Marxisme Online > Arkiv > SWP/IS > Indhold
5. Spontanitet, bevidsthed og organisation | Indhold | 7. Rosa Luxemburgs kritik af bolsjevikkerne
Marx og Engels om det nationale spørgsmål
Rosa Luxemburg og det nationale spørgsmål
Uenig med Lenin om det nationale spørgsmål
Noter
Som leder af et arbejderparti i Polen – et land delt mellem de tre imperier: Rusland, Tyskland og Østrig – måtte Rosa Luxemburg nødvendigvis tage klar stilling til det nationale spørgsmål. Hun holdt fast ved sit standpunkt fra det blev formuleret i 1896 i hendes første videnskabelige arbejde, "Polens industrielle udvikling"[1] lige til sin død – på trods af skarp uenighed med Lenin på dette punkt.
Hendes holdning var både en videreførelse af og en afvigelse fra Marx og Engels' lære om det nationale spørgsmål, og for at forstå den rigtigt er det nødvendigt – omend flygtigt – at se på deres holdning til spørgsmålet.
Marx og Engels levede under kapitalismens opvækst i Europa – en periode med borgerlige demokratiske revolutioner. Det borgerlige demokratis ramme var nationalstaten, og ifølge dem var det socialisters pligt at kæmpe "i alliance med borgerskabet mod enevældigt kongedømme, mod de feudale godsejere og småborgerskabet".[2] De demokratiske revolutioners største fjende var – sagde de 1848 – det tsaristiske Rusland og kun i anden række det habsburgske Østrig. Rusland – Polens slavebinder – var førsteslagter af Kossuth's demokratiske revolution i Ungarn i 1849. Rusland og Østrig hindrede tilsammen ved direkte og indirekte intervention i Tysklands og Italiens indre anliggender en endelig forening af disse to nationer. Følgelig støttede Marx og Engels alle nationale bevægelser, der var rettet imod tsaren og habsburgerne. Samtidig gik de ud fra samme kriterium imod nationale bevægelser, der objektivt set gik tsarens og habsburgernes ærinde.
Polens uafhængighed ville vække umådelig revolutionær genklang, argumenterede Marx og Engels. For det første ville der blive skabt en mur mellem det demokratisk revolutionære Vest- og Centraleuropa og "Europas gendarm". For det andet ville det habsburgske imperium, rystet som det ville være af polakkernes nationale rejsning, falde sammen med efterfølgende nationale opstande i andre lande. Alle nationerne i imperiet ville da være frie, og de østrigske tyskere ville da være i stand til at forene sig med resten af Tyskland. Noget sådant ville medføre den mest sammenhængende demokratiske revolutionære løsning på det tyske spørgsmål. Og for det tredje ville Polens uafhængighed være et hårdt slag for de prøjsiske junkere og således yderligere styrke de demokratiske revolutionære tendenser i Tyskland som helhed.
Marx og Engels opfordrede alle demokratiske bevægelser i Europa til at føre krig mod det tsaristiske Rusland – al fremskridts hovedfjende. Især opfordrede de det revolutionære Tyskland til at gribe til våben for Polens frigørelse. En krig i demokratiets ånd mod tsarismen ville sikre Polens og Tysklands uafhængighed, fremskynde enevældens fald i Rusland og stimulere de revolutionære kræfter i hele Europa.
Marx og Engels støttede kun de polske og ungarske (magyariske) nationale bevægelser – ikke andre. Således fordømte de under 1848-revolutionen de sydslaviske nationale bevægelser: kroater, serber og tjekker. De gjorde det, fordi de mente, at disse bevægelser objektivt støttede hovedfjenden: kroatiske tropper, der hadede magyarerne mere, end de hadede det habsburgske imperium, hjalp tsarens tropper, da de marcherede ind i Ungarn, og tjekkiske tropper hjalp med til at nedkæmpe det revolutionære Wien.
