Bulletin fra Den alrussiske Konference om Den politiske Voksenundervisning. (1.-8. november 1920) Moskva. Talen er trykt efter bulletinens tekst, jævnført stenogrammet.
Oversat til dansk af Bodil Wagner.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 14, s. 13-22, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 18. juni 2014.
Kammerater, tillad mig at fremsætte nogle tanker, som dels er blevet berørt i det kommunistiske partis centralkomité og i folkekommissærernes råd vedrørende organisationen af Glavpolitprosvet, hovedkomiteen for politisk voksenundervisning, dels er opstået hos mig i anledning af det forslag, som blev forelagt for folkekommissærernes råd. I går blev dette forslag vedtaget som grundlag, og det vil senere blive drøftet i detaljer endnu en gang. [1]
Må jeg for egen regning blot nævne, at jeg fra begyndelsen har stillet mig overordentligt negativt til ændringen af navnet på jeres institution. Efter min mening er det undervisningskommissariatets opgave at hjælpe folk med at lære noget og at lære andre noget. I den tid, jeg har fået erfaring med sovjetforhold, er jeg blevet vant til at betragte forskellige betegnelser som barnlige morsomheder, enhver ny betegnelse er jo en slags morsomhed. Nu er den nye betegnelse allerede blevet godkendt: Glavpolitprosvet.
Da dette spørgsmål er afgjort, skal I ikke tage min bemærkning som andet end en personlig bemærkning. Hvis foretagendet ikke indskrænker sig til kun at ændre navnet, kan det kun hilses velkommen.
Hvis det lykkes for os at drage nye medarbejdere ind i det kulturelle oplysningsarbejde, så vil det ikke blot dreje sig om et nyt navn, og så kan man affinde sig med den »sovjetiske« svaghed for at klæbe etiketter på ethvert nyt foretagende og på enhver ny institution. Hvis det lykkes for os, opnår vi mere, end vi har opnået indtil nu.
Det vigtigste, som skal få kollegerne til at deltage sammen med os i det fælles kulturelle oplysningsarbejde, drejer sig om at få oplysningsarbejdet forbundet med vor politik. Betegnelsen kan foregribe et og andet, hvis der er et behov for at foregribe det, for vi kan ikke på nogen som helst front af oplysningsarbejdet stå på det gamle standpunkt, at oplysning skulle være apolitisk, vi kan ikke udføre oplysningsarbejde uden forbindelse til vor politik.
En sådan tanke var og er fremherskende i det borgerlige samfund. Betegnelsen »apolitisk« eller »upolitisk« oplysning tilhører bourgeoisiets hykleri, det er intet andet end bedrag over for masserne, som for 99 procents vedkommende er kuet af kirkens, privatejendommens o.a. herredømme. Bourgeoisiet, som hersker i alle endnu borgerlige lande, beskæftiger sig netop med dette massebedrag.
Og jo større betydning dette apparat har der, jo mere bundet bliver det af kapitalen og dens politik.
I alle borgerlige stater er forbindelsen mellem det politiske apparat og oplysningsarbejdet overordentlig stærk, selv om det borgerlige samfund ikke direkte kan erkende dette. Imidlertid bearbejder dette samfund masserne gennem kirken, gennem hele privatejendommens system.
Vor grundlæggende opgave består bl.a. i at konfrontere den borgerlige »sandhed« med vor sandhed og at få denne anerkendt.
Overgangen fra det borgerlige samfund til proletariatets politik er meget vanskelig, så meget mere som bourgeoisiet utrætteligt bagvasker os med hele sit propaganda- og agitationsapparat. Det anstrenger sig mest af alt for at udviske den yderst vigtige rolle, som proletariatets diktatur skal udfylde, dets opdragende opgave, som er særlig vigtig i Rusland, hvor kun et mindretal af befolkningen tilhører proletariatet. Imidlertid skal denne opgave her stilles i forgrunden, fordi vi skal forberede masserne til den socialistiske opbygning. Der kunne overhovedet ikke være tale om proletariatets diktatur, hvis proletariatet ikke i sig selv havde udformet en høj grad af bevidst orientering, fast disciplin og stor offervilje i kampen mod bourgeoisiet, dvs. hvis det ikke stillede sig den samlede sum af opgaver, som det er nødvendigt at løse, for at proletariatet kan vinde den fulde sejr over sin ærkefjende.
