Forelæsning på Sverdlovuniversitetet [1] 11. juli 1919. Trykt første gang i Pravda nr. 15, den 18. januar 1929.
Oversat fra russisk af Anne Lund. Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 13, s. 31-48, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 12. aug. 2008
Kammerater, ifølge den plan, I har vedtaget, og som jeg har fået forelagt, skal vi i dag gennemgå emnet staten. Jeg ved ikke, hvor fortrolige I allerede er med dette emne. Hvis jeg ikke tager fejl, er jeres kursus lige begyndt, og I skal nu for første gang til at behandle emnet systematisk. I så fald kan det meget vel tænkes, at det i den første forelæsning om dette vanskelige emne ikke vil lykkes mig at gøre fremstillingen tilstrækkelig klar og forståelig for mange af tilhørerne. Og skulle det ske, beder jeg jer ikke tabe modet, for emnet er et af de mest indviklede og vanskelige og nok det, som borgerlige videnskabsmænd, forfattere og filosoffer har forkludret mest. Derfor skal man aldrig forvente, at der på én gang, under et kort foredrag, kan opnås fuld klarhed i et spørgsmål som dette. Efter det første foredrag bør man notere sig de steder, man ikke har forstået, eller som er uklare, for at vende tilbage til dem en anden, tredje eller fjerde gang, for at man i det videre forløb, såvel gennem læsning som under de enkelte foredrag og diskussioner kan få afklaret og uddybet det, man ikke straks forstod. Jeg håber, at vi vil kunne mødes en gang til og diskutere alle yderligere spørgsmål og se på, hvad der har stået mest uklart. Jeg håber også, at I foruden diskussionerne og forelæsningerne vil afse tid til at læse i det mindste nogle af Marx’ og Engels’ vigtigste værker. Disse hovedværker vil I sikkert kunne finde i litteraturlisten og i de lærebøger. som er til rådighed for sovjet- og partiskoleelever på stedets bibliotek. Og skulle fremstillingens vanskelighed måske alligevel i første omgang virke afskrækkende på en og anden, så vil jeg endnu engang bede jer ikke tabe modet af den grund, for noget, der er uforståeligt første gang, man læser det, bliver til at forstå ved fornyet læsning, eller når I senere betragter spørgsmålet fra en lidt anden vinkel. Jeg gentager endnu engang, at emnet er så indviklet og er i den grad blevet forkludret af borgerlige videnskabs-mænd og forfattere, at enhver, der ønsker at sætte sig ordentlig ind i det og beherske det selvstændigt, må tage det op flere gange, vende tilbage til det igen og igen og tænke det igennem fra forskellige sider for at opnå en klar og solid indsigt, Og det bliver så meget lettere for jer at vende tilbage til dette spørgsmål, fordi det er så grundlæggende og så fundamentalt i al politik, at I dagligt i et hvilket som helst blad om et hvilket som helst økonomisk og politisk spørgsmål, ikke kun i en så stormende og revolutionær tid, som den vi oplever nu, men også i de mest fredelige perioder, altid vil støde på spørgsmålet om, hvad staten er for noget, hvori dens væsen består, hvori dens betydning ligger, og hvilken holdning til staten vort parti har, det parti, som kæmper for at omstyrte kapitalismen, det kommunistiske parti. Hver dag vil I komme tilbage til dette spørgsmål i den ene eller den anden anledning. Det afgørende er, at I som resultat af jeres læsning og diskussioner og efter forelæsningerne om staten får oparbejdet en evne til at behandle dette spørgsmål selvstændigt, for I vil møde det i vidt forskellige situationer, i et hvilket som helst detailspørgsmål, i de mest overraskende sammenhænge, i samtaler og diskussioner med modstandere. Først når I har lært at finde rundt i dette spørgsmål selvstændigt, først da kan I betragte jer som tilstrækkeligt faste i jeres overbevisning og kunne forfægte den tilstrækkelig godt når som helst og over for hvem som helst.
Efter disse korte bemærkninger går jeg over til det egentlige spørgsmål, hvad staten er for noget, hvordan den opstod og hvilken grundholdning arbejderklassens parti, det kommunistiske parti, der kæmper for kapitalismens fuldstændige afskaffelse, bør indtage til staten.
