Rosa Luxemburg blev født i den lille polske by Zamose den 5. marts 1871. Allerede fra sin tidlige ungdom var hun aktiv i den socialistiske bevægelse. Hun tilsluttede sig et revolutionært parti, der hed "Proletariat". Det var blevet grundlagt i 1882 godt 21 år før det russiske Socialdemokratiske Parti (bolsjevikker og mensjevikker) blev stiftet. "Proletariat" var lige fra starten – i principper og program – langt forud for den revolutionære bevægelse i Rusland.[1] Mens de russiske revolutionære stadig ikke var kommet videre end til individuel terrorisme udført af få heroiske intellektuelle, organiserede og ledede "Proletariat" tusinder af strejkende arbejdere. Men i 1886 blev "Proletariat" praktisk taget likvideret, da fire af partiets ledere blev henrettet, 23 andre idømt langvarigt hårdt straffearbejde og 200 derudover forvist. Det var et tilintetgørende slag og kun få grupper overlevede. Det var en af dem, Rosa Luxemburg sluttede sig til i en alder af 16 år. l 1889 var politiet på jagt efter hende og hun måtte forlade Polen, da hendes kammerater mente, at hun kunne gøre mere nytte i udlandet end i fængsel. Hun rejste til Zürich i Schweiz, der på det tidspunkt var det vigtigste center for polske og russiske emigranter. Hun gik på universitetet, hvor hun studerede naturvidenskab, matematik og økonomi. Samtidig tog hun aktivt del i den lokale arbejderbevægelse og i det intense intellektuelle liv blandt de revolutionære emigranter.
Der gik næppe mere end et par år, før Rosa Luxemburg var anerkendt som teoretisk leder af Polens revolutionære socialistiske parti. Hun blev den mest skrivende i partiets blad "Sprawa Rabotnicza", der blev udgivet i Paris. I 1894 blev partinavnet "Proletariat" ændret til Kongeriget Polens Socialdemokratiske Parti – kort tid efter tilføjedes Litauen. Lige indtil sin død fortsatte Rosa med at være partiets (SDKPiL) teoretiske leder.
I august 1893 repræsenterede hun partiet på den Socialistiske Internationales Kongres. Der måtte hun – en ung kvinde på 22 – kæmpe mod berømte veteraner fra et andet polsk parti – Det Polske Socialistiske Parti (PPS) – hvis vigtigste programpunkt var Polens uafhængighed. Et punkt, der nød anerkendelse blandt alle den internationale socialismes erfarne fædre. Der var en lang tradition for at støtte den nationale bevægelse i Polen. Også Marx og Engels havde gjort det til et vigtigt spørgsmål i deres politik. Uforfærdet langede Rosa Luxemburg ud efter PPS og anklagede partiet for at nære rent nationalistiske tilbøjeligheder og derved lede arbejderne bort fra klassekampen. Hun vovede at gå imod de gamle mestre og modsatte sig sloganet om polsk uafhængighed (se kapitel 6). Hendes modstand førte et væld af beskyldninger med sig. F.eks. gik Wilhelm Liebknecht – en gammel elev og ven af Marx og Engels – så langt som til at anklage hende for at være agent for tsarens hemmelige politi. Men hun holdt fast ved sit standpunkt.
Hun var inde i en overordentlig hastig intellektuel udvikling og blev uimodståeligt draget mod den internationale arbejderbevægelses centrum, Tyskland, som hun rejste til i 1898.
Hun begyndte at skrive flittigt, og efter et stykke tid blev hun en af de største bidragydere til datidens vigtigste marxistiske tidsskrift "Die Neue Zeit". Hun var altid uafhængig i sin bedømmelse og kritik. Selv ikke bladets redaktør Karl Kautsky – kaldet "marxismens pave" – med sin enorme prestige kunne få hende fra sine velovervejede meninger, når hun én gang var blevet overbevist.
Rosa Luxemburg tilsluttede sig med liv og sjæl arbejderbevægelsen i Tyskland. Hun skrev regelmæssigt for flere socialistiske blade – i flere tilfælde som redaktør – hun talte ved mange massemøder og tog energisk del i alle de opgaver, bevægelsen pålagde hende at udføre. Hendes taler og artikler var hele vejen igennem originalt skabende arbejde, hvori hun i højere grad appellerede til fornuften end til følelserne, og hvori hun altid åbnede en bredere og dybere horisont for sine læsere, end de havde kendt hidtil.
