Vi har sagt, at vor bevægelse, som er langt bredere og dybere end 70’ernes bevægelse, må besjæles af samme grænseløse beslutsomhed og energi som dengang. Faktisk synes det som om ingen hidtil har betvivlet, at den moderne bevægelses styrke består i, at den har vækket masserne (og først og fremmest industriproletariatet), men at dens svaghed er de ledende revolutionæres mangel på bevidst orientering og initiativ.
Imidlertid er der i den allerseneste tid gjort en sensationel opdagelse, som truer med at vende op og ned på alle hidtil gældende anskuelser i dette spørgsmål. Opdagelsen er gjort af Rabotjeje Delo, som i en polemik mod Iskra og Sarja ikke har indskrænket sig til enkelte specielle indvendinger, men har forsøgt at føre den »generelle divergens« ned til dens dybere rod – til en »forskellig vurdering af den relative betydning af det spontane og det bevidst ‘planmæssige’ element«. Rabotjeje Delo’s anklagepåstand lyder: Undervurdering af betydningen af udviklingens objektive eller spontane element. [b] Hertil siger vi: Selv om Iskras og Sarjas polemik ikke skulle have givet noget som helst andet resultat end at få Rabotjeje Delo til at spekulere sig frem til denne »generelle divergens«, ville alene dette resultat give os stor tilfredsstillelse: Så betydningsfuld er denne tese, så klart belyser den hele kernen i de nuværende teoretiske og politiske meningsforskelligheder blandt russiske socialdemokrater.
Derfor er nemlig spørgsmålet om den bevidste orienterings forhold til spontaniteten af så umådelig almen interesse, og det bør behandles i alle enkeltheder.
I det foregående kapitel omtalte vi den omsiggribende begejstring for marxismens teori blandt den dannede russiske ungdom i midten af 90’erne. Samme omsiggribende karakter antog ved samme tid arbejderstrejkerne efter den berømte Petersborg-industrikrig i 1896. [40] Deres udbredelse over hele Rusland vidnede klart om, hvor dybt den nyopståede folkebevægelse gik, og skal der overhovedet tales om et »spontant element«, så må naturligvis netop denne strejkebevægelse anerkendes som spontan frem for nogen. Men også på spontanitet er der forskel. Der forekom også strejker i Rusland både i 70’erne og i 60’erne (og endda i første halvdel af det 19. århundrede), ledsaget af »spontane« ødelæggelser af maskiner osv. I sammenligning med disse »oprør« kan strejkerne i 90’erne endog betegnes som »bevidste« – så betydeligt er det skridt fremad, som arbejderbevægelsen har taget i den mellemliggende tid. Det viser os, at det »spontane element« i virkeligheden ikke er andet end den bevidste orienterings kimform. Og allerede de primitive oprør var i sig selv udtryk for en vis vækkelse til bevidst orientering: arbejderne havde mistet den gamle tro på urokkeligheden af det system, der undertrykte dem, de begyndte ... jeg vil ikke sige at forstå, men at føle nødvendigheden af kollektiv modstand, og de brød resolut med den slaviske underdanighed over for øvrigheden. Men alligevel var det langt mere et udslag af fortvivlelse og hævn end kamp. Strejkerne i 90’erne viser os langt flere glimt af bevidst orientering: der stilles bestemte krav, det overvejes på forhånd, hvilket tidspunkt der er bedst egnet, man drøfter kendte tilfælde og eksempler andre steder fra osv. Mens oprørene blot var undertrykte menneskers opstand, var de systematiske strejker nu udtryk for spiren til klassekamp, men netop også kun spiren. I sig selv var disse strejker en trade-unionistisk kamp og endnu ikke en socialdemokratisk, de markerede den vågnende antagonisme mellem arbejdere og fabriksherrer, men arbejderne havde ikke og kunne ikke have nogen bevidsthed om deres interessers uforsonlige modsætningsforhold til hele det moderne politiske og sociale system, dvs. socialdemokratisk bevidsthed. I denne betydning var strejkerne i 90’erne trods det uhyre fremskridt i forhold til »oprørene« fremdeles en rent spontan bevægelse.
Vi sagde, at arbejderne ikke kunne have nogen socialdemokratisk bevidsthed. Den kunne kun tilføres dem udefra. Alle landes historie viser, at ved egne kræfter alene er arbejderklassen kun i stand til at udvikle en trade-unionistisk bevidsthed, dvs. en overbevisning om nødvendigheden af at slutte sig sammen i forbund, føre kamp mod fabriksherrerne, arbejde for at få regeringen til at udstede forskellige love, som er nødvendige for arbejderne osv. [c] Socialismens lære derimod er vokset frem af de filosofiske, historiske og økonomiske teorier, som er udviklet af dannede repræsentanter for de besiddende klasser, af intelligensen. Den moderne, videnskabelige socialismes grundlæggere, Marx og Engels, tilhørte jo selv ifølge deres sociale placering bourgeoisi-intelligensen. På nøjagtig samme måde er socialdemokratiets teoretiske lære dukket op i Rusland, ganske uafhængigt af den spontane vækst af arbejderbevægelsen, dukket op som et naturligt og uundgåeligt resultat af tankens udvikling hos den revolutionær-socialistiske intelligens. På den tid, der her er tale om, dvs. op mod midten af 90’erne, var denne lære ikke alene allerede fuldt udformet i programmet for gruppen Osvobosjdenie Truda, men havde også vundet flertallet af den revolutionære russiske ungdom for sig.
Der fandtes således både en spontan vækkelse i arbejdermasserne, en vækkelse til bevidst liv og bevidst kamp, og en revolutionær ungdom, rustet med den socialdemokratiske teori, og ivrig efter kontakt med arbejderne. I denne forbindelse er det navnlig vigtigt at fastslå det ofte glemte (og relativt lidet kendte) faktum, at de første socialdemokrater fra denne periode, som ihærdigt gav sig af med økonomisk agitation (og i denne henseende helt fulgte de virkelig nyttige anvisninger, som fandtes i den dengang kun som manuskript foreliggende brochure Om Agitation [41]), ikke blot ikke anså denne agitation for deres eneste opgave, men tværtimod helt fra begyndelsen opstillede både det russiske socialdemokratis mest vidtrækkende historiske opgaver i almindelighed og den opgave at styrte selvherskerdømmet i særdeleshed.
Således udarbejdede den gruppe socialdemokrater i Petersborg, som grundlagde Kampforbundet til Arbejderklassens Befrielse, [42] allerede i slutningen af 1895 det første nummer af et blad med navnet Rabotjeje Delo. Da nummeret var fuldt færdigt til at gå i trykken, blev det beslaglagt af gendarmerne under en razzia fra 8. til 9. december 1895 hos et af gruppens medlemmer, Anatolij Aleksandrovitj Vanejev, [d] og Rabotjeje Delo i sin første skikkelse skulle således aldrig se dagens lys. Bladets ledende artikel (som måske om en 30 års tid fremdrages af politidepartementets arkiver af et eller andet »Russkaja Starina«) opridsede arbejderklassens historiske opgaver i Rusland og stillede erobringen af politisk frihed forrest blandt disse opgaver. [43] Derpå fulgte en artikel, Hvad Tænker Vore Ministre På?, [e] som omhandlede politiets ødelæggelse af Komiteerne for Elementærundervisning, samt en række korrespondancer – ikke blot fra Petersborg, men også fra andre steder i Rusland (f. eks. om nedslagtningen af arbejdere i Jaroslavl-guvernementet [44]), Dette – hvis vi ikke tager fejl – »første forsøg«, de russiske socialdemokrater gjorde i 90’erne, bestod altså i et blad, som ikke var snævert lokalt og endnu mindre af »økonomistisk« karakter«, men som tilstræbte at forbinde strejkekamp med revolutionær bevægelse mod selvherskerdømmet og at drage alle, der var undertrykt af den reaktionære formørkelses politik, over til støtte for socialdemokratiet. Og ingen, der er blot nogenlunde bekendt med forholdene i bevægelsen på den tid, kan være i tvivl om, at et sådant blad ville have vundet fuld sympati både hos hovedstadens arbejdere og den revolutionære intelligens og ville have opnået den største udbredelse. Fortagendets vanheld viste blot, at socialdemokraterne dengang, ikke havde i deres magt at opfylde øjeblikkets brændende behov som følge af deres mangel på revolutionær erfaring og praktisk skoling. Det samme kan siges også om SPB Rabotjij Listok [45] og navnlig om Rabotjaja Gaseta og om Manifest, som udsendtes af det i foråret 1898 grundlagte Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti. [46] Det siger sig selv, at det ikke falder os ind at give de daværende ledere skylden for den manglende skoling. Men for at kunne udnytte bevægelsens erfaringer og uddrage den praktiske lære af disse erfaringer må man gøre sig fuldstændig klart, hvad der var årsag til den ene eller anden mangel. Det er derfor af yderste vigtighed at få fastslået, at en del (måske endog et flertal) af de aktive socialdemokrater i årene 1895-1898 fuldt berettiget anså det for muligt allerede da, helt fra den »spontane« bevægelses første begyndelse, at fremsætte et meget omfattende program og en kamptaktik. [f] At flertallet af de revolutionære ikke var tilstrækkeligt skolede, var derimod et ganske naturligt fænomen, som ikke kunne give anledning til særlig ængstelse. Når blot opgaverne stilles rigtigt, og når der blot er den fornødne energi til gentagne forsøg på at løse dem, vil forbigående fejlslag kun være en mindre ulykke. Revolutionær erfaring og organisatorisk snilde er ting, der kan tilegnes. Blot der er vilje til at udvikle de fornødne egenskaber hos en selv! Blot manglerne erkendes, er det i revolutionært arbejde ensbetydende med at være nået mere end halvvejen til forbedring!
