»Iskras største bommert i denne henseende er dets ‘plan’ for en samlet partiorganisation« (dvs. artiklen Hvad Skal Man Begynde Med? [a]), skriver B. Kritjevskij (Rabotjeje Delo, nr. 10, s. 30), idet han beskylder os for tendenser til at »forvandle teorien til en død doktrin ved at isolere den fra praksis«. Og Martynov sekunderer ham, idet han erklærer, at »Iskras tendens til at bagatellisere betydningen af den fremadskridende grå hverdagskamp i sammenligning med propagandaen for strålende og afrundede ideer ... er blevet kronet med planen for en partiorganisation, som det foreslår i nr. 4 i artiklen Hvad Skal Man Begynde Med?« (samme sted, s. 61). Endelig har i den allerseneste tid også L. Nadesjdin sluttet sig til de folk, som er opbragt over denne »plan« (anførelsestegnene skal udtrykke en ironisk holdning over for den). Det sker i brochuren På Tærsklen til Revolutionen (udgivet af den os allerede bekendte »revolutionær-socialistiske gruppe« Svoboda), som vi netop har modtaget, og hvori det hedder: »På nuværende tidspunkt at tale om en organisation, hvortil trådene udgår fra en landsomfattende avis, er at avle studerekammertanker og dyrke studerekammerarbejde« (s. 126), det er udslag af »litterær opblæsthed« osv.
At vor terrorist har vist sig solidarisk med forsvarerne af den »fremadskridende grå hverdagskamp«, kan ikke undre os, efter at vi har opsporet rødderne til denne nære forbindelse i kapitlerne om politikken og om organisationen. Men vi må her straks bemærke, at L. Nadesjdin, og han alene, samvittighedsfuldt har forsøgt at sætte sig ind i tankegangen i den artikel, som ikke har behaget ham, og prøvet virkeligt at svare på den, mens Rabotjeje Delo intet som helst har sagt om indholdet, men blot har forsøgt at bringe forvirring i spørgsmålet med en mængde usmagelige, demagogiske udfald. Og hvor ubehageligt det end er, må vi først ofre nogen tid på at rense ud i denne augiasstald.
Lad os præsentere en lille buket af de udtryk og udråb, hvormed Rabotjeje Delo er faldet over os. »Det er ikke et blad, der kan skabe en partiorganisation, men omvendt« ... »Et blad, der står over partiet, uden for dets kontrol og er uafhængigt af det, takket være sit eget net af agenter« ... »Ved hvilket under har Iskra glemt de faktisk eksisterende socialdemokratiske organisationer i det parti, bladet selv tilhører?« ... »De, der besidder faste principper og en tilsvarende plan, er også de øverste regulatorer af partiets reale kamp og dikterer det udførelse af deres plan« ... »Planen jager vore levende og livskraftige organisationer ud i skyggernes rige og stiler mod at tilvejebringe et fantastisk net af agenter« ... »Hvis Iskras plan blev bragt til udførelse, ville det føre til fuldstændig udslettelse af ethvert spor af det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti, vi har opbygget« ... »Det propagandistiske organ vil blive en ukontrolleret, enevældig lovgiver for hele den revolutionære kamps praksis« ... »Hvordan skal vort parti stille sig til total indordning under en autonom redaktion« osv. osv.
Som læseren vil se af disse citaters indhold og tonefald, er Rabotjeje Delo blevet fornærmet. Det er ikke fornærmet på egne vegne, men på vort partis organisationers og komiteers, idet Iskra angiveligt skulle ønske at jage dem ud i skyggernes rige og endog udslette sporene af dem. Tænk, hvilke rædsler! Der er bare én mærkelig ting ved det. Artiklen Hvad Skal Man Begynde Med? fremkom i maj 1901, Rabotjeje Delo’s artikel i september 1901, og nu er vi allerede midt i januar 1902. I alle disse fem måneder (både før og efter september) har ikke én komité og partiorganisation fremsat formel protest mod dette uhyre, som vil jage komiteer og organisationer ud i skyggernes rige! Og dog er der jo i denne tid både i Iskra og i en mængde andre lokale og ikke-lokale skrifter offentliggjort snese og hundreder af meddelelser fra alle egne af Rusland. Hvordan går det til, at de, som man vil jage ud i skyggernes rige, ikke har bemærket det og ikke er blevet fornærmet derover – men at en tredje person er blevet fornærmet?
Det er gået til på den måde, at komiteer og andre organisationer beskæftiger sig med virkeligt arbejde og ikke med at lege »demokratisme«. Komiteerne har læst artiklen Hvad Skal Man Begynde Med? og set, at den er et forsøg på at »udarbejde en bestemt plan for organisationen, således at der fra alle sider kan tages fat på opbygningen«, og eftersom de udmærket vidste og indså, at ikke én af »alle disse sider« tænker på at »tage fat på opbygningen«, før de er overbevist om dens nødvendighed og om rigtigheden af byggeplanen, så har de ganske naturligt heller ikke haft mindste tanke om at »blive fornærmet« over formasteligheden hos de folk, der i Iskra udtalte: »I betragtning af spørgsmålets uopsættelige vigtighed har vi for vor del besluttet at henlede kammeraternes opmærksomhed på et udkast til plan, som vi vil udvikle nærmere i en brochure, der er i trykken«. [c] Kan man da virkelig ikke forstå, når man behandler sagen samvittighedsfuldt, at hvis kammeraterne vedtager den plan, der er blevet forelagt dem, vil de gennemføre den, ikke fordi de »indordner sig«, men fordi de er overbevist om dens nødvendighed for vor fælles sag, og hvis de ikke vedtager den, så forbliver »udkastet« (hvilket prætentiøst ord, ikke sandt?) simpelt hen et udkast? Er det måske Ikke demagogi. når man bekæmper et udkast til plan, ikke blot ved at »sable det ned« og råde kammeraterne til at forkaste denne plan, men også ved at ophidse folk med ringe erfaring i revolutionære anliggender mod udkastets forfattere, alene fordi de vover at »lovgive«, at optræde som »øverste regulatorer«, dvs. drister sig til at foreslå et udkast til plan?? Kan vort parti da udvikle sig og gøre fremskridt, hvis man imødegår et forsøg på at hæve de lokale folk op til mere omfattende anskuelser, opgaver, planer osv. ikke blot med at betegne disse anskuelser som urigtige, men at blive »fornærmet« over, at »man vil« »hæve os op«? L. Nadesjdin har jo da også »nedsablet« vor plan, men han har dog aldrig nedværdiget sig til en sådan demagogi, som bestemt ikke kan forklares med naivitet eller de politiske anskuelsers primitivitet alene. Beskyldningen for at ville føre »overopsyn med partiet« har han fra første færd kategorisk afvist. Og derfor må og bør man give Nadesjdin et sagligt svar på hans kritik al planen, mens man kun kan svare Rabotjeje Delo med foragt.
Men foragten for en forfatter, der fornedrer sig selv til at råbe op om »enevælde« og »indordning«, fritager os ikke for pligten til at udrede det sammensurium, som sådanne folk lægger frem for læseren. Og her kan vi på anskuelig måde vise alle, af hvad fabrikat disse verserende fraser om »bred demokratisme« er. Man beskylder os for at glemme komiteerne, for at ønske eller at forsøge at jage dem ud i skyggernes rige osv. Hvordan skal man svare på disse beskyldninger, når vi næsten intet faktisk kan fortælle læseren om vore virkelige forbindelser med komiteerne – ikke kan det på grund af de konspirative forhold? Folk, som udslynger en beskyldning, der ophidser og opgejler mængden, har et forspring for os i kraft al deres hæmningsløshed, i kraft af deres ringeagt for de forpligtelser, der påhviler den revolutionære, som omhyggeligt holder de forbindelser og tilknytninger, han har, eller som han er ved at etablere eller søger at etablere, skjult for verdens øjne. Det er klart, at vi én gang for alle afstår fra at konkurrere med sådanne folk på »demokratismens« område. Hvad angår den læser, som ikke er inde i alle parti-anliggender, er det eneste middel til at opfylde vor pligt over for ham at berette ikke om det, der eksisterer, og det, som befinder sig im Werden/i sin vorden/, men om en lille del af det, der var, og som det er tilladeligt at berette om, fordi det er fortid.
