Teserne er skrevet 13. juni 1921 og udgivet i særtryk som forberedende materiale til beretningen om RKP’s taktik som Lenin holdt den 5. juli 1921 på KI’s 3. kongres. [1]
Oversat til dansk af Anne Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 14, s. 189-197, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 6. juli 2013.
RSFSR‘s internationale stilling kendetegnes for tiden af en vis ligevægt, som vel er yderst ustadig, men dog har skabt en ejendommelig konjunktur i verdenspolitikken.
Denne ejendommelighed ligger i følgende: på den ene side nærer det internationale bourgeoisi vildt had og fjendskab over for Sovjetrusland og er rede til når som helst at drage i felten for at kvæle dette land. På den anden side er alle forsøg på militær indblanding, der har kostet dette bourgeoisi hundreder af millioner franc, endt med en fuldkommen fiasko, på trods af at sovjetmagten dengang var svagere end nu og de russiske godsejere og kapitalister havde hele armeer på RSFSR’s territorium. I alle kapitalistiske lande er oppositionen mod en krig med Sovjetrusland blevet overordentlig forstærket, den giver næring til proletariatets revolutionære bevægelse og har tag i meget brede masser af småborgerligt demokrati. Interessekonflikten mellem de forskellige imperialistiske lande er skærpet og skærpes yderligere dag for dag. Den revolutionære bevægelse blandt Østens undertrykte folk, som tæller hundreder af millioner, udvikles med bemærkelsesværdig kraft. Som følge af alle disse forhold viste den internationale imperialisme sig ude af stand til at kvæle Sovjetrusland, på trods af at den var langt stærkere, og blev nødt til for en tid at anerkende eller halvt anerkende Sovjetrusland og træffe handelsaftaler med dette land.
Resultatet er blevet en ganske vist yderst usikker, yderst ustadig ligevægt, men dog en ligevægt, der gør det muligt for den socialistiske republik at bestå, naturligvis ikke for nogen lang tid, under kapitalistisk omringning.
På basis af denne tilstand har forholdet mellem klassekræfterne i international målestok artet sig på følgende måde:
Det internationale bourgeoisi har mistet muligheden for at bekrige Sovjetrusland direkte og afventer, lurer på det øjeblik, hvor omstændighederne kan tillade det at tage denne krig op igen.
De fremskredne kapitalistiske landes proletariat har allerede overalt fået sin avantgarde, de kommunistiske partier, som vokser, mens de støt er på vej til at vinde proletariatets flertal i hvert enkelt land og nedbryde den indflydelse, som de gamle trade-unionistiske bureaukrater og den af imperialistiske privilegier fordærvede top i Amerikas og Europas arbejderklasse hidtil har øvet.
De kapitalistiske landes småborgerlige demokrati, hvis mest fremskredne del repræsenteres af II og II½ Internationale, er i dette øjeblik kapitalismens hovedstøtte, for så vidt som den endnu øver indflydelse på flertallet eller en væsentlig del af industriens og handelens arbejdere og funktionærer, der er bange for i tilfælde af revolution at gå glip af deres relativt gode spidsborgertilværelse, som imperialismens privilegier har hidført. Men den tiltagende økonomiske krise forværrer overalt de brede massers kår, og denne omstændighed i forening med den mere og mere iøjnefaldende uundgåelighed af nye imperialistiske krige, så længe kapitalismen består, gør denne støtte mere og mere brøstfældig.
De koloniale og halvkoloniale landes arbejdende masser, som udgør det uhyre flertal af Jordens befolkning, er vakt til politisk liv allerede fra begyndelsen af det 20. århundrede, især ved revolutionerne i Rusland, Tyrkiet, Persien og Kina. Den imperialistiske krig 1914-18 og sovjetmagten i Rusland har definitivt forvandlet disse masser til en aktiv faktor i verdenspolitikken og i den revolutionære ødelæggelse af imperialismen, selv om Europas og Amerikas oplyste spidsborgere, deriblandt II og II½ Internationales førere, [2] endnu vægrer sig ved at se det. Britisk Indien er forrest blandt disse lande, og dér vokser revolutionen desto hurtigere frem, på den ene side jo stærkere industri- og jernbaneproletariatet i landet bliver, og på den anden side jo vildere englændernes terror bliver, med stadig hyppigere massemord (Amritsar), [3] offentlig piskning osv.
