Oversat af Erik Horskjær fra russisk efter Lenin: Samlede Værker, 5. udgave, Moskva 1969.
Teksten findes i Lenin: Udvalgte Værker, bind 13, s. 147-52, Forlaget Tiden 1984. Samt i pjecen Marxismen og det nationale spørgsmål, Internationale Socialisters Forlag 1992.
Udkastet er skrevet i begyndelsen af juni 1920 og offentliggjort første gang i Kommunistisk Internationale nr. 11, 1920.
Teserne vedtoges af Kominterns 2. kongres med visse ændringer.
Oversat til dansk af Erik Horskjær.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 1997.
Jeg foreslår, at kammeraterne drøfter nedenstående forslag til teser om det nationale og koloniale spørgsmål til forelæggelse på Kominterns 2. kongres, og anmoder alle kammerater, især da de kammerater, som har konkret kendskab til et eller andet af disse komplicerede problemer, om at give deres vurdering eller ændringsforslag eller supplement eller konkrete redegørelse i den allerkorteste form (højst to-tre små sider), især om følgende punkter:
Østrigske erfaringer
Polsk-jødiske og ukrainske erfaringer.
Elsass-Lothringen og Belgien.
Irland.
Det dansk-tyske forhold. Det italiensk-franske og det italiensk-slaviske.
Balkan-erfaringer.
Orientalske folk.
Kampen mod pan-islamismen.
Forholdene i Kaukasus.
Den Basjkirske og den Tatariske republik.
Kirgisistan.
Turkestan, erfaringerne dér.
Negrene i Amerika.
Kolonierne.
Kina - Korea - Japan.
5. juni 1920
Det ligger i det borgerlige demokratis natur at behandle problemet lighed, indbefattet national lighed, på en abstrakt eller formel måde. Det borgerlige demokrati taler om lighed mellem mennesker i almindelighed og proklamerer dermed en formel eller juridisk lighed mellem besidderen og proletaren, mellem udbytteren og den udbyttede, hvad der er et stort bedrageri mod de undertrykte klasser. Bourgeoisiet forvandler lighedens idé, der selv er en genspejling af forholdene under vareproduktionen, til et middel i kampen mod klassernes afskaffelse, idet bourgeoisiet vil påstå, at der hersker absolut lighed mellem mennesker. Kravet om lighed får først virkeligt indhold, når det opfattes som et krav om klassernes afskaffelse.
Det kommunistiske parti, som er den bevidste talsmand for proletariatets kamp for at afkaste bourgeoisiets åg, må i overensstemmelse med sin hovedopgave, bekæmpe det borgerlige demokrati og afsløre dets løgn og hykleri, behandle også det nationale spørgsmål sådan, at det ikke lægger abstrakte og formelle principper til grund, men for det første foretager en præcis vurdering af den konkrete historiske og navnlig den økonomiske situation; for det andet drager en nøjagtig skillelinje mellem de undertrykte klassers, de arbejdendes og udbyttedes interesser, og det almene begreb folkeinteresser overhovedet, et begreb der kendetegner den herskende klasses interesser; for det tredje lige så nøjagtigt skelne mellem undertrykte, afhængige, mindreberettigede nationer og undertrykkernationer, udbytternationer med alle rettigheder - i modsætning til den borgerligt-demokratiske løgn, der udvisker en kendsgerning, som er karakteristisk for finanskapitalens og imperialismens epoke, nemlig at et ringe mindretal af stenrige, førende kapitalistiske lande lægger det uhyre flertal af jordens befolkning i koloniale og finansielle slavelænker.
