Det er mennesket, der skaber historien
Klassen og partiet
Den historiske baggrund for Rosa Luxemburgs synspunkter
Kritik af Rosa Luxemburgs syn på forholdet mellem parti og klasse
Lenins opfattelse
Imod sekterisme
Konklusion
Noter
Rosa Luxemburg er blevet beskyldt for at være mekanisk materialist – en opfattelse af den historiske udvikling, der går ud på, at den menneskelige vilje ikke har nogen indflydelse på objektive økonomiske kræfter. Denne anklage er helt igennem grundløs. Næppe nogen af de store marxister har lagt større vægt på den menneskelige aktivitet som bestemmende for menneskets skæbne end Rosa Luxemburg. Hun skrev: "Mennesker skaber ikke historie efter deres egen fri vilje, men de skaber deres egen historie. I sine handlemuligheder er proletariatet afhængigt af den grad af modenhed, den sociale udvikling har nået på et givet tidspunkt. Men samtidig foregår den sociale udvikling ikke uafhængig af og adskilt fra proletariatet. Proletariatet er i lige høj grad udviklingens drivfjeder og årsag som det er et produkt og en følge af den. Proletariatets handlinger er en bestemmende faktor i historien, og skønt vi lige så lidt kan springe historiske udviklingsstadier over som vi kan springe over vores egen skygge, er vi alligevel i stand til at accelerere eller forhale denne udvikling ... Det socialistiske proletariats sejr vil blive det endelige resultat af jernhårde, historiske lovmæssigheder, og den vil være afhængig af tusinder af tidligere tagne skridt i den besværlige og alt for langsomme udvikling. Alligevel vil udviklingen aldrig blive fuldbyrdet, hvis der ikke af de materielle betingelser, som i tidens løb er samlet sammen, springer den gnist, som de store folkemassers bevidste vilje antænder." [1]
Det var Rosa Luxemburgs opfattelse – på linie med de tanker, der var blevet fremført af Marx og Engels – at arbejdernes bevidste opfattelse af socialismens mål er en nødvendig forudsætning for at nå til socialismen. "Det Kommunistiske Manifest" fastslår: "Alle tidligere historiske bevægelser har været minoritetsbevægelser eller bevægelser i minoriteters interesser. Den proletariske bevægelse er en umådelig majoritets selvbevidste og uafhængige bevægelse i samme umådelige majoritets interesser." [2] F.eks. skrev Engels: "Den tid ... hvor revolutioner blev gennemført af små bevidste minoriteter i spidsen for de ubevidste masser, er forbi. Hvor det er et spørgsmål om fuldstændig forandring af den samfundsmæssige organisation, må osse masserne selv tage del i den, må de allerede selv have begrebet, hvad der står på spil, hvad de går ind for med liv og sjæl."[3]
Noget lignende siger Rosa Luxemburg: "Uden flertallet af proletariatet bevidst vil og handler derefter ingen socialisme."
[4]
Rosa Luxemburg skrev i samme retning i udkastet til "Program for Tysklands Kommunistiske Parti (Spartakus)":
"1. Spartakusforbundet er ikke et parti, der ønsker at komme til magten henover hovedet på arbejderklassen eller ved hjælp af den. Spartakusforbundet er snarere den del af arbejderklassen, der er sig sin opgave mest bevidst. Det er den del, der på hvert trin leder den brede arbejderbevægelse frem til dens historiske opgave. På hvert af revolutionens trin repræsenterer den det endelige socialistiske mål og i alle nationale spørgsmål den proletariske verdensrevolutions interesser.
2. Spartakusforbundet vil aldrig overtage regeringsmagten med mindre det klart og utvetydigt kræves af den overvejende del af den tyske arbejderklasse – og på ingen anden måde end gennem dens bevidste overensstemmelse med de opfattelser, målsætninger og kampformer, der er Spartakusforbundets.
Den proletariske revolution kan kun nå frem til klarhed og modenhed ved skridt for skridt at betræde de bitre erfaringers Golgathavej, ved nederlag og sejr.
Spartakusforbundets sejr er ikke ved begyndelsen, men ved afslutningen af revolutionen: den er identisk med de milliontallige socialistiske massers sejr." [5]
Selv om proletariatet som klasse må være sig socialismens målsætninger og metoderne til disses opfyldelse bevidst, har det stadig brug for et revolutionært parti til at lede det. På hver fabrik, i hver havn og på hver byggeplads findes der mere avancerede arbejdere – dvs. arbejdere, der har større erfaring i klassekamp, der er mere uafhængige af kapitalistklassens påvirkninger – og mindre avancerede arbejdere. Det er de førstes opgave at organisere sig i et revolutionært parti og forsøge at påvirke og lede de sidste. Som Rosa Luxemburg sagde: "Denne proletariatets massebevægelse har brug for en organiseret og principfast kraft som lederskab."
[6]
Samtidig med at det revolutionære parti er klar over sin ledende rolle, må det være opmærksom på faren for at komme til den opfattelse, at det er kilden til al korrekt tænkning og handling, mens arbejderklassen forbliver en træg masse uden initiativ.