Jeg har allerede sagt, at der næppe findes noget andet spørgsmål, der er blevet i den grad forkludret, bevidst eller ubevidst, af repræsentanter for borgerlig videnskab, filosofi, jura, politisk økonomi og journalistik, som spørgsmålet om staten. Den dag i dag bliver dette spørgsmål meget ofte blandet sammen med spørgsmål af religiøs art, meget ofte ser vi, at det ikke kun er repræsentanter for religiøse trosretninger (af dem er det jo helt naturligt at vente det), men også folk, der mener sig frigjort fra religiøse fordomme, der blander det særlige spørgsmål om staten sammen med religionsspørgsmål og forsøger at konstruere en – meget ofte indviklet, filosofisk inspireret og motiveret – lære, der går ud på, at staten er noget guddommeligt, noget overnaturligt, en kraft, som menneskeheden behøvede for at leve, som giver menneskene noget eller har noget at give, at den bringer noget med sig, der ikke stammer fra mennesket, men er givet det udefra, at dette er en kraft af guddommelig oprindelse. Og det må konstateres, at denne lære er så nøje knyttet til udbytterklassernes – godsejernes og kapitalisternes – interesser, i den grad tjener deres interesser, i den grad har gennemsyret alle sædvaner, alle anskuelser, hele d'herrer borgerlige repræsentanters videnskab, at I vil støde på levn af denne lære for hvert eneste skridt I gør, ja, også i det syn på staten, man finder hos mensjevikkerne og de socialrevolutionære, der med harme afviser, at de skulle være under indflydelse af religiøse fordomme, og er overbevist om, at de anlægger et nøgternt syn på staten. Dette spørgsmål er gjort så forkludret og indviklet, fordi det (det overgås i den henseende kun af grundlaget for økonomisk videnskab) berører de herskende klassers interesser mere end noget andet spørgsmål. Læren om staten skal retfærdiggøre sociale privilegier, retfærdiggøre udbytningens eksistens, retfærdiggøre kapitalismens eksistens. Derfor vil det være den største misforståelse, hvis man i dette spørgsmål venter upartiskhed, hvis man i dette spørgsmål tror, at folk, der gør krav på at være videnskabelige, her kan præsentere jer for den rene videnskabs synspunkter. I spørgsmålet om staten, i læren om staten, i teorien om staten vil I altid, når I lærer spørgsmålet at kende og sætter jer tilstrækkelig grundigt ind i det, kunne se den indbyrdes kamp mellem forskellige klasser, en kamp som genspejles eller finder sit udtryk i kampen mellem anskuelser om staten, i bedømmelsen af statens rolle og betydning.
For at gribe dette spørgsmål an så videnskabeligt som muligt, må vi lige kaste et om end flygtigt historisk blik på, hvordan staten opstod og udviklede sig. Det mest pålidelige, når man går i gang med et samfundsvidenskabeligt spørgsmål, og det mest nødvendige for virkelig at opnå evne til at betragte spørgsmålet korrekt og ikke fortabe sig i det kolossale opbud af indbyrdes stridende meninger – det vigtigste for at kunne behandle dette spørgsmål videnskabeligt er, at man ikke glemmer den grundlæggende historiske sammenhæng, at man betragter hvert enkelt spørgsmål ud fra, hvordan det pågældende fænomen opstod i historien, og hvilke hovedfaser det har gennemløbet i sin udvikling, og ud fra denne udvikling af fænomenet ser på, hvad den givne ting er blevet til nu.
Jeg håber, at I til spørgsmålet om staten vil læse Engels’ værk Familiens, Privatejendommens Og Statens Oprindelse. [2] Det er et af den moderne socialismes grundlæggende værker, hvor man kan stole på hver sætning, stole på, at hver eneste sætning er skrevet ikke på lykke og fromme, men på grundlag af et vældigt historisk og politisk materiale. Det er givet, at ikke alle afsnit i dette værk er fremstillet lige let læseligt og let forståeligt; nogle afsnit forudsætter, at læseren allerede besidder en vis historisk og økonomisk viden. Men lad det atter være sagt: tab ikke modet, hvis I under læsningen ikke straks forstår dette værk. Det kommer så at sige alle mennesker ud for. Men når I vender tilbage til det sen ere, efter at interessen er blevet vakt, vil I nå så vidt, at I forstår det meste, hvis ikke det hele. Jeg nævner denne bog, fordi den giver den rette indfaldsvinkel til spørgsmålet om staten. Den indledes med en historisk skildring af, hvordan staten opstod.
For at kunne gribe dette som for øvrigt ethvert andet spørgsmål rigtigt an, for eksempel spørgsmålet om kapitalismens opståen, om menneskers udbytning af hinanden, om socialismen, om hvordan socialismen kom til verden, hvilke omstændigheder den er fremkaldt af – alle sådanne spørgsmål kan man først tage fat på, solidt og sikkert, når man har kastet et historisk blik på dets udvikling som helhed, Her må vi først og fremmest være opmærksom på, at staten ikke har eksisteret altid. Der var engang, da staten ikke fandtes. Staten opstår først, når og hvor der sker en klassedeling af samfundet, når og hvor der opstår udbyttere og udbyttede.
