Oversat til dansk af Anne Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 14, s. 197-206, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 6. juli 2013.
Kammerater. Det er med stor beklagelse, jeg må indskrænke mig til selvforsvar. (Latter i salen.) Jeg siger med stor beklagelse, for efter at have set kammerat Terracinis indlæg og de ændringer, der er stillet forslag om af tre delegationer, [8] ville jeg helst gå til angreb, for egentlig er det nødvendigt at gå i offensiven mod de synspunkter, som Terracini og de tre delegationer slår til lyd for. Hvis kongressen ikke vil gå energisk til angreb på den slags fejltagelser, den slags »venstre«-dumheder, er hele bevægelsen dømt til undergang. Det er min dybe overbevisning. Men vi er organiserede og disciplinerede marxister. Vi kan ikke stille os tilfreds med indlæg, der er rettet mod enkeltpersoner blandt kammeraterne. Vi russere er allerede lede og kede af disse venstrefraser. Vi er organisationsfolk. Når vi udarbejder vore planer, må vi gå organiseret til værks og forsøge at finde den rigtige linje. Det er selvfølgelig ingen hemmelighed for nogen, at vore teser er et kompromis. Men hvorfor skulle de heller ikke være det? Blandt kommunisterne, der nu holder deres tredje kongres og som har opstillet visse grundsætninger, er kompromis’er nødvendige under bestemte forhold. Vore teser, som de er forelagt af den russiske delegation, er blevet gennemgået og forberedt på det grundigste og er resultatet af lange overvejelser og rådslagninger med forskellige delegationer. Hensigten med dem er at fastlægge hovedlinjen for Kommunistisk Internationale, og de er særlig nødvendige nu, hvor vi ikke bare formelt har fordømt de virkelige centrister, men også udelukket dem af partiet. Det er kendsgerningerne. Jeg må tage disse teser i forsvar. Når Terracini nu kommer og siger, at vi må forstærke kampen mod centristerne, og bagefter fortæller, hvordan man agter at føre denne kamp, så må jeg sige, at hvis disse ændringsforslag skal stå for en særlig retning, da må denne retning bekæmpes uden nåde og barmhjertighed, for i modsat fald findes ingen kommunisme og ingen Kommunistisk Internationale. Det undrer mig, at KAPD, Tysklands Kommunistiske Arbejderparti, [9] ikke har underskrevet disse ændringer. (Latter i salen.) Hør nemlig bare, hvad Terracini forsvarer, og hvad der står i disse ændringer. De begynder således: »På side 1, spalte 1, linje 19 bør følgende stryges: ‘Flertal’. Flertal! Det er nemlig yderst farligt! (Latter i salen.) Videre: I stedet for ordet »grundsætninger« bør der stå »mål«. Grundsætninger og mål er to forskellige ting. Hvad mål angår, vil også anarkisterne være enige med os, fordi de jo også går ind for afskaffelsen af udbytning og klasseforskelle.
Det er ikke mange anarkister, jeg har truffet og snakket med i mit liv, men jeg har dog set nok af dem. Somme tider lykkedes det mig at komme overens med dem, hvad målene angik, men aldrig når det gjaldt principperne. Principper er ikke mål, ikke program, ikke taktik eller teori. Taktik og teori er ikke principper. Hvad er det der skiller os, når det gælder principperne? Kommunismens principper går ud på oprettelse af proletariatets diktatur og anvendelse af tvang fra statens side i overgangsperioden. Dette er kommunismens principper, men ikke dens mål. Og de kammerater, som har fremsat et sådant forslag, begår en fejltagelse.
For det andet står der: »Ordet ‘flertal’ bør stryges.« Læs nu det hele:
»Kommunistisk Internationale tager de taktiske spørgsmål op til fornyet behandling under forhold, hvor den objektive situation i en lang række lande er skærpet i revolutionær forstand, og hvor der er organiseret en lang række kommunistiske massepartier, som for øvrigt i deres virkelige revolutionære kamp intetsteds har taget den faktiske ledelse af arbejderklassens flertal.«
Og nu vil man stryge ordet »flertal«. Hvis vi ikke kan komme overens om så enkle sager, så forstår jeg ikke, hvordan vi skal kunne arbejde sammen og føre proletariatet frem til sejr. Da er det ikke så underligt, at vi heller ikke kan nå til enighed i spørgsmålet om principper. Vis mig det parti, som allerede har tag i arbejderklassens flertal. Terracini har end ikke tænkt på at anføre et eksempel. Og et sådant eksempel findes heller ikke.
