Forsvar for marxismen
Kapitalismens modsætninger
Fagforeningernes rolle
Parlamentarismen
Koalitionsregeringer
Revolutionær vold
Sult og revolution
Socialreform eller revolution?
Noter
Når man løber igennem Rosa Luxemburgs samlede arbejder støder man ofte på kampen mod reformismen, der indsnævrer arbejderbevægelsens mål til at være lapperier på kapitalismen i stedet for at styre den med revolutionære metoder. Den første fremtrædende talsmand for reformismen (eller revisionismen, som den hed den gang), som Rosa Luxemburg tog kampen op med, var Eduard Bernstein. Det var i pjecen Socialreform eller revolution? hun med særlig skarphed gendrev hans synspunkter. Den består af to artikelserier, der blev trykt i "Leipziger Volkszeitung". Den første i september 1898 som svar på Bernsteins artikler i "Die Neue Zeit" og den anden i april 1899 som svar på hans bog "Socialismens forudsætninger og Socialdemokratiets opgaver".
Bernstein omdefinerede det fundamentalt væsentlige ved arbejderbevægelsen som "et demokratisk socialistisk reformparti" og ikke et parti, der skulle deltage i den sociale revolution. I modsætning til Marx argumenterede han for, at modsætningerne i kapitalismen ikke bliver forstærket, men hele tiden lettes: kapitalismen bliver uafbrudt tæmmet og mere tilpasset. Karteller, truster og kreditinstitutioner regulerer systemets anarkiske natur, således at der i stedet for tilbagevendende kriser, som Marx forestillede sig, vil være en tendens mod permanent velstand. Ifølge Bernstein var der også sket en svækkelse af de sociale modsætninger med middelklassens levedygtighed og den mere demokratiske fordeling af ejendomsretten til kapitalen via aktieselskaberne. Systemets evne til at tilpasse sig tidens behov viser sig osse i den økonomiske, sociale og politiske forbedring af arbejderklassens kår – som et resultat af fagforeningernes og kooperativernes aktiviteter.
Ud fra denne analyse konkluderede Bernstein, at det socialistiske parti må hellige sig den gradvise forbedring af arbejderklassens kår og ikke den revolutionære erobring af den politiske magt.
Modsat Bernstein argumenterede Rosa Luxemburg for, at de kapitalistiske monopolorganisationer (karteller og truster) og kreditinstitutioner tenderer mod at uddybe antagonistiske modsætninger i kapitalismen i stedet for at dæmpe dem. Hun beskriver deres funktion på følgende måde:
"Alt taget i betragtning fremtræder kartellerne altså ... som bestemte udviklingsfaser, der i sidste ende blot forøger den kapitalistiske verdens anarki og bringer alle dens indre modsætninger frem i lyset og får dem til at modne. De skærper modsætningen mellem produktionsmåden og byttemåden (måden at udveksle varer på) ved at skærpe kampen mellem producenter og konsumenter (forbrugere) ...
Kartellerne skærper yderligere modsætningen mellem produktionsmåden og udbytningsmåden (måden at tilegne sig merværdi på) ved på den mest brutale facon at stille arbejderklassen over for den organiserede kapitals magt, og således drive modsætningen mellem kapital og arbejde til sit yderste.
De skærper endelig også modsætningen mellem den kapitalistiske verdensøkonomis internationale karakter og den kapitalistiske stats nationale karakter, idet de ledsages af en almindelig toldkrig og således sætter modsætningerne mellem de enkelte kapitalistiske stater på spidsen. Dertil kommer kartellernes direkte og højest revolutionære indflydelse på produktionens koncentration, tekniske fuldkommengørelse o.s.v.
