Rabotjeje Delo’s ovenfor behandlede påstande om, at den økonomiske kamp er det videst anvendelige middel for den politiske agitation, at det nu er vor opgave at give selve den økonomiske kamp politisk karakter osv., er udtryk for en indsnævret opfattelse af såvel vore politiske som vore organisatoriske opgaver. Til »økonomisk kamp mod arbejdsgiverne og mod regeringen« er der overhovedet ikke brug for en alrussisk centraliseret organisation – og den kan derfor heller ikke udvikle sig i en sådan kamp – en organisation, som forener til ét fælles fremstød ethvert udslag af politisk opposition, protest og harme, en organisation, bestående af professionelle revolutionære, og som ledes al politiske førere, kendt af hele folket. Og det er forståeligt nok. Enhver institutions organisatoriske karakter er naturligt og uundgåeligt bestemt af indholdet i institutionens virksomhed. Derfor sanktionerer og legaliserer Rabotjeje Delo med sine ovenfor behandlede påstande ikke blot snæverheden i den politiske virksomhed, men også snæverheden i det organisatoriske arbejde. Her som altid er bladet et organ, hvis bevidste orientering melder pas over for spontaniteten. Samtidig er knæfaldet for de spontant opstående organisationsformer og den manglende erkendelse af, hvor primitivt og snævert vort organisatoriske arbejde er, og hvilke dilettanter vi endnu er på dette vigtige område – denne manglende erkendelse, siger jeg, er en virkelig sygdom i vor bevægelse. Det er selvfølgelig ikke en forfaldssygdom, men en vækstsygdom. Men netop nu, da en bølge af spontan harme så at sige overskyller os, bevægelsens ledere og organisatorer, er det særlig nødvendigt at føre den mest uforsonlige kamp mod ethvert forsvar for tilbageståenhed, mod enhver legalisering af snæverhed på dette område, det er særlig nødvendigt at indpode uvilje mod det hos os herskende dilettanteri og urokkelig vilje til at gøre sig fri af det i enhver, der deltager i det praktiske arbejde, ellers som blot står i begreb med at tage det op.
Lad os prøve at besvare dette spørgsmål med et lille billede af en typisk socialdemokratisk cirkels virksomhed i årene 1894-1901. Vi har allerede peget på den udbredte begejstring for marxismen hos den studerende ungdom i denne periode. Denne begejstring gjaldt naturligvis mindre marxismen som teori end marxismen som svar på spørgsmålet: Hvad må der gøres?, som appel om at drage i felten mod fjenden. Og de nye krigere drog i felten med forbløffende primitiv udrustning og forberedelse. I en mængde tilfælde var der endda næsten ingen udrustning og så at sige ingen forberedelse. De drog i kamp som bønderne fra ploven, blot bevæbnet med en kølle. En studentercirkel, uden nogen forbindelse med de gamle ledere i bevægelsen, uden nogen forbindelse med cirkler andre steder i landet eller endog i andre dele af byen (eller ved andre læreanstalter), uden nogen organisering af det revolutionære arbejdes enkelte dele, uden nogen systematisk plan for virksomheden inden for en nogenlunde betydelig periode optager forbindelse med arbejdere og går til værket. Cirklen udfolder efterhånden mere og mere omfattende propaganda og agitation og påkalder alene ved sin optræden sympati hos temmelig brede arbejderlag og sympati hos en vis del af det dannede selskab, som skaffer penge og stiller stadig nye grupper af unge til »komiteen«s rådighed. Komiteens (eller kampforbundets) tiltrækning vokser, rammerne for dens virksomhed udvides, og den udvider denne virksomhed ganske spontant: De samme mennesker, som et år eller nogle måneder tidligere optrådte i studentercirkler og drøftede spørgsmålet: Hvilken vej skal vi gå?, og som knyttede og opretholdt forbindelse med arbejdere, fremstillede og udsendte flyveblade, optager nu forbindelse med andre grupper af revolutionære, skraber litteratur sammen, tager fat på udgivelsen af en lokal avis, begynder at snakke om at arrangere demonstrationer og går til sidst over til åbne krigshandlinger (idet disse åbne krigshandlinger alt efter omstændighederne kan være det første agitationsflyveblad, det første nummer af et blad eller den første demonstration). Og sædvanligvis fører den første begyndelse til disse aktioner øjeblikkeligt totalt sammenbrud med sig. Øjeblikkeligt og totalt netop fordi disse krigshandlinger ikke var resultat af en systematisk, forud gennemtænkt og skridt for skridt forberedt plan for en lang og hårdnakket kamp, men simpelt hen en spontan udvikling af det traditionelt udførte cirkelarbejde, fordi politiet naturligvis næsten altid kendte alle de vigtigste ledere i den lokale bevægelse som folk, der havde »gjort sig bemærket« allerede i studentertiden, og kun afventede det mest belejlige tidspunkt for razziaen, mens det bevidst gav cirklen lov til at vokse og udfolde sig tilstrækkeligt, så man havde et håndgribeligt corpus delicti, og med vilje lod politiet altid nogle af sine kendinge blive på fri fod til »fortsat avl« (som det hedder med et teknisk udtryk, der mig bekendt anvendes både af vore egne og af gendarmerne). En sådan krig kan kun sammenlignes med et felttog at køllebevæbnede bønderskarer mod moderne tropper. Og man må blot undres over livskraften i bevægelsen, som bredte sig, voksede og vandt sejre på trods af de kæmpendes fuldstændige mangel på forberedelse. Ganske vist var udrustningens primitivitet, set fra et historisk synspunkt, ikke blot uundgåelig i begyndelsen, men endog logisk som en af betingelserne ved den omfattende hvervning at medkæmpere. Men så snart de alvorlige krigshandlinger begyndte (og de begyndte i realiteten allerede med sommerstrejkerne 1896), begyndte manglerne ved vor kamporganisation at blive niere og mere følelige. Efter at regeringen i første omgang var blevet forskrækket og havde begået en række fejl (som f. eks. henvendelsen til offentligheden med beskrivelse af socialisternes ugerninger eller forvisningen at arbejdere fra hovedstæderne til industricentre i provinsen), tilpassede den sig hurtigt de nye kampvilkår og formåede at placere sine med alle moderne midler udrustede afdelinger af provokatører, spioner og gendarmer på de rette steder. Politioverfaldene gentog sig efterhånden så hyppigt, omfattede så stor en mængde personer og fejede de lokale cirkler så fuldstændigt rene, at arbejdermassen bogstaveligt talt mistede alle sine ledere, bevægelsen antog en utroligt springende karakter, og nogen som helst kontinuitet og sammenhæng i arbejdet kunne ikke etableres. Den forbløffende splittethed blandt de lokale aktivister, cirklernes tilfældige sammensætning, den manglende skoling og snævre horisont i teoretiske, politiske og organisatoriske spørgsmål var det uundgåelige resultat af de beskrevne vilkår. Det gik så vidt, at arbejderne visse steder på grund af vor mangel på udholdenhed og konspiration er præget af mistillid til intelligensen og har fjernet sig fra den: De intellektuelle, siger de, fører ved deres letsindighed til massearrestationer!
At dette dilettanteri til sidst begyndte at føles som en sygdom af alle tænkende socialdemokrater, ved enhver med et bare nogenlunde kendskab til bevægelsen. Men for at læseren, som ikke kender den, ikke skal tro, at vi kunstigt »konstruerer« et særligt stadium eller en særlig sygdom i bevægelsen, vil vi påkalde et allerede én gang anført vidne. Vi håber, man ikke vil tage os et langt citat ilde op.
»Hvis den gradvise overgang til mere omfattende praktisk virksomhed,« – skriver B-v i Rabotjeje Delo, nr. 6 – »en overgang, som er direkte afhængig af den almindelige overgangstid, den russiske arbejderbevægelse gennemlever, er et karakteristisk træk ... så er der også et andet ikke mindre interessant træk i den russiske arbejderrevolutions almindelige mekanisme. Vi hentyder til den almindelige mangel på handledygtige revolutionære kræfter, [b] som mærkes ikke bare i Petersborg, men i hele Rusland. Med den almindelige opblomstring i arbejderbevægelsen, med den almindelige udvikling i arbejdermasserne, med de stadig hyppigere tilfælde af strejker, med arbejdernes stadig mere åbne massekamp, der forstærker regeringens forfølgelser, arrestationerne, forvisningerne og udvisningerne, bliver denne mangel på højt kvalificerede revolutionære kræfter stadig mere mærkbar og er utvivlsomt ikke uden indflydelse på bevægelsens dybde og almindelige karakter. Mange strejker foregår uden stærk og direkte medvirken af revolutionære organisationer ... der mærkes en mangel på agitationsblade og illegal litteratur ... arbejdercirklerne står uden agitatorer ... Ved siden af dette bemærkes en stadig knaphed på penge. Kort sagt: Arbejderbevægelsens vækst går hurtigere end de revolutionære organisationers vækst. Den forhåndenværende bestand af aktive revolutionære er alt for ubetydelig til i sine hænder af kunne koncentrere indflydelsen på hele den oprørte arbejdermasse og til at kunne give alle revolterne blot et anstrøg af samlet optræden og organisation ... De enkelte cirkler, de enkelte revolutionære er ikke samlede, ikke forenede, udgør ikke en enig, stærk og disciplineret organisation med planmæssigt udviklede dele« ... Og efter at have udviklet videre, at den øjeblikkelige fremkomst af nye cirkler i stedet for de sønderslåede »kun beviser bevægelsens livskraft ... men endnu ikke beviser tilstedeværelsen at det fornødne antal fuldt anvendelige revolutionære aktivister«, konkluderer forfatteren: »Den manglende praktiske skoling at de revolutionære i Petersborg ytrer sig også i resultaterne af deres arbejde. De seneste processer, navnlig mod gruppen Selvbefrielsen og gruppen Arbejdets Kamp mod Kapitalen, [71] har klart vist, at den unge agitator, som er ukendt med arbejdsvilkårenes enkeltheder og derfor også med agitationen på en given fabrik, som ikke kender principperne for konspiration, og som kun har sat sig ind i« (men har han mon virkelig sat sig ind i?) »socialdemokratiets generelle synspunkter, vil kunne arbejde i sådan noget som 4, 5, 6 måneder. Så kommer arrestationen, som ofte medfører oprulning at hele organisationen eller i det mindste en del at den. Spørgsmålet er, om en gruppe kan virke resultatrigt og frugtbart, når dens eksistens tælles i måneder? Det er åbenbart, at de eksisterende organisationers mangelfuldhed ikke fuldt ud kan tilskrives overgangstiden ... Det er åbenbart, at den kvantitative og først og fremmest den kvalitative sammensætning af de aktive organisationer her spiller en ikke ubetydelig rolle, og den første opgave for vore socialdemokrater ... må være den reale forenelse af organisationerne i forbindelse med omhyggelig udvælgelse af medlemmerne.«
Vi må nu opholde os ved et spørgsmål, som sikkert allerede trænger sig på hos enhver læser. Kan man se en forbindelse mellem dette dilettanteri som en vækstsygdom, der er karakteristisk for hele bevægelsen, og økonomismen som en af strømningerne i det russiske socialdemokrati? Vi tror, man kan. Mangelen på praktisk skoling, ukyndighed i organisatorisk arbejde er virkelig fælles for os alle, deriblandt også for dem, der fra begyndelsen urokkeligt stod på den revolutionære marxismes grund. Og den manglende skoling i sig selv kunne ingen naturligvis laste praktikerne for. Men foruden manglende skoling indgår der i begrebet dilettanteri også noget andet: de begrænsede dimensioner i hele det revolutionære arbejde overhovedet, den svigtende forståelse af, at der på basis af dette snævre arbejde heller ikke kan opbygges en god organisation af revolutionære, og endelig – og det er hovedsagen – forsøgene på at retfærdiggøre snæverheden og hæve den op til en særlig »teori«, dvs. knæfald for spontaniteten også på dette område. Så snart disse forsøg kom for dagen, var der ikke længere tvivl om, at dilettanteriet hang sammen med økonomismen, og at vi ikke kunne frigøre os for snæverheden i vor organisatoriske virksomhed, medmindre vi frigjorde os for økonomismen overhovedet (dvs. den snævre opfattelse af både marxismens teori, socialdemokratiets rolle og dets politiske opgaver). Disse forsøg kom imidlertid for dagen i to retninger. Nogle gav mig til at sige: Arbejdermassen har endnu ikke selv fremsat så vidtrækkende politiske kampopgaver som dem, de revolutionære på nøder dem, den bør stadig kæmpe for de nærmeste politiske krav, føre »økonomisk kamp mod arbejdsgiverne og mod regeringen« [c] (og til denne kamp, som massebevægelsen »magter«, svarer naturligvis en organisation, som selv den mest uskolede ungdom »magter«). Andre, der står enhver »gradvished« fjernt, gav sig til at tale om, at man kan og bør »gennemføre en politisk revolution«, men hertil behøver man ikke på nogen måde at skabe en stærk organisation af revolutionære, som opdrager proletariatet gennem standhaftig og udholdende kamp, hertil er det nok, at vi alle griber til den allerede noksom bekendte kølle, som kan »magtes«. Sagt uden allegorier – at vi foranstalter generalstrejke, [d] eller at vi fremskynder arbejderbevægelsens »træge« gang ved »opæggende terror«. [e] Begge disse retninger, både opportunisterne og revolutionisterne, melder pas over for det herskende dilettanteri, tror ikke på muligheden af at frigøre sig for det og forstår ikke vor første og mest bydende praktiske opgave: at skabe en organisation af revolutionære, som formår at sikre energi, stabilitet og kontinuitet i den politiske kamp.
Vi har netop anført B-v’s ord: »Arbejderbevægelsens vækst går hurtigere end de revolutionære organisationers vækst og udvikling.« Denne »værdifulde meddelelse fra en nær iagttager« (Rabotjeje Delo’s redaktionelle bemærkning til B-v’s artikel) har dobbelt værdi for os. Den viser, at vi havde ret, da vi fandt hovedårsagen til det russiske socialdemokratis nuværende krise i ledernes (»ideologernes«, de revolutionæres, socialdemokraternes) tilbageståenhed i forhold til massernes spontane rejsning. Den viser, at alle disse ræsonnementer i det økonomistiske brev (Iskra nr. 12), skrevet af B. Kritjevskij og Martynov, om farerne ved at undervurdere betydningen al det spontane element, om den grå hverdagskamp, om taktikken som proces osv. netop var en forherligelse af og et forsvar for dilettanteriet. Disse folk, som ikke kan udtale ordet »teoretiker« uden hånlige grimasser, og som kalder deres knæfald for den trivielle mangel på skoling og udvikling for »virkelighedssans«, afslører i virkeligheden mangelfuld forståelse at vore mest bydende praktiske opgaver. Til dem, der sakker bagud, råber man: Hold trit! Løb ikke forud! Til folk, der lider under mangelen på energi og initiativ i det organisatoriske arbejde, under mangelen på »planer« for en vidtrækkende og dristig tilrettelæggelse af arbejdet, råber man om »taktikken som proces«! Vor hovedsynd består i reducering af vore politiske og organisatoriske opgaver til de nærmeste, »håndgribelige«, »konkrete« interesser i den daglige økonomiske kamp, – og os vedbliver man derimod at tude ørene fulde: Man må give selve den økonomiske kamp politisk karakter! Endnu engang – det er bogstaveligt den samme virkelighedssans som helten i folkeeventyret lagde for dagen, da han ved synet af et ligfølge råbte: »Bare hæng i, der er mere i vente!«
Husk med hvilket uforligneligt, i sandhed »narcissistisk« hovmod disse vismænd belærte Plekhanov: »Arbejdernes cirkler magter overhovedet (sic!) ikke politiske opgaver i ordets virkelige, praktiske betydning, dvs. i betydningen hensigtsmæssig og vellykket praktisk kamp for politiske krav« (Svaret fra Rabotjeje Delo’s redaktion, s. 24). Der findes forskellige slags cirkler, mine herrer! En cirkel af »dilettanter« magter naturligvis ikke politiske opgaver, for så vidt disse dilettanter ikke har erkendt deres dilettanteri og frigjort sig for det. Hvis disse dilettanter ydermere har forelsket sig i deres dilettanteri, hvis de ustandseligt skriver ordet »praktisk« med kursiv og mener, at praksis kræver reduktion af deres opgaver til et niveau, der kan forstås at massernes mest tilbagestående lag, så er disse dilettanter naturligvis håbløse, og de magter virkelig overhovedet ikke politiske opgaver. Men en cirkel af koryfæer som f. eks. Aleksejev og Mysjkin, Khalturin og Sjeljabov magter politiske opgaver i ordets egentligste og mest praktiske betydning, de magter dem netop fordi og for så vidt deres flammende agitation møder genklang i den spontant opvågnende masse, for så vidt deres brændende energi forenes med og støttes af den revolutionære klasses energi. Plekhanov havde tusind gange ret, da han ikke blot pegede på denne revolutionære klasse, ikke blot påviste uundgåeligheden og uafvendeligheden af dens spontane opvågnen, men også stillede endog »arbejdernes cirkler« en ophøjet og storstilet politisk opgave. Men I henviser til den siden da opståede massebevægelse, for at reducere opgaven, for at indsnævre arbejdercirklernes energi og virkefelt. Hvad er det andet end dilettantens forelskelse i sin dilettantisme? I praler af jeres praktiske greb, men ser ikke den kendsgerning, som er kendt af enhver russisk praktiker, at ikke blot en cirkel, men selv en enkelt person med sin energi er i stand til at udrette mirakler i den revolutionære sag. Eller tror I, at der i vor bevægelse ikke kan findes koryfæer som dem, der fandtes i 70’erne? Hvorfor dog? Fordi vi er dårligt skolede? Men vi skoler os, vi vil skole os og blive skolede! Ganske vist har der desværre dannet sig skimmel hos os i det stillestående vand, som hedder »økonomisk kamp mod arbejdsgiverne og mod regeringen«, og der er dukket folk op, som bøjer knæ for spontaniteten og dyrker den, mens de andagtsfuldt beskuer (med Plekhanovs udtryk) det russiske proletariats »bagdel«. Men vi vil vide at befri os for denne skimmel. Netop nu kan en russisk revolutionær, ledet af en sand revolutionær teori og støttet på en sandt revolutionær og spontant vågnende klasse endelig – endelig! – rette sig op i fuld højde og udfolde alle sine kæmpekræfter. Hertil kræves blot, at ethvert forsøg på at reducere vore politiske opgaver og vort organisatoriske arbejdes dimensioner mødes med hån og foragt blandt den masse af praktikere og den endnu større masse af mennesker, der allerede på skolebænken har drømt om praktisk arbejde. Og vi vil nå frem dertil, vær rolige for det, mine herrer!
