Lad os igen begynde med ros til Rabotjeje Delo. Den Afslørende Litteratur Og Den Proletariske Kamp – denne overskrift gav Martynov sin artikel i Rabotjeje Delo nr. 10 om uoverensstemmelserne med Iskra. »Vi kan ikke indskrænke os til kun at afsløre de tilstande, som står i vejen for dets (arbejderpartiets) udvikling. Vi må også reagere på proletariatets mest nærliggende og aktuelle interesser« (s. 63) – sådan formulerede han kernen i uoverensstemmelserne. »Iskra er faktisk den revolutionære oppositions organ, som afslører vore tilstande, og fortrinsvis de politiske tilstande ... Vi derimod arbejder og vil fortsat arbejde for arbejdersagen i snæver organisk forbindelse med den proletariske kamp« (samme sted). Man kan ikke lade være med at være Martynov taknemmelig for denne formulering. Den får fremtrædende almen interesse, fordi den i realiteten langt mere end blot uoverensstemmelserne mellem os og Rabotjeje Delo også generelt omfatter uoverensstemmelserne mellem os og økonomisterne i spørgsmålet om den politiske kamp. Vi har allerede påvist, at økonomisterne ikke ubetinget fornægter »politik«, men blot til stadighed glider fra en socialdemokratisk opfattelse af politik over mod en trade-unionistisk. På ganske samme måde glider også Martynov væk, og vi kan derfor godt tage netop ham som mønster på de økonomistiske vildfarelser i det foreliggende spørgsmål. Dette valg vil – som vi vil bestræbe os for at påvise – hverken forfatterne til Særtillæg til Rabotjaja Mysl, eller forfatterne til Selvbefrielsesgruppens proklamation, eller forfatterne til det økonomistiske Brev i Iskra nr. 12 med rette kunne bebrejde os.
Det er velkendt, at den vide udbredelse og forstærkelse af de russiske arbejderes økonomiske [a] kamp er gået hånd i hånd med frembringelsen af en litteratur med økonomiske afsløringer (af forhold i fabrikkerne og i de enkelte fag). »Flyvebladene« indeholdt i hovedsagen afsløringer af fabriksforhold, og blandt arbejderne opstod der snart en sand lidenskab for afsløringer. Så snart arbejderne så, at de socialdemokratiske cirkler ville og kunne skaffe dem en ny slags flyveblade, der sagde den fulde sandhed om deres elendige tilværelse, deres urimeligt hårde slid og retsløse stilling, gav de sig til så at sige at øse korrespondancer ind fra fabrikker og virksomheder. Denne »afslørende litteratur« afstedkom vældig sensation ikke bare på den fabrik, som det pågældende flyveblad revsede, men på alle fabrikker, hvor man hørte om de afslørede kendsgerninger. Og da arbejdernes nød og elendighed i forskellige virksomheder og fag har meget tilfælles, begejstredes alle for »sandheden om arbejderens tilværelse«. Selv blandt de mest tilbagestående arbejdere udvikledes en sand lidenskab for at komme på tryk, en ædel lidenskab for denne kim til krig mod hele den moderne samfundsorden, som bygger på udplyndring og undertrykkelse. Og flyvebladene var i langt de fleste tilfælde virkelig en krigserklæring, fordi afsløringerne øvede en voldsom opvækkende virkning og fra arbejderside fremkaldte et generelt krav om ophør af de mest oprørende misforhold og villighed til at støtte kravene med strejker. Fabrikanterne selv måtte til syvende og sidst i den grad anerkende flyvebladenes betydning som krigserklæring, at de i mange tilfælde ikke havde lyst til at afvente selve krigens komme. Som altid fik afsløringerne styrke alene ved den kendsgerning, at de fremkom, og fik betydning som et kraftigt moralsk pres. Det skete flere gange, at alene fremkomsten af et flyveblad viste sig tilstrækkeligt til, at alle eller en del af kravene blev imødekommet. Kort sagt, de økonomiske afsløringer (på fabrikkerne) var og er et vigtigt redskab i den økonomiske kamp. Og denne betydning vil de bevare, så længe kapitalismen eksisterer og afføder arbejdernes nødvendige selvforsvar. Selv i de mest fremskredne europæiske lande kan man også nu iagttage, hvordan afsløring af misforhold i et eller andet afsides »erhverv« eller en af alle og enhver glemt hjemmeindustri tjener som udgangspunkt for vækkelse af klassebevidsthed, begyndelse til faglig kamp og udbredelse af socialismen. [b]
Det overvejende flertal af russiske socialdemokrater har i den senere tid været næsten fuldstændig opslugt af arbejdet med at organisere fabriksafsløringer. Det vil være nok at erindre om Rabotjaja Mysl, for at man kan se, hvor vidt denne opslugthed gik, og hvordan man herunder glemte, at dette i sig selv endnu ikke er socialdemokratisk, men kun trade-unionistisk virksomhed. Afsløringerne omfattede i realiteten kun arbejdernes forhold til arbejdsgiverne i det pågældende fag og tilsigtede kun, at sælgerne af arbejdskraft lærte at sælge denne »vare« mere fordelagtigt og at kæmpe med køberen på rent kommercielt grundlag. Afsløringerne kunne (under forudsætning af, at de revolutionæres organisation udnyttede dem på en bestemt måde) blive en begyndelse og bestanddel af den socialdemokratiske virksomhed, men kunne også (og måtte under forudsætning af knæfald for spontaniteten) føre til »rent faglig« kamp og en ikke-socialdemokratisk arbejderbevægelse. Socialdemokratiet leder arbejderklassens kamp ikke bare for gunstige betingelser ved salget af arbejdskraft, men også for tilintetgørelse af det samfundssystem, der tvinger de besiddelsesløse til at sælge sig til de besiddende. Socialdemokratiet repræsenterer arbejderklassen ikke bare i dens forhold til en bestemt arbejdsgivergruppe, men i dens forhold til alle det nuværende samfunds klasser, til staten som organiseret politisk magt. Heraf følger ikke blot, at socialdemokraterne ikke kan begrænse sig til økonomisk kamp, men også, at de ikke kan gå med til, at organiseringen af økonomiske afsløringer kommer til at udgøre deres overvejende virksomhed. Vi må aktivt gå i gang med den politiske opdragelse af arbejderklassen, med udviklingen af dens politiske bevidsthed. Heri er nu, efter det første stormløb mod økonomismen fra Iskras og Sarjas side, »alle enige« (somme ganske vist kun i ord, som vi straks skal se).
Spørgsmålet er; hvori bør denne politiske opdragelse bestå? Kan man mon begrænse sig til propaganda for ideen om, at arbejderklassen og selvherskerdømmet er fjender? Naturligvis ikke. Det er ikke nok at forklare arbejdernes politiske undertrykkelse (ligesom det heller ikke var nok at forklare dem, at deres interesser er modsat arbejdsgivernes). Der må agiteres ud fra hvert konkret udslag af undertrykkelse (ligesom vi er begyndt at agitere ud fra konkrete udslag af den økonomiske undertrykkelse). Og eftersom denne undertrykkelse rammer de forskelligste samfundsklasser, eftersom den ytrer sig på de forskelligste felter af tilværelsen og virksomheden, både den faglige og den generelt sociale, den personlige og den familiemæssige, den religiøse og den videnskabelige etc. etc., er det da ikke klart, at vi ikke får løst vor opgave, at udvikle arbejdernes politiske bevidsthed, hvis vi ikke påtager os organiseringen af en alsidig politisk afsløring af selvherskerdømmet? For at agitere ud fra konkrete udslag af undertrykkelse må man dog vel afsløre disse udslag (ligesom man måtte afsløre misforholdene i fabrikkerne for at kunne føre den økonomiske agitation)?
Det skulle vel være klart? Men netop her viser det sig, at det kun er i ord, »alle« er enige om nødvendigheden af en alsidig udvikling af den politiske bevidsthed. Og netop her viser det sig også, at Rabotjeje Delo f. eks. ikke blot har svigtet den opgave at organisere (eller lægge grunden til organiseringen af) alsidige politiske afsløringer, men har givet sig til at trække også Iskra, som havde taget fat på denne opgave, baglæns. Hør blot: »Arbejderklassens politiske kamp er kun« (netop ikke kun) »den mest udviklede, mest omfattende og mest reelle form for økonomisk kamp« (Rabotjeje Delo’s program, Rabotjeje Delo nr. 1, s. 3). »Nu står socialdemokraterne over for den opgave: Hvordan så vidt muligt tilføre selve den økonomiske kamp politisk karakter« (Martynov i nr. 10, s. 42). »Den økonomiske kamp er det middel, som i videst omfang lader sig anvende til at drage masserne ind i aktiv politisk kamp« (Resolution fra Forbundets kongres og ændringer: To Kongresser, s. 11 og s. 17). Alle disse sætninger gennemsyrer, som læseren vil se, Rabotjeje Delo lige til de sidste »instrukser til redaktionen«, og de udtrykker ganske tydeligt ét og samme syn på den politiske agitation og kamp. Betragt så denne opfattelse ud fra den opfattelse, som er fremherskende hos alle økonomister, at den politiske agitation bør følge efter den økonomiske. Er det da rigtigt, at den økonomiske kamp generelt [c] er »det middel, som i videst omfang lader sig anvende« til at drage masserne ind i den politiske kamp? Det er absolut urigtigt. Et på ingen måde mindre »vidt anvendeligt« middel til en sådan »inddragning« er et hvilket som helst udslag af politiundertrykkelsen og selvherskerdømmets vilkårlighed og aldeles ikke kun de udslag, som hænger sammen med den økonomiske kamp. Landøvrigheden [d] og pryglestraffen mod bønderne, embedsmændenes bestikkelighed og politiets behandling af byernes »almue«, kampen mod de sultende og forfølgelsen af folkets stræben efter lys og kundskaber, skatteflåningen og forfølgelsen af sekterere, soldatereksercitsen og den militære fremfærd mod studenterne og den liberale intelligens – hvorfor udgør disse og tusinder andre lignende udslag af undertrykkelse, som ikke er direkte forbundet med den økonomiske kamp, generelt »mindre vidt anvendelig« midler og anledninger til politisk agitation, til inddragning af masserne i den politiske kamp? Det forholder sig lige modsat: I den samlede sum af de tilfælde i livet, hvor en arbejder (han selv eller ham nærstående personer) lider under retsløshed, vilkårlighed og vold, udgør politiundertrykkelse netop i den faglige kamp utvivlsomt kun de færreste tilfælde. Hvorfor da på forhånd indsnævre omfanget af den politiske agitation ved at erklære et enkelt middel for »det videst anvendelige«, når der ved siden af det må være andre, som i almindelighed er mindst lige så vidt anvendelige for socialdemokrater?
I længst forsvundne tider (for et år siden ! ...) skrev Rabotjeje Delo: »De nærmeste politiske krav bliver forståelige for masserne efter én eller i yderste fald nogle strejker«, »så snart regeringen har sat politi og gendarmeri i bevægelse« (nr. 7, s. 15, august 1900). Denne opportunistiske stadieteori er allerede nu forkastet af Udlandsforbundet, som gør os en indrømmelse ved at erklære: »Det er aldeles ikke nødvendigt lige fra begyndelsen at føre den politiske agitation på økonomisk grundlag alene« (To Kongresser, s.11). Det russiske socialdemokratis fremtidige historiker vil alene af det faktum, at Udlandsforbundet dermed fornægter en del af sine egne tidligere vildfarelser, bedre end af alle mulige lange redegørelser se, hvor ilde vore økonomister har behandlet socialismen! Men hvor er det naivt fra Forbundets side at forestille sig, at man ved at opgive den ene form for indsnævring af politikken kan få os til at gå ind på en anden form for indsnævring! Havde det ikke været mere logisk her at sige, at den økonomiske kamp bør føres i videst muligt omfang, at den altid må udnyttes til politisk agitation, men at »det aldeles ikke er nødvendigt« at anse den økonomiske kamp for det videst anvendelige middel til inddragelse at masserne i aktiv politisk kamp?
Udlandsforbundet tillægger det betydning, at det har erstattet udtrykket »det videst anvendelige middel« med udtrykket »det bedste middel«, som der står i den pågældende resolution fra det Jødiske Arbejderforbunds (Bunds) [58] 4. kongres. Vi har ærlig talt svært ved at sige, hvilken resolution der er bedst: Efter vor opfattelse er de begge værst. Både Udlandsforbundet og Bund forfalder her (til dels måske ubevidst, under indflydelse af traditionen) til økonomistisk, trade-unionistisk udlægning af politik. Sagen ændres i virkeligheden ikke det mindste af, om det sker ved brug af vendingen »det bedste« eller vendingen »det videst anvendelige«. Hvis Udlandsforbundet havde sagt, at »politisk kamp på økonomisk grundlag« er det videst anvendte (og ikke »videst anvendelige«) middel, ville det have haft ret med hensyn til en vis periode i vor socialdemokratiske bevægelses udvikling. Navnlig ville det have haft ret med hensyn til økonomisterne og med hensyn til mange praktikere (om ikke flertallet af dem) i årene 1898-1901, idet disse praktikere og økonomister virkelig anvendte den politiske agitation (for så vidt de overhovedet anvendte den) næsten udelukkende på økonomisk grundlag. En sådan politisk agitation anerkendte, ja tilmed an-befalede, som vi har set det, både Rabotjaja Mysl og Selv-befrielsesgruppen! Rabotjeje Delo burde energisk have fordømt, at den gavnlige økonomiske agitation ledsagedes af en skadelig indsnævring af den politiske kamp, men i stedet erklærer Rabotjeje Delo det (af økonomisterne) videst anvendte middel for det videst anvendelige! Det er ikke mærkeligt, at når vi betegner disse folk som økonomister, kan de ikke finde på andet end at skælde os ud efter alle kunstens regler som mystifikatorer, desorganisatorer, pavelige nuntier og bagvaskere, [e] over for alle og enhver at beklage sig over, at der er gjort dem blodig uret, og næsten med højtidelige eder erklære: Nu kan ikke én eneste socialdemokratisk organisation beskyldes for økonomisme. [f] Ak, disse bagvaskere, disse onde – politikere! Har de mon ikke bevidst udpønsket hele økonomismen for af lutter menneskefjendskhed at tilføje folk blodige fornærmelser?
