Marxisme Online > Arkiv > SWP/IS > Indhold
6. Om det nationale spørgsmål | Indhold | 8. Kapitalens akkumulation
Entusiastisk støtte til Oktoberrevolutionen
Virkningerne af revolutionens isolation
Bolsjevikledernes fejltagelser
Den bolsjevikkiske jordpolitik
Nationalitetsspørgsmålet
Den konstituerende forsamling
Begrænsning af arbejdernes demokratiske rettigheder
Noter
I september og oktober 1918 skrev Rosa Luxemburg, mens hun sad i Breslaufængslet, en pjece om den russiske revolution. Hun brugte ikke alene som grundlag den tyske, men også den russiske presse, der blev smuglet ind i cellen af venner. Hun nåede aldrig at afslutte eller afpudse arbejdet, for den tyske revolutions udbrud åbnede fængselsdøren for hende.
Pjecens første udgave blev udgivet i 1922 efter Rosa Luxemburgs død af hendes våbenfælle Paul Levi. Denne udgave var imidlertid ikke komplet, og i 1929 blev der udgivet en ny udgave på basis af et nyopdaget manuskript.
Rosa Luxemburg var Oktoberrevolutionens og bolsjevikpartiets mest ivrige støtte, og hun gjorde det klart i sin pjece ved at skrive: "Hvad et parti overhovedet kunne ofre af mod, revolutionær forudseenhed og konsekvens i historiens time, har Lenin, Trotskij og de andre kammerater givet i fuldt mål. Al den revolutionære handlekraft, som vestens Socialdemokrati manglede, repræsenterede bolsjevikkerne. Deres oktoberopstand var ikke bare den øjeblikkelige redning for den russiske revolution – det var også den internationale socialismes ære, der blev reddet."[1]
Og hun skrev videre:
"I denne sidste periode, hvor vi står foran de afgørende slutkampe i hele verden, var og er socialismens vigtigste problem, ja tidens brændende spørgsmål: ikke dette eller hint taktiske detailspørgsmål, men proletariatets aktionsevne, masserne handlekraft, viljen til socialismens magt overhovedet. Hvad det angår var Lenin og Trotskij og deres venner de første, der gik foran som et eksempel for verdensproletariatet. De er stadig de eneste, der indtil videre med Hutten kan råbe: "Jeg har vovet det!"
Dette er det væsentligste og det vedvarende i den bolsjevikkiske politik. Det er i denne forstand deres udødelige historiske fortjeneste ligger - at have marcheret i front foran det internationale proletariat ved at have erobret den politiske magt, praktisk behandlet problemerne med socialismens realisering og kraftigt forbedret styrkeforholdet mellem kapital og lønarbejde i hele verden . . . Og i denne forstand tilhører fremtiden overalt "bolsjevismen"."[2]
Skønt Rosa Luxemburg priste Oktoberrevolutionen i de højeste toner, var det ikke hendes opfattelse, at en ukritisk accept af alt, hvad bolsjevikkerne foretog sig, ville være til fordel for arbejderbevægelsen. Efter hendes opfattelse bestod den marxistiske analysemetode i ikke at acceptere noget, der ikke først havde været underkastet revolutionær kritik.
Det stod klart for hende, at isoleringen af den russiske revolution på grund af de vestlige socialdemokratiers forræderi måtte føre til udartninger i dens udviklingsforløb. Uden international revolutionær støtte "må selv den største dygtighed og proletariatets største ofre i et enkelt land uundgåeligt blive viklet ind i et virvar af modsigelser og fejlgreb."
