Skrevet i februar-marts 1914. Trykt i april-juni 1914 i tidsskriftet Prosvestsjenie nr. 4, 5 og 6.
Oversat til dansk af Erley Olsen.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 5, s. 163-223, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 28. juni 2013.
Paragraf 9 i de russiske marxisters program, der handler om nationernes selvbestemmelsesret, har i den sidste tid (som vi allerede har påvist det i Prosvestsjenie /oplysning/) [1] udfordret opportunisterne til et helt felttog. Både den russiske likvidator Semkovskij ved Petersborg likvidatoravis, bundisten Liebman og den ukrainske nationalsocialer Jurkevitj er i deres presseorganer faldet over denne paragraf og har maltrakteret den med en yderst ringeagtende mine. Der er ingen tvivl om, at dette »mangestrengede« opportunistiske »overfald« på vort marxistiske program står i nær forbindelse med de nuværende nationalistiske svingninger i almindelighed. Det forekommer os derfor belejligt nu at foretage en nøjere analyse af det rejste spørgsmål. Det skal dog bemærkes, at ikke én af alle de nævnte opportunister har fremført så meget som et eneste selvstændigt argument: alle gentager de blot Rosa Luxemburgs udtalelser i hendes lange polske artikel fra årene 1908-9: Det Nationale Spørgsmål Og Autonomi. Det bliver derfor de »originale« argumenter, som er fremsat af sidstnævnte forfatter, vi oftest vil beskæftige os med i vor fremstilling.
Det er naturligt, at dette spørgsmål sættes i forgrunden, når man gør forsøg på at undersøge den såkaldte selvbestemmelse marxistisk. Hvad forstår man ved selvbestemmelse? Skal man søge svaret i juridiske definitioner (begrebsbestemmelser), afledt af alle hånde »almene retsbegreber«? Eller skal man søge svaret i et historisk-økonomisk studium af de nationale bevægelser?
Det er ikke så mærkeligt, at d’herrer Semkovskij, Liebman, Jurkevitj og deres lige slet ikke har fundet på at stille dette spørgsmål, idet de omgår det ved at fnise enfoldigt ad det marxistiske programs påståede »uklarhed« og i deres enfold øjensynlig ikke engang ved, at nationernes selvbestemmelse omtales ikke blot i det russiske /RSDAPs/ program fra 1903, [2] men også i den internationale Londonkongres’ resolution fra 1896 (herom mere udførligt på rette sted). Det er langt mere mærkeligt, at Rosa Luxemburg med sine mange deklamationer om den pågældende paragrafs påståede abstrakte og metafysiske karakter selv begår den synd at tale abstrakt og metafysisk. Rosa Luxemburg selv fortaber sig hele tiden i almene betragtninger over selvbestemmelse (deriblandt ganske pudsige spekulationer over, hvorledes man kan konstatere en nations vilje), og intetsteds stiller hun klart og præcist det spørgsmål, om det væsentlige ligger i juridiske bestemmelser eller i de erfaringer, som alverdens nationale bevægelser har høstet.
En præcis formulering af dette spørgsmål, som en marxist ikke kan komme udenom, ville med ét slag have fejet ni tiendedele af Rosa Luxemburgs argumenter af bordet. Det er ikke første gang, der er opstået nationale bevægelser i Rusland, og de er ikke noget specielt for Rusland alene. I hele verden har den epoke, hvor kapitalismen vandt endelig sejr over feudalismen, været forbundet med nationale bevægelser. Det økonomiske grundlag for disse bevægelser ligger i, at bourgeoisiet for at vinde fuldstændig sejr for vareproduktionen må erobre hjemmemarkedet, at der må være statsligt samlede territorier med en befolkning, der taler det samme sprog samtidig med, at de forskellige hindringer for dette sprogs udvikling og for dets forankring i litteraturen fjernes. Sproget er menneskets vigtigste kommunikationsmiddel; sprogets enhed og dets uhindrede udvikling er en af de vigtigste betingelser for virkelig fri og omfattende vareomsætning, der modsvarer den moderne kapitalismes krav, det er en betingelse for fri og omfattende gruppering af befolkningen i alle de forskellige klasser, og endelig er det en betingelse for snæver forbindelse mellem markedet og en hvilken som helst større eller mindre erhvervsdrivende, sælger og køber.
Derfor rummer enhver national bevægelse en tendens til (en bestræbelse for) at danne nationalstater, der bedst opfylder disse krav fra den moderne kapitalismes side. De mest fundamentale økonomiske faktorer skubber på i den retning, og for hele Vesteuropa, ja for hele den civiliserede verden, er nationalstaten derfor det typiske, det normale i den kapitalistiske periode.
Hvis vi altså ønsker at forstå betydningen af nationernes selvbestemmelse og ikke vil lege med juridiske definitioner eller »opdigte« abstrakte begrebsbestemmelser, men undersøge de historisk-økonomiske vilkår for de nationale bevægelser, så kommer vi uvægerligt til den konklusion, at man ved nationernes selvbestemmelse forstår deres statslige adskillelse fra kollektiver af fremmed nationalitet og dannelsen af selvstændige nationalstater.
Længere fremme vil vi finde yderligere årsager til, at det ville være forkert at forstå andet ved selvbestemmelsesret end retten til egen statslig eksistens. Nu må vi imidlertid dvæle ved Rosa Luxemburgs forsøg på at »komme bort fra« den uundgåelige konklusion, at bestræbelserne for at danne nationalstater har dybe økonomiske rødder.
Rosa Luxemburg kender udmærket Kautskys pjece, Nationalitet Og Internationalitet (tillæg til Neue Zeit nr. 1, 1907-1908; russisk oversættelse i tidsskriftet Nautjnaja Mysl, Riga 1908). Hun ved, at Kautsky [3] efter grundigt at have undersøgt spørgsmålet i pjecens afsnit 4 om nationalstaten kom til den konklusion, at Otto Bauer »undervurderer styrken i bestræbelsen for at danne en nationalstat« (s. 23 i den citerede pjece). Rosa Luxemburg citerer selv Kautskys ord: »Nationalstaten er den form for stat, der bedst svarer til de moderne forhold« (dvs. de kapitalistiske, civiliserede, økonomisk progressive, i modsætning til de middelalderlige, førkapitalistiske osv.), »er den form, hvori den bedst kan opfylde sine opgaver« (dvs. de opgaver det er, at sikre den frieste, mest omfattende og hurtigste udvikling af kapitalismen). Hertil må man føje Kautskys endnu skarpere slutbemærkning, at de nationalt brogede stater (de såkaldte nationalitetsstater til forskel fra nationalstater) altid er stater, »hvis indre struktur af en eller anden grund er forblevet anomal eller underudviklet« (tilbagestående). Det er indlysende, at når Kautsky taler om anomalitet, mener han udelukkende en uoverensstemmelse med, hvad der bedst passer til den kapitalistiske udviklings krav.
Nu er spørgsmålet, hvorledes Rosa Luxemburg stillede sig til Kautskys historisk-økonomiske konklusioner på dette punkt. Er de rigtige eller forkerte? Er det Kautsky, der har ret i sin historisk-økonomiske teori, eller er det Otto Bauer, hvis teori hviler på en psykologisk basis? Hvori består sammenhængen mellem Bauers utvivlsomme »nationale opportunisme«, hans forsvar for den kulturelt nationale autonomi, hans nationalistiske tendenser (»hist og her en understregning af det nationale moment«, som Kautsky udtrykker det), hans »umådelige overdrivelse af det nationale«, hans »fuldstændige forglemmelse af det internationale moment« (Kautsky) og hans undervurdering af de kræfter, som stræber efter at oprette en nationalstat?
Rosa Luxemburg har ikke engang stillet dette spørgsmål. Hun har ikke bemærket denne sammenhæng. Hun har ikke sat sig ind i Otto Bauers teoretiske synspunkter som en helhed. Ja, hun har overhovedet ikke stillet den historisk-økonomiske teori op imod den psykologiske i det nationale spørgsmål. Hun har indskrænket sig til følgende bemærkninger mod Kautsky:
»... Denne ‘bedste’ nationalstat er kun en abstraktion, som let kan udvikles teoretisk og forsvares teoretisk, men som ikke har noget med virkeligheden at gøre« (Przeglad Socjaldemokratyczny 1908, nr. 6, s. 499). [4]
Og til bestyrkelse af denne kategoriske påstand følger betragtninger, der går ud på, at de store kapitalistiske magters udvikling og imperialismen gør de små folks »selvbestemmelsesret« illusorisk. »Kan man da virkelig for alvor – udbryder Rosa Luxemburg – tale om ‘selvbestemmelse’ i forbindelse med de formelt uafhængige montegrinere, bulgarere, rumænere, serbere, grækere, ja til dels endda svejtserne, hvis uafhængighed i sig selv kun er et produkt af den politiske kamp og det diplomatiske spil i den ‘europæiske koncert’«! (s. 500). Den stat, der bedst svarer til disse forhold, er »ikke en nationalstat, som Kautsky tror, men en røverstat«. Dernæst anføres snese af tal for størrelsen af de kolonier, der tilhører England, Frankrig o.a.
Når man læser den slags betragtninger, må man forbavses over denne forfatters evne til ikke at forstå, hvad der hører til hvad! Med overlegen mine at ville belære Kautsky om, at de små stater er økonomisk afhængige af store stater, at borgerlige stater kæmper indbyrdes om røverisk undertrykkelse af andre nationer, og at der findes imperialisme og kolonier – det ligner mest et latterligt og barnagtigt forsøg på at gøre sig klog, thi med selve sagen har det ikke den fjerneste forbindelse. Ikke blot de små stater, men f. eks. også Rusland, er økonomisk fuldstændig afhængige af den magt, som de »rige« borgerlige landes imperialistiske finanskapital besidder. Ikke blot Balkans miniaturestater, men også det 19. århundredes Amerika var i økonomisk henseende Europas koloni, således som allerede Marx har påvist det i Kapitalen. [5] Alt dette ved Kautsky og enhver anden marxist naturligvis udmærket godt, men i spørgsmålet om nationale bevægelser og om nationalstat, er det afgjort helt malplaceret.
Rosa Luxemburg har forbyttet spørgsmålet om nationernes politiske selvbestemmelse i det borgerlige samfund, om deres statslige selvstændighed, med spørgsmålet om deres økonomiske selvstændighed og uafhængighed. Det er lige så kløgtigt, som hvis et menneske, der behandler programmets krav om, at overhøjheden i en borgerlig stat skal ligge hos parlamentet, dvs. forsamlingen af folkerepræsentanter, gav sig til at fremlægge det fuldstændig rigtige synspunkt, at storkapitalen har overhøjheden i et borgerligt land under en hvilken som helst regeringsform.
Det er ubestrideligt, at størstedelen af Asien, den tættest befolkede del af Jorden, enten er »stormagternes« kolonier eller består af de stater, der nationalt er yderst afhængige og undertrykte. Men kan denne velkendte omstændighed måske på nogen måde rokke ved den uomtvistelige kendsgerning, at i selve Asien er betingelserne for den mest fuldstændige udvikling af vareproduktionen, for den frieste, mest omfattende og hurtigste vækst af kapitalismen, kun skabt i Japan, altså kun i en selvstændig nationalstat? Denne stat er en borgerlig stat, og derfor begyndte den selv at undertrykke andre nationer og at gøre kolonier til slaver; vi ved ikke, om det skal lykkes Asien inden kapitalismens sammenbrud at skabe et system af selvstændige nationalstater i lighed med Europa. Men det er stadigvæk uomtvisteligt, at kapitalismen ved at vække Asien har fremkaldt nationale bevægelser alle vegne også dér, at disse bevægelser rummer en tendens til oprettelse af nationalstater i Asien, og at netop sådanne stater yder de gunstigste betingelser for kapitalismens udvikling. Eksemplet med Asien taler for Kautsky, mod Luxemburg.
Også eksemplet med Balkanstaterne taler imod hende, for enhver kan nu se, at de gunstigste betingelser for kapitalismens udvikling på Balkan netop opstår, efterhånden som selvstændige nationalstater oprettes på denne halvø.
Uanset Rosa Luxemburg frembyder altså hele den progressive civiliserede menneskehed såvel som Balkan og Asien beviser for, at Kautsky ubetinget har ret i sin tese: nationalstaten er kapitalismens regel og »norm«; den nationalt brogede stat er enten et tilbagestående trin eller en undtagelse. Set ud fra nationale forhold frembyder nationalstaten givetvis de gunstigste betingelser for kapitalismens udvikling. Det betyder naturligvis ikke, at en stat af den art, baseret på borgerlige relationer, skulle kunne udelukke udbytning og undertrykkelse af nationer. Det betyder blot, at marxisterne ikke kan se bort fra de stærke økonomiske faktorer, som fremkalder bestræbelser for at skabe nationalstater. Det betyder, at »nationernes selvbestemmelse« i marxisternes program ud fra et historisk-økonomisk synspunkt ikke kan have nogen anden betydning end politisk selvbestemmelse, statslig selvstændighed og dannelse af en nationalstat.
Hvilke betingelser man fra et marxistisk synspunkt, dvs. et proletarisk klassesynspunkt, må omgærde en støtte til de borgerlig-demokratiske krav om en nationalstat med, herom udførligt senere. Nu indskrænker vi os til at definere begrebet »selvbestemmelse« og skal yderligere blot bemærke, at Rosa Luxemburg ved, hvad dette begreb indeholder (»nationalstat«), mens hendes opportunistiske tilhængere, folk som Liebman, Semkovskij og Jurkevitj, ikke engang ved dét!
Et ubetinget krav, som marxistisk teori stiller ved analyse af ethvert socialt spørgsmål er, at det skal behandles i bestemte historiske rammer, og dernæst, hvis der er tale om et enkelt land (f. eks. om det nationale program for et givet land), at der skal tages hensyn til konkrete træk, der adskiller dette land fra andre inden for samme historiske epoke.
Hvilken betydning har dette ubetingede krav i marxismen, når det anvendes på vort problem?
Først og fremmest betyder det, at der må skelnes skarpt mellem to epoker i kapitalismen, som set med de nationale bevægelsers øjne er radikalt forskellige. På den ene side drejer det sig om den epoke, hvor feudalismen og enevælden bryder sammen, hvor det borgerlig-demokratiske samfund og den borgerlig-demokratiske stat dannes, hvor de nationale bevægelser for første gang bliver massebevægelser og på den ene eller anden måde drager alle befolkningsklasser ind i politik gennem pressen, deltagelse i repræsentative organer osv. På den anden side står vi over for den epoke, hvor de kapitalistiske stater er fuldt udviklede, med for længst fastlagte forfatningssystemer, med en stærkt udviklet antagonisme mellem proletariatet og bourgeoisiet – en epoke, som man kan kalde tærskelen til kapitalismens sammenbrud.
Typisk for den første epoke er, at de nationale bevægelser vågner, og at bønderne som det talstærkeste og mest »træge« befolkningslag inddrages i disse nationale bevægelser i forbindelse med kampen for politisk frihed i almindelighed og nationale rettigheder i særdeleshed. Typisk for den anden epoke er manglen på borgerlig-demokratiske massebevægelser, hvorimod den udviklede kapitalisme med sin stadig større tilnærmelse og sammenblanding af de nationer, der allerede er draget fuldstændigt ind i handelssamkvemmet, stiller antagonismen mellem den internationalt sammensluttede kapital og den internationale arbejderbevægelse i forgrunden.
Naturligvis er disse to epoker ikke adskilt fra hinanden ved en uoverstigelig mur, men er indbyrdes forbundet ved talrige overgangsled, og desuden adskiller de enkelte lande sig fra hinanden ved tempoet i den nationale udvikling, befolkningens nationale sammensætning, dens geografiske fordeling osv. osv. Der kan slet ikke være tale om, at marxisterne i et bestemt land går i gang med deres nationale program uden at tage hensyn til alle disse alment historiske og konkret statslige betingelser.
Og her støder vi netop på det svageste punkt i Rosa Luxemburgs betragtninger. Med usædvanlig iver pynter hun sin artikel med en samling »kraftige« ord mod paragraf 9 i vort program og betegner det som en »overfladisk«, »klichéagtig«, »metafysisk frase« og så fremdeles. Det ville være naturligt at vente, at en forfatter, der så træffende fordømmer metafysik (i marxistisk forstand, altså antidialektik) og tomme abstraktioner, ville give os et eksempel på en konkret historisk betragtning af spørgsmålet. Det drejer sig om marxisternes nationale program i et bestemt land, Rusland, og i en bestemt epoke, begyndelsen af det 20. århundrede. Så stiller Rosa Luxemburg vel også det spørgsmål, hvilken historisk epoke Rusland befinder sig i, hvordan de konkrete særpræg ved det nationale spørgsmål og de nationale bevægelser i det givne land i den givne epoke er beskafne?
Om alt dette siger Rosa Luxemburg ikke et eneste ord! I hendes arbejde findes ikke skyggen af analyse af, hvorledes det nationale spørgsmål står i Rusland i den givne historiske epoke, og hvordan Ruslands særpræg i denne henseende er beskafne!
Vi får at vide, at det nationale spørgsmål i Balkanlandene stiller sig anderledes end i Irland, at Marx har vurderet den polske og den tjekkiske nationale bevægelse sådan og sådan under de konkrete betingelser i året 1848 (en side uddrag af Marx), at Engels har vurderet de svejtsiske skovkantoners kamp mod Østrig og slaget ved Morgarten, som fandt sted i året 1315, sådan og sådan (en lille side citater af Engels med tilhørende kommentarer af Kautsky), at Lassalle anså bondekrigen i Tyskland i det 16. århundrede for reaktionær osv.
Man kan ikke sige, at disse bemærkninger og citater glimrer ved deres nyhed, men det er i hvert fald interessant for læseren igen og igen at huske, hvordan netop Marx, Engels og Lassalle har undersøgt de enkelte landes konkrethistoriske spørgsmål. Og ved at læse de lærerige citater fra Marx og Engels bliver det særlig anskueligt, hvilken latterlig stilling Rosa Luxemburg har bragt sig selv i. Veltalende og vredt forkynder hun nødvendigheden af en konkret historisk analyse af det nationale spørgsmål i forskellige lande til forskellig tid og – gør ikke det mindste forsøg på at bestemme, i hvilket historisk stadium af kapitalismens udvikling Rusland i begyndelsen af 20. århundrede befinder sig i, hvilke særtræk der er ved det nationale spørgsmål i dette land. Rosa Luxemburg viser ved eksempler, hvorledes andre har undersøgt spørgsmålet marxistisk, og det ser ud, som om hun dermed ganske bevidst vil understrege, hvorledes vejen til helvede ofte er brolagt med gode forsætter, og hvorledes gode råd ofte kun dækker over manglende vilje eller evne til at følge dem i praksis.
