Både fod- og slutnoter er placeret ved de enkelte afsnit, de tilhører. For interesserede er de også samlet her.
Fodnoter: Forord | Kap. 1 | Kap. 2 | Kap. 3 | Kap. 4 | Kap. 5 | Slutning | Bilag | Korr.
Slutnoter: Forord | Kap. 1 | Kap. 2 | Kap. 3 | Kap. 4 | Kap. 5 | Bilag | Korr.
a. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 1-13. russ. – Red. [tysk] [engelsk]
b. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 360-367, russ. – Red. [engelsk]
c. Trade-unionisme, afledt af det engelske trade union, fagforening. Her anvendt i betydningen en fagbevægelse, som virker på snævert faglig basis, uden politiske mål. – Red.
a. Apropos. I den nyeste socialismes historie er det vel en enestående og på sin vis yderst trøsterig foreteelse, at striden mellem forskellige retninger inden for socialismen for første gang er forvandlet fra at være national til international. I tidligere tider forblev diskussionerne mellem lassalleanere og eisenachere, [6] mellem guesdister og possibilister, [7] mellem fabianere og socialdemokrater, [8] mellem Narodnaja Volja (Folkeviljen) [9] og socialdemokrater rent nationale diskussioner, de afspejlede rent nationale særtræk og foregik så at sige på forskellig grund. På nuværende tidspunkt (og det ses allerede nu klart) er de engelske fabianere. de franske ministerialister, de tyske bernsteinianere [10] og de russiske kritikere alle én familie, de roser alle hinanden, lærer hos hinanden og drager i fællesskab i felten mod den »dogmatiske« marxisme. Måske vil det internationale revolutionære socialdemokrati i denne første virkeligt internationale kamp mod den socialistiske opportunisme blive styrket tilstrækkeligt til at gøre ende på den politiske reaktion, der allerede længe har hersket i Europa?
b. Sammenligninger af de to retninger i det revolutionære proletariat (den revolutionære og den opportunistiske) med de to retninger i den borgerlige revolution i det 18. århundrede (den jakobinske »Bjerget« og girondinerne) blev gjort i den ledende artikel i Iskra nr. 2 (februar 1901). Artiklens forfatter var Plekhanov. Både kadetter, »Bessaglavtsy« [15] og mensjevikker ynder den dag i dag i høj grad at tale om »jakobinere« i det russiske socialdemokrati. Men hvordan Plekhanov første gang anvendte dette begreb mod socialdemokratiets højrefløj foretrækker de nu at fortie ... eller glemme.
(Forfatterens anmærkning til udgaven af 1907. – Red.)
c. Ilovajskij var forfatter til de officielle historiebøger, hvormed skoleeleverne i det tsaristiske Rusland blev opdraget til »troskab mod tronen«. Disse lærebøgers uvederhæftighed og uhistoriske fremstilling blev helt sagnagtig. – Red.
d. Da Engels gik løs på Dühring, var der temmelig mange repræsentanter for det tyske socialdemokrati, der hældede til denne sidstnævntes anskuelser, og anklager for skarphed, intolerance, ukammeratlig polemik osv. haglede ned over Engels, endog offentligt på partikongressen. Most og hans kammerater stillede (på kongressen i 1877) [18] forslag om, at Engels’ artikler fjernedes fra Vorwärts [19] som »værende uden interesse for det uhyre flertal af læsere«, og Vahlteich erklærede, at optagelsen af artiklerne tilføjede partiet stor skade, og at Dühring også har ydet partiet store tjenester: »Vi bør drage nytte af alle i partiets interesse, og hvis professorerne strides, er Vorwärts absolut ikke stedet, hvor disse stridigheder skal føres« (Vorwärts, 1877, nr. 65 af 6. juni). Som man ser, er dette også et forsvar for friheden til kritik, og det ville ikke være nogen skade til, om vore legale kritikere og illegale opportunister, der i så høj grad ynder at henvise til tyskernes eksempel, tænkte over dette eksempel.
e. Nosdrjov – person i Gogols roman Døde Sjæle. – Red.
f. Det må bemærkes, at i spørgsmål vedrørende bernsteinianismen i det tyske parti har Rabotjeje Delo altid nøjedes med den blotte gengivelse af kendsgerningerne og afholdt sig fra enhver selvstændig vurdering af dem. Se f. eks. nr. 2-3, s. 66 om Stuttgart-kongressen [23]: Alle uoverensstemmelser er henført under »taktik«, og det konstateres blot, at det uhyre flertal er trofast mod den hidtidige revolutionære taktik. Eller nr. 4-5, s. 25 ff. – en simpel gengivelse af talerne på Hannover-kongressen med anførelse af Bebels resolution; en analyse og kritik af Bernstein er på ny udsat (ligesom i nr. 2-3) til en »særskilt artikel«. Ejendommeligt er det på s. 33 i nr. 4-5 at læse: «... de af Bebel fremsatte synspunkter har et vældigt flertal på kongressen bag sig«, og lidt længere nede: »... David forsvarede Bernstein synspunkter. ... Først og fremmest bestræbte han sig for at påvise, at Bernstein og hans venner trods alt (sic!) står på klasekampens grund.« Det er skrevet i december 1899, men i september 1901 ser det ud til, at Rabotjeje Delo allerede har tabt troen på, at Bebel har ret, og repeterer Davids synspunkter som sine egne!
g. Der tænkes her på K. Tulins artikel mod Struve, udarbejdet efter et foredrag, som havde titlen Marxismens Genspejling I Den Borgerlige Litteratur. Se forordet.
(Lenins note til udgaven af 1907. – Red.) (26)
h. Trosbekendelse, fremstilling af verdensanskuelse. – Red.
i. Der er tale om de 17’s protest mod Credo. Forfatteren til disse linjer deltog i udarbejdelsen af denne protest (i slutningen af 1899). Protesten blev sammen med Credo trykt i udlandet i foråret 1900. [29] Nu ved man allerede fra fru Kuskovas artikel (vistnok i Byloje [30]), at hun er forfatteren til Credo, og at hr. Prokopovitj på den tid spillede en fremtrædende rolle blandt økonomisterne i udlandet.
(Lenins anmærkning til udgaven af 1907. – Red.)
j. Så vidt os bekendt er Kijev-komiteens sammensætning ændret siden.
k. Allerede dette fravær af åben partimæssig binding og partimæssig tradition udgør i sig selv en så fundamental forskel mellem Rusland og Tyskland, at det burde være en advarsel for enhver fornuftig socialist mod blind efterligning. Her har man et eksempel på, hvor vidt friheden til kritik går i Rusland. Den russiske kritiker hr. Bulgakov irettesætter den østrigske kritiker Hertz således: »Så uafhængig Hertz er i sine konklusioner, er han dog i denne sag (om kooperationen) åbenbart alt for bundet af sit partis meninger og kan ikke – trods divergenser i detaljer – beslutte sig til at bryde med det generelle princip« (Kapitalisme og Landbrug, bd. 2, s. 287). En undersåt i en politisk slavebundet stat, hvor 999 ud af 1000 indbyggere helt ind i knoglemarven er demoraliseret af politisk kryberi, som fuldstændigt mangler forståelse af partiære og partibånd, irettesætter arrogant en borger i en konstitutionel stat for hans »alt for stærke tilknytning til partiets meninger«! For vore illegale organisationer er der åbenbart ikke andet tilbage end at sætte sig hen og skrive resolutioner om kritikkens frihed ...
l. Se Samlede Værker, 5. udg. bd. 4, s. 358, russ. – Red. [engelsk]
m. Dritter Abdruck. Leipzig 1875. Verlag der Genossenschaftsbuchdruckerei.
a. Til oversættelsen: Udtrykket bevidst orientering er et forsøg på at gengive meningsindholdet i det russiske ord sosnatelnost, som betyder evnen til at gøre sig rede for den omgivende virkelighed og for, hvordan man skal handle, i modsætning til spontanitet, det af sig selv opstående, det ikke ledede, ikke bevidst organiserede. – Red.
b. Rabotjeje Delo, nr. 10, september 1901, s. 17-18. Rabotjeje Delo’s kursivering.
c. Trade-unionisme udelukker absolut ikke enhver »politik«, som man undertiden tror. Fagforeningerne har altid ført en vis (men ikke socialdemokratisk) politisk agitation og kamp. Forskellen mellem trade-unionistisk og socialdemokratisk politik vil vi komme ind på i næste kapitel.
d. A. A. Vanejev døde i 1899 i Østsibirien af tuberkulose, som han havde pådraget sig i enecelle under forundersøgelsen. Vi har derfor fundet det muligt at offentliggøre de i teksten anførte oplysninger, for hvis rigtighed vi indestår, da de stammer fra personer, som kendte Vanejev personligt og stod ham nær.
e. Se Samlede Værker, 5. udg. bd. 2, s. 75-80, russ. – Red. [engelsk]
f. »Ved at forholde sig afvisende over for socialdemokratiets virksomhed i slutningen af 90’erne ser Iskra bort fra, at der på det tidspunkt savnedes betingelser for andet arbejde end kampen for små krav«, erklærer økonomisterne i deres Brev til de Russiske Socialdemokratiske Organer (Iskra nr. 12). De i teksten anførte kendsgerninger viser, at påstanden om »savnet af betingelser« er i diametral modsætning til sandheden. Ikke blot i slutningen men også i midten af 90’erne var alle betingelser til stede for andet arbejde end kampen for små krav, alle betingelser undtagen ledernes tilstrækkelige skoling. Men i stedet for nu åbent at indrømme denne manglende skoling på vor, ideologernes, ledernes side vil økonomisterne nu vælte alt over på »savnet af betingelser«, på indflydelsen fra det materielle miljø, som er bestemmende for den vej, fra hvilken ingen ideologer kan lede bevægelsen bort. Hvad andet er dette end slavisk kryberi for spontaniteten? Og ideologernes forelskelse i deres egne mangler?
g. Cirkel, russisk krusjók, her en fast kreds af personer med en fælles virksomhed. – Red.
h. I øvrigt stammede denne lovprisning af Rabotjaja Mysl i november 1898, da økonomismen, navnlig i udlandet, var klart udformet, fra samme V. I-n, som snart blev en af redaktørerne ved Rabotjeje Delo. Og Rabotjeje Delo benægtede endda eksistensen af to retninger i det russiske socialdemokrati og bliver ved at benægte den nu!
i. Det tsaristiske gendarmeri bar blå uniformer. – Red.
j. At denne sammenligning er rigtig, kan man se af følgende karakteristiske eksempel. Da der efter »dekabristernes« arrestation spredtes den oplysning blandt arbejderne på Schlüsselburg-landevejen, at en provokatør, N. N. Mikhajlov (en tandlæge), som havde haft nær kontakt til en af de grupper, der var i forbindelse med »dekabristerne«, havde været medvirkende ved oprulningen, blev de pågældende arbejdere så forbitrede, at de besluttede at slå Mikhailov ihjel.
k. Fra samme ledende artikel i første nummer af Rabotjaja Mysl. Af den kan man se, hvordan det stod til med den teoretiske skoling hos disse »V. V.’er i det russiske socialdemokrati«, [48a] som gentog den grove forfladigelse – økonomisk materialisme – netop i en tid, da marxisterne førte krig i litteraturen mod den virkelige hr. V. V., som for længst havde fået betegnelsen »Mester i reaktionære sager« netop på grund af denne opfattelse af forholdet mellem politik og økonomi.
l. Tyskerne har endda et særligt ord: »Nur-Gewerkschaftler« til at betegne tilhængere af »rent faglig« kamp.
m. Vi fremhæver nuværende med sigte på dem, der farisæisk trækker på skuldrene og siger: Det er let nok at skælde ud på Rabotjaja Mysl, men det er jo bare fortid! Mutato nomine de te fabula narratur (under et andet navn fortælles historien om dig. – Red.), vil vi svare disse moderne farisæere, hvis totale underkastelse under Rabotjaja Mysl’s ideer vil blive dokumenteret nedenfor.
n. Økonomisternes brev i Iskra nr.12.
o. Rabotjeje Delo nr. 10.
p. Neue Zeit [49] 1901-1902, XX, 1, nr. 3. s. 79. Det kommissionsforslag, K. Kautsky omtaler, blev vedtaget af kongressen i Wien (i slutningen af sidste år) i noget ændret form. [50]
q. Det betyder naturligvis ikke, at arbejderne ikke tager del i denne udvikling. Men de deltager ikke som arbejdere, men som socialismens teoretikere, som Proudhon’er og Weitling’er, de deltager med andre ord når og i det omfang det lykkes dem i større eller mindre grad at beherske deres tids viden og drive denne viden fremad, For at det skal lykkes oftere for arbejderne, må der drages størst mulig omsorg for højnelse af arbejdernes bevidsthedsniveau generelt, og hertil må der sørges for, at arbejderne ikke afgrænser sig inden for kunstigt afstukne rammer i form af »litteratur for arbejdere«, men lærer at beherske den almene litteratur i stadig større grad. Det ville endog være rigtigere i stedet for »afgrænser sig« at sige afgrænses, idet arbejderne selv læser og ønsker at læse alt, hvad der skrives også for intelligensen, og kun enkelte (dårlige) intellektuelle tror, at »for arbejderne« er det nok at fortælle om fabriksforhold og tygge drøv på gammelkendte ting.
r. Man siger ofte: Arbejderklassen drages spontant til socialismen. Det er ganske rigtigt i den forstand, at den socialistiske teori dybere end alle andre og sandere end alle andre fastslår årsagerne til arbejderklassens trængsler, og derfor tilegner arbejderne sig den også så let, når blot denne teori ikke selv melder pas over for spontaniteten, når den blot underlægger sig spontaniteten. I almindelighed underforstås dette af sig selv, men Rabotjeje Delo glemmer og forvansker netop dette underforståede. Arbejderklassen drages spontant til socialismen, men den borgerlige ideologi, som er den mest udbredte (og som stadig genopstår i de forskelligste former), er ikke desto mindre den, der spontant og først og fremmest pånødes arbejderen.
s. Om de Russiske Socialdemokraters Nuværende Opgaver og Taktik, Geneve, 1898. To breve til Rabotjaja Gaseta, skrevet i 1897.
t. Se Samlede Værker, 5. udg. bd. 2, s. 433-470, russ. – Red. [engelsk]
u. Sin første usandhed (»Vi ved ikke, hvad det er for unge kammerater, P. B. Akselrod talte om«) supplerede Rabotjeje Delo i sit selvforsvar med én til, da det i sit svar skrev: »Siden anmeldelsen af Opgaverne er der blandt visse russiske socialdemokrater opstået, eller mere eller mindre klart udtrykt, tendenser til økonomisk ensidighed, som er et tilbageskridt i forhold til vor bevægelses tilstand, som den er fremstillet i Opgaverne (s. 9). Sådan siges der i Svar, som udkom i 1900. Men Rabotjeje Delo’s nr. 1 (med anmeldelsen) kom i april 1899. Er mon økonomismen først opstået i 1899? Nej, i 1899 lød den første protest mod økonomismen fra russiske socialdemokrater (protesten mod Credo). (Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 4, s.163-176, russ. [engelsk]) Økonomismen derimod dukkede op i 1897, som Rabotjeje Dele udmærket ved, eftersom V. I-n allerede i november 1898 (Listok Rabotnika nr. 9-10) lovpriste Rabotjaja Mysl.
v. Stadieteorien« eller teorien om »den forsagte siksakkurs« i den politiske kamp udtrykkes f. eks. i denne artikel således: »De politiske krav, der ifølge deres karakter er fælles for hele Rusland, bør imidlertid i den første tid« (dette er skrevet i august 1900!) »modsvare de erfaringer, de pågældende lag (sic!) af arbejdere har uddraget af den økonomiske kamp. Alene (!) på grundlag af denne erfaring kan og bør man gå i gang med den politiske agitation« osv. (s. 11). På side 4 udbryder forfatteren patetisk, idet han vender sig imod de efter hans mening fuldstændigt ubegrundede anklager for økonomisk kætteri: »Hvilken socialdemokrat ved ikke, at ifølge Marx’ og Engels’ lære spiller de enkelte klassers økonomiske interesser en afgørende rolle i historien, og at i særdeleshed proletariatets kamp for sine økonomiske interesser følgelig må have første rangs betydning for dets klassemæssige udvikling og befrielseskamp?« (fremhævet af os). Dette »følgelig« er ganske malplaceret. Af det forhold, at de økonomiske interesser spiller en afgørende rolle, følger så langtfra nogen konklusion gående ud på, at den økonomiske (det vil sige fagforeningernes) kamp har første rangs betydning, eftersom klassernes allervæsentligste, »afgørende« interesser kun kan tilfredsstilles ved fundamentale politiske omdannelser generelt; i særdeleshed kan proletariatets grundlæggende økonomiske interesser kun tilfredsstilles ved hjælp af den politiske revolution, som erstatter bourgeoisiets diktatur med proletariatets diktatur. B. Kritjevskij gentager de argumenter, der er fremsat af »det russiske socialdemokratis V.V.’er« (– politikken følger økonomien etc.) og det tyske socialdemokratis bernsteinianere (f. eks. påviste Woltmann netop med den slags argumenter, at arbejderne først bør opnå »økonomisk styrke«, inden de tænker på politisk revolution).
x. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 4, s. 376, russ. – Red. [engelsk]
y. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 6-7, russ. – Red. [engelsk]
z. Ein Jahr der Verwirrung (Et Forvirringens År) var den overskrift, Mehring benyttede til det kapitel i sin Det Tyske Socialdemokratis Historie, hvori han skildrer den vaklen og ubeslutsomhed, der i begyndelsen prægede socialdemokraterne ved valget af en taktik som plan, svarende til de nye vilkår.
aa. Fra den ledende artikel i Iskra nr. 1 (Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 4, s.374, russ. – Red.)
ab. Pseudonym for Plekhanov. – Red.
ac. Se Samlede Værker, 5. udg. bd. 5, s. 7-8, russ. – Red. [engelsk]
ad. Det må heller ikke glemmes, at da gruppen Osvobosjdenie Truda løste spørgsmålet om terror teoretisk, sammenfattede den erfaringerne fra den forudgående revolutionære bevægelse.
ae. Khvost er det russiske ord for hale. – Red.
a. For at undgå misforståelser skal vi bemærke, at vi i den videre fremstilling overalt ved økonomisk kamp (i overensstemmelse med den hos os gængse sprogbrug) forstår den »praktisk-økonomiske kamp«, som Engels i det ovenfor anførte citat betegnede som »modstand mod kapitalisterne«, og som i frie lande kaldes faglig, syndikal eller trade-unionistisk kamp.
b. I dette kapitel taler vi kun om den politiske kamp, om den videre eller snævrere opfattelse af den. Vi skal derfor kun i forbigående, blot som kuriosum, fremhæve Rabotjeje Delo’s anklage mod Iskra for »overdreven tilbageholdenhed« i forhold til den økonomiske kamp (To Kongresser, drøvtygget af Martynov i hans brochure Socialdemokratiet og Arbejderklassen). Hvis de herrer anklagere ville udtrykke, enten i vægt eller trykark (som de ynder at gøre det), hvor meget stoffet om den økonomiske kamp fylder i Iskra for ét år, og sammenligne med det tilsvarende stof i Rabotjeje Delo og Rabotjaja Mysl tilsammen, ville de nemt indse, at de også i denne henseende er bagefter. Åbenbart tvinger erkendelsen af den enkle sandhed dem til at gribe til slutninger, som umiskendeligt viser deres forlegenhed. Iskra må (!), skriver de, med eller mod sin vilje (!) tage livets vigtigste krav i betragtning og i det mindste (!!) bringe korrespondancer om arbejderbevægelsen (To Kongresser, s. 27). Virkelig et argument, der gør det af med os!
c. Vi siger »generelt«, fordi der i Rabotjeje Delo netop er tale om generelle principper og generelle opgaver for hele partiet. Utvivlsomt forekommer der i praksis tilfælde, hvor politikken virkelig bør følge efter økonomien, men at tale herom i resolutioner, der er bestemt for hele Rusland, det kan kun økonomister finde på. Der forekommer jo også situationer, hvor man »lige fra begyndelsen« kan føre politisk agitation »på økonomisk grundlag alene«, og ikke desto mindre har Rabotjeje Delo til syvende og sidst spekuleret sig frem til, at der »ikke er nogen som helst nødvendighed« herfor (To Kongresser, s. 11). I et følgende kapitel skal vi påvise, at »politikernes« og de revolutionæres taktik ikke ignorerer socialdemokratiets trade-unionistiske opgaver, men tværtimod er den eneste, som tilmed sikrer deres konsekvente gennemførelse.
d. Landøvrigheden (russisk: semskije natjalniki) udgjordes af adelsmænd med myndighed som overordnede politifolk og dommere. – Red.
e. Ordrette udtryk fra brochuren To Kongresser, s. 31, 32, 28 og 30.
f. To Kongresser, s. 32.
g. Rabotjeje Delo nr. 10, s. 60. Dette er Martynovs variant af den anvendelse af sætningen »hvert skridt virkelig bevægelse er vigtigere end et dusin programmer« på vor bevægelses nuværende kaotiske tilstand, som vi allerede har karakteriseret ovenfor. I virkeligheden er det kun en oversættelse af til russisk af Bernsteins famøse sætning: »Bevægelsen er alt – det endelige mål intet«.
h. S. 43: »Naturligvis, når vi anbefaler arbejderne at stille regeringen bestemte økonomiske krav, gør vi det fordi enevoldsregeringen på det økonomiske område nødtvungent er parat til at gå ind på visse indrømmelser.«
i. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 297-319, russ. – Red.
j. Rabotjaja Mysl, Særtillæg, s. 14.
k. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 4, s. 391-396, russ. – Red.
l. Kravet om at »give selve den økonomiske kamp politisk karakter« udtrykker yderst plastisk knæfaldet for spontaniteten inden for den politiske virksomhed. Den økonomiske kamp antager tit og ofte spontant politisk karakter, dvs. uden indblanding fra den »revolutionære bacille – intelligensen«, uden indblanding fra bevidst orienterede socialdemokrater. Således antog arbejdernes økonomiske kamp i England politisk karakter uden nogen som helst deltagelse af socialister. Derimod er socialdemokraternes opgaver ikke udtømt med politisk agitation på økonomisk grundlag, deres opgave er at forvandle denne trade-unionistiske kamp til en socialdemokratisk, politisk kamp. at udnytte de spirer til politisk bevidst orientering, som den økonomiske kamp har nedlagt i arbejderne, for at hæve arbejderne op til socialdemokratisk bevidst orientering. Men i stedet for at hæve og drive den spontant vakte politiske bevidsthed fremad, falder Martynov’erne på knæ for spontaniteten og gentager så ofte, at det er til at brække sig over, at den økonomiske kamp »driver« arbejderne ind på spørgsmålet om deres politiske retsløshed. Skade, mine herrer, at denne spontane vækkelse af den trade-unionistiske politiske bevidsthed ikke »driver« også jer ind på spørgsmålet om jeres socialdemokratiske opgaver!
m. Til bekræftelse af, at hele denne arbejdertale til økonomisterne ikke er grebet ud af luften, vil vi påberåbe os to vidner, som ubestrideligt er direkte bekendt med arbejderbevægelsen, og som mindst af alt er til-bøjelige til at nære forkærlighed for os »dogmatikere«, idet det ene vidne er økonomist (og endog anser Rabotjeje Delo for et politisk organ), og den anden terrorist. Det første vidne er forfatter til en artikel, der er bemærkelsesværdig ved sin sandfærdighed og livlighed: Arbejderbevægelsen i Petersborg og Socialdemokratiets Praktiske Opgaver i Rabotjeje Delo nr. 6. Han deler arbejderne i 1) de bevidste revolutionære, 2) mellemlaget og 3) den øvrige masse. Og netop mellemlaget »interesserer sig ofte mere for det politiske livs spørgsmål end for sine egne mest nærliggende økonomiske interesser, hvis forbindelse med de almene sociale forhold for længst er opfattet«. ... De kritiserer Rabotjaja Mysl skarpt: »Det er altsammen det samme gammelkendte, for længst læste«, »I den politiske oversigt er der igen intet« (s. 30-31). Men også det tredje lag: »Den mere fintmærkende yngre arbejdermasse, som er mindre demoraliseret af værtshus og kirke, og som næsten aldrig har lejlighed til at læse en bog med politisk indhold, drøfter på må og få det politiske livs foreteelser, spekulerer over de spredte beretninger om studenteruroligheder« osv. Og terroristen skriver: »... en eller to gange læser de om småsager i fabrikslivet forskellige steder, i andre byer og holder så op ... Det er kedsommeligt ... Ikke at skrive om regeringen i et arbejderblad er at betragte arbejderen som et pattebarn ... Arbejderen er ikke noget barn« (Svoboda, [59] udgivet af den revolutionær-socialistiske gruppe, s. 69-70).
n. Martynov »forestiller sig et andet, mere reelt (?) dilemma« (Socialdemokratiet og Arbejderklassen, s. 19): »Enten påtager socialdemokratiet sig den direkte ledelse af proletariatets økonomiske kamp og forvandler den derved (!) til revolutionær klassekamp« ... Derved, det vil åbenbart sige ved direkte ledelse af den økonomiske kamp. Lad Martynov vise os, hvor man har set, at det er lykkedes, blot ved at lede den faglige kamp, at forvandle en trade-unionistisk bevægelse til en revolutionær klassebevægelse? Forstår han da ikke, at vi for at opnå denne forvandling aktivt skal tage fat på »direkte ledelse« af en alsidig politisk agitation? ... »Eller det andet perspektiv: Socialdemokratiet fjerner sig fra ledelsen af arbejdernes økonomiske kamp ... og stækker derved sine egen vinger«. Ifølge Rabotjeje Delo’s ovenfor anførte opfattelse, er det Iskra, der »fjerner sig«. Men vi har set, at Iskra gør langt mere and Rabotjeje Delo for at lede den økonomiske kamp, men at det ikke derfor begrænser sig hertil og ikke af hensyn hertil indsnævrer sine politiske opgaver.
o. Det drejer sig om foråret 1901, de der indledtes store gadedemonstrationer. [60] (Lenins fodnote til udgaven 1907. – Red.)
p. For eksempel dikterede Liebknecht under den fransk-prøjsiske krig et handlingsprogram for hele demokratiet – og Marx og Engels gjorde det samme i endnu højere grad i 1848.
q. Semstvo – såkaldt lokal selvforvaltning i nogle af tsartidens europæiske guvernementer og ujesd’er (amter), indført 1864, sammensat hovedsagelig af adelige godsejere, desuden købmænd og storbønder. Semstvoerne skulle løse talrige opgaver, men mål og programmer f.eks. for skoler var fastsat af tsarregeringen. Semstvoerne tjente adelens og de besiddendes interesser. Efterhånden fremkom opposition og liberale strømninger inden for semstvoernes forskellige organer, hvad der fremkaldte strenge forholdsregler og forfølgelser mod de pågældende personer, navnlig læger, lærere, agronomer og statistikere (registerførere). – Red.
r. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 10-11, russ. – Red.
s. På grund af pladsmangel i Iskra har det ikke været os muligt udførligt at besvare dette for økonomisterne yderst karakteristiske brev. Vi var meget glade for dets fremkomst, eftersom snakken om inkonsekvens i Iskras klassestandpunkt for længst er nået til os fra de forskelligste sider, og vi kun har søgt en passende lejlighed eller et formuleret udtryk for den gængse anklage for at svare derpå. Vi plejer at besvare angreb, ikke med forsvar, men med modangreb.
t. Og ind imellem disse artikler offentliggjordes (Iskra nr. 3) en artikel specielt om klassemodsætningerne i landsbyerne hos os. (Se Samlede Værker, 5. udg. bd. 4, s. 429-437, russ. – Red.)
u. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 4, s. 391-396, russ. – Red.
v. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 4, s. 429-437, russ. – Red.
x. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 87-92, russ. – Red.
y. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 93-94, russ. – Red.
z. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 78 og 79, russ. – Red.
aa. Her henvises også til »de konkrete russiske betingelser, der skæbnebestemt driver arbejderbevægelsen ind på den revolutionære vej«. De folk vil ikke forstå, at arbejderbevægelsens revolutionære vej ikke uden videre behøver at være den socialdemokratiske vej! Hele det vesteuropæiske bourgeoisi »drev« jo under enevælden bevidst arbejderne ind på den revolutionære vej. Vi socialdemokrater kan imidlertid ikke stille os tilfreds med dette. Og hvis vi på den ene eller anden måde reducerer den socialdemokratiske politik til spontan, trade-unionistisk politik, spiller vi netop derved det borgerlige demokratis spil.
a. Lenin bruger ordet kustarnitjestvo, afledt af ordet kustar: en håndværker, der arbejder hjemme, primitivt, og hvis produkter nærmest kan betegnes som husflid. Betegnelsen for denne arbejdsmåde, kustarnitjestvo, er i det følgende oversat ved dilettanteri og kustar ved dilettant. – Red.
b. Kursiveringen er overalt min egen.
c. Rabotjaja Mysl og Rabotjeje Delo, særlig svar til Plekhanov.
d. Brochuren Hvem Vil Gennemføre den Politiske Revolution? – i den i Rusland udgivne samling Den Proletariske Kamp. Blev desuden optrykt af Kijev-komiteen.
e. Revolutionismens Renæssance, og Svoboda.
f. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 6, russ. – Red.
g. Landadelig, patriarkalsk familie i en af Gogols fortællinger. – Red.
h. Iskras kamp mod klinten har fremkaldt følgende vrede udfald fra Rabotjeje Delo: »For Iskra er det ikke så meget disse begivenheder (i foråret), der er tidens tegn, som det er i Subatov-agenternes ynkelige forsøg på at ‘legalisere’ arbejderbevægelsen. Iskra ser ikke, at disse forhold også taler imod det; de vidner også om, at arbejderbevægelsen har antaget et meget truende omfang i regeringens øjne« (To Kongresser, s. 27 ). Skyld i det hele er »dogmatismen« hos disse ortodokse, der er »døve over for livets stærke bud«. Stædigt nægter de at se den alenhøje hvede og kæmper mod den tommehøje klinte! Er det da ikke en »forvrænget opfattelse af perspektiverne i forhold til den russiske arbejderbevægelse« (samme sted, s. 27)?
i. Her skal vi blot bemærke, at alt, hvad vi har sagt om »puf udefra« og alle de øvrige ræsonnementer i Svoboda om organisationen i fuldt mål gælder alle økonomister og Rabotjeje Delo’s folk blandt dem, idet de dels aktivt har hævdet og forsvaret de samme synspunkter – med hensyn til organisationsspørgsmål, dels har nærmet sig dem.
j. Denne benævnelse er måske rigtigere i relation til Svoboda end den foregående, idet terrorismen forsvares i Revolutionismens Renæssance og økonomismen i den analyserede artikel. Ånden er redebon, men kødet er skrøbeligt, kan man i det hele taget sige om Svoboda. De bedste forsætter og de smukkeste hensigter – og som resultat forvirring, forvirring først og fremmest som følge at, at Svoboda i sit forsvar for kontinuiteten i organisationen ikke vil kendes ved kontinuitet i den revolutionære tænkning og socialdemokratiske teori. At bestræbe sig på atter at kalde den professionelle revolutionære til live (Revolutionismens renæssance) og til dette formål foreslå for det førte opæggende terror og for det andet en »organisation af gennemsnitsarbejdere« (Svoboda nr. 1, s. 66 ff), som der mindst muligt »puffes til udefra«, – det er i sandhed ensbetydende med at hugge sin egen bolig til pindebrænde for at skaffe varme.
k. For eksempel konstateres der i den senere tid i militære kredse en uomtvistelig opvækkelse af demokratisk ånd, til dels som følge af de stadigt hyppigere forekommende gadekampe mod »fjender« som arbejdere og studenter. Og så snart de forhåndenværende kræfter bare tillader det, må vi absolut beskæftige os på det alvorligste med propaganda og agitation blandt soldater og officerer og med opbygning af en »militær organisation«, der indgår i vort parti.
l. Jeg husker, at en kammerat fortalte mig om, hvor bittert en fabriksinspektør, der var villig til at hjælpe, og som virkelig hjalp socialdemokratiet, klagede over, at han ikke vidste, om hans »informationer« når frem til det egentlige revolutionære centrum, om der er brug for hans hjælp, og om der er mulighed for at udnytte hans små og beskedne tjenester. Enhver praktiker kender naturligvis mere end ét lignende tilfælde, hvor vort dilettanteri har berøvet os forbundsfæller. Sådanne hver for sig »små«, men sammenlagt uvurderlige tjenester kunne og ville også funktionerer og embedsmænd ikke blot i fabrikkerne, men også i postvæsenet, ved jernbanerne, i toldvæsenet, adelsinstitutionerne, kirken og enhver anden etat yde os, endog inden for politiet og hofkredsene! Hvis vi blot havde et virkeligt parti, en virkelig kamporganisation af revolutionære, ville vi ikke stille alle disse »hjælpere« i forreste linje. Ikke have travlt med altid og ubetinget at drage dem ind i den snævreste »illegale inderkreds«, men tværtimod beskytte dem ganske særligt, og endog uddanne folk specielt til sådanne funktioner, idet vi husker på, at mange studenter vil kunne gøre partiet større gavn som »hjælpere« i embedsstillinger end som »kortvarige« revolutionære. Men – lad mig gentage endnu engang – retten til at anvende en sådan taktik har kun en allerede helt fast organisation, som ikke lider under mangel på aktive kræfter.
m. Svoboda nr. 1, artiklen Organisation, s. 66: »Med sine tunge skridt vil arbejderklassen støtte alle krav, der opstilles i det russiske Arbejdes navn« – arbejde ubetinget med stort! Og samme forfatter udbryder: »Jeg er aldeles ikke fjendtligt indstillet over for intelligensen, men ...« (det er det samme men, som Sjtjedrin oversatte med ordene: Træerne vokser ikke ind i himlen!) »... men det oprører mig altid forfærdeligt, når en mand kommer og siger meget smukke og fortræffelige ting og forlanger, at de skal accepteres på grund af deres (hans?) skønhed og andre dyder« (s. 62). Ja mig oprører det også altid forfærdeligt ...
