Marxisme Online > Arkiv > SWP/IS > Indhold
7. Rosa Luxemburgs kritik af bolsjevikkerne | Indhold | 9. Rosa Luxemburgs historiske rolle
Problemet
Marx' skemaer
Rosa Luxemburgs kritik af Marx' skemaer
En kritik af kritikken
Kapitalismens begrænsede marked
Andre økonomiske virkninger af imperialismen
Konklusion
Noter
I årene 1906-13 underviste Rosa Luxemburg i politisk økonomi på en tysk socialdemokratisk skole for partiaktivister. Mens hun var beskæftiget med det, forberedte hun en bog om marxistisk økonomi med titlen "Indføring i den politiske økonomi". Da hun var i færd med at afslutte det første udkast, stødte hun på en uventet vanskelighed: "Det ville ikke lykkes for mig med tilstrækkelig klarhed at fremstille den kapitalistiske produktions samlede proces i dens konkrete relationer, såvel som dens objektive begrænsninger. Ved nærmere eftersyn kom jeg til den opfattelse, at vi her ikke blot står over for et spørgsmål om at fremstille sagerne, men også over for et problem, der hænger teoretisk sammen med indholdet af bind II af Marx' Kapitalen, og som tillige griber ind i den nuværende imperialistiske praksis og i denne politiks økonomiske rødder."
[1]
Det var disse overvejelser, der fik Rosa Luxemburg til at skrive sit teoretiske hovedværk Kapitalens akkumulation. Et bidrag til den økonomiske forklaring på imperialismen (Berlin 1913). Bogen er på ingen måde let at følge med i – især ikke for folk, der ikke er fortrolig med Marx' Kapitalen. Desuden er Rosa Luxemburgs bidrag til de marxistiske økonomiske doktriner – enten man er enig med hende eller ej – et af de vigtigste, hvis det ikke er det vigtigste siden "Kapitalen".
Da Marx analyserede kapitalismens bevægelseslove, så han bort fra alle ikke-kapitalistiske faktorer på samme måde som en videnskabsmand, der studerer tyngdeloven, studerer den i et lufttomt rum.
Det problem, Rosa Luxemburg beskæftiger sig med, er følgende:
Kan udvidet reproduktion – d.v.s. produktion i større målestok – finde sted under de betingelser, der gælder for den abstrakte, rene kapitalisme, hvor der ikke eksisterer ikke-kapitalistiske lande, eller hvor der ikke findes andre klasser end kapitalister og arbejdere? Marx formodede, at det var muligt. Rosa Luxemburg mente, at det i almindelighed godt kunne forsvares at abstrahere fra ikke-kapitalistiske faktorer, når det drejede sig om analysen af den kapitalistiske økonomi, mens det ikke kunne forsvares, når det gjaldt spørgsmålet om udvidet reproduktion.
Spørgsmålet er selvfølgelig rent teoretisk, da den rene kapitalisme i virkeligheden aldrig har eksisteret: udvidet reproduktion har altid fundet sted i situationer, hvor kapitalisme har invaderet ikke-kapitalistiske områder: angreb på feudalismen med udryddelsen af bønder, håndværkere o.s.v., eller invasion i præ-kapitalistiske landbrugslande.
Hvis kapitalismen aldrig har eksisteret i sin rene form, kan man med rimelighed spørge, hvilken betydning det har, om udvidet reproduktion er teoretisk mulig under ren kapitalisme. Når det kommer til stykket gik hverken Marx eller Rosa Luxemburg ud fra, at kapitalismen ville fortsætte med at eksistere indtil alle præ-kapitalistiske formationer var blevet væltet over ende. Imidlertid kan svaret på dette spørgsmål kaste lys over den effekt, det ikke-kapitalistiske område har på en skærpelse eller udjævning i modsætningerne i kapitalismen og på de faktorer, der driver kapitalismen mod imperialistisk ekspansion.
Lad os begynde med at forklare, hvordan Marx beskrev reproduktionsprocessen som helhed under kapitalismen.
Marx startede med en analyse af simpel reproduktion, d.v.s. ud fra den forudsætning – der selvfølgelig aldrig kan eksistere under kapitalisme – at der ikke foregår nogen kapitalakkumulation, at hele merværdien anvendes til kapitalistens personlige forbrug, og at produktionen derfor ikke udvides.
For at kapitalisten kan fortsætte den simple reproduktion, må visse betingelser være opfyldte. Han må være i stand til at sælge det produkt, der fremstilles på virksomheden og med de penge, han får for det, købe de produktionsmidler (maskiner, råmaterialer o.s.v.), han har brug for i sin særlige branche. Han må også være i stand til at erhverve sig den arbejdskraft, han har brug for, på markedet såvel som de forbrugsgoder, der går til at føde, klæde og tilfredsstille andre fornødenheder for arbejderne. De produkter, arbejderne producerer ved hjælp af produktionsmidlerne, må igen finde et marked og således videre.