"Socialdemokratiet har ganske vist, takket være den teoretiske indsigt i de sociale betingelser for dets kamp, i hidtil uset grad tilført den proletariske klassekamp bevidsthed, givet den målbevidsthed og bærekraft. Det har for første gang skabt en varig masseorganisation for arbejderne, og derigennem givet klassekampen en fast rygrad. Men det ville være en skæbnesvanger fejltagelse nu at bilde sig ind, at også hele folkets historiske aktionsevne siden da er overgået til den socialdemokratiske organisation alene, at proletariatets uorganiserede masse er blevet til en uformelig grød, til historiens dødvægt. Lige omvendt. Det levende i verdenshistorien er trods Socialdemokratiet stadigvæk de folkelige masser, og kun hvis der består et levende blodkredsløb mellem den organiserede kerne og folkets masser, da kan også Socialdemokratiet vise sig egnet til store historiske handlinger." [7]
Partiet bør – som konsekvens af dette – ikke forfalde til at hente sin taktik ud af den blå luft, men anse det som sin første pligt at lære af massebevægelsens erfaring – og derefter generalisere ud fra denne. De store begivenheder i arbejderklassens historie har klart vist det korrekte i at understrege dette. I 1871 etablerede Paris' arbejdere en ny form for stat – en stat uden stående hær og bureaukrati, hvor alle partifunktionærer fik gennemsnitsarbejderens løn, og hvor arbejderne kunne trække alle funktionærer tilbage osv. Det var før Marx begyndte at generalisere over en arbejderstats natur og struktur. Ligeledes etablerede arbejderne i Petrograd i 1905 en sovjet uafhængigt af det bolsjevikkiske lederskab og til trods for, om ikke fjendtlighed, så dog mistænksomhed fra Lenins side. Det er sådan nogle ting der gør, at man kun kan være enig med Rosa Luxemburg, da hun i 1904 skrev:
"Socialdemokratiets kampform er i sine hovedtræk overhovedet ikke "opfundet", men er resultatet af en fortsat række af store skabende initiativer under den eksperimenterende ofte elementære klassekamp. Også her går det ubevidste forud for det bevidste, logikken i den objektive historiske proces går forud for den subjektive logik i de personer, der bærer den historiske proces."[8]
Det er ikke gennem partiledernes belærende undervisning, at arbejderne bliver uddannet. F.eks. imødegik Rosa Luxemburg Kautsky & Co. på følgende måde:
"Masserne skal – ved at de udøver magt – lære at udøve magt. Der findes intet andet middel til at bibringe dem det. Vi er heldigvis ude over de tider, hvor proletariatet skal skoles socialistisk. Disse tider synes at eksistere den dag i dag for marxisterne af den kautskyanske skole. At skole de proletariske masser vil sige: at holde foredrag for dem og uddele løbesedler og brochurer? Nej, den socialistiske proletarskole behøver ikke alt det. Det er aktiviteten selv, der uddanner masserne."[9]
Hendes konklusion bliver: "De fejltagelser, der begås af en virkelig revolutionær arbejderbevægelse er historisk langt mere frugtbare og værdifulde, end den allerbedste "centralkomites" ufejlbarlighed."
[10]
Ved at lægge så stor vægt (og med rette) på arbejderklassens skabende kræfter havde Rosa Luxemburg ikke desto mindre en tilbøjelighed til at undervurdere den forhalende og skadende virkning en konservativ organisation kan have på massekampen. Hun regnede med, at et opsving i massernes kamp selv ville feje den slags lederskab til side, uden at bevægelsen led alvorlig skade derved. I 1906 skrev hun:
"Kommer det i Tyskland i en eller anden anledning og på et eller andet tidspunkt til store politiske kampe, til massestrejker, så vil det samtidig starte en periode med gevaldige faglige kampe. Begivenhederne ville ikke standse et øjeblik for at spørge fagforeningslederne, om de har givet bevægelsen deres velsignelse eller ej. Hvis de i en sådan situation stiller sig udenfor bevægelsen eller går imod den, vil resultatet af en sådan opførsel kun være dette: fagforenings- eller partilederne vil simpelt hen blive fejet til side af begivenhedernes strøm, og de økonomiske såvel som de politiske kampe vil blive kæmpet til ende uden dem." [11]
Det var dette tema, Rosa Luxemburg gentog igen og igen.
For at forstå baggrunden for Rosa Luxemburgs mulige undervurdering af organisationens rolle og mulige overvurdering af den rolle, spontaniteten spiller, må man se på den situation, hun arbejdede i. Frem for alt måtte hun bekæmpe det tyske Socialdemokratis opportunistiske ledelse. Dette lederskab lagde en vægt på den organisatoriske faktor, der var blottet for proportionssans og gjorde meget lidt ud af massernes spontanitet. Selv hvor de f.eks. accepterede muligheden af en massestrejke, sluttede de reformistiske ledere således: De betingelser, der skal være til stede for at en massestrejke vil blive sat i gang og det passende tidspunkt – når f.eks. fagforeningskassen er fuld – bestemmes af partiet og fagforeningslederne alene, og datoen fastsættes af dem. Det var også deres opgave at fastlægge strejkens mål, som ifølge Bebel, Kautsky, Hilferding, Bernstein og andre var at opnå visse rettigheder eller forsvare parlamentet. Fremfor alt er det nødvendigt, at denne forskrift forbliver ukrænkelig: at arbejderne intet foretager sig uden efter ordre fra partiet og dets lederskab. Det var denne forestilling om den almægtige partiledelse og de ubetydelige masser, der fik Rosa Luxemburg til at tage kampen op. Men ved at gøre det, har hun muligvis bevæget sig lidt for meget over i den anden grøft.
