Marxisme Online  >  Arkiv  >  Lenin

De politiske partier i Rusland

Vladimir Lenin (10. maj 1912)

Trykt i bladet Nevskaja Svesda nr. 5, den 10. (23.) maj 1912.

Oversat til dansk af Gelius Lund.

Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 5, s. 80-91, Forlaget Tiden, København 1982.

Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 6. juli 2013.

Noter

Valgene til statsdumaen tvinger alle partier til at forstærke deres agitation og samle deres kræfter, for at få det størst mulige antal repræsentanter for »deres« parti valgt.

Disse valgforberedelser ledsages hos os, ligesom i alle andre lande, af en aldeles hensynsløs reklame. Alle borgerlige partier, dvs. de, der vogter kapitalisternes økonomiske privilegier, reklamerer for deres partier på ganske samme måde, som de enkelte kapitalister reklamerer for deres varer. Se på annoncerne i en hvilken som helst avis, og man vil se, hvordan kapitalisterne finder på de mest »effektfulde«, skrigende modebetegnelser på deres varer og skamroser dem uden at vige tilbage for nogen løgn eller noget påhit.

Publikum er, i hvert fald i de store byer og handelscentre for længst vant til handelsreklamen og ved, hvad den er værd. Desværre forvirrer den politiske reklame uendelig mange flere mennesker, det er langt sværere at afsløre den, og dens bedrag holder sig meget længere. Partinavnene – og det gælder både i Europa og hos os – vælges undertiden direkte med reklamen for øje, og partiernes »programmer« skrives som oftest udelukkende for at holde publikum for nar. Jo mere politisk frihed der er i et kapitalistisk land, jo mere demokratisme der er, dvs. jo mere magt folket og folkerepræsentanterne har, des mere tøjlesløst plejer partireklamen at udfolde sig.

Hvordan skal man under disse forhold kunne orientere sig i partiernes kamp? Betyder denne kamp med dens bedrag og dens reklame ikke, at repræsentative institutioner, parlamenter, forsamlinger af folkerepræsentanter, i det hele taget er unyttige eller ligefrem skadelige, sådan som hæmningsløse reaktionære, parlamentarismens fjender, vil have os til at tro? Nej. Når der ikke findes repræsentative institutioner, er der endnu langt mere bedrag, politisk løgn og kæltringestreger af enhver art, og folket råder over langt færre midler til at afsløre bedraget og finde frem til sandheden.

For at kunne orientere sig i partiernes kamp, skal man ikke tro på deres ord, men studere deres faktiske historie, ikke så meget det, partierne siger om sig selv, som det de gør, hvordan de stiller sig, når de forskellige politiske spørgsmål skal afgøres, hvordan de opfører sig, når det drejer sig om problemer, der berører de forskellige samfundsklassers, godsejernes, kapitalisternes, bøndernes, arbejdernes osv., livsinteresser.

Jo mere politisk frihed, der er i et land, jo mere stabile og demokratiske dets repræsentative institutioner er, des lettere er det for folkemasserne at orientere sig i partikampen og lære politik, dvs. afsløre bedraget og finde frem til sandheden.

Et samfunds opdeling i politiske partier fremtræder klarest under dybtgående kriser, der ryster hele landet. Regeringerne er i så tilfælde nødt til at søge støtte hos de forskellige samfundsklasser; den hårdnakkede kamp fejer alle fraser, alt hvad der er småt og udvendigt, til side; partierne anspænder alle deres kræfter og henvender sig til folkets masser, og masserne, der lader sig lede af deres usvigelige instinkt og har lært af erfaringerne fra den åbne kamp, slutter sig til de partier, der udtrykker den ene eller den anden klasses interesser.

Sådanne krisetider bestemmer altid mange år eller endog årtier ud i fremtiden samfundskræfternes gruppering i partier i det pågældende land. I Tyskland var krigene 1866 og 1870 f. eks. en sådan krise, i Rusland var det begivenhederne i 1905. Man kan ikke forstå vore politiske partiers væsen, man kan ikke gøre sig klart, hvilke klasser dette eller hint parti i Rusland repræsenterer, hvis man ikke går tilbage til begivenhederne i dette år.

