Første gang trykt i 1921 i bogen »Ottende alrussiske sovjetkongres af arbejder-, bonde-, rødarmist- og kosakdeputerede.« Stenografisk referat.
Oversat til dansk af Annedorte Dalsgaard.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 14, s. 23-53, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 18. juni 2014.
(Råb fra pladserne: »Længe leve kammerat Lenin!«. Tordnende bifald. Stormende ovation.) Kammerater, jeg skal aflægge beretning om regeringens uden- og indenrigspolitik. Jeg opfatter det ikke som min opgave, at jeg i min beretning giver jer en opremsning af arbejder- og bonderegeringens lovforslag og foranstaltninger, om så kun de største og vigtigste. Jeg tror heller ikke, at det vil interessere jer eller være særlig betydningsfuldt at snakke om begivenhederne i denne beretningsperiode. Jeg synes, man skal forsøge at generalisere den vigtigste lære, vi har fået i løbet af dette år – et år som ikke var mindre rigt på bratte politiske omsving end de foregående revolutionsår – og af denne generaliserede læres erfaring udlede de mest påtrængende politiske og økonomiske opgaver, vi står overfor. Såvel gennem sine lovforslag, der er forelagt jer til bedømmelse og godkendelse, som gennem sine samlede foranstaltninger sætter sovjetmagten de største forhåbninger til disse opgaver og tillægger nu dem den største betydning og forventer, at de vil resultere i mærkbar fremgang i vor økonomiske opbygning. Lad mig derfor nøjes med et par korte bemærkninger om republikkens internationale situation og om de vigtigste resultater i det forløbne år på det udenrigspolitiske område.
I ved naturligvis alle, hvordan de polske godsejere og kapitalister påtvang os krigen under tryk og pression fra de kapitalistiske lande i Vesteuropa, og ikke kun Vesteuropa alene. I ved, hvordan vi i april dette år tilbød den polske regering fred på betingelser, der var ulig mere fordelagtige for den end de nuværende; og kun fordi vi var presset af den yderste nødvendighed, efter at vore forhandlinger om en våbenstilstand med Polen var brudt fuldstændig sammen, så vi os tvunget til at gå i krig, – en krig der imidlertid trods det overordentligt store nederlag, vore tropper led ved Warszawa på grund af deres utvivlsomme udmattelse, sluttede med en fred, der for os var mere fordelagtig end den, vi i april havde tilbudt Polen. Den foreløbige fredsaftale med Polen er underskrevet, og nu forhandles der om en endegyldig fred. Vi lægger ikke det mindste skjul på, hvilken fare der består i nogle af de mest hårdnakkede kapitalistiske landes pression og heller ikke i bestemte russiske hvidgardistkredses pression, hvis formål er at hindre forhandlingerne i at slutte med en fredsaftale. Men vi må sige, at Ententens politik, der sigter mod militær indblanding og militær undertrykkelse af sovjetmagten, lider stadig større fiasko, og flere og flere stater, der afgjort er fjendtligt indstillet over for sovjetmagten, trækker vi over på vor fredspolitiks side. Antallet af stater, der har underskrevet fredstraktaten, vokser, og det er meget sandsynligt, at den endegyldige fredstraktat med Polen bliver underskrevet i den nærmeste tid; på den måde vil endnu et meget alvorligt slag blive tilføjet de kapitalistiske kræfters forbund, som forsøger at fratvinge os magten ved hjælp af krig.
Kammerater, I ved naturligvis også, at vor midlertidige modgang i krigen med Polen og vor undertiden vanskelige situation var afhængig af, at vi skulle kæmpe mod Wrangel, der officielt var anerkendt af en af de imperialistiske stater [1] og som fik kolossal materiel, militær og anden hjælp. For at afslutte krigen hurtigst muligt skulle vi foretage en hurtig troppekoncentration, der kunne tilføje Wrangel det afgørende slag. I ved naturligvis, hvilket usædvanligt heltemod den Røde Hær lagde for dagen, da den klarede sådanne forhindringer og sådanne befæstningsanlæg, som endda militæreksperter og autoriteter anså for urørlige. Den fuldstændige, afgørende og beundringsværdigt hurtige sejr, som blev vundet over Wrangel, er et af de mest strålende kapitler i den Røde Hærs historie. Således sluttede krigen, som blev os påtvunget af hvidgardisterne og imperialisterne.
Vi kan nu med langt større tillid og fasthed tage fat på det arbejde, der ligger os på sinde, et nødvendigt arbejde som allerede længe har virket dragende på os, den økonomiske opbygning, med tillid til at det ikke bliver så let som tidligere for kapitalisterne at forpurre dette arbejde. Men selvfølgelig skal vi være på vagt. Vi må under ingen omstændigheder sige, at vi allerede er garanteret mod krig. Og denne mangel på garanti består ikke i, at vi endnu ikke har officielle fredstraktater. Vi ved meget godt, at resterne af Wrangels hær ikke er tilintetgjort, men ligger skjult ikke langt borte og passes og beskyttes og genopbygges med kapitalistiske staters hjælp, og at russiske hvidgardistorganisationer ihærdigt arbejder for på ny at skabe diverse militære enheder og sammen med de styrker, som Wrangel råder over, at forberede dem til et nyt stormløb mod Rusland på et egnet tidspunkt.
Derfor skal vi under alle omstændigheder opretholde vort militære beredskab. Og da vi ikke kan forlade os på, at de slag, som vi allerede har tilføjet imperialismen, var nok, skal vi for enhver pris holde vor Røde Hær i kampberedskab og styrke dens kampevne. Det forhindrer naturligvis ikke, at en vis del af hæren frigøres og hurtigt demobiliseres. Vi regner med, at de store erfaringer, som den Røde Hær og dens ledere har samlet under krigen, nu vil hjælpe os til at forbedre dens kvalitet. Ved at reducere hæren vil vi kunne bevare en grundkerne, hvis opretholdelse ikke bliver nogen urimelig byrde for republikken, og samtidig med at hæren reduceres, vil vi få bedre mulighed end før for om nødvendigt at opbygge og mobilisere en endnu større militærstyrke.
Vi er overbevist om, at alle nabostater, som allerede har tabt meget ved at støtte hvidgardisternes sammensværgelser mod os, har annammet tilstrækkeligt af erfaringens hårde lære og anlagt et realistisk syn på vor forsonlighed, der af alle blev tolket som vor svaghed. Efter tre års erfaringer har de måttet erkende, at når vi lægger en aldeles fast og fredelig indstilling for dagen, er vi samtidig militært rede. Og alle forsøg på at begynde en krig mod os, vil for de stater, der lader sig inddrage i en sådan krig, betyde en forværring af de betingelser, som de kunne have haft uden krig og før en krig i sammenligning med dem, de får som resultat af krig og efter en krig. Dette er blevet bevist over for flere stater. Og det er en gevinst for os, som vi ikke agter at opgive, og som ikke vil blive glemt af en eneste af de stater, der ligger rundt om os eller har politisk kontakt med Rusland. Takket være dette forbedrer vi bestandigt vore forbindelser til nabostaterne. I ved, at fred definitivt er undertegnet med en hel række stater ved Ruslands vestgrænse, som har hørt til det tidligere russiske imperium, [2] og sovjetmagten har betingelsesløst anerkendt deres uafhængighed i vor politik. En fred på dette grundlag har alle chancer for at blive mere langvarig end den kapitalisterne og nogle af de vesteuropæiske stater ønsker.
Hvad angår den lettiske regering, må jeg sige, at der en tid var fare for at vore forbindelser skulle blive forværret så meget, at det endog kunne komme på tale at afbryde de diplomatiske forbindelser. Men netop den sidste indberetning fra vor repræsentant i Letland viser, at der allerede er indtrådt en ændring i politikken, og at mange af misforståelserne og de berettigede anledninger til utilfredshed er fjernet. Der findes et velbegrundet håb om, at vi i nær fremtid får tætte økonomiske forbindelser med Letland, som naturligvis vil være et endnu mere nyttigt land for vor samhandel med Vesteuropa end Estland og andre stater, der grænser til RSFSR.
Jeg skal ligeledes bemærke, kammerater, at østpå har vor politik opnået stor fremgang i dette år. Vi skal glæde os over dannelsen og styrkelsen af sovjetrepublikkerne Bukhara, Aserbajdsjan og Armenien, som ikke blot har genoprettet deres fulde uafhængighed, men også lagt magten i arbejdernes og bøndernes hænder. Disse republikker er et bevis og en bekræftelse på, at sovjetmagtens ideer og principper er egnede og umiddelbart gennemførlige ikke blot i lande, der er industrielt udviklede, ikke blot med en social grundvold som proletariatet, men også med en grundvold som bønderne. Bondesovjetternes idé har sejret. Magten i hænderne på bønderne er sikret, jorden og produktionsmidlerne er i deres hænder. De venskabelige forbindelser mellem bondesovjetternes republikker og Ruslands socialistiske republik er allerede forankret gennem de praktiske resultater af vor politik.
Vi kan ligeledes glæde os over den forestående undertegnelse af traktaten med Persien, [3] som vi har venskabelige forbindelser med i kraft af, at alle folk, der lider under imperialismens åg, har sammenfaldende grundinteresser.
