Trykt første gang som pjece i Petrograd 1921.
Oversat til dansk af Bodil Wagner.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 14, s. 54-78, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 18. juni 2014.
Kammerater, jeg må først og fremmest gøre undskyldning for, at jeg afviger fra reglerne, thi for at deltage i debatterne bør man selvfølgelig høre hovedberetningen, andenberetningen og talerne. Desværre føler jeg mig så dårlig, at jeg ikke kan opfylde dette. Men jeg havde mulighed for i går at læse de vigtigste trykte dokumenter og forberede mine bemærkninger. Naturligvis vil denne afvigelse fra reglerne, som jeg har talt om, medføre visse urimeligheder for jer: jeg vil måske komme med gentagelser, da jeg ikke ved, hvad andre har sagt, og ikke svare på noget, som der skulle svares på. Men jeg kan ikke gøre det på anden måde.
Mit hovedmateriale er kammerat Trotskijs brochure Om Fagforeningernes Rolle Og Opgaver. Når jeg sammenholder denne brochure med de teser, han fremlagde i centralkomiteen, og læser den med omhu, forbløffes jeg over, hvor mange teoretiske fejltagelser og himmelråbende urigtigheder, der er koncentreret i den. Hvordan kunne nogen, som begynder på en stor partidiskussion om dette spørgsmål, lave noget så mislykket, i stedet for at lave noget gennemtænkt? Jeg vil i korthed notere de hovedpunkter, der efter min mening indeholder fundamentale teoretiske urigtigheder.
Fagforeningerne er ikke kun en historisk nødvendighed, de er en historisk uomgængelig organisation for industriproletariatet, som næsten fuldtalligt er med i denne organisation under proletariatets diktatur. Dette er en helt grundlæggende betragtning, men den glemmer kammerat Trotskij til stadighed, den går han ikke ud fra, den tillægger han ikke betydning. Alligevel tager han fat på temaet: »fagforeningernes rolle og opgaver«, som er et umådeligt bredt tema.
Af det jeg har sagt følger allerede, at i hele virkeliggørelsen af proletariatets diktatur er fagforeningernes rolle yderst væsentlig. Men hvad består denne rolle i? Når vi diskuterer dette spørgsmål, et af de mest grundlæggende teoretiske spørgsmål, kommer jeg til den konklusion, at vi har at gøre med en rolle, der er overordentlig særegen. På den ene side, ved at omfatte og inddrage industriarbejderne som helhed i sine rækker bliver fagforeningerne en organisation for den ledende, herskende, regerende klasse, som virkeliggør diktaturet, den klasse som virkeliggør den statslige tvang. Men den er ikke en statslig organisation, den er ikke en organisation, som gennemfører tvang, den er en opdragende organisation, en organisation som inddrager og skoler, den er en skole i forvaltning, en skole i økonomisk drift, en skole i kommunisme. Den er en helt usædvanlig type skole, for vi har ikke at gøre med lærere og elever, vi har derimod at gøre med nogle overordentligt særprægede kombinationer af det, der blev overleveret fra kapitalismen, og som måtte blive overleveret, og så det, der kommer fra de revolutionære fortropper, så at sige fra proletariatets revolutionære avantgarde. Og hvis man taler om fagforeningernes rolle og ikke tager disse sandheder i betragtning, så havner man uundgåeligt i en række urigtigheder.
I proletariatets diktaturs system står fagforeningerne mellem partiet og statsmagten, hvis man kan sige det på den måde. I overgangsperioden til socialismen er proletariatets diktatur uomgængeligt, men dette diktatur virkeliggøres ikke af industriarbejdernes organisation, som omfatter arbejdermassen i dens helhed. Hvorfor ikke det? Vi kan læse om dette i teserne fra Kommunistisk Internationales 2. kongres, som omhandler det politiske partis rolle generelt. Jeg vil ikke opholde mig ved dette her. Det man har at gøre med er, at partiet så at sige optager proletariatets avantgarde i sig, og denne avantgarde virkeliggør proletariatets diktatur. Og uden et fundament som fagforeningerne kan man ikke virkeliggøre diktaturet, ikke opfylde de statslige funktioner. Virkeliggøre dem må man gennem en række særlige institutioner, som atter er af en ny type, nemlig gennem sovjetternes apparat. Hvad er så de praktiske konklusioner af denne særprægede situation? De er, at fagforeningerne skaber forbindelsen mellem avantgarden og masserne, fagforeningerne overbeviser i deres daglige arbejde masserne, masserne i den klasse, som ene og alene er i stand til at føre os fra kapitalismen til kommunismen. Dette er den ene side af sagen. På den anden side er fagforeningerne et »reservoir« for statsmagten. Dét er hvad fagforeningerne er i overgangsperioden fra kapitalismen til kommunismen. Det er overhovedet umuligt at gennemføre denne overgang uden denne klasses førerskab; kun den er af kapitalismen opdraget til storproduktion, og kun den er skilt fra småbesiddernes interesser. Men proletariatets diktatur kan ikke virkeliggøres gennem dets organisation, som omfatter arbejdermassen. Thi ikke kun hos os, i et af de mest tilbagestående kapitalistiske lande, men i alle kapitalistiske lande, er proletariatet stadig så splittet, så kuet og stedvis så korrumperet (nemlig af imperialismen i de enkelte lande), at proletariatets organisation, som omfatter arbejdermassen, ikke umiddelbart kan virkeliggøre proletariatets diktatur. Kun den avantgarde, som kan optage klassens revolutionære energi i sig, kan virkeliggøre diktaturet. På den måde opstår der ligesom en række tandhjul. Sådan fungerer selve grundlaget for proletariatets diktatur, sådan er selve overgangen fra kapitalismen til kommunismen i sit væsen. Allerede ud fra dette ser man, at når kammerat Trotskij i sin første tese, hvor han peger på »den idémæssige forvirring«, taler om en krise specielt og navnlig for fagforeningerne, så er der noget fundamentalt og principielt urigtigt i det. Hvis man vil tale om en krise, kan man først tale om den efter en analyse af den politiske situation. »Den idémæssige forvirring« opstår netop hos Trotskij, fordi han netop i det grundlæggende spørgsmål om fagforeningernes rolle og med henblik på overgangen fra kapitalismen til kommunismen ikke havde øje for, ikke tog i betragtning, at der her er tale om et kompliceret system af flere tandhjul og ikke kan findes noget simpelt system, for man kan ikke virkeliggøre proletariatets diktatur gennem en organisation af proletariatet, som omfatter arbejdermassen i sin helhed. Det er umuligt at virkeliggøre diktaturet uden flere »transmissioner« fra avantgardens til den fremskredne klasses masse og fra denne til hele massen af arbejdende. I Rusland består denne masse af bønder, i andre lande findes en sådan masse ikke, men selv i de mest fremskredne lande findes der en ikke-proletarisk eller ikke ren proletarisk masse. Allerede herfra udgår der virkelig en idémæssig forvirring. Trotskij bebrejder blot uden grund andre dette.
Når jeg så tager spørgsmålet om fagforeningernes rolle i produktionen op, ser jeg den fundamentale urigtighed hos Trotskij i, at han hele tiden taler om dette »i princippet«, og som »generelt princip«. I alle teser taler han ud fra et »generelt princip«. Synspunktet er allerede i denne form fundamentalt urigtigt. Partiets 9. kongres har for øvrigt sagt nok og mere end nok om fagforeningernes rolle i produktionen. [1] Dertil kommer, at Trotskij selv i sine egne teser citerer Losovskijs og Tomskijs helt klare udtalelser, der hos ham skal tjene som »Prügelknabe«, som man siger på tysk, som »syndebuk«, eller som et tema, han kan øve sin polemik på. Principielle meningsforskelle dukker ikke op, og Tomskij og Losovskij, som har skrevet de ting, Trotskij selv citerer, er ikke noget heldigt valg som syndebuk. Noget seriøst i retning af principielle meningsforskelle finder vi ikke her, hvor ihærdigt vi end leder. Overhovedet ligger der en gigantisk fejl, en principiel fejl i, at kammerat Trotskij sætter partiet og sovjetmagten tilbage i tid, når han har behandlet spørgsmålet »principfast«. Vi er Gud være lovet gået videre fra principper til det praktiske og saglige arbejde. I Smolnyj snakkede vi om principper og snakkede uden tvivl mere end godt var. Nu tre år efter findes der direktiver, dekreter på alle punkter vedrørende produktionsproblemer, om en hel række bestanddele af disse problemer – det er en trist historie med disse dekreter, de underskrives, derefter glemmes de og efterleves ikke af os selv. Bagefter udspekuleres der så betragtninger om principper, og der udspekuleres principielle meningsforskelle. Jeg vil senere pege på et dekret, som vedrører fagforeningernes rolle i produktionen, [2] et dekret som alle har glemt, også jeg, hvad jeg må bebrejde mig selv.
