Marxisme Online > Arkiv > SWP/IS > Indhold
8. Kapitalens akkumulation | Indhold | Noter
Franz Mehring overdrev ikke, da han kaldte Rosa Luxemburg for den bedste hjerne siden Marx. Men det var ikke blot sin hjerne, hun stillede i arbejderbevægelsens tjeneste, men hendes hjerte, hendes lidenskab, den stærke vilje, hendes hele liv.
Frem for noget andet var Rosa Luxemburg revolutionær socialist. Og blandt de store revolutionære socialistiske ledere har hun sin egen særlige historiske plads.
Da reformismen forsimplede den socialistiske bevægelse ved kun at sætte "velfærdsstaten" op som mål og ligge i med kapitalismen, blev det af yderste vigtighed at yde en revolutionær kritik af dette kapitalismens tjenerskab. Det er rigtigt, at andre marxistiske ledere – Lenin, Trotskij, Bukharin og andre – førte en revolutionær kamp mod reformismen. Men de stod kun over for en begrænset front. I Rusland var dette ukrudts rødder så svage og tynde, at et hurtigt ryk var nok til at udrydde det. Hvordan kunne nogen i Rusland principielt gå imod brugen af vold for arbejderbevægelsen, når Sibirien eller galgen stirrede enhver socialist eller demokrat i ansigtet? Ingen i det tsaristiske Rusland kunne drømme om den parlamentariske vej til socialismen. Hvem kunne foreslå en koalitionsregering, for hvem skulle der kunne laves koalition med? Hvor fagforeningerne næppe eksisterede, hvem kunne tænke på dem som arbejderbevægelsens universalmiddel? Det var ikke nødvendigt for Lenin, Trotskij og de andre bolsjevikiske ledere at imødegå reformistiske argumenter med en tilbundsgående og nøjagtig analyse. Alt, hvad de behøvede, var en kost til at feje reformismen ud på historiens mødding.
I Central- og Vesteuropa havde den konservative reformisme meget dybere rødder og en meget mere omfattende indflydelse på arbejdernes tanker og holdninger. Reformisternes argumenter måtte besvares med endnu bedre argumenter, og her udmærkede Rosa Luxemburg sig. I disse lande var Rosa Luxemburgs skalpel langt mere værdifuld end Lenins forhammer.
I det tsaristiske Rusland var den store del af arbejderne ikke organiserede i partier eller fagforeninger. Her var der ikke den samme trussel om magtfulde imperier bygget op af et bureaukrati fra arbejderklassen, som det var tilfældet med den velorganiserede arbejderbevægelse i Tyskland. Og dermed var det naturligt, at Rosa Luxemburg meget tidligere havde et klarere billede af arbejderbureaukratiets rolle end Lenin og Trotskij. Hun forstod længe før dem, at den eneste magt, der kan bryde gennem bureaukratiets lænker, er arbejdernes initiativ. Hendes skrifter om dette emne kan inspirere arbejdere i de avancerede industrielle lande og er et mere værdifuldt bidrag til kampen for arbejdernes frigørelse fra den borgerlige reformismes ødelæggende ideologi end nogen anden marxists.
I Rusland, hvor bolsjevikkerne hele tiden udgjorde en stor og væsentlig del af de organiserede socialister – selv om de, som navnet kunne antyde, ikke altid var i majoritet – blev spørgsmålet om en lille marxistisk minoritets holdning til en konservativt ledet masseorganisation aldrig rigtig et problem. Det var i det store og hele overladt til Rosa Luxemburg alene at udvikle den rigtige holdning til dette afgørende spørgsmål. Hendes ledende princip var: vær sammen med masserne i deres slid og slæb og prøv at hjælpe dem. Derfor gik hun imod at skille sig ud fra arbejderbevægelsens hovedstrøm, ligegyldigt hvilket niveau dens udvikling befandt sig på. Hendes kamp mod sekterisme er særdeles vigtig for vestens arbejderbevægelse, især i dag, hvor illusionen om velfærdsstaten er en altdominerende opfattelse. Den britiske arbejderbevægelse, der har lidt under sekterisme under Hyndman og SDF, senere BSP og LSP, derefter kommunistpartiet (især dets "tredje periode") og nu adskillige sekter, kan lære af Rosa Luxemburgs principielle kamp mod reformismen uden at forfalde til en flugt fra den. Hun lærte, at en revolutionær ikke skulle svømme med den reformistiske strøm, heller ikke sætte sig uden for og se i en anden retning, men svømme imod den reformistiske strøm.