Men den mindre ulykke blev til en virkelig ulykke, da denne erkendelse begyndte at fortone sig (den var jo meget levende hos de aktive deltagere i de ovennævnte grupper), og da der dukkede folk op, – tilmed socialdemokratiske blade – der var rede til at gøre mangelen til en dyd, og som endda søgte at begrunde deres kryberi og knæfald for spontaniteten teoretisk. Det er på tide at afslutte regnskabet for denne retning, hvis indhold meget upræcist karakteriseres ved begrebet økonomisme, som er et alt for snævert udtryk for dette indhold.
Inden vi går over til de litterære udtryk for dette knæfald, vil vi anføre følgende karakteristiske kendsgerning (som er meddelt os af ovennævnte kilde), der kaster et vist lys over, hvordan spliden mellem de to fremtidige retninger i det russiske socialdemokrati opstod og udviklede sig blandt de kammerater, der virkede i Petersborg. I begyndelsen af 1897 havde A. A. Vanejev og nogle af hans kammerater lejlighed til, før de sendtes i forvisning, at deltage i et privat møde, hvor »gamle« og »unge« medlemmer af Kampforbundet til Arbejderklassens Befrielse traf sammen. [47] Samtalen drejede sig hovedsageligt om organisationen og navnlig om netop den Statut for Arbejderkassen, som i sin endelige form var trykt i Listok Rabotnika [48], nr. 9-10 (s. 46). Mellem »de gamle« (dekabristerne, som socialdemokraterne i Petersborg dengang spøgende kaldte dem) og nogle af »de unge« (som senere knyttedes nær til Rabotjaja Mysl) konstateredes der straks skarpe divergenser, og en hidsig polemik blussede op. »De unge« forsvarede grundprincipperne i Statutten i den form, hvori den var trykt. »De gamle« talte om, at det slet ikke var, hvad vi i første række havde brug for, men derimod konsolidering af Kampforbundet som en organisation af revolutionære, som de forskellige arbejderkasser, cirkler [g] til propaganda blandt den studerende ungdom osv. kunne indordnes under. Det siger sig selv, at de diskuterende parter var langt fra i denne divergens at se begyndelsen til en splittelse. De betragtede den tværtimod som enkeltstående og tilfældig. Men eksemplet viser, at økonomismens opståen og udbredelse heller ikke i Rusland fandt sted uden kamp med de »gamle« socialdemokrater (det glemmer de nuværende økonomister ofte). Og når denne kamp for en stor del ikke satte sig dokumentariske spor, er årsagen hertil alene den, at de fungerende cirklers sammensætning ændredes utroligt hyppigt, der etableredes ingen kontinuitet, og derfor nedfældedes divergenserne ej heller i dokumenter af nogen slags.
Med Rabotjaja Mysl’s opståen kom økonomismen frem i dagens lys, men heller ikke straks. Man må konkret forestille sig de arbejdsvilkår og den korte levetid, den store masse af russiske cirkler havde (men forestille sig dette konkret kan kun den, der har oplevet det), for at forstå, hvor meget tilfældigt, der var i den nye retnings held eller vanheld i de forskellige byer, og hvor længe hverken tilhængere eller modstandere af »det nye« ikke kunne, ja, bogstaveligt ikke havde mulighed for at afgøre, om dette virkelig var en særlig retning eller blot udtryk for enkelte personers uskolethed. Eksempelvis forblev de første hektograferede numre af Rabotjaja Mysl fuldstændig ukendte for det store flertal af socialdemokrater, og når vi i dag kan henvise til den ledende artikel i dets første nummer, skyldes det alene, at den er genoptrykt i en artikel af V. I-n (Listok Rabotnika, nr. 9-10, s. 47 ff), som naturligvis ikke forsømte meget ihærdigt – mere ihærdigt end klogt – at lovprise den nye avis, som adskiller sig så klart fra de aviser og bladprojekter, vi har nævnt ovenfor. [h] Det er nok værd at gå nærmere ind på denne lederartikel, i den grad nætter den hele ånden i Rabotjaja Mysl og i økonomismen i det hele taget i relief.
Efter at have pointeret, at armen med det blå opslag [i] ikke kan standse arbejderbevægelsens udvikling, fortsætter lederen: ». . . Denne livskraft skylder arbejderbevægelsen den omstændighed, at arbejderen selv sluttelig tager sin skæbne i egne hænder og river den ud af hænderne på lederne«, og denne hovedtese udvikles så indgående i det følgende. I virkeligheden er lederne (dvs. socialdemokraterne, Kampforbundets organisatorer) så at sige blevet revet ud af arbejdernes hænder at politiet, [j] mens sagen fremstilles som om arbejderne havde kæmpet mod disse ledere og befriet sig fra deres åg! I stedet for at kalde fremad til konsolidering af den revolutionære organisation og udvidelse af den politiske virksomhed gav de sig til at kalde tilbage, til blot og bar trade-unionistisk kamp. De proklamerede, at »bevægelsens økonomiske grundlag tilsløres af bestræbelsen for hele tiden at have det politiske ideal for øje«, at arbejderbevægelsens parole er »kamp for den økonomiske stilling« (!) eller endnu bedre »arbejderne for arbejderne«, man erklærede, at strejkekasserne »er af større værdi for bevægelsen end hundreder af andre organisationer« (sammenlign denne påstand, som skriver sig fra oktober 1897, med »dekabristernes« diskussion med »de unge« i begyndelsen af 1897) osv. Talemåder som, at man ikke skal stille arbejdernes »elite«, men den gennemsnitlige, den almindelige arbejder i forgrunden, at »politikken altid lydigt følger økonomien« [k] osv. osv., blev mode og fik en uimodståelig indflydelse på de mange unge, der blev tiltrukket af bevægelsen, og som i de fleste tilfælde kun kendte marxismen fra de brudstykker, som fandtes i dens legale fremstilling.
Det blev spontanitetens fuldstændige undertrykkelse at den bevidste orientering – spontaniteten hos de socialdemokrater, som efterplaprede herr V.V.s »ideer«, spontaniteten hos de arbejdere, som lod sig påvirke af det argument, at en kopek oven i en rubel er nærmere og mere kærkommen end alskens socialisme og alskens politik, at de skulle »kæmpe i bevidstheden om, at de ikke kæmpede for en eller anden fremtidig generation, men for sig selv og deres børn« (lederen i Rabotjaja Mysl nr. 1). Den slags fraser har altid været et yndet våben for de vesteuropæiske bourgeoiser, der i had til socialismen selv (som f. eks. den tyske »socialpolitiker« Hirsch) arbejdede på at omplante den engelske trade-unionisme til den hjemlige jordbund, idet de fortalte arbejderne, at den rent faglige kamp [l] netop er kamp for dem selv og deres børn og ikke for en eller den fremtidig generation med en eller anden fremtidig socialisme, – og nu har »V.V.’erne i det russiske socialdemokrati« givet sig til at efterplapre disse borgerlige fraser. Her er det vigtigt at fremhæve tre omstændigheder, som vil være os til stor nytte i den videre analyse af de nuværende uoverensstemmelser. [m]
For det første er spontanitetens undertrykkelse af den bevidste orientering, som vi har påpeget, ligeledes foregået ad spontan vej. Det ser ud som et ordspil, men ak! – det er den bitre sandhed. Det foregik ikke i åben kamp mel-lem to absolut modsatte anskuelser og ved den enes sejr over den anden, men ved at et større og større antal »gamle« revolutionære blev »revet bort« af gendarmerne, og ved at et større og større antal »unge« »V .V.’er i det russiske socialdemokrati« trådte frem på scenen. Enhver, der – jeg vil ikke sige: deltog i nutidens russiske bevægelse, men blot indåndede dens luft, ved udmærket godt, at det forholder sig netop sådan. Og når vi alligevel insisterer særligt på, at læseren ger sig dette almindeligt kendte faktum klart, når vi for anskuelighedens skyld så at sige anfører materialer om Rabotjeje Delo i dets første skikkelse, og om striden mellem »de gamle« og »de unge« i begyndelsen af 1897 – så er det, fordi folk, der bryster sig af deres »demokratisme«, spekulerer i det brede publikums (eller den yngste ungdoms) ukendskab til dette forhold. Vi skal vende tilbage hertil nedenfor.
