Tilbage står endnu at opridse den taktik, som Iskra antog og konsekvent gennemførte i de organisatoriske forbindelser med Rabotjeje Delo. Denne taktik var allerede fuldt udtrykt i Iskras nr. 1 i artiklen om Spaltningen af Udlandsforbundet af Russiske Socialdemokrater. [a] Vi stillede os straks på det standpunkt, at det virkelige Forbund af Russiske Socialdemokrater i Udlandet, som på vort partis 1. kongres blev anerkendt som partiets udenlandske repræsentant, er spaltet i to organisationer, – at spørgsmålet om partiets repræsentation står åbent, idet det kun blev løst midlertidigt og betinget ved, at der på den internationale kongres i Paris valgtes to medlemmer fra Rusland til det permanente Internationale Socialistiske Bureau, ét medlem fra hver del af det spaltede Forbund. [90] Vi erklærede, at sagligt havde Rabotjeje Delo uret, vi stillede os i principiel henseende afgjort på gruppen Osvobosjdenie Truda’s side, men afviste samtidig at gå ind på spaltningen i detaljer og fremhævede Forbundets fortjenester på det rent praktiske arbejdes område. [b]
Vor holdning var således til en vis grad afventende: Vi gjorde en indrømmelse til den blandt flertallet af russiske socialdemokrater herskende opfattelse, at selv de mest erklærede fjender af økonomismen kunne arbejde hånd i hånd med Forbundet, da det gang på gang havde erklæret sin principielle overensstemmelse med gruppen Osvobosjdenie Truda, uden at gøre fordring på et selvstændigt ansigt i fundamentale teoretiske og taktiske spørgsmål. At den holdning, vi indtog, var rigtig, bekræftedes indirekte ved, at omtrent samtidig med, at det første nummer af Iskra udkom (december 1900), udskilte tre medlemmer sig fra Forbundet, idet de dannede den såkaldte initiativgruppe og henvendte sig til: 1. Udlandsafdelingen af Iskras organisation. 2. Den revolutionære organisation Sotsial-Demokrat [91] og 3. Forbundet med et tilbud om mægling i forhandlinger om en forsoning. De to førstnævnte organisationer svarede straks bekræftende, den tredje afslog. Det skal dog siges, at da en taler redegjorde for disse kendsgerninger på samlingskonferencen i fjor, erklærede et medlem af Forbundets administration, at afslaget udelukkende var fremkaldt af, at Forbundet var utilfreds med initiativgruppens sammensætning. Idet jeg anser det for min pligt at anføre denne forklaring, kan jeg imidlertid ikke undlade på min side at bemærke, at jeg anser den for utilstrækkelig: Da Forbundet var bekendt med de to organisationers samtykke til forhandlinger, kunne det have henvendt sig til dem gennem en anden mægler eller direkte.
I foråret 1901 optog både Sarja (nr. 1, april) og Iskra (nr. 4, maj) [c] en direkte polemik mod Rabotjeje Delo. Iskra angreb navnlig den »historiske vending« hos Rabotjeje Delo, som i sit april-nummer, altså efter forårsbegivenhederne, udviste vaklen over for sværmeriet for terror og »blodige« appeller. Trods denne polemik gav Forbundet sit samtykke til genoptagelse af forhandlinger om forsoning ved mægling gennem en ny gruppe »fredsstiftere«. [92] En forberedende konference af repræsentanter for de tre ovennævnte organisationer fandt sted i juni og udarbejdede udkast til en aftale på basis af en meget udførlig »principiel overenskomst« optrykt af Forbundet i brochuren To Kongresser og af Ligaen i brochuren Dokumenter fra » Samlings« konferencen.
