets ånd, eller om den skal drives for at indskrænke det, for at skade det, imod dets ånd! Striden drejer sig kun – hvilket »kun«! – om, hvorvidt det givne åbne arbejde drives i liberal eller i konsekvent demokratisk ånd. Striden drejer sig »kun« om, hvorvidt det er muligt at indskrænke sig til det åbne arbejde: husk på den liberale hr. Struve, som ikke indskrænkede sig til det i 1902 og helt og holdent har »indskrænket« sig til det i årene 1906-1913!
Vore likvidatorer fra Lutj kan slet ikke forstå, at parolen »Kamp for et åbent parti« betyder, at man i arbejdernes rækker agiterer for liberale (struve’ske) ideer, klædte i skinmarxistiske frasers pjalter.
Eller tagf.eks. de argumenter, som redaktionen af Lutj selv benyttede i sit svar til An (nr. 181):
»... Det socialdemokratiske parti er ikke begrænset til de få kammerater, som virkeligheden tvinger til at arbejde i undergrunden. Hvor mange medlemmer ville partiet mon have, hvis det var begrænset til undergrundsarbejdet? To-Tre-hundrede? Og hvad var der så blevet af de tusinder, eller titusinder af arbejdere, som faktisk bærer hele det socialdemokratiske arbejde på deres skuldre?«
For et tænkende menneske er dette argument alene nok til at erklære dets ophavsmænd for liberale. For det første taler de oplagt usandhed om »undergrundsarbejdet«: her deltager langt flere end »hundreder«. For det andet er antallet af partimedlemmer overalt i verden »ringe« i sammenligning med det antal arbejdere, som udfører socialdemokratisk arbejde. I Tyskland har det socialdemokratiske parti f.eks. kun 1 million medlemmer, mens ca. 5 millioner stemmer på partiet, og af proletarer er der omkring 15 millioner. Forholdet mellem antallet af partimedlemmer og antallet af socialdemokrater bestemmes i de forskellige lande af de forskellige historiske betingelser. For det tredje findes der hos os intet, der kunne erstatte undergrundsarbejdet. Med andre ord: vendt mod partiet påberåber Lutj sig de arbejdere, der står uden parti eller uden for partiet. Dette er den sædvanlige metode, som den liberale politiker anvender, når han vil skille masserne fra deres bevidste fortrop. Lutj forstår ikke forholdet mellem partiet og klassen, lige så lidt som »økonomisterne« gjorde det i årene 1895-1901. For det fjerde er »socialdemokratisk arbejde« stadig hos os kun virkeligt socialdemokratisk arbejde, når det udføres i det gamles ånd, på grundlag af dets paroler.
Lutj argumenterer som liberale intellektuelle, der ikke ønsker at træde ind i en faktisk bestående partiorganisation, og som derfor forsøger at ødelægge denne organisation ved at hidse den partiløse, splittede, lidet bevidste mængde op mod den. Sådan optræder også de tyske liberale, når de siger, at socialdemokraterne ikke repræsenterer proletariatet, fordi »kun« en femtedel af det står i »partiet«!
Tag et endnu mere almindeligt argument fra Lutj: »Vi« er tilhængere af et åbent parti »ligesom i Europa«. De liberale og likvidatorerne vil have en forfatning og et åbent parti »ligesom i Europa« i dag; men de vil ikke gå den vej, som Europa fulgte for at komme frem til dette i dag.
Likvidatoren og bundisten Kosovskij belærer os i Lutj med østrigernes eksempel. Han glemmer bare, at østrigerne har haft en forfatning lige siden 1867, og at de ikke ville have fået den uden 1) bevægelsen i 1848, 2) den dybtgående statskrise 1859-1866, da arbejderklassens svaghed tillod Bismarck og co. at komme ud af kniben ved hjælp af den berømmelige »revolution fra oven«. Og hvad vil følgen blive af Kosovskijs, Dans, Larins og alle »lutjisterne«s belæringer?
Kun den, at de fremmer en løsning af vor krise ene og alene i stil med en »revolution fra oven«! Men den slags arbejde fra deres side er netop det »arbejde«, man må vente af et stolypin’sk arbejderparti.
Hvorhen vi end vender blikket, overalt ser vi hos likvidatorerne fornægtelse både af marxismen og af demokratiet.