Vi skal også bemærke, at vi mere og mere etablerer og udbygger venskabelige forbindelser med Afghanistan og i endnu højere grad med Tyrkiet. Hvad angår Tyrkiet har Ententelandene gjort alt, hvad de kunne for at umuliggøre mere eller mindre normale forbindelser mellem Tyrkiet og vesteuropæiske lande. I forbindelse med sovjetmagtens konsolidering bevirker denne omstændighed mere og mere trods alle modaktioner og alle intriger fra bourgeoisiets side, trods den fortsatte eksistens af borgerlige lande omkring Rusland – at Ruslands forbund og venskabelige forbindelser med de undertrykte nationer i Østen forstærkes, idet den vigtigste kendsgerning i den samlede politik er den imperialistiske vold mod de folk, der ikke havde det held at være blandt sejrherrerne, og denne verdensomspændende politik fra imperialismens side fører til tilnærmelse, forbund og venskab mellem alle undertrykte folk. Den fremgang, vi har opnået i så henseende, også i Vesten i forhold til mere europæiserede stater, viser, at det nuværende grundlag for vor udenrigspolitik er rigtigt, og at forbedringen af vor internationale stilling hviler på et fast grundlag. Vi er overbevist om, at med en fortsat fredspolitik og med indrømmelser fra vor side (og vi må gøre indrømmelser for at undgå krig), trods alle imperialisternes intriger og planer, som naturligvis altid kan sætte den ene eller anden stat op imod os, trods alt dette vil grundlinjen i vor politik og de grundinteresser, som selve karakteren af den imperialistiske politik fremkalder, vinde frem og i stadig højere grad anspore RSFSR til at oprette nærmere forbindelser med et voksende antal nabostater. Og dette er garantien for, at vi grundigt vil kunne beskæftige os med den økonomiske opbygning, at vi i en længere periode vil kunne arbejde roligt, ihærdigt og sikkert.
Jeg skal ligeledes nævne, at der nu forhandles med England om at undertegne en handelsaftale. Disse forhandlinger trækker desværre mere i langdrag, end vi kunne ønske, men vi er absolut uden skyld heri. Allerede i juli, da den engelske regering i det øjeblik, hvor de sovjetiske tropper havde størst fremgang, officielt forelagde os teksten til en aftale, som giver mulighed for handelsforbindelser, svarede vi med fuld tilslutning, men siden har kampen mellem strømninger i den engelske regering og den engelske stat bremset denne sag. Vi ser, hvordan den engelske regering svinger og truer med helt at afbryde forbindelserne med os og øjeblikkeligt sende flåden til Petrograd. Vi har set dette, men på samme tid har vi også set, at der som svar på denne trussel er blevet dannet »aktionskomitéer« over hele England. [4] Vi har set, hvordan selv de mest yderliggående tilhængere af den opportunistiske retning og deres førere under pres fra arbejderne måtte gå ind på denne fuldstændig »forfatningsstridige« politik, som de selv fordømte i går. Det viste sig, at trods alle mensjevikiske fordomme, der indtil nu har været dominerende i engelsk fagbevægelse, gjorde kraften i de arbejdende massers tryk og bevidsthed sig så stærkt gældende, at den tog brodden af imperialisternes krigeriske politik. Og idet vi nu fortsætter vor fredspolitik, står vi fast på det juli-forslag, som den engelske regering forelagde. Vi er rede til øjeblikkelig at undertegne handelsaftalen, og når den indtil nu ikke er undertegnet, ligger skylden udelukkende hos de strømninger og retninger i de engelske herskende kredse, der vil forpurre handelsaftalen, og som på tværs af hvad flertallet ikke blot blandt arbejderne, men endog blandt det engelske bourgeoisi ønsker, endnu engang vil have frie hænder til at overfalde Sovjetrusland. Det må de selv om.
Jo længere denne politik fortsættes i visse indflydelsesrige kredse i England, i finanskapitalens og imperialisternes kredse, desto mere skærpes den finansielle situation, desto mere forhales den delvise aftale, der nu er nødvendig mellem det borgerlige England og Sovjetrepublikken, desto mere bringes imperialisterne i den situation, at de senere bliver tvunget til at indgå ikke en delvis aftale, men en fuldstændig aftale.
Kammerater, jeg må sige, at der i forbindelse med denne handelsaftale med England opstår et spørgsmål, som hører til de vigtigste i vor økonomiske politik: spørgsmålet om koncessionerne. Blandt de vigtigste love, der blev vedtaget af sovjetmagten i beretningsperioden, er loven om koncessioner af 23. november dette år. I kender naturligvis alle lovens ordlyd. I ved alle, at vi nu har offentliggjort de supplerende materialer, der vil kunne give alle delegerede på sovjetkongressen mest mulig information om dette spørgsmål. Vi har offentliggjort en speciel pjece, der ikke blot indeholder dette dekrets ordlyd, men også en fortegnelse over de vigtigste koncessioner, nemlig jordbrugs-, skovbrugs- og minedriftskoncessionerne. Vi har truffet foranstaltninger for hurtigst muligt at gøre de vesteuropæiske stater bekendt med offentliggørelsen af dette dekrets ordlyd, og vi håber at vor koncessionspolitik også vil føre til praktiske resultater. Vi lukker aldeles ikke øjnene for de farer, der er forbundet med denne politik i den socialistiske sovjetrepublik, et land som tillige er svagt og efterblevent. Så længe vor sovjetrepublik er et isoleret område i udkanten af hele den kapitalistiske verden, er det aldeles latterligt fantasteri og utopi at tro, at vi er blevet fuldstændig økonomisk uafhængige, og at diverse farer skulle være forsvundet. Så længe disse grundlæggende modsætninger findes, består farerne naturligvis også, dem kan man ikke løbe fra. Vi skal blot stå fast for at overleve disse farer, forstå at skelne farer af stor betydning fra farer af mindre betydning og foretrække de mindre betydningsfulde fremfor de mere betydningsfulde.
For kort tid siden blev det os meddelt, at en partiløs bonde på Arsamas-kredsens sovjetkongres i Nisjnij-Novgorodguvernementet havde sagt om koncessionerne:
»Kammerater! Vi sender jer til den alrussiske kongres og erklærer, at vi bønder er parate til at sulte, fryse og bære de byrder, der er os pålagt, i endnu tre år, bare I ikke sælger Moder Rusland som koncessioner.« Jeg hilser med stor glæde sådanne stemninger, som er meget, meget vidt udbredt. Det er netop betegnende for os, tror jeg, at der blandt de partiløse arbejdende masser, ikke blot blandt arbejderne, men også blandt bønderne, i de tre år er modnet politiske og økonomiske erfaringer, som gør, at de kan og må sætte befrielsen fra kapitalisterne over alt andet, og at de nødsages til at betragte ethvert skridt, der indebærer mulige nye farer for en genindførelse af kapitalismen, med tredobbelt årvågenhed og overordentlig mistænksomhed. Vi lytter afgjort meget opmærksomt til sådanne udtalelser, men vi må sige, at det ikke drejer sig om at sælge Rusland til kapitalisterne, det drejer sig om koncessioner; enhver koncessionsaftale er begrænset af en bestemt frist, af en bestemt overenskomst og forsynet med alle garantier, der er nøje gennemtænkt, og som vil blive gennemtænkt og diskuteret mange gange sammen med jer på denne kongres og på forskellige fremtidige konferencer, og disse midlertidige aftaler kan ikke sammenlignes med et salg. De har ikke noget med et salg af Rusland at gøre, men de udgør en vis økonomisk indrømmelse til kapitalisterne, for at vi på den måde så hurtigt som muligt får de nødvendige maskiner og lokomotiver, uden hvilke vi ikke kan gennemføre vor økonomis genopbygning. Vi har ingen ret til at ringeagte noget, der i hvert fald kan hjælpe lidt til at forbedre arbejdernes og bøndernes stilling.
Vi må gøre alt, hvad der er os muligt for at genoprette handelsforbindelserne hurtigt. Og disse forhandlinger foregår nu halvofficielt. Vi bestiller lokomotiver og maskiner i et langtfra tilstrækkeligt antal, men vi er begyndt at bestille dem. Når vi kan føre disse forhandlinger helt officielt, vil det udvide vore muligheder enormt. Ved hjælp af industrien vil vi opnå meget, og opnå det på kortere tid, men selv i tilfælde af stor succes måles denne tid dog med år, med en række år. Man må huske, at selv om vi nu har vundet den militære sejr og fået fred, så lærer historien os på den anden side, at intet stort spørgsmål, ingen revolution er blevet afgjort uden gennem en række krige. Og denne lære vil vi aldrig glemme. Nu har vi belært en lang række stormagter om, at de ikke skal føre krig mod os, men hvor længe det holder, kan vi ikke garantere for. Man må være forberedt på, at ved de mindste ændringer i situationen vil imperialistiske røvere atter angribe os. Det må vi være forberedt på. Derfor er det fremfor alt nødvendigt at genopbygge økonomien, nødvendigt at give den faste ben at stå på. Uden udstyr, uden maskiner fra kapitalistiske lande lader dette sig ikke gøre i løbet af kort tid. Og vi har ikke ondt af, at kapitalisterne får ekstra profit, når det blot lykkes for os at genopbygge økonomien. Det er nødvendigt, at arbejdere og bønder er indstillet på samme måde som de partiløse bønder, der sagde, at de ikke frygtede ofre og afsavn. De erkender faren ved kapitalistisk indblanding, men betragter ikke koncessionerne ud fra et sentimentalt synspunkt, de ser dem som en fortsættelse af krigen, udelukkende som en videreførelse af den skånselsløse kamp på et andet plan, de ser muligheden for nye forsøg fra bourgeoisiet på at genopbygge den gamle kapitalisme. Dette er glimrende, det giver os garanti for, at ikke kun sovjetmagtens organer, men hver eneste arbejder og bonde vil gøre det til sin sag at holde opsyn med og beskytte vore interesser. Og vi er overbevist om, at selv under opfyldelse af koncessionsaftalerne vil vi kunne beskytte vore interesser på et grundlag, hvor der overhovedet ikke kan være tale om at give magten tilbage til kapitalisterne. Og vi vil nå så langt, at vi kan reducere denne fare til et minimum, at den bliver mindre end krigsfaren, at det bliver vanskeligere at genoptage krigen og lettere for os at genopbygge og videreudvikle vor økonomi på kortere tid, på et færre antal år (det drejer sig om en temmelig lang årrække).