n. Narodovoltsy, tilhængere af Narodnaja Volja, en hemmelig narodnik sammeslutning, der gik ind for individuel terror som kampmiddel. – Red.
o. Sml. De Russiske Socialdemokraters Opgaver, s. 21, polemikken mod P. L. Lavrov. (Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 2, s. 459-460, russ. – Red.)
p. De Russiske Socialdemokraters Opgaver s. 23. (Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 2, s. 461, russ. – Red.) Her er i øvrigt endnu en illustration af, at Rabotjeje Delo enten ikke forstår, hvad det selv siger, eller skifter standpunkt efter, hvordan vinden blæser. I nr. 1 af Rabotjeje Delo står der med kursiv: »De i brochuren fremstillede hovedsynspunkter er fuldt og helt i overensstemmelse med Rabotjeje Delo’s program« (s. 142). Nej virkelig? Er den anskuelse, at massebevægelsen ikke må stilles over for den primære opgave at styrte selvherskerdømmet, i overensstemmelse med De Russiske Socialdemokraters Opgaver? Gælder det også teorien om »økonomisk kamp mod arbejdsgiverne og mod regeringen«? Og stadieteorien? Vi overlader til læseren at bedømme, om der kan vare nogen principfasthed hos et organ, der har en så original opfattelse af »overensstemmelse«.
q. Se Beretning til Pariskongressen, [76] s. 14: »Fra dette tidspunkt (1897) indtil foråret 1900 udkom forskellige steder 30 numre af forskellige aviser ... I gennemsnit udkom der mere end ét nummer om måneden.«
r. Denne vanskelighed er kun tilsyneladende. I virkeligheden findes der ikke nogen lokal cirkel, som ikke vil have mulighed for et gå aktivt ind i den ene eller anden funktion i det landsomfattende arbejde. »Sig ikke: Jeg kan ikke, sig: Jeg vil ikke.«
s. Derfor er det, at selv eksempler fra overordentlig gode lokale organer til fulde bekræfter vort synspunkt. For eksempel er Jusjnyj Rabotjij [78] et udmærket blad, som på ingen måde gør sig skyldig i principløshed. Men det, bladet ønskede at give den lokale bevægelse, blev ikke nået, fordi bladet udkom sjældent, og på grund af omfattende razziaer. Det som mest af alt er partiet magtpåliggende i den givne situation – en principiel fremstilling af bevægelsens fundamentale spørgsmål og en alsidig politisk agitation – viste sig at overstige det lokale organs kræfter. Og hvad bladet bragte af særlig godt, i stil med artiklerne om bjergværksejernes kongres, om arbejdsløsheden osv., var ikke rent lokalt materiale, men var påkrævet for hele Rusland, og ikke for Syden alene. Sådanne artikler har der ikke ellers været i hele vor socialdemokratiske presse.
t. Det legale materiale er særlig vigtigt i denne henseende, og vi er navnlig kommet bagefter med hensyn til evnen til systematisk at samle og udnytte det. Det er ingen overdrivelse at sige, at med legalt materiale alene kan der til nød skrives en faglig brochure, men med illegalt materiale alene kan det ikke gøres. Samler vi illegalt materiale hos arbejderne om spørgsmål som dem, Rabotjaja Mysl [79] har behandlet, spilder vi en mængde af den revolutionæres kræfter (han kunne i denne sag let være erstattet af en legal aktivist), og alligevel får vi aldrig godt materiale ud af det, fordi arbejderne, som praktisk taget kun kender én afdeling af en stor fabrik, og næsten altid kender de økonomiske resultater, men ikke de generelle betingelser og normer for deres arbejde, ikke har mulighed for at skaffe sig den viden, som fabriksfunktionærer, inspektører, læger osv. sidder inde med, og som i massevis findes spredt i små aviskorrespondancer og i specielle industri-, sundheds-, semstvo- og andre publikationer.
Jeg husker, som var det i dag, mit »første forsøg«, som jeg aldrig vil gentage. I mange uger sled og slæbte jeg med at underkaste en arbejder, der kom hos mig, et »pinligt forhør« om alle tænkelige forhold i den kæmpemæssige fabrik, hvor han arbejdede. Ganske vist fik jeg, om end med uhyre besvær, sammenstillet en slags beskrivelse (af bare den ene fabrik), men til gengæld kunne det ske, at arbejderen ved slutningen af en samtale tørrede sveden af panden og sagde med et smil: »Jeg har lettere ved at arbejde over end ved at svare Dem på spørgsmålene!«
Jo mere energisk vi fører den revolutionære kamp, des mere vil regeringen være tvunget til at legalisere en del af det »faglige« arbejde og dermed befri os for en del af vor byrde.
a. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 1-13, russ. – Red.
b. I samlingen Gennem 12 Ar har V. I. Lenin udeladt afsnit a) i kapitel V med følgende bemærkning: Afsnit a) Hvem blev fornærmet over artiklen Hvad Skal Man Begynde Med? udelades i denne udgave, idet det udelukkende indeholder polemik mod Rabotjeje Delo og Bund i spørgsmålet om Iskras forsøg på at »kommandere« osv. Det siges i øvrigt i dette afsnit, at selvsamme Bund (i 1898-1899) opfordrede Iskra til at genoptage udgivelsen af partiet» centralorgan og etablere et »litterært laboratorium«. – Red.
c. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 9, russ. – Red.
d. Iskra nr. 8. Svar på vor artikel om det nationale spørgsmål, fra centralkomiteen for det Almindelige Jødiske Forbund i Rusland og Polen.
e. Det er med overlæg, disse kendsgerninger ikke bringes i den rækkefølge, hvori de fandt sted. (Denne fodnote er vedføjet af Lenin af konspirative grunde. Se note 81, hvortil der henvises foran. – Red.)
f. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 2, s. 433-470 og 263-314, russ. – Red.
g. I øvrigt beder forfatteren til denne brochure mig meddele, at den ligesom hans tidligere brochurer er sendt til Forbundet under den forudsætning, at gruppen Osvobosjdenie Truda skulle være redaktør af udgivelsen (i kraft af visse omstændigheder kunne han på det tidspunkt, dvs. i februar 1899, ikke have kendskab til ændringen af redaktionen). Brochuren vil snart blive optrykt af Ligaen. [82]
h. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 4, s. 182-186 og 193-198, russ. – Red.
i. Kammerat Kritjevskij og kammerat Martynov! Jeg henleder jeres opmærksomhed på dette oprørende udslag af »enevælde«, »ukontrolleret autoritet«, »regulering fra oven« osv. Tænk engang: Han ønsker at besidde hele kæden! Her er et oplagt emne for to ledere i Rabotjeje Delo nr. 12!
j. Martynov anfører i Rabotjeje Delo (nr. 10, s. 62) den første sætning af dette citat, men udelader netop den anden sætning, som vil han dermed understrege sin uvilje mod at gå ind på kernen i spørgsmålet eller sin svigtende evne til at fatte denne kerne.
k. Et forbehold: Hvis den sympatiserer med dette blads retning og anser det for gavnligt for sagen, at den bliver dets medarbejder, hvorved forstås ikke blot litterært men overhovedet enhver form for revolutionært medarbejderskab. Bemærkning til Rabotjeje Delo: Blandt revolutionære, der sætter sagen og ikke legen med demokratisme højt, og som ikke skiller »sympati« fra den mest aktive og levende medvirken, er dette forbehold selvindlysende.
l. På Tærsklen til Revolutionen, s. 62.
m. I øvrigt har L. Nadesjdin i sin »Oversigt over teoriens problemer« næsten intet bidraget til teorien, hvis man ser bort fra følgende passus, som ud fra »synspunktet på tærsklen til revolutionen« er yderst interessant: »Bernsteiniaden som helhed mister i dette øjeblik sin aktualitet for os, ligesom det er ligegyldigt, om hr. Adamovitj beviser, at hr. Struve allerede har gjort sig fortjent til en orden, eller om hr. Struve tværtimod gendriver hr. Adamovitj og nægter at demissionere, – det er absolut ligegyldigt, for nu nærmer revolutionens time sig« (s. 110). Der kan vanskeligt gives en tydeligere fremstilling af L. Nadesjdins grænseløse sorgløshed med hensyn til teorien. Vi har proklameret »revolutionens tærskel« – derfor er det »absolut ligegyldigt«, om det lykkes de ortodokse definitivt at fordrive kritikerne fra deres stillinger!! Og vor vismand bemærker ikke, at netop under revolutionen får vi brug for resultaterne af den teoretiske kamp mod kritikerne for at kunne føre den afgørende kamp mod deres stillinger i praksis.
n. Iskra nr. 4: Hvad Skal Man Begynde Med? – »De revolutionære kulturmagere, som ikke står på det standpunkt, at vi befinder os på tærsklen til revolutionen, lader sig ikke anfægte det mindste af arbejdets langvarighed«, skriver Nadesjdin (s. 62). Vi skal hertil bemærke, at hvis vi ikke er i stand til at udarbejde en politisk taktik, en organisationsplan, som afgjort er beregnet på meget langvarigt arbejde, og samtidig kan sikre vort partis beredskab til under selve denne arbejdsproces, at være på sin post og udføre sin pligt under enhver uventet situation og enhver fremskyndelse af begivenhedernes gang, så er vi kun ynkelige politiske eventyrere. Kun Nadesjdin, der først for nylig er begyndt at betegne sig som socialdemokrat, kan glemme, at socialdemokratiets mål er en fundamental omformning af livsbetingelserne for hele menneskeheden, og at det derfor er utilstedeligt for en socialdemokrat at lade sig »anfægte« af spørgsmålet om arbejdets varighed.
o. Ak og ve! Atter er det ulyksalige ord »agent« undsluppet mig, det ord, som skurrer så fælt i Martynovs demokratiske øre! Det forekommer mig mærkeligt, at dette ord ikke sårede halvfjerdsernes koryfæer, men sårer halvfemsernes dilettanter. Jeg kan godt lide ordet, fordi det klart og skarpt peger på den fælles sag, som alle agenterne indordner deres tanker og handlinger under, og hvis det er nødvendigt at skifte dette ord ud med et andet, ville jeg vel kun kunne standse op ved ordet »medarbejder«, hvis det blot ikke mindede om noget vist litterært og udflydende. Vi derimod har brug for en militær organisation af agenter. I øvrigt kunne de (navnlig i udlandet) talrige Martynov’er som ynder »at udnævne hinanden til generaler«, i stedet for at bruge udtrykket »agent i pasafdelingen« sige »øverstkommanderende for den særlige afdeling til forsyning af revolutionære med pas« osv.
a. Jeg kunne lige så godt have svaret med det tyske ordsprog: Den Sack schlägt man, den Esel meint man, eller på russisk: Katten får kløene, svigerinden bagtalelsen. Ikke bare Rabotjeje Delo, men den store masse af praktikere og teoretikere sværmede for »kritikken«, som var på mode, løb sur i spørgsmålet om spontaniteten og sank ned fra socialdemokratisk til trade-unionistisk opfattelse af vore politiske og organisatoriske opgaver.
a. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 4, s. 384-385. russ. – Red.
b. Til grund for denne bedømmelse af spaltningen lå ikke blot kendskab til litteraturen, men også til oplysninger, indsamlet i udlandet af en del medlemmer af vor organisation, som havde opholdt sig dér.
c. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 1-13, russ. – Red.
d. Denne påstand er gentaget i To Kongresser, s. 25.
e. Netop: Vi sagde i indledningen til juniresolutionerne, at det russiske socialdemokrati altid som helhed har stået på det grundlag, som er udtrykt i gruppen Osvobosjdenie Truda’s principper, og at Udlandsforbundets fortjenester navnlig lå i dets forlags- og organisationsvirksomhed. Med andre ord, vi gav udtryk for vor fulde beredvillighed til at glemme hele fortiden og anerkende det (for sagen) gavnlige arbejde, vore kammerater i Udlandsforbundet udførte, på den betingelse, at de svingninger, som vi havde forfulgt med vort »fiskeri«, hørte fuldstændigt op. Enhver uhildet, der gennemlæser juniresolutionerne, vil netop også kun forstå dem sådan. Når Udlandsforbundet så nu, efter at det med sin vending til økonomismen (i artiklerne i nr. 10 og i ændringsforslagene) har fremkaldt et brud, anklager os højtideligt for at fare med usandhed (To Kongresser) på grund af disse ord om dets fortjenester, da er en sådan beskyldning naturligvis kun egnet til at fremkalde smil.
f. Der var i Vorwärts indledt en polemik herom mellem bladets nuværende redaktion, Kautsky og Sarja. Vi skal ikke undlade at gøre vore russiske læsere bekendt med denne polemik. [93]
g. Hvis ikke de redaktionskonferencer i forbindelse med oprettelsen af et fælles øverste råd for de forenede organisationer, som også Rabotjeje Delo gav sin tilslutning til i juni, skal regnes for indsnævring af selvstændigheden.
a. Se dette bind s. 200. – Red.
1. Bogen Hvad Må Der Gøres? spillede en fremtrædende rolle for udviklingen af arbejderklassens revolutionære, marxistiske parti i Rusland. Den fik i årene 1902-1903 vid udbredelse i socialdemokratiske kredse over hele landet. Politiet fandt den ved husundersøgelser og arrestationer af socialdemokrater i Kijev og Moskva, i Petersborg og Nisjnij Novgorod (nu Gorkij), i Odessa, Kasan og andre byer. »Hvad Må Der Gøres? øver stærk indflydelse på folk i Rusland,« fremhævedes det i Iskra-organisationens beretning på RSDAP’s 2. kongres. »En hel række personer er efter deres eget udsagn på vej til at blive Iskra-tilhængere, som følge af denne bog« (Socialdemokratiske Komiteers Beretninger til RSDAP’s 2. Kongres. Marx-Lenin Instituttet 1930, s. 44).
Bogen begejstrede »ganske særligt dem, der stod det russiske arbejde nærmest,« skrev Nadesjda Krupskaja (Erindringer om Lenin, Forlaget Tiden, 1975, s. 84). Sekretæren for Iskras russiske organisation, Sinaida Krsjisjanovskaja-Nevsorova, skrev fra Samara (nu Kujbysjev) til Iskras redaktion: »Om bogen Hvad Må Der Gøres? hører vi foreløbig kun rosende udtalelser«. (Proletarskaja Revolutsija, 1928, nr. 6-7, s. 149). Iskra-repræsentanten I. I. Radtjenko skrev fra Petersborg: »Jeg opererer overalt med Lenins plov som det bedste produktive redskab til bearbejdning af jordbunden. Det afskræller rutineskorpen fortræffeligt, løsner jorden og giver løfte om rig høst. Så snart den på sin vej møder klinte, udsået af Rabotjeje Delo, udrydder den det hver gang med rode. Fremragende!« (Marx-Lenin Instituttets arkiv). RSDAP's Moskva-komité udtrykte i en henvendelse til Iskras redaktion taknemmelighed overfor Lenin for Hvad Må Der Gøres? I et svar på dette brev skrev Lenin til Moskva-komiteen:
»Jeres udtryk for taknemmelighed for Hvad Må Der Gøres? opfatter vi – og kan naturligvis kun opfatte – i den betydning, at I i denne bog har fundet svar på jeres egne spørgsmål, at I selv ud fra det direkte kendskab til bevægelsen har uddraget den overbevisning om nødvendigheden af et dristigere, større, mere forenet, mere centraliseret og omkring ét blad-centrum fastere samlet arbejde, som også er udtrykt i bogen« (Samlede Værker, 4. udg. bd. 6, s. 186, russ.)
I Iskras redaktion konstateredes divergerende bedømmelser af Lenins bog. Plekhanov fremsatte på et redaktionsmøde i München i januar 1902 kritik af visse sætninger, mens Potresov sendte en begejstret udtalelse. Disse uoverensstemmelser kom imidlertid ikke udenfor redaktionens rammer. Grundsætningerne i Hvad Må Der Gøres? – om forholdet mellem bevidste og spontane elementer i arbejderbevægelsen og om partiets ledende rolle i proletariatets revolutionære klassekamp – blev med tilslutning fra alle redaktionens medlemmer indføjet i det udkast til program for RSDAP, som Iskras redaktion udarbejdede. Ved bogens genudgivelse i 1907 skrev Lenin: »Følgelig kan der ikke i denne sag være mindste tale om nogen principiel forskel mellem programudkastet og Hvad Må Der Gøres?« (Samlede Værker, 4. udg., bd. 13, s. 91, russ.) På 2. kongres i RSDAP baserede Iskra-modstanderne deres indlæg mod det af Iskras redaktion udarbejdede programudkast på kritik af Hvad Må Der Gøres? Flertallet på kongressen, Iskra-tilhængerne (deriblandt Plekhanov og Martov), stod imidlertid solidarisk med Lenins bog og med dens behandling af spørgsmålet om »det bevidste elements,« dvs. socialdemokratiets, rolle i proletariatets revolutionære bevægelse. Efter RSDAP's 2. kongres, da mensjevikkerne systematisk reviderede alle det gamle Iskras grundideer, påtog Plekhanov sig den opgave at gendrive de anskuelser, Lenin havde fremsat i Hvad Må Der Gøres?, og han erklærede sig nu principielt uenig med ham i spørgsmålet om bevidsthed og spontanitet. Et svar til Plekhanov findes i Vorovskijs artikel Demagogiens Frugter (Vperjod nr. 11, 23. (10.) marts 1905), som Lenin redigerede.