Sovjetruslands indenrigspolitiske situation kendetegnes ved, at vi her for første gang i verdenshistorien gennem en hel årrække kun har med to klasser at gøre: proletariatet, som gennem årtier er opdraget af den endnu unge, men dog moderne maskinelle storindustri, og småbønderne, som udgør det vældige befolkningsflertal.
De store jordbesiddere og kapitalisterne i Rusland er ikke forsvundet, men de er underkastet fuldkommen ekspropriation, de er politisk slået fuldstændig sønder som klasse, og denne klasses rester har skjult sig blandt sovjetmagtens statsfunktionærer. En klasseorganisation har de bevaret i udlandet, i form af emigrationen, der sandsynligvis tæller 1½- 2 millioner mennesker og ejer over et halvt hundrede dagblade, der repræsenterer alle borgerlige og »socialistiske« (dvs. småborgerlige) partier, samt rester af en hær og talrige forbindelser med det internationale bourgeoisi. Denne emigration arbejder af al kraft og med alle midler på at ødelægge sovjetmagten og genindføre kapitalismen i Rusland.
I betragtning af denne indenrigske situation står Ruslands proletariat som herskende klasse i øjeblikket over for den hovedopgave at finde en rigtig udformning og gennemførelse af de skridt, der er nødvendige for at lede bønderne, for at opretholde et stabilt forbund med dem, for at skabe en lang række gradvise overgange til stordrift, i et socialiseret, mekaniseret landbrug. Denne opgave er særlig vanskelig i Rusland, både fordi vort land er meget tilbage, og fordi det er bundforarmet af 7 års imperialistisk krig og borgerkrig. Men selv bortset fra dette specielle forhold hører denne opgave til nogle af de vanskeligske opgaver i den socialistiske opbygning, som vil melde sig for alle kapitalistiske lande, måske med England som eneste undtagelse. Man må imidlertid heller ikke med hensyn til England glemme, at selv om dets klasse af smålandbrugere, forpagterne, er særlig fåtallig, har landet til gengæld en overordentlig høj procent arbejdere og funktionærer med småborgerlig levevis, fordi hundreder af millioner af mennesker faktisk er slaver i kolonier, som »tilhører« England.
Når man betragter den proletariske verdensrevolution som en proces, har den epoke, Rusland gennemlever, derfor den betydning, at proletariatet, som sidder inde med statsmagten, får sin politik over for den småborgerlige masse prøvet og kontrolleret i praksis.
Grundlaget for rigtige relationer mellem proletariatet og bønderne i Sovjetrusland er skabt af epoken 1917-21, hvor kapitalisterne og godsejerne, der støttedes af hele verdensbourgeoisiet og af alle det småborgerlige demokratis partier (de socialrevolutionære og mensjevikkerne), ved deres overfald skabte, styrkede og udkrystalliserede et krigsforbund mellem proletariatet og bønderne for at hævde sovjetmagten. Borgerkrig er den skarpeste form for klassekamp, og jo skarpere denne kamp bliver, desto hurtigere forbrænder den alle småborgerlige illusioner og fordomme, desto tydeligere giver praksis selv de mest tilbagestående bondelag syn for, at kun proletariatets diktatur kan redde dem, at de socialrevolutionære og mensjevikkerne faktisk er rene lakajer for godsejerne og kapitalisterne.
Men selv om krigsforbundet mellem proletariatet og bønderne var – og måtte være – den første form for et stabilt forbund mellem dem, så kunne det dog ikke engang have holdt et par uger uden et vist økonomisk forbund mellem de nævnte klasser. Fra arbejderstaten fik bonden al jorden og forsvar mod godsejeren, mod kulakken; fra bønderne fik arbejderne levnedsmidler som lån indtil storindustrien kommer på fode.