Bevægelsen i Tyskland var på det tidspunkt delt i to hovedretninger – en reformistisk og en revolutionær – med den første som den, der voksede i styrke. Tyskland havde haft en fortsat velstand siden lavkonjunkturen i 1873. Arbejdernes levestandard var uafbrudt blevet forbedret – omend langsomt. Fagforeningerne og kooperativerne voksede sig stærke. Det er på den baggrund, at disse bevægelsers bureaukrati sammen med Socialdemokratiets parlamentariske repræsentation førte bevægelsen bort fra revolutionen og støttede dem, der allerede havde proklameret gradualismen eller reformismen som princip. Tendensens hovedtalsmand var Eduard Bernstein, der selv var elev af Engels. Mellem 1896 og 1898 skrev han en serie artikler i "Die Neue Zeit" om "Socialismens problemer", der mere og mere åbenlyst angreb marxismens principper. De medførte en lang og bitter diskussion. Rosa Luxemburg, der netop havde sluttet sig til den tyske arbejderbevægelse, sprang straks til for at forsvare marxismen. Strålende og med storslået élan angreb hun den kræftspredende reformisme i sin lille bog Socialreform eller revolution? (se kapitel 2).
Snart efter – 1899 – gik den franske "socialist" Millerand ind i en koalitionsregering med et kapitalistisk parti. Rosa Luxemburg fulgte dette eksperiment nøje og analyserede det i en række eminente artikler, hvor hun beskæftigede sig med den franske arbejderbevægelse i almindelighed og spørgsmålet om koalitionsregeringer i særdeleshed (se kapitel 2). Når vi tænker på Macdonalds fiasko i England, Weimarrepublikken i Tyskland, i Frankrig folkefronten i 30erne og efterkrigstidens koalitionsregeringer, er det klart, at Rosa Luxemburgs erfaringer ikke kun er af historisk interesse.
Mellem 1903 og 1904 kastede hun sig ud i en polemik med Lenin om det nationale spørgsmål (se kapitel 6), om opfattelsen af partiets struktur og om forbindelsen mellem partiet og massernes aktivitet (se kapitel 5).
I 1904 blev hun idømt 3 måneders fængsel for at "fornærme kejseren", hvoraf hun kun afsonede den ene måned.
I 1905 – med udbruddet af den første russiske revolution – skrev hun en række artikler og pjecer for det polske parti, hvori hun udviklede ideen om den permanente revolution. Uafhængigt af hende var den blevet udviklet af Trotskij og Parvus, men deltes ellers kun af få af tidens marxister. Mens både mensjevikker og bolsjevikker – uanset den store kløft imellem dem – mente, at den russiske revolution ville blive en borgerlig demokratisk revolution, argumenterede Rosa for, at den ville udvikle sig videre end til det borgerlige demokratis stadium og enten slutte med arbejdernes magtovertagelse eller totale nederlag. Hendes slogan var "proletariatets revolutionære diktatur understøttet af bondeklassen".[*]
Det var ikke nok for hende at tænke, skrive og tale om revolutionen. Mottoet for hendes liv var "I begyndelsen var handlingen". Og skønt hun på det tidspunkt var ved dårligt helbred, fik hun smuglet sig ind i det russiske Polen, så snart det kunne lade sig gøre (i december 1905). På det tidspunkt havde revolutionen passeret sit højdepunkt. Masserne var stadig aktive, men tøvede mens reaktionen løftede sit hoved. Alle møder var forbudte, men arbejderne holdt stadig møder i deres "fæstninger" – fabrikkerne. Alle arbejderblade blev undertrykt, men Rosa Luxemburgs partiblad udkom dagligt, skønt det blev trykt i hemmelighed. Den 4. marts 1906 blev hun arresteret og tilbageholdt i 4 måneder – først i fængsel og derefter i en fæstning. Hun blev frigivet på grund af svigtende helbred og sin tyske nationalitet og derefter udvist af landet.