Bund henviser til vor »selvbestaltethed«, [d] Udlandsforbundet beskylder os for at ville udslette sporene af partiet. Nuvel, mine herrer. De skal fuldt ud få det, som De fortjener, når vi nu fortæller offentligheden om fire kendsgerninger fra fortiden. [81]
Første [e] kendsgerning. Medlemmer af et af Kampforbundene, som tog direkte del i dannelsen af vort parti og i afsendelsen af en delegeret til den partikongres, som grundlagde det, forhandler med et af Iskra-gruppens medlemmer om oprettelse af et særligt arbejderbibliotek, der skal dække hele bevægelsens behov. Det lykkes ikke at oprette arbejderbiblioteket, og de dertil skrevne brochurer, De Russiske Socialdemokraters Opgaver og Den Nye Fabrikslov, [f] havner ad omveje og gennem tredjepersoner i udlandet, hvor de så bliver trykt.
Anden kendsgerning. Medlemmer af Bunds centralkomité henvender sig til et medlem af Iskra-gruppen med forslag om at organisere, hvad Bund dengang kaldte et »litterært laboratorium«. I denne forbindelse peger de på, at hvis det ikke lykkes at gøre dette, vil vor bevægelse kunne gå alvorligt tilbage. Resultatet af forhandlingerne er brochuren Arbejdersagen i Rusland. [g]
Tredje kendsgerning. Bunds centralkomité henvender sig med en lille provinsby som mellemled til et medlem af Iskra og foreslår ham at påtage sig redaktionen af Rabotjaja Gaseta, der skal udgives igen, og får selvfølgelig tilsagn herom. Derefter ændres forslaget: Man foreslår samarbejde, fordi redaktionen tilrettelægges på en anden måde. Også hertil gives der naturligvis samtykke. Der sendes artikler (som det var lykkedes at bevare) – Vort Program med direkte protest mod bernsteiniaden, mod kovendingen i den legale litteratur og mod Rabotjaja Mysl; Vor Nærmeste Opgave (»organisering af et regelmæssigt udkommende partiorgan, som er nært forbundet med alle lokale grupper«, det herskende dilettanteris mangler); Et Brændende Spørgsmål (analyse af den indvending, at man først må udvikle de lokale gruppers aktivitet, inden man tager fat på etableringen af et fælles organ; fastholdelse af den revolutionære organisations primære betydning, at nødvendigheden af at »bringe organisationen, disciplinen og den konspirative teknik op til største fuldkommenhed«). [h] Forslaget om genoplivelse af Rabotjaja Gaseta gennemføres ikke, og artiklerne forbliver utrykt.
Fjerde kendsgerning. Et medlem af komiteen, som organiserer vort partis anden ordinære kongres, meddeler et medlem af Iskra-gruppen programmet for kongressen og foreslår denne gruppe til posten som redaktion for Rabotjaja Gaseta, der skal udgives på ny. Hans så at sige forberedende skridt sanktioneres derefter også af den komité, han tilhører, og af Bunds centralkomité; Iskra-gruppen får angivet tid og sted for kongressen, men (da man af flere grunde ikke føler sig sikker på, om gruppen vil kunne sende en delegeret til kongressen) udarbejder tillige en skriftlig beretning til kongressen. I denne beretning fremføres den tanke, at vi ikke, blot ved at vælge en centralkomité, løser spørgsmålet om forening i en tid så fyldt med forvirring som den, vi nu gennemlever, men tillige risikerer at kompromittere den store tanke om at skabe et parti, i tilfælde af en ny hurtig og fuldstændig oprulning, der er mere end sandsynlig under den rådende mangel på konspiration; at man derfor må begynde med at opfordre alle komiteer og alle andre organisationer til at støtte det fælles organ, der skal udkomme på ny, og som realt vil forbinde alle komiteer med en faktisk kontakt, realt vil uddanne en gruppe ledere til hele bevægelsen, – og så snart en sådan gruppe vokser til og styrkes, vil komiteerne og partiet let kunne omdanne denne af komiteerne opbyggede gruppe til en centralkomité. Som følge af en række arrestationer gennemføres kongressen imidlertid ikke, og beretningen tilintetgøres af konspirative hensyn, efter at være læst af nogle få kammerater, deriblandt repræsentanter med fuldmagt fra en komité.
Læseren kan nu selv dømme om karakteren af metoder som antydningerne fra Bunds side af selvbestaltethed, eller Rabotjeje Delo’s konklusion, at vi vil jage komiteerne ud i skyggernes rige og erstatte partiets organisation med en organisation til udbredelse af et enkelt blads ideer. Det er jo netop over for komiteerne, at vi, på deres gentagne opfordringer, har redegjort for nødvendigheden af, at der antages en bestemt plan for det fælles arbejde. Det er netop for partiorganisationen, vi har udarbejdet denne plan i artikler til Rabotjaja Gaseta og i beretningen til partikongressen, atter efter opfordring fra dem, der indtog en så indflydelsesrig position i partiet, at de påtog sig initiativet til bladets (faktiske) genoplivelse. Og først efter at partiorganisationens forsøg på sammen med os at genoplive partiets centralorgan officielt var endt uden resultat to gange, fandt vi, at det var vor simple pligt uofficielt at udsende et organ, for at kammeraterne ved et tredje forsøg dog kunne have visse resultater af et forsøg for sig og ikke bare spekulative antagelser. Allerede nu er visse resultater af dette forsøg åbenlyse for alle, og alle kammerater kan dømme om, hvorvidt vi har forstået vor pligt rigtigt, og hvad man skal tænke om folk, som søger at vildlede dem, der ikke kender den nærmeste fortid, af ærgrelse over, at vi for nogles vedkommende har påvist deres inkonsekvens i det »nationale« spørgsmål og for andres det utilstedelige i principløse svingninger.
Hele pointen i artiklen Hvad Skal Man Begynde Med? består i, at den stiller netop dette spørgsmål og besvarer det bekræftende. Det eneste os bekendte forsøg på at analysere dette spørgsmål sagligt og bevise, at det må besvares benægtende, gøres af L. Nadesjdin, hvis argumenter vi derfor gengiver i deres helhed:
»... Vi synes særdeles godt om, at Iskra (i nr. 4) stiller spørgsmålet om nødvendigheden af et landsomfattende blad, men vi kan på ingen måde være enige i, at denne problemstilling passer mod overskriften til artiklen: Hvad Skal Man Begynde Med? Det er en af de sager, som utvivlsomt er yderst vigtige, men hverken den eller en hel serie populære flyveskrifter eller et bjerg af proklamationer kan lægge grundstenen til en kamporganisation, beregnet på en revolutionær situation. Det er nødvendigt at gå i gang med at danne stærke, politiske organisationer lokalt. Sådanne har vi ikke, arbejdet er hos os hovedsageligt blevet udført blandt intelligente arbejdere, mens masserne næsten udelukkende har ført økonomisk kamp. Hvis der ikke udvikles stærke politiske organisationer lokalt, hvad betyder så et landsomfattende blad, hvor fremragende det end er lavet? En brændende busk, der selv står i flammer, men ikke brænder op og ikke opflammer nogen! Omkring bladet, i arbejdet for det, samles folket og organiserer sig – tror Iskra. Men det er langt mere nærliggende for folket at samles og organisere sig om noget mere konkret! Dette kan og bør være en bred oprettelse af lokale aviser, øjeblikkelig forberedelse af arbejderkræfter til demonstrationer og et stadigt arbejde af de lokale organisationer blandt de arbejdsløse (der må utrætteligt spredes løbesedler og flyveblade blandt dem, de må samles til møder, til protestaktioner mod regeringen osv.). Der må lokalt iværksættes et levende politisk arbejde, og når det på dette reale grundlag viser sig nødvendigt at forene sig,– så sker det ikke kunstigt, ikke på papiret, – ikke ved hjælp af aviser opnås en sådan samling af det lokale arbejde til landsomfattende virke!« (På Tærsklen til Revolutionen, s. 54.)
Vi har fremhævet de steder i denne velklingende tirade, som tydeligst viser både urigtigheden i forfatterens vurdering af vor plan og urigtigheden i hans synspunkt i det hele taget, her stillet op i modsætning til Iskra. Hvis der ikke udvikles stærke politiske organisationer lokalt, vil selv den mest fremragende landsomfattende avis intet betyde. Helt rigtigt. Men det er netop sagens kerne, at der ikke findes noget andet middel til at udvikle stærke politiske organisationer end en landsomfattende avis. Forfatteren har overset Iskras vigtigste erklæring, fremsat før overgangen til redegørelsen for dets »plan«: Der må »opfordres til opbygning af en revolutionær organisation, som formår at samle alle kræfter og lede bevægelsen ikke blot af navn, men også af gavn, dvs. altid at være rede til at støtte enhver protest og ethvert udbrud og udnytte dem til forøgelse og forstærkelse af stridskræfter, der duer til den afgørende kamp«. Men herom er alle nu principielt enige, efter februar- og martsbegivenhederne – fortsætter Iskra – det vi derimod har brug for, er ikke en principiel, men en praktisk løsning af problemet, vi har brug for omgående at opstille en bestemt plan for opbygningen, sådan at alle straks fra forskellige sider kan tage fat på opbygningen. Men man haler os atter tilbage fra den praktiske løsning til en principielt rigtig, ubestridelig, storslået, men fuldstændigt utilstrækkelig og for de brede arbejdermasser aldeles uforståelig sandhed: »At udvikle stærke politiske organisationer«! Det er ikke mere det, sagen drejer sig om, højtærede forfatter, men om, hvordan man konkret skal udføre arbejdet og få dem udviklet!
