»Frihed til kritik« er afgjort den parole, som er mest på mode i dag, og den hyppigst anvendte i diskussioner mellem socialister og demokrater i alle lande. Ved første øjekast har man svært ved at forestille sig noget mere besynderligt end disse højtidelige påkaldelser af friheden til kritik fra den ene af de stridende parter. Har der da noget sted i progressive partier hævet sig stemmer mod den forfatningsbestemmelse, som i de fleste europæiske lande garanterer videnskabens og den videnskabelige forsknings frihed? »Her er noget galt!« – må enhver udenforstående sige til sig selv, når han hører denne modeparole gentaget på hvert gadehjørne, men endnu ikke er trængt ind til kernen i uoverensstemmelserne mellem de stridende. »Parolen er åbenbart en af disse abstrakte talemåder, der – ligesom øgenavne – vinder hævd ved stadig brug og efterhånden bliver næsten til egennavne.«
I virkeligheden er det ingen hemmelighed for nogen, at der i nutidens internationale [a] socialdemokrati har dannet sig to retninger, og at kampen mellem dem snart bryder ud i lys lue, snart dør hen og ulmer under asken af imponerende resolutioner om våbenstilstand. Hvori den »nye« retning består, som forholder sig »kritisk« til den »gamle, dogmatiske« marxisme, er tilstrækkelig tydeligt udtalt af Bernstein og demonstreret af Millerand.
Socialdemokratiet skal omdannes fra den sociale revolutions parti til de sociale reformers demokratiske parti. Dette politiske krav har Bernstein omgivet med et formeligt batteri af ganske godt samstemmende »nye« argumenter og synspunkter. Man har benægtet, at socialismen kan begrundes videnskabeligt, og at dens nødvendighed og uundgåelighed kan dokumenteres ud fra den materialistiske historieopfattelse, man har benægtet, at den voksende fattigdom, proletariseringen og skærpelsen af de kapitalistiske modsætninger er kendsgerninger, man har erklæret selve begrebet »det endelige mål« for uholdbart og forkastet tanken om proletariatets diktatur ubetinget, man har afvist den principielle modsætning mellem liberalisme og socialisme, man har afvist teorien om klassekampen som angiveligt uanvendelig på et strengt demokratisk samfund, der styres i overensstemmelse med flertallets vilje osv.
Således er kravet om en afgørende vending fra revolutionært socialdemokrati over til borgerlig socialreformisme blevet fulgt op med en lige så afgørende vending over til borgerlig kritik af alle marxismens fundamentale ideer. Og da denne sidste kritik allerede længe har været rettet mod marxismen både fra politiske talerstole og fra universiteternes katedre, i brochurer i masseoplag og i en række videnskabelige afhandlinger, da endvidere de herskende klassers hele opvoksende ungdom gennem årtier systematisk er blevet opdraget med denne kritik, er det ikke overraskende, at den »nye kritiske« retning i socialdemokratiet sprang frem fuldt færdig, ligesom Minerva af Jupiters pande. Hvad indholdet angår, behøvede denne retning ikke at udvikle sig og formes. Den overførtes direkte fra den borgerlige litteratur til den socialistiske.
Og videre. Hvis Bernstein teoretiske kritik og hans politiske attrå stadig skulle være uklar for en og anden, har franskmændene sørget for en anskuelig demonstration af den »nye metode«. Frankrig har også, denne gang hævdet sit ry som »det land, hvor de historiske klassekampe mere end noget andet sted hver gang blev kæmpet igennem lige til afgørelsen« (Engels i forordet til Marx’ værk Louis Bonapartes 18. Brumaire [11]). De franske socialister gav sig ikke til at teoretisere, men gik direkte til handling. De i demokratisk henseende mere udviklede politiske forhold i Frankrig tillod dem straks at gå over til »praktisk bernsteinianisme« med alle dens konsekvenser. Millerand gav et strålende eksempel på den praktiske bernsteinianisme, – ikke for ingenting kastede Bernstein og Vollmar sig ud i et så ivrigt forsvar og en sådan lovprisning af Millerand. Sagen er, at hvis socialdemokratiet i realiteten er et rent reformparti og bør have mod til at indrømme det åbent, så har en socialist ikke blot ret til at indtræde i et borgerligt ministerium, men bør endda altid tilstræbe det. Hvis demokrati i virkeligheden betyder udslettelse af klasseherredømmet, hvorfor skulle dog en socialistisk minister ikke henrykke hele den borgerlige verden med taler om klassernes samarbejde? Hvorfor skulle han ikke blive siddende i ministeriet, selv efter at gendarmernes drab af arbejdere for hundrede og for tusinde gang har vist den sande karakter af klassernes demokratiske samarbejde? Hvorfor skulle han ikke personligt deltage i hyldesten til tsaren, som de franske socialister nu kun kalder galgens, knuttens og forvisningens helt (knouteur, pendleur et déportateur)? Og belønningen for denne grænseløse fornedrelse og selvtilsvining af socialismen for alverdens øjne, denne fordærvelse af arbejdermassernes socialistiske bevidsthed – den eneste basis, der kun sikre os sejren – belønningen herfor er storstilede projekter til usle reformer, så usle, at det er lykkedes at fravriste borgerlige regeringer mere!
Den, der ikke med vilje lukker øjnene, kan ikke undgå at se, at den nye »kritiske« retning i socialismen ikke er noget andet end en ny afart af opportunismen. Og hvis man bedømmer folk, ikke efter den strålende mundering, de selv har iklædt sig, ikke efter det effektfulde navn, de har givet sig selv, men efter hvordan de optræder, og hvad de i virkeligheden propaganderer for, så bliver det klart, at »frihed til kritik« betyder frihed for den opportunistiske retning inden for socialdemokratiet, frihed til at forvandle socialdemokratiet til et demokratisk reformparti, frihed til at indpode borgerlige ideer og borgerlige elementer i socialismen.
Frihed er et stort ord, men under erhvervsfrihedens fane er der ført de mest røveriske krige, og under arbejdsfrihedens fane er de arbejdende blevet udplyndret. Samme indre falskhed ligger i den moderne anvendelse af ordene »frihed til kritik«. Folk, der virkelig var overbevist om, at de havde bragt videnskaben fremad, ville aldrig forlange frihed for de nye opfattelser ved siden af de gamle, derimod at de sidstnævnte skulle erstattes med de førstnævnte. Men de moderne råb »Leve friheden til kritik!« minder alt for meget om ordsproget om de tomme tønder.
Vi går i sluttet flok ad en stejl og vanskelig vej, holdende hinanden fast i hænderne. Vi er til alle sider omgivet af fjender, og vi må næsten bestandig vandre under deres ild. Vi har sluttet os sammen ved en frit truffet beslutning netop for at kæmpe mod fjenderne og ikke vige ud i sumpen ved siden af, hvis beboere fra første færd har dadlet os for at have skilt os ud i en særlig gruppe og at have valgt kampens vej og ikke forsoningens. Og så er der nogle af os, som giver sig til at råbe: Lad os gå ud i denne sump! – og når man begynder at skamme dem ud, gør de ophævelser: Hvor er I gammeldags! Og skammer I jer ikke over at nægte os frihed til at kalde jer over på en bedre vej! Åh jo, mine herrer, I har jeres frihed ikke blot til at kalde, men også til at gå hvorhen I lyster, om det så er ud i sumpen. Vi finder endog, at jeres rette plads netop er i sumpen, og vi er rede til efter evne at bistå ved jeres flytning dertil. Men giv så bare slip på vore hænder, lad være med at klamre jer til os og med at besudle det store ord frihed, for også vi har vel »frihed« til at gå, hvorhen vi vil, frihed til at kæmpe, ikke blot mod sumpen, men også mod dem, der drejer af mod sumpen!
Nu fremsættes så denne parole (Frihed til kritik) i den allerseneste tid højtideligt af Rabotjeje Delo (nr. 10), organet for Forbundet af Russiske Socialdemokrater i Udlandet, [12] ikke som et teoretisk postulat, men som et politisk krav, som svar på spørgsmålet: »Er en forening af de i udlandet virkende socialdemokratiske organisationer mulig?« – »For en stabil forening er frihed til kritik nødvendig.« (S. 36.)
Af denne erklæring følger to ganske bestemte konklusioner: 1. Rabotjeje Delo tager den opportunistiske retning i det internationale socialdemokrati som helhed under sin beskyttelse, 2 . Rabotjeje Delo kræver frihed for opportunismen i det russiske socialdemokrati. Lad os undersøge disse konklusioner.
Rabotjeje Delo er »navnlig« ikke glad for Iskras og Sarjas [13] »tilbøjelighed til at profetere et brud mellem Bjerget og Gironden [14] i det internationale socialdemokrati.« [b]
»I det hele taget«, skriver Rabotjeje Delo’s redaktør, B. Kritjevskij, »forekommer denne tale om Bjerget og Gironden i socialdemokratiets rækker os at være en overfladisk historisk analogi, der forekommer mærkelig fra en marxists pen: Bjerget og Gironden repræsenterede ikke forskellige temperamenter eller tankeretninger, som det kan synes for ideologi-historikere, men forskellige klasser eller lag – middelbourgeoisiet på den ene side og småborgerskabet og proletariatet på den anden. I den moderne socialistiske bevægelse derimod er der ingen konflikt mellem klasseinteresser, den står helt og fuldt i alle (fremhævet af B. Kr.) sine forskellige former. indbefattet selv de mest inkarnerede bernsteinianere, på de proletariske klasseinteressers grund, går ind for proletariatets klassekamp for politisk og økonomisk befrielses (s. 32-33).