Bogen Hvad Må Der Gøres? blev genudgivet af Lenin i samlingen Efter 12 År (november 1907, på omslag og titelblad dateret 1908). Til denne udgave forkortede Lenin bogen noget, idet han udelod visse detaljer og mindre betydende polemiske bemærkninger. De er medtaget i denne oversættelse. – S. 19.
2. Iskra – se note 1, s. 211. – S. 19.
3. I foråret og sommeren 1901 førtes der ved Borba-gruppens (92) mellemkomst og på dens initiativ forhandlinger mellem de socialdemokratiske organisationer i udlandet (Russiske Socialdemokraters Forbund, den jødiske organisation Bund's udlandskomite, den revolutionære organisation Sotsial-Demokrat, og Iskra-organisationens udlandsafdeling) om sammenslutning. Til forberedelse af en kongres, hvor sammenslutningen kunne finde sted, holdt disse organisationers repræsentanter en konference i Geneve i juni 1901 – deraf betegnelsen »juni-« eller »Geneve-konferencen.« På konferencen udarbejdedes en resolution (en »principiel overenskomst«), som anerkendte nødvendigheden af en samling af alle Ruslands socialdemokratiske kræfter, herunder sammenslutning af de socialdemokratiske organisationer i udlandet, og som fordømte opportunismen i alle dens former og afskygninger: økonomisme, bernsteinianisme, millerandisme osv. (se SUKP i Resolutioner og Beslutninger fra Kongresser, Konferencer og Centralkomitemøder, 1. del, 1954, s. 22-24, russ.). Men de Russiske Socialdemokraters Forbund og dets organ – tidsskriftet Rabotjeje Delo – foretog på ny en vending over mod opportunismen.
RSDAP’s udlandsorganisationer holdt deres »samlingskongres« 21.-22. september (4.-5. oktober) 1901 i Zürich. Til stede på kongressen var 6 medlemmer af Iskra-organisationen (blandt andre Lenin, Krupskaja og Martov), 8 medlemmer af den revolutionære organisation Sotsial-Demokrat (deriblandt 3 fra gruppen Osvobosjdenie Truda (Arbejdets Befrielse): Plekhanov. Akselrod og Sasulitj), 16 medlemmer af Russiske Social-demokraters Forbund (blandt hvilke 5 fra Bund's udlandskomite) og 3 medlemmer af gruppen Borba. Til dagsordenens første punkt: Principiel overenskomst og instruks til redaktionerne, holdt Lenin, som overværede kongressen under pseudonymet »Frei« (se Saml. Værker, bd. 5, s 271-275, 5. udg. russ.) sin første tale blandt russiske socialdemokrater i udlandet. På kongressen oplæstes de opportunistiske korrektioner og tilføjelser til juniresolutionen, som var vedtaget på Russiske Socialdemokraters Forbunds 3. kongres. På grund heraf fremsatte kongressens revolutionære del – medlemmerne af Iskra-organisationen og af Sotsial-Demokrat – en erklæring om umuligheden af en samling og forlod kongressen. På Lenins initiativ sluttede disse organisationer sig i oktober 1901 sammen i det Russiske Revolutionære Socialdemokratis Udlandsliga. – S. 19.
4. Rabotjeje Delo (Arbejdersagen) var organ for Russiske Socialdemokraters Forbund i Udlandet. Tidsskriftet udkom i Geneve fra april 1899 til februar 1902 under redaktion af B. N. Kritjevskij, P. F. Teplov (Sibirjak), V. P. Ivansjin og senere også A. S. Martynov. Der udkom 12 numre (9 hæfter). Rabotjeje Delo’s redaktion var økonomisternes udlandscentrum. Rabotjeje Delo fulgte den bernsteinianske parole om »frihed til kritik« af marxismen, indtog opportunistiske standpunkter i spørgsmål vedrørende det russiske socialdemokratis taktik og organisatoriske opgaver, bestred bøndernes revolutionære muligheder osv. Folkene omkring Rabotjeje Delo ville sætte proletariatets politiske kamp i anden række til fordel for den økonomiske kamp, hyldede spontaniteten i arbejderbevægelsen og tillagde ikke partiet en ledende rolle. En af Rabotjeje Delo’s redaktører V. P. Ivansjin, var også med til at redigere Rabotjaja Mysl – organ for de åbenlyse økonomister – som Rabotjeje Delo ydede støtte. På RSDAP’s 2. kongres repræsenterede folkene fra Rabotjeje Delo partiets yderste højre, opportunistiske fløj. – S. 20.
5. Rabotjaja Gaseta (Arbejderbladet) var Kijev-socialdemokraternes illegale blad. Det udkom i Kijev under medvirken og redaktion af B. L. Ejdelman, P. L. Tutjapskij, N. A. Vigdortjik m. fl. Der udkom kun to numre af bladet: Nr. 1 i august 1897 og nr. 2 i december (dateret november) samme år. P. L. Tutjapskij, som i redaktionens ærinde var rejst til udlandet, gjorde Plekhanov og andre medlemmer af gruppen Osvobosjdenie Truda (34) bekendt med Rabotjaja Gasetas første nummer og fik tilsagn fra dem om at medvirke ved bladet. I et brev til redaktionsmedlemmerne fremsatte Plekhanov en positiv vurdering af Rabotjaja Gaseta som fælles russisk socialdemokratisk organ og påpegede nødvendigheden af at lægge større vægt på spørgsmålene vedrørende proletariatets politiske kamp. Rabotjaja Gasetas nr. 2 fik som følge af forbindelsen med gruppen Osvobosjdenie Truda en langt mere bestemt politisk karakter. De socialdemokrater, der grupperede sig omkring Rabotjaja Gaseta, arbejdede med på forberedelserne til RSDAP’s 1. kongres.
RSDAP’s 1. kongres (marts 1898) godkendte Rabotjaja Gaseta som partiets officielle organ. Efter kongressen udkom bladets tredje nummer ikke, skønt det var gjort klar til sætning. Det skyldtes arrestationen af medlemmer af centralkomiteen og bladets redaktion, samt trykkeriet ødelæggelse. I 1899 blev der gjort et forsøg på at genoptage udgivelsen af Rabotjaja Gaseta. Herom beretter Lenin i afsnit a i 5. kapitel i Hvad Må Der Gøres? (se dette bind s. 170 ff.). – S. 20.
6. Lassalleanere og eisenachere, to partier i den tyske arbejderbevægelse i 1860’erne og 1870’erne.
Lassalleanerne var tilhængere af den tyske socialist Ferdinand Lassalle og medlemmer af den Almindelige Tyske Arbejderforening, grundlagt i 1863 på arbejderselskabernes kongres i Leipzig som modvægt mod de borgerlige »Fortschrittler« (Fremskridtspartiet) som søgte at bringe arbejderklassen ind under deres indflydelse. Den Almindelige Tyske Arbejderforenings første formand var Lassalle, som formulerede foreningens program og taktiske grundlag. Kampen for almindelig valgret blev proklameret som foreningens politiske program, og etablering af statsstøttede arbejderproduktionssammenslutninger dens økonomiske. I praksis tilpassede Lassalle og hans tilhængere og efterfølgere sig Prøjsens førerstilling og støttede Bismarcks stormagtspolitik. »Objektivt set,« skrev Friedrich Engels til Karl Marx den 27. januar 1885, »var det en gemenhed og et forræderi mod hele arbejderbevægelsen til fordel for prøjserne.«
Eisenachere kaldtes medlemmerne af Tysklands Socialdemokratiske Arbejderparti, som grundlagdes i 1869 på den stiftende kongres i Eisenach. Eisenachernes ledere var August Bebel og Wilhelm Liebknecht, som stod i forbindelse med Marx og Engels. I Eisenach-programmet fastslås det, at Tysklands Socialdemokratiske Arbejderparti betragter sig som »sektion af arbejdernes internationale fællesskab og deler dets bestræbelser.« I spørgsmålet om Tysklands samling forsvarede de den »demokratiske og proletariske vej og bekæmpede selv de mindste indrømmelser til prøjseriet, Bismarck-ånden og nationalismen.« Lenin om August Bebel, Samlede Værker, 5. udg. bd. 23, s. 363.
Oprettelsen af det tyske kejserdømme i 1871 fjernede den taktiske hoveddivergens mellem lassalleanere og eisenachere, og under indflydelse af opsvinget i arbejderbevægelsen og den forstærkede undertrykkelse fra regeringens side forenedes de to partier i 1875 på kongressen i Gotha i Tysklands Socialistiske Arbejderparti (senere hen Tysklands Socialdemokratiske Parti). Om det program, der blev vedtaget på kongressen i Gotha, se note 18. – S. 23.
7. Guesdister og possibilister, henholdsvis en revolutionær og en opportunistisk strømning i den franske socialistiske bevægelse, som i1882 efter spaltningen af Frankrigs Arbejderparti på kongressen i St. Etienne dannede to partier:
Guesdisterne sluttede sig til Jules Guesde og Paul Lafargue – en venstre-marxistisk retning, som gik ind for, at proletariatet skulle føre en selvstændig, revolutionær politik. Guesdisterne opretholdt betegnelsen Frankrigs Arbejderparti. Partiets program vedtoges i Le Havre 1880. Dets teoretiske afsnit var skrevet af Karl Marx.
Possibilisterne (Paul Brousse, Benoit Melon m. fl.) var en reformistisk retning. Possibilisterne dannede Socialrevolutionært Arbejderparti. De gik ind for begrænsning at arbejdernes kamp til »det muliges« rammer (fransk: possible = mulig) – heraf partiets navn. Possibilisterne havde navnlig indflydelse i økonomisk henseende tilbagestående egne af Frankrig og i de mindre udviklede lag af arbejderklassen.
I slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede trådte »socialisten« Millerand ind i et borgerligt ministerium. Tilhængerne af revolutionær klassekamp med Jules Guesde i spidsen forenedes i 1901 i Frankrigs Socialistiske Parti. Reformisterne (ministerialister) dannede i 1902 det Franske Socialistiske Parti med Jean Jaurés som leder. I 1905 forenedes de to partier i ét – Det Franske Socialistiske Parti. Under den imperialistiske krig 1914-18 støttede partiets ledelse (Guesde, bl. a.) Frankrigs krigsførelse. – S. 23.
8. Fabianere – medlemmer af det Fabianske Selskab, en engelsk, reformistisk organisation, grundlagt i 1884. Navnet hentyder til en romersk hærfører fra 3. århundrede før vor tidsregning, Fabius Maximus med tilnavnet Cunctator (Nøleren) på grund af den afventende taktik, han anvendte, og hans utilbøjelighed til at indlade sig på det afgørende slag i krigen mod Hannibal. Medlemmerne af det Fabianske Selskab var sådanne »nølere«, folk fra den borgerlige intelligens – videnskabsmænd, politikere (bl.a. Beatrice og Sidney Webb, Bernhard Shaw og MacDonald). De hævdede, at overgangen fra kapitalisme til socialisme kun er mulig ved små reformer og gradvise forandringer af samfundet. I 1900 indgik det Fabianske Selskab i Labour-partiet.
Socialdemokrater. Hermed tænker Lenin på medlemmerne af den engelske Socialdemokratiske Føderation, som ligeledes var grundlagt i 1884. Ved siden af reformister (Hyndman m. fl.) og anarkister indgik der i den Socialdemokratiske Føderation en gruppe revolutionære socialdemokrater, som var tilhængere af marxismen (Harry Quelch, Tom Mann, Edward Aveling, Eleanor Marx (Aveling) m. fl.). Friedrich Engels kritiserede den Socialdemokratiske Føderation for dens dogmatisme og sekterisme og dens mangelfulde forbindelse med arbejdernes massebevægelse i England, hvis særtræk føderationen ignorerede. I 1907 fik den Socialdemokratiske Føderation betegnelsen Socialdemokratisk Parti, og senere – i 1911 – dannedes i fællesskab med det Uafhængige Arbejderpartis venstre fløj det Britiske Socialistiske Parti. I 1920 deltog flertallet af dette partis medlemmer i stiftelsen af Storbritanniens Kommunistiske Parti. – S. 23.
9. Narodnaja Volja (Folkeviljen) var en hemmelig organisation, der opstod i august 1879 som følge af splittelsen i narodnik-organisationer Semlja i Volja (Jord og Frihed). I spidsen for Narodnaja Volja stod en eksekutivkomité, bestående af blandt andre A. I. Sjeljabov, A. D. Mikhajlov, M. F. Frolenko, N. A. Morosov, Vera Figner, Sonja Perovskaja og A. A. Kvjatkovskij. Tilhængerne kaldtes narodovoltser. Deres program gik ud på organisering af en »permanent folkerepræsentation«, valgt på grundlag af almindelig valgret, proklamering af demokratiske friheder, overdragelse af jorden til folket og opstilling af forholdsregler til fabrikkernes overdragelse til arbejderne. Narodnaja Volja’s nærmeste mål var omstyrtelse af det tsaristiske selvherskerdømme. Men Narodnaja Volja’s folk gik ud fra den fejlagtige teori, at udviklingen formes af »aktive« helte til forskel fra den »passive« hob, og regnede med at kunne forandre samfundet uden folkets medvirken, ved egne kræfter, gennem individuel terror.
Efter 1. marts 1881 (drabet på Aleksander II) knuste regeringen Narodnaja Volja’s organisation. Gentagne forsøg op gennem 80’erne på at genoplive Narodnaja Volja var resultatløse. Således opstod der i 1886 en gruppe med Aleksander Uljanov (Lenins broder) og P. J. Sjevyrjov i spidsen, som optog traditionerne fra Narodnaja Volja. Efter et mislykket forsøg på at organisere et attentat mod Aleksander III i 1887 blev gruppen afsløret og dens aktive medlemmer henrettet.
Lenin kritiserede Narodnaja Volja-folkenes fejlagtige, utopiske program, men udtalte sig samtidig med stor respekt om deres selvopofrende kamp mod tsarismen. Han pointerede, at »folkene i det gamle Narodnaja Volja formåede at spille en vældig rolle i den russiske historie, trods det ringe omfang af de samfundslag, som støttede de fåtallige helte, og til trods for, at det var en ingenlunde revolutionær teori, der tjente som bevægelsens fane« (Samlede Værker, 5. udg., bd. 4, s. 176, russ.). – S. 23.
10. Bernsteinianerne repræsenterede en antimarxistisk retning i det tyske og det internationale socialdemokrati, opstået i slutningen af det 19. århundrede og opkaldt efter Eduard Bernstein, som var den mest åbenlyse repræsentant for de højreopportunistiske strømninger i Tysklands Socialdemokratiske Parti.
I årene 1896-1898 skrev Bernstein en række artikler »Socialismens Problemer« til det tyske socialdemokratis teoretiske tidsskrift Die Neue Zeit, hvori han under mottoet »Frihed til Kritik« forsøgte at gøre den revolutionære marxismes filosofiske, økonomiske og politiske grundlag til genstand for en revision (heraf betegnelsen revisionisme) og erstatte det med borgerlige teorier om forsoning af klassemodsætningerne og etablering af samarbejde mellem klasserne. Han angreb Marx’ teori om kapitalismen, klassekampen, den socialistiske revolution og proletariatets diktatur og fremsatte socialreformismens program koncentreret i formlen: »Bevægelsen er alt, målet er intet«. I 1899 udkom Bernstein artikler i bogform under titlen »Socialismens Forudsætninger og Socialdemokratiets opgaver«. Bogen fik støtte fra det tyske socialdemokratis højre fløj og de opportunistiske elementer i andre af II Internationales partier, deriblandt de russiske økonomister.
På Tysklands Socialdemokratiske Partis kongresser – Stuttgart, oktober 1898, Hannover, oktober 1899 og Lübeck, september 1901 – fordømtes bernsteinianismen, men partiet tog ikke afstand fra Bernstein og indtog en mæglende holdning. Bernsteinianerne fortsatte åbenlyst at udbrede deres revisionistiske tanker i tidsskriftet Sozialistische Monatshefte og i partiets organisationer.
Lenin førte en konsekvent og energisk kamp mod bernsteinianerne lige fra 1899, se f.eks. artiklen Divergenser i den Europæiske Arbejderbevægelse (på dansk i denne udgave, bd. 5). – S. 24.
11. Citatet findes i Engels’ forord til tredje udgave af Karl Marx’ værk »Der achtzehnte Brumaire des Louis Bonaparte«. (Se Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, bd. 1, s. 238-239, Forlaget Tiden, 1974). – S. 25.