Altså: I stedet for principper skal der stå »mål«, og »flertal« skal slettes. Takker så ydmygt! Det går vi ikke med til. Ikke engang det tyske parti – et af de bedste – har arbejderklassens flertal bag sig. Det er en kendsgerning. Vi, der står foran den hårdeste kamp, er ikke bange for at sige denne sandhed, men her har vi tre delegationer, som vil begynde med en usandhed, for hvis kongressen stryger ordet »flertal«, viser den hermed, at den vil have en usandhed. Det står fuldkommen klart.
Så følger dette ændringsforslag: »På side 4, spalte 1, linje 10 bør ordene ‘Åbent brev’ osv. slettes«. [10] I dag har jeg allerede hørt ét indlæg, som indeholdt samme tanke. Men der var det helt selvfølgeligt. Det var kammerat Hempels indlæg, han er medlem af KAPD. Han sagde: »‘Åbent brev’ var en ‘opportunistisk’ handling.« Til min største beklagelse og dybe græmmelse har jeg allerede hørt lignende synspunkter fremsat privat. Men det er skammeligt, når »Åbent brev« erklæres for opportunistisk fra denne kongres’ talerstol efter så langvarig diskussion. Og nu kommer så kammerat Terracini på tre delegationers vegne og vil slette ordene »Åbent brev«. Hvad har vi da haft ud af kampen mod KAPD? »Åbent brev« er et mønsterværdigt politisk skridt. Det står der i vore teser. Og vi skal ubetinget fastholde det. Det er mønsterværdigt som en første handling i en praktisk metode til at samle arbejderklassens flertal omkring os. Den der ikke forstår, at vi skal erobre arbejderklassens flertal i Europa – hvor næsten alle proletarer er organiserede – han er tabt for den kommunistiske bevægelse og vil aldrig kunne lære nogen ting, hvis han i løbet af den store, tre år lange revolution stadig ikke har lært det.
Terracini siger, at vi sejrede i Rusland, selv om partiet var meget lille. Han er utilfreds med, hvad der står i teserne angående Tjekkoslovakiet. Hertil findes 27 ændringsforslag, og hvis jeg havde tænkt mig at kritisere dem, måtte jeg ligesom visse andre talere tage ordet i mindst tre timer ... Det er blevet sagt her, at det kommunistiske parti i Tjekkoslovakiet tæller et sted mellem 300.000 og 400.000 medlemmer, at man må have flertallet med sig, skabe en uovervindelig kraft og hele tiden drage nye arbejdermasser med sig. Terracin i er allerede klar til angreb. Han siger: hvis der allerede er 400.000 arbejdere i partiet, hvad skal vi så med flere? Stryg det! (Latter i salen.) Han er bange for ordet »masser« og ønsker det fjernet. Kammerat Terracini har ikke fattet ret meget af den russiske revolution.
I Rusland var vi et lille parti, men vi fik desuden støtte fra flertallet af arbejder- og bondesovjetterne i hele landet. (Tilråb: »Hørt!«) Hvor kan I sige det samme? Vi fik støtte fra næsten den halve hær, som dengang talte mindst ti millioner mand. Har I måske flertallet i hæren bag jer? Vis mig det land! Hvis kammerat Terracinis synspunkter deles af tre delegationer, er der noget galt i Internationalen. Så må vi sige: »Stop! Resolut kamp! Ellers er det Kommunistisk Internationales undergang.« (Uro i salen.)