En dristig påstand! Har B. Kritjevskij da ikke hørt om den for længst fastslåede kendsgerning, at netop de senere års brede deltagelse af et lag af »akademikere« i den socialistiske bevægelse har sikret en så hurtig udbredelse af bernsteinianismen? Og vigtigst af alt – hvormed begrunder vor forfatter sin opfattelse, at »selv de mest inkarnerede bernsteinianere« står på klassekampens grund for proletariatets politiske og økonomiske befrielse? Det vides ikke. Det energiske forsvar for de mest inkarnerede bernsteinianere støttes ikke i mindste måde af argumenter eller grunde. Forfatteren tror åbenbart, at blot han gentager det, de mest inkarnerede bernsteinianere siger om sig selv, behøver påstandene ikke noget bevis. Men kan man forestille sig noget mere »overfladisk« end denne bedømmelse af en hel retning på grundlag af, hvad denne retnings talsmænd siger om sig selv? Kan man forestille sig noget mere overfladisk end den påfølgende morale om to forskellige og endog diametralt modsatte typer eller veje i partiudviklingen (s. 34-35 i Rabotjeje Delo)? De tyske socialdemokrater anerkender, forklares det, fuld frihed til kritik, franskmændene derimod ikke, og netop deres eksempel viser »intolerancens hele skadelighed«.
Netop B. Kritjevskijs eksempel – svarer vi hertil – viser, at folk, der anskuer historien bogstaveligt efter »Ilovajskijs lærebog«, [c] undertiden kalder sig marxister. For at forklare enheden i det tyske og splittelsen i det franske socialistiske parti er der overhovedet ikke behov for at grave i særtræk i det ene eller andet lands historie, at sammenstille den militære halvenevældes og den republikanske parlamentarismes vilkår, at analysere følgerne af Kommunen [16] og af socialistloven, [17] sammenligne det økonomiske liv og den økonomiske udvikling, minde om, hvordan »det tyske socialdemokratis enestående vækst« ledsagedes al en i socialismens historie enestående energi i bekæmpelsen Ikke alene af teoretiske vildfarelser (Mülberger, Dühring, [d] katedersocialisterne [20]), men også taktiske (Lassalle) vildfarelser osv. osv. Det er alt sammen overflødigt! Franskmændene skændes, fordi de er intolerante, tyskerne er enige, fordi de er artige drenge.
Og bemærk, at ved hjælp af denne uforlignelige dybsindighed affærdiges den kendsgerning, som gendriver bernsteinianernes forsvar fuldstændigt. Om de står på proletariatets klassekamps grund, det spørgsmål kan kun afgøres definitivt og uigendriveligt af den historiske erfaring. Følgelig har netop Frankrigs eksempel i denne henseende den største betydning, det eneste land, hvor bernsteinianerne har forsøgt at stå på egne ben, under varmt bifald fra deres tyske kolleger (og til dels også fra de russiske opportunister, sml. Rabotjeje Delo, nr. 2-3, s. 83-84). Henvisningen til franskmændenes »uforsonlighed« viser sig – bortset fra dens »historiske betydning« (i Nosdrjovs ånd [e]) – ganske simpelt at være et forsøg på at tilsløre de meget ubehagelige kendsgerninger med vrede ord.
Men ej heller tyskerne er vi på. nogen måde til sinds at skænke til B. Kritjevskij og de talrige andre fortalere for »frihed til kritik«. Når »de mest inkarnerede bernsteinianere« endnu tåles i det tyske partis rækker, er det kun forså vidt de underkaster sig både Hannover-resolutionen, som bestemt afviser Bernsteins »ændringsforslag«, [21] og Lübeck-resolutionen, som (uanset hele sin diplomatiske udformning) indeholder en direkte advarsel til Bernstein. [22] Man kan ud fra det tyske partis interesser diskutere, hvorvidt dette diplomati var velanbragt, om en mager fred i dette tilfælde var bedre end en ærlig strid. Man kan kort sagt være uenig om det hensigtsmæssige i den ene eller anden måde at tilbagevise bernsteinianismen på, men man kan ikke komme uden om den kendsgerning, at det tyske parti to gange har afvist bernsteinianismen. At tro, at tyskernes eksempel bekræfter tesen om, at »selv de mest inkarnerede bernsteinianere står på proletariatets klassekamps grund for dets økonomiske og politiske frigørelse«, er derfor det samme som overhovedet ikke at forstå, hvad der sker for alles øjne. [f]
Men ikke nok med det. Rabotjeje Delo fremsætter, som vi tidligere har bemærket, over for det russiske socialdemokrati krav om frihed til kritik og forsvarer bernsteinianismen. Åbenbart har man oplevet eksempler på, at vi uretfærdigt har krænket vore »kritikere« og bernsteinianere.. Men mere præcist hvilke? Hvem? Hvor? Hvornår? Hvori bestod uretfærdigheden egentlig? – Herom tier Rabotjeje Delo, som ikke en eneste gang har nævnt bare en eneste russisk kritiker og bernsteinianer! Der levnes os kun en af to mulige antagelser. Enten er den uretfærdigt krænkede part ingen anden end Rabotjeje Delo selv (og det bekræftes af, at i begge artikler i nr. 10 drejer talen sig udelukkende om de fornærmelser, som Sarja og Iskra har tilføjet Rabotjeje Delo). Hvad er i så fald forklaringen på den ejendommelighed, at Rabotjeje Delo, der altid så hårdnakket har fornægtet enhver solidaritet med bernsteinianismen, ikke kunne forsvare sig selv uden at lægge et lille ord ind for »de mest inkarnerede bernsteinianere« og for friheden til kritik? Eller det er helt andre tredjepersoner, der er de uretfærdigt krænkede. Men hvilke motiver kan der i så fald være til at tie om dem?
Vi ser altså, at Rabotjeje Delo fortsætter med at lege skjul, som det har gjort det lige siden sin opståen (hvad vi skal påvise senere). Bemærk dernæst denne første faktiske anvendelse af den lovpriste frihed til kritik. I virkeligheden har den straks ført til, at ikke bare enhver form for kritik er udeblevet, men til at også overhovedet al selvstændig vurdering er udeblevet. Samme Rabotjeje Delo, som tier om den russiske bernsteinianisme, præcis som var det en hemmelig sygdom (med Starovers [24] rammende udtryk), foreslår til behandling af denne sygdom ganske simpelt at kopiere den seneste tyske recept mod den tyske afart af sygdommen! I stedet for frihed til kritik slavisk efterligning eller endnu værre, efterabning! Den moderne internationale opportunismes ensartede sociale og politiske indhold ytrer sig i den ene eller anden varietet, alt efter de nationale særtræk. I ét land har opportunisternes gruppe længe optrådt under særligt flag, i et andet har opportunisterne ladet hånt om teorien og fører i praksis radikal-socialisternes politik, i et tredje er nogle medlemmer af det revolutionære parti løbet over til opportunisternes lejr og søger at nå deres mål ikke i åben kamp om principper og en ny taktik, men ved en gradvis, umærkelig og, om man kan sige det sådan, straffri demoralisering af deres parti, i et fjerde anvender samme type overløbere de samme metoder i et politisk slavesystems mørke og med en helt original vekselvis benyttelse at »legal« og »illegal« virksomhed osv. Men at give sig til at tale om frihed til kritik og bernsteinianisme som betingelser for en forening af de russiske socialdemokrater, og i denne forbindelse undlade at gøre rede for, hvori netop den russiske bernsteinianisme er kommet til udtryk, og hvilke frugter den har båret, det er det samme som at give sig til at tale for ikke at sige noget.
Lad os da selv forsøge, om end i få ord, at sige det, som Rabotjeje Delo ikke har ønsket at sige (eller måske end ikke har kunnet fatte).
Det væsentlige særtræk ved Rusland i den henseende, vi nu vil betragte, består i, at allerede selve begyndelsen til en spontan arbejderbevægelse på den ene side og den progressive offentlige menings vending over mod marxismen på den anden side har været kendetegnet af en samling af vitterligt forskelligartede elementer under fælles flag og til kamp mod en fælles modstander (den forældede sociale og politiske verdensanskuelse). Vi taler her om den »legale marxismes« hvedebrødsdage. Den var i det hele taget en yderst original foreteelse, som ingen i firserne eller halvfemserne kunne tro på den blotte mulighed af. I selvherskerdømmets land med fuldstændig slavebundet presse, i en periode med desperat politisk reaktion, som forfulgte de mindste spirer til politisk utilfredshed og protest, – her baner den revolutionære marxismes teori sig pludselig vej ind i den censurovervågede litteratur, fremstillet i et fabelsprog, som dog var forståeligt for alle »interesserede«. Regeringen havde vænnet sig til at betragte (den revolutionære) narodnismes teori som den eneste farlige, uden – som det så ofte sker – at bemærke dens indre udvikling, og frydede sig over al kritik, der rettedes mod den. Før regeringen fik færten af noget, og før den tungt bevægelige hær af censorer og gendarmer fik opsporet den nye fjende og kastede sig over ham, var der (efter vore russiske forhold) gået ikke så lidt tid. Og i denne tid udkom den ene marxistiske bog efter den anden, marxistiske tidsskrifter og blade dukkede op, alle til hobe blev marxister, man smigrede marxisterne, man gjorde marxisterne sin opvartning, forlæggerne var henrykte over den usædvanligt rivende afsætning af marxistiske bøger. Det er fuldt ud forståeligt, at der blandt de marxistiske begyndere, som blev ombølget af denne os, fandtes mere end én »forfatter, som blev indbildsk« ... [25]
Der kan nu tales roligt om denne periode som noget, der hører fortiden til. Det er ingen hemmelighed for nogen, at marxismens kortvarige blomstring på vor litteraturs overflade skyldtes en alliance af yderliggående og overordentligt moderate folk. I realiteten var disse sidste borgerlige demokrater, og denne konklusion (der er bekræftet anskueligt ved deres videre »kritiske« udvikling) var indlysende for somme, allerede mens »alliancen« holdt. [g]
Men når det er tilfældet, falder da ikke ansvaret for den påfølgende »splid« netop på de revolutionære socialdemokrater, som havde indgået denne alliance med de fremtidige »kritikere«? Dette spørgsmål, ledsaget af et bekræftende svar, får man undertiden at høre fra folk, der tager alt for firkantet på sagerne. Men disse folk tager aldeles fejl. Kun den, der ikke stoler på sig selv, er bange for midlertidige alliancer, endog med upålidelige folk, og intet politisk parti ville kunne eksistere uden sådanne alliancer. Forbindelsen med de legale marxister var på sin vis den første virkelige politiske alliance, det russiske socialdemokrati indgik. Takket være denne alliance opnåedes forbavsende hurtigt sejr over narodnismen og en kolossal udbredelse af marxismens ideer (om end i vulgær form). Desuden var alliancen ikke indgået ganske uden »betingelser«. Bevis: Den marxistiske artikelsamling Materialer Vedrørende Den Økonomiske Udvikling i Rusland, som censuren lod brænde i 1895. [26] Hvis man kan sammenligne den litterære overenskomst med de legale marxister med et politisk forbund, så kan denne bog sammenlignes med en politisk overenskomst.