Det er ikke rigtigt, at »arbejdet hos os hovedsageligt er blevet udført blandt intelligente arbejdere, mens masserne næsten udelukkende har ført økonomisk kamp«. I den form glider denne sætning over i Svobodas sædvanlige og i bund og grund forkerte modstilling af intelligente arbejdere og »massen«. Hos os har også intelligente arbejdere i de sidste år »næsten udelukkende ført økonomisk kamp«. Dette på den ene side. Men på den anden side vil massen heller aldrig lære at føre politisk kamp, så længe vi ikke hjælper ledere af denne kamp både fra intelligente arbejderes og fra intellektuelles kredse med at udvikle sig, men udvikle sig kan sådanne ledere udelukkende ved systematisk, løbende at tage stilling til alle sider af vort politiske liv, alle forsøg på protest og kamp, som de forskellige klasser ud fra forskellige motiver foretager. At tale om »udvikling af politiske organisationer« og samtidig stille det politiske blads »papirarbejde« op som modsætning til »det levende politiske arbejde lokalt er derfor simpelthen latterligt! Iskra ser jo netop sin »plan« for bladet som et led i »planen« for udviklingen af et sådant »kampberedskab«, for at man kan støtte både arbejdsløshedsbevægelsen, bonderevolterne, semstvo-folkenes utilfredshed og »befolkningens harme over tsarens tøjlesløse knippelsvingere« osv. Enhver, der er kendt med bevægelsen, véd dog ganske nøje, at det uhyre flertal af lokale organisationer end ikke tænker på dette, at mange af de her skitserede perspektiver for »levende politisk arbejde« endnu ikke én eneste gang er ført ud i livet af nogen organisation, at f.eks. forsøg på at henlede opmærksomheden på den voksende utilfredshed og protest i semstvo-intelligensen fremkalder forvirret måben hos såvel Nadesjdin (»Herregud, dette er da vel ikke et organ for semstvo-folk?«, På Tærsklen til Revolutionen, s. 129) som økonomisterne (brevet i Iskra, nr. 12) og mange praktikere. Når man under disse betingelser skal »begynde«, kan det kun gøres ved at få folk til at tænke over alt dette, få dem til at opsummere og generalisere alle glimt af gæring og aktiv kamp. »Levende politisk arbejde« kan man i vor tid med dens degradering af de socialdemokratiske arbejdsopgaver ene og alene begynde med levende politisk agitation, hvilket er umuligt uden et landsomfattende, hyppigt udkommende og på rette måde udbredt blad.
De folk, der betragter Iskras »plan« som et udslag af »litterær opblæsthed«, har overhovedet ikke forstået selve det centrale i planen, fordi de tror, at det, der fremføres som det i øjeblikket bedst egnede middel, er målet. Disse folk har ikke gjort sig den ulejlighed at tænke over de to sammenligninger, der tjente som anskuelig illustration af den foreslåede plan. Oprettelsen af et landsomfattende blad – hed det i Iskra – bør være den afgørende rettesnor, som vi kan følge for støt at udvikle, uddybe og udvide denne organisation (dvs. den revolutionære organisation, der altid er rede til at støtte enhver protest og ethvert udbrud af harme). Hør engang: Når murere står hver sit sted og murer sten i en kæmpestor bygning, som der ikke findes magen til, er det så »papirarbejde«, at de trækker snore, som viser dem, hvor stenene på rette måde skal lægges, og viser dem det endelige mål for det fælles arbejde, så de kan anvende ikke blot hver eneste sten, men også hver eneste stump af .en sten, som – føjet til den foregående og den efterfølgende – danner en afsluttet og alt omfattende linje? Og oplever vi da ikke i vort partiliv netop en tid, da vi har både mursten og murere, men savner netop den snor, som alle kan se, og som alle kan holde sig til. Lad dem blot råbe op om, at vi vil kommandere, når vi trækker denne snor: hvis vi ville kommandere, mine herrer, havde vi i stedet for Iskra nr. 1 skrevet Rabotjaja Gaseta nr. 3, sådan som flere kammerater foreslog os, og som vi ville have haft fuld ret til at gøre efter de begivenheder, vi har fortalt om ovenfor. Men vi gjorde det ikke: vi ønskede at bevare frie hænder til uforsonlig kamp mod alle hånde pseudo-socialdemokrater, vi ønskede, at vor snor, forudsat at den blev trukket rigtigt, skulle vinde agtelse for sin rigtighed, ikke fordi den var trukket at et officielt organ.
»I de centrale organer bevæger spørgsmålet om forenelse af den lokale virksomhed sig i en ond cirkel«, docerer L. Nadesjdin for os. »Til en forenelse kræves ensartethed hos elementerne, og denne ensartethed kan selv kun skabes ved et eller andet forenende, men dette forenende må være produkt af stærke lokale organisationer, som aldeles ikke nu udmærker sig ved ensartet karakter.« En sandhed, der er lige så agtværdig og lige så ubestridelig som den, at der må udvikles stærke politiske organisationer. En sandhed der er lige så ufrugtbar som den anden. Ethvert spørgsmål »bevæger sig i en ond cirkel«, eftersom hele det politiske liv er en endeløs kæde af en endeløs række led. En politikers hele kunst består netop i at finde og hage sig meget, meget fast i det lille led, der vanskeligst kan rives ham af hænde, som i det givne øjeblik er det vigtigste, og som bedst garanterer leddets besidder besiddelse af hele kæden. [i] Havde vi en skare erfarne murere, så godt indarbejdede med hinanden, at de også uden snor kunne lægge stenene netop dér, hvor det er nødvendigt (dette er slet ikke umuligt, når man taler abstrakt) – da kunne vi måske også tage fat på et andet led. Men ulykken er jo netop, at vi endnu ikke har erfarne og vel sammenarbejdede murere, at stenene så at sige lægges på lykke og fromme, ikke efter en fælles snor, men så spredt, at fjenden blæser dem bort, som var det sandskorn og ikke sten.
Den anden sammenligning: »Avisen er ikke blot en kollektiv propagandist og en kollektiv agitator, men tillige en kollektiv organisator. I denne sidste henseende kan man sammenligne den med stilladset, som bygges op omkring et hus under opførelse, antyder bygningens konturer, letter samspillet mellem de enkelte bygningsarbejdere, hjælper dem at fordele arbejdet og at overskue de fælles resultater, der opnås ved organiseret arbejdsindsats«. [j] Er det ikke rigtigt, at dette ligner skribentens, studerekammermenneskets overvurdering af sin egen rolle? Stilladset behøves slet ikke til selve boligen, stilladset bygges af de ringeste materialer, stilladset opstilles for en kort tid og kastes i ovnen, så snart bygningen er bare nogenlunde færdig. Med hensyn til opbygning af revolutionære organisationer viser erfaringen, at det endog undertiden lykkes at bygge dem op uden brug af stillads – tag blot halvfjerdserne. Men i dag kan man hos os ikke forestille sig, at den bygning, vi har brug for, kan rejses uden stillads.