For det andet kan vi allerede i det første litterære udslag af økonomismen iagttage det i høj grad særprægede fænomen, som er yderst karakteristisk til forståelse af alle uoverensstemmelser blandt nutidens socialdemokrater, at tilhængerne af »den rene arbejderbevægelse«, dyrkerne af den snævreste og mest »organiske« (Rabotjeje Delo’s eget udtryk) forbindelse med den proletariske kamp, modstanderne af enhver ikke-arbejder-intelligens (selv når det drejer sig om socialistisk intelligens) må gribe til borgerlige »rene trade-unionister«s argumenter, når de skal forsvare deres standpunkt. Det viser os, at Rabotjaja Mysl fra første færd – sig selv uafvidende – har givet sig til at realisere Credo-programmet. Det viser (hvad Rabotjeje Delo absolut ikke kan forstå), at ethvert knæfald for spontaniteten i arbejderbevægelsen, enhver afsvækkelse af »det bevidste elements« rolle, af socialdemokratiets rolle i sig selv – ganske uafhængigt af, om den, der afsvækker denne rolle, ønsker det eller ej – betyder forstærkelse af den borgerlige ideologis indflydelse på arbejderne. Alle, der snakker om »overvurdering af ideologien«, [n] om overdrivelse af det bevidste elements rolle [o] osv. forestiller sig, at den rene arbejderbevægelse af sig selv kan udforme og udformer en selvstændig ideologi, når blot arbejderne »har revet deres skæbne ud af ledernes hænder«. Men det er en stor vildfarelse. Som supplement til det, der er sagt ovenfor, skal vi yderligere anføre følgende yderst rigtige og betydningsfulde ord af K. Kautsky, som han har udtalt i forbindelse med udkastet til nyt program for Østrigs socialdemokratiske parti: [p]
»Mange af vore revisionistiske kritikere formoder, at Marx skal have hævdet, at den økonomiske udvikling og klassekampen ville skabe ikke blot forudsætningerne for en socialistisk produktion, men også direkte erkendelsen« (fremhævet af K.K.) »af dens nødvendighed. Og så indvender disse kritikere straks, at landet med den højeste kapitalistiske udvikling, England, er det, der blandt alle moderne lande står mest fremmed over for denne erkendelse. Efter den nye affattelse kunne man tro, at også den østrigske programkommission deler dette angiveligt ortodokst-marxistiske synspunkt, som er gendrevet på denne måde. For det hedder der: ‘Jo mere kapitalismens udvikling forøger proletariatet, jo mere tvinges det til og får det mulighed for at tage kampen mod kapitalismen op. Det kommer til bevidsthed om socialismens mulighed og nødvendighed. I denne forbindelse fremtræder den socialistiske bevidsthed som et nødvendigt og direkte resultat af den proletariske klassekamp.’ Men dette er urigtigt. Ganske vist har socialismen som lære i lige så høj grad som proletariatets klassekamp sin rod i de nuværende økonomiske forhold, udspringer i lige så høj grad som den af kampen mod den massearmod og masseelendighed, som kapitalismen afstedkommer, men socialismen og klassekampen opstår side om side, ikke af hinanden, og under forskellige forudsætninger. Den moderne socialistiske bevidsthed kan kun opstå på grundlag af dyb videnskabelig indsigt. I virkeligheden udgør den moderne økonomiske videnskab i lige så høj grad en forudsætning for socialistisk produktion som f. eks. moderne teknik, blot kan proletariatet ikke med sin bedste vilje skabe hverken videnskaben eller teknikken, begge opstår af nutidens samfundsproces. Bæreren af videnskaben er imidlertid ikke proletariatet, men den borgerlige intelligens« (fremhævet af K.K.), »det er jo også hos enkelte medlemmer af dette lag, at den moderne socialisme er opstået, og først gennem dem er den blevet givet videre til åndeligt fremtrædende proletarer, som derpå har ført den ind i proletariatets klassekamp, hvor betingelserne tillader det. Den socialistiske bevidsthed er således noget, der udefra er bragt ind« (von aussen Hineingetragenes) »i proletariatets klassekamp, og ikke noget, der er groet frem af den spontant« (urwüchsig). »I overensstemmelse hermed sagde også det gamle Hainfeld-program helt rigtigt, at det hører til socialdemokratiets opgaver at fylde proletariatet med bevidstheden« (fremhævet af K.K.) »om dets stilling og opgave. Dette ville ikke være nødvendigt, hvis denne bevidsthed af sig selv udsprang af klassekampen, Den nye affattelse har overtaget denne sætning fra det gamle program og hæftet den til den ovenfor anførte sætning. Men det har fuldstændig brudt tankegangen ...«
Nar der ikke kan være tale om en selvstændig, af arbejdermasserne selv under deres bevægelse udviklet ideologi, [q] står spørgsmålet kun således: borgerlig ideologi eller socialistisk ideologi. Nogen mellemting findes ikke (eftersom menneskeheden ikke har udviklet nogen »tredje« ideologi, og der i øvrigt aldrig i et samfund, der sønderrives af klassemodsætninger, vil kunne eksistere nogen ideologi uden for eller over klasserne). Derfor betyder enhver svækkelse af den socialistiske ideologi, enhver fjernelse fra den tillige en styrkelse af borgerlig ideologi, Man snakker om spontanitet. Men spontan udvikling af arbejderbevægelsen fører netop til, at den kommer under indflydelse af borgerlig ideologi, at den følger netop Credo‑programmet, idet spontan arbejderbevægelse er det samme som trade-unionisme, Nur-Gewerkschaftlerei, og trade-unionisme betyder netop, at arbejderklassen idémæssigt bliver slave af bourgeoisiet. Derfor består vor opgave, socialdemokratiets opgave, i at bekæmpe spontaniteten, at drage arbejderbevægelsen bort fra denne spontane tendens i trade-unionismen til at søge ind under bourgeoisiets vinger, og at drage arbejderbevægelsen ind under det revolutionære socialdemokratis vinger. Den frase, som forfatterne til det »økonomistiske« brev i nr. 12 af Iskra anvender, at ingen anstrengelser fra selv de mest begejstrede ideologer vil kunne drage arbejderbevægelsen bort fra den vej, som bestemmes af de materielle elementers og det materielle miljøs vekselvirkning, er derfor absolut ensbetydende med opgivelse af socialismen, og hvis de pågældende forfattere var i stand til at gennemtænke det, de siger, lidenskabsløst og konsekvent, sådan som enhver, der træder frem på den litterære og den sociale virksomheds arena, bør gennemtænke sine tanker, ville der ikke være andet tilbage for dem end at »lægge deres overflødige hænder i kors over deres tomme bryst« og ... overlade slagmarken til de herrer Struve’r og Prokopovitj’er, som vil have arbejderbevægelsen til at følge »den mindste modstands vej«, dvs. den borgerlige trade-unionismes vej, eller overlade den til de herrer Subatov’er, som vil have den til at følge en pope- og gendarm-»ideologi«.
Tænk for eksempel på Tyskland. Hvori bestod Lassalles historiske fortjeneste over for den tyske arbejderbevægelse? I, at han drog bevægelsen væk fra »Fremskridtspartiet«s trade-unionisme og kooperativisme, som den spontant var slået ind på (under velvillig medvirken af folk som Schultze-Delitzsch). Til løsningen af denne opgave krævedes der noget, som aldeles ikke lignede snakken om undervurdering af det spontane element, om taktikken som proces, om elementernes og miljøets vekselvirkning osv. Der krævedes hertil forbitret kamp mod spontaniteten, og kun som resultat af en sådan kamp, ført gennem mange, mange år, har man for eksempel kunnet opnå det, at Berlins arbejderbefolkning fra at være et støttepunkt for »Fremskridtspartiet« er blevet gjort til en af socialdemokratiets bedste bastioner. Og denne kamp er langtfra slut endnu (som det muligvis kan synes folk, der studerer den tyske bevægelses historie efter Prokopovitj og dens filosofi efter Struve [51]). Også i dag er den tyske arbejderklasse, om man så må sige, slået i stykker mellem flere ideologier: En del af arbejderne er samlet i katolske og monarkistiske arbejderforbund, en anden i Hirsch-Dunckerske, [52] som er stiftet af borgerlige beundrere af den engelske trade-unionisme, og en tredje i socialdemokratiske forbund. Denne sidste del er langt større end de øvrige, men denne førerstilling har den socialdemokratiske ideologi kun kunnet opnå, og denne førerstilling kan den kun bevare, gennem ubøjelig kamp mod alle øvrige ideologier.
Men – spørger læseren – hvorfor fører da den spontane bevægelse, bevægelsen ad den mindste modstands vej netop til den borgerlige ideologis herredømme? Af den simple grund, at den borgerlige ideologi i kraft af sin oprindelse er langt ældre end den socialistiske, at den er mere alsidigt udformet, og at den råder over langt større udbredelsesmidler. [r] Og jo yngre den socialistiske bevægelse i det ene eller andet land er, jo mere energisk må kampen derfor være mod alle forsøg på at rodfæste en ikke‑socialistisk ideologi, jo mere beslutsomt må man advare arbejderne mod de dårlige rådgivere, som råber op imod »overvurdering af det bevidste element« osv. Forfatterne til det økonomistiske brev larmer i kor med Rabotjeje Delo mod den intolerance, som er særegen for bevægelsens barndomsperiode. Hertil svarer vi: Ja, vor bevægelse befinder sig faktisk i sin barndom, og for at vokse hurtigt til må den netop væbne sig med intolerance over for folk, der sinker dens vækst ved deres knæfald for spontaniteten. Intet er mere latterligt og mere skadeligt end at spille rollen som gamlinge, der for længst har oplevet alle kampens afgørende episoder!
For det tredje viser det første nummer af Rabotjaja Mysl os, at betegnelsen økonomisme (som vi naturligvis ikke har i sinde at opgive, da dette navn jo nu engang har vundet hævd) ikke tilstrækkelig nøjagtigt dækker den nye retnings væsen. Rabotjaja Mysl fornægter ikke helt den politiske kamp: i den kassestatut, som er optrykt i nr. i af Rabotjaja Mysl, tales der om kamp mod regeringen. Rabotjaja Mysl mener blot, at »politikken altid lydigt følger økonomien« (og Rabotjeje Delo varierer denne tese ved i sit program at forsikre, at »i Rusland mere end i noget andet land er den økonomiske kamp uadskillelig fra den politiske). Disse sætninger i Rabotjaja Mysl og Rabotjeje Delo er absolut urigtige, hvis man ved politik forstår socialdemokratisk politik. Meget ofte er arbejdernes økonomiske kamp forbundet (om end ikke uadskilleligt) med borgerlig og klerikal og lignende politik, som vi allerede har set det. Rabotjeje Delo’s sætninger er rigtige, hvis man ved politik forstår trade-unionistisk politik, dvs. alle arbejderes almindelige stræben efter at få staten til at gennemføre forskellige foranstaltninger, som afhjælper de med deres situation forbundne trængsler, men som endnu ikke ophæver denne situation, dvs. ikke afskaffer kapitalens herredømme over arbejdet. Denne stræben er virkelig fælles for både de engelske trade-unionister, som er fjendtligt indstillet over for socialismen, og de katolske arbejdere og »Subatov«-arbejderne osv. Politik og politik er to ting. Vi ser altså, at også, hvad den politiske kamp angår, er det, Rabotjaja Mysl lægger for dagen, ikke så meget fornægtelse af den, som det er knæfald for dens spontanitet, dens mangel på bevidst orientering. Bladet anerkender til fulde den politiske kamp (rettere: arbejdernes politiske ønsker og krav), som spontant vokser frem af selve arbejderbevægelsen, men afstår ganske fra selvstændig udarbejdelse af en specifik socialdemokratisk politik, der svarer til socialismens generelle opgaver og nutidens russiske betingelser. Nedenfor skal vi påvise, at Rabotjeje Delo begår den samme fejl.