Kammerater. De økonomiske opgaver, den økonomiske front rykker atter og atter i forgrunden som det vigtigste og mest grundlæggende. Da jeg så dette lovgivningsmateriale igennem, hvorom jeg skal aflægge beretning for jer, erfarede jeg, at det vældige flertal af foranstaltninger og bestemmelser fra såvel folkekommissærernes råd som forsvarsrådet [5] består i enkelte, detaljerede og meget ofte fuldkommen ubetydelige foranstaltninger i forbindelse med denne økonomiske virksomhed. I forventer naturligvis ikke, at jeg skal opremse disse foranstaltninger. Det ville blive yderst kedeligt og aldeles uinteressant. Jeg vil kun minde om, at det langtfra er første gang vi vender tilbage for atter at rykke arbejdsfronten i forgrunden. Lad os huske på resolutionen, som den alrussiske centrale eksekutivkomité vedtog den 29. april 1918. [6]
Det var på en tid, da Rusland var økonomisk lemlæstet af Brestfreden, som blev os påtvunget; den uendeligt røveriske aftale anbragte os i en overordentlig svær situation. Der var dengang opstået mulighed for at regne med et pusterum, der ville give os forudsætninger for at genoptage en fredelig økonomisk virksomhed, og straks – selv om vi i dag ved, at dette pusterum blev meget kortvarigt – rettede den alrussiske centrale eksekutivkomité i resolutionen af 29. april hele sin opmærksomhed mod den økonomiske opbygning. Denne resolution, der ikke er ophævet, og som fortsat er lov for os, giver de rette perspektiver for en vurdering af, hvordan vi greb denne opgave an og hvad der nu må lægges større vægt på i vort arbejde for at kunne føre det til ende.
Ved gennemgang af denne resolution står det klart, at mange af de spørgsmål, vi nu må arbejde med, allerede i april 1918 blev rejst entydigt, fast og tilstrækkelig resolut. Med dette i erindring siger vi: gentagelse er roden til lærdom. Det generer os ikke, at vi nu gentager disse grundlæggende sandheder i den økonomiske opbygning. Vi vil gentage dem mange gange endnu, men læg mærke til, hvilken forskel der er mellem proklamationen af de abstrakte principper, som blev fremsat i 1918, og det økonomiske arbejde, der rent faktisk er begyndt. Og til trods for de gigantiske vanskeligheder og bestandige forstyrrelser i vort arbejde, rykker vi stadig nærmere og mere konkret frem mod den praktiske opstilling af de økonomiske opgaver. Vi vil gentage os selv mange, mange gange endnu. Uden kolossalt mange gentagelser, uden en vis tilbagekomst, uden kontrol, uden enkelte rettelser, uden nye metoder og uden kraftanstrengelser for at overbevise de efterblevne og uskolede kan man ikke klare sig i opbygningen.
Det karakteristiske for den nuværende politiske situation er netop, at vi er inde i en brydningsfuld overgangsperiode, en vis siksakbevægelse, en periode hvor vi går fra krig til økonomisk opbygning. Det er også hændt tidligere, men ikke i så stort omfang. Dette skal atter og atter minde os om, hvilke almene politiske opgaver sovjetmagten har, og hvori denne overgangsperiodes egenart består. Proletariatets diktatur var vellykket, fordi det forstod af forene tvang og overbevisning. Proletariatets diktatur frygter ikke tvang og skarpe, resolutte, skånselsløse ytringer fra statens side, thi den fremskredne klasse, den der var mest undertrykt af kapitalismen, har ret til at anvende denne tvang, fordi den gør det i alle arbejdendes og udbyttedes interesse og besidder sådanne tvangs- og overbevisningsmidler, som ingen af de tidligere klasser har haft, selv om de nok havde ulig større materiel mulighed for at propagandere og agitere, end vi har.
Når man nu stiller spørgsmålet om resultaterne af vore tre år lange erfaringer (for det er svært at sammenfatte et års resultater i nogle få hovedpunkter), når man stiller spørgsmålet, hvad skyldes i sidste instans vore sejre over den fjende, der var langt stærkere end vi, så må man svare: det skyldes, at organiseringen af den Røde Hær skete på glimrende måde, hvor den proletariske ledelse blev udøvet konsekvent og fast i forbundet mellem arbejderne og de arbejdende bønder mod alle udbyttere. Hvordan kunne det lade sig gøre? Hvorfor var den enorme bondemasse så villig til at gå med til det? Ford i bønderne, som for de flestes vedkommende var partiløse, var overbeviste om, at deres eneste redning lå i at støtte sovjetmagten. Og det var selvfølgelig ikke gennem bøger, ikke gennem propaganda de blev overbevist om dette, men gennem erfaring. De blev overbevist af erfaringen fra borgerkrigen, i særdeleshed af forbundet mellem vore mensjevikker og socialrevolutionære, der i visse hovedtræk er mere beslægtede med småbønderne. Erfaringerne med forbundet mellem på den ene side disse partier af småbesiddere og godsejerne og kapitalisterne på den anden side og ligeledes med Koltjak og Denikin har overbevist bondemassen om, at nogen middelvej ikke er mulig, at sovjetmagtens utvetydige politiske linje er rigtig, at proletariatets jernhårde ledelse er det eneste middel, der kan redde bønderne fra udbytning og vold. Og kun fordi vi formåede at overbevise bønderne, kun derfor har vor tvangspolitik, som bygger på denne faste og ubetingede overbevisning, haft en så gigantisk fremgang.
Nu skal vi huske på, at under overgangen til arbejdsfronten står vi over for den samme opgave, ganske vist i en ny situation, i en større målestok, men opgaven er den samme, som vi stod overfor, da vi førte krig mod hvidgardisterne, hvor vi så arbejder- og bondemassens entusiasme og kraftanstrengelse, som ikke forekom og ikke havde kunnet forekomme i andre lande i nogen krig. De partiløse bønder er ligesom bonden fra Arsamas, hvis ord jeg tidligere citerede, ved selvsyn og praktisk erfaring virkelig nået til den overbevisning, at udbytterne er skånselsløse fjender, og at skånselsløs magtudøvelse er nødvendig for at holde dem nede. Aldrig tidligere har vi vundet en så stor folkemasse, som var bevidst indstillet til krig og aktivt støttede krigen. Ikke under noget politisk regime har der været bare en brøkdel af den forståelse for og medleven i krigen, som snart sagt alle partimedlemmer og partiløse blandt arbejderne og tillige med de partiløse bønder (og bønder er jo i deres masse partiløse) lagde for dagen – som under sovjetmagten. Og dette er grunden til, at vi trods alt sejrede over den stærke fjende. Her fremtræder en af de mest grundlæggende og samtidig særdeles enkle og forståelige teser i marxismen i sin rette sammenhæng. Jo større omfang, jo større bredde de historiske handlinger har, desto flere mennesker deltager også i disse handlinger, og omvendt, jo mere dybtgående en omdannelse vi vil gennemføre, desto mere må vi højne interessen for den og den bevidste indstilling og overbevise nye og atter nye millioner, ja i snesevis af millioner, om dens nødvendighed. At vor revolution, når alt kommer til alt, har lagt alle andre revolutioner langt bag sig, er, at den gennem sovjetmagten har rejst snesevis af millioner til aktiv deltagelse i den statslige opbygning, millioner der ikke tidligere havde interesse i denne opbygning. Nu går vi fra denne side af sagen over til spørgsmålet om de nye opgaver, vi er stillet overfor, og som er kommet til udtryk i snesevis og hundredevis af beslutninger fra sovjetmagten; disse beslutninger har for ni tiendedeles vedkommende udgjort arbejds- og forsvarsrådets arbejde i denne periode (herom skal vi tale senere) og vel mere end halvdelen af arbejdet i folkekommissærernes råd, nemlig spørgsmålet om de økonomiske opgaver: om opstilling af en økonomisk enhedsplan, om reorganisering af selve grundprincipperne for Ruslands økonomi, for de små bondebrug. Det er opgaver, der kræver, at hvert eneste fagforeningsmedlem inddrages i denne fuldstændig nye sag, som var fremmed for dem under kapitalismen. Og nu spørger I, hvorvidt der for nærværende findes forudsætning for en hurtig betingelsesløs sejr, som den der blev skabt under krigen, den forudsætning der består i at inddrage masserne i arbejdet. Er de – fagforeningsmedlemmerne og flertallet af partiløse – overbeviste om nødvendigheden af vore nye metoder, af vore storslåede opgaver i den økonomiske opbygning, er de lige så overbeviste om alt det, som de var om nødvendigheden af at give alt til krigen, at ofre alt på krigsfronten for sejrens skyld? Hvis man stiller spørgsmålet sådan, måtte I svare: afgjort nej. De er langtfra så overbeviste om dette, som det er nødvendigt.
Krig var noget, der gennem hundreder og tusinder af år var blevet en begribelig og dagligdags sag. Godsejernes gamle voldshandlinger og brutalitet var så iøjnefaldende, at det var let at overbevise folk, selv bønderne i de mest kornrige egne, som havde allermindst tilknytning til industrien, selv disse bønder var det ikke svært at overbevise om, at vi førte krig i arbejdernes interesse, og derigennem vække entusiasmen hos næsten hver og én. Det bliver sværere at få bondemasserne og fagforeningsmedlemmerne til at forstå disse opgaver i dag, så de indser, at man ikke kan leve på den gamle måde, at den kapitalistiske udbytning skal overvindes, hvor rodfæstet den er blevet gennem årtier. Vi må nå frem til, at alle indser, at Rusland tilhører os, at vi, arbejder- og bondemasserne, gennem vor virksomhed, gennem vor strenge arbejdsdisciplin, at kun vi kan omdanne de gamle økonomiske eksistensbetingelser og føre den storslåede økonomiske plan ud i livet. Uden for dette findes ingen redning. Vi er og vil være tilbagestående i forhold til de kapitalistiske stater; vi vil blive slået, hvis ikke det lykkes os at genopbygge vor økonomi. Det er derfor, vi skal gentage de gamle sandheder, som jeg lige har mindet jer om, de gamle sandheder om vigtigheden af de organisatoriske opgaver, om arbejdsdisciplinen, om fagforeningernes umådeligt store rolle, som er helt enestående i denne situation – eftersom der ikke findes nogen anden organisation, der samler de brede masser – vi skal ikke kun gentage alle disse gamle sandheder, vi skal også helt klart erkende, at overgangen fra de militære til de økonomiske opgaver er indtrådt.