Således virker karteller og truster i deres sluteffekt på den kapitalistiske økonomi ikke som "tilpasningsmidler", der udvisker kapitalismens modsætninger. De er tværtimod ligefrem et middel, der forøger kapitalismens anarki – og som den selv har skabt. De skulle løse de modsætninger kapitalismen indeholder, men de fremskynder dens undergang."[1]
På samme måde er kreditgivningen heller ikke et middel til at slippe uden om den kapitalistiske krise, sagde Rosa Luxemburg, men er tværtimod med til at uddybe den. Kredittens to vigtigste funktioner er at udvide produktionen og lette udvekslingsprocessen, og begge disse funktioner er med til at uddybe systemets ustabilitet. Kapitalistiske økonomiske kriser udvikles som et resultat af modsætninger mellem produktionens stadige tendens til at udvides og det kapitalistiske markeds begrænsede forbrugskapacitet. Ved på den ene side at anspore til produktion fremmer kreditgivningen tendensen til overproduktion, og da den på den anden side selv er underlagt alvorlig ustabilitet, tenderer den under ugunstige omstændigheder til at ryste økonomien yderligere og uddybe krisen. At kreditgivningen også opfordrer til spekulation er endnu en faktor, der forøger ustabiliteten i den kapitalistiske produktionsmåde.
Bernsteins trumfkort til støtte for sit argument om, at kapitalismens modsætninger var i aftagende, var at kapitalismen i to årtier – siden 1873 – ikke havde været udsat for nogen større lavkonjunktur. Men: "Næppe havde Bernstein i 1898 smidt Marx's kriseteori i brokkassen, før der i året 1900 brød en almindelig og heftig krise ud, og syv år senere i 1907 bredte en krise fra De Forenede Stater sig ud over hele verdensmarkedet. Således blev teorien om kapitalismens "tilpasning" slået til jorden gennem de højtråbende kendsgerninger selv. Det blev tillige bevist, at de som prisgav Marx's kriseteori, blot fordi den havde svigtet inden for to påståede "forfaldsterminer", forvekslede kernen i denne teori med et uvæsentligt ydre aspekt i denne teoris form – med den 10-årige cyklus. Men formuleringen af den moderne industris kredsløb som en 10-årig periode var for Marx og Engels i 60'erne og 70'erne en simpel konstatering af kendsgerningerne. Formuleringen hvilede ikke på en eller anden naturlov, men på en række bestemte historiske omstændigheder, der hang sammen med den unge kapitalismes uregelmæssige udbredelse."
[2] Når det kommer til stykket, er det sådan, at "kriserne kan gentage sig hvert 10., hvert 5. eller skiftevis hvert tyvende og hvert ottende år ... Den antagelse, at den kapitalistiske produktion skulle kunne "tilpasse sig vareudvekslingen" forudsætter én af to ting: enten at verdensmarkedet vokser uindskrænket og i det uendelige, eller omvendt at produktivkræfterne hæmmes i deres vækst, så de ikke kan overskride markedets skranker. Det første er en fysisk umulighed, og det andet strider mod den kendsgerning, at der altid foregår tekniske omvæltninger på alle produktionens områder, og som hver dag vækker nye produktivkræfter."
[3]
Det Rosa Luxemburg i virkeligheden argumenterede for var, at det grundlæggende i marxismen er at modsætningerne i kapitalismen – mellem de voksende produktivkræfter og produktionsforholdene – til stadighed forværres. Men at disse modsætninger skulle komme til udtryk i en katastrofeagtig verdenskrise er blot "uvæsentligt og underordnet for grundtankerne"
[4] Den udtryksform, den fundamentale modsætning får, er ikke så vigtig som dens indhold. (For øvrigt ville Rosa Luxemburg sandsynligvis ikke gå imod den opfattelse, at en af de former, i hvilken de grundlæggende modsætninger kan udtrykke sig, er den permanente krigsøkonomi med dens uhyre spild af produktivkræfter.)
Rosa Luxemburg gjorde opmærksom på, at når Bernstein benægtede, at modsætningerne i kapitalismen forstærkedes, tog han i virkeligheden grundlaget for kampen for socialisme væk. På den måde blev socialismen forvandlet fra at være en økonomisk nødvendighed til at blive et idealistisk håb – et utopia. Bernstein klagede: "Hvorfor udlede socialismen af den økonomiske nødvendighed? Hvorfor nedvurdere menneskets indsigt, dets retsbevidsthed, dets vilje?"
[5] Rosa Luxemburg kommenterede: "Den bernsteinske mere retfærdige fordeling skal altså virkeliggøres i kraft af menneskets frie vilje. Viljen virker altså ikke i den økonomiske nødvendigheds tjeneste, eller mere præcist, da viljen blot selv er et instrument, virker den i kraft af indsigten i retfærdigheden, kort sagt i kraft af retfærdighedsideen. Vi vender således tilbage til retfærdighedsprincippet, til den gamle væddeløbshest, som verdens reformatorer har redet på i årtusinder – i mangel af et mere sikkert historisk befordringsmiddel. Vi vender tilbage til den ynkelige Rosinante, på hvis ryg historiens Don Quijoter har galopperet frem mod de store verdensreformer – for altid at vende tilbage med brådne pander."