Mens det fra den enkelte kapitalists synspunkt ikke gør nogen forskel, hvad hans virksomhed producerer – maskiner, sokker eller aviser – blot han kan finde købere til sit produkt, så han kan realisere sin kapital plus merværdien, er det særdeles vigtigt for den kapitalistiske økonomi som helhed, at totalproduktet udgøres af ganske bestemte brugsværdier. Det totale produkt må med andre ord sikre de nødvendige produktionsmidler til fornyelse af produktionsprocessen og de forbrugsvarer, arbejderne og kapitalisterne har brug for. Mængden af de forskellige produkter kan selvfølgelig ikke bestemmes vilkårligt: de produktionsmidler, der fremstilles, må i værdi svare til størrelsen af den konstante kapital (k). De producerede forbrugsvarer må i værdi svare til de udbetalte lønninger – den variable kapital (v) - plus merværdien (m).
I sin analyse af simpel reproduktion delte Marx industrien som helhed op i to sektorer: Sektor I, der producerer produktionsmidler, og Sektor Il, der producerer forbrugsvarer. For at der kan finde en simpel reproduktion sted, må der opretholdes en given proportionalitet mellem de to sektorer. Det er f.eks. klart, at hvis sektor I producerer flere maskiner, end denne sektor sammen med sektor II har brug for, vil der være en overproduktion af maskiner og produktionen i sektor I dermed lammet, og en række problemer vil være følgen. Hvis sektor I på den anden side producerer for få maskiner, vil reproduktionen i stedet for at gentage sig selv gå tilbage. Det samme ville ske med sektor II, hvis den producerede flere eller færre forbrugsvarer end v + m i begge sektorer.
I virkeligheden er det nødvendigt for en glidende reproduktion, at der ikke blot for økonomien som helhed fastholdes en given proportionalitet mellem produktionen i sektor I og i sektor II, men at proportionaliteten mellem de to sektorer fastholdes i hver eneste af økonomiens brancher. Således må f.eks. produktionen af tekstilmaskineri (sektor I) nødvendigvis svare til behovet for denne type maskineri i tekstilindustrien (sektor II).
Størrelsesforholdet mellem efterspørgslen efter produktions, midler og efterspørgslen efter forbrugsvarer i økonomien som helhed afhænger af det forhold, der er mellem mængden af den kapital, der bruges til at anskaffe maskineri og råmaterialer, d.v.s. k i hele økonomien på den ene side og den del af kapitalen, der gives ud på lønninger v plus profit til kapitalisterne i hele økonomien.
Med andre ord må det, der produceres i sektor I (P1) være lig med den konstante kapital i sektor I (k1) plus den konstante kapital i sektor II (k2):
P1 = k1 + k2.
På samme måde må det, der produceres i sektor II (P2), være lig med lønninger og merværdi i begge sektorer tilsammen:
P2 = V1 + M1 + V2 + M2.
Disse to ligninger kan sættes sammen til én ligning:
k2 = V1 + M1.
Med andre ord må værdien af det maskineri og de råmaterialer o.s.v., der er brug for i sektor II være lig med løn til arbejdere og merværdi til kapitalister i sektor I.
Disse ligninger gælder for simpel reproduktion. Formlerne for udvidet reproduktion er mere komplicerede. Her anvendes en del af merværdien på kapitalisternes personlige forbrug hvad vi betegner med bogstavet r – og en anden del af merværdien akkumuleres – hvad vi betegner med bogstavet a. a selv må deles i to: en del, der anvendes til forøget køb af produktionsmidler – d.v.s. bruges til at forøge den tilgængelige konstante kapital (ak) – og den anden del går til at betale lønninger til den nyansatte arbejdskraft i den forøgede produktion (av).
Den samfundsmæssige efterspørgsel efter produktionsmidler blev under simpel reproduktion udtrykt ved formlen k1 + k2. Under udvidet reproduktion vil udtrykket blive k1 + ak1 + k2+ ak2.
På samme måde vil den samfundsmæssige efterspørgsel efter forbrugsvarer ændre sig fra v1 + m1 + v2 + m2 og blive til:
v1 + r1 + av1 + v2 + r2 + av2.
Herefter kan de nødvendige betingelser for udvidet reproduktion formuleres således:
P1 = k1 + ak1 + k2 + ak2
P2 = v1 + r1 + av1 + v2 + r2 + av2.