Hun måtte også kæmpe mod en anden fløj af arbejderbevægelsen, nemlig det polske PPS (det polske socialistparti). PPS var en chauvinistisk organisation, hvis erklærede mål var Polens nationale uafhængighed. Men der var ingen social massebasis for partiets kamp – godsejerne og bourgeoisiet stod uden for den nationale kamp, og proletariatet (der så op til russiske arbejdere som deres allierede) havde intet ønske om at kæmpe for en national stat. Under disse omstændigheder begav PPS sig ud i eventyristiske aktiviteter så som organiseringen af terroristgrupper og så videre. Aktiviteten var baseret – ikke på arbejderklassen som en helhed – men kun på partiorganisationerne. Også her var det den sociale proces, der talte for lidt og lederskabets beslutninger alt. Også her – i sin lange kamp mod PPS's voluntarisme – understregede Rosa Luxemburg spontaniteten som faktor.
Syndikalismen var den tredje fløj i arbejderbevægelsen, Rosa Luxemburg måtte bekæmpe. Den var en blanding af anarkisme (uden dens individualisme og med en overdreven vægt på organisering) og fagforeningerne. Tendensen havde sin hovedbasis i Frankrig, hvor den kunne slå rødder i en jord af industriel tilbageståenhed og mangel på centralisering. Sin styrke fik den efter en række nederlag for den franske arbejderbevægelse i 1848 og 1871 og det forræderi, der udgik fra Millerands og Jaurés parti. Det udviklede hos arbejderne en mistænksomhed over for politiske aktiviteter og organisationer. Syndikalismen identificerede generalstrejken med den sociale revolution, i stedet for at betragte den som blot ét vigtigt element i en moderne revolution. Man regnede med, at generalstrejken kunne udløses ved at der blot blev givet ordre til den, og at omstyrtelsen af bourgeoisiets magt derefter ville følge. Det førte til, at de både lagde vægt på og oversimplificerede den revolutionære faktor: ledernes vilkårlige og frie vilje – uafhængig af en massebevægelse – kunne sætte afgørende aktioner i gang. Alt imens de tyske reformister frasagde sig denne voluntarisme, udviklede de en lignende tendens. Hvor de franske syndikalister fremmalede en karikatur af massestrejken og revolutionen, kastede de tyske opportunister – ved at gøre den helt til grin – hele ideen om massestrejke og revolution på møddingen. Samtidig med at Rosa bekæmpede den tyske udgave af voluntarismen, måtte hun kæmpe imod den franske udgave i sin syndikalistiske form, idet hun viste, at den i hele sit væsen var en bureaukratisk afvisning af arbejdernes initiativ og selvmobilisering.
Hovedårsagen til Rosa Luxemburgs overvurdering af spontanitetsfaktoren og undervurdering af den organisatoriske faktor ligger sandsynligvis i det behov, der – i den øjeblikkelige kamp mod reformismen - var for at understrege spontanitet som det første trin i alle revolutioner. Fra dette ene stadium i proletariatets kamp generaliserede hun for vidt, således at det kom til at omfatte hele kampen som sådan.
Revolutioner starter virkelig som spontane handlinger uden et partis lederskab. Den franske revolution startede med stormen på Bastillen. Den var der ingen, der organiserede. Var der et parti i spidsen for det franske folk i oprør? Nej. Selv jakobinernes fremtidige ledere – f.eks. Robespierre – gik endnu ikke imod monarkiet og var endnu ikke organiseret i et parti. Den 14. juli 1789 var revolution massernes spontane handling. Det samme gjaldt 1905-revolutionen i Rusland og februarrevolutionen i 1917. Revolutionen i 1905 startede med et blodigt sammenstød mellem tsarens hær og politi på den ene side og en massedemonstration af arbejdere – mænd, kvinder og børn – på den anden side, anført af præsten Gapon (som i virkeligheden var provokatør for tsaren). Var arbejderne organiseret af et besluttende lederskab med sin egen socialistiske politik? Absolut ikke. De kom gående med ikoner for at tigge deres elskede "lille fader" – tsaren – om at hjælpe dem mod deres udbyttere. Dette var det første trin i en stor revolution. Tolv år senere – i februar 1917 – rejste de sig igen spontant. Denne gang mere erfarne og med et større antal socialister blandt sig end sidste gang. Der er ingen historiker, der har været i stand til at pege på den person, der organiserede februarrevolutionen – for den var simpelthen ikke organiseret.