Lad os tage en af hendes lærerige sammenligninger. Rosa Luxemburg vender sig imod parolen om Polens uafhængighed og henviser til sit arbejde fra 1898, hvori hun har påvist Polens hurtige »industrielle udvikling« på grund af de polske industriprodukters afsætning til Rusland. Det er overflødigt at sige, at man ikke heraf kan slutte noget som helst om retten til selvbestemmelse, og at det kun viser, hvordan herremændenes gamle Polen forsvinder osv. Men Rosa Luxemburg glider hele tiden umærkeligt over til den konklusion, at af de faktorer, der forbinder Rusland og Polen, er det rent økonomiske faktorer i de moderne kapitalistiske relationer, som allerede nu er fremherskende.
Så går vor Rosa over til spørgsmålet om autonomien, og skønt hendes artikel bærer overskriften Det Nationale Spørgsmål Og Autonomi generelt, begynder hun at bevise, at udelukkende kongeriget Polen har ret til autonomi, (jvf. Prosvestsjenie, 1913, nr. 12 [6]). For at godtgøre Polens ret til autonomi karakteriserer Rosa Luxemburg tydeligvis det russiske statssystem efter såvel økonomiske som politiske, kulturelle og sociologiske kendetegn, og tilsammen giver disse træk begrebet »asiatisk despoti« (Przeglad, nr. 12, s. 137).
Det er almindelig kendt, at et sådant statssystem har meget stor stabilitet i de tilfælde, hvor fuldstændig patriarkalske, førkapitalistiske træk er fremherskende i det pågældende lands økonomiske liv og hvor vareøkonomien og klassedifferentieringen er forsvindende ringe udviklet. Hvis der nu i et sådant land, hvis statssystem kendetegnes ved sin udpræget førkapitalistiske karakter, findes et nationalt afgrænset område med hurtig udvikling af kapitalismen, så vil modsætningen mellem dette område og den førkapitalistiske statsform blive så meget skarpere, jo hurtigere denne kapitalistiske udvikling foregår, og så meget mere sandsynligt vil det blive, at det fremskredne område udskilles fra helheden – hvormed området ikke er forbundet med »moderne kapitalistiske« bånd, men med »asiatisk despotiske«.
Således har Rosa Luxemburg overhovedet ikke kunnet udrede trådene, ikke engang hvad angår spørgsmålet om den russiske statsmagts sociale struktur i forholdet til det borgerlige Polen, og spørgsmålet om de nationale bevægelsers konkrethistoriske særpræg i Rusland har hun end ikke stillet.
Vi må derfor beskæftige os med dette spørgsmål.
»... Trods elasticiteten i princippet om nationernes selvbestemmelsesret, der er en ren og skær almindelighed, som tydeligvis kan anvendes i lige grad ikke alene på folkene i Rusland, men også på de nationer, der lever i Tyskland og Østrig, Svejts og Sverige, Amerika og Australien, finder vi dog ikke dette princip i et eneste af de nuværende socialistiske partiers programmer...« (Przeglad, nr. 6, s. 483).
Således skriver Rosa Luxemburg som indledning til sit felttog mod det marxistiske programs afsnit 9. Mens hun pådutter os en opfattelse af dette programpunkt som en »ren og skær almindelighed«, forsynder hun sig netop selv på denne måde, idet hun med pudsig dristighed erklærer, at dette programpunkt »tydeligvis kan anvendes i lige grad« på Rusland, Tyskland osv.
Tydeligvis – svarer vi – har Rosa Luxemburg besluttet, at hun i sin artikel vil lave en samling logiske fejl, som er velegnede til en lærebog for gymnasieelever. Rosa Luxemburgs tirade er nemlig nonsens fra ende til anden, den er en hån mod den historisk konkrete problemstilling.
Fortolker man det marxistiske program på en marxistisk og ikke en barnagtig måde, bliver det meget let at fatte, at det sigter til borgerlig-demokratiske nationale bevægelser. Hvis dette er tilfældet – og det er det uden tvivl – så følger heraf »tydeligvis« at dette program »på en overfladisk måde«, som en »ren og skær almindelighed« osv. sigter til alle tilfælde af borgerlig-demokratiske nationale bevægelser. Og havde Rosa Luxemburg tænkt sig en smule om, ville hun være kommet til den ikke mindre tydelige konklusion, at vort program kun sigter til de tilfælde, hvor en sådan bevægelse eksisterer.
Hvis Rosa Luxemburg havde tænkt lidt over disse tydelige betragtninger, ville hun uden synderligt besvær have kunnet indse, hvilket nonsens hun har afstedkommet. Mens hun anklager os for at have serveret en »ren og skær almindelighed«, så fremsætter hun imod os det argument, at nationernes selvbestemmelse ikke omtales i programmet for de lande, hvor der ikke findes borgerlig-demokratiske nationale bevægelser! Et vidunderligt kløgtigt argument!
En sammenligning mellem den politiske og økonomiske udvikling i forskellige lande og mellem deres marxistiske programmer er af uhyre betydning fra marxismens synspunkt, for det er hævet over enhver tvivl, at de moderne stater både har samme kapitalistiske natur og er underlagt samme udviklingslov. Men en sådan sammenligning må foretages med kyndig hånd. En elementær betingelse for at gøre det, er at få opklaret det spørgsmål, om de historiske epoker i de sammenstillede landes udvikling kan sammenlignes. For eksempel er det kun fuldstændige ignoranter (som fyrst J. Trubetskoj i Russkaja Mysl), der kan finde på at »sammenligne« de russiske marxisters agrarprogram med vesteuropæiske programmer; vort program besvarer jo spørgsmålet om en borgerlig-demokratisk omformning af landbruget, hvilket overhovedet ikke mere er på tale i de vestlige lande.
Det samme gælder også det nationale spørgsmål. I de fleste vestlige lande er det for længst blevet afgjort. Det er latterligt at søge i vestlige programmer for at finde svar på spørgsmål, som ikke eksisterer. Her har Rosa Luxemburg netop set bort fra det vigtigste: forskellen mellem de lande, hvor den borgerlig-demokratiske omformning for længst er afsluttet, og de lande, hvor den ikke er det.
Denne forskel er kernen i det hele. Rosa Luxemburgs meget lange artikel bliver til en samling tomme, indholdsløse almindeligheder, fordi hun fuldstændig ignorerer denne forskel.
De borgerlig-demokratiske revolutioners epoke strækker sig i det kontinentale Vesteuropa over et temmeligt velafgrænset tidsrum, fra ca. 1789 til 1871. Netop denne epoke rummede de nationale bevægelser og nationalstaternes tilblivelse. Efter denne epokes afslutning var Vesteuropa blevet et udformet system af borgerlige stater, der som regel var nationale enhedsstater. Hvis man derfor i dag søger selvbestemmelsesretten i de vesteuropæiske socialisters programmer vil det sige, at man ikke har forstået marxismens abc.
I Østeuropa og Asien er de borgerlig-demokratiske revolutioners epoke først begyndt i 1905. Revolutionerne i Rusland, Persien, Tyrkiet, Kina og Balkankrigene – dét er kæden af verdensbegivenheder i vor epoke i vort »Østen«. Og man må være blind for ikke i denne kæde af begivenheder at se en opvågnen af en hel række af borgerlig-demokratiske nationale bevægelser og bestræbelser for oprettelse af nationalt uafhængige og nationale enhedsstater. Netop fordi og kun fordi Rusland sammen med sine nabolande gennemløber denne epoke, behøver vi et punkt om nationernes selvbestemmelsesret i vort program.
Men lad os fortsætte det ovennævnte citat fra Rosa Luxemburgs artikel et stykke videre. Hun skriver:
»... Især indeholder partiprogrammet i et land, hvor befolkningen nationalt er meget broget sammensat, og hvor det nationale spørgsmål spiller en fremtrædende rolle, nemlig det østrigske socialdemokratis program, ikke princippet om nationernes selvbestemmelsesret« (samme sted).
Således forsøger man at overbevise læseren »især« med eksemplet fra Østrig. Lad os ud fra et konkret historisk synspunkt se, om dette eksempel er særlig fornuftigt.
For det første stiller vi det grundlæggende spørgsmål, hvornår den borgerlig-demokratiske revolution blev gennemført. I Østrig begyndte den i 1848 og sluttede i 1867. Siden den tid, i snart et halvt århundrede, har der været gældende en i det store og hele udformet, borgerlig forfatning, på hvis baggrund et legalt arbejderparti fungerer legalt.
Derfor findes der i Østrigs indre udviklingsbetingelser (dvs. set ud fra kapitalismens udvikling i Østrig i almindelighed og i Østrigs enkelte nationer i særdeleshed) ingen faktorer, der afføder spring, som kunne have oprettelsen af selvstændige nationalstater til følge. Når Rosa Luxemburg med sin sammenligning forudsætter, at Rusland på dette punkt befinder sig i lignende omstændigheder, opstiller hun ikke blot en fuldstændig forkert og antihistorisk antagelse, men hun glider også uvilkårligt lige over i likvidatorismen.
For det andet er de ganske forskellige indbyrdes forhold mellem nationaliteterne i Østrig og i Rusland af særlig stor betydning for det spørgsmål, vi beskæftiger os med. Ikke blot har Østrig i lange tider været en stat, hvor tyskerne var fremherskende, men de østrigske tyskere gjorde også krav på hegemoniet inden for den tyske nation overhovedet. Krigen 1866 gjorde en ende på dette »krav« som Rosa Luxemburg måske behager at huske (hun, der efter sigende ikke kan udholde almindeligheder, klicheer, abstraktioner...). Den herskende nation i Østrig, den tyske, befandt sig nu uden for den selvstændige tyske stat, som blev endeligt dannet i 1871. På den anden side led ungarernes forsøg på at oprette en selvstændig nationalstat nederlag allerede i 1849 under den russiske feudalhærs fremstød.
Således opstod en ganske ejendommelig situation: hos ungarerne og dernæst også hos tjekkerne ytrede der sig en tilbøjelighed til netop ikke at løsrive sig fra Østrig, men derimod at bevare Østrigs enhed, netop af hensyn til den nationale uafhængighed, som kunne risikere at blive trådt under fode af de mere røveriske og langt stærkere naboer! I kraft af denne ejendommelige situation blev Østrig en stat med to centre (en dualistisk stat), og nu er den ved at blive til en stat med tre centre (trialistisk: tyskere, ungarere, slaver).
Findes der noget lignende i Rusland? Findes der hos de »fremmede folkeslag« i vort land en tilbøjelighed til at forene sig med storrusserne af frygt for et endnu værre nationalt åg?
Man behøver blot at stille dette spørgsmål for at se, hvor meningsløst, klichéagtig og ukyndigt det er at sammenligne Østrig og Rusland i spørgsmålet om den nationale selvbestemmelsesret.
De særlige forhold, der gør sig gældende i det nationale spørgsmål i Rusland, er netop de modsatte af, hvad vi har set i Østrig. Rusland er en stat med et nationalt enhedscentrum, det storrussiske. Storrusserne bebor et gigantisk, sluttet territorium og deres antal andrager ca. 70 millioner mennesker. Denne nationalstats særpræg er for det første, at de »fremmede folkeslag« (der tilsammen udgør flertallet af befolkningen – 57 pct.) netop lever i randområderne; for det andet, at undertrykkelsen af disse fremmede er langt stærkere end i nabostaterne (og det endda ikke blot de europæiske); for det tredje, at de undertrykte folkeslag i randområderne i en lang række tilfælde har landsmænd på den anden side af grænsen, hvor disse nyder større national uafhængighed (det er nok at minde om landets vest- og sydgrænse: finnerne, svenskerne, polakkerne, ukrainerne og rumænerne); for det fjerde, at kapitalismens udvikling og det almene kulturelle niveau ofte er højere i de »fremmedes« randområder end i statens centrum. Endelig ser vi netop i de asiatiske nabostater en begyndende stribe af borgerlige revolutioner og nationale bevægelser, som til dels griber de beslægtede folkeslag i Rusland.
Således er det netop det nationale spørgsmåls historiske, konkrete særpræg i Rusland, som i den nuværende epoke giver anerkendelse af nationernes selvbestemmelsesret en særlig aktualitet hos os.
For øvrigt er Rosa Luxemburgs påstand om, at der ikke i det østrigske socialdemokratis program findes nogen anerkendelse af nationernes selvbestemmelsesret, fejlagtig, selv ud fra de rene fakta i sagen. Vi behøver blot at slå op i protokollen fra Brünnkongressen, hvor man vedtog det nationale program, og vi finder, at den ruthenske socialdemokrat Hankevitj på hele den ukrainske (ruthenske) delegations vegne (s. 85 i protokollen) og den polske socialdemokrat Reger på hele den polske delegations vegne (s. 108) har erklæret, at de østrigske socialdemokrater i de to nævnte nationer regner bestræbelsen for national samling, frihed og selvstændighed for deres folk med til deres bestræbelser. Selv om det østrigske socialdemokrati ikke direkte har opstillet nationernes selvbestemmelsesret som programpunkt, har det altså dog samtidig fuldstændig affundet sig med, at dele af partiet opstiller kravet om national selvstændighed. I praksis betyder det naturligvis også anerkendelse af nationernes selvbestemmelsesret! Rosa Luxemburgs henvisning til Østrig viser sig dermed i enhver henseende at være et vidnesbyrd imod Rosa Luxemburg.
Med særlig iver har opportunisterne grebet Rosa Luxemburgs argument, at paragraf 9 i vort program ikke indeholder noget »praktisk«. Rosa Luxemburg er så henrykt over sit argument, at vi undertiden møder dette »slagord« op til otte gange på en enkelt side i hendes artikel. Hun skriver:
»Paragraf 9 giver ingen som helst praktisk anvisning på proletariatets dagspolitik, det giver ingen som helst praktisk løsning på de nationale problemer«.
Lad os se på dette argument, der også bliver formuleret således, at paragraf 9 enten slet ingen ting betyder eller også forpligter til at støtte alle nationale bestræbelser.
Hvad betyder kravet om »praktiskhed« i det nationale spørgsmål?
Enten en støtte til alle nationale bestræbelser; eller svaret »ja eller nej« på spørgsmålet om hver enkelt nations løsrivelse; eller overhovedet direkte »gennemførlighed« af de nationale krav.
Lad os se på alle disse tre mulige fortolkninger af kravet om »praktiskhed«.
Bourgeoisiet, der ved begyndelsen af enhver national bevægelse naturligt fremstår som dens hegemon (leder), kalder det praktisk handling at støtte alle nationale bestræbelser. Men proletariatets politik i det nationale spørgsmål (såvel som i de øvrige spørgsmål) støtter kun bourgeoisiet i en bestemt retning, men falder aldrig sammen med dettes politik. Arbejderklassen støtter kun bourgeoisiet for at fremme den nationale fred (som bourgeoisiet aldrig vil kunne skabe fuldt ud, og som kun kan virkeliggøres ved en fuldstændig demokratisering), for at fremme ligeberettigelsen, for at fremme de bedste betingelser for klassekampen. Derfor er det netop imod bourgeoisiets prakticisme, at proletarerne fremsætter en principiel politik i det nationale spørgsmål, da deres støtte til bourgeoisiet altid kun er betinget.
I nationale anliggender tilstræber ethvert bourgeoisi privilegier enten for sin egen nation eller særfordele for den; det er det, der hedder »at være praktisk«. Proletariatet er imod alle former for privilegier, mod enhver særstilling. At kræve »praktiskhed« af proletariatet er det samme som at sejle i bourgeoisiets kølvand, at forfalde til opportunisme.
Skal man besvare spørgsmålet om hver enkelt nations løsrivelse med »ja eller nej«? Det synes at være et krav af meget »praktisk« karakter. Men i virkeligheden er det meningsløst; i teorien er det metafysisk, og i praksis fører det til, at proletariatet underordnes bourgeoisiets politik. Bourgeoisiet stiller altid sine egne nationale krav i forgrunden. Og gør det kompromisløst. For proletariatet er kravene underordnet klassekampens interesser. Teoretisk kan man ikke på forhånd garantere for, at en given nations løsrivelse eller dens ligeberettigede stilling ved siden af en anden nation vil fuldbyrde den borgerlig-demokratiske revolution; for proletariatet er det i begge tilfælde vigtigt at sikre sin klasses udvikling; for bourgeoisiet er det vigtigt at hæmme denne udvikling ved at tilsidesætte proletariatets opgaver for »sin egen« nations opgaver. Derfor indskrænker proletariatet sig til det så at sige negative krav om anerkendelse af retten til selvbestemmelse, uden at garantere nogen nation og uden at forpligte sig til at give nogen nation noget som helst på en anden nations bekostning.
Lad være, at dette ikke er »praktisk«, men det er i virkeligheden den bedste garanti for den mest demokratiske af de mulige løsninger; proletariatet behøver kun disse garantier, mens bourgeoisiet i hver enkelt nation behøver garantier for sine egne fordele uden hensyn til andre nationers stilling (og mulige ulemper).
Bourgeoisiet er fremfor alt interesseret i »gennemførligheden« af det pågældende krav – deraf kommer den evige forligspolitik med andre nationers bourgeoisi til skade for proletariatet. Det vigtigste for proletariatet er derimod at styrke sin klasse over for bourgeoisiet og at opdrage masserne i det konsekvente demokratis og socialismens ånd.
Lad være, at dette ikke er »praktisk« for opportunisterne, men det er den eneste garanti med realitet i, den eneste garanti for maksimal national ligeberettigelse og fred, på trods af både feudalherrerne og det nationalistiske bourgeoisi.
Proletarernes hele opgave i det nationale spørgsmål er »upraktisk« set ud fra det standpunkt, som det nationalistiske bourgeoisi i enhver nation forfægter, for proletarerne kræver »abstrakt« ligeberettigelse, principiel tilsidesættelse af selv de mindste privilegier, idet de er fjender af enhver form for nationalisme. Da Rosa Luxemburg ikke har forstået dette, har hun ved sin uforstandige lovsang til praktiskheden slået døren op på vid gab netop for opportunisterne, især for opportunistiske indrømmelser til den storrussiske nationalisme.
Hvorfor til den storrussiske? Ford i storrusserne i Rusland er den undertrykkende nation, og i national henseende ytrer opportunismen sig naturnødvendigt anderledes i undertrykte nationer end i undertrykkende.