Hvilken konkret, real mening har det, når Martynov stiller socialdemokratiet den opgave »at give selve den økonomiske kamp politisk karakter«? Den økonomiske kamp er arbejdernes kollektive kamp mod arbejdsgiverne for gunstige betingelser ved salget af arbejdskraften og forbedring af arbejdernes arbejds- og levevilkår. Denne kamp er nødvendigvis en faglig kamp, fordi arbejdsvilkårene er yderst forskellige i forskellige professioner, og kampen for forbedring af vilkårene følgelig kun kan føres efter faglige linjer (af fagforeningerne i Vesten, af de provisoriske faglige sammenslutninger og flyvebladene i Rusland osv.). At give »selve den økonomiske kamp politisk karakter« betyder følgelig at tilstræbe gennemførelse af de faglige krav, de faglige forbedringer af arbejdsvilkårene ved »lovgivning og administrative forholdsregler« (som Martynov udtrykker sig på næste side, s. 43, i sin artikel). Det er netop, hvad alle faglige arbejderforbund gør og altid har gjort. Se blot til det værk, som ægteparret Webb, disse grundige forskere (og »grundige« opportunister) har skrevet, og man vil se, at de engelske arbejderforbund allerede for længst har erkendt og er i færd med at realisere den opgave at »give selve den økonomiske kamp politisk karakter«, for længst er gået til kamp for strejkeret, for fjernelse af enhver form for juridiske hindringer for den kooperative og faglige bevægelse, for indførelse af love til beskyttelse af kvinder og børn, for forbedringer i arbejdsvilkårene gennem sundheds- og fabrikslovgivningen osv.
Bag den svulstige frase: »at give selve den økonomiske kamp politisk karakter«, som lyder så forfærdeligt dybsindig og revolutionær, skjuler sig således i virkeligheden den traditionelle stræben efter at reducere den socialdemokratiske politik til trade-unionistisk politik! Under påskud af at korrigere ensidigheden hos Iskra, der – ser De – sætter »revolutionering af dogmerne højere end revolutionering af livet«, [g] præsenterer man os kampen for økonomiske reformer som noget nyt. I virkeligheden indeholder frasen at »give selve den økonomiske kamp politisk karakter« intet som helst andet end kamp for økonomiske reformer. Og Martynov kunne selv have spekuleret sig frem til denne ikke særligt sindrige konklusion, hvis han havde gennemtænkt betydningen af sine egne ord. »Vort parti«, siger han og kører sit sværeste våben i stilling mod Iskra, »kunne og burde stille konkrete forslag til regeringen om lovgivning og administrative forholdsregler mod den økonomiske udbytning, mod arbejdsløshed, mod hunger osv.« (S. 42-43 i Rabotjeje Delo, nr. 10). Konkrete krav om forholdsregler – er det da ikke krav om sociale reformer? Og vi spørger endnu engang de uhildede læsere: Bagvasker vi rabotjedelentserne – undskyld mig dette klodsede, men gængse ord! – ved at kalde dem maskerede bernsteinianere, når de som deres uoverensstemmelse med Iskra fremfører tesen om nødvendigheden af kamp for økonomiske reformer?
Det revolutionære socialdemokrati har altid indbefattet kampen for reformer i sin virksomhed og gør det fremdeles. Men det benytter den økonomiske agitation både til at stille krav til regeringen om alle hånde forholdsregler og til (først og fremmest) at stille krav om, at den skal høre op med at være en enevoldsregering. Desuden anser partiet det for sin pligt at stille regeringen dette krav ikke kun vedrørende den økonomiske kamp, men vedrørende alle det sociale og politiske livs foreteelser overhovedet. Kort sagt, det indordner kampen for reformer som en del af helheden, under den revolutionære kamp for frihed og socialisme. Martynov genopliver derimod stadieteorien i en anden form og prøver på at foreskrive den politiske kamp en ubetinget økonomisk udviklingsvej, så at sige. Ved under det revolutionære opsving at præsentere kampen for økonomiske reformer, som om den skulle være en særlig »opgave«, trækker han partiet baglæns og går både den økonomiske og den liberale opportunismes ærinde.
Videre. Efter skamfuldt at have dækket kampen for reformer med den svulstige tese: »at give selve den økonomiske kamp politisk karakter«, fremstillede Martynov udelukkende økonomiske reformer (tilmed rene fabriksreformer) som noget særligt. Hvorfor han gjorde det, ved vi ikke. Måske af vanvare? Men hvis han havde mere end fabriksreformer i tankerne, ville hele hans tese, som vi netop har citeret, miste enhver mening. Måske fordi han kun anser indrømmelser fra regeringens side for mulige og sandsynlige på det økonomiske område? [h] Hvis det er tilfældet, er det en mærkværdig vildfarelse: indrømmelser er mulige og forekommer også inden for lovgivningen om pryglestraffen, passene, afløsningsbetalingerne, sekterne, censuren osv. osv. »Økonomiske« indrømmelser (eller skinindrømmelser) er naturligvis langt billigere og langt fordelagtigere for regeringen, fordi den håber dermed at indgyde arbejdermasserne tillid. Men netop derfor må vi socialdemokrater da heller ikke på nogen måde og absolut ikke på noget punkt give plads for den opfattelse (eller misopfattelse), at økonomiske reformer er mest værdifulde for os, at vi anser netop dem for særligt vigtige osv. »Sådanne krav«, siger Martynov om de af ham ovenfor fremsatte konkrete krav om lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler, »vil ikke være tom tale, da de ved at stille bestemte, håndgribelige resultater i udsigt vil kunne støttes aktivt af arbejdermasserne« ... Vi er ikke økonomister, nej da! Vi ligger bare lige så underdanigt på maven for de konkrete resultaters »håndgribelighed« som de herrer Bernstein, Prokopovitj, Struve, R.M. og deres lige! Vi lader kun (ligesom Nartsis Tuporylov) forstå, at alt, hvad der ikke »stiller håndgribelige resultater i udsigt«, er »tom tale«! Vi udtrykker os blot, som om arbejdernes masse ikke evnede (og ikke allerede, på trods af dem, der tillægger den sin egen spidsborgerlighed, havde vist sig at evne) aktivt at støtte enhver protest mod selvherskerdømmet, også når den absolut ikke stiller nogen som helst håndgribelige resultater i udsigt!
Tag blot de af Martynov selv anførte eksempler på »forholdsregler« mod arbejdsløsheden og hungeren. Mens Rabotjeje Delo, efter sit eget løfte at dømme, er optaget af at udarbejde og gennemarbejde »konkrete (i form af lovforslag?) krav om lovgivning og administrative forholdsregler«, som »stiller håndgribelige resultater i udsigt«, har Iskra, »der uforanderligt sætter revolutionering af dogmerne højere end revolutionering af livet«, bestræbt sig for at klarlægge arbejdsløshedens ubrydelige sammenhæng med hele det kapitalistiske system, har varskoet, at »hungeren er i anmarch«, har afsløret politiets »kamp mod de hungerramte« og de oprørende »midlertidige tvangsarbejds-regler«, og samtidig har Sarja udsendt i særtryk som agitationsbrochure det afsnit af Indenrigspolitisk Oversigt, [i] der omhandler hungersnøden. Men gud hvor var de dog ensidige disse uforbederligt snæversynede ortodokse, disse dogmatikere, blinde og døve for »selve livets« bud! Ikke i en eneste af deres artikler var der – o rædsel! – et eneste, jamen, kan De tænke Dem, absolut ikke et eneste »konkret krav«, der »stillede håndgribelige resultater i udsigt«! Stakkels dogmatikere! Man bør sende dem i lære hos Kritjevskij og Martynov, så de kan blive belært om, at taktik er en vækstproces, der vokser osv., og at man må give selve den økonomiske kamp politisk karakter!
»Arbejdernes økonomiske kamp mod arbejdsgiverne og mod regeringen (økonomisk kamp mod regeringen!!) har ud over sin umiddelbare revolutionære betydning yderligere den betydning, at den ustandseligt leder arbejderne ind på tanken om deres politiske retsløshed« (Martynov s. 44). Vi har ikke gengivet dette citat for at gentage for hundrede eller tusinde gang, hvad der allerede er sagt ovenfor, men for specielt at takke Martynov for denne nye og fortræffelige formulering: »Arbejdernes økonomiske kamp mod arbejdsgiverne og mod regeringen«. Hvor strålende! Med hvilket uforligneligt talent, med hvilken mesterlig eliminering af uoverensstemmelser i detaljerne og forskelle i nuancerne mellem økonomisterne er ikke her i en kort og klar sætning udtrykt hele økonomismens kerne, begyndende med opfordringen til arbejderne til »politisk kamp, som de vil føre i fælles interesse for at forbedre forholdene for alle arbejdere«, [j] fortsættende med stadie-teorien og sluttende med kongresresolutionen om »den videste anvendelighed« osv. »Økonomisk kamp mod regeringen« er netop trade-unionistisk politik, hvorfra der endnu er meget, meget langt til en socialdemokratisk politik.
»Hvor er der dukket mange socialdemokratiske Lomonosov’er / genier / op hos os i den senere tid!« bemærkede engang en kammerat, han sigtede til, at mange af dem, der hælder til økonomismen, har en forbløffende hang til absolut »med sin egen forstand« at udtænke store sandheder (som den, at den økonomiske kamp leder arbejderne ind på tanken om deres politiske retsløshed) og med naturgeniets storslåede ringeagt overse alt, hvad den forudgående revolutionære tænkning og revolutionære bevægelse allerede har ydet. Martynov er netop en sådan Lomonosov, et sådant naturgeni, Se blot hans artikel: Aktuelle Spørgsmål, og man vil se, hvordan han »med sin egen forstand« nærmer sig det, som Akselrod (om hvem vor Lomonosov naturligvis bevarer fuldstændig tavshed) for længst har sagt, hvordan han f.eks. begynder at forstå, at vi ikke kan ignorere modstanden fra disse eller hine lag af bourgeoisiet (Rabotjeje Delo nr. 9, s. 61, 62 og 71 – sammenlign med svaret til Akselrod fra Rabotjeje Delo’s redaktion, s. 22 og 23-24) osv. Men ak! – han nærmer sig kun, han begynder kun, eftersom han alligevel endnu ikke har fattet mere af Akselrods tanker, end at han taler om »økonomisk kamp mod arbejdsgiverne og mod regeringen«. Gennem tre år (1898-1901) har Rabotjeje Delo samlet kræfter for at forstå Akselrod og – og har alligevel ikke forstået ham ! Måske skyldes også det, at socialdemokratiet »ligesom menneskeheden« altid kun stiller sig gennemførlige opgaver?
Men Lomonosov’erne udmærker sig ikke blot ved, at der er meget, de ikke véd (det ville endda kun være en mindre ulykke!), men tillige ved, at de ikke erkender deres egen uvidenhed. Det er straks en virkelig ulykke, og denne ulykke får dem til med det samme at gå i gang med at »uddybe« Plekhanov.
»Siden Plekhanov skrev nævnte bog (Om Socialisternes Opgaver i Kampen mod Hungeren i Rusland), er der løbet meget vand i stranden«, beretter Lomonosov-Martynov. Socialdemokraterne, som i ti år har ledet arbejderklassens økonomiske kamp ... har endnu ikke formået at give en bred teoretisk begrundelse for partiets taktik. Nu er dette spørgsmål modnet, og hvis vi skulle ønske at give en sådan teoretisk begrundelse, måtte vi utvivlsomt i betydelig grad uddybe de taktiske principper, som Plekhanov engang udviklede ... Vi måtte nu definere forskellen mellem propaganda og agitation på en anden måde, end Plekhanov gjorde det (Martynov har lige citeret Plekhanovs ord: »propagandisten giver mange ideer til en enkelt person eller nogle få personer, men agitatoren giver kun én eller kun nogle få ideer, men til gengæld giver han dem til en stor mængde personer«). Ved propaganda ville vi forstå revolutionær belysning af hele det eksisterende system eller dets enkelte udslag, uanset om det sker i en form, der er forståelig for enkeltpersoner eller for brede masser. Ved agitation i ordets nøjagtige betydning (sic!) ville vi forstå opfordring af masserne til bestemte, konkrete handlinger og fremme af proletariatets direkte revolutionære indgriben i samfundslivet.«
Vi gratulerer det russiske, ja, hele det internationale socialdemokrati med den nye martynovske terminologi, som er nøjagtigere og mere dybtgående. Hidtil har vi (sammen med Plekhanov og med alle den internationale arbejderbevægelses ledere) troet, at propagandisten, når han for eksempel tager netop spørgsmålet om arbejdsløsheden, må forklare krisernes kapitalistiske natur, påvise årsagerne til, at de er uundgåelige i det nuværende samfund og opridse nødvendigheden af dets omdannelse til et socialistisk samfund osv. Han må kort sagt give mange ideer, så mange, at alle disse ideer i deres totale omfang kun vil blive opfattet af (relativt) få personer. Agitatoren derimod, som taler om det samme spørgsmål, tager et eksempel, som er kendt af alle hans tilhørere, og som er særlig indlysende, – for eksempel en arbejdsløs familie, som er død af sult, den tiltagende elendighed etc. – og sætter al sin kraft ind på, ved brugen af eksempler, som alle kender, at give masserne én idé: ideen om det meningsløse i modsigelsen mellem rigdommens vækst og elendighedens vækst, han bestræber sig for hos masserne at vække utilfredshed og harme over denne skrigende uretfærdighed, mens han overlader til propagandisten at give en udtømmende forklaring på denne modsigelse. Propagandisten virker derfor hovedsageligt ved det trykte, agitatoren ved det levende ord. Der kræves ikke de samme egenskaber af propagandisten som af agitatoren. Eksempelvis kalder vi Kautsky og Lafargue propagandister, Bebel og Guesde agitatorer. At udskille et tredje område eller en tredje funktion i den praktiske virksomhed og til denne funktion henlægge »opfordring af masserne til bestemte, konkrete handlinger« er en storslået absurditet, idet en sådan »opfordring« som isoleret handling enten naturligt og uundgåeligt supplerer både den teoretiske afhandling, propagandabrochuren og agitationstalen, eller udgør en rent udøvende funktion. Tag blot som praktisk eksempel de tyske socialdemokraters nuværende kamp mod korntolden. Teoretikerne skriver afhandlinger om toldpolitikken og »opfordrer« eksempelvis til kamp for handelsaftaler og frihandel, propagandisten gør det samme i tidsskrifter og agitatoren i offentlige taler. Massernes »konkrete handlinger« i det givne øjeblik består i underskrifter på en appel til rigsdagen om ikke at forhøje korntolden. Opfordringen til disse handlinger udgår direkte fra teoretikerne, propagandisterne og agitatorerne, indirekte fra de arbejdere, som bringer underskriftslisterne rundt på fabrikkerne og i alle mulige private boliger. Ifølge den »martynovske terminologi« må Kautsky og Bebel begge være propagandister, og de, der bringer underskriftslisterne rundt, agitatorer, eller hvordan?
