Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 14, s. 7-10, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 18. juni 2014
Stoffet i dette bind stammer fra tiden 3. november 1920-1. juli 1921. Lenins skrifter fra dette tidsrum findes i Samlede Værker, 5. russiske udgave, bd. 41-44. Sidetallet i det foreliggende bind svarer til en god syvendedel af sidetallet i den russiske udgave. Titlerne i den russiske udgave er som oftest tilføjet af den russiske redaktion; de er bibeholdt i den foreliggende oversættelse, med undtagelse af titlen på dette binds første artikel, fordi denne titel ikke lod sig oversætte direkte. Titlen er fordansket af den danske redaktion.
Den første artikel, om folkeoplysning, vidner om, at Sovjetrusland var indtrådt i en periode, hvor fredens opgaver havde afløst forsvarskrigens. Det ideologiske arbejde havde fået sin særlige betydning:
»Kommunismen skal blive forståelig for arbejdermasserne som deres egen sag... For os er den allerede ikke længere et program, en teori og en opgave, for os består denne sag i dagens faktiske opbygning.«
I beretningen til den 8. sovjetkongres fremhævede Lenin nødvendigheden af at forøge produktionen, især i landbruget. Det var i denne beretning, Lenin indgående forklarede elektrificeringens betydning for opbygningen af en maskinel storindustri og fremsatte sin berømte formulering:
»Kommunisme – det er sovjetmagt plus elektrificering af hele landet.«
Elektrificeringsplanen GOELRO kaldte Lenin for partiets andet program. Han lagde stor vægt på den økonomiske opbygnings internationale betydning:
»Når Rusland dækkes af et tæt net af elektricitetsværker og store tekniske anlæg, så vil den økonomiske opbygning af kommunismen blive et mønster for det kommende socialistiske Europa og for Asien.«
Om opbygningen af fagforeningerne måtte Lenin kæmpe med stridende grupper i partiet. Dette afspejles i dette binds to artikler om fagforeningerne: Om Fagforeningerne, Om Den Nuværende Situation Og Om Kammerat Trotskijs Fejl, og Endnu En Gang om Fagforeningerne Om Den Nuværende Situation Og Om Kammeraterne Trotskijs Og Bukharins Fejl. Striden behandles også i artiklen Krisen i Partiet. Lenin karakteriserede fagforeningerne som en skole i forvaltning, i økonomisk drift, en skole i kommunisme.
Som det også fremgår af titlerne, kom Bukharin til at spille en særlig rolle i fraktionsstriden. Han foregav at ville mægle mellem Lenin og Trotskij, men i realiteten blev hans forsøg til et angreb på Lenin og dennes tilhængere, og han sluttede sig hurtigt til Trotskij. Lenin betegnede i denne forbindelse Bukharin som »hjælper for det værste og skadeligste fraktionsvæsen«.
Ruslands Kommunistiske Partis, RKP(b)’s 10. kongres står særlig markant i partiets historie. På den ene side var den fase i landets historie begyndt, hvor krigstilstand var afløst af en i hvert fald midlertidig fred, og hvor fredstilstanden blev fastslået i traktater med mindre lande (Finland, Polen, Iran, Afghanistan, Tyrkiet o.a.), ligesom visse handelsforbindelser med vestlige lande var etableret. Fredelig sameksistens mellem stater i de to samfundssystemer var ledetråden for Sovjetunionens udenrigspolitik.
På den anden side var situationen indadtil overordentlig vanskelig. Efter fire års imperialistisk krig, og derpå tre års forsvarskrig mod oprør og udenlandsk intervention, var landets produktionsliv lammet. Der opstod brændselskrise, kaos på jernbanerne, indenrigspolitiske forviklinger og bondeoprør ledet af kulakker. I begyndelsen af marts 1921 udbrød et oprør blandt matroserne i fæstningen Kronstadt. Lenin betegnede en stor del af arbejderklassen som »deklasseret«, »slået ud af sit klasseleje«.
På denne partikongres redegjorde Lenin for den nye økonomiske politik, NEP. Den skulle afløse den stramme »krigskommunisme«, som intet havde med kommunisme at gøre, men bestod af nødtvungne restriktioner forårsaget af krigens krav. NEP tillod nu en vis privatproduktion og privathandel, samtidig med at sovjetstaten beholdt de vigtigste økonomiske kommandohøjder – f.eks. bankerne.