Lad os begynde vor korte oversigt over de politiske partier i Rusland med de partier, der står længst til højre.

På yderste højre fløj møder vi Det Russiske Folks Forbund. [1]

Dette partis program fremstilles på følgende måde i Russkoje Snamja, der er organ for Det Russiske Folks Forbund og udgives af A. I. Dubrovin:

»Det Russiske Folks Forbund, som den 3. juni 1907 fra den ophøjede tsartrone beæredes med en opfordring til at være dens trofaste støtte og på enhver måde at tjene alle som et eksempel på lov og orden, hævder, at tsarens vilje kun kan virkeliggøres på betingelse af, 1) at tsarens selvherskerdømme udfolder hele sin magt i et ubrydeligt og organisk forbund med den på et kanonisk grundlag hvilende russiske ortodokse kirke; [2] at det russiske folkeslag har herredømmet ikke blot i de indre guvernementer, men også i randområderne; [3] at der findes en, udelukkende af russere sammensat, statsduma som selvherskerens vigtigste hjælper under hans arbejde med statens indretning; [4] at Det Russiske Folks Forbunds grundsætninger vedrørende jøderne fuldt ud følges, og [5] at embedsmænd, der tilhører modstanderne af tsarens selvherskerdømme, fjernes fra statstjenesten.«

Vi har gengivet denne Højres højtidelige deklaration i ordlyd, dels for at læserne direkte kan stifte bekendtskab med originalen, dels fordi de her fremlagte grundmotiver gælder for alle flertalspartier i 3. duma, dvs. både for »nationalisterne« og for oktobristerne. Dette vil fremgå af det følgende.

Programmet for Det Russiske Folks Forbund gentager i det væsentlige den gamle parole fra feudalismens tid: ortodoksi, selvherskerdømme, folkeslag. Med hensyn til det spørgsmål, efter hvilket man plejer at skelne Det Russiske Folks Forbund fra de andre partier, der går i dets fodspor, nemlig: anerkendelse eller forkastelse af »konstitutionelle« /forfatningsmæssige/ principper for det russiske statssystem, så er det særlig vigtigt at lægge mærke til, at Det Russiske Folks Forbund aldeles ikke er imod repræsentative institutioner i almindelighed. Af det citerede program fremgår det, at Det Russiske Folks Forbund går ind for en statsduma, der indtager »hjælperens« rolle.

Det karakteristiske ved den russiske konstitution /forfatning/, hvis man må sige det sådan, har Dubrovins politiker oven i købet udtrykt rigtigt, dvs. i overensstemmelse med tingenes faktiske tilstand. Det er netop det standpunkt, som både nationalister og oktobrister indtager i deres faktiske politik. Striden mellem disse partier om »konstitutionen« er i høj grad en strid om ord: »Højre« er ikke imod dumaen, men fremhæver kun med særligt eftertryk, at den skal være en »hjælper«, uden at definere dens rettigheder; nationalisterne og oktobristerne kræver på deres side ingen nøje definerede rettigheder og drømmer ikke om reale garantier for rettighederne. Også »konstitutionalisterne« fra oktobristernes lejr forliges udmærket med »konstitutionens modstandere« på 3. junikonstitutionens grund.

Forfølgelsen af ikke-russerne i almindelighed og jøderne i særdeleshed er et tydeligt, klart og bestemt punkt i de Sorte Hundreders program. Sådan som altid udtaler de her mere brutalt, mere ugenert og provokerende, hvad de øvrige regeringspartier skjuler mere eller mindre skamfuldt eller diplomatisk.

I virkeligheden ved alle og enhver, der blot kender lidt til den 3. dumas virksomhed og til presseorganer som Novoje Vremja, Svet, Golos Moskvy, 2) at både nationalisterne og oktobristerne deltager i forfølgelsen af ikke-russerne.

Spørgsmålet er så: Hvad er højrepartiernes sociale grundlag? Hvilken klasse repræsenterer de? Hvilken klasse tjener de?