Vi har haft fremgang over hele linjen på det militære område, og vi skal nu forberede en lignende fremgang over for endnu vanskeligere opgaver, som kræver entusiasme og selvopofrelse fra det store flertal af arbejdere og bønder. Om disse nye opgaver skal vi overbevise hundredmillioner af mennesker, som fra generation til generation har levet i slaveri og undertrykkelse, og hvor ethvert initiativ er blevet undertrykt. Vi skal organisere millioner af arbejdere, som står i fagforeningerne, men endnu er politisk ubevidste, som ikke har vænnet sig til at betragte sig selv om medejere; de skal ikke organiseres for at gøre modstand mod statsmagten, men for at understøtte og udvikle deres egen arbejdermagts foranstaltninger og for konsekvent at føre disse foranstaltninger til ende. Denne overgang er forbundet med vanskeligheder.
Betragtet i sin enkle formulering, er opgaven ikke ny. Men det er en ny opgave, for så vidt som det er første gang, at den økonomiske opgave stilles i massemålestok, og vi må erkende og huske, at krigen på den økonomiske front bliver vanskeligere og længere. For at sejre på denne front skal et større antal arbejdere og bønder gøres initiativrige, aktive og hengivne. Og dette kan lade sig gøre – herfor taler den erfaring, vi har samlet under den økonomiske opbygning – fordi bevidstheden om elendighed, kulde, sult og alle mulige afsavn i forbindelse med mangel på produktivkræfter har rodfæstet sig dybt i massen. Vi skal nu rette opmærksomheden mod dette, så vi kan føre al agitation og al propaganda fra de politiske og militære interesser over i den økonomiske opbygnings baner. Vi har proklameret dette mange gange, men endnu ikke tilstrækkeligt, og jeg tror, at blandt de mest fremtrædende foranstaltninger, sovjetmagten har truffet i dette år, er oprettelsen af centralbureauet for produktionspropaganda under det alrussiske centrale fagforeningsråd, dets tilknytning til hovedudvalget for politisk oplysningsarbejde og grundlæggelsen af nye aviser for de respektive industrier, hvorved opmærksomheden ikke kun lægges på produktionspropaganda, men også på hvordan den organiseres i landsomfattende målestok.
Nødvendigheden af, at den organiseres i landsomfattende målestok, skyldes alle de særegenheder, som den nuværende politiske situation er præget af. Dette er nødvendigt såvel for arbejderklassen som for fagforeningerne og bønderne, det er af allerstørste nødvendighed for vort statsapparat, som vi langtfra har udnyttet tilstrækkeligt til dette formål. Vi har viden om, hvordan vi skal lede industrien, hvordan vi skal få masserne gjort interesseret, og vi har tusind gange mere boglig viden, end vi anvender i praksis. Vi skal nå frem til, at alle fagforeningsmedlemmer uden undtagelse er interesseret i produktionen, og at de forstår at kun ved at øge produktionen og højne arbejdsproduktiviteten, vil Sovjetrusland med ti år forkorte de forfærdelige forhold det befinder sig i, og den sult og kulde, som det oplever. Hvis vi ikke forstår denne opgave, kan vi alle gå til grunde, for hvis vort statsapparat er svagt, må vi trække os tilbage; når kapitalisterne kommer til hægterne, kan de når som helst genoptage krigen, og vi vil da ikke være i stand til at fortsætte denne krig. Vi vil ikke være i stand til at lade vore millionmassers styrke komme til udtryk, og vi vil tabe denne sidste krig. Spørgsmålet er netop, at indtil nu har en lang række krige afgjort alle revolutionens, alle store revolutioners skæbne. Og vor revolution er en stor revolution. Vi har afsluttet en krigsperiode, og vi skal forberede os til den anden; men hvornår den kommer, ved vi ikke, og vi må gøre alt for, at hvis den kommer, så er vi vor opgave voksen. Det er derfor vi ikke må give afkald på tvangsforanstaltningerne, og ikke kun fordi vi opretholder proletariatets diktatur, som både bondemasserne og de partiløse arbejdere allerede har forstået; de kender alle til vort proletariske diktatur, og de er ikke bange for det, det skræmmer dem ikke, de betragter det som et bolværk og en styrke dvs. noget de kan sætte op imod godsejerne og kapitalisterne, og uden dette er det umuligt at sejre. Denne bevidsthed, denne overbevisning, som allerede er gået i blodet på bondemassen, hvad angår de militære og politiske opgaver, skal også overføres til de økonomiske opgaver. Denne overgang lykkes måske ikke straks. Den vil måske ikke foregå uden svingninger og tilbagefald til den gamle skødesløshed og småborgerlige ideologi. Der må tages fat på dette arbejde med endnu større energi og iver, idet vi husker på, at vi vil overbevise de partiløse bønder og de lidet bevidste fagforeningsmedlemmer, thi sandheden er på vor side, og det kan ikke modbevises, at vi i den anden krigsperiode ikke besejrer vore fjender uden at have genoprettet det økonomiske liv. Lad os blot nå dertil, at mange millioner forholder sig mere bevidst til krigen på den økonomiske front. Deri består opgaven for centralbureauet for produktionspropaganda, deri består opgaven for alle partiarbejdere, deri består opgaven for hele sovjetmagtens apparat, deri består opgaven for hele vor propaganda, gennem hvilken vi har opnået resultater af verdensomfattende betydning, eftersom vor propaganda altid har sagt og siger sandheden til arbejdere og bønder i hele verden, mens enhver anden propaganda lyver for dem. Vi skal nu overføre vor propaganda til noget, der er meget sværere: til det som berører arbejdernes daglige virke i værkstedet, hvor hårde disse arbejdsbetingelser, hvor stærke erindringerne om gårsdagens kapitalistiske system end måtte være, som har lært arbejderne og bønderne at have mistillid til statsmagten. Både arbejdere og bønder må overbevises om, at uden en ny kombination af kræfterne, uden nye former for statslig sammenslutning, uden nye former, der er forbundet med denne tvang, kommer vi ikke op af denne sump, væk fra det økonomiske forfalds afgrund, på hvis yderste kant vi står, og vi er allerede ved at komme ud af dette.
Kammerater, jeg går nu over til nogle kendsgerninger angående vor økonomiske politik og økonomiske opgaver, som efter min mening giver en karakteristik af den nuværende politiske situation og af hele den overgang, vi står overfor. Jeg skal først og fremmest nævne vort agrarforslag, lovforslaget fra folkekommissærernes råd om styrkelse og udvikling af landbrugsproduktionen og hjælp til bondebrugerne. Lovforslaget er blevet offentliggjort den 14. december dette år, og alle lokale funktionærer er tidligere blevet informeret om dets indhold gennem en særlig radioudsendelse, der oplyste om selve kernen i dette lovforslag. [7]
Vi må straks sørge for, at dette lovforslag – ud fra de lokale erfaringer (og det tager udgangspunkt i dem) har man allerede fornemmet det på lokalt plan – bliver underkastet en meget grundig diskussion, også blandt repræsentanterne for de lokale eksekutivkomiteer og eksekutivkomiteernes udvalg. Man kan sikkert ikke længere møde en eneste kammerat, der tvivler om nødvendigheden af specielle og særlig energiske hjælpeforanstaltninger, der ikke kun er en opmuntring, men også en tvang til at hæve landbrugsproduktionen.
Vi har været og er stadig et land med små bondebrug, og overgangen til kommunismen vil for os være umådeligt vanskeligere end under nogen andre forhold. For at fuldbyrde denne overgang må bøndernes egen deltagelse være ti gange større end under krigen. Krigen kunne og måtte kræve en del af den voksne mandlige befolkning. Men vort bondeland, som stadig er udmattet, skal mobilisere den samlede mandlige og kvindelige arbejder- og bondebefolkning. Det er ikke svært at overbevise os kommunister og medarbejderne ved jordbrugsudvalgene om, at arbejds- og afleveringspligten over for staten [8] er nødvendig. Jeg håber ikke, at der findes skygge af principielle meningsforskelle her under diskussionen af lovforslaget af 14. december, som foreligger jer til behandling.
Det er nødvendigt at forstå en anden vanskelighed, nemlig at få overbevist de partiløse bønder. Bønderne er ikke socialister. Og at bygge vore socialistiske planer, som om bønderne var socialister, er det samme som at bygge på sand, er det samme som at vi ikke forstår vore opgaver, og at vi i disse tre år ikke havde lært at afpasse vore programmer og gennemføre vore initiativer i overensstemmelse med den elendige, undertiden kummerlige virkelighed, vi befinder os i. Her må vi have en klar forestilling om de opgaver, vi står overfor. Den første opgave er at forene de kommunister som arbejder i jordbrugsudvalgene, at generalisere deres erfaring, at få fat i det, der er udrettet lokalt og indføje det i de lovforslag, som vil komme centralt fra på de statslige institutioners og den alrussiske sovjetkongres’ vegne. Og vi håber, at vi kan gøre dette sammen. Men det er kun det første skridt. Det andet skridt er at få overbevist de partiløse bønder, netop de partiløse, fordi de udgør massen; for at udrette det, vi er i stand til, skal vi højne bevidstheden i denne masse, som i sig selv er aktiv og initiativrig, om at det er nødvendigt at tage fat på denne sag. Bondebruget kan ikke eksistere på den gamle måde. Mens vi kom ud af den første krigsperiode, vil vi ikke så let komme ud af den anden krigsperiode, og derfor er det nødvendigt at være særlig opmærksom på denne side af sagen.
