Et taktisk spørgsmål

Rosa Luxemburg (1899)


Trykt som Eine taktische Frage i Leipziger Volkszeitung, Nr.153, 6. Juli 1899.
Fra Rosa Luxemburg: Gesammelte Werke, Bd.1, 1. Hbd., S. 483-486.

Oversat af Jørn Andersen med hjælp fra den engelske og norske udgave.

Overført til internet for Marxisme Online 9. dec. 2008.


Millerands indtræden i Waldeck-Rousseaus ministerium [1] er en god anledning for ikke kun socialister i Frankrig, men også i andre lande til at gøre sig en række taktisk-principielle overvejelser. Socialisters aktive deltagelse i en borgerlig regering er i hvert fald et fænomen, som ligger udenfor socialismens sædvanlige arbejdsfelt. Har vi her en lige så berettiget og formålstjenlig måde at tjene proletariatets sag på som fx aktivitet i parlamenter eller kommunalbestyrelser? Eller er det tværtimod et brud med socialismens principper og taktik? Eller er det sådan, at socialisters deltagelse i en borgerlig regering er et undtagelsestilfælde, som under bestemte forudsætninger er tilladeligt og nødvendigt, men forkasteligt og skadeligt under andre?

Ifølge den opportunistiske socialismes opfattelse, som den i den seneste tid især er blevet højlydt formuleret i vort parti gennem Bernsteins teorier – med andre ord fra det standpunkt, som taler for den gradvise indførelse af socialismen i det borgerlige samfund – må også socialistiske elementers indtræden i regeringen synes lige så ønskelig som naturlig. Hvis det faktisk er muligt lidt efter lidt at smugle socialismen ind i det kapitalistiske samfund i små doser, og hvis på den anden side den kapitalistiske stat af sig selv lidt efter lidt forvandler sig til en socialistisk, så er en stigende optagelse af socialister i den borgerlige regering endda et naturligt resultat af de borgerlige staters fremadskridende udvikling, og ganske i tråd med den påståede tendens til socialistisk flertal i de lovgivende forsamlinger. Og mens sagen i dette tilfælde stemmer overens med den opportunistiske teori, så stemmer den ikke mindre overens med den opportunistiske praksis. Eftersom opnåelsen af umiddelbare håndgribelige resultater, uanset på hvilken måde, udgør ledetråden for denne praksis, så må en socialists indtræden i den borgerlige regering af “praktiske politikere” se ud som en uvurderlig gevinst. Hvad kan en socialistisk minister ikke gennemføre af små forbedringer, lindringer og alle mulige sociale lapperier!

Anderledes stiller spørgsmålet sig, hvis man i stedet går ud fra det standpunkt, at man først kan tage fat på indførelse af socialismen efter sammenbruddet af den kapitalistiske orden, og at socialistisk aktivitet i øjeblikket er begrænset til den – objektive og subjektive – forberedelse af dette gennem klassekampen. Det er ganske vist en kendsgerning, at Socialdemokratiet for at virke i praksis, indtager alle mulige slags positioner i den nuværende stat, og må trænge frem overalt. Den eneste forudsætning er, at det drejer sig om positioner, hvorfra man kan føre klassekamp, kamp mod borgerskabet og dets stat.

I denne forbindelse er der imidlertid en væsentlig forskel mellem de lovgivende organer og regeringen i en borgerlig stat. I parlamenterne kan arbejdernes repræsentanter, når de ikke kan trænge igennem med deres krav, i det mindste optræde på en sådan måde, at de fastholder deres oppositionelle standpunkter. Regeringen derimod, som skal udføre lovene, som har handling som opgave, har intet rum inden for deres rammer til en principiel opposition, den må på hvert et trin og til enhver tid handle; den må derfor, også når den, som i Frankrig i nogle år har bestået af en koalition af flere partier, til enhver tid have et grundlæggende fælles fundament, som gør den i stand til at handle, dvs. det beståendes fundament, med andre ord den borgerlige stats fundament. Den borgerlige radikalismes mest yderligtgående repræsentanter kan i det store og hele regere side om side med de mest tilbagestående konservative. En principiel modstander af det bestående derimod, står over for et valg: Enten evig og altid være i opposition til det borgerlige flertal i regeringen, dvs. at man i praksis ikke er et aktivt medlem af regeringen – en åbenlyst uholdbar situation, som må føre til, at den socialistiske repræsentant bliver smidt ud af regeringen – eller også ende med at udføre opgaverne, de daglige, nødvendige funktioner, som sikrer, at statsmaskineriet opretholdes og går rundt, hvilket betyder, at man i virkeligheden ikke er socialist, i hvert fald ikke inden for regeringskontorets rammer.