Indholdet af denne principielle overenskomst (eller juni-konferencens resolutioner, som den oftere kaldes) viser med fuld tydelighed, at vi som en absolut betingelse for en sammenslutning stillede den mest afgjorte afvisning af alle udslag af opportunisme i almindelighed og af den russiske i særdeleshed. »Vi afviser« – lyder punkt 1 – »ethvert forsøg på at indføre opportunisme i proletariatets klassekamp, forsøg, som er kommet til udtryk i den såkaldte økonomisme, i bernsteinianismen, millerandismen osv.« »I socialdemokratiets opgavekreds indgår ... idékampen mod alle modstandere af den revolutionære marxisme« (4 c), »på intet område af socialdemokratiets organisatoriske og agitatoriske virksomhed må man noget øjeblik lade det russiske proletariats nærmeste opgave – at styrte selvherskerdømmet – ude af syne« (5 a), ... »agitation ikke blot omkring lønarbejdets daglige kamp mod kapitalen« (5 b), ... »idet man ikke anerkender ... et stadium med rent økonomisk kamp og kamp for partielle politiske krav« (5 c), ... »vi anser det for vigtigt for bevægelsen, at der rettes kritik mod strømninger, som ophøjer ... det elementære ... og snæverheden i bevægelsens lavere former til princip« (5 d). Selv en helt udenforstående person vil, ved nogenlunde opmærksomt at gennemlæse disse resolutioner, allerede af selve deres formuleringer se, at de er rettet mod folk, der var opportunister og økonomister, folk der om så blot et øjeblik glemte den opgave at styrte selvherskerdømmet, folk, som anerkendte stadieteorien, ophøjede snæverheden til princip osv. Og den, som er blot nogenlunde kendt med gruppen Osvobosjdenie Truda’s, med Sarjas og Iskras polemik mod Rabotjeje Delo, vil ikke et øjeblik være i tvivl om, at disse resolutioner punkt for punkt forkaster netop de vildfarelser, Rabotjeje Delo er gerådet i. Når derfor et af Forbundets medlemmer på samlingskonferencen udtalte, at artiklerne i Rabotjeje Delo nr. 10 ikke var fremkaldt af en ny »historisk vending«, men af resolutionens overmåde »abstrakte« indhold [d] – da havde en taler fuldstændig ret i at gøre sig lystig herover. Ikke blot er resolutionerne ikke abstrakte, svarede han, men de er utroligt konkrete: et blik på dem er nok til at se, at her »fiskede man efter nogen«.
Dette sidste udtryk gav anledning til en karakteristisk episode på konferencen. På den ene side hagede B. Kritjevskij sig fast i ordet »fiskede«, og fandt ud af, at det var en fortalelse, som røbede den slette hensigt fra vor side (»at sætte en fælde«), og han udbrød patetisk: »Hvem er det egentlig, man fiskede efter?« »Ja, hvem er det egentlig?« – spurgte Plekhanov ironisk. – »Jeg skal hjælpe på kammerat Plekhanovs svigtende gætteevne«, svarede Kritjevskij, – »jeg skal forklare ham, at det var redaktionen af Rabotjeje Delo, man fiskede efter (almindelig latter), men vi lod os ikke fange!« (tilråb fra venstre: Desto værre for jer!). På den anden side erklærede et medlem af gruppen Borba (en gruppe forsonere), som talte imod Forbundets ændringsforslag til resolutionerne, og som ville tage vor taler i forsvar, at udtrykket »fiskede efter« åbenbart uforvarende var undsluppet taleren i polemikkens hede.
Hvad mig angår, tror jeg, at man med et sådant »forsvar« har gjort den taler en dårlig tjeneste, som anvendte det pågældende udtryk. Jeg tror, at udtrykket »fiske efter nogen« er »sagt i spøg, men ment i alvor«: Vi har altid anklaget Rabotjeje Delo for ubestandighed og svingninger, og det var derfor naturligt, at vi måtte bestræbe os for at fange det, så at svingninger blev gjort umulige for fremtiden. Om nogen slet hensigt kunne der ikke være tale i denne forbindelse, eftersom sagen drejede sig om principiel ubestandighed. Og vi var i stand til at »fange« Forbundet så kammeratligt, [e] at B. Kritjevskij selv og endnu et medlem af Forbundets administration underskrev juniresolutionerne.