Eksemplet med tyskerne mindede mig om det tyske ord Verballhornung, ordret oversat: Ballhornisering. Johann Ballhorn var forlægger i Leipzig i det 16. århundrede. Han udgav en abc, og som skik var, forsynede han den med en tegning, som forestillede en hane, men i stedet for det sædvanlige billede af en hane med sporer på benene, afbildede han hanen uden sporer, men med et par æg ved siden af. Og omslaget af abc’en tilføjede han: »Forbedret udgave Johann Ballhorn«. Siden da taler tyskerne om Verballhornung i forbindelse med en »forbedring«, der i realiteten er en forværring. Og uvilkårligt tænker man på Ballhorn, man ser, hvordan Martynov’erne »uddyber« Plekhanov ...
Hvorfor har nu vor Lomonosov »opfundet« dette sammensurium? For at illustrere, at Iskra »kun har opmærksomheden rettet mod den ene side af sagen, ligesom Plekhanov havde det allerede for omkring 15 år siden« (s. 39). »Hos Iskra syder propagandaopgaverne, i det mindste på nuværende tidspunkt, agitationsopgaverne i baggrunden« (s. 52). Oversætter man denne sidste sætning fra Martynovs sprog til almindelig mennesketale (da menneskeheden endnu ikke er nået til at forstå den nyopdagede terminologi), når vi frem til følgende: Hos Iskra skyder den politiske propagandas og den politiske agitations opgaver den opgave i baggrunden at »stille konkrete krav til regeringen om lovgivning og administrative forholdsregler«, »som stiller bestemte, håndgribelige resultater i udsigt« (eller krav om sociale reformer, hvis det må være tilladt endnu engang at bruge den gamle terminologi, som bruges af den gamle menneskehed, der endnu ikke er vokset til Martynovs højde). Må vi foreslå læseren at sammenligne denne tese med følgende tirade:
»Hvad der forbavser os i disse programmer« (de revolutionære socialdemokraters programmer) »er også deres evindelige fremhævelse af fordelene ved arbejdernes virke i et (hos os ikke eksisterende) parlament, mens de (som følge af deres revolutionære nihilisme) fuldstændigt ignorerer betydningen af arbejdernes deltagelse i de hos os eksisterende lovgivende fabrikantforsamlinger til behandling af fabriksanliggender ... eller dog arbejdernes deltagelse i den kommunale selvforvaltning.«
Forfatteren til denne tirade udtrykker lidt mere direkte, klart og åbenhjertigt den samme tanke, som Lomonosov-Martynov er nået til med sin egen forstand. Forfatteren er ingen anden end – R.M. i Særtillæg til Rabotjaja Mysl (s. 15).
Ved at føre sin »teori« om »forøgelse af arbejdermassernes aktivitet« i marken mod Iskra har Martynov i virkeligheden åbenbaret sin stræben efter at nedsætte aktiviteten, eftersom det fornemste, særligt værdifulde og »videst anvendelige« middel til vækkelse af denne aktivitet og dette virkefelt for den ifølge hans erklæring netop er den økonomiske kamp, som også alle økonomister falder på maven for. Netop fordi denne vildfarelse aldeles ikke er et særkende for Martynov alene, er den så karakteristisk. I virkeligheden kan jo »forøgelse af arbejdermassernes aktivitet« kun opnås på betingelse af, at vi ikke begrænser os til »politisk agitation på økonomisk grundlag«. Og en af hovedbetingelserne for den nødvendige udvidelse af den politiske agitation er organiseringen af alsidige politiske afsløringer. På anden måde end ved sådanne afsløringer kan masserne ikke opdrages til politisk bevidsthed og revolutionær aktivitet. Derfor udgør virksomhed af denne art en af de vigtigste funktioner i hele det internationale socialdemokrati, fordi heller ikke politisk frihed på nogen måde bringer disse afsløringer til ophør, men kun i nogen grad forrykker den sfære, de tager sigte på. For eksempel styrker det tyske parti særligt sine positioner og udvider sin indflydelse netop gennem sin politisk-afslørende kampagnes usvækkede energi. Arbejderklassens bevidsthed kan ikke være en virkelig politisk bevidsthed, hvis arbejderne ikke har lært at reagere på hvert eneste tilfælde af vilkårlighed og undertrykkelse, vold og misbrug, uanset hvilke klasser disse tilfælde end berører – og at reagere netop ud fra et socialdemokratisk synspunkt og ikke fra noget som helst andet. Arbejdermassernes bevidsthed kan ikke være en virkelig klassebevidsthed, hvis ikke arbejderne ved konkrete og tillige ubetinget aktuelle politiske kendsgerninger og begivenheder lærer sig at iagttage hver enkelt af de andre samfundsklasser i alle udslag af disse klassers åndelige, moralske og politiske liv – lærer sig at anvende materialistisk analyse og materialistisk vurdering af alle sider af alle klassers, lags og befolkningsgruppers virksomhed og tilværelse i praksis. Den der orienterer arbejderklassens opmærksomhed, iagttagelse og bevidsthed udelukkende eller blot fortrinsvis mod den selv, han er ikke socialdemokrat, eftersom arbejderklassens selverkendelse er uløseligt forbundet med fuldstændig klarhed over ikke blot de teoretiske ... endog rettere sagt: ikke så meget de teoretiske som de gennem erfaring i det politiske liv dannede forestillinger om de indbyrdes relationer mellem alle det nuværende samfunds klasser. Det er derfor, vore økonomisters præken om, at den økonomiske kamp er det videst anvendelige middel til at drage masserne ind i den politiske bevægelse, er så dybt skadelig og dybt reaktionær i sin praktiske betydning. For at blive socialdemokrat må arbejderen gøre sig klare forestillinger om godsejerens og popens, embedsmandens og bondens, studentens og landstrygerens økonomiske natur og sociale og politiske fysiognomi, kende deres stærke og svage sider, formå at gennemskue de gængse fraser og diverse omsvøb, hvormed enhver klasse og ethvert lag dækker over sine egoistiske hensigter og sit virkelige »indre«, formå at finde rede i, hvilke institutioner og love der afspejler de eller de interesser og hvordan de faktisk afspejler dem. Men en sådan »klar forestilling« skaffer man sig ikke fra nogen bog: den kan kun dannes af levende skildringer og ved afsløringer på fersk gerning af det, som i det givne øjeblik foregår rundt om os, det, som alle og enhver taler om eller i hvert fald hvisker, det, som kommer til udtryk i de og de begivenheder, i de og de tal, i de og de retskendelser etc. etc. etc. Disse alsidige politiske afsløringer er en nødvendig og fundamental betingelse for massernes opdragelse til politisk aktivitet.
Hvorfor viser den russiske arbejder endnu sin politiske aktivitet i så ringe grad, når det drejer sig om politiets dyriske behandling af folket, forfølgelsen af sektererne, bondeprygleriet, censurens overgreb, soldatermishandlingerne, forfølgelserne af selv de uskyldigste kulturelle initiativer osv.? Skulle det da være, fordi den »økonomiske kamp« ikke »leder« ham ind på dette, fordi det kun i ringe grad »stiller ham håndgribelige resultater i udsigt«, giver ham for lidt »positivt«? Nej, en sådan opfattelse er, gentager vi, ikke andet end et forsøg på at vælte skylden over på den uskyldige, at tillægge arbejdermassen sin egen spidsborgerlighed (alias bernsteinianisme). Vi må lægge skylden på os selv, på vor efterblevenhed i forhold til massebevægelsen, på det, at vi endnu ikke har formået at organisere tilstrækkelig omfattende, slående og hurtige afsløringer af alle disse skændsler. Hvis vi gør det (og vi bør gøre det og kan gøre det) – da vil selv den mest uoplyste arbejder forstå eller føle, at den mørke magt, som forhåner og mishandler studenten og sektereren, bonden og forfatteren, er den samme, som i den grad piner og plager ham hvert øjeblik i hans liv, og når han har følt det, vil han også ønske og ønske uimodståeligt selv at reagere, han vil da i dag arrangere pibekoncert mod censorerne, i morgen demonstrere foran den guvernørs hus, som har undertrykt et bondeoprør, og i overmorgen vil han belære de gendarmer i præstedragt, der udfører den hellige inkvisitions arbejde osv. Vi har hidtil gjort meget lidt, næsten intet, for at udbrede friske og alsidige afsløringer blandt arbejdermasserne. Ja, mange af os indser ikke engang endnu vor forpligtelse hertil, men halter spontant bag efter den »grå hverdagskamp« inden for fabrikslivets snævre rammer. Under en sådan tingenes tilstand at sige: Iskra har en tendens til at undervurdere betydningen på den grå hverdagskamps fremadskriden i sammenligning med propagandaen for strålende og afrundede ideer (Martynov, s. 61) – er at trække partiet baglæns, at forsvare og prise vor ukyndighed og vor sakken bagud.
Hvad angår appel til masserne om handling, så vil den komme ganske af sig selv, så snart der kommer energisk politisk agitation, levende og slående afsløringer. At gribe en eller anden på åstedet og brændemærke ham for alles øjne, overalt og omgående – det virker i sig selv bedre end enhver »appel«, ofte virker det sådan, at man bagefter ikke kan fastslå, hvem der egentlig appellerede til mængden, og hvem der egentlig udkastede den ene eller anden demonstrationsplan osv. Appellere – ikke i almindelig forstand, men i ordets konkrete betydning – kan man kun på stedet for aktionen, og appellere kan kun den, der selv straks går med. Og vor sag, de socialdemokratiske skribenters sag, er det at uddybe, udvide og forstærke de politiske afsløringer og den politiske agitation.
Apropos »appeller«. Det eneste organ, som før forårsbegivenhederne appellerede til arbejderne om aktivt at gribe ind i spørgsmålet om tvangsudskrivningen af studenter til soldatertjeneste, et spørgsmål, der absolut ikke stillede arbejderne nogen som helst håndgribelige resultater i udsigt – var Iskra. Straks efter offentliggørelsen af forordningen af 11. januar om »tvangsudskrivning af 183 studenter til soldater« bragte Iskra en artikel herom (nr. 2, februar), og før der endnu havde været noget som helst tilløb til demonstrationer, appellerede bladet direkte til »arbejderen om hjælp for studenten«, appellerede til »folket« om åbent at svare regeringen på dens frække udfordring. [k] Vi spørger alle og enhver: Hvordan og hvormed skal man forklare den bemærkelsesværdige omstændighed, at Martynov, som taler så meget om appeller, og endog fremhæver appeller som en særlig virksomhedsform, ikke med ét ord har nævnt denne appel? Og er Martynovs erklæring om, at Iskra er ensidig, eftersom bladet ikke appellerer tilstrækkeligt til kamp for krav, der stiller håndgribelige resultater i udsigt, så ikke spidsborgerlighed?
Vore økonomister, og blandt dem Rabotjeje Delo, havde fremgang som følge af, at de tilpassede sig lidet udviklede arbejdere. Men den socialdemokratiske arbejder, den revolutionære arbejder (og antallet af sådanne arbejdere er i stadig vækst) forkaster med harme alle disse ræsonnementer om kamp for krav, der stiller håndgribelige resultater i udsigt osv., fordi han indser, at det kun er variationer over den gamle historie med en kopek oven i rublen. En sådan arbejder vil sige til sine rådgivere fra Rabotjaja Mysl og Rabotjeje Delo: Jeres geskæftighed er ingen nytte til, kære herrer, I blander jer alt for ivrigt i en sag, som vi nok selv skal klare, mens I skulker fra jeres virkelige pligter. Det er jo slet ikke klogt af jer at sige, at det er socialdemokraternes opgave at give selve den økonomiske kamp politisk karakter. Det er kun begyndelsen, og det er ikke socialdemokraternes hovedopgave, for i hele verden, også i Rusland, er det ikke sjældent politiet selv, der begynder at give den økonomiske kamp politisk karakter, og arbejderne lærer selv at forstå, hvem der har regeringen med sig. [l] »Arbejdernes økonomiske kamp mod arbejdsgiverne og mod regeringen«, som I taler om, ganske som om I havde opdaget Amerika, føres jo i en masse russiske afkroge af arbejdere, der har hørt om strejker, men som så at sige intet har hørt om socialisme. Den aktivitet hos os, hos arbejderne, som I alle ønsker at støtte ved opstilling af konkrete krav, der stiller håndgribelige resultater i udsigt, findes jo allerede hos os, og vi opstiller selv i vort daglige, jævne fagforeningsarbejde disse konkrete krav, ofte uden nogen som helst bistand fra intellektuelle. Men denne aktivitet er ikke nok for os. Vi er ikke børn, som kan leve alene af den »økonomiske« politiks grød. Vi ønsker at vide alt, hvad også andre ved, vi ønsker i enkeltheder at sætte os ind i alle sider af det politiske liv og at tage aktiv del i hver eneste politisk begivenhed. Hertil behøves, at de intellektuelle i mindre grad gentager det, vi selv ved, [m] og i højere grad giver os det, vi ikke ved, det, som vi aldrig kan få viden om ud fra vor fabrikserfaring og økonomiske erfaring, nemlig politisk viden. Denne viden kan I, de intellektuelle, skaffe jer, og I er forpligtet til at videregive den til os i et omfang, der er hundrede, ja, tusinde gange større, end I hidtil har gjort det, og samtidig videregive den ikke blot i form af afhandlinger, brochurer og artikler (som – undskyld åbenhjertigheden – ofte er noget kedsommelige), men absolut i form af levende afsløringer af det, som vor regering og vore herskende klasser begår netop i det givne øjeblik på alle livets områder. Opfyld nu denne pligt med større iver, og snak mindre om forøgelse af arbejdermassernes aktivitet. Vor aktivitet er betydeligt større, end I tror, og vi er endda i stand til i åben gadekamp at støtte forslag, som ikke stiller nogen som helst håndgribelige resultater i udsigt! Det tilkommer ikke jer at forøge vor aktivitet, eftersom det netop er hos jer selv, at aktiviteten er for ringe. Gør mindre knæfald for spontaniteten og tænk mere på at forøge jeres egen aktivitet, mine herrer!
