»At partikampe netop giver et parti kraft og liv, at det største bevis på et partis svaghed er dets udflyden og afstumpningen af klart markerede forskelle, at et parti styrkes ved at rense sig, det har bureaukratlogikken ikke megen anelse om ...«
(Af et brev fra Lassalle til Marx 24. juni 1852.)
Den foreliggende brochure skulle efter forfatterens oprindelige plan dreje sig om en detaljeret udvikling af de tanker, der er fremsat i artiklen Hvad Skal Man Begynde Med? (Iskra [2], nr. 4, maj 1901). [a] Frem for alt må vi bede læseren om undskyldning for den sene opfyldelse af det således givne løfte (der er gentaget som svar på mange private forespørgsler og breve). En af årsagerne til forsinkelsen har været det forsøg på at samle alle socialdemokratiske organisationer i udlandet, som blev gjort i juni sidste år (1901). [3] Det var naturligt at afvente resultaterne af dette forsøg, for hvis det lykkedes, ville det måske blive nødvendigt at fremstille Iskras organisatoriske synspunkter fra en noget anden synsvinkel, og i hvert fald ville et heldigt udfald give løfte om, at det meget snart ville være forbi med eksistensen af to retninger i det russiske socialdemokrati. Som det er læseren bekendt, endte forsøget resultatløst og kunne, som vi skal bestræbe os på at påvise nedenfor, ikke ende anderledes efter Rabotjeje Delo’s [4] nye vending til økonomismen i bladets nr. 10. Det viste sig absolut nødvendigt at gå ud i en beslutsom kamp mod denne udflydende og lidet klare, men til gengæld så meget mere hårdnakkede retning, som er i stand til at genopstå i forskellige former. I overensstemmelse hermed ændredes og udvidedes den oprindelige plan for brochuren ganske betydeligt.
Dens hovedtema måtte være de tre spørgsmål, der stilledes i Hvad Skal Man Begynde Med?, nemlig: spørgsmålene om karakteren af og hovedindholdet i vor politiske agitation, om vore organisatoriske opgaver og om planen for opbygning af en landsomfattende russisk kamporganisation samtidigt fra forskellige sider. Disse spørgsmål har længe interesseret forfatteren, som har forsøgt at rejse dem allerede i Rabotjaja Gaseta [5] under et af de mislykkede forsøg på at genoptage udgivelsen (se kap. 5). Men den oprindelige hensigt, at begrænse sig til i brochurer at analysere kun disse tre spørgsmål og at fremsætte egne anskuelser i så positiv form som mulig, uden eller næsten uden at gribe til polemik, viste sig helt uigennemførligt af to grunde. På den ene side viste økonomismen sig at være langt mere sejlivet end vi formodede (vi anvender ordet økonomisme i videre betydning, som det er defineret i nr. 12 af Iskra (december 1901) i artiklen Samtale Med Økonomismens Forsvarere, der så at sige opridsede dispositionen for den her foreliggende brochure). [b] Det blev indlysende, at de forskellige anskuelser med hensyn til løsningen af disse tre spørgsmål i langt højere grad har deres forklaring ud fra den fundamentale modsætning mellem de to retninger i det russiske socialdemokrati end ud fra divergenser i detailspørgsmål.
På den anden side har økonomisternes mangel på forståelse af den faktiske anvendelse af vore synspunkter i Iskra med stor tydelighed vist, at vi ofte bogstaveligt taler forskellige sprog, og at vi derfor ikke kan nå til enighed om noget som helst, hvis vi ikke begynder fra begyndelsen, at det er nødvendigt at forsøge på en mest muligt populær og med flest mulige konkrete eksempler illustreret, systematisk klarlæggelse over for alle økonomister vedrørende alle fundamentale punkter i vore uoverensstemmelser. Og jeg bestemte mig til at gøre et sådant forsøg på en klarlæggelse, i fuld erkendelse al, at det forøger brochurens omfang stærkt og forsinker udgivelsen, men at jeg på den anden side ikke ser nogen anden mulighed for at holde det løfte, jeg har givet i artiklen Hvad Skal Man Begynde Med? Til undskyldningen for forsinkelsen må jeg altså føje endnu en undskyldning for de uhyre mangler ved brochurens litterære udformning. Jeg har måttet arbejde i allerstørste hast og er endda blevet afbrudt af alt muligt andet arbejde.