Socialdemokratiet har ganske vist i sit program mange krav, som kunne vedtages af en borgerlig regering, så vel som af et borgerligt parlament – i det mindste i teorien. Umiddelbart kan det derfor se ud som om en socialist lige så vel kan tjene proletariatets sag i regeringen som i parlamentet, idet han stræber efter at presse mulige og opnåelige sociale reformer igennem. I dette tilfælde viser det sig til gengæld, hvad den opportunistiske politik altid glemmer, nemlig at det for den socialdemokratiske kamp ikke i første omgang handler om hvad, men om hvordan. Når de socialdemokratiske repræsentanter i de lovgivende organer forsøger at gennemføre sociale reformer, så har de den fulde mulighed for, gennem deres samtidige opposition mod den borgerlige lovgivning og den borgerlige regering som helhed – hvad der viser sig håndgribeligt fx i afvisning af budgettet – også at give kampen om de borgerlige reformer en principiel-socialistisk karakter, den proletariske klassekamps karakter. En socialdemokrat, som derimod stræber efter de samme sociale reformer som medlem af regeringen, dvs. ved samtidig at understøtte den borgerlige stat som helhed, reducerer faktisk sin socialisme til i allerbedste fald borgerlig demokrati eller borgerlig arbejderpolitik. Så mens socialdemokraternes videre fremtrængen i folkeforsamlingerne fører til styrkelse af klassekampen, altså til fremme af proletariatets sag, kan deres fremtrængen i regeringerne kun føre til korruption og forvirring i socialdemokraternes rækker. Arbejderklassens repræsentanter kan uden at fornægte deres egen rolle kun træde ind i borgerlige regeringer i én situation: nemlig når de samtidig erobrer den og forvandler den til den herskende arbejderklasses regering.

Der kan imidlertid i det kapitalistiske samfunds udvikling, eller snarere undergang, opstå øjeblikke, hvor det endnu ikke er muligt for proletariatets repræsentanter endegyldigt at gribe magten, men hvor deres deltagelse i den borgerlige regering ikke desto mindre virker nødvendig: nemlig hvor det drejer sig om landets frihed eller tilkæmpede demokratiske rettigheder, som fx republikken, er truet, fordi den borgerlige regering allerede selv er for kompromitteret og desorganiseret til at kunne regne med folkets støtte uden at de også har arbejderrepræsentanternes støtte. I et sådant tilfælde er det klart, at repræsentanterne for det arbejdende folk ikke bør undlade at forsvare den fælles sag til fordel for et abstrakt principrytteri. Men selv da må det socialdemokraters deltagelse i regering ske under sådanne former, som ikke efterlader den mindste tvivl, hverken hos borgerskabet eller hos folket, om at deltagelsen er af en midlertidig karakter og har et ekstraordinært formål. Med andre ord, socialdemokraters deltagelse i regeringen må heller ikke her føre til solidaritet med dens handlinger og dens fortsatte beståen som sådan. Om netop ovenstående situation var til stede i Frankrig ser derfor tvivlsomt ud, eftersom de socialistiske partier allerede på forhånd havde erklæret sig parat til at støtte enhver oprigtig republikansk regering, uden tanke på selv at deltage i den, og blev derefter, da Millerand uden de andre socialistiske repræsentanters godkendelse gik ind i regeringen, til dels afskrækket fra at støtte den. For os handlede det imidlertid ikke om at afsige dom i denne konkrete sag om Waldeck-Rousseau-kabinettet, men snarere at udvikle en generel rettesnor ud fra vore grundlæggende principper. Ud fra et sådant synspunkt ser socialisters deltagelse i en borgerlig regering ud som et eksperiment, der kun kan ende med at skade klassekampen.

I det borgerlige samfund er Socialdemokratiet i sin natur bestemt til at være et oppositionsparti; som regeringsparti kan det kun optræde på ruinerne af den borgerlige stat.

Noter

1. Alexandre-Étienne Millerand, som i den franske socialistiske bevægelse repræsenterede en opportunistisk retning, var fra 22. juni 1899 til 28. maj 1902 handelsminister i den reaktionære borgerlige Waldeck-Rousseau-regering. Dette opportunismens første praktiske skridt til at indordne den franske arbejderbevægelse under den borgerlige stat førte i 2. Internationale til heftige modsætninger mellem de revolutionære kræfter og opportunisterne.


Sidst opdateret 9.12.2008