De virkelige divergenser, som eksisterer, angår overhovedet ikke problemer om generelle principper, hvis man ikke medregner dem, som jeg begyndte med. Og de »meningsforskelle«, jeg har med kammerat Trotskij, og som jeg har medregnet, var jeg nødt til at pege på, for når Trotskij behandlede så bredt et tema som »fagforeningernes rolle og opgaver«, så begik han efter min mening en række fejl, som er forbundet med selve kernen i spørgsmålet om proletariatets diktatur. Men hvis vi ser bort fra dette, så må man spørge, hvorfor vi ikke har det virkeligt endrægtige samarbejde, som er så nødvendigt for os? Det skyldes divergenser vedrørende metoderne til at arbejde med masserne, til at få masserne med os, til at holde forbindelse med masserne. I dette ligger hele kernen. Og i dette ligger netop fagforeningernes særpræg som en institution i overgangsperioden fra kapitalisme til kommunisme, og som der i den videre fremtid må sættes spørgsmålstegn ved. Men det ligger langt ude i fremtiden, at der sættes spørgsmålstegn ved fagforeningerne; det er noget vore børnebørn vil få at gøre med. Nu derimod drejer det sig om, hvordan vi arbejder med masserne, får dem med os, forbinder os med dem, hvordan vi skal tilrettelægge de komplicerede transmissioner i arbejdet (arbejdet med at virkeliggøre proletariatets diktatur). Bemærk, at når jeg taler om komplicerede transmissioner i arbejdet, sigter jeg ikke blot til sovjetternes apparat. Hvad der inden for dét kan være af komplikationer med transmissionerne, er en sag for sig. Jeg taler endnu kun abstrakt og principielt om forholdet mellem klasserne i det kapitalistiske samfund; dér findes proletariatet, dér findes også ikke-proletariske arbejdende masser, dér findes et småborgerskab og et bourgeoisi. Set fra denne synsvinkel, har vi, også hvis der slet ikke var bureaukratisme i sovjetmagtens apparat, alligevel at gøre med overordentlig komplicerede transmissioner i kraft af det, som er skabt af kapitalismen. Det må man først og fremmest tænke på, når man vil stille det spørgsmål, hvori vanskeligheden ved fagforeningernes »opgaver« ligger. Jeg gentager, den virkelige divergens ligger overhovedet ikke der, hvor kammerat Trotskij ser den, men i spørgsmålet om, hvordan vi skal få masserne med os, arbejde med dem og forbinde os med dem. Jeg må sige, at hvis vi detaljeret, indgående studerede vor egen praksis, vore egne erfaringer, om det så kun var i lille målestok, kunne vi undgå hundreder af de »meningsforskelle« og principielle fejl, som kammerat Trotskijs brochure er fuld af. For eksempel består hele teser i denne brochure i polemik mod »den sovjetiske trade-unionisme«. Som om vi ikke havde besværligheder nok, har man opfundet dette nye fugleskræmsel! Og hvem er det? Kammerat Rjasanov. Jeg har kendt kammerat Rjasanov i lidt over 20 år. I har kendt ham kortere end jeg, hvad angår tidsrummet, men ikke kortere, hvad hans arbejde angår. I ved udmærket godt, at til hans stærke sider hører ikke bedømmelsen af paroler. Og vi skulle nu i vore teser betegne det, kammerat Rjasanov engang i fortiden ikke særlig vellykket har sagt, som »sovjetisk trade-unionisme«. Kan det virkelig tages alvorligt? Hvis det er tilfældet, så får vi en »sovjetisk trade-unionisme«, en »sovjetisk anti-fredsslutning«, og jeg ved ikke hvad. Der er ikke et eneste punkt, omkring hvilket man ikke kan skabe en sovjetisk »isme«. (Rjasanov: »sovjetisk anti-brestisme.«) [3] Ja, aldeles rigtigt, »sovjetisk anti-brestisme«.
Imidlertid, samtidig med at røbe denne mangel på omtanke, begår Trotskij selv en fejl. Han mener, at forsvaret af arbejderklassens materielle og åndelige interesser ikke hører til fagforeningernes rolle i en arbejderstat. Det er en fejl. Kammerat Trotskij taler om en »arbejderstat«. Undskyld – det er en abstraktion. Da vi i 1917 skrev om en arbejderstat, var det forståeligt, men når man nu siger til os: »Hvorfor forsvare, hvem skal arbejderklassen forsvares imod, nu når vi ikke har noget bourgeoisi, og vi har en arbejderstat«? – så begår man en oplagt fejl. Vor stat er ikke en ren arbejderstat, det er sagen. Her ligger en af kammerat Trotskijs grundlæggende fejl. Nu er vi fra de generelle principper gået videre til den saglige drøftelse og direktiver, dekreterne, men man prøver at trække os tilbage fra det praktiske og saglige. Det går ikke. Vi har faktisk ikke en ren arbejderstat, men en arbejder- og bondestat, for det første. Og deraf følger vældigt meget. (Bukharin: Hvilken stat? En arbejder- og bondestat?) Ganske vist råber kammerat Bukharin nede bagved: »Hvilken stat? En arbejder- og bondestat?« men jeg vil ikke svare ham på det. Den som har lyst til det, behøver blot at genkalde sig den lige afsluttede sovjetkongres, det vil være svar nok.
Men det er ikke alt. Det fremgår af vort partiprogram – et dokument, som forfatteren af Kommunismens ABC kender særdeles godt – det fremgår af dette program, at vi har en arbejderstat med en bureaukratisk forvrængning. Og vi var nødt til at hægte denne triste – hvad skal man kalde det? – etikette på vor stat. Her ser I realiteten i overgangen. Vel, har fagforeningerne i denne faktisk foreliggende stat så intet, de skal forsvare, kan man klare sig uden dem til forsvar af proletariatets materielle og åndelige interesser uden disse fagforeninger, som organiserer hele proletariatet? – Det er en fuldkommen forkert teoretisk betragtning. Dette fører os ud i en abstraktion eller et ideal, som vi kan nå om 15-20 år, men jeg tror nu ikke engang, at vi når det i netop det tidsrum. Foran os ligger en virkelighed, som vi godt kender, hvis vi blot ikke bedrager os selv, ikke fortaber os i akademisk snak eller i abstrakte betragtninger eller i det, der undertiden anses for at være »teori«, men som i virkeligheden er en fejltagelse, en urigtig opfattelse af overgangens særlige karakter. Vor nuværende stat er af en sådan art, at proletariatet, hvis organisationer omfatter hele arbejdermassen, skal forsvare sig, og vi skal benytte disse arbejderorganisationer til forsvar af arbejderne imod deres stat og til forsvar af vor stat ved arbejdernes hjælp. Både det ene og det andet forsvar gennemføres gennem en særegen sammenfletning af vore statslige foranstaltninger og vor aftale eller »sammenvoksning« med vore fagforeninger.