I artiklen Hvad Skal Man Begynde Med? skrev jeg, vendt mod Rabotjejo Delo: »På 24 timer kan man ændre taktik i agitationen for et eller andet specielt spørgsmål, tak-tik i udførelsen af en hvilken som helst detalje i partiorganisationen, men på 24 timer eller endda på 24 måneder ændre anskuelser med hensyn til, om der overhovedet, altid og ubetinget er brug for en kamporganisation og politisk agitation blandt masserne, det kan kun folk uden noget ståsted«. [f] Rabotjeje Delo svarer: »Dette er den eneste at Iskras anklager, der gør krav på at være af saglig karakter, og den savner ethvert grundlag. Rabotjeje Delo’s læsere ved udmærket, at vi helt fra begyndelsen ikke alene har opfordret til politisk agitation, uden at afvente Iskras fremkomst« ... (idet vi i denne sammenhæng bemærkede, at det ikke blot for arbejdercirklerne, »men også for arbejdernes massebevægelse er umuligt at gøre omstyrtelsen af enevælden til den første politiske opgave«, men kun kampen for de nærmeste politiske krav, og at »de nærmeste politiske krav vil masserne kunne magte efter én eller højest nogle strejker«) ... »og at vi også med vore publikationer fra udlandet leverede de aktive kammerater i Rusland det eneste socialdemokratiske politiske agitationsmateriale« ... (idet I i dette eneste materiale ikke blot mest vidtgående tilrettelagde den politiske agitation alene på den økonomiske kamps grund, men også til slut spekulerede jer frem til, at denne indsnævring af agitationen er »den videst anvendelige«. Og I bemærker ikke, mine herrer, at jeres argumentation netop beviser nødvendigheden af Iskras fremkomst – når den slags materiale skulle være det eneste – og nødvendigheden af Iskras kamp mod Rabotjeje Delo?) ... »På den anden side forberedte vor forlagsvirksomhed i virkeligheden partiets taktiske enhed« ... (enhed i overbevisningen om, at taktikken er partiopgavernes vækst, der vokser sammen med partiet? En køn enhed!) ... »og dermed muligheden for en ‘kamporganisation’, for hvis opbygning Forbundet overhovedet gjorde alt, hvad en udlandsorganisation magter« (Rabotjeje Delo, nr. 10, s. 15). Forgæves forsøg på at sno sig udenom! At I gjorde alt, hvad I magtede, har jeg aldrig så meget som tænkt på at benægte. Jeg har hævdet og hævder, at grænserne for, hvad I »magter«, indsnævres af jeres opfattelses snæverhed. Det er latterligt at tale om en »kamporganisation« til kamp for »de nærmeste politiske krav« eller til »økonomisk kamp mod arbejdsgiverne og mod regeringen«.
Men hvis læseren vil se perler af økonomistisk forelskelse i dilettanteri, bør han naturligvis vende sig fra det eklektiske og ustabile Rabotjeje Delo til det konsekvente og resolutte Rabotjaja Mysl. »Nu et par ord om den egentlige, såkaldt revolutionære intelligens«, skrev R.M. i Særtillæg, s. 13, »den har ganske vist flere gange i handling vist sin fulde beredvillighed til at ‘gå ind i en afgørende dyst med tsarismen’. Men hele ulykken er bare den, at vor revolutionære intelligens, da den forfulgtes skånselsløst af det politiske politi, antog kampen mod dette politiske politi for en politisk kamp mod selvherskerdømmet. Derfor står det også for den som tit uopklaret problem, ‘hvorfra man skal hente kræfter til kampen mod selvherskerdømmet?’«
Ikke sandt, hvor uforlignelig er ikke denne storslåede foragt for kampen mod politiet, udtalt af en, der bøjer sig (i dårlig forstand bøjer sig) for den spontane bevægelse? Vor konspirative uformåenhed er han rede til at retfærdiggøre med, at når der er en spontan massebevægelse, er kamp mod det politiske politi i grunden slet ikke vigtig for os!! Denne uhyrlige konklusion vil kun meget, meget få skrive under på: i den grad er spørgsmålet om vore revolutionære organisationers mangelfuldhed blevet et ømt punkt for alle. Men hvis f. eks. Martynov ikke vil skrive under på den, så er det kun, fordi han ikke evner eller ikke har mod til at tænke sine påstande helt igennem. For kræver måske den »opgave«, som består i massernes fremsættelse af konkrete krav, der stiller håndgribelige resultater i udsigt, særlig iver for opbygning af en solid, centraliseret kamporganisation af revolutionære? Løses denne »opgave« måske ikke også af en sådan masse, som overhovedet ikke »kæmper mod det politiske politi«? Ja, rettere, ville denne opgave overhovedet kunne løses, hvis ud over de få ledere ikke også sådanne arbejdere (i vældigt overtal) tog fat på den, arbejdere, som overhovedet er ude af stand til at »kæmpe mod det politiske politi«? Sådanne arbejdere, gennemsnitsmenneskene i massen, er i stand til at udvise kæmpemæssig energi og opofrelse i en strejke, i gadekamp mod politi og tropper, de (og de alene) kan afgøre udfaldet af hele vor bevægelse – men netop kampen mod det politiske politi kræver særlige egenskaber, kræver revolutionære af profession. Og vi bør drage omsorg for, at massen ikke blot »stiller« konkrete krav, men også, at arbejdermassen »stiller« sådanne revolutionære af profession i stadig større antal. Vi er således nået frem til spørgsmålet om det indbyrdes forhold mellem organisationen af professionelle revolutionære og den rene arbejderbevægelse. Dette spørgsmål, som kun i ringe grad har afspejlet sig i litteraturen, har optaget os »politikere« meget i samtale og diskussioner med kammerater, der i større eller mindre grad hælder til økonomismen. Det er nok værd at gå særskilt ind på dette. Men lad os først slutte med endnu et citat til illustration af vor påstand om dilettanteriets forbindelse med økonomismen.
»Gruppen Osvobosjdenie Truda«, skrev hr. N.N. i sit Svar, »kræver direkte kamp mod regeringen, uden at overveje, hvor den materielle styrke til denne kamp findes, uden at anvise, hvor dens veje er«. Og, efter at have understreget de sidste ord, gør forfatteren følgende bemærkning til ordet »veje«: »Denne omstændighed kan ikke forklares med konspirative formål, eftersom der i programmet ikke er tale om sammensværgelse, men om massebevægelse. Men massen kan ikke gå hemmelige veje. Er en hemmelig strejke måske mulig? Er måske en hemmelig manifestation eller petition mulig?« (Vademecum, s. 59). Forfatteren er her lige ved at opdage både den »materielle styrke« (organisatorerne af strejker og manifestationer) og kampens veje, men er alligevel havnet i forvirret rådvildhed, fordi han »tilbeder« massebevægelsen, dvs. betragter den som noget, der befrier os for vor revolutionære aktivitet, og ikke som noget, der bør virke til at opmuntre og anspore vor revolutionære aktivitet. En hemmelig strejke er umulig – for deltagerne og for de personer, den berører direkte. Men for de russiske arbejdermasser kan strejken forblive (og forbliver for en stor del) »hemmelig«, eftersom regeringen sørger for at afskære enhver forbindelse med de strejkende og sørger for at umuliggøre enhver udbredelse af efterretninger om strejken. Her er der så straks brug for en særlig »kamp mod det politiske politi«, en kamp, der aldrig kan føres aktivt af en lige så omfattende masse, som deltager i strejkerne. Denne kamp må organiseres efter alle kunstens regler af folk, som er professionelt beskæftiget med revolutionært arbejde. Organiseringen af denne kamp er ikke blevet mindre nødvendig på grund af, at massen spontant drages ind i bevægelsen. Tværtimod vil organisation af den grund blive mere nødvendig, eftersom vi, socialisterne, ikke ville opfylde vore direkte forpligtelser over for massen, hvis vi ikke var i stand til at hindre politiet i at gøre enhver strejke og manifestation hemmelig (og nu og da selv forberedte dem hemmeligt). Og netop dette er vi i stand til at udrette, fordi den spontant vågnende masse også af sin egen midte vil frembringe et stadigt større antal professionelle revolutionære (hvis ikke vi finder på ved hver given lejlighed at opfordre arbejderne til at marchere på stedet).
Hvis begrebet politisk kamp for en socialdemokrat dækkes af begrebet økonomisk kamp mod arbejdsgiverne og mod regeringen, vil det være naturligt at vente, at begrebet »organisation af revolutionære« for ham dækkes mere eller mindre af begrebet »organisation af arbejdere«. Og det er faktisk tilfældet, således at vi, når vi taler om organisation, bogstaveligt taler forskellige sprog. Jeg husker f.eks. som var det i går en samtale med en ganske konsekvent økonomist, som jeg ikke havde truffet før. [72] Samtalen drejede sig om brochuren Hvem Vil Gennemføre den Politiske Revolution?, og vi nåede hurtigt frem til enighed om, at dens væsentlige mangel bestod i, at den overså spørgsmålet om organisation. Vi forestillede os allerede, at vi var solidariske med hinanden, men ... samtalen gik videre, og så viste det sig, at vi talte om forskellige ting. Min samtalepartner anklagede forfatteren for at overse strejkekasserne, de gensidige hjælpeforeninger osv., mens jeg tænkte på den organisation af revolutionære, som er nødvendig for »gennemførelsen« af en politisk revolution. Og så snart denne uoverensstemmelse var kommet for dagen – jeg kan ikke nu mindes, at jeg i noget principielt spørgsmål overhovedet kunne komme til enighed med denne økonomist!
Hvori bestod da kilden til vore uoverensstemmelser? Jo, netop i, at økonomisterne til stadighed driver fra socialdemokratisme over mod trade-unionisme i såvel organisatoriske som i politiske spørgsmål. Socialdemokratiets politiske kamp er langt mere omfattende og sammensat end arbejdernes økonomiske kamp mod arbejdsgiverne og mod regeringen. På nøjagtigt samme måde (og som følge heraf) må det revolutionære socialdemokratis organisation uvægerligt være af en anden art end arbejdernes organisation til denne kamp. Arbejdernes organisation må for det første være faglig, for det andet må den være så omfattende som muligt, og for det tredje må den være så lidt konspirativ som muligt (jeg taler naturligvis her og i det følgende alene om Rusland under selvherskerdømmet). Omvendt må de revolutionæres organisation først og fremmest og hovedsageligt bestå af tolk, hvis profession er revolutionær virksomhed (derfor taler jeg også om revolutionæres organisation og sigter her til socialdemokratiske revolutionære). Over for dette generelle kendetegn på medlemmerne af en sådan organisation må al forskel mellem arbejdere og intellektuelle udviskes fuldstændigt, for slet ikke at tale om forskel efter deres enkelte fag. Denne organisation må nødvendigvis ikke være ret omfattende og mest muligt konspirativ. Lad os se nærmere på denne tre-dobbelte forskel.
I lande med politisk frihed er forskellene mellem faglige og politiske organisationer ganske klar, ligesom forskellen mellem trade-unions og socialdemokratiet er klar. Det sidstes forbindelser til de første ændrer naturligvis uvægerligt udseende i de forskellige lande alt efter de historiske, juridiske og andre betingelser, – de kan være mere eller mindre nære, komplicerede osv. (de bør efter vor mening være så nære som muligt og så lidt komplicerede som muligt), men om sammenfald af de faglige organisationer med det socialdemokratiske partis organisationer i de frie lande er der overhovedet ikke tale. I Rusland derimod udvisker selvherskerdømmets åg ved første øjekast al forskel mellem de socialdemokratiske organisationer og arbejderforbundene, og alle cirkler er forbudt, idet den vigtigste form for og det vigtigste redskab i arbejdernes økonomiske kamp – strejken – overhovedet er en kriminel (og undertiden endog politisk!) forbrydelse. På denne måde »støder« /»leder«/ vore vilkår på den ene side i høj grad arbejderne ind på politiske spørgsmål, når de fører økonomisk kamp, men på den anden side »støder« /»leder«/ de socialdemokraterne ind på en sammenblanding af trade-unionisme og socialdemokratisme (og folk af typen Kritjevskij, Martynov og co., som med stor iver snakker om den første slags »støden«, bemærker ikke den anden slags »støden«). Forestil Dem engang folk, der til 99 procent er opslugt af »økonomisk kamp mod arbejdsgiverne og mod regeringen«. Nogle af dem vil i hele den periode, de er virksomme (4-6 måneder), ikke en eneste gang støde på spørgsmålet om nødvendigheden af en mere kompliceret organisation af revolutionære, andre vil muligvis »støde på« den relativt vidt udbredte bernsteinianske litteratur og vil herfra hente overbevisningen om den store vigtighed af »den grå hverdagskamps fremadskriden«. Atter andre vil måske begejstres af den besnærende idé at vise verden et nyt eksempel på »nær og organisatorisk forbindelse med den proletariske kamp«, forbindelsen mellem den faglige og den socialdemokratiske bevægelse. Jo senere et land træder ind på kapitalismens arena, og jo senere der i konsekvens heraf opstår en arbejderbevægelse – kan sådanne folk ræsonnere – jo mere kan socialisterne tage del i den faglige bevægelse og yde den støtte, og jo mindre kan og bør der findes af ikke-socialdemokratiske fagforeninger. Så vidt er dette ræsonnement fuldstændig rigtigt, men det ulykkelige er, at man går endnu videre og drømmer om fuldstændig sammensmeltning af socialdemokratisme og trade-unionisme. Vi skal straks med Statutter for Skt. Petersborg-kampforbundet som eksempel få at se, hvor skadeligt disse drømmerier afspejler sig i vore organisationsplaner.
Arbejdernes organisationer til økonomisk kamp bør være faglige organisationer. Enhver socialdemokratisk arbejder bør så vidt muligt yde støtte til og arbejde aktivt i disse organisationer. Det står fast. Men det er absolut ikke i vor interesse at kræve, at kun socialdemokrater skal kunne være medlemmer af de faglige organisationer: det ville indsnævre omfanget af vor indflydelse på masserne. Lad enhver arbejder, som forstår nødvendigheden af at slutte sig sammen til kamp mod arbejdsgiverne og mod regeringen, være med i den faglige organisation. Selve formålet med de faglige organisationer ville være uopnåeligt, hvis de ikke forenede alle, som magter i det mindste dette elementære trin at forståelse, og hvis ikke disse faglige organisationer var meget brede organisationer. Jo bredere disse organisationer er, jo bredere vil også vor indflydelse på dem være, en indflydelse, der ytrer sig ikke blot i »spontan« udvikling af den økonomiske kamp, men også ved direkte, bevidst påvirkning al kammeraterne fra de socialistiske organisationsmedlemmers side. Men med organisationernes brede sammensætning er streng konspiration umulig (den kræver langt større skoling, end hvad der er nødvendigt for at deltage i den økonomiske kamp). Hvordan nu forlige denne modsigelse mellem nødvendigheden af bred medlemstilslutning og af streng konspiration? Hvordan opnå, at de faglige organisationer bliver mindst muligt konspirative? Hertil kan der generelt sagt kun være to veje: Enten legalisering af de faglige organisationer (hvilket i nogle lande er gået forud for legaliseringen af socialistiske og politiske foreninger), eller opretholdelse af organisationens hemmelige karakter, men så »frit«, så løst udformet, lose som tyskerne siger, at konspirationen for medlemsmasserne reduceres næsten til nul.