Vi har ovenfor i en fodnote sammenstillet en økonomist og en ikke socialdemokratisk terrorist, som tilfældigvis viste sig at være solidariske. Men i det hele taget er der mellem den ene og den anden en ikke tilfældig, men nødvendig indre forbindelse, som vi må omtale nærmere nedenfor, og som det er nødvendigt at komme ind på, netop i spørgsmålet om opdragelse til revolutionær aktivitet. Økonomisterne og de nuværende terrorister har fælles oprindelse: nemlig netop det knæfald for spontaniteten, som vi har omtalt i det foregående kapitel som alment fænomen, og som vi nu vil betragte med hensyn til dets indflydelse på den politiske virksomhed og den politiske kamp. Ved første øjekast kan vor påstand forekomme paradoksal: så stor er den tilsyneladende forskel mellem dem, der understreger den »grå hverdagskamp«, og dem, der opfordrer til den mest selvopofrende kamp fra enkeltpersoners side. Men det er ikke noget paradoks. Økonomister og terrorister tilbeder hver sine poler i den spontane strømning: økonomisterne den »rene arbejderbevægelse«s spontanitet, terroristerne spontaniteten i den flammende harme hos de intellektuelle, som ikke forstår eller ikke har mulighed for at forbinde det revolutionære arbejde og arbejderbevægelsen til et samlet hele. Den, der har mistet eller aldrig haft troen på denne mulighed, har virkelig svært ved at finde nogen anden udvej for sin harmfølelse og sin revolutionære energi end terror. Begge de nævnte retningers knæfald for spontaniteten er således intet andet end begyndelsen til realisering af Credos berømte program: Arbejderne fører for sig selv deres »økonomiske kamp mod arbejdsgiverne og regeringen« (forfatteren til Credo må undskylde os, at vi udtrykker hans mening med Martynovs ord! Vi finder at være berettiget til at gøre det, eftersom der også i Credo tales om, hvordan arbejderne i den økonomiske kamp »støder mod det politiske regime«), og de intellektuelle fører for sig selv med egne kræfter den politiske kamp, naturligvis ved hjælp af terror! Det er en ganske logisk og uundgåelig konklusion, som man ikke kommer udenom, skønt de, der begynder at praktisere dette program, ikke selv har erkendt dens uundgåelighed. Politisk virksomhed har sin egen logik, uanset hvad de folk forestiller sig, som i den bedste hensigt opfordrer enten til terror eller til at give selve den økonomiske kamp politisk karakter. Vejen til helvede er brolagt med gode forsætter, og i det givne tilfælde er gode forsætter ikke nok til at redde dem fra spontant at blive draget ind på »den mindste modstands vej«, det rent borgerlige Credo-programs vej. Det er da heller ikke nogen tilfældighed, at mange russiske liberale – både åbenlyse liberale og de, der bærer en marxistisk maske – af ganske hjerte sympatiserer med terroren og bestræber sig på at støtte opsvinget i de terroristiske stemninger på nuværende tidspunkt.
Og se, da den Revolutionær-Socialistiske Gruppe Svoboda så opstod og stillede sig netop den opgave at bistå arbejderbevægelsen på enhver måde, men sådan, at terroren indbefattes i programmet, og de selv så at sige emanciperer sig fra socialdemokratiet, – da leverede denne kendsgerning endnu engang bekræftelse på P. B. Akselrods fremragende klarsyn, da han bogstavelig talt forudsagde disse resultater af de socialdemokratiske svingninger allerede i slutningen af 1897 (Om de Nuværende Opgaver og Taktikken) og skitserede sine berømte »to perspektiver«. Alle senere diskussioner og divergenser blandt russiske socialdemokrater ligger som kimen i frøet indeholdt i disse to perspektiver. [n]
Ud fra dette synspunkt bliver det også forståeligt, at Rabotjeje Delo, som ikke modstod økonomismens spontanitet, heller ikke modstod terrorismens spontanitet. Det er meget interessant her at bemærke den særlige argumentation til forsvar for terroren, som er fremført af Svoboda. Terrorens rolle som skræmmemiddel »bestrider den fuldstændigt« (Revolutionismens Genfødelse, s. 64), men fremdrager til gengæld dens »exciterende (opæggende) betydning«. Dette er karakteristisk for det første som et af forfalds- og opløsningsstadierne i den traditionelle (før-socialdemokratiske) idékreds, der krævede fortsat terror. At anerkende, at regeringen nu ikke lader sig » skræmme« og altså heller ikke desorganisere – ved terror, betyder i realiteten fuldstændig fordømmelse af terroren som kampform, som et i programmet knæsat virkefelt. For det andet er det endnu mere karakteristisk som eksempel på manglende forståelse af vore nærmeste opgaver med hensyn til »massernes opdragelse til revolutionær aktivitet«. Svoboda propaganderer for terroren som middel til at »vække« arbejderbevægelsen og give den et »kraftigt puf«. Man kan vanskeligt tænke sig en argumentation der mere åbenlyst gendriver sig selv! Man må spørge, om der da i den russiske tilværelse er så få misforhold, at det skulle være nødvendigt at udtænke særlige »vækkelsesmidler«? Og på den anden side, hvis en og anden ikke engang vækkes af den russiske vilkårlighed og ikke er til at vække, er det så ikke indlysende, at han også vil se til med hænderne i lommen under tvekampen mellem regeringen og en håndfuld terrorister? Det er jo netop sagen, at arbejdermasserne i høj grad vækkes af nederdrægtighederne i den russiske tilværelse, men vi formår ikke, om man så må sige, at samle og koncentrere alle de dråber og stråler af folkets vækkelse, som den russiske tilværelse fremkalder i langt større mængde, end vi alle forestiller os og tror, men som netop må samles i én gigantisk strøm. At det er en opgave, der lader sig løse, bevises uimodsigeligt af arbejderbevægelsens uhyre vækst og af arbejdernes allerede ovenfor omtalte tørst efter politisk litteratur. Opfordringerne til terror derimod udgør, ligesom opfordringer til at give selve den økonomiske kamp politisk karakter, forskellige former for kniben uden om de russiske revolutionæres mest bydende pligt: at organisere alsidig politisk agitation. Svoboda vil erstatte agitationen med terror og indrømmer åbent, at »så snart en forstærket, energisk agitation blandt masserne begynder, er dens excitative (opæggende) rolle udspillet« (s. 68, Revolutionismens Genfødelse). Det viser netop, at både terrorister og økonomister undervurderer massernes revolutionære aktivitet på trods af forårsbegivenhedernes [o] klare vidnesbyrd, idet den ene slags giver sig i kast med at søge kunstige vækkelsesmidler, og den anden taler om konkrete krav. Både den ene og den anden er i for ringe grad opmærksom på udviklingen af deres egen aktivitet med hensyn til politisk agitation og organisering af politiske afsløringer. Men det er ikke muligt hverken nu eller på noget andet tidspunkt at erstatte dette arbejde med noget som helst andet.
Vi har set, at den mest omfattende politiske agitation og følgelig også organiseringen af alsidige politiske afsløringer er en ubetinget nødvendig opgave for virksomheden, en opgave som mere end alt andet trænger sig på, hvis denne virksomhed skal være sandt socialdemokratisk. Men vi er kommet til den konklusion ved alene at udgå fra arbejderklassens mest vitale behov for politisk viden og politisk opdragelse. Imidlertid ville en sådan problemstilling blot være for snæver og ignorere de generelt demokratiske opgaver, som ethvert socialdemokrati i almindelighed og det nuværende russiske socialdemokrati i særdeleshed skal løse. For så konkret som muligt at belyse denne situation vil vi forsøge at tage sagen op fra den side, der ligger økonomisten »nærmest«, nemlig den praktiske. Alle er enige om, at det er nødvendigt at udvikle arbejderklassens politiske bevidsthed. Spørgsmålet er da, hvordan det skal gøres, og hvad der skal til for at gøre det. Den økonomiske kamp »leder« kun arbejderne ind på at beskæftige sig med regeringens forhold til arbejderklassen, og derfor vil vi aldrig, hvor meget vi end anstrenger os med den opgave at »give selve den økonomiske kamp politisk karakter«, kunne udvikle arbejdernes politiske bevidsthed (til en socialdemokratisk politisk bevidsthed) inden for rammerne af denne opgave, idet disse rammer i sig selv er for snævre. Martynovs formulering er værdifuld for os, absolut ikke fordi den illustrerer Martynovs evne til at kludre i det, men fordi den plastisk udtrykker grundfejlen hos alle økonomister, nemlig den overbevisning, at man kan udvikle arbejdernes klassemæssige politiske bevidsthed indefra, af deres økonomiske kamp så at sige, dvs. ved alene (eller i hvert fald hovedsageligt) at gå ud fra denne kamp, baseret alene (eller i hvert fald hovedsageligt) på denne kamp. En sådan opfattelse er bundforkert, og netop fordi økonomisterne, som er fornærmede på os over polemikken mod dem, ikke gider tænke grundigt over divergensernes udspring, opstår der det forhold, at vi bogstavelig talt ikke forstår hinanden, at vi taler hver sit sprog.
Klassemæssig politisk bevidsthed kan kun bibringes arbejderne udefra, dvs. fra området uden for den økonomiske kamp, uden for den sfære, der udgøres af arbejdernes forhold til arbejdsgiverne. Det område, hvorfra denne viden alene kan hentes, omfatter alle klassers og lags forhold til staten og regeringen, det indbyrdes forhold mellem alle klasser. Derfor kan man til spørgsmålet: Hvad må der gøres for at bibringe arbejderne politisk viden? ikke nøjes med det ene svar, som i de fleste tilfælde tilfredsstiller praktikerne, for slet ikke at tale om de praktikere, som hælder til økonomismen, nemlig svaret: Gå ud til arbejderne. For at bibringe arbejderne politisk viden må socialdemokraterne gå ud til alle befolkningsklasser, sende afdelinger af deres hær ud til alle sider.
Vi vælger forsætligt en så kantet formulering og udtrykker os forsætligt med forenklet skarphed – absolut ikke ud fra et ønske om at fremsætte paradokser, men for så godt det lader sig gøre at »lede« økonomisterne ind på at se de opgaver, de forsømmer så utilgiveligt, ind på at forstå den forskel mellem trade-unionistisk og socialdemokratisk politik, som de ikke vil forstå. Og derfor beder vi læseren ikke blive irriteret, men opmærksomt høre os til ende.
Tag den type socialdemokratiske cirkler, som i de seneste år er den mest udbredte, og betragt dens arbejde. Den har »forbindelse med arbejderne« og nøjes dermed, den udgiver flyveblade, som revser misbrug i fabrikkerne, regeringens favorisering af kapitalisterne og politiets voldsmetoder. På møder med arbejderne bevæger samtalen sig sædvanligvis aldrig eller næsten aldrig ud over grænserne for de samme emner. Foredrag og samtaler om den revolutionære bevægelses historie, om vor regerings indenrigs- og udenrigspolitik, om problemer i forbindelse med den økonomiske udvikling i Rusland og Europa og om de forskellige klassers stilling i det nuværende samfund etc. er yderst sjældne. Ingen så meget som tænker på systematisk at tilvejebringe eller udbygge forbindelser med andre samfundsklasser. Faktisk tegner idealbilledet af en leder sig i de fleste tilfælde for medlemmerne af en sådan cirkel mest af alt som noget i retning at en fagforeningsformand, snarere end en socialist, en politisk fører. Formanden i en hvilken som helst fagforening, f. eks. en engelsk, hjælper altid arbejderne med at føre økonomisk kamp, organiserer afsløringer af fabriksforhold., forklarer uretfærdigheden i love og foranstaltninger, som indskrænker strejkeretten, retten til at sætte strejkevagter ud (for at advare alle og enhver om, at der strejkes i den pågældende virksomhed), forklarer voldgiftdommerens partiskhed på grund af hans tilhørighed til bourgeoisiet osv. osv. Kort sagt, enhver fagforeningsformand fører og bistår med at føre »økonomisk kamp mod arbejdsgiverne og mod regeringen«. Og det kan ikke noksom fremhæves, at dette endnu ikke er socialdemokratisme, at idealet af en socialdemokrat ikke bør være fagforeningsformanden, men folketribunen, som evner at reagere på alle former for vilkårlighed og undertrykkelse, hvor de end forekommer, og hvilket lag eller hvilken klasse de end berører, som evner at sammenfatte alle disse fænomener i et eneste billede af politiovergreb og kapitalistisk udbytning, og som evner at udnytte hver lille sag til over for alle at fremlægge sine socialistiske opfattelser og sine demokratiske krav og til at forklare alle og enhver den verdenshistoriske betydning af proletariatets frigørelseskamp. Sammenlign til eksempel ledere som Robert Knight (kendt formand og leder af kedelsmedenes forbund, en af de stærkeste engelske trade-unions) og Wilhelm Liebknecht, og prøv på dem at anvende de modsatte synspunkter, hvori Martynov nedfælder sine uoverensstemmelser med Iskra. De vil få at se – jeg begynder med at gennemblade Martynovs artikel – at R. Knight i langt højere grad »har opfordret masserne til visse konkrete handlinger« (39), mens W. Liebknecht mere har beskæftiget sig med »revolutionær belysning af hele det nuværende system eller dets enkelte udslag« (38-39), at R. Knight »har formuleret proletariatets nærmestliggende krav og anvist midler til deres realisering« (41), mens W. Liebknecht, som også gjorde dette, ikke gav afkald på »samtidig at lede forskellige oppositionelle lags aktive virksomhed« og »at diktere dem et positivt handlingsprogram«, [p] (41) at R. Knight netop bestræbte sig på »så vidt muligt at give selve den økonomiske kamp politisk karakter« (42) og på fortræffelig vis formåede at »fremsætte konkrete krav til regeringen, som stillede bestemte, håndgribelige resultater i udsigt« (48), mens W. Liebknecht i langt højere grad gav sig af med »ensidige« »afsløringer« (40), at R. Knight lagde større vægt på »den grå hverdagskamps fremadskriden« (61), og W. Liebknecht på »propaganda for strålende og afrundede ideer« (81), at W. Liebknecht gjorde netop det blad, han ledede, til »organ for den revolutionære opposition, som afslører vore forhold, fortrinsvis de politiske forhold, for så vidt de kolliderer med de forskelligste befolkningslags interesser« (83), mens R. Knight »virkede for arbejdernes sag i snæver organisk forbindelse med den proletariske kamp« (83) – hvis man opfatter »snæver organisk forbindelse« som det knæfald for spontaniteten, vi ovenfor har studeret med Kritjevskij og Martynov som eksempler – og »indsnævrede sit påvirkningsfelt«, naturligvis ligesom Martynov overbevist om, at han »dermed komplicerede selve påvirkningen« (63). Kort sagt, man ser, at Martynov de facto reducerer socialdemokratiet til trade-unionisme, om end han naturligvis på ingen måde gør det, fordi han ikke vil socialdemokratiets vel, men simpelt hen fordi han har haft en smule for travlt med at uddybe Plekhanov i stedet for at gøre sig den ulejlighed at forstå Plekhanov.