Den imperialistiske krig 1914-1918 har særlig tydeligt åbenbaret for alle nationer og undertrykte klasser verden over, hvor løgnagtige de borgerlig-demokratiske fraser er, idet praksis har vist, at de meget omtalte “vestlige demokratiers’ Versailles-traktat er en endnu grovere og frækkere voldshandling mod de svage nationer end de tyske junkeres og deres kejsers Brest-Litovsk traktat. Folkeforbundet og Ententens hele efterkrigspolitik demonstrerer denne sandhed endnu klarere og skarpere, hvad der overalt skærper den revolutionære kamp, der føres såvel af de fremskredne landes proletariat som af de koloniale og afhængige landes arbejdende masser, og fremskynder et sammenbrud af de småborgerligt nationale illusioner om, at nationerne under kapitalismen skulle kunne leve ligestillede og fredeligt sammen.
Af de nævnte grundsætninger fremgår, at Kominterns hele politik i det nationale og koloniale spørgsmål må bygge på en tilnærmelse mellem proletarerne og de arbejdende masser i alle nationer og lande til fælles revolutionær kamp for at styrte godsejerne og bourgeoisiet. Thi kun en sådan gensidig tilnærmelse giver sikkerhed for en sejr over kapitalismen, hvad der er en forudsætning for at afskaffe den nationale undertrykkelse og mangelen på national ligeberettigelse.
Den politiske verdenssituation har nu sat proletariatets diktatur på dagsordenen, og alle tildragelser i verdenspolitikken samler sig nødvendigvis om det ene centrale punkt, nemlig verdensbourgeoisiets kamp mod den russiske sovjetrepublik, der uundgåeligt bliver samlingspunkt, dels for sovjetbevægelsen blandt de fremskredne arbejdere i alle lande, dels for den nationale frihedsbevægelse i kolonierne og de undertrykte nationaliteter, som af bitter erfaring har lært, at der ikke findes anden redning for dem end sovjetmagtens sejr over verdensimperialismen.
Følgelig kan man ikke i vore dage nøjes med blot at anerkende eller proklamere en tilnærmelse mellem de forskellige nationers arbejdende, men må føre en politik, der virkeliggør det nærest mulige forbund mellem alle nationale og koloniale frihedsbevægelser og Sovjetrusland, idet man fastlægger formerne for et sådant forbund efter det udviklingstrin, den kommunistiske bevægelse blandt det enkelte lands proletariat eller den borgerlig-demokratiske frihedsbevægelse blandt arbejdere og bønder i de tilbagestående lande eller nationer har nået.
Føderationen er en overgangsform til fuldstændig enhed af de forskellige nationers arbejdende. Føderationen har allerede i praksis vist sin formålstjenlighed, såvel i RSFSR's forhold til de øvrige sovjetrepublikker (den ungarske, finske, 1) lettiske 2) i fortiden, den aserbajdsjanske, ukrainske i nutiden), som inden for RSFSR i forholdet til de nationaliteter, der ikke tidligere havde hverken statslig eksistens eller autonomi (f.eks. de basjkirske og tatariske autonome republikker i RSFSR, oprettede i 1919 og 1920).
I denne henseende er det Kominterns opgave såvel at videreudvikle som at studere og gennemprøve de erfaringer, der gøres med disse nye føderationer, der vil opstå på basis af sovjetsystemet og sovjetbevægelsen. Når man anerkender føderationen som overgangsform til fuldstændig enhed, må man stile efter et mere og mere snævert føderativt forbund og have for øje, for det første, at det er umuligt at hævde sovjetrepublikkernes eksistens, omgivet som de er af hele verdens militært langt stærkere imperialistiske magter, medmindre der består et ganske snævert forbund mellem sovjetrepublikkerne; for det andet, at et snævert økonomisk forbund mellem sovjetrepublikkerne er nødvendigt for at kunne genskabe de produktivkræfter, imperialismen har ødelagt, og sikre de arbejdendes velfærd; for det tredje, at der består en tendens til at oprette en fælles verdensøkonomi som en helhed, der reguleres af alle nationers proletariat efter fælles plan, en tendens, der træder ganske klart frem allerede under kapitalismen, og som ubetinget skal udvikles yderligere og bringes til fuldendelse under socialismen.