På den anden side – efter at være blevet sat i gang af et spontant oprør, skrider revolutioner frem på forskellig måde. I Frankrig blev overgangen fra Girondes halvrepublikanske regering til den revolutionære, der fuldstændig tilintetgjorde de feudale ejendomsforhold, ikke gennemført af uorganiserede masser uden nogen form for parti – men under det jakobinske partis beslutsomme lederskab. Uden et sådant parti ved roret ville det skridt, der krævede kamp over hele linien mod girondinerne, ikke have været mulig. Befolkningen i Paris kunne spontant og uden ledere rejse sig mod kongen efter årtiers undertrykkelse. Men hovedparten af dem var for konservative, manglede i for høj grad historisk erfaring og viden til, at de – efter kun to eller tre års revolution – kunne skelne mellem dem, der ønskede at fortsætte revolutionen ud i sin yderste konsekvens og dem, der sigtede mod en eller anden form for kompromis. Den historiske situation krævede kamp til den bitre ende mod kompromispartiet – gårdsdagens allierede. Det bevidste lederskab af dette store forehavende blev leveret af det jakobinske parti, der fastsatte datoen og organiserede afsættelsen af girondinerne den 10. august 1792 ned til den mindste detalje. På samme måde var oktoberrevolutionen ikke en spontan handling, men var i alle vigtige enkeltheder – inklusive datoen – i praksis organiseret af bolsjevikkerne. Gennem revolutionens zig-zag-kurs mellem februar og oktober – med junidemonstrationen, julidagene og det deraf følgende ordnede tilbagetog, tilbageslaget med det højreorienterede Kornilov-kup o.s.v. – kom arbejdere og soldater i højere og højere grad under det bolsjevikkiske partis indflydelse og ledelse. Og sådant et parti var nødvendigt for at føre revolutionen fra dens begyndelsesstadium til dens endelige sejr.
Når der her er gjort rede for, at Rosa Luxemburg måske undervurderede vigtigheden af sådan et parti, bør der ikke siges for lidt om Rosa Luxemburgs store historiske indsats ved for øjnene af den fremherskende reformisme at understrege den styrke, der som den vigtigste kunne bryde de konservative begrænsninger – nemlig arbejdernes spontanitet. Hendes blivende styrke lå i hendes absolutte tillid til arbejdernes historiske initiativ.
Det er godt nok at pege på nogle af Rosa Luxemburgs mangler, når det drejer sig om hendes holdning til sammenhængen mellem spontanitet og lederskab, men man skal samtidig være varsom med at konkludere, at hendes kritikere i den revolutionære bevægelse – frem for alt Lenin – derfor på alle punkter var nærmere en korrekt, afbalanceret marxistisk analyse, end hun var.
Mens Rosa Luxemburg havde arbejdet i omgivelser, hvor den revolutionære socialismes hovedfjende var en bureaukratisk centralisme – hvor hun uafbrudt måtte lægge vægt på massernes elementære aktivitet – måtte Lenin derimod kæmpe mod en russisk arbejderbevægelse, der havde tilfældighedens præg, hvor den største fare lå i en undervurdering af organisationselementet. På samme måde som man ikke kan forstå Rosa Luxemburgs synspunkter uden at se på de betingelser landet og arbejderbevægelsen bød på, er det svært at forstå Lenins standpunkt uden rimelig henvisning til den russiske arbejderbevægelses konkrete historiske forhold.
Lenins opfattelse af forholdet mellem spontanitet og organisation blev fremført i to hovedværker: Hvad må der gøres? (1902) og "Et skridt frem, to skridt tilbage" (1904). På det tidspunkt, da de blev skrevet, kunne den russiske arbejderbevægelse ikke sammenlignes i styrke med den vesteuropæiske – især ikke med den tyske. Den bestod af isolerede små, mere eller mindre selvstændige grupper, uden nogen fælles politik – og kun perifert under indflydelse af de ledende marxister i udlandet: Plekhanov, Lenin, Martov, Trotskij. På grund af svaghed og isolation blev målene sat lavt. Mens de russiske arbejdere, hævede sig til et højt militant niveau gennem massestrejker og demonstrationer, fremsatte de socialistiske grupper ikke mere end umiddelbart realisable økonomiske krav. Denne såkaldte "økonomistiske" tendens var den mest fremherskende i de socialistiske grupper. Lenins Hvad må der gøres? var et nådeløst angreb på "økonomisme" eller ren trade-unionisme. Han argumenterede for, at spontaniteten i massernes kampe – der i Rusland overalt var åbenlys på det tidspunkt – måtte suppleres med et partis overblik og organisation. Der måtte skabes et nationalt parti med sin egen centrale avis for at kæde de lokale grupper sammen og tilføre arbejderbevægelsen en politisk bevidsthed. Denne socialistiske teori måtte bibringes proletariatet udefra. Det var arbejderbevægelsens eneste mulighed for at kunne bevæge sig direkte til kampen for socialisme. Det planlagte parti måtte for størstedelens vedkommende bestå af professionelle revolutionære, der arbejdede under en i højeste grad centraliseret ledelse. Partiets politiske lederskab skulle være redaktionen for den centrale avis. Dette lederskab skulle have magtbeføjelser til at organisere eller reorganisere partiafdelinger rundt omkring i landet, optage eller ekskludere medlemmer og udpege lokale komiteer. Lenin skrev i 1904 som en kritik af mensjevikkerne: "Kammerat Martovs grundidé ... er netop falsk "demokratisme" – forestillingen om at opbygge partiet fra bunden op til toppen. Min idé er tværtimod "bureaukratisk" i den forstand, at partiet skal skabes fra oven og nedefter, fra kongressen til de enkelte celler."
