Voksende pro-imperialistisk holdning i arbejderbevægelsen
Rosa Luxemburgs kamp mod kapitalistisk imperialisme
Noter
I de to årtier, der gik forud for udbruddet af den første verdenskrig, voksede støtten til imperialismen stadig inden for Socialistisk Internationale.
Internationalens Stuttgartkongres i 1907 viste det helt tydeligt. Man havde sat kolonispørgsmålet på dagsordenen, fordi sammenstødene mellem en række imperialistiske magter i Afrika og Asien var blevet voldsommere. De socialistiske partier gik godt nok imod deres respektive regeringers griskhed, men som diskussionen på Stuttgartkongressen viste, lå en klar anti-kolonialistisk holdning langt fra mange af Internationalens lederes tanker. Kongressen udpegede en kolonikomission, hvis flertal fremkom med et udkast til en rapport, der fastslog, at kolonialismen havde visse positive aspekter. Resolutionsforslaget fastslog:
"(Kongressen) forkaster ikke principielt og til enhver tid alle former for kolonipolitik." Socialister burde fordømme kolonialismens udskejelser, men ikke afsværge den helt. I stedet "bør de forsvare reformer, for at forbedre de indfødtes lod ... og de bør opdrage dem til uafhængighed på alle mulige måder.
Til dette formål bør de socialistiske partier foreslå deres regeringer at indgå en international aftale for at skabe en kolonilov, der skal beskytte de indfødtes rettigheder og garanteres af alle underskrivende stater." [1]
Dette resolutionsforslag blev godt nok forkastet, men af et meget spinkelt flertal – 127 mod 108. Praktisk taget halvdelen af kongressen stod således åbent på imperialismens side.
Da den første verdenskrig, der væsentligst var en kamp mellem imperialistiske magter om koloniernes deling, brød ud i 1914, kom støtten til den fra flertallet af Den Socialistiske Internationales ledere ikke overraskende dalende ned fra himlen.
På Stuttgartkongressen gik Rosa Luxemburg klart imod imperialismen og foreslog en resolution, der gjorde rede for den politik, det ville være nødvendigt at føre for at imødegå truslen om imperialistisk krig:
"I tilfælde af krigstrusler er det arbejdernes og deres parlamentariske repræsentanters pligt i de lande, der er involveret, at gøre alt, hvad der står i deres magt for at forhindre krigsudbrud ved at tage passende forholdsregler, der selvfølgelig kan skifte eller intensiveres alt efter klassekampens intensitet og den almindelige politiske situation.
I det tilfælde, at krigen alligevel bryder ud, er det deres pligt at tage forholdsregler, der kan stoppe den så hurtigt som muligt og udnytte de økonomiske og politiske kriser, der følger med krigen til at rejse folkemasserne og fremskynde det kapitalistiske klasseherredømmes omvæltning." [2]
Resolutionen gjorde det helt klart, at socialister burde gå imod imperialismen og dens krig, og at den eneste måde at stoppe begge dele på er at omstyrte kapitalismen, som de begge er vokset ud af.
Resolutionen blev vedtaget, men alligevel blev det mere og mere klart, at mange af de ledere, der ikke åbent støttede kolonialismen, ikke opfattede kampen mod imperialismen i revolutionær forstand.
Disse ledere, for hvem Kautsky var hovedtalsmand, havde den opfattelse, at imperialismen ikke var et nødvendigt produkt af kapitalismen, men en byld den kapitalistiske klasse som helhed mere og mere ville ønske at blive fri for. Kautskys teori gik ud på, at imperialisme var en måde at ekspandere på, der blev støttet af visse små, men magtfulde grupper (bankerne og rustningsbaronerne), der stod i et modsætningsforhold til de behov, den kapitalistiske klasse som helhed havde. Rustningsudgifterne ville nemlig reducere den kapital, der var beregnet til investeringer i hjem- og udland og kom derved til at berøre den største del af den kapitalistiske klasse, der i stigende grad ville øge sin modstand mod den bevæbnede imperialismes ekspansionspolitik. Bernstein, der efterplaprede de samme ledere, argumenterede så sent som i 1911 med al sin overbevisning for, at behovet for fred var ved at blive universelt, og at det var helt udelukket, at der ville udbryde krig. Rustningskapløbet var ifølge det Kautskyledede "marxistiske centrum" en uregelmæssighed, der kunne overvindes ved en almindelig afrustningsoverenskomst, internationale voldgiftsretter, fredsalliancer og dannelsen af Europas forenede Stater. Kort sagt stolede det "marxistiske centrum" på, at de magter, der eksisterede, ville bringe fred på jord.
Rosa Luxemburg sønderlemmede på brillant vis denne kapitalistiske pacifisme:
"Troen på at akkumulation skulle være mulig i et "isoleret kapitalistisk samfund", troen på, at kapitalismen er mulig uden ekspansion, er det teoretiske grundlag for en ganske bestemt taktisk tendens. Denne opfattelse hælder mod at se imperialismens epoke – ikke som en historisk nødvendighed, ikke som det endelige opgør om socialisme, men nærmere som en ondskabsfuld opfindelse, bragt frem af interesserede parter. Tendensen prøver at overbevise borgerskabet om, at imperialisme og militarisme er destruktiv selv ud fra borgerlige interesser, i håb om at det da vil være muligt at isolere denne håndfuld, der nyder godt af imperialismen, og således danne en blok bestående af proletariatet og store dele af borgerskabet med det formål at "tæmme" imperialismen, sulte den ud ved "delvis afrustning" og ved at "tage brodden af den". Ganske som den borgerlige liberalisme i sin forfaldsperiode appellerede til den "oplyste" monark imod den "hensynsløse" monark, appellerer det "marxistiske centrum" nu til det "fornuftige" borgerskab imod det "ufornuftige" borgerskab med det formål at tale det fra en imperialistisk politik med alle dens katastrofale følger, således at borgerskabet i stedet følger en politik baseret på internationale afrustningsaftaler: Fra stormagternes kappestrid om sabelens diktatur og til fredelige forbund af demokratiske nationalstater. Det hovedopgør, som skal løse den verdenshistoriske modsætning mellem proletariat og kapital forvandles til en utopi om et historisk kompromis mellem proletariat og borgerskab om at "mildne" de imperialistiske modsætninger mellem kapitalistiske stater."[3]
Disse ord rammer ikke blot Kautsky og Bernsteins borgerlige pacifisme, men alle de, der har holdt fast ved Folkeforbundet, Forenede Nationer, kollektiv sikkerhed og topmøder!