Men lad os vende tilbage til vort emne. Vi har sagt, at en socialdemokrat, hvis han ikke blot i ord går ind for nødvendigheden af alsidig udvikling af proletariatets politiske bevidsthed, må »gå ud i alle befolkningsklasser«. Der melder sig spørgsmål: Hvordan skal det gøres? Har vi kræfter dertil? Er der jordbund for et sådant arbejde i alle de andre klasser? Vil det ikke betyde afvigelse eller føre til afvigelse fra klassestandpunktet? Lad os se nærmere på disse spørgsmål.
Vi må både som teoretikere, som propagandister, som agitatorer og som organisatorer »gå ud i alle befolkningsklasser«. At socialdemokraternes teoretiske arbejde må tage sigte på alle særtræk ved de enkelte klassers sociale og politiske situation, er der ingen der betvivler. Men der gøres i denne henseende meget meget lidt, uforholdsmæssigt lidt i sammenligning med det arbejde, der anvendes på studiet af de forskellige sider ved fabrikstilværelsen. I komiteer og cirkler vil man møde folk, som endog fordyber sig i specialstudier af en eller anden jernproduktion, – men man vil næsten ingen eksempler finde på, at organisationernes medlemmer (som jo ofte af den ene eller anden grund er nødsaget til at trække sig ud af praktisk arbejde) beskæftiger sig specielt med at indsamle materiale om et eller andet aktuelt spørgsmål i vort sociale og politiske liv, som kunne give anledning til socialdemokratisk arbejde i andre samfundslag. Når talen er om den ringe skoling af flertallet af arbejderbevægelsens nuværende ledere, må man ikke undlade også at nævne skolingen i denne henseende, eftersom den ligeledes er forbundet med den økonomistiske opfattelse af »snæver organisk forbindelse med den proletariske kamp«. Men hovedsagen er naturligvis propagandaen og agitationen i alle lag af folket. For den vesteuropæiske socialdemokrat lettes denne opgave ved folkemøder og sammenkomster, som enhver interesseret kommer til, og den lettes af parlamentet, hvor han taler for deputerede af alle klasser. Vi har hverken parlament eller forsamlingsfrihed, men vi kan ikke desto mindre arrangere møder med arbejdere, der ønsker at høre en socialdemokrat. Vi bør ligeledes kunne arrangere møder med repræsentanter for alle befolkningsklasser, der ønsker at høre en demokrat. For den, der i praksis glemmer, at »kommunisterne støtter enhver revolutionær bevægelse«, [61] og at vi derfor er forpligtet til over for hele folket at fremlægge og understrege de generelt demokratiske opgaver uden noget øjeblik at lægge skjul på vor socialistiske overbevisning, er ikke socialdemokrat. Den, der i praksis glemmer sine forpligtelser til at være forrest af alle til at opstille, skærpe og løse ethvert generelt demokratisk spørgsmål, er ikke socialdemokrat.
»Heri er alle afgjort enige!« – afbryder den utålmodige læser os – og den nye instruks for redaktionen af Rabotjeje Delo, som blev vedtaget af den sidste forbundskongres, siger direkte: »Som anledning til politisk propaganda og agitation bør tjene alle foreteelser og begivenheder i det sociale og politiske liv, der berører proletariatet enten direkte som en særlig klasse eller som alle revolutionære kræfters fortrop i kampen for frihed« (To kongresser, s. 17, vor kursivering). Ja, det er yderst sande og udmærkede ord, og vi skulle være fuldt tilfredse, hvis blot Rabotjeje Delo havde forstået dem, og hvis det ikke side om side med disse ord sagde ting, der går på tværs af dem. Det er jo ikke nok at betegne sig selv som »avantgarde«, som fortrop, man må også handle sådan, at alle de andre troppe ser og er nødt til at anerkende, at vi går foran. Og vi spørger læseren: Er da repræsentanterne for de øvrige troppe sådanne dumrianer, at de tror vi er »avantgarde«, blot vi siger ordet? Man forestille sig blot dette billede konkret. I en »trop« dannede russiske radikale eller liberale forfatningstilhængere kommer en socialdemokrat og siger: Vi er avantgarden; »vi står nu over for den opgave, hvordan vi så vidt muligt giver selve den økonomiske kamp politisk karakter«. En blot nogenlunde kløgtig radikal eller forfatningstilhænger (og der er mange kløgtige folk blandt russiske radikale og forfatningstilhængere) trækker bare på smilebåndet ved at høre sådan tale og siger (for sig selv, naturligvis, for han vil i de fleste tilfælde være en dreven diplomat): »Den er da lidt enfoldig, denne ’avantgarde’! Den forstår ikke engang, at det jo netop er os, det borgerlige demokratis førende repræsentanter, der har til opgave at give selve den økonomiske kamp politisk karakter. Ligesom hele det vesteuropæiske bourgeoisi vil jo da også vi gerne drage arbejderne ind i politik, men netop kun en trade-unionistisk, og ikke en socialdemokratisk politik. Arbejderklassens trade-unionistiske politik er netop arbejderklassens borgerlige politik. Og denne ’avantgarde’s formulering af sin opgave er jo netop formuleringen af en trade-unionistisk politik! Lad dem derfor bare kalde sig socialdemokrater, så meget de lyster. Jeg er jo da ikke et barn, som hidser mig op over etiketter! Når bare de ikke retter sig efter disse skadelige, ortodokse dogmatikere, men giver dem, der ubevidst drager socialdemokratiet ind i trade-unionistiske baner, ’frihed til kritik’!«
Og det stille smil hos vor forfatningstilhænger forvandles til en homerisk latter, når han erfarer, at de socialdemokrater, der snakker om socialdemokratiet som avantgarde, nu, da spontaniteten har næsten fuldt herredømme i vor bevægelse, mest af alt frygter »undervurdering af det spontane element«, frygter for at undervurdere betydningen at den grå hverdagskamps fremadskriden i sammenligning med propagandaen for strålende og afrundede ideer, osv. osv.! En »fortrop«, der frygter, at bevidst orientering skal komme foran spontaniteten, frygter for at fremsætte en dristig »plan«, som kan fremtvinge almindelig anerkendelse selv hos anderledes tænkende! Mon man ikke forveksler ordet fortrop med ordet bagtrop?
Tænk engang nærmere over følgende betragtning hos Martynov. Han siger på side 40, at Iskras afslørings-taktik er ensidig, at »hvor meget vi end udsår mistillid og had til regeringen, vil vi ikke nå vort mål, før det lykkes os at udvikle tilstrækkeligt aktiv social energi til at styrte den«. Dette er i parentes bemærket den os allerede velbekendte omsorg for at forøge massernes aktivitet og samtidig mindske ens egen aktivitet. Men det er ikke det, det nu drejer sig om. Martynov taler følgelig her om revolutionær energi (»til at styrte« regeringen). Og hvilken konklusion kommer han så til? Eftersom de forskellige samfundslag i normale tider uvægerligt følger hver sin vej, så er det »i betragtning heraf klart, at vi socialdemokrater ikke på én gang kan lede forskellige oppositionelle lags aktive virksomhed, ikke kan diktere dem et positivt handlingsprogram og ikke kan anvise dem, med hvilke midler de fra dag til dag skal kæmpe for deres interesser ... De liberale lag skal nok selv tage sig af den aktive kamp for deres nærmest liggende interesser, således at de støder frontalt mod landets politiske regime« (41). Dermed gled Martynov, der begyndte med at tale om revolutionær energi og aktiv kamp for at styrte selvherskerdømmet, straks væk derfra over til faglig energi, til aktiv kamp for de nærmest liggende interesser! Det siger sig selv, at vi ikke kan lede studenternes, de liberales og andres kamp for deres »nærmest liggende interesser«, men det var jo heller ikke det, der var tale om, højtærede hr. økonomist! Der var tale om muligheden og nødvendigheden af forskellige samfundslags deltagelse i omstyrtelsen af selvherskerdømmet, og denne »aktive virksomhed af forskellige oppositionelle lag« ikke alene kan vi, men skal vi absolut lede, hvis vi ønsker at være »avantgarde«. At vore studenter, vort liberale og andre »støder frontalt mod landets politiske regime«, vil ikke kun de selv sørge for – det vil først og fremmest politiet og selvherskerregeringens embedsmænd selv sørge for. Men, hvis »vi« vil være førende demokrater, må vi sørge for at lede folk, der egentlig kun er utilfredse med universitetsforhold, eller kun med semstvoforhold osv., ind på den tanke, at hele det politiske system ikke duer. Vi må påtage os den opgave at organisere en sådan alsidig politisk kamp under vort partis ledelse, sådan at alle oppositionelle lag kan yde og virkelig giver sig til efter evne at yde hjælp til denne kamp og til dette parti. Vi bør af de socialdemokratiske praktikere udvikle politiske ledere af en sådan art, at de er i stand til at lede alle udslag at denne alsidige kamp, er i stand til i det rette øjeblik, at »diktere et positivt handlingsprogram« både for de oprørte studenter, de utilfredse semstvofolk, [q] de harmfulde sekterere, de forfordelte folkeskolelærere etc. etc. Derfor er det en aldeles urigtig påstand af Martynov, at »vi i forhold til dem kun kan optræde i den negative rolle som afslørere af forholdene ... Vi kan kun få deres forhåbninger til forskellige regeringskommissioner til at briste« (vor kursivering). Ved at sige dette viser Martynov, at han ikke forstår et suk af den revolutionære »avantgarde«s virkelige rolle. Og hvis læseren holder sig dette for øje, vil han forstå den egentlige mening med følgende ord, som Martynov slutter med: »Iskra er organ for den revolutionære opposition, som afslører vore tilstande, og fortrinsvis de politiske tilstande, for så vidt de kolliderer med alle mulige befolkningslags interesser. Vi derimod virker og vil fortsat virke for arbejdernes sag i snæver organisk forbindelse med den proletariske kamp. Ved at indsnævre vort påvirkningsfelt, komplicerer vi selve påvirkningen« (63).
Den egentlige mening med denne konklusion er: Iskra ønsker at højne arbejderklassens trade-unionistiske politik (som vore praktikere så ofte indskrænker sig til på grund af manglende forståelse, manglende skoling eller af overbevisning) til socialdemokratisk politik. Men Rabotjeje Delo ønsker at sænke den socialdemokratiske politik til en trade-unionistisk politik. Og samtidig bedyrer det over for alle og enhver, at dette er »fuldt forenelige standpunkter i den fælles sag« (68). O. sancta simpllcitas! / hellige enfold! /.
Lad os gå videre. Har vi mon kræfter til at dirigere vor propaganda og agitation ud til alle befolkningsklasser? Ja, naturligvis. Vore økonomister, som ikke sjældent er tilbøjelige til at benægte dette, ser bort fra det vældige skridt fremad, vor bevægelse har taget fra 1894 (cirka) til 1901. Som sande »khvostister« / »folk i bagtroppen« / lever de ofte i forestillinger fra en længst forsvunden periode i bevægelsens begyndelse. Dengang havde vi virkelig forbløffende få kræfter, dengang var det naturligt og logisk at beslutte fuldt ud at gå ind i arbejdet blandt arbejderne og skarpt fordømme enhver afvigelse herfra, dengang bestod hele opgaven i at få fodfæste i arbejderklassen. Nu er en gigantisk masse kræfter draget ind i bevægelsen, alle de bedste repræsentanter for den unge generation i de dannede klasser kommer til os, overalt, alle steder i provinsen sidder der nødtvungent folk, som allerede har deltaget eller gerne vil deltage i bevægelsen, folk, som tiltrækkes af socialdemokratiet (mens man i 1894 kunne tælle de russiske socialdemokrater på fingrene). En af vor bevægelses politiske og organisatoriske hovedmangler er, at vi ikke formår at beskæftige alle disse kræfter, at give alle et egnet arbejde (vi skal komme nærmere ind på dette i det følgende kapitel). Det uhyre flertal af disse kræfter er aldeles uden mulighed for at »gå ud til arbejderne«, således at der slet ikke kan være tale om fare for at aflede kræfter fra vor hovedopgave. Men for at give arbejderne virkelig alsidig og levende politisk viden er det nødvendigt at have »vore egne folk«, socialdemokrater, alle vegne i alle samfundslag, i alle stillinger, der giver mulighed for at kende de indre drivfjedre i vort statsapparat. Og sådanne folk behøves ikke blot i propagandistisk og agitatorisk, men endnu mere i organisatorisk henseende.
Er der grundlag for virksomhed i alle befolkningsklasser? Den, der ikke kan se det, hans bevidste orientering kan igen ikke følge trop med den spontane rejsning i masserne. Arbejderbevægelsen har fremkaldt og fremkalder stadig utilfredshed hos nogle, håb om støtte til oppositionen hos andre og erkendelse af selvherskerdømmets umulighed og dets uundgåelige sammenbrud hos atter andre. Vi ville kun i ord være »politikere« og socialdemokrater (som det meget, meget ofte forekommer i virkeligheden), hvis vi ikke erkendte, at vi skal udnytte ethvert udslag af utilfredshed og samle og bearbejde alle spirer til protest, hvor spæde de end er. For slet ikke at tale om, at hele den milliontallige masse af arbejdende bønder, hjemmearbejdere, småhåndværkere etc. altid begærligt lytter til en hvilken som helst nogenlunde kyndig socialdemokrat. Kan man måske pege på blot én befolkningsklasse, hvori der ikke findes folk, grupper og cirkler, der er utilfredse med retsløsheden og vilkårligheden, og som derfor er modtagelige for en socialdemokrats agitation som udtryk for de mest påtrængende generelt demokratiske behov? Den, der vil gøre sig konkret forestilling om den politiske agitation, som en socialdemokrat skal føre i alle klasser og befolkningslag, vil vi imidlertid henvise til politiske afsløringer i dette ords videste betydning som det vigtigste (men naturligvis ikke det eneste) middel i denne agitation.