[6] Hvis man fjerner driften mod socialisme fra kapitalismens modsætninger, bliver denne drift blot et idealistisk hjernespind.
Som det er nævnt tidligere betragtede Eduard Bernstein (og mange bernsteiner efter ham – f.eks. John Strachey i "Contemporary Capitalism") fagforeningerne som et våben, der kunne svække kapitalismen. I modsætning hertil påpegede Rosa Luxemburg, at selv om fagforeningerne kan have en vis indflydelse på lønningerne, kan de ikke ved egen kraft ophæve lønsystemet og de grundlæggende objektive økonomiske faktorer, der bestemmer lønniveauet.
"Fagforeningerne ... er ... intet andet ... end arbejdskraftens organiserede forsvar mod profittens angreb, intet andet end arbejderklassens modstand mod den kapitalistiske økonomis tendens til at trykke lønnen ned. Dette har to grunde.
For det første har fagforeningerne til opgave, ved at varen arbejdskraft organiseres, at påvirke dens stilling på markedet. Men organiseringen gennembrydes bestandigt ved at mellemlagene proletariseres, idet denne proces til stadighed tilfører arbejdsmarkedet nye varer. For det andet har fagforeningerne til formål at hæve levestandarden, at forøge arbejderklassens andel af den samfundsmæssige rigdom, som med en naturproces' ubønhørlighed hele tiden holdes nede ved at arbejdets produktivitet vokser ...
I begge de to vigtigste økonomiske funktioner forvandles fagforeningernes kamp altså i kraft af objektive forløb i det kapitalistiske samfund til en art Sisyfosarbejde.[*] Dette Sisyfosarbejde er ganske uundværligt, hvis arbejderen overhovedet skal få den lønrate, der tilfalder ham – alt efter hans stilling på markedet – hvis den kapitalistiske lønningslov skal virkeliggøres og den økonomiske udviklings hæmmende tendens skal lammes i sin virkning, eller mere præcist afsvækkes."[7]
Et Sisyfosarbejde! Denne udtalelse gjorde de tyske fagforeningsbureaukrater rasende. De ville ikke indrømme, at fagforeningernes kamp, hvor nyttig den end var for at beskytte arbejderne mod kapitalismens iboende tendens til at trykke deres levestandard mere og mere, ikke er en erstatning for arbejderklassens frigørelse.
Mens fagforeningerne (og kooperativerne) for Bernstein var hovedløftestængerne for socialismens opnåelse, var det parlamentariske demokrati den politiske løftestang for denne ændring. Efter hans opfattelse var parlamentet det legemlige udtryk for samfundets vilje – d.v.s. en institution hævet over klasserne.
Heroverfor argumenterer Rosa Luxemburg: "... den nuværende stat er ikke et "samfund", der repræsenterer den "opadstræbende arbejderklasse". Den er repræsentant for det kapitalistiske samfund. Den er en klassestat."
[8] "Og parlamentarismen taget som helhed fremtræder ikke som et umiddelbart socialistisk element, som efterhånden gennemtrænger det kapitalistiske samfund ... men fremtræder tværtimod som den borgerlige klassestats særlige middel til at få de kapitalistiske modsætninger til at modnes og til at udvikle sig."[9]
Mens diskussionen omkring den parlamentariske vej til socialismen var på sit højeste i Tyskland, nåede de franske socialister for første gang det, man mente var erobringen af den politiske magt via parlamentet. I juni 1899 gik Alexander Millerand ind i Waldeck-Rousseau's radikale regering side om side med general Gallifet, der havde været chefslagter ved Pariserkommunens fald. Den franske socialistleder Jaurés og højrefløjsreformisterne udråbte denne handling som det store taktiske vendepunkt. Nu var det ikke længere bourgeoisiet alene, der udøvede den politiske magt, men et fællesskab af bourgeoisi og proletariat. Dette var ifølge Jaurés og højrereformisterne det politiske udtryk for overgangen fra kapitalisme til socialisme.