Deres tilbagevenden til parolerne fra feudalismens tid, hævdelsen af alt, der er gammelt og middelalderligt i det russiske samfund, den fulde tilfredshed med 3. juni-konstitutionen, godsejer-konstitutionen, forsvaret for adelens og godsejernes og embedsstandens privilegier – alt dette giver et klart svar på vort spørgsmål. Højre er de feudale godsejeres parti, det er talerør for Den Forenede Adels Råd. 3) Det var ikke for ingenting, at netop dette råd spillede en så fremtrædende, ja førende rolle ved opløsningen af 2. duma, ved valglovens ændring og ved omvæltningen den 3. juni.

For at klarlægge denne klasses økonomiske magt i Rusland, behøver man kun at anføre følgende grundlæggende kendsgerning, der lader sig bevise med tal fra den af regeringen, af indenrigsministeriet, udgivne statistik over jordbesiddelsen i 1905.

I det europæiske Rusland, ejer mindre end 30.000 godsejere 70.000.000 desjatiner4) jord. Et lige så stort areal ejes af de 10.000.000 bondefamilier, der har de mindste jordlodder. Det betyder, at én stor godsejer gennemsnitlig ejer omkring 2300 desjatiner, mens én fattig bonde har 7 desjatiner – pr. familie, pr. husholdning.

Det er fuldstændig naturligt og uundgåeligt, at en bonde ikke kan leve, men kun langsomt dø på en sådan »lod«. Den hungersnød, som atter og atter rammer millioner – f. eks. hungersnøden i år – ødelægger uophørligt bøndernes eksistens, hver gang høsten slår fejl i Rusland. Bønderne må leje jord hos godsejerne – og så arbejde lejen af på alle tænkelige måder. Med sin hest og sine redskaber må bonden arbejde for godsejeren. Det er det gamle hoveri, det kaldes kun ikke officielt for livegenskab. Med et tilliggende på 2300 desjatiner er godsejerne for største delen heller ikke i stand til at drive anden form for landbrug end den, der hviler på udsugning, på nødtvungent arbejde, dvs. hoveri. De dyrker kun en del af disse vældige besiddelser med lønnet arbejdskraft.

Endvidere leverer denne klasse af adelige godsejere staten langt de fleste af de øverste og mellemstore embedsmænd. Den russiske embedsstands privilegier er en anden side af de adelige godsejeres privilegier og jordbesiddervælde. Man forstår derfor, at det ikke er tilfældigt, men uundgåeligt, ikke på grund af enkelte personers »onde vilje«, men under tryk af en forfærdende mægtig klasses interesser, at Den Forenede Adels Råd og højrepartierne forsvarer en politik, der vil hævde de gamle feudale traditioner. Den gamle herskende klasse, det sidste opbud af godsejere, er nu som før den herskende og har skabt sit eget parti. Dette parti er Det Russiske Folks Forbund eller Højre i statsdumaen og statsrådet.

Men siden der eksisterer repræsentative institutioner, siden masserne nu engang er trådt frem på den politiske scene – sådan som de har gjort hos os siden 1905 – er det en nødvendighed for ethvert parti, inden for visse grænser, at appellere til folket. Men hvormed kan højrepartierne appellere, henvende sig til folket?

Det går selvfølgelig ikke an at tale direkte om forsvar for godsejerens interesser. I stedet taler man i al almindelighed om at værne om traditionerne, man gør sig alle mulige anstrengelser for at opflamme mistillid til ikkerusserne, især til jøderne, og ophidse ganske uudviklede og uoplyste folk til pogromer, til jødeforfølgelser. Adelsmændenes, embedsmændenes og godsejernes privilegier søger man at skjule med taler om ikke-russernes »undertrykkelse« af russerne.

Sådan er Højres parti. Purisjkevitj, Højres mest fremtrædende taler i 3. duma, har arbejdet meget og heldigt for at vise folket, hvad det er, højrefolkene vil, hvordan de handler og hvem de tjener. Purisjkevitj er en talentfuld agitator.