[12]
Hvor ofte er det ikke sket, at stalinister og mange såkaldte ikke-stalinister, Lenins mange epigoner, har citeret Hvad må der gøres? og Et skridt frem, to skridt tilbage og anset dem for at være anvendelige som helhed i alle lande og bevægelser – uanset udviklingstrin!
Lenin befandt sig langt fra disse såkaldte leninister. Så tidligt som i 1903 på det russiske Socialdemokratis anden kongres fremhævede han nogle af de overdrevne formuleringer i Hvad må der gøres?: "Økonomisterne bøjede stokken til den ene side. For at få den rettet op igen, måtte den bøjes til den anden side – og det var, hvad jeg gjorde."
[13] To år senere understregede Lenin i et resolutionsudkast til den tredje kongres, at hans organisatoriske synspunkter ikke var universelt anvendelige: "Under frie politiske forhold kan og vil vort parti være opbygget fuldstændig på valgprincippet. Under absolutisme er det uigennemførligt for samtlige de tusinder af arbejdere, som tilhører partiet."
[14] Under revolutionen i 1905 – med enorm vækst i partiets medlemstal – holdt Lenin op med at tale om professionelle revolutionære. Partiet skulle ikke længere være en eliteorganisation: "På den tredje kongres udtalte jeg håbet om, at der i partikomiteerne skulle være to intellektuelle for hver otte arbejdere. Hvor er det ønske forældet. Nu ville det være ønskeligt, at der i de nye partiorganisationer for hver intellektuel, der tilhører Socialdemokratiet, var femhundrede socialdemokratiske arbejdere."
[15]
Hvor Lenin i Hvad må der gøres? skrev, at arbejderne gennem deres egne anstrengelser kun kunne nå til en fagforeningsbevidsthed, skrev han nu: "Arbejderklassen er instinktivt og spontant socialdemokratisk."
[16] "Proletariatets særlige situation i det kapitalistiske samfund fører til, at arbejdernes stræben efter socialismen, deres forbund med det socialdemokratiske parti bryder igennem allerede i de tidligste stadier af bevægelsen med voldsom kraft."
[17] Hvor Lenin i 1902 ønskede, at partiet skulle være en tæt, sluttet lille gruppe med meget eksklusive medlemsbetingelser, skrev han i 1905, at arbejderne skulle inkorporeres "i partiorganisationernes rækker i hundredtusindvis". I 1907 skrev Lenin igen i et forord til samlingen "Tolv år": "Den mest fundamentale fejltagelse, der begås af dem, der polemiserer imod Hvad må der gøres? i dag, er, at de river dette værk ud af dets sammenhæng med et bestemt historisk miljø, en bestemt nu allerede længst forgangen udviklingsperiode for vores parti ... Hvad må der gøres? var en polemisk korrektion til økonomismen, og det er forkert at betragte pjecens indhold fjernet fra dens forbindelse med denne opgave."
[18] Da Lenin ikke ønskede, at Hvad må der gøres? skulle blive misbrugt, brød han sig ikke om, at den som foreslået i 1921 skulle oversættes til ikke-russiske sprog. Han fortalte Max Levien, "at det ikke er ønskeligt; oversættelsen må i det mindste forsynes med gode kommentarer, der helst skulle skrives af en russisk kammerat med et godt kendskab til det Russiske Kommunistpartis historie for at foregribe en forkert anvendelse". Der skete imidlertid det, at pjecen blev oversat til mange sprog uden de kommentarer, Lenin fandt nødvendige. Da den Kommunistiske Internationale var i gang med en diskussion om sine statutter, argumenterede Lenin imod dem, der var blevet foreslået, fordi, som han sagde, de var "for russiske". De lagde efter hans mening for megen vægt på centralisering, selv om statutterne trods alt gav mulighed for kritik inden for partiet og mulighed for at kontrollere lederskabet nedenfra. Overcentralisering, argumenterede Lenin, passede ikke til de vesteuropæiske forhold. (Det er rigtigt, at i Lenins eget parti var organisationen i højeste grad centraliseret på det tidspunkt – endda halvmilitært – men denne form var påtvunget partiet af borgerkrigens barske vilkår).
Lenins syn på organisationsspørgsmålet, hans bøjen stokken for meget over mod centralisme, må ses på baggrund af forholdene i Rusland.
I det tilbagestående tsaristiske Rusland, hvor arbejderklassen var en lille minoritet, kunne forestillingen om, at det er arbejderklassen alene, der kan frigøre sig selv, meget let forbigås. Og det så meget desto mere som Rusland havde nok så lang en tradition for at minoritetsorganisationer forsøgte at erstatte den elementære masseaktivitet med sin egen aktivitet. I Frankrig var det folket, der styrede monarkiet og feudalismen. I Rusland påtog decembristerne og narodnik-terroristerne sig den opgave selv at gøre det. Det var ingen tilfældighed, at de socialrevolutionære – bolsjevikkernes fremtidige fjender varmt gik ind for Lenins opfattelse af, hvordan en partiorganisation skulle være.