Analysen af de ovennævnte tre spørgsmål udgør fortsat brochurens hovedtema., men jeg har måttet begynde med to mere generelle spørgsmål: Hvorfor er en så »uskyldig« og »naturlig« parole som »frihed til kritik« et sandt kampsignal for os? Hvorfor kan vi ikke engang enes i hovedspørgsmålet om socialdemokratiets rolle i forhold til den spontane massebevægelse? Endvidere forvandledes redegørelsen for synspunkterne vedrørende den politiske agitations karakter og indhold til en forklaring af forskellen mellem trade-unionistisk [c] og socialdemokratisk politik, og redegørelsen for synspunkterne vedrørende de organisatoriske opgaver forvandledes til en forklaring af forskellen mellem dilettanteriet, som tilfredsstiller økonomisterne, og den efter vor opfattelse nødvendige organisation af de revolutionære. Dernæst står jeg des mere fast på »planen« med et landsomfattende politisk blad, jo mere uholdbare de indvendinger, der er gjort mod den, er blevet, og jo mindre man i realiteten har svaret mig på det spørgsmål, jeg stillede i artiklen Hvad Skal Man Begynde Med?: hvordan vi skulle tage fat på samtidig fra alle sider at opbygge den organisation, vi behøver. Endelig håber jeg i den afsluttende del af brochuren at påvise, at vi har gjort, hvad vi kunne, for at afværge et definitivt brud med økonomisterne, men at det imidlertid viste sig uundgåeligt, at Rabotjeje Delo har fået en særlig, om man vil »historisk«, betydning, idet den mere afrundet og plastisk end alt andet har været eksponent ikke for den konsekvente økonomisme, men for den splid og vaklen, som har været et fremtrædende træk i en hel periode af det russiske socialdemokratis historie, og at polemikken mod Rabotjeje Delo, som ved første øjekast kan synes alt for detaljeret, får sin betydning, fordi vi ikke kan komme fremad, hvis vi ikke én gang for alle likviderer denne periode.
Februar 1902
a. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 1-13. russ. – Red. [tysk] [engelsk]
b. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 360-367, russ. – Red. [engelsk]
c. Trade-unionisme, afledt af det engelske trade union, fagforening. Her anvendt i betydningen en fagbevægelse, som virker på snævert faglig basis, uden politiske mål. – Red.
1. Bogen Hvad Må Der Gøres? spillede en fremtrædende rolle for udviklingen af arbejderklassens revolutionære, marxistiske parti i Rusland. Den fik i årene 1902-1903 vid udbredelse i socialdemokratiske kredse over hele landet. Politiet fandt den ved husundersøgelser og arrestationer af socialdemokrater i Kijev og Moskva, i Petersborg og Nisjnij Novgorod (nu Gorkij), i Odessa, Kasan og andre byer. »Hvad Må Der Gøres? øver stærk indflydelse på folk i Rusland,« fremhævedes det i Iskra-organisationens beretning på RSDAP’s 2. kongres. »En hel række personer er efter deres eget udsagn på vej til at blive Iskra-tilhængere, som følge af denne bog« (Socialdemokratiske Komiteers Beretninger til RSDAP’s 2. Kongres. Marx-Lenin Instituttet 1930, s. 44).
Bogen begejstrede »ganske særligt dem, der stod det russiske arbejde nærmest,« skrev Nadesjda Krupskaja (Erindringer om Lenin, Forlaget Tiden, 1975, s. 84). Sekretæren for Iskras russiske organisation, Sinaida Krsjisjanovskaja-Nevsorova, skrev fra Samara (nu Kujbysjev) til Iskras redaktion: »Om bogen Hvad Må Der Gøres? hører vi foreløbig kun rosende udtalelser«. (Proletarskaja Revolutsija, 1928, nr. 6-7, s. 149). Iskra-repræsentanten I. I. Radtjenko skrev fra Petersborg: »Jeg opererer overalt med Lenins plov som det bedste produktive redskab til bearbejdning af jordbunden. Det afskræller rutineskorpen fortræffeligt, løsner jorden og giver løfte om rig høst. Så snart den på sin vej møder klinte, udsået af Rabotjeje Delo, udrydder den det hver gang med rode. Fremragende!« (Marx-Lenin Instituttets arkiv). RSDAP's Moskva-komité udtrykte i en henvendelse til Iskras redaktion taknemmelighed overfor Lenin for Hvad Må Der Gøres? I et svar på dette brev skrev Lenin til Moskva-komiteen:
»Jeres udtryk for taknemmelighed for Hvad Må Der Gøres? opfatter vi – og kan naturligvis kun opfatte – i den betydning, at I i denne bog har fundet svar på jeres egne spørgsmål, at I selv ud fra det direkte kendskab til bevægelsen har uddraget den overbevisning om nødvendigheden af et dristigere, større, mere forenet, mere centraliseret og omkring ét blad-centrum fastere samlet arbejde, som også er udtrykt i bogen« (Samlede Værker, 4. udg. bd. 6, s. 186, russ.)