[3]
Efter at have udpeget nogle af disse modsigelser og fejlgreb afdækker hun klart deres årsag: "Det er muligt at forstå alt, hvad der sker i Rusland og det udgør en kæde af årsager og virkninger, hvis udgangspunkt og afslutning er: det tyske proletariats nederlag og den tyske imperialismes okkupation af Rusland. Det ville være at kræve noget overmenneskeligt af Lenin og hans kammerater, hvis vi forventede af dem, at de under sådanne omstændigheder skulle fremtrylle det smukkeste demokrati, det mest eksemplariske proletariatets diktatur og en blomstrende socialistisk økonomi. Med deres faste revolutionære holdning, deres eksemplariske handlekraft og ubrydelige loyalitet mod international socialisme har de ydet, hvad der var muligt at yde under så djævelsk hårde betingelser."[4]
Mens objektive faktorer kan resultere i bommerter under revolutionen, kan subjektive faktorer i ledelsen gøre disse bommerter skæbnesvangre. Især indebærer de en fare, hvis de gøres til dyder. "... det farlige begynder der, hvor de gør en dyd af nødvendigheden, hvor de nu teoretisk over hele linien vil indpasse den taktik, som de skæbnesvangre betingelser har påtvunget dem, til at gælde over alt for det internationale proletariat - de vil anbefale den til efterligning og som mønster for en socialistisk taktik."[5]
Det er netop denne skæbnesvangre opfattelse, der er blevet slugt råt af de stalinistiske partier – og desværre også af nogle af dem, der kalder sig anti-stalinistiske.
Rosa Luxemburg kritiserede de magthavende bolsjevikker på følgende punkter:
1. jordspørgsmålet
2. nationalitetsspørgsmålet
3. den konstituerende forsamling
4. arbejdernes demokratiske rettigheder.
Vi vil behandle hvert problem for sig.
Rosa Luxemburg argumenterede for, at en socialistisk jordpolitik må have som sigte at opmuntre til socialisering af landbrugsproduktionen:
"... den socialistiske omdannelse af de økonomiske forhold forudsætter med hensyn til landbruget to ting. Først og fremmest nationalisering netop af den store jordbesiddelse såvel som af den teknisk mest fremskredne koncentration af landbrugsproduktionsmidler og metoder, som alene kan tjene som udgangspunkt for den socialistiske produktionsmåde på landet. Når man naturligvis ikke behøver at tage den lille bondes jordlod fra ham, og man roligt kan overlade det til ham gennem den samfundsmæssige drifts fordeling først frivilligt at lade sig vinde for den kooperative sammenslutning og til sidst for indordningen i den samlede drift, så må enhver socialistisk økonomisk landbrugsreform selvfølgelig begynde med den store og mellemstore jordbesiddelse. Den skal her først og fremmest overføre ejendomsretten til nationen, eller hvad der med en socialistisk regering vil sige det samme, til staten. For det er dette alene, der giver mulighed for at organisere landbrugsproduktionen i overensstemmelse med den integrerede og storstilede samfundsmæssige produktions behov."[6]
Imidlertid var den bolsjevikkiske politik ganske anderledes:
"Parolen ... som blev lanceret af bolsjevikkerne: Bøndernes umiddelbare overtagelse af opdelingen af jorden . . . er ikke blot ikke en socialistisk foranstaltning, men ... afskærer vejen for sådanne, den tårner uovervindelige vanskeligheder op for omdannelsen af landbrugets forhold i socialistisk forstand ."[7]
Rosa Luxemburg pointerede ganske rigtigt – og som tiden viste: profetisk – at udstykningen af landejendomme blandt bønderne ville styrke privatejendommens magt på landet og dermed skabe yderligere hindringer for socialiseringen af landbruget i fremtiden: "Tidligere stødte en socialistisk reform på landet højest på modstand fra en lille kaste adelige og kapitalistiske store jordbesiddere, hvis overtagelse er en barneleg for en folkemasse. Nu efter "overtagelsen" stiller en enormt forøget og stærk masse af den besiddende bondeklasse sig fjendtligt overfor enhver socialistisk socialisering af landbruget, og den vil med næb og klør forsvare sin nyerhvervede ejendom mod alle socialistiske angreb."[8]
Hvor vigtig denne faktor - en lille arbejderklasses isolation i et hav af antagonistisk fjendtligtsindede, tilbagestående, småkapitalistiske bønder - var, viste sig med Stalins tilsynekomst på scenen.