Vi har analyseret den lidet kendte og nu næsten glemte leder i Rabotjaja Mysl’s første nummer så indgående, fordi den først af alle og mest plastisk af alle var udtryk for den fælles strømning, som bagefter skyllede frem i dagens lys i talrige små bække. V. I-n havde fuldstændigt ret, da han i en rosende omtale af Rabotjaja Mysl’s første nummer og den ledende artikel sagde, at den var skrevet »skarpt og kampglad« (Listok Rabotnika, nr. 9-10, s. 49). Enhver, der er overbevist om sin mening, og som tror, at han giver noget nyt, skriver »kampglad« og skriver sådan, at det udtrykker hans anskuelser plastisk. Kun folk, som har for vane at sætte sig mellem to stole, har intet kampglad ved sig, kun sådanne folk er i stand til, efter i går at have rost Rabotjaja Mysl’s kampglæde, i dag at angribe dets modstandere for deres »polemiske kampglæde«.
Uden at opholde os ved Særtillæg til Rabotjaja Mysl (vi må senere i forskellige anledninger henvise til dette værk som det mest konsekvente udtryk for økonomisternes ideer) vil vi blot kort omtale Opråb fra Arbejdernes Selvbefrielsesgruppe (marts 1899, trykt i Nakanune [54] i London, nr. 7, juli 1899). Forfatterne til dette opråb siger meget rigtigt, at »arbejdernes Rusland endnu kun er ved at vågne op, kun begynder at se sig om og instinktivt griber efter de første de bedste kampmidler«, men drager heraf den samme urigtige slutning som Rabotjaja Mysl, idet de glemmer, at instinktiv handling beror på manglende bevidst orientering (spontanitet), hvad socialisterne må afhjælpe, at »de første de bedste« kampmidler i det moderne samfund altid vil være trade-unionistiske kampmidler, og »den første den bedste« ideologi den borgerlige (trade-unionistiske) ideologi. Nøjagtigt ligesådan »fornægter« disse forfattere heller ikke politik, men siger blot (blot!) efter hr. V.V., at politik er en overbygning, og derfor »bør den politiske agitation være en overbygning over agitationen til fremme af den økonomiske kamp, bør vokse op af denne kamps grund og følge efter den«.
Hvad nu angår Rabotjeje Delo, så begyndte det direkte sin virksomhed med et »forsvar« for økonomisterne. Efter i sit første nummer (nr. 1, s. 141-142) at have sagt den direkte usandhed, at det »ikke ved, hvad det er for unge kammerater, Akselrod talte om«, da han advarede økonomisterne i sin kendte brochure, [s] måtte Rabotjeje Delo i den polemik med Akselrod og Plekhanov, der opstod som følge af denne usandhed, indrømme, at det »ved at anstille sig uvidende herom ville forsvare alle yngre socialdemokrater i udlandet mod den uretfærdige anklage« (Akselrods beskyldning med økonomisterne for snæversyn). [55] I virkeligheden var beskyldningen fuldt berettiget, og Rabotjeje Delo vidste meget vel, at den blandt andet også ramte et medlem af dets redaktion, V. I-n. Jeg bemærker i denne forbindelse, at i den nævnte polemik havde Akselrod fuldstændig ret og Rabotjeje Delo fuldstændig uret i fortolkningen at min brochure De Russiske Socialdemokraters Opgaver. [t] Brochuren er skrevet i 1897, endnu før Rabotjaja Mysl dukkede op, dengang da jeg mente, og mente med rette, at Skt. Petersborgs Kampforbunds oprindelige retning, som jeg har karakteriseret ovenfor, var den fremherskende. Og i hvert fald indtil midten af 1898 var denne retning faktisk den fremherskende. Rabotjeje Delo havde derfor ikke den ringeste ret til at bestride økonomismens eksistens og farlighed ved at henvise til en brochure, der fremsatte synspunkter, som i 1897‑98 blev fortrængt i Petersborg af økonomistiske synspunkter. [u]
Rabotjeje Delo nøjedes imidlertid ikke med at forsvare økonomisterne, men faldt selv til stadighed for deres fundamentale vildfarelser. Kilden til denne forvirring lå i den tvetydige opfattelse af følgende sætning i Rabotjeje Delo’s program: »Vi anser den i de sidste år opståede arbejder-massebevægelse« (fremhævet af Rabotjeje Delo) »for en særdeles vigtig foreteelse i russisk samfundsliv, en foreteelse, der hovedsageligt vil bestemme forbundets opgaver« (fremhævet af os) »og karakteren af dets litterære virksomhed«. Der kan ikke være nogen diskussion om, at massebevægelsen er en meget vigtig foreteelse. Men hele spørgsmålet drejer sig om, hvordan det skal forstås, at denne massebevægelse »bestemmer opgaverne«. Det kan forstås på to måder: Enten i form af knæfald for bevægelsens spontanitet, dvs. begrænsning af socialdemokratiets rolle til blot at være tjener for arbejderbevægelsen som sådan (det er opfattelsen hos Rabotjaja Mysl, Selvbefrielsesgruppen og andre økonomister), eller i den forstand, at massebevægelsen stiller os over for nye teoretiske, politiske og organisatoriske opgaver, som er langt mere indviklede end dem, man kunne nøjes med at stille i tiden, før massebevægelsen opstod. Rabotjeje Delo hældede og hælder netop til den første opfattelse, eftersom bladet aldrig har sagt noget som helst bestemt om nogen nye opgaver, men hele tiden har ræsonneret, som om denne »massebevægelse« ville befri os for nødvendigheden af klart at erkende og løse de opgaver, den rejser. Lad det være nok at henvise til, at Rabotjeje Delo har fundet det umuligt at stille arbejdernes massebevægelse som første opgave at styrte selvherskerdømmet og (i massebevægelsens navn) har reduceret opgaven til kamp for de nærmeste politiske krav (Svar, s. 25).
Vi vil forbigå en artikel af Rabotjeje Delo’s redaktør, B. Kritjevskij – Den Økonomiske og Politiske Kamp i den Russiske Bevægelse – en artikel, som gentager de samme fejl, [v] og gå direkte over til Rabotjeje Delo’s nr. 10. Vi vil naturligvis ikke gå ind i en analyse af B. Kritjevskijs og Martynovs enkelte indvendinger mod Sarja og Iskra. Her interesserer os kun den principielle holdning, Rabotjeje Delo har indtaget i nr. 10. Vi vil f. eks. ikke analysere det kuriosum, at Rabotjeje Delo har set en »diametral modsætning« mellem sætningen:
»Socialdemokratiet lader ikke sine hænder binde, det lader ikke sin virksomhed indsnævre af en eller anden på forhånd udtænkt plan eller metode i den politiske kamp, det anerkender alle kampmidler, blot de svarer til partiets forhåndenværende kræfter«, osv. (Iskra, nr. 1) [x]
og sætningen:
»Hvis der ikke findes en stærk organisation, prøvet i politisk kamp under alle forhold og i alle perioder, kan der ikke være tale om den systematiske, af faste principper belyste og støt gennemførte plan for virksomheden, der alene fortjener navn af taktik« (Iskra nr. 4) [y]
At sammenblande den principielle anerkendelse af alle kampmidler, alle planer og metoder, når de blot er formålstjenlige, – med kravet om i det givne politiske moment at følge en ufravigeligt gennemført plan, hvis man vil tale taktik, det vil sige det samme som at sammenblande lægevidenskabens anerkendelse af alle behandlingsformer med kravet om at holde sig til et bestemt system ved behandlingen af en given sygdom. Men det er jo netop sagen, at Rabotjeje Delo, som selv lider af den sygdom, vi har kaldt knæfald for spontaniteten, ikke vil anerkende noget »behandlingssystem« overhovedet for denne sygdom, Det har derfor gjort den bemærkelsesværdige opdagelse, at »taktikken som plan er i strid med marxismens fundamentale ånd« (nr. 10, s. 18), at taktikken er »en proces, hvor partiets opgaver vokser, samtidig med at partiet vokser« (s. 11, fremhævet af Rabotjeje Delo). Dette sidste fyndord har alle chancer for at blive et bevinget ord, et uforgængeligt monument over Rabotjeje Delo’s »retning«. På spørgsmålet: »Hvilken vej?« giver det ledende organ svaret; Bevægelse er en proces, hvori afstanden mellem bevægelsens begyndelsespunkt og det efterfølgende punkt ændres. Denne uforlignelige dybsindighed er imidlertid ikke bare et kuriosum (det ville i så fald ikke have været umagen værd at opholde sig særligt ved den), men tillige et program for en hel retning, nemlig det samme program, som R. M. (i Særtillæg til Rabotjaja Mysl) udtrykte med ordene: Ønskelig er den kamp, som er mulig, og mulig er den kamp, der føres i det givne øjeblik. Det er netop den uindskrænkede opportunismes retning, der passivt tilpasser sig spontaniteten.