Inden den første form for menneskers udbytning af mennesker, den første form for klassedeling – slaveholdere og slaver – opstod, fandtes den patriarkalske familie eller, som den undertiden også kaldes, klanfamilien (klan betyder slægt, stamme; dengang levede menneskene i stammer, i slægter); der findes ret mange velbevarede spor af disse primitive tider i flere primitive folks dagligliv, og tager I det første det bedste værk om primitiv kultur, vil I altid støde på mere eller mindre indgående beskrivelser, henvisninger og mindelser om, at der var en tid, mere eller mindre lig en primitiv kommunisme, da samfundet ikke var delt i slaveholdere og slaver. Og dengang fandtes ikke stat eller noget specielt magtapparat til systematisk anvendelse af vold mod mennesker og undertrykkelse af mennesker med vold. Det er dette apparat, som kaldes en stat.
I det primitive samfund, hvor menneskene levede i små stammer, hvor de endnu befandt sig på de allernederste udviklingstrin, nær ved den vilde tilstand, i en tidsalder, der ligger flere årtusinder forud for den moderne, civiliserede menneskehed, i den tid sås endnu ingen tegn på, at der skulle eksistere en stat. Vi ser, at der herskede skikke, at stammens ældste nød autoritet, respekt, magt: vi ser, at denne magt undertiden tilfaldt kvinder – kvindens stilling dengang ligner ikke hendes nuværende retsløse, underkuede stilling – intetsteds møder vi en særlig kategori af mennesker, der skilles ud for at regere over andre, og som i denne interesse, i denne hensigt systematisk og vedvarende besidder et vist tvangsapparat, et voldsapparat, der i vore dage, som I alle er klar over, fremtræder i form af væbnede styrker, fængsler og lignende til betvingelse af andres vilje med voldelige midler – det, der udgør statens væsen.
Hvis vi udelader de såkaldte religiøse teorier, spidsfindigheder, filosofiske konstruktioner og mangeartede opfattelser, som borgerlige videnskabsmænd laver, og søger ind til det centrale i sagen, da vil vi se, at staten netop består i et sådant regeringsapparat, som skilles ud fra det menneskelige samfund. Når der opstår en særlig gruppe af mennesker, som ene og alene beskæftiger sig med at regere, og som hertil har brug for et særligt tvangsapparat, der skal betvinge andres vilje med vold – ved hjælp af fængsler, særlige grupper af mennesker, tropper o. lign. – da opstår staten.
Men der var engang, da staten ikke fandtes, en tid, da den fælles helhed, selve samfundet, disciplinen, arbejdsordningen, blev opretholdt i kraft af vaner og traditioner, ved den autoritet eller agtelse, som tilfaldt stammens ældste eller kvinderne, der dengang ofte ikke blot var ligestillet med mændene, men ikke sjældent indtog en højere stilling, en tid da der ikke fandtes en særlig kategori af mennesker, specialister, til at regere. Historien viser, at staten som særligt tvangsapparat imod menneskene først opstår, når og hvor samfundet deles i klasser, dvs. i grupper af mennesker, hvoraf nogle vedvarende kan tilegne sig andres arbejde, hvor nogle udbytter andre.
Denne samfundets deling i klasser i historiens løb må vi altid holde os klart som det grundlæggende faktum. Alle menneskelige samfunds udvikling gennem årtusinder har i samtlige lande uden undtagelse vist os denne udviklings almene lovmæssighed, regelbundethed og rækkefølge; først har vi et samfund uden klasser: det oprindelige, patriarkalske ursamfund, hvor aristokrater ikke findes; derefter følger et samfund, baseret på slaveri, slaveholdersamfundet. Dette har hele det moderne, civiliserede Europa været igennem – for to tusinde år siden var slaveriet stort set eneherskende. Dette har langt de fleste folkeslag i resten af verden også været igennem. Hos de mindst udviklede folkeslag møder man spor af slaveri den dag i dag, i Afrika for eksempel vil vi stadig kunne finde slaveriforhold. Den første store klassedeling kom med delingen i slaveholdere og slaver. Den førstnævnte gruppe besad ikke alene samtlige produktionsmidler – jorden og redskaberne, så svage og primitive de end var dengang – den ejede også mennesker. Denne gruppe kaldtes slaveholdere, mens de, der arbejdede og leverede arbejdets resultat til andre, kaldtes slaver.
Dette efterfulgtes i historien af en anden form, feudalismen, livegenskabet. I de allerfleste lande forvandlede slaveriet sig i udviklingens løb til livegenskab. Nu bestod den grundlæggende deling af samfundet i feudale godsejere og livegne bønder. Menneskenes indbyrdes relationer ændrede form. Slaveejerne anså slaverne for deres ejendom, loven befæstede denne holdning og betragtede slaver som en ting, der helt og fuldt var slaveholdernes besiddelse. For den livegne bonde fortsatte klasseundertrykkelsen og afhængigheden, men den feudale godsejer ansås ikke længere for ejer af bonden som en ting, idet han kun havde retten til dennes arbejde og til at tvinge bonden til en vis arbejdsydelse. I praksis var der, som I alle ved, overhovedet ingen forskel på slaveri og livegenskab, især ikke i Rusland, hvor feudalismen holdt sig længst og antog de mest brutale former.
