Trykt i bladet Sotsial-Demokrat nr. 27, Den 4. (17.) juni 1912.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 5, s. 92-99, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 6. juli 2013.
Proletariatets storslåede majstrejke i hele Rusland og de dermed forbundne gadedemonstrationer, revolutionære proklamationer og revolutionære taler til de forsamlede arbejdere har klart vist, at Rusland er trådt ind i en revolutionær opsvingsperiode.
Dette opsving er absolut ikke kommet som et lyn fra en klar himmel. Nej, det er i lang tid blevet forberedt af alle russiske samfundsforhold, og massestrejkerne i forbindelse med nedskydningerne ved Lena og Majdagsrøret har kun fastslået dets indtræden. Kontrarevolutionens forbigående triumf var uadskilleligt forbundet med tilbagegangen for arbejdernes massekamp. Antallet af strejkedeltagere giver ganske vist kun en tilnærmelsesvis, men til gengæld en afgjort objektiv og præcis forestilling om denne kamps omfang.
I de ti år forud for revolutionen 1895-1904 var det gennemsnitlige antal strejkedeltagere 43.000 pr. år (rundt regnet). I 1905 var tallet 2¾ millioner, 1906 1 million, i 1907 ¾ milion. Revolutionens treårsperiode udmærker sig ved et opsving i proletariatets strejkekamp, som er uden sidestykke i verden. Den nedgang i strejkebevægelsen, der var begyndt i 1906 og 1907, blev definitivt fastslået i 1908: 175.000 strejkedeltagere. Statskuppet den 3. juni 1907, der genrejste tsarens selvherskerdømme i alliance med en duma, hvor de Sorte Hundreders godsejere og handels og industriverdenens matadorer dominerede, var det uundgåelige resultat af nedgangen i massernes revolutionære energi.
De tre år fra 1908 til 1910 var præget af de Sorte Hundreders, kontrarevolutionens huseren, af det liberale bourgeoisis faneflugt og af forsagthed og opløsning i proletariatet. Antallet af strejkedeltagere faldt stadig og nåede ned på 60.000 i 1909 og 50.000 i 1910.
Men i slutningen af 1910 sker der et mærkbart omsving. Demonstrationerne i forbindelse med den liberale politiker Muromtsevs og Lev Tolstojs død er sammen med studenterbevægelsen et klart vidnesbyrd om, at der blæser en anden vind, at der er sket et vist omsving i de demokratiske massers stemning. I 1911 går arbejdermasserne langsomt over til offensiv: Antallet af strejkedeltagere når op på 100.000. Fra forskellige sider viser der sig tegn på, at den træthed og lammelse, som kontrarevolutionens triumf forårsagede, er ved at fortage sig, og at det igen bærer mod revolution. RSDAP’s alrussiske konference i januar 1912 konstaterede i sin vurdering af situationen, at der »i de demokratiske massers brede lag og i første række inden for proletariatet kan konstateres en begyndende politisk aktivisering. Arbejdernes strejker i 1910 og 1911, de begyndende demonstrationer og proletariske massemøder, den begyndende bevægelse i de demokratiske lag i byernes bourgeoisi (studenterstrejker) osv. – alt dette er udslag af en voksende revolutionær stemning blandt masserne mod 3. juni-styret« (se »meddelelse« om konferencen, s. 18). [1]
Allerede nogle måneder ind i dette år var denne stemning vokset i en sådan grad, at den kom til udtryk i masseaktioner og skabte et revolutionært opsving. Begivenhedernes gang i det sidste halvandet år viser tydeligt, at dette opsving ikke er noget tilfældigt, men at dets indtræden er betinget af Ruslands hele forudgående udvikling som noget ganske lovmæssigt og uundgåeligt.