Rosa fulgte dette første eksperiment, hvor en regering bestod af en koalition mellem kapitalistiske og socialistiske partier, med stor opmærksomhed, idet hun foretog en gennemgribende undersøgelse af fænomenet. Hun pegede på, at en sådan koalition, ved at binde arbejderklassen på hænder og fødder til regeringen, afskar arbejderne fra at vise deres virkelige magt. Og i virkeligheden var dét, opportunisterne kaldte "gold opposition", en langt mere nyttig og praktisk politik:
"... langt fra at umuliggøre praktiske og håndgribelige progressive resultater og reformer er den grundliggende opposition tværtimod det eneste virksomme middel ethvert minoritetsparti i almindelighed og socialistiske minoritetspartier i særdeleshed kan opnå resultater med."[10]
Det socialistiske parti skulle kun stå for sådanne standpunkter, der gav mulighed for fortsat anti-kapitalistisk kamp:
"Det er ganske vist en kendsgerning, at Socialdemokratiet for at virke i praksis og indtage alle tilgængelige positioner i den nuværende stat, skal trænge frem overalt. Blot må det være en forudsætning, at det er positioner, hvorfra man kan føre klassekamp, kamp mod borgerskabet og dets stat."[11]
Og hun konkluderede: "I det borgerlige samfund er Socialdemokratiet i sit væsen anvist til at spille rollen som oppositionsparti, som regeringsparti kan det kun fremstå på ruinerne af den borgerlige stat."
[12]
Samtidig påpegede hun, hvilke farer der kunne blive konsekvenserne af koalitionseksperimentet: "Jaurés – republikkens utrættelige forsvarer – bereder grunden for cæsarisme. Det lyder som en dårlig vittighed, men sådanne vittigheder udgør historiens daglige alvor."
[13]
Det var profetisk! MacDonalds fiasko i England, Hitler som Weimarrepublikkens afløser, folkefrontens fallit i 30'erne og koalitionsregeringerne i Frankrig efter Den anden Verdenskrig, der beredte vejen for de Gaulle. Alle eksempler viser nogle af de konsekvenser, koalitionspolitikken førte med sig.
Rosa imødegik de reformister, der troede på, at parlamentarisme og borgerlig lovgivning betød, at volden hørte op med at være en faktor i den historiske udvikling:
"Hvilken funktion har egentlig den borgerlige legalitet? Når en "fri borger" af en anden føres bort mod sin vilje og lukkes inde i et trangt og uhyggeligt rum et stykke tid, så forstår enhver, at der er blevet begået en voldshandling. Men så snart processen finder sted i overensstemmelse med den bog, der kaldes straffeloven, og rummet, der tales om, hedder "Kongeligt preussisk fængsel eller tugthus", så forvandles sagen til en fredelig og lovlig affære. Når et menneske mod sin vilje af et andet tvinges til at dræbe medmennesker, så er det helt åbenbart en voldshandling. Men i samme øjeblik det hedder "militærtjeneste", finder den gode borger trøst i, at alt er lovligt og i orden. Når en borger af en anden berøves en del af sin ejendom eller løn, tvivler ingen om, at der er begået en voldelig handling. Men så snart det hedder "indirekte skatteforhøjelse", da ser man blot, at den gældende lov praktiseres.
Kort sagt: det, der viser sig for os indhyllet i den borgerlige legalitets kåbe, er intet som helst andet end den herskende klasses vold, der på forhånd af den herskende klasse er ophøjet til forpligtende norm. Er denne fastlæggelse af den enkelte og isolerede voldshandling først én gang gjort til obligatorisk norm, så kan sagen – stillet på hovedet – spejle sig i den borgerlige juristhjerne og ikke mindst i den socialistiske opportunisthjerne: den "lovlige orden" bliver retfærdighedens selvstændige skabning, og statens tvangsvold bliver som en konsekvens heraf en "sanktion" fra lovens side. I virkeligheden er sandheden den stik modsatte: den borgerlige legalitet er intet andet end den særlige samfundsmæssige form, i hvilken borgerskabets politiske vold giver sig udtryk – vokser ud af den økonomiske basis." [14]
Derfor bliver forestillingen om at fortrænge kapitalismen ved hjælp af de legale midler, kapitalismen selv har frembragt – og som i grunden ikke er udtryk for andet end borgerlig vold – absurd. I den sidste ende er revolutionær vold nødvendig for at vælte kapitalismen overende: "Brugen af vold vil altid stå tilbage som arbejderklassens ultima ratio, klassekampens højeste lov, til tider i en latent til tider i en aktiv tilstand. Og når vi forsøger at revolutionere sindene ved hjælp af parlamentariske og andre aktiviteter, er det kun for at sikre, at revolutionen i nødstilfælde ikke blot vil bevæge sindene, men osse hånden."