Marx's udtalelse om den socialistiske bevægelses demokratiske natur og Lenins om, at det revolutionære Socialdemokrati repræsenterer "jakobinere, der er uløseligt forbundet med proletariatets organisation" er afgørende i modstrid med hinanden. En bevidst organiseret minoritet i spidsen for de uorganiserede folkemasser er passende for den borgerlige revolution, der – når det kommer til stykket – er en revolution i en minoritets interesse. Men adskillelsen af den bevidste minoritet fra det ubevidste flertal, adskillelsen af åndeligt fra fysisk arbejde, eksistensen af direktør og formand på den ene side og en samling lydige arbejdere på den anden, kan kun omdannes til "socialisme" ved at dræbe selve socialismens essens – nemlig arbejdernes kollektive herredømme over deres egen fremtid.
Det er kun ved at sidestille Luxemburgs og Lenins opfattelser, at man kan forsøge at vurdere hver enkelts historiske begrænsninger, der uundgåeligt var formet af de specielle omstændigheder, de hver måtte virke i.
Rosa Luxemburg, som var overbevist om, at arbejderklassens befrielse kun kunne virkeliggøres af arbejderklassen selv, var meget utålmodig over for alle sekteriske tendenser, der gav sig udtryk i brud med massebevægelsen og masseorganisationerne.
Skønt hun i årevis havde været i totterne på størstedelen af det tyske Socialdemokratis ledelse, fortsatte hun med at insistere på, at det var en pligt som revolutionær socialist at blive i organisationen. Selv efter at SPD (Socialdemokratiet) havde sluttet op om den imperialistiske krig, selv efter Karl Liebknechts udelukkelse fra SPD's parlamentsgruppe (12. januar 1916) fortsatte hun og Karl Liebknecht med at holde fast ved partiet med den begrundelse, at det at bryde ud ville gøre en revolutionær gruppe til en sekt. Hun holdt ikke blot fast ved dette standpunkt, mens hun var leder af en lille ubetydelig revolutionær gruppe. Tværtimod bibeholdt hun sit synspunkt, da Spartakusforbundet vandt indflydelse og blev en nok så anseelig styrke, efterhånden som krigen skred frem.
Den 2. december 1914 stemte kun én deputeret – Karl Liebknecht – mod krigsbevillingerne. I marts 1915 fik han. følgeskab af en anden – Otto Rühle. I juni 1915 underskrev ét tusind partifunktionærer et manifest, der gik imod klassesamarbejdspolitikken, og i december 1915 var der ikke færre end tyve deputerede, der stemte imod krigsbevillingerne i Rigsdagen. I marts 1916 udstødte SPD's parlamentsgruppe den voksende opposition fra sin midte, skønt den ikke havde magt til at udstøde den fra partiet.
Hvad der skete i parlamentet, var en afspejling af det, der skete udenfor – i fabrikkerne, på gaderne, i partiafdelingerne og den Socialistiske Ungdomsorganisation:
Anti-krigsavisen "Die Internationale", der blev redigeret af Rosa Luxemburg og Franz Mehring nåede at blive uddelt i 5.000 eksemplarer af sit første – og eneste nummer, før det øjeblikkelig blev inddraget af politiet. Socialistisk Ungdom erklærede sig på en hemmelig konference i påsken 1916 som stærke tilhængere af Spartakusforbundet. Den 1. maj 1916 samledes omkring 10.000 arbejdere på Potsdammer Platz i Berlin i en anti-krigsdemonstration. I andre byer – Dresden, Jena, Hannover – fandt der osse anti-krigsdemonstrationer sted. Den 28. juni 1916 – den dag Karl Liebknecht blev idømt to og et halvt års hårdt straffearbejde – gik 55.000 arbejdere i Berlins ammunitionsfabrikker i strejke i solidaritet med ham. Den samme dag foregik der demonstrationer og strejker i Stuttgart, Bremen, Braunschweig og andre byer. Under indtryk af den russiske revolution spredte der sig i april 1917 en enorm bølge af strejker i ammunitionssektoren ud over hele landet – i Berlin alene nedlagde 300.000 arbejdere arbejdet. Endnu en strejkebølge hos ammunitionsarbejderne i januar-februar 1918 omfattede så mange som halvanden million arbejdere. Disse strejker var stort set politiske af natur. Berlinstrejken omfattende en halv million arbejdere krævede øjeblikkelig fred uden erobringer og erstatninger og nationernes ret til selvbestemmelse. Den fremførte som sit vigtigste slogan det revolutionære råb: "fred, frihed, brød". Under strejken blev seks arbejdere dræbt og mange såret. Mange tusinder af de strejkende blev udskrevet til hæren.