Bourgeoisiet i de undertrykte nationer vil under foregivende af at vise »praktiskhed« i sine krav appellere til proletariatet om ubetinget støtte til sine bestræbelser. Det er langt mere »praktisk« at sige et direkte »ja« til en bestemt nations løsrivelse, end at gå ind for en hvilken som helst nations ret til løsrivelse!
Proletariatet er imod en sådan praktiskhed: samtidig med at anerkende ligeberettigelsen og den lige ret til en nationalstat sætter det forbundet mellem proletarer i alle lande højere, og det vurderer ethvert nationalt krav, enhver national løsrivelse ud fra den synsvinkel, som anlægges i arbejdernes klassekamp. Parolen om praktiskhed er i virkeligheden kun en parole om ukritisk overtagelse af borgerlige bestræbelser.
Man siger til os: ved at støtte retten til løsrivelse støtter I borgerlig nationalisme i de undertrykte nationer. Således siger Rosa Luxemburg, og opportunisten Semkovskij snakker hende efter munden – for øvrigt er han den eneste repræsentant for likvidatoriske ideer i dette spørgsmål i den likvidatoriske avis!
Vi svarer: nej, netop for bourgeoisiet kommer det an på en »praktisk« løsning, mens arbejderne lægger vægt på en principiel adskillelse af de to tendenser. For så vidt bourgeoisiet i en undertrykt nation kæmper imod den undertrykkende nation, for så vidt går vi altid og i ethvert tilfælde mere beslutsomt end alle andre ind for det, for vi er de dristigste og mest konsekvente fjender af undertrykkelse. For så vidt en undertrykt nations bourgeoisi forfægter sin egen borgerlige nationalisme går vi imod det. Kamp mod undertrykkernationens privilegier og voldsfærd, og ingen skånsomhed over for en undertrykt nations stilen efter privilegier.
Hvis vi ikke opstiller parolen om ret til løsrivelse og ikke driver agitation for den, så vil vi spille ikke blot bourgeoisiet kortene i hænde, men også feudalherrerne og enevælden i undertrykkernationen. Kautsky har for længst anvendt dette argument over for Rosa Luxemburg, og argumentet er ubestrideligt. I sin skræk for at »hjælpe« Polens nationalistiske bourgeoisi kommer Rosa Luxemburg i virkeligheden de storrussiske sorthundreder til hjælp ved at forkaste den ret til løsrivelse, som er anført i de russiske marxisters program. Hun støtter i virkeligheden den opportunistiske tolerance over for stor-russernes privilegier (og det, der er værre end privilegier).
Rosa Luxemburg har været så optaget af kampen mod nationalismen i Polen, at hun har glemt storrussernes nationalisme, skønt netop denne nationalisme nu er værre end nogen anden, netop den er mindre borgerlig og mere feudal, netop den er hovedhindringen for demokratiet og proletariatets kamp. Enhver borgerlig nationalisme i en undertrykt nation rummer et almendemokratisk indhold, som er rettet mod undertrykkelsen, og dette indhold støtter vi ubetinget, men vi holder det skarpt ude fra bestræbelsen for en særlig national præferencestilling, vi bekæmper den polske bourgeois’ forsøg på at undertrykke jøden osv., osv.
Dette er »upraktisk« set ud fra bourgeois’ens og småborgerens synspunkt. Men det er den eneste praktiske og principielle politik i det nationale spørgsmål, den eneste, som virkelig fremmer demokratiet, friheden og det proletariske sammenhold.
Anerkendelse af retten til løsrivelse for alle; bedømmelse af hvert konkret løsrivelsesspørgsmål fra det synspunkt, at man vil fjerne enhver ikke-ligeberettigelse, alle privilegier og enhver præferencestilling.
Lad os betragte stillingen i en undertrykkernation. Kan et folk være frit, når det undertrykker andre folk? Nej.
Den storrussiske befolknings [a] frihedsinteresser kræver kamp mod undertrykkelse af den art. Det historiske forløb med den lange, ja århundredlange underkuelse af de undertrykte nationers bevægelser, de »øverste« klassers systematiske propaganda for en sådan underkuelse, har skabt vældige hindringer for det storrussiske folks egen frihedssag i form af fordomme osv.
De storrussiske sorthundreder nærer og opflammer bevidst disse fordomme. Det storrussiske bourgeoisi affinder sig med disse fordomme og tilpasser sig dem. Det storrussiske proletariat kan ikke virkeliggøre sine mål, det kan ikke rydde sin egen vej til friheden, hvis det ikke systematisk bekæmper disse fordomme.
I Rusland er oprettelsen af en selvstændig og uafhængig nationalstat stadig væk et privilegium for den storrussiske nation alene. Vi, de storrussiske proletarer, forsvarer ingen privilegier overhovedet, og vi forsvarer heller ikke dette privilegium. Vi kæmper på den givne stats grund, vi forener arbejdere af alle nationer i den givne stat, vi kan ikke garantere for den ene eller den anden nationale udviklingsvej, vi forfølger vore klassemål ad alle mulige veje.
Men vi kan ikke nærme os dette mål, hvis vi ikke bekæmper enhver form for nationalisme og forfægter de forskellige nationers ligeret. Om det f. eks. bliver Ukraine beskåret at danne en selvstændig stat, ja, det afhænger af 1000 faktorer, som vi ikke på forhånd kender. Og uden at indlade os på ørkesløse »gætterier«, går vi hårdnakket ind for det, som er uomtvisteligt: Ukraines ret til at danne en sådan stat. Vi respekterer denne ret, vi støtter ikke storrussernes privilegier over for ukrainerne, vi opdrager masserne til at anerkende denne ret, til at afvise, at nogen som helst nation kan have statslige privilegier.
Under de spring, som alle lande oplevede i de borgerlige revolutioners epoke, er konflikter og kamp om retten til at danne en nationalstat mulige og sandsynlige. Vi proletarer erklærer os på forhånd for modstandere af de storrussiske privilegier og driver hele vor propaganda og agitation i denne retning.
På sin jagt efter »praktiskhed« har Rosa Luxemburg overset den vigtigste praktiske opgave både for det storrussiske proletariat og for proletariatet i andre nationer: den daglige agitation og propaganda mod ethvert statslig-nationalt privilegium, for alle nationers ret, lige ret, til at danne en egen nationalstat; denne opgave er (i øjeblikket) vor vigtigste i det nationale spørgsmål, for kun ad denne vej kan vi forfægte demokratiets interesser og fremme et ligeberettiget forbund af alle proletarer i samtlige nationer.
Denne propaganda kan forekomme »upraktisk« både for de storrussiske undertrykkere og for de undertrykte nationers bourgeoisi (begge kræver de et bestemt ja eller nej og beskylder socialdemokraterne for at være »vage«). I virkeligheden er det netop denne propaganda og kun den, der kan sikre en virkelig demokratisk og virkelig socialistisk opdragelse af masserne. Kun en sådan propaganda garanterer både de bedste udsigter til national fred i Rusland, hvis det vedbliver at være en nationalt broget stat, og den fredeligste (og for den proletariske klassekamp uskadeligste) deling af Rusland i forskellige nationalstater, hvis der skulle blive tale om en sådan deling.
For mere konkret at klargøre denne politik, som er den eneste proletariske politik i det nationale spørgsmål, vil vi undersøge den storrussiske liberalismes holdning til »nationernes selvbestemmelse« og nærmere betragte eksemplet med Norges løsrivelse fra Sverige.
Vi har set, at en af de vigtigste »trumfer«, Rosa Luxemburg mener at have i kampen mod de russiske marxisters program, er følgende argument: anerkendelse af selvbestemmelsesretten er det samme som støtte til undertrykte nationers borgerlige nationalisme. På den anden side, siger Rosa Luxemburg, hvis man med denne ret kun forstår kampen mod enhver magtanvendelse mod en nation, så er et specielt programpunkt ikke nødvendigt, for socialdemokraterne er overhovedet imod enhver national magtanvendelse og ikke-ligeberettigelse.
Som Kautsky allerede for næsten 20 år siden uigendriveligt har påvist, kommer man i det første argument fra asken i ilden med nationalismen; for af frygt for nationalismen hos de undertrykte nationers bourgeoisi kommer Rosa Luxemburg i virkeligheden til at spille storrussernes ærkereaktionære nationalisme kortene i hænde! Det andet argument er faktisk en frygtsom omgåelse af følgende spørgsmål: Omfatter en anerkendelse af national ligeberettigelse også retten til løsrivelse, eller gør den ikke? Hvis den gør, så anerkender Rosa Luxemburg følgelig den principielle rigtighed af paragraf 9 i vort program. Hvis den ikke gør, anerkender hun altså ikke den nationale ligeberettigelse. Med undvigelser og udflugter kommer man ingen vegne her!
Den bedste måde at prøve ovennævnte argumenter på og alle andre af samme art er imidlertid et studium af de forskellige samfundsklassers holdning til dette spørgsmål. Det er en marxists pligt at foretage denne prøve. Man må gå ud fra det objektive, man må se på klassernes indbyrdes relationer på dette punkt. Da Rosa Luxemburg ikke gør dette, begår hun netop de synder, hun forgæves prøver at beskylde sine modstandere for: metafysiske refleksioner, abstraktionisme, fraser, overfladiske generaliseringer o.l.
Det drejer sig om marxisternes program i Rusland, dvs. marxister af alle nationaliteter i Rusland. Skulle vi ikke kaste et blik på den holdning, de herskende klasser i Rusland indtager?
Hvilken holdning »bureaukratiet« (man bedes tilgive os det unøjagtige udtryk [7]) og de feudale godsejere af typen den Forenede Adel [8] indtager, er almindelig kendt. Ubetinget afvisning af såvel nationernes ligeberettigelse som selvbestemmelsesretten. Tilslutning til det gamle valgsprog fra livegenskabets dage: for selvherskerdømme og fædrelandets folk, idet man med det sidste kun sigter til det storrussiske. Selv ukrainerne er blevet udråbt som et »fremmed folkeslag«, og selv deres modersmål underkues.
Lad os kaste et blik på Ruslands bourgeoisi, der blev »kaldet« til deltagelse – ganske vist en meget beskeden deltagelse i magten – inden for lovgivnings- og forvaltningssystemet af »3. juni«. [9] Der er ingen grund til at spilde mange ord på, at oktobristerne [10] i dette spørgsmål faktisk er gået med højre. Desværre ofrer en del marxister langt mindre opmærksomhed på det liberale storrussiske bourgeoisis, progressisternes og kadetternes position. Og dog vil enhver, der ikke undersøger og betænker disse folks stilling, uvægerligt forfalde til abstrakte og tomme ord, når man drøfter nationernes selvbestemmelsesret.
Retj, kadetpartiets hovedorgan, der er så dreven ud i den diplomatiske kunst at undgå direkte svar på »ubehagelige« spørgsmål, har sidste år i en polemik med Pravda dog været tvunget til at gøre nogle værdifulde indrømmelser. Balladen opstod på grund af den ukrainske studenterkongres i Lvov sommeren 1913. [11] Hr. Mogiljanskij, den tjenstvillige »ukrainske ekspert« eller ukrainske medarbejder ved Retj, offentliggjorde en artikel, hvori han lod de mest udsøgte skældsord (»feberfantasier«, »eventyrpolitik« o.l.) regne ned over ideen om Ukraines separation (løsrivelse), en idé, som nationalsocialeren Dontsov var gået ind for, og som den omtalte kongres havde tiltrådt.
Avisen Rabotjaja Pravda, der på ingen måde solidariserede sig med hr. Dontsov, men rent ud sagde, at han var nationalsocialer, og at mange ukrainske marxister ikke var enige med ham, erklærede imidlertid, at Retj’s tone eller rettere dets principielle fremstilling af spørgsmålet var aldeles uanstændig og utilladelig for en storrussisk demokrat eller for en mand, der gerne vil gå for at være demokrat. [12] Retj kan gerne gendrive folk som hr. Dontsov direkte, men det er principielt utilladeligt, at et storrussisk angivelig demokratisk organ glemmer friheden til løsrivelse, retten til løsrivelse.
Nogle måneder efter fremkom hr. Mogiljanskij i Retj nr. 331 med en »redegørelse«, efter at han i den ukrainske avis Sjljakhi, [13] som udgives i Lvov, havde læst om hr. Dontsovs indvendinger, hvor denne for øvrigt nævnte, at »kun den russiske socialdemokratiske presse havde tildænget (stemplet?) Retj’s chauvinistiske udfald efter fortjeneste«. Hr. Mogiljanskijs »redegørelse« bestod i, at han tre gange gentog, at »kritik af hr. Dontsovs recepter« »intet har at gøre med en fornægtelse af nationernes selvbestemmelsesret«.
»Man må sige,« skrev hr. Mogiljanskij, »at heller ikke ‘nationernes selvbestemmelsesret’ er nogen fetich«, (hør engang!!) »som ikke tillader kritik: usunde forhold i en nations liv kan afføde usunde tendenser i den nationale selvbestemmelse, og det er ikke nogen fornægtelse af nationernes selvbestemmelsesret, når man afdækker disse«.
Som man ser, ligger den liberale skribents fraser om »fetich« ganske på linje med Rosa Luxemburgs. Det er tydeligt, at hr. Mogiljanskij ønskede at undgå at svare direkte på spørgsmålet, om han anerkender retten til politisk selvbestemmelse, dvs. løsrivelse, eller om han ikke gør det.
Også Proletarskaja Pravda (nr. 4, 11. december 1913) [14] har stillet dette spørgsmål direkte til både hr. Mogiljanskij og til kadetpartiet.
Derpå skrev bladet Retj (nr. 340) en usigneret, altså en officiel, redaktionel erklæring, som giver svar på dette spørgsmål. Dette svar kan sammenfattes i tre punkter:
1) I afsnit 11 i kadetpartiets program tales der direkte, præcist og klart om nationernes »ret til fri kulturel selvbestemmelse«.
2) Proletarskaja Pravda »blander« efter Retj’s udsagn, selvbestemmelsen »håbløst« sammen med den ene eller den anden nations separatisme, løsrivelse.
3) »Kadetpartiet har faktisk aldrig nogen sinde påtaget sig at forsvare ‘nationernes ret til løsrivelse’ fra den russiske stat« (se artiklen »Nationalliberalismen og Nationernes Selvbestemmelsesret« i Proletarskaja Pravda nr. 12, 20. december 1913). [15]
Lad os først vende os til punkt 2 i Retj’s erklæring. Hvor anskueligt viser dette punkt ikke d’herrer Semkovskij, Liebman, Jurkevitj og slige opportunister, at deres postyr om den påståede »uklarhed« eller »vaghed« i selvbestemmelsens indhold i praksis, dvs. ud fra klassernes objektive relationer og klassekampen i Rusland, simpelt hen er en gentagelse af det liberal-monarkistiske bourgeoisis taler!
Da Proletarskaja Pravda havde stillet følgende tre spørgsmål til de oplyste »konstitutionelle demokrater« til d’herrer fra Retj: 1) Bestrider de, at i hele det internationale demokratis historie, navnlig siden midten af 19. århundrede, er nationernes selvbestemmelse netop blevet forstået som politisk selvbestemmelse, som retten til at danne en selvstændig nationalstat? 2) Bestrider de, at den kendte beslutning fra den internationale socialistkongres i London i 1896 har det samme indhold? og 3) at Plekhanov, da han allerede i 1902 skrev om selvbestemmelse, dermed mente netop politisk selvbestemmelse? – da Proletarskaja Pravda altså havde stillet disse tre spørgsmål, tav d’herrer kadetter!!
De havde ikke et ord til svar, for de kunne ikke svare. De måtte i tavshed indrømme, at Proletarskaja Pravda havde fuldstændig ret.
De liberales ophævelser over, at begrebet »selvbestemmelse« er uklart, at socialdemokraterne blander selvbestemmelsen »håbløst« sammen med separatisme, er intet andet end et forsøg på at skabe forvirring omkring spørgsmålet og for at undgå at acceptere et af demokratiet alment anerkendt princip. Hvis d’herrer Semkovskij, Liebman og Jurkevitj ikke havde været så uvidende, ville de have skammet sig ved at tale til arbejderne i den liberale ånd.
Men lad os gå videre. Proletarskaja Pravda har tvunget Retj til at indrømme, at ordene om »kulturel« selvbestemmelse i kadetternes program netop skal opfattes som en afvisning af den politiske selvbestemmelse.
»Kadetterne har faktisk aldrig nogen sinde påtaget sig at forsvare ‘nationernes ret til løsrivelse’ fra den russiske stat« – disse ord fra Retj har Proletarskaja Pravda ikke uden grund anbefalet Novoje Vremja [16] og Semstjina [17] som skoleeksempel på vore kadetters »loyalitet«. I nr. 13.563 lod bladet Novoje Vremja naturligvis ikke lejligheden gå fra sig til at nævne »jødesmovsen« og komme med alle mulige spydigheder over for kadetterne, men ikke desto mindre skrev det:
»Det, der for socialdemokraterne er politisk klogskabs aksiom« (dvs. anerkendelse af nationernes selvbestemmelses- og løsrivelsesret), »begynder nu om stunder at fremkalde meningsforskelle selv i kadetkredse«.
Med erklæringen om, at de »aldrig nogen sinde har påtaget sig at forsvare nationernes ret til løsrivelse fra den russiske stat«, har kadetterne principielt stillet sig på ganske samme standpunkt som Novoje Vremja. Netop deri ligger et af principperne i kadetternes nationalliberalisme, deres slægtskab med folk som Purisjkevitj, deres ideologisk-politiske og praktisk-politiske afhængighed af de sidstnævnte. »D’herrer kadetter har studeret historie,« skrev Proletarskaja Pravda, »og de ved ganske udmærket, hvilke, for at sige det mildt, ‘pogromagtige’ handlinger det ofte i praksis er kommet til under anvendelsen af den ældgamle ret, som Purisjkevitj og hans lige har til at ‘snuppe og ikke slippe’« [18] Selv om kadetterne udmærket er klar over den feudale kilde til og karakter af Purisjkevitj’ernes almagt, indretter de sig ikke desto mindre ganske efter de relationer og de grænser, der er blevet skabt af netop denne klasse. Selv om de udmærket ved, hvor meget ikke-europæisk og anti-europæisk (vi ville have sagt asiatisk, hvis det ikke havde lydt som en ufortjent ringeagt over for japanerne og kineserne) der findes i de relationer og de grænser, som er blevet skabt eller fastlagt af denne klasse, betragter d’herrer kadetter dem dog som en grænse, der ikke må overskrides.