På grundlag af den erfaring jeg har, må jeg sige, at nok indtager jeg en forsvarsholdning (latter i salen), men formålet med mit indlæg og dets princip er at forsvare den resolution og de teser, vor delegation har fremlagt. Selvfølgelig ville det være pedantisk, hvis man sagde, at der ikke kunne ændres et eneste bogstav i dem. Jeg har måttet læse adskillige resolutioner i min tid, og jeg er ganske klar over, at der kunne foretages smukke ændringer i hver eneste linje. Men det ville være pedantisk. Når jeg nu alligevel erklærer, at der i politisk forstand ikke kan ændres et eneste bogstav, så gør jeg det, fordi ændringerne i mine øjne har en helt bestemt politisk karakter, fordi de fører ind på en vej, der er skadelig og farlig for Kommunistisk Internationale. Derfor må både jeg selv og vi alle og den russiske delegation fastholde, at der ikke bliver ændret et eneste bogstav i teserne. Vi nøjedes ikke med at fordømme højreelementerne i vore rækker – vi smed dem ud. Men hvis kampen mod højreelementer gøres til en sport ligesom hos Terracini, så må vi sige: »Nu er det nok! Ellers bliver faren alt for alvorlig.«
Terracini forsvarede teorien om offensiv kamp. [11] I denne sammenhæng stilles de meget omtalte ændringer op som en formulering, der fylder to-tre sider. Vi behøver ikke læse dem. Vi ved, hvad der står. Terracini har sagt ganske tydeligt, hvad det drejer sig om. Han forsvarede offensivteorien ved at henvise til de »dynamiske tendenser« og »overgangen fra passivitet til aktivitet«. I Rusland har vi allerede rigelig politisk erfaring fra kampen mod centristerne. For så meget som 15 år tilbage sloges vi med vore opportunister og centrister og ligeså med mensjevikkerne, og vi vandt ikke bare over mensjevikkerne, men også over halvanarkisterne.
Hvis vi ikke havde gjort det, kunne vi ikke have holdt magten i tre et halvt år, ja ikke engang i tre en halv uge, og vi kunne ikke have afholdt kommunistiske kongresser her. »Dynamiske tendenser«, »overgang fra passivitet til aktivitet«, det er altsammen fraser, som de venstre-socialrevolutionære satte i omløb for at ramme os. Nu sidder de i fængsel, og dér forsvarer de »kommunismens mål« og tænker på »overgangen fra passivitet til aktivitet«. (Latter i salen.) Man kan ikke argumentere sådan, som det gøres i de forelagte ændringsforslag, for de indeholder hverken marxisme, politisk erfaring eller argumentation. Vil man påstå, at vi i vore teser har udviklet en almen teori om den revolutionære offensiv? Vil man påstå, at Radek eller nogen af os andre har begået en sådan dumhed? Vi talte om offensivteori i forbindelse med et helt bestemt land og en helt bestemt periode.
Fra vor kamp mod mensjevikkerne kan vi anføre eksempler, der viser, at man allerede før den første revolution kunne møde folk, der tvivlede på, om et revolutionært parti skulle gå i offensiven. Hvis en socialdemokrat – det kaldte vi os alle dengang – ytrede en sådan tvivl, gik vi til kamp mod ham og sagde, at han var opportunist, at han ikke havde fattet noget som helst af marxismen og det revolutionære partis dialektik. Kan partiet måske strides om, hvorvidt en revolutionær offensiv overhovedet er tilladelig? For at finde den slags eksempler hos os må man gå femten år tilbage. Hvis der forekommer en sådan centrist eller maskeret centrist, som bestrider offensivteorien, bør vedkommende øjeblikkelig udelukkes. Dette spørgsmål kan ikke give anledning til diskussion. Men den kendsgerning at vi, efter at Kommunistisk Internationale har eksisteret i tre år, stadig diskuterer de »dynamiske tendenser« og »overgangen fra passivitet til aktivitet« – det er skammeligt.
I denne sag er der ingen uoverensstemmelser mellem os og kammerat Radek, som har udarbejdet teserne sammen med os. Måske var det ikke helt rigtigt, når man i Tyskland begyndte at tale om den revolutionære offensivs teori, siden der ikke var forberedt nogen virkelig offensiv. Alligevel repræsenterer martsopstanden et stort skridt fremad, uanset de fejltagelser dens ledere gjorde. [12] Men det betyder ingenting. Hundredtusinder af arbejdere kæmpede heroisk. Hvor modigt KAPD end kæmpede mod bourgeoisiet, må vi sige det samme som kammerat Radek skrev om Max Hölz i en russisk artikel. Hvis nogen, om så en anarkist, kæmper heroisk mod bourgeoisiet, er det selvfølgelig meget prisværdigt, men når flere hundredtusinder kæmper mod socialforrædernes og bourgeoisiets lurvede provokation, så er det et virkeligt skridt fremad.