Ved siden af Højre, der har 46 repræsentanter i 3. duma, står »nationalisterne« med 91 repræsentanter. Der er kun en ganske ubetydelig nuanceforskel mellem dem og Højre: I virkeligheden er det ikke to, men ét parti, der deler »arbejdet« med at ophidse mod ikke-russerne, »kadetterne« (de liberale), demokraterne osv. Nogle gør det grovere, andre finere, men alle gør de det samme. Det er endog en fordel for regeringen, at de »yderligtgående« højrefolk, der kan lave alle mulige skandaler og pogromer og myrde folk som Herzenstein, Jollos og Karavajev, holder sig lidt for sig selv, som om de »kritiserede« regeringen fra højre ... Nogen alvorlig betydning kan man ikke tillægge forskellen mellem højrefolkene og nationalisterne.

Oktobristerne 5) har i 3. duma 131 repræsentanter, heri selvfølgelig medregnet »højreoktobristerne«. Mens de i deres nuværende politik ikke adskiller sig fra højrefolkene på noget væsentligt punkt, adskiller oktobristerne sig fra dem ved foruden godsejerne at betjene storkapitalisterne, de gammeldags købmænd, bourgeoisiet, der blev så forskrækket over, at arbejderne, og derefter også bønderne, vågnede til selvstændigt liv, at de gjorde helt omkring og optog forsvaret af den gamle tingenes tilstand. Der findes kapitalister i Rusland – og deres antal er ikke ringe – som absolut ikke behandler arbejderne bedre, end godsejerne behandlede fortidens livegne; de betragter arbejderne og handelsmedhjælperne som tyende, som tjenere. Disse gamle tilstande kan ingen forsvare bedre end højrepartierne, nationalisterne og oktobristerne. Der findes også kapitalister, som på semstvoernes og købstædernes kongresser [6] i 1904 og 1905 krævede en »konstitution«, men som er fuldt ud rede til mod arbejderne at slå sig til tåls med 3. juni-forfatningen.

Oktobristernes parti er godsejernes og kapitalisternes vigtigste kontrarevolutionære parti. Det er det førende parti i den 3. duma: de 131 oktobrister udgør sammen med 137 højrefolk og nationalister et solidt flertal i den 3. duma.

Valgloven af 3. juni 1907 sikrede godsejerne og de største kapitalister flertallet: i alle de valgmandsforsamlinger i guvernementerne, der sender repræsentanter til dumaen, tilhører flertallet godsejerne og valgmændene fra købstædernes første kurie, [7] dvs. de store kapitalisters kurie. I 28 guvernementer har godsejernes valgmænd endda flertallet alene. Hele 3. juni-regeringens politik er blevet gennemført ved oktobristpartiets hjælp, hele ansvaret for den 3. dumas synder og forbrydelser hviler på dets skuldre.

I ord, i deres program går oktobristerne ind for en »konstitution« og tilmed for – frihedsrettigheder! I virkeligheden har dette parti støttet alle forholdsregler mod arbejderne (f. eks. lovforslaget om arbejderforsikring – husk på baron Tiesenhausen, der er formand for dumaudvalget for arbejderspørgsmål!), mod bønderne, mod enhver begrænsning af vilkårligheden og retsløsheden. Oktobristerne er i lige så høj grad et regeringsparti som nationalisterne. Denne kendsgerning forandres ikke på nogen måde af den omstændighed, at oktobristerne fra tid til anden – og især forud for valgene! – holder »oppositionelle« taler. Overalt, hvor der eksisterer parlamenter, har man fra gammel tid iagttaget og iagttager uafladeligt, at de borgerlige partier spiller opposition, et spil, der ikke skader dem, fordi ingen regering tager det alvorligt, et spil, der undertiden kan være nyttigt over for vælgerne, der må »smøres« med oppositionel politik.

Specialister og virtuoser i at spille opposition er imidlertid den 3. dumas vigtigste oppositionsparti: k.d. /kadetterne/, de konstitutionelle »demokrater«, »folkefrihedens« parti.

Allerede dette partis navn er en komedie, for i virkeligheden er det slet ikke noget demokratisk parti, aldeles ikke et folkeparti, ikke et frihedsparti, men et halvfriheds- eller snarere kvartfrihedsparti.

I virkeligheden er dette det liberal-monarkistiske bourgeoisis parti, der frygter folkerøret langt mere, end det frygter reaktionen.