Over for alle de krige, det tsaristiske Rusland var involveret i, indtog Marx og Engels hverken en neutral holdning eller opposition til begge kæmpende lejre, men gik i militant opposition til Rusland alene. Således kritiserede de den franske og engelske regering under Krimkrigen for ikke konsekvent at føre krigen til den bitre ende mod Rusland. Da den russisk-tyrkiske krig brød ud i 1877, støttede Marx videre "de tapre tyrkere".[3] Lige til deres død anså Marx og Engels det tsaristiske Rusland for at være reaktionens hovedbastion, og krig mod Rusland var en revolutionær pligt.
På grund af det kriterium, de benyttede til at dømme nationale bevægelser ud fra – deres effekt på den borgerligt demokratiske revolution i Vest- og Centraleuropa – begrænsede Marx og Engels naturligvis deres konklusioner til kun at gælde for nationale spørgsmål i Europa (og Nordamerika), hvor den kapitalistiske udvikling var mere eller mindre fremskreden. De knyttede på den tid med rette ikke begrebet revolutionær borgerlig nationalisme til asiatiske, afrikanske og sydamerikanske lande. Således skrev for eksempel Engels: "Efter min mening vil alle virkelige kolonier – d.v.s. lande, der er taget i besiddelse af europæere: Canada, Kaplandet, Australien – alle blive selvstændige. Derimod må de blot beherskede og af indfødte beboede lande – Indien, Algier, de hollandske, portugisiske og spanske besiddelser – midlertidigt overtages af proletariatet, og så hurtigt som muligt føres imod selvstændighed."[4] Engels regnede det for muligt, at Indien kunne frigøre sig selv gennem en revolution, men sådan en begivenhed ville kun have sekundær betydning for Europa. Hvis Indien skulle befri sig selv, vil man "da det proletariat, der befrier sig selv ikke kan føre nogen kolonikrig ... være nødt til at lade tingene gå sin gang ..."[5] Men forestillingen om, at koloniernes frigørelse ville gå forud for de socialistiske revolutioner i Europa eller oven i købet være en væsentlig støtte for dem, var fuldstændig fremmed for Engels (og for Marx). Hvis Indien, Algier eller Ægypten kunne frigøre sig selv, så ville det "sikkert være det bedste for os. Vi vil få nok at gøre hjemme. Er Europa og Nordamerika først reorganiseret, så giver det en så kolossal magt og et sådant eksempel, at de halvciviliserede lande kommer på slæb helt af sig selv – det besørger allerede de økonomiske fornødenheder."[6]
Rosa Luxemburg opfattede – i Marx og Engels' fodspor – det nationale spørgsmål for at være hovedsagelig europæisk og lagde kun lidt vægt på de nationale bevægelser i Asien og Afrika. Som Marx og Engels afviste hun, at der fandtes et absolut kriterium at dømme nationale uafhængighedsbevægelser ud fra. Hun var imidlertid ikke en epigon, der blot efterplaprede den videnskabelige socialismes grundlæggere.
Hun fremhævede ret tidligt i sit politiske liv, at situationen i Europa i almindelighed og Rusland i særdeleshed havde skiftet så meget henimod slutningen af det 19. århundrede, at de standpunkter, Marx og Engels indtog over for de nationale bevægelser i Europa, var blevet uholdbare.