Nedskydningerne ved Lena gav anledning til at massernes revolutionære stemning gik over til et revolutionært opsving blandt masserne. Der findes ikke noget mere falsk end den liberale skrøne, som Trotskij i kompagni med likvidatorerne gentager i den Wien’ske Pravda, at »kampen for foreningsfrihed udgør grundlaget såvel for Lenatragedien som for den mægtige genlyd, den gav i landet«. Under Lenastrejken var kravet om foreningsfrihed hverken et særligt krav eller et hovedkrav. Nedskydningerne ved Lena åbenbarede aldeles ikke mangelen på foreningsfrihed, men manglen på frihed... fra provokationerne, fra den almindelige retsløshed og fra den grænseløse vilkårlighed.
Nedskydningerne ved Lena var, som vi allerede har klarlagt i nr. 26 af Sotsial-Demokrat, det tydeligst tænkelige udtryk for hele 3. juni-monarkiets regime. Det er absolut ikke kampen for en af rettighederne, selv ikke en af de mest grundlæggende, de mest afgørende for proletariatet, der er karakteristisk for Lenabegivenhederne. Det, der er karakteristisk for dem, er den komplette mangel på den mest elementære retsbeskyttelse i alle henseender. Det er karakteristisk, at provokatøren, stikkeren, okhrana-agenten, tsartjeneren uden nogen politisk anledning går over til massenedskydninger. Netop denne almindelige retsløshed i russisk liv, netop det håbløse og umulige i at kæmpe for enkelte rettigheder, netop det tsaristiske monarkis og hele dets regimes uforbederlighed, lyste så grelt frem af Lenabegivenhederne, at det fængede i masserne og tændte en revolutionær ild.
Selv om de liberale anstrenger sig nok så meget for at fremstille Lenabegivenhederne og majstrejkerne som en faglig bevægelse og som kamp for »rettighederne«, så er det for enhver, der ikke er forblindet af de liberale (og likvidatoriske) stridigheder, noget andet, der står klart. Klart står massestrejkens revolutionære karakter, således som det især træder frem i den majdagsproklamation, som forskellige socialdemokratiske grupper (og endda en gruppe socialrevolutionære arbejdere) i St. Petersborg har udsendt, og hvis fulde ordlyd vi gengiver i vor nyhedsoversigt, [2] og som gentager de paroler, som RSDAP’s alrussiske konference i januar 1912 opstillede.
Og så er det ikke engang parolerne, der indeholder den vigtigste bekræftelse af, at Lenaog majstrejkerne havde en revolutionær karakter. Parolerne formulerer det, kendsgerningerne viser. Den kendsgerning, at der foregår massestrejker, der springer over fra det ene område til det andet, disse strejkers uforfærdethed, det stadig større antal massemøder og revolutionære taler, kravet om afskaffelse af bøderne for at fejre majdagen, den kombination af politiske og økonomiske strejker, som vi kender fra den første russiske revolution – alt dette vidner klart og tydeligt om bevægelsens sande karakter, som ligger i et revolutionært opsving blandt masserne.
Lad os huske erfaringerne fra 1905. Begivenhederne viser os, at den revolutionære massestrejke er en levende tradition blandt arbejderne, og at arbejderne straks har grebet og genoplivet denne tradition. Strejkebølgen i 1905, som verden ikke har set magen til, talte 810.000 strejkedeltagere i årets første og 1.277.000 strejkedeltagere i årets sidste kvartal, samtidig med at økonomiske og politiske strejker kombineredes. Ifølge en omtrentlig opgørelse deltog op mod 300.000 arbejdere i Lenastrejkerne, op mod 400.000 i maj strejkerne, og strejkebevægelsen er i stadig vækst. Aviserne, selv de liberale, bringer i hvert eneste nummer meddelelser om, hvordan strejkebranden griber om sig. I 1912 er andet kvartal endnu ikke afsluttet, men allerede nu står den kendsgerning fast, at begyndelsen af det revolutionære opsving i 1912, hvad strejkebevægelsens omfang angår, ikke er mindre, men snarere større, end begyndelsen var i 1905!