Legaliseringen af ikke-socialistiske og ikke-politiske arbejderforbund i Rusland er allerede påbegyndt, og der kan ikke være nogen tvivl om, at ethvert skridt fremad for vor hurtigt voksende socialdemokratiske arbejderbevægelse vil mangedoble og anspore forsøgene på denne legalisering, – forsøg, der i hovedsagen udgår fra tilhængere af det eksisterende system, men undertiden også fra arbejderne selv og fra den liberale intelligens. Legaliseringens fane er allerede hejst af Vasiljev’er og Subatov’er, de herrer Oserov og Vorms og deres lige har lovet og ydet bistand til den, og blandt arbejderne er der allerede tilhængere af den nye strømning. Og vi kan herefter ikke undlade at regne med denne nye strømning. Hvordan man skal regne med den, derom kan der blandt socialdemokrater næppe være to meninger. Vi har pligt til ufravigeligt at afsløre enhver deltagelse af Subatov’er og Vasiljev’er, af gendarmer og poper i denne strømning og forklare arbejderne disse deltageres egentlige hensigter. Vi har pligt til også at afsløre alle forsonende, »harmoniske« toner, der indflettes i liberale politikeres taler på offentlige arbejdermøder, uanset om de anslår disse toner i kraft af en ærlig overbevisning om det ønskelige i klassernes fredelige samarbejde, i kraft af et ønske om at være arbejdsgiveren til tjeneste, eller endelig af simpel kluntethed. Vi har endelig pligt til at advare arbejderne mod den fælde, som politiet ofte stiller for dem ved på disse offentlige møder og i de tilladte foreninger at kigge »folk med gnist« ud og at forsøge gennem de legale organisationer at bringe provokatører ind også i de illegale.
Men at gøre alt dette er ikke ensbetydende med at glemme, at arbejderbevægelsens legalisering til syvende og sidst gavner netop os og absolut ikke Subatov’erne. Tværtimod skiller vi netop ved vor afsløringskampagne klinten fra hveden. Klinten har vi allerede peget på. Hveden, det er, at endnu bredere arbejderlags, også de mest tilbageståendes, opmærksomhed rettes mod sociale og politiske problemer, det er, at vi, de revolutionære, frigøres for funktioner, som i realiteten er legale (distribution af legale beger, ydelse af hjælp osv.), og hvis udvikling uvægerligt vil give os mere og mere agitationsmateriale. I denne betydning kan vi og bør vi sige til Subatov’erne og Oserov’erne: Mas på, mine herrer, mas på! For så vidt I vil stille en fælde for arbejderne (i betydningen direkte provokation eller i betydningen »ærlig« korruption af arbejderne ved hjælp af »struvismen«), så skal vi nok tage os af afsløringen af jer. For så vidt I gør et virkeligt skridt fremad – måske kun i form af yderst »forsigtig siksak«, men dog et skridt fremad – siger vi: vær så artig! Et virkeligt skridt fremad kan kun være en virkelig udvidelse af arbejdernes albuerum, selv om det sker i miniatureform. Og enhver sådan udvidelse er til gavn for os og fremskynder tilsynekomsten af sådanne legale foreninger, hvori det ikke er provokatører, der fanger socialister, men socialister, der fanger tilhængere. Kort sagt, vor opgave består nu i at bekæmpe klinten. Det er ikke vor sag at dyrke hvede i urtepotter. Når vi river klinten op, renser vi samtidig jordbunden, så hvedekornet får mulighed for at spire. Og mens folk som Afanasij Ivanytj og Pulkherija Ivanovna [g] pusler om deres stueplanter, må vi uddanne høstfolk, som i dag kan udrydde klinten og i morgen høste hveden. [h]
Nuvel, spørgsmålet om opbygning af en så lidet konspirativ og så vidt favnende fagorganisation som muligt kan vi ikke løse gennem legaliseringen (men det vil glæde os meget hvis Subatov’erne og Oserov’erne åbnede bare en delvis mulighed for en sådan løsning for os, – med det for-mål må vi bekrige dem så energisk som muligt!). Tilbage er de hemmelige fagorganisationers vej, og vi skal yde enhver form for støtte til arbejdere, der allerede (det ved vi med sikkerhed) er begyndt af følge denne vej. De faglige organisationer kan ikke alene være til uhyre stor nytte med hensyn til udvikling og styrkelse af den økonomiske kamp, men kan også blive en yderst vigtig hjælper for den politiske agitation og den revolutionære organisation. For at opnå dette resultat, for at styre den begyndende faglige bevægelse ind i det for socialdemokratiet ønskelige leje, er det nødvendigt først og fremmest at komme til klarhed over det meningsløse i den organisationsplan, som økonomisterne i Skt. Petersborg nu i fem år har gjort et stort nummer ud af. Planen er udviklet både i Statut for Arbejderkassen af juli 1897 (Listok Rabotnika, nr. 9-10, s. 46 – fra Rabotjaja Mysl nr. 1) og i Statut for Kampforbundets Arbejderorganisation af oktober 1900 (særligt flyveblad, trykt i Skt. Petersborg og omtalt i Iskra nr. 1). Hovedfejlen ved begge disse statutter er den detaljerede udformning af en bredt opbygget arbejderorganisation og sammenblandingen af denne med de revolutionæres organisation. Lad os tage den sidstnævnte statut, som er den mest gennemarbejdede. Dens indhold består af tooghalvtreds paragraffer: 23 paragraffer fremstiller strukturen, forretningsgangen og afgrænsningerne af virkefelterne for de »arbejdercirkler«, der skal oprettes på den enkelte fabrik (»ikke over 10 mand«), og som skal vælge »centrale (fabriks-)grupper«. »Centralgruppen«, hedder det i paragraf 2, »følger alt, hvad der foregår på dens fabrik eller bedrift og fører journal over begivenhederne dér«. »Centralgruppen aflægger hver måned regnskab over for alle kontingentbetalende om kassens tilstand« (§ 17) osv. 10 paragraffer omhandler »distriktsorganisationen« og 19 en yderst kompliceret sammenvævning af »Arbejderorganisationens komité« og »Skt. Petersborg-Kampforbundets komité« (som skal vælges fra hvert distrikt og af »eksekutivgrupperne« »propagandistgrupperne, grupperne for forbindelser med provinsen, for forbindelser med udlandet, for administration af beholdninger, forlag og kasse«).
Socialdemokratiet = »eksekutivgrupper« for arbejdernes økonomiske kamp! Man kan vel vanskeligt med større tydelighed demonstrere, hvordan en økonomists tankegang glider fra soclaldemokratisme over i trade-unionisme, hvor fremmed han står over for enhver forestilling om, at en socialdemokrat fremfor alt må tanke på en organisation af revolutionære, som kan lede hele proletariatets befrielseskamp. At tale om »arbejderklassens politiske befrielse«, om kamp mod »den tsaristiske vilkårlighed« – og så skrive den slags statutter for organisationen betyder, at man ikke har noget som helst begreb om socialdemokratiets virkelige politiske opgaver. Af de halvhundrede paragraffer røber ikke én eneste blot et glimt af forståelse af, at der kræves den bredeste politiske agitation blandt masserne til belysning af alle sider af den russiske enevælde og af de forskellige samfundsklassers hele væsen i Rusland. Og så er det tilmed ikke alene politiske mål, der ikke kan nås under en sådan statut – ikke engang trade-unionistiske mål kan det, de kræver en organisation efter fag, hvilket overhovedet ikke nævnes.
Men det mest karakteristiske er vel nok hele »systemet«s forbløffende uhåndtérlighed, idet det søger at forbinde hver enkelt fabrik med »komiteen« ved en permanent tråd af ensartede og helt ud i det latterlige detaljerede regler på grundlag af et tretrins valgsystem. Hæmmet af økonomismens snævre synskreds fortaber tanken sig her i detaljer, der lugter langt væk af omsvøb og bureaukrati. Naturligvis vil tre fjerdedele af alle disse paragraffer aldrig komme i anvendelse, men til gengæld vil en sådan »konspirativ« organisation med en central gruppe på hver fabrik gøre det lettere for gendarmerne at tilrettelægge overordentligt omfattende oprulninger. De polske kammerater har allerede været igennem en sådan fase i bevægelsen, hvor alle begejstredes for oprettelsen af arbejderkasser i bred målestok, men de opgav hurtigt igen denne tanke, da de havde indset, at den kun skaffede gendarmerne en rig høst. Hvis vi vil have brede arbejderorganisationer, men ikke vil have brede oprulninger, ikke vil berede gendarmerne fornøjelse, må vi tilstræbe, at disse organisationer overhovedet ikke får fast form. Vil det da være muligt for dem at fungere? – Men se dog på disse funktioner: – »Følge alt, hvad der foregår på fabrikken, og føre journal over begivenhederne dér« (Statutternes § 2). Skulle det da virkelig være nødvendigt at give det fast form? Ville det ikke endnu bedre kunne opnås ved korrespondancer til de illegale blade uden nogen oprettelse af særlige grupper dertil? »... Lede arbejdernes kamp for forbedring af deres forhold på virksomheden« (Statutternes § 8). Igen er der ingen grund til fast udformning. Hvilke krav, arbejderne ønsker rejst, kan enhver nogenlunde fornuftig agitator finde ud af gennem en simpel samtale, og når det er sket, kan han bringe det videre, netop til en snæver og ikke en bred organisation af revolutionære, som så kan levere et passende flyveblad. »... Oprette en kasse ... med et kontingent på 2 kopek pr. rubel« (§ 9) – og derpå hver måned aflægge regnskab for kassen over alle (§ 17), udelukke ikke-betalende medlemmer (§ 10) osv. Det er jo det rene paradis for politiet, for intet er lettere end at trænge ind i en »central fabrikskasse«s hele konspiration, konfiskere pengene og fjerne alle de bedste folk. Ville det ikke være mere ligetil at udstede mærker lydende på én eller to kopek, stemplet af den vedkommende (meget snævre og meget konspiratoriske) organisation, eller foretage indsamlinger helt uden mærker og aflægge regnskab herfor under et bestemt stikord i det illegale blad? Man vil nå det samme mål, og for gendarmerne vil det være hundrede gange vanskeligere at udrede trådene.
Jeg kunne fortsætte min analyse af eksempler fra statutterne, men jeg tror, at det er tilstrækkeligt med det anførte. En lille, nært forbundet kerne af de mest pålidelige, erfarne og hærdede arbejdere, som har betroede folk i de vigtigste distrikter, og som er forbundet efter alle konspirationens strengeste regler med de revolutionæres organisation, kan under den mest omfattende deltagelse af masserne og uden fast udformning fuldt ud udføre alle de funktioner, der påhviler fagorganisationen, og desuden udføre dem netop sådan, som det er ønskeligt for socialdemokratiet. Kun på denne måde kan der tillige, på trods af alle gendarmer, opnås konsolidering og udvikling af en socialdemokratisk fagbevægelse.
Man vil indvende over for mig: En organisation, som er i den grad løs, at den end ikke er udformet, at den ikke engang har erklærede og registrerede medlemmer, kan overhovedet ikke betegnes som en organisation. Det er muligt. For mig kommer det ikke an på navnet. Men denne »organisation uden medlemmer« kan udrette alt, hvad der behøves, og fra første færd sikre vore fremtidige trade-unions fast forbindelse med socialismen. Og den, der ønsker en bred arbejderorganisation med valg, beretningsaflæggelse, almindelige afstemninger osv. under enevælden han er simpelt hen en uforbederlig utopist.
Moralen heraf er ligetil: Hvis vi begynder med at oprette en fast organisation af revolutionære, kan vi sikre bevægelsens stabilitet i dens helhed og nå både de socialdemokratiske og de specielt trade-unionistiske mål. Hvis vi derimod begynder med den brede arbejderorganisation, der påstås at være mest »tilgængelig« for masserne (men i virkeligheden er mest tilgængelig for gendarmerne, og som gør de revolutionære mest tilgængelige for politiet), vil vi hverken nå det ene eller det andet mål, ikke gøre os fri af dilettanteriet, men ved vor splittethed og ved vor evige sårbarhed over for oprulninger bare gøre trade-unions af Subatov- eller Oserov-typen til de mest tilgængelige for masserne.
Men hvilke funktioner skal nu denne organisation af revolutionære i grunden have? – Det skal vi straks omtale nærmere. Men lad os forinden analysere endnu en yderst typisk betragtning, fremsat af vor terrorist, som endnu engang (hvilken sørgelig skæbne!) er nærmeste nabo til økonomisten. I arbejdertidsskriftet Svoboda (nr. 1) findes en artikel – Organisationen – hvis forfatter vil forsvare sine bekendte, økonomisterne blandt arbejderne i Ivanovo-Vosnesensk.
»Det er«, skriver han, »galt, når mængden er umælende, uden bevidst orientering, når bevægelsen ikke udgår nedefra. Se nu blot: studenterne fra universitetsbyen rejser hjem til højtiderne eller i sommertiden, og arbejderbevægelsen går i stå. Kan måske en sådan arbejderbevægelse, som skal drives frem udefra, være en virkelig kraft? Bestemt ikke ... Den har endnu ikke lært at stå på egne ben, men skal føres i sele. Og en sådan er det med det hele: Studenterne er rejst – stilstand; man har grebet de bedst egnede, skummet fløden og mælken er blevet sur; man har arresteret »komiteen« – og indtil der opbygges en ny, er der atter stilhed; ja, det er tilmed uvist, hvordan den opbygges måske helt forskelligt fra den foregående: én siger det ene, en anden det modsatte. Forbindelsen mellem i går og i morgen går tabt, fortidens erfaring bliver ikke en lære for fremtiden. Og det alt sammen fordi der ikke findes rødder i dybet, i mængden, fordi det ikke er hundrede dumrianer, men en halv snes kloge, der arbejder. En halv snes kan når som helst forsvinde i geddens gab, men når blot bevægelsen får tag i mængden, udgår alt fra mængden – og ingen nok så nidkær modstander vil være i stand til at ødelægge arbejdet« (s. 63).
Kendsgerningerne er beskrevet rigtigt. Billedet af vort dilettanteri er ikke dårligt. Men konklusionerne er Rabotjaja Mysl værdige, både ved deres uforstand og ved deres politiske taktløshed. Det er topmålet af ufornuft, idet forfatteren sammenblander det filosofiske og samfundshistoriske spørgsmål om bevægelsens »rødder« i »dybet« med det organisationstekniske spørgsmål om den bedste kampmåde mod gendarmerne. Det er topmålet af politisk taktløshed, idet forfatteren i stedet for at fraråde dårlige ledere til fordel for gode ledere fraråder ledere i det hele taget til fordel for »mængden«. Det er et forsøg på at hale os baglæns i organisatorisk henseende, på samme måde som tanken om at erstatte den politiske agitation med opildnende terror haler os baglæns i politisk henseende. Jeg føler oprigtigt talt en virkelig embarras de richesses /et vanskeligt valg mellem mange muligheder/ og aner ikke, hvor jeg skal begynde analysen af al den forvirrede snak, som Svoboda disker op for os. Lad mig for anskuelighedens skyld begynde med et eksempel. Tag tyskerne. Jeg håber ikke, man vil nægte, at organisationen hos dem omfatter mængden, at alt udgår fra mængden, og at arbejderbevægelsen har lært at stå på egne ben? Men se, hvordan denne milliontallige mængde forstår at påskønne sin »halve snes« prøvede politiske førere, hvor stærkt den holder fast ved dem! I parlamentet er det ofte forekommet, at fjendtlige partiers medlemmer har hånet socialisterne: »Nogle kønne demokrater! Det er kun i ord, I har en arbejderbevægelse, i virkeligheden er det altid det samme kompagni førere, der optræder. Altid denne Bebel, altid denne Liebknecht, år efter år, årti efter årti. Ja, jeres såkaldte valgte arbejderrepræsentanter er endnu vanskeligere at skifte ud end de af kejseren udnævnte embedsmænd!« Men tyskerne havde kun et foragteligt smil til overs for disse demagogiske forsøg på at skabe en modsætning mellem »førerne« og »mængden«, optænde dumme og forfængelige instinkter hos mængden og berøve bevægelsen dens fasthed og stabilitet ved at bryde massernes tillid til den »halve snes kloge hoveder«. Tyskernes politiske tænkning er så vel udviklet, og de har samlet så megen politisk erfaring, at de er klar over, at uden den »halve snes« talentfulde (og talenter fødes ikke i hundredvis), prøvede, professionelt uddannede og i en langvarig skole oplærte førere, som arbejder fortrinligt sammen, er det i det nuværende samfund umuligt for nogen klasse at føre en sej kamp. Tyskerne har også kendt til demagoger iblandt sig, som smigrede »hundreder af dumrianer« og lovpriste dem i modsætning til »en snes kloge«, smigrede massens »barkede næve« og (som Most og Hasselmann) æggede den til uoverlagte »revolutionære« aktioner og spredte mistillid til de konsekvente og stabile førere. Og kun som følge af ubøjelig og uforsonlig kamp mod alle demagogiske elementer inden for socialismen er den tyske socialisme i den grad vokset og styrket. Men i den periode, hvor hele krisen i det russiske socialdemokrati har sin forklaring i, at der ikke er tilstrækkeligt skolede, udviklede og erfarne ledere af den spontant vakte masse, præker vore vismænd med en dummepeters dybsindighed: »Det står galt til, når bevægelsen ikke udgår nedefra«!