I Iskras redaktion konstateredes divergerende bedømmelser af Lenins bog. Plekhanov fremsatte på et redaktionsmøde i München i januar 1902 kritik af visse sætninger, mens Potresov sendte en begejstret udtalelse. Disse uoverensstemmelser kom imidlertid ikke udenfor redaktionens rammer. Grundsætningerne i Hvad Må Der Gøres? – om forholdet mellem bevidste og spontane elementer i arbejderbevægelsen og om partiets ledende rolle i proletariatets revolutionære klassekamp – blev med tilslutning fra alle redaktionens medlemmer indføjet i det udkast til program for RSDAP, som Iskras redaktion udarbejdede. Ved bogens genudgivelse i 1907 skrev Lenin: »Følgelig kan der ikke i denne sag være mindste tale om nogen principiel forskel mellem programudkastet og Hvad Må Der Gøres?« (Samlede Værker, 4. udg., bd. 13, s. 91, russ.) På 2. kongres i RSDAP baserede Iskra-modstanderne deres indlæg mod det af Iskras redaktion udarbejdede programudkast på kritik af Hvad Må Der Gøres? Flertallet på kongressen, Iskra-tilhængerne (deriblandt Plekhanov og Martov), stod imidlertid solidarisk med Lenins bog og med dens behandling af spørgsmålet om »det bevidste elements,« dvs. socialdemokratiets, rolle i proletariatets revolutionære bevægelse. Efter RSDAP's 2. kongres, da mensjevikkerne systematisk reviderede alle det gamle Iskras grundideer, påtog Plekhanov sig den opgave at gendrive de anskuelser, Lenin havde fremsat i Hvad Må Der Gøres?, og han erklærede sig nu principielt uenig med ham i spørgsmålet om bevidsthed og spontanitet. Et svar til Plekhanov findes i Vorovskijs artikel Demagogiens Frugter (Vperjod nr. 11, 23. (10.) marts 1905), som Lenin redigerede.
Bogen Hvad Må Der Gøres? blev genudgivet af Lenin i samlingen Efter 12 År (november 1907, på omslag og titelblad dateret 1908). Til denne udgave forkortede Lenin bogen noget, idet han udelod visse detaljer og mindre betydende polemiske bemærkninger. De er medtaget i denne oversættelse. – S. 19.
2. Iskra – se note 1, s. 211. – S. 19.
3. I foråret og sommeren 1901 førtes der ved Borba-gruppens (92) mellemkomst og på dens initiativ forhandlinger mellem de socialdemokratiske organisationer i udlandet (Russiske Socialdemokraters Forbund, den jødiske organisation Bund's udlandskomite, den revolutionære organisation Sotsial-Demokrat, og Iskra-organisationens udlandsafdeling) om sammenslutning. Til forberedelse af en kongres, hvor sammenslutningen kunne finde sted, holdt disse organisationers repræsentanter en konference i Geneve i juni 1901 – deraf betegnelsen »juni-« eller »Geneve-konferencen.« På konferencen udarbejdedes en resolution (en »principiel overenskomst«), som anerkendte nødvendigheden af en samling af alle Ruslands socialdemokratiske kræfter, herunder sammenslutning af de socialdemokratiske organisationer i udlandet, og som fordømte opportunismen i alle dens former og afskygninger: økonomisme, bernsteinianisme, millerandisme osv. (se SUKP i Resolutioner og Beslutninger fra Kongresser, Konferencer og Centralkomitemøder, 1. del, 1954, s. 22-24, russ.). Men de Russiske Socialdemokraters Forbund og dets organ – tidsskriftet Rabotjeje Delo – foretog på ny en vending over mod opportunismen.