Den russiske revolution var den første, der i stor stil udviklede denne proletariske metode til at drive agitation, til at ruske op i og sammensmelte masserne, og til at drage dem med ind i kampen. Og nu anvender proletariatet på ny og med endnu fastere hånd denne metode. Ingen magt i verden kunne have præsteret det, som proletariatets revolutionære fortrop præsterer ved hjælp af denne metode. Et vældigt land med en befolkning på 150 millioner, spredt over et kæmpemæssigt område, splittede, undertrykte, retsløse, uvidende og afspærret mod alskens »dårlig påvirkning« af en sværm af myndigheder, politifolk og stikkere, hele dette land kommer i gæring. Selv de mest efterblevne lag af arbejdere og bønder kommer i direkte og indirekte berøring med strejkedeltagerne. Scenen fyldes på en gang af hundredtusinder af revolutionære agitatorer, hvis indflydelse øges kolossalt ved, at de er nært forbundet med de dybe lag, med masserne, de bliver stående i deres rækker og kæmper for enhver arbejderfamilies mest brændende behov, og med denne direkte kamp for de brændende økonomiske behov forbinder de en politisk protest og kamp mod monarkiet. For kontrarevolutionen har hos millioner og atter millioner skabt et intenst had til monarkiet, en begyndende forståelse af den rolle, det spiller, og nu forplanter de førende hovedstadsarbejderes parole – Leve den demokratiske republik! – sig ad tusinder kanaler, i hver strejkes spor, ud i de efterblevne lag, ud i den mørkeste provins, ud i »folket«, »ud i dybet af Rusland«.
Meget karakteristisk er en kommentar til strejken, fremsat af den liberale Severjanin, venligt modtaget af Russkije Vedomost i og med sympati aftrykt af Retj:
»Har arbejderne nogen grund til at blande økonomiske eller nogen som helst andre (!) krav ind i 1. maj-strejken?«, spørger hr. Severjanin og svarer: »Jeg er så dristig at mene, at det har de ikke. Enhver økonomisk strejke kan og skal først påbegyndes efter, at man omhyggeligt har afvejet chancerne ... Derfor er det i almindelighed urigtigt at knytte sådanne strejker sammen med majdagen ... Det gør også et underligt indtryk: vi fejrer den internationale arbejderfestdag og kræver i den anledning et tillæg på 10 pct. til indkøb af bomuldstøj af den og den slags.«
Sådan argumenterer en liberal politiker! Og disse mageløse banaliteter, denne gemenhed og slyngelagtighed bliver modtaget med sympati af de »bedste« liberale aviser, der gør krav på at kaldes demokratiske!
En storborgers brutale profitbegær, en kontrarevolutionærs ynkelige fejhed, det er, hvad der skjuler sig bag den liberale politikers blomstrende fraser. Han ønsker, at man ikke rører ved arbejdsgivernes lommer. Han ønsker en »pæn« og »uskadelig« demonstration for »foreningsfriheden«! Men proletariatet drager i stedet masserne ind i en revolutionær strejke, som uløseligt forbinder politik med økonomi, en strejke, der vinder tilslutning blandt de mest efterblevne lag ved vellykket kamp for øjeblikkelig forbedring af arbejdernes kår, og som samtidig rejser folket mod det tsaristiske monarki.
Ja, erfaringerne fra 1905 har skabt en rodfæstet og storslået tradition for massestrejker. Og man må ikke glemme, hvad disse strejker fører til i Rusland. Hårdnakkede massestrejker er hos os uløseligt forbundet med væbnet opstand.
Man må ikke mistyde disse ord. Der er absolut ikke tale om en opfordring til opstand. En sådan opfordring ville være fuldstændig hovedløs i øjeblikket. Der er tale om at etablere en forbindelse mellem strejke og opstand i Rusland.
Hvordan voksede opstanden i 1905? For det første fremkaldte massestrejker, demonstrationer og massemøder stadig hyppigere sammenstød mellem mængden og politi og tropper. For det andet førte massestrejkerne til, at bønderne rejste sig til en række delvise, spredte, halvspontane opstande. For det tredje sprang massestrejkerne meget hurtigt over til hæren og flåden, idet de fremkaldte sammenstød på økonomisk grundlag (»ærterevolter« o.l. »mytterier«), og derpå opstande. For det fjerde var det kontrarevolutionen selv, der begyndte borgerkrigen med pogromer, mishandlinger af demokrater osv.