»Taktikken som plan er i strid med marxismens fundamentale ånd!« Det er jo bagvaskelse af marxismen, forvandling af den til samme karikatur, som narodnikkerne stillede op imod os i krigen mod os. Det er simpelt hen en nedvurdering af de bevidste lederes initiativ og energi, mens marxismen tværtimod giver en vældig impuls til socialdemokratens initiativ og energi og åbner ham de videste perspektiver ved (om man kan udtrykke det sådan) at give ham rådighed over de vældige kræfter, som ligger i den milliontallige arbejderklasse, når den »spontant« rejser sig til kamp! Hele det internationale socialdemokratis historie myldrer af planer, fremsat af så den ene, så den anden politiske fører, planer, som bekræfter vidsynet og de politiske og organisatoriske synspunkters rigtighed hos den ene og åbenbarer snæversyn og politiske fejltagelser hos den anden. Da Tyskland oplevede en af sine største historiske omvæltninger – rigsgrundlæggelsen, åbningen af rigsdagen og indførelsen af almindelig valgret – havde Liebknecht én plan for den socialdemokratiske politik og virke i det hele taget, og Schweizer havde en anden. Da undtagelsesloven ramte de tyske socialdemokrater, havde Most og Hasselmann, som simpelt hen ville opfordre til vold og terror, en plan, mens Höchberg, Schramm og (til dels) Bernstein, som var begyndt at præke for socialdemokraterne, at de med deres ukloge skarphed og revolutionære holdning selv havde fremkaldt loven, og at de nu måtte gøre sig fortjent til tilgivelse ved eksemplarisk opførsel, havde en anden plan, en tredje plan havde de, der forberedte og gennemførte udgivelsen af et illegalt organ. [56] Når man ser tilbage mange år efter, at kampen omkring valget af vejen frem er sluttet og historien har afsagt sin endelige dom om den valgte vejs egnethed, er det naturligvis ikke svært at komme med dybsindigheder om væksten at partiets opgaver, som vokser, samtidig med at partiet vokser. Men i forvirringens tid, [z] hvor de russiske »kritikere« og økonomister er ved at reducere socialdemokratiet til trade-unionisme, og terroristerne med voldsom iver forfægter en »taktik som plan«, der gentager de gamle fejl, i denne tid at indskrænke sig til den slags dybsindigheder er ensbetydende med at udstede sig selv en armodsattest. I en tid, hvor mange russiske socialdemokrater netop lider af mangel på initiativ og energi, mangel på »dimensioner i den politiske propaganda, agitation og organisation« [aa] og mangel på planer for en bredere tilrette-lægning af det revolutionære arbejde, i en sådan tid at sige: »En taktik som plan er i strid med marxismens fundamentale ånd«, betyder ikke alene teoretisk at forfladige marxismen, men også i praksis at trække partiet baglæns.
»Den revolutionære socialdemokrat har« – docerer Rabotjeje Delo videre for os – »kun til opgave ved sit bevidste arbejde at fremskynde den objektive udvikling, ikke at afskaffe den eller erstatte den med sine egne, subjektive planer. Alt det véd Iskra i teorien. Men den vældige betydning, som marxismen med rette tillægger det bevidste revolutionære arbejde, forleder bladet til i praksis, som følge af dets doktrinære syn på taktikken, at undervurdere betydningen af det objektive eller spontane element i udviklingen.« (s. 18)
På ny et kolossalt teoretisk roderi, som er hr. V.V. og hans makkere værdigt. Vi vil gerne spørge vor filosof: Hvori kan en undervurdering af den objektive udvikling ytre sig hos den, der opstiller subjektive planer? Åbenbart i at han ignorerer, at den objektive udvikling skaber eller styrker, ødelægger eller svækker de eller de klasser, lag, grupper, de eller de nationer, grupper af nationer osv. og derved betinger den eller den internationale politiske gruppering af kræfterne, de revolutionære partiers stilling osv. Men denne planlæggers fejl vil da ikke bestå i undervurdering af det spontane element, men tværtimod i undervurdering af det bevidste element, for han mangler »bevidst orientering« til en rigtig forståelse af den objektive udvikling. Derfor åbenbarer allerede snakken om »vurdering at den relative (fremhævet at Rabotjeje Delo) betydning« at spontanitet og bevidst orientering total mangel på bevidst orientering. Såfremt visse »spontane elementer i udviklingen« overhovedet er tilgængelige for menneskelig erkendelse, vil en fejlagtig vurdering af dem være ensbetydende med »undervurdering al det bevidste element«. Men hvis de ikke er tilgængelige for erkendelse, så kender vi dem ikke og kan ikke tale om dem. Hvad er det B. Kritjevsklj snakker om? Hvis han finder Iskras »subjektive planer« fejlagtige (og han betegner dem netop som fejlagtige), så burde han påvise, nøjagtigt hvilke objektive fakta der ses bort fra ved disse planer, og på grund af dette anklage Iskra for utilstrækkelig bevidst orientering og, for at anvende hans eget sprogbrug, for undervurdering af det bevidste element. Hvis han derimod i utilfredshed med de subjektive planer ikke har andre argumenter end henvisningen til undervurdering af det spontane element (!!), så beviser han dermed blot, at han 1) teoretisk opfatter marxismen à la Karejev og Mikhajlovskij, folk som blev grundigt latterliggjort af Beltov, [ab] og 2) i praksis er fuldt tilfreds med de »spontane udviklingselementer«, som forledte vore legale marxister til bernsteinianisme og vore socialdemokrater til økonomisme, og at han er »særdeles vred« på de mennesker, der har besluttet for enhver pris at drage det russiske socialdemokrati bort fra den »spontane« udviklings vej.
Og længere henne kommer der virkelig morsomme sager. »På samme måde som menneskene uanset alle naturvidenskabens fremskridt vil formere sig på den gammeldags facon, – således vil også en ny samfundsordens opståen, uanset alle samfundsvidenskabernes fremskridt og væksten af bevidste stridsmænd, fortsat fremtræde som resultatet af fortrinsvis spontane udbrud« (s. 19). Som forfædrenes visdomsord lød: Hvem har ikke forstand nok til at få børn? – sådan lyder også de nyeste socialisters (à la Nartsis Tuporylov [57]) visdom: Enhver har forstand nok til at tage del i den nye samfundsordens spontane opståen. Vi tror også, at alle har forstand nok. Til deltagelse er det nok at tilpasse sig økonomismen, når økonomismen hersker, og terrorismen, dengang terrorismen opstod. Således stod Rabotjeje Delo nu i foråret, da det var så vigtigt at advare mod sværmeriet for terroren, uforstående over for spørgsmålet, som var »nyt« for det. Og nu, et halvt år senere, da dette spørgsmål ikke længere er aktuelt, serverer det os på én og samme tid både udtalelsen: »Vi mener, at det ikke kan eller bør være en opgave for socialdemokratiet at modvirke opsvinget i de terroristiske stemninger« (Rabotjeje Delo nr. 10, s. 23), og kongresresolutionen: »Kongressen anser systematisk, offensiv terror for ubetimelig« (To Kongresser, s. 18). Hvor klart og sammenhængende er dette ikke! Vi vil ikke modvirke, men erklærer den for ubetimelig, og vi udtaler os tillige sådan, at ikke-systematisk, defensiv terror ikke omfattes af resolutionen. Det må erkendes, at en sådan resolution er yderst ufarlig og fuldt garanteret mod fejltagelser, ligesom den, der taler for ikke at sige noget, er garanteret mod at tage fejl! Og for at affatte en sådan resolution behøver man kun ét: at være i stand til at hage sig fast i bevægelsens hale. Da Iskra gjorde sig lystig over, at Rabotjeje Delo erklærede spørgsmålet om terror for et nyt spørgsmål, [ac] anklagede Rabotjeje Delo vredt Iskra for den »ligefrem utrolige hensigt at ville binde partiorganisationen til den løsning på de taktiske spørgsmål, der blev givet af en gruppe emigrantforfattere for mere end 15 år siden« (s. 24). Ja, hvilken anmasselse og hvilken overvurdering af det bevidste element: først at løse spørgsmålene teoretisk, for så bagefter at ville overbevise både organisationen, partiet og masserne om løsningens rigtighed! [ad] Så er det da meget bedre bare at efterplapre og, uden at binde nogen til noget, tilpasse sig enhver »drejning« både i retning af økonomisme og i retning af terrorisme. Rabotjeje Delo anvender endog denne vise leveregel generelt ved at anklage Iskra og Sarja for at »sætte deres program op imod bevægelsen som en ånd, der svæver over et formløst kaos« (s. 29). Men hvori består da socialdemokratiets rolle, om ikke i at være den »ånd«, som ikke blot svæver over den spontane bevægelse, men som også hæver bevægelsen op til »sit program«? Dog vel ikke i at traske i halen på bevægelsen: i bedste fald er det til ingen nytte for bevægelsen, i værste fald meget, meget skadeligt. Rabotjeje Delo følger imidlertid ikke alene denne »taktik som proces«, men ophøjer den til princip, så det ville være rigtigere at kalde dens retning ikke for opportunisme, men for khvostisme. [ae] Og man må unægtelig indrømme, at folk, der er fast besluttet på altid at traske efter bevægelsen som en hale på den, for bestandig og absolut er garanteret mod »undervurdering af udviklingens spontane element«.
Således har vi overbevist os om, at hovedfejlen ved den »nye retning« i det russiske socialdemokrati består i knæfaldet for spontaniteten, i den manglende forståelse af, at massens spontanitet af os socialdemokrater kræver en masse bevidst orientering. Jo stærkere massernes spontane opsving er, jo bredere bevægelsen bliver, des hurtigere, uden sammenligning hurtigere, vokser behovet for en masse bevidst orientering i socialdemokratiets arbejde, teoretisk, politisk og organisatorisk.
Massernes spontane opsving i Rusland foregik (og foregår vedvarende) med en sådan hast, at den socialdemokratiske ungdom stod uforberedt til at løse disse kæmpemæssige opgaver. Denne uforberedthed er vort fælles onde, alle russiske socialdemokraters onde. Massernes opsving forløb og bredte sig uafbrudt og kontinuerligt, ikke alene uden at ophøre der, hvor det var begyndt, men også sådan, at det bredte sig til andre egne og nye befolkningslag (under indflydelse af arbejderbevaegelsen forstærkedes gæringen blandt de unge studerende, hos intelligensen i det hele taget, ja, selv blandt bønderne). De revolutionære derimod lå bagud for dette opsving, både i deres »teorier« og i deres praksis, og det lykkedes dem ikke at skabe en permanent og vedvarende organisation, som evnede at lede hele bevægelsen.