Bruddet fremkaldtes naturligvis ikke ved, at »forbundsfællerne« viste sig at være borgerlige demokrater. Tværtimod er denne sidste retnings repræsentanter socialdemokratiets naturlige og ønskelige forbundsfæller, for så vidt det drejer sig om dets demokratiske opgaver, som de nuværende forhold i Rusland bringer i forgrunden. Men en ufravigelig forudsætning for et sådant forbund er fuld mulighed for socialisterne til over for arbejderklassen at klarlægge det fjendtlige modsætningsforhold mellem dens interesser og bourgeoisiets interesser. Hvorimod bernsteinianismen og den »kritiske« retning, som flertallet af de legale marxister generelt gik over til, skubbede denne mulighed til side og forkvaklede den socialistiske bevidsthed ved at forfladige marxismen, forkynde teorien om de sociale modsætningers udjævning, erklære tanken om den sociale revolution og proletariatets diktatur for tåbelig og reducere arbejderbevægelsen og klassekampen til snæver trade-unionisme og »realitetsbetonet« kamp for små, gradvise reformer. Det virkede ganske på samme måde, som når det borgerlige demokrati frakendte socialismen ret til selvstændighed og følgelig ret til at eksistere; det betød i praksis en stræben efter at gøre den fremspirende arbejderbevægelse til en hale på de liberale.
Naturligvis var et brud under disse forhold uundgåeligt. Men Ruslands »originale« særegenhed viste sig i, at dette brud betød, at socialdemokraterne simpelt hen blev holdt ude af den »legale« litteratur, den for alle lettest tilgængelige og videst udbredte litteratur. Her satte »tidligere marxister« sig nu fast, de optrådte »under kritikkens fane« og fik på det nærmeste monopol på at »kolportere« marxismen. Slagord som »Mod ortodoksien« og »Leve kritikkens frihed« (som nu tages op af Rabotjeje Delo) blev omgående til modeparoler, og at end ikke censorer og gendarmer kunne modstå denne mode, ses blandt andet af udgivelsen af tre russiske udgaver af bøger af den berømte (herostratisk berømte) Bernstein [27] eller af Subatovs anbefaling af Bernstein, hr. Prokopovitjs og andres bøger (Iskra, nr. 10). [28] Socialdemokraterne skulle nu bekæmpe den nye strømning, en i sig selv vanskelig opgave, som rent ydre hindringer endda gjorde utroligt meget vanskeligere. Og denne strømning begrænsede sig ikke til litteraturens område. Vendingen til »kritik« ledsagedes af de socialdemokratiske praktikeres modsvarende hang til økonomisme.
Hvordan forbindelsen og den indbyrdes afhængighed mellem den legale kritik og den illegale økonomisme opstod og udviklede sig, er et interessant spørgsmål, som kunne være emne for en særskilt artikel. Her er det tilstrækkeligt for os at notere denne forbindelses utvivlsomme eksistens. Det famøse Credo [h] opnåede netop en så fortjent berømmelse, fordi det åbent formulerede denne forbindelse og plaprede ud med økonomismens politiske hovedtendens: Lad blot arbejderne føre økonomisk kamp (mere præcist ville det være at sige: trade-unionistisk kamp, idet denne også omfatter en specifik arbejderpolitik), og lad den marxistiske intelligens smelte sammen med de liberale til politisk »kamp«. Det trade-unionistiske arbejde »i folket« viste sig at være udførelsen af første halvdel, og den legale kritik udførelsen af anden halvdel af denne opgave. Erklæringen var et så fortræffeligt våben mod økonomismen, at hvis Credo ikke havde været, måtte man have opfundet det.
Credo blev ikke opfundet, men det blev offentliggjort uden dets forfatteres vilje, og måske endda imod deres vilje. I det mindste har den, der skriver disse linjer, og som var med til at bringe det nye »program« [i] frem i dagens lys, måttet høre beklagelser og bebrejdelser over, at taleres løst henkastede resumé af deres anskuelser er blevet spredt i kopier, har fået etiketten Credo og endog er kommet på tryk sammen med en protest! Vi berører denne episode, fordi den afdækker et meget interessant træk ved vor økonomisme: frygten for offentlighed. Dette er akkurat et træk ved økonomismen generelt og ikke blot ved forfatterne til Credo; det har også ytret sig hos Rabotjaja Mysl, [31] økonomismens mest åbenlyse og oprigtige tilhænger, og hos Rabotjeje Delo (som er oprørt over offentliggørelsen af de økonomistiske dokumenter i Vademecum [32]) og hos Kijev-komiteen, som for to år siden ikke ønskede at give tilladelse til offentliggørelse af dens profession de foi /trosbekendelse/ [33] tillige med en dertil skrevet gendrivelse, [j] – og hos mange, mange enkeltrepræsentanter for økonomismen.
Denne frygt for kritik, som tilhængerne af friheden til kritik udviser, kan ikke forklares alene ved deres snuhed (selv om det ubestrideligt ikke går uden snuhed nu og da: det er ubetænksomt at udsætte den nye retnings endnu ubefæstede spirer for modstandernes stormløb!). Nej, flertallet af økonomister ser (og bør ifølge selve økonomismens væsen se) med ganske oprigtig uvilje på alle teoretiske diskussioner, divergenser mellem fraktioner, store politiske spørgsmål, planer for organiseringen af de revolutionære osv. »Alt det skulle hellere overlades til udlandet!« sagde engang en forholdsvis konsekvent økonomist til mig og gav dermed udtryk for et meget udbredt (og igen rent trade-unionistisk) synspunkt: Vor sag er arbejderbevægelsen, arbejderorganisationerne her på stedet, og resten er de doktrinæres påfund, »en overvurdering af ideologien«, som forfatterne til brevet i Iskra nr. 12 udtrykte sig i samklang med Rabotjeje Delo nr. 10.
Spørgsmålet er nu: når den russiske kritik og den russiske bernsteinianisme er sådan beskaffen, hvad måtte så være opgaven for dem, som i handling og ikke blot i ord ønsker at være modstandere al opportunismen? For det første måtte man sørge for at genoptage det teoretiske arbejde, som kun lige var begyndt i den legale marxismes epoke, og som nu atter påhvilede de illegale aktive. Uden dette arbejde ville resultatrig vækst af bevægelsen være umulig. For det andet måtte man gå til aktiv kamp mod den legale kritik, som har gjort skæbnesvanger fortræd i sindene. For det tredje måtte man aktivt vende sig imod splid og vaklen i den praktiske bevægelse, afsløre og gendrive alle forsøg på bevidst eller ubevidst at nedvurdere vort program og vor taktik.
At Rabotjeje Delo hverken har gjort det første, det andet eller det tredje er kendt, og vi vil i det følgende komme til detaljeret at belyse denne velkendte sandhed fra vidt forskellige sider. For øjeblikket vil vi imidlertid kun påvise, i hvilken skrigende modsætning kravet om frihed til kritik står til vor hjemlige kritik og den russiske økonomismes særtræk. Betragt engang teksten til den resolution, hvormed Forbundet af Russiske Socialdemokrater i Udlandet godkendte Rabotjeje Delo’s synspunkt:
»For at fremme en videre idémæssig udvikling af socialdemokratiet anerkender vi frihed til kritik af den socialdemokratiske teori i partiets litteratur som absolut nødvendig, for så vidt kritikken ikke står i modsætning til denne teoris klassemæssige og revolutionære karakter« (To Kongresser, s, 10).
Og motiveringen: Resolutionen er »i sin første del sammenfaldende med Lübeck-kongressens resolution vedrørende Bernstein«... I deres sjæles enfoldighed lægger »forbundsfolkene« ikke engang mærke til, hvilket testimonium paupertatis (attest for fattigdom) de udsteder sig selv ved denne kopiering! ... »Men ... i anden del begrænser den friheden til kritik mere snævert end Lübeck-kongressen gjorde det«.
Så Forbundets resolution er altså rettet mod de russiske bernsteinianere? Ellers ville det jo være ganske absurd at henvise til Lübeck! Men det er ikke rigtigt, at den »snævert begrænser friheden til kritik«. Tyskerne afviste i deres Hannover-resolution punkt for punkt netop de ændringer, der var foreslået af Bernstein, og Lübeck-resolutionen udtalte en advarsel til Bernstein personligt og nævnte ham ved navn. Derimod hentyder vore »frie« imitatorer ikke med en lyd til et eneste eksempel på den specielt russiske kritik og den russiske økonomisme. Ved denne fortielse levner den tomme henvisning til teoriens klassemæssige og revolutionære karakter langt større spillerum for misfortolkninger, i særdeleshed når Forbundet vægrer sig ved at henregne »den såkaldte økonomisme« til opportunismen (To Kongresser, s. 8, ad pkt. 1). Dette være sagt i forbigående. Hovedsagen er, at forholdet mellem opportunister og revolutionære socialdemokrater er diametralt modsat i Tyskland og i Rusland. I Tyskland går de revolutionære socialdemokrater som bekendt ind for opretholdelse af det, som findes: det gamle program og, den gamle taktik, som alle kender, og som gennem mange årtiers erfaring er blevet klarlagt i alle detaljer. Kritikerne derimod ønsker at foretage ændringer, og da disse kritikere udgør et forsvindende mindretal, og deres revisionistiske bestræbelser er meget forsagte, forstår man motiverne til, at flertallet nøjes med tørt at afvise »nydannelser«. Hos os i Rusland derimod går kritikerne og økonomiserede ind for bevarelse af det, der findes: kritikerne ønsker, at man fortsat skal betragte dem som marxister og sikre dem den frihed til kritik, som de i enhver henseende har nydt (eftersom de i grunden aldrig har anerkendt nogen form for partimæssig binding, [k] og vi har jo heller ikke haft et generelt anerkendt partiorgan, som kunne begrænse friheden til kritik om så bare med et råd). Økonomisterne ønsker, at de revolutionære skal anerkende »bevægelsens fulde berettigelse på nuværende tidspunkt« (Rabotjeje Delo, nr. 10, s. 25), dvs. den legitime eksistens af det, som eksisterer, at ideologerne ikke søger at lede bevægelsen bort fra den vej, der »bestemmes af vekselvirkningen mellem de materielle elementer og det materielle miljø« (Brev i Iskra nr.12), at de skal anerkende det som ønskeligt at føre den kamp, »som det alene er muligt for arbejderne at føre under de givne omstændigheder«, og anerkende den kamp som mulig, »som de faktisk fører i det givne minut« (Særtillæg til Rabotjaja Mysl, s. 14). Vi, de revolutionære socialdemokrater, er tværtimod misfornøjede med dette knæfald for spontaniteten, dvs. for det, som findes »i det givne minut«. Vi kræver forandring af den taktik, som har været den herskende i de senere år, vi erklærer, at »før vi forener os og for at kunne forene os, må vi til en begyndelse resolut og bestemt afgrænse os fra hinanden« (af erklæringen om udgivelsen af Iskra). [l] Kort sagt, tyskerne holder fast ved det givne og afviser ændringer, vi kræver ændringer af det givne, og vi vil ikke underkaste os det givne eller affinde os med det.