I Vest- og Centraleuropa var de borgerlige demokratiske revolutioners periode forbi. De prøjsiske junkere havde etableret et så sikkert styre, at de ikke længere behøvede tsarens hjælp. Samtidig var tsarstyret færdig med at være reaktionens uovervindelige bastion. Dybe revner begyndte at kløve bastionens mure: arbejdernes massestrejker i Warszawa, Lodz, Petrograd, Moskva og andre steder i det russiske imperium og bøndernes oprørske vågnen til dåd. Når det kom til stykket, var revolutionens centrum, der på Marx og Engels' tid var Vest- og Centraleuropa, nu henimod slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. flyttet øst på til Rusland. På Marx' tid var tsarismen det gendarmeri, der nedkæmpede revolutionære opstande alle steder, men nu behøvede tsarismen selv hjælp (fortrinsvis økonomisk) fra de vestlige kapitalistiske magter. Hvor tidligere russiske kugler og rubler flød vestpå, flød nu tysk, fransk, britisk og belgisk ammunition og mark, franc og pund i en bred strøm til Rusland. Rosa Luxemburg gjorde videre opmærksom på, at der havde fundet grundlæggende forandringer sted med hendes moderland Polen, hvad angår nationale forhåbninger. På Marx og Engels' tid var den polske adel ledere af den nationale bevægelse. Med den stigende kapitalistiske udvikling af landet mistede de nu deres sociale grundlag og vendte sig mod tsarismen for at få en allieret i undertrykkelsen af progressive bevægelser i Polen. Resultatet var, at adelens ønske om national uafhængighed kølnedes. Det polske borgerskab kom også i modsætning til ønsket om national uafhængighed, da industriens største marked var Rusland. "Polen er lænket til Rusland med guldkæder," sagde Rosa Luxemburg. "Det er ikke en nationalstat, men en røverstat, der svarer til kapitalistisk udvikling."[7]
Ifølge Rosa Luxemburg var arbejderklassen heller ikke interesseret i en adskillelse af Polen og Rusland, da de i Moskva og Petrograd så Warszawas og Lodzs allierede. Følgelig var der ingen sociale kræfter med nogen vægt, der var interesseret i at kæmpe for national uafhængighed. Det var kun intelligentsiaen, der stadig værnede om ideen, men den repræsenterede i sig selv kun en ringe social kraft. Hun konkluderede sin analyse af de sociale kræfter i Polen og deres holdning til det nationale spørgsmål på følgende måde: "Den retning, der kendetegner den sociale udvikling, har medført, at der nu i Polen ikke findes nogen samfundsklasse, som ville have interesse i Polens genopståen og tillige styrke til at gøre denne interesse gældende."[8]
Ud fra analysen nåede hun til den konklusion, at under kapitalismen har slagordet om national uafhængighed ingen progressiv værdi og kan umuligt realiseres af den polske nations egne kræfter. Kun intervention fra en eller anden imperialistisk magt kunne realisere det. Under socialismen, argumenterede Rosa Luxemburg, var der ikke brug for sloganer om national uafhængighed, da der ikke længere ville være national undertrykkelse og menneskehedens internationale enhed ville være skabt. Under kapitalismen kunne Polens virkelige uafhængighed ikke skabes, og ethvert skridt i den retning ville ikke have nogen progressiv værdi. Samtidig ville der ikke være behov for sloganet under socialismen. Derfor havde arbejderklassen ikke brug for kampen for Polens nationale selvbestemmelse, og kampen var i virkeligheden reaktionær. Arbejderklassens nationale slogans burde begrænses til krav om national selvbestemmelse hvad det kulturelle liv angik.
Ved at indtage denne holdning kom Rosa Luxemburg og hendes parti SDKPiL i bitter konflikt med højrefløjen i det polske socialistparti PPS, der blev anført af Pilsudski – Polens senere militærdiktator. Det var nationalister, der kun hyklerisk tilsluttede sig socialismen. Da de savnede massebasis for deres nationalisme, røg de ud i eventyrpolitik, hvor de kollaborerede med fremmede magter i en sådan grad, at de regnede med en fremtidig verdenskrig som jordemoder for den nationale uafhængighed. I Galicien, hvor højrefløjen i PPS havde deres fæstning, blev polakkerne under Østrigs herredømme bedre behandlet end i den russiske del af Polen – især fordi det habsburgske imperium bestod af mange forskellige nationaliteter, og herskerne måtte derfor støtte sig til den polske overklasse for at styrke imperieherredømmet. Derfor foretrak PPS-lederne det habsburgske imperium frem for det russiske, og under første verdenskrig optrådte de som hverveagenter for Wien og Berlin. Så tidligt som under 1905-revolutionen i Rusland gik lederen af PPS i Galicien, Daszynski, så vidt som til at fordømme de polske arbejderes massestrejker, fordi de efter hans opfattelse havde en tendens til at identificere de polske arbejderes kamp med de russiske arbejderes og således underminerede polakkernes nationale enhed.
