Det russiske socialdemokratis historie falder tydeligt i tre perioder.
Den første periode strækker sig over omkring 10 år, rundt regnet fra 1884-1894. Det var den periode, da socialdemokratiets teori og program opstod og fæstnedes. Antallet at tilhængere af den nye retning i Rusland taltes i enere. Socialdemokratiet eksisterede uden arbejderbevægelse og gennemlevede som politisk parti fosterstadiet.
Den anden periode omfatter tre-fire år, 1894-1898. Socialdemokratiet træder frem i dagens lys som social bevægelse, som en rejsning i folkemasserne, som politisk parti. Det er barndoms- og opvækstalderens periode. Med en epidemis hast breder sig i intelligensen en almindelig begejstring for kamp mod narodnismen og for at optage føling med arbejderne og blandt arbejderne almindelig begejstring for strejker. Bevægelsen gør store fremskridt. De fleste af lederne er ganske unge folk, som langtfra har nået den »femogtrediveårs alder«, som forekom hr. N. Mikhajlovskij at være en vis naturlig grænse. På grund af deres ungdom viser de sig uforberedte til det praktiske arbejde og forlader skuepladsen forbavsende hurtigt. Men dimensionerne af deres arbejde var for en stor dels vedkommende meget omfattende. Mange af dem var begyndt at tænke revolutionært som narodovoltser. Næsten alle havde de i deres tidligste ungdom begejstret tilbedt terrorens helte. At opgive denne heroiske traditions fortryllelse kostede kamp og ledsagedes af brud med mennesker, som ønskede at forblive tro mod Narodnaja Volja, koste hvad det ville, og som de unge socialdemokrater agtede højt. Kampen animerede til at studere, til at læse illegale værker af alle retninger og til at beskæftige sig indgående med den legale narodnismes problemer. De socialdemokrater, som blev opdraget gennem denne kamp, gik ind i arbejderbevægelsen »uden et eneste minut« at glemme hverken marxismens teori, som inspirerede dem med sit klare lys, eller den opgave at omstyrte selvherskerdømmet. Oprettelsen af partiet i foråret 1898 var den mest udtryksfulde og samtidig den sidste bedrift af dette kuld af socialdemokrater.
Den tredje periode forberedes, som vi har set, i 1897 og afløser definitivt den anden periode i 1898 (1898-?). Det er en periode med forvirring, opløsning og svingninger. Under opvæksten sker det, at et menneskes stemme knækker over. Og også hos det russiske socialdemokrati i denne periode begyndte stemmen at knække over, begyndte at lyde falsk – på den ene side i værker af herrerne Struve og Prokopovitj, Bulgakov og Berdjajev, på den anden side hos V. I-n og R.M., hos B. Kritjevskij og Martynov. Men det var kun lederne, der traskede om hver for sig og gik tilbage: selve bevægelsen fortsatte at vokse og tage store skridt fremad. Den proletariske kamp greb stadig nye arbejderlag og spredte sig over hele Rusland, samtidig med at den indirekte medvirkede til den demokratiske ånds opvågnen blandt studenterne og i andre befolkningslag. Lederne havde ikke en tilstrækkelig bevidst orientering over for den spontane rejsnings bredde og kraft, blandt socialdemokraterne havde allerede et nyt kuld overvægten – et kuld al folk, der næsten udelukkende var opdraget med »legal« marxistisk litteratur, og den var desto mere utilstrækkelig jo mere massernes spontanitet krævede bevidst orientering hos lederne. Lederne sakkede ikke alene bagud, såvel i teoretisk henseende (»frihed til kritik«) som i praktisk (»dilettanteriet«), men forsøgte også at forsvare deres tilbageståenhed med allehånde højtravende argumenter. Socialdemokratismen blev både af den legale litteraturs Brentano-tilhængere og af den illegale litteraturs khvostister reduceret til trade-unionisme. Credo-programmet begyndte at blive realiseret, især da socialdemokraternes »dilettanteri« afstedkom en opblussen i de ikke-socialdemokratiske revolutionære retninger.
Hvis nu læseren vil bebrejde mig, at jeg har beskæftiget mig alt for indgående med Rabotjeje Delo, vil jeg dertil svare: Rabotjeje Delo har fået »historisk« betydning, fordi det tydeligere end andre har afspejlet »ånden« fra denne tredje periode. [a] Ikke den konsekvente R.M., men netop vejrhaner som Kritjevskij og Martynov kunne rigtigt for alvor udtrykke forvirring og svingninger og villighed til at gøre indrømmelser både over for »kritikken«, over for »økonomismen« og over for terrorismen. Ikke den ophøjede foragt for det praktiske arbejde hos en og anden dyrker af »det absolutte«, men netop foreningen af småtskåren prakticisme og fuldstændig teoretisk sorgløshed er karakteristisk for denne periode. Periodens helte gav sig ikke så meget af med direkte at fornægte »de store ord« som med at forfladige dem: den videnskabelige socialisme hørte op med at være en revolutionær helhedsteori og forvandledes til et sammensurium, som man »frit« spædte op med det tynde indhold af hver ny tysk lærebog, parolen »klassekamp« gav ikke stødet til stadig mere omfattende stadig mere energisk virksomhed, men tjente som beroligelsesmiddel, eftersom jo »den økonomiske kamp er uløseligt forbundet med den politiske«, partiideen virkede ikke som en appel til opbygning af en kamporganisation af revolutionære, men retfærdiggjorde en art »revolutionært kontoriusseri« og en barnagtig leg med »demokratiske« former.
Vi véd ikke, hvornår den tredje periode slutter og den fjerde begynder (i hvert fald indvarsles den allerede af mange tegn). Fra historiens område går vi nu over i det nuværendes og til dels det fremtidiges område. Men vi er fast overbevist om, at den fjerde periode vil føre til befæstelse af den kæmpende marxisme, at det russiske socialdemokrati vil gå styrket og modnet ud af krisen, at en virkelig fortrop af selve den revolutionære klasse vil træde frem til afløsning al opportunisternes bagtrop.
Som en appel til en sådan afløsning og som en sammenfatning af alt det, der er fremstillet ovenfor, kan vi til spørgsmålet: Hvad Må Der Gøres? give det korte svar: Den tredje periode må likvideres.
a. Jeg kunne lige så godt have svaret med det tyske ordsprog: Den Sack schlägt man, den Esel meint man, eller på russisk: Katten får kløene, svigerinden bagtalelsen. Ikke bare Rabotjeje Delo, men den store masse af praktikere og teoretikere sværmede for »kritikken«, som var på mode, løb sur i spørgsmålet om spontaniteten og sank ned fra socialdemokratisk til trade-unionistisk opfattelse af vore politiske og organisatoriske opgaver.
Sidst opdateret 18.8.2008