»Vi må«, skrev jeg i artiklen Hvad Skal Man Begynde Med? (Iskra, nr. 4, maj 1901), som vi senere skal tale indgående om, »i alle nogenlunde bevidste lag af befolkningen vække en lidenskab for politiske afsløringer. Man skal ikke lade sig genere af, at de politisk afslørende røster nu er så svage, sjældne og forsagte. Årsagen hertil er så langtfra den udbredte affinden sig med politiets vilkårlighed. Årsagen er den, at de folk, der kan afsløre og er parat til det, ikke har nogen talerstol, hvorfra de kan tale, ikke nogen tilhørerskare, der lytter lidenskabeligt, og som opmuntrer talerne, at de ikke noget sted i folket øjner en kraft, som det er umagen værd at vende sig til med klager over den »almægtige« russiske regering ... Vi er nu i stand til og forpligtet til at sørge for en talerstol til afsløring af den tsaristiske regering fra hele folket, en sådan talerstol må være et socialdemokratisk blad«. [r]
Netop en sådan ideel tilhørerskare for politiske afsløringer er arbejderklassen, som frem for alt og mest af alt har behov for alsidig og levende politisk viden, og som bedst af alle er i stand til at omsætte denne viden i aktiv kamp, selv om den ikke skulle stille nogen form for »håndgribelige resultater« i udsigt. Men en talerstol for afsløringer fra hele folket kan kun være et landsomfattende russisk blad. »I det moderne Europa er en bevægelse, der skal fortjene betegnelsen politisk, utænkelig uden et politisk organ,« og Rusland hører i denne henseende utvivlsomt til det moderne Europa. Pressen er for længst blevet en magtfaktor hos os, ellers ville regeringen ikke have ofret titusinder af rubler på at bestikke den og på at støtte diverse personer som Katkov og Mesjtjerskij. Og det er ingen nyhed i selvherskerdømmet Rusland, at den illegale presse har gennembrudt censurens barrierer og tvunget de legale og konservative aviser til at omtale den åbent. Sådan var det i 70’erne og selv i 50’erne. Og hvor mange gange dybere og bredere er ikke nu de folkelag, der er indstillet på at læse den illegale presse og af den lære, »hvordan man skal leve og hvordan man skal dø«, for at benytte et udtryk af en arbejder i et brev til Iskra (nr. 7). [62] Politiske afsløringer er netop en krigserklæring til regeringen, på samme måde som økonomiske afsløringer erklærer fabrikanten krig. Og denne krigserklæring har des større moralsk betydning, jo bredere og kraftigere afsløringskampagnen er, jo talrigere og jo mere resolut den sociale klasse er, som erklærer krigen for at begynde krigen. Politiske afsløringer er derfor allerede i sig selv et af de stærkeste midler til opløsning af fjendens front, et middel til at fravriste fjenden hans tilfældige eller midlertidige forbundsfæller, et middel til at så fjendskab og mistillid blandt selvherskerdømmets faste parthavere.
I vor tid kan kun et parti, der virkeligt organiserer afsløringer fra hele folket, blive de revolutionære kræfters avantgarde. Men dette udtryk »hele folket« har et meget stort indhold. Det store flertal af de afslørere, som ikke tilhører arbejderklassen (og for at blive avantgarde må man netop drage andre klasser til sig), er nøgterne politikere og koldblodige, praktiske folk. De ved udmærket, at det ikke er helt ufarligt at »beklage sig« over selv en lavtstående embedsmand, for slet ikke at tale om den »almægtige« russiske regering. Og de vil kun henvende sig til os med en klage, når de ser, at klagen faktisk er i stand til at gøre virkning, at vi repræsenterer en politisk kraft. For i udenforståendes øje at blive en sådan kraft må vi arbejde meget og hårdnakket på at højne vor bevidste orientering, initiativrigdom og energi, hertil er det ikke nok at forsyne bagtroppens teori og praksis med etiketten »fortrop«.
Men hvis vi skal påtage os organiseringen af afsløringer af regeringen, sådan at de virkelig kommer fra hele folket, hvori kommer da vor bevægelses klassekarakter til udtryk? – vil den mere ivrige end kloge tilhænger af »snæver organisk forbindelse med den proletariske kamp« spørge os, og sådan spørges der allerede. Jo, netop i, at det er os, socialdemokraterne, som organiserer disse afsløringer fra hele folket, i at belysningen af alle de spørgsmål, der rejses i agitationen, vil blive givet i konsekvent socialdemokratisk ånd uden nogen som helst indrømmelser til tilsigtede eller utilsigtede forvrængninger af marxismen, i at denne alsidige politiske agitation vil blive ført af et parti, som skaber ét uadskilleligt hele både af stormløbet mod regeringen i hele folkets navn, af den revolutionære opdragelse af proletariatet med samtidig bevarelse af dettes politiske selvstændighed og af ledelsen af arbejderklassens økonomiske kamp, udnyttelsen af de spontane sammenstød mellem den og dens udbyttere, sammenstød, som rejser flere og flere lag af proletariatet og drager dem over i vor lejr!
Men et af økonomismens mest karakteristiske træk er netop, at den ikke forstår denne sammenhæng, ja, mere end det: dette sammenfald af proletariatets mest vitale behov (alsidig politisk opdragelse gennem politisk agitation og politiske afsløringer) med den generelt demokratiske bevægelses behov. Manglen på forståelse ytrer sig ikke alene i fraser à la Martynov, men også i meningsmæssigt tilsvarende påberåbelser af et påstået klassestandpunkt. Se f. eks., hvordan forfatterne til det økonomistiske brev i Iskra nr. 12 udtrykker sig herom [s]: »Den samme grundfejl ved Iskra (overvurdering af ideologien) er årsag til dets inkonsekvens i spørgsmål, der angår socialdemokratiets forhold til de forskellige samfundsklasser og retninger. Efter at Iskra gennem teoretiske udredninger« (og ikke ved, at »partiets opgaver vokser, samtidig med at partiet vokser ...«) »har løst opgaven: ufortøvet overgang til kamp mod absolutismen, og formodentlig så føler, hvor vanskelig denne opgave er for arbejderne under tingenes nuværende tilstand ...« (og ikke blot føler, men udmærket ved, at denne opgave forekommer arbejderne mindre vanskelig, end den forekommer de økonomistiske intellektuelle barnepiger, for arbejderne er endog parat til at slås for krav, der med den uforglemmelige Martynovs sprogbrug ikke stiller nogen som helst »håndgribelige resultater« i udsigt) ... »men ikke har tålmodighed til at vente på, at arbejderne samler yderligere kræfter til denne kamp, begynder Iskra at søge forbundsfæller i de liberales og intelligensens rækker ...«.
Ja, ja, vi har virkelig for længst tabt al tålmodighed til at »vente på« den velsignede tid, som så uendeligt længe er blevet os lovet af alle hånde »forsonere«, da vore økonomister hører op med at vælte deres egen tilbageståenhed over på arbejderne og med at undskylde deres egen mangel på energi med påstået mangel på styrke hos arbejderne. Vi spørger vore økonomister: Hvori skal »arbejdernes samling af kræfter til denne kamp« bestå? Er det ikke indlysende, at det må være i den politiske opdragelse af arbejderne, i afsløring over for dem af alle sider af vort nederdrægtige selvherskerdømme? Og er det ikke klart, at netop til dette arbejde behøver vi »forbundsfæller i de liberales og intelligensens rækker«, som er parat til at gøre os delagtige i afsløringer af det politiske felttog mod semstvofolkene, lærerne, statistikerne, studenterne osv.? Er det da så svært virkeligt at forstå denne vidunderligt »sindrige mekanik«? Har da ikke helt siden 1897 P. B. Akselrod belært jer om, at »arbejdet med at vinde tilhængere og direkte eller indirekte forbundsfæller for de russiske socialdemokrater i de ikke-proletariske klasser afgøres først og fremmest og hovedsageligt af karakteren af propagandavirksomheden i proletariatets eget miljø«? [63] Men Martynov’erne og andre økonomister vedbliver alligevel at forestille sig sagen, som om arbejderne til en begyndelse »gennem økonomisk kamp mod arbejdsgiverne og regeringen« skal samle kræfter (til trade-unionistisk politik), og først derpå »gå over« – formodentlig fra trade-unionistisk »opdragelse til aktivitet« til socialdemokratisk aktivitet!
»I sin søgen,« fortsætter økonomisterne, »går Iskra ofte bort fra klassestandpunktet, udvisker klassemodsætningerne og sætter den fælles utilfredshed med regeringen i forgrunden, skønt årsagerne til og graden af denne utilfredshed er yderst forskellige hos ’forbundsfællerne’. Sådan er f.eks. Iskras holdning til semstvoen ...« Iskra siges at have »lovet adelen, som ikke tilfredsstilles af regeringens almisser, arbejderklassens hjælp, uden i denne forbindelse med ét ord at nævne klassestriden mellem disse befolkningslag«. Hvis læseren vil se efter i artiklerne Selvherskerdømmet og Semstvoen (Iskra nr. 2 og 4), [64] som brevets forfattere formodentlig taler om, vil han finde, at disse artikler [t] behandlede regeringens holdning til den »stænderbureaukratiske semstvos spage agitation« og til »selv de besiddende klassers selvstændige virksomhed«. Det siges i artiklen, at arbejderen ikke kan se med ligegyldighed på regeringens kamp mod semstvoen, og semstvofolkene opfordres til at lægge den spage tale til side og udtale sig fast og skarpt, når det revolutionære socialdemokrati rejser sig i hele sin styrke mod regeringen. Hvad er det, brevets forfattere her er uenige i? – det vides ikke. Tror de mon, at arbejderen »ikke vil forstå« ordene »besiddende klasser« og »stænderbureaukratisk semstvo«? – at det puf, semstvofolkene får til at gå over fra spage til skarpe ord, er en »overvurdering af ideologien«? Bilder de sig mon ind, at arbejderne kan »samle kræfter« til kamp mod absolutismen, hvis de ikke kender også absolutismens holdning til semstvoen? Alt dette forbliver ligeledes ukendt. Kun én ting er klar: at forfatterne har meget tågede forestillinger om socialdemokratiets politiske opgaver. Endnu tydeligere fremgår det af deres frase: »Den samme holdning« (dvs. en holdning der også »udvisker klassemodsætningerne«) »har Iskra også til studenterbevægelsen«. I stedet for at opfordre arbejderne til i offentlige demonstrationer at erklære, at den virkelige kilde til vold, udskejelser og overgreb ikke er studenterne, men den russiske regering (Iskra nr. 2 [u]), skulle vi formodentlig have bragt en kommentar i Rabotjaja Mysl’s ånd! Og sådanne tanker udtrykkes af socialdemokrater i efteråret 1901, efter februar- og martsbegivenhederne, på tærsklen til nye studenterrejsninger, som afslører, at også på dette område iler den »spontane« protest mod selvherskerdømmet forud for den bevidste ledelse af bevægelsen fra socialdemokratiets side. Arbejdernes spontane ønske om at gå i brechen for studenterne, som mishandles af politi og kosakker, iler forud for den socialdemokratiske organisations bevidste virksomhed!
»Samtidig«, fortsætter brevets forfattere, »fordømmer Iskra i andre artikler skarpt ethvert kompromis og går eksempelvis ind for guesdisternes intolerante optræden«. Vi vil anbefale de folk, der så selvsikkert og så letsindigt plejer at erklære om uoverensstemmelser blandt vor tids socialdemokrater, at disse uoverensstemmelser er uvæsentlige og ikke berettiger til splittelse, at overveje disse ord grundigt. Kan mennesker, som siger, at vi endnu har gjort forbløffende lidt for at klarlægge selvherskerdømmets fjendtlige holdning til de forskelligste klasser og at gøre arbejderne bekendt med oppositionen mod selvherskerdømmet i de forskelligste lag, og mennesker, som heri ser et kompromis, åbenbart et kompromis med teorien om »økonomisk kamp mod arbejdsgiverne og mod regeringen«, arbejde frugtbart inden for samme organisation?
Vi har talt om nødvendigheden af i anledning af fyrreåret for bondefrigørelsen (nr. 3) [v] at føre klassekampen ud i landsbyen og om selvforvaltningens uforenelighed med selvherskerdømmet i anledning af Vittes hemmelige notat (nr. 4 ), vi har i anledning af den nye lov angrebet godsejernes feudalisme, og regeringen, som tjener dem (nr. 8), [x] og vi har hilst den illegale semstvo-kongres, og opmuntret semstvofolkene til at ophøre med underdanige bønskrifter og gå over til kamp (nr. 8), [y] vi har opmuntret studenterne, som er ved at begynde at forstå nødvendigheden af politisk kamp og er ved at gå over hertil (nr. 3), og samtidig har vi hudflettet den »grove mangel på forståelse« som tilhængerne af en »ren studenterbevægelse« har afsløret ved at opfordre studenterne til ikke at deltage i gadedemonstrationer (nr. 3. i anledning af opråbet fra Moskva-studenternes eksekutivkomité af 25. februar), vi har afsløret de »meningsløse drømmerier« og det »forløjede hykleri«, som findes hos de liberale rævepelse ved bladet Rossija [65] (nr. 5) og samtidig fremhævet raseriet hos regeringens rakkerknægte, som har »overfaldet fredelige skribenter, gamle professorer, forskere og kendte liberale semstvofolk« (nr. 5, Politioverfaldet på Litteraturen), [66] vi har afsløret den virkelige betydning af programmet for »statsforsorg til bedring af arbejdernes levevilkår« og fremhævet den »værdifulde indrømmelse«, at »det er bedre ved forandringer ovenfra at forebygge den slags krav nedefra, end at afvente kravene« (nr. 6) [z] vi har opmuntret de protesterende statistikere (nr. 7) og er gået i rette med de statistikere, der optrådte som strejkebrydere (nr. 9). [67] Den, der i denne taktik ser en udviskning at proletariatets klassebevidsthed og et kompromis med liberalismen, han afslører derved, at han absolut ikke forstår den egentlige betydning af Credo-programmet og de facto gennemfører netop dette program, hvor meget han så end forkaster det! Fordi han derved trækker socialdemokratiet over til den »økonomiske kamp mod arbejdsgiverne og mod regeringen« og kapitulerer over for liberalismen, idet han afstår fra at blande sig aktivt i ethvert »liberalt« spørgsmål og at definere sin egen, socialdemokratiske holdning til spørgsmålet.