En demokrat tror på folket, tror på bevægelsen i masserne og støtter den på enhver måde, selv om han ikke sjældent (det gælder f. eks. de borgerlige demokrater og trudovikkerne) har en fejlagtig forestilling om denne bevægelses betydning inden for det kapitalistiske systems rammer. En demokrat gør sig oprigtige bestræbelser for at frigøre sig for alt, hvad der er middelalderligt.

En liberal frygter bevægelsen i masserne, søger at bremse den og forsvarer bevidst visse middelalderlige institutioner – og tilmed de vigtigste – for at have et bolværk mod masserne og især mod arbejderne. De liberales mål er aldeles ikke at tilintetgøre hele grundlaget for Purisjkevitj’ernes magt, men at dele magten med Purisjkevitj’erne. Alt for folket, alt ved folket, siger den demokratiske småborger (bonden og trudovikken bl. a.), der oprigtigt bestræber sig for at tilintetgøre hele grundlaget for Purisjkevitj-styret uden at forstå betydningen af lønarbejdernes kamp mod kapitalen. Omvendt er det det liberal-monarkistiske bourgeoisis virkelige mål at dele magten over arbejderne og over småbesidderne med Purisjkevitj.

I 1. og 2. duma havde kadetterne flertallet eller en førende stilling. De udnyttede den til et meningsløst og æreløst spil: til højre agerede de loyale og regeringsduelige (vi er i stand til at løse alle modsigelser fredeligt, sagde de, uden at ødelægge musjikken og uden at skade Purisjkevitj), til venstre agerede de demokrater. Dette spil førte til syvende og sidst til, at kadetterne fik et spark fra højre. Fra venstre gjorde kadetterne sig med rette fortjent til navnet: folkefrihedens forrædere. I de to første dumaer bekæmpede de ikke alene arbejderdemokratiet, men også trudovikkerne. Det er tilstrækkeligt at minde om, at den af trudovikkerne foreslåede plan om lokale jordkomiteer (i 1. duma), denne elementært demokratiske, abc-demokratiske plan blev slået over ende af kadetterne, der forsvarede godsejernes og embedsmændenes forrang i forhold til bønderne i jordfordelingskomiteerne!

I den 3. duma agerede kadetterne »ansvarsbevidst opposition«, en opposition med hensyntagen. Af den grund stemte de gentagne gange for regeringens budget (»demokrater«!), de forklarede oktobristerne, hvor ufarligt og harmløst deres forslag om »tvungen« afløsning var (tvungen for bønderne) – husk Beresovskij den Førstes tale – de lod Karaulov tage ordet for at holde »fromme« taler, de tog afstand fra bevægelsen i masserne, de appellerede til de »ansvarlige« og modarbejdede de brede lag (kadetternes kamp mod arbejderrepræsentanterne i spørgsmålet om arbejderforsikringen) osv.

Kadetterne er den kontrarevolutionære liberalismes parti. Med deres bestræbelse for at spille rollen som »ansvarsbevidst opposition«, dvs. en opposition, der er anerkendt, lovlig, og har tilladelse til at konkurrere med oktobristerne, ikke mod 3. juni-regimet, men som 3. juni-regimets opposition, med den bestræbelse begravede kadetterne sig selv definitivt som »demokrater«. Den skamløse vekhistiske [8] propaganda, man har hørt fra kadetternes ideologer, de herrer Struve, Isgojev og co., som Rosanov og biskop Antonij Volynskij har bedækket med kys, og rollen som »ansvarsbevidst opposition« i den 3. duma, er to sider af samme medalje. Det liberal-monarkistiske bourgeoisi, der bliver tålt af Purisjkevitj’erne, ønsker at få en plads ved siden af Purisjkevitj.

Den blok, der er sluttet mellem kadetterne og »progressisterne«, [9] har i denne tid, ved valgene til den 4. duma, endnu engang bekræftet kadetternes dybt kontrarevolutionære indstilling. Progressisterne gør absolut ikke krav på at være demokrater, de siger ikke det mindste ord om kamp mod hele 3. juni-regimet og ikke så meget som drømmer om nogen form for »almindelig valgret«.de er moderate liberale, som ikke lægger skjul på deres slægtskab med oktobristerne. Forbundet mellem kadetterne og progressisterne må åbne øjnene på selv de mest forblindede af »kadetternes eftersnakkere«, så de ser, hvad kadetpartiet indeholder.