Jeg vil senere sige mere om denne sammenvoksning. Men dette ord viser allerede, at hvis man her opfinder en fjende i form af en sovjetisk »trade-unionisme«, så begår man en fejl. For begrebet »sammenvoksning« betyder, at der er forskellige ting til stede, som det er nødvendigt at lade vokse sammen, i begrebet »sammenvoksning« ligger dét, at man skal kunne benytte statsmagtens forholdsregler i forsvaret af det forenede proletariats materielle og åndelige interesser mod denne statsmagt. Når vi i stedet for sammenvoksning får sammensmeltning og sammenlægning, så kan vi samles til kongres, hvor der vil blive saglig debat om de praktiske erfaringer og ikke om principielle »meningsforskelle« eller om abstrakte teoretiske overvejelser. Forsøget på at finde principielle meningsforskelle med kammerat Tomskij og kammerat Losovskij, der hos kammerat Trotskij figurerer som fagforenings-»bureaukrater«, falder også uheldigt ud – senere vil jeg komme ind på, hvilken part der viser bureaukratiske tendenser i denne strid. Vi ved udmærket godt, at kammerat Rjasanov undertiden har en lille svaghed med absolut at skulle finde på en nærmest principiel parole, men den forsyndelse regner kammerat Tomskij ikke til sine mange forsyndelser. Derfor finder jeg det urimeligt, hvis vi nu skal åbne et principielt slag mod kammerat Tomskij (som kammerat Trotskij gør det). Den slags forbløffer mig simpelt hen. Der var en tid, da vi alle forsyndede os meget, hvad angår fraktionelle, teoretiske og alle mulige andre meningsforskelle – selvfølgelig udrettede vi også et og andet nyttigt – og vi er da vist blevet voksne siden da. Det er på tide, at vi fra påfund og overdrivelse af principielle meningsforskelle går over til sagligt arbejde. Jeg har aldrig hørt, at Tomskij skulle være nogen teoretiker, eller at Tomskij krævede at blive kaldt teoretiker, om det så er en mangel hos ham, er et andet spørgsmål. Men Tomskij, som har slidt i fagbevægelsen, skal bevidst eller ubevidst afspejle – det er et andet spørgsmål, jeg siger ikke, at han altid gør det bevidst – i sin stilling skal han afspejle denne komplicerede overgang, og har masserne ondt et sted uden selv at vide, hvad der gør ondt, og han heller ikke ved, hvad der gør ondt (bifald, latter), og han så hyler, så vil jeg påstå, det er et fortrin og ikke en mangel. Jeg er helt sikker på, at der findes mange til dels teoretiske fejl hos Tomskij. Hvis vi sætter os ned og velovervejet begynder at skrive resolutioner eller teser, så vil vi rette det hele, eller vi lader måske helt være at rette, for produktivt arbejde er mere spændende end det at rette diverse små teoretiske divergenser.
Nu vil jeg gå over til »produktionsdemokratiet«, det er sådan set for Bukharins skyld. Vi ved udmærket godt, at ethvert menneske har sine små svagheder, også et stort menneske har sine små svagheder, det gælder også Bukharin. Hvis en ting siges med tilstrækkeligt raffinement, kan han simpelt hen kun være for. Til centralkomiteens plenarmøde den 7. november skrev han en resolution om produktionsdemokrati, og dét vist med den allerstørste fornøjelse. Jo mere jeg tænker over dette »produktionsdemokrati«, jo klarere ser jeg det teoretisk falske, det uovervejede. Det hele er intet andet end miskmask. Og med dette eksempel må det endnu en gang, i det mindste på et plenarmøde, nødvendigvis siges: »Kammerat N.I. Bukharin, færre pæne fraser – det vil De selv, teorien og republikken vinde ved.« (Bifald.) Produktion er altid nødvendig. Demokrati er en kategori og kun politisk. Hvis ordet bruges i en tale eller artikel, kan man intet indvende. Artiklen fremholder og udtrykker tydeligt et enkelt aspekt og dermed færdig. Men når man gør ordet til en tese, når man af dette ord vil lave en parole, der samler de »enige« og de uenige, når det siges som hos Trotskij, at partiet må »vælge mellem 2 tendenser«, så lyder det højst mærkværdigt. Jeg vil senere komme specielt ind på om partiet må »vælge«, og hvem der har skylden for, at partiet er anbragt i en situation, hvor det må »vælge«. For så vidt som det nu er resultatet, skal vi sige: Vælg under alle omstændigheder færre af sådanne teoretisk urigtige paroler; ligesom »produktionsdemokrati« indeholder de ikke andet end forvirring. Det er tydeligt, at hverken Trotskij eller Bukharin har tænkt denne term teoretisk igennem, men rodet rundt i det. »Produktionsdemokrati« leder tanken hen på noget, som slet ikke går i spænd med de ideer, som rev dem med sig. Det, de ville understrege, var, at man koncentrerede større opmærksomhed omkring produktionen. Et er at understrege det i en artikel eller en tale, men når de gør det til teser, og når partiet skal vælge, så siger jeg: »Gå imod det, for det er forvirring.« Produktion er altid nødvendig, det er demokrati ikke altid. Produktionsdemokrati afføder en række tanker, som i bund og grund er falske. For kort tid siden prædikede vi enmandsledelse. Tingene må ikke rodes så meget sammen, at man risikerer, at folk ikke længere kan skelne, hvornår det er demokrati, hvornår det er enmandsledelse, hvornår det er diktatur. Man må heller ikke under nogen omstændigheder frasige sig diktaturet – jeg hører, at Bukharin snerrer nede bagved: »Fuldkomment rigtigt«. (Latter, bifald.)
Videre. Siden september har vi snakket om overgangen fra stødarbejde til udjævning, vi taler om det i partikonferencens resolution, som er godkendt af centralkomiteen. Spørgsmålet er svært. For på den ene eller den anden måde bliver man nødt til at kombinere udjævning og stødarbejde, selv om disse begreber udelukker hinanden. Men vi har dog lært en lille smule marxisme, vi har lært, hvordan og hvornår man kan og skal forene modsætninger, og det vigtigste: i løbet af de tre og et halvt år, vor revolution har stået på, har vi i realiteten gentagne gange forenet modsætninger.
Det er indlysende, at spørgsmålet må gribes an med forsigtighed og omtanke. På de sørgelige plenarmøder i centralkomiteen, [4] hvor vi fik fraktioner på 7 og 8 mand og kammerat Bukharins nok så kendte »stødepudegruppe«, [5] allerede dér talte vi om disse principielle spørgsmål og konstaterede, at overgangen fra stødarbejde til udjævning ikke var let. For at gennemføre denne beslutning fra september-konferencen må vi altså gøre et stykke arbejde. Disse modstridende begreber kan jo kombineres, så der kommer en kakofoni ud af det eller en symfoni. Stødarbejde er én produktions forrang fremfor alle nødvendige produktioner, fordi den er mest påtrængende. Hvad består denne forrang så i? Hvor udbredt skal forrangen være? Det er et vanskeligt spørgsmål, og jeg må sige, at det ikke er pligtopfyldelse alene, der afgør det, det er heller ikke nok at være et heroisk menneske, der måske har mange fortræffelige egenskaber, og som er god på sin egen post; her skal man kunne tage fat i et spørgsmål, der er meget særegent. Hvis man altså rejser spørgsmålet om stødarbejde og udjævning, må man som det første tænke det grundigt igennem, men lige netop dette kan end ikke anes i kammerat Trotskijs arbejde; jo mere han omarbejder sine første teser, jo flere urigtige sætninger laver han. Det her kan vi læse i hans sidste teser:
»... Inden for forbruget dvs. under de arbejdendes personlige eksistens, må der føres en udjævningslinje. Inden for produktionen vil stødarbejdets princip endnu i lang tid være det afgørende for os...« (Trotskijs tese nr. 41, brochuren s. 31.)
Det er den fuldkomne forvirring teoretisk. Det er fuldkommen urigtigt. Stødarbejde er forrang, men forrang uden forbrug er intet. Hvis forrang går ud på, at jeg vil få en humpel brød, så takker jeg ydmygt for en sådan belønning. Forrang i stødarbejdet er også forrang i forbrug. Uden dette er stødarbejde drømmeri, en luftspejling, men vi er jo da materialister. Og arbejderne er materialister. Hvis du siger stødarbejde, så må du også give brød og tøj og kød. Kun sådan forstod og forstår vi det, når vi i forsvarsrådet for 117. gang drøftede disse spørgsmål i konkrete sammenhænge, hvor én trækker støvlerne til sig og siger: »Jeg har stødarbejde«, og en anden siger: »Hvis jeg ikke får støvlerne, så holder dine stødarbejdere ikke ud, og dit stødarbejde falder til jorden.”
Vi oplever nu, at spørgsmålet om udjævning og stødarbejde bliver stillet grundlæggende urigtigt i teserne. Desforuden oplever vi et tilbagetog fra noget, som praktisk er efterprøvet og erobret. Det kan der ikke være tale om, og der kommer intet godt ud af denne vej.
