Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 13, s. 7-10, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 19. maj 2014
Udvalget i dette bind 13 er hentet fra Lenin: Samlede Værker, bd. 39, 40 og 41 (5. russiske udgave). Udvalget dækker tiden fra juli 1919 til 8. oktober 1920. Lenins skrifter fra dette tidsrum fylder i 5. russiske udgave 1117 sider, hvoraf bd. 13 bringer en lille femtedel.
Stoffet stammer dels fra de afsluttende måneder af borgerkrigen og den udenlandske intervention, dels fra de første måneder af den følgende periode, hvor opbygningsopgaver under fredsforhold meldte sig. Nogen skarp deling mellem disse to stofområder er der ikke tale om. I sommeren og efteråret 1920 udspilledes således krigen mod Polen og nedkæmpelsen af Vrangels styrker.
Et skel markeres dog med det interview, som Lenin gav Karl Wiegand fra Universal Service’s pressebureau i Berlin. Det var ved den lejlighed, Lenin over for verdens-offentligheden formulerede den fredelige sameksistens’ politik, som sovjetregeringen fulgte og siden har fulgt. Se s. 112 f.
Den første artikel i dette bind, Alle Til Kamp Mod Denikin! viser, hvor faretruende krigshandlingerne i 1919 var for sovjetstatens eksistens. Da artiklen blev skrevet, var nedkæmpelsen af Koltjaks kontrarevolutionære styrker i Sibirien og Ural i fuld gang – men så optrådte andre kontrarevolutionære styrker under Denikin i landets sydlige og sydøstlige dele.
Artiklen Petrograd-arbejdernes Eksempel (s. 57 f.) vidner om den dramatiske udvikling: Kursk var erobret af Denikins styrker, der så rykkede frem mod Orjol. Petrograds arbejdere var de første, der i stort tal meldte sig til kamp, Moskvas og andre byers arbejdere fulgte efter. Denikins styrker blev slået.
Disse kampe vidnede om arbejderklassens førende rolle. Det samme fremgik af de såkaldte partiugers forløb (s. 60 f.). Netop i de dage, hvor et medlemskort til det kommunistiske parti var en sikker billet til Denikins galger i tilfælde af fangenskab, trådte hundredtusinder af arbejdere i industribyerne ind i partiet.
På det tidspunkt havde Sovjetrusland og andre sovjetrepublikker bestået i to år. Lenin gjorde i artiklen Sovjetmagten Og Kvindens Stilling (s. 75 f.) resultatet for kvindefrigørelsen op. Omverdenens borgerlige og socialdemokratiske propagandister beskyldte sovjetstyret for at krænke demokratiet. Tværtimod, skrev Lenin, ingen borgerlig stat har nogen sinde udrettet så meget for kvindens ligestilling i samfundet og for den demokratiske udvikling i det hele taget som de sovjetiske kommunister på to år. Det drejede sig om ganske konkrete problemer:
Sovjetrusland (fortidens Storrusland) eksisterede side om side med andre sovjetrepublikker, i samarbejde, endnu ikke i en føderation. Føderationen, Sovjetunionen, dannedes først ved nytårstid 1922-1923. De forskellige sovjetrepublikker stod langtfra på samme niveau økonomisk, socialt, kulturelt. I Brev Til Ukraines Arbejdere Og Bønder (s. 105 f.) stillede Lenin det spørgsmål til overvejelse, hvordan det fremtidige forhold mellem sovjetrepublikkerne skulle forme sig. Samtidig advarede han de storrussiske kommunister mod storrussisk chauvinisme og gjorde også de øvrige sovjetrepublikkers kommunister opmærksom på eventuelle chauvinistiske tilbøjeligheder i deres folk. Indbyrdes mistro mellem sovjetfolkene ville alle landes bourgeoisi og småborgerlige partier kunne drage fordel af. Lenin så republikkernes fjerne fremtid i lyset af et fælles mål: »en verdensomspændende Føderativ Sovjetrepublik«, (s. 111 f.)