Dette er netop at tilpasse sig Purisjkevitj’erne, at krybe for dem, at være bange for at rokke ved deres stilling, at forsvare dem imod den folkelige bevægelse, imod demokratiet. »Det betyder i virkeligheden,« skrev Proletarskaja Pravda, »at de tilpasser sig feudalherrernes interesser og de værste nationalistiske fordomme i den herskende nation i stedet for at føre en systematisk kamp mod disse fordomme.«
Som folk, der kender til historien og giver sig ud for at være demokrater, gør kadetterne ikke engang forsøg på at hævde, at den demokratiske bevægelse, som i dag er karakteristisk både for Østeuropa og for Asien, og som tilstræber at omdanne begge disse områder efter samme mønster som de civiliserede kapitalistiske lande – at denne bevægelse absolut skulle lade de grænser urørt, som er blevet fastlagt i den feudale epoke, hvorunder Purisjkevitj’ernes almagt ledsagedes af retsløshed for brede lag af bourgeoisiet og småborgerskabet.
At det spørgsmål, som blev rejst i polemikken mellem Proletarskaja Pravda og Retj, aldeles ikke er et rent litterært spørgsmål, men berører en reel dagsaktuel, politisk sag, det beviste blandt andet kadetpartiets sidste konference, 23.-25. marts 1914. I Retj’s officielle referat (nr. 83, 26. marts 1914) fra denne konference kan man læse:
»Ligeledes blev nationale spørgsmål overordentligt livligt diskuteret. De delegerede fra Kijev, som N. V. Nekrasov og A. M. Koljubakin tilsluttede sig, pegede på, at det nationale spørgsmål var en standende, betydelig faktor, som man måtte komme mere beslutsomt i møde, end det var sket førhen. F. F. Kokosjkin påpegede imidlertid« (det er det samme »imidlertid«, som svarer til det sjtjedrinske »men« – »ørerne vokser ikke op over panden, nej de gør ej«), »at både programmet og de foregående politiske erfaringer krævede en meget forsigtig behandling af ‘elastiske formler’ som ‘nationernes politiske selvbestemmelse’.«
Disse yderst bemærkelsesværdige betragtninger på kadetkonferencen fortjener alle marxisters og alle demokraters største opmærksomhed. (I parentes bemærket tilføjede Kijevskaja Mysl, [19] som åbenbart er meget velunderrettet og uden tvivl gengiver hr. Kokosjkins tanker rigtigt, at han, naturligvis som en advarsel til sine opponenter, bevidst understregede faren for, at staten skulle gå i »opløsning«.)
Retj’s officielle referat er affattet med virtuos og diplomatisk dygtighed, for at løfte sløret så lidt som muligt og skjule så meget som muligt. Men alligevel er det i grundtrækkene klart, hvad der er foregået på kadetkonferencen. De liberale bourgeoisidelegerede, som kender tingenes tilstand i Ukraine, og »venstre«-kadetterne stillede netop spørgsmålet om nationernes politiske selvbestemmelse. Ellers ville hr. Kokosjkin slet ikke have haft nogen grund til at mane til »forsigtig behandling« af denne »formel«.
I kadetternes program, som de delegerede på kadetkonferencen selvfølgelig havde kendskab til, står der nemlig ikke politisk, men »kulturel« selvbestemmelse. Hr. Kokosjkin forsvarede altså programmet imod de delegerede fra Ukraine, imod venstrekadetterne. Han forsvarede den »kulturelle« selvbestemmelse over for den »politiske«. Det er ganske klart, at hr. Kokosjkin ved at sætte sig op imod den »politiske« selvbestemmelse, ved at betone faren for »statens opløsning«, ved at betegne formlen »politisk selvbestemmelse« som »elastisk« (helt i Rosa Luxemburgs ånd!) har forsvaret den storrussiske nationalliberalisme over for de mere »venstreorienterede« eller mere demokratiske elementer i kadetpartiet og over for det ukrainske bourgeoisi.
Hr. Kokosjkin sejrede på kadetkonferencen, således som man kan læse det af det lille forræderiske ord »imidlertid« i Retj’s beretning. Den storrussiske nationalliberalisme triumferede blandt kadetterne. Kan denne sejr da ikke bidrage til at klare tankerne hos de uforstandige enkeltindivider blandt de russiske marxister, som i kadetternes fodspor ligeledes er begyndt at ængstes over »elastiske formler som nationaliteternes politiske selvbestemmelse«?
Lad os »imidlertid« undersøge det virkelige indhold i hr. Kokosjkins tankegang. Mens han påberåbte sig de »foregående politiske erfaringer« (det vil øjensynligt sige erfaringerne fra 1905, da det storrussiske bourgeoisi blev bange for at miste sine nationale privilegier og med sin skræk gjorde kadetpartiet ligeså bange) og fremhævede faren for »statens opløsning«, afslørede han en fremragende forståelse af, at politisk selvbestemmelse ikke kan betyde noget som helst andet end ret til løsrivelse og dannelse af en selvstændig nationalstat. Det spørgsmål melder sig, hvorledes man fra et demokratisk standpunkt i almindelighed og fra den proletariske klassekamps standpunkt i særdeleshed bør vurdere hr. Kokosjkins betænkeligheder.
Hr. Kokosjkin vil indskærpe os, at anerkendelse af retten til løsrivelse øger faren for »statens opløsning«. Det er samme synspunkt som i betjent Mymretsovs [20] devi-»snuppe og ikke slippe«. Fra demokratiets standpunkt i det hele taget forholder det sig lige omvendt: anerkendelse af retten til løsrivelse forringer faren for »statens opløsning«.
Hr. Kokosjkin ræsonnerer ganske i nationalisternes ånd. På deres sidste kongres tordnede de imod de ukrainske »mazeppister«. Den ukrainske bevægelse – udbrød hr. Savenko og co. – truer med at svække forbindelsen mellem Rusland og Ukraine, for Østrig styrker ved sin ukrainevenlighed ukrainernes forbindelse med Østrig! ! Det er stadig lige uforståeligt, hvorfor Rusland dog ikke kan forsøge at »styrke« ukrainernes forbindelse med Rusland ved de samme metoder, som d’herrer Savenko’er bebrejder Østrig, dvs. at tilstå ukrainerne frihed til at anvende deres modersmål, selvstyre, en autonom forsamling osv.
D’herrer Savenkos, Kokosjkins og ligesindedes betragtninger er ganske identiske og lige latterlige og tåbelige rent logisk set. Det burde stå klart, at jo større frihed den ukrainske nationalitet vil få i det ene eller det andet land, jo stærkere vil denne nationalitets forbindelse blive med det pågældende land? Man kan næppe bestride denne elementære sandhed uden afgørende at bryde med alle demokratismens forudsætninger. Men kan der for en nationalitet som sådan gives større frihed end friheden til løsrivelse og friheden til at oprette en selvstændig nationalstat?
For yderligere at udrede dette spørgsmål, som de liberale (og de, der enfoldigt snakker dem efter munden) har forkludret, vil vi anføre et ganske simpelt eksempel. Lad os tage spørgsmålet om skilsmisse. Rosa Luxemburg skriver i sin artikel, at en centraliseret demokratisk stat, der ganske har forsonet sig med de enkelte deles autonomi, må overlade alle særlig vigtige lovgivningsområder, deriblandt også skilsmisselovgivningen, til det centrale parlament. Denne omsorg for gennem den demokratiske stats centrale myndighed at sikre fri ret til skilsmisse, er fuldstændig forståelig. De reaktionære er imod fri ret til skilsmisse, de maner til »forsigtig behandling« af den og råber, at den betyder »familiens opløsning«. Demokratiet er derimod af den opfattelse, at de reaktionære er hyklere og i virkeligheden forsvarer politiets og bureaukratiets almagt, det ene køns privilegier og den værste undertrykkelse af kvinden; at fri ret til skilsmisse i virkeligheden ikke betyder familiebåndenes »opløsning«, men tværtimod deres styrkelse på de demokratiske princippers grund, som er de eneste mulige og holdbare i et civiliseret samfund.
At beskylde tilhængerne af frihed til selvbestemmelse, dvs. af frihed til løsrivelse, for, at de opmuntrer til separatisme, er lige så dumt og hyklerisk som at beskylde tilhængerne af frihed til skilsmisse for, at de opmuntrer til nedbrydelse af familiebåndene. Ligesom de, der i det borgerlige samfund forsvarer privilegierne og korruptionen, som det borgerlige ægteskab hviler på, går imod frihed til skilsmisse, således er en fornægtelse af frihed til selvbestemmelse, dvs. nationernes frihed til løsrivelse, i en kapitalistisk stat kun ensbetydende med et forsvar for den herskende nations privilegier og for politimæssige forvaltningsmetoder, som er til skade for de demokratiske metoder.
Det politiske spil, der skyldes forholdene i det kapitalistiske samfund, bevirker utvivlsomt, at parlamentarikere og journalister undertiden kommer med yderst letsindig, ja simpelt hen forvrøvlet snak om den ene eller den anden nations løsrivelse. Men kun de reaktionære kan lade sig forskrække (eller lade som om de bliver forskrækkede) over den slags snak. Den, der står på et demokratisk standpunkt, dvs. at statslige spørgsmål skal afgøres af befolkningsmassen, han ved udmærket, at der ligger en »kolossal distance« [21] mellem politiske spekulanters snak og massernes afgørelse. Befolkningsmasserne er af daglig erfaring udmærket klar over betydningen af geografiske og økonomiske forbindelser og fordelene ved et stort marked og en stor stat, og de vil først skride til løsrivelse, når den nationale undertrykkelse og de nationale gnidninger gør samlivet fuldstændig uudholdeligt og hæmmer alle former for økonomiske forbindelser. Men i så fald vil hensynet til den kapitalistiske udvikling og til klassekampens frihed netop tale til gunst for de nationer, der vil løsrivelse.
Fra hvilken side man altså end nærmer sig hr. Kokosjkins betragtninger, viser de sig at være toppunktet af tåbelighed og en hån mod demokratiets principper. Men der er en vis logik i disse betragtninger: det er en logik, der udspringer af det storrussiske bourgeoisis klasseinteresser. Hr. Kokosjkin er som flertallet i kadetpartiet lakaj for dette bourgeoisis pengesæk. Han forsvarer dets privilegier i almindelighed og dets statslige privilegier i særdeleshed, han forsvarer dem sammen med Purisjkevitj, side om side med ham – blot tror Purisjkevitj mere på den feudale knippel, mens Kokosjkin og co. har indset, at denne knippel blev hårdt medtaget af året 1905, [22] og derfor mere stoler på de borgerlige midler til at bedrage masserne, eksempelvis på at kunne skræmme småborgerne og bønderne med spøgelset »statens opløsning« og bedrage dem med fraser om, at »folkefriheden« skal forbindes med de historiske grundpiller osv.
Den reelle klassemæssige betydning af det liberale fjendskab mod princippet om nationernes politiske selvbestemmelse ligger ene og alene i følgende: nationalliberalisme og forfægtelse af det storrussiske bourgeoisis statslige privilegier. Og hvad der blandt de russiske marxister findes af opportunister, som netop nu i 3. juni-systemets epoke [23] er draget i felten mod nationernes selvbestemmelsesret, alle disse folk som likvidatoren Semkovskij, bundisten Liebman og den ukrainske småborger Jurkevitj sjokker i virkeligheden i hælene på nationalliberalismen og fordærver arbejderklassen med nationalliberale ideer.
Arbejderklassens interesser og dens kamp mod kapitalismen kræver fuldstændig solidaritet og ubrydelig enhed mellem alle nationers arbejdere. Det kræver modværge mod den nationalistiske politik, som bourgeoisiet af en hvilken som helst nationalitet fører. Derfor ville det være en afvigelse fra den proletariske politiks opgaver, og det ville være at binde arbejderne til den borgerlige politik, både hvis socialdemokraterne begyndte at fornægte selvbestemmelsesretten, dvs. de undertrykte nationers ret til løsrivelse, og hvis socialdemokraterne gav sig til at støtte alle de nationale fordringer som bourgeoisiet i de undertrykte nationer stiller. For lønarbejderen er det ligegyldigt, om han hovedsagelig bliver udbyttet af det storrussiske bourgeoisi fremfor det ikke-russiske, eller af det polske bourgeoisi fremfor det jødiske osv. Lønarbejderen, som er blevet sig sine klasseinteresser bevidst, er lige så lidt interesseret i de storrussiske kapitalisters statslige privilegier som i de polske og ukrainske kapitalisters løfte om at skabe et paradis på jorden, så snart de selv har opnået statslige privilegier. På den ene eller den anden måde vil kapitalismens udvikling fremdeles skride frem, både i en broget enhedsstat og i separate nationalstater.
Under alle omstændigheder forbliver lønarbejderen genstand for udbytning, og en resultatrig kamp imod den kræver, at proletariatet er uafhængigt af nationalismen, at proletarerne så at sige er ganske neutrale i bourgeoisiets kamp om førstepladsen i de forskellige nationer. Selv den allerringeste støtte fra proletariatet i en nation til »sit eget« nationale bourgeoisis privilegier vil uvægerligt vække mistro hos proletariatet i en anden nation; det vil svække arbejdernes internationale klassesolidaritet og splitte dem til glæde for bourgeoisiet. Og fornægtelse af retten til selvbestemmelse eller til løsrivelse vil i praksis uvægerligt være ensbetydende med støtte til den herskende nations privilegier.
Vi vil på endnu mere overskuelig måde kunne overbevise os herom, hvis vi ser på det konkrete eksempel med Norges løsrivelse fra Sverige.
Rosa Luxemburg anfører netop dette eksempel og anstiller i den anledning følgende betragtninger:
»Den sidste begivenhed i de føderative forbindelsers historie, Norges løsrivelse fra Sverige – som den socialpatriotiske polske presse (se Krakows Naprzód) [24] i sin tid skyndsomt greb som et glædeligt udslag af slagkraftige og progressive bestræbelser for statslig løsrivelse – forvandledes omgående til et slående bevis for, at føderalismen og den deraf udspringende statslige løsrivelse ikke på nogen måde er et udtryk for progressivitet eller demokratisme. Efter den såkaldte norske ‘revolution’, der bestod i, at den svenske konge blev afsat og fjernet fra Norge, valgte nordmændene med største sindsro en anden konge, efter at de ved en folkeafstemning formelt havde forkastet forslaget om indførelse af republik. Det, som af overfladiske beundrere af alle mulige nationale bevægelser og diverse uafhængighedssurrogater var blevet udråbt til ‘revolution’, var et ganske almindeligt udslag af bøndernes og småborgernes partikularisme og af ønsket om at have ‘sin egen’ konge for sine egne penge i stedet for en, som var blevet pånødet af det svenske aristokrati. Det var altså en bevægelse, som overhovedet intet havde med revolutionær indstilling at gøre. Samtidig har denne historie om den svensk-norske unions opløsning atter bevist, i hvor høj grad den indtil da eksisterende føderation også i dette tilfælde kun var et udtryk for rent dynastiske interesser og følgelig var en form for monarkisme og reaktion (Przeglad).«
Det er bogstaveligt talt alt, hvad Rosa Luxemburg siger om dette punkt!! Og man må indrømme, at det ville være vanskeligt at afsløre det hjælpeløse i Rosa Luxemburgs holdning mere anskueligt, end hun har gjort det med dette eksempel.
Spørgsmålet var og er, om det er nødvendigt for socialdemokraterne i en nationalt broget stat at have et program, der anerkender retten til selvbestemmelse eller til løsrivelse.
Hvad fortæller eksemplet med Norge, som Rosa Luxemburg selv har taget, os i dette spørgsmål?
Vor forfatter vender og drejer sig, hun agerer skarpsindig og skænder på Naprzód, men hun svarer ikke på spørgsmålet!! Rosa Luxemburg taler om hvad som helst, for ikke at sige et eneste ord om sagens kerne!!
De norske småborgere, som gerne ville have deres egen konge for deres egne penge, og som ved folkeafstemningen væltede forslaget om oprettelse af en republik, har vitterlig åbenbaret yderst slette småborgerlige egenskaber. Og Naprzód har vitterlig, hvis det ikke selv har bemærket dette, åbenbaret lige så slette og lige så småborgerlige egenskaber.
Men hvad skal alt dette gøre godt for??
Der var jo tale om nationernes selvbestemmelsesret og om det socialistiske proletariats holdning til denne ret! Hvorfor svarer Rosa Luxemburg ikke på spørgsmålet, men går uden om det som katten om den varme grød?
Det siges, at i musens øjne er katten det stærkeste af alle rovdyr. I Rosa Luxemburgs øjne er en »frakke« åbenbart det stærkeste af alle rovdyr. »Frakkerne« er i folkemunde navnet på »det polske socialistiske parti«, [25] den såkaldt revolutionære fraktion, og det lille krakowblad Naprzód deler denne »fraktions« ideer. Rosa Luxemburgs kamp mod denne »fraktions« nationalisme har i den grad forblindet hende, at hun slet ikke har øje for noget som helst andet end Naprzód.
Hvis Naprzód siger »ja«, anser Rosa Luxemburg det for sin hellige pligt ufortøvet at forkynde »nej«, uden overhovedet at skænke det en tanke, at det, hun på denne måde åbenbarer, ikke er sin uafhængighed af Naprzód, men tværtimod en morsom afhængighed af »frakkerne« og en manglende evne til at betragte tingene ud fra et lidt dybere og bredere synspunkt end det anlægges i myretuen i Krakow. Rigtignok er Naprzód et meget dårligt og slet ikke noget marxistisk organ, men det skal ikke hindre os i at foretage en grundig analyse af eksemplet med Norge, når vi nu har taget det op.
For at analysere dette eksempel marxistisk nytter det ikke at blive stående ved de forfærdelig væmmelige »frakkers« slette egenskaber. For det første må vi beskæftige os med de konkrete historiske særtræk ved Norges løsrivelse fra Sverige, og for det andet se på, af hvilken karakter de opgaver var, som de to landes proletariat havde ved denne løsrivelse.
Norge er knyttet til Sverige med geografiske, økonomiske og sproglige bånd, der ikke er mindre stærke end dem, der findes mellem mange ikke-storrussiske slaviske nationer og storrusserne. Men Norges union med Sverige var ikke frivillig, og det er derfor ganske hen i vejret, når Rosa Luxemburg taler om en »føderation«, simpelt hen fordi hun ikke ved, hvad hun skal sige. Under Napoleons-krigene havde monarkerne imod nordmændenes vilje overdraget Norge til Sverige, og svenskerne måtte sende tropper til Norge for at underlægge sig landet.