Rosa Luxemburg viste, at imperialisme og imperialistisk krig ikke kunne overvindes inden for kapitalismens rammer, da de netop vokser frem af det kapitalistiske samfunds vitale interesser.
"Ledende principper" for Spartakus affattet af Rosa Luxemburg fastslog:
"Imperialismen – den sidste fase i og højeste udvikling af kapitalismens politiske verdensregimente – er den fælles dødsfjende for alle landes arbejdere ... Kampen imod den er for det internationale proletariat tillige kampen om den politiske magt i staten, det endelige opgør mellem socialisme og kapitalisme. Det socialistiske endemål virkeliggøres kun af det internationale proletariat, ved at det over hele linien gør front mod imperialismen og under opbydelse af sin fulde styrke og yderste opofrelse sætter parolen "krig mod krigen" som rettesnor for sin praktiske politik." [4]
Således var det centrale tema i Rosa Luxemburgs antiimperialistiske politik, at kampen mod krigen er uadskillelig fra kampen for socialisme. Med stor lidenskab slutter hun sin vigtigste antikrigspjece "Socialdemokratiets krise" (bedre kendt som "Juniusbrochuren", da den er skrevet under pseudonymet Junius):
"Den imperialistiske grusomhed er sluppet løs og vil lægge Europas marker øde. Der er en ledsagende omstændighed, som den "kulturelle verden" hverken har hjerte eller samvittighed for: det er det europæiske proletariats undergang ... Det er vor styrke, vort håb, som dér dagligt mejes ned som græs under seglet. Det er den internationale socialismes bedste, mest intelligente og bedst skolede kræfter, folk, der bærer på den moderne arbejderklasses heroiske traditioner, verdensproletariatets fortrop, Englands, Frankrigs, Tysklands og Ruslands arbejdere slagtes i massevis. Det er en langt større forbrydelse end den brutale plyndring af Louvain eller ødelæggelsen af katedralen i Rheims. Det er ... et dødbringende slag mod den kraft, hele menneskehedens fremtid afhænger af, den eneste kraft, som kan redde fortidens værdier og bære dem videre ind i et nyt og bedre menneskeligt samfund. Kapitalismen har her afsløret sit dødningehoved. Den afslører for verden, at den har mistet sin historiske eksistensberettigelse, at dens fortsatte eksistens ikke længere kan forenes med menneskehedens fremskridt ...
Deutschland, Deutschland über Alles! Længe leve demokratiet! Længe leve tsaren og slavismen! Ti tusind teltlærreder i garanteret perfekt stand! Hundred tusind kilo bacon, kaffetilsætning – øjeblikkelig levering! ... Dividenderne stiger og proletarerne falder. Og med hver én segner en fremtidens kæmper, en revolutionens soldat, en menneskehedens befrier fra kapitalismens åg og finder en navnløs grav.
Vanviddet vil først ophøre og helvedes blodige spøgeri forsvinde, når arbejderne i Tyskland og Frankrig, i England og Rusland omsider vågner af deres rus, broderligt rækker hinanden hånden og tordnende overdøver det bestialske af imperialistiske krigshetzere såvel som de kapitalistiske hyæners med arbejdets gamle mægtige råb: Proletarer i alle lande, foren jer!" [5]
Med visionær kraft fastslår Rosa Luxemburg:
"Det borgerlige samfund står over for et dilemma? Enten en forandring til socialisme, eller en tilbagevenden til barbari ... Vi står ... over for valget: enten imperialismens sejr og dermed alle kulturers forfald som i det gamle Rom – affolkning, hærgen, degeneration, en jamrende kirkegård – eller socialismens sejr. Det vil sige det internationale proletariats bevidste kamp mod imperialismen og dens metode: krigen. Dette er verdenshistoriens dilemma, et enten-eller, hvis vægtskåle sitrende vakler foran det klassebevidste proletariats beslutning." [6]
Og vi som lever i brintbombens skygge ...
1. Resolution der Kommisionsmehrheit zur Kolonialfrage, cit. efter "Internationaler Sozialisten-Kongres Stuttgart 1907", Berlin 1907, s. 24.
2. Änderungen zur Bebel-Resolution, beantragt von Rosa Luxemburg, Lenin und Martow, samme sted s. 102.
3. Antikritik, cit. efter GW VI, s. 480 f.
4. Leitsätze Über die Aufgaben der internationalen Sozialdemokratie. Anhang zu: Die Krise der Sozialdemokratie, cit. efter PS II, s. 154-55.
5. Die Krise der Sozialdemokratie (Die “Junius”-Broschüre) (1915), cit. efter PS II, s. 149-152.
6. Samme sted s. 31.
Sidst opdateret 26.3.2012