Denne »lille« forskel har vore »frie« afskrivere af de tyske resolutioner overhovedet ikke bemærket!
»Dogmatisme, doktrinarisme«, »partiets forstening, som den uundgåelige straf for den voldelige afsnøring af tanken« – det er de fjender, som forkæmperne for frihed til kritik i Rabotjeje Delo på riddervis drager til felts imod. Vi glæder os meget over, at dette spørgsmål er sat på dagsordenen, og vi vil blot foreslå, at det suppleres med et andet spørgsmål:
Hvem er dommerne?
Vi har foran os to erklæringer om litterære publikationer. Den ene er Program for det Periodiske Organ for Forbundet af Russiske Socialdemokrater, Rabotjeje Delo (optryk af Rabotjeje Delo nr. 1), Den anden er Erklæring om Genoptagelse af Gruppen Osvobosjdenie Truda’s forlagsvirksomhed. [34] De er begge dateret 1899, da »marxismens krise« allerede længe havde stået på dagsordenen. Og hvad ser vi? I det første skrift vil man forgæves lede efter en henvisning til dette fænomen og en præcis fremstilling af det standpunkt, det nye organ agter at indtage til dette spørgsmål. Om det teoretiske arbejde og dettes aktuelle opgaver på det givne tidspunkt er der ikke et ord, hverken i dette program eller i de tilføjelser til det, som blev vedtaget på Forbundets 3. kongres i 1901 [35] (To Kongresser, s. 15-18). I al denne tid har redaktionen af Rabotjeje Delo ladet de teoretiske spørgsmål ligge, skønt de optog alle socialdemokrater i hele verden.
Den anden erklæring derimod påpeger først og fremmest svækkelsen i interessen for teorien i de senere år, kræver indtrængende »vågen opmærksomhed over for den teoretiske side af proletariatets revolutionære bevægelse« og opfordrer til »skånselsløs kritik af bernsteinianske og andre antirevolutionære tendenser« i vor bevægelse. De udkomne numre af Sarja viser, hvordan dette program er opfyldt.
Vi ser altså, at de højrøstede fraser mod tankens forstening o. lign. dækker over sorgløshed og hjælpeløshed i udviklingen af den teoretiske tænkning. De russiske socialdemokraters eksempel illustrerer tydeligt det almene europæiske fænomen (for længst konstateret også af de tyske marxister), at den famøse frihed til kritik ikke betyder, at én teori afløses af en anden, men frihed fra enhver helstøbt og gennemtænkt teori, betyder eklekticisme og principløshed. Den, som er bare nogenlunde kendt med den faktiske tilstand i vor bevægelse, kan ikke undgå at se, at den vide udbredelse af vor teori har været ledsaget af en vis sænkning af det teoretiske niveau. Bevægelsen har som følge af sin praktiske betydning og sine resultater i praksis fået tilslutning fra ikke så få personer, som var meget lidt eller endda overhovedet ikke skolet teoretisk. Heraf ser man, hvilken mangel på takt Rabotjeje Delo udviser, når det triumferende fremsætter Marx’ udtalelse: »Hvert skridt virkelig bevægelse er vigtigere end snese programmer«. [36] At gentage disse ord i en periode med teoretisk virvar svarer til, at man ved synet af et ligfølge giver sig til at råbe: »Bare hæng i, der er mere i vente!« Tilmed er disse ord af Marx hentet fra hans brev om Gotha-programmet, [37] hvori han går skarpt i rette med den eklekticisme, man havde tilladt sig i formuleringen af principperne: Hvis man overhovedet skulle slutte sig sammen – skrev Marx til partilederne – så skulle man slutte aftaler for at opfylde bevægelsens praktiske mål, men ikke tillade, at der sjakres med principperne, ikke gøre teoretiske »indrømmelser«. Dette var Marx’ tanke, men hos os er der folk, som i hans navn søger at afsvække teoriens betydning!
Uden revolutionær teori kan der heller ikke gives nogen revolutionær bevægelse. Man kan ikke betone denne tanke stærkt nok i en tid, da opportunismens modeevangelium optræder arm i arm med begejstring for de mest indsnævrede former for praktisk virksomhed. Men for det russiske socialdemokrati forstærkes teoriens betydning yderligere af tre omstændigheder, som man ofte glemmer, nemlig: For det første, at vort parti endnu kun er under opbygning, endnu kun er ved at udvikle sit ansigt og endnu langtfra har tilendebragt opgøret med andre retninger i den revolutionære tænkning, som truer med at lede bevægelsen bort fra den rette vej. Tværtimod kendetegnes netop den seneste tid (hvad Akselrod [38] for længst har forudsagt økonomisterne) af en opblussen af ikke-socialdemokratiske revolutionære retninger, Under sådanne forhold kan en ved første øjekast »uvigtig« fejl fremkalde de sørgeligste følger, og kun kortsynede mennesker kan finde fraktionsdiskussioner og omhyggelig skelnen mellem nuancer ubetimelige eller overflødige. Af den ene eller anden »nuances« konsolidering kan det russiske socialdemokratis skæbne være afhængig i mange, mange år.
For det andet er den socialdemokratiske bevægelse international i hele sit væsen. Det betyder ikke alene, at vi må bekæmpe national chauvinisme. Det betyder tillige, at en bevægelse, der begynder i et ungt land, kun kan få fremgang på betingelse af, at den tilegner sig andre landes erfaringer. Men for en sådan tilegnelse er det ikke nok blot at sætte sig ind i disse erfaringer eller bare at afskrive de nyeste resolutioner. Hertil er det nødvendigt at kunne forholde sig kritisk til erfaringen og kontrollere den på egen hånd. Forestiller man sig blot, hvor gigantisk den moderne arbejderbevægelse er vokset og har forgrenet sig, forstår man, hvilket fond af teoretiske kræfter og politisk (også revolutionær) erfaring der er nødvendigt for at opfylde denne opgave.
For det tredje er det russiske socialdemokratis nationale opgave af en art, som endnu intet socialistisk parti i verden har stået over for. Vi skal senere omtale de politiske og organisatoriske forpligtelser, som den opgave at befri hele folket fra selvherskerdømmets åg pålægger os. Her vil vi blot påpege, at rollen som den mest progressive kæmper kun kan udfyldes af et parti, der ledes af den mest progressive teori. For blot nogenlunde konkret at forestille sig, hvad det vil sige, bør læseren huske på forløbere for det russiske socialdemokrati som Herzen, Belinskij, Tjernysjevskij og 70’ernes strålende plejade af revolutionære, husk blot på den verdensomfattende betydning, russisk litteratur nu er ved at opnå, husk ... men det er vist nok allerede!
Lad os anføre Engels’ bemærkninger vedrørende teoriens betydning i den socialdemokratiske bevægelse, bemærkninger, der stammer fra 1874. Engels anerkender ikke to former for socialdemokratiets store kamp (den politiske og den økonomiske), som det er skik hos os, men tre, idet han placerer også den teoretiske kamp ved siden af dem. De ord, han giver den praktisk og politisk voksende tyske arbejderbevægelse med på vejen, er – fra de nutidige problemers og diskussioners synspunkt – så lærerige, at læseren forhåbentlig ikke tager det ilde op, at vi citerer et langt afsnit af forordet til brochuren »Der deutsche Bauernkrieg« [m] (Den Tyske Bondekrig), som for længst er blevet en stor bibliografisk sjældenhed:
»De tyske arbejdere har to væsentlige fordele frem for arbejderne i det øvrige Europa. For det første, at de hører til det mest teoretiske folk i Europa, og at de har bevaret den teoretiske sans, som de såkaldte ‘dannede’ i Tyskland så fuldstændigt har mistet. Hvis ikke den tyske filosofi, navnlig Hegels, var gået forud, ville den tyske videnskabelige socialisme – den eneste videnskabelige socialisme, der nogen sinde har eksisteret – aldrig være blevet til. Uden teoretisk sans hos arbejderne ville denne videnskabelige socialisme aldrig i den grad være gået dem i blodet, som tilfældet er. Og hvilket umådeligt fortrin dette er, viser sig på den ene side i den ligegyldighed over for al teori, der er en af hovedårsagerne til, at den engelske arbejderbevægelse, trods de enkelte fags glimrende organisation, kommer så langsomt af stedet, og på den anden side i det kludder og den forvirring, som proudhonismen i sin oprindelige skikkelse har anrettet hos franskmændene og belgierne, og i sin af Bakunin videre karikerede form hos spanierne og italienerne.