Eller:
k2 + ak2 = v1 + r1 + av1. [*]
Før jeg beskriver Rosa Luxemburgs analyse af reproduktionen, må det slås fast, at hun ikke udviklede en teori, der forklarede højkonjunkturers, krisers og lavkonjunkturers cykliske bevægelse. Hun gik ud fra, at de periodiske cykler var reproduktionsfaser i den kapitalistiske økonomi – men ikke hele processen. Derfor abstraherede hun i sin analyse fra cyklerne for at kunne studere reproduktionsprocessen rent og som en helhed. Som hun skriver: "For trods konjunkturernes skarpe stigning og fald, trods kriser tilfredsstilles samfundets behov sådan nogenlunde, reproduktionen fortsætter sin sammenslyngede gang, og produktivkræfterne udvikles mere og mere. Hvorledes kommer dette nu i stand, når vi ser bort fra krise og konjunkturskifte? – Her begynder det egentlige spørgsmål ... Når vi i det følgende taler om kapitalistisk reproduktion, så forstås der hermed hele tiden det gennemsnit, som fremkommer som mellemste resultat af konjunkturforandringen inden for en cyklus."[2]
Rosa Luxemburg viste, at en sammenligning mellem formlerne for simpel reproduktion med formlerne for udvidet reproduktion frembragte et paradoks. I spørgsmålet om simpel reproduktion må k2 være lig med v1 + m1. Og i spørgsmålet om udvidet reproduktion må k2 + ak2 være lig med v1 + r1 + av1. Imidlertid er v1 + r1 + av1 mindre end v1 + m1, da ak1 er udledt af m1. Så hvis der blev opnået ligevægt under simpel reproduktion, ville overgangen til udvidet reproduktion ikke blot betyde ikke-akkumulation i sektor II, men en absurd situation med disakkumulation.
Det er derfor ikke nogen tilfældighed, sagde hun, at da Marx benyttede skemaer til at illustrere udvidet reproduktion, anvendte han et mindre tal for k2, end han havde gjort, da han illustrerede simpel reproduktion.
| "Skema for simpel reproduktion: | ||
| I: 4000k + 1000v + 1000m = 6000 | ||
| II: 2000k + 500v + 500m = 3000 | ||
| i alt = 9000 | ||
| Udgangsskema for udvidet reproduktion: | ||
| I: 4000k + 1000v + 1000m = 6000 | ||
| II: 1500k + 750v + 750m = 3000 | ||
| i alt = 9000" | [3] | |
|
Således er den konstante kapital i sektor II 500 mindre i udvidet end i simpel reproduktion. Marx videreudvikler skemaet for udvidet reproduktion med nogle forudsætninger: at der hverken i sektor I eller sektor II sker nogen ændring i kapitalens organiske sammensætning (d.v.s. i forholdet mellem konstant og variabel kapital), at udbytningsraten forbliver konstant, og at halvdelen af merværdien i sektor I kapitaliseres. Hvis disse forudsætninger er opfyldt, vil reproduktionen af kapitalen resultere i følgende gradvise stigning: | ||
| Første år: | ||
| I: 4400k + 1100v + 1100m = 6600 II: 1600k + 800v + 800m = 3200 i alt = 9800 | ||
| Andet år: | ||
| I: 4840k + 1210v + 1210M = 7260 II: 1760k + 880v + 880m = 3520 i alt = 10780 | ||
| Tredje år: | ||
| I: 5324k + 1331v + 1331M = 7986 II: 1936k + 968v + 968m = 3872 i alt = 11858 | ||
| Fjerde år: | ||
| I: 5856k + 1464v + 1464m = 8784 II: 2129k + 1065v + 1065M = 4259 i alt = 13043 | ||
| Femte år: | ||
| I: 6442k + 1610v + 1610M = 9662 II: 2342k + 1172v + 1172M = 4686 | ||
| i alt = 14348 | [4] | |
|
Ved at analysere ovenstående skemaer påpeger Rosa Luxemburg korrekt, at de viser en ejendommelighed:
Og hun påpeger: Hvis vi under udvidet reproduktion forudsætter, at der i såvel sektor I som i sektor II foregår en regelmæssig ekspansion af både kapitalakkumulation og kapitalisternes personlige forbrug, vil det resultere i øget uligevægt mellem de to sektorer. Rosa Luxemburg viser derfor klart, at hvis der for akkumulationsrelationen i sektor II blev anvendt de samme logiske regler som i sektor I, ville der fremkomme en uligevægt i form af overproduktion i sektor II, der ville vokse progressivt. Hvis vi for den udvidede reproduktion forudsætter den afvigelse, at den konstante kapital i sektor II ikke var 500 mindre end i simpel reproduktion, er det meget nemt at vise, at der vil fremkomme en uligevægt mellem sektor I og sektor II: sektor I's efterspørgsel efter forbrugsvarer ville ved processens start være 500 mindre end det udbud af forbrugsvarer, der skal udveksles fra sektor II. Der ville altså i starten af processen være en overproduktion af forbrugsvarer til en værdi af 500 ved udvidet reproduktion. Hvis Rosa Luxemburg ikke havde abstraheret fra et antal andre faktorer – så som en stigning i udbytningsraten og en stigning i kapitalens organiske sammensætning - ville hendes argument have stået endnu stærkere. Det er ganske let at vise, at hvis udbytningsraten stiger, således at m/v er et voksende forhold, så vil den relative efterspørgsel efter forbrugsvarer i forhold til udbuddet af varer falde og derfor vil enten akkumulationsraten i sektor II blive mere uregelmæssig end i Marx' skemaer, eller der vil forekomme forøget merværdi i sektor II. Enhver forøgelse af den del af merværdien, der akkumuleres, vil arbejde i samme retning såvel som enhver forøgelse af kapitalens organiske sammensætning. De før nævnte tre tendenser – stigning i udbytningsraten, stigning i akkumulationsraten og en forøgelse af kapitalens organiske sammensætning - anså Marx for at være absolutte og indre lovmæssigheder i kapitalismen. Hvis Rosa Luxemburg havde taget disse forhold i betragtning, ville hendes påstand om, at under ren kapitalisme vil økonomisk uligevægt være et absolut, uundgåeligt og permanent fænomen, være blevet anseeligt styrket.