Artiklerne i Rabotjeje Delo nr. 10 (vore kammerater så først dette nummer, da de ankom til konferencen, få dage før møderne begyndte) viste klart, at der fra sommer til efterår var sket en ny vending i Forbundet: Økonomisterne havde på ny fået overtaget, og redaktionen, der var lydhør for enhver ny »luftning«, gav sig på ny til at forsvare »de mest erklærede bernsteinianere« og »friheden til kritik«, at forsvare »spontaniteten« og gennem Martynovs mund forkynde »teorien om indsnævring« af vor politiske påvirkningssfære (angiveligt for at komplicere selve påvirkningen). Endnu en gang bekræftedes Parvus’ rammende bemærkning, at det er vanskeligt at fange en opportunist med nogen som helst formulering: han underskriver let enhver formulering og opgiver den let, eftersom opportunisme netop består i mangel på enhver form for bestemte og faste principper. I dag har opportunisterne forkastet ethvert forsøg på at indføre opportunismen, forkastet enhver snæverhed og har højtideligt lovet »intet øjeblik at glemme omstyrtelsen af selvherskerdømmet«, at »føre agitationen ikke alene omkring lønarbejdets daglige kamp mod kapitalen« osv. osv. Men i morgen ændrer de udtryksmåde og tager fat på det gamle i form af forsvar for spontaniteten, den grå hverdagskamps fremadskriden, lovprisning af krav, der stiller håndgribelige resultater i udsigt osv. Ved fortsat at hævde, at Forbundet i artiklerne i nr. 10 ikke så og ikke ser nogen som helst kættersk afvigelse fra de generelle principper i konferencens udkast (To Kongresser, s. 26), afslører Forbundet kun, at det komplet savner evne eller vilje til at forstå uoverensstemmelsernes væsen.
Efter Rabotjeje Delo nr. 10 havde vi kun tilbage at gøre ét eneste forsøg: indlede en generel diskussion for at klarlægge om hele Forbundet var solidarisk med disse artikler og med sin redaktion. Forbundet er navnlig utilfreds med os af denne grund og beskylder os for at forsøge på at så splid i Forbundet, for indblanding i sager, der ikke kommer os ved etc. Disse beskyldninger er oplagt ubegrundede, for når en valgt redaktion »vender« for det mindste vindpust, bliver det netop vindretningen, der bestemmer alt, og vi har konstateret denne retning i lukkede møder, hvor der ikke var andre til stede end medlemmer af de organisationer, der holdt møde for at slutte sig sammen. De i Forbundets navn fremsatte ændringsforslag til juniresolutionerne berøvede os også den sidste skygge af håb om enighed. Ændringerne beviste dokumentarisk den nye vending over til økonomismen, og at flertallet i Forbundet var solidarisk mod Rabotjeje Delo nr. 10. Af listen over opportunismens forskellige udtryksformer slettedes »den såkaldte økonomisme« (angiveligt i betragtning af disse tre ords »udefinerede mening« – skønt der af en sådan motivering kun turde følge, at en mere præcis definition af denne udbredte vildfarelses væsen var nødvendig), ligeledes slettedes »millerandismen« (skønt B. Kritjevskij gik ind for det, både i Rabotjeje Delo nr. 2-3, s. 83-84, og endnu mere direkte i Vorwärts [f]). Til trods for, at juniresolutionerne klart påviste socialdemokratiets opgave »at lede ethvert udslag af proletariatets kamp mod alle former for politisk, økonomisk og social undertrykkelse« – og således forlangte indførelse af planmæssighed og enhed i alle disse udslag af kampen, tilføjede Forbundet de fuldkommen overflødige ord, at »den økonomiske kamp er en vældig spore for massebevægelsen« (i sig selv er disse ord ubestridelige, men i forbindelse med eksistensen af den snævre økonomisme kunne de ikke undgå at give anledning til fejltolkninger). Ikke nok med det, der indføjedes i juniresolutionerne tilmed en direkte indsnævring af »politik« både ved fjernelse af ordene »intet øjeblik« (glemme målet, selvherskerdømmets omstyrtelse), og ved tilføjelse af ordene, at »den økonomiske kamp er det videst anvendelige middel til at inddrage masserne i aktiv politisk kamp«. Det er forståeligt, at alle talere fra vor side efter indførelsen af disse ændringer frafaldt ordet den ene efter den anden, idet de fandt det ganske unyttigt at forhandle videre med folk, der på ny drejede over til økonomismen, og som sikrede sig frihed til svingninger.