Nadesjdin er ikke indforstået hermed og siger: »Omkring bladet, i arbejdet for det, samles folket og organiserer sig – tror Iskra. Men det er langt mere nærliggende for folket at samles og organisere sig om noget mere konkret!« Ser man det: »langt mere nærliggende om noget mere konkret« ... Et russisk ordsprog siger: man skal ikke spytte i brønden – man kan selv komme til at drikke af vandet. Men der findes folk, som ikke har noget imod at drikke af en brønd, der er spyttet i. Hvilke gemenheder har ikke vore herlige legale »kritikere af marxismen« og illegale tilbedere af Rabotjaja Mysl svunget sig op til med deres snak om dette mere konkrete! Hvor hæmmet er ikke hele vor bevægelse af vor snæverhed, initiativløshed og forsagthed, der forsvares med de traditionelle argumenter, at man samles »langt nærmere omkring noget mere konkret«! Og Nadesjdin – der regner sig for at være særligt lydhør over for »livet« – som særlig strengt fordømmer »studerekammermennesker«, og som (i et forsøg på at være vittig) beskylder Iskra for at have en svaghed for at se økonomisme alle vegne, og som bilder sig ind, at han står højt hævet over denne opdeling i ortodokse og kritikere, – han bemærker ikke, at han med sine argumenter netop befordrer den snæverhed, han harmes over, og netop drikker af den brønd, der er spyttet værst i! Selv den heftigste harme over snæverhed, selv det varmeste ønske om at rejse de folk op, som bøjer knæ for snæverheden, er stadig ikke nok, hvis den, der harmes, driver om uden ror og sejl og lige så »spontant« som halvfjerdsernes revolutionære tyer til »exciterende (opæggende) terror«, »agrarterror«, »stormklokker« osv. Se nøjere på dette »mere konkrete«, som han tror, man vil samle sig og organisere sig »langt nærmere« omkring: 1) lokale aviser, 2) forberedelse til demonstrationer, 3) arbejde blandt de arbejdsløse. Allerede et første øjekast viser, at alle disse sager er grebet ganske tilfældigt ud af luften for dog at sige et eller andet, for hvordan vi end betragter dem, er det aldeles meningsløst at anse dem for noget, der er specielt egnet til at »samle og organisere«. Samme Nadesjdin siger da også et par sider længere fremme, at »det er på tide, at vi simpelt hen konstaterer kendsgerningen: det er et yderst elendigt arbejde, der udføres lokalt, komiteerne udfører ikke en tiendedel af, hvad de kunne gøre ... De forenende centre, vi har nu, er en fiktion, revolutionært kontoriusseri, gensidig udnævnelse af hinanden til generaler, og sådan vil det blive ved med at være, indtil der vokser stærke lokale organisationer op«. Uden tvivl rummer disse ord bortset fra overdrivelserne megen bitter sandhed, og mon ikke Nadesjdin ser forbindelsen mellem det elendige lokale arbejde og aktivisternes snævre horisont, deres virksomheds ringe spændvidde, hvad der er uundgåeligt med mangelen på skoling hos aktivisterne, som lukker sig inde bag de lokale organisationers rammer? Har han mon, ligesom forfatteren til artiklen i Svoboda om organisationen, glemt, hvordan overgangen til en bred lokal presse (fra 1898) har været ledsaget af en udpræget styrkelse af økonomisme og dilettanteri? Ja, selv om det også var muligt at organisere en nogenlunde tilfredsstillende »bred lokal presse« (vi har imidlertid ovenfor påvist, at det ikke er muligt med ganske få tilfælde som undtagelse), ville de lokale organer alligevel ikke kunne »samle og organisere« alle revolutionæres kræfter til samlet stormløb mod selvherskerdømmet, til ledelse af en fælles kamp. Glem ikke, at det her alene drejer sig om avisens »samlende« og organiserende betydning, og vi kunne stille Nadesjdin, som forsvarer splittetheden, det ironiske spørgsmål, han selv har stillet: »Har vi da et eller andet sted fra arvet 200.000 revolutionære, organisatoriske kræfter?«. Endvidere kan man ikke stille »forberedelse til demonstrationer« op som modsætning til Iskras plan, alene af den grund, at denne plan netop stiller de mest omfattende demonstrationer op som et af målene; det drejer sig imidlertid om valg af et praktisk middel. Her er Nadesjdin igen kørt fast, idet han har overset, at kun en allerede »samlet og organiseret« styrke kan »forberede« demonstrationer (som hidtil i det uhyre flertal af tilfælde er foregået fuldstændig spontant), men vi evner netop ikke at samle og organisere. »Arbejde blandt de arbejdsløse«. På ny samme forvirring, idet også dette udgør en mobiliseret styrkes krigshandling, ikke en plan for mobilisering at styrken. I hvor høj grad Nadesjdin også her undervurderer skaden ved vor splittethed og vort savn af »200.000 kræfter«, fremgår af det følgende. Mange (deriblandt Nadesjdin) har bebrejdet Iskra dets sparsomme orientering om arbejdsløsheden og tilfældigheden i dets korrespondancer om de mest dagligdags foreteelser i tilværelsen på landet. Bebrejdelsen er berettiget, men Iskra er her »skyldig uden skyld«. Vi bestræber os for at »trække snoren« også på landet, men dér findes der næsten ingen murere noget sted, og vi er nødt til at opmuntre enhver, som meddeler selv det mest dagligdags stof, i håb om, at det vil øge antallet af medarbejdere på dette område og til sidst vil lære os alle at udvælge virkeligt iøjnefaldende stof. Men der er så lidt materiale til studiet, at hvis det ikke gøres alment tilgængeligt over hele Rusland, vil der intet være at lære af. Der er ingen tvivl om, at et menneske, der besidder blot tilnærmelsesvis sådanne agitatoriske evner og et sådant kendskab til vagabondens tilværelse, som kan ses hos Nadesjdin, gennem agitationen blandt de arbejdsløse ville kunne yde bevægelsen uvurderlige tjenester, men et sådant menneske ville begrave sit talent, hvis han ikke sørgede for at underrette alle russiske kammerater om hvert skridt i sit arbejde som en lære og et eksempel for folk, der som helhed endnu ikke er i stand til at tage fat på det nye virkefelt.
Vigtigheden af forenelse, nødvendigheden af »at samle og organisere« er noget, som virkelig alle nu taler om, men i de fleste tilfælde er der ikke nogen klar forestilling om, hvad man skal begynde med, og hvordan man skal gribe dette forenelsesarbejde an. Alle er sikkert enige om, at hvis vi »forener« cirklerne skal vi sige fra kvartererne i en by, så er det her nødvendigt med fælles institutioner, dvs. ikke blot en fælles betegnelse som »forbund«, men virkelig fælles arbejde, udveksling af materiale, erfaring og kræfter, fordeling af funktionerne ikke blot efter kvarterer, men efter specialer inden for virksomheden i hele byen. Enhver vil være enig i, at et solidt konspirativt apparat ikke kan betale sig (for at bruge et kommercielt udtryk) med et enkelt kvarters »midler« (naturligvis både materielle og menneskelige), at en fagmands talent ikke kan udfolde sig på dette snævre felt. Det samme gælder imidlertid også ved forenelse af forskellige byer, fordi også et sådant virkefelt, en enkelt lokalitet, vil vise sig og allerede i vor socialdemokratiske bevægelses historie har vist sig alt for snævert. Vi har påvist dette detaljeret ovenfor med eksempler både fra den politiske agitation og fra det organisatoriske arbejde. Det er nødvendigt, ubetinget og først og fremmest nødvendigt at udvide virkefeltet, at skabe faktisk forbindelse mellem byerne gennem regelmæssigt fælles arbejde, fordi splittetheden holder folk nede, de »sidder som i et hul« (som forfatteren af et brev til Iskra udtrykker det [83]), uden at ane, hvad der sker i den vide verden, hos hvem de kan lære, hvordan de kan vinde erfaring, og hvordan de skal få opfyldt deres ønske om en bredt anlagt virksomhed. Og jeg fastholder fortsat, at når man vil skabe denne faktiske forbindelse, kan man kun begynde med et fælles blad, det eneste regelmæssige, landsomfattende foretagende, der opsummerer resultaterne af de mest forskelligartede virksomhedsformer og dermed ansporer folk til utrætteligt at gå frem ad alle de talrige veje, der fører til revolutionen, ligesom alle veje fører til Rom. Hvis vi ønsker en forenelse ikke blot i ord, er det nødvendigt, at hver enkelt lokal cirkel straks sætter, lad os sige en fjerdedel af sine kræfter ind i det aktive arbejde med den fælles sag, og bladet vil straks vise cirklen [k] det almene omrids, omfanget og karakteren af denne sag, vise hvilke bestemte huller i den samlede fællesrussiske virksomhed der gør sig ment føleligt gældende, hvor der ikke agiteres, hvor forbindelserne er svage, hvilke hjul i den vældige fælles mekanisme den bestemte cirkel kan udbedre eller udskifte med bedre. En cirkel, der endnu ikke har været i arbejde, men kun søger at komme i arbejde, vil da kunne begynde, ikke som småhåndværker i et enkelt lille værksted, der intet kender til »industriens« hidtidige udvikling eller til fremstillingsmetodernes almindelige stade i den pågældende industri, derimod som deltager i en omfattende virksomhed, der afspejler hele det fælles revolutionære stormløb mod selvherskerdømmet. Og jo mere fuldkommen udformningen af det enkelte lille hjul er, jo større antallet af detailarbejdere i den fælles sag er, des tættere bliver vort net, og des mindre forvirring vil de uundgåelige arrestationer fremkalde i de fælles rækker.