En kritik af kritikkenDer er imidlertid én vigtig omstændighed, der overskygger alle de før nævnte faktorer og samtidig er snævert forbundet med dem: stigningen i sektor I's relative vægt i forhold til sektor II. Forøgelse af kapitalens organiske sammensætning - teknikkens udvikling – er historisk og logisk forbundet med sektor I's forøgede vægt i forhold til sektor II. Det er således blevet regnet ud, at forholdet mellem kapitalgodernes nettoafkast i forhold til forbrugsgoderne i England har været følgende: 1851: 100:470, 1871: 100:390, 1901: 100:170, 1924: 100:150.
Tallene for USA har været:
Tallene for Japan: For at vise, at sektor I's forøgede vægt i forhold til sektor II modsvarer de faktorer, Rosa Luxemburg nævnte (såvel som dem, undertegnede har tilføjet for at styrke, Rosa Luxemburgs argument om tendensen til overproduktion i sektor II), vil jeg fremkomme med nogle skemaer, der viser den effekt, ændringen i sektor I's relative vægt i forhold til sektor II har på udvekslingsforholdet mellem de to sektorer. Den kapital, der investeres i sektor I, kan i forhold til sektor II vokse på to måder: 1. ved at der eksisterer en højere akkumulationsrate i sektor I end i sektor II – eller 2. ved overførsel af kapital fra sektor II til sektor I. Lad os se på diagrameksempel for begge de to processer. Lad os forudsætte, at akkumulationsraten er højere i sektor l end i sektor 11 - lad os sige halvdelen af merværdien i sektor 1 sammenlignet med kun en tredjedel i sektor II. Vi forudsætter også, at de andre faktorer – en udbytningsrate på 100% og en organisk sammensætning af kapitalen, hvor den konstante kapital er fem gange større end den variable kapital – forbliver uændrede. Hvis vi så bruger Marx' skema, som vi citerede det før, som et udgangspunkt, vil kapitalens reproduktion resultere i følgende gradvise stigning (tallene er for nemheds skyld rundede af):
Udgangspunkt:
Efter første år:
k2 + ak2 = 1580, Der er således efter det første år ikke, som Rosa Luxemburg formodede, en større værdimængde i sektor II, men i stedet fremkommer den i sektor I og er på 3.
Efter andet år:
k2 + ak2 = 1670,
Den forøgede værdi i sektor I er nu 44.
Efter tredje år:
k2 + ak2 = 1764,
Den forøgede værdi i sektor I er nu 93. Det er ud fra skemaerne klart, at hvis vi antager, at udbytningsraten og kapitalens organiske sammensætning forbliver uændret, mens akkumulationsraten er højere i sektor I end i sektor II, så vil resultatet blive overproduktion i sektor I. [**] Som vi før gjorde opmærksom på, kan sektor I også forøges i forhold til sektor II, ved at der bliver overført merværdi fra sektor II til sektor I. Dette kan illustreres ved et skema. Vi forudsætter, at udbytningsraten, kapitalens organiske sammensætning og akkumulationsraten er den samme i begge sektorer og forbliver uændrede. Samtidig forudsætter vi, at halvdelen af den merværdi, der produceres i sektor II, overføres til sektor I.
Den gradvise stigning i den udvidede reproduktion kan herefter beskrives ved følgende skemaer:
Udgangspunkt:
Efter første år:
k2 + ak2 = 1563
I stedet for overskud i sektor
II, som Rosa Luxemburg formodede, er vi efter første år
i stedet konfronteret med overproduktion i sektor I på 32.