Det er nødvendigt, at hver eneste partiløs bonde har forstået denne uomtvistelige sandhed, og vi er sikre på, at han vil forstå den. Det er ikke forgæves, at han har været igennem disse seks plagsomme og hårde år. Han ligner ikke førkrigstidens bonde. Han har lidt meget, han har spekuleret meget og tålt mange politiske og økonomiske byrder, der lod ham glemme meget af det gamle. Jeg tror, at han allerede selv forstår, at man ikke længere kan leve på den gamle måde, at man må leve anderledes, og vi skal med fuld kraft sætte alle vore propagandamidler, alle vor stats muligheder, hele vor uddannelse, alle midler og kræfter i vort parti ind på at få overbevist den partiløse bonde, og først da vil vi have lagt en virkelig grund under vort agrarlovforslag, som, håber jeg, I enstemmigt vil vedtage, vedtage naturligvis med de nødvendige forbedringer og tilføjelser. Denne grund vil først blive fast, så fast som vor politik, når vi får overbevist flertallet af bønderne og vinder dem for denne sag, fordi den arbejdende middelbonde og småbonden er sovjetmagtens venner, og dagdriverne dens fjender – som kammerat Kurajev så rigtigt har sagt det i en artikel baseret på den tatariske republiks erfaringer. Dette er netop den egentlige sandhed, som ikke har noget socialistisk i sig, men som er så ubestridelig og åbenbar, at den på enhver landsbyforsamling, på ethvert møde med partiløse bønder straks vil blive opfattet og blive til overbevisning for det overvejende flertal af den arbejdende bondebefolkning.
Kammerater, det er det, jeg navnlig har villet understrege for jer, nu da vi er gået fra krigsperioden over til den økonomiske opbygning. I et land af små bondebrug er det vor vigtigste og mest grundlæggende opgave, at vi forstår at gå over til statslig tvang for at give bondebrugene et løft, og vi begynder derfor med de mest nødvendige og uopsættelige foranstaltninger, der er fuldt ud indlysende for bonden og fuldt ud forståelige for ham. Vi kan først opnå dette, når vi forstår at overbevise nye millioner, som endnu ikke er forberedt på det. Vi må sætte alle kræfter i bevægelse og sørge for, at det aktiviserede og forstærkede tvangsapparat bliver funderet og udviklet til en ny overbevisningskampagne, og vi vil da sejrrigt afslutte dette felttog. Nu starter felttoget mod resterne af træghed, uvidenhed og mistro blandt bondemasserne. Her kan vi ikke sejre ved hjælp af de gamle metoder. Men ved hjælp af de metoder, vi har lært os, såsom propaganda, agitation og organiseret påvirkning, vil vi sejre og nå frem til, at der ikke kun vedtages dekreter og oprettes institutioner, at papirer begynder at gøre deres virkning. Det er ikke nok, at ordrerne flyver ud over hele landet, derimod er det nødvendigt, at alt bliver bedre tilsået i foråret end tidligere, at der opnås en vis forbedring af de små bondebrug, om så den mest elementære – jo forsigtigere desto bedre – men den skal for enhver pris gennemføres i massemålestok. Hvis vi forstår vor opgave rigtigt og retter al opmærksomhed mod den partiløse bonde, koncentrerer alle de færdigheder, alle de erfaringer, vi har erhvervet igennem tre år, så sejrer vi. Uden en sådan sejr, uden masseomfattende forbedringer af de små bondebrug i praksis, findes der ingen redning for os: uden dette grundlag er ingen økonomisk opbygning mulig, og ingen nok så storslåede planer bliver noget værd.
Lad kammeraterne huske og bibringe bønderne dette, lad dem sige til Arsamas’ partiløse bønder – og der findes ti eller femten millioner af dem – at vi ikke kan sulte og fryse i en uendelighed, for så vil man styrte os ud i den næste krigsperiode. Det er i statens interesse, i vor stats interesse. Den, der her viser den mindste svaghed, den mindste skødesløshed – han er den største forbryder mod arbejder- og bondemagten, han hjælper godsejeren og kapitalisten, og godsejeren og kapitalisten holder deres hær i nærheden, de holder den i beredskab for at kaste den imod os, så snart de mærker, at vi er svækket. Og der findes ikke andre midler til at styrke os end at give vort vigtigste bolværk – landbruget og byindustrien – et løft, og det får de ikke på anden måde end ved at overbevise den partiløse bonde, mobilisere alle kræfter for at hjælpe ham og give ham denne hjælp i praksis.
Vi bekender, at vi står i gæld til bonden. Vi har taget hans korn for papirpenge, vi tog det på kredit, vi skal betale denne gæld tilbage, og vi vil betale den tilbage, så snart vi har genopbygget vor industri. Men for at genopbygge vor industri, er det nødvendigt med et overskud af landbrugsproduktion. Det er derfor, at vort agrarlovforslag er så betydningsfuldt, ikke kun fordi vi skal opnå praktiske resultater, men også fordi der omkring dette, som omkring et brændpunkt, grupperer sig hundreder af bekendtgørelser og lovforslag fra sovjetmagten.
Jeg går nu over til spørgsmålet om, hvordan grundlaget for vor industrielle opbygning bliver til for at sætte os i stand til at påbegynde opbygningen af Ruslands økonomiske kræfter. Og her skal jeg først og fremmest henlede jeres opmærksomhed på et sted i levnedsmiddelkommissariatets beretning, som er i den stak beretninger, I allerede har fået eller får i de nærmeste dage fra alle kommissariater. Hvert enkelt kommissariat giver jer i de nærmeste dage en stak faktiske materialer, som tilsammen virker overvældende. Men heraf må man udlede det, der er mest væsentligt for at opnå fremgang, nok så beskeden, dét der er grundlæggende for gennemførelsen af hele vor økonomiske plan, for genopbygningen af vor samfundsøkonom i og industri. Og et af de grundlæggende punkter er situationen i fremskaffelsen af levnedsmidler. I denne lille bog, som er uddelt til jer – det er levnedsmiddelkommissariatets beretning for en treårig periode – er der en tabel, fra hvilken jeg kun skal læse sluttallene op – ja og så afrunde dem, for det er svært at læse tal og især svært at høre på. Disse tal viser de samlede levnedsmiddelfremskaffelser for hvert år. Fra 1. august 1916 til 1. august 1917 fremskaffedes 320 millioner pud, [9] det følgende år 50, derefter 100 og 200 millioner pud. Disse tal – 320, 50, 100 og 200 – giver grundlaget for sovjetmagtens økonomiske historie, sovjetmagtens arbejde inden for det økonomiske område, de giver forberedelsen til det fundament, som vi skal se at beherske for at påbegynde vor opbygning på den rigtige måde. 320 millioner pud før revolutionen – det er omtrent det minimum, uden hvilket opbygningen er umulig. I revolutionens første år med 50 millioner led vi i høj grad af sult, kulde og fattigdom; i andet år 100 millioner; i tredje år 200 millioner. En fordobling hvert år. Efter de oplysninger, jeg i går modtog af Sviderskij, havde vi 155 millioner pr. 15. december. Det er første gang vi er kommet på fode igen, men med uhyre anstrengelser, med uhørte vanskeligheder, idet vi ofte står over for den opgave at skulle sikre os levnedsmidler uden hjælp fra Sibirien, Kaukasus og syden. Når vi nu giver mere end en halv million, [10] kan vi sige uden overdrivelse, at vi trods alle vanskeligheder har løst denne opgave. Vi vil disponere over en fond på omkring 300 millioner, måske også mere; men uden en sådan fond er det ikke muligt at genopbygge landets industri, er det ikke muligt at tænke på at forny transportvæsenet, er det end ikke muligt at gå i lag med så store opgaver som Ruslands elektrificering. Et socialistisk land er utænkeligt som en stat med arbejder- og bondemagt, hvis det ikke med arbejdernes og bøndernes fælles anstrengelser kan samle en så stor levnedsmiddelfond, at den kan sikre føden til de arbejdere, der er beskæftiget i industrien, og have mulighed for at sende ti- og hundredtusinde arbejdere derhen, hvor sovjetmagten har brug for dem. Uden dette bliver det kun til snak. Økonomiens virkelige grundlag er levnedsmiddelfonden. Og her har vi opnået en vældig fremgang. Når vi går ud fra disse fremgange og besidder en sådan fond, kan vi gå i gang med at genopbygge samfundsøkonomien. Vi ved, at denne fremgang er opnået for en pris af uhyre afsavn, sult og foderstofmangel hos bønderne, hvilket kan blive endnu værre. Vi ved, at tørken i uhørt grad har forværret bøndernes nød og afsavn. Derfor fremskynder vi de hjælpeforanstaltninger, som fremlagdes i det af mig nævnte forslag. Vi betragter denne levnedsmiddelfond som en fond til at genopbygge industrien og som en fond til at hjælpe bønderne. Uden denne fond er statsmagten ingenting. Uden denne fond forbliver den socialistiske politik bare ønsketænkning.