[15]
Vi kan nu se – efter at Weimarrepublikken er afgået ved døden – hvor profetisk Rosa Luxemburg skrev i 1902: "Hvis Socialdemokratiet accepterer det opportunistiske standpunkt, giver afkald på brugen af vold, og råder arbejderklassen til aldrig at vige fra den borgerlige legalitets vej, så vil hele partiets parlamentariske og øvrige politiske kamp før eller senere bryde ynkeligt sammen og give plads for den reaktionære volds uindskrænkede herredømme."[16]
Men selv om Rosa Luxemburg vidste, at arbejderne var tvunget til at tage tilflugt til revolutionær vold imod udbytning og undertrykkelse, led hun under hver dråbe blod, der blev udgydt. Hun skrev f.eks. midt under den tyske revolution:
"Der flød strømme af blod under de fire års imperialistiske folkemord. Nu må vi sørge for med stor respekt at passe på hver en dråbe af denne kostbare væske og at opbevare den i krystalglas. Kun den mest hensynsløse revolutionære handlekraft og storsindede menneskelighed kan få socialismen til virkelig at leve. En verden skal omstyrtes; men enhver tåre, der kunne have været tørret væk, er en anklage. Et menneske, der er travlt optaget af at udføre en vigtig dåd og af ren og skær uagtsomhed træder en orm ihjel på sin vej, har begået en forbrydelse." [17]
Det er en fremherskende teori blandt reformister såvel som folk, der kalder sig revolutionære, at kun sult kan formå arbejdere til at slå ind på den revolutionære vej. Derfor – mente reformisterne – kunne de bedrestillede arbejdere i Central– og Vesteuropa kun lære meget lidt af de sultende og undertrykte russiske arbejdere. Rosa Luxemburg gjorde meget ud af at korrigere denne fejlagtige opfattelse og skrev i 1906:
"... den opfattelse, at arbejderklassens levestandard under det tsaristiske regime før revolutionen (revolutionen i 1905, red.) var som fattiglemmers er vildt overdreven. Tværtimod havde arbejderne i store industrier og store byer, arbejdere, der i høj grad var effektive og aktive i den økonomiske politiske kamp, en levestandard, der næppe var lavere end for tilsvarende arbejdergrupper blandt det tyske proletariat. I nogle fag var den den samme, og her og der kunne man opnå endog højere lønninger i Rusland end i Tyskland. Også hvad angår arbejdstid er der næppe nogen forskel for de store industrikoncerners vedkommende i de to lande. Altså er den opfattelse, at den russiske arbejderklasse materielt og kulturelt lever som heloter, grebet ud af den blå luft. Denne opfattelse modsiger selve revolutionens faktiske begivenheder og proletariatets fornemme rolle i den. En revolution af en sådan politisk og åndelig modenhed udføres ikke af fattiglemmer. Den industriarbejder, der står forrest i kampen i Petersburg, Warszawa, Moskva, Odessa er kulturelt og åndeligt meget nærmere den vesteuropæiske type, end det er muligt at forestille sig for dem, der tror, at den eneste gyldige skole for proletariatet er borgerlig parlamentarisme og "korrekt" fagforeningspraksis." [18]
For øvrigt har tomme maver den egenskab, at de foruden at opmuntre til oprør også fører til underkastelse.
Med udgangspunkt i arbejdernes klassekamp, hvad enten den var latent eller åben, hvad enten den sigtede mod at aftvinge kapitalistklassen indrømmelser eller dens fald, støttede Rosa Luxemburg både kampen for sociale reformer og for social revolution. Han anså kampen for sociale reformer for primært at være en skole i social revolution. I en analyse af det indbyrdes forhold mellem disse to kampmål fremstillede hun meget klart den sociale revolutions historiske betydning.