Efter andet år:
k2 + ak2 = 1628
Den forøgede værdi i sektor I er 118.
Efter tredje år:
k2 + ak2 = 1695 Den forøgede værdi i sektor I er 219. | ||
Rosa Luxemburg argumenterer imod den opfattelse, at overførslen af merværdi fra én sektor til en anden kan bidrage til at skabe en udvekslingsbalance mellem sektorerne, idet hun siger, at "... så strander den påtænkte overførsel af en del af merværdien fra sektor II til sektor I for det første på denne merværdis materielle form, som sektor I åbenbart ikke har brug for, men for det andet på udvekslingsforholdene mellem begge sektorer, som fører med sig, at overførslen af en del af merværdien af produkter fra sektor II til sektor I skal svare til en overførsel af produkter fra sektor I til II af samme værdi".[8]
Rosa Luxemburg hævder med andre ord, at Marx' skemaer hviler på de forudsætninger, at realiseringen af merværdien kun kan foregå ved en udveksling mellem sektorer og dernæst, at den forudsatte merværdi i sektor II antager naturalieform – d.v.s. fortsætter med at være forbrugsvare og ikke kan tjene direkte som produktionsmiddel. Det første argument falder til jorden ved, at udveksling mellem foretagender i samme sektor kan tjene til at realisere merværdien: når ejeren af hattefabrikken sælger sine hatte til arbejdere, der producerer kiks, realiserer han den merværdi, der er produceret af hans egne arbejdere. Dernæst kan en stor del forbrugsvarer også fungere som produktionsmidler: når en bygmester bygger fabrikker i stedet for boliger, betyder det en overførsel af kapital fra sektor II til sektor I. Elektricitet kan oplyse lejligheder samt få maskiner til at løbe rundt, og korn kan føde såvel mennesker (forbrug) som svin (produktivt forbrug) o.s.v. Og for det tredje mister postulatet om, at profitraten for økonomien som helhed tenderer mod et ensartet niveau - hvad der er grundliggende i den marxistiske økonomi - sit grundlag, hvis det ikke er muligt at overføre kapital fra én sektor til en anden.
Ud fra diagrammerne er det nu klart, at en relativ forøgelse af sektor I i forhold til sektor II vil – hvis alle andre forudsætninger holdes uændrede – i sit kølvand på udvekslingsrelationerne have et overskud i sektor I.
Kan dette forhold ikke modvirke det, Rosa Luxemburg pepege på var årsagen til overskud i sektor II? Og er de forskellige modvirkende faktorer ikke i virkeligheden to sider af samme sag: progressionen i den kapitalistiske økonomi? Selvfølgelig er det sådan.
Rosa Luxemburg kom til den konklusion, at der måtte optræde et overskud i sektor II, fordi hun kun var opmærksom på den ene side af sagen. Hvis begge sider tages i betragtning, er det klart, at der under ren kapitalisme er mulighed for proportionalitet mellem de to sektorer, fordi akkumulationen i dem begge er regulær og ikke svingende.
Imidlertid betyder den teoretiske mulighed for en fastholden af korrekte proportionaliteter mellem de to sektorer, der igen vil modvirke overproduktion ved den indbyrdes udveksling, mens akkumulationen går videre på ret køl, ikke at kapitalismens anarkistiske og atomistiske produktion i det virkelige liv vil føre til en fortsat og stabil sikring af den nødvendige proportionalitet. Og her er den faktor, Rosa Luxemburg pegede på – eksistensen af ikke-kapitalistiske samfundsformationer, som kapitalismen ekspanderer ind i – særdeles vigtig. Hvis det ikke er en forudsætning for udvidet reproduktion, som Rosa Luxemburg hævdede, er det i det mindste en faktor, der letter den udvidede reproduktionsproces - akkumulationen – ved at gøre de to sektorers indre afhængighed mindre end absolut. Man kan ikke være andet end enig med Rosa Luxemburg, når hun siger: "Akkumulationen er ikke kun et indre forhold imellem den kapitalistiske økonomis industrigrene, men først og fremmest et forhold mellem kapitalen og det ikke-kapitalistiske miljø, hvori begge produktionens to grene delvis på egen hånd kan gennemføre akkumulationsprocessen uafhængig af den anden, hvorved deres bevægelser krydser hinanden igen og filtres sammen hele tiden. De indviklede relationer, som opstår heraf – forskellighed i tempo og i akkumulationsgangens retning hos begge sektorer, deres tingslige og værdimæssige sammenhænge med ikke-kapitalistiske produktionsformer – kommer ikke til udtryk i et eksakt skema ... "[9]
I virkeligheden er antallet af faktorer, der bestemmer hvorvidt disse proportionaliteter mellem sektorerne fører til ligevægt eller ej, mangfoldige og modsætningsfyldte (udbytningsraten, akkumulationsraten i forskellige industrier, ændring af kapitalens organiske sammensætning i forskellige industrier o.s.v., o.s.v.) Og når økonomien én gang forlader ligevægtstilstanden, ændrer det, der før var proportionalitet, sig til disproportionalitet med en sneboldseffekt. Derfor kan udvekslingen mellem kapitalistisk industri og den ikke-kapitalistiske sfære, selv om den i absolutte tal er meget lille, have en enorrn indflydelse på kapitalismens elasticitet og dermed stabilitet.