Imidlertid havde Lenin og Trotskij ikke noget alternativ. Det bolsjevikkiske program gik ind for nationalisering af alle jordbesiddelser, og i mange år argumenterede Lenin heftigt mod de socialrevolutionære, der gik ind for at uddele godsejernes jord til bønderne. I 1917, da jordproblemet krævede en øjeblikkelig løsning, antog han imidlertid straks de hårdt fordømte socialrevolutionæres slogan – eller rettere: den spontane bondebevægelses slogan. Hvis bolsjevikkerne ikke havde gjort det, ville de og den arbejderklasse, de ledede, være blevet isoleret fra landdistrikterne, og revolutionen ville have været dødfødt eller i det mindste kortlivet (som det blev tilfældet med den ungarske revolution i 1919).
Bolsjevikkerne kunne strække og bøje deres strategi og taktik lige så meget de ville, de kunne ikke komme uden om den grundliggende modsætning i den russiske revolution: det faktum at den blev gennemført af to klasser, der stod i modsætning til hinanden – proletariatet med en kollektiv indstilling og bønderne med en individualistisk. Så tidligt som i 1906 havde Trotskij postuleret den forudsigelse, at den fremtidige revolution, hvor arbejderklassen ville lede bønderne, ville slutte med at de sidste bittert gik imod de første, og at kun en udbredelse af revolutionen kunne sikre arbejdernes magtovertagelse mod at blive væltet:
"Det russiske proletariat ... vil møde organiseret modstand fra verdensreaktionens side og organiseret revolutionsstøtte fra verdensproletariatets side. Hvis den russiske arbejderklasse overlades til sig selv, vil den øjeblikkeligt blive knust af kontrarevolutionen i det øjeblik bønderne vender proletariatet ryggen. Der er ingen anden udvej for arbejderne, end at kæde deres egen politiske skæbne og dermed hele den russiske revolutions skæbne sammen med den socialistiske revolutions skæbne i Europa."[9]
Rosa Luxemburgs vurdering af bolsjevikkernes jordpolitik viser megen sand indsigt i den russiske revolutions situation og peger på de mange farer, der ligger i den bolsjevikkiske politik. Men situationen tillod ikke bolsjevikkerne at have nogen anden revolutionær jordpolitik end den, de gennemførte: at indvilge i bøndernes demokratiske, spontane ønske om at uddele den jord, der var eksproprieret fra godsejerne.
Rosa Luxemburg var ikke mindre kritisk mod bolsjevikkernes politik i nationalitetsspørgsmålet og advarede mod de alvorlige farer, den betød for revolutionen.
"At det militære nederlag forvandlede sig til Ruslands sammenbrud og forfald, det har bolsjevikkerne en del af skylden for. Bolsjevikkerne har selv i høj grad skærpet situationens objektive vanskeligheder med en parole, der var skubbet i forgrunden: nationernes såkaldte selvbestemmelsesret, eller hvad der i virkeligheden skjuler sig under denne frase: Ruslands statslige forfald."[10]
I stedet for deres slogan om selvbestemmelsesret foreslog hun en politik, der gik ud på "... at tilstræbe den mest nære sammenkædning af de revolutionære kræfter på hele rigets område, med næb og klør at forsvare det russiske riges integritet som revolutionsområde, og at stille proletarernes samhørighed og uadskillelighed i alle lande inden for den russiske revolutions område som øverste bud op imod alle nationalistiske særbestræbelser ... "
[11]
Hvor tog Rosa Luxemburg ikke fejl i dette spørgsmål!