"De ved lov gennemførte reformer på den ene side og revolutioner på den anden er ikke forskellige metoder i det historiske fremskridt, som man efter behag kan vælge ved historiens buffet som varme eller kolde pølser, men forskellige momenter i klassesamfundets udvikling, der netop betinger og supplerer hinanden, men som også udelukker hinanden som f.eks. Sydpolen og Nordpolen, som borgerskabet og proletariatet.
Den på et bestemt tidspunkt givne lovlige forfatning er blot et produkt af revolutionen. I klassernes historie er revolutionen den politiske skabelsesakt, mens lovgivningen er samfundets fortsatte politiske eksistens. Reformarbejde har ingen egen drivkraft uafhængig af revolutionen. I enhver historisk periode gennemføres der kun reformer i forlængelse af den forudgående revolutions impulser, og de fortsætter kun så længe, som disse impulser gør sig gældende. Eller for at tale mere konkret: i hver historisk periode gennemføres der kun reformer inden for rammerne af den samfundsform, der kom til verden ved den sidste omvæltning. Dette er netop sagens kernepunkt.
Det er helt forkert og uhistorisk at fremstille det lovbestemte reformarbejde som en revolution, der blot er trukken ud, og revolutionen som en sammentrukket reformrække. En social omvæltning og en lovbestemt reform adskiller sig ikke på grund af deres varighed, men på grund af deres væsen. Hele hemmeligheden ved de historiske omvæltninger, der gør brug af politisk magt, ligger netop i omslaget fra blot kvantitative forandringer til en ny kvalitet, eller sagt mere konkret, i overgangen fra én historisk periode til en anden, fra én samfundsorden til en anden.
Det er derfor at folk, der går ind for reformer via lovgivning i stedet for og i modsætning til erobring af den politiske magt og samfundets omvæltning, i virkeligheden ikke vælger en mere rolig, sikker og langsom vej til det samme mål, men et helt andet mål. I stedet for at gå ind for skabelsen af et nyt samfund, går de ind for overfladiske forandringer i det gamle samfund. Går man ud fra revisionismens politiske betragtninger når man til den samme konklusion som man når ud fra dens økonomiske teorier: at den i grunden ikke sigter mod at virkeliggøre den socialistiske orden, men blot mod at reformere den kapitalistiske orden. Den sigter ikke mod at ophæve lønsystemet, med mod udbytning i større eller mindre grad. Kort sagt, den sigter mod at overvinde udvæksterne på den kapitalistiske orden – ikke mod at overvinde selve kapitalismen." [19]
*. Sisyfos var i den græske mytologi den konge af Korinth, der i underverdenen var dømt til at rulle en stor klippeblok op på toppen af et bjerg, hvorfra den konstant rullede tilbage igen, hvad der gjorde hans arbejde endeløst.
1. Sozialreform oder Revolution? cit. efter GW III, s. 45 f. (På dansk: Socialreform eller revolution?)
2. Samme sted s. 47, 2. opl.
3. Samme sted s. 49, den første sætning efter teksten fra 2. oplag.
4. Samme sted s. 39.
5. "Vorwärts" fra den 26. marts 1899.
6. "Sozialreform oder Revolution?" cit. efter GW III, s. 79.
7. Samme sted s. 77 f.
8. Samme sted s. 54.
9. Samme sted s. 60.
10. Die sozialistische Krise in Frankreich (1901), cit. efter GW III, s. 355.
11. Eine Taktische Frage (1899), cit. efter GW III, s. 271. (På dansk: Et taktisk spørgsmål)
12. Samme sted s. 273.
13. "Zum französischen Einungskongres" (1900), cit. efter GW III, s. 355.
14. "Und zum dritten Mal das belgische Experiment" (1902), cit. efter GW IV, s. 361 f.
15. Samme sted s. 366.
16. Samme sted s. 366.
17. "Rote Fahne", 18. november 1918.
18. Massenstreik, Partei und Gewerkschaften (1906), cit. efter PS I, s. 186 f. (På dansk: Massestrejke, parti og fagforeninger)
19. "Sozialreform oder Revolution?" cit. efter GW III, s. 86 f.
Sidst opdateret 25.3.2012