Det demokratiske bourgeoisi i Rusland repræsenteres af narodnikker af alle afskygninger, lige fra de længst til venstre stående socialrevolutionære til folkesocialisterne [10] og trudovikkerne. De holder alle meget af at komme med »socialistiske« fraser, men ingen bevidst arbejder må lade sig narre med hensyn til disse frasers betydning. I virkeligheden er der ikke en dråbe socialisme i nogen »ret til jorden«, i nogen »ligelig fordeling« af jorden eller i nogen »socialisering af jorden«. Det må forstås af enhver, der véd, at vareproduktionen, markedets, pengenes og kapitalens magt så langt fra antastes, men tværtimod yderligere udvides ved afskaffelsen af den private ejendomsret til jorden og en ny opdeling af jorden, hvor »retfærdig« den end er.

Men fraserne om »arbejdsprincippet« og »folkesocialismen« er udtryk for en demokrats dybe tro på (og oprigtige stræben efter) muligheden for at tilintetgøre og nødvendigheden af at tilintetgøre alt, hvad der er middelalderligt på jordbesiddelsens område og samtidig i det politiske system. Mens de liberale (kadetterne) søger at dele den politiske magt og de politiske privilegier med Purisjkevitj og hans lige, er narodnikkerne demokrater, fordi de nu om dage søger og må søge at tilintetgøre alle privilegier i jordbesiddelsen og alle privilegier i politik.

De russiske bønders store masse lever under sådanne kår, at de end ikke kan drømme om. et kompromis med Purisjkevitj’erne (et kompromis, der er fuldt ud muligt, acceptabelt og nærliggende for de liberale). Småborgerskabets demokratiske indstilling har derfor endnu lange tider rod i Ruslands masser, og Stolypins agrarreform, denne Purisjkevitj’ernes borgerlige politik vendt mod musjiken, har derfor indtil nu ikke skabt andet varigt end ... hungersnød for 30 millioner!

Millioner af sultende småbrugere må derfor nødvendigvis stræbe efter en anden, en demokratisk agrarreform, som ganske vist ikke kan overskride kapitalismens rammer og tilintetgøre lønslaveriet, men som kan feje Ruslands jord ren for alt, hvad der er middelalderligt.

Trudovikkerne er overordentlig svage i den 3. duma, men de repræsenterer masser. Trudovikkernes svingen frem og tilbage mellem kadetterne og arbejderdemokratiet er en uundgåelig følge af småbrugernes klassestilling, og den særlige vanskelighed ved at samle, organisere og oplyse dem gør, at trudovikkerne som parti er noget yderst ubestemt og formløst. Derfor frembyder trudovikkerne – også under påvirkning af venstre-narodnikkernes tåbelige »otsovisme« [11] – det sørgelige billede af et likvideret parti.

Forskellen mellem trudovikkerne og vore, næstenmarxistiske likvidatorer er den, at de førstnævnte er likvidatorer af svaghed, mens de sidstnævnte er det af nederdrægtighed. Arbejderdemokratiets opgave er at hjælpe de svage småborgerlige demokrater, at rive dem løs fra de liberales indflydelse og at slutte demokratiets lejr sammen mod de kontrarevolutionære kadetter og ikke blot med højre.

Hvad angår arbejderdemokratiet, der også har en partigruppe i den 3. duma, kan vi ikke sige meget her.

Arbejderklassens partier har overalt i Europa fået form ved at frigøre sig for den fællesdemokratiske ideologi og lære sig at skelne mellem lønarbejdernes kamp mod kapitalen og kampen mod feudalismen, bl.a. netop for at styrke denne sidstnævnte kamp, for at fjerne al vankelmodighed og forsagthed fra den. I Rusland har arbejderdemokratiet skilt sig helt ud fra såvel liberalismen som det borgerlige demokrati (trudovikkerne) til største nytte for demokratiets sag i det hele taget.