Den anden fordel er, at tyskerne, hvad tiden angår, er kommet nogenlunde sidst med i arbejderbevægelsen. Ligesom den tyske teoretiske socialisme aldrig vil glemme, at den står på Saint-Simons, Fouriers og Owens’ skuldre, tre mænd, der med al deres fantasteri og al deres utopisme hører til alle tiders mest betydelige hoveder og genialt har forudset talløse ting, hvis rigtighed vi nu videnskabeligt påviser, – således må den tyske praktiske arbejderbevægelse aldrig glemme, at den har udviklet sig på den engelske og franske arbejderbevægelses skuldre, at den simpelt hen kunne benytte sig af dens dyrekøbte erfaringer og nu kunne undgå de fejl, der dengang gerne var uundgåelige. Hvor ville vi være, hvis ikke de engelske fagforeninger og de franske politiske arbejderkampe var gået forud, uden den kæmpemæssige impuls, som navnlig Pariserkommunen har givet?
Man må sige om de tyske arbejdere, at de har udnyttet deres stillings fordele med sjælden forståelse, For første gang, så længe der har bestået en arbejderbevægelse, føres kampen planmæssigt i samklang og sammenhæng på sine tre fronter – den teoretiske, den politiske og den praktisk-økonomiske (modstand mod kapitalisterne). I dette så at sige koncentrerede angreb ligger netop den tyske bevægelses styrke og uovervindelighed.
Dels på grund af denne fordelagtige stilling, dels på grund af den engelske bevægelses ø-prægede ejendommeligheder og den franskes voldelige undertrykkelse, har de tyske arbejdere for øjeblikket fået deres plads i den proletariske kamps fortrop. Hvor længe begivenhederne vil lade dem beholde denne ærefulde post, kan man ikke spå om. Men så længe de indtager den, vil de forhåbentlig udfylde den på rette vis. Dertil hører fordoblede anstrengelser på hvert af kampens og agitationens områder. Det vil navnlig være førernes pligt mere og mere at nå til klarhed over alle teoretiske spørgsmål, og mere og mere at befri sig for den indflydelse, som overleverede fraser fra den gamle verdensanskuelse udøver, samt altid holde sig for øje, at efter at socialismen er blevet en videnskab, må den også dyrkes som en videnskab, dvs. studeres. Det vil komme an på med forøget iver at udbrede den således vundne, stadig mere afklarede indsigt blandt arbejdermasserne og at slutte partiets organisation og fagforeningernes organisation stadig fastere sammen ...
... Når de tyske arbejdere går fremad på denne måde, så vil de ikke netop marchere i spidsen for bevægelsen – det er slet ikke i denne bevægelses interesse, at en eller anden nations arbejdere marcherer i spidsen – men alligevel indtage en ærefuld plads i slaglinjen, og de vil stå rustede, når enten uventet tunge prøvelser eller vældige begivenheder kræver øget mod, øget beslutsomhed og øget handlekraft af dem«. [39]
Engels’ ord viste sig at være profetiske. Få år senere ramtes de tyske arbejdere at uventet hårde prøvelser i form af undtagelsesloven mod socialisterne. Og de tyske arbejdere mødte dem virkeligt fuldt rustet og formåede at gå sejrrigt ud af dem.
Det russiske proletariat står over for endnu langt sværere prøvelser, det står over for en kamp mod et uhyre, i sammenligning med hvilket en undtagelseslov i et konstitutionelt land tager sig ud som en ren pygmæ. Den nærmeste opgave, som historien nu har stillet os over for, er den mest revolutionære af alle de nærmeste opgaver for proletariatet i noget land. Gennemførelsen af denne opgave, at ødelægge det stærkeste bolværk for ikke blot den europæiske, men (det kan vi sige nu) også den asiatiske reaktion, vil gøre det russiske proletariat til det internationale revolutionære proletariats fortrop. Og vi har ret til at regne med, at vi vil opnå denne hædersbetegnelse, som allerede vore forgængere, 70’ernes revolutionære, gjorde sig fortjent til, hvis vi formår at besjæle vor tusind gange bredere og dybere bevægelse med den samme grænseløse beslutsomhed og energi.
a. Apropos. I den nyeste socialismes historie er det vel en enestående og på sin vis yderst trøsterig foreteelse, at striden mellem forskellige retninger inden for socialismen for første gang er forvandlet fra at være national til international. I tidligere tider forblev diskussionerne mellem lassalleanere og eisenachere, [6] mellem guesdister og possibilister, [7] mellem fabianere og socialdemokrater, [8] mellem Narodnaja Volja (Folkeviljen) [9] og socialdemokrater rent nationale diskussioner, de afspejlede rent nationale særtræk og foregik så at sige på forskellig grund. På nuværende tidspunkt (og det ses allerede nu klart) er de engelske fabianere. de franske ministerialister, de tyske bernsteinianere [10] og de russiske kritikere alle én familie, de roser alle hinanden, lærer hos hinanden og drager i fællesskab i felten mod den »dogmatiske« marxisme. Måske vil det internationale revolutionære socialdemokrati i denne første virkeligt internationale kamp mod den socialistiske opportunisme blive styrket tilstrækkeligt til at gøre ende på den politiske reaktion, der allerede længe har hersket i Europa?
b. Sammenligninger af de to retninger i det revolutionære proletariat (den revolutionære og den opportunistiske) med de to retninger i den borgerlige revolution i det 18. århundrede (den jakobinske »Bjerget« og girondinerne) blev gjort i den ledende artikel i Iskra nr. 2 (februar 1901). Artiklens forfatter var Plekhanov. Både kadetter, »Bessaglavtsy« [15] og mensjevikker ynder den dag i dag i høj grad at tale om »jakobinere« i det russiske socialdemokrati. Men hvordan Plekhanov første gang anvendte dette begreb mod socialdemokratiets højrefløj foretrækker de nu at fortie ... eller glemme.
(Forfatterens anmærkning til udgaven af 1907. – Red.)
c. Ilovajskij var forfatter til de officielle historiebøger, hvormed skoleeleverne i det tsaristiske Rusland blev opdraget til »troskab mod tronen«. Disse lærebøgers uvederhæftighed og uhistoriske fremstilling blev helt sagnagtig. – Red.
d. Da Engels gik løs på Dühring, var der temmelig mange repræsentanter for det tyske socialdemokrati, der hældede til denne sidstnævntes anskuelser, og anklager for skarphed, intolerance, ukammeratlig polemik osv. haglede ned over Engels, endog offentligt på partikongressen. Most og hans kammerater stillede (på kongressen i 1877) [18] forslag om, at Engels’ artikler fjernedes fra Vorwärts [19] som »værende uden interesse for det uhyre flertal af læsere«, og Vahlteich erklærede, at optagelsen af artiklerne tilføjede partiet stor skade, og at Dühring også har ydet partiet store tjenester: »Vi bør drage nytte af alle i partiets interesse, og hvis professorerne strides, er Vorwärts absolut ikke stedet, hvor disse stridigheder skal føres« (Vorwärts, 1877, nr. 65 af 6. juni). Som man ser, er dette også et forsvar for friheden til kritik, og det ville ikke være nogen skade til, om vore legale kritikere og illegale opportunister, der i så høj grad ynder at henvise til tyskernes eksempel, tænkte over dette eksempel.
e. Nosdrjov – person i Gogols roman Døde Sjæle. – Red.
f. Det må bemærkes, at i spørgsmål vedrørende bernsteinianismen i det tyske parti har Rabotjeje Delo altid nøjedes med den blotte gengivelse af kendsgerningerne og afholdt sig fra enhver selvstændig vurdering af dem. Se f. eks. nr. 2-3, s. 66 om Stuttgart-kongressen [23]: Alle uoverensstemmelser er henført under »taktik«, og det konstateres blot, at det uhyre flertal er trofast mod den hidtidige revolutionære taktik. Eller nr. 4-5, s. 25 ff. – en simpel gengivelse af talerne på Hannover-kongressen med anførelse af Bebels resolution; en analyse og kritik af Bernstein er på ny udsat (ligesom i nr. 2-3) til en »særskilt artikel«. Ejendommeligt er det på s. 33 i nr. 4-5 at læse: «... de af Bebel fremsatte synspunkter har et vældigt flertal på kongressen bag sig«, og lidt længere nede: »... David forsvarede Bernstein synspunkter. ... Først og fremmest bestræbte han sig for at påvise, at Bernstein og hans venner trods alt (sic!) står på klasekampens grund.« Det er skrevet i december 1899, men i september 1901 ser det ud til, at Rabotjeje Delo allerede har tabt troen på, at Bebel har ret, og repeterer Davids synspunkter som sine egne!
g. Der tænkes her på K. Tulins artikel mod Struve, udarbejdet efter et foredrag, som havde titlen Marxismens Genspejling I Den Borgerlige Litteratur. Se forordet.
(Lenins note til udgaven af 1907. – Red.) (26)
h. Trosbekendelse, fremstilling af verdensanskuelse. – Red.
i. Der er tale om de 17’s protest mod Credo. Forfatteren til disse linjer deltog i udarbejdelsen af denne protest (i slutningen af 1899). Protesten blev sammen med Credo trykt i udlandet i foråret 1900. [29] Nu ved man allerede fra fru Kuskovas artikel (vistnok i Byloje [30]), at hun er forfatteren til Credo, og at hr. Prokopovitj på den tid spillede en fremtrædende rolle blandt økonomisterne i udlandet.