»En komité af studenter duer ikke, den er ikke stabil«. – Det er ganske rigtigt. Men konklusionen heraf er, at der er brug for en komité af professionelle revolutionære, ligegyldigt om det er en student eller det er en arbejder, der formår at uddanne sig til professionel revolutionær. Men I drager den konklusion, at der ikke bør puffes til arbejderbevægelsen udefra! I jeres politiske naivitet bemærker I ikke, at I dermed giver vore økonomister og vort dilettanteri kortene på hånden. Må det være tilladt at spørge, hvordan vore studenters »puf« til vore arbejdere har ytret sig? Ene og alene ved, at studenten har bragt arbejderen de brudstykker at politisk viden, han selv havde, de smuler af socialistiske ideer, han selv var faldet over (Idet den vigtigste åndelige næring for vor tids student er den legale marxistiske litteratur, som ikke kan give ham noget ud over abc’en, intet andet end smuler). Af den slags »puf udefra« har der ikke været. for meget, men for lidt, ugudeligt og skammeligt lidt i vor bevægelse, fordi vi alt for ihærdigt har stået og stegt i vort eget fedt, alt for slavisk har tilbedt arbejdernes elementære »økonomiske kamp mod arbejdsgiverne og mod regeringen«. Med den slags »puf« må og vil vi, de professionelle revolutionære, beskæftige os hundrede gange mere. Men netop ved, at I vælger et så frastødende ord som »puf udefra«, som uvægerligt hos arbejderen (i det mindste hos den arbejder, der er lige så uudviklet som I) vil fremkalde mistillid til alle, der udefra bringer ham politisk viden og revolutionær erfaring, og fremkalde et instinktivt ønske om at afvise alle disse folk, netop derved viser I jer som demagoger, og demagoger er arbejderklassens værste fjender.
Ja, ja! Forhast jer nu ikke med at opløfte et ramaskrig over »ukammeratlige metoder« i min polemik! Jeg har aldeles ikke i sinde at drage jeres hensigters renhed i tvivl, jeg har allerede tidligere sagt, at man også kan blive demagog ene og alene som følge af politisk naivitet. Men jeg har påvist, at I er sunket ned til demagogi. Og jeg vil aldrig høre op med at gentage, at demagoger er arbejderklassens værste fjender. De værste netop fordi de optænder dårlige instinkter hos mængden, fordi det for en uudviklet arbejder er umuligt at erkende disse fjender, der optræder, og nu og da optræder oprigtigt, som hans venner. De værste fordi der i en periode med forvirring og usikkerhed, i en periode, da vor bevægelses fysiognomi endnu kun er ved at forme sig, ikke er noget lettere end demagogisk at vildføre mængden, som derpå kun gennem de bitreste prøvelser vil kunne overbevises om sin fejltagelse. Derfor må øjeblikkets parole for vort nuværende russiske socialdemokrati være energisk kamp både mod det til demagogi nedsynkende Svoboda og mod det til demagogi nedsynkende Rabotjeje Delo (som vi vil komme nærmere ind på nedenfor [i]).
»Det er lettere at fange en halv snes kloge end hundrede dumrianer«. Denne storslåede sandhed (dumrianer i hundredvis vil til enhver tid klappe ad jer, når I serverer den) synes kun selvindlysende, fordi I under ræsonnementets forløb er sprunget fra det ene spørgsmål til det andet. I begyndte med at tale om og fortsætter med at tale om oprulning af »komiteen«, om oprulning af »organisationen«, men er nu sprunget over til spørgsmålet om oprulning at bevægelsens »rødder« i »dybet«. Naturligvis kan vor bevægelse ikke fanges, alene fordi den har hundreder og hundredtusinder af rødder i dybet, men det er jo slet ikke det, sagen drejer sig om. I betydningen »rødder i dybet« kan man ikke »fange« os heller nu, trods alt vort dilettanteri, og ikke desto mindre klager vi alle, og kan ikke undlade at klage, over at »organisationen« rulles op, hvorved al kontinuitet i bevægelsen tilintetgøres. Men når I nu rejser spørgsmålet om oprulning af organisationen og ikke vil afvige fra det, vil jeg sige jer, at det er langt sværere at fange en halv snes kloge end hundrede dumrianer. Og jeg vil forsvare denne påstand, hvor meget I end vil ophidse mængden imod mig for min »antidemokratiske holdning« osv. I organisatorisk henseende må man, som jeg allerede flere gange har pointeret, ved »kloge« kun forstå professionelle revolutionære, uanset om de er udgået fra studenter eller fra arbejdere. Og nu hævder jeg: 1) at ingen revolutionær bevægelse kan være solid uden en stabil og kontinuitetsbevarende organisation af ledere, 2) at jo bredere den masse er, der spontant inddrages i kampen, og som udgør basis for bevægelsen og deltager i den, jo mere bydende nødvendigt er det, at der findes en sådan organisation, og jo mere solid bør den være (for jo lettere er det for alle hånde demagoger at vildlede de uudviklede lag af massen), 3) at denne organisation bør bestå hovedsageligt af folk, som beskæftiger sig professionelt med revolutionær virksomhed, 4) at jo mere vi i et enevældigt styret land begrænser medlemsstaben i en sådan organisation, så den kun omfatter medlemmer, der professionelt beskæftiger sig med revolutionær virksomhed, og som er professionelt trænet i den kunst at kæmpe mod det politiske politi, jo vanskeligere bliver det at »fange« en sådan organisation, og – 5) – jo bredere bliver den stab af personer både fra arbejderklassen og fra samfundets andre klasser, som vil have mulighed for at tage del i bevægelsen og arbejde aktivt i den.
Jeg vil foreslå vore økonomister, terrorister og økonomistiske terrorister [j] at gendrive disse sætninger, af hvilke jeg nu skal komme nærmere ind på de to sidste. Spørgsmålet om letheden ved at fange »en halv snes kloge« og »hundrede dumrianer« reduceres til det ovenfor diskuterede spørgsmål, om en masseorganisation er mulig, når streng konspiration skal overholdes. En bred organisation vil aldrig kunne bringes op til den konspirative højde, uden hvilken der ikke kan være tale om stabilitet og bevarelse af kontinuiteten i kampen mod regeringen. Og koncentrationen af alle konspirative funktioner i hænderne på det mindst mulige antal revolutionære betyder aldeles ikke, at disse skal »tænke for alle«, at mængden ikke skal tage aktiv del i bevægelsen. Tværtimod, vil disse professionelle revolutionære fremstå af mængden i stadig større tal, fordi mængden da vil forstå, at det ikke er nok, at nogle studenter og nogle arbejdere, som fører økonomisk kamp, samles for at danne en »komité«, men at der må årelangt arbejde til for at uddanne sig til professionel revolutionær, og mængden vil ikke »tænke« alene på dilettanteri, men netop på en sådan uddannelse. Centralisering af de konspirative funktioner i organisationen betyder aldeles ikke centralisering af alle bevægelsens funktioner. De bredeste massers aktive deltagelse i den illegale litteratur mindskes ikke, men forstærkes tidobbelt derved, at »en halv snes« professionelle revolutionære centraliserer dette anliggendes konspirative funktioner. Sådan og kun sådan vil vi opnå, at læsning af illegal litteratur, medarbejderskab ved den og undertiden også distribution af den på det nærmeste hører op med at være et konspirativt anliggende, fordi politiet hurtigt vil se det tåbelige og umulige i at sætte det langsommelige rets- og administrationsmaskineri i gang for hvert enkelt eksemplar af et skrift, der spredes i tusinder af eksemplarer. Og det gælder ikke blot pressen, men alle bevægelsens funktioner, indbefattet demonstrationer. Den bredeste og mest aktive massedeltagelse heri vil ikke lide under, men tværtimod vinde meget ved, at »en halv snes« prøvede revolutionære, som er professionelt trænede i lige så høj grad som vore politifolk, centraliserer alle konspirative sider af sagen, fremstillingen af flyveblade, udarbejdelse af en plan i store træk, udpegning af et hold ledere for hver bydel, hvert fabrikskvarter, hver læreanstalt osv. (jeg er klar over, at man vil rejse indvendinger mod det »udemokratiske« i mine synspunkter, men denne aldeles uforstandige indvending skal jeg svare mere indgående på nedenfor). Centraliseringen af de mest konspirative funktioner i de revolutionæres organisation vil ikke svække, men berige omfanget og indholdet af en hel mængde andre organisationers virksomhed, som er beregnet for det brede publikum og derfor er mindst muligt fast udformet og mindst muligt konspirative: både arbejdernes faglige organisationer, arbejdernes cirkler til selvstudium og læsning af illegal litteratur, socialistiske og demokratiske cirkler i alle andre befolkningslag etc. etc. Sådanne cirkler, foreninger og organisationer er nødvendige overalt i størst muligt antal, med de mest forskelligartede funktioner, men det vil være tåbeligt og skadeligt at sammenblande dem med en organisation af revolutionære, at udviske skellet mellem dem og udslukke massernes i forvejen utroligt afblegede bevidsthed om, at man til »betjening« af massebevægelsen behøver folk, der specielt og fuldt ud helliger sig socialdemokratisk virksomhed, og at sådanne folk med tålmodighed og udholdenhed må uddanne sig til professionelle revolutionære.
Ja, erkendelsen heraf er blegnet utroligt. Vor skødesynd i organisatorisk henseende er, at vi med vort dilettanteri har sænket den revolutionæres prestige i Rusland. Holdningsløs og vaklende i teoretiske spørgsmål, med snæver horisont, påberåbende sig massernes spontanitet som undskyldning for egen valenhed, mere lig en fagforeningsformand end en folketribun, ude al stand til at fremsætte en stort anlagt og dristig plan, som kunne indgyde også modstanderne respekt, uerfaren og kluntet i sin professionelle kunst – kampen mod det politiske politi – åh nej ! – det er ikke en revolutionær, men en sølle dilettant.
Ingen praktiker bør blive fornærmet på mig over disse skarpe ord, thi for så vidt der er tale om manglende skoling, retter jeg dem først og fremmest til mig selv. Jeg arbejdede i en cirkel, [73] der stillede sig meget vide, alt omfattende opgaver, og alle vi medlemmer af denne cirkel har måttet lide smerteligt under erkendelsen af, at vi var dilettanter i det historiske øjeblik, da man med en omskrivning af en kendt vending kunne sige: giv os en organisation af revolutionære, og vi skal løfte Rusland af hængslerne! Og jo tiere jeg siden har måttet erindre den brændende skamfølelse, jeg dengang mærkede, des mere bitter er jeg blevet mod de pseudo-socialdemokrater, som med deres præk »vanærer den revolutionæres værdighed,« og som ikke forstår, at vor opgave ikke er at forsvare den revolutionæres degradering til dilettant, men at hæve dilettanten op til at blive revolutionær.
Vi har ovenfor af B-v hørt om »den mangel på handledygtige revolutionære kræfter, som nu mærkes, ikke alene i Petersborg, men i hele Rusland«. Og næppe nogen vil bestride dette faktum. Men spørgsmålet er, hvordan skal det forklares? B-v skriver:
»Vi vil ikke indlade os på at opklare de historiske årsager til dette fænomen, vi vil blot sige, at et samfund, der er demoraliseret gennem langvarig politisk reaktion og splittet af økonomiske forandringer, som er fuldbyrdet eller er ved at fuldbyrdes, af sin midte udskiller et yderst ringe antal personer, der egner sig til revolutionært arbejde, at arbejderklassen ved at udskille revolutionære arbejdere til dels udfylder de illegale organisationers rækker, men at antallet af sådanne revolutionære ikke svarer til tidens krav. Så meget mere som arbejderen, der er beskæftiget på fabrikken 11 ½ time, ifølge sin stilling hovedsageligt må udføre en agitators funktioner. Propagandaen og organiseringen, distributionen og fremstillingen af den illegale litteratur, udsendelsen af flyveblade osv. må uvægerligt med sin hovedvægt påhvile de yderst fåtallige intellektuelle kræfter« (Rabotjeje Delo, nr. 6, s. 38-39).
Vi er på mange punkter uenige med B-v’s opfattelse her og navnlig uenige i de af os fremhævede ord, som med særlig tydelighed viser, at B-v, der (som enhver nogenlunde lænkende praktiker) har lidt under vort dilettanteri, er ude af stand til, trykket som han er af økonomismen, at finde en vej ud af den uudholdelige situation. Nej, samfundet udskiller overordentligt mange personer, der er egnede til »sagen«, men vi formår ikke at drage nytte af dem alle. Vor bevægelses kritiske overgangstilstand i den omhandlede henseende kan formuleres i ordene: Der er ingen folk, og – der er masser af folk. Der er masser af folk, fordi både arbejderklassen og stadig flere forskellige samfundslag år for år udskiller flere og flere utilfredse, som ønsker at protestere og er rede til efter evne at bidrage til kampen mod enevælden, hvis utålelighed endnu ikke erkendes af alle, men føles stadig stærkere af en stadig bredere masse. Men samtidig er der ingen folk, fordi der ikke er ledere, ingen politiske førere, ingen organisatoriske talenter, som er i stand til at organisere et så omfattende og samtidig så ensartet og harmonisk arbejde, at man vil kunne drage nytte af enhver, selv af den mest ubetydelige kraft. »De revolutionære organisationers vækst og udvikling« står ikke blot tilbage for arbejderbevægelsens vækst, hvilket også B-v erkender, men også for væksten i den alment demokratiske bevægelse i alle befolkningslag. (I øvrigt er det sandsynligt, at B-v nu ville anerkende også dette som tilføjelse til hans konklusion.) Spændvidden i det revolutionære arbejde er alt for snæver i relation til bevægelsens brede, spontane basis, alt for trykket af den jammerlige teori om »økonomisk kamp mod arbejdsgiverne og mod regeringen«. Men samtidig må ikke blot politiske agitatorer, men også socialdemokratiske organisatorer nu »gå ud i alle befolkningsklasser«. [k] Og næppe en eneste praktiker vil være i tvivl om, at socialdemokraterne vil kunne fordele tusindvis af delfunktioner i deres organisatoriske arbejde blandt de enkelte repræsentanter for de forskelligste klasser. Mangelen på specialisering er en af de allerstørste mangler i vor teknik, hvad også B-v så bittert og berettiget beklager sig over. Jo mindre de enkelte »operationer« i det fælles arbejde bliver, des flere folk kan man finde, som kan udfylde disse funktioner (og som i de fleste tilfælde er ganske uegnede til at blive professionelle revolutionære), des vanskeligere bliver det for politiet at »fange« alle disse »detailarbejdere«, og des vanskeligere bliver det for politiet, når det har nappet en mand for en eller anden bagatel, at stable en »sag« på benene, der kan skaffe dækning for statskassens udgifter til »sikkerhedstjenesten«. Og hvad angår antallet af folk, som er parat til at yde os hjælp, så har vi allerede i det foregående kapitel peget på den gigantiske omvæltning, der har fundet sted i denne henseende i rundt regnet de sidste fem år. Men på den anden side, for nu både at samle alle disse små brudstykker til en helhed, for ikke ved opdeling af bevægelsens funktioner at slå selve bevægelsen i stykker og for at indgive den, der udfører de små funktioner, den tro på nødvendigheden og betydningen af hans arbejde, uden hvilken han aldrig vil kunne arbejde, [l] – for alt dette er det nødvendigt, at der netop findes en stærk organisation af prøvede revolutionære. Med en sådan organisation styrkes troen på partiets kræfter des mere og udbredes des videre, jo mere konspirativ organisationen bliver, – i krig er det jo en kendt sag, at det vigtigste af alt er at indgyde ikke blot sin egen hær, men også både modstanderne og alle neutrale elementer tro på sine kræfter. En velvillig neutralitet kan undertiden afgøre sagen Med en sådan organisation, som har en fast teoretisk basis og råder over et socialdemokratisk organ, behøver man ikke at frygte for, at bevægelsen skal blive slået ud at kurs af de talrige »udenforstående« elementer, som dragen til den (derimod ser vi netop nu, under det herskende dilettanteri, hvordan mange socialdemokrater følger i Credos spor og bilder sig ind, at kun de er socialdemokrater). Kort sagt, specialiseringen forudsætter nødvendigvis centraliseringen og kræver den så atter ubetinget.