Vi står ikke på det utopiske standpunkt, at vi tror, at arbejdermasserne på nuværende tidspunkt er forberedt til det socialistiske samfund. Vi ved på grund af pålidelige data fra hele arbejdersocialismens historie, at det ikke er sådan, at kun storindustri, strejkekamp og politisk organisation kan forberede masserne til socialismen. Og derfor skal proletariatet, for at vinde sejren, for at gennemføre den socialistiske omvæltning, have evnen til at handle solidarisk og til at omstyrte udbytterne. Og nu ser vi, at proletariatet har tilegnet sig de nødvendige evner, og at det omsatte dem til handling, da det tog magten.
For medarbejderne i oplysningsarbejdet og for det kommunistiske parti, som er fortroppen i kampen, skal den grundlæggende opgave være at bidrage til opdragelse og skoling af de arbejdende masser for at overvinde de gamle vaner, de gamle skikke, som vi har arvet fra det gamle samfund, besidderskikke og besiddervaner, som helt gennemsyrer de brede masser. Denne grundlæggende opgave for den socialistiske omvæltning må aldrig tabes af syne ved behandlingen af de delspørgsmål, som partiets centralkomité og folkekommissærernes råd har måttet beskæftige sig meget med. Hvordan man så skal opbygge Glavpolitprosvet, hvordan man skal kombinere den med de enkelte institutioner, hvordan man skal forbinde den ikke blot med de centrale, men også med de lokale institutioner, det spørgsmål må besvares af kammerater, som er mere kompetente på dette område, og som allerede har stor erfaring og specielt har studeret dette område. Jeg vil blot understrege de grundlæggende momenter af den principielle side af sagen. Vi må nødvendigvis fremlægge sagen åbent og på trods af al gammel forløjethed erkende, at oplysningsarbejdet nødvendigvis må være forbundet med politik.
Vi lever i en historisk tid, hvor kampen står mod verdensbourgeoisiet, som er mange, mange gange stærkere end os. I sådan en kamptid skal vi stå vagt om den revolutionære opbygning, kæmpe mod bourgeoisiet, både ad militær vej og endnu mere ad idémæssig og opdragelsesmæssig vej, for at de vaner, skikke og overbevisninger, som arbejderklassen dannede sig gennem mange årtier i kampen for politisk frihed, for at den samlede sum af disse vaner, skikke og ideer kommer til at tjene som redskab for opdragelsen af alle arbejdende, og den opgave at afgøre, hvordan opdragelsen skal foregå, påhviler proletariatet. Det er nødvendigt at indpode den bevidsthed, at man ikke må holde sig udenfor, at det er utilladeligt at holde sig uden for proletariatets kamp, som nu mere og mere omfatter alle kapitalistiske lande i verden uden undtagelse, at vende sig væk fra hele den internationale politik. Alle de mægtigste kapitalistiske landes alliance mod Sovjetrusland – det er den reelle basis for den nuværende internationale politik. Og man skal erkende, at dette er afgørende for hundrede millioner arbejderes fremtid i de kapitalistiske lande. For i dag er der ikke en krog på Jorden, som ikke er underlagt en håndfuld kapitalistiske lande. Det vil sige, at situationen arter sig sådan, at det er nødvendigt enten at holde sig væk fra den kamp, vi oplever, og dermed bevise sin fuldkomne mangel på politisk bevidsthed, ligesom de efterblevne mennesker, der har vendt sig væk fra revolutionen og krigen, og som ikke har opdaget, hvordan bourgeoisiet bedrager masserne, hvordan bourgeoisiet bevidst holder disse masser hen i uvidenhed – eller gå ind i kampen for proletariatets diktatur.
Vi taler helt åbent om proletariatets kamp, og ethvert menneske må stille sig enten på denne side, vor side, eller på de andres. Alle forsøg på ikke at tage stilling, hverken for den ene eller den anden side, ender med fiasko og skandale.