»Netop det, som Forbundet anså for en betingelse sine qua non /absolut nødvendig/ for en fremtidig overenskomsts holdbarhed, dvs. bevarelse af Rabotjeje Delo’s eget ansigt og dets selvstændighed, – netop det anså Iskra for en anstødssten for overenskomsten« (To kongresser, s. 25). Dette er meget unøjagtigt. Vi har aldrig antastet Rabotjeje Delo’s selvstændighed. [g] Dets selvstændige ansigt har vi virkelig forkastet ubetinget, hvis man derved forstår et »selvstændigt ansigt« i principielle spørgsmål vedrørende teori og taktik: Juniresolutionerne indeholder netop en ubetinget afvisning af et sådant selvstændigt ansigt, idet dette »selvstændige ansigt« i praksis altid, vi gentager, altid har betydet diverse former for svingninger og gennem disse svingninger støtte til det partimæssigt utålelige virvar, der hersker hos os. Med artiklerne i nr. 10 og med »ændringsforslagene« har Rabotjeje Delo klart vist sit ønske om at forbeholde sig netop dette selvstændige ansigt, og et sådant ønske har naturligt og uundgåeligt ført til brud og krigserklæring. Men vi var alle rede til at anerkende Rabotjeje Delo’s »selvstændige ansigt« i den betydning, at det koncentrerede sig om bestemte litterære funktioner. En rigtig fordeling af disse funktioner tilbød sig af sig selv: 1. et videnskabeligt tidsskrift. 2. et politisk blad og 3. populære artikelsamlinger og populære brochurer. Kun samtykke fra Rabotjeje Delo til en sådan fordeling ville have vist, at gruppen nærede oprigtigt ønske om at gøre definitivt op med de vildfarelser, som juniresolutionerne er rettet imod, kun en sådan fordeling ville fjerne enhver mulighed for gnidninger og virkeligt sikre overenskomstens holdbarhed og samtidig tjene som basis for et nyt opsving i vor bevægelse og nye sejre for den.
Ikke en eneste russisk socialdemokrat kan længere være i tvivl om, at den revolutionære retnings endelige brud med den opportunistiske ikke er fremkaldt af nogen som helst »organisatoriske« omstændigheder, men netop af opportunisternes ønske om at konsolidere opportunismens selvstændige ansigt og fortsat bringe forvirring i begreberne med Kritjevskijs og Martynovs og ligesindedes ræsonnementer.
a. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 4, s. 384-385. russ. – Red.
b. Til grund for denne bedømmelse af spaltningen lå ikke blot kendskab til litteraturen, men også til oplysninger, indsamlet i udlandet af en del medlemmer af vor organisation, som havde opholdt sig dér.
c. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 1-13, russ. – Red.
d. Denne påstand er gentaget i To Kongresser, s. 25.
e. Netop: Vi sagde i indledningen til juniresolutionerne, at det russiske socialdemokrati altid som helhed har stået på det grundlag, som er udtrykt i gruppen Osvobosjdenie Truda’s principper, og at Udlandsforbundets fortjenester navnlig lå i dets forlags- og organisationsvirksomhed. Med andre ord, vi gav udtryk for vor fulde beredvillighed til at glemme hele fortiden og anerkende det (for sagen) gavnlige arbejde, vore kammerater i Udlandsforbundet udførte, på den betingelse, at de svingninger, som vi havde forfulgt med vort »fiskeri«, hørte fuldstændigt op. Enhver uhildet, der gennemlæser juniresolutionerne, vil netop også kun forstå dem sådan. Når Udlandsforbundet så nu, efter at det med sin vending til økonomismen (i artiklerne i nr. 10 og i ændringsforslagene) har fremkaldt et brud, anklager os højtideligt for at fare med usandhed (To Kongresser) på grund af disse ord om dets fortjenester, da er en sådan beskyldning naturligvis kun egnet til at fremkalde smil.
f. Der var i Vorwärts indledt en polemik herom mellem bladets nuværende redaktion, Kautsky og Sarja. Vi skal ikke undlade at gøre vore russiske læsere bekendt med denne polemik. [93]
g. Hvis ikke de redaktionskonferencer i forbindelse med oprettelsen af et fælles øverste råd for de forenede organisationer, som også Rabotjeje Delo gav sin tilslutning til i juni, skal regnes for indsnævring af selvstændigheden.
89. Dette tillæg blev udeladt af Lenin ved genudgivelsen af Hvad Må Der Gøres? i samlingen Efter 12 År, som udkom i 1907. – S. 199.
90. Det Internationale Socialistiske Bureau var II Internationales permanente sekretariat og informationsorgan. Beslutningen om at danne et bureau af repræsentanter for de socialistiske partier i alle lande blev truffet på II Internationales kongres i Paris (september 1900). Til repræsentanter for de russiske socialdemokrater valgtes Plekhanov og Kritjevskij. Fra 1906 indgik Lenin som RSDAP’s repræsentant i bureauet. Bureauet ophørte med sin virksomhed i 1914. – S. 199.