Videre til spørgsmålet om »sammenvoksning«. Det rigtigste nu for tiden vil være at tie stille med hensyn til »sammenvoksning«. Tale er sølv, men tavshed er guld. Hvorfor er det det? Ford i vi allerede har arbejdet med sammenvoksningen i praksis; vi har ikke et eneste større samfundsøkonomisk råd på guvernementsplan, ikke en eneste stor afdeling i det øverste samfundsøkonomiske råd i folkekommissariatet for transportvæsen osv., hvor der ikke har fundet en praktisk sammenvoksning sted. Men har alle resultaterne været lige gode? Se der har vi det springende punkt. Kig nærmere på de praktiske erfaringer med, hvordan sammenvoksningen er foregået, og hvad den har ført med sig. Der er så mange direktiver, som har foreskrevet sammenvoksning i den ene eller den anden institution, at de ikke kan tælles. Men praktisk at kigge nærmere på, hvad der er kommet ud af det, hvad den og den sammenvoksning i den og den industrigren har givet, hvornår det eller det medlem af den guvernementsfagforening beklædte den eller den post i guvernementsrådet for samfundsøkonomiske anliggender, hvad der kom ud af det, hvor mange måneder han arbejdede med denne sammenvoksning osv. – Vores egne praktiske erfaringer har vi endnu ikke formået at undersøge sagkyndigt. Vi har kunnet konstruere en principiel meningsforskel om sammenvoksningen og herunder begå en brøler, det er vi mestre i, men undersøge vores egne erfaringer og efterprøve dem – det har vi ikke tid til. Og når vi afholder sovjetkongresser, hvor der foruden sektioner til undersøgelse af landbrugsområderne med hensyn til den ene eller den anden anvendelse af loven om forbedring af jordbruget, også vil være sektioner til undersøgelse af sammenvoksningen, til undersøgelse af resultaterne af sammenvoksningen i Saratov guvernementets mølleindustri, Petrograds metalindustri, Donbass’ kulindustri osv., når disse sektioner har samlet en dynge materiale og så meddeler: »Vi har undersøgt det og det og det«, så siger jeg: »Ja, nu er vi inde på noget af det rigtige, vi er kommet ud over barnealderen.« Men hvis vi efter at have brugt tre år på sammenvoksningen præsenteres for »teser«, hvori man har konstrueret principielle meningsforskelle om sammenvoksningen, hvad kan da være mere sørgeligt og fejlagtigt end det?
Vi er slået ind på sammenvoksningens vej, og jeg er ikke i tvivl om, at vi er slået ind på den rigtige vej, men vi har endnu ikke undersøgt resultaterne af vor erfaring ordentligt. Den eneste kloge taktik i spørgsmålet om sammenvoksning er derfor: at tie stille.
Det er nødvendigt at undersøge de praktiske erfaringer. Jeg har underskrevet direktiver og beslutninger, som rummer anvisninger på praktiske sammenvoksninger, og praksis er 100 gange vigtigere end nogen form for teori. Så når man siger: »Lad os nu tale om »sammenvoksningen,« svarer jeg: »Lad os nu undersøge det, vi har udrettet«. At vi har begået mange fejl, hersker der ingen tvivl om. Ligeledes er det nok tænkeligt, at en stor del af vore direktiver skal ændres. Det er jeg enig i, jeg er ikke spor forelsket i direktiver. Men så kom med nogle praktiske forslag til, hvordan det og det og det skal laves om. Dét vil være en saglig indstilling. Dét vil ikke være uproduktivt arbejde. Dét vil ikke føre til bureaukratisk projektmageri. Når jeg i Trotskijs brochure tager 6. afsnit, der hedder »Praktiske konklusioner«, så finder jeg netop disse forsyndelser til overflod i hans praktiske konklusioner. Det siges nemlig her, at i fagforeningernes centralråd og det øverste samfundsøkonomiske råds præsidium skal fra en tredjedel til 50 procent af medlemmerne repræsentere de to institutioner, og i kollegierne fra 50 procent til to tredjedele osv. Hvorfor det? Bare sådan, på »øjemål«. Det passer, at vores direktiver gentagne gange anfører lignende procentforhold, nemlig på »øjemål«, men hvorfor er den slags uundgåeligt i direktiver? Jeg er ikke tilhænger af alle direktiverne, og jeg ønsker ikke at fremstille dem bedre, end de i virkeligheden er. Her finder man gang på gang relative størrelser som halvdelen, en tredjedel af medlemmerne osv. taget på øjemål. Når et direktiv indeholder den slags, betyder det: I kan prøve at gøre tingene sådan, og bagefter kan vi så overveje resultatet af jeres »eksperimenter«. Derpå vil vi analysere det, der er kommet ud af det. Når vi gør det, vil vi komme fremad. Vi er ved at gennemføre sammenvoksningen og gør det stadig bedre, vi begynder nemlig at gribe tingene an mere praktisk og sagkyndigt.
Men mon ikke jeg er begyndt at snakke »produktionspropaganda«? Det er der ikke noget at gøre ved! Under behandling af fagforeningernes rolle i produktionen er det nødvendigt at komme ind på dette spørgsmål.
Og jeg går nu over til spørgsmålet om produktionspropaganda. Atter et sagligt spørgsmål, og vi stiller det på en saglig måde. Der findes nu statslige institutioner, som er oprettet til varetagelse af produktionspropagandaen. Om de er gode eller dårlige, ved jeg ikke; de skal prøves, og der er overhovedet ingen grund til at skrive »teser« om spørgsmålet.
Når vi taler generelt om fagforeningernes rolle i produktionen, kan vi, hvad demokratiet angår, nøjes med de almindelige demokratiske principper. Tilsnigelser i stil med »produktionsdemokrati« er urigtige, og der kommer intet ud af dem. Det er det ene. Det andet er produktionspropagandaen. Institutioner er allerede oprettet. Trotskijs teser taler om produktionspropaganda. Det havde de ikke behøvet, for »teser« i denne sag er allerede en forældet sag. Om institutionerne er gode eller dårlige, ved vi ikke endnu. Når vi har afprøvet dem i praksis, udtaler vi os. Lad os undersøge og forhøre os frem. Lad os antage, at vi på kongressen danner 10 sektioner med 10 mand i hver: »Har du arbejdet med produktionspropaganda? Hvordan er det gået, og hvad er der kommet ud af det?« Efter at vi har undersøgt det, belønner vi dem, som har opnået særlig gode resultater, og kasserer de dårlige erfaringer. Vi har allerede praktisk erfaring, den er svag, beskeden, men vi har den, og herfra vil man trække os tilbage, til »principielle teser«. Det er snarere en »reaktionær« bevægelse, end det er »tradeunionisme«.
Videre til det tredje: præmiering. Lige her ligger fagforeningernes rolle og opgave i produktionen: at præmiere i form af naturalier. Dette er begyndt. Dette er sat i sving. 500.000 pud [6] korn er bevilget til formålet; og 170.000 er allerede brugt. Om de er blevet brugt godt og rigtigt, ved jeg ikke. I folkekommissærernes råd er det nævnt, at de distribueres dårligt, i stedet for præmiering er de blevet et tillæg til lønnen; det er blevet nævnt både af fagforeningsfolk og af folk fra arbejdskommissariatet. Vi har nedsat en kommission, som skal undersøge sagen, men den har endnu ikke nået noget resultat. 170.000 pud korn er givet ud, men det skal gøres sådan, at man belønner den, der har udvist en driftsherres heltemod, handlekraft, talent og hengivenhed eller med andre ord de egenskaber, Trotskij lovsynger. Nu drejer det sig bare ikke om at lovsynge i teser, men at give brød og kød. Vil det mon ikke være bedre at inddrage for eksempel kød fra én kategori af arbejdere og give det som præmiering til andre, til »stødarbejdere«? Vi afstår ikke fra den slags stødarbejde. Dette stødarbejde er nødvendigt. Vi vil grundigt undersøge de praktiske erfaringer med vor anvendelse af stødarbejde.
Og så for det fjerde: disciplinærdomstolene. Fagforeningernes rolle i produktionen, »produktionsdemokratiet« er – dette ikke være sagt for at genere kammerat Bukharin – det rene ingenting, hvis vi ikke har disciplinærdomstole. Men det står der ikke noget om i jeres teser. På den måde er der både principielt, teoretisk og praktisk kun én konklusion – på Trotskijs teser og Bukharins holdning: Gud fri mig vel!
