Trykt i bladet Sotsial-Demokrat nr. 24, den 18. (31.) oktober 1911.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 5, s. 62-70, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 28. juni 2013.
Drabet på overbøddelen Stolypin faldt sammen med det øjeblik, da en hel række kendetegn begyndte at vidne om, at den første fase i den russiske kontrarevolutions historie var afsluttet. Derfor rejser begivenheden den 1. september, hvor lidet betydende den end er i sig selv, atter det yderst vigtige problem om vor kontrarevolutions indhold og betydning. I det kor af reaktionære, som servilt synger Stolypins pris eller snager i de intriger, der fylder historien on den sorthundredbande, som fører kommandoen over Rusland – i det kor af liberale, der ryster på hovedet i anledning af det »bestialske og vanvittige« skud (til de liberale må selvfølgelig også henregnes de forhenværende socialdemokrater fra Delo Sjisni, der har benyttet de i citationstegn anførte fortærskede udtryk), høres der enkelte toner, der virkelig har et alvorligt principielt indhold. Der gøres forsøg på at betragte »Stolypinperioden« i den russiske historie som et hele.
Stolypin var kontrarevolutionens regeringschef i omtrent 5 år, fra 1906 til 1911. Det er virkelig en ejendommelig periode, fuld af lærerige begivenheder. Man kan karakterisere den udefra som den periode, da statskuppet af 3. juni 1907 blev forberedt og gennemført. Netop i sommeren 1906, da Stolypin som indenrigsminister talte til den første duma, begyndte forberedelsen af dette kup, som nu allerede har vist sine følger på alle vort samfundslivs områder. Spørgsmålet er: hvilke samfundskræfter støttede de mænd sig på, som gennemførte dette kup, eller hvad var det for kræfter, der dirigerede disse mænd? Hvad var det samfundsøkonomiske indhold i »3.juni«-perioden? Stolypins personlige »karriere« leverer et lærerigt materiale og interessante illustrationer til dette spørgsmål.
Han var oprindelig godsejer og adelsmarskal, blev guvernør i 1902 under Pleve – »vandt ry« i tsarens og hans sorthundred-kamarillas øjne ved sine brutale repressalier mod bønderne og ved de voldsmetoder, han anvendte imod dem (i guvernementet Saratov) – organiserede sorthundredbander og pogromer i 1905 (pogromen i Balasjov), blev indenrigsminister i 1906 og formand for ministerrådet efter opløsningen af den første duma. Dette er i ganske korte træk Stolypins politiske biografi. Og denne biografi af kontrarevolutionens regeringschef er samtidig en biograf i af den klasse, som har gennemført vor kontrarevolution, og for hvilken Stolypin ikke var andet end forvalter eller kommis. Denne klasse er den russiske adel med den første adelsmand og største godsejer Nikolaj Romanov i spidsen. Denne klasse er de 30.000 feudale godsejere, der råder over 70 millioner desjatiner [1] jord i det europæiske Rusland, dvs. lige så meget som 10 millioner bønder ejer. De umådelige jordbesiddelser i denne klasses hånd er grundlaget for den feudale udbytning, som under forskellige former og betegnelser (hoveri, vornedskab osv.) stadig råder i Ruslands gammelrussiske centrum. Den russiske bondes »jordmangel« (for at bruge et yndet liberalt og narodnikisk udtryk) er ikke andet end bagsiden af denne klasses jordrigdom. Landbrugsspørgsmålet, der var det centrale for vor revolution i 1905, drejede sig om, hvorvidt godsejernes jordbesiddelse skulle bevares – og i så tilfælde var det uundgåeligt, at den fattige, usle, sultende, forkuede og undertrykte bondestand endnu i mange, mange år vedblev at være befolkningens masse – eller om befolkningens masse var i stand til at tilkæmpe sig nogenlunde menneskeværdige og frie kår, der nogenlunde lignede de europæiske – men dette kunne ikke virkeliggøres uden ved ad revolutionær vej at tilintetgøre godsejernes jordbesiddelse og det dermed uadskilleligt forbundne godsejer-monarki.