Videre. Efterhånden som handelen tog til og der opstod et verdensmarked, efterhånden som pengecirkulationen udviklede sig, opstod der en ny klasse i det feudale samfund, kapitalistklassen. Kapitalens magt voksede frem af varen, af vareudvekslingen, af pengemagtens opståen. I løbet af det 18. århundrede eller rettere fra slutningen af det 18. og op gennem det 19. århundrede fandt der revolutioner sted over hele verden. Feudalismen blev fortrængt fra alle lande i Vesteuropa. Allersidst i Rusland. I 1861 indtraf der også i Rusland en omvæltning, som førte til, at en samfundsform blev udskiftet med en anden, at feudalismen blev afløst af kapitalismen, hvor klassedelingen opretholdtes ligesom forskellige spor og levn af livegenskabet, men i hovedsagen fik klassedelingen nu en anden form.
Kapitalejerne, jordejerne, fabriksejerne har til enhver tid i alle kapitalistiske lande udgjort en forsvindende lille del af befolkningen, et mindretal, der uindskrænket disponerer over alt folkets arbejde og som følgelig råder over, undertrykker og udbytter hele massen af arbejdende mennesker, hvoraf de fleste er proletarer, lønarbejdere, som i produktionsprocessen kun får midler til livets opretholdelse ved at sælge deres arbejdshænder, deres arbejdskraft. Bønderne, som allerede i den livegne periode var opsplittede og forkuede, blev med overgangen til kapitalisme for en dels vedkommende (de fleste) forvandlet til proletarer og for en anden dels vedkommende (de færreste) til velbjærgede bønder, som selv lejede arbejdere og udgjorde et bourgeoisi på landet.
Dette grundlæggende forhold – samfundets overgang fra slaveriets primitive former til feudalismen og sluttelig til kapitalismen – må I altid holde jer for øje, for kun ved at erindre sig dette grundlæggende forhold og kun ved at placere alle proletariske teorier i denne grundlæggende ramme vil I blive i stand til at vurdere disse teorier rigtigt og finde rede i, hvor de hører til, thi hver enkelt af disse store perioder i menneskenes historie – slaveholdersamfundet, f eudalismen og kapitalismen – strækker sig over snese af århundreder og frembyder en sådan mængde af politiske former, mangeartede politiske teorier, opfattelser og revolutioner, at man kun kan orientere sig i dette usædvanligt brogede billede og denne enorme forskelligartethed – i særdeleshed hvad angår de politiske, filosofiske og andre teorier, der er fremsat af borgerlige videnskabsmænd og politikere – hvis man som den grundlæggende ledetråd holder fast ved denne deling af samfundet i klasser og ændringer af klasseherredømmets former og ud fra dette analyserer alle samfundsspørgsmål – økonomiske, politiske, kulturelle, religiøse osv.
Når I betragter staten ud fra denne grundlæggende deling, vil I se, at der, som jeg allerede har sagt, ikke fandtes nogen stat inden samfundets deling i klasser. Men efterhånden som den sociale opdeling i klasser opstår og befæster sig, efterhånden som klassesamfundet opstår, da opstår og befæstes også staten. Menneskehedens historie viser os snese- og hundredvis af lande, der har oplevet eller nu oplever slaveriet, feudalismen og kapitalismen. Uanset de enorme historiske forandringer, der har fundet sted, uanset alle politiske omskiftelser og alle revolutioner, som er knyttet til menneskehedens udvikling med overgangen fra slaveri via feudalisme til kapitalisme og til vore dages verdensomspændende kamp mod kapitalismen, ser I altid statens opståen i hvert af disse lande. Staten har altid været et særligt apparat, der skilte sig ud fra samfundet og som bestod af en gruppe mennesker, der udelukkende eller så godt som udelukkende beskæftigede sig eller fortrinsvis beskæftigede sig med at regere. Menneskene opdeles i regerede og i specialister i at regere, dem der hæver sig over samfundet, og som kaldes statens ledere, dens repræsentanter. Dette apparat, denne gruppe af mennesker, der regerer andre, skaffer sig altid et særligt apparat til at udøve tvang og fysisk magt – uanset om denne magtanvendelse mod menneskene finder sit udtryk i urtidens kølle eller i en mere udviklet våbentype under slaveriet eller i ildvåbenet, som dukkede op i middelalderen, eller senest i de moderne våben, som i det 20. århundrede er tekniske underværker og helt bygger på den moderne tekniks nyeste præstationer. Voldsmetoderne skiftede, men lige så længe staten har eksisteret, har der i hvert enkelt samfund også været en gruppe personer, de regerende, som kommanderede og herskede, og som for at bevare magten disponerede over et apparat til fysisk tvang, et voldsapparat med våben, der modsvarede det tekniske niveau i hver enkelt epoke. Kun når vi sætter os nærmere ind i disse almene fænomener og stiller os selv spørgsmålet om, hvorfor der ikke fandtes nogen stat, dengang der ikke fandtes udbyttere og udbyttede, dengang der ikke fandtes klasser, og hvorfor staten så opstod, da klasserne opstod, først da får vi et bestemt svar på spørgsmålet om statens væsen og betydning.