(Lenins anmærkning til udgaven af 1907. – Red.)
j. Så vidt os bekendt er Kijev-komiteens sammensætning ændret siden.
k. Allerede dette fravær af åben partimæssig binding og partimæssig tradition udgør i sig selv en så fundamental forskel mellem Rusland og Tyskland, at det burde være en advarsel for enhver fornuftig socialist mod blind efterligning. Her har man et eksempel på, hvor vidt friheden til kritik går i Rusland. Den russiske kritiker hr. Bulgakov irettesætter den østrigske kritiker Hertz således: »Så uafhængig Hertz er i sine konklusioner, er han dog i denne sag (om kooperationen) åbenbart alt for bundet af sit partis meninger og kan ikke – trods divergenser i detaljer – beslutte sig til at bryde med det generelle princip« (Kapitalisme og Landbrug, bd. 2, s. 287). En undersåt i en politisk slavebundet stat, hvor 999 ud af 1000 indbyggere helt ind i knoglemarven er demoraliseret af politisk kryberi, som fuldstændigt mangler forståelse af partiære og partibånd, irettesætter arrogant en borger i en konstitutionel stat for hans »alt for stærke tilknytning til partiets meninger«! For vore illegale organisationer er der åbenbart ikke andet tilbage end at sætte sig hen og skrive resolutioner om kritikkens frihed ...
l. Se Samlede Værker, 5. udg. bd. 4, s. 358, russ. – Red. [engelsk]
m. Dritter Abdruck. Leipzig 1875. Verlag der Genossenschaftsbuchdruckerei.
6. Lassalleanere og eisenachere, to partier i den tyske arbejderbevægelse i 1860’erne og 1870’erne.
Lassalleanerne var tilhængere af den tyske socialist Ferdinand Lassalle og medlemmer af den Almindelige Tyske Arbejderforening, grundlagt i 1863 på arbejderselskabernes kongres i Leipzig som modvægt mod de borgerlige »Fortschrittler« (Fremskridtspartiet) som søgte at bringe arbejderklassen ind under deres indflydelse. Den Almindelige Tyske Arbejderforenings første formand var Lassalle, som formulerede foreningens program og taktiske grundlag. Kampen for almindelig valgret blev proklameret som foreningens politiske program, og etablering af statsstøttede arbejderproduktionssammenslutninger dens økonomiske. I praksis tilpassede Lassalle og hans tilhængere og efterfølgere sig Prøjsens førerstilling og støttede Bismarcks stormagtspolitik. »Objektivt set,« skrev Friedrich Engels til Karl Marx den 27. januar 1885, »var det en gemenhed og et forræderi mod hele arbejderbevægelsen til fordel for prøjserne.«
Eisenachere kaldtes medlemmerne af Tysklands Socialdemokratiske Arbejderparti, som grundlagdes i 1869 på den stiftende kongres i Eisenach. Eisenachernes ledere var August Bebel og Wilhelm Liebknecht, som stod i forbindelse med Marx og Engels. I Eisenach-programmet fastslås det, at Tysklands Socialdemokratiske Arbejderparti betragter sig som »sektion af arbejdernes internationale fællesskab og deler dets bestræbelser.« I spørgsmålet om Tysklands samling forsvarede de den »demokratiske og proletariske vej og bekæmpede selv de mindste indrømmelser til prøjseriet, Bismarck-ånden og nationalismen.« Lenin om August Bebel, Samlede Værker, 5. udg. bd. 23, s. 363.
Oprettelsen af det tyske kejserdømme i 1871 fjernede den taktiske hoveddivergens mellem lassalleanere og eisenachere, og under indflydelse af opsvinget i arbejderbevægelsen og den forstærkede undertrykkelse fra regeringens side forenedes de to partier i 1875 på kongressen i Gotha i Tysklands Socialistiske Arbejderparti (senere hen Tysklands Socialdemokratiske Parti). Om det program, der blev vedtaget på kongressen i Gotha, se note 18. – S. 23.
7. Guesdister og possibilister, henholdsvis en revolutionær og en opportunistisk strømning i den franske socialistiske bevægelse, som i1882 efter spaltningen af Frankrigs Arbejderparti på kongressen i St. Etienne dannede to partier:
Guesdisterne sluttede sig til Jules Guesde og Paul Lafargue – en venstre-marxistisk retning, som gik ind for, at proletariatet skulle føre en selvstændig, revolutionær politik. Guesdisterne opretholdt betegnelsen Frankrigs Arbejderparti. Partiets program vedtoges i Le Havre 1880. Dets teoretiske afsnit var skrevet af Karl Marx.
Possibilisterne (Paul Brousse, Benoit Melon m. fl.) var en reformistisk retning. Possibilisterne dannede Socialrevolutionært Arbejderparti. De gik ind for begrænsning at arbejdernes kamp til »det muliges« rammer (fransk: possible = mulig) – heraf partiets navn. Possibilisterne havde navnlig indflydelse i økonomisk henseende tilbagestående egne af Frankrig og i de mindre udviklede lag af arbejderklassen.
I slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede trådte »socialisten« Millerand ind i et borgerligt ministerium. Tilhængerne af revolutionær klassekamp med Jules Guesde i spidsen forenedes i 1901 i Frankrigs Socialistiske Parti. Reformisterne (ministerialister) dannede i 1902 det Franske Socialistiske Parti med Jean Jaurés som leder. I 1905 forenedes de to partier i ét – Det Franske Socialistiske Parti. Under den imperialistiske krig 1914-18 støttede partiets ledelse (Guesde, bl. a.) Frankrigs krigsførelse. – S. 23.
8. Fabianere – medlemmer af det Fabianske Selskab, en engelsk, reformistisk organisation, grundlagt i 1884. Navnet hentyder til en romersk hærfører fra 3. århundrede før vor tidsregning, Fabius Maximus med tilnavnet Cunctator (Nøleren) på grund af den afventende taktik, han anvendte, og hans utilbøjelighed til at indlade sig på det afgørende slag i krigen mod Hannibal. Medlemmerne af det Fabianske Selskab var sådanne »nølere«, folk fra den borgerlige intelligens – videnskabsmænd, politikere (bl.a. Beatrice og Sidney Webb, Bernhard Shaw og MacDonald). De hævdede, at overgangen fra kapitalisme til socialisme kun er mulig ved små reformer og gradvise forandringer af samfundet. I 1900 indgik det Fabianske Selskab i Labour-partiet.
Socialdemokrater. Hermed tænker Lenin på medlemmerne af den engelske Socialdemokratiske Føderation, som ligeledes var grundlagt i 1884. Ved siden af reformister (Hyndman m. fl.) og anarkister indgik der i den Socialdemokratiske Føderation en gruppe revolutionære socialdemokrater, som var tilhængere af marxismen (Harry Quelch, Tom Mann, Edward Aveling, Eleanor Marx (Aveling) m. fl.). Friedrich Engels kritiserede den Socialdemokratiske Føderation for dens dogmatisme og sekterisme og dens mangelfulde forbindelse med arbejdernes massebevægelse i England, hvis særtræk føderationen ignorerede. I 1907 fik den Socialdemokratiske Føderation betegnelsen Socialdemokratisk Parti, og senere – i 1911 – dannedes i fællesskab med det Uafhængige Arbejderpartis venstre fløj det Britiske Socialistiske Parti. I 1920 deltog flertallet af dette partis medlemmer i stiftelsen af Storbritanniens Kommunistiske Parti. – S. 23.
9. Narodnaja Volja (Folkeviljen) var en hemmelig organisation, der opstod i august 1879 som følge af splittelsen i narodnik-organisationer Semlja i Volja (Jord og Frihed). I spidsen for Narodnaja Volja stod en eksekutivkomité, bestående af blandt andre A. I. Sjeljabov, A. D. Mikhajlov, M. F. Frolenko, N. A. Morosov, Vera Figner, Sonja Perovskaja og A. A. Kvjatkovskij. Tilhængerne kaldtes narodovoltser. Deres program gik ud på organisering af en »permanent folkerepræsentation«, valgt på grundlag af almindelig valgret, proklamering af demokratiske friheder, overdragelse af jorden til folket og opstilling af forholdsregler til fabrikkernes overdragelse til arbejderne. Narodnaja Volja’s nærmeste mål var omstyrtelse af det tsaristiske selvherskerdømme. Men Narodnaja Volja’s folk gik ud fra den fejlagtige teori, at udviklingen formes af »aktive« helte til forskel fra den »passive« hob, og regnede med at kunne forandre samfundet uden folkets medvirken, ved egne kræfter, gennem individuel terror.
Efter 1. marts 1881 (drabet på Aleksander II) knuste regeringen Narodnaja Volja’s organisation. Gentagne forsøg op gennem 80’erne på at genoplive Narodnaja Volja var resultatløse. Således opstod der i 1886 en gruppe med Aleksander Uljanov (Lenins broder) og P. J. Sjevyrjov i spidsen, som optog traditionerne fra Narodnaja Volja. Efter et mislykket forsøg på at organisere et attentat mod Aleksander III i 1887 blev gruppen afsløret og dens aktive medlemmer henrettet.
Lenin kritiserede Narodnaja Volja-folkenes fejlagtige, utopiske program, men udtalte sig samtidig med stor respekt om deres selvopofrende kamp mod tsarismen. Han pointerede, at »folkene i det gamle Narodnaja Volja formåede at spille en vældig rolle i den russiske historie, trods det ringe omfang af de samfundslag, som støttede de fåtallige helte, og til trods for, at det var en ingenlunde revolutionær teori, der tjente som bevægelsens fane« (Samlede Værker, 5. udg., bd. 4, s. 176, russ.). – S. 23.
10. Bernsteinianerne repræsenterede en antimarxistisk retning i det tyske og det internationale socialdemokrati, opstået i slutningen af det 19. århundrede og opkaldt efter Eduard Bernstein, som var den mest åbenlyse repræsentant for de højreopportunistiske strømninger i Tysklands Socialdemokratiske Parti.
I årene 1896-1898 skrev Bernstein en række artikler »Socialismens Problemer« til det tyske socialdemokratis teoretiske tidsskrift Die Neue Zeit, hvori han under mottoet »Frihed til Kritik« forsøgte at gøre den revolutionære marxismes filosofiske, økonomiske og politiske grundlag til genstand for en revision (heraf betegnelsen revisionisme) og erstatte det med borgerlige teorier om forsoning af klassemodsætningerne og etablering af samarbejde mellem klasserne. Han angreb Marx’ teori om kapitalismen, klassekampen, den socialistiske revolution og proletariatets diktatur og fremsatte socialreformismens program koncentreret i formlen: »Bevægelsen er alt, målet er intet«. I 1899 udkom Bernstein artikler i bogform under titlen »Socialismens Forudsætninger og Socialdemokratiets opgaver«. Bogen fik støtte fra det tyske socialdemokratis højre fløj og de opportunistiske elementer i andre af II Internationales partier, deriblandt de russiske økonomister.