En faktisk forbindelse ville begynde at blive skabt allerede ved den funktion at distribuere avisen (hvis avisen fortjente denne betegnelse, dvs. udkom regelmæssigt, ikke en gang om måneden, som tykke tidsskrifter udkommer, men ca. fire gange om måneden). Nu er forbindelserne mellem byerne i den revolutionære sags tjeneste noget yderst sjældent og i hvert fald en undtagelse; men da ville disse forbindelser blive regelen og naturligvis sikre ikke blot udbredelsen af bladet, men tillige (hvad der er langt vigtigere) udveksling af erfaring, materiale, kræfter og midler. Det organisatoriske arbejdes spændvidde ville med det samme blive mange gange bredere, og gode resultater ét sted ville anspore til stadig at gøre det endnu bedre, til at ønske at drage nytte af den allerede forhåndenværende erfaring, som en aktiv kammerat i en anden kant af landet har erhvervet. Det lokale arbejde ville blive langt rigere og mere alsidigt end nu: politiske og økonomiske afsløringer, indsamlet i hele Rusland, ville bringe åndelig næring til arbejdere i alle lag og på alle udviklingstrin, give stof og anledning til diskussioner og løsning om de yderst forskelligartede spørgsmål, som tilmed rejses også ved antydninger i den legale presse, gennem samtaler i almindeligt samvær og i »uskyldigt udseende« regeringsmeddelelser. Ethvert udbrud af harme, enhver demonstration ville blive bedømt og diskuteret fra alle sider i alle egne af Rusland og fremkalde ønske om ikke at stå tilbage for andre, at gøre det bedre end andre – (vi socialister fornægter absolut ikke enhver kappestrid, enhver »konkurrence«!) – bevidst at forberede det, der i første omgang fremkom nærmest spontant, udnytte de gunstige betingelser på det pågældende sted eller i det givne øjeblik til at ændre angrebsplan osv. Og samtidig ville denne aktivisering af det lokale arbejde ikke føre til den desperate, »yderste« anspændelse af alle kræfter og hovedkulds indsats af alle folk, hvad enhver demonstration eller enhver udgave af et lokalt blad ofte medfører i dag; på den ene side vil det være langt vanskeligere for politiet at trænge frem til »rødderne«, når det er uvist, i hvilken lokalitet de skal søges; på den anden side ville regelmæssigt fælles arbejde lære folk at afpasse styrken i et givet fremstød efter kræfternes faktiske tilstand i den ene eller anden afdeling af den fælles hær (en sådan tilpasning er der næsten ingen, der nogen sinde skænker en tanke nu, eftersom fremstødene i ni tiendedele af tilfældene sker spontant), og det ville lette »overførslen« af såvel litteratur som af revolutionære kræfter fra ét sted til et andet.
Nu forbløder disse kræfter i en mængde tilfælde i snævert lokalt arbejde, men da ville der være mulighed og stadig anledning til at flytte en nogenlunde dygtig agitator eller organisator fra den ene ende af landet til den anden. Begynder folk med en lille rejse i partiets ærinde og på partiets regning, vil de vænne sig til helt at gå over til at være lønnet af partiet og blive professionelle revolutionære, udvikle sig til virkelige politiske ledere.
Og hvis det virkelig lykkedes os at opnå, at alle eller et betydeligt flertal at lokale komiteer, lokale grupper og cirkler tog aktivt fat på den fælles sag, ville vi i den allernærmeste fremtid kunne oprette et ugeblad, som udbredtes regelmæssigt i titusinder af eksemplarer over hele Rusland. Dette blad ville blive en lille del af den vældige blæsebælg, som blæser hver gnist i klassekampen og folkeharmen op til en samlet brand. Omkring dette i sig selv endnu meget uskyldige og endnu ganske lille, men regelmæssige og i ordets fulde betydning fælles anliggende ville en stående hær af prøvede kæmpere samle sig og uddanne sig. Ad denne fælles organisationsbygnings stillads eller løbebroer ville der hurtigt fra vore rækker stige revolutionære op, der kunne fremstå som socialdemokratiske Sjeljabov’er, og arbejdere, der kunne blive russiske Bebel’er, som kunne sætte sig i spidsen for den mobiliserede hær og rejse hele folket til opgøret med Ruslands skændsel og forbandelse.
Det er, hvad vi skal drømme om!
***
»Skal drømme om!« De ord skrev jeg og blev forskrækket. Jeg forestillede mig, at jeg sad på »samlingskongressen«, og over for mig sad redaktører og medarbejdere ved Rabotjeje Delo. Så rejser kammerat Martynov sig og vender sig truende mod mig: »Må man spørge Dem, har en selvstændig redaktion overhovedet ret til at drømme, uden først at spørge partikomiteerne?« Og efter ham træder kammerat Kritjevskij frem og fortsætter (idet han uddyber kammerat Martynov filosofisk, som Martynov allerede for længst har uddybet kammerat Plekhanov) endnu mere truende: »Jeg vil gå videre. Jeg spørger, har en marxist overhovedet ret til at drømme, hvis han da ikke glemmer, at ifølge Marx stiller menneskeheden sig altid gennemførlige opgaver, og at taktikken er en proces, hvor opgaverne vokser samtidig med, at partiet vokser?«
Alene ved tanken om disse truende spørgsmål løber det mig koldt ned ad ryggen, og jeg tænker kun på, hvor jeg kan krybe i skjul. Jeg vil prøve at gemme mig bag Pisarev.
»Kontrast og kontrast er to ting«, skrev Pisarev om spørgsmålet om kontrasten mellem drøm og virkelighed. »Min drøm kan løbe fra begivenhedernes naturlige gang, eller den kan gribe helt ved siden af, dér hvor begivenhedernes naturlige forløb aldrig kan nå hen. I det første tilfælde kan drømmen aldrig anrette skade, den kan endog understøtte og forstærke et arbejdende menneskes energi ... Der findes i sådanne drømme intet, der kan afspore eller lamme arbejdskraften. Snarere tværtimod. Hvis mennesket helt var berøvet evnen til at drømme på den måde, hvis han ikke nu og da kunne ile forud og i fantasien forestille sig et fuldstændigt helhedsbillede af det værk, som kun lige er begyndt at tage form under hans hænder, – så kan jeg bestemt ikke forestille mig, hvilken opildnende grund der kunne få et menneske til at gå i gang med og at fuldføre et stort og slidsomt arbejde inden for kunst og videnskab eller i det praktiske liv ... Kontrasten mellem drøm og virkelighed gør ingen som helst skade, hvis blot den drømmende person tror alvorligt på sin drøm, ser opmærksomt på livet, sammenligner sine iagttagelser med sine luftkasteller og i det hele taget arbejder samvittighedsfuldt på at realisere sine fantasier. Når der blot består en vis berøring mellem drøm og virkelighed, er alt godt«. [84]
Men ulykkeligvis er der alt for lidt af den slags drømme i vor bevægelse. Og skylden herfor ligger først og fremmest hos den legale kritiks og den illegale »khvostisme«s repræsentanter, som bryster sig af deres nøgternhed og deres »nærhed« til det »konkrete«.
Af det foregående vil læseren have set, at vor »taktik som plan« består i afvisning af en øjeblikkelig opfordring til storm, i kravet om etablering af en »regulær belejring af fjendens fæstning«, eller sagt på anden måde, i kravet om, at alle kræfter sættes ind på at samle, organisere og mobilisere en stående hær. Da vi gjorde os lystig over Rabotjeje Delo, som sprang fra økonomisme til råbet om stormangreb (opløftet i april 1901 i tillæg nr. 6 til Rabotjeje Delo [85]), kastede bladet sig naturligvis over os med anklager for at være doktrinære, for ikke at forstå vor revolutionære pligt og for at opfordre til forsigtighed osv. Naturligvis undrede disse anklager fra folk, som ikke har noget ståsted, og som stiller sig tilfreds med den dybsindige »taktik som proces«, os ikke på nogen måde, ligesom det heller ikke overraskede, at Nadesjdin, som i det hele taget nærer den mest ophøjede foragt for faste programmæssige og taktiske principper, gentog disse anklager.