I en følgende artikel vil vi se indgående på deres betragtninger om nødvendigheden af at beskære vore – socialdemokratiske – paroler.
Vi skal nu se på likvidatorernes beskæring af de marxistiske paroler. Til dette formål ville det være bedst at gå ud fra de resolutioner, deres augustkonference vedtog, men af forståelige grunde er en gennemgang af disse resolutioner kun mulig i den udenlandske presse. Her må vi så tage Lutj, som i en artikel af L.S. (nr. 108 (194)) har givet en bemærkelsesværdigt klar fremstilling af hele kernen, hele ånden i likvidatorismen.
Hr. L.S. skriver:
»... Den deputerede Muranov har hidtil kun anerkendt tre delkrav, de tre grundpiller, som Lenintilhængernes valgprogram som bekendt hviler på: fuldstændig demokratisering af statsordningen, 8 timers arbejdsdag og overgivelse af jorden til bønderne. Dette er også det standpunkt, som Pravda fortsat står på. Vi, og hele det europæiske socialdemokrati« – (læs: »vi såvel som Miljukov, der forsikrer, at vi gud ske lov har en forfatning«) – »ser derimod i fremsættelsen af delkrav et agitationsmiddel, som kun kan føre til resultater, hvis det tager hensyn til arbejdermassernes daglige kamp. Vi mener, at kun det, som på den ene side har principiel betydning for arbejderbevægelsens videre udvikling og på den anden side kan blive aktuelt for masserne, kan fremsættes so m netop det delkrav, socialdemokratiets opmærksomhed må koncentreres om i det givne øjeblik. Af de tre krav, som Pravda fremsætter, er der kun ét, 8 timers arbejdsdagen, der spiller og kan spille en rolle i arbejdernes daglige kamp. De to andre krav kan i det givne øjeblik kun tjene som genstand for propaganda, men ikke som genstand for agitation. Om forskellen mellem propaganda og agitation se de glimrende sider i G.V. Plekhanovs brochure ‘Kampen mod hungersnøden’« (her ramte L.S. ikke det rette: han erindrer »nødigt« den polemik, som Plekhanov i 1899-1902 førte med »økonomisterne«, som L.S. er en kopi af!).
»Foruden 8 timers arbejdsdagen er der et delkrav, der opstår såvel af arbejderbevægelsens behov som af hele det russiske livs gang, nemlig kravet om foreningsfrihed, om frihed til dannelse af enhver tænkelig organisation med den dermed forbundne mødefrihed og frihed for det talte og trykte ord.«
Her har De likvidatorernes taktik. Det, L.S. beskriver med ordene »fuldstændig demokratisering osv.«, eller det, han kalder »overgivelse af jorden til bønderne«, er – ser De nok – ikke »aktuelt for masserne« og opstår ikke af »arbejderbevægelsens behov« eller »hele det russiske livs gang«!! Hvor gamle er ikke disse betragtninger, og hvor er de ikke velkendt for den, der husker den russiske marxistiske praksis’ historie, dens mangeårige kamp mod »økonomisterne«, som tog afstand fra demokratiske opgaver! Hvor talentfuldt kopierer Lutj ikke Prokopovitjs og Kuskovas synspunkter, som dengang forsøgte at føre arbejderne over på den liberale vej!
Men lad os undersøge Lutjs ræsonnement nøjere. Fra den sunde fornufts synspunkt er dette ræsonnement ligefrem vanvittigt. Kan man virkelig, hvis man er ved sine fulde fem, hævde, at det nævnte »bondekrav« (dvs. et krav til bøndernes fordel) ikke er »aktuelt for masserne« og ikke »opstår af arbejderbevægelsens behov og af hele det russiske livs gang«? Det er ikke blot en usandhed, det er en himmelråbende meningsløshed. Hele Ruslands historie i det 19. århundrede, »hele det russiske livs gang« har rejst dette problem og gjort det aktuelt og overaktuelt – og dette genspejles af hele den russiske lovgivning. Hvordan har Lutj kunnet komme til en så uhyrlig usandhed?
Det kunne ikke andet, for Lutj er trælbundet af den liberale politik, og de liberale er kun tro mod sig selv, når de afviser bondekravene (eller skyder dem til side – ligesom Lutj). Det liberale bourgeoisi gør dette, fordi dets klassemæssige stilling tvinger det til at indsmigre sig hos godsejerne og være imod folkebevægelsen.