RSDAP’s udlandsorganisationer holdt deres »samlingskongres« 21.-22. september (4.-5. oktober) 1901 i Zürich. Til stede på kongressen var 6 medlemmer af Iskra-organisationen (blandt andre Lenin, Krupskaja og Martov), 8 medlemmer af den revolutionære organisation Sotsial-Demokrat (deriblandt 3 fra gruppen Osvobosjdenie Truda (Arbejdets Befrielse): Plekhanov. Akselrod og Sasulitj), 16 medlemmer af Russiske Social-demokraters Forbund (blandt hvilke 5 fra Bund's udlandskomite) og 3 medlemmer af gruppen Borba. Til dagsordenens første punkt: Principiel overenskomst og instruks til redaktionerne, holdt Lenin, som overværede kongressen under pseudonymet »Frei« (se Saml. Værker, bd. 5, s 271-275, 5. udg. russ.) sin første tale blandt russiske socialdemokrater i udlandet. På kongressen oplæstes de opportunistiske korrektioner og tilføjelser til juniresolutionen, som var vedtaget på Russiske Socialdemokraters Forbunds 3. kongres. På grund heraf fremsatte kongressens revolutionære del – medlemmerne af Iskra-organisationen og af Sotsial-Demokrat – en erklæring om umuligheden af en samling og forlod kongressen. På Lenins initiativ sluttede disse organisationer sig i oktober 1901 sammen i det Russiske Revolutionære Socialdemokratis Udlandsliga. – S. 19.
4. Rabotjeje Delo (Arbejdersagen) var organ for Russiske Socialdemokraters Forbund i Udlandet. Tidsskriftet udkom i Geneve fra april 1899 til februar 1902 under redaktion af B. N. Kritjevskij, P. F. Teplov (Sibirjak), V. P. Ivansjin og senere også A. S. Martynov. Der udkom 12 numre (9 hæfter). Rabotjeje Delo’s redaktion var økonomisternes udlandscentrum. Rabotjeje Delo fulgte den bernsteinianske parole om »frihed til kritik« af marxismen, indtog opportunistiske standpunkter i spørgsmål vedrørende det russiske socialdemokratis taktik og organisatoriske opgaver, bestred bøndernes revolutionære muligheder osv. Folkene omkring Rabotjeje Delo ville sætte proletariatets politiske kamp i anden række til fordel for den økonomiske kamp, hyldede spontaniteten i arbejderbevægelsen og tillagde ikke partiet en ledende rolle. En af Rabotjeje Delo’s redaktører V. P. Ivansjin, var også med til at redigere Rabotjaja Mysl – organ for de åbenlyse økonomister – som Rabotjeje Delo ydede støtte. På RSDAP’s 2. kongres repræsenterede folkene fra Rabotjeje Delo partiets yderste højre, opportunistiske fløj. – S. 20.
5. Rabotjaja Gaseta (Arbejderbladet) var Kijev-socialdemokraternes illegale blad. Det udkom i Kijev under medvirken og redaktion af B. L. Ejdelman, P. L. Tutjapskij, N. A. Vigdortjik m. fl. Der udkom kun to numre af bladet: Nr. 1 i august 1897 og nr. 2 i december (dateret november) samme år. P. L. Tutjapskij, som i redaktionens ærinde var rejst til udlandet, gjorde Plekhanov og andre medlemmer af gruppen Osvobosjdenie Truda (34) bekendt med Rabotjaja Gasetas første nummer og fik tilsagn fra dem om at medvirke ved bladet. I et brev til redaktionsmedlemmerne fremsatte Plekhanov en positiv vurdering af Rabotjaja Gaseta som fælles russisk socialdemokratisk organ og påpegede nødvendigheden af at lægge større vægt på spørgsmålene vedrørende proletariatets politiske kamp. Rabotjaja Gasetas nr. 2 fik som følge af forbindelsen med gruppen Osvobosjdenie Truda en langt mere bestemt politisk karakter. De socialdemokrater, der grupperede sig omkring Rabotjaja Gaseta, arbejdede med på forberedelserne til RSDAP’s 1. kongres.
RSDAP’s 1. kongres (marts 1898) godkendte Rabotjaja Gaseta som partiets officielle organ. Efter kongressen udkom bladets tredje nummer ikke, skønt det var gjort klar til sætning. Det skyldtes arrestationen af medlemmer af centralkomiteen og bladets redaktion, samt trykkeriet ødelæggelse. I 1899 blev der gjort et forsøg på at genoptage udgivelsen af Rabotjaja Gaseta. Herom beretter Lenin i afsnit a i 5. kapitel i Hvad Må Der Gøres? (se dette bind s. 170 ff.). – S. 20.
Sidst opdateret 31.8.2008