Staten er det maskineri, hvormed en klasse opretholder herredømmet over en anden klasse. Dengang samfundet endnu ikke kendte til klasser, dengang menneskene, før slavetilværelsens epoke, arbejdede under primitive forhold med større lighed, under forhold med uhyre lav arbejdsproduktivitet, dengang det primitive menneske kun med møje og besvær skaffede sig de midler, der var nødvendige for at opretholde den mest nødtørftige, primitive eksistens, dengang opstod der ikke, kunne der ikke opstå nogen særlig gruppe af mennesker, som specielt blev skilt ud for at regere og herske over resten af samfundet. Men da den første form for klassedeling indtrådte, da slaveriet opstod, da kunne en bestemt klasse af mennesker – de, der koncentrerede sig om de mest primitive former for agerbrugsarbejde – frembringe et vist overskud, og da dette overskud ikke var absolut nødvendigt for at holde slaven i live, og derfor tilfaldt slaveholderen, da denne slaveholderklasses eksistens således befæstedes, blev det nødvendigt, at staten opstod.
Og den opstod, slaveholdernes stat, det apparat, der gav slaveholderne magt i hænde og mulighed for at regere over alle slaverne. Både samfundet og staten var dengang af langt mindre format end nu, de rådede over et langt svagere apparat af forbindelser – de kommunikationsmidler, vi kender i dag, fandtes ikke dengang. Bjerge, floder og have var langt større forhindringer, end de er nu, og statsdannelsen foregik inden for betydeligt snævrere geografiske grænser. Et teknisk svagt statsapparat betjente staten, som havde forholdsvis snævre grænser og virkefelter. Ikke desto mindre var det et apparat, der tvang slaverne til at forblive slaver, og som fastholdt den ene del af samfundet i tvang og undertrykkelse hos den anden. At tvinge den ene, altovervejende del af samfundet til at arbejde systematisk for den anden lader sig ikke gøre uden et stående tvangsapparat. Dengang der ikke fandtes klasser, eksisterede dette apparat heller ikke. Da klasserne opstod, var en særlig institution – staten – også under udvikling, overalt og altid i forbindelse med væksten og befæstelsen af denne klassedeling. Statens former har været overordentlig forskelligartede. Allerede under slaveholdersamfundet møder vi forskellige statsformer i de efter datidens målestok mest fremskredne, kulturelt udviklede og civiliserede lande, f.eks. det antikke Grækenland og Rom, der helt og holdent hvilede på slaveriet. Allerede dengang opstår forskellen mellem monarki og republik og mellem aristokrati og demokrati. Monarkiet som enevælde, republikken som fraværet af en ikke-valgt magt, aristokratiet som et forholdsvis beskedent mindretals magt, demokratiet som folkemagt (direkte oversat fra græsk betyder demokrati netop folkets magt). Alle disse forskelle opstod i slaveriets epoke. Disse forskelle til trods, så var og blev staten under slaveriet en slaveholderstat, hvad enten der var tale om et monarki eller en aristokratisk eller demokratisk republik.
På ethvert kursus i oldtidens historie vil I under forelæsningerne komme til at høre om den kamp, der stod mellem den monarkiske og den republikanske stat, men det grundlæggende var, at slaverne ikke ansås for mennesker; ikke nok med, at de ikke blev regnet for borgere, de ansås ikke engang for mennesker. Romerretten betragtede dem som ting. Loven om mord, for slet ikke at nævne andre love vedrørende den personlige sikkerhed, gjaldt ikke slaver. Den beskyttede kun slaveholderne, de eneste, der anerkendtes som fuldgyldige borgere. Men blev der indført monarki, var det et slaveholdermonarki, eller republik, så var det en slaveholderrepublik. Her nød slaveholderne alle rettigheder, mens slaverne ifølge loven var ting, og dem måtte man bruge hvilken som helst vold mod; ikke engang mord på en slave blev regnet for nogen forbrydelse. Slaveholderrepublikkerne adskilte sig indbyrdes ved deres indre organisering; der fandtes aristokratiske republikker og demokratiske republikker. I den aristokratiske republik var det et mindre antal af privilegerede, som deltog i valgene, i den demokratiske republik deltog alle, dvs. alle slaveholderne, alle undtagen slaverne. Dette grundforhold må man have for øje, fordi det bedre end noget andet kaster lys over spørgsmålet om staten og klart demonstrerer statens væsen.