Lutj bringer de liberale godsejeres ideer ud til arbejderne og begår forræderi mod den demokratiske bondebefolkning.
Endvidere. Er det virkelig kun foreningsfriheden, der er »aktuel«? Hvad med den personlige ukrænkelighed? Og afskaffelsen af politikontrol og vilkårlighed? Og den almindelige osv. valgret? Og etkammersystemet? osv.? Enhver oplyst arbejder, enhver, der husker den nærmeste fortid, ved udmærket, at alt dette er aktuelt. Alle liberale indrømmer i tusinder af taler og artikler, at alt dette er aktuelt. Hvorfor har Lutj kun erklæret én ganske vist yderst vigtig af frihederne for aktuel, men slettet de grundlæggende betingelser for politisk frihed, for demokrati og et konstitutionelt system, skudt dem til side, anbragt dem i arkivet for »propaganda« og fjernet dem fra agitationen?
Ford i og kun fordi Lutj ikke accepterer noget, som er uacceptabelt for de liberale.
Set ud fra aktualiteten for masserne, arbejderbevægelsens krav og det russiske livs gang er der ikke nogen forskel mellem Muranovs og Pravdas tre krav (med Pravda mener vi for kortheds skyld de konsekvente marxisters krav). Både arbejdernes og bøndernes krav og de almindelige politiske krav er i samme grad aktuelle for masserne og opstår i samme grad af arbejderbevægelsens behov og »hele det russiske livs gang«. Betragtet som »delkrav«, som vor tilhænger af mådehold og pertentlighed holder så meget af, er alle tre krav også ensartede: de er »delkrav« i forhold til det endelige mål, men de står meget højt, f.eks. i forhold til »Europa« i almindelighed.
Men hvorfor accepterer Lutj 8 timers arbejdsdagen og afviser resten? Hvorfor har bladet på arbejdernes vegne afgjort, at 8 timers arbejdsdagen »spiller en rolle« i deres daglige kamp, mens de almen politiske krav og bondekravene ikke spiller en sådan rolle? Kendsgerningerne fortæller os på den ene side, at arbejderne i deres daglige kamp fremsætter både almennyttige krav og bondekrav – og på den anden side, at de ofte kæmper for mere beskedne forkortelser af arbejdsdagen.
Hvordan hænger det sammen?
Det hænger sammen med reformismen hos Lutj, der som sædvanlig pådutter »masserne«, »historiens gang« osv. hele denne sin liberale begrænsning.
Reformismen består i det hele taget i, at man indskrænker sig til agitation for forandringer, som ikke kræver, at grundpillerne for den gamle herskende klasse fjernes, forandringer, som kan forenes med bevarelsen af disse grundpiller. 8 timers arbejdsdagen er forenelig med bevarelsen af kapitalens magt. For at vinde arbejderne er de russiske liberale selv rede til (»så vidt muligt«) at underskrive dette krav. De krav derimod, som Lutj ikke ønsker at »agitere« for, er uforenelige med bevarelsen af grundpillerne fra den førkapitalistiske, feudale tid.
Lutj fjerner netop det fra agitationen, som er uacceptabelt for de liberale, der ikke ønsker at afskaffe godsejernes magt, men kun ønsker at få del i magten og privilegierne. Lutj fjerner netop det, der ikke kan forenes med reformismens synspunkt.
Der ligger hunden begravet.
Hverken Muranov eller Pravda eller marxisterne som helhed afviser fremsættelsen af delkrav. Det er noget snak. Et eksempel: socialforsikringen. Vi afviser bedrageri mod folket ved hjælp af snak om delkrav, ved hjælp af reformisme. Vi afviser den liberale reformisme i nutidens Rusland, fordi den er utopisk, egoistisk, forløjet, bygget på konstitutionelle illusioner og fyldt af trælleånd over for godsejerne. Det er sagens kerne, som Lutj forvrænger og skjuler med fraser om »delkrav« i almindelighed, skønt bladet selv indrømmer, at hverken Muranov eller Pravda afviser visse »delkrav«.
Lutj beskærer de marxistiske paroler, anlægger en snæver, reformistisk liberal målestok på dem og fører på denne måde borgerlige ideer ind i arbejdernes rækker.
