Trykt første gang den 9. juli 1919 i Isvestija fra RKP(b)’s CK nr. 4.
Oversat til dansk af Erley Olsen.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 13, s. 13-30, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 19. maj 2014.
Brev fra RKP’s (bolsjevikkernes) centralkomité til partiets organisationer
Kammerater! Der er indtrådt et meget kritisk, ja sikkert det mest kritiske øjeblik i den socialistiske revolution. Udbytternes, godsejernes og kapitalisternes forsvarere, russiske såvel som udenlandske (i første række engelske og franske), gør desperate forsøg på at genindføre den magt, som udsugerne af folkets arbejde, godsejerne og udbytterne, besad i Rusland, for dermed at styrke deres svindende magt verden over. De engelske og franske kapitalister har lidt skibbrud med deres plan om at erobre Ukraine med egne tropper; de har lidt skibbrud med deres støtte til Koltjak i Sibirien; den Røde Hær, som heroisk rykker frem i Ural med støtte af Ural-arbejderne, der har rejst sig som én mand, nærmer sig Sibirien for at befri landet for de derværende herskeres, kapitalisternes uhørte undertrykkelse og grusomhed. Endelig har de engelske og franske imperialister også lidt skibbrud med deres plan om at bemægtige sig Petrograd gennem en kontrarevolutionær sammensværgelse, hvori deltog russiske monarkister, kadetter, mensjevikker og socialrevolutionære, de venstre-socialrevolutionære ikke undtaget.
Nu gør de udenlandske kapitalister et desperat forsøg på at genindføre kapitalens åg ved hjælp af Denikins overfald, som de støtter, ligesom de støttede Koltjak i sin tid, med officerer, forplejning, ammunition, tanks osv. osv.
Alle arbejdernes og bøndernes kræfter, alle sovjetrepublikkens kræfter må nu anspændes for at afslå Denikins overfald og besejre ham, uden at indstille den Røde Hærs sejrrige offensiv mod Ural og Sibirien. Det er
Alle kommunister først og fremmest, alle sympatiserende, alle ærlige arbejdere og bønder, alle sovjetfunktionærer må på militær vis sætte alt ind ved at overføre et maksimum af deres arbejde, anstrengelser og omhu til direkte krigsopgaver, til hurtig afværgelse af Denikins overfald, ved at afkorte og omlægge hele deres øvrige virksomhed til fordel for denne opgave.
Sovjetrepublikken er belejret af fjenden. Den må blive en eneste militærlejr, ikke i ord, men i gerning.
Alle institutioners samlede arbejde tilpasses til krigen og omlægges på militær vis!
Kollegiestyret er nødvendigt for at løse opgaverne i arbejdernes og bøndernes stat. Men al oppustning af kollegiestyret, al forvrængning af det til omsvøb og uansvarlighed, al forvandling af kollegiale institutioner til diskussionsklubber er et yderst alvorligt onde, og med dette onde må der for enhver pris gøres op så hurtigt som muligt, ganske hensynsløst.
Kollegiestyret må ikke gå ud over det absolut nødvendige minimum, hverken i henseende til kollegiernes medlemstal eller i henseende til arbejdets saglige ledelse, »taler« forbydes, meningsudveksling sker med størst mulig hurtighed og reduceres til information og præcise praktiske forslag.
Hvor der byder sig blot den ringeste mulighed for det, må kollegiestyret reduceres til en ganske kort drøftelse af de allervigtigste spørgsmål i det snævrest mulige kollegium, mens den praktiske ledelse i en institution, et foretagende eller en sag må overdrages til en enkelt kammerat, som er kendt for sin stabilitet, beslutsomhed, dristighed og evne til at ordne praktiske sager, og som nyder almindelig tillid. I hvert tilfælde og under alle omstændigheder uden undtagelse må kollegiestyret ledsages af en ganske nøje fastsættelse af hver enkelts personlige ansvar for en nøje afgrænset sag. Uansvarlighed, tilsløret med henvisninger til kollegiesystemet, er et yderst farligt onde, som alle, der ikke har meget stor erfaring i sagligt kollegiearbejde, er udsat for, og som i militærsager uvægerligt fører til katastrofe overalt, til kaos, panik, kompetencestridigheder og nederlag.
Et ikke mindre farligt onde er organisatorisk geskæftighed eller organisatorisk projektmageri. Den omlægning af arbejdet, krigen kræver, må ikke i noget tilfælde føre til en omlægning af institutionerne, end mindre til ho- vedkulds oprettelse af nye institutioner. Dette er ubetinget utilladeligt, det fører kun til kaos. Omlægningen af arbejdet bør bestå i, at institutioner, der ikke er absolut nødvendige, standses for en tid eller skæres ned til et vist niveau. Men alt arbejde til støtte for krigen skal gøres helt og udelukkende gennem de allerede eksisterende militære institutioner, ved at forbedre, konsolidere, udvide og støtte dem. Oprettelse af særlige »forsvarskomiteer« eller »revkom’er« (revolutionære eller revolutionære-militære komiteer) kan for det første kun tillades som en undtagelse, for det andet kun med den pågældende militærmyndigheds eller den øverste sovjetmagts godkendelse, for det tredje kun under ubetinget opfyldelse af de pålagte betingelser.