Vi må også huske på, at til produktionspropagandaen, som vi er fast besluttet på at gennemføre, er der kommet endnu en anden slags påvirkningsmåde, nemlig præmiering i form af naturalier. Et af de vigtigste dekreter, en af de vigtigste beslutninger fra folkekommissærernes råd og forsvarsrådet, var netop loven om præmiering i form af naturalier. Det lykkedes os langtfra at udsende denne lov straks. Siden april, hvis I husker det, har der været en hel lang kæde af beslutninger og bestemmelser, og denne lov blev først udsendt, da det lykkedes os gennem store anstrengelser fra vort transportvæsens side at skabe en levnedsmiddelfond på over en halv million pud. En halv million pud er et meget beskedent tal. De beretninger, som I sikkert har læst i Isvestija i går, viser, at ud af disse 500.000 pud er de 170.000 allerede brugt. Fonden er, som I ser, uanselig og langtfra tilstrækkelig, men alligevel er vi slået ind på den vej, ad hvilken vi vil fortsætte. Dette er bevis på, at vi ikke kun med overbevisningens metode vil gå over til nye arbejdsmetoder. Det er ikke nok at opfordre bønder og arbejdere til at holde en strengere arbejdsdisciplin. Vi bør desuden hjælpe dem, vi bør belønne dem, som efter umådelige lidelser fortsætter med at udvise heltemod på arbejdsfronten. Vi har skabt en fond, men den udnyttes på en måde, der er langtfra tilfredsstillende. Vi i folkekommissærernes råd sidder inde med en hel række eksempler på, at præmiering i form af naturalier i praksis ofte betyder et simpelt tillæg til arbejdslønnen. Det her skal der arbejdes endnu mere med. Sideløbende med centrale konferencer og ekstraprojekter må det vigtigste arbejde foregå lokalt og blandt de brede masser. Det er ikke svært at forstå, at staten ikke kun overbeviser, men også belønner gode medarbejdere med bedre levevilkår, og for at forstå dette behøver man ikke at være socialist, og her sikrer vi os på forhånd de partiløse arbejder- og bondemassers sympati. Vi bør blot udbrede denne tanke i større omfang og i højere grad tage praktisk fat på arbejdet lokalt.
Når vi nu går over til brændslet, så finder I tal i kammerat Rykovs teser, som viser den forbedring, der er opnået, en forbedring ikke kun med hensyn til træ, men også med hensyn til olie. Takket være den vældige entusiasme som arbejderne i den Aserbajdsjanske Republik udviser, takket være de venskabelige forbindelser, som vi har oprettet med dem, og takket være de dygtige ledere, som det samfundsøkonomiske råd har stillet til rådighed, er oliesituationen nu god, og også hvad angår brændslet begynder vi nu at stå på egne ben. Pr. måned modtager vi 25 millioner pud kul fra Donetsbækkenet og kommer derved op på 50 millioner takket være den befuldmægtigede kommission, som under kammerat Trotskijs formandskab er sendt til Donetsbækkenet. Denne kommission har besluttet at sende ansvarfulde og erfarne funktionærer dertil for at arbejde. Nu er kammerat Pjatakov rejst dertil for at overtage ledelsen.
For at opnå fremgang har vi således truffet visse foranstaltninger vedrørende brændslet. Donetsbækkenet er en af de største baser, vi allerede råder over. I folkekommissærernes råd og forsvarsrådets protokoller kan vi finde bestemmelser vedrørende Donetsbækkenet. Det siges der, at de øverste autoritative kommissioner, som består af repræsentanter fra centralmagten og lokale funktionærer, skal rundt lokalt. Vi må få strammet arbejdet op ude omkring lokalt, og jeg tror, at det netop for disse kommissioner vil lykkes at få denne opstramning igennem. I vil få resultatet af kommissionernes arbejde at se; sådanne kommissioner vil vi også i fremtiden organisere. Vi må lægge et vist pres på vor industris hovedbranche – brændslet.
Jeg må sige, at vi på brændselsområdet har haft en af de største fremgange i form af hydraulisk tørveudvinding. Tørv er det brændsel, vi har virkelig meget af, men som vi ikke har været i stand til at udnytte, fordi vi hidtil har måttet arbejde under utålelige forhold. Denne nye metode vil hjælpe os til at komme ud over denne brændselsmangel, som er en af de truende farer på vor økonomiske front. I mange år vil vi ikke være i stand til at komme ud af denne blindgyde, hvis vi driver økonomi på den gamle måde, hvis vi ikke genopbygger industrien og transportvæsenet. Medarbejderne i vor tørvekomité hjalp to russiske ingeniører med at fuldføre denne opfindelse, og de har bragt det så vidt, at den nye metode snart er ved at være fuldendt. Således står vi på tærsklen til en stor revolution, der vil være en god støtte for os i økonomisk henseende. Vi må ikke glemme, at vi har umådelige tørverigdomme. Men vi kan ikke udnytte dem, for vi kan ikke sende folk ud på et sådant straffearbejde. Det kapitalistiske system kunne sende folk ud på straffearbejde. I den kapitalistiske stat tog folk arbejde den slags steder på grund af sult, men i den socialistiske stat kan vi ikke sende folk ud på sådan et straffearbejde, og ingen vil gøre det frivilligt. Under det kapitalistiske system gjorde man alt for de øverste lag. Man bekymrede sig ikke om de nederste.
Det er nødvendigt at indføre flere maskiner overalt og gå over til at anvende maskinel teknik i så vid udstrækning som muligt. Tørveudvinding med den hydrauliske metode, som så vellykket er ført frem af det øverste samfundsøkonomiske råd, åbner mulighed for at udvinde brændsel i vældige mængder, og gør det unødvendigt at anvende faglærte arbejdere, fordi også ufaglærte arbejdere kan arbejde efter en sådan metode. Vi har fremstillet disse maskiner, og jeg vil personligt anbefale de delegerede kammerater at se filmen om tørveudvinding, som er blevet vist i Moskva og kan blive vist for de kongresdelegerede. Den giver en konkret forestilling om en af forudsætningerne for at overvinde brændselsmangelen. Vi har fremstillet de maskiner, som den ny metode kræver, men vi har fremstillet dem dårligt. Tjenesterejser til udlandet – nu hvor samhandelen er ved at komme rigtig i gang med udlandet, selv under de eksisterende halvlegale handelsforbindelser – vil hjælpe os til at få lavet de maskiner ordentligt, som er konstrueret af vore opfindere. Såvel disse maskiners antal som arbejdet i hovedkomiteen for tørveudvinding og i det øverste samfundsøkonomiske råd inden for dette område vil være målestokken for hele vor økonomiske fremgang, for uden at overvinde brændselsmangelen kan vi ikke sejre på den økonomiske front. Den mest vitale fremgang i genopbygningen af transportvæsenet hænger også sammen hermed.
I har for øvrigt allerede set i kammeraterne Jemsjanovs og Trotskijs teser, at vi her på dette område har at gøre med en egentlig plan, der er udarbejdet for en lang årrække. Forordning nr. 1042 var beregnet for en femårig periode, [11] og på fem år kan vi opbygge vort transportvæsen og formindske antallet af defekte lokomotiver, og som det måske sværeste vil jeg fremhæve 9. teses påpegning af, at vi allerede har forkortet denne frist.
Når store planer, der er beregnet for en lang årrække dukker op, finder man ofte skeptikere, der siger: hvordan i alverden kan vi planlægge så mange år frem. Gud give, at vi i det mindste klarer det, der er brug for nu. Kammerater, man må forstå at forbinde både det ene og det andet; man kan ikke arbejde uden at have en plan, som er beregnet for en lang periode og på væsentlig fremgang. At det virkelig forholder sig således, viser den ubestridelige forbedring af arbejdet inden for transportvæsenet. Jeg henleder jeres opmærksomhed på det sted i 9. tese, hvor det hedder, at fristen for genopbygning af transportvæsenet var fem år, men den er allerede blevet forkortet, fordi vi arbejder hurtigere end beregnet. Fristen er nu fastsat til tre og et halvt år. Sådan bør der også arbejdes inden for de øvrige økonomiske brancher. Den praktiske og egentlige opgave for arbejds- og forsvarsrådet går mere og mere i denne retning. Ved at følge de videnskabelige og praktiske erfaringer må man ude omkring lokalt og uafladeligt stræbe henimod, at planen opfyldes hurtigere end fastsat, for at masserne kan se, at den lange periode, der skiller os fra industriens fuldstændige genopbygning, kan forkortes ved hjælp af erfaring. Det afhænger af os.
Lad os forbedre økonomien i ethvert værksted, i enhver remise, i ethvert område, og vi vil dermed forkorte fristen. Vi forkorter den faktisk allerede. Vær ikke bange for planer, som er beregnet for en lang årrække; uden dem får vi ingen økonomisk genopbygning, og lad os anstrenge os for, at de bliver opfyldt lokalt.
Det er nødvendigt, at de økonomiske planer opfyldes efter et bestemt program, og at man fremhæver og opmuntrer til øget opfyldelse af dette program: masserne skal ikke kun vide, men også føle, at forkortelsen af sultens, kuldens og fattigdommens periode helt er afhængig af, hvor hurtigt de opfylder vore økonomiske planer. Alle planer fra de enkelte produktionsbrancher skal koordineres nøje og være forbundet med hinanden, således at de udgør den samlede økonomiske plan, vi har så hårdt brug for.
I forbindelse med dette står vi over for den opgave at skulle forene de økonomiske folkekommissariater i ét økonomisk center. Vi er gået i gang med denne opgave, og vi har fremlagt en beslutning fra folkekommissærernes råd og arbejds- og forsvarsrådet om reorganiseringen af sidstnævnte institution til jeres bedømmelse.
I vil drøfte dette forslag, og jeg håber, at det bliver enstemmigt vedtaget med de nødvendige ændringer. Det er i sit indhold meget beskedent, men har stor betydning, fordi vi har brug for et organ, der mere bestemt kender sine beføjelser og koordinerer hele det økonomiske arbejde, som nu er rykket i forgrunden.