Og jeg bliver endnu mere overbevist om denne konklusion, når jeg siger til mig selv: I stiller ikke spørgsmålet marxistisk. Ikke nok med at der er en række teoretiske fejl i teserne. Men den måde, man bedømmer »fagforeningernes rolle og opgave«, er umarxistisk, fordi man ikke kan behandle så bredt et tema uden at have tænkt godt over det specielle i den nuværende situation fra den proletariske side. Det var jo ikke uden grund kammerat Bukharin og jeg på RKP(b)’s 9. kongres i resolutionen om fagforeningerne skrev, at politik er økonomiens mest koncentrerede udtryk.
Når vi analyserer den nuværende politiske situation, kan vi sige, at vi oplever en overgangsperiode i overgangsperioden. Hele proletariatets diktatur er en overgangsperiode, men nu står vi så at sige med en hel række nye overgangsperioder. Demobiliseringen af hæren, krigsafslutningen, muligheden for et langt større fredeligt pusterum end før, en mere solid overgang fra den militære front til den arbejdsmæssige front. Alene ud fra dét og kun dét ændres nu proletarklassens forhold til bondeklassen. Ændres hvordan? Det må vi følge opmærksomt med i, men det fremgår ikke af jeres teser. Så længe vi ikke følger med i alt, må vi forholde os afventende. Folket er mere end udkørt, en hel række forråd, som burde være brugt i visse stødproduktioner, er allerede blevet brugt, forholdet mellem proletariatets klasse og bøndernes klasse er ved at ændres. Krigstrætheden er kolossal, forbruget er steget, men produktionen er ikke steget eller ikke steget nok. På den anden side pegede jeg allerede i mit indlæg på 8. sovjetkongres på den omstændighed, at vi begyndte at anvende tvangen rigtigt og med gode resultater, da vi lærte at give den et grundlag af overbevisning. [7] Jeg må sige, at Trotskij og Bukharin absolut ikke har taget hensyn til denne yderst vigtige overvejelse.
Har vi lagt et tilstrækkeligt bredt og solidt grundlag af overbevisning ved alle de nye opgaver i produktionen? Nej, vi er knap nok begyndt. Vi har endnu ikke fået masserne med. Og kan masserne med det samme gå videre til disse nye opgaver? Det kan de ikke, fordi spørgsmålet om det for eksempel er nødvendigt at smide Wrangel-godsejerne ud, om det er nødvendigt at ofre sig på grund af alt dette, dét spørgsmål kræver ingen særlig propaganda. Men spørgsmålet om fagforeningernes rolle i produktionen, hvis man ikke tænker på det som et »principielt« spørgsmål eller som betragtninger om »sovjetisk tradeunionisme« og andre ligegyldigheder af samme skuffe, hvis man tænker på den saglige side af spørgsmålet, så er vi kun lige begyndt at granske i det, vi har kun lige oprettet institutioner for produktionspropaganda; vi har ingen erfaring. Vi har indført præmiering i form af naturalier, men vi har endnu ingen erfaring. Vi har oprettet disciplinærdomstole, men resultaterne af dem kender vi endnu ikke. Men fra et politisk standpunkt er det forberedelsen af masserne der er det allervigtigste. Ligger spørgsmålet klart, er det undersøgt, er det gennemtænkt, er det afvejet fra denne side? Langtfra nej. Heri ligger en fundamental, dybtstikkende og farlig politisk fejl, for her er det vigtigere end i noget andet spørgsmål at handle efter reglen: »tag mål 7 gange, inden du skærer til«, men her tog man fat på at skære, uden at have taget mål en eneste gang. Man siger, at »partiet skal vælge mellem to tendenser«, men har ikke taget mål en eneste gang, i stedet fandt man på den falske parole om »produktionsdemokrati«.
Man må forstå betydningen af denne parole navnlig i en politisk situation som denne, hvor bureaukratiet har vist sig åbenlyst for massernes øjne, og hvor vi har sat dette spørgsmål på dagsordenen. Kammerat Trotskij siger i sine teser, at i spørgsmålet om arbejderdemokrati behøver kongressen nu »kun at fastsætte enstemmigt«. Det er urigtigt. Det er ikke nok at fastsætte, at fastsætte betyder at befæste det, som helt igennem er blevet vejet og målt, men spørgsmålet om produktionsdemokrati er imidlertid langtfra blevet vejet til ende, det er ikke blevet efterprøvet og ikke blevet kontrolleret. Tænk jer, hvilken udlægning det kunne få hos masserne, når man kommer med en parole om »produktionsdemokrati«.
»Vi, middelbønder, der udgør flertallet af massen, siger, at det er nødvendigt at forny, nødvendigt at korrigere, nødvendigt at jage bureaukraterne på porten, men du snakker udenom og siger pas hellere dit arbejde, vis, hvor demokratisk du er gennem produktionsresultaterne; jeg vil gerne ud i produktionen, bare ikke med så bureaukratisk sammensatte styrelser, ledelser o.lign., men så snart det bliver ændret, så værsågod!« I har ikke ladet masserne tale, tilegne sig viden eller tænke tingene igennem, I har ikke ladet partiet høste nye erfaringer, men farer frem, går over gevind, laver formler, som er teoretisk falske. Og hvor mange gange bliver denne fejltagelse ikke forværret af alt for ihærdige udøvere? Den politiske leder svarer ikke kun for, hvordan han leder andre, men også for sine underordnedes handlinger. Det kender han undertiden ikke til, ofte ønsker han det ikke, men ansvaret ligger hos ham.
Jeg vil nu gå over til centralkomiteens plenarmøder i november (den 9. november) og december (den 7. december), hvor alle disse fejltagelser kom til udtryk, ikke længere som manglende logisk analyse, antagelser og teoretiske overvejelser, men i praksis. I centralkomiteen resulterede det i rod og kaos; det er første gang i vort partis historie under revolutionen, og det er farligt. Det kulminerede med en spaltning, hvor vi fik Bukharins, Preobrasjenskijs og Serebrjakovs »stødpude«-gruppe, som mere end noget andet har bragt skade og forvirring.
Husk historien med den centrale politiske afdeling under folkekommissariatet for transportvæsen [8] og transportarbejderforbundet. [9] I resolutionen fra RKP(b)’s 9. kongres i april 1920 hed det, at den centrale politiske afdeling under folkekommissariatet for transportvæsen blev oprettet som en »midlertidig« institution, og det var »nødvendigt på den kortest mulige tid« at gå over til den normale tilstand. I september kan I læse: »Gå over til den normale tilstand«! [10] I november (den 9. november) afholdes plenarmøde, og Trotskij fremkommer med sine teser, sine overvejelser om tråde-unionisme. Uanset hvor gode enkelte af hans sætninger var angående produktionspropagandaen, måtte det alligevel siges, at det overhovedet ikke førte til noget godt, at det var et skridt tilbage, og at centralkomiteen ikke kunne befatte sig med det nu. Så siger Bukharin: »Det er udmærket«. Det er måske nok udmærket, men det er ikke svar på spørgsmålet. Efter de fortvivlende debatter vedtages resolutionen med 10 stemmer mod 4; den siger i en høflig og kammeratlig form, at transportarbejderforbundet selv har gjort det til den »nærmeste opgave« »at forstærke og udvikle det proletariske demokratis metoder inden for forbundet«. Det siges, at transportarbejderforbundet skal »tage aktiv del i det Centrale Fagforeningsråds, VTsSPS, almene arbejde, som medlem af rådet på lige fod med andre faglige sammenslutninger«.