Beretningen på partiets 9. kongres (s. 115 f.) marts- april 1920 begynder med mindeord om Jakob Sverdlov (1885-1919) og en redegørelse for tilrettelægningen af centralkomiteens arbejde efter den både politisk og organisatorisk højt begavede Sverdlovs død. Sverdlov havde været partisekretær fra sommeren 1917 til sin dødsdag den 16. marts 1919. (Derefter fungerede N.N. Krestinskij (1883-1938) som partisekretær, Stalin valgtes i 1921 til generalsekretær.) Lenin nævner i den forbindelse opdelingen af centralkomiteens arbejde i et organisatorisk udvalg (orgbureau) og et politisk udvalg (politbureau).
I sin beretning fremhævede Lenin, at sovjetternes sejr i borgerkrigen og interventionskrigen var vundet takket være enestående offervilje fra arbejderklassens side og ved disciplin og centralisation: »Ejendom splitter, mens vi forener flere og flere millioner af arbejdende over hele kloden.« Han regnede fortsat med en verdensrevolution, inspireret af sovjetsystemets og det proletariske diktaturs resultater. Han pegede samtidig på alvorlige nederlag for revolutionen – i Finland og Ungarn. »Jo flere sejre vi vinder, des bedre lærer de kapitalistiske udbyttere at forene sig og gå over til mere energiske offensiver.«
Kongressen holdtes i et tidsrum, der betegnede overgangen fra åben krig mod sovjetstyret til en for de imperialistiske magter nødtvungen fredsperiode.
Fredsperiodens problemer meldte sig uafviseligt. Det tilfaldt de sovjetiske kommunister, og først og fremmest Lenin, at give svar på spørgsmål, som ingen socialist og kommunist før havde stået overfor. Det drejede sig bl.a. om fagforeningernes rolle, kollegiestyre kontra enkelt- mandsledelse, forholdet til produktionsmidlerne, og anvendelsen af specialister, dvs. eksperter og folk, som var uddannet under det gamle system.
I 1919 var Kommunistisk Internationale blevet stiftet. I sommeren 1920 holdt Internationalen sin 2. kongres, i Moskva, i det eneste land, hvor kommunistiske partiers repræsentanter kunne samles.
Til vejledning for de delegerede og for de kommunistiske partier i andre lande skrev Lenin bogen »Venstre«- kommunismen, En Børnesygdom, der er udgivet særskilt som bd. 12 i dette udvalg.
I dette bind 13 findes af materialer fra Kommunistisk Internationales 2. kongres dels Udkast Til Teser Om Landbrugsspørgsmålet (s. 153 f.), dels Udkast Til Teser Om Det Nationale Og Koloniale Spørgsmål (s. 147 f.), samt to beretninger, som Lenin aflagde på selve kongressen (s. 165 f.).
Det problemkompleks, som nationalitetspolitikken omfattede, havde Lenin også behandlet tidligere; i dette bind f.eks. i en tale på en alrussisk kongres af repræsentanter for kommunister i sovjetlandets østlige dele (s. 83 f.).
Dette bind indeholder også Lenins foredrag for kommunister på Sverdlov-universitetet i 1919, Om Staten (s. 31 f.), og talen på ungdomsforbundenes kongres (s. 189 f.), hvor Lenin skildrede opgaverne for ungdommen i det tilbagestående land med henblik på nuværende og kommende generationers opbygning af kommunismen, og tillige understregede betydningen af at tilegne sig den viden og de færdigheder, som menneskeheden havde skabt, og som der vedvarende var brug for i arbejdet for kommunismen.
Det lille afsluttende stykke om proletarisk kultur var en påmindelse til deltagerne i Proletkults kongres i oktober 1920. Lenin fremhævede stærkt, at al folkeoplysning måtte foregå på marxismens grund med det formål at ophæve klassedelingen og afskaffe al udbytning af mennesker. Forsøg på at udtænke en speciel kulturel og kunstnerisk virksomhed og at skaffe kulturelle og kunstneriske organisationer autonomi, adskilt fra partiets øvrige arbejde, var både teoretisk og praktisk urigtige. Deres opgaver udgør en del af det proletariske diktaturs opgaver.
Det var signaler om, at en mere fredelig periode var begyndt, at den stillede nye krav til kommunisternes teoretiske arbejde – og at problemerne ingenlunde blev lettere at løse eller af mindre historisk format.
Sidst opdateret 18.6.2014