Men B-v selv, der så udmærket har opridset, hvor nødvendig specialisering er, vurderer den efter vor mening ikke højt nok i anden del af de anførte betragtninger. Antallet af revolutionære udgået fra arbejderne er ikke stort nok, siger han. Det er fuldstændigt rigtigt, og vi understreger på ny, at »den værdifulde meddelelse fra en nærstående iagttager« til fulde bekræfter vort syn på årsagerne til den nuværende krise i socialdemokratiet og følgelig også på midlerne til helbredelse af den. Ikke alene står de revolutionære i det hele taget tilbage for den spontane rejsning i masserne, men selv de revolutionære arbejdere står tilbage for den spontane rejsning blandt arbejdermasserne. Og selv ud fra et »praktisk« synspunkt understreger denne kendsgerning på den mest anskuelige måde ikke alene tåbeligheden, men også det politisk reaktionære i den »pædagogik«, man så ofte byder os på i diskussionen om vore forpligtelser over for arbejderne. Denne kendsgerning viser, at vor første og væsentligste pligt er at medvirke til udvikling af revolutionære arbejdere, som i henseende til partivirksomhed står på samme stade som intellektuelle revolutionære (vi fremhæver ordene: i henseende til partivirksomhed, eftersom det i andre henseender nok også er nødvendigt, men langtfra så let og heller ikke så presserende for arbejderne at nå samme stade). Derfor må man især stile efter at hæve arbejderne til at blive revolutionære og aldeles ikke efter selv at stige ned til »arbejdermassen«, sådan som økonomisterne vil have det, eller for enhver pris stige ned til »gennemsnitsarbejderne«, som ønsket af Svoboda (som i denne henseende hæver sig selv op til den økonomistiske »pædagogik«s andet trin). Den tanke ligger mig fjernt at benægte nødvendigheden af populær litteratur for arbejderne og af særlig populær (dog naturligvis ikke vulgær) litteratur for særligt tilbagestående arbejdere. Men jeg harmes over denne stadige blanden pædagogik ind i politiske spørgsmål og i organisatoriske spørgsmål. I, mine herrer, der er så omsorgsfulde for »gennemsnitsarbejderen«, fornærmer jo i virkeligheden snarere arbejderne med jeres ønske om absolut at skulle bøje jer ned, inden I taler om arbejderpolitik eller arbejderorganisation. Tal dog om alvorlige ting i oprejst stilling og overlad pædagogikken til pædagogerne, ikke til politikerne og organisationsfolkene! Er der måske ikke også blandt de intellektuelle fremskredne, »gennemsnitlige« og »masse«? Anerkender måske ikke alle nødvendigheden af populær litteratur også for intelligensen, og skrives der ikke sådan litteratur? Men forestil jer blot, at forfatteren til en artikel om organisering af studenter eller gymnasiaster giver sig til deri, som var det en åbenbaring, at tygge drøv på, at der først og fremmest er brug for en organisation for »gennemsnitsstudenter«. Denne forfatter ville antagelig blive leet ud og med rette. Man vil sige til ham: giv os bare organisatoriske ideer, hvis du har nogen, men vi skal nok selv finde ud af, hvem af os der er »gennemsnitlig«, hvem der er højere og hvem lavere. Men hvis du ikke har egne organisatoriske ideer, forekommer al din snak om »masse« og »gennemsnitlige« os kun triviel. Forstå dog, at spørgsmålene om »politik« og »organisation« i sig selv er så alvorlige, at de kun kan drøftes i fuldt alvor: man bør og kan skole arbejdere (og studenter og gymnasiaster) sådan, at det bliver muligt at tale sammen om disse spørgsmål, men når I så er begyndt at tale om dem, så giv virkelige svar, lad være med at søge tilbage til »de gennemsnitlige« eller til »massen«, og forsøg ikke at slippe fra det med vitser og fraser. [m]
Den revolutionære arbejder må, for at blive fuldt skolet til sit virkefelt, også blive professionel revolutionær. Derfor har B-v uret, når han siger, at da arbejderen er på fabrikken 11 ½ time, må de øvrige revolutionære funktioner (på nær agitation) »uvægerligt med deres hovedvægt påhvile de yderst fåtallige intellektuelle kræfter«. Det sker aldeles ikke »uvægerligt«, men på grund af vor tilbageståenhed, fordi vi ikke erkender vor pligt til at hjælpe enhver arbejder med fremragende evner til at udvikle sig til professionel agitator, organisator, propagandist, kurér etc. I denne henseende driver vi ligefrem skændig rovdrift på vore kræfter og formår ikke at tage vare på det, som vi burde dyrke og fremelske med særlig omhu. Se til tyskerne: De har hundrede gange flere kræfter, end vi har, men de forstår meget vel, at virkeligt velegnede agitatorer etc. slet ikke udskilles særligt hyppigt af »de gennemsnitlige«. Derfor sørger de for straks at give enhver evnerig arbejder sådanne betingelser, at hans evner kan komme til fuld udvikling og fuld anvendelse: de gør en professionel agitator af ham, de ansporer ham til at udvide sit virkefelt og udstrække det fra én fabrik til hele branchen, fra én lokalitet til hele landet. Han skaffer sig erfaring og behændighed i professionen, han udvider sin horisont og sin viden, han iagttager på nært hold fremtrædende politiske ledere andre steder og i andre partier, han bestræber sig for at hæve sig til samme høje niveau og at forene i sig kendskabet til arbejdermiljøet og den socialistiske overbevisnings friskhed med den professionelle færdighed, uden hvilken proletariatet ikke kan føre en udholdende kamp mod sine fjenders glimrende uddannede geledder. Sådan og kun sådan udvikler der sig folk som Bebel og Auer af arbejdermassen. Men det, som i et politisk frit land i væsentlig grad kommer af sig selv, det må hos os udføres systematisk af vore organisationer. En nogenlunde talentfuld og »lovende« agitator blandt arbejderne må ikke arbejde 11 timer i fabrikken. Vi må sørge for, at han lever af partiets midler, at han i tide kan gå i illegalitet, at han jævnligt flytter sin virksomhed til et nyt sted, for på anden måde kan han ikke blive fuldbefaren, ikke udvide sin horisont og ikke holde ud i hvert fald nogle år i kampen mod gendarmerne. Jo bredere og dybere arbejdermassernes spontane rejsning bliver, des flere talentfulde folk frembringer de, ikke blot talentfulde agitatorer, men også talentfulde organisatorer og propagandister og »praktikere« i bedste forstand (af dem er der så få blandt vore intellektuelle, som for største delen på russisk vis er lidt skødesløse og ubehændige). Når vi råder over afdelinger af specielt uddannede og langvarigt skolede revolutionære arbejdere (og naturligvis revolutionære af »alle våbenarter«), – da vil intet politisk politi i verden kunne mestre disse afdelinger, for disse afdelinger af folk, som er revolutionen ubetinget hengivne, vil også nyde ubetinget tillid hos de bredeste arbejdermasser. Og det er vor direkte brøde, at vi i alt for ringe grad »puffer« arbejdere ind på denne vej, som de har fælles med de »intellektuelle«, vejen til professionel revolutionær færdighed, men alt for ofte trækker dem baglæns med vore stupide taler om, hvad arbejdernes masse, »gennemsnitsarbejderne« osv. »magter«.
I disse som i andre henseender står det organisatoriske arbejdes snævre spændvidde i utvivlsom og uløselig forbindelse med indsnævringen af vor teori og vore politiske opgaver (selv om det uhyre flertal af økonomister og begyndende praktikere ikke erkender det). Knæfaldet for spontaniteten fremkalder en form for ængstelse for at gå bare et enkelt skridt ud over det, som massen »magter«, en frygt for at hæve sig for højt over det simple virke for massens mest nærliggende og umiddelbare behov. Vær ikke bange, mine herrer! Husk på, at vi i organisatorisk henseende står så lavt, at bare den blotte tanke om, at vi skulle kunne hæve os for højt, er tåbelig!
Der findes imidlertid iblandt os særdeles mange mennesker, som er så lydhøre over for »livets røst«, at de mest af alt frygter dette og samtidig anklager dem, der går ind for de her fremsatte synspunkter, for at være narodovoltsy, [n] for ikke at forstå »demokratismen« osv. Disse anklager, der naturligvis også har fundet plads i Rabotjeje Delo, må nærmere undersøges.
Den, der skriver disse linjer, er udmærket klar over, at Petersborg-økonomisterne allerede beskyldte Rabotjaja Gaseta for at være narodovoltsisk (hvilket er forståeligt, hvis man sammenligner det med Rabotjaja Mysl). Det forbavsede os derfor ikke det mindste, da en kammerat, kort efter at Iskra var dukket op, fortalte os, at socialdemokraterne i byen X kalder Iskra for et narodovoltsy-organ. For os var denne anklage naturligvis kun smigrende, for hvor er den hæderlige socialdemokrat, der ikke af økonomisterne er blevet beskyldt for at være narodovoltsisk.
Disse anklager skyldes misforståelser at to slags. For det første kender man hos os så lidt til den revolutionære bevægelses historie, at man kalder enhver tanke om en centraliseret kamporganisation, der erklærer beslutsom krig mod tsarismen, for »narodovoltsisk«. Men den fremragende organisation, de revolutionære havde i 70’erne, og som burde tjene som forbillede for os alle, var slet ikke skabt af Narodnaja Volja, men af Semlja i Volja, der splittedes op i Tjornyj Peredel og Narodnaja Volja. [74] At betragte en revolutionær kamporganisation som specifikt narodovoltsisk er derfor både historisk og logisk meningsløst, eftersom ingen revolutionær retning, hvis den i det hele taget tænker på alvorlig kamp, kan undvære en sådan organisation. Narodovoltsernes fejl bestod ikke i, at de bestræbte sig for at drage alle utilfredse til deres organisation og at styre denne organisation ind i beslutsom kamp mod selvherskerdømmet. Det er tværtimod deres store historiske fortjeneste. Men deres fejl var, at de støttede sig på en teori, der i virkeligheden slet ikke var nogen revolutionær teori, og at de ikke evnede eller ikke havde mulighed for at forbinde deres bevægelse ubrydeligt med klassekampen inden for det kapitalistiske samfund, som var under udvikling. Og kun den groveste mangel på forståelse af marxismen (eller »forståelse« af den i »struvismens« ånd) kan afstedkomme den opfattelse, at fremvæksten af en spontan massebevægelse blandt arbejderne kan befri os for forpligtelsen til at opbygge en lige så god, en uden sammenligning bedre organisation af revolutionære end Semlja i Volja’s. Tværtimod pålægger denne bevægelse os netop en forpligtelse dertil, fordi proletariatets spontane kamp ikke bliver til virkelig klassekamp, før kampen ledes af en stærk organisation af revolutionære.
For det andet er der mange – deriblandt åbenbart også B. Kritjevskij (Rabotjeje Delo nr. 10, s. 18) – som opfatter den polemik, socialdemokraterne altid har ført mod sammensværgelsesopfattelsen af den politiske kamp, forkert. Vi har vendt os imod og vil selvfølgelig altid vende os imod indsnævring af den politiske kamp til sammensværgelse, [o] men det har naturligvis ikke betydet benægtelse af, at en stærk revolutionær organisation er nødvendig. Og f. eks. i den brochure, som nævnes i fodnoten, opridses der, ved si-den af polemikken mod den politiske kamps reduktion til sammensværgelse, et billede (som det socialdemokratiske ideal) af en organisation, der er så stærk, at den kan tage både »opstand« og enhver »anden angrebsmetode« i anvendelse »for at rette det afgørende slag mod enevælden«. [p] I sin form kan en sådan stærk revolutionær organisation i et land med selvherskerdømme vel nok kaldes en sammensværgelsesorganisation, eftersom det franske ord konspiration har samme betydning som det russiske ord for sammensværgelse, og konspirativ metode er i højeste grad nødvendig for en sådan organisation. Konspiration er en så nødvendig betingelse for organisationen, at alle andre betingelser (antal medlemmer, deres udvælgelse, funktioner etc.) må være i overensstemmelse med den. Det ville derfor være topmålet af naivitet at blive skræmt af beskyldninger for, at vi socialdemokrater ønsker at skabe en sammensværgelsesorganisation. Disse beskyldninger bør være lige så smigrende for enhver fjende af økonomismen som beskyldningen for at være narodovoltsisk.
Man vil indvende: En så mægtig og strengt hemmelig organisation, som i sine hænder koncentrerer alle den konspirative virksomheds tråde, en organisation, der nødvendigvis må være centraliseret, kan alt for nemt kastes ud i et forhastet angreb, kan uoverlagt skærpe bevægelsen mere, end det er muligt og nødvendigt efter væksten i den politiske utilfredshed, efter styrken at gæringen og forbitrelsen i arbejderklassen og så fremdeles. Hertil vil vi svare: rent abstrakt kan det naturligvis ikke nægtes, at en kamporganisation kan føre til ubetænksom kamp, som kan ende med et under andre betingelser absolut unødvendigt nederlag. Men at indskrænke sig til abstrakte overvejelser i et sådant spørgsmål går ikke an, for ethvert slag rummer den abstrakte mulighed for nederlag, og der findes intet andet middel til at mindske denne mulighed end organiseret forberedelse af slaget. Hvis vi derimod stiller spørgsmålet på de nuværende russiske betingelsers konkrete grund, må man komme til den positive slutning, at en stærk revolutionær organisation er ubetinget nødvendig netop for at give bevægelsen stabilitet og for at gardere den mod muligheden for ubetænksomme angreb. Netop nu, hvor der ikke eksisterer en sådan organisation, og hvor den revolutionære bevægelse er i hastig spontan vækst, kan der allerede iagttages to modsatte yderligheder (der, som det sig hør og bør, »mødes«): snart fuldkommen uholdbar økonomisme og mådeholdspropaganda, snart lige så uholdbar »excitativ (opæggende) terror«, hvis mål det er, i »en bevægelse, der udvikler sig og styrken, men som endnu er nærmere ved min begyndelse end ved sin afslutning, kunstigt at fremkalde symptomer på dens afslutning« (V. Sasulitj i Sarja nr. 2-3, s. 353). Og eksemplet Rabotjeje Delo viser, at der allerede findes socialdemokrater, som melder pas over for begge yderpunkter. Bortset fra alle øvrige grunde er et sådant fænomen heller ikke overraskende, fordi den økonomiske kamp mod arbejdsgiverne og mod regeringen aldrig vil tilfredsstille en revolutionær, og modsatte yderligheder vil altid dukke op, snart her, snart der. Kun en centraliseret kamporganisation, som konsekvent fører socialdemokratisk politik og så at sige tilfredsstiller alle revolutionære instinkter og bestræbelser, er i stand til at gardere bevægelsen mod at foretage et ubetænksomt angreb og til at forberede et angreb, der giver løfte om sejr.
Man indvender videre, at det syn på organisationen, som vi har gjort rede for, strider mod »det demokratiske princip«. Mens den forudgående anklage er af specifikt russisk oprindelse, har denne en lige så specifikt udenlandsk karakter. Og kun udlandsorganisationen (Forbundet af Russiske Socialdemokrater) kunne give sin redaktion instrukser, som blandt andet indeholder følgende:
»Organisationsprincip: For at fremme en heldig udvikling og forening af socialdemokratiet må man understrege, udvikle og kæmpe for, at dets partiorganisation bygger på et bredt demokratisk princip, hvilket er særlig nødvendigt i betragtning af de antidemokratiske tendenser, der konstateres i vort partis rækker« (To kongresser, s. 18 ).
Hvordan specielt Rabotjeje Delo kæmper mod de »antidemokratiske tendenser« hos Iskra vil vi få at se i næste kapitel. Men lad os nu nærmere betragte dette princip, som økonomisterne stiller op. Enhver vil sandsynligvis være enig i, at »et bredt demokratisk princip« indebærer følgende to nødvendige forudsætninger: for det første fuld offentlighed og for det andet valg til alle funktioner. Uden offentlighed ville det være latterligt at tale om demokratisme, og det må tilmed være en offentlighed, der ikke begrænser sig til organisationens medlemmer. Vi kalder det tyske socialistiske parti en demokratisk organisation, fordi alt dér foregår åbent, selv partikongressens møder, men ingen vil kalde en organisation, som er lukket for alle ikke-medlemmer med et hemmelighedens slør, demokratisk Man må da spørge, hvad hensigten er med at opstille et »bredt demokratisk princip«, når hovedbetingelsen for dette princip er uopfyldelig for en hemmelig organisation? Det »brede princip« viser sig at være en velklingende, men hul frase. Ydermere vidner denne frase om total mangel på forståelse for øjeblikkets vitale opgaver i organisatorisk henseende. Alle ved, hvor stor mangelen på konspirativ indstilling er hos den »brede« masse af revolutionære hos os. Vi har set, hvor bittert B-v beklager dette og med fuld ret har forlangt »streng udvælgelse af medlemmer« (Rabotjeje Delo nr. 6, s. 42). Og nu kommer så folk, der roser sig af deres »virkelighedssans« og fremhæver i denne situation ikke nødvendigheden af den strengeste konspiration og den strengeste (og følgelig snævrere) udvælgelse af medlemmer, men – »det brede demokratiske princip«! Det er virkelig en træffer.