Hvad er den grundlæggende mening med en sådan centralkomitébeslutning? Den er tydelig: »Kammerater i transportarbejderforbundets centralkomité, I skal ikke kun formelt opfylde kongressens og centralkomiteens beslutninger, men også i praksis, således at I med jeres arbejde kan hjælpe alle fagforeningerne og således at der ikke levnes spor af bureaukrati, privilegier og arrogance, hvor nogle hævder, at de er bedre end andre, rigere end andre, og får mere hjælp.«
Herefter går vi så over til det saglige arbejde. Der nedsættes en kommission, dens sammensætning er offentliggjort. Trotskij træder ud af kommissionen, han sprænger den, han ønsker ikke at arbejde i den. Hvorfor? Kun på grund af ét. Lutovinov spiller undertiden opposition. Det gør Osinskij ganske vist også. Det er oprigtigt talt et ubehageligt spil. Men er det måske et argument? Osinskij forestod kornindsamlingskampagnen på storslået vis. Ham skulle man arbejde sammen med uanset hans »oppositionelle kampagne«, og et skridt som det at sprænge kommissionen er bureaukratisk, usovjetisk, usocialistisk, forkert og politisk skadeligt. På et tidspunkt hvor det er nødvendigt at skille det sunde fra det usunde i »oppositionen«, er sådan et skridt tre gange så forkert og politisk skadeligt. Når Osinskij er i gang med en »oppositionel kampagne«, siger jeg til ham: »Den kampagne er skadelig«, men når han er i gang med kornindsamlingskampagnen, så klapper man i hænderne. At Lutovinov laver fejl i sin »oppositionelle kampagne«, det vil jeg aldrig bestride, det samme gælder Isjtjenko og Sjljapnikov, men man kan ikke sprænge kommissionen på grund af dette.
Hvad betegnede denne kommission for øvrigt? Den betegnede overgangen til sagligt arbejde fra studentikos snak om tomme meningsforskelle. Produktionspropaganda, præmiering, disciplinærdomstole – det var, hvad kommissionen burde have talt om og arbejdet med. Da kammerat Bukharin, som leder af »stødpude-gruppen« foruden Preobrasjenskij og Serebrjakov nu så den farlige spaltning i centralkomiteen, tog de fat på at skabe en stødpude, en sådan stødpude som jeg har svært ved at finde et parlamentarisk udtryk for. Hvis jeg kunne lave karikaturtegninger ligesom kammerat Bukharin kan, ville jeg tegne kammerat Bukharin som én, der står med en dunk petroleum og hælder denne petroleum på bålet, og nedenunder skrive »stødpude-petroleum«. Kammerat Bukharin ville skabe et eller andet, hans ønske var utvivlsomt det mest oprigtige og »stødpude-agtige«. Men det gik ikke med stødpuden, og det resulterede i, at han ikke tog bestik af den politiske situation og oven i købet gjorde teoretiske fejltagelser.
Var det så nødvendigt at lægge alle disse stridigheder ud til bred diskussion? At befatte sig med dette uvirksomme aspekt? At spilde uger før partikongressen? På det tidspunkt kunne vi jo have klarlagt og undersøgt spørgsmålet om præmiering, om disciplinærdomstole, om sammenvoksning. Disse spørgsmål skulle vi sagligt have løst i centralkomiteens kommission. Hvis kammerat Bukharin ønskede at skabe en stødpude og ikke ønskede at ende som et menneske, om hvem man siger, »han ville ind gennem en dør, men valgte den forkerte«, [11] så» burde han have sagt og fastholdt, at kammerat Trotskij skulle blive i kommissionen. Hvis han nu havde sagt og gjort sådan, så kunne vi have bevæget os i saglig retning, så kunne vi i denne kommission have prøvet at finde rede i, hvordan enmandsledelsen fungerer i praksis, hvordan demokratiet fungerer, hvordan udnævnelserne fungerer, osv.
Videre. I december måned (plenarmødet den 7. december) var bruddet med søtransportarbejderforbundet en kendsgerning; det skærpede konflikten yderligere og resultatet blev, at der i centralkomiteen nu mønstredes 8 stemmer mod vore 7. Kammerat Bukharin skrev i en fart den »teoretiske« del af decemberplenarmødets resolution som forsøg på at »forsone« parterne og bruge »stødpuden«, men forståeligt nok kunne der ikke komme noget ud af det, efter at kommissionen var blevet sprængt.
Hvad var det så, den centrale politiske afdeling under folkekommissariatet for transportvæsen og transportarbejderforbundet gjorde forkert? Det var overhovedet ikke, at de anvendte tvang. Det var tværtimod deres fortjeneste. Deres fejl lå i, at de ikke i tide og uden konflikter kunne gå over til – som krævet af RKP(b)’s 9. kongres – den normale arbejdsgang i forbundene, de kunne ikke tilpasse sig fagforeningerne ordentligt, de kunne ikke hjælpe dem ved at oprette et ligeberettiget forhold til dem. Vi har værdifulde militære erfaringer: heltemod, punktlig udførelse af ordrer osv. Vi har dårlige erfaringer med de værste elementer inden for militæret: bureaukrati og arrogance. På trods af Trotskijs bevidsthed og vilje viste hans teser sig at være til støtte ikke for det bedste, men det dårligste i militære erfaringer. Man skal huske, at den politiske leder ikke kun svarer for sin politik, men også for sine underordnedes handlinger.
Det sidste jeg vil sige til jer, og hvorfor jeg i går måtte skælde mig selv ud for at være et fjols, er, at jeg har overset kammerat Rudsutaks teser. Rudsutak har denne mangel, at han ikke taler højt, fængende og velformuleret. Det du ikke bemærker, lader du passere. I går da jeg ikke havde mulighed for at komme til møde, kiggede jeg mine papirer igennem og fandt her et par sider, som blev trykt til den 5. alrussiske fagforeningskonference i dagene 2.-6. november 1920. [12] Titlen lyder: Fagforeningernes Opgaver I Produktionen. Jeg læser det hele op for jer. Det vil ikke tage lang tid.
Op til den 5. alrussiske fagforeningskonference: Fagforeningernes opgaver i produktionen (Kammerat Rudsutaks beretningsteser).
1) Umiddelbart efter oktoberrevolutionen viste fagforeningerne sig at være næsten de eneste organer, som sideløbende med at udføre arbejderkontrollen kunne og skulle påtage sig arbejdet med at tilrettelægge og styre produktionen. I den første periode af sovjetmagtens eksistens var det statslige apparat til styring af samfundsøkonomien endnu ikke bragt på fode, men virksomhedsejernes og det højere tekniske personales sabotage stillede arbejderklassen over for den tvingende opgave at bevare industrien og genoprette hele det økonomiske apparats normale funktionsdygtighed.
2) I det øverste samfundsøkonomiske råds følgende arbejdsperiode, hvor en væsentlig del af arbejdet bestod i at likvidere private virksomheder og tilrettelægge en statslig styring af dem, varetog fagforeningerne dette arbejde sideløbende med og i samråd med de statslige organer for økonomisk styring.
De statslige organers svaghed ikke kun forklarede, men frikendte også denne parallelisme; historisk set blev den frikendt med oprettelsen af fuld kontakt mellem fagforeningerne og de økonomiske styringsorganer.
3) Ledelsen af de statslige økonomiske organer, deres gradvise indsigt i produktion og styring og koordineringen af dette apparats enkelte dele – alt dette har flyttet tyngdepunktet i arbejdet med at styre industrien og opstille et produktionsprogram til disse organer. I forbindelse hermed blev fagforeningernes arbejde inden for produktionstilrettelægning koncentreret til deltagelse i dannelsen af kollegier i de styrende organer, i centrene og i fabriksledelserne.
4) På nuværende tidspunkt har vi atter bevæget os helt ind på spørgsmålet om oprettelse af snævrest tænkelige forbindelser mellem sovjetrepublikkens økonomiske organer og fagforeningerne, når det for enhver pris er nødvendigt at udnytte hver eneste arbejdsenhed hensigtsmæssigt, inddrage hele massen af producenter i bevidst deltagelse i produktionsprocessen; når statens økonomiske styringsapparat gradvist vokser og kompliceres, ændres det til et bureaukratisk maskineri, der i sammenligning med selve produktionen er gigantisk og helt ud af proportion, hvorfor fagforeningerne uundgåeligt tvinges til at tage direkte del i produktionens tilrettelægning ikke kun som individuelle repræsentanter i de økonomiske organer, men som organisation betragtet.
5) Hvis det øverste samfundsøkonomiske råd når frem til at opstille et samlet produktionsprogram med udgangspunkt i tilstedeværelse af produktionens materielle elementer (råstoffer, brændsel, maskinernes tilstand osv.), skal fagforeningerne gribe dette spørgsmål an fra den synsvinkel, der hedder arbejdets tilrettelægning og hensigtsmæssige udnyttelse for opgaverne i produktionen. Derfor skal det samlede produktionsprogram detaljeret og i sin helhed være udarbejdet med fagforeningernes ubetingede deltagelse, for at man så hensigtsmæssigt som muligt kan kombinere udnyttelsen af produktionens og arbejdets materielle ressourcer.