Det er kun, hvis man har et klart billede af Rosa Luxemburgs modstandere i den polske arbejderbevægelse, at det er muligt helt at forstå hendes stilling til det nationale spørgsmål.
Den kamp, Rosa måtte føre mod PPS's chauvinisme, farvede hendes holdning til det nationale spørgsmål i al almindelighed. I og med oppositionen mod PPS's nationalisme gik hun så møget i den anden retning, at hun gik imod alle henvisninger til selvbestemmelsesretten i partiets program. Det er af den grund, at SDKPiL blev splittet så tidligt som i 1903 fra det russiske Socialdemokrati og aldrig siden sluttede sig organisatorisk til bolsjevikkerne.
Lenin var enig med Rosa Luxemburg i hendes opposition til PPS og gik på samme måde som hende ind for, at det ikke var opgaven for de polske socialister at kæmpe for national uafhængighed eller løsrivelse fra Rusland, men for en internationalistisk enhed mellem de russiske og polske arbejdere. Imidlertid var Lenin som indbygger i en undertrykkende nation med rette varsom for, at en nihilistisk holdning til det nationale spørgsmål ikke skulle give plads for storrussisk chauvinisme. Mens de polske arbejdere kunne – og skulle – undgå at kræve oprettelsen af en nationalstat, burde de russiske socialister kæmpe for polakkernes ret til at have deres egen særskilte stat, hvis de ønskede det:
"Det er vores kammerater i det polske Socialdemokratis store historiske fortjeneste, at de har fremført internationalismens parole, at de har sagt: "Vi værdsætter den broderlige alliance mellem proletariatet i alle lande mere end noget andet, og vi vil aldrig gå i krig for Polens befrielse." Det er deres store fortjeneste, og det er derfor, at det kun er disse socialdemokratiske kammerater i Polen, vi har betragtet som socialister. De andre er patrioter – polske Plekhanover. Men i denne enestående situation, hvor det var nødvendigt for at sikre socialismen at kæmpe mod strid og sygelig nationalisme, er der fremkommet et mærkeligt fænomen. Der kommer kammerater til os og siger, at vi må afskrive Polens frihed, dets ret til løsrivelse.
Hvorfor skulle vi – storrussere – der har undertrykt et større antal nationer end noget andet folk, hvorfor skulle vi forkaste retten til løsrivelse for Polen, Ukraine, Finland? ... de polske socialdemokrater argumenterer med, at netop fordi de anser foreningen med de russiske arbejdere for fordelagtig, er de imod Polens løsrivelse. Det har de helt ret til at gøre. Men disse mennesker ønsker ikke at forstå, at for at styrke internationalismen er der ingen grund til at gentage de samme ord (som dem; o.a.). Det, vi gør i Rusland, er at påpege underlagte nationers ret til løsrivelse, mens vi i Polen understreger sådanne nationers ret til at forenes. Retten til at forenes medfører retten til at løsrive sig. Vi, der er russere, må lægge vægt på retten til løsrivelse, mens polakkerne må lægge vægt på retten til at forene sig."[9]
Forskellen mellem Lenins og Rosa Luxemburgs opfattelse af det nationale spørgsmål kan sammenfattes på følgende måde: Mens Rosa Luxemburg, der havde sit udgangspunkt i kampen mod den polske nationalisme, var tilbøjelig til at indtage en nihilistisk holdning til det nationale spørgsmål, så Lenin realistisk, at når den undertrykte og den undertrykkende nations stilling er forskellig, så må deres holdning til det samme spørgsmål også være forskellig. Alligevel nåede de begge frem til samme bevidsthed om arbejdernes internationale enhed, selv om de gik ud fra forskellige og modstridende situationer. For det andet: mens Rosa Luxemburg affejede spørgsmålet om national selvbestemmelse som uforeneligt med klassekampen, gjorde Lenin det, at han underordnede det klassekampen – på samme måde som han drog fordel af alle andre demokratiske bestræbelser som våben i den almindelige revolutionære kamp. I problemerne omkring det nationale spørgsmål manglede Rosa Luxemburg den kilde, Lenin øste af, dialektikken: han så modsætningernes enhed i den nationale undertrykkelse og det enkeltes (kampen for national uafhængighed) underordning under helheden (den internationale kamp for socialismen).