Rosa Luxemburgs lange tilhørsforhold til det tyske socialdemokrati gav hendes egen organisation (KPD – Spartakusforbundet) en meget passiv karakter. Den tyske venstrefløj indskrænkede sig i vid udstrækning til at kommentere begivenheder og strategier. Deraf kommer dens organisatoriske, strategiske og taktiske svagheder i den revolutionære situation i Tyskland efter 1. verdenskrig. Mens man skal lære af Rosa ikke at forfalde til sekterisme og eventyrisme, bør man på den anden side heller ikke falde i den anden grøft og hælde til passivitet – ikke "blive tilbage bag masserne".
Rosa Luxemburgs opfattelse af de revolutionære organisationers struktur – at de skulle bygges fra neden og op på en konsekvent demokratisk basis – svarer langt mere til de behov, arbejderbevægelserne har i de avancerede lande, end Lenins opfattelse fra 1902-04, der senere blev kopieret med en ekstra bureaukratisk drejning af de stalinistiske grupper og partier verden over.
Hun forstod mere klart end nogen, at de revolutionære partis struktur og det indbyrdes forhold mellem parti og klasse ville få stor indflydelse ikke alene på kampen mod kapitalismen og arbejdernes magtovertagelse, men også for selve denne arbejdermagts skæbne. Hun erklærede profetisk, at uden det bredeste arbejderdemokrati ville "bureaukrater bag deres skriveborde" erstatte arbejdernes greb om den politiske magt. "Socialisme," sagde hun, "kan ikke indføres pr. dekret."
Rosa Luxemburgs blanding af revolutionær gejst og klar forståelse af arbejderbevægelsens natur i Vest- og Centraleuropa hænger på en måde sammen med hendes særlige baggrund som opvokset i det tsaristiske imperium, langvarigt ophold i Tyskland og fuldt aktiv i både den polske og den tyske arbejderbevægelse. Enhver med et mindre format ville være blevet assimileret i et af de to miljøer, men ikke Rosa Luxemburg. Hun bragte den "russiske" ånd med sig til Tyskland – den revolutionære aktions glød. Til Polen og Rusland medbragte hun den "vestlige" ånd – arbejdernes selvbevidsthed, demokrati og viljen til at frigøre sig selv.
Hendes værk, "Kapitalens akkumulation", er et uvurderligt bidrag til marxismen. Ved at beskæftige sig med de gensidige relationer mellem de industrielt avancerede lande og de tilbagestående landbrugslande viste hun, at imperialismen, samtidig med at den i en lang periode stabiliserer kapitalismen, truer med at begrave menneskeheden i ruiner.
Rosa Luxemburg havde et vitalt, energisk og ikke-fatalistisk forhold til historien, som hun betragtede som frugten af menneskets aktiviteter. Ved at blotlægge de dybe modsætninger i kapitalismen viste hun, at socialisme ikke er en umulighed. For hende kunne kapitalismen enten blive socialismens forværelse eller randen til barbariets afgrund. Vi, der lever i brintbombens skygge, må forstå denne advarsel og lade forståelsen udmønte sig i handling.
Sidst i det 19. og først i det 20. århundrede sank den tyske arbejderbevægelse, med årtier af fred bag sig – hen i illusioner om denne situations varighed. Vi, der plages med diskussioner om kontrolleret nedrustning, Forenede Nationer, topmøder o.s.v., kan ikke foretage os noget bedre end at lære af Rosa Luxemburgs klare analyse af det ubrydelige bånd mellem krig og kapitalisme og af, at hun insisterede på, at kampen for fred er uadskillelig fra kampen for socialisme.