6) Indførelse af virkelig arbejdsdisciplin, effektiv bekæmpelse af arbejdsrømning osv. er kun tænkelig under den forudsætning, at hele massen af produktionsdeltagere bevidst deltager i gennemførelsen af disse opgaver. Det nås ikke med bureaukratiske metoder og ordrer oppefra; derimod er det nødvendigt, at enhver deltager i produktionen forstår nødvendigheden af og det hensigtmæssige i de produktionsopgaver, han eller hun skal udføre, at enhver deltager i produktionen ikke kun deltager i udførelsen af opgaver oppefra, men også bevidst medvirker til at korrigere alle fejl, både tekniske og organisatoriske, i produktionen.
Fagforeningernes opgaver på dette område er enorme. De skal lære deres medlemmer i ethvert værksted, på hver enkelt fabrik at notere og indregne alle fejl og mangler i udnyttelsen af arbejdskraften, som udspringer af en forkert udnyttelse af de tekniske hjælpemidler eller utilfredsstillende administrativt arbejde. De enkelte virksomheders og produktionens samlede sum af erfaringer skal bruges til konsekvent bekæmpelse af omsvøb, sløseri og bureaukrati.
7) For særligt at understrege vigtigheden af disse produktionsopgaver skal de organisatorisk prioriteres konkret i det løbende konkrete arbejde. De økonomiske afdelinger, som ifølge beslutning fra den 3. alrussiske kongres blev oprettet i fagforbundene, skal i deres arbejde gradvist belyse og konkretisere karakteren af hele forbundsarbejdet. Under de nuværende samfundsmæssige vilkår, hvor hele produktionen sigter efter at tilfredsstille de arbejdendes behov, skal for eksempel tariffer og præmiering stå i den snævrest mulige forbindelse med og være afhængig af opfyldelsesgraden af produktionsplanen. Naturaliepræmieringen og den delvise naturalisering af arbejdslønnen skal gradvist omdannes til et forsyningssystem, afhængigt af arbejdsproduktivitetens størrelse.
8) Denne måde at arbejde på i fagforeningerne skal på den ene side eliminere eksistensen af parallelle organer (politiske afdelinger o.lign.), og på den anden side genoprette den tætte forbindelse mellem masserne og de økonomiske styringsorganer.
9) Efter den 3. kongres lykkedes det ikke fagforeningerne at gennemføre deres handlingsprogram i tilstrækkeligt omfang, hvad angik deltagelse i samfundsøkonomiens opbygning, på den ene side skyldtes det de militære omstændigheder, på den anden side var det en konsekvens af deres organisatoriske svaghed og isolation fra de økonomiske organers ledende og praktiske arbejde.
10) I forbindelse hermed skal fagforeningerne nu stille sig selv følgende nære praktiske opgaver: a) den mest aktive deltagelse i løsningen af spørgsmålene inden for produktion og styring, b) direkte deltagelse sammen med de respektive økonomiske organer i organisationen af kompetente styringsorganer, c) grundig gennemgang af og indflydelse på udviklingen af forskellige typer styring, d) obligatorisk deltagelse i udarbejdelsen og opstillingen af økonomiske planer og produktionsprogrammer, e) tilrettelægning af arbejdet i overensstemmelse med prioriteringen af de økonomiske opgaver, f) udvikling af en bred organisation til produktionsagitation og -propaganda.
11) De økonomiske afdelinger under fagforbundene og forbundsorganisationerne må effektivt gøres til hurtigt handlende og kraftige løftestænger, som kan fremme fagforeningernes planmæssige deltagelse i produktionens tilrettelægning.
12) For at sikre regelmæssighed i de materielle forsyninger til arbejderne må fagforeningerne gøre deres indflydelse gældende i fødevareforsyningskomiteens distributionsorganer, såvel lokalt som centralt, ved at gennemføre både praktisk og saglig deltagelse i og kontrol med alle distributionsorganer, og med særlig opmærksomhed rettet mod arbejdet i de centrale og guvernementale kommissioner til forsyning af arbejderne.
13) Da det såkaldte »stødarbejde« har nået at erhverve sig den mest kaotiske karakter på grund af enkelte ledelsers, centres osv. snæversynede ambitioner, må fagforeningerne overalt og alle vegne rejse sig til forsvar for, at stødarbejdet virkeligt gennemføres, og for at det eksisterende system til fastsættelse af stødarbejde tages op til revision i henhold til en given produktions vigtighed og de materielle ressourcers tilstedeværelse.
14) Særlig opmærksomhed må koncentreres omkring den såkaldte mønstergruppe af virksomheder, der skal gøres til virkeligt mønstergyldige foretagender gennem kompetent styring, arbejdsdisciplin og den faglige organisations arbejde.
15) I arbejdets tilrettelægning, må fagforeningerne, ud over at få sat tarif reglerne i system og tage arbejdsnormerne op til alsidig bedømmelse, også tage hånd i hanke med hele kampen mod de enkelte former for arbejdsrømning (pjækkeri, kommen for sent osv.). Disciplinærdomstolene, som vi hidtil ikke har tillagt behørig opmærksomhed, skal gøres til et virkeligt middel i kampen mod brud på den proletariske arbejdsdisciplin.
16) De økonomiske afdelinger skal pålægges at udføre de opregnede opgaver samt at udarbejde en praktisk plan for produktionspropagandaen og en række skridt til forbedring af arbejdernes økonomiske stilling. Derfor er det nødvendigt at pålægge den økonomiske afdeling under Fagforeningernes Centralråd i den nærmeste tid at indkalde til en særlig alrussisk konference for de økonomiske afdelinger, der skal behandle praktiske spørgsmål i den økonomiske opbygning i lyset af de statslige økonomiske organers arbejde.
Jeg håber nu, I kan se, hvorfor jeg måtte skælde mig selv ud. Det her er nemlig en platform, den er 100 gange bedre end det, såvel Trotskij har skrevet efter at have tænkt det igennem mange gange, og det, Bukharin har skrevet (resolutionen fra plenarmødet den 7. december) uden overhovedet at have tænkt det igennem. Alle vi i centralkomiteen, som i mange år ikke har arbejdet i fagbevægelsen, burde lære af kammerat Rudsutak, både kammerat Trotskij og kammerat Bukharin skulle lære af ham. Denne platform har fagforeningerne vedtaget.
Vi har alle glemt disciplinærdomstolene, men »produktionsdemokrati« uden præmiering i form af naturalier og uden disciplinærdomstole er det rene vrøvl.
Jeg sammenligner nu Rudsutaks teser med Trotskijs, som de blev forelagt centralkomiteen. I slutningen af 5. tese læser jeg:
»... netop nu er det nødvendigt at komme i gang med en reorganisering af fagforeningerne, dvs. først og fremmest med udvælgelse af det ledende personale ud fra netop denne synsvinkel...«
Her ser I en virkelig bureaukratisk facon! Trotskij og Krestinskij ville udvælge fagforeningernes »ledende personale«!
En gang til: her har I forklaringen på transportarbejderforbundets fejltagelse. Fejlen er ikke, at det anvendte tvang, det er forbundets fortjeneste. Fejlen er, at det ikke var i stand til at tage fat på alle fagforeningers fælles opgaver, og at det ikke selv var i stand til at overgå og hjælpe alle forbund med at overgå til en rigtigere, hurtigere og bedre anvendelse af de kammeratlige disciplinærdomstole. Da jeg læste kammerat Rudsutaks teser om disciplinærdomstole, kom jeg til at tænke på, om der mon ikke allerede findes et dekret om det. Og det viste sig, at der gjorde. »Bestemmelse om arbejdernes kammeratlige disciplinærdomstole«, udstedt den 14. november 1919 (Lovsamling nr. 537).
Fagforeningerne spiller i disse domstole en hyre vigtig rolle. Om disse domstole er gode, hvor godt de fungerer, og om de altid fungerer, kender jeg ikke til. Men hvis vi undersøgte vore egne praktiske erfaringer, ville det være en million gange mere gavnligt end alt det, kammeraterne Trotskij og Bukharin har skrevet.