Hvis bolsjevikkerne havde fulgt hendes råd på dette punkt, ville det lykkes mere og mere for de herskende klasser i de tidligere undertrykte nationer at samle folkemasserne om sig og således øge sovjetmagtens isolation. Kun ved at de tidligere undertrykte nationer førte slagordet om selvbestemmelsesretten frem, var det muligt at nå frem til alle folkenes revolutionære enhed. Det var på denne måde, det lykkedes for bolsjevikkerne at vinde noget af det territorium tilbage, der var blevet tabt under verdenskrigen og begyndelsen af borgerkrigen – Ukraine for eksempel. Og det var på grund af en afvigelse fra denne politik, at Den Røde Hær først blev slået tilbage ved Warszawas mure og dernæst pådrog sig georgiernes had ved at marchere ind i Georgien og besætte landet på den mest bureaukratiske og anti-demokratiske måde.
Rosa Luxemburgs kritik af nationalitetspolitikken, som den førtes af de magthavende bolsjevikker, var en videreførelse af den uenighed om dette spørgsmål, der havde været imellem dem i næsten to årtier. (Se kapitel 6).
Hvad angår det nationale spørgsmål såvel som jordproblemet, skyldtes Rosa Luxemburgs fejltagelser, at hun afveg princippet om folkets beslutningsret – et princip, der eller i almindelighed var så centralt i hendes tankegang og for hendes handlemåde.
Et andet af Rosa Luxemburgs kritikpunkter angik bolsjevikkernes opløsning af den konstituerende forsamling. Hun skrev:
"Det er en kendsgerning, at Lenin og hans kammerater helt frem til deres oktobersejr stormfuldt krævede indkaldelsen af en konstituerende forsamling, og at Kerensky-regeringens forhalingspolitik i denne sag var et af bolsjevikkernes anklagepunkter mod denne regering og grundlaget for nogle af deres mest voldsomme angreb på den.
Oven i købet siger Trotskij i hans interessante pjece "Fra Oktober til Brest-Litovsk"[12], at Oktoberrevolutionen var "den konstituerende forsamlings redning", såvel som den reddede revolutionen som helhed. "Og når vi sagde," fortsætter han, "at vi ikke kunne nå frem til en konstituerende forsamling gennem Tseretellis forberedende parlament, men kun ved at sovjetterne greb magten, var vi fuldstændig oprigtige.""[13]
Efter på denne måde at have krævet indkaldelse af en konstituerende forsamling, var det de samme ledere, der opløste den den 6. januar 1918.
Hvad Rosa Luxemburg foreslog i sin pjece var sovjetter plus konstituerende forsamling. Men virkeligheden viste selv klart, hvordan dette ville have ført til en dobbeltmagtsituation, der kunne have truet arbejdermagtsorganerne – sovjetterne. De bolsjevikkiske ledere retfærdiggjorde i første omgang opløsningen af den konstituerende forsamling med den begrundelse, at valgene til den var blevet afholdt under en forældet lov, der gav ulige stor vægt til bøndernes rige mindretal, som på forsamlingens første og eneste møde nægtede at ratificere dekreterne om jord, fred og overgivelse af magten til sovjetterne. Rosa Luxemburg imødegik argumentet ved at påpege, at bolsjevikkerne simpelthen kunne have afholdt nye valg, der ikke led under fortidens skævheder.
Men den virkelige grund til opløsningen lå dybere end som så.
Frem for alt var opløsningen en konsekvens af, at mens sovjetterne for det meste var arbejderklasseorganisationer, var den konstituerende forsamling hovedsagelig baseret på bøndernes stemmer. Det var derfor ingen tilfældighed, at bolsjevikkerne, der havde haft et overvældende flertal ved Den anden Sovjetkongres (8. november 1917), der var valgt af mere end 20 millioner mennesker, ikke rådede over støtte fra mere end en fjerdedel af den konstituerende forsamling, der var valgt af alle Ruslands indbyggere. Bonden, der gik ind for den private ejendomsret, kunne ikke identificere sig selv med bolsjevismen, selv om han var tilfreds med bolsjevikkernes støtte til jordfordelingen og kampen for fred. Sovjetterne var derfor en mere pålidelig støtte for arbejdernes styre, end den konstituerende forsamling nogen sinde kunne blive.