I første kapitel konstaterede vi, hvorledes Rabotjeje Delo nedvurderede vore teoretiske opgaver og »spontant« gentog modefrasen om »frihed til kritik«: efterplaprerne var ikke tilstrækkelig bevidst orienteret til at fatte den diametrale modsætning mellem de standpunkter, de opportunistiske »kritikere« og de revolutionære i Tyskland og i Rusland indtog.
I de følgende kapitler skal vi undersøge. hvordan knæfaldet for spontaniteten er kommet til udtryk på de politiske opgavers område og i socialdemokratiets organisatoriske arbejde.
a. Til oversættelsen: Udtrykket bevidst orientering er et forsøg på at gengive meningsindholdet i det russiske ord sosnatelnost, som betyder evnen til at gøre sig rede for den omgivende virkelighed og for, hvordan man skal handle, i modsætning til spontanitet, det af sig selv opstående, det ikke ledede, ikke bevidst organiserede. – Red.
b. Rabotjeje Delo, nr. 10, september 1901, s. 17-18. Rabotjeje Delo’s kursivering.
c. Trade-unionisme udelukker absolut ikke enhver »politik«, som man undertiden tror. Fagforeningerne har altid ført en vis (men ikke socialdemokratisk) politisk agitation og kamp. Forskellen mellem trade-unionistisk og socialdemokratisk politik vil vi komme ind på i næste kapitel.
d. A. A. Vanejev døde i 1899 i Østsibirien af tuberkulose, som han havde pådraget sig i enecelle under forundersøgelsen. Vi har derfor fundet det muligt at offentliggøre de i teksten anførte oplysninger, for hvis rigtighed vi indestår, da de stammer fra personer, som kendte Vanejev personligt og stod ham nær.
e. Se Samlede Værker, 5. udg. bd. 2, s. 75-80, russ. – Red. [engelsk]
f. »Ved at forholde sig afvisende over for socialdemokratiets virksomhed i slutningen af 90’erne ser Iskra bort fra, at der på det tidspunkt savnedes betingelser for andet arbejde end kampen for små krav«, erklærer økonomisterne i deres Brev til de Russiske Socialdemokratiske Organer (Iskra nr. 12). De i teksten anførte kendsgerninger viser, at påstanden om »savnet af betingelser« er i diametral modsætning til sandheden. Ikke blot i slutningen men også i midten af 90’erne var alle betingelser til stede for andet arbejde end kampen for små krav, alle betingelser undtagen ledernes tilstrækkelige skoling. Men i stedet for nu åbent at indrømme denne manglende skoling på vor, ideologernes, ledernes side vil økonomisterne nu vælte alt over på »savnet af betingelser«, på indflydelsen fra det materielle miljø, som er bestemmende for den vej, fra hvilken ingen ideologer kan lede bevægelsen bort. Hvad andet er dette end slavisk kryberi for spontaniteten? Og ideologernes forelskelse i deres egne mangler?
g. Cirkel, russisk krusjók, her en fast kreds af personer med en fælles virksomhed. – Red.
h. I øvrigt stammede denne lovprisning af Rabotjaja Mysl i november 1898, da økonomismen, navnlig i udlandet, var klart udformet, fra samme V. I-n, som snart blev en af redaktørerne ved Rabotjeje Delo. Og Rabotjeje Delo benægtede endda eksistensen af to retninger i det russiske socialdemokrati og bliver ved at benægte den nu!
i. Det tsaristiske gendarmeri bar blå uniformer. – Red.
j. At denne sammenligning er rigtig, kan man se af følgende karakteristiske eksempel. Da der efter »dekabristernes« arrestation spredtes den oplysning blandt arbejderne på Schlüsselburg-landevejen, at en provokatør, N. N. Mikhajlov (en tandlæge), som havde haft nær kontakt til en af de grupper, der var i forbindelse med »dekabristerne«, havde været medvirkende ved oprulningen, blev de pågældende arbejdere så forbitrede, at de besluttede at slå Mikhailov ihjel.
k. Fra samme ledende artikel i første nummer af Rabotjaja Mysl. Af den kan man se, hvordan det stod til med den teoretiske skoling hos disse »V. V.’er i det russiske socialdemokrati«, [48a] som gentog den grove forfladigelse – økonomisk materialisme – netop i en tid, da marxisterne førte krig i litteraturen mod den virkelige hr. V. V., som for længst havde fået betegnelsen »Mester i reaktionære sager« netop på grund af denne opfattelse af forholdet mellem politik og økonomi.
l. Tyskerne har endda et særligt ord: »Nur-Gewerkschaftler« til at betegne tilhængere af »rent faglig« kamp.
m. Vi fremhæver nuværende med sigte på dem, der farisæisk trækker på skuldrene og siger: Det er let nok at skælde ud på Rabotjaja Mysl, men det er jo bare fortid! Mutato nomine de te fabula narratur (under et andet navn fortælles historien om dig. – Red.), vil vi svare disse moderne farisæere, hvis totale underkastelse under Rabotjaja Mysl’s ideer vil blive dokumenteret nedenfor.
n. Økonomisternes brev i Iskra nr.12.
o. Rabotjeje Delo nr. 10.
p. Neue Zeit [49] 1901-1902, XX, 1, nr. 3. s. 79. Det kommissionsforslag, K. Kautsky omtaler, blev vedtaget af kongressen i Wien (i slutningen af sidste år) i noget ændret form. [50]
q. Det betyder naturligvis ikke, at arbejderne ikke tager del i denne udvikling. Men de deltager ikke som arbejdere, men som socialismens teoretikere, som Proudhon’er og Weitling’er, de deltager med andre ord når og i det omfang det lykkes dem i større eller mindre grad at beherske deres tids viden og drive denne viden fremad, For at det skal lykkes oftere for arbejderne, må der drages størst mulig omsorg for højnelse af arbejdernes bevidsthedsniveau generelt, og hertil må der sørges for, at arbejderne ikke afgrænser sig inden for kunstigt afstukne rammer i form af »litteratur for arbejdere«, men lærer at beherske den almene litteratur i stadig større grad. Det ville endog være rigtigere i stedet for »afgrænser sig« at sige afgrænses, idet arbejderne selv læser og ønsker at læse alt, hvad der skrives også for intelligensen, og kun enkelte (dårlige) intellektuelle tror, at »for arbejderne« er det nok at fortælle om fabriksforhold og tygge drøv på gammelkendte ting.
r. Man siger ofte: Arbejderklassen drages spontant til socialismen. Det er ganske rigtigt i den forstand, at den socialistiske teori dybere end alle andre og sandere end alle andre fastslår årsagerne til arbejderklassens trængsler, og derfor tilegner arbejderne sig den også så let, når blot denne teori ikke selv melder pas over for spontaniteten, når den blot underlægger sig spontaniteten. I almindelighed underforstås dette af sig selv, men Rabotjeje Delo glemmer og forvansker netop dette underforståede. Arbejderklassen drages spontant til socialismen, men den borgerlige ideologi, som er den mest udbredte (og som stadig genopstår i de forskelligste former), er ikke desto mindre den, der spontant og først og fremmest pånødes arbejderen.
s. Om de Russiske Socialdemokraters Nuværende Opgaver og Taktik, Geneve, 1898. To breve til Rabotjaja Gaseta, skrevet i 1897.
t. Se Samlede Værker, 5. udg. bd. 2, s. 433-470, russ. – Red. [engelsk]
u. Sin første usandhed (»Vi ved ikke, hvad det er for unge kammerater, P. B. Akselrod talte om«) supplerede Rabotjeje Delo i sit selvforsvar med én til, da det i sit svar skrev: »Siden anmeldelsen af Opgaverne er der blandt visse russiske socialdemokrater opstået, eller mere eller mindre klart udtrykt, tendenser til økonomisk ensidighed, som er et tilbageskridt i forhold til vor bevægelses tilstand, som den er fremstillet i Opgaverne (s. 9). Sådan siges der i Svar, som udkom i 1900. Men Rabotjeje Delo’s nr. 1 (med anmeldelsen) kom i april 1899. Er mon økonomismen først opstået i 1899? Nej, i 1899 lød den første protest mod økonomismen fra russiske socialdemokrater (protesten mod Credo). (Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 4, s.163-176, russ. [engelsk]) Økonomismen derimod dukkede op i 1897, som Rabotjeje Dele udmærket ved, eftersom V. I-n allerede i november 1898 (Listok Rabotnika nr. 9-10) lovpriste Rabotjaja Mysl.
v. Stadieteorien« eller teorien om »den forsagte siksakkurs« i den politiske kamp udtrykkes f. eks. i denne artikel således: »De politiske krav, der ifølge deres karakter er fælles for hele Rusland, bør imidlertid i den første tid« (dette er skrevet i august 1900!) »modsvare de erfaringer, de pågældende lag (sic!) af arbejdere har uddraget af den økonomiske kamp. Alene (!) på grundlag af denne erfaring kan og bør man gå i gang med den politiske agitation« osv. (s. 11). På side 4 udbryder forfatteren patetisk, idet han vender sig imod de efter hans mening fuldstændigt ubegrundede anklager for økonomisk kætteri: »Hvilken socialdemokrat ved ikke, at ifølge Marx’ og Engels’ lære spiller de enkelte klassers økonomiske interesser en afgørende rolle i historien, og at i særdeleshed proletariatets kamp for sine økonomiske interesser følgelig må have første rangs betydning for dets klassemæssige udvikling og befrielseskamp?« (fremhævet af os). Dette »følgelig« er ganske malplaceret. Af det forhold, at de økonomiske interesser spiller en afgørende rolle, følger så langtfra nogen konklusion gående ud på, at den økonomiske (det vil sige fagforeningernes) kamp har første rangs betydning, eftersom klassernes allervæsentligste, »afgørende« interesser kun kan tilfredsstilles ved fundamentale politiske omdannelser generelt; i særdeleshed kan proletariatets grundlæggende økonomiske interesser kun tilfredsstilles ved hjælp af den politiske revolution, som erstatter bourgeoisiets diktatur med proletariatets diktatur. B. Kritjevskij gentager de argumenter, der er fremsat af »det russiske socialdemokratis V.V.’er« (– politikken følger økonomien etc.) og det tyske socialdemokratis bernsteinianere (f. eks. påviste Woltmann netop med den slags argumenter, at arbejderne først bør opnå »økonomisk styrke«, inden de tænker på politisk revolution).
x. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 4, s. 376, russ. – Red. [engelsk]
y. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 6-7, russ. – Red. [engelsk]
z. Ein Jahr der Verwirrung (Et Forvirringens År) var den overskrift, Mehring benyttede til det kapitel i sin Det Tyske Socialdemokratis Historie, hvori han skildrer den vaklen og ubeslutsomhed, der i begyndelsen prægede socialdemokraterne ved valget af en taktik som plan, svarende til de nye vilkår.
aa. Fra den ledende artikel i Iskra nr. 1 (Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 4, s.374, russ. – Red.)
ab. Pseudonym for Plekhanov. – Red.
ac. Se Samlede Værker, 5. udg. bd. 5, s. 7-8, russ. – Red. [engelsk]
ad. Det må heller ikke glemmes, at da gruppen Osvobosjdenie Truda løste spørgsmålet om terror teoretisk, sammenfattede den erfaringerne fra den forudgående revolutionære bevægelse.
ae. Khvost er det russiske ord for hale. – Red.