Når revolutionen i 1905 endte med nederlag, var det aldeles ikke, fordi den gik »for vidt«, fordi december-opstanden var »kunstig«, som renegaterne blandt de liberale o.a. tror. Tværtimod, grunden til nederlaget var, at opstanden ikke gik vidt nok, at erkendelsen af dens nødvendighed ikke var udbredt nok og ikke blev grundigt nok forstået af de revolutionære klasser, at opstanden ikke var samlet, beslutsom, organiseret, samtidig og offensiv.
Lad os nu se på, om der for øjeblikket kan iagttages tegn til, at opstanden er i vækst? For ikke at lade os påvirke af den revolutionære begejstring vil vi tage oktobristerne som vidner. Den tyske oktobrist-afdeling i St. Petersborg består for størsteparten af såkaldte »konstitutionelle« »venstre«-oktobrister, som kadetterne holder særlig meget af, og som mere end andre (sammenlignet med de øvrige oktobrister og kadetterne) er i stand til »objektivt« at iagttage begivenhederne uden at sætte sig som mål at skræmme øvrigheden med udsigten til revolution.
Disse oktobristers organ, St. Petersburger Zeitung, [3] skrev i sin politiske ugeoversigt den 6. (19.) maj følgende.
»Maj er kommet. Uanset vejret plejer den ikke at være særlig behagelig for hovedstadens indbyggere, fordi den begynder med den proletariske ‘festdag’. I år, da arbejderne endnu er præget af Lenademonstrationerne, var majdagen særlig farlig. I hovedstadens atmosfære, der var gennemsyret af alle mulige rygter orn strejker og demonstrationer, lugtede der af ildebrand. Vort pålidelige politi var tydeligt uroligt, det foretog husundersøgelser, arresterede enkelte personer og holdt store patruljer i beredskab, der skulle standse gadedemonstrationer. At politiet ikke kunne finde på noget mere fiffigt end at gennemsøge arbejderbladenes redaktioner og arrestere deres redaktører, vidner ikke om et særligt dybt kendskab til de tråde, ved hjælp af hvilke man sætter arbejdernes marionet-regimenter i bevægelse. Men disse tråde eksisterer. Derom vidner den disciplinerede måde, hvorpå strejken blev gennemført, og mange andre omstændigheder. Det er derfor, denne majstrejke – den største af alle dem vi har været vidne til – er så forfærdelig: der strejkede 100.000 eller 150.000 arbejdere fra små og store arbejdspladser. Det var kun en fredelig parade, men denne hærs sluttethed samler opmærksomhed om sig. Og det så meget mere, som der hånd i hånd med arbejderrøret for nylig gik andre foruroligende fænomener. På forskellige af vor flådes skibe er matroser blevet arresteret for revolutionær propaganda. Efter de oplysninger at dømme, der er nået frem til pressen, står det ikke alt for godt til på vore krigsskibe, der i forvejen ikke er særlig talrige ... Også jernbanefolkene vækker uro. Ganske vist kom det ikke så vidt som til strejkeforsøg, men de foretagne arrestationer – man lægger især mærke til arrestationen af den stedfortrædende stationsforstander ved Nikolajjernbanen A. A. Usjakov – viser, at der også her er en vis fare.
De umodne arbejdermassers revolutionære forsøg kan naturligvis kun have en skadelig indflydelse på duma-valgenes udfald. Disse forsøg er så meget mere ufornuftige ... som tsaren har udnævnt Manukhin og statsrådet har vedtaget loven om arbejderforsikring«!!
Sådan ræsonnerer en tysk oktobrist. Vi bemærker for vort vedkommende, at vi har fået nøjagtige førstehåndsoplysninger om matroserne, og disse oplysninger viser, at sagen er blevet overdrevet og blæst op af Novoje Vremja. Okhranaen »arbejder« ganske oplagt med provokationer. Overilede opstandsforsøg ville være fuldstændig meningsløse. Arbejdernes fortrop må forstå, at de afgørende betingelser for en rettidig – dvs. sejrrig – væbnet opstand i Rusland er, at de demokratiske bønder støtter arbejderklassen, og at hæren tager aktiv del i opstanden.