12. Forbundet Af Russiske Socialdemokrater I Udlandet grundlagdes i 1894 på initiativ af gruppen Osvobosjdenie Truda (Arbejdets Befrielse) (se note 34) på den betingelse, at alle forbundets medlemmer godkendte gruppens program. Gruppen fik overdraget redigeringen af Forbundets publikationer, og i marts 1895 stillede den sit trykkeri til Forbundets rådighed. I sommeren 1895, mens Lenin opholdt sig i udlandet, blev det vedtaget, at Forbundet skulle udgive artikelsamlinger under titlen Rabotnik, idet de russiske socialdemokrater, på hvis initiativ udgivelsen blev iværksat, stillede som betingelse, at gruppen Osvobosjdenie Truda skulle redigere udgivelsen. Forbundet udsendte 8 numre af Rabotnik og 10 numre Rabotnik-blade og udgav desuden Lenins Redegørelse For Loven Om Bødesystemet (1897) og Plekhanovs Det Nye Felttog Mod Det Russiske Socialdemokrati (1897) o.a.
RSDAP’s 1. kongres (marts 1898) anerkendte Forbundet som partiets repræsentant i udlandet. Kort efter fik opportunistiske elementer overvægt i Forbundet – økonomisterne eller de såkaldte »unge«. På Forbundets 1. kongres, som fandt sted i Zürich i november 1898, afviste det opportunistiske flertal solidaritet med Manifestet fra RSDAP’s 1. kongres. Gruppen Osvobosjdenie Truda meddelte på Forbundets 1. kongres, at den nægtede at redigere Forbundets publikationer udover nr. 54 af Rabotnik samt Lenins brochurer De Russiske Socialdemokraters Opgaver og Den Nye Fabrikslov, som gruppen forbeholdt sig at udgive. I april 1899 påbegyndte Forbundet udgivelsen at tidsskriftet Rabotjeje Delo (4). Forbundet udsendte en sympatiadresse for Eduard Bernstein (12). Kampen indenfor Forbundet fortsatte til dets 2. kongres (april 1900 i Geneve) og på kongressen. Som resultat af denne kamp forlod gruppen Osvobosjdenie Truda kongressen og dannede den selvstændige organisation Sotsial-Demokrat.
På RSDAP’s 2. kongres indtog Forbundets repræsentanter yderst opportunistiske standpunkter og udvandrede, efter at kongressen havde anerkendt det Russiske Revolutionære Socialdemokratis Udlandsliga som partiets eneste organisation i udlandet. Forbundet af Russiske Socialdemokrater opløstes efter beslutning på 2. kongres. (Se SUKP i Resolutioner og Beslutninger på Kongresser, Konferencer og Centralkomité-møder, 1. del 1954, s. 56. Russ.) – S. 27.
13. Sarja – marxistisk, videnskabeligt-politisk tidsskrift, udgivet i 1901-1902 i Stuttgart af Iskras redaktion. Der udkom i alt 4 numre (bind) af Sarja: Nr. 1 i april 1901 (23. marts), nr. 2-3 i december 1901 og nr. 4 i august 1902. – S. 27.
14. Bjerget og Gironden var betegnelser for to borgerlige grupperinger i tiden under den franske revolution i slutningen af det 18. århundrede. Bjerget – jakobinerne – betegnede de mest beslutsomme repræsentanter for tidens revolutionære klasse, bourgeoisiet, som hævdede nødvendigheden af at tilintetgøre enevælden og feudalismen. Girondinerne svingede mellem revolution og kontrarevolution.
Lenin betegnede den opportunistiske tendens i socialdemokratiet som en socialistisk Gironde, og de revolutionære socialdemokrater som proletariske jakobinere – Bjerget. Efter RSDAP’s spaltning i bolsjevikker og mensjevikker understregede Lenin ofte, at mensjevikkerne repræsenterede den girondistiske retning i arbejderbevægelsen. – S. 27.
15. Bessaglavtsy var en gruppe borgerlige intellektuelle (S. N. Prokopovitj, J. D. Kuskova, V. J. Bogutjarskij, V. V. Portugalov, V. V. Sjisjnjakov m.fl.), som opstod i den periode, da revolutionen 1905-1907 begyndte at ebbe ud. Gruppens benævnelse stammer fra det i Petersborg i januar-maj 1906 udgivne politiske ugeskrift Bes Saglavija (Uden Overskrift), som redigeredes af Prokopovitj. Under dække af formel upartiskhed fremtrådte bessaglavtsy’erne som fortalere for bourgeoisiets liberalisme og opportunismen, og de støttede revisionisterne i det russiske og det internationale socialdemokrati. – S. 27.
16. Pariserkommunen 1871, den første egentlige arbejderrevolution, blev slået ned med stor grusomhed. Derefter fulgte en række år med undertrykkelse af arbejderbevægelsen. – S. 28.
17. Undtagelsesloven mod socialisterne (»socialistloven«) indførtes i 1878 af Bismarck-regeringen i Tyskland med det formål at bekæmpe arbejderbevægelsen og den socialistiske bevægelse. Alle socialdemokratiske partiorganisationer, arbejderorganisationer og arbejderpressen blev forbudt, og socialistisk litteratur konfiskeredes. I den periode, socialistloven var i kraft, opløstes benved 350 socialdemokratiske organisationer, 900 socialdemokrater blev udvist af Tyskland og 1500 kastet i fængsel. Socialdemokratiets hovedorgan, Der Sozialdemokrat, blev udgivet i udlandet. Partikongresserne fandt sted regelmæssigt (1880, 1883 og 1887). I selve Tyskland opstod der hurtigt underjordiske socialdemokratiske organisationer og grupper, som en illegal centralkomité stod i spidsen for. Partiets indflydelse voksede støt. Socialdemokraternes stemmetal ved rigsdags-valgene steg fra 1878 til 1890 til det tredobbelte. Socialistloven ophævedes i 1890 – S. 28.
18. Tysklands Socialdemokratiske Arbejderparti holdt ordinær kongres 27.-29. maj 1877 i Gotha. I kongressens diskussion om partipressen afvistes nogle delegeredes (Most, Vahlteich) forsøg på at fordømme partiorganet Vorwärts for at have trykt Engels’ artikler mod Eugen Dühring (de udkom i bogform 11878 under titlen: Herrn Eugen Dührings Umwälzung der Wissenschaft, »Anti-Dühring«) og at fordømme Engels selv for skarpheden i polemikken. I stedet vedtog kongressen at praktiske hensyn at fortsætte diskussionen om de teoretiske spørgsmål – ikke i selve bladet, men i et videnskabeligt tillæg til det.
19. Bladet Vorwärts var organ for Tysklands Socialistiske Arbejderparti (6). Det ophørte at udkomme under Socialistloven (17), efter dennes ophævelse blev navnet Vorwärts atter benyttet af det tyske socialdemokratis hovedorgan. – S. 29.
20. Katedersocialiaterne var en retning i den borgerlige politiske økonomi i 70erne og 80erne i det 19. århundrede. Fra universitetskatedrene docerede de borgerlig liberal reformisme, som blev udgivet for socialisme. Katedersocialismens fortalere (A. Wagner, G. Schmoller, L. Brentano, W. Sombart o.a.) hævdede, at den borgerlige stat står over klasserne og gradvis kan indføre »socialisme« uden at antaste kapitalisternes interesser og under størst mulig hensyntagen til den arbejdende befolknings krav. I Rusland fremførtes katedersocialisternes synspunkter af de såkaldte »legale marxister«. – S. 29.
21. Lenin sigter hermed til Tysklands Socialdemokratiske Partis kongres i Hannover den 9.-14. oktober 1899 og den her vedtagne resolution: Angrebene På Vort Partis Grundanskuelser og Taktik. Resolutionen fordømmer de forsøg, som det tyske socialdemokratis opportunistiske fløj, hvis idémæssige anfører var Eduard Bernstein, gjorde på at revidere marxismens grundsætninger og fremkalde ændringer i det socialdemokratiske partis taktik, hvorved det ville forvandles til et demokratisk reformparti. Den officielle redegørelse i sagen blev givet af August Bebel. Kongressen vedtog med overvældende majoritet den af Bebel foreslåede resolution, hvori det hed: »Det borgerlige samfunds hidtidige udvikling giver ikke partiet nogen anledning til at opgive sit grundsyn på det eller ændre dette grundsyn. Partiet står fremdeles på klassekampens grundlag, ifølge hvilket arbejderklassens frigørelse kun kan være dens eget værk. Partiet anser derfor erobringen af den politiske magt for arbejderklassens historiske opgave, for derigennem at sikre størst muligt alment velfærd ved socialisering af produktionsmidlerne og indførelse af socialistisk produktionsmåde og omsætning«. Uden at afvise tidsmæssigt begrænsede blokdannelser med borgerlige partier med det formål at opnå bestemte praktiske resultater »bevarer partiet altid i hele sin virksomhed fuld selvstændighed og uafhængighed og betragter hvert resultat, det når, som blot et skridt, der bringer det nærmere til endemålet«. Og til slut: »Partiet har ingen grund til at ændre sine hovedkrav og sit grundsyn, eller sin taktik, eller sit navn ... partiet afviser bestemt ethvert forsøg på at tilsløre eller ændre dets holdning til det bestående stats- og samfundssystem og til de borgerlige partier«.
Hannoverkongressen i 1899 fordømte således revisionen af socialdemokratiets teoretiske og taktiske grundlag, men kongresresolutionens udeladelse af en skarp kritik af revisionismen og dens konkrete bærere vakte utilfredshed hos socialdemokraternes venstrefløj (Rosa Luxemburg o.a.). Bernstein tilhængere stemte for resolutionen. – S. 29.
22. Lenin sigter her til resolutionen fra Tysklands Socialdemokratiske Partis kongres i Lübeck (22.-28. september 1901). Den var rettet mod Bernstein, som efter kongressen i Hannover havde forstærket sine angreb på socialdemokratiets program og taktik, tilmed i kredse uden for partiet. Under debatten og i den af Bebel foreslåede resolution, som blev vedtaget med overvældende flertal på kongressen, fremsattes en direkte advarsel til Bernstein: »Kongressen anerkender uforbeholdent selvkritikkens nødvendighed for vort partis fortsatte åndelige udvikling. Men den ekstremt ensidige karakter af den kritik, som kammerat Bernstein har givet sig af med i de senere år, hvor han ikke har rettet kritikken mod det borgerlige samfund og dets repræsentanter, har placeret ham i en tvetydig stilling og fremkaldt utilfredshed hos de fleste kammerater. I håb om, at kammerat Bernstein erkender dette og ændrer sin optræden i overensstemmelse hermed, går kongressen over til næste sag«. En modresolution, foreslået af opportunisten Heine med krav om frihed til kritik, blev forkastet. – S. 30.
23. Tysklands Socialdemokratiske Partis kongres i Stuttgart i dagene 3.-8. oktober 1898 drøftede for første gang revisionismen i det tyske socialdemokrati. På kongressen oplæstes en erklæring fra Bernstein, der befandt sig i emigration. Budskabet indeholdt en redegørelse og et forsvar for de opportunistiske anskuelser, han tidligere havde givet udtryk for i en række artikler, Socialismens Problemer, i tidsskriftet Die Neue Zeit. Der var ikke enighed blandt Bernsteins modstandere på kongressen: Nogle – med Bebel og Kautsky i spidsen – arbejdede på at forbinde den principielle kamp mod bernsteinianismen med en forsigtig taktik indadtil i partiet af frygt for partisplittelse, et mindretal (Rosa Luxemburg, Parvus) indtog en skarpere holdning og tilstræbte en udvidelse og uddybning af diskussionen uden at frygte splittelse. Kongressen vedtog ingen resolution i denne sag, men af diskussionens forløb og af andre beslutninger fremgik det, at kongressens flertal fulgte den revolutionære marxismes ideer. – S. 30.
24. Der sigtes til en artikel af A. N. Potresov (Starover), Hvad Er Der Sket?, i Sarja, nr. 1, april 1901. – S. 31.
25. Om forfatteren, Som Blev Indbildsk – titlen på en fortælling af Gorkij (se Gorkij, Samlede Værker, bd. 5, s. 306-314, russ. udg. 1950). – S. 32.
26. Lenin sigter til sin artikel Narodnismens Økonomiske Indhold Og Kritikken Heraf I Hr. Struves Bog (Marxismens Genspejling I Den Borgerlige Litteratur), trykt 1895 i samlingen Materialer Til Karakteristik Af Vor Økonomiske Udvikling (se Samlede Værker, 5. udg., bd. 1, s. 347-534, russ.) samt forordet hertil (samme udg., bd. 16, s. 95-113), hvori der gives en karakteristik af situationen og historien bag denne artikels fremkomst.
Samlingen Materialer Til Karakteristik Af Vor Økonomiske Udvikling omfatter foruden artikler af Lenin også artikler af Plekhanov: Pessimismen Som Afspejling af Den Økonomiske Virkelighed, Nogle Bemærkninger Til Vore Modstandere (Materialer Vedrørende Civilisationens Historie I Russisk Litteratur), af P. Struve: Til Mine Kritikere, og af flere andre. Den blev trykt 1895 i et illegalt trykkeri i et oplag på 2000. Den tsaristiske regering forbød udbredelsen og brændte oplaget. Der blev kun reddet ca. 100 eksemplarer. – S. 33.
27. Eduard Bernsteins bog Die Voraussetzungen des Sozialismus und die Aufgaben der Sozialdemokratie (Socialismens Forudsætninger Og Socialdemokratiets Opgaver) blev i 1901 udgivet i flere russiske oversættelser under forskellige titler. – S. 34.
28. Meddelelsen om Subatovs anbefaling af Bernsteins og Prokopovitj’ bøger som læsning for arbejderne blev givet i et brev til Iskras redaktion: Om Subatovismen, som benyttedes i Martovs artikel Mere Om Vore Dages Politiske Demoralisering (Iskra, nr. 10, november 1901). – S. 34.
29. Det drejer sig om Russiske Socialdemokraters Protest, som Lenin skrev i august 1899, efter at han fra Petersborg havde modtaget et dokument fra A. I. Uljanova-Jelisarova, af hende benævnt De Unges Credo (se Værker, 5. udg., bd. 4, s. 163-176, russ.). Et udkast til Protesten mod de russiske bernsteinianeres Credo diskuteredes på et møde af 17 forviste socialdemokrater fra Minusinskkredsen i landsbyen Jermakovskoje. Protesten blev enstemmigt vedtaget. Protesten fik senere tilslutning fra andre, bl.a. fra forviste i Turukhansk og fra 17 forviste socialdemokrater i Orlov i Vjatka-guvermentet. – S. 34.
30. Byloje, et historisk tidsskrift, som hovedsageligt beskæftigede sig med Narodnismens og endnu tidligere sociale bevægelsers historie. – S. 34.
31. Bladet Rabotjaja Mysl var organ for økonomisterne. Det udkom fra oktober 1897 til december 1902 med ialt 16 numre. – S. 35.
32. Vademecum (Vejviser) for Rabotjeje Delos redaktion. Materiale-samling udgivet af gruppen Osvobosjdenie Truda med forord af G. Plekhanov, (Geneve, februar 1900) var rettet mod opportunismen i det russiske socialdemokratis rækker. – S. 35.
33. Profession de foi (fransk: trosbekendelse. Videre betydning: program, verdensanskuelse). Flyveskrift, som gav en fremstilling af RSDAP’s Kijevkomités synspunkter, formuleret i slutningen af 1898. Flyveskriftets indhold faldt på mange punkter sammen med økonomisternes velkendte Credo. – S. 35.
34. Gruppen Osvobosjdenie Truda (Arbejdets Befrielse) var den første russiske marxistiske gruppe, grundlagt af G. V. Plekhanov i 1883 i Svejts. Foruden Plekhanov var P. B. Akselrod, L. G. Dejtj, Vera Sasulitj og V. N. Ignatov med i gruppen.
Gruppen Osvobosjdenie Truda udrettede et stort arbejde med propaganda for marxismen i Rusland. Den oversatte værker af Marx og Engels til russisk: Det Kommunistiske Manifest, Lønarbejde Og Kapital, Socialismens Udvikling Fra Utopi Til Videnskab, m.fl., og den fremstillede marxismen populært. I sine værker Socialismen Og Den Politiske Kamp (1883), Vore Uoverensstemmelser (1885) m.fl. rettede Plekhanov marxistisk kritik mod narodnikkernes teori om, at Rusland skulle følge en ikke-kapitalistisk udviklingsvej, deres subjektivt-idealistiske syn på personlighedens rolle i historien, benægtelsen af proletariatets ledende rolle i den revolutionære bevægelse osv.
Plekhanov og Vera Sasulitj var personlige bekendte af Engels og stod i brevveksling med ham gennem mange år. Gruppen Osvobosjdenie Truda optog forbindelse med den internationale arbejderbevægelse, og repræsenterede fra II Internationales første kongres i 1889 (Paris) til 1903 det russiske socialdemokrati på alle Internationales kongresser.
Gruppen overvurderede det liberale bourgeoisis rolle og undervurderede fattigbønderne som reserve for den proletariske revolution. Disse fejltagelser var kimene til Plekhanovs og gruppens øvrige medlemmers senere mensjevikiske anskuelser.
Plekhanov, Akselrod og Vera Sasulitj indgik i redaktionen af Iskra og Sarja. På det russiske socialdemokratis 2. kongres i august 1903 erklærede gruppen Osvobosjdenie Truda, at den ophørte at eksistere. – S. 39.