Disse elskværdige ord stammer, som læseren vil huske, fra Rabotjeje Delo, som på denne måde svarer på vor anklage mod det for »indirekte beredelse af jordbunden for arbejderbevægelsens forvandling til redskab for det borgerlige demokrati«. I sin enfoldighed har Rabotjeje Delo fundet ud af, at denne anklage ikke er andet end et polemisk udfald: Her har, hedder det, disse ondskabsfulde dogmatikere bestemt sig til at sige os alle mulige ubehageligheder, og hvad kan vel være mere ubehageligt end at optræde som redskab for det borgerlige demokrati? Og så trykkes der et »dementi« med fed skrift: »fuldstændig ubesmykket bagvaskelse« (To Kongresser, s. 30), »mystifikation« (s. 31), »maskerade« (s. 33). Ligesom Jupiter vredes Rabotjeje Delo (skønt det har meget ringe lighed med Jupiter), netop fordi bladet har uret, og viser ved sine overilede skældsord sin mangel på evne til at sætte sig ind i modstandernes tankegang. Og der behøves dog ikke megen eftertanke for at forstå, hvorfor ethvert knæfald for spontaniteten i massebevægelsen, enhver reduktion af den socialdemokratiske politik til trade-unionistisk politik netop er beredelse af jordbunden for arbejderbevægelsens forvandling til redskab for det borgerlige demokrati. Den spontane arbejderbevægelse er i sig selv kun i stand til at skabe (og vil uvægerligt skabe) trade-unionisme, men når arbejderklassen fører trade-unionistisk politik, så fører den netop borgerlig politik. At arbejderklassen deltager i den politiske kamp, ja selv i den politiske revolution, gør endnu ikke på nogen måde dens politik til socialdemokratisk politik. Det vil Rabotjeje Delo vel ikke benægte? Vil bladet mon endelig åbent og uden omsvøb over for alle gøre rede for sin opfattelse af det internationale og det russiske socialdemokratis presserende problemer? – Ak nej, noget sådant vil aldrig falde det ind, eftersom det stædigt holder sig til den metode, som man kunne benævne ikke-metoden. Jeg er ikke mig, hesten er ikke min, jeg er ikke kusk. Vi er ikke økonomister, Rabotjaja Mysl er ikke økonomisme, der findes overhovedet ikke økonomisme i Rusland. Det er en enestående behændig og fiffig metode, som kun har den lille ulempe, at organer, der praktiserer den, plejer at blive behæftet med øgenavnet »Brug mig til alt«.
For Rabotjeje Delo tager det sig ud, som om borgerligt demokrati i Rusland i det hele taget er et »fantasifoster« (To Kongresser, s. 32). [aa] Hellige enfold! Ligesom strudsen gemmer de hovedet under vingen og tror, at så forsvinder alle omgivelser. Den række liberale skribenter, som hver måned udbasunerer deres triumf over marxismens opløsning og ligefrem udslettelse: rækken af liberale blade (St. Peterburgskije Vedomosti, [68] Russkije Vedomosti [69] og mange andre), som opmuntrer de liberale, der vil bibringe arbejderne Brentanos opfattelse af klassekampen [70] og den trade-unionistiske opfattelse af politik, hele den vrimmel af marxismens kritikere, hvis virkelige tendenser blev afsløret så klart af Credo, og hvis litterære kram er de eneste varer, der cirkulerer told- og afgiftsfrit i Rusland, genoplivelsen af revolutionære ikke-socialdemokratiske retninger, især efter begivenhederne i februar og marts, – alt dette skulle være fantasifostre! Alt dette har ikke noget som helst med borgerligt demokrati at gøre!
Ligesom forfatterne til det økonomistiske brev i Iskra nr. 12 burde Rabotjeje Delo »tænke lidt over, hvorfor disse forårsbegivenheder fremkaldte en sådan opblomstring af revolutionære ikke-socialdemokratiske retninger i stedet for at fremkalde en forstærkelse af socialdemokratiets autoritet og prestige«? – Fordi vi ikke viste os på højde med opgaven, fordi arbejdermassernes aktivitet viste sig at være større end vor aktivitet, fordi vi ikke rådede over tilstrækkeligt skolede revolutionære ledere og organisatorer, som havde tilstrækkeligt kendskab til stemningen i alle oppositionelle lag, og som kunne stille sig i spidsen for bevægelsen forvandle den spontane demonstration til en politisk, udvide dens politiske karakter osv. Under sådanne betingelser vil vor sakken bagud uvægerligt blive udnyttet at mere bevægelige, mere energiske revolutionære ikke-socialdemokrater, og hvor opofrende og energisk arbejderne end sloges med politi og militær, hvor revolutionært de end optrådte, udgjorde de kun en styrke, der støttede disse revolutionære, udgjorde det borgerlige demokratis bagtrop og ikke en socialdemokratisk fortrop. Tag det tyske socialdemokrati, fra hvilket vore økonomister kun vil overtage dets svage sider. Hvoraf kommer det, at der ikke foregår en eneste politisk begivenhed i Tyskland, uden at den medfører stadig voksende forstærkelse af socialdemokratiets autoritet og prestige? Det kommer af, at socialdemokratiet altid befinder sig foran alle andre i den mest revolutionære vurdering af begivenheden og i forsvaret af enhver protest mod vilkårlighed. Det lader sig ikke lulle i søvn af overvejelser om, hvordan den økonomiske kamp vil drive arbejderne ind på spørgsmålet om deres retsløshed, og at de konkrete betingelser skæbnebestemt driver arbejderbevægelsen ind på den revolutionære vej. Det blander sig i alle spørgsmål på alle områder af det sociale og politiske liv, både i spørgsmålet om /kejser/ Wilhelms nej til at anerkende borgmestre fra det borgerlige Fremskridtsparti (det er endnu ikke lykkedes vore økonomister at belære tyskerne om, at dette i virkeligheden er et kompromis med liberalismen!), og i spørgsmålet om lovgivning mod »utugtige« skrifter og billeder, i spørgsmålet om regeringsindflydelse på valg af professorer osv. osv. Overalt er de foran alle andre, puster til den politiske utilfredshed i alle klasser, sætter skub i de søvnige, trækker de efterblevne med frem og leverer alsidigt materiale til udvikling af proletariatets politiske bevidsthed og politiske aktivitet. Og resultatet er, at selv socialismens bevidste modstandere får respekt for den fremskredne politiske kæmper, og det hænder ikke sjældent, at et vigtigt dokument, ikke blot fra bourgeoisiets, men endog fra bureaukratiets og hoffets kredse på mirakuløs vis havner i / det socialdemokratiske blad / Vorwärts’ redaktionskontor.
Heri ligger forklaringen på den tilsyneladende »modsigelse«, som i den grad overstiger Rabotjeje Delo’s fatteevne, at det kun kan vride sine hænder og råbe »maskerade«! Man forestille sig blot: Vi, Rabotjeje Delo, stiller arbejdernes massebevægelse i første række (og trykker det med fed skrift), vi advarer alle og enhver mod at undervurdere det spontane elements betydning, vi vil give selve, selve, selve den økonomiske kamp politisk karakter, vi ønsker at være i snæver og organisk forbindelse med den proletariske kamp! Og så siger man til os, at vi bereder jordbunden for omdannelse af arbejderbevægelsen til redskab for det borgerlige demokrati. Og hvem er det, der siger det? Folk, som går på »kompromis« med liberalismen, blander sig i ethvert »liberalt« spørgsmål (hvilken mangel på forståelse af den »organiske forbindelse med den proletariske kamp«!) og vier både studenterne og tilmed (oh rædsel!) semstvoerne så stor opmærksomhed! Folk, der i det hele taget ønsker at bruge en (i sammenligning med økonomisterne) meget høj procent af deres kræfter på virksomhed blandt de ikke-proletariske lag af befolkningen! Er det da ikke en »maskerade«?
Stakkels Rabotjeje Delo! Vil det mon engang med tiden finde ud af denne sindrige mekanik?
a. For at undgå misforståelser skal vi bemærke, at vi i den videre fremstilling overalt ved økonomisk kamp (i overensstemmelse med den hos os gængse sprogbrug) forstår den »praktisk-økonomiske kamp«, som Engels i det ovenfor anførte citat betegnede som »modstand mod kapitalisterne«, og som i frie lande kaldes faglig, syndikal eller trade-unionistisk kamp.
b. I dette kapitel taler vi kun om den politiske kamp, om den videre eller snævrere opfattelse af den. Vi skal derfor kun i forbigående, blot som kuriosum, fremhæve Rabotjeje Delo’s anklage mod Iskra for »overdreven tilbageholdenhed« i forhold til den økonomiske kamp (To Kongresser, drøvtygget af Martynov i hans brochure Socialdemokratiet og Arbejderklassen). Hvis de herrer anklagere ville udtrykke, enten i vægt eller trykark (som de ynder at gøre det), hvor meget stoffet om den økonomiske kamp fylder i Iskra for ét år, og sammenligne med det tilsvarende stof i Rabotjeje Delo og Rabotjaja Mysl tilsammen, ville de nemt indse, at de også i denne henseende er bagefter. Åbenbart tvinger erkendelsen af den enkle sandhed dem til at gribe til slutninger, som umiskendeligt viser deres forlegenhed. Iskra må (!), skriver de, med eller mod sin vilje (!) tage livets vigtigste krav i betragtning og i det mindste (!!) bringe korrespondancer om arbejderbevægelsen (To Kongresser, s. 27). Virkelig et argument, der gør det af med os!
c. Vi siger »generelt«, fordi der i Rabotjeje Delo netop er tale om generelle principper og generelle opgaver for hele partiet. Utvivlsomt forekommer der i praksis tilfælde, hvor politikken virkelig bør følge efter økonomien, men at tale herom i resolutioner, der er bestemt for hele Rusland, det kan kun økonomister finde på. Der forekommer jo også situationer, hvor man »lige fra begyndelsen« kan føre politisk agitation »på økonomisk grundlag alene«, og ikke desto mindre har Rabotjeje Delo til syvende og sidst spekuleret sig frem til, at der »ikke er nogen som helst nødvendighed« herfor (To Kongresser, s. 11). I et følgende kapitel skal vi påvise, at »politikernes« og de revolutionæres taktik ikke ignorerer socialdemokratiets trade-unionistiske opgaver, men tværtimod er den eneste, som tilmed sikrer deres konsekvente gennemførelse.
d. Landøvrigheden (russisk: semskije natjalniki) udgjordes af adelsmænd med myndighed som overordnede politifolk og dommere. – Red.
e. Ordrette udtryk fra brochuren To Kongresser, s. 31, 32, 28 og 30.
f. To Kongresser, s. 32.
g. Rabotjeje Delo nr. 10, s. 60. Dette er Martynovs variant af den anvendelse af sætningen »hvert skridt virkelig bevægelse er vigtigere end et dusin programmer« på vor bevægelses nuværende kaotiske tilstand, som vi allerede har karakteriseret ovenfor. I virkeligheden er det kun en oversættelse af til russisk af Bernsteins famøse sætning: »Bevægelsen er alt – det endelige mål intet«.
h. S. 43: »Naturligvis, når vi anbefaler arbejderne at stille regeringen bestemte økonomiske krav, gør vi det fordi enevoldsregeringen på det økonomiske område nødtvungent er parat til at gå ind på visse indrømmelser.«
i. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 297-319, russ. – Red.
j. Rabotjaja Mysl, Særtillæg, s. 14.
k. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 4, s. 391-396, russ. – Red.
l. Kravet om at »give selve den økonomiske kamp politisk karakter« udtrykker yderst plastisk knæfaldet for spontaniteten inden for den politiske virksomhed. Den økonomiske kamp antager tit og ofte spontant politisk karakter, dvs. uden indblanding fra den »revolutionære bacille – intelligensen«, uden indblanding fra bevidst orienterede socialdemokrater. Således antog arbejdernes økonomiske kamp i England politisk karakter uden nogen som helst deltagelse af socialister. Derimod er socialdemokraternes opgaver ikke udtømt med politisk agitation på økonomisk grundlag, deres opgave er at forvandle denne trade-unionistiske kamp til en socialdemokratisk, politisk kamp. at udnytte de spirer til politisk bevidst orientering, som den økonomiske kamp har nedlagt i arbejderne, for at hæve arbejderne op til socialdemokratisk bevidst orientering. Men i stedet for at hæve og drive den spontant vakte politiske bevidsthed fremad, falder Martynov’erne på knæ for spontaniteten og gentager så ofte, at det er til at brække sig over, at den økonomiske kamp »driver« arbejderne ind på spørgsmålet om deres politiske retsløshed. Skade, mine herrer, at denne spontane vækkelse af den trade-unionistiske politiske bevidsthed ikke »driver« også jer ind på spørgsmålet om jeres socialdemokratiske opgaver!
m. Til bekræftelse af, at hele denne arbejdertale til økonomisterne ikke er grebet ud af luften, vil vi påberåbe os to vidner, som ubestrideligt er direkte bekendt med arbejderbevægelsen, og som mindst af alt er til-bøjelige til at nære forkærlighed for os »dogmatikere«, idet det ene vidne er økonomist (og endog anser Rabotjeje Delo for et politisk organ), og den anden terrorist. Det første vidne er forfatter til en artikel, der er bemærkelsesværdig ved sin sandfærdighed og livlighed: Arbejderbevægelsen i Petersborg og Socialdemokratiets Praktiske Opgaver i Rabotjeje Delo nr. 6. Han deler arbejderne i 1) de bevidste revolutionære, 2) mellemlaget og 3) den øvrige masse. Og netop mellemlaget »interesserer sig ofte mere for det politiske livs spørgsmål end for sine egne mest nærliggende økonomiske interesser, hvis forbindelse med de almene sociale forhold for længst er opfattet«. ... De kritiserer Rabotjaja Mysl skarpt: »Det er altsammen det samme gammelkendte, for længst læste«, »I den politiske oversigt er der igen intet« (s. 30-31). Men også det tredje lag: »Den mere fintmærkende yngre arbejdermasse, som er mindre demoraliseret af værtshus og kirke, og som næsten aldrig har lejlighed til at læse en bog med politisk indhold, drøfter på må og få det politiske livs foreteelser, spekulerer over de spredte beretninger om studenteruroligheder« osv. Og terroristen skriver: »... en eller to gange læser de om småsager i fabrikslivet forskellige steder, i andre byer og holder så op ... Det er kedsommeligt ... Ikke at skrive om regeringen i et arbejderblad er at betragte arbejderen som et pattebarn ... Arbejderen er ikke noget barn« (Svoboda, [59] udgivet af den revolutionær-socialistiske gruppe, s. 69-70).