Det er meget vigtigt at forholde sig kritisk til sine fejltagelser. Det var det, vi begyndte med. Hvis der efter en kamp, som flere hundredtusinder har deltaget i, er nogen som går imod denne kamp og optræder som Levi, må vedkommende udelukkes. Det er også sket. Men vi bør tage ved lære af det. Havde vi måske forberedt en offensiv? (Radek: »Vi havde end ikke forberedt et forsvar.«) Jo, i enkelte avisartikler havde man snakket om offensiv. Anvendt på martsopstanden i Tyskland 1921 var denne teori urigtig, det må vi erkende; men som helhed er teorien om den revolutionære offensiv slet ikke altid forkert.
I Rusland sejrede vi, og dertil med en sådan lethed, fordi vi havde forberedt vor revolution under den imperialistiske krig. Det var den første betingelse. Ti millioner arbejdere og bønder i vort land var bevæbnede, og vore paroler lød: øjeblikkelig fred, for enhver pris. Vi sejrede fordi de bredeste bondemasser var revolutionært indstillet mod storgodsejerne. De socialrevolutionære, tilhængere af II og II½ Internationale, var i november 1917 et stort bondeparti. De forlangte revolutionære skridt, men som sande helte af II og II½ Internationale havde de ikke mod nok til at handle revolutionært. I august og september 1917 sagde vi: »Teoretisk kæmper vi mod de socialrevolutionære som før, men praktisk er vi indstillet på at antage deres program, for det er kun os der kan føre dette program ud i livet.« Som sagt, så gjort. Bønderne, der var imod os i november 1917, efter at vi havde sejret, og som havde sendt et flertal af socialrevolutionære ind i den konstituerende forsamling, blev vundet over på vor side, om ikke efter et par dage – som jeg fejlagtigt antog og forudsagde – så i hvert fald efter et par uger. Forskellen var ikke stor. Vis mig det land i Europa, hvor I kunne vinde hovedparten af bønderne over på jeres side i løbet af et par uger! Italien måske? (Latter i salen.) Når man siger, at vi sejrede i Rusland, selv om vi havde et lille parti, så beviser man dermed kun, at man ikke har forstået den russiske revolution og slet ikke forstår, hvordan en revolution må forberedes.
Vores første skridt var at skabe et virkelig kommunistisk parti for at vide, hvem vi havde med at gøre og hvem vi kunne have fuld tillid til. Parolen fra 1. og 2. kongres var »Ud med centristerne!«. Hvis ikke vi over hele linjen og i hele verden skiller os af med centrister og halv-centrister, som vi i Rusland kalder mensjevikker, vil vi end ikke kunne tilegne os kommunismens ABC. Vor første opgave er at skabe et ægte revolutionært parti og bryde med mensjevikkerne. Men dette er kun forskolen. Vi afholder allerede vor 3. kongres, og kammerat Terracini hævder som før, at det er forskolens opgave at fordrive, forfølge og afsløre centrister og halvcentrister. Takker så ydmygt. Det har vi allerede gjort nok ved. Allerede på 2. kongres sagde vi, at centristerne var vore fjender. Men man må da se at komme fremad. Andet trin vil bestå i, at de der er organiseret i partiet, får lært sig at forberede revolutionen. I mange lande har vi end ikke lært os, hvad det vil sige at lede. Vi sejrede i Rusland, fordi vi på vor side havde ikke bare det ubestridte flertal af arbejderklassen (ved valget i 1917 var det overvejende flertal af arbejdere med os og mod mensjevikkerne), men også fordi den halve hær, straks efter vi havde grebet magten, og ni tiendedele af bondemasserne efter et par uger gik over til os; vi sejrede, fordi vi ikke tog vort eget agrarprogram, men de socialrevolutionæres og i praksis førte det ud i livet. Vor sejr bestod netop i, at vi førte det socialrevolutionære program ud i livet; derfor var denne sejr så let. Kan I måske i Vesten gøre jer den slags illusioner? Latterligt! Sammenlign dog de konkrete økonomiske betingelser, kammerat Terracini og alle I, der har skrevet under på ændringsforslagene!