35. Forbundet af Russiske Socialdemokrater holdt sin 3. kongres i anden halvdel af september 1901 i Zürich. Dens beslutninger vidnede om opportunismens definitive sejr i Forbundets rækker. Se i øvrigt note 3 og 13. – S. 39.
36. Karl Marx/Friedrich Engels, Udvalgte Skrifter, bd. II, s. 9, Forlaget Tiden 1974. – S. 40.
37. Gotha-programmet – Tysklands Socialistiske Arbejderpartis program, vedtaget i 1875 på kongressen i Gotha ved sammenslutningen af de to indtil da eksisterende særskilte socialistiske partier: eisenacherne (ledet af August Bebel og Wilhelm Liebknecht, som havde forbindelse med Marx og Engels) og lassalleanerne. I vigtige spørgsmål gjorde eisenacherne indrømmelser overfor lassalleanerne og accepterede lassalleanske formuleringer. Marx og Engels rettede kritik mod Gotha-programmet. (Se Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, bd. II, s. 7-42, Forlaget Tiden, 1974. – S. 40.
38. Der sigtes til P. B. Akselrods brochure Vedrørende Spørgsmålet Om De Russiske Socialdemokraters Nuværende Opgaver Og Taktik, Geneve 1898. – S. 40.
39. Se Marx/Engels – Udvalgte Skrifter, bd. I, s. 648-650, Forlaget Tiden, 1974. – S. 43.
40. Med »den berømte Petersborg-industrikrig i 1896« sigter Lenin til tekstilarbejdernes massestrejke i Petersborg i maj-juni 1896. Anledningen til strejken var fabrikanternes afslag på at betale fuld løn for fridagene i forbindelse med Nikolaj II’s kroning. Strejken begyndte på det Russiske Bomuldsspinderi (Kalinkinskaja) og forplantede sig hurtigt til alle bomuldsspinderier og væverier i Petersborg og videre til store maskinfabrikker og andre virksomheder. Petersborgs arbejdere rejste sig her for første gang over en bred front til kamp mod udbytterne. Over 30.000 arbejdere strejkede. Strejken fandt sted under ledelse af Petersborgs Kampforbund til Arbejderklassens Befrielse, som udsendte flyveblade med appeller til arbejderne om samdrægtigt og udholdende at stå fast på deres ret. Kampforbundet trykte og uddelte arbejdernes hovedkrav: Forkortelse af arbejdsdagen til 10 ½ time, højere tariffer, rettidig lønudbetaling etc. Petersborgstrejkerne bidrog til udvikling af en strejkebevægelse over hele Rusland og tvang den tsaristiske regering til at fremskynde revisionen af fabrikslovgivningen og til den 2. (14.) juni 1897 at udstede en lov om nedsættelse af arbejdsdagen i fabrikker og værker til 11 ½ time. – S. 46.
41. Brochuren Om Agitation blev skrevet i 1894 i Vilno af A. Kremer (som senere blev en af Bund’s organisatorer) og redigeret af Martov. Til en begyndelse distribueredes den som håndskrevne blade og i hektograferet form, men i slutningen af 1896 tryktes den i Geneve med forord og efterskrift af Akselrod. Brochuren indeholdt opfordringer til at opgive propagandaen i lukkede cirkler og gå over til masseagitation blandt arbejderne på grundlag af deres daglige behov og krav. Overvurdering af den økonomiske kamps rolle og betydning på bekostning af den politiske agitation på basis af generelle demokratiske krav, var spirer til fremtidig økonomisme. – S. 48.
42. Kampforbundet Til Arbejderklassens Befrielse, som blev organiseret af Lenin i efteråret 1895, omfattede en snes marxistiske arbejdercirkler i Petersborg. Kampforbundets virksomhed var helt igennem baseret på centralismens principper og på streng disciplin. I spidsen stod V. I. Lenin, A. A.Vanejev, P. K. Saporosjets, G. M. Krsjisjanovskij, N. K. Krupskaja, J. O. Martov, M. A. Silvin, V. V. Starkov m.fl. Progressive. bevidste arbejdere (I. V. Babusjkin, V. A. Sjelgunov m. fl.) knyttede forbindelse mellem forbundets regionale grupper og fabrikkernes arbejdere.
Kampforbundet var den første organisator, der i Rusland etablerede praktisk forbindelse mellem socialismen og arbejderbevægelsen og gik over fra propaganda for marxismen i en mindre kreds af progressive arbejdere, til politisk agitation i proletariatets brede masser. I november 1895 organiserede Kampforbundet en strejke på Torntons klædefabrik. I sommeren 1896 fandt under Forbundets ledelse den berømte strejke blandt Petersborgs tekstilarbejdere sted med i alt over 30.000 arbejdere som deltagere. Kampforbundet udsendte flyveblade og brochurer for arbejderne. V. I. Lenin var redaktør af Forbundets publikationer. og under hans ledelse blev der truffet forberedelse til udgivelsen af et politisk arbejderblad, Rabotjeje Delo. På Kampforbundets initiativ oprettedes Kampforbund i Moskva, Kijev, Jekaterinoslav (nu Dnepropetrovsk) og andre byer og distrikter i Rusland.
Natten mellem den 8. og 9. (mellem 20. og 21.) december 1895 arresteredes en betydelig del af Forbundets folk, bl.a. Lenin. Også stoffet til det første nummer af Rabotjeje Delo, som var klar til at gå i trykken, blev beslaglagt.
Få dage senere blev der på det første møde i gruppen efter arrestationerne truffet beslutning om at benævne Petersborg-socialdemokraternes organisation Kampforbundet Til Arbejderklassens Befrielse.
Lenin ledede fra fængslet Kampforbundets virksomhed, bistod med råd, sendte kodebreve og flyveskrifter ud og skrev brochuren Om Strejker (som hidtil ikke har kunnet opspores) og Kommenteret Forslag til Program for det Socialdemokratiske Parti (se Samlede Værker, 5. udg. bd. 2, s. 81-110, russ.).
De medlemmer af Kampforbundet, som ikke var blevet berørt af arrestationerne deltog i forberedelserne til det russiske socialdemokratis 1. kongres 1898 og dens gennemførelse og i udarbejdelsen af det Manifest, der udsendtes i kongressens navn. Først og fremmest Lenins fravær – han befandt sig i forvisning i Sibirien – gjorde det lettere for »de unge«, »økonomisterne«. at udbrede den opportunistiske politik, som de siden 1897 havde virket for gennem bladet Rabotjaja Mysl. I anden halvdel af 1898 begyndte de mere åbenlyse økonomister og tilhængere af Rabotjaja Mysl at tage ledelsen i Kampforbundet. – S. 48.
43. Den ledende artikel Til Den Russiske Arbejder, som Lenin skrev til bladet Rabotjeje Delo, har hidtil ikke kunnet opspores.
Russkaja Starina – historisk tidsskrift, grundlagt af M. I. Semjovskij, udgivet månedligt fra 1870 til 1918 i Petersborg. Russkaja Starina offentliggjorde erindringer, dagbøger, optegnelser og breve fra russiske politikere og kulturpersoner samt forskelligt dokumentarisk materiale. – S. 48.
44. Der sigtes her til massakren på strejkende arbejdere ved Den Store Manufaktur i Jaroslavl den 27. april (9. maj) 1895. Årsagen til strejken, som omfattede mere end 4000 arbejdere, var fabriksledelsens indførelse af nye tariffer med lavere lønninger til følge. Til undertrykkelse af strejken udkommanderedes 10 kompagnier af Fanagori-regimentet. En arbejder dræbtes og 14 såredes. På regimentschefens rapport om massakren noterede tsar Nikolaj II: »Tak til de prægtige Fanagori-soldater for deres standhaftige og faste optræden under fabriksoptøjerne«.
En artikel om Jaroslavl-strejken i 1895 blev skrevet af Lenin. Den har hidtil ikke kunnet opspores. – S. 48.
45. St. Peterburgskij Rabotjij Listok (St. Petersborg Arbejder-blad) – organ for Kampforbundet Til Arbejderklassens Befrielse i Petersborg. Det udkom i to numre: Nr. 1 – i februar (dateret januar) 1897, trykt i Rusland i 300-400 eksemplarer, og nr. 2 i september 1897 i Geneve.
Bladet ville forbinde arbejderklassens økonomiske kamp med omfattende politiske krav og understregede nødvendigheden af dannelsen af et arbejderparti. – S. 49.
46. Der sigtes hermed til det Russiske Socialdemokratiske Arbejderpartis Manifest, som udsendtes i 1898 af det russiske socialdemokratis centralkomité efter partiets kongres (se SUKP i Resolutioner fra Kongresser, Konferencer og Centralkomitémøder, 1. del 1954, s. 11-14). Manifestet fremstillede kampen for politisk frihed og omstyrtelse af selvherskerdømmet som det russiske socialdemokratis hovedopgave og forbandt den politiske kamp med den russiske arbejderbevægelses fælles opgaver. – S. 49.
47. Der er her tale om drøftelser mellem »de gamle« – grundlæggerne af Petersborgs Kampforbund Til Arbejderklassens Befrielse – V. I. Lenin, A. A. Vanejev, G. M. Krsjisjanovskij, J. O. Martov m.fl. – og repræsentanter for Kampforbundets nye medlemmer, som fandt sted i S. I. Radtjenkos og J. O. Martovs lejligheder i Petersborg mellem 14. og 17. februar (26. februar og 1. marts) 1897, da de gamle medlemmer af Kampforbundet var løsladt fra fængslet før afsendelsen til forvisningsstederne i Sibirien. I disse drøftelser viste der sig alvorlige divergenser i organisatoriske og taktiske spørgsmål. A. A. Jakubova, som i 1893-1895 tilhørte de gamles gruppe, forsvarede i disse drøftelser den nyopståede økonomismes synspunkter, mens en af de unge deltagere i Kampforbundet. B. I. Gorev (Goldman) støttede Lenin og de gamle. V. I. Lenin skrev herom i bemærkningerne til En Petersborgers (K. M. Takhtarevs) Brev Til Redaktionen, som offentliggjordes i Iskra, nr. 40. den 15. maj 1903: »Netop: Unøjagtigheden i min opdeling beror på, at en »ung« dengang syntes at forsvare »de gamle« (i diskussionen), og en enkelt af »de gamle« at forsvare »de unge«.« – S. 50.
48. Listok Rabotnika (Arbejderens Blad) – periodisk publikation fra Forbundet al Russiske Socialdemokrater i Udlandet, udgivet i Geneve fra 1896 til 1898. Der udkom 10 numre, hvoraf nr. 1-8 var redigeret af gruppen Osvobosjdenie Truda. Efter at flertallet af Forbundets medlemmer var gået over til økonomismen, nægtede Osvobosjdenie Truda at redigere Forbundets publikationer, og nr. 9-10 af Listok (november 1898) udkom i økonomisternes redaktion. – S. 59.
48a. V. V. var pseudonym for V. P. Vorontsov, en liberal narodnik i 1880-90’erne. Ved »V. V.’er i det russiske socialdemokrati« forstår Lenin repræsentanter for den opportunistiske strømning, økonomisterne. – S. 53.
49. Die Neue Zeit (Den Nye Tid) – det tyske socialdemokratiske partis teoretiske tidsskrift. Udkom i Stuttgart i årene 1888-1928. Indtil oktober 1917 redigeredes det af Karl Kautsky, derpå af Heinrich Cunow. Flere af Marx’ og Engels’ værker offentliggjordes første gang i Neue Zeit: Karl Marx: Kritik Af Gotha-Programmet (nr. 18, årg. 1890-91), Friedrich Engels: Om Kritikken Af Udkastet Til Det Socialdemokratiske Program 1891 (nr. 1, årg., 1901-02) m.fl. Engels bistod til stadighed redaktionen af tidsskriftet med råd og kritiserede ikke sjældent redaktionen. Blandt medarbejderne ved Neue Zeit var flere fremtrædende skikkelser i den tyske og den internationale arbejderbevægelse i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede: August Bebel, Wilhelm Liebknecht, Rosa Luxemburg, Franz Mehring, Clara Zetkin, G. V. Plekhanov, Paul Lafargue, Victor Adler blandt andre. I slutningen af 90’erne begyndte der jævnligt at komme artikler af revisionistiske forfattere i bladet, blandt andet en artikelserie af Eduard Bernstein: Socialismens Problemer. Under den første verdenskrig indtog tidsskriftet centristiske, kautskyanske standpunkter. – S. 55.
50. På Østrigs socialdemokratiske partis kongres i Wien 1901 vedtoges et nyt partiprogram i stedet for det gamle Hainfelder-program fra 1888. I udkastet til det nye program, som var udarbejdet af en kommission (Victor Adler m.fl.) nedsat af kongressen i Brünn (Brno) i 1899, var der gjort væsentlige indrømmelser til revisionismen. Det fremkaldte en række kritiske indvendinger, blandt andet fra Karl Kautsky i en artikel: Revisionen Af Det Østrigske Socialdemokratis Program, som offentliggjordes i Neue Zeit, årg. 1901-02, nr. 3. Heri udtalte Kautsky sig for bevarelse af Hainfelder-programmets principielle del, som et mere fuldstændigt og rigtigere udtryk for socialdemokratiets opfattelse af det historiske forløb og arbejderklassens opgaver. – S. 55.
51. Lenin sigter til en bog af S. N. Prokopovitj: Arbejderbevægelsen I Vesten. Forsøg På En Kritisk Undersøgelse. Bd. 1, Tyskland. Belgien. Skt. Petersborg 1899, optrykt i tidsskriftet Archiv für soziale Gesetzgebung und Statistik, XIV Band, Berlin, 1899, og en artikel af P. B. Struve: Die Marxsche Theorie der sozialen Entwicklung, samt hans anmeldelse af Bernstein bog Socialismens Forudsætninger Og Socialdemokratiets Opgaver og af Kautskys Bernstein Og Det Socialdemokratiske Program.
Prokopovitj’ bog er gennemsyret af reformistisk ånd. Han ville bevise, at arbejderbevægelsen i Tyskland og Belgien savnede forudsætningerne for socialdemokratiets revolutionære kamp og revolutionære politik. Struve ville i sine artikler fra revisionismen synspunkt gendrive marxismen teori og filosofiske forudsætninger. – S. 58.
52. Hirsch-Dunckerske fagforeninger – reformistiske faglige organisationer i Tyskland, oprettet i 1888 af det borgerlige Fortschrittspartei’s (Fremskridtspartis) ledere Max Hirsch og Franz Duncker. De Hirsch-Dunckerske fagforeningers organisatorer hævdede, at der var harmoni mellem arbejdets og kapitalens interesser. De optog kapitalister i foreningerne side om side med arbejderne, og de benægtede strejkekampes værdi. Deres virksomhed begrænsede sig i hovedsagen til funktioner som hjælpekasser og kultur- og oplysningsforeninger. I 1933 trådte de opportunistiske ledere af de Hirsch-Dunckerske fagforeninger ind i den nazistiske »Arbejderfront«. – S. 58.
53. Gruppen til Arbejderklassens Selvbefrielse – en lille gruppe økonomister, som opstod i Petersborg i efteråret 1898 og eksisterede i nogle måneder. Gruppen udstedte et opråb med en fremstilling af sine mål (dateret marts 1899 og trykt i tidsskriftet Nakanune i juli 1899), sine statutter og enkelte proklamationer til arbejderne. – S. 60.
54. Nakanune – Social-Revolutionær Revy, månedsskrift af narodniktilsnit. Udkom i London på russisk fra januar 1899 til februar 1902 under redaktion af J. A. Serebrjakov. Der udkom i alt 37 numre. Nakanune indtog en fjendtlig holdning over for marxismen i almindelighed og det russiske revolutionære socialdemokrati i særdeleshed. – S. 60.
55. Grundlaget for polemikken mellem gruppen Osvobosjdenie Truda og redaktionen af Rabotjeje Delo blev lagt med den i april 1899 i Rabotjeje Delo nr. 1 trykte anmeldelse af Lenins brochure De Russiske Socialdemokraters Opgaver (Geneve 1898). I denne anmeldelse benægtede redaktionen af Rabotjeje Delo, at Forbundet Af Russiske Socialdemokrater I Udlandet var af opportunistisk karakter, og at økonomistemes indflydelse i de socialdemokratiske organisationer i Rusland forstærkedes, samtidig med at den hævdede, at »det centrale i brochurens fremstilling falder nøje sammen med Rabotjeje Delos redaktionelle program«, og at redaktionen ikke ved, »hvilke ‘unge’ kammerater, Akselrod taler om« i forordet til brochuren,
I Brev Til Redaktionen Af Rabotjeje Delo, skrevet i august 1899, påviste Akselrod det uholdbare i Rabotjeje Delos forsøg på at identificere de revolutionære socialdemokraters standpunkt, som det var fremstillet af Lenin i De Russiske Socialdemokraters Opgaver, med russiske og udenlandske økonomisters standpunkt. I februar 1900 udgav gruppen Osvobosjdenie Truda Vademecum For Redaktionen Af Rabotjeje Delo (se note 32) med forord af Plekhanov. Anledningen til udsendelsen af Vademecum var den efterskrift, redaktionen af Rabotjeje Delo havde føjet til Russiske Socialdemokraters Protest (mod økonomisternes Credo), som Lenin havde skrevet i forvisningen til Sibirien, og som blev trykt i Rabotjeje Delo nr. 4-5, december 1899 (se Værker, 5. udg., bd. 4, s. 168-178, russ.). Redaktionen af Rabotjeje Delo hævder i denne efterskrift, at Credo ikke repræsenterer andet end enkeltpersoners meninger, og at frygten for en eventuel udvikling af det russiske socialdemokrati i retning af rent økonomisk kamp er uden »alvorligt grundlag i den russiske arbejderbevægelses faktiske udvikling«. Efter i Vademecum at have offentliggjort Prokopovitj’ i manuskriptform cirkulerende Svar på Akselrods brochure Om De Russiske Socialdemokraters Nuværende Opgaver Og Taktik, og visse »private« breve af politisk indhold fra J. D. Kuskova og Grisjin (T. M. Kopelson), dementerede Plekhanov disse påstande fra Rabotjeje Delos redaktion og påviste, at opportunistiske elementer og økonomismens ideer faktisk dominerede i den russiske socialdemokratiske emigration, som grupperede sig omkring Forbundet Af Russiske Socialdemokrater og tidsskriftet Rabotjeje Delo.