Når vi betragtede de utallige efterklange af Kerenskijregimet, resterne af de socialrevolutionære og af socialdemokratiet, sådan som de repræsenteredes af Judenitj, Koltjak, Petljura, Makhno og andre, så vi en sådan mangfoldighed af former og nuancer af kontrarevolution i Ruslands forskellige egne, at vi kan sige, vi er blevet mere hærdede end nogen anden, og når vi betragter Vesteuropa, så ser vi, at det samme gentager sig dér som hos os, at vor historie gentager sig. Næsten overalt ser man side om side med bourgeoisiet elementer fra Kerenskijregimet. I en lang række stater, i særdeleshed i Tyskland, er de fremherskende. Overalt ses det samme: umuligheden af en mellemposition, og en klar bevidsthed om alternativet – enten et hvidt diktatur (i alle vesteuropæiske lande forbereder bourgeoisiet et sådant diktatur, mens det ruster mod os), eller proletariatets diktatur. Vi erfarede det så hårdt og dybt, at jeg ikke behøver at sige mere om russiske kommunister. Deraf kan der kun drages én konklusion, og den skal ligge til grund for alle overvejelser og projekter, der er knyttet til Glavpolitprosvet. Fremfor alt skal man i dette organs arbejde åbent erkende, at det kommunistiske partis politik er øverste lov. Vi kender ikke anden form, og anden form har intet land endnu udarbejdet. Partiet kan svare mere eller mindre til sin klasses interesser, det kan komme ud for de eller de forandringer eller udbedringer, men en bedre form kender vi endnu ikke, og hele kampen i Sovjetrusland, som i tre år har modstået verdensimperialismens stormløb, er forbundet med, at partiet bevidst har set det som sin opgave at hjælpe proletariatet til at udfylde sin rolle som opdrager, organisator og leder, den rolle, som skal udfyldes for at bringe kapitalismen til fald. Den arbejdende befolkning, bøndernes og arbejdernes masser skal bekæmpe intelligensens gamle vaner og om-opdrage sig selv til opbygningen af kommunismen – ellers vil man aldrig kunne tage fat på opbygningen. Alle vore erfaringer viser, at den er en meget alvorlig opgave, derfor skal vi holde os erkendelsen af partiets ledende rolle for øje, vi må ikke glemme dette, når vi drøfter virksomheden og organiseringen af opbygningen. Hvordan man kan gennemføre denne opbygning, skal vi drøfte mange gange endnu, der skal tales om det både i partiets centralkomité og i folkekommissærernes råd; det direktiv, som i går blev vedtaget, er grundlæggende for Glavpolitprosvet, men direktivet blev ikke drøftet helt færdigt i folkekommissærernes råd. Om nogle dage vil dette direktiv blive offentliggjort, og i den færdigredigerede form vil I se, at det ikke indeholder en direkte erklæring om forholdet til partiet.
Men vi skal vide og huske, at hele den juridiske og faktiske forfatning i sovjetrepublikken er bygget på, at partiet behandler, fastlægger og opbygger alting ud fra et enkelt princip, således at de kommunistiske elementer, som er forbundet med proletariatet, kan gennemsyre dette proletariat med sin ånd, få det til at følge sig og gøre det fri af det borgerlige bedrag, som vi så længe har bestræbt os for at overvinde. Undervisningskommissariatet har ført en langvarig kamp, lærerorganisationen har i lang tid kæmpet mod den socialistiske omvæltning. I lærermiljøet havde borgerlige fordomme særlig fået fodfæste. Her har kampen stået længe, den har ytret sig både i direkte sabotage og i sejlivede borgerlige fordomme, og vi må langsomt, skridt for skridt, erobre os en kommunistisk position. For Glavpolitprosvet, som arbejder med undervisning uden for skolen, med den opgave at undervise og oplyse masserne bliver det særlig klart en opgave at få den partimæssige ledelse bragt i stand, at underlægge sig dette enorme apparat, lærerpersonalets armé på en halv million, som nu skal tjene arbejderen, at gennemsyre det med sin ånd, at begejstre lærerne med sit initiativs glød. Medarbejderne i undervisningen, lærerpersonalet, er opdraget i de borgerlige fordommes vaner og ånd, der er fjendtlig over for proletariatet; de var overhovedet ikke forbundet med det. Nu skal vi opdrage en ny hær af lærere, som skal stå i tæt forbindelse med partiet, med dets ideer, de skal være gennemsyret af dets ånd og kunne drage arbejdermasserne til sig, gennemsyre dem med kommunismens ånd og vække deres interesse for det, kommunisterne foretager sig.