40. Med »den berømte Petersborg-industrikrig i 1896« sigter Lenin til tekstilarbejdernes massestrejke i Petersborg i maj-juni 1896. Anledningen til strejken var fabrikanternes afslag på at betale fuld løn for fridagene i forbindelse med Nikolaj II’s kroning. Strejken begyndte på det Russiske Bomuldsspinderi (Kalinkinskaja) og forplantede sig hurtigt til alle bomuldsspinderier og væverier i Petersborg og videre til store maskinfabrikker og andre virksomheder. Petersborgs arbejdere rejste sig her for første gang over en bred front til kamp mod udbytterne. Over 30.000 arbejdere strejkede. Strejken fandt sted under ledelse af Petersborgs Kampforbund til Arbejderklassens Befrielse, som udsendte flyveblade med appeller til arbejderne om samdrægtigt og udholdende at stå fast på deres ret. Kampforbundet trykte og uddelte arbejdernes hovedkrav: Forkortelse af arbejdsdagen til 10 ½ time, højere tariffer, rettidig lønudbetaling etc. Petersborgstrejkerne bidrog til udvikling af en strejkebevægelse over hele Rusland og tvang den tsaristiske regering til at fremskynde revisionen af fabrikslovgivningen og til den 2. (14.) juni 1897 at udstede en lov om nedsættelse af arbejdsdagen i fabrikker og værker til 11 ½ time. – S. 46.
41. Brochuren Om Agitation blev skrevet i 1894 i Vilno af A. Kremer (som senere blev en af Bund’s organisatorer) og redigeret af Martov. Til en begyndelse distribueredes den som håndskrevne blade og i hektograferet form, men i slutningen af 1896 tryktes den i Geneve med forord og efterskrift af Akselrod. Brochuren indeholdt opfordringer til at opgive propagandaen i lukkede cirkler og gå over til masseagitation blandt arbejderne på grundlag af deres daglige behov og krav. Overvurdering af den økonomiske kamps rolle og betydning på bekostning af den politiske agitation på basis af generelle demokratiske krav, var spirer til fremtidig økonomisme. – S. 48.
42. Kampforbundet Til Arbejderklassens Befrielse, som blev organiseret af Lenin i efteråret 1895, omfattede en snes marxistiske arbejdercirkler i Petersborg. Kampforbundets virksomhed var helt igennem baseret på centralismens principper og på streng disciplin. I spidsen stod V. I. Lenin, A. A.Vanejev, P. K. Saporosjets, G. M. Krsjisjanovskij, N. K. Krupskaja, J. O. Martov, M. A. Silvin, V. V. Starkov m.fl. Progressive. bevidste arbejdere (I. V. Babusjkin, V. A. Sjelgunov m. fl.) knyttede forbindelse mellem forbundets regionale grupper og fabrikkernes arbejdere.
Kampforbundet var den første organisator, der i Rusland etablerede praktisk forbindelse mellem socialismen og arbejderbevægelsen og gik over fra propaganda for marxismen i en mindre kreds af progressive arbejdere, til politisk agitation i proletariatets brede masser. I november 1895 organiserede Kampforbundet en strejke på Torntons klædefabrik. I sommeren 1896 fandt under Forbundets ledelse den berømte strejke blandt Petersborgs tekstilarbejdere sted med i alt over 30.000 arbejdere som deltagere. Kampforbundet udsendte flyveblade og brochurer for arbejderne. V. I. Lenin var redaktør af Forbundets publikationer. og under hans ledelse blev der truffet forberedelse til udgivelsen af et politisk arbejderblad, Rabotjeje Delo. På Kampforbundets initiativ oprettedes Kampforbund i Moskva, Kijev, Jekaterinoslav (nu Dnepropetrovsk) og andre byer og distrikter i Rusland.
Natten mellem den 8. og 9. (mellem 20. og 21.) december 1895 arresteredes en betydelig del af Forbundets folk, bl.a. Lenin. Også stoffet til det første nummer af Rabotjeje Delo, som var klar til at gå i trykken, blev beslaglagt.
Få dage senere blev der på det første møde i gruppen efter arrestationerne truffet beslutning om at benævne Petersborg-socialdemokraternes organisation Kampforbundet Til Arbejderklassens Befrielse.
Lenin ledede fra fængslet Kampforbundets virksomhed, bistod med råd, sendte kodebreve og flyveskrifter ud og skrev brochuren Om Strejker (som hidtil ikke har kunnet opspores) og Kommenteret Forslag til Program for det Socialdemokratiske Parti (se Samlede Værker, 5. udg. bd. 2, s. 81-110, russ.).
De medlemmer af Kampforbundet, som ikke var blevet berørt af arrestationerne deltog i forberedelserne til det russiske socialdemokratis 1. kongres 1898 og dens gennemførelse og i udarbejdelsen af det Manifest, der udsendtes i kongressens navn. Først og fremmest Lenins fravær – han befandt sig i forvisning i Sibirien – gjorde det lettere for »de unge«, »økonomisterne«. at udbrede den opportunistiske politik, som de siden 1897 havde virket for gennem bladet Rabotjaja Mysl. I anden halvdel af 1898 begyndte de mere åbenlyse økonomister og tilhængere af Rabotjaja Mysl at tage ledelsen i Kampforbundet. – S. 48.
43. Den ledende artikel Til Den Russiske Arbejder, som Lenin skrev til bladet Rabotjeje Delo, har hidtil ikke kunnet opspores.
Russkaja Starina – historisk tidsskrift, grundlagt af M. I. Semjovskij, udgivet månedligt fra 1870 til 1918 i Petersborg. Russkaja Starina offentliggjorde erindringer, dagbøger, optegnelser og breve fra russiske politikere og kulturpersoner samt forskelligt dokumentarisk materiale. – S. 48.
44. Der sigtes her til massakren på strejkende arbejdere ved Den Store Manufaktur i Jaroslavl den 27. april (9. maj) 1895. Årsagen til strejken, som omfattede mere end 4000 arbejdere, var fabriksledelsens indførelse af nye tariffer med lavere lønninger til følge. Til undertrykkelse af strejken udkommanderedes 10 kompagnier af Fanagori-regimentet. En arbejder dræbtes og 14 såredes. På regimentschefens rapport om massakren noterede tsar Nikolaj II: »Tak til de prægtige Fanagori-soldater for deres standhaftige og faste optræden under fabriksoptøjerne«.
En artikel om Jaroslavl-strejken i 1895 blev skrevet af Lenin. Den har hidtil ikke kunnet opspores. – S. 48.
45. St. Peterburgskij Rabotjij Listok (St. Petersborg Arbejder-blad) – organ for Kampforbundet Til Arbejderklassens Befrielse i Petersborg. Det udkom i to numre: Nr. 1 – i februar (dateret januar) 1897, trykt i Rusland i 300-400 eksemplarer, og nr. 2 i september 1897 i Geneve.
Bladet ville forbinde arbejderklassens økonomiske kamp med omfattende politiske krav og understregede nødvendigheden af dannelsen af et arbejderparti. – S. 49.
46. Der sigtes hermed til det Russiske Socialdemokratiske Arbejderpartis Manifest, som udsendtes i 1898 af det russiske socialdemokratis centralkomité efter partiets kongres (se SUKP i Resolutioner fra Kongresser, Konferencer og Centralkomitémøder, 1. del 1954, s. 11-14). Manifestet fremstillede kampen for politisk frihed og omstyrtelse af selvherskerdømmet som det russiske socialdemokratis hovedopgave og forbandt den politiske kamp med den russiske arbejderbevægelses fælles opgaver. – S. 49.
47. Der er her tale om drøftelser mellem »de gamle« – grundlæggerne af Petersborgs Kampforbund Til Arbejderklassens Befrielse – V. I. Lenin, A. A. Vanejev, G. M. Krsjisjanovskij, J. O. Martov m.fl. – og repræsentanter for Kampforbundets nye medlemmer, som fandt sted i S. I. Radtjenkos og J. O. Martovs lejligheder i Petersborg mellem 14. og 17. februar (26. februar og 1. marts) 1897, da de gamle medlemmer af Kampforbundet var løsladt fra fængslet før afsendelsen til forvisningsstederne i Sibirien. I disse drøftelser viste der sig alvorlige divergenser i organisatoriske og taktiske spørgsmål. A. A. Jakubova, som i 1893-1895 tilhørte de gamles gruppe, forsvarede i disse drøftelser den nyopståede økonomismes synspunkter, mens en af de unge deltagere i Kampforbundet. B. I. Gorev (Goldman) støttede Lenin og de gamle. V. I. Lenin skrev herom i bemærkningerne til En Petersborgers (K. M. Takhtarevs) Brev Til Redaktionen, som offentliggjordes i Iskra, nr. 40. den 15. maj 1903: »Netop: Unøjagtigheden i min opdeling beror på, at en »ung« dengang syntes at forsvare »de gamle« (i diskussionen), og en enkelt af »de gamle« at forsvare »de unge«.« – S. 50.