Koltjak og Denikin er sovjetrepublikkens hovedfjender, dens eneste betydelige fjender. Hvis de ikke fik hjælp fra Ententen (England, Frankrig, Amerika), ville de for længst være gået under. Alene Ententens støtte gør dem til en kraft. Alligevel er de nødt til at bedrage folket og undertiden spille tilhængere af »demokratiet«, af en »konstituerende forsamling«, af en »folkemagt« osv. Mensjevikkerne og de socialrevolutionære lader sig gerne bedrage.
Nu er sandheden om Koltjak (og Denikin er hans tvillingbroder) til fulde klarlagt. Skydning af titusinder af arbejdere. Endog skydning af mensjevikker og socialrevolutionære. Piskning af bønder i hele kredse. Offentlig piskning af kvinder. Frit slag for officerernes og godsejeryngelens magt. Plyndringer uden ende. Sådan er sandheden om Koltjak og Denikin. Selv blandt mensjevikker og socialrevolutionære, der selv optrådte som forrædere mod arbejderne og stod på Koltjaks og Denikins side, bliver der flere og flere, der nødes til at indrømme denne sandhed.
Det må i al agitation og propaganda være en hovedopgave at oplyse folket herom. Det må gøres klart, at valget står mellem Koltjak-Denikin og sovjetmagten, arbejdernes magt (diktatur); en mellemvej gives ikke; en mellemvej kan ikke findes. Især må man udnytte udsagn fra ikke-bolsjevikiske øjenvidner: mensjevikker, socialrevolutionære, partiløse, som har opholdt sig hos Koltjak eller Denikin. Gid hver enkelt arbejder og bonde må få at vide, hvad kampen står om, og hvad der venter ham i tilfælde af Koltjaks eller Denikins sejr.
En af de ting, der nu må gøres særlig meget for, er arbejdet blandt dem, der mobiliseres, for at støtte mobiliseringen, og blandt de mobiliserede. Kommunisterne og de sympatiserende må alle mand af hus alle steder, hvor der er koncentreret mobiliserede, eller hvor der findes garnisoner og især reserve-bataljoner osv. De må alle uden undtagelse forene sig og arbejde, nogle hver dag, andre f.eks. 4 eller 8 timer hver uge, for at støtte mobiliseringen og blandt de mobiliserede, blandt soldaterne i den stedlige garnison, naturligvis strengt organiseret, således at den stedlige partiorganisation og militærmyndighed udpeger den enkelte til ansvarligt arbejde.
Den del af befolkningen, som er partiløs eller tilhører et ikke-kommunistisk parti, er naturligvis ikke i stand til at modarbejde Denikin eller Koltjak ideologisk. Det er imidlertid utilladeligt af den grund af fritage dem for alt arbejde. Der må findes på forskellige midler til at sikre, at hele befolkningen (i første række de mest velhavende, såvel i byerne som på landet) bliver pligtige i en eller anden form at give et bidrag til støtte for mobiliseringen eller de mobiliserede.
Medvirken til den hurtigste og bedste træning af de mobiliserede må blive en særlig kategori blandt hjælpeforanstaltningerne. Sovjetmagten appellerer til alle tidligere officerer, underofficerer osv. Det kommunistiske parti og sammen med det alle sympatiserende og alle arbejdere må komme arbejdernes og bøndernes stat til hjælp, for det første ved på enhver måde at medvirke til at opspore alle tidligere officerer og underofficerer, der undslår sig for at møde, for det andet ved under kontrol af partiorganisationen og i tilknytning til den at organisere grupper af sådanne, som teoretisk eller praktisk (f.eks. ved deltagelse i den imperialistiske krig) har øvelse i militærvæsen og er i stand til at gøre nytte for sin part.
I den seneste tid er der tydeligvis indtrådt et omsving i kampen mod desertionen. I en række guvernementer er desertørerne begyndt i masser at vende tilbage til hæren; det er ingen overdrivelse, at desertørerne vælter ind i den Røde Hær. Årsagen er for det første partikammeraternes dygtigere og mere systematiske arbejde, for det andet bøndernes voksende erkendelse af, at Koltjak og Denikin medbringer en genindførelse af slaveri for arbejderne og bønderne, af pisk, udsugning og ydmygelser fra officerernes og den adelige yngels side.
Derfor må man overalt og af alle kræfter hænge i med arbejdet blandt desertørerne, for at få dem tilbage til hæren. Det er en af de fornemste og mest brændende opgaver.
For øvrigt viser muligheden for at indvirke på desertørerne ad overtalelsens vej og en sådan indvirknings succes, at arbejderstatens relationer til bønderne er ganske specielle, helt anderledes end godsejerstatens og den kapitalistiske stats. Knippelens tryk eller hungerens tryk – det er for de to sidstnævnte arter stat den eneste kilde til disciplin. For arbejderstaten, for proletariatets diktatur er der mulighed for en anden kilde til disciplin: arbejdernes overtalelse af bønderne, deres kammeratlige forbund. Når man hører øjenvidner fortælle om, at i det og det guvernement (f.eks. Rjasan ) vender tusinder og atter tusinder af desertører frivilligt tilbage, og at appeller til »desertørkammeraterne« på møder undertiden har en ubeskrivelig succes, så begynder man at tænke på, hvor megen kraft der ligger i dette kammeratlige forbund mellem arbejdere og bønder uden endnu at være udnyttet af os. Bonden har en fordom, der får ham til at følge kapitalisten, den socialrevolutionære, den »frie handel«, men han har også en forstand, der i stadig højere grad driver ham til et forbund med arbejderen.