Eftersom vi skal gøre op med gamle vaner, skikke og ideer, står Glavpolitprosvet og dens medarbejdere her over for en overordentlig vigtig opgave, som man fremfor alt må have for øje. Her står vi virkelig i et dilemma – hvordan kan man forbinde lærerstanden, hvis flertal er af den gamle skole, med partifolkene, med kommunisterne? Dette spørgsmål er yderst vanskeligt, og det må man overveje meget, meget grundigt.
Lad os se på, hvordan vi organisatorisk kan forbinde så forskellige mennesker. For os kan der principielt ikke herske nogen tvivl om, at førerskabet ligger hos det kommunistiske parti. Målet for den politiske kultur, for den politiske uddannelse er således at opdrage ægte kommunister, som er i stand til at overvinde løgnen, fordommene, og hjælpe de arbejdende masser til at overvinde den gamle samfundsorden, til at stå i spidsen for opbygningen af et samfund uden kapitalister, uden udbyttere, uden godsejere. Og hvordan skal dette så gøres? Det er muligt, men kun ved at tilegne sig al den viden, som lærerne har arvet fra bourgeoisiet. Ellers ville alle de tekniske fremskridt, som kommunisterne står for, ikke være mulige, og enhver drøm om kommunismen ville være hen i vejret. Det er her, det spørgsmål opstår, hvordan man kan forbinde dem – disse medarbejdere, som ikke er vant til at have at gøre med politik og især med en for os gavnlig politik, dvs. en politik, der er nødvendig for kommunismen. Dette er, som jeg har sagt, en meget vanskelig opgave. Vi drøftede spørgsmålet i centralkomiteen, og i drøftelsen bestræbte vi os på at tage hensyn til vore erfaringer, vore resultater, og vi tror, at en kongres som denne, hvor jeg nu taler, en konference af den art som jeres, i denne forbindelse vil have stor betydning. Enhver partikomité skal nu betragte hver eneste propagandist, som man før betragtede som et menneske fra en bestemt kreds, en bestemt organisation, på en ny måde. Enhver propagandist tilhører partiet, som styrer og leder hele samfundet og Sovjetruslands verdensomspændende kamp mod det borgerlige system. Han er repræsentant for den kæmpende klasse og for partiet, som behersker og skal beherske det enorme samfundsapparat. Mange, mange kommunister, der har gennemgået det illegale arbejdes fremragende skole, og er prøvede og hærdede i kampen, vil ikke og kan ikke forstå, hvor betydningsfuldt dette omsving, denne overgang er, når han fra at være agitator og propagandist bliver leder for agitatorerne, leder for en gigantisk politisk organisation. Om han så får en eller anden passende titel, som måske endda virker smigrende, f.eks. leder af folkeskolerne – det er ikke så vigtigt, det vigtige er, at han formår at lede lærermassen.
Man må sige, at hundredtusinder af lærere er et apparat, som skal drive arbejdet fremad, vække tanken, bekæmpe fordomme, som endnu eksisterer i masserne. At lærermassen bærer på en arv fra den kapitalistiske kultur og er gennemsyret af dens brist, at lærermassen ikke kan være kommunistisk, så længe disse brist er til stede – det må imidlertid ikke hindre os i at drage disse lærere ind som medarbejdere i det politiske oplysningsarbejde, for disse lærere besidder en viden, uden hvilken vi ikke kan nå vort mål.