Marxisternes kamp med likvidatorerne er andet end et udtryk for de fremskredne arbejderes kamp med de liberale bourgeoiser om indflydelsen på folkemasserne, om den politiske oplysning og opdragelse af dem.
1. Lutj (Lysstråle) – legalt dagblad, organ for mensjevikkerne og likvidatorerne. Udkom i hovedstaden St. Petersborg fra 16. (29.) september 1912 til 5. (18.) juli 1913. – S. 107.
2. Resolutionen vedtaget på RSDAP’s 5. konference. – S. 108.
3. RSDAP’s 4. kongres, samlingskongressen, fandt sted i Stockholm i 1906. – S. 110.
4. Dnevnik – tidsskrift udgivet af Plekhanov i Geneve fra marts 1905 til april 1912. Der udkom ialt 16 numre. Plekhanov imødegik mensjevikker og likvidatorer og forsvarede den illegale partiorganisation. – S. 110.
5. Nasja Sarja (Vor Morgenrøde) – legalt månedstidsskrift udgivet af mensjevikker og likvidatorer i hovedstaden St. Petersborg fra januar 1910 til september 1914. – S. 110.
6. Resolutionen vedtoges på centralkomiteens »samlings«-møde, der fandt sted i Paris fra 2.-23. januar 1910. – S. 111.
7. Vperjod-folk – bolsjevikisk venstreopposition, ledet af Lunatjarski ogPokrovskij. – S. 111.
8. Lenin citerer beslutningen fra RSDAP’s centralkomitémøde 1910, hvor likvidatorisme og otsovisme blev fordømt. (Se SUKP I Resolutioner Og Beslutninger Fra Kongresser og Centralkomitémøder, 1. del, 1954, russ. s. 236). – S. 112.
9. Pseudonym for B.A. Ginsburg. – S. 116.
10. Signaturen dækker over N. Sjordanija, de transkaukasiske mensjevikiske likvidatorers leder. – S. 116.
11. I artikelsamlingen Marxisme Og Likvidatorisme har Lenin erstattet dette afsnit indtil ordet »grundlæggende« med følgende tekst (efter manuskriptet):
»I Sjivaja Sjisn nr. 8 (19. juli 1913) skriver V. Sasulitj og gentager derved i snesevis af likvidatoriske betragtninger: ‘det er svært at sige, om den nye organisation (socialdemokraternes parti) har fremmet eller hæmmet arbejdet’. Disse ord er helt klart ensbetydende med en frasigelse fra partiet. V. Sasulitj retfærdiggør flugten fra partiet, når hun siger: at organisationen bliver tom, ‘fordi der på det tidspunkt ikke var noget at lave’. V.S. stiller en ren anarkistisk teori op om ‘det brede lag’ i stedet for partiet. Se en indgående analyse af denne teori i nr. 9 af Prosvestsjenie fra 1913«. (Se Lenin, Samlede Værker, 19. bd., s. 354-374, 4. udg., russ.). »Hvori består nu...« – S. 116.
12. I artikelsamlingen Marxisme Og Likvidatorisme er tilføjet: »og Novaja Rabotjaja Gaseta (1913-1914)« samt følgende fodnote:
»Se f. eks. lederartiklen til nytår i nr. 1 af Novoja Rabotjaja Gaseta fra 1914: ‘Vejen til det legale partis aktion er samtidig vejen til partiets enhed’ (til enhed blandt det åbne partis opbyggere?) Eller nr. 5 i 1914:
‘overvindelse (af alle hindringer, der stilles i vejen for organiseringen af arbejderkongresser) er ikke anderledes end den egentlige kamp for forsamlingsfrihed dvs. for en legalisering af arbejderbevægelsen, der er tæt forbundet med kampen for det legale socialdemokratiske arbejderpartis legale eksistens’«. – S. 116.
13. Den 17. oktober 1905 lovede tsaren i et manifest at indføre »den borgerlige friheds urokkelige grundvold«. – S. 119.
14. Vekhi – se se note 4 til artiklen Lev Tolstoj. – S. 119.
15. Her sigtes til loven af 11. (24.) december 1905 om indkaldelse til dumaen. Loven sikrede godsejerne og kapitalisterne stor overvægt i dumaen. Den 1. duma, valgt efter loven af 11. december 1905, var domineret af kadetterne. – S. 119.
Sidst opdateret 6.7.2013