Navnlig trænger vor hær til forsyninger: beklædning, fodtøj, våben og ammunition. I dette forarmede land må der gøres uhyre anstrengelser for at dække hærens behov, og det er ene og alene den rundhåndede hjælp, som Englands, Frankrigs og Amerikas røverkapitalister yder Koltjak og Denikin, der redder disse fra det sammenbrud, som ellers måtte indtræffe på grund af mangel på forsyninger.
Hvor forarmet Rusland end er, så råder det dog stadig over virkelig betydelige ressourcer, som vi endnu ikke har udnyttet, og ofte ikke har forstået at udnytte. Der findes endnu mange ikke opdagede eller ikke gennemgåede lagre af krigsmateriel, mange produktionsmuligheder, der forsømmes, til dels som følge af embedsmændenes bevidste sabotage, til dels som følge af slendrian, omsvøb, uforstand og hjælpeløshed, alle disse »fortidens synder«, der så uundgåeligt og så grusomt tynger på enhver revolution, som foretager et »spring« frem til en ny samfundsorden.
Direkte hjælp til hæren er i så henseende særlig vigtig. De institutioner, som administrerer den, trænger særlig til at »friskes op«, til bistand udefra, til et frivilligt, energisk heroisk initiativ fra arbejderne og bønderne overalt i landet.
I så vid udstrækning som muligt må der appelleres til alle bevidste arbejdere og bønder, alle sovjetfunktionærer om at tage dette initiativ; der må i de forskellige lokaliteter og på de forskellige arbejdsfelter anstilles forsøg med forskelligartede former for hjælp til hæren i denne henseende. »Arbejde på revolutionær vis« kendes her i langt ringere grad end på andre felter, skønt behovet for »arbejde på revolutionær vis« her er langt stærkere.
Indsamling af våben hos befolkningen er en bestanddel af dette arbejde. Det er naturligt, at der i et land, som har gennemlevet fire års imperialistisk krig og derpå to folkerevolutioner, er skjult særdeles mange våben hos bourgeoisiet; det måtte gå sådan. Men det må bekæmpes af alle kræfter nu, hvor Denikins overfald udgør en trussel. Den, der skjuler eller hjælper med at skjule våben, er en ærkeforbryder mod arbejderne og bønderne, han for- tjener at skydes, for han er skyld i, at tusinder og atter tusinder af de bedste rødarmister går til grunde, ofte af ren og skær mangel på våben ved fronten.
Petrograd-kammeraterne formåede at finde tusinder og atter tusinder af rifler, da de gennemførte en – nøje organiseret – masseeftersøgning. Det øvrige Rusland bør ikke stå tilbage for Petrograd, men må for enhver pris indhente og overgå byen.
Desuden er der ingen tvivl om, at der navnlig ligger rifler gemt hos bønderne, ofte uden ond vilje, simpelt hen på grund af indgroet mistro til alt »statens værk«. Når vi (i de bedste guvernementer) har formået at gøre overordentlig meget ad overtalelsens vej, ved en dygtig agitation, ved en formålstjenlig fremgangsmåde, for at få desertørerne frivilligt tilbage til den Røde Hær, så er der ingen tvivl om, at der kan og skal gøres lige så meget og måske endnu mere for at få våbnene leveret frivilligt tilbage.
Arbejdere og bønder! Eftersøg de skjulte rifler og overgiv dem til hæren. Derved redder I jer selv fra massemord, skydning, massepiskning og udplyndring fra Koltjaks og Denikins side!
For at klare blot en del af de arbejder, som i det foregående er kort skitseret, behøves der ustandselig nye medarbejdere, og det skal være de mest pålidelige, hengivne, energiske kommunister. Men hvor skal de tages fra, når der jævnt hen klages over mangel på den slags medarbejdere og over, at de overanstrenges?
Utvivlsomt er disse klager ofte berettigede. Hvis nogen ville regne nøjagtigt efter, hvor tyndt et lag fremskredne arbejdere og kommunister det er, der med arbejder- og bondemassernes støtte og sympati har regeret Rusland i de sidste 20 måneder, ville resultatet se helt usandsynligt ud. Og vi har regeret med enorm succes, idet vi har taget fat på at opbygge socialismen, overvinde uhørte vanskeligheder og besejre fjender, der rejste hovedet alle vegne og direkte eller indirekte var knyttet til bourgeoisiet. Vi har allerede besejret disse fjender, undtagen én: Ententen, Englands, Frankrigs og Amerikas verdensbeherskende, imperialistiske bourgeoisi, men vi har dog allerede knust denne fjendes ene arm – Koltjak; vi trues kun af fjendens anden arm – Denikin.
Ny arbejdskraft til at lede staten og løse opgaverne under proletariatets diktatur vokser hurtigt frem i skikkelse af den arbejder- og bondeungdom, som frem for alle dygtiggør sig, oprigtigt, begejstret, uselvisk, som fordøjer de nye indtryk fra den nye samfundsorden, kaster vrag på de gamle, kapitalistiske og borgerlig-demokratiske fordomme og former sig selv til endnu hårdere kommunister end det gamle slægtled.
