Skrevet mellem 29. april og 3. maj 1918. [1] Først trykt 9. maj 1918 i avisen Bednota nr. 33.
Oversat til dansk af Poul-Henning Laursen.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 244-247, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 30. dec. 2008
1. Sovjetrepublikkens internationale stilling er i allerhøjeste grad kritisk og vanskelig, fordi den internationale kapitals og imperialismens dybeste og fundamentale interesser ansporer den til ikke blot at foretage en militær offensiv mod Rusland, men også at indgå en aftale om deling af Rusland og kvælning af sovjetmagten.
Det intensiverede imperialistiske folkemyrderi i Vesteuropa og den imperialistiske rivalisering mellem Japan og Amerika i Det Fjerne østen er det eneste, der lammer eller bremser disse bestræbelser, og det kun delvis og kun for en vis, sandsynligvis kort tid.
Derfor må det nødvendigvis være Sovjetrepublikkens taktik på den ene side at anspænde alle kræfter til det yderste for hurtigst muligt at styrke landets økonomi, højne dets forsvarsevne og skabe en stærk socialistisk hær; på den anden side må taktikken i den internationale politik nødvendigvis bestå i manøvrer, tilbagetrækning og afventen indtil det tidspunkt, hvor den proletariske verdensrevolution endegyldigt er modnet, hvilket nu foregår hurtigere end før i en hel række førende lande.
2. På det indenrigspolitiske område er det nu, ifølge Den Alrussiske Sovjetkongres’ resolution af 15. marts 1918, den organisatoriske opgave, der står på dagsordenen. Netop denne opgave, som indbefatter en ny og højere tilrettelæggelse af produktion og fordeling af produkterne på basis af den samfundsejede storindustri med mekaniseret arbejde, udgør hovedindholdet i – og hovedbetingelsen for fuldstændig sejr til – den socialistiske revolution, som blev indledt i Rusland den 25. oktober 1917.
3. Fra et rent politisk synspunkt er det kernen i situationen, at den opgave at overbevise det arbejdende Rusland om rigtigheden af den socialistiske revolutions program og at tage Rusland fra udbytterne og give det til de arbejdende, er løst i de grundlæggende hovedtræk, og at den hovedopgave, som nu stilles på dagsordenen, er, hvordan Rusland skal forvaltes. At organisere en rigtig forvaltning og en støt gennemførelse af sovjetmagtens beslutninger, det er den mest aktuelle opgave for sovjetterne, det er betingelsen for den sovjetiske statstypes fuldstændige sejr; denne statstype er det ikke nok at dekretere formelt, det er ikke nok at oprette den og indføre den overalt i landet, den må yderligere tilrettelægges i praksis og afprøves i et regelmæssigt, dagligt forvaltningsarbejde.
4. Inden for den økonomiske opbygning af socialismen er det kernen i situationen, at vort arbejde med at organisere en landsdækkende. og altomfattende regnskabsføring og kontrol med produktion og fordeling af produkterne og med at indføre en proletarisk regulering af produktionen er sakket langt agterud i forhold til arbejdet med den umiddelbare ekspropriation af ekspropriatørerne – godsejerne og kapitalisterne. Det er den grundlæggende kendsgerning, som er bestemmende for vore opgaver.
Deraf fremgår på den ene side, at kampen mod bourgeoisiet træder ind i en ny fase, hvor tyngdepunktet bliver organiseringen af regnskabsføring og kontrol. Kun på den måde er det muligt at befæste alle de økonomiske landvindinger over for kapitalen og alle de resultater i nationaliseringen af enkelte brancher i samfundsøkonomien, vi har nået siden oktober, og kun på den måde er det muligt at forberede en vellykket fuldførelse af kampen mod bourgeoisiet, dvs. en fuldstændig konsolidering af socialismen.