Den likvidatoriske strømning inden for arbejderdemokratiet (»Nasja Sarja« og »Sjivoje Delo«) deler trudovikkernes svaghed, lovsynger mangelen på fast organisatorisk form, længes efter at opnå en stilling som »tålt« opposition, tager afstand fra arbejdernes hegemoni, indskrænker sig til snak om en »åben« organisation (og skælder ud på den ikke åbne) og går ind for en liberal arbejderpolitik. Forbindelsen mellem denne strømning og den kontrarevolutionære periodes forfaldstendenser og dekadence er øjensynlig, dens frafald fra arbejderdemokratiet er ved at blive åbenbar.

De bevidste arbejdere – der ikke likviderer noget, men slutter sig sammen som kontrast til den liberale indflydelse, organiserer sig som klasse, slutter sig sammen i forskellige former for faglig solidaritet osv. – optræder både som repræsentanter for lønarbejdet mod kapitalen og som repræsentanter for det konsekvente demokrati mod hele det gamle regime i Rusland og mod alle indrømmelser til det.

Som illustration vil vi her, efter den officielle duma-håndbog for 1912 anføre oplysninger om partistillingen i den 3. statsduma.

Toppen af siden

Noter

1. Det Russiske Folks Forbund – en yderst reaktionær organisation bestående af monarkister. Dannedes i oktober 1905 i St. Petersborg i kampen mod den revolutionære bevægelse. Forbundet omfattede godsejere, adelsmænd, købmænd, højtstående politifolk, gejstlige, byens spidsborgerskab, kulakker og forskellige kriminelle elementer. – S. 81.

2. Novoje Vremja (Ny Tid) – dagblad i hovedstaden St. Petersborg fra 1868 til 1917. I begyndelsen moderat-liberal, fra 1876 organ for den reaktionære adel og bureaukratiske embedsmandskredse.

Svet (Lys) – borgerligt nationalistisk dagblad, udkom i St. Petersborg fra 1882 til 1917.

Golos Moskvy – dagblad, kadetternes organ; udkom i Moskva fra 1906 til 1915. – S. 83.

3. Den Forenede Adels Råd – se note 2 til artiklen Stolypin Og Revolutionen. – S. 83.

4. 1 desjatin = 1,092 ha. – S. 83.

5. Oktobristerne – se note 3 til artiklen Politiske Notitser. – S. 85.

6. Kongresser, hvori deltog liberale medlemmer af semstvoer og bydumaer; disse kongresser afholdtes under indtryk af den voksende demokratiske bevægelse i 1904-1905. Kongresserne ophørte i 1905, da der dannedes politiske partier. Semstvoerne var lokale »selvforvaltningsråd«, i tsartidens guvernementer og amter. De domineredes fra begyndelsen (1864) af adelen, men efterhånden fik kapitalister og andre borgerlige repræsentanter indpas. By-dumaerne var tilsvarende »byråd« i de større byer, »købstæderne«. – S. 85.

7. Kurie – en gruppe vælgere, dannet ud fra socialstatus. Til valgene af dumaen i Rusland var der fire kurier: store jordbesiddere, byboer, bønder, arbejdere. Valgene var indirekte og ulige: én valgmand for 2000 store jordbesiddere, én for 7000 byboer, én for 30.000 bønder og én for 90.000 arbejdere. – S. 86.

8. Vekhistiske – se se note 4 til artiklen Lev Tolstoj. – S. 88.

9. Progressisterne – politisk gruppering inden for det liberal-monarkistiske bourgeoisi. Progressisterne dannede et selvstændigt parti i 1912. – S. 88.

10. Folkesocialisterne – medlemmer af trudovikkernes småborgerlige parti, der udgik fra de socialrevolutionæres højre fløj i 1906. Folkesocialisterne dannede blok med kadetterne. Efter den borgerligt-demokratiske februarrevolution forenede folkesocialisterne sig med trudovikkerne, støttede aktivt den borgerlige provisoriske regering og deltog i den. Efter oktoberrevolutionen deltog folkesocialisterne i kontrarevolutionære sammensværgelser og væbnede oprør mod sovjetmagten. Partiet ophørte at eksistere under interventionskrigen og borgerkrigen. – S. 88.

11. Otsovisme – se note 2 til Om Nogle Karakteristiske Træk Ved Marxismens Historiske Udvikling. – S. 89.

Toppen af siden

Sidst opdateret 6.7.2013