Selv om flertallet så hurtigt gik over til os, var de vanskeligheder, vi mødte efter sejren, meget store. Men vi klarede skærene, fordi vi hverken glemte vore mål eller vore principper, og fordi vi ikke i vort parti tolererede folk, der tav om principperne og snakkede om målene, om de »dynamiske tendenser« og »overgangen fra passivitet til aktivitet«. Man vil måske anklage os for, at vi foretrækker at holde sådanne herrer bag lås og slå. Men på anden måde lader diktatur sig ikke gøre. Vi må forberede diktaturet, og det består i kamp mod den slags fraser og den slags ændringsforslag. (Latter i salen.) Overalt i vore teser tales der om massen. Men kammerater, man må også forstå, hvad der menes med massen. KAPD, vore kammerater til venstre, misbruger dette ord alt for meget. Men heller ikke kammerat Terracini og alle dem, der har skrevet under på disse ændringsforslag, véd, hvad der menes med ordet »masse«.
Jeg har allerede talt for længe. Derfor vil jeg blot sige nogle få ord om begrebet »masse«. Begrebet »masse«er foranderligt, alt efter som kampens karakter forandrer sig. I kampens begyndelse var nogle få tusinde virkeligt revolutionære arbejdere nok til, at man kunne tale om massen. Hvis det lykkes partiet at drage ikke bare medlemmerne ind i kampen, hvis det også lykkes at trække de partiløse med, så er det allerede begyndelsen til at erobre masserne. Under vore revolutioner forekom der situationer, hvor nogle få tusinde arbejdere udgjorde massen. I vor bevægelses historie, i vor kamp mod mensjevikkerne vil I finde mange sådanne eksempler, hvor nogle få tusinde arbejdere i en enkelt by var nok til at give bevægelsen en klar massekarakter. Hvis nogle få tusinde partiløse arbejdere, som normalt lever et spidsborgerligt liv og frister en kummerlig tilværelse uden nogen sinde at have hørt om politik, begynder at handle revolutionært, så har I massen for jer. Hvis bevægelsen breder sig og vinder styrke, vil den gradvis gå over i en revolution. Det så vi 1905 og 1917 under de tre revolutioner, og det vil I også komme til at erfare. Når revolutionen er tilstrækkelig forberedt, bliver begrebet »masse« et andet: nogle få tusinde arbejdere udgør ikke længere massen. Dette ord begynder at få en anden betydning. Begrebet masse forandrer sig i den forstand, at man dermed mener flertallet, ikke blot og bart flertallet af arbejdere, men flertallet af alle udbyttede. Nogen anden opfattelse kan en revolutionær ikke godtage. Enhver anden mening med dette ord bliver uforståelig. Det er muligt, at selv et lille parti, f.eks. det engelske eller det amerikanske, efter at have studeret den politiske udvikling grundigt og sat sig ind i de partiløse massers liv og vaner, vil kunne fremkalde en revolutionær bevægelse i rette øjeblik (kammerat Radek henviste til minearbejderstrejken [13] som et godt eksempel). Hvis et sådant parti træder frem med sin parole i et sådant øjeblik og får millioner af arbejdere med sig, så har i en massebevægelse for jer. Jeg vil ikke ubetinget afvise, at revolutionen kan startes af et ret lille parti og blive ført til sejr. Men man må vide, med hvilke metoder man skal få masserne over på sin side. Det kræver, at revolutionen forberedes grundigt. Men så kommer nogle kammerater med en udtalelse om, at man øjeblikkeligt må afstå fra kravet om »store« masser. Disse kammerater må bekæmpes. Uden grundig forberedelse vil I ikke kunne sejre i noget land. Et ganske lille parti er nok til af få masserne med sig. I visse situationer er det ikke nødvendigt med store organisationer.
Men for at sejre må masserne sympatisere med os. Ikke nødvendigvis det absolutte flertal; men for at sejre og for at holde magten må vi have ikke bare arbejderklassens flertal med os – jeg bruger her udtrykket »arbejderklasse« i vesteuropæisk forstand, dvs. industriproletariatet – men flertallet af de udbyttede og undertrykte på landet. Har I tænkt på det? Finder vi den mindste antydning af denne tanke i Terracinis indlæg. Dér snakkes bare om de »dynamiske tendenser« og »overgangen fra passivitet til aktivitet«. Har han med så meget som ét ord berørt levnedsmiddelspørgsmålet? Men arbejderne kræver skam mad på bordet, selv om de kan sulte og stå model til meget, sådan som vi til en vis grad har set det i Rusland. Derfor er det ikke bare flertallet af arbejderklassen vi må få over på vor side, men flertallet af de arbejdende og udbyttede på landet. Er I gået i gang med dét? Næsten ingen steder.