På Tysklands Socialdemokratiske Partis kongresser – Stuttgart, oktober 1898, Hannover, oktober 1899 og Lübeck, september 1901 – fordømtes bernsteinianismen, men partiet tog ikke afstand fra Bernstein og indtog en mæglende holdning. Bernsteinianerne fortsatte åbenlyst at udbrede deres revisionistiske tanker i tidsskriftet Sozialistische Monatshefte og i partiets organisationer.
Lenin førte en konsekvent og energisk kamp mod bernsteinianerne lige fra 1899, se f.eks. artiklen Divergenser i den Europæiske Arbejderbevægelse (på dansk i denne udgave, bd. 5). – S. 24.
11. Citatet findes i Engels’ forord til tredje udgave af Karl Marx’ værk »Der achtzehnte Brumaire des Louis Bonaparte«. (Se Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, bd. 1, s. 238-239, Forlaget Tiden, 1974). – S. 25.
12. Forbundet Af Russiske Socialdemokrater I Udlandet grundlagdes i 1894 på initiativ af gruppen Osvobosjdenie Truda (Arbejdets Befrielse) (se note 34) på den betingelse, at alle forbundets medlemmer godkendte gruppens program. Gruppen fik overdraget redigeringen af Forbundets publikationer, og i marts 1895 stillede den sit trykkeri til Forbundets rådighed. I sommeren 1895, mens Lenin opholdt sig i udlandet, blev det vedtaget, at Forbundet skulle udgive artikelsamlinger under titlen Rabotnik, idet de russiske socialdemokrater, på hvis initiativ udgivelsen blev iværksat, stillede som betingelse, at gruppen Osvobosjdenie Truda skulle redigere udgivelsen. Forbundet udsendte 8 numre af Rabotnik og 10 numre Rabotnik-blade og udgav desuden Lenins Redegørelse For Loven Om Bødesystemet (1897) og Plekhanovs Det Nye Felttog Mod Det Russiske Socialdemokrati (1897) o.a.
RSDAP’s 1. kongres (marts 1898) anerkendte Forbundet som partiets repræsentant i udlandet. Kort efter fik opportunistiske elementer overvægt i Forbundet – økonomisterne eller de såkaldte »unge«. På Forbundets 1. kongres, som fandt sted i Zürich i november 1898, afviste det opportunistiske flertal solidaritet med Manifestet fra RSDAP’s 1. kongres. Gruppen Osvobosjdenie Truda meddelte på Forbundets 1. kongres, at den nægtede at redigere Forbundets publikationer udover nr. 54 af Rabotnik samt Lenins brochurer De Russiske Socialdemokraters Opgaver og Den Nye Fabrikslov, som gruppen forbeholdt sig at udgive. I april 1899 påbegyndte Forbundet udgivelsen at tidsskriftet Rabotjeje Delo (4). Forbundet udsendte en sympatiadresse for Eduard Bernstein (12). Kampen indenfor Forbundet fortsatte til dets 2. kongres (april 1900 i Geneve) og på kongressen. Som resultat af denne kamp forlod gruppen Osvobosjdenie Truda kongressen og dannede den selvstændige organisation Sotsial-Demokrat.
På RSDAP’s 2. kongres indtog Forbundets repræsentanter yderst opportunistiske standpunkter og udvandrede, efter at kongressen havde anerkendt det Russiske Revolutionære Socialdemokratis Udlandsliga som partiets eneste organisation i udlandet. Forbundet af Russiske Socialdemokrater opløstes efter beslutning på 2. kongres. (Se SUKP i Resolutioner og Beslutninger på Kongresser, Konferencer og Centralkomité-møder, 1. del 1954, s. 56. Russ.) – S. 27.
13. Sarja – marxistisk, videnskabeligt-politisk tidsskrift, udgivet i 1901-1902 i Stuttgart af Iskras redaktion. Der udkom i alt 4 numre (bind) af Sarja: Nr. 1 i april 1901 (23. marts), nr. 2-3 i december 1901 og nr. 4 i august 1902. – S. 27.
14. Bjerget og Gironden var betegnelser for to borgerlige grupperinger i tiden under den franske revolution i slutningen af det 18. århundrede. Bjerget – jakobinerne – betegnede de mest beslutsomme repræsentanter for tidens revolutionære klasse, bourgeoisiet, som hævdede nødvendigheden af at tilintetgøre enevælden og feudalismen. Girondinerne svingede mellem revolution og kontrarevolution.
Lenin betegnede den opportunistiske tendens i socialdemokratiet som en socialistisk Gironde, og de revolutionære socialdemokrater som proletariske jakobinere – Bjerget. Efter RSDAP’s spaltning i bolsjevikker og mensjevikker understregede Lenin ofte, at mensjevikkerne repræsenterede den girondistiske retning i arbejderbevægelsen. – S. 27.
15. Bessaglavtsy var en gruppe borgerlige intellektuelle (S. N. Prokopovitj, J. D. Kuskova, V. J. Bogutjarskij, V. V. Portugalov, V. V. Sjisjnjakov m.fl.), som opstod i den periode, da revolutionen 1905-1907 begyndte at ebbe ud. Gruppens benævnelse stammer fra det i Petersborg i januar-maj 1906 udgivne politiske ugeskrift Bes Saglavija (Uden Overskrift), som redigeredes af Prokopovitj. Under dække af formel upartiskhed fremtrådte bessaglavtsy’erne som fortalere for bourgeoisiets liberalisme og opportunismen, og de støttede revisionisterne i det russiske og det internationale socialdemokrati. – S. 27.
16. Pariserkommunen 1871, den første egentlige arbejderrevolution, blev slået ned med stor grusomhed. Derefter fulgte en række år med undertrykkelse af arbejderbevægelsen. – S. 28.
17. Undtagelsesloven mod socialisterne (»socialistloven«) indførtes i 1878 af Bismarck-regeringen i Tyskland med det formål at bekæmpe arbejderbevægelsen og den socialistiske bevægelse. Alle socialdemokratiske partiorganisationer, arbejderorganisationer og arbejderpressen blev forbudt, og socialistisk litteratur konfiskeredes. I den periode, socialistloven var i kraft, opløstes benved 350 socialdemokratiske organisationer, 900 socialdemokrater blev udvist af Tyskland og 1500 kastet i fængsel. Socialdemokratiets hovedorgan, Der Sozialdemokrat, blev udgivet i udlandet. Partikongresserne fandt sted regelmæssigt (1880, 1883 og 1887). I selve Tyskland opstod der hurtigt underjordiske socialdemokratiske organisationer og grupper, som en illegal centralkomité stod i spidsen for. Partiets indflydelse voksede støt. Socialdemokraternes stemmetal ved rigsdags-valgene steg fra 1878 til 1890 til det tredobbelte. Socialistloven ophævedes i 1890 – S. 28.
18. Tysklands Socialdemokratiske Arbejderparti holdt ordinær kongres 27.-29. maj 1877 i Gotha. I kongressens diskussion om partipressen afvistes nogle delegeredes (Most, Vahlteich) forsøg på at fordømme partiorganet Vorwärts for at have trykt Engels’ artikler mod Eugen Dühring (de udkom i bogform 11878 under titlen: Herrn Eugen Dührings Umwälzung der Wissenschaft, »Anti-Dühring«) og at fordømme Engels selv for skarpheden i polemikken. I stedet vedtog kongressen at praktiske hensyn at fortsætte diskussionen om de teoretiske spørgsmål – ikke i selve bladet, men i et videnskabeligt tillæg til det.
19. Bladet Vorwärts var organ for Tysklands Socialistiske Arbejderparti (6). Det ophørte at udkomme under Socialistloven (17), efter dennes ophævelse blev navnet Vorwärts atter benyttet af det tyske socialdemokratis hovedorgan. – S. 29.
20. Katedersocialiaterne var en retning i den borgerlige politiske økonomi i 70erne og 80erne i det 19. århundrede. Fra universitetskatedrene docerede de borgerlig liberal reformisme, som blev udgivet for socialisme. Katedersocialismens fortalere (A. Wagner, G. Schmoller, L. Brentano, W. Sombart o.a.) hævdede, at den borgerlige stat står over klasserne og gradvis kan indføre »socialisme« uden at antaste kapitalisternes interesser og under størst mulig hensyntagen til den arbejdende befolknings krav. I Rusland fremførtes katedersocialisternes synspunkter af de såkaldte »legale marxister«. – S. 29.
21. Lenin sigter hermed til Tysklands Socialdemokratiske Partis kongres i Hannover den 9.-14. oktober 1899 og den her vedtagne resolution: Angrebene På Vort Partis Grundanskuelser og Taktik. Resolutionen fordømmer de forsøg, som det tyske socialdemokratis opportunistiske fløj, hvis idémæssige anfører var Eduard Bernstein, gjorde på at revidere marxismens grundsætninger og fremkalde ændringer i det socialdemokratiske partis taktik, hvorved det ville forvandles til et demokratisk reformparti. Den officielle redegørelse i sagen blev givet af August Bebel. Kongressen vedtog med overvældende majoritet den af Bebel foreslåede resolution, hvori det hed: »Det borgerlige samfunds hidtidige udvikling giver ikke partiet nogen anledning til at opgive sit grundsyn på det eller ændre dette grundsyn. Partiet står fremdeles på klassekampens grundlag, ifølge hvilket arbejderklassens frigørelse kun kan være dens eget værk. Partiet anser derfor erobringen af den politiske magt for arbejderklassens historiske opgave, for derigennem at sikre størst muligt alment velfærd ved socialisering af produktionsmidlerne og indførelse af socialistisk produktionsmåde og omsætning«. Uden at afvise tidsmæssigt begrænsede blokdannelser med borgerlige partier med det formål at opnå bestemte praktiske resultater »bevarer partiet altid i hele sin virksomhed fuld selvstændighed og uafhængighed og betragter hvert resultat, det når, som blot et skridt, der bringer det nærmere til endemålet«. Og til slut: »Partiet har ingen grund til at ændre sine hovedkrav og sit grundsyn, eller sin taktik, eller sit navn ... partiet afviser bestemt ethvert forsøg på at tilsløre eller ændre dets holdning til det bestående stats- og samfundssystem og til de borgerlige partier«.