I sin bog bevæger Rosa Luxemburg sig frem og tilbage mellem en analyse af reproduktionsskemaerne - der beskriver udvekslingsrelationerne mellem industriens to sektorer – og en anden type relationer mellem de to sektorer: nemlig produktionsmidlernes mulighed for at blive forbrugsvarer - altså ikke blot sådan, at produktionsmidler bliver udvekslet med forbrugsvarer, men sådan, at de med tiden bliver realiseret som nye forbrugsvarer. De proportionaliteter, der udtrykkes i Marx' skemaer, er betingelser, uden hvilke akkumulationen ikke kan foregå. Men for at akkumulationen overhovedet skal foregå, er der behov for en progressivt voksende efterspørgsel efter varer. Og spørgsmålet opstår da: Hvor stammer denne efterspørgsel fra?
Den kapitalistiske velfærd er afhængig af et voksende udbud og forbrug af kapitalgoder. Men det er i sidste ende afhængig af, om industrien er i stand til at sælge et voksende udbud af forbrugsvarer. Den kapitalistiske industri løber imidlertid ind i dybe modsætninger, når den forsøger at sælge sine produkter. Her er den vigtigste modsætningen mellem produktionen og det begrænsede marked: "Den dybeste årsag til alle virkelige kriser vil altid være massernes fattigdom og begrænsede forbrug i forhold til den kapitalistiske produktions tendens til at udvikle produktivkræfterne på en sådan måde, at kun den absolutte magt over hele samfundets forbrug ville sætte grænsen for deres udvikling."[10]
Rosa Luxemburg hævdede, at den omstændighed, der gjorde det muligt for kapitalismen at slippe uden om den absolutte hindring, det begrænsede marked satte for akkumulationen, var den kapitalistiske industris ekspansion ind i ikke-kapitalistiske områder.
Et andet "marxistisk" svar på det kapitalistiske dilemma blev givet af Otto Bauer i hans kritik af Rosa Luxemburgs bog. Han benyttede meget mere komplicerede reproduktionsskemaer end Marx og Rosa Luxemburg og forsøgte at bevise, at "kapitalakkumulationen tilpasser sig befolkningstilvæksten: den periodiske cyklus med vekslende velfærd, krise og lavkonjunkturer er et empirisk udtryk for det faktum, at det kapitalistiske produktionsapparat automatisk overvinder for stor eller for lille akkumulation ved på ny at tilpasse kapitalakkumulationen til væksten i befolkningen."
[11] Og dette udtales af en discipel af – ikke Malthus – men af Marx, for hvem den vigtigste faktor netop ikke var befolkningstilvæksten, men kapitalakkumulationen!
Rosa Luxemburg gjorde mere end nogen anden marxistisk eller ikke-marxistisk økonom opmærksom på den effekt, de ikke-kapitalistiske frontområder havde på kapitalismen. Hvis vi tager vores udgangspunkt her, kan vi prøve at opsummere de forskellige effekter, kapitalismens ekspansion ind i ikke-kapitalistiske områder vil have – også selv om hun ikke personligt udviklede alle de vigtigste konsekvenser:
1. De tilbagestående kolonilandes markeder svækker – ved øget efterspørgsel efter varer fra industrilandene – tendensen til overproduktion dér, indskrænker arbejdsløshedsreserven og medvirker således til en forbedring af arbejdslønninger for industrilandenes arbejdere.
2. Den lønforbedring, der fremkommer på denne måde, har en kumulativ effekt. Ved at udvide industrilandenes interne marker svækkes tendensen til overproduktion, arbejdsløsheden mindskes, lønningerne stiger.