Massestrejker i revolutionære epoker har deres objektive logik. De spreder hundredtusinder og millioner af gnister til alle sider – og rundt omkring er der et letfængeligt materiale: den yderste forbitrelse, uhørte hungerkvaler, grænseløs vilkårlighed og skamløs og kynisk forhånelse af den »fattige«, af »bondeknolden«, af den menige soldat. Føj hertil de fuldstændig tøjlesløse antisemitiske pogromer, som de Sorte Hundreder gennemfører, og som i det skjulte støttes og dirigeres af hofkliken omkring den stupide og blodtørstige Nikolaj Romanov ... »Sådan var det, sådan vil det blive!« [4] Disse ord af minister Makarov er dommen over ham selv, over hans klasse og over hans godsejer-tsar! ... Det revolutionære opsving blandt masserne pålægger enhver socialdemokratisk arbejder, enhver ærlig demokrat, store og ansvarsfulde forpligtelser. »Al mulig støtte til den begyndende massebevægelse (nu må man allerede sige: den revolutionære massebevægelse, der er begyndt) og udvidelse af den på basis af partiets fuldt ud realisable paroler«, sådan definerede RSDAPs alrussiske konference disse forpligtelser. Partiets paroler – en demokratisk republik, 8 timers arbejdsdag og konfiskation af al godsejerjord – må blive paroler for hele demokratiet, paroler for folkerevolutionen.
For at støtte og udvide massebevægelsen behøves der organisation og atter organisation. Uden et illegalt parti kan dette arbejde ikke udføres, og uden et sådant parti er det nytteløst at tale om det. Samtidig med at man støtter og fremmer massernes fremmarch, må man omhyggeligt tage erfaringerne fra 1905 i betragtning, og samtidig med, at man gør det klart, at en opstand er nødvendig og uundgåelig, må man advare mod og afværge overilede forsøg af denne art. Massestrejkernes vækst, andre klassers inddragning i kampen, organisationernes tilstand, massernes stemning – alt dette vil af sig selv pege på det øjeblik, da alle kræfter må forene sig i et samlet, beslutsomt, offensivt, hensynsløst dristigt revolutionært stormløb mod det tsaristiske monarki.
Uden en sejrrig revolution vil der ikke blive frihed i Rusland.
Uden det tsaristiske monarkis omstyrtelse gennem proletariatets og bøndernes opstand vil der ikke blive en sejrrig revolution i Rusland.
1. Se Lenin, Samlede Værker, bind 21, russ., side 137. – S. 93.
2. Lenins proklamation blev trykt i hovedstaden St. Petersborg og fordelt på fabrikkerne til 1. maj 1912. Proklamationen opfordrede arbejderne til at deltage i 1. maj-møder og i demonstrationen på Nevskij Prospekt under paroler, der var blevet opstillet på RSDAP’s 4. alrussiske konference (Paris-konferencen): »Konstituerende Forsamling. 8-timers arbejdsdag. Konfiskation af godsejernes jord«. Demonstrationen sluttede med parolerne: »Ned med tsarens regering. Ned med selvherskerdømmets forfatning af 3. juni. Længe leve den demokratiske republik. Længe leve socialismen«. Proklamationen blev underskrevet af de deltagende grupper. 4. (17.) juni 1912 blev proklamationen trykt i »Sotsial-Demokrat« nr. 27. – S. 94.
3. St. Petersburger Zeitung – udkom daglig på tysk fra 1727 til 1914. – S. 97.
4. »Sådan var det, sådan vil det blive!« – ordene stammer fra indenrigsminister Makarov, der udtalte dem på et møde i statsdumaen 11. (24.) april 1912 som svar på en forespørgsel fra den socialdemokratiske fraktion om nedskydningerne ved Lenafloden. – S. 99.
Sidst opdateret 6.7.2013