Men hvor hurtigt dette nye lag end vokser frem, hvor hurtigt det end dygtiggør sig og modnes i borgerkrigens ild og under bourgeoisiets rasende modstand, kan det dog ikke i de nærmeste måneder levere os færdige medarbejdere til statens ledelse. Og det drejer sig netop om de nærmeste måneder, sommeren og efteråret 1919, for der kræves og forestår en ufortøvet afgørelse i kampen mod Denikin.
For at kunne forstærke det militære arbejde med et stort antal færdige medarbejdere må man nedskære en hel række grene og institutioner inden for det ikke-militære eller rettere ikke direkte militære sovjetarbejde, man må med dette formål for øje (dvs. med nedskæring for øje) omlægge alle institutioner og foretagender der ikke er ubetinget nødvendige.
Lad os til eksempel vælge den videnskabeligt-tekniske afdeling ved Samfundsøkonomiens Øverste Råd. Det er en særdeles nyttig institution, som er nødvendig for at bygge socialismen færdig og for at behandle og fordele alle videnskabeligt-tekniske kræfter rigtigt. Men er en sådan institution ubetinget nødvendig? Naturligvis ikke. I dette øjeblik ville det være direkte forbryderisk at lade den anvende folk, som straks kan og bør anvendes til det aktuelle og bitterligt nødvendige kommunistiske arbejde i hæren og direkte for hæren.
Den slags institutioner og institutionsafdelinger har vi ikke så ganske få af i centrum og ude omkring. Under vor stræben efter at virkeliggøre socialismen fuldtud begyndte vi naturligvis med det samme at oprette sådanne institutioner. Men vi ville være idioter eller forbrydere, om vi ikke over for Denikins faretruende overfald formåede at omstille rækkerne, således at alt, hvad der ikke ubetinget er nødvendigt, standses eller nedskæres.
Vi skal ikke lade os gribe af panik og ikke forfalde til organisatorisk jag, og vi bør ikke helt omlægge eller helt lukke nogen som helst institutioner, ej heller – hvad der er særlig skadeligt under hovedkulds arbejde – begynde at oprette nye institutioner. Vi bør standse alle ikke ubetinget nødvendige institutioner og institutionsafdelinger i tre, fire, fem måneder i centrum og ude omkring, eller hvis det ikke lader sig gøre at standse dem helt, nedskære dem for en sådan tid (tilnærmelsesvis), nedskære dem i størst muligt omfang, dvs. kun bibeholde det minimum af arbejde, som ubetinget skal gøres.
Eftersom vort hovedmål er at få et stort antal færdige, erfarne, hengivne, prøvede kommunister eller med socialismen sympatiserende folk ud til militært arbejde med det samme, kan vi godt tage den risiko at lade mange af de stærkt nedskårne institutioner (eller institutionsafdelinger) for en tid stå uden en eneste kommunist og overlade dem til rent borgerlige medarbejdere. Denne risiko er ikke stor, for det drejer sig kun om institutioner, som ikke er ubetinget nødvendige; det vil nok volde afbræk, når deres (halvt standsede) virksomhed svækkes, men ikke meget, det vil ikke på nogen måde ruinere os. Hvis derimod det militære arbejde ikke forstærkes energisk nok, og forstærkes ufortøvet og betydeligt, kan det ruinere os. Det må man gøre sig klart og drage alle konsekvenser af.
Når hver enkelt administrationschef eller hvert enkelt departement i guvernementet, kredsen osv., når hver enkelt kommunistisk celle uden at spilde et minut stiller sig spørgsmålet: er den og den institution, den og den afdeling ubetinget nødvendig? Vil det ruinere os, hvis vi standser den eller nedskærer dens arbejde med 9/10 og helt berøver den kommunisterne? – Når der oven på et sådant spørgsmål følger en hurtig og energisk nedskæring af arbejdet og overførsel af kommunisterne (sammen med deres ubetinget pålidelige hjælpere fra de sympatiserendes eller partiløses rækker), så vil det på meget kort tid lykkes os at få hundreder og atter hundreder til arbejdet i hærens politiske afdelinger, til hverv som kommissærer og lignende. Og så har vi gode chancer for at besejre Denikin på samme måde, som vi besejrede den endnu stærkere Koltjak.
Frontzonen i den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik er i de sidste uger blevet forfærdende stor og har skiftet usædvanlig hurtigt. Dette bebuder eller følger med krigens afgørende øjeblik, dens snarlige klimaks.
På den ene side er den uhyre frontzone i Uralområdet og Ural blevet vor i kraft af den Røde Hærs sejre, opløsningen i Koltjaks hær, revolutionens vækst i Koltjaks bagland. På den anden side er der i kraft af vore tab og fjendens stærke fremrykning mod Petrograd sammen med overfaldet fra syd på Ukraine og Ruslands centrum opstået en endnu større frontzone ved Petrograd og i syd.
Arbejdet i frontzonen får særlig afgørende betydning.
I Uralområdet, hvor den Røde Hær rykker hurtigt frem, melder der sig hos hærens funktionærer, kommissærerne, de politiske afdelingers medlemmer osv. og endvidere hos de stedlige arbejdere og bønder et naturligt ønske om at slå sig ned i de nylig erobrede egne for at udføre skabende sovjetarbejde, et ønske, som er des mere naturligt, jo stærkere krigstrætheden er, jo mere dystert billedet af Koltjaks ødelæggelsesværker. Men der er ikke noget farligere end at give efter for dette ønske. Det truer med at svække offensiven, hindre den, øge chancerne for, at Koltjak igen kan komme på ret køl. Det ville fra vort synspunkt være en direkte forbrydelse mod revolutionen.