Bedre står det ikke til med det andet kendetegn på demokratisme – valgbarheden. I lande med politisk frihed er denne betingelse en selvfølge. »Som medlem af partiet regnes enhver, der anerkender partiprogrammets principper og understøtter partiet efter evne«, sådan lyder paragraf i i det tyske socialdemokratiske partis organisationsstatutter. Og eftersom den politiske arena ligger åben for alle, som scenen for tilskuerne i teatret, er denne anerkendelse eller ikke-anerkendelse, støtte eller modvirken kendt for alle og enhver både fra aviserne og fra folkemøderne. Alle ved, at den og den politiker begyndte sådan eller sådan, har gennemløbet den eller den udvikling, har opført sig sådan eller sådan i et vanskeligt øjeblik i sit liv og i det hele taget udmærker sig ved de eller de egenskaber, – og derfor kan alle partiets medlemmer med fuldt kendskab til sagerne vælge eller undlade at vælge denne politiker til et bestemt partihverv. Den (i ordets bogstavelige forstand) altomfattende kontrol med hvert eneste af en partimands skridt i hans politiske løbebane skaber en automatisk virkende mekanisme, som giver det, man i biologien kalder »de bedst egnedes overleven«. Den »naturlige udvælgelse« i fuld offentlighed, under valgbarhed og almindelig kontrol sikrer, at enhver partiarbejder til syvende og sidst kommer på »sin rette hylde«, overtager det arbejde, der passer bedst for hans kræfter og evner, på sin egen krop mærker alle følger af sine fejl og for alles øjne viser sin evne til at erkende fejl og undgå dem.
Prøv så at indsætte dette billede i vort selvherskerdømmes rammer! Er det tænkeligt hos os, at alle, »der anerkender partiprogrammets principper og understøtter partiet efter evne«, skulle kontrollere hvert eneste af den konspirative revolutionæres skridt? At de alle blandt de sidstnævnte skulle vælge den ene eller anden, når den revolutionære er forpligtet til af hensyn til arbejdet over for de ni tiendedele af disse »alle« at skjule, hvem han er? Når man tænker en smule over den virkelige betydning af de store ord, Rabotjeje Delo optræder med, vil man se, at »bred demokratisme« i en partiorganisation i selvherskerdømmets mørke, hvor det er gendarmernes udvælgelse, der gælder, kun er en tom og skadelig leg med ord. Det er en tom leg med ord, for ingen revolutionær organisation har nogen sinde i praksis gennemført bred demokratisme og kan ikke gennemføre den, uanset al sin gode vilje. Det er en skadelig leg med ord, fordi forsøg på at føre det »brede demokratiske princip« ud i praksis kun gør det lettere for politiet at foretage omfattende oprulninger og gøre det herskende dilettanteri permanent, leder praktikernes tanker bort fra den alvorlige, presserende opgave at uddanne sig til professionelle revolutionære og får dem til i stedet at udarbejde deltaljerede »papir«-statutter for valgmetoder. Kun i udlændigheden, hvor der ikke sjældent samles folk, som ikke har mulighed for at finde sig en virkelig, levende opgave, kunne denne »legen demokratisme« hist og her navnlig i forskellige smågrupper udvikle sig.
For at vise læseren, hvor lidet pyntelig Rabotjeje Delo’s yndlingsmetode er: at fremsætte et sådant pynteligt »princip« som demokratisme i det revolutionære arbejde, vil vi på ny henvise til et vidne. Dette vidne er J. Serebrjakov, redaktør af London-tidsskriftet Nakanune, som nærer stor svaghed for Rabotjeje Delo og stort had til Plekhanov og »plekhanovisterne«. I artikler i anledning af spaltningen i det udenlandske Forbund af Russiske Socialdemokrater har Nakanune taget afgørende parti for Rabotjeje Delo og affyret en salve af ukvemsord mod Plekhanov. [75] Des mere værdifuldt er for os dette vidne i det foreliggende spørgsmål. I Nakanune nr. 7 (juli 1899) påpegede J. Serebrjakov i artiklen: Om Appellen fra Gruppen Arbejdernes Selvbefrielse, det »uanstændige« i at rejse spørgsmål om »selvbedrag, om førerstilling, om den såkaldte areopagit /overdommer/ i en seriøs revolutionær bevægelse«, og skrev bl.a.:
»Mysjkin, Rogatjov, Sjeljabov, Mikhajlov, Perovskaja, Figner og andre betragtede sig aldrig som førere, og ingen valgte eller udnævnte dem, skønt de i virkeligheden var det, fordi de både i propagandaperioden og i kampperioden mod regeringen påtog sig den største arbejdsbyrde, befandt sig på de farligste poster, og deres arbejde var det mest produktive. Og deres førerstilling var ikke et resultat af deres ønsker, men af den tillid til deres klogskab, deres energi og hengivenhed, som kammeraterne omkring dem nærede. Men at være bange for en sådan areopagit (og hvis man ikke er bange for den, hvorfor så skrive om den), som kan lede bevægelsen egenmægtigt, er dog for naivt. Hvem ville dog høre på den?«
Vi spørger læseren: Hvori adskiller »areopagitten« sig fra »antidemokratiske tendenser«? Og er det ikke indlysende, at Rabotjeje Delo’s »pyntelige« organisationsprincip er nøjagtigt lig så naivt og uanstændigt – naivt, fordi simpelt hen ingen giver sig til at lytte til en »areopagit« eller til folk med »antidemokratiske tendenser«, så snart kammeraterne omkring dem ikke »har tillid til deres klogskab, energi og hengivenhed«. Uanstændigt – som et demagogisk udfald, der spekulerer i nogles forfængelighed, andres ukendskab til de virkelige forhold i vor bevægelse og atter andres mangelfulde skoling og ukendskab til den revolutionære bevægelses historie. For vor bevægelses folk må det eneste seriøse organisationsprincip være: den strengeste konspiration, den strengeste udvælgelse af medlemmer, uddannelse af professionelle revolutionære. Når først disse kvaliteter er til stede, vil der være sikret noget langt større end »demokratisme«, nemlig fuld kammeratlig tillid mellem revolutionære. Og dette større er ubetinget nødvendigt for os, eftersom der hos os i Rusland ikke kan være mindste tale om at erstatte det med demokratisk altomfattende kontrol. Og det ville være en stor fejltagelse at tro, at umuligheden at virkelig »demokratisk« kontrol gør medlemmerne af den revolutionære organisation ukontrollable: De har ikke tid til at tænke på i nogen form at lege demokratisme (demokratisme inden for en snæver kerne at kammerater, der nyder fuld gensidig tillid), men de føler deres ansvar meget levende og ved samtidig af erfaring, at en organisation af virkelig revolutionære ikke skyr noget middel til at skaffe sig af med et dårligt medlem. Og endelig er der i det russiske (og internationale) revolutionære miljø en ret udviklet offentlig mening, som har sin egen historie, og som med skånselsløs hårdhed straffer enhver afvigelse fra kammeratskabets forpligtelser (og »demokratisme« – den ægte demokratisme, ikke legen med den – indgår jo netop i begrebet kammeratskab som en del af helheden!). Tager man alt dette i betragtning, vil man forstå, hvilken beklumret lugt at udenlandsk legen generaler, der stiger op fra denne snak og disse resolutioner om »antidemokratiske tendenser«.
Det må yderligere bemærkes, at den anden kilde til denne snak, dvs. naiviteten, tillige næres af uklarhed i opfattelsen af, hvad demokrati er. I ægteparret Webb’s bog om de engelske trade-unions er der et interessant kapitel: Det Primitive Demokrati. Forfatterne fortæller her om, hvordan engelske arbejdere i den første tid af deres fagforeningers beståen betragtede det som et ufravigeligt tegn på demokrati, at alle udførte alt i forbindelse med foreningernes administration: ikke alene blev alle spørgsmål afgjort ved afstemning blandt alle medlemmer, men funktionerne blev også varetaget af alle medlemmer på skift. Der skulle lang historisk erfaring til, før arbejderne forstod, at denne opfattelse af demokrati er meningsløs, og at repræsentative institutioner på den ene side og professionelle funktionærer på den anden er en nødvendighed. Der skulle flere tilfælde af finansielt sammenbrud for fagforeningskasser til, før arbejderne indså, at størrelsesforholdet mellem de kontingenter, der skal indbetales, og de understøttelser, der kan udbetales, ikke kan afgøres ved demokratisk afstemning alene, men at der også kræves en forsikringsspecialists stemme. Tag endvidere Kautskys bog om Parlamentarisme og Folkelovgivning, og man vil se, at denne marxistiske teoretikers slutninger stemmer med læren fra mange års praksis hos de »spontant« sammensluttede arbejdere. Kautsky vender sig bestemt mod Rittinghausens primitive opfattelse af demokrati, spotter over folk, der er parat til i dets navn at forlange, at »folkets aviser skal redigeres af folket«, påviser nødvendigheden af professionelle journalister, parlamentarikere osv. til socialdemokratisk ledelse af proletariatets klassekamp, og angriber »anarkisternes og litteraternes socialisme«, fordi de i deres »effektjageri« lovsynger den direkte folkelovgivning og ikke forstår, at den kun yderst betinget er anvendelig i det nuværende samfund.
Den, der har arbejdet praktisk i vor bevægelse, ved, hvor vidt udbredt dette »primitive« syn på demokratiet er blandt masser af studerende unge og blandt arbejdere. Det er ikke mærkeligt, at denne synsmåde trænger igennem i både statutter og litteratur. Økonomisterne af den bernsteinske slags har i deres statutter skrevet: »§ 10. Alle sager, der angår hele forbundsorganisationens interesser, afgøres ved stemmeflerhed blandt alle dens medlemmer.« Økonomisterne af den terroristiske slags sekunderer dem: »Det er nødvendigt, at komitébeslutninger passerer alle cirkler og først da bliver gyldige beslutninger« (Svoboda nr. 1, s. 67). Bemærk, at dette krav om bred anvendelse af referendum fremsættes ud over kravet om hele organisationens opbygning på valggrundlag! Den tanke ligger os naturligvis fjernt, på dette grundlag at fordømme praktikere, der har haft for ringe mulighed for at sætte sig ind i virkeligt demokratiske organisationers teori og praksis. Men når Rabotjeje Delo, som gør fordring på en ledende rolle, under disse forhold indskrænker sig til en resolution om det brede demokratiske princip, hvordan kan man da betegne dette som andet end »effektjageri«?
Selv om indvendingerne mod den her fremstillede organisationsplan ud fra det synspunkt, at den skulle savne demokratisme og være af sammensværgelseskarakter, er aldeles ubegrundede, står dog et spørgsmål endnu tilbage, som stilles meget ofte, og som fortjener nærmere undersøgelse. Det er spørgsmålet om det gensidige forhold mellem lokalt og landsomfattende arbejde. Der udtales frygt for, at dannelsen at en centralistisk organisation skal føre til, at tyngdepunktet forskydes fra det lokale til det landsomfattende, og at det skal skade bevægelsen, svække styrken i vore forbindelser med arbejdermasserne og den lokale agitations stabilitet. Hertil vil vi svare, at vor bevægelse i de senere år netop har lidt under, at de lokale aktivister er alt for opslugt af lokalt arbejde; at en vis forskydning af tyngdepunktet over mod det landsomfattende arbejde er ubetinget nødvendig; at en sådan forskydning ikke vil svække, men styrke både holdbarheden i vore forbindelser og stabiliteten i vor lokale agitation. Lad os tage spørgsmålet om de centrale og de lokale organer, og lad os bede læseren ikke glemme, at bladarbejdet for os kun er et eksempel, som illustrerer en langt mere omfattende og mangesidet revolutionær virksomhed i almindelighed.
I massebevægelsens første periode (1896-1898) gjorde lokale aktivister forsøg på at etablere et landsomfattende organ – Rabotjaja Gaseta. I den følgende periode (1898-1900) gjorde bevægelsen et vældigt skridt fremad, men ledernes opmærksomhed var helt og aldeles opslugt af lokale organer. Hvis vi tæller alle disse lokale organer sammen, så viser det sig, [q] at der rundt regnet er kommet ét nummer af en avis pr. måned. Er det ikke en klar illustration til vort dilettanteri? Viser det ikke med al ønskelig tydelig-hed, at vor revolutionære organisation står tilbage for det spontane opsving i bevægelsen? Hvis det samme antal numre af aviser var blevet udsendt – ikke af spredte lokale grupper, men af en fælles organisation, ville vi ikke blot have sparet en masse kræfter, men også have sikret langt større stabilitet og kontinuitet i vort arbejde. Denne simple betragtning lades alt for ofte ude af syne både af de praktikere, der arbejder aktivt, men næsten udelukkende med lokale organer (desværre er det stadig sådan i det meget store flertal af tilfælde), og af de skribenter, der i dette spørgsmål udviser et forbløffende Don Quijoteri. Praktikeren stiller sig sædvanligvis tilfreds med den betragtning, at det for de lokale er »vanskeligt«, [r] at beskæftige sig med oprettelsen af en landsomfattende avis, og at lokale aviser er bedre end slet ingen. Det sidste er naturligvis fuldstændig rigtigt, og vi anerkender så godt som nogen praktiker de lokale avisers uhyre betydning og uhyre nytte i almindelighed. Men her drejer det sig ikke om det, derimod om, hvorvidt man ikke skulle se at komme bort fra den splittethed og det dilettanteri, der så klart kommer til udtryk i 30 numre af lokale aviser i hele Rusland på 2 ½ år. Man bør ikke begrænse sig til den ubestridelige, men alt for generelle påstand om nytten af lokale aviser i almindelighed, man må også have mod til åbent at erkende deres negative sider, som er konstateret ved 2 ½ års erfaringer. Disse erfaringer viser, at lokale aviser under vore forhold i de fleste tilfælde er vaklende i principielle spørgsmål, blottet for politisk betydning, umådeligt kostbare i henseende til spild af revolutionære kræfter og aldeles utilfredsstillende i teknisk henseende (jeg sigter her naturligvis ikke til trykketeknikken, men til udgivelsens hyppighed og regelmæssighed). Og alle disse mangler er ikke tilfældigheder, men det uundgåelige resultat af den splittethed, som på den ene side forklarer, at de lokale aviser havde overvægten i den periode, vi betragter, og som på den anden side opretholdes ved denne overvægt. Den enkelte lokale organisation har ligefrem ikke kræfter til at sikre sit blads principielle stabilitet og bringe det op på et politisk organs niveau, ikke kræfter til at samle og udnytte tilstrækkeligt materiale til belysning af hele vort politiske liv. Men det argument, hvormed man sædvanligvis forsvarer nødvendigheden af talrige lokale aviser i frie lande – den billige trykning af dem ved lokale arbejdere og den mere udtømmende og hurtigere informering af den lokale befolkning – dette argument vender sig hos os, som erfaringen viser, imod lokale blade. De viser sig at koste uforholdsmæssigt mange revolutionære kræfter, og især udkommer de sjældent, af den simple grund, at hvor lille et illegalt blad end er, må det have et så vældigt konspirativt apparat, at det kræver fabriksmæssig stordrift, idet et sådant apparat ikke lader sig oprette i et hjemmelavet værksted, Det konspirative apparats primitivitet (enhver praktiker kender en masse eksempler af denne art) fører imidlertid gang på gang til, at politiet benytter udgivelsen og fordelingen at et eller to numre til masse-arrestationer og fejer alt så fuldstændigt rent, at man på ny må begynde helt forfra. Et godt konspirativt apparat kræver god professionel uddannelse af revolutionære og en yderst konsekvent gennemført arbejdsdeling, men begge disse krav overstiger ganske den enkelte lokale organisations kræfter, hvor stærk den end måtte være i det givne øjeblik. Rent bortset fra hele vor bevægelses almene interesser (den principielt-konsekvente socialistiske og politiske opdragelse af arbejderne) vil også de særlige lokale interesser blive bedre betjent af ikke-lokale organer: Det virker kun som et paradoks ved første øjekast, men i virkeligheden bevises det uigendriveligt af de nævnte erfaringer gennem 2 1/2 år. Enhver vil indrømme, at hvis alle de lokale kræfter, der udsendte de 30 numre af blade, havde arbejdet på ét blad, ville dette let have kunnet give 60, om ikke 100 numre og følgelig også mere udtømmende have kunnet afspejle alle særlige træk ved bevægelsen af rent lokal karakter. Der er ingen tvivl om, at en sådan organisering ikke er let, men det er påkrævet, at vi erkender dens nødvendighed, at hver enkelt lokal cirkel tænker og arbejder aktivt på den, uden at afvente en impuls udefra, uden at lade sig blænde af det lokale organs lettere tilgængelighed og større nærhed, som – efter vor revolutionære erfaring – viser sig at være i høj grad illusorisk.