Fra et socialistisk synspunkt kan forbundet mellem småbønderne og proletariatet først blive helt rigtigt og stabilt, når en fuldstændig genrejsning af transportvæsenet og storindustrien tillader proletariatet at udveksle bøndernes levnedsmiddelleverancer med alle de produkter, bønderne skal bruge til sig selv og til forbedring af bedriften. Så bundforarmet landet var, kunne dette på ingen måde opnås med det samme. Af leveringspligten var den mest håndterlige foranstaltning, vor utilstrækkeligt organiserede stat kunne anvende for at hævde sig i den umådeligt svære krig mod godsejerne. Misvæksten og fodermangelen i 1920 skærpede i særlig grad bøndernes i forvejen hårde nød og gjorde det ubetinget nødvendigt straks at gå over til levnedsmiddelskatten.
En moderat levnedsmiddelskat medfører straks en betydelig forbedring i bøndernes kår og gør dem samtidig interesserede i at udvide tilsåningen og forbedre dyrkningen.
Levnedsmiddelskatten er en overgang fra rekvisitionen af hele bondens kornoverskud til en rigtig, socialistisk produktomsætning mellem industri og landbrug.
Levnedsmiddelskatten betyder naturligvis, at bonden frit kan disponere over sit produktionsoverskud, når han har erlagt skatten. For så vidt som staten ikke magter at levere bonden produkter fra socialistiske fabrikker som modydelse for hele dette overskud, for så vidt betyder fri handel med overskuddet uomgængeligt fri udvikling af kapitalismen.
Inden for de nævnte rammer er dette imidlertid aldeles ikke afskrækkende for socialismen, så længe transportvæsenet og storindustrien forbliver i proletariatets hånd. Tværtimod er en udvikling af kapitalismen under den proletariske stats kontrol og regulering (altså i denne betydning af ordet »stats«kapitalisme) fordelagtig og nødvendig i et yderst forarmet og tilbagestående småbondeland (naturligvis kun til en vis grad), for så vidt som den er i stand til at fremskynde et øjeblikkeligt opsving i bondebruget. Dette gælder i endnu højere grad koncessionerne: uden at skride til nogen som helst denationalisering bortforpagter arbejderstaten visse miner, skovstrækninger, oliefelter og lignende til udenlandske kapitalister for fra disse at få yderligere anlæg og maskiner, som vil tillade os at fremskynde genrejsningen af den sovjetiske storindustri.
Den betaling, koncessionsindehaverne får i form af part i værdifulde produkter, er ubestrideligt en tribut, arbejderstaten betaler verdensbourgeoisiet; uden på nogen måde at udviske dette må vi klart indse, at det er gavnligt for os at erlægge denne tribut, blot vi kan fremskynde genrejsningen af vor storindustri og hurtigere opnå en alvorlig forbedring af arbejdernes og bøndernes kår.
Sovjetruslands levnedsmiddelpolitik i 1917-1921 var utvivlsomt meget groft og ufuldkomment tilrettelagt, den affødte mange misbrug. Der blev gjort en række fejl ved dens gennemførelse. Men den var under de givne forhold den eneste mulige, i det store og hele. Og den løste sin historiske opgave: den reddede det proletariske diktatur i et forarmet og tilbagestående land. Det er en ubestridelig kendsgerning, at den efterhånden blev forbedret. I det første år, vi havde hele magten (1. august 1918-1. august 1919), skaffede staten 110 millioner pud korn, i det andet 220, i det tredje over 285.
Nu hvor vi allerede har praktisk erfaring, sætter vi os til opgave at skaffe og regner med at skaffe 400 millioner pud (levnedsmiddelskatten andrager 240 millioner pud). Kun når arbejderstaten faktisk besidder en tilstrækkelig beholdning af levnedsmidler, kan den i økonomisk henseende stå sikkert på egne ben, sikre en ganske vist langsom, men støt genrejsning af storindustrien og indføre et regelret finanssystem.