Der må i intet tilfælde afgives nogen overskydende medarbejder fra østhæren til lokalt arbejde! [a] Offensiven må ikke i noget tilfælde svækkes! Den eneste chance for en fuldstændig sejr er, at Uralområdets og Urals befolkning alle som én er med, efter at de har prøvet det Koltjakske »demokratis« rædsler, og at offensiven fortsættes ind i Sibirien, indtil revolutionen har sejret fuldstændigt dér.
Lad så opbygningen i Ural-området og i Ural blive forsinket, lad den så udvikle sig svagere med de rent lokale, unge uerfarne og svage kræfter. Det vil vi ikke blive ruineret af. En svækkelse af offensiven ind i Ural og Sibirien vil ruinere os, vi skal forstærke denne offensiv med de oprørske Uralabejderes kræfter, med Uralområdets bønder, som på deres egen krop har mærket, hvad mensjevikken Majskijs og den socialrevolutionære Tjernovs »konstituerende« løfter betyder, og hvad det virkelige indhold i disse løfter, dvs. Koltjak, betyder.
En svækkelse af offensiven ind i Ural og Sibirien ville betyde at forråde revolutionen, at forråde arbejdernes og bøndernes kamp for at komme fri af Koltjaks åg.
Man må under arbejdet i den nylig befriede frontzone huske på, at hovedopgaven dér er at vinde ikke blot arbejdernes, men også bøndernes tillid til sovjetmagten, at forklare dem praktisk, hvad sovjetmagten som arbejdernes og bøndernes magt betyder, med det samme at slå ind på den rigtige kurs, som partiet har sat på grundlag af tyve måneders arbejde. Vi må ikke i Ural gentage de fejl, som af og til er begået i Storrusland, og som vi hurtigt har vænnet os af med.
I frontzonen ved Petrograd og i den uhyre frontzone, som så hurtigt og faretruende har bredt sig i Ukraine og Sydrusland, må alt og alle sættes på krigsfod, alt arbejde, alle anstrengelser, alle forehavender må underordnes krigen og kun krigen. På anden måde lader Denikins overfald sig ikke afværge. Det er en klar sag. Og det må man gøre sig klart og til fulde føre ud i livet.
For øvrigt er det et særkende for Denikins hær, at den har overflod på officerer og kosakker. Det er et element, som ikke har nogen massekraft bag sig og derfor er yderst tilbøjeligt til hurtige kup, eventyr og desperate foretagender for at sprede panik, for at ødelægge for ødelæggelsens skyld.
I kampen mod en sådan fjende kræves der en militær disciplin og en militær årvågenhed, som gennemføres til det yderste. At falde i staver eller tabe hovedet betyder at tabe alt. Enhver ansvarlig parti- eller sovjetarbejder må gøre sig dette klart.
Militær disciplin i militærvæsenet som alle andre steder!
Militær årvågenhed og strenghed, ubøjelighed i anvendelsen af alle forsigtighedsforholdsregler!
Den omfattende sammensværgelse, der kom for dagen i Krasnaja Gorka [1] og havde til formål at overgive Petrograd, var en ny kraftig understregning af spørgsmålet om militærspecialisterne og bekæmpelsen af kontrarevolutionen i baglandet. Der er ingen tvivl om, at skærpelsen af levnedsmiddel- og krigssituationen uundgåeligt må fremkalde og i den nærmeste tid vil fremkalde kraftigere forsø g fra de kontrarevolutionæres side (i Petrograd- sammensværgelsen deltog »genfødelsens forbund«, [2] såvel kadetterne som mensjevikkerne og de højre-socialrevolutionære; de venstre-socialrevolutionære deltog for sig, men deltog dog). Lige så utvivlsomt er det, at militærspecialisterne i den nærmeste tid vil levere en højere procent forrædere, og det samme gælder kulakkerne, de borgerlige intellektuelle, mensjevikkerne og de socialrevolutionære.
Men det ville være en uoprettelig fejl og en utilgivelig karakterløshed, om man af den grund vilde rejse spørgsmål om at ændre grundlaget for vor militærpolitik. Hundreder og atter hundreder af militærspecialister forråder os og vil forråde os, vi vil afsløre dem og skyde dem, men hos os har tusinder og titusinder af militærspecialister arbejdet systematisk og længe; uden dem kunne vi ikke have skabt den Røde Hær, som er vokset ud over partisan- indstillingen, usalig ihukommelse, og har forstået at vinde glimrende sejre østpå. Erfarne folk, der står i spidsen for vort militærvæsen, peger med rette på, at dér, hvor partiets politik over for militærspecialisterne og vedrørende udryddelsen af partisanindstillingen gennemføres strengest, dér hvor hele disciplinen er fastest, dér, hvor det politiske arbejde blandt tropperne og kommissærernes arbejde gøres mest omhyggeligt – dér finder man i det store og hele færrest liebhavere af forræderi blandt militærspecialisterne, dér er sådanne liebhaveres mulighed for at udføre deres hensigt ringest, dér er der ingen slaphed i hæren, dér er dens forfatning og moral bedst, dér vindes de fleste sejre. Partisanindstillingen, dens spor, dens rester, dens overlevering har forårsaget både vor hær og den ukrainske hær langt flere ulykker og tilfælde af opløsning, nederlag, katastrofer, tab af mennesker og tab af krigsmateriel end alle militærspecialisters forræderier.