Staten er et maskineri, hvormed én klasse holder de andre nede, et maskineri, hvormed én klasse tvinger de andre, undergivne klasser til at lystre. Dette maskineri kan antage forskellige former. I slaveholderstaten har vi monarki, aristokratisk republik eller sågar demokratisk republik. I virkeligheden kunne styreformerne være højst forskellige, men indholdet var og blev det samme: slaverne havde ingen rettigheder og forblev en undertrykt klasse, de anerkendtes ikke som mennesker. Det samme finder vi i feudalstaten.
Ændringen i udbytningens form forvandlede slaveholderstaten til en feudal stat. Dette havde vældig betydning. I slaveholdersamfundet er slaven fuldkommen retsløs, han er ikke anerkendt som menneske; i feudalsamfundet er bonden lænket til jorden. Det afgørende kendetegn på livegenskabet er, at bonden (dengang udgjorde bønderne hovedparten af befolkningen, bybefolkningen var yderst svagt udviklet) betragtes som bundet til jorden – herfra stammer også selve begrebet livegenskab). [3] Bonden kunne arbejde et vist antal dage for sig selv på det stykke jord, herremanden overlod ham, de andre dage arbejdede han for sin herre. Klassesamfundets væsen forblev det samme. Samfundet hvilede på klasseudbytning, Kun godsejerne nød fulde rettigheder, bønderne blev regnet for retsløse. I praksis var deres situation lidet forskellig fra slavernes i slavestaten. Ikke desto mindre åbnede der sig bredere muligheder for deres frigørelse, bøndernes frigørelse, idet den livegne bonde ikke blev regnet for godsejerens direkte ejendom. Han kunne tilbringe en del af tiden på sit eget stykke jord, han kunne så at sige til en vis grad tilhøre sig selv, og med udviklingen af stadig bredere muligheder for udveksling og handelsforbindelser gik livegenskabet mere og mere i opløsning, mens kredsen af befriede bønder blev større og større. Det feudale samfund var altid mere sammensat end slaveholdersamfundet. Det rummede et stærkt element af handels- og industriudvikling, noget der allerede dengang førte til kapitalisme. I middelalderen dominerede livegenskabet. Også her antog staten forskellige former. Også her finder vi både monarki og, om end langt svagere udtalt, republik, men altid var det kun de feudale godsejere, der blev anerkendt som de eneste herskende. De livegne bønder stod absolut uden politiske rettigheder af nogen art.
Hverken under slaveriet eller under feudalismen kunne den lille minoritets herredømme over det vældige flertal af mennesker klare sig uden tvang. Hele historien er fuld af uophørlige forsøg fra de undertrykte klassers side på at kaste undertrykkelsen af sig. Slaveriets historie kender befrielseskrige i flere årtier mod slaveriet. Kommunisterne i Tyskland – det eneste tyske parti, som virkeligt kæmper mod kapitalismens åg – kalder sig for øvrigt »spartakister«; det gør de, fordi Spartakus var navnet på en af de mest berømte helte i en af de største slaveopstande for omkring to tusinde år siden. Det tilsyneladende så almægtige romerrige, der helt og holdent hvilede på slaveri, rystedes i en årrække af en vældig opstand, hvor slaverne havde bevæbnet sig og under Spartakus’ førerskab fandt sammen i en mægtig hær. De blev til sidst slået, taget til fange og tortureret af slaveholderne. Disse borgerkrige går som en rød tråd gennem hele klassesamfundets historie. Jeg nævnte her eksemplet med den største af sådanne borgerkrige under slaveriets epoke. På samme måde var hele feudalepoken præget af stadige bondeopstande. I middelalderens Tyskland for eksempel antog kampen mellem de to klasser. godsejerne og de livegne, et kolossalt omfang og udviklede sig til borgerkrig mellem bønderne og godsejerne. I kender alle sammen eksempler på mange lignende bondeopstande mod de feudale godsejere også i Rusland.
For at opretholde sit herredømme og bevare magten måtte godsejeren have et apparat, hvormed han kunne holde sammen på og underkue et enormt antal mennesker og underkaste dem bestemte love og regler. Alle disse love gik fundamentalt ud på ét: at fastholde godsejerens magt over den livegne bonde. Dette var netop feudalstaten, som kunne være republik eller monarki i Rusland f.eks., eller i de helt tilbagestående asiatiske lande, hvor feudalismen fortsat råder, kunne statens former være forskellige – republikansk eller monarkisk. Hvor staten var monarkisk, anerkendtes enevælden, hvor den var republikansk anerkendtes en større eller mindre medvirken af valgte repræsentanter for godsejersamfundet – sådan var det i feudalsamfundet. Det feudale samfund frembød en klassedeling, hvor det store flertal, de livegne bønder, befandt sig i total afhængighed af et forsvindende lille mindretal, godsejerne, som ejede jorden.