Man siger, et historien ikke gentager sig. Men Nadesjdin søger af alle kræfter at gentage den og kopierer ihærdigt Tkatjev, tordner imod det »revolutionære kulturmageri«, råber op om »at lade stormklokkerne gå«, om et særligt »synspunkt på tærsklen til revolutionen« osv. Han glemmer åbenbart den kendte udtalelse, at når en historisk begivenhed i original er en tragedie, bliver en kopi deraf blot en farce. [86] Forsøget på at gribe magten efter forberedelse gennem Tkatjevs propaganda og gennemført ved hjælp af »skræmmeterror«, der virkelig skræmte, var storslået, men Tkatjev den Lilles »excitative« (opæggende) terror er kun latterlig og særlig latterlig, når den suppleres med ideen om en organisation af gennemsnitsmennesker.
»Hvis Iskra«, skriver Nadesjdin, »kunne komme ud af sin litterære opblæstheds sfære, ville det få at se, at dette (foreteelser som en arbejders brev i Iskra nr. 7 osv.) er symptomer på, at ‘stormen’ begynder meget, meget snart, og på nuværende tidspunkt (sic!) at tale om en organisation, der udgår som tråde fra et landsomfattende blad, det er at avle studerekammertanker og dyrke studerekammerarbejde«. Se dog, hvilket uforligneligt virvar: På den ene side excitativ (opæggende) terror og en »organisation af gennemsnitsmennesker«, side om side med den opfattelse, at det er »langt mere nærliggende« at samles omkring noget »mere konkret« i form at lokale aviser, – og på den anden side betyder »på nuværende tidspunkt« at tale om en landsomfattende organisation det samme som at avle studerekammertanker, dvs. for at tale mere jævnt og ligefremt, at »på nuværende tidspunkt« er det allerede for sent! Men at foretage en »omfattende organisering af lokale blade« er ikke for sent, højtærede L. Nadesjdin? Og sammenlign hermed Iskras synspunkt og taktik: excitativ terror er vrøvl, at tale om en organisation netop af gennemsnitsmennesker og en omfattende oprettelse al lokale blade betyder at holde døren på vid gab for økonomismen. Der må tales om en samlet, landsomfattende organisation af revolutionære, og det er ikke for sent at tale om den lige til det øjeblik, da den virkelige storm og ikke papirstormen begynder.
»Ja, hvad organisation angår, står det langtfra strålende til hos os,« fortsætter Nadesjdin. »Ja, Iskra har fuldstændig ret, når det siger, at hovedmassen af vore kampstyrker er frivillige og oprørere ... Det er godt, at I gør jer nøgterne forestillinger om vore styrkers tilstand, men hvorfor så samtidig glemme, at mængden aldeles ikke tilhører os, og at den derfor ikke spørger os, hvornår den skal åbne krigshandlingerne og give sig til at ‘rebellere’ ... Når mængden selv skrider til aktion med sin spontane, ødelæggende kraft, da kan den jo sprede og fortrænge ‘den stående hær’, hvori man hele tiden ville, men ikke nåede at indføre en overordentlig systematisk organisation.« (Vor kursivering.)
En forbløffende logik! Netop fordi »mængden ikke tilhører os«, er det ufornuftigt og uanstændigt at råbe op om »stormangreb« med det samme, idet stormen er et angreb med den stående hær og ikke mængdens spontane udbrud. Netop fordi mængden kan sprede og fortrænge den stående hær, er det bydende nødvendigt for os at »følge trit« med den spontane rejsning i vort arbejde med at »indføre en overordentlig systematisk organisation« i den stående hær, thi jo mere vi »når« at indføre en sådan organiseret form, des mere sandsynligt er det, at den stående hær ikke vil blive spredt af mængden, men stille sig foran og gå i spidsen for mængden. Nadesjdin løber sur i det, fordi han forestiller sig, at denne systematisk organiserede hær skulle beskæftige sig med et eller andet, der løsriver den fra mængden, mens den i virkeligheden vil være beskæftiget med alsidig og alt omfattende politisk agitation, dvs. netop et arbejde, der bringer mængdens spontant-ødelæggende kraft og de revolutionæres organisations bevidst-ødelæggende kraft nærmere hinanden og får dem til at smelte sammen til en enhed. I, mine herrer, forsøger jo at læsse jeres skyld over på andre, for netop gruppen Svoboda, der indfører terror i programmet, opfordrer dermed til dannelse af en organisation af terrorister, men en sådan organisation ville jo virkelig lede vor hær bort fra tilnærmelsen til mængden, som desværre endnu ikke tilhører os, og som desværre endnu ikke, eller sjældent, spørger os om, hvornår og hvordan den må åbne krigshandlingerne.
»Vi vil forpasse selve revolutionen,« fortsætter Nadesjdin sine advarsler til Iskra, »ligesom vi har forpasset de nuværende begivenheder, der kom over os som lyn fra en klar himmel«. Denne sætning i forbindelse med de ovenfor anførte viser os anskueligt. hvor tåbeligt det af Svoboda opdigtede »særlige synspunkt på tærsklen til revolutionen« [l] er. Det særlige »synspunkt« fører ligefrem til, at det »på nuværende tidspunkt« allerede er for sent at diskutere og træffe forberedelser. Hvis det er tilfældet, højstærede fjende af »litterær opblæsthed«, hvorfor skulle det da være nødvendigt at skrive 132 trykte sider »om spørgsmål vedrørende teori [m] og taktik«? Finder De ikke, at det for »synspunktet på tærsklen til revolutionen« ville have passet bedre at udsende 132.000 flyveblade med den korte appel: »Slå dem!«
At forpasse revolutionen risikerer mindst af alle netop den, der gør den politiske agitation i hele folket til hjørnesten i sit program, i sin taktik og i sit organisatoriske arbejde, som Iskra gør det. Folk, der over hele Rusland er beskæftiget med at knytte organisationens tråde, som udgår fra det landsomfattende blad, forpassede aldeles ikke forårets begivenheder, men satte os tværtimod i stand til at forudsige dem. De forpassede heller ikke de demonstrationer, som er skildret i Iskra nr. 13 og 14 [87]: tværtimod, de deltog i dem, de erkendte klart deres pligt til at komme mængdens spontane rejsning til hjælp og samtidig gennem bladet at hjælpe alle russiske kammerater til at gøre sig bekendt med disse demonstrationer og udnytte erfaringerne derfra. De vil heller ikke, hvis de lever til den tid, forpasse revolutionen, som først og fremmest og fremfor alt kræver af os, at vi har erfaring i agitation, evne til at støtte (støtte på socialdemokratisk vis) enhver protest, evne til at lede den spontane bevægelse og værne den mod såvel venners fejltagelser som fjenders fælder!
Vi er hermed nået frem til den sidste betragtning, som får os til specielt at insistere på planen om en organisation, der samler sig omkring et landsomfattende blad og skabes gennem fælles arbejde med det fælles blad. Kun en sådan organisation sikrer den smidighed, som er nødvendig for en socialdemokratisk kamporganisation, dvs. evnen til øjeblikkeligt at tilpasse sig de mest forskelligartede og hurtigt skiftende kampbetingelser, evnen til »på den ene side at undvige et slag i åben mark mod en i styrke overlegen fjende, når han har samlet alle styrker på ét punkt, og på den anden side drage fordel af fjendens ringe bevægelighed og angribe ham, hvor og når han mindst venter at blive angrebet«. [n] Det ville være en gigantisk fejltagelse at opbygge partiorganisationen med henblik på et eksplosivt udbrud og gadekamp alene, eller på »den grå hverdagskamps fremadskridende forløb« alene. Vi må altid udføre vort daglige arbejde og altid være beredt på alt, fordi det meget ofte er næsten umuligt på forhånd at forudse, hvornår eksplosionsperioder veksler med stilstandsperioder, og i de tilfælde, hvor det er muligt, ville man ikke kunne udnytte denne forudseenhed til omstilling af organisationen, fordi denne vekslen i et selvherskerland foregår forbløffende hurtigt og undertiden hænger sammen med en eneste natlig razzia, foretaget af tsarens janitsjarer. [88] Og selve revolutionen må man absolut ikke forestille sig i form af en enkelt aktion (sådan som det synes at foresvæve Nadesjdin), derimod i form af flere hastige skift mellem mere eller mindre kraftige eksplosive udbrud og møre eller mindre udpræget tilstand. Derfor må hovedindholdet i vor partiorganisations virksomhed, brændpunktet for denne virksomhed, være det arbejde, som er muligt og nødvendigt, såvel i en periode med det kraftigste eksplosive udbrud som i en periode med fuldstændig stilstand, nemlig politisk agitationsarbejde, som er organiseret over hele Rusland, belyser alle sider af tilværelsen og er rettet til de bredeste masser. Men et sådant arbejde er utænkeligt i vore dages Rusland uden et landsomfattende blad, der udkommer meget hyppigt. Den organisation, der at sig selv vil danne sig omkring dette blad, en organisation af bladets medarbejdere (i ordets videste forstand, dvs. alle, der arbejder med det), vil netop være beredt på alt, lige fra at redde partiets ære, anseelse og kontinuitet i en tid med den stærkeste revolutionære »depression« og til forberedelse, fastsættelse og gennemførelse af hele folkets væbnede opstand.