48. Listok Rabotnika (Arbejderens Blad) – periodisk publikation fra Forbundet al Russiske Socialdemokrater i Udlandet, udgivet i Geneve fra 1896 til 1898. Der udkom 10 numre, hvoraf nr. 1-8 var redigeret af gruppen Osvobosjdenie Truda. Efter at flertallet af Forbundets medlemmer var gået over til økonomismen, nægtede Osvobosjdenie Truda at redigere Forbundets publikationer, og nr. 9-10 af Listok (november 1898) udkom i økonomisternes redaktion. – S. 59.
48a. V. V. var pseudonym for V. P. Vorontsov, en liberal narodnik i 1880-90’erne. Ved »V. V.’er i det russiske socialdemokrati« forstår Lenin repræsentanter for den opportunistiske strømning, økonomisterne. – S. 53.
49. Die Neue Zeit (Den Nye Tid) – det tyske socialdemokratiske partis teoretiske tidsskrift. Udkom i Stuttgart i årene 1888-1928. Indtil oktober 1917 redigeredes det af Karl Kautsky, derpå af Heinrich Cunow. Flere af Marx’ og Engels’ værker offentliggjordes første gang i Neue Zeit: Karl Marx: Kritik Af Gotha-Programmet (nr. 18, årg. 1890-91), Friedrich Engels: Om Kritikken Af Udkastet Til Det Socialdemokratiske Program 1891 (nr. 1, årg., 1901-02) m.fl. Engels bistod til stadighed redaktionen af tidsskriftet med råd og kritiserede ikke sjældent redaktionen. Blandt medarbejderne ved Neue Zeit var flere fremtrædende skikkelser i den tyske og den internationale arbejderbevægelse i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede: August Bebel, Wilhelm Liebknecht, Rosa Luxemburg, Franz Mehring, Clara Zetkin, G. V. Plekhanov, Paul Lafargue, Victor Adler blandt andre. I slutningen af 90’erne begyndte der jævnligt at komme artikler af revisionistiske forfattere i bladet, blandt andet en artikelserie af Eduard Bernstein: Socialismens Problemer. Under den første verdenskrig indtog tidsskriftet centristiske, kautskyanske standpunkter. – S. 55.
50. På Østrigs socialdemokratiske partis kongres i Wien 1901 vedtoges et nyt partiprogram i stedet for det gamle Hainfelder-program fra 1888. I udkastet til det nye program, som var udarbejdet af en kommission (Victor Adler m.fl.) nedsat af kongressen i Brünn (Brno) i 1899, var der gjort væsentlige indrømmelser til revisionismen. Det fremkaldte en række kritiske indvendinger, blandt andet fra Karl Kautsky i en artikel: Revisionen Af Det Østrigske Socialdemokratis Program, som offentliggjordes i Neue Zeit, årg. 1901-02, nr. 3. Heri udtalte Kautsky sig for bevarelse af Hainfelder-programmets principielle del, som et mere fuldstændigt og rigtigere udtryk for socialdemokratiets opfattelse af det historiske forløb og arbejderklassens opgaver. – S. 55.
51. Lenin sigter til en bog af S. N. Prokopovitj: Arbejderbevægelsen I Vesten. Forsøg På En Kritisk Undersøgelse. Bd. 1, Tyskland. Belgien. Skt. Petersborg 1899, optrykt i tidsskriftet Archiv für soziale Gesetzgebung und Statistik, XIV Band, Berlin, 1899, og en artikel af P. B. Struve: Die Marxsche Theorie der sozialen Entwicklung, samt hans anmeldelse af Bernstein bog Socialismens Forudsætninger Og Socialdemokratiets Opgaver og af Kautskys Bernstein Og Det Socialdemokratiske Program.
Prokopovitj’ bog er gennemsyret af reformistisk ånd. Han ville bevise, at arbejderbevægelsen i Tyskland og Belgien savnede forudsætningerne for socialdemokratiets revolutionære kamp og revolutionære politik. Struve ville i sine artikler fra revisionismen synspunkt gendrive marxismen teori og filosofiske forudsætninger. – S. 58.
52. Hirsch-Dunckerske fagforeninger – reformistiske faglige organisationer i Tyskland, oprettet i 1888 af det borgerlige Fortschrittspartei’s (Fremskridtspartis) ledere Max Hirsch og Franz Duncker. De Hirsch-Dunckerske fagforeningers organisatorer hævdede, at der var harmoni mellem arbejdets og kapitalens interesser. De optog kapitalister i foreningerne side om side med arbejderne, og de benægtede strejkekampes værdi. Deres virksomhed begrænsede sig i hovedsagen til funktioner som hjælpekasser og kultur- og oplysningsforeninger. I 1933 trådte de opportunistiske ledere af de Hirsch-Dunckerske fagforeninger ind i den nazistiske »Arbejderfront«. – S. 58.
53. Gruppen til Arbejderklassens Selvbefrielse – en lille gruppe økonomister, som opstod i Petersborg i efteråret 1898 og eksisterede i nogle måneder. Gruppen udstedte et opråb med en fremstilling af sine mål (dateret marts 1899 og trykt i tidsskriftet Nakanune i juli 1899), sine statutter og enkelte proklamationer til arbejderne. – S. 60.
54. Nakanune – Social-Revolutionær Revy, månedsskrift af narodniktilsnit. Udkom i London på russisk fra januar 1899 til februar 1902 under redaktion af J. A. Serebrjakov. Der udkom i alt 37 numre. Nakanune indtog en fjendtlig holdning over for marxismen i almindelighed og det russiske revolutionære socialdemokrati i særdeleshed. – S. 60.
55. Grundlaget for polemikken mellem gruppen Osvobosjdenie Truda og redaktionen af Rabotjeje Delo blev lagt med den i april 1899 i Rabotjeje Delo nr. 1 trykte anmeldelse af Lenins brochure De Russiske Socialdemokraters Opgaver (Geneve 1898). I denne anmeldelse benægtede redaktionen af Rabotjeje Delo, at Forbundet Af Russiske Socialdemokrater I Udlandet var af opportunistisk karakter, og at økonomistemes indflydelse i de socialdemokratiske organisationer i Rusland forstærkedes, samtidig med at den hævdede, at »det centrale i brochurens fremstilling falder nøje sammen med Rabotjeje Delos redaktionelle program«, og at redaktionen ikke ved, »hvilke ‘unge’ kammerater, Akselrod taler om« i forordet til brochuren,
I Brev Til Redaktionen Af Rabotjeje Delo, skrevet i august 1899, påviste Akselrod det uholdbare i Rabotjeje Delos forsøg på at identificere de revolutionære socialdemokraters standpunkt, som det var fremstillet af Lenin i De Russiske Socialdemokraters Opgaver, med russiske og udenlandske økonomisters standpunkt. I februar 1900 udgav gruppen Osvobosjdenie Truda Vademecum For Redaktionen Af Rabotjeje Delo (se note 32) med forord af Plekhanov. Anledningen til udsendelsen af Vademecum var den efterskrift, redaktionen af Rabotjeje Delo havde føjet til Russiske Socialdemokraters Protest (mod økonomisternes Credo), som Lenin havde skrevet i forvisningen til Sibirien, og som blev trykt i Rabotjeje Delo nr. 4-5, december 1899 (se Værker, 5. udg., bd. 4, s. 168-178, russ.). Redaktionen af Rabotjeje Delo hævder i denne efterskrift, at Credo ikke repræsenterer andet end enkeltpersoners meninger, og at frygten for en eventuel udvikling af det russiske socialdemokrati i retning af rent økonomisk kamp er uden »alvorligt grundlag i den russiske arbejderbevægelses faktiske udvikling«. Efter i Vademecum at have offentliggjort Prokopovitj’ i manuskriptform cirkulerende Svar på Akselrods brochure Om De Russiske Socialdemokraters Nuværende Opgaver Og Taktik, og visse »private« breve af politisk indhold fra J. D. Kuskova og Grisjin (T. M. Kopelson), dementerede Plekhanov disse påstande fra Rabotjeje Delos redaktion og påviste, at opportunistiske elementer og økonomismens ideer faktisk dominerede i den russiske socialdemokratiske emigration, som grupperede sig omkring Forbundet Af Russiske Socialdemokrater og tidsskriftet Rabotjeje Delo.
Svar fra Rabotjeje Delos Redaktion på Akselrods Brev og Plekhanovs Vademecum blev skrevet af B. Kritjevskij i februar-marts 1900 og afslørede til fuldkommenhed Rabotjeje Delo-folkenes opportunisme. Senere bragte Iskra og Sarja polemikken mod Rabotjeje Delo. – S. 61.
56. Der sigtes til bladet Der Sozialdemokrat (Socialdemokraten), centralorgan for Tysklands socialdemokratiske Parti i den periode, da undtagelsesloven mod socialisterne gjaldt. Det udkom i Zürich fra 28. september 1879 til 22. september 1888 og derpå i London fra 1. oktober 1888 til 27. september 1890. Bladet redigeredes i 1879-80 af Georg Vollmar, fra januar 1881 af Eduard Bernstein, som i de år var under indflydelse fra Engels. Efter undtagelseslovens ophævelse indstilledes udgivelsen af Der Sozialdemokrat, og Vorwärts blev atter partiets centralorgan. – S. 65.
57. Her sigtes til den satiriske »Hymne for den Nyeste Russiske Socialist«, som stod i Sarja, nr. 1, april 1901, med signaturen Nartsis Tuporylov (J. O. Martov). »Hymnen« var vendt mod økonomisterne og deres tilpasning til den spontane bevægelse. – S. 67.
Sidst opdateret 8.9.2008