Stolypins politiske biograf i er en nøjagtig afspejling og et nøjagtigt udtryk for livsvilkårene i det tsaristiske monarki. Stolypin kunne ikke handle anderledes end han gjorde under de forhold, som revolutionen havde skabt for monarkiet. Monarkiet kunne ikke handle anderledes, da det blev fuldstændig klart – og det blev klart gennem erfaringerne, både før dumaen i 1905, og under dumaen i 1906 – at befolkningens store, overvældende masse allerede forstod, at dens interesser var uforenelige med bevarelsen af godsejerklassen, og stræbte efter at tilintetgøre denne klasse. Der er ikke noget mere overfladisk og urigtigt end kadetskribenternes påstand om, at angrebene på monarkiet hos os var et udslag af »intelligensens« revolutionslyst. De objektive betingelser var tværtimod sådan, at bøndernes kamp mod godsejernes jordbesiddelse uundgåeligt stillede vort godsejermonark i over for spørgsmålet om dets væren eller ikke-væren. Tsarismen måtte føre en kamp på liv og død, måtte søge andre forsvarsmidler end det fuldstændigt magtesløse bureaukrati og den af militære nederlag og indre opløsning svækkede hær. Det tsaristiske monarki havde i denne situation kun én udvej: at organisere befolkningens sorthundredelementer og anstifte pogromer. Den dydige forargelse, med hvilken vore liberale taler om pogromerne, må hos enhver revolutionær fremkalde indtrykket af en enestående ynkelighed og fejhed – navnlig når denne dydige fordømmelse af pogromerne går side om side med planer om forhandlinger og aftaler med pogromheltene. Monarkiet var nødt til at forsvare sig mod revolutionen, Romanovernes halvasiatiske, feudale, russiske monarki kunne kun forsvare sig med de mest beskidte, modbydelige, skændige og grusomme midler. For enhver socialist og for enhver demokrat er det eneste hæderlige, det eneste fornuftige middel i kampen mod pogromerne ikke dydige fordømmelser, men omfattende og ubegrænset støtte til revolutionen, organiseringen af revolutionen for at styrte dette monarki.
Pogromhelten Stolypin havde netop forberedt sig sådan til sin ministerpost, som kun tsaristiske guvernører kunne gøre det: ved at mishandle bønderne og anstifte pogromer, samt ved sin evne til at skjule denne asiatiske »praksis« bag »europæisk« udseende, glansfulde fraser og flotte attituder.
Og vort liberale bourgeoisis førere, der så dydigt fordømte pogromerne, har optaget forhandlinger med pogromheltene og ikke alene indrømmet dem eksistensberettigelse, men også den førende rolle ved opbygningen og administrationen af et nyt Rusland! Drabet på Stolypin har givet anledning til en hel række interessante afsløringer og tilståelser vedrørende dette spørgsmål. Der er f.eks. Wittes og Gutjkovs breve om den førstnævntes forhandlinger med »kendte personligheder« (læs: med førerne for det moderat-liberale monarkistiske bourgeoisi) om regeringsdannelsen efter 17. oktober 1905. I forhandlingerne med Witte – disse forhandlinger var åbenbart langtrukne, for Gutjkov skriver om »de opslidende dage, mens forhandlingerne stod på« – deltog Sjipov, Trubetskoj, Urusov, M. Stakhovitj, dvs. de kommende ledere både fra kadetpartiet og fra den »fredelige fornyelses« parti og fra oktobristpartiet. Det viser sig, at uenigheden opstod på grund af Durnovo, som de »liberale« ikke ville have som indenrigsminister, men som Witte gik ind for på en ultimativ måde. Urusov, en af kadetternes store kanoner i den første duma, var dog »en begejstret tilhænger af Durnovos kandidatur«. Da fyrst Obolenskij foreslog Stolypin, »var der nogle, der gav deres tilslutning, mens andre henviste til, at de ikke kendte ham«. »Jeg husker tydeligt« – skriver Gutjkov – »at ingen udtalte sig negativt, sådan som grev Witte skriver«.
Nu ønsker kadetternes presse at fremhæve deres »demokratiske sindelag« (le ikke!), måske navnlig på grund af valget i første kurie i Petersborg, hvor en kadet var opstillet mod en oktobrist, og langer derfor ud efter Gutjkov på grund af de daværende forhandlinger. »Hvor ofte har ikke de herrer oktobrister under Gutjkovs ledelse – skriver Retj for 28. september – til magthavernes glæde gået arm i arm med hr. Durnovos meningsfæller! Hvor ofte har de ikke, med blikket hæftet på magthaverne, vendt ryggen til den offentlige mening«. Lederen i Russkije Vedomosti fra samme dato gentager med forskellige variationer den samme kadetbebrejdelse mod oktobristerne.