Vort partiprogram har ganske nøjagtigt fastlagt det kommunistiske partis politik, såvel i det almene spørgsmål om borgerlige specialister som i det specielle spørgsmål om en afart af disse, militærspecialisterne. Vort parti bekæmper og »vil skånselsløst bekæmpe den skinradikale, men i virkeligheden uforstandige indbildning, at de arbejdende skulle være i stand til at overvinde kapitalismen og det borgerlige samfund uden at lære af de borgerlige specialister, uden at udnytte dem, uden at gennemgå en langvarig skoling ved at arbejde side om side med dem«. [3]
Det er i denne forbindelse en selvfølge, at partiet ikke giver »dette borgerlige lag den ringeste politiske indrømmelse«, partiet undertrykker og vil »skånselsløst under- trykke ethvert kontrarevolutionært anslag fra dets side«. Det er naturligt, at når et sådant »anslag« indtræder eller aftegner sig med større eller mindre sandsynlighed, så kræver dets »skånselsløse undertrykkelse« andre egenskaber end den sindige og forsigtige indstilling, som den »langvarige skoling« kræver af eleverne, og som den fremelsker i menneskene. Modsætningen mellem indstillingen hos folk, der er beskæftiget med »langvarig skoling ved at arbejde side om side« med militærspecialister, og indstillingen hos folk, der er ivrigt optaget af den direkte opgave »skånselsløst at undertrykke et kontrarevolutionært anslag« fra militærspecialisternes side, kan let medføre og medfører også gnidninger og konflikter. Det samme gælder de nødvendige personomflytninger, undertiden forflyttelser af et stort antal militærspecialister, hvad der forårsages af det ene og det andet tilfælde af kontrarevolutionære »anslag« og da navnlig af store sammensværgelser.
Disse gnidninger og konflikter ordner vi, og vil vi fort- sat ordne ad partimæssig vej, idet vi kræver det samme af alle partiorganisationer og insisterer på, at det praktiske arbejde ikke må lide ringeste afbræk, at der ikke tillades den ringeste forhaling af nødvendige foranstaltninger, og at der ikke må være skygge af vaklen i gennemførelsen af de fastsatte grundsætninger for vor militærpolitik.
Hvis partiorganer anslår en urigtig tone over for militærspecialisterne (som det skete for nylig i Petrograd), eller hvis »kritikken« af militærspecialisterne i enkelte tilfælde udarter til en direkte hindring for et systematisk og vedholdende arbejde på at udnytte dem, korrigerer partiet med det samme sådanne fejl og vil fortsat korrigere dem.
Det vigtigste, det fundamentale middel til at korrigere dem er en forstærkelse af det politiske arbejde i hæren og blandt dem, der mobiliseres, en stramning af kommissærernes arbejde i hæren, en forbedring af deres sammensætning, en højnelse af deres niveau, og foranstaltninger til, at de i praksis virkeliggør det, som partiprogrammet kræver, og som alt for ofte gøres aldeles utilstrækkeligt: »en alsidig kontrol med (hærens) befalingsmandskorps skal koncentreres i arbejderklassens hænder«. Kritik af militærspecialisterne fra udenforstående, forsøg på at korrigere tingene »i en håndevending« er noget alt for let og derfor håbløst og skadeligt. Alle, der indser deres politiske ansvar og lider under manglerne ved vor hær, lad dem træde ind i rækkerne og geledderne som rødarmister eller befalingsmænd, som politiske arbejdere eller kommissærer, lad dem hver og en arbejde i militærorganisationen for at forbedre den – ethvert partimedlem vil finde sig en plads, der passer for hans evner.
Sovjetmagten har længe vist den største interesse for, at arbejderne og derefter bønderne, særlig da kommunisterne, får lejlighed til at lægge sig grundigt efter militærvæsenet. Det gøres i en række foretagender, institutioner og kursus, men der gøres stadigvæk alt, alt for lidt. Det personlige initiativ og den personlige energi må her udrette meget endnu. Især må kommunisterne ihærdigt indøve brugen af maskingeværer, artilleri, panservogne osv., for her er vor tilbageståenhed mest følelig, her er modstanderens overlegenhed og hans større antal officerer mest betydningsfuld, her er der mulighed for, at en upålidelig militærspecialist anretter stor skade, her bliver kommunistens rolle virkelig stor.
Ligesom i juli sidste år rejser kontrarevolutionen i vort bagland nu hovedet iblandt os.
Kontrarevolutionen er slået, men langtfra tilintetgjort, og det er klart, at den udnytter Denikins sejre og skærpelsen af levnedsmiddelnøden. Og bag den utilslørede, åbne kontrarevolution, bag de sorte hundreder og kadetterne, som er stærke i kraft af deres kapital, deres direkte forbindelse med Ententens imperialisme, deres forståelse af et diktaturs uomgængelighed og deres evne til at realisere det (i Koltjaks stil) – bagefter dem trasker som altid de vaklende og karakterløse mensjevikker, højre-socialrevolutionære og venstre-socialrevolutionære, som med ord formummer deres værk.