Denne opgave er behandlet skriftligt op til kongressen af kammerat Gusev i en pjece, [12] som for øvrigt ikke er helt så vellykket som hans foregående. I denne pjece opstilles en vidtløftigt plan til dannelse af et arbejds- og forsvarsråd, som mange fremtrædende funktionærer skal forflyttes til, og her finder vi blandt andet Trotskijs og Rykovs navne. Efter min mening kunne vi klare os med mindre af den slags fantasterier. Vi kan ikke hoppe fra et apparat, som det har taget tre år at skabe. Vi kender dets store mangler, vi vil tale mere udførligt herom på denne kongres. Spørgsmålet er sat på dagsordenen som et af de vigtigste punkter. Jeg mener spørgsmålet om forbedring af sovjetapparatet. Men vi skal arbejde forsigtigt nu, og kun hvor det er nødvendigt forandre vort apparat på grundlag af praktisk erfaring. Kammerat Gusev gør sig lystig over det forslag, vi har fremlagt, og siger, at vi foreslår at slutte folkekommissariatet for landbrug til arbejds- og forsvarsrådet. Vi fremlægger ganske rigtigt et sådant forslag. I forslaget tildeler vi arbejds- og forsvarsrådet en meget beskeden plads og gør det til en arbejds- og forsvarskommission under folkekommissærernes råd. Hidtil har vi arbejdet i arbejds- og forsvarsrådet uden noget forfatningsmæssigt grundlag. Folkekommissærernes råd og arbejds- og forsvarsrådets kompetenceområde var unøjagtigt defineret; undertiden gik vi ud over vore beføjelser og handlede som en lovgivende institution. Men der er aldrig opstået en eneste konflikt på grundlag af dette. Vi afgjorde disse tilfælde ved øjeblikkeligt at overgive dem til folkekommissærernes råd. Da det blev klart, at der ud af arbejds- og forsvarsrådet måtte oprettes et organ, som i højere grad kunne koordinere den økonomiske politik, rejste spørgsmålet sig, hvordan vi skulle definere disse relationer ad lovgivningens vej. Vi står over for en opgave på to planer: for det første at skulle afgrænse henholdsvis folkekommissærernes råd og arbejds- og forsvarsrådets kompetenceområder. Men for at gennemføre dette, må vi lægge beslag på mange kræfter til kodificeringen, vi skal bruge en masse papir, og alligevel giver det ikke nogen garanti for, at vi undgår fejl.
Vi vil gå en anden vej. Arbejds- og forsvarsrådet blev nærmest betragtet som ligestillet med folkekommissærernes råd. Lad os opgive denne trafik. Lad det nøjes med at være en kommission under folkekommissærernes råd. Vi vil fjerne en masse gnidninger og opnå, at den faktiske virkeliggørelse kommer nærmere. Hvis et medlem af folkekommissærernes råd er utilfreds, kan han rejse spørgsmålet i folkekommissærernes råd, der jo kan sammenkaldes inden for nogle timer. På den måde vil vi fjerne gnidningerne mellem de offentlige instanser og gøre arbejds- og forsvarsrådet til et hurtigtarbejdende organ. Denne opgave er ikke let. Den er forbundet med den virkelige skabelse af en samlet økonomisk plan. Denne opgave, som vi alligevel har arbejdet noget med, og som har været under forberedelse i to år, består i at nå frem til en sammenslutning af de økonomiske folkekommissariater. Det er derfor, jeg henleder jeres opmærksomhed på dette lovforslag om arbejds- og forsvarsrådet, og jeg håber, at I vil godkende det med de nødvendige tilføjelser; arbejdet med at slutte disse økonomiske folkekommissariater sammen vil da forløbe mere glat, hurtigt, bestemt og resolut.
Jeg kommer nu til sidste punkt, til spørgsmålet om elektrificeringen, som er sat på dagsordenen som et særligt punkt, og I skal nu høre en beretning om dette spørgsmål. Jeg tror, at vi her befinder os ved et meget stort vendepunkt, som under alle omstændigheder vidner om begyndelsen til sovjetmagtens store fremgang. Fremover er det ikke alene politikere og administratorer, men også ingeniører og agronomer, som vil få ordet fra de alrussiske sovjetkongressers talerstol. Dette er begyndelsen til den lykkelige epoke, hvor politikken træder mere og mere i baggrunden og man sjældnere og ikke så længe ad gangen vil tale politik, men høre mere til ingeniørerne og agronomerne. For virkeligt at gå over til den økonomiske opbygning, må denne skik indføres fra og med den alrussiske sovjetkongres og føres igennem oppefra og nedefter i alle sovjetter og organisationer, i alle aviser, i alle propaganda- og agitionsorganer, i alle institutioner.
Vi har utvivlsomt lært at føre politik, her kan man ikke slå os omkuld, her har vi fast grund under fødderne. Men det står dårligt til med økonomien. Den bedste politik fra nu af er mindre politik. Før flere ingeniører og agronomer frem, lær af dem, kontrollér deres arbejde, gør ikke kongresser og konferencer til snakkemøder, men til kontrolorganer for den økonomiske fremgang, til organer, hvor vi virkelig kan lære om den økonomiske opbygning.
I vil nu høre beretningen fra statskommissionen for Ruslands elektrificering, [13] der blev dannet efter beslutning fra den alrussiske centrale eksekutivkomité den 7. februar 1920. Den 21. februar underskrev det øverste samfundsøkonomiske råds præsidium den endegyldige beslutning om kommissionens sammensætning, og en hel række, i alt over hundrede, af de bedste specialister og medarbejdere først og fremmest fra det øverste samfundsøkonomiske råd har ganske viet sig denne sag sammen med de bedste kræfter fra folkekommissariaterne for transportvæsen og landbrug. Arbejdsresultaterne fra statskommissionen til Ruslands elektrificering har vi her i form af dette bind, som bliver uddelt til jer i dag eller i morgen. Jeg håber ikke, I bliver forskrækket over dette bind. Jeg tror ikke, det bliver svært for mig at overbevise jer om dette binds særlige betydning. Efter min mening er det vort andet partiprogram. Vi har et partiprogram, som er blevet fortræffeligt udlagt af kammeraterne Preobrasjenskij og Bukharin i en mindre omfangsrig, men højst værdifuld bog. Dét er det politiske program, det er en fortegnelse over vore opgaver, det er en udlægning af relationerne mellem klasserne og masserne. Men man må heller ikke glemme, at det er på tide reelt at slå ind på denne vej og måle programmets praktiske resultater. Vort partiprogram kan ikke kun forblive et partiprogram. Det skal gøres til et program for vor økonomiske opbygning, ellers er det også udueligt som partiprogram. Det skal suppleres med et partiprogram nummer to, med en arbejdsplan for hele den samfundsøkonomiske genopbygning og dennes højnelse til et moderne teknisk niveau. Uden elektrificeringsplan kan vi ikke gå over til virkelig opbygning. Når vi taler om landbrugets, industriens og transportvæsenets genopbygning, om deres harmoniske forening, slipper vi ikke for at tale om en bred økonomisk plan. Vi må nå frem til, at vi kan vedtage en plan, naturligvis bliver det kun en plan, der har foreløbig karakter. Dette partiprogram ville ikke være så uforanderligt som vort egentlige program, der kun kan ændres på partikongresser. Nej, dette program vil hver dag i ethvert værksted, i ethvert distrikt blive forbedret, bearbejdet, præciseret og ændret. Vi behøver det som en storslået økonomisk plan beregnet for mindst en tiårig periode, og som viser, hvordan Rusland bliver ført over på et rigtigt økonomisk grundlag, der er nødvendigt for kommunismen. Da vi kæmpede og sejrede på krigsfronten, hvad var da en af de mægtigste drivfjedre, som tidoblede vore kræfter og vor energi? Det var bevidstheden om fare. Alle stillede spørgsmålet: kan godsejerne og kapitalisterne vende tilbage til Rusland? Og vi svarede: det kan de. Derfor spændte vi vore kræfter hundrede gange mere, vi spændte dem, og vi sejrede.
Tag den økonomiske front og spørg: kan kapitalismen mon økonomisk vende tilbage til Rusland? Vi sloges med »sukharevka«. [14] En af dagene før den alrussiske sovjetkongres’ åbning blev denne lidet behagelige institution lukket af Moskvas arbejder- og rødarmistsovjet. (Bifald.) »Sukharevka« er lukket, men den »sukharevka«, der er blevet lukket, er ikke farlig. Lukket er den tidligere »sukharevka« på Sukharevskaja Pladsen, det var ikke svært at lukke den. Farlig er den »sukharevka«, som lever i alle små selvstændiges sjæl og handling. Man må også lukke denne »sukharevka«. Denne »sukharevka« er grundlaget for kapitalismen. Så længe den eksisterer, kan kapitalisterne vende tilbage til Rusland, og de kan blive stærkere end os. Det må man gøre sig helt klart. Dette skal være hoveddrivfjederen for vort arbejde, og det skal være betingelsen og målestokken for vor reelle fremgang. Så længe vi lever i et land med små bondebrug, findes der et solidere økonomisk grundlag for kapitalismen end for kommunismen. Det må vi ikke glemme. Enhver, der opmærksomt har iagttaget livet på landet og sammenlignet det med livet i byen, ved, at vi ikke har rykket kapitalismen op med rode, og at vi ikke har undergravet fundamentet, grundlaget for den indre fjende. Denne hager sig fast til småbrugene, og for at undergrave ham er der kun ét middel – at landets økonomi, deriblandt landbruget føres over på et nyt teknisk grundlag, den moderne storproduktions tekniske grundlag. Et sådant grundlag er kun elektriciteten.
Kommunisme – det er sovjetmagt plus elektrificering af hele landet. Ellers vil landet stadig være et land af små bondebrug, og dette må vi gøre os helt klart. Vi er svagere end kapitalismen, ikke kun i verdensmålestok, men også inde i landet. Det ved alle. Vi har indset dette, og vi vil føre det dertil, at det økonomiske grundlag går fra et småbonde- til et storindustrielt grundlag. Først når landet er blevet elektrificeret, når industrien, landbruget og transportvæsenet har opnået den moderne storindustris tekniske grundlag, først da sejrer vi endegyldigt.