Herefter var der i mange årtier, trods den overordentlig vidtgående autonomi, som Norge nød (egen rigsdag osv.), konstante gnidninger mellem Norge og Sverige, og nordmændene søgte med alle kræfter at afkaste det svenske aristokratis åg. I august 1905 afkastede de det så endelig: den norske rigsdag besluttede, at svenskekongen ikke længere skulle være konge over Norge, og det senere gennemførte referendum, afstemningen i det norske folk, gav et overvældende stemmeflertal (ca. 200.000 imod nogle hundrede) for fuldstændig løsrivelse fra Sverige. Efter nogen tøven affandt svenskerne sig med løsrivelsen som en kendsgerning.
Dette eksempel viser os, på hvilket grundlag tilfælde af nationers løsrivelse er mulige og faktisk forekommer under de nuværende økonomiske og politiske forhold, og hvilken form løsrivelsen undertiden antager i en situation med politisk frihed og demokratisme.
Ingen socialdemokrat vil, medmindre han vil erklære sig for ligeglad med spørgsmål om politisk frihed og demokratisme (og i så fald er han naturligvis ikke længere socialdemokrat), kunne benægte, at dette eksempel reelt beviser, at det er de bevidste arbejderes pligt at drive en systematisk propaganda og gøre et forberedende arbejde for, at mulige sammenstød på grund af national løsrivelse skal afgøres alene på den måde, hvorpå de blev afgjort mellem Norge og Sverige i 1905, og ikke »på russisk maner«. Dette kommer netop til udtryk i programmets krav om anerkendelse af nationernes selvbestemmelsesret. Og Rosa Luxemburg blev nødt til at snakke sig fra den kendsgerning, som var ubehagelig for hendes teori, ved hjælp af drabelige angreb på de norske småborgeres småborgerlighed og på Naprzód fra Krakow, for hun var udmærket klar over, i hvor høj grad denne historiske kendsgerning uigendriveligt tilbageviser hendes fraser om, at nationernes selvbestemmelsesret skulle være »utopi«, og at den var at sammenligne med retten til at »spise af guldtallerkener« osv. Sådanne fraser er kun udtryk for en ynkeligt selvtilfreds og opportunistisk tro på uforanderlighed af det eksisterende styrkeforhold mellem Østeuropas nationaliteter.
Lad os gå videre. I spørgsmålet om nationernes selvbestemmelse er vi, ligesom i et hvilket som helst andet spørgsmål, først og fremmest og mest af alt interesseret i proletariatets selvbestemmelse inden for de enkelte nationer. Også dette spørgsmål gik Rosa Luxemburg beskedent udenom, da hun følte, hvor ubehageligt for hendes »teori« det ville være at undersøge det ud fra hendes eget eksempel med Norge.
Hvorledes var og måtte det norske og svenske proletariats holdning være i den konflikt, der var opstået på grund af løsrivelsen? Norges bevidste arbejdere ville selvfølgelig stemme for en republik [b] efter løsrivelsen, og hvis der var socialister, som stemte anderledes, så viser det blot, hvor megen afstumpet, småborgerlig opportunisme der undertiden findes i den europæiske socialisme. Herom kan der ikke være to meninger, og vi berører kun dette punkt, fordi Rosa Luxemburg forsøger at tilsløre sagens egentlige indhold ved at snakke om ting, der ikke har noget med emnet at gøre. I spørgsmålet om løsrivelse ved vi ikke, om det norske socialistiske program forpligtede de norske socialdemokrater til at holde sig til en bestemt mening. Lad os antage, at det ikke forholdt sig således, og at de norske socialister lod spørgsmålet stå åbent, hvorvidt Norges autonomi var tilstrækkelig for den frie klassekamp, og i hvor høj grad de evindelige gnidninger og konflikter med det svenske aristokrati bremsede friheden i det økonomiske liv. Men det kan ikke bestrides, at det norske proletariat havde pligt til at gå imod dette aristokrati og gå ind for det norske bondedemokrati (med sidstnævntes mange småborgerlige begrænsninger).
Og det svenske proletariat? Som bekendt prækede de svenske godsejere med de svenske præsters velsignelse, at man skulle gå i krig mod Norge, og da Norge er langt svagere end Sverige, da det allerede tidligere har oplevet en svensk invasion, og da det svenske aristokrati endvidere har meget stor indflydelse i sit eget land, så var denne præken en meget alvorlig trussel. Vi kan roligt gå ud fra, at de svenske Kokosjkin’er længe og grundigt har ført de svenske masser bag lyset ved at mane til »forsigtig behandling« af »elastiske formler som nationernes selvbestemmelse«, ved at udmale farerne for »statens opløsning« og forsikre, at »folkets frihed« sagtens kunne forenes med det svenske aristokratis grundpiller. Der er ikke den ringeste tvivl om, at det svenske socialdemokrati ville have forrådt socialismens sag og demokratiets sag, hvis det ikke af alle kræfter havde bekæmpet både godsejernes og den »kokosjkinske« ideologi og politik, og hvis det ikke foruden nationernes ligeberettigelse i almindelighed (der også anerkendes af Kokosjkin’erne), havde forfægtet nationernes selvbestemmelsesret og Norges frihed til løsrivelse.
Det snævre forbund mellem de norske og de svenske arbejdere og deres fuldstændige kammeratlige klassesolidaritet har vundet ved de svenske arbejderes anerkendelse af nordmændenes ret til løsrivelse. For de norske arbejdere blev overbevist om, at de svenske ikke er angrebet af den svenske nationalisme, og at de sætter broderskabet med de norske proletarer højere end det svenske bourgeoisis og aristokratis privilegier. Ødelæggelsen af de bånd, som var blevet påtvunget Norge af de europæiske monarker og svenske aristokrater, styrkede båndene mellem de svenske og norske arbejdere. De svenske arbejdere har bevist, at de gennem alle omskiftelser i den borgerlige politik – på baggrund af de borgerlige forhold er det højst tænkeligt, at svenskerne endnu engang voldeligt vil underlægge sig nordmændene! – forstår at bevare og forsvare den fulde ligeberettigelse og klassesolidariteten mellem begge nationers arbejdere i kampen mod såvel det svenske som det norske bourgeoisi.
Heraf ser man for øvrigt tydeligt, hvor ubegrundede og overfladiske de forsøg er, som »frakkerne« undertiden gør på at »udnytte« vore uoverensstemmelser med Rosa Luxemburg imod det polske socialdemokrati. »Frakkerne« er ikke et proletarisk og ikke et socialistisk, men et småborgerligt nationalistisk parti, i stil med de polske socialrevolutionære. Der har aldrig været og kan ikke blive tale om nogen enhed mellem de russiske socialdemokrater og dette parti. Tværtimod har ingen russisk socialdemokrat nogen sinde »angret« tilnærmelsen til og foreningen med de polske socialdemokrater. Det polske socialdemokrati har indlagt sig den vældige historiske fortjeneste, at der for første gang er skabt et virkeligt marxistisk, virkeligt proletarisk parti i Polen, som ellers er gennemsyret af nationalistiske bestræbelser og fanatisme. Men når de polske socialdemokrater her har indlagt sig stor fortjeneste, skyldes det ikke den omstændighed, at Rosa Luxemburg har fået sagt så meget nonsens imod paragraf 9 i de russiske marxisters program, men på trods af denne beklagelige omstændighed.
For de polske socialdemokrater har »selvbestemmelsesretten« naturligvis ikke så stor betydning som for de russiske. Det er fuldstændig forståeligt, at kampen mod Polens nationalistisk forblindede småborgerskab har tvunget det polske socialdemokrati til med særlig (undertiden måske en smule overdrevet) iver at »gå over stregen«. Der er heller ingen russisk marxist, der nogen sinde har tænkt på at bebrejde polske socialdemokrater, at de er imod Polens løsrivelse. Fejlen begår disse socialdemokrater først, når de – ligesom Rosa Luxemburg – forsøger at bestride nødvendigheden af at anerkende selvbestemmelsesretten i de russiske marxisters program.
I grunden vil dette sige, at man overfører forhold, som er forståelige fra Krakow-horisontens synsvinkel, og gør dem til målestok for alle folk og alle nationer i Rusland, deriblandt storrusserne. Det vil igen sige at være »polske nationalister på vrangen«, men ikke at være russiske, internationale socialdemokrater.
For det internationale socialdemokrati står udtrykkeligt fast på anerkendelse af nationernes selvbestemmelsesret. Dette vil vi nu gå over til.
Denne resolution lyder:
»Kongressen erklærer, at den går ind for alle nationers fulde selvbestemmelsesret, og at den sympatiserer med arbejderne i ethvert land, som i vor tid underkues af militært, nationalt eller andet despoti; kongressen opfordrer arbejderne i alle disse lande til at slutte sig til de klassebevidste (klassenbewusste = som er sig deres klasses interesser bevidst) arbejderes rækker i hele verden, for sammen med dem at kæmpe for at overvinde den internationale kapitalisme og for at gennemføre det internationale socialdemokratis mål.« [c]
Som vi allerede har påvist, kender vore opportunister, d’herrer Semkovskij, Liebman og Jurkevitj, simpelt hen intet til denne resolution. Men Rosa Luxemburg kender den og bringer dens fulde ordlyd, der indeholder det samme udtryk, som findes i vort program: »selvbestemmelse«.
Man søger nu svar på, hvorledes Rosa Luxemburg så overvinder denne hindring, som står i vejen for hendes »originale« teori?
Åh, ganske enkelt: ... tyngdepunktet ligger her i resolutionens anden del... dens deklarationsagtige karakter... det beror udelukkende på en misforståelse, hvis man henviser til den!!
Vor forfatters hjælpeløshed og rådvildhed er ganske enkelt forbløffende. Sædvanligvis er det kun opportunister, der tillægger konsekvent demokratiske og socialistiske programpunkter en deklarationsagtig karakter, når de fejt viger uden om en direkte polemik imod dem. Det er åbenbart ikke uden grund, når Rosa Luxemburg denne gang fandt sig i d’herrer Semkovskijs, Liebmans og Jurkevitjs bedrøvelige selskab. Rosa Luxemburg kan ikke bekvemme sig til direkte at erklære, om hun anser den nævnte resolution for rigtig eller fejlagtig. Hun viger udenom og gemmer sig, som om hun går ud fra, at læseren er så uopmærksom eller ukyndig, at han har glemt første del af resolutionen, når han tager fat på anden del, eller aldrig har hørt om debatterne i den socialistiske presse før Londonkongressen.
Men Rosa Luxemburg tager meget fejl, hvis hun bilder sig ind, at det over for Ruslands bevidste arbejdere så let vil lykkes hende at kaste Internationales resolution om et vigtigt principspørgsmål til side uden at værdige den så meget som en kritisk undersøgelse.
I debatterne forud for Londonkongressen – hovedsagelig i de tyske marxisters tidsskrift Die Neue Zeit – kom Rosa Luxemburgs opfattelse til udtryk og denne opfattelse led faktisk nederlag over for Internationale! Dette er sagens kerne, som specielt den russiske læser må have for øje.
Debatterne blev ført i anledning af spørgsmålet om Polens uafhængighed. Der blev fremsat tre opfattelser:
1) »Frakkernes« opfattelse, der blev fremført af Hecker. De ønskede, at Internationale med sit program skulle anerkende kravet om Polens uafhængighed. Dette forslag blev ikke vedtaget. Denne opfattelse led nederlag over for Internationale.
2) Rosa Luxemburgs opfattelse: De polske socialister skal ikke kræve Polens uafhængighed. Ud fra denne opfattelse kunne der overhovedet ikke være tale om at proklamere nationernes selvbestemmelsesret. Også denne opfattelse led nederlag over for Internationale.
3) Den opfattelse, som dengang blev mest udførligt udviklet af K, Kautsky, der gik imod Rosa Luxemburg og påviste den udprægede »ensidighed« i hendes materialisme. Ud fra denne opfattelse kan Internationale ikke for tiden optage Polens uafhængighed i sit program, men de polske socialister – sagde Kautsky – kan udmærket fremsætte et sådant krav. Ud fra socialisternes opfattelse ville det være absolut forkert at ignorere den nationale befrielses opgaver i en situation, hvor der råder national undertrykkelse.
I Internationales resolution blev de væsentligste og mest grundlæggende principper i denne opfattelse da også anført: på den ene side den ganske direkte anerkendelse af fuld selvbestemmelsesret for alle nationer uden nogen som helst mulighed for fejltolkning; på den anden side den lige så utvetydige opfordring til arbejderne om international enhed i deres klassekamp.
Vi tror, at denne resolution er fuldstændig rigtig, og at det for Østeuropas og Asiens lande i begyndelsen af det 20. århundrede gælder, at netop denne resolution og netop den uadskillelige forbindelse mellem dens to dele giver det eneste rigtige direktiv for proletarisk klassepolitik i det nationale spørgsmål.
Lad os beskæftige os lidt grundigere med de tre ovennævnte opfattelser.
Karl Marx og Friedrich Engels betragtede jo aktiv støtte til kravet om Polens uafhængighed som en ubetinget pligt for alt vesteuropæisk demokrati og så meget des mere for socialdemokratiet. I 40’rne og 60’erne i forrige århundrede, i den borgerlige revolutions epoke i Østrig og Tyskland og i »bondereformens« epoke i Rusland, var denne opfattelse fuldstændig rigtig og den eneste konsekvent-demokratiske og proletariske. Så længe folkemasserne i Rusland og de fleste slaviske lande endnu lå i dyb søvn, så længe der i disse lande endnu ikke fandtes selvstændige, demokratiske massebevægelser, fik lavadelens frihedsbevægelse i Polen gigantisk, førsterangs betydning, ikke blot ud fra det samlede russiske og det samlede slaviske, men også ud fra det samlede europæiske demokratis synspunkt. [d]
Men selv om dette standpunkt hos Marx var fuldstændig rigtigt for anden tredjedel eller tredje fjerdedel af det 19. århundrede, så er det ophørt at være rigtigt i det 20. århundrede. Selvstændige demokratiske bevægelser og endda en selvstændig proletarisk bevægelse er vågnet i de fleste slaviske lande og endda i et af de mest tilbagestående slaviske lande, Rusland. Lavadelens Polen er forsvundet og har veget pladsen for det kapitalistiske Polen. Under sådanne omstændigheder kunne Polen ikke undgå at miste sin specielle revolutionære betydning.
Når PPS (Det Polske Socialistiske Parti, de nuværende »frakker«) i 1896 søgte at »begrunde« Marx’ standpunkt, som var fra en anden tid, var det et forsøg på at anvende marxismens bogstav imod marxismens ånd. Derfor havde de polske socialdemokrater fuldstændig ret, da de gik imod det polske småborgerskabs nationalistiske fanatisme, påviste det nationale spørgsmåls sekundære betydning for de polske arbejdere, skabte det første rent proletariske parti i Polen og forkyndte det overmåde vigtige princip om det nærest tænkelige forbund mellem den polske og den russiske arbejder i deres klassekamp.
Betød det imidlertid, at Internationale i begyndelsen af 20. århundrede kunne betragte princippet om nationernes politiske selvbestemmelse eller deres ret til løsrivelse som overflødigt for Østeuropa eller Asien? Det ville være den allerstørste absurditet, som (teoretisk) ville være ensbetydende med at betragte den borgerligt demokratiske omdannelse af den tyrkiske, den russiske og den kinesiske stat som afsluttet; og (praktisk)ville det være ensbetydende med opportunisme over for absolutismen.
Nej. I en epoke, hvor de borgerlig-demokratiske revolutioner er begyndt, i en epoke, hvor de nationale bevægelser vågner og tilspidses, i en periode, hvor der opstår selvstændige proletariske partier, må disse partiers opgave i den nationale politik for Østeuropas og Asiens vedkommende være tosidig: anerkendelse af selvbestemmelsesretten for alle nationer, fordi den borgerligt demokratiske omdannelse endnu ikke er afsluttet, ford i arbejderdemokratiet forfægter nationernes ligeberettigelse konsekvent, seriøst og oprigtigt, ikke på liberal vis, ikke på Kokosjkins vis – og et nært ubrydeligt forbund i klassekampen, som proletarer af alle nationer fører i den givne stat, under alle mulige omskiftelser i dens historie, under alle tænkelige ændringer, som bourgeoisiet kan foretage af de enkelte staters grænser.
Det er netop denne tosidige opgave for proletariatet, der formuleres i Internationales resolution af 1896. Netop sådan er resolutionen fra Ruslands marxisters sommer-konference i 1913 i dens principielle grundlag. Der er folk, som finder det »selvmodsigende«, at denne resolution i punkt 4 ved at anerkende retten til selvbestemmelse, til løsrivelse, så at sige »giver« nationalismen et maksimum (i virkeligheden er der i anerkendelsen af alle nationers ret til selvbestemmelse et maksimum af demokratisme og et minimum af nationalisme) – mens den i punkt 5 advarer arbejderne mod ethvert bourgeoisis nationalistiske paroler og kræver, at alle nationers arbejdere skal forenes og smeltes sammen i internationale, proletariske enhedsorganisationer. Men for at se en selvmodsigelse her må man være så lavpandet, at man f. eks. ikke kan forstå, hvorfor de svenske og norske arbejderes enhed og klassesolidaritet har vundet ved, at de svenske arbejdere hævdede Norges frihed til at rive sig løs og danne en selvstændig stat.
Samtidig med, at Rosa Luxemburg erklærer Polens uafhængighed for »utopi« og gentager det indtil lede, udbryder hun ironisk: hvorfor ikke stille krav om Irlands uafhængighed?
Åbenbart er det den »praktiske« Rosa Luxemburg ubekendt, hvorledes K. Marx forholdt sig til spørgsmålet om Irlands uafhængighed. Det er værd at standse ved dette for at fremføre en analyse af et konkret krav om national uafhængighed ud fra et virkeligt marxistisk og ikke et opportunistisk synspunkt.
Marx havde for vane over for sine socialistiske bekendte at »føle dem på tænderne«, som han udtrykte det, ved at stille deres bevidste orientering og deres overbevisning [26] på prøve. Efter at have lært Lopatin at kende, skriver Marx i et brev til Engels af 5. juli 1870 en højst smigrende bedømmelse af den unge russiske socialist, men tilføjer samtidig:
»... et svagt punkt: Polen. Her taler han ganske som en englænder – f.eks. en engelsk chartist af den gamle skole – taler om Irland.« [27]
Marx udspørger en socialist fra en undertrykkende nation om hans stilling til en undertrykt nation og afslører straks en fejl, der er fælles for socialisterne i de herskende nationer (den engelske og den russiske): de mangler forståelse for deres socialistiske forpligtelser over for de undertrykte nationer, og de tygger drøv på fordomme, som de har overtaget fra »stormagts«-bourgeoisiet.