Jeg gentager altså, at jeg ubetinget må forsvare vore teser, og regner mig forpligtet til at gøre det. Vi nøjedes ikke med at fordømme centristerne, vi smed dem ud af partiet. Nu må vi vende os mod den anden side, som vi også anser for farlig. Vi må sige kammeraterne sandheden på høfligste måde (og i vore teser bliver det sagt venligt og elskværdigt), så ingen føler sig stødt: vi står nu over for andre og vigtigere sager end at jagte centrister. Den sag er vi færdige med. Den keder os faktisk en smule. I stedet skulle kammeraterne få lært sig at kæmpe virkeligt revolutionært. De tyske arbejdere har allerede taget fat på det. Flere hundredtusinder proletarer har kæmpet heltemodigt i Tyskland. Enhver, der går imod denne kamp, må øjeblikkeligt udelukkes. Når det så er sket, gælder det om ikke at bedrive tom snak, men straks og på stedet begynde at lære, lære af de begåede fejltagelser, hvordan man kan organisere kampen bedre. Vi bør ikke skjule vore fejltagelser for fjenden. Den, der er bange, er ingen revolutionær. Når vi derimod åbent siger til arbejderne: »Ja, vi har begået fejl,« så betyder det, at de ikke fremover vil blive gentaget, og at vi bedre vil kunne vælge øjeblikket. Hvis flertallet af det arbejdende folk – ikke kun flertallet af arbejdere, men flertallet af alle udbyttede og undertrykte – under selve kampen viser sig at være på vor side, da vil vi virkelig sejre. (Stærkt, langvarigt bifald.)
8. Der sigtes til en række venstre-opportunistiske ændringsforslag, stillet af den tyske, østrigske og italienske delegation til de teser om taktik, som den russiske delegation forelagde på Kominterns 3. kongres efter samråd med andre delegationer. Ændringsforslagene var offentliggjort på tysk i bladet Moskva, organ for Kominterns 3. kongres. – S. 197.
9. KAPD (die Kommunistische Arbeiterpartei Deutschlands) – stiftet april 1920 af tidligere medlemmer af Tysklands Kommunistiske Parti, som oktober 1919 var blevet ekskluderet af partiet for anarkosyndikalisme. For at bidrage til en samling af alle kommunistiske kræfter i Tyskland og for at imødekomme de bedste proletariske elementer i KAPD blev dette parti november 1920 for en periode optaget i Komintern som sympatiserende medlem. I det videre forløb udartede partiet til en ubetydelig sekterisk gruppe uden støtte i arbejderklassen. – S. 198.
10. »Åbent brev« (»Offener Brief«) – offentliggjort i bladet Die Rote Fahne 8. januar 1921 og stilet fra centralkomiteen for Tysklands Forenede Kommunistiske Parti til Tysklands Socialdemokratiske Parti, Tysklands Kommunistiske Arbejderparti og alle faglige organisationer. Brevet opfordrede til aktionsenhed mod den tiltagende reaktion og kapitalens overgreb på den arbejdende befolknings rettigheder.
Det af kommunisterne foreslåede aktionsprogram indeholdt krav om højere pensioner til krigsinvalider, kamp mod arbejdsløsheden, sanering af landets økonomi på monopolernes bekostning, indførelse af arbejderkontrol med alle tilgængelige levnedsmidler, råstoffer og brændselslagre, igangsættelse af alle fabrikker, som stod uvirksomme hen, kontrol fra bonde- og landarbejdersovjetternes side med såning, høst og salg af landbrugsprodukter, øjeblikkelig afvæbning og opløsning af alle borgerlige militaristiske organisationer, oprettelse af et arbejderværn, amnesti for de politiske fanger og øjeblikkelig genoptagelse af de handelsmæssige og diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen.
Lederne af de organisationer, brevet var stilet til, afviste forslaget om fælles optræden med kommunisterne, selv om arbejderne klart gav udtryk for deres ønske om aktionsenhed i arbejderklassen. – S. 199.