n. Martynov »forestiller sig et andet, mere reelt (?) dilemma« (Socialdemokratiet og Arbejderklassen, s. 19): »Enten påtager socialdemokratiet sig den direkte ledelse af proletariatets økonomiske kamp og forvandler den derved (!) til revolutionær klassekamp« ... Derved, det vil åbenbart sige ved direkte ledelse af den økonomiske kamp. Lad Martynov vise os, hvor man har set, at det er lykkedes, blot ved at lede den faglige kamp, at forvandle en trade-unionistisk bevægelse til en revolutionær klassebevægelse? Forstår han da ikke, at vi for at opnå denne forvandling aktivt skal tage fat på »direkte ledelse« af en alsidig politisk agitation? ... »Eller det andet perspektiv: Socialdemokratiet fjerner sig fra ledelsen af arbejdernes økonomiske kamp ... og stækker derved sine egen vinger«. Ifølge Rabotjeje Delo’s ovenfor anførte opfattelse, er det Iskra, der »fjerner sig«. Men vi har set, at Iskra gør langt mere and Rabotjeje Delo for at lede den økonomiske kamp, men at det ikke derfor begrænser sig hertil og ikke af hensyn hertil indsnævrer sine politiske opgaver.
o. Det drejer sig om foråret 1901, de der indledtes store gadedemonstrationer. [60] (Lenins fodnote til udgaven 1907. – Red.)
p. For eksempel dikterede Liebknecht under den fransk-prøjsiske krig et handlingsprogram for hele demokratiet – og Marx og Engels gjorde det samme i endnu højere grad i 1848.
q. Semstvo – såkaldt lokal selvforvaltning i nogle af tsartidens europæiske guvernementer og ujesd’er (amter), indført 1864, sammensat hovedsagelig af adelige godsejere, desuden købmænd og storbønder. Semstvoerne skulle løse talrige opgaver, men mål og programmer f.eks. for skoler var fastsat af tsarregeringen. Semstvoerne tjente adelens og de besiddendes interesser. Efterhånden fremkom opposition og liberale strømninger inden for semstvoernes forskellige organer, hvad der fremkaldte strenge forholdsregler og forfølgelser mod de pågældende personer, navnlig læger, lærere, agronomer og statistikere (registerførere). – Red.
r. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 10-11, russ. – Red.
s. På grund af pladsmangel i Iskra har det ikke været os muligt udførligt at besvare dette for økonomisterne yderst karakteristiske brev. Vi var meget glade for dets fremkomst, eftersom snakken om inkonsekvens i Iskras klassestandpunkt for længst er nået til os fra de forskelligste sider, og vi kun har søgt en passende lejlighed eller et formuleret udtryk for den gængse anklage for at svare derpå. Vi plejer at besvare angreb, ikke med forsvar, men med modangreb.
t. Og ind imellem disse artikler offentliggjordes (Iskra nr. 3) en artikel specielt om klassemodsætningerne i landsbyerne hos os. (Se Samlede Værker, 5. udg. bd. 4, s. 429-437, russ. – Red.)
u. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 4, s. 391-396, russ. – Red.
v. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 4, s. 429-437, russ. – Red.
x. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 87-92, russ. – Red.
y. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 93-94, russ. – Red.
z. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 78 og 79, russ. – Red.
aa. Her henvises også til »de konkrete russiske betingelser, der skæbnebestemt driver arbejderbevægelsen ind på den revolutionære vej«. De folk vil ikke forstå, at arbejderbevægelsens revolutionære vej ikke uden videre behøver at være den socialdemokratiske vej! Hele det vesteuropæiske bourgeoisi »drev« jo under enevælden bevidst arbejderne ind på den revolutionære vej. Vi socialdemokrater kan imidlertid ikke stille os tilfreds med dette. Og hvis vi på den ene eller anden måde reducerer den socialdemokratiske politik til spontan, trade-unionistisk politik, spiller vi netop derved det borgerlige demokratis spil.
58. Det Almindelige Jødiske Arbejderforbund i Litauen, Polen og Rusland (Bund) organiseredes i 1897 på de jødiske socialdemokratiske gruppers stiftende kongres i Vilna (nu Vilnius). Det omfattede fortrinsvis halvproletariske elementer blandt de jødiske håndværkere i de vestlige dele af Rusland. På det russiske socialdemokratis (RSDAP’s) 1. kongres (1898) indtrådte Bund i RSDAP »som autonom organisation, kun med selvstændighed i specielle spørgsmål vedrørende det jødiske proletariat« (SUKP i resolutioner og beslutninger fra kongresser, konferencer og centralkomitémøder, 1. del, 1954, s. 14, russ.).
Bund bragte nationalisme og separatisme ind i Ruslands arbejderbevægelse og indtog opportunistiske standpunkter i vigtige spørgsmål. I april 1901 udtalte Bund’s 4. kongres sig for ophævelse af den organisatoriske forbindelse, der var etableret på RSDAP’s 1. kongres, og der vedtoges en resolution om, at autonomien skulle erstattes med en føderation. I en resolution Om Den Politiske Kamps Midler, vedtaget på Bund’s 4. kongres, hed det, at »det bedste middel til at inddrage brede masser i bevægelsen er den økonomiske kamp«.
På RSDAP’s 2. kongres 1903 udtrådte Bund af partiet, efter at kongressen havde forkastet Bund’s krav om anerkendelse som det jødiske proletariats eneste repræsentant. I 1906 indtrådte Bund atter i RSDAP på grundlag af en beslutning på 4. kongres (samlingskongressen).
Indenfor RSDAP støttede Bund til stadighed partiets opportunistiske fløj (økonomister, mensjevikker, likvidatorer) og bekæmpede bolsjevikkerne og bolsjevismen. Bolsjevikkernes krav om nationernes ret til selvbestemmelse blev fra Bund mødt med krav om kulturel-national autonomi. Under Stolypin-reaktionen efter 1907 indtog Bund likvidatorernes standpunkt og deltog aktivt i dannelsen af den partifjendtlige Augustblok 1912. Under første verdenskrig indtog Bund et socialchauvinistisk standpunkt. I 1917 støttede Bund den kontrarevolutionære provisoriske regering og var modstander af den socialistiske oktoberrevolution. I marts 1921 opløste Bund sig selv, og en del af dets medlemmer trådte ind i Ruslands Kommunistiske Parti (bolsjevikkerne), RKP (b). – S. 77.
59. Svoboda – tidsskrift udgivet i Svejts af den revolutionær-socialistiske gruppe af samme navn (grundlagt i maj 1901 af J. O. Selenskij (Nadjesdin)). Der udkom to numre af tidsskriftet: Nr. 1 i 1901 og nr. 2 i 1902. Lenin henregnede Svoboda til de »grupper uden jordbund«, som hverken har »holdbare, seriøse ideer, program, taktik og organisation eller rod i masserne«. Gruppen gik sammen med økonomisterne i Petersborg mod Iskra og mod RSDAP’s Petersborg-komité. Den ophørte at eksistere i 1903.
Lenin har givet en karakteristik af gruppen i Om Tidsskriftet Svoboda (Værker 5. udg., bd. 6, s. 254-259, russ.). – S. 91.
60. Der sigtes til de revolutionære massedemonstrationer af arbejdere og studenter: politiske demonstrationer, møder og strejker, som fandt sted i februar-marts 1901 i Petersborg, Moskva, Kijev, Kasan, Tomsk og andre byer i Rusland.
Studenterbevægelsen i studieåret 1900-1901 opstod på grundlag af akademiske krav, men antog karakter af revolutionære politiske demonstrationer mod selvherskerdømmets reaktionære politik. Den vandt genklang i alle lag af det russiske samfund. Den direkte anledning til demonstrationerne og strejkerne i februar-marts 1901 var udskrivningen til militærtjeneste af 183 studenter ved universitetet i Kijev, fordi de havde deltaget i et studentermøde (se Lenins artikel: Udskrivningen Af 183 Studenter Til Soldater, Samlede Værker, 5. udg., bd. 4, s. 391-396. russ.). – S. 94.
61. Marx/Engels: Det Kommunistiske Partis Manifest (Udvalgte Skrifter, Forlaget Tiden 1974, bd. I, s. 59). – S. 99.
62. Iskra nr. 7, august 1901, bragte i rubrikken Kronik Over Arbejderbevægelsen Og Breve Fra Fabrikkerne et brev fra en tekstilarbejder i Skt. Petersborg, som vidnede om den store indflydelse, bladet Iskra havde blandt de mest fremskredne arbejdere.
»... Jeg har vist Iskra til mange af mine kammerater, og mit eksemplar er helt slidt op, men det er dyrebart...« skrev brevets afsender. »Her står der noget om vore anliggender, om de russiske anliggender i det hele taget, som man ikke kan gøre op i kopek og regne ud efter klokkeslæt; når man læser det, forstår man, hvorfor gendarmer og politi frygter os, arbejderne, og de intellektuelle, vi følger. De skræmmer med rette også tsaren og arbejdsgiverne, alle, ikke bare arbejdsgiverne med de fyldte lommer ... Nu kan arbejdsfolket let komme i brand. Det ulmer allerede nedenunder, der skal bare en gnist til, så bryder branden ud. Åh, hvor er det sandt, som det er sagt, at af gnisten vil en flamme slå op! ... Førhen var hver enkelt strejke en begivenhed, men nu kan enhver se, at strejke alene er ingenting, nu gælder det friheden, at tage hele favnen fuld af den. Nu vil alle, gamle og unge, gerne læse, og det er vores sorg, at bøger er der ingen af. Sidste søndag samlede jeg 11 mand og laste Hvad Skal Man Begynde Med?, og vi skiltes ikke før sent på aftenen. Hvor er det hele sagt rigtigt, hvor rammende ... Det ville være rart, om der kunne blive skrevet et brev til os, dér i Deres Iskra, så det ikke alene kan lære os, hvordan man skal begynde, men også, hvordan man skal leve og hvordan man skal dø«. – S. 105.
63. P. B. Akselrod: Om De Russiske Socialdemokraters Nuværende Opgaver Og Taktik, Geneve, 1898, s. 16-17. – S. 108.
64. Der sigtes til P. B. Struves artikel Selvherskerdømmet Og Semstvoen i Iskra nr. 2 og 4, februar og maj 1901. Optagelsen af Struves artikel i Iskra og Sarjas trykning af S. J. Vittes »konfidentielle notater« om Selvherskerdømmet Og Semstvoen med forord af Struve (R.N.S.) var en følge af januar-overenskomsten (1901) mellem redaktionerne af Iskra og Sarja og »den demokratiske opposition« (personificeret i Struve). Denne overenskomst, som blev gennemført af Akselrod og Vera Sasulitj med støtte fra Plekhanov mod Lenins stemme, holdt kun kort tid; i foråret 1901 konstateredes, at et fortsat samarbejde mellem socialdemokraterne og de borgerlige demokrater var umuligt, og alliancen med Struve faldt. – S. 108.
65. Rossija – moderat liberalt dagblad, som udkom i Petersborg i årene 1889-1902 under redaktion af G. P. Sasonov under medvirken af kronikørerne A. V. Amfiteatrov og V. M. Dorosjevitj. Bladet var vidt udbredt i borgerlige kredse. I januar 1902 forbød regeringen bladet. – S. 110.
66. Der sigtes til en artikel af Vera Sasulitj: I Anledning Af De Nuværende Begivenheder, en kronologisk fremstilling af studenterdemonstrationerne (Iskra nr. 3, april 1901), en artikel af A. N. Potresov: Om Meningsløse Drømmerier, og en notits: Politioverfaldet På Litteraturen (Iskra, nr. 5, juni 1901) . – S. 110.
67. Der sigtes til notitserne Episoden I Jekaterinoslavsemstvoen, og »Strejkebryderne« i Vjatka (Iskra nr. 7 og 9, august og oktober 1901). – S. 110.
68. S. Peterburgskije Vedomosti (Skt. Petersborg-Efterretninger) – et blad, der udkom i Petersborg fra 1728 som fortsættelse af det første russiske blad, Vedomosti, som udkom fra 1703. Fra 1728 til 1874 blev S. Peterburgskije Vedomosti udgivet af Videnskabsakademiet, fra 1875 af ministeriet for folkeoplysning. Bladet udkom indtil slutningen af 1917. – S. 112.
69. Russkije Vedomosti (Russiske Efterretninger) – udgivet i Moskva siden 1863. Det udtrykte den moderat liberale intelligens’ synspunkter. I 80’erne og 90’erne var flere demokratiske skribenter medarbejdere ved bladet (M. J. Saltykov-Sjtjedrin, G. I. Uspenskij, V. G. Korolenko m.fl. ), og det bragte bidrag af liberale narodnikker. Efter 1905 blev bladet organ for det borgerlige kadetpartis højre fløj. Lenin påpegede, at Russkije Vedomosti var en ejendommelig kombination af »højreorienterede kadetsynspunkter og narodnikisk fernis« (Samlede Værker, 5. udg., bd. 23, s. 198, russ.). I 1918 blev Russkije Vedomosti standset tilligemed andre kontrarevolutionære blade. – S. 112.
70. Brentanos opfattelse af klassekampen, »brentanoisme«, en »liberalt-borgerlig teori, som anerkendte proletariatets ikke-revolutionære klassekamp« (Lenin i forordet til Den Proletariske Revolution Og Renegaten Kautsky, se denne udgave, bd. 11), og som hævdede muligheden af arbejderspørgsmålets løsning indenfor kapitalismens rammer gennem fabrikslovgivning og arbejdernes organisering i fagforeninger. Den fik sit navn efter Lujo Brentano, en af de mest fremtrædende skikkelser i den katedersocialistiske skole (se note 20). – S. 112.
Sidst opdateret 23.7.2014