Og det er en dårlig tjeneste, der ydes det praktiske arbejde af de skribenter, som indbilder sig at stå praktikerne særlig nær, men ikke ser denne illusion og snakker udenom med den forbløffende billige og forbløffende tomme påstand: lokale blade er nødvendige, distriktsblade er nødvendige, landsomfattende blade er nødvendige. Naturligvis er det alt sammen i almindelighed taget nødvendigt, men det er dog også nødvendigt at tænke på stedets og tidspunktets forhold, når man går i gang med et konkret, organisatorisk spørgsmål. Er det måske ikke i virkeligheden Don Quijoteri, når Svoboda (nr. 1, s. 68) specielt »opholder sig ved bladspørgsmålet« og skriver: »Det forekommer os, at der i ethvert bare nogenlunde betydende arbejdercentrum bør findes en egen arbejderavis. Ikke tilført et eller andet sted fra, men netop en egen avis«. Når denne skribent ikke vil tænke over, hvad hans egne ord betyder, så tænk i hvert fald De, vor læser, over det: Hvor mange snese, for ikke at sige hundreder »bare nogenlunde betydende arbejdercentre« findes der ikke i Rusland, og hvilken forlængelse af vort dilettanteri i det uendelige ville det ikke blive til, hvis virkelig enhver lokal organisation gik i gang med at udgive sit eget blad! Hvor ville denne splittethed ikke lette vore gendarmer deres opgave, at fange vore lokale aktivister – tilmed uden et blot »nogenlunde betydeligt« besvær – allerede i begyndelsen af deres virksomhed, inden de får mulighed for at udvikle sig til virkelige revolutionære! – I en landsomfattende avis – fortsætter skribenten – ville beskrivelser af fabrikanternes transaktioner og af »småting fra fabrikslivet i forskellige, fremmede byer« ikke være interessante, men »for en mand i Orjol er det slet ikke kedeligt at læse om anliggender fra hans egen by. Han véd hver gang, hvem det er, der ‘tages i kraven’, hvem der ‘tages under behandling’, og hans hjerte hopper af glæde« (s. 69). Ja, ja, hans hjerte hopper, men også vor skribents tanker »hopper« alt for meget. Er dette forsvar for småtskårethed nu taktisk rigtigt? – det var det, han burde have tænkt over. Vi anerkender så godt som nogen nødvendigheden og vigtigheden af fabriksafsløringer, men man må dog huske på, at vi allerede er kommet så vidt, at folk i Petersborg er blevet kede af at læse Petersborg-korrespondancer i Petersborg-bladet Rabotjaja Mysl. Til fabriksafsløringer har vi altid holdt og bør vi altid i fremtiden holde os til flyveblade – men avisens type bør vi hæve og ikke sænke til fabriksflyveblad. Til »avisen« har vi nok brug for afsløringer, men ikke så meget af »småting« som af store, typiske mangler i fabrikslivet, afsløringer, der sker ved hjælp af særligt krasse eksempler, som derfor kan interessere alle arbejdere og alle bevægelsens ledere, som virkelig kan berige deres viden, udvide deres horisont og lægge grunden til aktivisering i et nyt område og et nyt fagligt arbejderlag.
»Dernæst kan man i en lokal avis straks gribe alle fabriksledelsens eller andre myndigheders transaktioner på fersk gerning. Men inden meddelelsen engang når frem til en fælles, fjern avis har man allerede på stedet glemt, hvad der skete: ‘Hvornår var det nu, det var? Herregud, det har jeg glemt!’« (samme sted). Ja, nemlig: Det har jeg glemt! De i 2 ½ år udgivne numre falder, som vi erfarer fra samme kilde, på 6 byer. Det giver i gennemsnit for én by ét nummer af avisen pr. halvår! Og selv om vor letsindige skribent tredobler den formodede produktivitet af det lokale arbejde (hvad der ville være aldeles urigtigt, når det drejer sig om en gennemsnitsby, eftersom man ikke inden for dilettanteriets rammer kan øge produktiviteten væsentligt) – så får vi alligevel kun ét nummer hver anden måned, dvs. noget, der aldeles ikke ligner »pågribelse på fersk gerning«. Og dog var det nok, om en halv snes lokale organisationer forenede sig og udpegede deres delegerede til at tage sig af de aktive funktioner ved indretningen af et fælles blad – og da ville det være muligt over hele Rusland at »gribe« ikke småting, men virkeligt iøjnespringende og typiske misforhold hver anden uge. Herom tvivler ingen, som kender til forholdene i vore organisationer. Men at fange fjenden på gerningsstedet, hvis det skal forstås alvorligt og ikke blot være en frase, det kan et illegalt blad overhovedet ikke sætte sig for: det kan kun gøres med et hemmeligt uddelt flyveblad, idet fristen for en sådan pågribelse i reglen ikke overstiger et par dage (tag f.eks. en almindelig, kortvarig strejke, eller en voldshandling på fabrikken eller en demonstration osv.).
»Arbejderen lever ikke kun på fabrikken, men også i byen« – fortsætter vor skribent, idet han hæver sig fra det specielle til det almene med en så streng konsekvens, at den ville gøre selv Boris Kritjevskij ære. Og han peger på spørgsmål som byernes dumaer, byernes sygehuse og byernes skoler og forlanger, at arbejderavisen ikke forbigår byens anliggender i fuldstændig tavshed. Kravet er i sig selv fortræffeligt, men illustrerer særdeles anskueligt den indholdsløse abstrakthed, som man alt for ofte indskrænker sig til i drøftelserne om lokale aviser. For det første, hvis der virkeligt i »ethvert nogenlunde betydeligt arbejdercentrum« opstod aviser med en så grundig behandling af byens anliggender, som Svoboda ønsker det, så ville det under vore russiske forhold uvægerligt udarte til virkelig småtskårethed, til svækkelse af bevidstheden om, hvor vigtigt det er, at der rettes et landsomfattende revolutionært stormløb mod det tsaristiske selvherskerdømme, og det ville forstærke de meget sejlivede, slet ikke udryddede, men snarere skjulte eller undertrykte kim til den retning, der allerede har gjort sig bemærket med den berømte udtalelse om revolutionære, der taler for meget om det ikke eksisterende parlament og for lidt om de eksisterende bydumaer. [77] Vi siger: uvægerligt, og understreger dermed, at Svoboda ikke bevidst ønsker dette, men ønsker det modsatte. Men gode hensigter gør det ikke alene. For at sætte belysningen af byanliggender i det rette perspektiv i forhold til hele vort arbejde, er det helt fra begyndelsen nødvendigt, at dette perspektiv er fuldt udarbejdet, fast udformet ikke blot gennem overvejelser, men også gennem en masse eksempler, at det allerede har opnået traditionens fasthed. Dette er endnu langtfra tilfældet hos os, men det er nødvendigt netop fra begyndelsen, før man kan tillade sig at tænke på og snakke om en udbredt lokal presse.
For det andet må man, for virkelig at skrive godt og interessant om byanliggender, kende disse anliggender godt og ikke blot have læst sig til det. Men i hele Rusland findes der næsten ingen socialdemokrater, som behersker denne viden. For at skrive om by- og statsanliggender i en avis (og ikke i en populær brochure) må man have frisk, mangesidigt materiale, indsamlet og bearbejdet af en kyndig person. Men for at indsamle og bearbejde et sådant materiale er det ikke nok med »primitivt demokrati« i en primitiv cirkel, hvor alle gør alt og morer sig med at lege afstemninger. Hertil kræves der en hær af specialister, skrivende og korresponderende, en hær af socialdemokratiske reportere, der knytter forbindelser alle vegne, og som formår at trænge ind i alle mulige »statshemmeligheder« (som den russiske embedsmand så gerne vigter sig af, og som han så let plaprer ud med) og komme om bag alle kulisser, en hær af folk, der »i embeds medfør« er forpligtet til at være allestedsnærværende og alvidende. Og vi, partiet, der fører kamp mod al økonomisk, politisk, social og national undertrykkelse, kan og må finde, samle, oplære og mobilisere en sådan hær af alvidende og sende den i felten men det skal jo dog først gøres! Ikke alene har vi langt de fleste steder endnu ikke gjort så meget som ét skridt, men endda dårligt nok indset, at det må gøres. Prøv engang i vor socialdemokratiske presse at søge efter levende og interessante artikler, korrespondancer og afsløringer af vore diplomatiske, militære, kirkelige, kommunale og finansielle sager og småsager osv. osv. – man finder næsten intet eller kun meget lidt. [s] Derfor »bliver jeg altid forfærdelig oprørt, når der kommer en mand og siger smukke, fortræffelige ting« om nødvendigheden af, at der »i ethvert blot nogenlunde betydeligt arbejdercentrum« må være en avis, som afslører både fabriks-, by- og statsskandaler!
Den lokale presses overvægt over den centrale er enten et tegn på fattigdom eller på stor rigdom. Fattigdom – når bevægelsen endnu ikke har udviklet kræfter til stordrift, når den endnu vegeterer i dilettanteri og er ved at drukne i »småting fra fabrikslivet«. Stor rigdom – når bevægelsen allerede fuldt ud magter de alsidige afsløringers og den alsidige agitations opgave, så det bliver nødvendigt med talrige lokale organer ved siden af det centrale. Lad så enhver afgøre med sig selv, hvad overvægten af lokale aviser hos os nu for tiden vidner om. Jeg skal imidlertid begrænse mig til en præcis formulering af min egen konklusion for ikke at give anledning til misforståelser. Hidtil har de fleste af vore lokale organisationer næsten udelukkende tænkt på lokale organer og næsten kun arbejdet aktivt med dem. Dette er unormalt. Det burde være omvendt, således at de lokale organisationers flertal hovedsageligt tænkte på et landsomfattende organ og hovedsageligt arbejdede med det. Så længe det ikke er sådan, er vi ikke i stand til at stille noget som helst blad på benene, som bare i nogen grad formår virkeligt at betjene bevægelsen med alsidig agitation i pressen. Men når det bliver sådan – da opstår der af sig selv et normalt forhold mellem det nødvendige centrale og de nødvendige lokale organer.
***
Ved første øjekast kan det synes, som om den konklusion, at tyngdepunktet må flyttes fra det lokale til det landsomfattende arbejde, er uanvendelig på den specielt økonomiske kamps område: Arbejdernes umiddelbare fjende er her arbejdsgiverne, enkeltvis eller i grupper, og de er ikke forenet i en organisation, som blot i mindste måde minder om vor umiddelbare fjende i den politiske kamp, den russiske regerings rent militære, strengt centralistiske organisation, der indtil de mindste detaljer ledes af én vilje.
Men det er ikke tilfældet. Den økonomiske kamp er – som vi allerede mange gange har påpeget – en faglig kamp, og derfor kræver den en sammenslutning efter arbejdernes fag og ikke alene efter arbejdssted. Og denne faglige sammenslutning bliver desto nødvendigere, jo hurtigere det går med sammenslutningen af vore arbejdsgivere i alle hånde selskaber og syndikater. Vor splittethed og vort dilettanteri hindrer ligefrem denne sammenslutning, hvortil der kræves en landsomfattende enhedsorganisation af revolutionære, som er i stand til at påtage sig ledelsen af arbejdernes landsomfattende fagforbund. Vi har allerede ovenfor omtalt den type organisation, der er ønskelig til dette formål, og skal nu blot tilføje nogle få ord i forbindelse med spørgsmålet om vor presse.
At der i enhver socialdemokratisk avis bør være en rubrik for den faglige (økonomiske) kamp, er der vel næppe nogen, som drager i tvivl. Men den faglige bevægelses vækst får os til at tænke også på en faglig presse. Det forekommer os imidlertid, at der med få undtagelser foreløbig ikke kan være tale om faglige blade i Rusland: det er en luksus, og vi har knap nok det daglige brød. Den form for faglig presse, som egner sig for det illegale arbejde, og som allerede nu er nødvendig, ville hos os kunne være faglige brochurer. Heri burde man samle og gruppere systematisk legalt, [t] og illegalt materiale om arbejdsbetingelserne i det pågældende erhverv, om forskelle i så henseende fra sted til sted i Rusland, om arbejdernes hovedkrav i det pågældende fag, om mangler i lovgivningen vedrørende dette fag, om særligt værdifulde eksempler fra arbejdernes økonomiske kamp i denne erhvervsgren, om deres faglige organisations begyndelse, nuværende tilstand og behov osv. Sådanne brochurer ville for det første befri vor socialdemokratiske presse for en masse af den slags faglige enkeltheder, som specielt kun interesserer arbejderne i den givne branche; for det andet ville de nedfælde resultaterne af vor erfaring i den faglige kamp og bevare det indsamlede materiale, som nu bogstaveligt talt forsvinder i mængden af flyveblade og løsrevne korrespondancer, og generalisere dette materiale ; for det tredje ville de tjene som en slags vejledere for agitatorer, idet arbejdsforholdene ændres forholdsvis langsomt, og arbejdernes hovedkrav i en given branche er overordentlig stabile (sml. vævernes krav i Moskva-distriktet i 1885 [80] og i Petersborg-distriktet i 1896), og en sammenfatning af disse krav og behov kan i årevis tjene som et fremragende hjælpemiddel for den økonomiske agitation i tilbagestående områder eller blandt tilbagestående arbejderlag; eksempler på vellykkede strejker i ét område, oplysninger om højere levestandard og bedre arbejdsforhold i én by vil anspore arbejderne andre steder til stadig ny kamp; for det fjerde ville socialdemokratiet ved at tage initiativet til generalisering af den faglige kamp og således styrke den russiske faglige bevægelses forbindelse med socialismen samtidig sørge for, at vort trade-unionistiske arbejde ikke udgjorde hverken en for lille eller en for stor del af vort samlede socialdemokratiske arbejde. For en lokal organisation vil det, hvis den er uden forbindelse med organisationer i andre byer, være meget svært, undertiden næsten umuligt, at holde den rette balance (og Rabotjaja Mysl’s eksempel viser, hvilke uhyrlige overdrivelser i retning at trade-unionisme man derved kan svinge sig op til). Men en landsomfattende organisation af revolutionære, der indtager et urokkeligt marxistisk standpunkt, og som leder hele den politiske kamp og råder over en stab af professionelle agitatorer, vil aldrig få svært ved at fastlægge denne rette balance.
a. Lenin bruger ordet kustarnitjestvo, afledt af ordet kustar: en håndværker, der arbejder hjemme, primitivt, og hvis produkter nærmest kan betegnes som husflid. Betegnelsen for denne arbejdsmåde, kustarnitjestvo, er i det følgende oversat ved dilettanteri og kustar ved dilettant. – Red.
b. Kursiveringen er overalt min egen.
c. Rabotjaja Mysl og Rabotjeje Delo, særlig svar til Plekhanov.
d. Brochuren Hvem Vil Gennemføre den Politiske Revolution? – i den i Rusland udgivne samling Den Proletariske Kamp. Blev desuden optrykt af Kijev-komiteen.
e. Revolutionismens Renæssance, og Svoboda.
f. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 6, russ. – Red.
g. Landadelig, patriarkalsk familie i en af Gogols fortællinger. – Red.
h. Iskras kamp mod klinten har fremkaldt følgende vrede udfald fra Rabotjeje Delo: »For Iskra er det ikke så meget disse begivenheder (i foråret), der er tidens tegn, som det er i Subatov-agenternes ynkelige forsøg på at ‘legalisere’ arbejderbevægelsen. Iskra ser ikke, at disse forhold også taler imod det; de vidner også om, at arbejderbevægelsen har antaget et meget truende omfang i regeringens øjne« (To Kongresser, s. 27 ). Skyld i det hele er »dogmatismen« hos disse ortodokse, der er »døve over for livets stærke bud«. Stædigt nægter de at se den alenhøje hvede og kæmper mod den tommehøje klinte! Er det da ikke en »forvrænget opfattelse af perspektiverne i forhold til den russiske arbejderbevægelse« (samme sted, s. 27)?
i. Her skal vi blot bemærke, at alt, hvad vi har sagt om »puf udefra« og alle de øvrige ræsonnementer i Svoboda om organisationen i fuldt mål gælder alle økonomister og Rabotjeje Delo’s folk blandt dem, idet de dels aktivt har hævdet og forsvaret de samme synspunkter – med hensyn til organisationsspørgsmål, dels har nærmet sig dem.
j. Denne benævnelse er måske rigtigere i relation til Svoboda end den foregående, idet terrorismen forsvares i Revolutionismens Renæssance og økonomismen i den analyserede artikel. Ånden er redebon, men kødet er skrøbeligt, kan man i det hele taget sige om Svoboda. De bedste forsætter og de smukkeste hensigter – og som resultat forvirring, forvirring først og fremmest som følge at, at Svoboda i sit forsvar for kontinuiteten i organisationen ikke vil kendes ved kontinuitet i den revolutionære tænkning og socialdemokratiske teori. At bestræbe sig på atter at kalde den professionelle revolutionære til live (Revolutionismens renæssance) og til dette formål foreslå for det førte opæggende terror og for det andet en »organisation af gennemsnitsarbejdere« (Svoboda nr. 1, s. 66 ff), som der mindst muligt »puffes til udefra«, – det er i sandhed ensbetydende med at hugge sin egen bolig til pindebrænde for at skaffe varme.
k. For eksempel konstateres der i den senere tid i militære kredse en uomtvistelig opvækkelse af demokratisk ånd, til dels som følge af de stadigt hyppigere forekommende gadekampe mod »fjender« som arbejdere og studenter. Og så snart de forhåndenværende kræfter bare tillader det, må vi absolut beskæftige os på det alvorligste med propaganda og agitation blandt soldater og officerer og med opbygning af en »militær organisation«, der indgår i vort parti.