Vi har allerede udarbejdet en foreløbig plan for landets elektrificering, tohundrede af vore bedste videnskabsmænd og teknikere har arbejdet med denne plan. Den udarbejdede plan, som i en lang årrække, mindst ti år, giver os en materiel og finansiel beregning. Denne plan viser, hvor mange millioner tønder cement og hvor mange millioner mursten vi behøver for at gennemføre elektrificeringen. Gennemførelsen af elektrificeringsopgaverne i finansiel henseende anslås at ville koste mellem 1-1,2 millioner guldrubler. I ved, at vi langtfra kan dække hele dette beløb med vor guldbeholdning. Vor levnedsmiddelbeholdning er heller ikke stor. Derfor skal vi dække disse beregninger ind med koncessioner i overensstemmelse med den plan, jeg har nævnt. I vil se beregningerne over, hvordan genopbygningen af vor industri og vort transportvæsen planlægges på dette grundlag. For ikke ret lang tid siden havde jeg lejlighed til at overvære en bondefest i en fjern egn af Moskvaguvernementet, i Volokolamskkredsen, hvor bønderne har fået elektrisk lys. Der blev arrangeret et friluftsmøde, og en af bønderne trådte frem og holdt en tale, hvori han hilste denne nye begivenhed i bøndernes liv. Han sagde, at vi bønder har levet i mørk uvidenhed, og nu viste lyset sig for os, »det unaturlige lys der vil oplyse vort bondemørke«. Jeg personligt undrede mig ikke over disse ord. Naturligvis er det elektriske lys et »unaturligt« lys for den partiløse bondemasse, men for os er det unaturligt, at bønder og arbejdere kunne leve i hundreder og tusinder af år i et sådant mørke, i fattigdom og undertrykkelse af godsejere og kapitalister. Det går ikke så hurtigt at komme ud af dette mørke. Men vi må nu nå dertil, at hvert eneste elkraftværk, vi bygger, virkeligt bliver en støtte i oplysningen, at det så at sige beskæftiger sig med massernes elektriske uddannelse. Alle må få at vide, hvorfor disse små elkraftværker, som vi allerede har i dusinvis af, hvorfor de hænger sammen med industriens genopbygning. Vi har udarbejdet en plan for elektrificeringen, men denne plans opfyldelse er beregnet for flere år. Vi må for enhver pris gennemføre denne plan og forkorte fristen for dens opfyldelse. Her må det samme ske, som er sket med en af vore første økonomiske planer, nemlig planen for transportvæsenets genopbygning – forordning nr. 1042, der var beregnet for en femårig periode, men allerede nu er blevet forkortet til tre og et halvt år, fordi den blev opfyldt hurtigere end beregnet. Vi behøver måske en frist på ti eller tyve år til at gennemføre elektrificeringsplanen, for at gennemføre de omdannelser, der umuliggør, at kapitalismen kan vende tilbage. Og dette vil blive et eksempel på en hurtig samfundsmæssig udvikling der er uden sidestykke i verden. Vi må for enhver pris gennemføre denne plan og forkorte fristen for dens opfyldelse.
For første gang påbegynder vi det økonomiske arbejde således, at vi foruden de enkelte planer, der er skudt frem i de enkelte dele af industrien, f.eks. inden for transportvæsenet, og som er overført til andre dele af industrien, også modtager en generel plan, der er beregnet for en hel årrække. Dette arbejde er svært, et arbejde som sigter mod kommunismens sejr.
Men vi må også vide og ikke glemme, at elektrificering ikke kan gennemføres, så længe vi har analfabeter. Det er ikke nok, at vor kommission vil anstrenge sig for at likvidere analfabetismen. Den har gjort meget sammenlignet med det som var, men lidt i sammenligning med det som er nødvendigt. Foruden læse- og skrivekundskaber har vi brug for kulturelle, bevidste og dannede arbejdende, det er nødvendigt at flertallet af bønder opnår forestilling om de opgaver, vi står overfor. Dette partiprogram skal blive den vigtigste bog, som skal indføres i alle skoler. Foruden den almene plan for elektrificeringens gennemførelse giver den jer separate planer, der er udarbejdet for hver eneste region i Rusland. Hver enkelt kammerat, der tager rundt lokalt, vil have en bestemt arbejdsplan for elektrificeringens gennemførelse i sit distrikt, for overgangen fra mørke til en normal tilværelse. Og, kammerater, I må og skal lokalt sammenligne, bearbejde og kontrollere de bestemmelser, I har fået, og sørge for, at der i enhver skole, i enhver studiekreds svares på spørgsmålet om, hvad kommunisme er, at der ikke kun svares sådan som det står i partiprogrammet, men ligeledes snakkes om, hvordan vi kommer ud af denne mørkets tilstand.
De bedste funktionærer og økonomiske specialister har opfyldt den opgave, de har fået: at udarbejde en plan for Ruslands elektrificering og genopbygge dets økonomi. Vi må nu nå dertil at arbejderne og bønderne ved, hvor stor og vanskelig denne opgave er, hvordan vi går i lag med den, og hvordan den skal gribes an.
Vi må nå dertil at enhver fabrik, ethvert elkraftværk bliver en løftestang for oplysning, og når Rusland dækkes med et net af elkraftværker og mægtige tekniske anlæg, så vil vor kommunistiske økonomiske opbygning blive forbilledet for et kommende socialistisk Europa og Asien. (Stormende og langvarigt bifald.)
1. Lenin sigter til Frankrigs regering, som den 10. august 1920 officielt anerkendte Wrangel som »Sydruslands regent«. – S. 24.
2. Lenin sigter til følgende fredsaftaler: med Estland (undertegnet den 2. februar 1920), med Letland (undertegnet den 11. august 1920) og med Finland (undertegnet den 14. oktober 1920). – S. 26.
3. Traktaten om oprettelse af venskabelige forbindelser mellem RSFSR og Persien (Iran) blev undertegnet i Moskva den 26. februar 1921. Med denne traktat annulleredes alle tsar-Ruslands aftaler med Persien og tredjelande, som berørte det persiske folks suveræne interesser. Sovjetregeringen afstod fra de tidligere koncessioner i Persien og fra alle fordringer på lån, som tsarregeringen havde bevilget Persien. Af særlig betydning var de afsnit i traktaten, som forpligtede begge parter til ikke at tillade, at der på deres respektive territorier blev oprettet eller befandt sig organisationer og grupper, hvis formål var at bekæmpe Rusland eller Persien. Dette var den første ligeberettigede traktat, Persien indgik. – S. 27.
4. Aktionskomitéer (Councils of Action) – oprettedes af de engelske arbejdere for at hindre Englands indtræden i krigen mod Sovjetrusland. De første komiteer så dagens lys i begyndelsen af august 1920. Ved månedens udgang fandtes allerede over 150 komiteer og efter yderligere en måned var antallet af dem fordoblet. I organiseringen af disse komiteer spillede Storbritanniens kommunistiske parti en betydelig rolle. – S. 28.
5. Forsvarsrådet (arbejder- og bondeforsvarsrådet) – blev oprettet af den centrale alrussiske eksekutivkomité den 30. november 1918. Den fik uindskrænkede beføjelser i sager, der angik mobilisering af alle landets kræfter og midler i forsvarets interesse. I april 1920 reorganiseredes arbejder- og bondeforsvarsrådet til arbejds- og forsvarsrådet. Efter beslutning på 8. alrussiske sovjetkongres i december 1920 fik arbejds- og forsvarsrådet rettigheder som kommission under folkekommissærernes råd; dets hovedopgave var at koordinere arbejdet i samtlige departementer inden for den økonomiske udvikling. – S. 31.
6. Se denne udgave, bd. 10, s. 244-247 (Seks Teser Om Sovjetmagtens Nærmeste Opgaver). – S. 31.
7. Her sigtes til lovforslaget »Om skridt til styrkelse og udvikling af bondebrugene«, der blev vedtaget på 8. alrussiske sovjetkongres.
Lovforslaget omfattede en række statslige skridt til regulering af landbrugets udvikling kombineret med bøndernes personlige interesse i at øge produktiviteten på deres brug. – S. 38.
8. Under borgerkrigsårenes krigskommunisme (1918-1921) skulle bønderne afstå al overskydende produktion til staten. Med indførelsen af den nye økonomiske politik (NEP) i 1921 blev tvangsafleveringen afløst af en levnedsmiddelskat på overskydende produktion, som bønderne måtte sælge på torvet. – S. 38.
9. 1 pud = 16,38 kg. – S. 42.
10. Der er tale om en halv million pud til præmiering. – S. 42.
11. Forordning nr. 1042 – om genrejsning af transportsektoren blev udstedt 22. maj 1920 af den centrale trafikstyrelse. Den omhandlede reparation af lokomotiver, der var blevet ødelagt under verdenskrigen og borgerkrigen. Forordningen fastsatte en frist på 4½ år (fra og med 1. juli 1920), hvorunder antallet af lokomotiver til reparation skulle sænkes fra 60 til 20. – S. 46.
12. Der er tale om S. I. Gusevs pjece »En samlet økonomisk plan og et samlet økonomisk apparat«, udgivet i anledning af 8. alrussiske sovjetkongres. Gusevs foregående pjece »Aktuelle spørgsmål i den økonomiske opbygning« var udkommet op til partiets 9. kongres tidligere på året og positivt omtalt af Lenin på kongressen. – S. 47.
13. I arbejdet med at opstille elektrificeringsplanen inddroges omkring 200 af de førende eksperter inden for teknik og videnskab. Kommissionens formand var G. M. Krsjisjanovskij. Selve statskommissionen til Ruslands elektrificering, GOELRO, blev ledet af Lenin. – S. 49.
14. Sukharevka – et loppemarked i Moskva ved Sukharevtårnet (opført 1692). Sukharevka blev et knudepunkt for spekulation og indbegrebet af privat, »fri« handel. Efter beslutning fra Moskva-sovjettens præsidium den 13. december 1920 blev markedet lukket. – S. 50.
Sidst opdateret 18.6.2014