Hvad de indenrigske relationer angår, kan Kominterns nationale politik ikke indskrænke sig til den tomme, formelle, rent deklaratoriske og praktisk ikke bindende anerkendelse af nationernes ligeberettigelse, som de borgerlige demokrater begrænser sig til, ligegyldigt om de direkte kalder sig borgerlige demokrater, eller de dølger sig bag navnet socialister, sådan som II Internationales socialister.
Ikke blot må de kommunistiske partiers propaganda og agitation - i og uden for parlamentet - uafladeligt afsløre de stadige krænkelser, som i alle kapitalistiske stater sker af nationernes ligeberettigelse og af garantierne for de nationale mindretals rettigheder på trods af disse staters “demokratiske’ forfatninger, men det er for det første også nødvendigt bestandigt at redegøre for, at kun sovjetsystemet er i stand til at give nationerne virkelig ligeberettigelse, ved først at samle proletarerne og dernæst de arbejdendes samlede masse til kamp mod bourgeoisiet; for det andet er det nødvendigt, at alle kommunistiske partier yder direkte hjælp til de revolutionære bevægelser i de afhængige eller ikke-ligeberettigede nationer (f.eks. i Irland, Amerikas negre osv.) og i kolonierne.
Uden denne sidste, særlig vigtige betingelse er og bliver kampen mod undertrykkelsen af de afhængige nationer og kolonierne ligesom anerkendelsen af deres ret til statslig løsrivelse en falsk etikette, sådan som vi ser det hos II Internationales partier.
At anerkende internationalismen i ord, mens man i praksis, i al propaganda, agitation og praktisk arbejde forfalsker den med spidsborgerlig nationalisme og pacifisme, er noget ganske sædvanligt, ikke blot blandt II Internationales partier, men også blandt dem, der er trådt ud af denne Internationale, ja, ofte endda blandt dem, der nu kalder sig kommunistiske. Kampen mod dette onde, mod de mest indgroede, småborgerligt nationale fordomme, rykker des mere i forgrunden, jo mere dagsaktuelt det bliver at forvandle proletariatets diktatur fra et nationalt diktatur (som altså kun består i et enkelt land og ikke kan bestemme verdenspolitikken) til et internationalt (dvs. proletariatets diktatur i hvert fald i nogle fremskredne lande, således at det kan øve afgørende indflydelse på hele verdenspolitikken). Den småborgerlige nationalisme kalder det for internationalisme af anerkende nationernes ligeberettigelse og intet mere, og (rent bortset fra en sådan anerkendelses rent formelle karakter) den rører således ikke ved den nationale egoisme, mens den proletariske internationalisme for det første forlanger, at de interesser, der knytter sig til den proletariske kamp i et enkelt land, skal underordnes de interesser, der knytter sig til kampen i verdensmålestok; for det andet forlanger den, at de nationer, der har hidført sejren over bourgeoisiet, skal have evne og vilje til at bringe de største nationale ofre for at styrte den internationale kapital.
I de allerede fuldstændig kapitalistiske stater, hvor der findes arbejderpartier, som virkelig er proletariatets fortrop, er kampen mod de opportunistiske og spidsborgerlige pacifistiske forvanskninger af internationalismens begreb og politik altså den første og vigtigste opgave.