11. »Teorien om offensiv kamp« – blev præsenteret i december 1920 på den kongres, hvor Tysklands kommunistiske parti og venstrefløjen i Tysklands uafhængige socialdemokratiske Parti gik sammen i Tysklands forenede kommunistiske parti. Offensivteoriens tilhængere mente, at partiet altid burde anvende en angrebstaktik, uanset om de nødvendige objektive forudsætninger for en revolutionær offensiv var til stede eller om de brede arbejdende masser støttede det kommunistiske parti. Teorien havde også tilhængere i Ungarn, Tjekkoslovakiet, Italien, Østrig og Frankrig.
De tyske »venstre«-folk ville retfærdiggøre det tyske proletariats dårligt forberedte og for tidligt iværksatte martsopstand 1921 ved hjælp af denne teori. I teserne om martsopstanden, vedtaget af Tysklands forenede kommunistiske parti den 7. april 1921, hed det, at partiet altid burde følge »den revolutionære offensivs linje«, som lå til grund for opstanden, at angrebshandlinger, »selv om de skulle lide nederlag, er en forudsætning for fremtidige sejre og det eneste mulige middel for et revolutionært parti til at vinde masserne...«.
På Kominterns 3. kongres kæmpede tilhængere af offensivteorien for, at den blev lagt til grund for beslutningerne om Kommunistisk Internationales taktik, men de blev nedstemt. – S. 201.
12. Der sigtes til det tyske proletariats væbnede aktion i marts 1921. Det tyske bourgeoisi var opskræmt over kommunisternes voksende indflydelse i befolkningen og besluttede at provokere proletariatets revolutionære avantgarde til en for tidlig og dårligt forberedt væbnet aktion for derved at knuse arbejderklassens revolutionære organisationer. Under henvisning til, at det angiveligt var kriminelle elementer, som ville anstifte strejker, gav den preussiske politichef, socialdemokraten Gersing, den 16. marts ordre til politiet om at besætte virksomhederne i Mellemtyskland. Alt dette vakte harme blandt arbejderne, og det kom til sammenstød med politiet. Venstreflertallet i det Forenede kommunistiske partis centralkomité, som tog udgangspunkt i den såkaldte offensivteori, drev arbejderne ud i et for tidligt væbnet oprør. Den 17. marts udtalte centralkomiteen, at det var »proletariatets pligt at tage kampen op,« og opfordrede det tyske proletariat til at gå i generalstrejke til støtte for arbejderne i Mellemtyskland. Størstedelen af arbejderne var imidlertid ikke rede til at aktionere og deltog ikke i kampene. Kun i Mellemtyskland antog aktionen karakter af væbnet kamp. I martsaktionens løb gjorde det unge tyske kommunistiske parti flere fejltagelser.
Trods arbejdernes modige kamp blev martsoprøret slået ned. Det var et hårdt slag for det kommunistiske parti og arbejderklassen i Tyskland. En hovedårsag til, at opstanden mislykkedes, var den svigefulde splittelsespolitik, som socialdemokraterne og de reformistiske fagforeningers ledere bedrev. Paul Levis opportunistiske handlemåde tilføjede opstanden og det kommunistiske parti stor skade. – S. 202.
13. Her sigtes til den engelske minearbejderstrejke april-juni 1921. Den 24. marts 1921 vedtog den engelske regering at ophæve den statskontrol med minerne, som var indført under verdenskrigen. En uge senere, den 31. marts, truede mineejerne med lockout og stillede arbejderne et ultimatum, der indebar en lønnedgang på 30 procent og i nogle områder hele 50 procent. Den 1. april nedlagde minearbejderne arbejdet. Over en million mand deltog i strejken. Allerede første dag erklæredes undtagelsestilstand i hele landet, og der blev sendt tropper til mineområderne.
Den 15. april besluttede arbejderne i de vigtigste industrigrene og transportsektoren at gå i sympatistrejke, som imidlertid blev afblæst af de reformistiske fagforeningsledere. Denne dag er siden kaldt »den sorte fredag« af engelsk arbejderbevægelse. Minearbejderne fortsatte deres strejke i yderligere ni uger, men måtte genoptage arbejdet sidst i juni. – S. 205.
Sidst opdateret 6.7.2013