Men, undskyld, mine herrer kadetter, hvilken ret har I til at rette bebrejdelser mod oktobristerne, når også jeres folk har deltaget i forhandlinger, og når de tilmed har forsvaret Durnovo? Var det ikke sådan dengang i november 1905, at alle kadetter ligesom Urusov havde »blikket rettet på magthaverne« og »vendte ryggen til den offentlige mening«? Kærester skændes og forliges, det er ikke en kamp om principper, men en konkurrence mellem lige principløse partier – det er, hvad der må siges om de bebrejdelser, som kadetterne nu retter mod oktobristerne i forbindelse med »forhandlingerne« i slutningen af 1905. Et mundhuggeri af denne art tjener kun til at tilsløre det virkelig vigtige, historisk ubestridelige faktum, at alle afskygninger inden for det liberale bourgeoisi, fra oktobristerne til kadetterne, havde »blikket hæftet på magthaverne« og vendte »ryggen« til demokratiet, da vor revolution virkelig antog folkekarakter, dvs. blev demokratisk i kraft af sammensætningen af dens aktive deltagere. Det karakteristiske for Stolypin-perioden i den russiske kontrarevolution er netop, at det liberale bourgeoisi vendte sig bort fra demokratiet, og at Stolypin derfor kunne henvende sig snart til den ene snart til den anden repræsentant for dette bourgeoisi for at få støtte, sympati og gode råd. Hvis ikke tingene havde ligget sådan, ville det have været umuligt for Stolypin at gennemføre Den Forenede Adels Råds [2] hegemoni over det kontrarevolutionært sindede bourgeoisi, med dette bourgeoisis støtte, sympati og aktive eller passive hjælp.
Denne side af sagen fortjener særlig opmærksomhed, for det er netop den, der lades ude af betragtning eller bevidst ignoreres af vor liberale presse eller sådanne organer for den liberale arbejderpolitik som Delo Sjisni. Stolypin var ikke blot repræsentant for de feudale godsejeres diktatur: man forstår intet af det ejendommelige og betydningsfulde ved »Stolypin-perioden«, hvis man indskrænker sig til en sådan karakteristik. Stolypin var minister i en periode, da der i hele det liberale bourgeoisi, inklusive kadetterne, rådede en kontrarevolutionær stemning, da feudaladelen kunne støtte sig og faktisk støttede sig til denne stemning, kunne henvende sig og faktisk henvendte sig med »forslag« (et regulært frieri) til førerne for dette bourgeoisi, kunne opfatte selv de mest »radikale« af disse førere som »Hans Majestæts opposition«, kunne påberåbe sig og faktisk påberåbte sig den vending, som liberalismens åndelige førere havde foretaget over til dem, over til reaktionen, over til et standpunkt, der betød kamp mod demokratiet og besudling af demokratiet. Stolypin var minister i en periode, da de feudale godsejere så kraftigt og så hurtigt som muligt gennemførte en borgerlig politik med hensyn til bondebrugenes forhold, da de havde opgivet alle romantiske illusioner og forhåbninger om musjikkens [3] »patriarkalske natur« og søgte efter forbundsfæller blandt de nye borgerlige elementer i Rusland i almindelighed og i det landlige Rusland i særdeleshed. Stolypin forsøgte at hælde ny vin på gamle flasker og at omforme det gamle selvherskerdømme til et borgerligt monarki, og et sammenbrud for Stolypins politik er et sammenbrud for tsarismen på denne sidste vej, der tillige er den sidste tænkelige vej for tsarismen. Aleksander III’s godsejermonarki søgte at støtte sig til de »patriarkalske« landboforhold og i det hele taget til alt det »patriarkalske« i det russiske samfund; revolutionen har definitivt umuliggjort denne politik. Nikolaj II’s godsejermonark i søgte efter revolutionen at støtte sig til bourgeoisiets kontrarevolutionære stemning og til en borgerlig agrarpolitik, gennemført af disse godsejere selv. Når disse forsøg nu er brudt sammen på en måde, som hverken kadetterne eller oktobristerne kan tage fejl af, så betyder det, at den sidste mulige politik for tsarismen er brudt sammen.