Den russiske revolution gav kød og blod til en idé, hun havde fået nogle år tidligere, nemlig at massestrejker – politiske og økonomiske – udgør et kardinalpunkt i de revolutionære arbejderes kamp for magten, og at dette adskiller den socialistiske fra alle tidligere revolutioner. Nu kunne hun arbejde videre med ideen på grundlag af en ny historisk erfaring (se kapitel 3).
Da hun beskæftigede sig med dette spørgsmål ved et offentligt møde, blev hun anklaget for "opfordring til vold" og tilbragte andre to måneder i fængsel – denne gang i Tyskland.
I 1907 deltog hun i den Socialistiske Internationales kongres i Stuttgart. Hun talte for det russiske og det polske parti og fastholdt en konsekvent revolutionær holdning over for imperialistisk krig og militarisme (se kapitel 4).
Mellem 1905 og 1910 uddybedes splittelsen mellem Rosa Luxemburg og Socialdemokratiets (SPD's) centristiske lederskab, for hvilket Kautsky var det teoretiske talerør. Allerede i 1907 havde hun udtrykt sin frygt for at partilederne – til trods for deres tilslutning til marxismen – ville vige tilbage i en situation, hvor der for alvor var brug for beslutsom handlen. Kulminationen kom i 1910, da der skete et afgørende brud mellem Rosa Luxemburg og Karl Kautsky over spørgsmålet om arbejdernes vej til magten. Fra nu af var SPD splittet op i tre adskilte tendenser. Der var reformisterne, der mere og mere antog en imperialistisk politik. Der var det såkaldte Marxistiske Centrum, der blev ledet af Kautsky (af Rosa Luxemburg kaldet "lederen af sumpen"). Det bibeholdt sin verbale radikalisme, men begrænsede sig mere og mere til parlamentariske kampformer. Og endelig var der den revolutionære fløj, for hvilken Rosa Luxemburg var hovedinspiratoren.
I 1913 udgav hun sit vigtigste værk "Kapitalens akkumulation. Et bidrag til den økonomiske forklaring af imperialismen." Værket er uden tvivl et af de mest originale bidrag til den marxistiske økonomiske lære siden "Kapitalen". I sin rigdom på viden, sin blændende stil, skarpe analyse og intellektuelle selvstændighed var denne bog, som Marx's biograf Mehring fastslog, dét af alle marxistiske værker, der kom nærmest til "Kapitalen". Det centrale problem i værket er af enorm teoretisk og politisk vigtighed. Nemlig: hvilken effekt har udvidelsen af kapitalismen til nye tilbagestående områder på de indre modsætninger, der splitter kapitalismen og på systemets stabilitet (bogen analyseres i kapitel 8).
Den 20. februar 1914 blev Rosa Luxemburg arresteret for at have opfordret soldater til mytteri. Grundlaget for anklagen var en tale, hvori hun havde erklæret: "Hvis de forventer, at vi vil rette våbnene mod vores franske og andre udenlandske brødre, så erklærer vi: "Nej – under ingen omstændigheder"."
[2] I retten bevægede hun sig fra forsvar til anklage, og hendes tale for kriminalretten i Frankfurt blev offentliggjort under titlen "Militarisme, krig og arbejderklassen".[3] Den er en af de mest inspirerende revolutionære socialistiske fordømmelser af imperialismen. Hun blev idømt et års fængsel, men blev ikke tilbageholdt på stedet. Da hun forlod retslokalet, gik hun direkte til et massemøde, hvor hun gentog sin revolutionære antikrigspropaganda.
Da den første verdenskrig brød ud, blev praktisk taget alle det socialistiske partis ledere revet med af den patriotiske bølge. Det tyske Socialdemokratis parlamentsgruppe besluttede den 3. august 1914 at stemme for den kejserlige regerings krav om krigskreditter. Af de 111 deputerede var der kun 15, der overhovedet viste noget ønske om at stemme imod. Da deres anmodning om tilladelse til at stemme efter deres overbevisning var blevet dem nægtet, indordnede de sig imidlertid under partidisciplinen, og den 4. august stemte hele den socialdemokratiske gruppe enstemmigt for kreditterne. Få måneder senere – den 2. december – lod Karl Liebknecht hånt om partidisciplinen og stemte efter sin overbevisning. Hans stemme var den eneste, der gik imod krigskreditterne.