Men der er en endnu mere grundlæggende årsag – der intet har at gøre med bøndernes overvægt i den russiske befolkning – for ikke at have en konstituerende forsamling (eller parlament) side om side med sovjetterne. Sovjetterne er arbejderklassens særlige styreform, på samme måde som parlamentet var borgerskabets særlige herskeform.
Under den tyske revolution ændrede Rosa Luxemburg faktisk standpunkt og gik kraftigt imod USPD's slogan: Arbejderråd og en nationalforsamling. Således skrev hun den 20. november 1918:
"Den, som i dag taler til fordel for Nationalforsamlingen, skruer bevidst eller ubevidst revolutionen tilbage til de borgerlige revolutioners stadium. Han er borgerskabets forklædte agent eller småborgerskabets ubevidste ideolog ... Det drejer sig i dag ikke om demokrati eller diktatur. Det spørgsmål, som historien har sat på dagsordenen, lyder: borgerligt demokrati eller socialistisk demokrati. Proletariatets diktatur, det er demokrati i socialistisk forstand."[14]
Rosas vigtigste kritik mod bolsjevikkerne var, at de havde ansvaret for, at arbejderdemokratiet var blevet begrænset og undermineret. Og på dette punkt viser hele Ruslands tragiske historie, at hun havde fuldstændig ret.
Kernen i Rosa Luxemburgs pjece om den russiske revolution – som i alt, hvad hun skrev og sagde – var en tro på arbejderne. En overbevisning om, at de og kun de er i stand til at overvinde den krise, menneskeheden står over for. Det var hendes inderste overbevisning, at arbejderdemokrati ikke kan adskilles fra den proletariske revolution og socialismen. Hun skrev:
"... socialistisk demokrati begynder ikke først i det forjættede land, når der er skabt grundlag for den socialistiske økonomi, som færdig julegave til det artige folk, som i mellemtiden trofast har understøttet en håndfuld socialistiske diktatorer. Socialistisk demokrati begynder samtidig med nedbrydningen af klasseherredømmet og socialismens opbygning. Det begynder i det øjeblik, det socialistiske parti erobrer magten. Det er simpelthen proletariatets diktatur.
Javel: diktatur! Men dette diktatur består i måden at anvende demokratiet på, ikke kun i at anskaffe det. Det består i energiske, resolutte indgreb i det borgerlige samfunds velerhvervede rettigheder og økonomiske forhold, uden hvilke den socialistiske omvæltning ikke lader sig virkeliggøre. Men dette diktatur skal være klassens værk og ikke et lille mindretal i klassens navn ..."[15]
Skønt hun uden forbehold støttede det proletariske diktatur vendt mod socialismens fjender, fremhævede hun, at kun fuldstændigt og konsekvent demokrati kunne sikre arbejderklassens herredømme og frigøre de enorme kræfter, der ligger i klassen. Hun hævdede, at bolsjevikkerne afveg fra den opfattelse:
"Den uudtalte forudsætning for diktaturteorien i den Lenin-Trotskijske forstand er, at den socialistiske omvæltning er en ting, som der ligger en færdig opskrift på i det revolutionære partis lomme, som så kun behøver at virkeliggøres med den fornødne energi. Desværre – eller, om man vil, heldigvis – er det ikke sådan. Den praktiske virkeliggørelse af socialismen som et økonomisk, socialt og retsligt system er i stedet for at være en sum af færdige forskrifter, som man blot skal anvende, en sag som ligger fuldstændig indhyllet i fremtidens tåge. Det, der står i vort program, er blot nogle få retningspile, som angiver i hvilken retning, man skal søge foranstaltningerne oven i købet af negativ karakter. Vi ved sådan nogenlunde, hvad vi allerførst må besejre for at gøre banen fri for den