Ingen illusioner i så henseende! Vi kender den »grobund«, der frembringer kontrarevolutionære forehavender, kup, sammensværgelser og lignende, det kender vi udmærket. Dette miljø består af bourgeoisiet, den borgerlige intelligens, på landet kulakkerne, overalt et »partiløst« publikum, og desuden de socialrevolutionære og mensjevikkerne. Man må tredoble, ja tidoble overvågelsen af dette miljø. Man må tidoble årvågenheden, for kontrarevolutionære anslag fra den side er absolut uundgåelige netop nu og i den nærmeste fremtid. På denne basis er det også naturligt at vente gentagne forsøg på at sprænge broer, arrangere strejker, alle mulige spiontricks osv. Alle forsigtighedsforanstaltninger, de mest ihærdige, systematiske, gentagne og pludselige masse-foranstaltninger er nødvendige i samtlige de centre, hvor der er den svageste mulighed for, at de kontrarevolutionæres »grobund« kan »holde til«.
Vedrørende mensjevikkerne, de højre- og venstre-socialrevolutionære må man tage de seneste erfaringer i betragtning. I deres »periferi«, blandt det publikum, der hælder til den side, er der utvivlsomt en forskydning bort fra Koltjak og Denikin over mod sovjetmagten. Vi har taget denne forskydning i betragtning, og hvor den gav sig blot en smule reelle udslag, har vi gjort et vist imødekommende skridt fra vor side. Denne vor politik vil vi i intet tilfælde fravige, og antallet af »hop« bort fra den mensjevikiske og socialrevolutionære retning, der hælder til Koltjak og Denikin, over til den mensjevikkiske og socialrevolutionære retning, der hælder til sovjetmagten, vil utvivlsomt i almindelighed vokse.
Men i dette øjeblik drejer det småbogerlige demokrati med de socialrevolutionære og mensjevikkerne i spidsen efter vinden, vaklende og karakterløst som altid, og svinger over til sejrherren Denikin. Særlig passer dette på de »politiske førere« for de venstre-socialrevolutionære, for mensjevikkerne (som Martov og co.), for de højre-socialrevolutionære (som Tjernov og co.) og overhovedet for deres »litterære grupper«, hvis medlemmer bortset fra alt andet er yderst fornærmede over deres fuldstændige politiske fiasko og derfor nærer en næsten uudslukkelig »hang« til eventyr mod sovjetmagten.
Man skal ikke lade sig bedrage af disse føreres ord og ideologi, af deres personlige hæderlighed eller hykleri. Den slags er vigtigt for den enkelte førers biografi. Det er ikke vigtigt for politik, dvs. forholdet mellem klasserne, for forholdet mellem millioner af mennesker. »På centralkomiteens vegne« fordømmer Martov og co. højtideligt deres »aktivister« og truer (truer evindeligt!) med at ekskludere dem af partiet. Det bringer på ingen måde den kendsgerning ud af verden, at »aktivisterne« er de stærkeste blandt mensjevikkerne, at de skjult for de andre gennemfører deres Koltjak-Denikinske arbejde. Volskij og co. fordømmer Avksentjev, Tjernov og co., men det hindrer på ingen måde de sidstnævnte i at være stærkere end Volskij, det hindrer ikke Tjernov i at sige: »Hvis vi ikke skal gøre det og gøre det nu, hvem skal da styrte bolsjevikkerne og hvornår?« De venstre-socialrevolutionære kan »arbejde« »selvstændigt«, uden for alle aftaler med reaktionen og Tjernoverne, men i virkeligheden er de lige så vel Denikins forbundsfæller og brikker i hans spil som den afdøde venstre-socialrevolutionære Muravjov, den tidligere øverstkommanderende, der af »ideologiske« motiver åbnede fronten for tjekkoslovakkerne [4] og Koltjak.
Martov, Volskij og co. bilder sig ind at stå »over« begge de stridende parter, de bilder sig ind at kunne danne et »tredje par«.
Selv om dette ønske skulle være oprigtigt, er det dog en illusion hos en småborgerlig demokrat, der heller ikke nu, 70 år efter 1848, har lært ABCen, nemlig at i et kapitalistisk miljø er enten bourgeoisiets diktatur eller proletariatets diktatur muligt, noget tredje gives ikke. Martov og co. vil øjensynlig nære denne illusion til deres død. Det bliver deres sag. Og det bliver vor sag at huske, at i praksis kan man ikke undgå svingninger hos den slags folk, i dag ad Denikin til, i morgen ad bolsjevikkerne til. Og i dag må man gøre dagens gerning.
Det bliver vor sag at stille spørgsmålet direkte. Hvad er bedst – at opspore og fængsle, ja undertiden skyde hundrede forrædere blandt kadetterne, de partiløse, mensjevikkerne, de socialrevolutionære, som (nogle med våben, andre med sammensværgelser, andre igen med agitation mod mobiliseringen, således som de mensjevikiske typografer eller jernbanefolk osv.) »optræder« mod sovjetmagten, dvs. for Denikin? Eller at lade det gå så vidt, at man tillader Koltjak og Denikin at slagte, nedskyde eller piske ihjel tusinder af arbejdere og bønder? Valget er ikke svært.