En maskinel storindustri, der også kan reorganisere landbruget, er det eneste mulige materielle grundlag for socialismen. Men man kan ikke begrænse sig til denne almene tese. Den må konkretiseres. En storindustri på højde med den nyeste teknik og i stand til at reorganisere landbruget får man ved at elektrificere hele landet. Det videnskabelige arbejde med at udarbejde en plan for en sådan elektrificering af RSFSR har vi måttet tage op, og vi har gjort det færdigt. Med deltagelse af over 200 af Ruslands bedste videnskabelige, tekniske og agronomiske kræfter er dette arbejde afsluttet, trykt i et omfangsrigt bind og som helhed godkendt af 8. alrussiske sovjetkongres i december 1920. Nu er der arrangeret en alrussisk elektrotekniker-kongres, som skal samles i august 1921 for at behandle dette arbejde i detaljer, og det vil så få statens endelige godkendelse. [4] Den første serie elektrificeringsarbejder strækker sig over 10 år og vil kræve ca. 370 millioner arbejdsdage.
Mens vi i 1918 fik 8 nybyggede elektricitetsværker (med 4757 kw) så øgedes dette tal i 1919 til 36 (med 1648 kw) og i 1920 til 100 (med 8699 kw).
Hvor beskeden denne begyndelse end er for vort vældige land, så er begyndelsen dog gjort, arbejder er i gang og skrider bedre og bedre frem. Efter at den russiske bonde har oplevet den imperialistiske krig, efter at millioner af krigsfanger i Tyskland har lært moderne, fremskreden teknik at kende, efter de svære, men hærdende erfaringer i tre års borgerkrig – efter dette er den russiske bonde ikke længere den, han var i gamle dage. For hver måned, der går, ser han klarere og tydeligere, at alene proletariatets ledelse evner at føre småbrugernes masse ud af slaveriet for kapitalen og frem til socialismen.
Proletariatets diktatur betyder ikke klassekampens ophør, men dens fortsættelse i en ny form og med nye våben. Så længe der findes klasser, så længe bourgeoisiet kun er styrtet i et enkelt land og tidobler sine angreb på socialismen i international målestok, så længe er dette diktatur nødvendigt. Småbrugernes klasse kan i en overgangstid ikke undgå at udvise en række svingninger. Overgangstilstandens vanskeligheder og bourgeoisiets påvirkning fremkalder fra tid til anden uvægerlig svingninger i denne masses stemninger. På proletariatet, der er svækket og til en vis grad deklasseret ved ødelæggelsen af dets livsgrundlag, den maskinelle storindustri, hviler der en meget vanskelig og meget stor historisk opgave: at holde kursen på trods af disse svingninger og tilendebringe sit værk, arbejdets frigørelse fra kapitalens åg.
Politisk finder småborgerskabets svingninger udtryk i de småborgerlige demokratiske partiers politik, dvs. II og II½ Internationales partier, der i Rusland består som de socialrevolutionæres (»socialist-revolutionæres«) og mensjevikkernes partier. Disse partier, der nu har deres generalstabe og blade i udlandet, danner faktisk en blok med hele den borgerlige kontrarevolution og yder den trofast tjeneste.
Det russiske storbourgeoisis kloge førere, og forrest blandt dem Miljukov, føreren for »kadet«partiet (de »konstitutionelle demokrater«), har ganske klart, præcist og åbent værdsat denne rolle, som det småborgerlige demokrati, dvs. de socialrevolutionære og mensjevikkerne, spiller. I anledning af Kronstadtoprøret, hvor mensjevikkerne, de socialrevolutionære og hvidgardisterne forenede deres kræfter, udtalte Miljukov sig for parolen »Sovjetter uden bolsjevikker«. Han udformede denne tanke og skrev: »Hjertelig velkommen« til de socialrevolutionære og mensjevikkerne (»Pravda« nr. 64, 1921, et citat fra pariserbladet Poslednije Novosti), [5] thi det påhviler dem at hidføre den første forskydning af magten, bort fra bolsjevikkerne. Miljukov, storbourgeoisiets fører, har foretaget en rigtig bedømmelse af alle revolutioners lære, der viser, at det småborgerlige demokrati ikke er i stand til at bevare magten og bestandig har den ene funktion at tilsløre bourgeoisiets diktatur, at være et trin hen imod bourgeoisiets almagt.