socialistiske økonomi. Derimod giver intet socialistisk partiprogram og ingen socialistisk lærebog nogen oplysning om, af hvilken slags de tusinde praktiske, konkrete store og små foranstaltninger skal være for at indføre de socialistiske principper i økonomien, i retten, i alle samfundsmæssige henseender. Det er ikke en mangel, men netop den videnskabelige socialismes fortrin frem for den utopiske. Det socialistiske samfundssystem skal og kan kun være et historisk produkt, affødt af sin egen erfarings skole, i opfyldelsens time affødt af den levende histories udvikling, der nøjagtig som den organiske natur – som den i sidste ende er en del af – har den skønne skik og brug sammen med et virkeligt samfundsmæssigt behov samtidig også at frembringe midlet til dets tilfredsstillelse, samtidig med opgaven at frembringe løsningen. Men er dette tilfældet, så er det klart, at socialismen ifølge sin natur ikke kan dekreteres, ikke lader sig indføre pr. ukas (tsaristisk forordning o.a.)"[16]
Rosa Luxemburg forudsagde, at de russiske arbejdere ikke kollektivt ville komme til at tage aktivt del i det økonomiske, og samfundsmæssige liv:
"... socialismen vil blive dekreteret fra nogle få officielle skriveborde af et dusin intellektuelle ... med undertrykkelsen af det politiske liv i landet som helhed, vil sovjetternes liv blive mere og mere forkrøblet. Uden almindelige valg, uden ubegrænset presse- og forsamlingsfrihed, uden en fri meningsudveksling dør livet hen i enhver offentlig institution. Det bliver mere og mere skyggen af noget levende, hvor kun bureaukratiet bliver tilbage som et aktivt element. Det offentlige liv sover efterhånden hen, og et par dusin partiledere hersker og regerer med utrættelig energi og grænseløs idealisme. Blandt dem er der i virkeligheden kun et dusin fremtrædende hoveder, der leder, og fra tid til anden inviteres en elite af arbejdere til møder, hvor de skal bifalde ledernes taler og enstemmigt godkende de fremlagte resolutioner. Altså i sidste ende en klikeaffære – et diktatur, ganske vist, men ikke proletariatets diktatur, men en håndfuld politikeres diktatur. Det er diktatur i den borgerlige forstand, i jakobinsk forstand ..."[17]
Rosa Luxemburgs kritik af den russiske revolution kan – som med alt, hvad hun skrev – ikke yde den reformistiske kritik af den revolutionære socialisme nogen trøst, men kun tjene som hjælp for dem, der ønsker at holde videnskaben om arbejderklassens handlekraft levende og fordomsfri. Hendes kritik af det bolsjevikkiske parti følger marxismens bedste traditioner og udspringer af Karl Marx' grundtese: "... nådeløs kritik af alt eksisterende ..."
.
1. "Die russische Revolution" (1918), cit. efter PS III, s. 116.
2. Samme sted s. 141.
3. Samme sted s. 109.
4. Samme sted s. 140.
5. Samme sted.
6. Samme sted s. 116f.
7. Samme sted s. 118.
8. Samme sted s. 119.
9. Trotsky: "Itogy i Perspektivy", Moskva, 1919 udgaven s. 80. Desuden citeret i Deutscher: "Den väpnade profeten", s. 126, Partisanförlaget, Mölndal, 1971.
10. "Die russische Revolution" (1918), cit. efter PS III, s. 120.
11. Samme sted s. 124.
12. Trotsky: Von der Oktoberrevolution bis zu Brester Friedensvertrag, Belp-Bern, 1918, s. 90.
13. "Die russische Revolution" (1918), cit. efter PS III, s. 127.
14. "Die Nationalversammlung", cit. efter ARUS II, s. 606.
15. "Die russische Revolution" (1918), cit. efter PS III, s. 139.
16. Samme sted s. 134 f.
17. Samme sted s. 135-36.
6. Om det nationale spørgsmål | Indhold | 8. Kapitalens akkumulation
Sidst opdateret 6.6.00