Rosa Luxemburgs lidenskab for sandheden fik hende til at vige tilbage for enhver dogmatisk tanke. I en periode, hvor stalinismen i det store og hele har ændret marxismen til et sæt dogmer og lagt ideernes mark øde, er Rosa Luxemburgs skrifter styrkende og livgivende. Der var ikke noget mere utåleligt for hende end at skulle bøje sig for "ufejlbarlige autoriteter". Som en virkelig elev af Marx var hun i stand til at tænke og handle uafhængig af sin læremester. Hun begreb ånden i hans lære, men hun mistede aldrig sine kritiske evner i almindelig gentagelse af hans ord, hvad enten de passede til den ændrede situation eller ej, hvad enten de var rigtige eller forkerte. Hendes uafhængige tankegang er den største inspiration for socialister alle steder og altid. Følgelig ville ingen med større vægt end hende selv have undsagt sig ethvert forsøg på at kanonisere hende og forvandle hende til en "ufejlbarlig autoritet", en åndelig leder for en bestemt tankens og handlingens skole. Hun elskede ideernes brydning som et middel til at komme sandheden nærmere.
I en periode, hvor så mange af dem, der selv anser sig for at være marxister, tapper marxismen for sit dybe humanistiske indhold, kan ingen gøre mere for at befri os fra den livløse mekaniske materialisme end Rosa Luxemburg. For Marx var kommunisme (eller socialisme) "virkelig humanisme", "en sammenslutning, hvor hver enkelts frie udvikling er betingelsen for alles frie udvikling."[1] Rosa Luxemburg var legemliggørelsen af denne humanistiske holdning. Sympatien med de fordømte og undertrykte her på jorden var ledetråden i hendes liv. Hendes stærke lidenskab og følelse for menneskers og alle levende skabningers lidelse gav sig udtryk i alt, hvad hun foretog sig eller skrev, hvad enten det var hendes fængselsbreve eller de mest grundige skrifter fra hendes teoretiske forskning.
På den anden side vidste Rosa Luxemburg udmærket, at når den menneskelige tragedie foregår på det episke niveau, hjælper tårer ikke. Hendes motto kunne have været det samme som Spinozas: "Græd ikke, le ikke, men forstå" – skønt hun tog sin store del af tårerne og latteren. Det var hendes metode at afsløre udviklingslinierne i den samfundsmæssige virkelighed for at kunne hjælpe arbejderklassen til at bruge sine muligheder så effektivt som muligt alt efter den objektive udvikling. Hun appellerede snarere til menneskers fornuft end til følelserne.
Det, der gjorde Rosa Luxemburg til en stor revolutionær socialist, var dyb menneskelig forståelse og ærlig stræben efter sandhed, grænseløst mod og en fabelagtig hjerne. Som hendes nærmeste veninde, Klara Zetkin skrev i sin nekrolog over Rosa Luxemburg:
"Den socialistiske idé var hos Rosa Luxemburg en alt beherskende mægtig lidenskab, som både kom fra hoved og hjerte, en lidenskab, som blev brugt og udviklede sig skabende. At forberede den revolution, der rydder vejen for socialismen, var opgaven for denne sjældne kvinde, som hun gik til med stor ærgerrighed. Hun hilste det at opleve revolutionen og kæmpe med i dens slag velkommen som den største lykke. Med en viljestyrke, uselviskhed og hengivelse, som ord ikke kan gengive, har Rosa Luxemburg givet alt for socialismen, hvad hun var, alt hvad hun havde i sig. Hun har bragt sig som offer for den – ikke blot med hendes død, men time for time med mange års arbejde og kamp ... Hun var revolutionens sværd og flamme."[2]
1. Marx/Engels: Det kommunistiske partis manifest, MEW IV, s. 482. MEUS I, s. 47.
2. Clara Zetkin (1919), cit. efter Paul Frölich: Rosa Luxemburg, s. 229.
8. Kapitalens akkumulation | Indhold | Noter
Sidst opdateret 5.6.00