Det var på denne baggrund, Rosa Luxemburg fortsatte med at argumentere for, at folk skulle blive i SPD – lige ind til april 1917, da centrum anført af Kautsky, Bernstein og Haase splittede sig ud fra højrefløjen og dannede et nyt parti – Det Uafhængige Socialdemokratiske Parti (USPD). USPD var et rent parlamentarisk parti og ønskede ikke at føre arbejderne ud i massedemonstrationer og massestrejker imod krigen. Det sigtede i stedet mod at lægge pres på regeringerne i de krigsførende lande for at formå dem til at forhandle om fred. Spartakusforbundet, der var blevet dannet i januar 1916 som en fraktion inden for SPD, sluttede sig nu løst til USPD, men bibeholdt sin egen organisation og retten til selvstændige aktioner. Først med udbruddet af den tyske revolution den 29. december 1918 afbrød forbundet endelig sine forbindelser med USPD og dannede et uafhængigt parti – Tysklands Kommunistiske Parti (Spartakus).
Der havde fra de revolutionæres rækker været et konstant pres for at forlade SPD og senere USPD. Men Rosa Luxemburg satte sig imod. Der havde været et fortilfælde i 1891, da en ret stor gruppe revolutionære brød med SPD og dannede Uafhængigt Socialistisk Parti. Det havde kun en kort levetid før det forsvandt helt.
Den 6. januar 1917 fremstillede Rosa Luxemburg sagen over for de revolutionære, der ønskede at forlade SPD:
"Ligegyldigt hvor prisværdig og forståelig den utålmodighed og bitterhed er, der får så mange af de bedste til at forlade partiet i dag, så er flugt under alle omstændigheder flugt. Det er et forræderi mod masserne, der spræller og kvæles i Scheidemanns og Legiens dræbende løkke, prisgivet borgerskabet på nåde og unåde. Man kan trække sig tilbage fra små sekter, når de ikke længere passer en – for at danne nye sekter. Det er kun en umoden fantasi, der kan forestille sig at befri proletariatets masser fra borgerskabets tunge og frygtelige åg ved simpelt hen at trække sig tilbage og dermed vise et tappert eksempel. At sende sit medlemskort tilbage som en illusion om frihed, er ikke andet end illusionen – vendt på hovedet – om at magten ligger i et medlemskort. De to illusioner er to poler af organisatorisk kretinisme – det gamle tyske Socialdemokratis medfødte sygdom. Det tyske Socialdemokratis forfald er en historisk proces af største dimensioner, et generelt opgør mellem arbejderklasse og borgerskab. Og vi bør ikke flygte fra denne slagmark for at indånde en renere luft bag en skærmende busk. Denne gigantiske kamp må kæmpes til ende. Det gælder om med forenede kræfter at rive og slide i det officielle tyske Socialdemokratis og de officielle frie fagforeningers dødbringende løkke, som den herskende klasse har lagt om halsen på de vildledte og forrådte masser, indtil den brister. Vi skal stå sammen med masserne lige til enden – selv i den mest vanskelige kamp. Likvideringen af dette "slæng af organiseret korruption", der i dag kalder sig selv Socialdemokratiet, er ikke en privat affære for de få eller for de enkelte grupper. Den vil komme som en uundgåelig følge af verdenskrigen. Opgøret med Socialdemokratiet skal udkæmpes offentligt som et spørgsmål om magt, hvor vi opbyder alle vore kræfter. Det terningkast, der for årtier er afgørende for klassekampen i Tyskland, vil falde under det almindelige opgør med Socialdemokratiets og fagforeningernes instanser, og da gælder for enhver af os indtil det sidste: "Her står jeg, jeg kan ikke andet!" [19]
Hendes modstand mod at forlade arbejdernes masseparti dækkede ikke over en indrømmelse til reformismen. F.eks. blev der på en Spartakuskonference den 7. januar 1917 fremsat følgende inspireret af hende: "Oppositionen bliver kun i partiet for hele tiden at afsløre og bekæmpe flertallets politik, og for at beskytte masserne mod den imperialistiske politik, som føres i Socialdemokratiets forklædning, og for at benytte partiet som rekrutteringsbasis for den proletariske, anti-militaristiske klassekamp."
[20]
Rosa Luxemburgs modstand mod at danne et revolutionært parti var i takt med hendes langsommelighed, når det gjaldt om at reagere på ændrede omstændigheder. Det var en central faktor i den forsinkede opbygning af et revolutionært parti i Tyskland. Hvad det angår, var hun imidlertid ikke alene. Lenin var ikke hurtigere til at bryde med Kautsky, end Rosa var. Der er intet grundlag for den stalinistiske historie om at Lenin var modstander af det revolutionære venstres tilknytning til SPD og fortsatte samarbejde med Kautsky?[21] I virkeligheden havde Rosa Luxemburg en klarere vurdering af Kautsky og Co. og brød med dem lang tid før Lenin gjorde. I to årtier anså Lenin Kautsky for at være den største dalevende marxist. Et par eksempler: I Hvad må der gøres? citeres Kautsky som hovedautoriteten i værkets centrale temaer, og det tyske Socialdemokrati prises som model for den russiske bevægelse. I december 1906 skrev Lenin: "Avantgarden i den russiske arbejderklasse har nu i nogen tid kendt Karl Kautsky som sin skribent"
[22]; han beskriver Kautsky som "lederen af de tyske revolutionære socialdemokrater"
.[23] I august 1908 citerede han Kautsky som sin autoritet i spørgsmålet om krig og militarisme.[24] I 1910 – under Rosa Luxemburgs debat med Kautsky om spørgsmålet om vejen til magten – tog Lenin parti for ham og imod hende. Og så sent som februar 1914 påkaldte Lenin sig Kautsky som en marxistisk autoritet i hans diskussion med Rosa Luxemburg om det nationale spørgsmål. Kun krigsudbruddet og Kautskys forræderi mod internationalismen rystede Lenins illusioner om ham. Derefter indrømmede han: "Rosa Luxemburg havde ret, da hun allerede for lang tid siden skrev, at "teoretikerens underdanighed" var særegen for Kautsky, kryberiet, rettere sagt kryberiet for partiets flertal, for opportunismen."