Før vi går over til Marx’ positive udtalelser om Irland, må vi gøre opmærksom på, at Marx og Engels forholdt sig strengt kritisk til det nationale spørgsmål i almindelighed og vurderede det efter dets historisk betingede værdi. Således skrev Engels den 23. maj 1851 til Marx, at studiet af historien førte ham til pessimistiske konklusioner vedrørende Polen, at Polens betydning var midlertidig og kun fandtes, indtil en agrarrevolution opstod i Rusland. Polakkernes rolle i historien var »dumdristigheder«. »Man kan ikke anføre et eneste moment, hvor Polen med held har repræsenteret fremskridtet, om så blot over for Rusland, eller har gjort noget af historisk betydning.« I Rusland er der flere elementer af civilisation, dannelse, industri og bourgeoisi end i »lavadelens sløve Polen«. »Hvad er Warszawa og Krakow imod Petersborg, Moskva og Odessa osv.!« [28] Engels tror ikke på, at en polsk adelsopstand vil give resultat.
Men alle disse tanker, der indeholder så meget genialt skarpsyn, har ikke på nogen måde forhindret Marx og Engels i at nære den allerdybeste og mest glødende sympati for den polske bevægelse 12 år senere, da Rusland endnu sov, mens Polen var på kogepunktet.
Da Marx i 1864 affatter Internationales stiftelsesmanifest, skriver han til Engels (den 4. november 1864), at man må bekæmpe Mazzinis nationalisme. »For så vidt det drejer sig om international politik forekommer i stiftelsesmanifestet, taler jeg om lande, ikke om nationaliteter, og afslører Rusland, ikke de mindre folk,« skriver Marx. I forhold til »arbejderspørgsmålet« nærer Marx ingen tvivl om det nationale spørgsmåls underordnede betydning. Men hans teori er lige så fjern fra ignorering af de nationale bevægelser som himmelen fra jorden.
Så kommer året 1866. Marx skriver til Engels om »Proudhon-kliken« i Paris, som »erklærer nationaliteter for vås, angriber Bismarck og Garibaldi osv. Som polemik mod chauvinismen er denne fremfærd nyttig og forklarlig. Men som Proudhon-troende (og mine herværende meget gode venner Lafargue og Longuet hører også til dem), der mener, at hele Europa må og skal sidde stille på sin bagdel, indtil de herrer i Frankrig har afskaffet elendigheden og uvidenheden... er de groteske« (brev af 7. juni 1866).
»I går – skriver Marx den 20. juni 1866 – var der i International Council (Internationales Råd) en debat om den nuværende krig... Diskussionen mundede, som man kunne vente, ud i nationalitetsspørgsmålet i almindelighed og vor stilling hertil... I øvrigt kørte repræsentanterne for ‘det unge Frankrig’ (ikke-arbejdere) frem med, at al nationalitet og nationerne selv er forældede fordomme. Proudhoniseret stirnerisme... Hele verden venter, indtil franskmændene er modne til at lave en social revolution... Englænderne lo meget, da jeg åbnede min tale med, at vor ven Lafargue og andre, som har afskaffet nationaliteterne, havde henvendt sig til os på fransk, altså på et sprog, som 9/10 af mødedeltagerne ikke forstod. Endvidere antydede jeg, at han med sin fornægtelse af nationaliteterne ganske ubevidst synes at forstå deres opsugning i den franske mønsternation.« [29]
Konklusionen af alle Marx’ kritiske bemærkninger er klar: arbejderklassen må mindst af alt skabe sig en fetich af det nationale spørgsmål, for kapitalismens udvikling vækker ikke nødvendigvis alle nationer til selvstændigt liv. Men at ville feje de nationale massebevægelser til side, når de nu engang er opstået, og ikke ville støtte det progressive i dem er i virkeligheden ensbetydende med at give efter for nationalistiske fordomme, nemlig: at betragte »sin egen« nation som »mønsternation« (eller, vil vi tilføje for egen regning, en nation, som har et eksklusivt privilegium på statsdannelse). [e]
Men lad os vende tilbage til spørgsmålet om Irland. Marx’ indstilling til dette spørgsmål kommer klarest til udtryk i følgende uddrag af hans breve:
»De engelske arbejderes demonstration til fordel for fenierbevægelsen [31] har jeg på enhver måde søgt at fremkalde... Tidligere anså jeg Irlands løsrivelse fra England for umulig. Nu anser jeg den for uundgåelig, selv om der muligvis efter løsrivelsen kan komme en føderation.«. Således skrev Marx i et brev til Engels den 2. november 1867.
I et brev af 30. november samme år tilføjede han:
»Hvad skal vi råde de engelske arbejdere til? Efter min mening må de gøre Repeal (sprængning) af unionen« (dvs. Irlands løsrivelse fra England) – »kort sagt affæren fra 1783, blot demokratiseret og tilpasset tidsforholdene, til en del af deres pronunziamento. Dette er den eneste legale og derfor den eneste mulige form, for irsk frigørelse, som kan optages i det engelske partis program. Erfaringen må senere vise, om en ren personalunion mellem de to lande kan fortsætte med at eksistere...
... Hvad irlænderne behøver er:
1. Selvstyre og uafhængighed af England.
2. Agrar revolution...«
Marx, som tillagde spørgsmålet om Irland uhyre stor betydning, holdt i en tysk arbejderforening halvanden timer lange foredrag om dette emne (brev af 17. december 1867). [32]
I et brev af 20. november 1868 omtaler Engels »hadet til irlænderne blandt de engelske arbejdere«, og næsten et år senere (24. oktober 1869) vender han tilbage til dette emne, og skriver:
»Fra Irland til Rusland il n’y a qu’un pas (er der kun et skridt)... Irlands historie viser os, hvilken ulykke det er for et folk, når det har undertrykt et andet. Alle engelske svinerier har deres oprindelse i den irske pale. [33] Jeg mangler endnu at knokle mig igennem cromwelltiden, men så meget forekommer mig givet, at sagen også ville have taget en anden vending i England, hvis det ikke i Irland havde været nødvendigt at oprette et militært styre og skabe et nyt aristokrati.«
Lad os i forbifarten nævne Marx’ brev til Engels den 18. august 1869:
»... I Poznan har de polske arbejdere (tømmerarbejdere osv.) ført en strejke sejrrigt igennem med hjælp fra deres berlinske kolleger. Denne kamp mod Monsieur le Capital – selv i den underordnede form af en strejke – ordner nationale fordomme på en ganske anden måde end d’herrer bourgeois’ers fredsdeklamationer.«
Den politik, som Marx fulgte i Internationale omkring det irske spørgsmål, kan man se af det følgende:
Den 18. november 1869 skriver Marx til Engels, at han i Internationales generalråd havde holdt en tale på 5 kvarter om det britiske ministeriums holdning til irsk amnesti og havde foreslået følgende resolution [34]:
»Det er fastslået,
at mr. Gladstone i sit svar på de irske krav om løsladelse af de fængslede irske patrioter bevidst fornærmer den irske nation;
at han til den politiske amnesti knytter betingelser, som er lige nedværdigende for dem, som er ofre for misregimentet, og for det folk, de tilhører;
at han, som trods sin ansvarlige stilling offentligt og begejstret har hyldet de amerikanske slaveejeres oprør, nu begynder at prædike passiv lydighed for det irske folk; at hele fremgangsmåden med hensyn til den irske amnesti er et sandt og ægte produkt af den ‘erobringspolitik’ som hr. Gladstone angreb så kraftigt, at han fik fordrevet sine toryrivaler fra regeringsposten;
at den Internationale Arbejderassociations Generalråd udtrykker sin beundring for den modige, faste og højsindede måde, hvorpå det irske folk gennemfører bevægelsen for amnesti;
at disse beslutninger skal meddeles alle afdelinger i den Internationale Arbejderassociation og de med den forbundne arbejderforeninger i Europa og Amerika.« [35]
Den 10. december 1869 skriver Marx, at hans beretning om det irske spørgsmål i Internationales Generalråd vil blive opbygget på følgende måde:
»... Rent bortset fra alle ‘internationale’ og ‘humanistiske’ retfærdighed-for-Irland-fraser – som er selvfølgelige for Internationales Generalråd – er det i den engelske arbejderklasses direkte og absolutte interesse at slippe af med sin nuværende forbindelse med Irland. Og dette er min dybeste overbevisning, og det af grunde, som jeg til dels ikke kan afsløre over for de engelske arbejdere. Jeg har længe troet, at det ville være muligt at styrte det irske regime ved den engelske arbejderklasses fremmarch. Jeg har altid givet udtryk for dette synspunkt i The New York Tribune (amerikansk avis, som Marx i lang tid arbejdede for). [36] Et nærmere studium har overbevist mig om det modsatte. Den engelske arbejderklasse vil aldrig kunne udrette noget, før den er sluppet af med Irland... Den engelske reaktion i England har (ligesom på Cromwells tid) sine rødder i underkuelsen af Irland.« (Kursiveringerne af Marx). [37]
Herefter må Marx’ politik i det irske spørgsmål være fuldstændig klar for læseren.
»Utopisten« Marx er så »upraktisk«, at han går ind for Irlands løsrivelse, som endnu et halvt århundrede senere ikke er blevet til noget.
Hvad var årsagen til Marx’ politik, og var den ikke et fejlgreb?
I begyndelsen mente Marx, at det ikke var den nationale bevægelse i den undertrykte nation, men arbejderbevægelsen i undertrykkernationen, som skulle befri Irland. Marx gør ikke noget absolut ud af de nationale bevægelser, da han ved, at kun arbejderklassens sejr kan bringe alle nationaliteter fuld frigørelse. Det er umuligt på forhånd at beregne alle de mulige relationer mellem de borgerlige frihedsbevægelser i de undertrykte nationer og den proletariske frihedsbevægelse i undertrykkernationen (det er netop dette problem, som gør det nationale spørgsmål så vanskeligt i Rusland i dag).
Det gik imidlertid sådan, at den engelske arbejderklasse i temmelig lang tid kom under de liberales indflydelse, kom på slæbetov hos dem og kappede hovedet af sig selv ved at føre en liberal arbejderpolitik. Den borgerlige frihedsbevægelse i Irland blev stærkere og antog revolutionære former. Marx tager så sit standpunkt op til revision og korrigerer det. »Det er en ulykke for et folk, når det har undertrykt et andet«. Den engelske arbejderklasse vil ikke kunne gøre sig fri, så længe Irland ikke har gjort sig fri af det engelske åg. Underkuelsen af Irland styrker og nærer reaktionen i England (ligesom Ruslands underkuelse af en hel række nationer nærer reaktionen her!).
Og Marx forelægger i Internationale en sympatiresolution for den »irske nation«, »det irske folk« (den kloge L. VI. ville sandsynligvis have hudflettet den stakkels Marx fo rat glemme klassekampen!) og propaganderer for Irlands løsrivelse fra England, »selv om det efter løsrivelsen kan komme til en føderation«.
Hvad er de teoretiske forudsætninger for den konklusion, Marx er kommet til? I England som helhed er den borgerlige revolution for længst afsluttet. Men det er den endnu ikke i Irland; først nu, et halvt århundrede senere, er den ved at blive afsluttet gennem de engelske liberales reformer. Hvis kapitalismen i England var blevet styrtet så hurtigt, som Marx i begyndelsen ventede det, ville der i Irland ikke have været plads for en borgerlig-demokratisk, fællesnational bevægelse. Men da den nu engang er opstået, råder Marx de engelske arbejdere til at støtte den, til at give den en revolutionær impuls, til at føre den til ende i deres egen friheds interesse.
Irlands økonomiske forbindelser med England i 60’erne i forrige århundrede var naturligvis endnu stærkere end Ruslands forbindelser med Polen, Ukraine osv. Det »upraktiske« og »uigennemførlige« ved Irlands løsrivelse (om ikke andet i kraft af de geografiske forhold og i kraft af Englands umådelige kolonivælde) var iøjnefaldende. Skønt Marx var principiel modstander af føderalisme, billiger han i dette tilfælde endda en føderation, [f] hvis blot Irlands befrielse ikke sker ad reformistisk, men ad revolutionær vej i kraft af de irske folkemassers bevægelse, støttet af arbejderklassen i England. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at kun en sådan løsning af den historiske opgave ville være den bedste til fremme af proletariatets interesser og til fremskyndelse af den samfundsmæssige udvikling.
Det gik anderledes. Både det irske folk og det engelske proletariat viste sig at være for svage. Først nu løses det irske spørgsmål på grundlag af elendige studehandler mellem de engelske liberale og det irske bourgeoisi (eksemplet med Ulster viser, hvor trægt det går), ved en jordreform (ved at købe jorden) og autonomi (som endnu ikke er blevet indført). Hvad betyder det? Kan man deraf slutte, at Marx og Engels var »utopister«, at de stillede »uigennemførlige« nationale krav, at de lå under for de irske småborgerlige nationalisters indflydelse (fenierbevægelsens småborgerlige karakter er uomtvistelig) osv.?
Nej. Også i det irske spørgsmål fulgte Marx og Engels en konsekvent proletarisk politik, der virkelig opdrog masserne i demokratiets og socialismens ånd. Kun denne politik kunne have skånet Irland og England for et halvt århundredes forhaling af nødvendige reformer og for de liberales lemlæstelse af disse reformer til fordel for reaktionen.
Marx’ og Engels’ politik i det irske spørgsmål gav et storslået eksempel på, hvorledes proletariatet i undertrykkernationer skal forholde sig til de nationale bevægelser, et eksempel, som også i vore dage har bevaret en uhyre praktisk betydning. Deres politik tjener som advarsel mod den »tjenstvillighed« hvormed småborgere i alle lande af alle farver og sprog skyndsomst hæfter betegnelsen »utopisk« på enhver forandring af de statsgrænser, som er blevet skabt ved den voldspolitik og de privilegier, som godsejerne og bourgeoisiet i en nation har betjent sig af.
Hvis det irske og det engelske proletariat ikke havde accepteret Marx’ politik og ikke havde gjort Irlands løsrivelse til deres parole, ville det fra deres side have været den værste opportunisme, det ville have været en forsømmelse af en demokrats og en socialists opgaver og en indrømmelse til den engelske reaktion og det engelske bourgeoisi.
Protokollen fra 1903-kongressen, som vedtog programmet for Ruslands marxister, er blevet en stor sjældenhed, og det overvældende flertal af dem, der i dag er engageret i arbejderbevægelsen, er ikke bekendt med motiverne for de enkelte programpunkter (især ikke, da langtfra al litteratur desangående nyder legalitetens velsignelser...). Det er derfor nødvendigt at undersøge, hvorledes det spørgsmål, der har interesseret os, blev behandlet på kongressen i 1903.
Vi vil først og fremmest notere os, at hvor mager den russiske socialdemokratiske litteratur om »nationernes selvbestemmelsesret« end er, fremgår det dog ganske tydeligt af den, at denne ret altid er blevet opfattet som retten til løsrivelse. D’herrer Semkovskij, Liebman og Jurkevitj, som betvivler dette og betegner paragraf 9 som »uklar« osv., taler kun om »uklarhed« af fuldstændig uvidenhed eller overfladiskhed. Allerede i 1902 skrev Plekhanov [38] i Sarja, i et forsvar af »selvbestemmelsesretten« i programudkastet, at dette krav, som ikke er bindende for borgerlige demokrater, »er bindende for socialdemokraterne«. »Hvis vi skulle gå hen og glemme dette krav – skrev Plekhanov – eller hvis vi ikke kunne beslutte os til at stille det af frygt for at støde an mod nationale fordomme hos vore landsmænd af den storrussiske stamme, så ville råbet ‘Proletarer i alle lande, foren jer’, blive en skændig løgn i vor mund.« [39]
Det er en meget rammende karakteristik af hovedargumentet for det punkt, som vi nu behandler så rammende, at kritikere af vort program, som »glemmer deres herkomst«, ikke uden grund nu som før altid ængsteligt lusker uden om den. Ligegyldigt hvilke motiver man dækker sig under, er afvisningen af dette programpunkt i virkeligheden en »skændig« indrømmelse til den storrussiske nationalisme. Hvorfor nu til den storrussiske, når der dog er tale om alle nationers selvbestemmelsesret? Fordi vi taler om løsrivelsen fra storrusserne. Proletarernes interesse i forening, deres interesse i klassesolidaritet kræver anerkendelse af nationernes ret til løsrivelse – det var det, Plekhanov for 12 år siden anerkendte med de citerede ord; hvis vore opportunister havde gennemtænkt dette, ville de sikkert ikke have sagt så meget nonsens om selvbestemmelsen.
På kongressen i 1903, hvor dette af Plekhanov forsvarede programudkast blev vedtaget, koncentreredes det vigtigste arbejde i programkommissionen. Desværre førtes der ikke protokol over dette arbejde. Og netop på dette område ville en protokol have været af interesse, for kun i kommissionen forsøgte repræsentanterne for de polske socialdemokrater, Warszawski og Hanecki, at forsvare deres anskuelser og at anfægte »anerkendelsen af selvbestemmelsesretten«. En læser, som ville sammenligne deres argumenter (i Warszawskis tale og i hans og Haneckis erklæring, s. 134-136 og 388-390 i protokollen) med Rosa Luxemburgs argumenter i den af os analyserede polske artikel, ville opdage, at argumenterne er ganske de samme.
Hvorledes stillede 2. kongres’ programkommission sig til disse argumenter, hvor fremfor alt Plekhanov gik imod de polske marxister? Man lo ubarmhjertigt ad disse argumenter! Hvor urimeligt det var at foreslå Ruslands marxister, at de skulle stryge anerkendelsen af nationernes selvbestemmelsesret, blev påvist så klart og anskueligt, at de polske marxister ikke engang vovede at gentage deres argumenter for den samlede kongres!! De forlod kongressen, da de havde overbevist sig om, at deres stilling var håbløs over for den højeste forsamling af marxister, såvel storrussiske som jødiske, grusiske og armenske.
Denne historiske episode har begribeligvis meget stor betydning for enhver, der er alvorligt interesseret i sit program. Det fuldstændige nederlag, som de polske marxisters argumenter led i kongressens programkommission, og deres vægring ved at prøve at forsvare deres anskuelser for den samlede kongres, er et overordentlig betegnende faktum. Ikke uden grund tav Rosa Luxemburg »beskedent« stille med dette i sin artikel fra 1908 – erindringen om partikongressen var åbenbart alt for ubehagelig! Hun fortav også det rent ud sagt latterligt mislykkede forslag til »ændring« af paragraf 9 i programmet, som Warszawski og Hanecki i 1903 stillede på alle polske marxisters vegne, og som hverken Rosa Luxemburg eller andre polske socialdemokrater nogen sinde har dristet sig til (eller vil driste sig til) at tage op igen.