Svar fra Rabotjeje Delos Redaktion på Akselrods Brev og Plekhanovs Vademecum blev skrevet af B. Kritjevskij i februar-marts 1900 og afslørede til fuldkommenhed Rabotjeje Delo-folkenes opportunisme. Senere bragte Iskra og Sarja polemikken mod Rabotjeje Delo. – S. 61.
56. Der sigtes til bladet Der Sozialdemokrat (Socialdemokraten), centralorgan for Tysklands socialdemokratiske Parti i den periode, da undtagelsesloven mod socialisterne gjaldt. Det udkom i Zürich fra 28. september 1879 til 22. september 1888 og derpå i London fra 1. oktober 1888 til 27. september 1890. Bladet redigeredes i 1879-80 af Georg Vollmar, fra januar 1881 af Eduard Bernstein, som i de år var under indflydelse fra Engels. Efter undtagelseslovens ophævelse indstilledes udgivelsen af Der Sozialdemokrat, og Vorwärts blev atter partiets centralorgan. – S. 65.
57. Her sigtes til den satiriske »Hymne for den Nyeste Russiske Socialist«, som stod i Sarja, nr. 1, april 1901, med signaturen Nartsis Tuporylov (J. O. Martov). »Hymnen« var vendt mod økonomisterne og deres tilpasning til den spontane bevægelse. – S. 67.
58. Det Almindelige Jødiske Arbejderforbund i Litauen, Polen og Rusland (Bund) organiseredes i 1897 på de jødiske socialdemokratiske gruppers stiftende kongres i Vilna (nu Vilnius). Det omfattede fortrinsvis halvproletariske elementer blandt de jødiske håndværkere i de vestlige dele af Rusland. På det russiske socialdemokratis (RSDAP’s) 1. kongres (1898) indtrådte Bund i RSDAP »som autonom organisation, kun med selvstændighed i specielle spørgsmål vedrørende det jødiske proletariat« (SUKP i resolutioner og beslutninger fra kongresser, konferencer og centralkomitémøder, 1. del, 1954, s. 14, russ.).
Bund bragte nationalisme og separatisme ind i Ruslands arbejderbevægelse og indtog opportunistiske standpunkter i vigtige spørgsmål. I april 1901 udtalte Bund’s 4. kongres sig for ophævelse af den organisatoriske forbindelse, der var etableret på RSDAP’s 1. kongres, og der vedtoges en resolution om, at autonomien skulle erstattes med en føderation. I en resolution Om Den Politiske Kamps Midler, vedtaget på Bund’s 4. kongres, hed det, at »det bedste middel til at inddrage brede masser i bevægelsen er den økonomiske kamp«.
På RSDAP’s 2. kongres 1903 udtrådte Bund af partiet, efter at kongressen havde forkastet Bund’s krav om anerkendelse som det jødiske proletariats eneste repræsentant. I 1906 indtrådte Bund atter i RSDAP på grundlag af en beslutning på 4. kongres (samlingskongressen).
Indenfor RSDAP støttede Bund til stadighed partiets opportunistiske fløj (økonomister, mensjevikker, likvidatorer) og bekæmpede bolsjevikkerne og bolsjevismen. Bolsjevikkernes krav om nationernes ret til selvbestemmelse blev fra Bund mødt med krav om kulturel-national autonomi. Under Stolypin-reaktionen efter 1907 indtog Bund likvidatorernes standpunkt og deltog aktivt i dannelsen af den partifjendtlige Augustblok 1912. Under første verdenskrig indtog Bund et socialchauvinistisk standpunkt. I 1917 støttede Bund den kontrarevolutionære provisoriske regering og var modstander af den socialistiske oktoberrevolution. I marts 1921 opløste Bund sig selv, og en del af dets medlemmer trådte ind i Ruslands Kommunistiske Parti (bolsjevikkerne), RKP (b). – S. 77.
59. Svoboda – tidsskrift udgivet i Svejts af den revolutionær-socialistiske gruppe af samme navn (grundlagt i maj 1901 af J. O. Selenskij (Nadjesdin)). Der udkom to numre af tidsskriftet: Nr. 1 i 1901 og nr. 2 i 1902. Lenin henregnede Svoboda til de »grupper uden jordbund«, som hverken har »holdbare, seriøse ideer, program, taktik og organisation eller rod i masserne«. Gruppen gik sammen med økonomisterne i Petersborg mod Iskra og mod RSDAP’s Petersborg-komité. Den ophørte at eksistere i 1903.
Lenin har givet en karakteristik af gruppen i Om Tidsskriftet Svoboda (Værker 5. udg., bd. 6, s. 254-259, russ.). – S. 91.
60. Der sigtes til de revolutionære massedemonstrationer af arbejdere og studenter: politiske demonstrationer, møder og strejker, som fandt sted i februar-marts 1901 i Petersborg, Moskva, Kijev, Kasan, Tomsk og andre byer i Rusland.
Studenterbevægelsen i studieåret 1900-1901 opstod på grundlag af akademiske krav, men antog karakter af revolutionære politiske demonstrationer mod selvherskerdømmets reaktionære politik. Den vandt genklang i alle lag af det russiske samfund. Den direkte anledning til demonstrationerne og strejkerne i februar-marts 1901 var udskrivningen til militærtjeneste af 183 studenter ved universitetet i Kijev, fordi de havde deltaget i et studentermøde (se Lenins artikel: Udskrivningen Af 183 Studenter Til Soldater, Samlede Værker, 5. udg., bd. 4, s. 391-396. russ.). – S. 94.
61. Marx/Engels: Det Kommunistiske Partis Manifest (Udvalgte Skrifter, Forlaget Tiden 1974, bd. I, s. 59). – S. 99.
62. Iskra nr. 7, august 1901, bragte i rubrikken Kronik Over Arbejderbevægelsen Og Breve Fra Fabrikkerne et brev fra en tekstilarbejder i Skt. Petersborg, som vidnede om den store indflydelse, bladet Iskra havde blandt de mest fremskredne arbejdere.
»... Jeg har vist Iskra til mange af mine kammerater, og mit eksemplar er helt slidt op, men det er dyrebart...« skrev brevets afsender. »Her står der noget om vore anliggender, om de russiske anliggender i det hele taget, som man ikke kan gøre op i kopek og regne ud efter klokkeslæt; når man læser det, forstår man, hvorfor gendarmer og politi frygter os, arbejderne, og de intellektuelle, vi følger. De skræmmer med rette også tsaren og arbejdsgiverne, alle, ikke bare arbejdsgiverne med de fyldte lommer ... Nu kan arbejdsfolket let komme i brand. Det ulmer allerede nedenunder, der skal bare en gnist til, så bryder branden ud. Åh, hvor er det sandt, som det er sagt, at af gnisten vil en flamme slå op! ... Førhen var hver enkelt strejke en begivenhed, men nu kan enhver se, at strejke alene er ingenting, nu gælder det friheden, at tage hele favnen fuld af den. Nu vil alle, gamle og unge, gerne læse, og det er vores sorg, at bøger er der ingen af. Sidste søndag samlede jeg 11 mand og laste Hvad Skal Man Begynde Med?, og vi skiltes ikke før sent på aftenen. Hvor er det hele sagt rigtigt, hvor rammende ... Det ville være rart, om der kunne blive skrevet et brev til os, dér i Deres Iskra, så det ikke alene kan lære os, hvordan man skal begynde, men også, hvordan man skal leve og hvordan man skal dø«. – S. 105.
63. P. B. Akselrod: Om De Russiske Socialdemokraters Nuværende Opgaver Og Taktik, Geneve, 1898, s. 16-17. – S. 108.
64. Der sigtes til P. B. Struves artikel Selvherskerdømmet Og Semstvoen i Iskra nr. 2 og 4, februar og maj 1901. Optagelsen af Struves artikel i Iskra og Sarjas trykning af S. J. Vittes »konfidentielle notater« om Selvherskerdømmet Og Semstvoen med forord af Struve (R.N.S.) var en følge af januar-overenskomsten (1901) mellem redaktionerne af Iskra og Sarja og »den demokratiske opposition« (personificeret i Struve). Denne overenskomst, som blev gennemført af Akselrod og Vera Sasulitj med støtte fra Plekhanov mod Lenins stemme, holdt kun kort tid; i foråret 1901 konstateredes, at et fortsat samarbejde mellem socialdemokraterne og de borgerlige demokrater var umuligt, og alliancen med Struve faldt. – S. 108.
65. Rossija – moderat liberalt dagblad, som udkom i Petersborg i årene 1889-1902 under redaktion af G. P. Sasonov under medvirken af kronikørerne A. V. Amfiteatrov og V. M. Dorosjevitj. Bladet var vidt udbredt i borgerlige kredse. I januar 1902 forbød regeringen bladet. – S. 110.
66. Der sigtes til en artikel af Vera Sasulitj: I Anledning Af De Nuværende Begivenheder, en kronologisk fremstilling af studenterdemonstrationerne (Iskra nr. 3, april 1901), en artikel af A. N. Potresov: Om Meningsløse Drømmerier, og en notits: Politioverfaldet På Litteraturen (Iskra, nr. 5, juni 1901) . – S. 110.
67. Der sigtes til notitserne Episoden I Jekaterinoslavsemstvoen, og »Strejkebryderne« i Vjatka (Iskra nr. 7 og 9, august og oktober 1901). – S. 110.
68. S. Peterburgskije Vedomosti (Skt. Petersborg-Efterretninger) – et blad, der udkom i Petersborg fra 1728 som fortsættelse af det første russiske blad, Vedomosti, som udkom fra 1703. Fra 1728 til 1874 blev S. Peterburgskije Vedomosti udgivet af Videnskabsakademiet, fra 1875 af ministeriet for folkeoplysning. Bladet udkom indtil slutningen af 1917. – S. 112.
69. Russkije Vedomosti (Russiske Efterretninger) – udgivet i Moskva siden 1863. Det udtrykte den moderat liberale intelligens’ synspunkter. I 80’erne og 90’erne var flere demokratiske skribenter medarbejdere ved bladet (M. J. Saltykov-Sjtjedrin, G. I. Uspenskij, V. G. Korolenko m.fl. ), og det bragte bidrag af liberale narodnikker. Efter 1905 blev bladet organ for det borgerlige kadetpartis højre fløj. Lenin påpegede, at Russkije Vedomosti var en ejendommelig kombination af »højreorienterede kadetsynspunkter og narodnikisk fernis« (Samlede Værker, 5. udg., bd. 23, s. 198, russ.). I 1918 blev Russkije Vedomosti standset tilligemed andre kontrarevolutionære blade. – S. 112.
70. Brentanos opfattelse af klassekampen, »brentanoisme«, en »liberalt-borgerlig teori, som anerkendte proletariatets ikke-revolutionære klassekamp« (Lenin i forordet til Den Proletariske Revolution Og Renegaten Kautsky, se denne udgave, bd. 11), og som hævdede muligheden af arbejderspørgsmålets løsning indenfor kapitalismens rammer gennem fabrikslovgivning og arbejdernes organisering i fagforeninger. Den fik sit navn efter Lujo Brentano, en af de mest fremtrædende skikkelser i den katedersocialistiske skole (se note 20). – S. 112.
71. Der er tale om Arbejdergruppen Til Kamp Mod Kapitalen, som blev oprettet i Petersborg i foråret 1899 af V. A. Gutovskij (den senere mensjevik J. Majevskij). Gruppen bestod af en del arbejdere og intellektuelle, men havde ingen fast forbindelse med arbejderbevægelsen i Petersborg og forsvandt efter arrestationen af dens medlemmer i sommeren 1899. I anskuelser lå gruppen tæt på økonomismen. – S. 119.
72. Der synes at være tale om Lenins første møde med A. S. Martynov, som fandt sted i 1901. Martynov giver i sine erindringer følgende beskrivelse af dette møde: »Lenin og jeg talte sammen om programmet, om partiets politiske opgaver og den politiske taktik, og der syntes ikke at være divergenser mellem os. Men så stillede Lenin mig mod slutningen af samtalen dette spørgsmål: ‘Nuvel, hvordan stiller De Dem til min organisationsplan?’ Her rejste jeg med det samme børster: ‘På det punkt er jeg aldeles uenig med Dem ...’ Vladimir Iljitj kneb øjnene sammen, smilede og svarede mig: ‘De er kun uenig med mig på det punkt, men det er selve kernen, og altså har De og jeg åbenbart ikke mere at tale om’. Og vi skiltes ... for mange år«. (A. Martynov, Den Store Proletariske Leder. Moskva, 1924, s. 8-9). – S. 127.
73. Lenin sigter her til den af ham ledede kreds af socialdemokrater i Skt. Petersborg (»de gamle«), på basis af hvilken Kampforbundet til Arbejderklassens Befrielse blev dannet i 1896. – S. 142.
74. De revolutionære narodnikkers organisation Semlja i Volja (Jord og Frihed) oprettedes om efteråret 1878 i Petersborg. Oprindeligt kaldte den sig Den Nordlige Revolutionære Narodnik-Gruppe, men blev fra 1878 kendt som selskabet Semlja i Volja. Medlemmer var Mark og Olga Natanson, G. V. Plekhanov, O. V. Aptekman, A. D. og A. F. Mikhajlov, A. A. Kvjatkovskij, M. R. Popov, S. M. Kravtjinsklj, D. A. Klements, A. D. Obolesjev, Sonja Perovskaja og andre af 70’ernes fremtrædende revolutionære. Uden at opgive socialismen som mål opstillede organisationen Semlja i Volja som det nærmeste mål opfyldelsen af »folkets krav og ønsker som de foreligger i det givne øjeblik«, dvs. kravet om jord og frihed. I organisationens program hedder det: »Det er indlysende, at denne formel kun kan føres ud i livet gennem en voldelig omvæltning«, og til forberedelse heraf stilledes opgaven at vække »folkelig utilfredshed« og fremkalde »desorganisation af statsmagten«. Til agitationen blandt bønderne organiserede Semija i Volja »udflytning« til landsbyerne, først og fremmest i landbrugs-guvernementerne ved Volga og i det centrale sortjords-område. De drev også agitation blandt arbejdere og studenter og ydede bistand til strejkebevægelsen. Den 6. (18.) december 1876 organiserede Semlja i Volja den berømte demonstration på Kasan-pladsen i Petersborg.
I modsætning til Narodnik-grupperne i første halvdel af 70’erne skabte Semlja i Volja-folkene en fast organisation med streng centralisering og disciplin som grundlag. Organisationen bestod af en grundkreds og territoriale eller specielle grupper (til arbejde blandt bønderne og blandt arbejderne, til desorganiserende virksomhed osv.). I spidsen for grundkredsen, stod »administrationen« (»kommissionen«), som kontrollerede gruppernes virksomhed, forsynede dem med litteratur, penge etc. Selskabets statutter, som blev vedtaget i vinteren 1876-77, forlangte, at mindretallet indordnede sig under flertallet, det enkelte medlems ubetingede indsats af »alle sine kræfter, penge, forbindelser, sympatier og antipatier og tilmed sit liv« til gavn for organisationen, fuldstændig hemmeligholdelse af alle organisationens interne anliggender osv. I 1878-1879 udgav Semlja i Volja fem numre af tidsskriftet Semlja i Volja.
Hen mod 1879 begyndte et flertal af deltagerne i Semlja i Volja, under indtryk af, at den socialistiske agitation blandt bønderne slog fejl, og at regeringen gik hårdere og hårdere frem, at hælde til politisk terror som hovedmiddel i kampen for realiseringen af deres program. Divergenserne mellem tilhængerne af den hidtidige taktik (med Plekhanov i spidsen) og tilhængerne af terror (A. I. Sjeljabov m.fl.) førte til, at Semlja i Volja splittedes på kongressen i Voronesj (juni 1879). De førstnævnte oprettede selskabet Tjornyj Peredel (Den Sorte Omfordeling), de øvrige dannede Narodnaja Volja (se note 9).