l. Jeg husker, at en kammerat fortalte mig om, hvor bittert en fabriksinspektør, der var villig til at hjælpe, og som virkelig hjalp socialdemokratiet, klagede over, at han ikke vidste, om hans »informationer« når frem til det egentlige revolutionære centrum, om der er brug for hans hjælp, og om der er mulighed for at udnytte hans små og beskedne tjenester. Enhver praktiker kender naturligvis mere end ét lignende tilfælde, hvor vort dilettanteri har berøvet os forbundsfæller. Sådanne hver for sig »små«, men sammenlagt uvurderlige tjenester kunne og ville også funktionerer og embedsmænd ikke blot i fabrikkerne, men også i postvæsenet, ved jernbanerne, i toldvæsenet, adelsinstitutionerne, kirken og enhver anden etat yde os, endog inden for politiet og hofkredsene! Hvis vi blot havde et virkeligt parti, en virkelig kamporganisation af revolutionære, ville vi ikke stille alle disse »hjælpere« i forreste linje. Ikke have travlt med altid og ubetinget at drage dem ind i den snævreste »illegale inderkreds«, men tværtimod beskytte dem ganske særligt, og endog uddanne folk specielt til sådanne funktioner, idet vi husker på, at mange studenter vil kunne gøre partiet større gavn som »hjælpere« i embedsstillinger end som »kortvarige« revolutionære. Men – lad mig gentage endnu engang – retten til at anvende en sådan taktik har kun en allerede helt fast organisation, som ikke lider under mangel på aktive kræfter.
m. Svoboda nr. 1, artiklen Organisation, s. 66: »Med sine tunge skridt vil arbejderklassen støtte alle krav, der opstilles i det russiske Arbejdes navn« – arbejde ubetinget med stort! Og samme forfatter udbryder: »Jeg er aldeles ikke fjendtligt indstillet over for intelligensen, men ...« (det er det samme men, som Sjtjedrin oversatte med ordene: Træerne vokser ikke ind i himlen!) »... men det oprører mig altid forfærdeligt, når en mand kommer og siger meget smukke og fortræffelige ting og forlanger, at de skal accepteres på grund af deres (hans?) skønhed og andre dyder« (s. 62). Ja mig oprører det også altid forfærdeligt ...
n. Narodovoltsy, tilhængere af Narodnaja Volja, en hemmelig narodnik sammeslutning, der gik ind for individuel terror som kampmiddel. – Red.
o. Sml. De Russiske Socialdemokraters Opgaver, s. 21, polemikken mod P. L. Lavrov. (Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 2, s. 459-460, russ. – Red.)
p. De Russiske Socialdemokraters Opgaver s. 23. (Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 2, s. 461, russ. – Red.) Her er i øvrigt endnu en illustration af, at Rabotjeje Delo enten ikke forstår, hvad det selv siger, eller skifter standpunkt efter, hvordan vinden blæser. I nr. 1 af Rabotjeje Delo står der med kursiv: »De i brochuren fremstillede hovedsynspunkter er fuldt og helt i overensstemmelse med Rabotjeje Delo’s program« (s. 142). Nej virkelig? Er den anskuelse, at massebevægelsen ikke må stilles over for den primære opgave at styrte selvherskerdømmet, i overensstemmelse med De Russiske Socialdemokraters Opgaver? Gælder det også teorien om »økonomisk kamp mod arbejdsgiverne og mod regeringen«? Og stadieteorien? Vi overlader til læseren at bedømme, om der kan vare nogen principfasthed hos et organ, der har en så original opfattelse af »overensstemmelse«.
q. Se Beretning til Pariskongressen, [76] s. 14: »Fra dette tidspunkt (1897) indtil foråret 1900 udkom forskellige steder 30 numre af forskellige aviser ... I gennemsnit udkom der mere end ét nummer om måneden.«
r. Denne vanskelighed er kun tilsyneladende. I virkeligheden findes der ikke nogen lokal cirkel, som ikke vil have mulighed for et gå aktivt ind i den ene eller anden funktion i det landsomfattende arbejde. »Sig ikke: Jeg kan ikke, sig: Jeg vil ikke.«
s. Derfor er det, at selv eksempler fra overordentlig gode lokale organer til fulde bekræfter vort synspunkt. For eksempel er Jusjnyj Rabotjij [78] et udmærket blad, som på ingen måde gør sig skyldig i principløshed. Men det, bladet ønskede at give den lokale bevægelse, blev ikke nået, fordi bladet udkom sjældent, og på grund af omfattende razziaer. Det som mest af alt er partiet magtpåliggende i den givne situation – en principiel fremstilling af bevægelsens fundamentale spørgsmål og en alsidig politisk agitation – viste sig at overstige det lokale organs kræfter. Og hvad bladet bragte af særlig godt, i stil med artiklerne om bjergværksejernes kongres, om arbejdsløsheden osv., var ikke rent lokalt materiale, men var påkrævet for hele Rusland, og ikke for Syden alene. Sådanne artikler har der ikke ellers været i hele vor socialdemokratiske presse.
t. Det legale materiale er særlig vigtigt i denne henseende, og vi er navnlig kommet bagefter med hensyn til evnen til systematisk at samle og udnytte det. Det er ingen overdrivelse at sige, at med legalt materiale alene kan der til nød skrives en faglig brochure, men med illegalt materiale alene kan det ikke gøres. Samler vi illegalt materiale hos arbejderne om spørgsmål som dem, Rabotjaja Mysl [79] har behandlet, spilder vi en mængde af den revolutionæres kræfter (han kunne i denne sag let være erstattet af en legal aktivist), og alligevel får vi aldrig godt materiale ud af det, fordi arbejderne, som praktisk taget kun kender én afdeling af en stor fabrik, og næsten altid kender de økonomiske resultater, men ikke de generelle betingelser og normer for deres arbejde, ikke har mulighed for at skaffe sig den viden, som fabriksfunktionærer, inspektører, læger osv. sidder inde med, og som i massevis findes spredt i små aviskorrespondancer og i specielle industri-, sundheds-, semstvo- og andre publikationer.
Jeg husker, som var det i dag, mit »første forsøg«, som jeg aldrig vil gentage. I mange uger sled og slæbte jeg med at underkaste en arbejder, der kom hos mig, et »pinligt forhør« om alle tænkelige forhold i den kæmpemæssige fabrik, hvor han arbejdede. Ganske vist fik jeg, om end med uhyre besvær, sammenstillet en slags beskrivelse (af bare den ene fabrik), men til gengæld kunne det ske, at arbejderen ved slutningen af en samtale tørrede sveden af panden og sagde med et smil: »Jeg har lettere ved at arbejde over end ved at svare Dem på spørgsmålene!«
Jo mere energisk vi fører den revolutionære kamp, des mere vil regeringen være tvunget til at legalisere en del af det »faglige« arbejde og dermed befri os for en del af vor byrde.
71. Der er tale om Arbejdergruppen Til Kamp Mod Kapitalen, som blev oprettet i Petersborg i foråret 1899 af V. A. Gutovskij (den senere mensjevik J. Majevskij). Gruppen bestod af en del arbejdere og intellektuelle, men havde ingen fast forbindelse med arbejderbevægelsen i Petersborg og forsvandt efter arrestationen af dens medlemmer i sommeren 1899. I anskuelser lå gruppen tæt på økonomismen. – S. 119.
72. Der synes at være tale om Lenins første møde med A. S. Martynov, som fandt sted i 1901. Martynov giver i sine erindringer følgende beskrivelse af dette møde: »Lenin og jeg talte sammen om programmet, om partiets politiske opgaver og den politiske taktik, og der syntes ikke at være divergenser mellem os. Men så stillede Lenin mig mod slutningen af samtalen dette spørgsmål: ‘Nuvel, hvordan stiller De Dem til min organisationsplan?’ Her rejste jeg med det samme børster: ‘På det punkt er jeg aldeles uenig med Dem ...’ Vladimir Iljitj kneb øjnene sammen, smilede og svarede mig: ‘De er kun uenig med mig på det punkt, men det er selve kernen, og altså har De og jeg åbenbart ikke mere at tale om’. Og vi skiltes ... for mange år«. (A. Martynov, Den Store Proletariske Leder. Moskva, 1924, s. 8-9). – S. 127.
73. Lenin sigter her til den af ham ledede kreds af socialdemokrater i Skt. Petersborg (»de gamle«), på basis af hvilken Kampforbundet til Arbejderklassens Befrielse blev dannet i 1896. – S. 142.
74. De revolutionære narodnikkers organisation Semlja i Volja (Jord og Frihed) oprettedes om efteråret 1878 i Petersborg. Oprindeligt kaldte den sig Den Nordlige Revolutionære Narodnik-Gruppe, men blev fra 1878 kendt som selskabet Semlja i Volja. Medlemmer var Mark og Olga Natanson, G. V. Plekhanov, O. V. Aptekman, A. D. og A. F. Mikhajlov, A. A. Kvjatkovskij, M. R. Popov, S. M. Kravtjinsklj, D. A. Klements, A. D. Obolesjev, Sonja Perovskaja og andre af 70’ernes fremtrædende revolutionære. Uden at opgive socialismen som mål opstillede organisationen Semlja i Volja som det nærmeste mål opfyldelsen af »folkets krav og ønsker som de foreligger i det givne øjeblik«, dvs. kravet om jord og frihed. I organisationens program hedder det: »Det er indlysende, at denne formel kun kan føres ud i livet gennem en voldelig omvæltning«, og til forberedelse heraf stilledes opgaven at vække »folkelig utilfredshed« og fremkalde »desorganisation af statsmagten«. Til agitationen blandt bønderne organiserede Semija i Volja »udflytning« til landsbyerne, først og fremmest i landbrugs-guvernementerne ved Volga og i det centrale sortjords-område. De drev også agitation blandt arbejdere og studenter og ydede bistand til strejkebevægelsen. Den 6. (18.) december 1876 organiserede Semlja i Volja den berømte demonstration på Kasan-pladsen i Petersborg.
I modsætning til Narodnik-grupperne i første halvdel af 70’erne skabte Semlja i Volja-folkene en fast organisation med streng centralisering og disciplin som grundlag. Organisationen bestod af en grundkreds og territoriale eller specielle grupper (til arbejde blandt bønderne og blandt arbejderne, til desorganiserende virksomhed osv.). I spidsen for grundkredsen, stod »administrationen« (»kommissionen«), som kontrollerede gruppernes virksomhed, forsynede dem med litteratur, penge etc. Selskabets statutter, som blev vedtaget i vinteren 1876-77, forlangte, at mindretallet indordnede sig under flertallet, det enkelte medlems ubetingede indsats af »alle sine kræfter, penge, forbindelser, sympatier og antipatier og tilmed sit liv« til gavn for organisationen, fuldstændig hemmeligholdelse af alle organisationens interne anliggender osv. I 1878-1879 udgav Semlja i Volja fem numre af tidsskriftet Semlja i Volja.
Hen mod 1879 begyndte et flertal af deltagerne i Semlja i Volja, under indtryk af, at den socialistiske agitation blandt bønderne slog fejl, og at regeringen gik hårdere og hårdere frem, at hælde til politisk terror som hovedmiddel i kampen for realiseringen af deres program. Divergenserne mellem tilhængerne af den hidtidige taktik (med Plekhanov i spidsen) og tilhængerne af terror (A. I. Sjeljabov m.fl.) førte til, at Semlja i Volja splittedes på kongressen i Voronesj (juni 1879). De førstnævnte oprettede selskabet Tjornyj Peredel (Den Sorte Omfordeling), de øvrige dannede Narodnaja Volja (se note 9).
Tjornyj Peredel’s medlemmer (Plekhanov, M. R. Popov, P. B. Akselrod, L. G. Dejtj, J. V. Stefanovitj, Vera Sasulitj, O. V. Aptekman, V. N. Aptekman. V. N. Ignatov og senere A. P. Bulanov m.fl.) fastholdt i deres program i hovedsagen Semlja i Volja’s standpunkt. I Rusland og i udlandet, hvortil Plekhanov, Dejtj, Sasulitj, Stefanovitj og flere andre emigrerede i 1880, blev udgivet tidsskriftet Tjornyj Peredel og bladet Serno. I den følgende tid gennemgik nogle af tilhængerne af Tjornyj Peredel en udvikling over til marxismen (Plekhanov, Akselrod, Sasulitj, Dejtj og Ignatov grundlagde i 1883 den første russiske marxistiske organisation - gruppen Osvobosjdenie Truda (Arbejdets Befrielse)). Andre sluttede sig efter 1. marts 1881 (mordet på tsar Aleksander I) til Narlodnaja Volja. – S. 149.
75. Der sigtes til J. Lasarevs artikler: Spaltningen I Det Russiske Socialdemokratiske Parti (Nakanune nr. 15 og 16, april og maj 1900), og I Anledning Af En Splittelse (Nakanune, nr. 17-18, juni 1900). – S. 154.
76. Der sigtes til brochuren Beretning om den Russiske Socialdemokratiske Bevægelse Til Den Internationale Socialistiske Kongres i Paris år 1900, Geneve, udgivet af Forbundet af Russiske Socialdemokrater, 1901. Beretningen blev skrevet af Rabotjeje Delos redaktion efter anmodning fra Forbundet. – S. 158.
77. Lenin sigter her til en polemisk bemærkning i en artikel af R. M., Vor Virkelighed, trykt i Særtillæg til Rabotjaja Mysl (september 1899), som han citerer i kapitel III, afsnit b (se nærværende bind, s. 85). – S. 163.
78. Jusjnyj Rabotjij (Sydens Arbejder), socialdemokratisk blad, udgivet illegalt fra januar 1900 til april 1903 af en gruppe med samme navn. Der udkom i alt 12 numre.
Jusjnyj Rabotjij havde som undertitel på de to første numre: Jekaterinoslavs Arbejderblad, men blev hurtigt et indflydelsesrigt »Organ for arbejderbevægelsen i Sydrusland«.
Jusjnyj Rabotjij vendte sig imod økonomisme og terrorisme og hævdede nødvendigheden af en revolutionær massebevægelse. Som et praktisk forsøg på at opbygge et parti indkaldtes i december 1901 en kongres af RSDAP’s komiteer og organisationer i Sydrusland, og her oprettedes Forbundet af RSDAP’s Sydlige Komiteer Og Organisationer. med Jusjnyj Rabotjij som blad. Forsøget viste sig ikke at være levedygtigt, og efter massearrestationer i foråret 1902 faldt Forbundet fra hinanden. De medlemmer af Jusjnyj Rabotjijs redaktion, der stadig var på fri fod, gik i august 1902 ind i forhandlinger med Iskra om fælles arbejde med det formål at genoprette enheden i det russiske socialdemokrati.
Gruppen Jusjnyj Rabotjij udførte et stort revolutionært arbejde i Rusland, men samtidig udviste gruppen opportunistiske tendenser vedrørende forholdet til det liberale bourgeoisi og til bondebevægelsen, og den fremsatte endvidere en separatistisk plan om oprettelse af et landsomfattende blad, parallelt med Iskra.
På RSDAP’s 2. kongres indtog de delegerede fra gruppen Jusjnyj Rabotjij »centrum«s standpunkt (»middel-opportunister« kaldte Lenin centrums repræsentanter). 2. kongres vedtog at opløse gruppen Jusjnyj Rabotjij tillige med alle andre socialdemokratiske enkeltgrupper og -organisationer (se SUKP i Resolutioner og Beslutninger fra Kongresser, Konferencer og Centralkomitémøder, 1. del, 1954, s. 57. russ.). – S. 164.
79. Lenin sigter til det af Rabotjaja Mysl udsendte flyveblad Spørgsmålet Om Arbejderklassens Stilling I Rusland (1898), og brochuren Spørgsmål Til brug Ved Indsamlingen Af Udsagn Om Arbejderklassens Stilling I Rusland (1899). Den førstnævnte indeholdt 17 spørgsmål, den anden 158 spørgsmål om arbejdsforhold og om arbejdernes tilværelse. – S. 165.
80. Strejkebevægelsen I 1885 omfattede mange tekstilvirksomheder i guvernementerne Vladimir, Moskva, Tver (nu Kalinin) m.fl. i det industrielle centralområde. Mest kendt blev den strejke, arbejderne iværksatte ved Savva Morosovs væverier i Nikolsk i januar 1885. Arbejdernes hovedkrav var nedsættelse af bøderne (som betaltes til arbejdsgiverne), regulering af lønningsforholdene osv. I Morosov-strejken deltog omkring 8000 arbejdere. Den blev undertrykt ved hjælp af tropper: 33 af de deltagende arbejdere blev stillet for retten og over 600 forvist fra byen. Under indtryk af strejkebevægelsen i 1885-1886 så den tsaristiske regering sig nødsaget til at udstede loven af 3. (15.) juni 1886 (den såkaldte Lov Om Bøder). – S. 166.
Sidst opdateret 5.7.2013