Men hvis Rosa Luxemburg for at skjule sit nederlag i 1903 tav stille om disse kendsgerninger, så vil folk, som er interesseret i deres partis historie, drage omsorg for at skaffe sig kendskab til disse kendsgerninger og tænke over deres betydning.
»... Vi foreslår – skrev Rosa Luxemburgs venner til kongressen i 1903, da de forlod den – at det 7. (nu 9.) punkt i programudkastet får følgende udformning: afsnit 7. Institutioner, som garanterer fuld frihed til kulturel udvikling for alle nationer, der indgår i staten« (s. 390 i protokollen).
De polske marxister fremtrådte altså dengang med så uklare anskuelser om det nationale spørgsmål, at de i stedet for selvbestemmelse egentlig ikke foreslog noget som helst andet end et pseudonym for den famøse »kulturel-nationale autonomi«!
Det lyder næsten utroligt, men det er desværre en kendsgerning. På selve kongressen var der ikke en eneste, som stemte for at stryge programpunktet om selvbestemmelse, og det skønt der til stede var 5 bundister med 5 stemmer og 3 kaukasere med 6 stemmer – Kostrovs rådgivende stemme ikke medregnet. Tre stemte for at dette programpunkt skulle udvides med den »kulturel-nationale autonomi« (for Goldblatts formulering: »skabelse af institutioner, som garanterer nationernes fulde frihed til kulturel udvikling«) og fire stemte for Libers formulering (»ret til deres – nationernes – frihed til kulturel udvikling«).
Nu, hvor et russisk liberalt parti, kadetpartiet, er opstået, ved vi, at i dets program er nationernes politiske selvbestemmelse blevet erstattet med »kulturel selvbestemmelse«. Rosa Luxemburgs polske venner var altså i deres »bekæmpelse« af nationalismen i PPS så heldige, at de foreslog at erstatte det marxistiske program med et liberalt program! Og så beskyldte de samtidig vort program for at være opportunistisk – kan man da undre sig over, at denne beskyldning kun blev mødt med latter i 2. kongres’ programkommission!
I hvilken forstand blev »selvbestemmelse« da opfattet af de delegerede på 2. kongres, om hvem vi har set, at ikke en eneste var imod »nationernes selvbestemmelse«?
Herom vidner de tre følgende uddrag af protokollen:
»Martynov finder, at man ikke skal fortolke ordet »selvbestemmelse« alt for omfattende; det betyder kun nationernes ret til at udskille sig som et separat politisk hele, men på ingen måde regionalt selvstyre« (s. 171). Martynov var medlem af programkommissionen, som modbeviste og lo ad de argumenter, Rosa Luxemburgs venner fremførte. Ifølge sin anskuelse var Martynov dengang økonomist, en ivrig modstander af Iskra, og hvis han havde givet udtryk for en mening, som programkommissionens flertal ikke delte, så ville han naturligvis være blevet modsagt.
Bundisten Goldblatt var den første, der tog ordet, da man på kongressen, efter kommissionens arbejde, drøftede paragraf 8 (nu paragraf 9) i programmet.
»Mod selvbestemmelsesretten« – sagde Goldblatt – »kan man ikke indvende noget. Hvis en nation kæmper for sin selvstændighed, kan man ikke gå imod det. Hvis Polen ikke har lyst til at indgå lovformeligt ægteskab med Rusland, så skal man ikke blande sig i det, som kam. Plekhanov har udtrykt det. Inden for disse rammer kan jeg billige denne opfattelse« (s. 175-176).
Over for den samlede kongres tog Plekhanov overhovedet ikke ordet til dette programpunkt. Goldblatt henviser til Plekhanovs ord i programkommissionen, hvor »selvbestemmelsesretten« udførligt og populært var blevet udlagt som retten til løsrivelse. Liber, som talte efter Goldblatt, bemærkede:
»Selvfølgelig, hvis en eller anden nationalitet ikke er i stand til at leve inden for Ruslands grænser, så vil partiet ikke lægge den hindringer i vejen.« (s. 176)
Læseren ser, at på 2. kongres, hvor programmet blev vedtaget, var der ikke to meninger om, at selvbestemmelse »kun« betyder retten til løsrivelse. Selv bundisterne måtte dengang sande dette, og først i vor bedrøvelige tid med dens langtrukne kontrarevolution og diverse »frafald« kan man finde folk, som i deres uvidenhed er dristige nok til at erklære programmet for »uklart«. Men før vi afsætter tid til disse bedrøvelige »også-socialdemokrater«, vil vi gøre os færdige med polakkernes stilling til programmet.
På 2. kongres (i 1903) fremsatte de en erklæring om, at sammenslutning var tvingende nødvendig. Men de forlod kongressen, efter deres »vanheld« i programkommissionen, og deres sidste ord var en skriftlig erklæring, der er blevet optrykt i kongresprotokollen, og som indeholder det ovennævnte forslag om, at erstatte selvbestemmelsen med kulturel-national autonomi.
I 1906 indtrådte de polske marxister i partiet, men hverken ved deres indtræden eller nogen sinde senere har de (hverken på kongressen i 1907 eller på konferencerne i 1907 og 1908 eller på plenarmødet i 1910) forelagt noget forslag til ændring af paragraf 9 i det russiske program!!
Det er et faktum.
Og dette faktum beviser klart, trods alle fraser og forsikringer, at Rosa Luxemburgs venner anså debatterne om dette spørgsmål i 2. kongres’ programkommission og denne kongres’ beslutning for udtømmende, at de stiltiende indså deres fejl og rettede den igen, da de i 1906 gik ind i partiet, efter at de i 1903 havde forladt kongressen, uden at de nogen sinde ad partimæssig vej har gjort forsøg på at rejse spørgsmålet om en revision af paragraf 9.
Rosa Luxemburgs artikel fremkom i 1908 signeret af hende – naturligvis er det aldrig faldet noget menneske ind at bestride partiskribenters ret til at kritisere programmet – og heller ikke efter denne artikels fremkomst har så meget som én eneste af de polske marxisters officielle instanser rejst spørgsmålet om en revision af paragraf 9.
Derfor gør Trotskij visse af Rosa Luxemburgs beundrere en sand bjørnetjeneste, når han i redaktionens navn skriver i Borba nr. 2 (marts 1914):
»...De polske marxister mener, at ‘retten til national selvbestemmelse’ er ganske blottet for politisk indhold og bør fjernes fra partiprogrammet.« (s. 25).
Den tjenstvillige Trotskij er farligere end en fjende! Kun i »privatsamtaler« (dvs. simpelt hen sladder, som Trotskij altid lever på), har han kunnet hente beviser for, at »de polske marxister« overhovedet skulle kunne regnes for tilhængere af enhver af Rosa Luxemburgs artikler. Trotskij har fremstillet de »polske marxister« som folk uden ære og samvittighed, som folk, der ikke engang er i stand til at respektere deres egen overbevisning og deres eget program. Den tjenstvillige Trotskij!
Da de polske marxisters repræsentanter i 1903 på grund af selvbestemmelsesretten forlod 2. kongres, da kunne Trotskij have sagt, at de anså denne ret for indholdsløs, og at de mente, den burde fjernes fra programmet.
Men siden hen er de polske marxister indtrådt i det parti, som havde dette program, og de har ikke en eneste gang stillet forslag om dets revision. [g]
Hvorfor har Trotskij fortiet disse kendsgerninger for læserne af hans tidsskrift? Simpelt hen fordi han ser sin fordel i at spekulere i at anstifte divergenser mellem de polske og de russiske modstandere af likvidatorismen og at bedrage de russiske arbejdere i spørgsmålet om programmet.
Aldrig nogen sinde, ikke i noget betydningsfuldt spørgsmål i marxismen, har Trotskij haft faste meninger, altid er han »krøbet ind i revnen« mellem de forskellige meninger og er løbet fra den ene side til den anden. I øjeblikket befinder han sig i bundisternes og likvidatorernes selskab. Og disse herrer generer sig ikke over for partiet.
Se nu engang på bundisten Liebman.
»Da det russiske socialdemokrati – skriver hin gentleman – for 15 år siden satte punktet om enhver nationalitets ret til ‘selvbestemmelse’ på sit program, så spurgte alle (!!) sig selv, hvad dette modeudtryk (!!) egentlig skulle betyde? Det var der ikke noget svarpå (!!). Dette ord vedblev (!!)at være hyllet i tåge. Dengang var det virkelig svært at sprede denne tåge. Endnu er den tid ikke kommet, da man kan konkretisere dette punkt – sådan sagde man os dengang – lad det så endnu være indhyllet i tåge (!!), livet selv vil vise, hvilket indhold man skal lægge i dette punkt.«
Ikke sandt, han er storslået, denne »dreng uden bukser«, [40] der gør nar af partiprogrammet.
Og hvorfor gør han nar?
Simpelt hen fordi han er en umådelig ignorant, der intet har lært og ikke engang har kigget i partihistorien, men bare er dumpet ned i en kreds af likvidatorer, hvor det er »god tone« at gå splitternøgen omkring i spørgsmålet om partiet og partiånden.
I Pomjalovskijs roman [41] praler en elev på præsteseminariets kostskole med, at han har »spyttet i kåltruget«. D’herrer bundister er gået endnu videre. De slipper folk som Liebman løs, for at disse gentlemen offentligt kan spytte i deres eget trug. At der findes en beslutning, som er truffet af en international kongres, at to repræsentanter for deres eget Bund (og hvilke »strenge« kritikere og afgjorte modstandere af Iskra var de ikke!) på deres eget partis kongres åbenbarede den fulde forståelse af meningen med »selvbestemmelse« og oven i købet billigede den – hvad kommer alt det d’herrer Liebman’er ved? Og bliver det ikke lettere at likvidere partiet, hvis »partiskribenterne« (spøg til side!) behandler partihistorien og partiprogrammet på kostskolevis?
Tag nu den anden »dreng uden bukser«, hr. Jurkevitj fra Dzvin. Hr. Jurkevitj har sandsynligvis haft 2. kongres’ protokol foran sig, for han citerer Plekhanovs ord, der er blevet gengivet af Goldblatt, og han viser sig at være bekendt med, at selvbestemmelse kun kan betyde ret til løsrivelse. Men det forhindrer ham ikke i at bagvaske de russiske marxister over for det ukrainske småborgerskab, så det skulle se ud, som om de gik ind for Ruslands »statslige helhed« (1913, nr. 7-8, s. 83 m.fl.). Naturligvis kunne d’herrer Jurkevitj’er ikke finde nogen bedre måde end denne bagvaskelse til at skabe afstand mellem det ukrainske demokrati og det storrussiske. Og denne skaben afstand ligger ganske på linie med hele den politik, som skribentgruppen omkring Dzvin fører, idet de propaganderer for, at de ukrainske arbejdere skal udskilles i en særlig national organisation. [h]
For en gruppe nationalistiske småborgere, som arbejder på at spalte proletariatet – og dette er netop Dzvins objektive rolle – ligger det naturligvis lige for at sprede ugudelig forvirring om det nationale spørgsmål. Det siger sig selv, at d’herrer Jurkevitj og Liebman – som bliver »frygteligt« fornærmede, når man siger, at de står »i periferien af partiet« – ikke har sagt et eneste ord, bogstavelig talt ikke en stavelse om, hvorledes de da gerne ville løse spørgsmålet om løsrivelsesretten i programmet.
Og nu den tredje og vigtigste »dreng uden bukser«, hr. Semkovskij, som i likvidatoravisen over for storrussiske læsere rakker programmets paragraf 9 ned og samtidig erklærer, at han »af visse grunde ikke kan billige forslaget« om, at denne paragraf skal fjernes!!
Det er utroligt, men det er et faktum.
I august 1912 rejser likvidatorernes konference officielt det nationale spørgsmål. I halvandet år derefter fremkommer ikke en eneste artikel om paragraf 9 med undtagelse af hr. Semkovskijs. Og i denne artikel afviser forfatteren programmet, men »af visse grunde (mon det er en hemmelig sygdom?) kan han ikke billige« forslaget om at korrigere det!! Man kan være forvisset om, at det i hele verden bliver svært at finde eksempler på en lignende opportunisme og på det, der er værre end opportunisme, på undsigelse af partiet, på dets likvidering.
Et enkelt eksempel vil være nok til at vise, hvordan Semkovskijs argumenter er beskafne:
»Hvordan skulle man stille sig – skriver han – hvis det polske proletariat sætter sig for at føre en fælles kamp sammen med hele det russiske proletariat inden for samme stat, mens de reaktionære klasser i det polske samfund derimod satte sig for at skille Polen fra Rusland og ved en almindelig folkeafstemning fik flertal herfor: skulle vi russiske socialdemokrater så i det centrale parlament stemme sammen med vore polske kammerater imod løsrivelse, eller skulle vi, for ikke at støde an mod ‘selvbestemmelsesretten’, stemme for løsrivelse?« (Novaja Rabotjaja Gaseta, nr. 71).
Heraf kan man se, at hr. Semkovskij end ikke forstår, hvad der er tale om! Han har ikke tænkt på, at ret til løsrivelse forudsætter, at spørgsmålet netop ikke afgøres af det centrale parlament, men af parlamentet (folkeforsamlingen, folkeafstemningen eller lignende) i det område, som river sig løs.
Den barnagtige betænkelighed »hvordan skulle man stille sig«, hvis der i et demokrati bliver flertal for reaktionen, tilslører den reale, virkelige, levende politiks spørgsmål, hvor både Purisjkevitj’erne og Kokosjkin’erne anser bare tanken om løsrivelse for forbryderisk! Man skulle tro, at proletariatet i det samlede Rusland i dag ikke skulle føre kampen mod Purisjkevitj’erne og Kokosjkin’erne, men uden om dem imod Polens reaktionære klasser!!
Og den slags utrolige nonsens skrives i likvidatorernes organ, hvor hr. L. Martov er en af de ideologiske ledere. Den samme Martov, der forfattede programudkastet og gennemførte det i 1903, og som også senere har skrevet til forsvar for friheden til løsrivelse. Nu gør L. Martov sig åbenbart overvejelser efter reglen:
Der behøves ingen kloge,
I skal bare sende Read,
og så vil jeg se til. [42]
Han sender Read-Semkovskij og tillader ham i et dagblad, over for nye lag af læsere, som ikke kender vort program, at forvrænge dette program og volde uendelig forvirring!
Ja, ja, likvidatorismen har bragt det vidt – hos mange tidligere, selv fremtrædende, socialdemokrater er ethvert spor af partiånden nu forsvundet.
Ganske vist kan man ikke sidestille Rosa Luxemburg med folk som Liebman, Jurkevitj eller Semkovskij, men den kendsgerning, at netop sådanne folk klamrer sig til hendes fejltagelse, viser med særlig tydelighed, hvilken opportunisme hun er forfaldet til.
Lad os gøre facit op.
Ud fra den marxistiske teori i almindelighed byder spørgsmålet om selvbestemmelsesret ikke på vanskeligheder. Der kan ikke for alvor være tale om at bestride gyldigheden af London-resolutionen fra 1896, ligesom man heller ikke kan blive uenige om, at man ved selvbestemmelse kun forstår ret til løsrivelse, eller at der i alle borgerlig-demokratiske omvæltninger ligger en tendens til at danne selvstændige nationalstater.
Vanskeligheden opstår til en vis grad ved, at de undertrykte nationers proletariat og undertrykkernationens proletariat i Rusland kæmper og må kæmpe side om side. At forsvare enheden i proletariatets klassekamp for socialismen, at bekæmpe hele nationalismens borgerlige og ærkereaktionære indflydelse på alle områder – det er opgaven. Hos de undertrykte nationer fører proletariatets udskillelse i et selvstændigt parti undertiden til en så forbitret kamp mod nationalismen i den pågældende nation, at perspektiverne forvrides, og man glemmer undertrykkernationens nationalisme.
Men en sådan forvridning af perspektivet er kun mulig for en kort tid. De erfaringer, som proletarerne i de forskellige nationer har vundet under deres fælles kamp, viser kun alt for tydeligt, at vi ikke skal stille de politiske spørgsmål ud fra en »krakowsk« synsvinkel, men ud fra hele Ruslands synspunkt. I den samlede russiske politik hersker imidlertid Purisjkevitj’erne og Kokosjkin’erne. Deres ideer er de fremherskende, deres hetz mod fremmede folkeslag på grund af »separatisme«, på grund af tanken om løsrivelse, prædikes og praktiseres i dumaen, i skolerne, i kirkerne, i kasernerne, i hundreder, ja tusinder af aviser. Det er denne storrussiske gift, som ødelægger den politiske atmosfære i hele Rusland. Det er folkets ulykke, at det ved at undertrykke andre folk, gør reaktionen i hele Rusland stærkere. Erindringerne om årene 1849 og 1863 udgør en levende politisk tradition, som, hvis der ikke bryder storme af meget stort format løs, endnu i mange årtier truer med at hæmme enhver demokratisk og navnlig enhver socialdemokratisk bevægelse.
Hvor naturligt man end kan finde det standpunkt, man træffer hos nogle marxister i undertrykte nationer (hvis »ulykke« undertiden er, at befolkningens store masse er blændet af ideer om »sin« nationale befrielse), så kan der dog ikke være nogen tvivl om, at i virkeligheden, ifølge klassekræfternes objektive styrkeforhold i Rusland, er det ensbetydende med den værste opportunisme, hvis man nægter at gå ind for selvbestemmelsesretten, det er at besmitte proletariatet med Kokosjkin’ernes ideer. Og dybest set er disse ideer Purisjkevitj’ernes ideer og politik.
Hvis man derfor i begyndelsen endnu kunne undskylde Rosa Luxemburgs synspunkt med, at det var en speciel polsk, en »krakowsk« snæverhed, [i] så bliver en sådan snæverhed simpelt hen utilgivelig nu, hvor nationalismen, og navnlig den storrussiske regeringsnationalisme, overalt er blevet stærkere, hvor det er den, der fører an i det politiske liv. I virkeligheden er det denne snæverhed, opportunisterne af alle nationer klamrer sig til, når de tager afstand fra ideen om »storme« og »spring«, når de erklærer den borgerlig-demokratiske omvæltning for afsluttet, når de hælder til Kokosjkin’ernes liberalisme.
Den storrussiske nationalisme vil ligesom al anden nationalisme gennemløbe forskellige faser, alt efter hvilken klasse der fører an i det borgerlige land. Indtil 1905 kendte vi næsten kun de nationalreaktionære. Efter revolutionen kom de nationalliberale til verden hos os.