Den nævnte grundlæggende kendsgerning giver på den anden side forklaringen på, hvorfor sovjetmagten i visse tilfælde måtte gå et skridt tilbage eller indgå et kompromis med borgerlige tendenser. Et sådant skridt tilbage og en afvigelse fra Pariserkommunens principper var for eksempel indførelsen af høje lønninger for en række borgerlige specialister. Et sådant kompromis var aftalen med de borgerlige kooperativer om skridt og foranstaltninger til en gradvis tilslutning af hele befolkningen til kooperativerne. Så længe den proletariske magt ikke får indrettet en regulær landsomfattende kontrol og regnskabsførelse, vil sådanne kompromis’er være nødvendige, og det er vor opgave, uden på nogen måde at fortie kompromis’ernes negative sider for folket, at anspænde kræfterne for at styrke regnskabs- og kontrolfunktionerne, som er det eneste middel til fuldstændigt at udrydde alle kompromis’er af den art. For øjeblikket er disse kompromis’er nødvendige (i betragtning af vort efterslæb på regnskabs- og kontrolområdet) som den eneste sikkerhed for en langsommere, men også mere stabil fremrykning. Ved en fuldstændig gennemførelse af regnskab og kontrol med produktion og fordeling af produkterne vil behovet for sådanne kompromis’er falde bort.
5. Det er især forholdsregler til at hæve arbejdsdisciplinen og arbejdsproduktiviteten, der stilles på dagsordenen. De skridt, der allerede er taget i den retning, især af fagforeningerne, må af alle kræfter støttes, befæstes og forstærkes. Det gælder for eksempel indførelse af akkordløn, anvendelse af det i Taylor-systemet, som er videnskabeligt og progressivt, lønningernes afhængighed af hele fabrikkens driftsresultat eller udnyttelsesgraden inden for jernbanevæsenet og søfarten osv. Det gælder ligeledes organiseringen af kappestrid mellem de enkelte produktions- og forbrugskommuner, udvælgelse af organisatorer osv.
6. Proletariatets diktatur er en ubetinget nødvendighed ved overgangen fra kapitalisme til socialisme, og i vor revolution har denne sandhed til fulde fået sin bekræftelse i praksis. Diktaturet forudsætter imidlertid en revolutionær magt, der er virkelig hård og skånselsløs i undertrykkelsen af såvel udbyttere som banditter, men vor magt er for mild. Endnu praktiseres det langtfra tilstrækkeligt, at enkeltdirektiver, udstedt af sovjetiske ledere, diktatorer, der er valgt eller udpeget af sovjetinstitutioner og forsynet med diktatoriske fuldmagter (som for eksempel jernbanedekretet kræver) ufravigeligt følges under arbejdet. Her mærkes indflydelsen fra den småborgerlige anarkisme, som hænger sammen med småbesidderens vaner, stræben og stemninger, og som i bund og grund strider mod den proletariske disciplin og socialismen. Alle bevidste kræfter i proletariatet indstiller sig på at bekæmpe denne småborgerlige anarkisme, som ikke kun kommer direkte til udtryk (i den støtte, som bourgeoisiet og dets hale af mensjevikker, højre-socialrevolutionære o.l. giver til enhver modstand mod den proletariske magt), men også indirekte (i de hysteriske svingninger, som i politiske hovedspørgsmål lægges for dagen af såvel de venstre-socialrevolutionæres småborgerlige parti som vort partis »venstre-kommunistiske« strømning, der forfalder til den småborgerlige revolutionismes metoder og efteraber de venstre-socialrevolutionære).
En jernhård disciplin og et fuldt gennemført proletarisk diktatur, vendt mod småborgerlige svingninger – det er øjeblikkets almene og endegyldige parole.
1. Seks teser om sovjetmagtens nærmeste opgaver skrev Lenin efter opfordring af Den Alrussiske Centrale Eksekutivkomité efter at hans tale om sovjetmagtens nærmeste opgaver var blevet diskuteret af komiteen den 29. april 1918. Teserne blev vedtaget efter nogle smårettelser af partiets centralkomité og blev fordelt til de lokale sovjetter med en anvisning om, at de leninske teser »bør lægges til grund for alle sovjetters virke«. – S. 244.
Sidst opdateret 30.12.2008