Feudaladelens diktatur var under Stolypin ikke rettet mod hele folket, hvis man herunder også forstår hele »tredjestand«, hele bourgeoisiet. Nej, dette diktatur fik de bedste betingelser, da oktobristbourgeoisiet ikke af pligt, men af lyst gik i dets tjeneste, da godsejerne og bourgeoisiet kom i besiddelse af en repræsentativ forsamling, i hvilken deres blok havde et sikkert flertal, og hvor der var skabt mulighed for forhandlinger og aftaler med kronen. Da hr. Struve og de øvrige vekhister hysterisk tømte en skarnspand ud over revolutionen og skabte en ideologi, der varmede biskop Antonij Volyniskij om hjertet; da hr. Miljukov forkyndte, at kadetoppositionen var »Hans Majestæts opposition« (Hans Majestæt den sidste feudale skrabkage). Og ikke desto mindre, til trods for at disse betingelser var så gunstige for de herrer Romanover, til trods for at disse betingelser var de gunstigst tænkelige med det forhold mellem klassekræfterne, der findes i det 20. århundredes kapitalistiske Rusland, til trods for dette brød Stolypins politik sammen. Stolypin blev dræbt i det øjeblik, da en ny modstander, eller rettere sagt: en modstander, der samler nye kræfter, banker på det tsaristiske selvherskerdømmes dør og forkynder dets endeligt.
Det indbyrdes forhold mellem Stolypin og bourgeoisiets førere fremtræder særligt tydeligt under den første duma. »Tiden fra maj til juli 1906«, skriver Retj, »var afgørende for Stolypins karriere«. Men hvor lå tyngdepunktet i denne periode?
»Tyngdepunktet i denne periode«, erklærede kadetpartiets officielle organ, »lå selvfølgelig ikke i de taler, der blev holdt i dumaen«.
Ikke sandt, det er da en værdifuld indrømmelse! Hvor mange lanser blev ikke dengang brudt i fejderne med kadetterne om, hvorvidt man kunne betragte »talerne i dumaen« som denne periodes »tyngdepunkt«! Hvor mange vrede skældsord, hvor mange højtravende doktrinære belæringer kunne man dengang ikke læse i kadetpressen vendt mod socialdemokraterne, som i foråret og sommeren 1906 hævdede, at det ikke var talerne i dumaen, der var tidens tyngdepunkt! Hvor mange bebrejdelser rettede Retj og duma ikke dengang mod hele det russiske »samfund«, fordi det drømte om et »konvent« og ikke viste tilstrækkelig begejstring over de sejre, som kadetterne vandt på den første dumas »parlamentariske« arena! Da kadetterne fem år senere skal give en almindelig vurdering af tiden under den første duma, erklærer de så let, som skulle de kun skifte handsker: »Tyngdepunktet i denne periode lå selvfølgelig ikke i de taler, der blev holdt i dumaen«.
Selvfølgelig ikke, mine herrer! Men hvor var tyngdepunktet da?
»... Bag kulisserne«, læser vi i Retj, »udkæmpedes der en heftig kamp mellem repræsentanterne for to retninger. Den ene anbefalede, at man søgte forlig med folkerepræsentationen, ja, måske endog dannet et ‘kadetministerium’. Den anden krævede energiske skridt, opløsning af dumaen og ændring af valgloven. Dette program fremsattes af Den Forenede Adels Råd, der fandt støtte i indflydelsesrige kredse... Stolypin vaklede i nogen tid. Noget tyder på, at han to gange gennem Krysjanovskij foreslog Muromtsev at drøfte muligheden for et kadetministerium med Stolypin som indenrigsminister. Men samtidig stod Stolypin uden tvivl i forbindelse med Den Forenede Adels Råd.«
Sådan skriver de kultiverede, lærde og belæste liberale førere historie! »Tyngdepunktet« var altså ikke talerne, men kampen mellem de to retninger inden for de Sorte Hundreders tsaristiske kamarilla! Den aggressive politik blev straks og på stedet ført frem af Den Forenede Adels Råd – dvs. ikke af enkeltpersoner, ikke af Nikolaj Romanov, ikke af »en retning« i »de højere kredse«, men af en bestemt klasse. Konkurrenterne til højre har kadetterne et klart og nøgternt blik for. Men det, der var til venstre for kadetterne, er forsvundet ud af deres synsfelt. Historien er blevet skabt af »de højeste kredse«, af Den Forenede Adels Råd og kadetterne – men det brede folk har, selvfølgelig, ikke været med til at skabe historien! Over for en bestemt klasse (adelen) stod »folkefrihedens parti« hævet over klasserne, mens »de højeste kredse« (dvs. lillefar tsaren) vaklede.