91. Den revolutionære organisation Sotsial-Demokrat blev dannet af medlemmer af gruppen Osvobosjdenie Truda og deres meningsfæller i maj 1900 efter spaltningen af Forbundet af Russiske Socialdemokrater i Udlandet på dettes 2. kongres. I opråb i anledning af oprettelsen af organisationen Sotsial-Demokrat hed det om formålet: At bistå den socialistiske bevægelse i det russiske proletariat og at bekæmpe alle opportunistiske forsøg på at forvanske marxismen. Organisationen udgav Det Kommunistiske Manifest og flere brochurer af Plekhanov, Kautsky m.fl. I oktober 1901 forenede organisationen sig med Iskra-organisationens udenlandske afdeling og med Det Russiske Revolutionære Socialdemokratis Udlandsliga. – S. 200.
92. Lenin sigter her til den socialdemokratiske udlandsgruppe Borba, hvortil hørte D. B. Rjasanov, J. M. Steklov (Nevsorov) og E. L. Gurevitj (V. Danevitj, J. Smirnov). Gruppen dannedes i sommeren 1900 i Paris og antog i maj 1901 navnet gruppen Borba. I forsøg på at forlige de revolutionære og de opportunistiske retninger i det russiske socialdemokrati tog gruppen Borba initiativet til Genevekonferencen af repræsentanter for socialdemokratiske udlandsorganisationer – redaktionerne af Iskra og Sarja, organisationen Sotsial-Demokrat, Bund’s centralkomité og Forbundet Af Russiske Socialdemokrater (juni 1901) og deltog i samlingskongressen (oktober 1901). I november 1901 fremsatte gruppen en programudtalelse: Erklæring Om Udgivelser Fra Den Socialdemokratiske Gruppe Borba. I sine publikationer (Materiale Til Udarbejdelse Af Et Partiprogram nr. 1-3, Flyveblade Fra Gruppen Borba, etc.) fortolkede gruppen Borba marxismens revolutionsteori i doktrinær ånd og stillede sig afvisende over for Lenins principper for partiets opbygning. På grund af gruppens fravigelse af de socialdemokratiske synspunkter og den socialdemokratiske taktik, dens organisationsstridige optræden og dens mangel på forbindelse med socialdemokratiske organisationer i Rusland fik den ikke adgang til RSDAP’s 2. kongres. Denne kongres besluttede at opløse gruppen Borba. (Se SUKP i Resolutioner og Beslutninger fra Kongresser, Konferencer og Centralkomitémøder, 1. del, 1954, s. 56, russ.) – S. 200.
93. Polemikken mellem redaktionen af det tyske socialdemokratiske partis centralorganisation Vorwärts, Karl Kautsky og Sarja opstod i forbindelse med en artikel af Martov (Ignotus): Det Tyske Socialdemokratis Kongres I Lübeck, (Sarja nr. 2-3, december 1901). Heri fremhævedes det tendentiøse i Kritjevskijs korrespondancer fra Paris til Vorwärts. Kritjevskij gav heri urigtige oplysninger om forholdene i den franske socialistiske bevægelse, angreb guesdisterne og drev systematisk propaganda for Millerand og Jaures’ tilhængere, som støttede ham. Redaktionen af Vorwärts tog Kritjevskij i forsvar og anklagede Martov for uhæderlighed. I den polemik, der som følge heraf blussede op i Vorwärts, deltog Karl Kautsky, som påviste. at redaktionen havde forvansket meningen med Martovs artikel. Også Martov og Kritjevskij havde indlæg i Vorwärts (som lod Kritjevskij få det sidste ord). Polemikken bredte sig imidlertid ud over Vorwärts’ rammer. Clara Zetkin forsvarede Sarja i en tale, der blev holdt ved et arbejdermøde i Berlin, og det samme gjorde det franske arbejderpartis organ, Le Socialiste (nr. 55, 20-27. januar 1902), samt Parvus som skrev en artikel: Millerand Og Vorwärts, Karakteristik Af Opportunismens Psykologi, trykt i Sarja nr. 4, august 1902.
Iskra nr. 18 af 10. marts bragte en redegørelse for Iskras og Sarjas redaktioners syn på polemikken. – S. 204.
Sidst opdateret 9.9.2008