Hannoverkongressen i 1899 fordømte således revisionen af socialdemokratiets teoretiske og taktiske grundlag, men kongresresolutionens udeladelse af en skarp kritik af revisionismen og dens konkrete bærere vakte utilfredshed hos socialdemokraternes venstrefløj (Rosa Luxemburg o.a.). Bernstein tilhængere stemte for resolutionen. – S. 29.
22. Lenin sigter her til resolutionen fra Tysklands Socialdemokratiske Partis kongres i Lübeck (22.-28. september 1901). Den var rettet mod Bernstein, som efter kongressen i Hannover havde forstærket sine angreb på socialdemokratiets program og taktik, tilmed i kredse uden for partiet. Under debatten og i den af Bebel foreslåede resolution, som blev vedtaget med overvældende flertal på kongressen, fremsattes en direkte advarsel til Bernstein: »Kongressen anerkender uforbeholdent selvkritikkens nødvendighed for vort partis fortsatte åndelige udvikling. Men den ekstremt ensidige karakter af den kritik, som kammerat Bernstein har givet sig af med i de senere år, hvor han ikke har rettet kritikken mod det borgerlige samfund og dets repræsentanter, har placeret ham i en tvetydig stilling og fremkaldt utilfredshed hos de fleste kammerater. I håb om, at kammerat Bernstein erkender dette og ændrer sin optræden i overensstemmelse hermed, går kongressen over til næste sag«. En modresolution, foreslået af opportunisten Heine med krav om frihed til kritik, blev forkastet. – S. 30.
23. Tysklands Socialdemokratiske Partis kongres i Stuttgart i dagene 3.-8. oktober 1898 drøftede for første gang revisionismen i det tyske socialdemokrati. På kongressen oplæstes en erklæring fra Bernstein, der befandt sig i emigration. Budskabet indeholdt en redegørelse og et forsvar for de opportunistiske anskuelser, han tidligere havde givet udtryk for i en række artikler, Socialismens Problemer, i tidsskriftet Die Neue Zeit. Der var ikke enighed blandt Bernsteins modstandere på kongressen: Nogle – med Bebel og Kautsky i spidsen – arbejdede på at forbinde den principielle kamp mod bernsteinianismen med en forsigtig taktik indadtil i partiet af frygt for partisplittelse, et mindretal (Rosa Luxemburg, Parvus) indtog en skarpere holdning og tilstræbte en udvidelse og uddybning af diskussionen uden at frygte splittelse. Kongressen vedtog ingen resolution i denne sag, men af diskussionens forløb og af andre beslutninger fremgik det, at kongressens flertal fulgte den revolutionære marxismes ideer. – S. 30.
24. Der sigtes til en artikel af A. N. Potresov (Starover), Hvad Er Der Sket?, i Sarja, nr. 1, april 1901. – S. 31.
25. Om forfatteren, Som Blev Indbildsk – titlen på en fortælling af Gorkij (se Gorkij, Samlede Værker, bd. 5, s. 306-314, russ. udg. 1950). – S. 32.
26. Lenin sigter til sin artikel Narodnismens Økonomiske Indhold Og Kritikken Heraf I Hr. Struves Bog (Marxismens Genspejling I Den Borgerlige Litteratur), trykt 1895 i samlingen Materialer Til Karakteristik Af Vor Økonomiske Udvikling (se Samlede Værker, 5. udg., bd. 1, s. 347-534, russ.) samt forordet hertil (samme udg., bd. 16, s. 95-113), hvori der gives en karakteristik af situationen og historien bag denne artikels fremkomst.
Samlingen Materialer Til Karakteristik Af Vor Økonomiske Udvikling omfatter foruden artikler af Lenin også artikler af Plekhanov: Pessimismen Som Afspejling af Den Økonomiske Virkelighed, Nogle Bemærkninger Til Vore Modstandere (Materialer Vedrørende Civilisationens Historie I Russisk Litteratur), af P. Struve: Til Mine Kritikere, og af flere andre. Den blev trykt 1895 i et illegalt trykkeri i et oplag på 2000. Den tsaristiske regering forbød udbredelsen og brændte oplaget. Der blev kun reddet ca. 100 eksemplarer. – S. 33.
27. Eduard Bernsteins bog Die Voraussetzungen des Sozialismus und die Aufgaben der Sozialdemokratie (Socialismens Forudsætninger Og Socialdemokratiets Opgaver) blev i 1901 udgivet i flere russiske oversættelser under forskellige titler. – S. 34.
28. Meddelelsen om Subatovs anbefaling af Bernsteins og Prokopovitj’ bøger som læsning for arbejderne blev givet i et brev til Iskras redaktion: Om Subatovismen, som benyttedes i Martovs artikel Mere Om Vore Dages Politiske Demoralisering (Iskra, nr. 10, november 1901). – S. 34.
29. Det drejer sig om Russiske Socialdemokraters Protest, som Lenin skrev i august 1899, efter at han fra Petersborg havde modtaget et dokument fra A. I. Uljanova-Jelisarova, af hende benævnt De Unges Credo (se Værker, 5. udg., bd. 4, s. 163-176, russ.). Et udkast til Protesten mod de russiske bernsteinianeres Credo diskuteredes på et møde af 17 forviste socialdemokrater fra Minusinskkredsen i landsbyen Jermakovskoje. Protesten blev enstemmigt vedtaget. Protesten fik senere tilslutning fra andre, bl.a. fra forviste i Turukhansk og fra 17 forviste socialdemokrater i Orlov i Vjatka-guvermentet. – S. 34.
30. Byloje, et historisk tidsskrift, som hovedsageligt beskæftigede sig med Narodnismens og endnu tidligere sociale bevægelsers historie. – S. 34.
31. Bladet Rabotjaja Mysl var organ for økonomisterne. Det udkom fra oktober 1897 til december 1902 med ialt 16 numre. – S. 35.
32. Vademecum (Vejviser) for Rabotjeje Delos redaktion. Materiale-samling udgivet af gruppen Osvobosjdenie Truda med forord af G. Plekhanov, (Geneve, februar 1900) var rettet mod opportunismen i det russiske socialdemokratis rækker. – S. 35.
33. Profession de foi (fransk: trosbekendelse. Videre betydning: program, verdensanskuelse). Flyveskrift, som gav en fremstilling af RSDAP’s Kijevkomités synspunkter, formuleret i slutningen af 1898. Flyveskriftets indhold faldt på mange punkter sammen med økonomisternes velkendte Credo. – S. 35.
34. Gruppen Osvobosjdenie Truda (Arbejdets Befrielse) var den første russiske marxistiske gruppe, grundlagt af G. V. Plekhanov i 1883 i Svejts. Foruden Plekhanov var P. B. Akselrod, L. G. Dejtj, Vera Sasulitj og V. N. Ignatov med i gruppen.
Gruppen Osvobosjdenie Truda udrettede et stort arbejde med propaganda for marxismen i Rusland. Den oversatte værker af Marx og Engels til russisk: Det Kommunistiske Manifest, Lønarbejde Og Kapital, Socialismens Udvikling Fra Utopi Til Videnskab, m.fl., og den fremstillede marxismen populært. I sine værker Socialismen Og Den Politiske Kamp (1883), Vore Uoverensstemmelser (1885) m.fl. rettede Plekhanov marxistisk kritik mod narodnikkernes teori om, at Rusland skulle følge en ikke-kapitalistisk udviklingsvej, deres subjektivt-idealistiske syn på personlighedens rolle i historien, benægtelsen af proletariatets ledende rolle i den revolutionære bevægelse osv.
Plekhanov og Vera Sasulitj var personlige bekendte af Engels og stod i brevveksling med ham gennem mange år. Gruppen Osvobosjdenie Truda optog forbindelse med den internationale arbejderbevægelse, og repræsenterede fra II Internationales første kongres i 1889 (Paris) til 1903 det russiske socialdemokrati på alle Internationales kongresser.
Gruppen overvurderede det liberale bourgeoisis rolle og undervurderede fattigbønderne som reserve for den proletariske revolution. Disse fejltagelser var kimene til Plekhanovs og gruppens øvrige medlemmers senere mensjevikiske anskuelser.
Plekhanov, Akselrod og Vera Sasulitj indgik i redaktionen af Iskra og Sarja. På det russiske socialdemokratis 2. kongres i august 1903 erklærede gruppen Osvobosjdenie Truda, at den ophørte at eksistere. – S. 39.
35. Forbundet af Russiske Socialdemokrater holdt sin 3. kongres i anden halvdel af september 1901 i Zürich. Dens beslutninger vidnede om opportunismens definitive sejr i Forbundets rækker. Se i øvrigt note 3 og 13. – S. 39.
36. Karl Marx/Friedrich Engels, Udvalgte Skrifter, bd. II, s. 9, Forlaget Tiden 1974. – S. 40.
37. Gotha-programmet – Tysklands Socialistiske Arbejderpartis program, vedtaget i 1875 på kongressen i Gotha ved sammenslutningen af de to indtil da eksisterende særskilte socialistiske partier: eisenacherne (ledet af August Bebel og Wilhelm Liebknecht, som havde forbindelse med Marx og Engels) og lassalleanerne. I vigtige spørgsmål gjorde eisenacherne indrømmelser overfor lassalleanerne og accepterede lassalleanske formuleringer. Marx og Engels rettede kritik mod Gotha-programmet. (Se Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, bd. II, s. 7-42, Forlaget Tiden, 1974. – S. 40.
38. Der sigtes til P. B. Akselrods brochure Vedrørende Spørgsmålet Om De Russiske Socialdemokraters Nuværende Opgaver Og Taktik, Geneve 1898. – S. 40.
39. Se Marx/Engels – Udvalgte Skrifter, bd. I, s. 648-650, Forlaget Tiden, 1974. – S. 43.
Sidst opdateret 11.12.2008