Forestil Dem engang det tilfælde, som er meget almindeligt hos os, at der sker en fuldstændig oprulning af organisationen et eller flere steder. Savnes der hos alle lokale organisationer én fælles sag, som der arbejdes regelmæssigt med, så efterfølges sådanne oprulninger ofte af flere måneders afbrydelse af arbejdet. Findes der derimod en sådan fælles sag for alle, vil det være tilstrækkeligt, selv i tilfælde af den grundigste oprulning, at to-tre energiske folk arbejder i nogle få uger med at forbinde nye ungdomscirkler, der jo som bekendt opstår meget hurtigt, selv nu, med det fælles centrum, – og når den fælles sag, der lider skade ved oprulningen, er synlig for alle, vil nye cirkler opstå og knytte forbindelse med centret endnu hurtigere.
Forestil Dem på den anden side en folkeopstand. For tiden vil formodentlig alle være enige i, at vi må tænke på den og forberede os til den. Men hvordan skal vi forberede os til den? Centralkomiteen kan dog ikke udnævne agenter alle steder til at forberede opstanden! Selv om vi havde en centralkomité, ville den under de nuværende russiske forhold intet som helst opnå ved en sådan fremgangsmåde. Derimod ville et net af agenter, [o] der af sig selv er dannet under arbejdet med fremstillingen og udbredelsen af det fælles blad, ikke behøve at »sidde og vente« på parolen til opstand, men ville netop udføre et regelmæssigt arbejde af en sådan art, at det ville garantere den største sandsynlighed for et godt udfald i tilfælde at opstand. Netop en sådan virksomhed ville styrke forbindelserne både med de brede arbejdermasser og med alle de lag, der er utilfredse med selvherskerdømmet, hvilket er så vigtigt for opstanden. Netop ved en sådan virksomhed ville der oparbejdes en evne til at bedømme den almene politiske situation rigtigt og følgelig en evne til at vælge det rette tidspunkt for opstanden. Netop en sådan virksomhed ville lære alle lokale organisationer at reagere samtidigt på de samme politiske spørgsmål, tilfælde og begivenheder, som optager hele Rusland, besvare disse »begivenheder« så energisk som muligt, så ensartet og hensigtsmæssigt som muligt, – og opstand er jo i virkeligheden hele folkets mest energiske, mest ensartede og mest hensigtsmæssige »svar« til regeringen. Netop en sådan virksomhed ville endelig lære alle revolutionære organisationer i alle egne af Rusland at oprette de fasteste og samtidig de mest konspirative forbindelser, som skaber den faktiske enhed i partiet, – og uden sådanne forbindelser er det umuligt kollektivt at drøfte planen for en opstand og på tærsklen til den træffe de fornødne forberedende foranstaltninger, som må bevares i dybeste hemmelighed.
Kort sagt, »planen for et landsomfattende politisk blad« er langtfra nogen frugt af studerekammerarbejde udført af folk, som er smittet af doktrinarisme og litterær opblæsthed (som det er forekommet folk, der har tænkt sig dårligt om), men tværtimod er den den mest praktiske plan for fra alle sider og nu straks at forberede sig til opstanden, uden noget øjeblik at glemme det vitale daglige arbejde.
a. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 1-13, russ. – Red.
b. I samlingen Gennem 12 Ar har V. I. Lenin udeladt afsnit a) i kapitel V med følgende bemærkning: Afsnit a) Hvem blev fornærmet over artiklen Hvad Skal Man Begynde Med? udelades i denne udgave, idet det udelukkende indeholder polemik mod Rabotjeje Delo og Bund i spørgsmålet om Iskras forsøg på at »kommandere« osv. Det siges i øvrigt i dette afsnit, at selvsamme Bund (i 1898-1899) opfordrede Iskra til at genoptage udgivelsen af partiet» centralorgan og etablere et »litterært laboratorium«. – Red.
c. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 9, russ. – Red.
d. Iskra nr. 8. Svar på vor artikel om det nationale spørgsmål, fra centralkomiteen for det Almindelige Jødiske Forbund i Rusland og Polen.
e. Det er med overlæg, disse kendsgerninger ikke bringes i den rækkefølge, hvori de fandt sted. (Denne fodnote er vedføjet af Lenin af konspirative grunde. Se note 81, hvortil der henvises foran. – Red.)
f. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 2, s. 433-470 og 263-314, russ. – Red.
g. I øvrigt beder forfatteren til denne brochure mig meddele, at den ligesom hans tidligere brochurer er sendt til Forbundet under den forudsætning, at gruppen Osvobosjdenie Truda skulle være redaktør af udgivelsen (i kraft af visse omstændigheder kunne han på det tidspunkt, dvs. i februar 1899, ikke have kendskab til ændringen af redaktionen). Brochuren vil snart blive optrykt af Ligaen. [82]
h. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 4, s. 182-186 og 193-198, russ. – Red.
i. Kammerat Kritjevskij og kammerat Martynov! Jeg henleder jeres opmærksomhed på dette oprørende udslag af »enevælde«, »ukontrolleret autoritet«, »regulering fra oven« osv. Tænk engang: Han ønsker at besidde hele kæden! Her er et oplagt emne for to ledere i Rabotjeje Delo nr. 12!
j. Martynov anfører i Rabotjeje Delo (nr. 10, s. 62) den første sætning af dette citat, men udelader netop den anden sætning, som vil han dermed understrege sin uvilje mod at gå ind på kernen i spørgsmålet eller sin svigtende evne til at fatte denne kerne.
k. Et forbehold: Hvis den sympatiserer med dette blads retning og anser det for gavnligt for sagen, at den bliver dets medarbejder, hvorved forstås ikke blot litterært men overhovedet enhver form for revolutionært medarbejderskab. Bemærkning til Rabotjeje Delo: Blandt revolutionære, der sætter sagen og ikke legen med demokratisme højt, og som ikke skiller »sympati« fra den mest aktive og levende medvirken, er dette forbehold selvindlysende.
l. På Tærsklen til Revolutionen, s. 62.
m. I øvrigt har L. Nadesjdin i sin »Oversigt over teoriens problemer« næsten intet bidraget til teorien, hvis man ser bort fra følgende passus, som ud fra »synspunktet på tærsklen til revolutionen« er yderst interessant: »Bernsteiniaden som helhed mister i dette øjeblik sin aktualitet for os, ligesom det er ligegyldigt, om hr. Adamovitj beviser, at hr. Struve allerede har gjort sig fortjent til en orden, eller om hr. Struve tværtimod gendriver hr. Adamovitj og nægter at demissionere, – det er absolut ligegyldigt, for nu nærmer revolutionens time sig« (s. 110). Der kan vanskeligt gives en tydeligere fremstilling af L. Nadesjdins grænseløse sorgløshed med hensyn til teorien. Vi har proklameret »revolutionens tærskel« – derfor er det »absolut ligegyldigt«, om det lykkes de ortodokse definitivt at fordrive kritikerne fra deres stillinger!! Og vor vismand bemærker ikke, at netop under revolutionen får vi brug for resultaterne af den teoretiske kamp mod kritikerne for at kunne føre den afgørende kamp mod deres stillinger i praksis.
n. Iskra nr. 4: Hvad Skal Man Begynde Med? – »De revolutionære kulturmagere, som ikke står på det standpunkt, at vi befinder os på tærsklen til revolutionen, lader sig ikke anfægte det mindste af arbejdets langvarighed«, skriver Nadesjdin (s. 62). Vi skal hertil bemærke, at hvis vi ikke er i stand til at udarbejde en politisk taktik, en organisationsplan, som afgjort er beregnet på meget langvarigt arbejde, og samtidig kan sikre vort partis beredskab til under selve denne arbejdsproces, at være på sin post og udføre sin pligt under enhver uventet situation og enhver fremskyndelse af begivenhedernes gang, så er vi kun ynkelige politiske eventyrere. Kun Nadesjdin, der først for nylig er begyndt at betegne sig som socialdemokrat, kan glemme, at socialdemokratiets mål er en fundamental omformning af livsbetingelserne for hele menneskeheden, og at det derfor er utilstedeligt for en socialdemokrat at lade sig »anfægte« af spørgsmålet om arbejdets varighed.