Den proletariske revolution i Rusland bekræfter gang på gang denne erfaring fra årene 1789-94 og 1848-49 og bekræfter Friedrich Engels’ ord i brevet til Bebel den 11. december 1884: »... Men det forhindrer ikke, at det« (det rene demokrati) »i revolutionens øjeblik momentant kan få betydning ... som det sidste redningsanker for hele den borgerlige, ja selv den feudale økonomi ... Således forstærkede hele den feudalt-bureaukratiske masse i 1848 fra marts til september de liberale for at holde de revolutionære masser nede ... I hvert fald har vi under og lige efter krisen en eneste modstander – hele den samlede reaktion, der grupperer sig uden om det rene demokrati, og det tror jeg, at man ikke må miste af syne.« (Offentliggjort på russisk i bladet Kommunistitjeskij Trud [6] 1921, nr. 360, 9. juni 1921, i kammerat V. Adoratskijs artikel »Marx og Engels om Demokrati«. På tysk i bogen: Friedrich Engels: Politisk Testamente; Berlin 1920, nr. 12 i Internationalt Ungdomsbibliotek, s. 19). [7]
Moskva, Kreml, 13. juni 1921
1. Kommunistisk Internationales 3. kongres fandt sted i Moskva 22. juni-12. juli 1921. Til stede var 605 delegerede fra 103 organisationer i 52 lande, heraf fra 48 kommunistiske partier, 8 socialistiske partier, 28 ungdomsforbund, 4 syndikalistiske organisationer, 2 oppositionelle kommunistiske partier (Tysklands kommunistiske arbejderparti og Spaniens kommunistiske arbejderparti) foruden 13 andre organisationer.
Kongressen diskuterede bl.a. følgende spørgsmål: den økonomiske verdenskrise og Kominterns nye opgaver, eksekutivkomiteens virksomhedsberetning, Tysklands kommunistiske arbejderparti, det italienske spørgsmål, Kominterns taktik, forholdet mellem den Røde Faglige Internationales råd og Komintern, kampen mod Amsterdam-internationalen, RKP(b)’s taktik, Komintern og den kommunistiske ungdomsbevægelse samt Tysklands forenede kommunistiske parti.
Kongresforberedelserne og selve kongressen blev ledet af Lenin.
Kominterns 3. kongres spillede en stor rolle for de unge kommunistiske partiers udvikling. Hovedopmærksomheden var koncentreret om Kominterns taktik og organisatoriske opbygning i forbindelse med de nye udviklingsbetingelser for den kommunistiske verdensbevægelse. Ud over kampen mod centristfaren måtte Lenin bruge megen opmærksomhed på kampen mod »venstre«-dogmatisme, pseudorevolutionært frasemager i og sekterisme. Lenins energiske indsats på kongressen resulterede i sejr for den revolutionære marxisme. – S. 189.
2. II½ Internationale – international organisation af centristiske socialistpartier, der havde meldt sig ud af II Internationale efter pres fra de arbejdende masser. Grundlagt på en konference i Wien i februar 1921. Lederne af IIy2 Internationale forsøgte at modvirke kommunisternes indflydelse på den internationale arbejderbevægelse. Ophørte at eksistere i 1923. – S. 191.
3. Den 13. april 1919 åbnede britiske tropper ild mod de tusindtallige deltagere i et arbejdermøde i Amritsar, en vigtig industriby i delstaten Punjab, Indien. Mødet var en protestmanifestation mod koloniherrernes terror. Omkring et tusind blev dræbt og to tusinde såret. Blodbadet fremkaldte folkeopstand i Punjab, som bredte sig til andre delstater. Oprøret blev slået ned med hård hånd af de britiske koloniherrer. – S. 191.
4. 8. alrussiske elektroteknikerkongres fandt sted i Moskva 1.-9. oktober 1921. – S. 195.
5. Poslednije Novosti (Sidste Nyt) – dagblad udgivet af det kontrarevolutionære kadetparti i emigration. Udkom i Paris fra april 1920 til juli 1940. Chefredaktør var P. N. Miljukov. – S. 196.
6. Kommunistitjeskij Trud (Kommunistisk Arbejde) – dagblad, talerør for RKP(b)’s Moskvakomité og Moskvas bysovjet. Udkom første gang marts 1918; hedder nu Moskovskaja Pravda. – S. 197.
7. Se K. Marx, F. Engels, Werke, Bd. 36, Dietz Verlag, Berlin 1967, s. 250. – S. 197 [English version].
Sidst opdateret 6.7.2013