Er nogen mon i stand til at forestille sig en mere egoistisk klasseblindhed, en grovere forvrængning af historien, en værre forglemmelse af den historiske videnskabs mest elementære sandheder, en mere ynkelig forvirring og sammenblanding af klasse, parti og individer?
Den, der ikke vil se demokratiet og dets kræfter, er mere blind end nogen anden.
Tyngdepunktet under den første duma lå, selvfølgelig, ikke i talerne i dumaen. Tyngdepunktet lå i klassekampen uden for dumaen, kampen mellem de feudale godsejere og deres monarki på den ene side og folkemasserne, arbejderne og bønderne på den anden. Netop på denne tid begyndte en revolutionær massebevægelse igen at rejse sig: i foråret og sommeren 1906 opstod der både almindelige strejker og politiske strejker, bondeuroligheder og soldatermytterier som en truende fare. Dette, mine herrer kadethistorikere, var grunden til at »de højeste kredse« vaklede: kampen mellem retningerne inden for den tsaristiske bande drejede sig om, hvorvidt man i betragtning af revolutionens styrke kunne gennemføre et statskup med det samme, eller om man skulle vente lidt endnu og endnu i nogen tid holde bourgeoisiet hen med snak.
Den første duma var for godsejerne (Romanov, Stolypin og co.) et fuldgyldigt bevis for, at fred mellem dem og bondemasserne og arbejderne var en umulighed. Og deres overbevisning herom svarede til den objektive virkelighed. Der skulle så træffes en beslutning i et mindre vigtigt spørgsmål: hvornår og hvordan skulle valgloven ændres, straks eller gradvis? Bourgeoisiet vaklede, men hele dets optræden – selv kadetbourgeoisiets optræden – viste, at det var hundrede gange mere bange for revolutionen end for reaktionen. Derfor behagede det også godsejerne at tilkalde bourgeoisiets førere (Muromtsev, Gejden, Gutjkov og co.) til rådslagninger, der skulle afgøre, om man ikke i fællesskab kunne danne et ministerium. Og hele bourgeoisiet, inklusive kadetterne, optog drøftelser med tsaren, med pogromheltene, med førerne for de Sorte Hundreder om, hvilke midler man skulle anvende i kampen mod revolutionen. Men fra slutningen af 1905 lod bourgeoisiet ikke ét af sine partier optage drøftelser med revolutionens førere om, hvordan selvherskerdømmet og monarkiet skulle styrtes.
Dette er det vigtigste, som Stolypinperioden i Ruslands historie kan lære os. Da revolutionen endnu var en magt tilkaldte tsarismen bourgeoisiet til rådslagninger – men da revolutionen ikke længere udøvede et tryk nedefra, satte tsarismen med et spark af soldaterstøvlen efterhånden alle bourgeoisiets førere på porten, først Muromtsev og Miljukov, så Gejden og Lvov og endelig Gutjkov. Forskellen mellem folk som Miljukov, Lvov og Gutjkov er aldeles ubetydelig – det er et spørgsmål om den rækkefølge, i hvilken disse borgerlige førere rakte deres kind frem til... »kys« fra Romanov-Purisjkevitj-Stolypin, og den rækkefølge, i hvilken de modtog disse... »kys«.
Stolypin forlod scenen netop i det øjeblik, da de Sorte Hundreders monarki havde udnyttet det russiske bourgeoisis kontrarevolutionære indstilling til bunds. Nu står dette bourgeoisi – udstødt, ydmyget, besudlet ved sin egen afstandtagen fra demokratiet, fra massernes kamp, fra revolutionen – rådvildt og måbende og ser symptomerne på den nye revolutions vækst. Stolypin har givet det russiske folk en god lære: det kan skaffe sig frihed ved at styrte det tsaristiske monarki, under proletariatets førerskab – eller det henter sig trældom hos folk som Purisjkevitj, Markov og Tolmatjev, under Miljukovs og Gutjkovs åndelige og politiske førerskab.
1. 1 desjatin = 1,092 ha. – S. 63.
2. Den Forenede Adels Råd – en godsejer-sammenslutning, der dannedes i 1906 under revolutionen. Medlemmer af Rådet havde indflydelse i regeringsapparatet og i reaktionære organisationer som de Sorte Hundreder. – S. 66.
3. Musjik – russisk ord for bonde. – S. 66.
Sidst opdateret 28.6.2013