Rosa Luxemburgs styrke i det nationale spørgsmål ligger – som alle andre steder – i hendes fuldstændige loyalitet overfor internationalismen og hendes uafhængige tankegang. Det ledte hende til – via Marx' metode – at se, hvordan Polens stilling over for Rusland havde skiftet siden Marx' dage. I modsætning til Marx fik det hende til at gå imod Polens nationale kamp, og – atter i modsætning til Marx – at støtte sydslavernes nationale bevægelse mod Tyrkiet. Marx og Engels' argument havde været, at for at hindre tsarismens fremgang måtte det tyrkiske imperiums enhed forsvares. Og dermed måtte sydslavernes nationale bevægelse, der var viklet ind i panslaviske ideer og et blindt våben i tsarismens hænder, nødvendigvis bekæmpes. Rosa Luxemburg foretog en udmærket analyse af de ændrede forhold på Balkan siden Marx' tid. For det første konkluderede hun, at befrielsen af de Balkannationer, der var undertrykt af tyrkerne, ville vække nationerne i det østrig-ungarske imperium. Afslutningen på det tyrkiske imperium i Europa ville også betyde en ende på det habsburgske imperium. For det andet var hendes argument, at siden Marx var Balkanfolkenes nationalbevægelse kommet under borgerskabets dominans, og således var den eneste grund til fortsat russisk indflydelse tyrkisk undertrykkelse. Balkanfolkenes befrielse fra det tyrkiske åg ville ikke forøge tsarismens indflydelse, men derimod svække den, da disse folk ville blive ledet af et ungt og progressivt borgerskab, der ville kollidere mere og mere med den reaktionære tsarisme. Vi kan altså se, at hvad Balkannationerne angår, havde Rosa Luxemburg en opfattelse af de nationale bestræbelser, der adskilte sig væsentligt fra holdningen til Polen.
Rosas levende uafhængighed i tankegang var trods alt iblandet en svaghed, der lå – som vi har set – i hendes tendens til for hastigt at generalisere ud fra umiddelbare erfaringer til arbejderbevægelsen andre steder.
1. Udgivet i Leipzig i 1898.
2. Det kommunistiske partis manifest (1847/48), cit. efter Marx-Engels Udvalgte Skrifter I, s. 58, Tidens Forlag.
3. Brev til Fr. A. Sorge, 27. september 1877, cit. efter MEW XXXIV. s. 296.
4. Brev til K. Kautsky, 12. september 1882, cit. efter MEW XXXV, s. 357.
5. "Was will der Spartakusbund?" (1918), cit. efter PS Il, s. 169 f.
6. ARUS I, s. 104.
7. Przeglad Socjaldemokrattyczny (Socialdemokratisk Rundskue), teoretisk organ for SDKPiL, 1908, nr. 6.
8. "Der Sozialpatriotismus in Polen" i "Die Neue Zeit", årg. XIV, bind II, nr. 41, s. 466, Stuttgart, juli 1896.
9. Lenin: "Selected Works" VI s. 307-08.
5. Spontanitet, bevidsthed og organisation | Indhold | 7. Rosa Luxemburgs kritik af bolsjevikkerne
Sidst opdateret 5.6.00