3. Kapitaleksporten øger industrilandenes velfærd, da den skaber et marked for deres varer – i det mindste for en tid. Eksporten af uldvarer fra England til Indien forudsætter, at Indien er i stand til at betale for den med det samme – ved at eksportere uld for eksempel. På den anden side forudsætter kapitaleksporten til bygningen af en jernbane en eksport af varer – skinner, lokomotiver o.s.v. - ud over Indiens umiddelbare købekraft eller eksportevne. Eksporten af kapital er med andre ord for en tid en vigtig omstændighed ved udvidelsen af de avancerede industrilandes markeder. Denne omstændighed går imidlertid over i sin modsætning efter nogen tid: den kapital, der én gang er eksporteret, lægger en bremse på eksporten af varer fra "moder"landet, når kolonilandene begynder at levere profitten eller betaler renter. For at kunne yde en profit på 10 millioner pund til England (for britisk kapital investeret i Indien) må Indien importere mindre, end det eksporterer, for at spare det nødvendige beløb på ikke mindre end 10 millioner pund op. Med andre ord: kapitaleksporten fra England til Indien udvider markedet for britiske varer. Rente- og profitbetalingen af den eksisterende britiske kapital i Indien begrænser markedet for engelske varer.
Eksistensen af store britiske kapitalinvesteringer i udlandet udelukker således overhovedet ikke overproduktion og massearbejdsløshed i England. I modsætning til Lenins synspunkt kan det meget vel være sådan, at de høje profitter fra kapital investeret i udlandet ikke er et ledsagefænomen ved den kapitalistiske velfærd og en stabilisering af det imperialistiske land - men i stedet en massearbejdsløsheds- og depressionsfaktor.
4. Kapitaleksporten til kolonierne berører hele kapitalmarkedet i det imperialistiske land. Selv om det kapitaloverskud, der forgæves søgte investeringsmuligheder, kun var meget lille, ville dets kumulative effekt være enorm, da det ville skabe pres på kapitalmarkedet og styrke profitratens faldende tendens. Dette vil igen have sin egen kumulative effekt på kapitalaktiviteten, på hele den økonomiske aktivitet, på beskæftigelsen og således videre på massernes købekraft og videre igen i en ond cirkel på markedet.
Eksporten af merkapital kan imødegå disse vanskeligheder og kan derfor være af stor vigtighed for hele den kapitalistiske velfærd - og dermed for reformismen.
5. Ved således at lindre presset på kapitalmarkedet mindsker kapitaleksporten konkurrencen mellem forskellige virksomheder, og derfor mindskes hver virksomheds behov for at rationalisere og modernisere sit udstyr. (Dette forklarer til dels den britiske industris tekniske tilbageståenhed sammenlignet med for eksempel den nuværende vesttyske). Dette svækker tendensen til overproduktion og arbejdsløshed, lønsænkninger o.s.v. (Under ændrede omstændigheder, hvor England er ophørt med at have et virkeligt monopol i industriverdenen, kan denne omstændighed selvfølgelig udmærket betyde den engelske industris nederlag på verdensmarkedet, arbejdsløshed og lønsænkninger).
6. Ved at købe billige råvarer og fødemidler i kolonierne tillades stigninger i reallønningerne i industrilandene uden indskrænkning i profitraten. Denne lønhævning betyder et udvidet indenlandsk marked uden et fald i profitraten eller fald i selve profitten – d.v.s. uden at svække motivationen for den kapitalistiske produktion.
7. Den periode, i hvilken de koloniale agrarlande tjener til at udvide markedet for industrilandene, vil forlænges i forhold til
a. størrelsen af den koloniale verden sammenlignet med de avancerede industrilandes produktivkraft, og
b. den udstrækning i hvilken industrialisering af den koloniale verden forsinkes.
8. Alle disse imperialismens gavnlige effekter på kapitalistisk velfærd ville forsvinde, hvis der ikke var nogen grænser mellem de industrielle imperialistiske lande og deres kolonier. England eksporterede varer og kapital til Indien og importerede råvarer og fødevarer, men tillod ikke de arbejdsløse i Indien – øget ved den britiske kapitalismes invasion – at indtræde i det britiske arbejdsmarked. Hvis der ikke havde været en barriere for indisk masseimmigration i England, ville lønningerne i England ikke være hævet i det forløbne århundrede. Kapitalismens krise ville være blevet dybere og dybere. Reformismen ville ikke have været i stand til at erstatte revolutionær Chartisme (engelsk revolutionær bevægelse o.a.). For øvrigt behøver "tredje" køber - altså hverken arbejderen eller den kapitalistiske forbruger - ikke nødvendigvis at være den ikke-kapitalistiske producent. Det kan være den ikkeproducerende stat. Således kan den permanente krigsøkonomi – i hvert fald for en tid - have en tilsvarende effekt på den kapitalistiske velfærd som den ikke-kapitalistiske økonomiske sfære. (Se T. Cliff, "Perspectives of the Permanent War Economy", Socialist Review, maj 1957).