[25]
Den socialistiske arbejderbevægelses organisationsform har alle steder og på ethvert udviklingstrin haft helt afgørende indflydelse på selve udformningen af arbejdermagten. Derfor har debatten om det revolutionære partis organisationsform en betydning, der strækker sig langt videre end til det punkt, hvor en bestemt accepteret organisationsform finder anvendelse. I intet land antog debatten om organisatoriske problemer så skarp en tone som i den russiske arbejderbevægelse. Meget af dette skyldes den enorme afstand, der var mellem bevægelsens endemål og den autokratiske (enevældige) halvfeudale virkelighed, den rejste sig i – en virkelighed, der forhindrede arbejdernes frie organisation.
Hvor Rosa Luxemburgs holdning til forholdet mellem spontanitet og organisation var fremstået af de umiddelbare behov hos de revolutionære i en arbejderbevægelse, der var kontrolleret af et konservativt bureaukrati, var Lenins oprindelige holdning – fra 1902-1904 – fremstået af den vilkårlighed, der var i en levende, kæmpende revolutionær bevægelse, som var i sine første udviklingsfaser under et tilbagestående, halv-feudal og enevældigt regime.
Hvad der så end var de historiske omstændigheder, der var med til at forme Rosa's tanker om organisationsproblemet, så viste disse tanker en stor svaghed under den tyske revolution i 1918-19.
1. Die Krise der Sozialdemokratie (1915), cit. efter PS II, s. 30.
2. "Det kommunistiske partis manifest", Marx-Engels udvalgte skrifter (MEUS), Tiden 1952, s. 37.
3. Friedrich Engels’ indledning til Karl Marx: "Klassekampene i Frankrig 1848/50", MEUS I, s. 127-128.
4. "Die Nationalversammlung 20. November 1918", cit. efter ARUS II, s. 606.
5. "Was will der Spartakusbund?" (1918), cit. efter PS Il, s. 169 f.
6. ARUS I, s. 104.
7. "Taktische Fragen" (1913), cit. efter GW IV, s. 639.
8. "Organisationsfragen der russischen Sozialdemokratie" (1904), cit. efter PS III, s. 92.
9. "Unser Programm und die politische Situation". Tale ved KPD (Spartakusbund)'s stiftelseskongres, 31. december 1918, cit. efter PS II, s. 200.
10. "Organisationsfragen der russischen Sozialdemokratie" (1904), cit. efter PS III, s. 105.
11. "Massenstreik, Partei und Gewerkschaften" (1906), cit. efter PS l, s. 209 (efter teksten fra 2. oplag).
12. "Et skridt frem, to skridt tilbage. Krisen i vort parti" (1904).
13. "Rede zum Parteiprogram vor dem 2. Parteitag der SDAPR" (1903), cit. efter Lenin: "Werke" VI, s. 490.
14. "Resolutionsentwürfe für den 3. Parteitag der SDAPR: Resolution über das Verhählnis zwischen Arbeitern und Intellektuellen in der sozialdemokratischen Partei" (1905), cit. efter Lenin: "Werke" VIII, s. 184.
15. Lenin: "Werke," VIII, s. 405 og "Werke" X, s. 20, note.
16. Samme sted s. 16.
17. "Sozialistische Partei und parteiloser Revolutionarismus" (1905), cit. efter "Werke" X, s. 63.
18. Lenin: "Werke" (på russisk) XIII, s. 85.
19. Romeren Gracchus (dvs. Rosa Luxemburg): "Offene Briefe an Gesinungsfreunde. Von Spaltung, Etinheit und Austritt" (6. januar 1917), cit. efter DuM Il, l, s. 525.
20. "Resolutionsentwurf der Spartakusgruppe, eingebracht auf der Reichkonferenz der Parteiopposition vom 7. januar 1917", cit. efter DuM II, I, s. 528.
21. Se f.eks. J. V. Stalin: "Some Questions Concerning the History of Bolshevism", Works XIII, s. 86-104. Desuden DuM II (især forordet af Walter Bartel, s. 7-56) og Fred Oelssner: "Rosa Luxemburg", Berlin 1956.
22. Forord til den russiske udgave af pjecen: K. Kautsky: "Triebkräfte und Aussichten der russischen Revolution" (1906), cit. efter Lenin: "Werke" II, s. 409.
23. "Das Proletariat und sein Allierter in der russischen Revolution" (1906), cit. efter Lenin: "Werke," II, s. 364.
24. Lenin: "Werke" XV, s. 194.
25. Brev til Schlapnikow af 27. oktober 1914, cit. efter Lenin: "Werke" XXXV, s. 142.
Sidst opdateret 26.3.2012