Handelens udvikling, vareomsætningens udvikling førte til, at en ny klasse, kapitalisterne, skilte sig ud. Kapitalen fremkom i slutningen af middelalderen, da verdenshandelen efter opdagelsen af Amerika nåede en kolossal udvikling, da mængden af ædle metaller voksede, da sølv og guld blev udvekslingsmidler, da pengecirkulationen gav mulighed for at koncentrere vældige rigdomme på få hænder. Sølv og guld anerkendtes i hele verden som rigdom. Godsejerklassens økonomiske kræfter mindskedes, og en ny klasses kraft, kapitalrepræsentanternes kraft, var under udvikling. Omlægningen af samfundet foregik således, at alle borgere tilsyneladende blev stillet lige, at den tidligere deling i slaver og slaveholdere bortfaldt, at alle blev betragtet som lige for loven, uanset hvilken kapital de ejede, om det var jord som privatejendom, eller det drejede sig om fattigper, der ikke ejede andet end sine arbejdshænder, alle var de lige for loven. Loven beskytter alle ens, den beskytter ejendommen hos dem, der har ejendom, mod anslag fra de besiddelsesløse masser, som kun har deres hænder og efterhånden forarmes, ruineres og forvandles til proletarer. Sådan er det kapitalistiske samfund.
Jeg kan ikke gå nærmere ind på dette. I vil vende tilbage til spørgsmålet, når I skal tale om partiprogrammet. Der vil I få en karakteristik af det kapitalistiske samfund. Dette samfund trådte op mod livegenskabet, mod det gamle, feudale system under løsenet frihed. Men det var frihed for den, der havde ejendom. Da feudalismen blev knust – det skete sidst i det 18. og først i det 19. århundrede, i Rusland indtraf dette senere end andre steder, i 1861 – afløstes feudalstaten af en kapitalistisk stat, der proklamerede folkefriheden som sit løsen og sagde, at den var udtryk for hele folkets vilje, og derfor bestred, at den var en klassestat. Her udvikler der sig så en kamp mellem på den ene side socialisterne, som kæmper for hele folkets frihed, og på den anden side den kapitalistiske stat, en kamp der nu er resulteret i oprettelsen af den socialistiske sovjetrepublik, og som omfatter hele verden.
For at forstå den kamp, der indledtes med verdenskapitalismen, for at forstå den kapitalistiske stats væsen må man huske, at denne stat trådte op mod feudalismen og gik i kamp under løsenet frihed. Feudalismens ophævelse betød, at den kapitalistiske stats repræsentanter fik frihed; den tjente dem, for så vidt som feudalismen blev knust og bønderne fik mulighed for som ubeskåret ejendom at besidde den jord, de havde erhvervet sig gennem frikøb, eller den del af den, hvis købesum skulle betales i årlige afgifter og naturalier, det blandede staten sig ikke i, den beskyttede ejendommen, uanset hvordan den var tilvejebragt, eftersom staten hvilede på privatejendommen. I alle moderne, civiliserede stater forvandledes bønderne til privatejere. Staten beskyttede privatejendommen, og hvor godsejeren afstod en del af jorden til bønderne, begunstigede staten ham ved at indføre frikøbet, dvs. salget mod rede penge. Det var som om staten erklærede: vi vil i fuldt mål bevare privatejendommen – og ydede den al mulig støtte og imødekommenhed. Staten tilkendte hver enkelt købmand, driftsherre og fabrikant denne ejendom. Og dette samfund, der byggede på privatejendom, på kapitalens magt, på fuldstændig underkastelse for alle de besiddelsesløse arbejdere og arbejdende bondemasser, dette samfund proklamerede, at dets herredømme hvilede på frihedens grundvold. I kampen mod feudalismen proklamerede det, at ejendommen var fri, og var især stolt af, at staten angiveligt ikke mere var en klassestat.
Staten forblev imidlertid ligesom hidtil at være det maskineri, som hjalp kapitalisterne med at holde de fattige bønder og arbejderklassen nede, men udadtil var den fri. Staten proklamerede almindelig valgret, og gennem sine forkæmpere, forkyndere, videnskabsmænd og filosoffer erklærede den, at dette ikke var nogen klassestat. Selv nu hvor de socialistiske sovjetrepublikker har indledt kampen mod denne stat, anklager de os for at ødelægge friheden og bygge en stat, der hviler på tvang, på nogles undertrykkelse af andre, mens de selv repræsenterer hele folkets demokratiske stat. Nu, ved indledningen til den socialistiske revolu tion i hele verden, og netop mens revolutionen sejrer i nogle lande, hvor kampen mod verdenskapitalismen er særlig skærpet, har dette spørgsmål, om staten, fået den største betydning. Man kan sige, at det er blevet det ømmeste punkt, brændpunktet for alle nutidens politiske spørgsmål og politiske stridigheder.