Man kan være enig eller uenig med Rosa Luxemburg i hendes kritik af Marx' skemaer i "Kapitalen"s bind II og med alle eller nogle af leddene i den tankekæde, der leder frem til den endelige konklusion: at hvis den kapitalistiske produktionsmåde ikke blot var den fremherskende, men den eneste, så ville kapitalismen med nødvendighed have styrtet sammen på grund af sine indre modsætninger. Hvad man end mener, er det umuligt at være i tvivl om, at Rosa Luxemburg har ydet en enorm indsats ved at gøre opmærksom på de ikke-kapitalistiske områders effekt på kapitalismens stabilitet. I sin introduktion til "Kapitalens akkumulation" skriver Joan Robinson: "... kun få vil benægte, at kapitalismens ekspansion ind i nye områder er hovedkilden til det, en akademisk økonom har kaldt "det mest vedvarende boom" i de sidste to hundrede år. Og mange akademiske økonomer mener, at det tyvende århundredes kapitalismes svære betingelser i det store og hele skyldes "grænselukningen" over hele verden."[12]
Joan Robinson roser på den ene side Rosa Luxemburgs analyse, og på den anden side kritiserer hun, at Rosa Luxemburg ikke havde øje for stigningen i reallønnen i hele den kapitalistiske verden – en faktor, der udvider markedet – hvorfor det billede, hun tegner af kapitalismen, ikke er komplet. Men alligevel – selv om Rosa Luxemburg ikke indregnede denne faktor i sin analyse – og den er ikke væsentlig for hovedlinjen i hendes argument om muligheden eller umuligheden af udvidet reproduktion under ren kapitalisme – kan man ikke forklare selve stigningen i reallønnen uafhængig af den hovedtendens, Rosa Luxemburg pegede på: kapitalismens ekspansion ind i ikke-kapitalistiske områder.
Rosa Luxemburg gjorde sig skyld i en del mindre fejltagelser i sin argumentation, hvad Bukharin gjorde opmærksom på i "Der Imperialismus und die Akkumulation des Kapitals", hvor han forgæves søger at modbevise hendes hovedtese. En af de fejl, Rosa Luxemburg gjorde sig skyld i, var, at hun lagde alt for stor vægt på de rent pengemæssige sider af kapitalakkumulationen. Skal man f.eks. indregne selve pengefremstillingen (guld, sølv o.s.v.) i sektor I, som Marx gjorde, eller i en tredje sektor, som hun selv foreslog? Det ser ud som om, hun flere gange i sin bog sammenblander spørgsmålet: Hvor stammer efterspørgslen fra? med spørgsmålet: Hvor stammer pengene fra? Men problemet er mindre vigtigt i forhold til hovedtesen, så vi skal ikke gå nærmere ind på det her.
Hvis man omhyggeligt følger Rosa Luxemburgs eget ræsonnement, når man til, at hovedvægten i hendes argument hviler på, at en del af merværdien i sektor II ikke kan realiseres under ren kapitalisme, mens hun selv resumerer sit argument, som havde hun bevist, at ingen del af merværdien overhovedet kan realiseres under ren kapitalisme, hvad F. Sternberg gjorde opmærksom på i "Der Imperialismus", Berlin 1926, side 102.
*. Disse ligninger, der er algebraiske formuleringer af Marx' analyse i Bind II i "Kapitalen", blev formuleret af N. Bukharin i Der Imperialismus und die Akkumulation Das Kapitals (Berlin, 1925), og det er min opfattelse, at de er særdeles anvendelige ved en opsummering af Marx's mange aritmetiske eksempler.
**. Rosa Luxemburgs argument mod netop denne forestilling om en højere akkumulationsrate i sektor I end i sektor II ("Accumulation of capital", siderne 338-339) er absolut forkert. Der er ikke her plads til at behandle det. Læseren henvises selv at undersøge kilden.
1. Forordet til "Die Akkumulation des Kapitals" (1913), cit. efter Akk.
2. Akk s. 7.
3. Karl Marx: "Das Kapital. Kritik der politischen Ökonomie", bind II, MEW XXIV, s. 505. "Kapitalen (Rhodosudgaven) bind 2.2, s. 648.
4. Samme sted s. 507-08.
5. Akk s. 95.
6. Samme sted s. 95.
7. W. S. og E. S. Woytinsky: "World Population and Production", New York, 1953, s. 415-16.
8. Akk s. 311.
9. Akk s. 393 f.
10. Karl Marx: "Das Kapital" bind III. MEW XXV, s. 501. "Kapitalen" (Rhodosudgaven) 3.3, s. 636-37.
11. Otto Bauer: "Die Akkumulation des Kapitals" i "Die Neue Zeit" den 7. og 14. marts, s. 871 f.
12. Forordet til Rosa Luxemburg: "The Accumulation of Capital", London, 1951, s. 28.
7. Rosa Luxemburgs kritik af bolsjevikkerne | Indhold | 9. Rosa Luxemburgs historiske rolle
Sidst opdateret 6.6.00