Vi skal tage hundredtusinder af nyttige mennesker i den kommunistiske oplysnings tjeneste. Det er en opgave, som blev løst ved fronten i vor Røde Hær, som overtog titusinder af repræsentanter fra den gamle hær. I den langvarige proces, som om-opdragelsen af dem var, smeltede de sammen med den Røde Hær, og det aflagde de sluttelig også bevis for med deres sejre. Også i vort kulturelle, oplysende arbejde skal vi følge dette eksempel. Ganske vist er dette arbejde ikke så glansfuldt, men det er endda vigtigere. Vi har brug for hver eneste agitator og hver eneste propagandist; han opfylder sin opgave, når han arbejder i strengt partimæssig ånd, men ikke indskrænker sit arbejde til partiet alene, når han husker, at hans opgave er at lede et lærerpersonale på hundredtusinder, at vække deres interesse for at overvinde de gamle fordomme, drage dem ind i det, vi arbejder med, og fylde dem med bevidstheden om vort arbejdes kolossale vælde. Kun når vi går over til dette arbejde, kan vi føre denne masse, som blev holdt nede af kapitalismen, og som kapitalismen trak væk fra os, ind på den rette vej.
Det er de opgaver, som hver eneste agitator og propagandist, der arbejder uden for skolens rammer, skal forfølge, og han må ikke slippe disse opgaver af syne. Ved løsningen af dem opstår der en mængde praktiske vanskeligheder, og I skal bistå kommunismen og blive repræsentanter og ledere ikke kun for partiets kredse, men også for hele statsmagten, som ligger hos arbejderklassen.
Vor opgave er at overvinde al modstand fra kapitalisternes side, ikke blot den militære og politiske, men også den idémæssige, som er den mest dybtgående og stærkeste modstand. Opgaven for vore medarbejdere i oplysningsarbejdet er at virkeliggøre denne omformning af masserne. Deres interesse i sagen, deres søgen efter oplysning og viden om kommunismen, som vi oplever, udgør en garanti for, at vi også her vil stå som sejrherrer, måske ikke så hurtigt som ved fronten, måske med store vanskeligheder og også undertiden med nederlag, men i sidste instans vil sejrherrerne være os.
Jeg vil her til sidst opholde mig ved endnu en ting: måske kan benævnelsen Glavpolitprosvet misforstås. For så vidt som der i navnet hentydes til begrebet politisk, er politik her hovedsagen.
Men hvordan skal man forstå politik? Hvis man forstår begrebet politik i gammeldags forstand, så kan man begå en stor og alvorlig fejl. Politik – det er kampen mellem klasserne, politik – det er vilkårene for proletariatet, som kæmper for befrielse mod hele verdens bourgeoisi. Men i vor kamp gør to sider af sagen sig gældende: på den ene side er der den opgave at nedbryde arven fra det borgerlige system, den opgave at knuse forsøgene på at slå sovjetmagten ned, hvad hele bourgeoisiet gentagne gange har forsøgt på. Indtil nu har denne opgave beslaglagt størsteparten af vor opmærksomhed og hindret os i at gå over til en anden opgave – opbygningens opgave. Folk med en borgerlig verdensanskuelse betragtede politik som løsrevet fra det økonomiske liv. Bourgeoisiet sagde: »Arbejd, bønder, så I kan skaffe jer mulighed for at eksistere. Arbejd, arbejdere, så I kan skaffe jer det nødvendige på markedet for at leve. Men den økonomiske politik tager jeres herrer sig af.« Sådan forholder det sig imidlertid ikke, politik skal være folkets sag, proletariatets sag. På dette punkt må vi understrege, at vi bruger 9/10 af vor tid på at bekæmpe bourgeoisiet. Sejren over Wrangel, som vi læste om i går, og som vi også kommer til at læse om i dag og sandsynligvis også i morgen, viser, at det ene stadium i kampen går mod sin afslutning, at vi kan erobre en fred med en hel række vestlige lande, og hver eneste sejr på den militære front frigør os til den indre kamp, til politik, som vedrører samfundets opbygning. Ethvert skridt, som bringer os nærmere sejren over hvidgardisterne, flytter gradvist tyngdepunktet i kampen over på vor økonomiske politik. Propaganda af den gamle type fortæller om kommunismen, den giver eksempler på, hvad kommunismen er. Men denne gamle propaganda duer ingen steder, for det, der er brug for, er praktiske anvisninger på, hvordan man opbygger socialismen. Al propaganda skal være bygget på de politiske erfaringer med den økonomiske opbygning. Dette er vor allervigtigste opgave, og hvis nogen finder på at opfatte den i ordets gamle betydning, er vedkommende ude af trit med tiden og kan ikke udføre propagandaarbejde for bøndernes og arbejdernes masser. Hovedsagen i vor politik skal nu være den økonomiske opbygning af samfundet, nemlig at høste flere pud korn, udvinde flere pud kul, at afgøre, hvordan vi bedst udnytter disse pud korn og kul, så at ingen lider sult – se, det er vor politik. Og herpå skal vi bygge al vor agitation og propaganda. Der trænges til færre fraser, for med fraser kan I ikke stille den arbejdende befolkning tilfreds. Så snart krigen giver os mulighed for at flytte tyngdepunktet fra kampen mod bourgeoisiet, fra kampen mod Wrangel, mod hvidgardisterne, så vil vi vende os til den økonomiske politik. Og her vil agitationen og propagandaen spille en stadig større, ja enorm rolle.