o. Ak og ve! Atter er det ulyksalige ord »agent« undsluppet mig, det ord, som skurrer så fælt i Martynovs demokratiske øre! Det forekommer mig mærkeligt, at dette ord ikke sårede halvfjerdsernes koryfæer, men sårer halvfemsernes dilettanter. Jeg kan godt lide ordet, fordi det klart og skarpt peger på den fælles sag, som alle agenterne indordner deres tanker og handlinger under, og hvis det er nødvendigt at skifte dette ord ud med et andet, ville jeg vel kun kunne standse op ved ordet »medarbejder«, hvis det blot ikke mindede om noget vist litterært og udflydende. Vi derimod har brug for en militær organisation af agenter. I øvrigt kunne de (navnlig i udlandet) talrige Martynov’er som ynder »at udnævne hinanden til generaler«, i stedet for at bruge udtrykket »agent i pasafdelingen« sige »øverstkommanderende for den særlige afdeling til forsyning af revolutionære med pas« osv.
81. V. I. Lenin sigter her til følgende træk af RSDAP’s historie:
Første kendsgerning. I sommeren 1897 henvendte Petersborgs Kampfond Til Arbejderklassens Befrielse sig til Lenin, som dengang befandt sig i forvisning i Sibirien (i Sjusjenskoje), og foreslog ham at deltage i oprettelsen af et særligt arbejderbibliotek, hvortil Lenin skrev de I teksten nævnte brochurer (de blev begge trykt i Geneve: De Russiske Socialdemokraters Opgaver, i 1898, og Den Nye Fabrikslov, i 1899).
Anden kendsgerning. I 1898 skrev L. Martov (J. O. Tsederbaum), som da befandt sig i forvisning i Turukhansk, efter opfordring fra Bunds centralkomité brochuren Arbejdersagen I Rusland (trykt i Geneve i 1899).
Tredje kendsgerning. På initiativ af Bunds centralkomité blev der i 1899 gjort forsøg på at genoptage udgivelsen af Rabotjaja Gaseta. Den nævnte artikel skrev Lenin til Rabotjaja Gaseta nr. 3.
Fjerde kendsgerning. På initiativ af RSDAP’s komité i Jekaterinoslav (nu Dnepropetrovsk) og med støtte fra Bund og Forbundet Af Russiske Socialdemokrater i Udlandet blev der i begyndelse af 1900 gjort forsøg på at indkalde til RSDAP’s 2. kongres, genoprette partiets centralkomité og genoptage udgivelsen af centralorganet, Rabotjaja Gaseta. I februar 1900 kom et medlem af Jekaterinoslav-komiteen, I. K. Lalajants, til Moskva for at forhandle med Lenin. Lalajants havde i 1898 deltaget i en af Lenin ledet marxistisk cirkel i Samara (det nuværende Kujbysjev). Han foreslog Iskra-gruppen – Lenin, Martov og Potresov – at deltage i kongressen og påtage sig redaktionen af Rabotjaja Gaseta. Lenin og medlemmerne af gruppen Osvobosjdenie Truda fandt det forhastet at Indkalde til kongres (se Samlede Værker, 5. udg., bd. 4, s. 325-328, russ.); men gruppen Osvobosjdenie Truda kunne ikke undslå sig for at deltage i kongressen og valgte Lenin til sin repræsentant. Han fik sit mandat tilsendt fra udlandet. På grund af massearrestationer, som politiet foretog i april-maj 1900, fandt kongressen ikke sted. Til Smolensk, hvor den skulle have været indledt i foråret 1900, kom kun repræsentanter for Bund, redaktionen af Jusjnyj Rabotjij og Forbundet af Russiske Socialdemokrater I Udlandet.
Lenin nævner således kendsgerningerne netop i den rækkefølge, hvori de faktisk fandt sted. – S. 173.
82. Det drejer sig om Det Russiske Revolutionære Socialdemokratis Udlandsliga, grundlagt på initiativ af Lenin i oktober 1901 (se note 3). I ligaen indgik Iskra-organisationens udlandsafdeling og den revolutionære organisation Sotsialdemokrat, som også omfattede gruppen Osvobosjdenie Truda.
Efter RSDAP’s 2. kongres fik mensjevikkerne overtaget i Udlandsligaen og bekæmpede Lenin og bolsjevikkerne. På ligaens 2. kongres i oktober 1903 gennemførte mensjevikkerne en ny status for ligaen, rettet mod de partilove, som var vedtaget på RSDAP’s 2. kongres. Ligaen bestod indtil 1905. – S. 173.
83. I Iskra-organisationens beretning til RSDAP’s 2. kongres, som blev skrevet af Nadesjda Krupskaja, hedder det: »Samtidig har man overalt mere eller mindre klart erkendt nødvendigheden af at udvide rammerne for det lokale arbejde. ‘De sidder som i et hul og aner ikke, hvad der sker andre steder’, skrev en korrespondent om Kijev-komiteen. Jeg ved ikke, hvor berettiget det var med hensyn til Kijev-komiteen, men i al almindelighed var der på den tid mere end nok af denne sidden i et hul«. (Beretninger Fra De Socialdemokratiske Komiteer Til RSDAP’s 2. kongres, udgivet 1930, s. 31). – S. 183.
84. Lenin citerer en artikel af D. I. Pisarev: Den Umodne Tænknings Fejltrin. (D. I. Pisarev: Værker, bd. 3, udg. 1966, s. 147, 148 og 149). – S. 187.
85. Listok Rabotjego Dela – tillæg til tidsskriftet Rabotjeje Delo, udkommet lejlighedsvis i Geneve i tiden fra juni 1900 til juli 1901. Der kom i alt 8 numre. I sin artikel Hvad Skal Man Begynde Med? betegnede Lenin det som principløs eklekticisme, når redaktionen af Rabotjeje Delo i artiklen En Historisk Vending (Listok Rabotjego Dela nr. 8, april 1901), opfordrede til »på radikal vis at ændre« socialdemokratiets taktik i forbindelse med de store arbejder- og studenterdemonstrationer, som i februar-marts 1901 fandt sted i mange byer i Rusland, og til at tage del i det stormløb mod selvherskerdømmet, som påstodes at være begyndt (se Samlede Værker, 5. udg., bd. 5, s. 5-8, russ.). Redaktionen af Rabotjeje Delo svarede på Lenins kritik med en artikel af B. Kritjevskij: Principper, Taktik Og Kamp (Rabotjeje Delo nr. 10, september 1901). – S. 187.
86. Lenin tænker her på følgende sted i Karl Marx’ Louis Bonapartes 18. Brumaire:
»Hegel bemærker et eller andet sted, at alle store verdenshistoriske begivenheder og personer så at sige forekommer to gange. Han har glemt at tilføje: den ene gang som tragedie, den anden gang som farce«. (Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, bd. I, s. 240, Forlaget Tiden, København 1974) – S. 188.
87. I november-december 1901 gik en bølge af studenterdemonstrationer, støttet af arbejderne, hen over Rusland. Korrespondentberetninger om demonstrationerne i Nisjnij Novgorod (det nuværende Gorkij) (i anledning af forvisningen af Maksim Gorkij), i Moskva (i protest mod, at afholdelsen af en mindeaften for N. A. Dobroljubov var blevet forbudt) og Jekaterinoslav (det nuværende Dnepropetrovsk) samt om studentermøder og uroligheder i Kijev, Kharkov, Moskva og Skt. Petersborg blev trykt i Iskra nr. 13, den 20. december 1901, og nr. 14, den 1. januar 1902: demonstrationerne blev også behandlet i artikler af Lenin, Begyndelsen til Demonstrationerne (Iskra nr. 13 – se Samlede Værker, 5. udg. bd. 5, s. 369-372, russ.) og af Plekhanov, Om Demonstrationerne (Iskra nr. 14). – S. 190.
88. Janitsjarerne – regulært infanteri i det tyrkiske sultanat, oprettet i det 14. århundrede. Var sultanstyrets vigtigste politistyrke og kendt for sin usædvanlige brutalitet. Janitsjar-regimenterne omformeredes i 1826. Lenin anvender her betegnelsen janitsjarer om tsarens politi. – S. 191.
Sidst opdateret 11.12.2008