Jeg slutter af. Som opsummering af alt, hvad der har med dette spørgsmål at gøre, vil jeg sige, at det er et kæmpemæssigt fejlgreb at fremlægge disse meningsforskelle til en bred partidiskussion og på partikongressen. Politisk er det en fejltagelse. I kommissionen og kun dér ville vi have saglig drøftelse og komme fremad, men nu går vi baglæns, og i de næste uger vil vi gå tilbage til abstrakte teoretiske betragtninger i stedet for at anlægge en saglig holdning til opgaven. Hvad mig angår, så er jeg dødtræt af det her, og jeg ville med største fornøjelse trække mig ud af det, uafhængigt af sygdommen, jeg ville være parat til at redde mig i sikkerhed, hvorhen det skal være.
Opsummering: i Trotskijs og Bukharins teser findes en lang række teoretiske fejl. En række principielle urigtigheder. Politisk set er hele måden at gribe sagen an på fuldstændig taktløs. Kammerat Trotskijs »teser« er en politisk skadelig sag. Hans politik i sin helhed er det bureaukratiske tovtrækkeris politik for fagforeningerne. Jeg er sikker på, at vor partikongres vil fordømme og forkaste den politik. (Stormende, langvarigt bifald!)
1. Dagsordenen på 9. partikongres omhandlede bl.a. de aktuelle opgaver i den økonomiske opbygning og spørgsmålet om fagbevægelsen.
Kongressen udstak de nærmeste økonomiske opgaver og understregede nødvendigheden af fagforeningernes aktive medvirken i den socialistiske opbygning. Det kom til udtryk i følgende resolutioner: »Om de aktuelle opgaver i den økonomiske opbygning« og »Til spørgsmålet om fagforeningerne og deres organisatoriske opbygning«. – S. 57.
2. Se denne artikel s. 78. – S. 58.
3. Der sigtes til modstanden mod Sovjetruslands fredsslutning med Tyskland den 3. marts 1918 i Brest-Litovsk. – S. 59.
4. Lenins anmærkning: »Centralkomiteens plenarmøder i november og december 1920. Se ordlyden af de derfra vedtagne resolutioner i Pravda nr. 255 af 13.11.1920 og nr. 281 af 14.12.1920, samt Isvestija TsK RKP(b) nr. 26 af 20.12.1920.« – S. 63.
5. »Stødpudegruppen« – en af de partiskadelige grupper, der opstod under diskussionen om fagforeningernes rolle og opgaver i årene 1920-1921. Den blev ledet af N. I. Bukharin og talte folk som J. Larin, J. A. Preobrasjenskij, L. P. Serebrjakov. G. J. Sokolnikov og V. N. Jakovleva. Deres forsøg på at forlige Lenins linje og Trotskijs gav dem tilnavnet »stødpudegruppen«. I realiteten gik Bukharin i brechen for Trotskijs standpunkt og angreb Lenins. Gruppens medlemmer anrettede alvorlig skade for partiet ved at støtte den værste form for fraktionsvirksomhed. Lenin betegnede Bukharins teser som »topmålet af ideologisk opløsning« (s. 85). Kort efter forlod Bukharin sin egen platform og stillede sig åbent på Trotskijs side.
Lenin har analyseret »stødpudegruppen« i artiklerne Krisen I Partiet (s. 79-89) og Endnu Engang Om Fagforeningerne, Om Den Nuværende Situation Og Om Kammeraterne Trotskijs Og Bukharins Fejl (s. 90-128). – S. 63.
6. 1 pud = 16,38 kg. – S. 67.
7. Se dette bind s. 33. – S. 68.
8. Den centrale politiske afdeling under folkekommissariatet for trafik blev dannet i februar 1919 som et midlertidigt politisk organ, der sorterede direkte under RKP(b)’s centralkomité Blev i januar 1920 reorganiseret til: den centrale politiske styrelse under folkekommissariatet for trafik Glavpolitput. Dannelsen skete med henblik på en række ekstraordinære skridt, der skulle forebygge et sammenbrud inden for transportsektoren i kølvandet på verdenskrigen og borgerkrigen, og ligeledes med henblik på at forstærke det politiske arbejde og partiarbejdet blandt transportarbejderne, styrke jernbanearbejdernes fagforening og gøre denne til et redskab for transportsektorens videre udviklng. Glavpolitput indførte militær disciplin på jernbanerne for helt at underlægge den krigsindsatsen. Disse ekstraordinære skridt reddede jernbanerne fra det totale sammenbrud, men afstedkom samtidig bureaukrati og udemokratiske arbejdsmetoder i fagforeningerne og en tendens til at løsrive sig fra masserne.
Glavpolitput blev nedlagt efter beslutning i partiets centralkomité den 7. december 1920 ved borgerkrigens ophør og starten på den fredelige udvikling. – S. 70.
9. Centralkomiteen for fagforbundet af jernbane- og søtransportarbejdere Tsektran, også kaldet transportarbejderforbundet. I september 1920 var de to fagforeninger af transportarbejdere blevet samlet i ét forbund for derved at skabe en stærk, centraliseret ledelse, som kunne bidrage til hurtigt at genrejse transportsektoren, hvor et sammenbrud truede med at lamme hele samfundsøkonomien. Tsektrans ekstraordinære magtbeføjelser og militære arbejdsmetoder i selve forbundet, som udsprang af tidens kolossale arbejdsopgaver, udartede snart til bureaukrati, gold administreren og udemokratiske metoder i arbejdet, hvilket yderligere blev forstærket af trotskisterne, der havde overtaget magten i forbundet. De satte transportarbejderne op mod partiet og fik deres enhed til at vakle. Plenarmøderne i partiets centralkomité den 8. november og 7. december 1920 fordømte disse skadelige metoder og besluttede, at Tsektran skulle gå ind i det centrale alrussiske fagforeningsråd VTsSPS på lige fod med de øvrige forbund. Tsektran blev rådet til at ændre metoder, udvikle demokratiet i fagforeningen, gøre alle organer valgbare osv. Den første alrussiske transportarbejderkongres i marts 1921, indkaldt på partiets initiativ, udelukkede trotskisterne af Tsektrans ledelse og ridsede de nye arbejdsmetoder op. – S. 70.
10. Lenins anmærkning: »Se Isvestija Tsk RKP, nr. 26, s. 2, resolution fra centralkomiteens plenarmøde i september, punkt 3: »Centralkomiteen mener videre, at der er indtrådt en betydelig forbedring i den svære situation, der nødvendiggjorde oprettelsen af Glavpolitput og Politvod som midlertidige løftestænger til at understøtte og organisere arbejdet. Derfor skal og må man nu begynde at inddrage disse organisationer som faglige organer, der tilpasses til og integreres i det faglige apparat«.«
Politvod, den (centrale) politiske styrelse inden for søtransporten under folkekommissariatet for trafik, blev dannet i april 1920 som en afdeling af Glavpolitput (se note 9). Politvods opgave var: at skole arbejderne politisk og varetage den politiske kontrol med det tekniske og administrative personale; at bringe søtransporten på benene hurtigst muligt; at anspore til højere produktivitet og forbedre disciplinen. Glavpolitvod blev opløst i december 1920. – S. 70.
11. Lenin anvender en talemåde fra Gribojedovs komedie »Ånd skaber kval«; der sigtes til en person, hvis handlinger har en utilsigtet virkning. – S. 72.
12. Partiet ønskede fagforeningerne reorganiseret i overensstemmelse med de opgaver, den fredelige socialistiske opbygning stillede, demokratiet udviklet og de militære metoder inden for administrationen bandlyst. Det gik Trotskij imod. På den kommunistiske gruppes møde den 3. november under 5. alrussiske fagforeningskonference slog han til lyd for at »ruske op« i fagforeningerne og »stramme tommelskruerne« på dem. Det var hans indlæg, der startede diskussionen i partiet om fagforeningernes rolle og opgaver, men de kommunistiske delegerede afviste hans krav, som ville have ødelagt fagforeningerne og undergravet proletariatets diktatur. Det var også grunden til, at hans teser blev taget op i partiets centralkomité. På centralkomitémødet den 8. november fremlagde Lenin sine teser, som ved afstemningen fik 8 stemmer mod 7 til fordel for Trotskijs. – S. 12.
Sidst opdateret 18.6.2014