Sådan og kun sådan står spørgsmålet.
Den der endnu ikke har forstået dette, den der kan jamre over en sådan beslutnings »uretfærdighed«, ham må man affærdige med et skuldertræk, ham må man udlevere til offentlig spot og spe.
Sovjetrepublikken er en fæstning, der belejres af verdenskapitalen. Retten til dér at søge ly for Koltjak og overhovedet retten til at leve dér kan vi kun indrømme den, der aktivt deltager i krigen og på enhver måde støtter os. Det giver os ret og pligt til at indføre almindelig mobilisering af befolkningen til krigstjeneste, nogle til direkte krigstjeneste, andre til alle hånde hjælpearbejder i krigsførelsen.
At gøre det fuldt ud kræver en ideal organisation. Og eftersom vor statsorganisation er meget langt fra fuldkommenheden (hvad der slet ikke er mærkeligt i betragtning af dens ungdom, dens nylige oprettelse og ekstraordinære udviklingsvanskeligheder), ville det være noget yderst skadeligt organisatorisk projektmageri, hvis man på dette område ville give sig til i stort omfang og på én gang at lave noget gennemgribende eller blot noget ret omfattende.
Men der kan på specielle områder gøres meget for at komme idealet nær i denne henseende, og vore partiarbejderes og sovjetfunktionærers »initiativ« er her meget langtfra tilstrækkeligt.
Her får det være nok at rejse dette spørgsmål og henlede kammeraternes opmærksomhed på det. Det er ikke påkrævet at give konkrete anvisninger eller stille konkrete forslag.
Vi vil kun fremhæve, at de småborgerlige demokrater, der står sovjetmagten nærmest, og som jo kalder sig socialister, f.eks. nogle af »venstre«-mensjevikkerne osv., i særlig grad ynder at oprøres over den efter deres mening »barbariske« metode at tage gidsler.
Lad dem så blive oprørte, men det lader sig ikke gøre at føre krig uden dette, og når faren bliver mere akut, er det i alle retninger nødvendigt at anvende dette middel hyppigere og i større omfang. Det hænder f.eks. ikke sjældent, at mensjevikiske eller gule typografer, »spidser« og gedulgte spekulanter blandt jernbanefolkene, kulakker, den velhavende del af by- (og land-)befolkningen og den slags elementer behandler forsvaret mod Koltjak og Denikin med en uendelig forbryderisk og fræk ligegyldighed, der går over i sabotage. Der må opstilles lister over sådanne grupper (eller de må tvinges til selv at danne grupper med solidarisk ansvar), og de skal ikke blot sættes til skyttegravsarbejde, som det undertiden gøres, men man må også pålægge dem at støtte den Røde Hær materielt på alle mulige måder.
Rødarmisternes marker ville blive bedre dyrket, rødarmisternes forsyning med mad, tobak og andre fornødenheder vil blive bedre tilrettelagt, faren for, at tusinder og atter tusinder af arbejdere og bønder omkommer ved en enkelt sammensværgelse osv., vil blive betydelig mindre, hvis vi anvender denne metode på en mere omfattende, alsidig og forstandig måde.
Når vi sammenfatter det ovenfor anførte, bliver facit ganske simpelt: af alle kommunister, af alle bevidste arbejdere og bønder, af alle, der ikke vil lade Koltjak og Denikin sejre, kræves der ufortøvet og i de nærmeste måneder en usædvanlig forøgelse af indsatsen, et »arbejde på revolutionær vis«.
Når Moskvas hungrende, trætte og afrakkede jernbanefolk, såvel specialistarbejderne som arbejdsmændene, kunne foranstalte »kommunistiske subbotnikker«, der var viet den sejrrige kamp mod Koltjak og fortsatte til sejren var fuldstændig, når de kunne arbejde uden løn nogle timer om ugen og samtidig udvikle en uhørt arbejdsproduktivitet, der er flere gange større end sædvanligt, så beviser det, at der endnu kan præsteres uhyre meget.
Og vi skal præstere dette meget. Så vil vi sejre.
RKP’s (bolsjevikkernes) centralkomité
a. Der må overhovedet ikke afgives sådanne uden tvingende nødvendighed, de må hentes fra de centrale guvernementer!
1. Krasnaja Gorka – mytteriet i juni 1919 i fortet Krasnaja Gorka og hele sammensværgelsen i øvrigt var organiseret af den engelske kontraspionage. – S. 23.
2. »Genfødelsens forbund« – kontrarevolutionær organisation, dannet af kadetter, »folkesocialister«, højre-socialrevolutionære, mensjevikker, stod i direkte kontakt med udenlandske efterretningstjenester. Forbundet havde sat sig som opgave at styrte sovjetmagten med væbnet magt og at genindføre kapitalismen. – S. 23.
3. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg. (russ.), bd. 38, s. 98, 120. – S. 21. [Se Draft Programme of the R.C.P.(B.), In the Economic Sphere, pkt. 3 samt Points From The Economic Section Of The Programme; web-red.]
4. Tjekkoslovakkerne – tjekkoslovakiske soldater, som i 1918 var på vej til Vesten via Ural og Sibirien, indgik i militærkorps, organiseret af imperialisterne i Ententen med aktiv deltagelse af mensjevikker og socialrevolutionære. – S. 28.
Sidst opdateret 19.5.2014