Hvad angår de mere tilbagestående stater og nationer, hvor feudale eller patriarkalske og patriarkalsk-bondeprægede forhold er fremherskende, må man navnlig have for øje:
for det første nødvendigheden af, at alle kommunistiske partier yder den borgerlig-demokratiske frihedsbevægelse i disse lande hjælp; pligten til at yde den mest aktive hjælp påhviler i første række arbejderne i det land, til hvilket den tilbagestående nation står i kolonialt eller finansielt afhængighedsforhold;
for det andet nødvendigheden af at bekæmpe gejstligheden og andre reaktionære og middelalderlige elementer, der har indflydelse i de tilbagestående lande;
for det tredje nødvendigheden af at bekæmpe pan-islamismen og lignende strømninger, der forsøger på at koble frihedsbevægelsen mod den europæiske og amerikanske imperialisme sammen med en styrkelse af khanernes, godsejernes, mullahernes og andre herskabers position;
for det fjerde nødvendigheden af at yde speciel støtte til bondebevægelsen i de tilbagestående lande mod godsejerne, mod den store jordbesiddelse, mod alle hånde udslag og rester af feudalisme; man må stile efter at give bondebevægelsen en så revolutionær karakter som muligt og at etablere det snævrest mulige forbund mellem Vesteuropas kommunistiske proletariat og bøndernes revolutionære bevægelse i østen, i kolonierne, i de tilbagestående lande overhovedet; især må alt gøres for at få sovjetsystemets grundprincipper anvendt i lande, hvor før-kapitalistiske forhold hersker, ved at oprette “de arbejdendes sovjetter’ osv.;
for det femte nødvendigheden af energisk kamp mod forsøgene på at give borgerlig-demokratiske frihedsstrømninger i de tilbagestående lande et kommunistisk skær; Kommunistisk Internationale bør kun støtte borgerlig-demokratiske nationale bevægelser i kolonierne og de tilbagestående lande på den betingelse, at elementerne til de fremtidige proletariske partier, der er kommunistiske ikke alene af navn, i alle tilbagestående lande samles og opdrages i bevidstheden om deres særlige opgaver, nemlig at bekæmpe borgerlig-demokratiske bevægelser inden for deres egen nation; Kommunistisk Internationale bør indgå et midlertidigt forbund med det borgerlige demokrati i kolonierne og de tilbagestående lande, men må ikke smelte sammen med det og må ubetinget bevare den proletariske bevægelses selvstændighed, selv i dens spædeste form;
for det sjette nødvendigheden af, at det uafladeligt forklares og afsløres blandt de bredeste arbejdende masser i alle lande, navnlig de tilbagestående, hvilket bedrageri de imperialistiske magter systematisk begår, når de opretter stater, som angiveligt er politisk uafhængige, men som er helt afhængige af dem i økonomisk, finansiel og militær henseende; i vor tids internationale situation findes der ingen anden redning for de afhængige og svage nationer end et forbund af sovjetrepublikker.
De imperialistiske magters århundredlange undertrykkelse af koloniale og svage nationaliteter har ikke alene efterladt sig bitterhed blandt de undertrykte landes arbejdende masser, men også mistro til undertrykkernationerne i det hele taget, også til disse nationers proletariat. Denne fuldt ud berettigede mistro kunne kun styrkes ved det skammelige forræderi, som flertallet af dette proletariats officielle førere begik mod socialismen i årene 1914-1919, dengang de på socialchauvinistisk vis brugte “fædrelandsforsvaret’ til at dække over, at forsvaret gjaldt “deres’ bourgeoisis “ret’ til at undertrykke kolonierne og udplyndre de finansielt afhængige lande. På den anden side, jo mere tilbagestående et land er, des stærkere præges det af småproduktion i landbruget, af patriarkalske forhold og ravnekrogsliv, hvad der uundgåeligt forlener de dybest liggende småborgerlige fordomme, nemlig den nationale egoisme og den nationale indskrænkethed, med særlig styrke og hårdnakkethed. Eftersom disse fordomme først kan forsvinde, efter at imperialismen og kapitalismen er forsvundet i de fremskredne lande, og efter at hele grundlaget for de tilbagestående landes økonomiske liv er undergået en radikal forandring, kan disse fordommes hendøen kun blive meget langsom. Derfor er det en pligt for det bevidste kommunistiske proletariat i alle lande at tage særlig forsigtigt og særlig opmærksomt på overleverede nationale følelser i de længst undertrykte lande og nationaliteter, og det er tillige en pligt at gøre visse indrømmelser for at opnå en hurtigere overvindelse af den nævnte mistro og de nævnte fordomme. Hvis proletariatet og dernæst de arbejdende masser i alle lande og nationer verden over ikke stræber efter et frivilligt forbund, en frivillig enhed, kan arbejdet for at besejre kapitalismen ikke krones med held.
Sidst opdateret 19.5.2014