Både oktobristerne og kadetterne (Kokosjkin), dvs. hele det nuværende bourgeoisi, står faktisk på dette standpunkt.
Men senere vil der uundgåeligt fremkomme storrussiske nationaldemokrater. En af grundlæggerne af det »folkesocialistiske« parti, hr. Pesjekhonov, gav allerede udtryk for dette standpunkt, da han (i augusthæftet af Russkoje Bogatstvo for 1906) manede til forsigtighed over for musjikkens nationalistiske fordomme. Hvor meget man end bagtaler os bolsjevikker for, at vi »idealiserer« musjikken, så har vi dog altid skelnet skarpt mellem musjikkens fornuft, og musjikkens fordom, mellem musjikkens demokratisme kontra Purisjkevitj og musjikkens hang til at forsone sig med poperne og godsejerne. Det proletariske demokrati må allerede nu regne med de storrussiske bønders nationalisme (ikke for at give efter, men for at bekæmpe den), og demokratiet kommer formodentlig til at regne med den temmelig længe. [j] Den vågnende nationalisme i de undertrykte nationer, der har ytret sig så stærkt efter 1905 (vi behøver blot at minde om »føderations-autonomisternes« gruppe i den første duma, om den ukrainske og den muhammedanske bevægelses vækst osv.) – vil uundgåeligt fremkalde en forstærkelse af nationalismen i det storrussiske småborgerskab i by og på land. Jo langsommere Ruslands demokratiske omformning kommer til at foregå, desto mere hårdnakket, grov og forbitret bliver den nationale hetz og kævlet mellem bourgeoisiet af forskellige nationer. De russiske Purisjkevitj’ers særlig reaktionære karakter vil herunder vække (og forstærke) »separatistiske« bestræbelser i forskellige undertrykte nationer, som af og til nyder langt større frihed i nabostaterne.
Denne tingenes tilstand stiller Ruslands proletariat over for en dobbelt, eller rettere en tosidig opgave: kamp mod al nationalisme og først og fremmest imod den storrussiske; anerkendelse ikke blot af alle nationers ligeret i almindelighed, men også af deres ligeret til statsdannelse, dvs. af nationernes ret til selvbestemmelse, til løsrivelse; – men samtidig dermed, og netop for bedre at kunne bekæmpe enhver nationalisme i alle nationer, forfægtelse af enheden i den proletariske kamp og i de proletariske organisationer, nær sammensmeltning af dem i et internationalt fællesskab, uagtet de borgerlige bestræbelser for national separatisme.
Nationernes fulde ligeret; nationernes selvbestemmelsesret; en sammensmeltning af arbejderne i alle nationer – det er dette nationale program, marxismen lærer arbejderne, det lærer hele verdens erfaringer og Ruslands erfaring dem.
Artiklen var allerede sat, da jeg modtog nr. 3 af Nasja Rabotjaja Gaseta, hvori hr. Vl. Kosovskij skriver om anerkendelsen af selvbestemmelsesretten for alle nationer:
»Da den ganske mekanisk var blevet overtaget fra 1. partikongres’ resolution (1898), som igen var lånt fra de internationale socialistiske kongressers resolutioner, så blev den, som man kan se af debatterne, af kongressen i 1903 forstået i den betydning, som den socialistiske Internationale havde lagt i den: nemlig politisk selvbestemmelse, dvs. nationernes selvbestemmelse med hensyn til politisk selvstændighed. Formlen national selvbestemmelse, der betyder retten til territorial separation, berører altså overhovedet ikke spørgsmålet om, hvorledes man inden for den givne statslige organisme vil ordne de nationale forhold for de nationaliteter, der ikke vil eller ikke ønsker at træde ud af den bestående stat.«
Heraf kan man se, at hr. VI. Kosovskij havde protokollen fra 2. kongres i 1903 foran sig, og at han udmærket kendte det virkelige (og eneste) indhold af begrebet selvbestemmelse. Sammenlign hermed den kendsgerning, at den bundistiske avis Zaits redaktion slipper hr. Liebman løs for at gøre nar af programmet og betegne det som uklart!! Ejendommelige »partimæssige« skikke d’herrer bundister har... Hvorfor Kosovskij erklærer kongressens anerkendelse af selvbestemmelsen for en mekanisk overtagelse, »det ved kun Allah«. Der findes folk, som »gerne vil sige imod«, men sige hvad, hvordan, hvorfor, hvortil, det er dem ikke givet.
a. En vis L. VI. fra Paris synes, at dette ord er umarxistisk. Denne L. VI. er »superklog« på en pudsig måde. Den »superkloge« L. VI. vil åbenbart udarbejde en afhandling om fjernelse af ordene »befolkning«, »folk« o.l. fra vort minimumprogram (fra klassekampens synspunkt!).
b. Hvis flertallet af den norske nation var for monarki, mens proletariatet var for en republik, så åbnedes der for det norske proletariat i det store og hele to veje: enten revolution, hvis forholdene var modne dertil, eller at følge flertallet og udføre langvarigt arbejde med agitation og propaganda.
c. Se det officielle tyske referat af Londonkongressen: Verhandlungen und Beschlüsse des internationalen sozialistischen Arbeiter- und Gewerkschaftskongresses zu London, vom 27. Juli bis 1. August 1896, Berlin, 1896, s. 18. Der findes en russisk pjece med resolutioner fra de internationale kongresser, hvor »selvbestemmelse« fejlagtigt er oversat med »autonomi«.
d. Det ville være et overordentligt interessant historisk arbejde at sammenligne indstillingen hos en oprørsk polsk adelsmand i 1863 med den indstilling, som hævdedes af den alrussiske demokrat og revolutionære Tjernysjevskij, der også (ligesom Marx) forstod at vurdere betydningen af den polske bevægelse, og af den langt senere ukrainske småborger Dragomanov, som gav udtryk for bondens opfattelse – en bonde, der endnu var så uvidende, så søvnig og så fastgroet til sin mødding, at han af lutter berettiget had til den polske herremand ikke kunne fatte betydningen af disse herremænds kamp for det alrussiske demokrati. (Sml. Det Historiske Polen Og Det Storrussiske Demokrati af Dragomanov.) Dragomanov fortjente ganske de komplimenter, hvormed hr. P. B. Struve, der allerede var blevet nationalliberal, senere hen belønnede ham.
e. Se endvidere Marx’ brev til Engels af 3. juni 1867. »... Fra Times’ Paris-korrespondance erfarer jeg med virkelig fornøjelse om parisernes polskvenlige udfald mod tsar Aleksander... Hr. Proudhon og hans lille doktrinære klike er ikke det franske folk«. [30]
f. I øvrigt er det ikke svært at se, hvorfor man fra et socialdemokratisk synspunkt ikke kan opfatte nationernes »selvbestemmelse« hverken som føderation eller autonomi (skønt, abstrakt taget, både det ene og det andet falder ind under begrebet »selvbestemmelse«). Ret til føderation er i det hele taget noget vrøvl, da en føderation er en tosidet aftale. Marxister kan umuligt uden videre optage et forsvar for føderalismen i deres program, det kan der slet ikke være tale om. Hvad autonomi angår, så forsvarer marxisterne ikke »retten til autonomi«, men selve autonomien, som et alment universelt princip i en demokratisk stat med en nationalt broget sammensætning og skarpe geografiske forskelle o.a. forhold. Det ville være lige så tåbeligt at anerkende »nationernes ret til autonomi« som »nationernes ret til føderation«.
g. Man meddeler os, at de polske marxister kun havde rådgivende stemme på de russiske marxisters sommerkonference i 1913, og at de slet ikke deltog i afstemningen om retten til selvbestemmelse (til løsrivelse), men udtalte sig imod en sådan ret overhovedet. Naturligvis havde de fuldt ud ret til at handle således og som tidligere i Polen agitere mod Polens løsrivelse. Men det er ikke helt det samme som det, Trotskij taler om, for de polske marxister har ikke krævet paragraf 9 »fjernet fra programmet«.
h. Se især hr. Jurkevitj’ forord til hr. Levinskijs bog: Naris rozvitku ukrainskogo robitnitjogo ruchu v Galitjini, Kii’v, 1914 (Rids af den ukrainske arbejderbevægelses udvikling i Galicien, Kijev, 1914).
i. Det er ikke svært at forstå, at selv om marxisterne i hele Rusland og først og fremmest storrusserne anerkender nationernes ret til løsrivelse, udelukker det på ingen måde agitation mod løsrivelse fra marxisternes side i den ene eller den anden undertrykte nation, ligesom en anerkendelse af retten til skilsmisse ikke udelukker, at man i et eller andet tilfælde kan agitere imod skilsmisse. Vi tror derfor, at der nødvendigvis vil blive et voksende antal polske marxister, som ler ad den ikke-eksisterende »selvmodsigelse«, som nu bliver »varmet op« af Semkovskij og Trotskij.
j. Det ville være interessant at undersøge, hvorledes f. eks. nationalismen i Polen forandrer sig ved at skifte over fra adelen til bourgeoisiet og dernæst til bønderne. Ludwig Bernhard, der selv står på samme standpunkt som en tysk Kokosjkin, beskriver i sin bog Das polnische Gemeinwesen im preussischen Staat (Polakkerne i Preussen; der findes en russisk oversættelse), en overordentlig karakteristisk foreteelse: dannelsen af en slags polsk »bonderepublik« i Tyskland i form af en nær sammenknytning af de forskellige kooperativer og lignende foreninger af polske bønder i kampen for nationaliteten, for religionen, for den »polske« jord. Det tyske åg forenede polakkerne, splittede dem op og vakte først adelens, så bourgeois’ernes og endelig bondemassens nationalisme (navnlig efter det i 1873 indledte tyske felttog mod det polske sprog i skolerne). I samme retning går udviklingen i Rusland, og det ikke over for Polen alene.
1. Tidsskriftet Prosvestsjenie (Oplysning) bragte i 1913 Lenins artikel Kritiske Bemærkninger Til Det Nationale Spørgsmål. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg., russ., bd. 24, s. 113-150. – S. 163.
2. 1903-programmet – RSDAP’s program vedtaget på partiets 2. kongres. – S. 164.
3. Da Lenin i 1916 forberedte en genudgivelse af artiklen, gjorde han en bemærkning til dette sted: »Vi beder læseren ikke glemme, at Kautsky indtil 1909, indtil udgivelsen af sit udmærkede skrift, Vejen Til Magten, var en fjende af opportunismen, som han ikke begyndte at forsvare før 1910-1911, og først mere kategorisk gik ind for så sent som 1914-1916«. – S. 165.
4. Przeglad Socjaldemokratyczny – tidsskrift, udgivet af de polske socialdemokrater i Krakow 1902-1904 og 1908-1910 under Rosa Luxemburgs umiddelbare medvirken. – S. 166.
5. Se Marx, Kapitalen, bd. 1/4, s. 1071, Forlaget Rhodos, 1971. – S. 167.
6. Se note 1 til denne artikel. – S. 171.
7. Med »bureaukrati« sigter Lenin til tsar-regimet, hvis nærværelse ikke var forenelig med en legal trykning af artiklen. – S. 183.
8. Den Forenede Adels Råd – se note 2 til artiklen Stolypin Og Revolutionen. – S. 183.
9. Den 3. juni 1907 opløste tsaren 2. duma, som var sammensat af repræsentanter for flere legale partier. Den socialdemokratiske gruppe i dumaen blev arresteret. Arbejdernes organisationer blev forfulgt. Lenin måtte på ny gå i emigration. Terroren mod arbejderbevægelsen satte ind. »3. juni« står som symbol på revolutionens foreløbige nederlag. Se i øvrigt artiklen De Politiske Partier I Rusland i dette bind. – S. 183.
10. En nøjere karakteristik af de partier, som nævnes her og i de følgende linjer findes i artiklen De Politiske Partier I Rusland i dette bind. – S. 183.
11. De studerendes 2. al-ukrainske kongres fandt sted i Lvov 19.-22. juni (2.-5. juli) 1913. I kongressens arbejde deltog også repræsentanter for ukrainske studerende i Rusland. På kongressen aflagde den ukrainske socialdemokrat Dontsov en beretning »Den ukrainske ungdom og nationens nuværende stilling«, hvori han forfægtede løsnet et »selvstændigt« Ukraine. – S. 184.
12. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg., russ. bd. 23, s. 337 f. – S. 184.
13. Sjljakhi (Veje) – organ for den ukrainske studenterforening, der havde nationalistiske præg; udkom i Lvov fra april 1913 til marts 1914. – S. 184.
14. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg., russ., bd. 24, s. 208 f. – S. 185.
15. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg., russ., bd. 24, s. 247 f. – S. 185.
16. Novoje Vremja – se note 5 til artiklen Lev Tolstoj. – S. 186.
17. Semsjtjina – navnet på et dagblad, der udkom i St. Petersborg fra juni 1909 til februar 1917; organ for de yderste højreorienterede medlemmer af dumaen. – S. 186.
18. Udtrykket benyttes af betjent Mymretsov i Gleb Uspenskijs fortælling Budka (Skilderhuset); karakteriserer politiets vilkårlighed. – S. 187.
19. Kijevskaja Mysl – dagblad af borgerlig demokratisk retning, udgivet i Kijev fra 1906 til 1918. – S. 188.
20. Se note 18 til denne artikel. – S. 189.
21. Lenin bruger her et udtryk fra den russiske forfatter Gribojedovs komedie Gore ot uma (Ånd skaber kval). – S. 191.
22. 1905 udbrød den første russiske revolution. – S. 191.
23. Se note 9 til denne artikel. – S. 191.
24. Naprzód (Fremad) – avis, centralorgan for de socialdemokratiske partier i Galicien og Schlesien; udkom i Krakow fra 1892. Avisen var talerør for en småborgerlig, nationalistisk ideologi. – S. 193.
25. Det polske socialistiske parti (Polska Partia Socjalistyczna) (PPS) – reformistisk, nationalistisk parti, grundlagt i 1892. Dets løsen var »kamp for et uafhængigt Polen«. Under ledelse af Pilsudski og hans tilhængere førte det en separatistisk, nationalistisk propaganda blandt de polske arbejdere og forsøgte at afholde dem fra fælles kamp med de russiske arbejdere mod selvherskerdømmet og kapitalismen.
I 1906 splittedes PPS i et PPS-»Lewica« og i et højre-chauvinistisk PPS-»Prawica« (Frakkerne).
PPS-»Lewica« indtog efterhånden under påvirkning fra bolsjevikkernes parti og ligeledes fra SDKPiL (Kongeriget Polen og Litauens Socialdemokrati) en konsekvent revolutionær holdning.
Under den første verdenskrig havde størstedelen af PPS-»Lewica« en international holdning; i december 1918 sluttede det sig sammen med SDKPiL. De to sammensluttede partier dannede Polens Kommunistiske Arbejderparti (sådan hed Polens Kommunistiske Parti indtil 1925).
PPS-»Prawica« fortsatte under første verdenskrig den nationalchauvinistiske politik. Efter oprettelsen af den polske borgerlige stat drev PPS-»Prawica« antisovjetisk politik. Det antog senere navnet PPS.
Under den anden verdenskrig splittedes PPS på ny. Den reaktionære, chauvinistiske del af det deltog i den polske London-regering. Den del af PPS, som kaldte sig De Polske Socialisters Arbejderparti (RPPS), tilsluttede sig under påvirkning fra det i 1942 oprettede Polske Arbejderparti (PPR) folkefrontens kamp mod Hitler-Tysklands besættelsesmagt og førte en kamp for Polens befrielse. I december 1948 samledes PPR og PPS og dannede Polens Forenede Arbejderparti (PORP). – S. 194.
26. Lenin hentyder her til Wilhelm Liebknechts erindringer om Marx. Se Marx/Engels, Udvalgte Skrifter bd. I, MONDE’s Forlag 1937, s. 121, og Erinnerungen an Karl Marx, Berlin 1953, s. 116. – S. 203.
27. Chartisterne var en demokratisk arbejderbevægelse i England, fremtrædende navnlig i 1830-1840’rne. Se Marx/Engels, Werke, Bd. 32, s. 520 – S. 203.
28. Se Marx/Engels, Werke, Bd. 27, s. 266-267. – S. 204.
29. Se Marx/Engels, Werke, Bd. 31, s. 15, 222 og 228-229. – S. 205.
30. Se Marx/Engels, Werke, Bd. 31, s. 302. – S. 205.
31. Fenierbevægelsen – irske revolutionære som udviklede sig i 1850’erne i kamp mod det engelske koloniherredømme. Deres opstand i 1867 mislykkedes. – S. 205.
32. Se Marx/Engels, Werke, Bd. 31, s. 412. – S. 206.
33. Den del af Irland, England først underlagde sig. – S. 206.
34. Se Marx/Engels, Werke, Bd. 32, s. 368. – S. 207.
35. Se Marx/Engels, Werke, Bd. 32, s. 393. – S. 207.
36. The New-York Tribune – amerikansk avis, udgivet 1841-1924. Indtil midten af 1850’erne var den organ for de amerikanske Whig’ers venstrefløj, dernæst organ for det republikanske parti. Fra august 1851 til marts 1862 var Marx medarbejder ved avisen. Et stort antal artikler blev på Marx’ opfordring skrevet af Engels. Under borgerkrigen i Amerika ophørte Marx’ samarbejde med avisen. – S. 207.
37. Se Marx/Engels, Werke, Bd. 32, s. 414-415. – S. 208.
38. I 1916 gjorde Lenin en bemærkning til dette sted: »Vi beder læseren ikke glemme, at Plekhanov i 1903 var en af hovedmodstanderne mod opportunisme, og endnu langt fra sin sørgeligt kendte drejning mod opportunismen og senere chauvinismen«. – S. 211.
39. Lenin citerer Plekhanovs artikel Projekt programmy Rossijskoj sotsial-demokratitjeskoj partii (Programudkast for Ruslands socialdemokratiske parti), offentliggjort i Sarja, nr. 4,1902. – S. 211.
40. Udtrykket stammer fra M. E. Saltykov-Sjtjedrins artikler Sa Rubesjom (I Udlandet). Det betyder »fræk knægt«. – S. 216.
41. Lenin anvender et udtryk fra den russiske forfatter N. G. Pomjalovskijs roman Otjerki bursy (Optegnelser fra præsteseminariet). – S. 216.
42. Linjerne stammer fra en soldatersang fra Sevastopol, om slaget ved floden Tjernaja 4. august 1855 under Krimkrigen. Sangen blev skrevet af Lev Tolstoj. – S. 219.
Sidst opdateret 28.6.2013