Enhver agitator skal være en statslig leder, en leder for alle bønder og arbejdere i arbejdet med den økonomiske opbygning. Han skal sige, at for at være kommunist skal man vide besked, skal man læse den og den brochure, den og den bog. Sådan vil vi forbedre økonomien og gøre den mere solid – mere social, sådan kan vi udvide produktionen, forbedre kornsituationen, mere ligeligt fordele de fremstillede produkter, forøge kuludvindingen og genopbygge industrien uden kapitalisme og uden kapitalistisk ånd.
Hvad består kommunismen i? Al dens propaganda skal være sådan tilrettelagt, at den i praksis bliver en bestanddel af ledelsen af samfundsopbygningen. Kommunismen må blive forstået af arbejdermasserne som deres egen sag. Men arbejdet er dårligt tilrettelagt, med tusindvis af fejl. Det skjuler vi ikke, men arbejderne og bønderne skal selv, med vor hjælp, med vor ringe og svage bistand forme og udbrede vort apparat; for os er det ikke længere et program, en teori og en opgave, for os er det en del af den daglige konkrete opbygning. Og led vi end i vor krig mod fjenden utroligt hårde nederlag, så lærte vi til gengæld af disse nederlag, og vi vandt den fulde sejr. Også nu skal vi ved hvert eneste nederlag øse af vor erfaring, vi skal forstå, at vi bedst skoler arbejderne og bønderne med eksempler fra det udførte arbejde. Vi skal pege på det, som hos os går dårligt, så at vi fremover kan undgå dette.
Med denne opbygning som hyppigt gentaget eksempel opnår vi, at vi af dårlige kommunistiske ledere skaber virkelige opbyggere fremfor alt i det økonomiske liv. Vi vil opnå alt, hvad der kræves, vi vil overvinde alle de hindringer, som er blevet tilbage fra det gamle system, og som vi ikke straks kan afskaffe. Vi skal om-opdrage masserne, kun agitation og propaganda kan om-opdrage dem. Vi skal først og fremmest knytte masserne til opbygningen af det fælles økonomiske liv. Dette skal være det vigtigste og det grundlæggende i hver eneste agitators og propagandists arbejde, og når han har lært dette, da vil hans succes i arbejdet være sikker. (Stort bifald.)
1. Dekretet fra folkekommissærernes råd vedrørende Glavpolitprosvet (hovedkomiteen for politisk voksenundervisning) blev undertegnet af Lenin den 12. november 1920.
Glavpolitprosvet samlede hele det politiske skolings-, agitations- og propagandaarbejde og forestod den omfattende kommunistiske skoling af voksne (afskaffelse af analfabetismen og oprettelse af skoler, klubber, biblioteker, læsestuer) samt partiskolingen (kommunistiske læreanstalter, partihøjskoler). Glavpolitprosvet blev ledet af Nadesjda K. Krupskaja. I juni 1930 blev den reorganiseret til en sektion for arbejdet blandt masserne, under folkeoplysningskommissariatet. – S. 13.
Sidst opdateret 18.6.2014