Partiledelsens afgørelse var et hårdt slag for Rosa Luxemburg. Men hun gav ikke op. Den samme 4. august som de socialdemokratiske deputerede samlede sig under kejserens banner, mødtes en lille gruppe socialister i hendes lejlighed og besluttede at tage kampen mod krigen op. Det var denne gruppe – ledet af Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht, Franz Mehring og Klara Zetkin – der senere blev til Spartakusforbundet. I fire år – hovedsagelig fra fængslet – fortsatte Rosa med at lede, inspirere og organisere de revolutionære, idet hun hele tiden holdt den internationale socialismes fane højt (hendes antikrigspolitik uddybes i kapitel 4).
Med krigsudbruddet mistede Rosa Luxemburg forbindelsen med den polske arbejderbevægelse. Men det må have været en stor tilfredsstillelse for hende, at hendes eget polske parti forblev helt igennem loyal mod den internationale socialismes ideer.
Revolutionen i Rusland i februar 1917 blev virkeliggørelsen af hendes revolutionære oppositionspolitik mod krigen og kampen for at vælte de imperialistiske regeringer. Hun fulgte ivrigt begivenhederne fra fængslet og studerede dem grundigt for at kunne drage nytte af dem i fremtiden. Uden at tøve erklærede hun, at februarsejren ikke var kampens afslutning, men kun dens begyndelse, og at kun arbejdernes magt kunne sikre freden. Fra fængslet udsendte hun opfordring på opfordring til de tyske arbejdere og soldater om at gå i deres russiske brødres spor, styrte junkerne og kapitalisterne og således tjene den russiske revolution samtidig med at de afskar sig selv fra at bløde til døde under virkningerne af det kapitalistiske barbari.
Da oktoberrevolutionen brød ud, hilste Rosa Luxemburg den begejstret velkommen og priste den i høje toner. På den anden side mente hun ikke, at ukritisk accept af alt, hvad bolsjevikkerne foretog sig, ville være i arbejderbevægelsens interesse. Hun forudså klarsynet, at hvis den russiske revolution forblev isoleret, ville forskellige fejltrin forkrøble dens udvikling. Allerede på et meget tidligt tidspunkt i det sovjetiske Ruslands udvikling pegede hun på sådanne fejltrin – især spørgsmålet om demokrati (se kapitel 7).
Den 8. november 1918 befriede den tyske revolution Rosa Luxemburg fra fængslet. Hun kastede sig med al sin energi og entusiasme ind i revolutionen. Desværre var de reaktionære kræfter stærke. De højresocialdemokratiske ledere og generalerne fra den gamle kejserlige hær sluttede sig sammen for at knuse det revolutionære proletariat. Tusinder af arbejdere blev myrdet. Den 15. januar blev Karl Liebknecht myrdet. Samme dag blev Rosa Luxemburgs hoved smadret af en soldats riffelkolbe. Med hendes død mistede den internationale arbejderklasse en af sine ædleste sjæle. "Det bedste hoved blandt Marx’s og Engels’ videnskabelige efterfølgere"
[4], som Mehring sagde, var ikke længere i live. I hendes liv som i hendes død gav hun alt, hvad hun havde, for menneskehedens befrielse.
*. Det er ikke for ingenting, at Stalin i 1931 posthumt fordømte Rosa Luxemburg som Trotskist. Se J. V. Stalin "Works", bind XIII, siderne 86-104. Eller "Über einige Fragen der Geschichte des Bolschewismus. Brief an die Redaktion der Zeitschrift "Proletarskaja Rowoluzija"" nr. 6 (113), 1931. Bind XIII i den tyske udgave af Stalins samlede værker s. 425-38.
1. Jvnf. Der Partei “Proletariat” zum Gedächtnis (1903) i PS III, s. 23-82.
2. ARUS II, s. 723, note 50.
3. ARUS II, s. 491-504.
4. Franz Mehring: Historisch-materialistische Literatur i Die Neue Zeit, 25. Årg. Bind II, nr. 41, 10. juli 1907, s.507.
Sidst opdateret 25.3.2012