Tjornyj Peredel’s medlemmer (Plekhanov, M. R. Popov, P. B. Akselrod, L. G. Dejtj, J. V. Stefanovitj, Vera Sasulitj, O. V. Aptekman, V. N. Aptekman. V. N. Ignatov og senere A. P. Bulanov m.fl.) fastholdt i deres program i hovedsagen Semlja i Volja’s standpunkt. I Rusland og i udlandet, hvortil Plekhanov, Dejtj, Sasulitj, Stefanovitj og flere andre emigrerede i 1880, blev udgivet tidsskriftet Tjornyj Peredel og bladet Serno. I den følgende tid gennemgik nogle af tilhængerne af Tjornyj Peredel en udvikling over til marxismen (Plekhanov, Akselrod, Sasulitj, Dejtj og Ignatov grundlagde i 1883 den første russiske marxistiske organisation - gruppen Osvobosjdenie Truda (Arbejdets Befrielse)). Andre sluttede sig efter 1. marts 1881 (mordet på tsar Aleksander I) til Narlodnaja Volja. – S. 149.
75. Der sigtes til J. Lasarevs artikler: Spaltningen I Det Russiske Socialdemokratiske Parti (Nakanune nr. 15 og 16, april og maj 1900), og I Anledning Af En Splittelse (Nakanune, nr. 17-18, juni 1900). – S. 154.
76. Der sigtes til brochuren Beretning om den Russiske Socialdemokratiske Bevægelse Til Den Internationale Socialistiske Kongres i Paris år 1900, Geneve, udgivet af Forbundet af Russiske Socialdemokrater, 1901. Beretningen blev skrevet af Rabotjeje Delos redaktion efter anmodning fra Forbundet. – S. 158.
77. Lenin sigter her til en polemisk bemærkning i en artikel af R. M., Vor Virkelighed, trykt i Særtillæg til Rabotjaja Mysl (september 1899), som han citerer i kapitel III, afsnit b (se nærværende bind, s. 85). – S. 163.
78. Jusjnyj Rabotjij (Sydens Arbejder), socialdemokratisk blad, udgivet illegalt fra januar 1900 til april 1903 af en gruppe med samme navn. Der udkom i alt 12 numre.
Jusjnyj Rabotjij havde som undertitel på de to første numre: Jekaterinoslavs Arbejderblad, men blev hurtigt et indflydelsesrigt »Organ for arbejderbevægelsen i Sydrusland«.
Jusjnyj Rabotjij vendte sig imod økonomisme og terrorisme og hævdede nødvendigheden af en revolutionær massebevægelse. Som et praktisk forsøg på at opbygge et parti indkaldtes i december 1901 en kongres af RSDAP’s komiteer og organisationer i Sydrusland, og her oprettedes Forbundet af RSDAP’s Sydlige Komiteer Og Organisationer. med Jusjnyj Rabotjij som blad. Forsøget viste sig ikke at være levedygtigt, og efter massearrestationer i foråret 1902 faldt Forbundet fra hinanden. De medlemmer af Jusjnyj Rabotjijs redaktion, der stadig var på fri fod, gik i august 1902 ind i forhandlinger med Iskra om fælles arbejde med det formål at genoprette enheden i det russiske socialdemokrati.
Gruppen Jusjnyj Rabotjij udførte et stort revolutionært arbejde i Rusland, men samtidig udviste gruppen opportunistiske tendenser vedrørende forholdet til det liberale bourgeoisi og til bondebevægelsen, og den fremsatte endvidere en separatistisk plan om oprettelse af et landsomfattende blad, parallelt med Iskra.
På RSDAP’s 2. kongres indtog de delegerede fra gruppen Jusjnyj Rabotjij »centrum«s standpunkt (»middel-opportunister« kaldte Lenin centrums repræsentanter). 2. kongres vedtog at opløse gruppen Jusjnyj Rabotjij tillige med alle andre socialdemokratiske enkeltgrupper og -organisationer (se SUKP i Resolutioner og Beslutninger fra Kongresser, Konferencer og Centralkomitémøder, 1. del, 1954, s. 57. russ.). – S. 164.
79. Lenin sigter til det af Rabotjaja Mysl udsendte flyveblad Spørgsmålet Om Arbejderklassens Stilling I Rusland (1898), og brochuren Spørgsmål Til brug Ved Indsamlingen Af Udsagn Om Arbejderklassens Stilling I Rusland (1899). Den førstnævnte indeholdt 17 spørgsmål, den anden 158 spørgsmål om arbejdsforhold og om arbejdernes tilværelse. – S. 165.
80. Strejkebevægelsen I 1885 omfattede mange tekstilvirksomheder i guvernementerne Vladimir, Moskva, Tver (nu Kalinin) m.fl. i det industrielle centralområde. Mest kendt blev den strejke, arbejderne iværksatte ved Savva Morosovs væverier i Nikolsk i januar 1885. Arbejdernes hovedkrav var nedsættelse af bøderne (som betaltes til arbejdsgiverne), regulering af lønningsforholdene osv. I Morosov-strejken deltog omkring 8000 arbejdere. Den blev undertrykt ved hjælp af tropper: 33 af de deltagende arbejdere blev stillet for retten og over 600 forvist fra byen. Under indtryk af strejkebevægelsen i 1885-1886 så den tsaristiske regering sig nødsaget til at udstede loven af 3. (15.) juni 1886 (den såkaldte Lov Om Bøder). – S. 166.
81. V. I. Lenin sigter her til følgende træk af RSDAP’s historie:
Første kendsgerning. I sommeren 1897 henvendte Petersborgs Kampfond Til Arbejderklassens Befrielse sig til Lenin, som dengang befandt sig i forvisning i Sibirien (i Sjusjenskoje), og foreslog ham at deltage i oprettelsen af et særligt arbejderbibliotek, hvortil Lenin skrev de I teksten nævnte brochurer (de blev begge trykt i Geneve: De Russiske Socialdemokraters Opgaver, i 1898, og Den Nye Fabrikslov, i 1899).
Anden kendsgerning. I 1898 skrev L. Martov (J. O. Tsederbaum), som da befandt sig i forvisning i Turukhansk, efter opfordring fra Bunds centralkomité brochuren Arbejdersagen I Rusland (trykt i Geneve i 1899).
Tredje kendsgerning. På initiativ af Bunds centralkomité blev der i 1899 gjort forsøg på at genoptage udgivelsen af Rabotjaja Gaseta. Den nævnte artikel skrev Lenin til Rabotjaja Gaseta nr. 3.
Fjerde kendsgerning. På initiativ af RSDAP’s komité i Jekaterinoslav (nu Dnepropetrovsk) og med støtte fra Bund og Forbundet Af Russiske Socialdemokrater i Udlandet blev der i begyndelse af 1900 gjort forsøg på at indkalde til RSDAP’s 2. kongres, genoprette partiets centralkomité og genoptage udgivelsen af centralorganet, Rabotjaja Gaseta. I februar 1900 kom et medlem af Jekaterinoslav-komiteen, I. K. Lalajants, til Moskva for at forhandle med Lenin. Lalajants havde i 1898 deltaget i en af Lenin ledet marxistisk cirkel i Samara (det nuværende Kujbysjev). Han foreslog Iskra-gruppen – Lenin, Martov og Potresov – at deltage i kongressen og påtage sig redaktionen af Rabotjaja Gaseta. Lenin og medlemmerne af gruppen Osvobosjdenie Truda fandt det forhastet at Indkalde til kongres (se Samlede Værker, 5. udg., bd. 4, s. 325-328, russ.); men gruppen Osvobosjdenie Truda kunne ikke undslå sig for at deltage i kongressen og valgte Lenin til sin repræsentant. Han fik sit mandat tilsendt fra udlandet. På grund af massearrestationer, som politiet foretog i april-maj 1900, fandt kongressen ikke sted. Til Smolensk, hvor den skulle have været indledt i foråret 1900, kom kun repræsentanter for Bund, redaktionen af Jusjnyj Rabotjij og Forbundet af Russiske Socialdemokrater I Udlandet.
Lenin nævner således kendsgerningerne netop i den rækkefølge, hvori de faktisk fandt sted. – S. 173.
82. Det drejer sig om Det Russiske Revolutionære Socialdemokratis Udlandsliga, grundlagt på initiativ af Lenin i oktober 1901 (se note 3). I ligaen indgik Iskra-organisationens udlandsafdeling og den revolutionære organisation Sotsialdemokrat, som også omfattede gruppen Osvobosjdenie Truda.
Efter RSDAP’s 2. kongres fik mensjevikkerne overtaget i Udlandsligaen og bekæmpede Lenin og bolsjevikkerne. På ligaens 2. kongres i oktober 1903 gennemførte mensjevikkerne en ny status for ligaen, rettet mod de partilove, som var vedtaget på RSDAP’s 2. kongres. Ligaen bestod indtil 1905. – S. 173.
83. I Iskra-organisationens beretning til RSDAP’s 2. kongres, som blev skrevet af Nadesjda Krupskaja, hedder det: »Samtidig har man overalt mere eller mindre klart erkendt nødvendigheden af at udvide rammerne for det lokale arbejde. ‘De sidder som i et hul og aner ikke, hvad der sker andre steder’, skrev en korrespondent om Kijev-komiteen. Jeg ved ikke, hvor berettiget det var med hensyn til Kijev-komiteen, men i al almindelighed var der på den tid mere end nok af denne sidden i et hul«. (Beretninger Fra De Socialdemokratiske Komiteer Til RSDAP’s 2. kongres, udgivet 1930, s. 31). – S. 183.
84. Lenin citerer en artikel af D. I. Pisarev: Den Umodne Tænknings Fejltrin. (D. I. Pisarev: Værker, bd. 3, udg. 1966, s. 147, 148 og 149). – S. 187.
85. Listok Rabotjego Dela – tillæg til tidsskriftet Rabotjeje Delo, udkommet lejlighedsvis i Geneve i tiden fra juni 1900 til juli 1901. Der kom i alt 8 numre. I sin artikel Hvad Skal Man Begynde Med? betegnede Lenin det som principløs eklekticisme, når redaktionen af Rabotjeje Delo i artiklen En Historisk Vending (Listok Rabotjego Dela nr. 8, april 1901), opfordrede til »på radikal vis at ændre« socialdemokratiets taktik i forbindelse med de store arbejder- og studenterdemonstrationer, som i februar-marts 1901 fandt sted i mange byer i Rusland, og til at tage del i det stormløb mod selvherskerdømmet, som påstodes at være begyndt (se Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 5-8, russ.). Redaktionen af Rabotjeje Delo svarede på Lenins kritik med en artikel af B. Kritjevskij: Principper, Taktik Og Kamp (Rabotjeje Delo nr. 10, september 1901). – S. 187.
86. Lenin tænker her på følgende sted i Karl Marx’ Louis Bonapartes 18. Brumaire:
»Hegel bemærker et eller andet sted, at alle store verdenshistoriske begivenheder og personer så at sige forekommer to gange. Han har glemt at tilføje: den ene gang som tragedie, den anden gang som farce«. (Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, bd. I, s. 240, Forlaget Tiden, København 1974) – S. 188.
87. I november-december 1901 gik en bølge af studenterdemonstrationer, støttet af arbejderne, hen over Rusland. Korrespondentberetninger om demonstrationerne i Nisjnij Novgorod (det nuværende Gorkij) (i anledning af forvisningen af Maksim Gorkij), i Moskva (i protest mod, at afholdelsen af en mindeaften for N. A. Dobroljubov var blevet forbudt) og Jekaterinoslav (det nuværende Dnepropetrovsk) samt om studentermøder og uroligheder i Kijev, Kharkov, Moskva og Skt. Petersborg blev trykt i Iskra nr. 13, den 20. december 1901, og nr. 14, den 1. januar 1902: demonstrationerne blev også behandlet i artikler af Lenin, Begyndelsen til Demonstrationerne (Iskra nr. 13 – se Samlede Værker, 5. udg. bd. 5, s. 369-372, russ.) og af Plekhanov, Om Demonstrationerne (Iskra nr. 14). – S. 190.
88. Janitsjarerne – regulært infanteri i det tyrkiske sultanat, oprettet i det 14. århundrede. Var sultanstyrets vigtigste politistyrke og kendt for sin usædvanlige brutalitet. Janitsjar-regimenterne omformeredes i 1826. Lenin anvender her betegnelsen janitsjarer om tsarens politi. – S. 191.
89. Dette tillæg blev udeladt af Lenin ved genudgivelsen af Hvad Må Der Gøres? i samlingen Efter 12 År, som udkom i 1907. – S. 199.
90. Det Internationale Socialistiske Bureau var II Internationales permanente sekretariat og informationsorgan. Beslutningen om at danne et bureau af repræsentanter for de socialistiske partier i alle lande blev truffet på II Internationales kongres i Paris (september 1900). Til repræsentanter for de russiske socialdemokrater valgtes Plekhanov og Kritjevskij. Fra 1906 indgik Lenin som RSDAP’s repræsentant i bureauet. Bureauet ophørte med sin virksomhed i 1914. – S. 199.
91. Den revolutionære organisation Sotsial-Demokrat blev dannet af medlemmer af gruppen Osvobosjdenie Truda og deres meningsfæller i maj 1900 efter spaltningen af Forbundet af Russiske Socialdemokrater i Udlandet på dettes 2. kongres. I opråb i anledning af oprettelsen af organisationen Sotsial-Demokrat hed det om formålet: At bistå den socialistiske bevægelse i det russiske proletariat og at bekæmpe alle opportunistiske forsøg på at forvanske marxismen. Organisationen udgav Det Kommunistiske Manifest og flere brochurer af Plekhanov, Kautsky m.fl. I oktober 1901 forenede organisationen sig med Iskra-organisationens udenlandske afdeling og med Det Russiske Revolutionære Socialdemokratis Udlandsliga. – S. 200.
92. Lenin sigter her til den socialdemokratiske udlandsgruppe Borba, hvortil hørte D. B. Rjasanov, J. M. Steklov (Nevsorov) og E. L. Gurevitj (V. Danevitj, J. Smirnov). Gruppen dannedes i sommeren 1900 i Paris og antog i maj 1901 navnet gruppen Borba. I forsøg på at forlige de revolutionære og de opportunistiske retninger i det russiske socialdemokrati tog gruppen Borba initiativet til Genevekonferencen af repræsentanter for socialdemokratiske udlandsorganisationer – redaktionerne af Iskra og Sarja, organisationen Sotsial-Demokrat, Bund’s centralkomité og Forbundet Af Russiske Socialdemokrater (juni 1901) og deltog i samlingskongressen (oktober 1901). I november 1901 fremsatte gruppen en programudtalelse: Erklæring Om Udgivelser Fra Den Socialdemokratiske Gruppe Borba. I sine publikationer (Materiale Til Udarbejdelse Af Et Partiprogram nr. 1-3, Flyveblade Fra Gruppen Borba, etc.) fortolkede gruppen Borba marxismens revolutionsteori i doktrinær ånd og stillede sig afvisende over for Lenins principper for partiets opbygning. På grund af gruppens fravigelse af de socialdemokratiske synspunkter og den socialdemokratiske taktik, dens organisationsstridige optræden og dens mangel på forbindelse med socialdemokratiske organisationer i Rusland fik den ikke adgang til RSDAP’s 2. kongres. Denne kongres besluttede at opløse gruppen Borba. (Se SUKP i Resolutioner og Beslutninger fra Kongresser, Konferencer og Centralkomitémøder, 1. del, 1954, s. 56, russ.) – S. 200.
93. Polemikken mellem redaktionen af det tyske socialdemokratiske partis centralorganisation Vorwärts, Karl Kautsky og Sarja opstod i forbindelse med en artikel af Martov (Ignotus): Det Tyske Socialdemokratis Kongres I Lübeck, (Sarja nr. 2-3, december 1901). Heri fremhævedes det tendentiøse i Kritjevskijs korrespondancer fra Paris til Vorwärts. Kritjevskij gav heri urigtige oplysninger om forholdene i den franske socialistiske bevægelse, angreb guesdisterne og drev systematisk propaganda for Millerand og Jaures’ tilhængere, som støttede ham. Redaktionen af Vorwärts tog Kritjevskij i forsvar og anklagede Martov for uhæderlighed. I den polemik, der som følge heraf blussede op i Vorwärts, deltog Karl Kautsky, som påviste. at redaktionen havde forvansket meningen med Martovs artikel. Også Martov og Kritjevskij havde indlæg i Vorwärts (som lod Kritjevskij få det sidste ord). Polemikken bredte sig imidlertid ud over Vorwärts’ rammer. Clara Zetkin forsvarede Sarja i en tale, der blev holdt ved et arbejdermøde i Berlin, og det samme gjorde det franske arbejderpartis organ, Le Socialiste (nr. 55, 20-27. januar 1902), samt Parvus som skrev en artikel: Millerand Og Vorwärts, Karakteristik Af Opportunismens Psykologi, trykt i Sarja nr. 4, august 1902.
Iskra nr. 18 af 10. marts bragte en redegørelse for Iskras og Sarjas redaktioners syn på polemikken. – S. 204.
94. Korrektion til Hvad Må Der Gøres? blev trykt i Iskra nr. 19. 1. april 1902. – S. 207.
Sidst opdateret 9.9.2008