Bøndernes afleveringspligt blev afløst af en levnedsmiddelskat.
Denne økonomiske politiks betydning for landet og for udviklingen fra kapitalisme til socialisme analyserede Lenin også i en senere artikel: Om Levnedsmiddelskatten. Denne artikel er tillige bemærkelsesværdig ved sin analyse af Ruslands daværende økonomiske strukturer og af statskapitalismens betydning.
På den 10. partikongres kom partistridighederne til diskussion. Dette bind indeholder to skrifter derom, Lenins Udkast Til 10. Partikongres’ Resolution Om Partiets Enhed og hans Udkast Til 10. Partikongres’ Resolution Om Den Syndikalistiske Og Anarkistiske Afvigelse I Vort Parti.
I denne forbindelse gjorde Lenin opmærksom på, at både den udenlandske og den indenlandske kontrarevolution nu var slået ind på en bestemt taktik: de angreb ikke så meget selve sovjetstaten som det kommunistiske partis rolle. De opfordrede som i Kronstadt til at fjerne kommunisterne fra sovjetterne for derved at skabe betingelser for genindførelse af kapitalisme og godsejervælde. Partiets enhed og konsekvente kamp mod en sådan bestræbelses hjælpere i landet måtte derfor tillægges særlig betydning.
I Tale På Transportarbejdernes Alrussiske Kongres, 27. marts 1921, klarlagde Lenin først de tre kræfter: arbejderklassen, bønderne og kapitalist- og godsejerklassen, som var bestemmende for revolutionens gang. Han forklarede de delegerede, hvilke forandringer der var foregået med bønderne under revolutionen, hvor de var blevet befriet for det gamle styre og godsejervældet, men hvor »mellembønderne« til gengæld var blevet besiddere. De prægedes nu af besiddermentalitet og var derfor en altid svingende kraft, ude af stand til at holde en fast kurs. Så meget vigtigere var arbejderklassens førerskab i forbundet mellem arbejderklassen og de arbejdende bønder. Lenin betonede videre transportvæsenets rolle i sammenkoblingen af industrien og landbruget.
I 1921 var det tydeligt, at et tættere samarbejde mellem de indtil da separate sovjetrepublikker var påkrævet. De transkaukasiske republikker sluttede sig sammen. I sin hilsen til kommunisterne dér bemærkede Lenin, at forholdene i disse egne krævede en langsommere, mere forsigtig, mere systematisk overgang til socialismen, end det havde været muligt i selve Sovjetrusland. I Sovjetrusland havde det været nødvendigt at slå den første breche i verdenskapitalismen, at hævde sig i en frygtelig krig mod hvidgardisterne, mensjevikkerne og de socialrevolutionære, som støttedes af den imperialistiske verdens sejrherrelande, den såkaldte Entente, der opretholdt blokade af sovjetlandet og ydede kontrarevolutionen militær støtte. Kommunisterne i Transkaukasien havde mulighed for at gå anderledes frem og måtte undgå at kopiere fremgangsmåden i Sovjetrusland; de måtte selvstændigt drage lære af erfaringerne fra revolutionskampene i årene 1917-1921.
Lenins teser til Kommunistisk Internationales 3. kongres i 1921 og en af hans taler på kongressen afslutter dette bind.
Internationalen, Komintern, var blevet verdensomfattende. Dens partier havde ved adskillige lejligheder deltaget i betydelige kampe hver i sit land – kort før kongressen således under den såkaldte marts-aktion i Tyskland. De enkelte partiers ideologiske og organisatoriske selvstændighed var blevet befæstet gennem bekæmpelsen af centristiske (reformistiske og revisionistiske) tendenser i partierne. Hovedopgaven var nu at finde de rette veje til at forberede den socialistiske revolution ud fra de forhåndenværende betingelser i hvert enkelt land.
Lenin vendte sig i talen navnlig mod en såkaldt offensivteori, dvs. nogle kommunistiske lederes tilbøjelighed til at lade deres ønsker bestemme deres handlinger, at lade sig nøje med at tale om »mål« i stedet for at holde sig til principperne: proletariatets diktatur og det kommunistiske partis ledende rolle. Bemærkelsesværdig er også Lenins analyse af begrebet masser i denne tale.
Sidst opdateret 18.6.2014