Hvilket parti vi end tager i Rusland eller i noget andet mere civiliseret land, så finder vi, at næsten alle politiske debatter, divergenser og meningsbrydninger nu kredser omkring statsbegrebet. Er staten i et kapitalistisk land, i en demokratisk republik, især i lande som Schweiz eller Amerika, dvs. i de frieste demokratiske republikker, er staten dér mon et udtryk for folkeviljen. en sammenfatning af hele folkets beslutning, et udtryk for nationens vilje osv., eller er staten et maskineri, hvormed de derværende kapitalister opretholder deres magt over arbejderklassen og bønderne? Dette er det grundlæggende spørgsmål. som de politiske diskussioner verden over nu kredser om. Hvad er det man siger om bolsjevismen? Den borgerlige presse skælder bolsjevikkerne ud. I vil ikke finde en eneste avis. der ikke efterplaprer den gængse beskyldning mod bolsjevikkerne for, at de ødelægger folkestyret. Hvis vore mensjevikker og socialrevolutionære i deres hjertes enfold (kan hænde, det ikke er enfold, eller måske er det den slags enfold, som siges at være værre end tyveri) tror, at det er dem, som har opdaget eller opfundet beskyldningen mod bolsjevikkerne for at have ødelagt friheden og folkestyret, så er de på det latterligste gået galt i byen. I vore dage findes ikke en af de rigeste aviser i de rigeste lande – som bruger millioner og atter millioner på at hverve læsere og i millioner og atter millioner eksemplarer udspreder borgerlige løgne og imperialistisk politik – ikke en af disse aviser har undladt at fremture med hovedargumenterne og beskyldningerne mod bolsjevismen, nemlig at Amerika, England og Schweiz er fremskredne lande, der bygger på folkestyre, mens bolsjevikrepublikken er en røverstat, at den ikke kender til frihed, og at bolsjevikkerne ødelægger folkestyretanken og endda er gået så vidt som til at opløse den Konstituerende Forsamling. Disse skrækindjagende beskyldninger mod bolsjevikkerne tages frem igen og igen over hele verden. Disse beskyldninger fører os direkte frem til spørgsmålet om, hvad staten er. For at forstå disse beskyldninger, trænge ind i dem og tage fuldt bevidst stilling til dem og gøre det ikke bare ud fra, hvad andre siger, men ud fra en fast opfattelse, må man være helt klar over, hvad staten er. Vi har at gøre med alle hånde kapitalistiske stater og med alle de teorier, som før krigen opstod til deres forsvar. For at få den rigtige indfaldsvinkel til spørgsmålet, må man tage alle disse teorier og synspunkter op til kritisk vurdering.
Jeg har allerede anbefalet jer Engels’ værk Familiens. Privatejendommens Og Statens Oprindelse. Heri siges det netop, at enhver stat, hvori der findes privatejendom til jorden og produktionsmidlerne, og hvor kapitalen hersker, er en kapitalistisk stat, så demokratisk den end måtte være; den er et maskineri i kapitalisternes hænder til at holde arbejderklassen og de fattigste bønder nede. Valgret, en konstituerende forsamling, et parlament, er kun formen, en slags veksel, som ikke rokker en tøddel ved sagens kerne.
Statens herredømme kan være af forskellig form. Under én form vil kapitalen sætte sin styrke igennem på en måde, under en anden form på en anden måde, men i sit væsen ligger magten stadig hos kapitalen, og dét hvad enten formue og indtægt bestemmer valgretten eller det er en demokratisk republik, og jo mere demokratisk den for øvrigt er, des mere brutalt og kynisk er også kapitalens herredømme. En af de mest demokratiske republikker i verden er Nordamerikas Forenede Stater, men intetsteds (den, som har været der efter 1905, har sikkert en forestilling om det) kommer kapitalens magt, en håndfuld milliardærers magt over hele samfundet, til udtryk så brutalt og med en så utilsløret korruption som i Amerika. Når kapitalen først eksisterer, hersker den over hele samfundet; ingen demokratisk republik og ingen valgret kan rokke ved det forhold.
Sammenholdt med det feudale system var den demokratiske republik og den almindelige valgret et vældigt fremskridt. Det gav proletariatet mulighed for at opnå den organisering og den samling, som det har i dag, og danne de faste og disciplinerede rækker, der kæmper en systematisk kamp mod kapitalen. Den livegne bonde for slet ikke at tale om slaven havde intet, som bare tilnærmelsesvist lignede dette. Som vi ved, rejste slaverne sig til modstand, de gjorde oprør og startede borgerkrige, men kunne aldrig skabe et bevidst flertal eller partier, som kunne lede kampen, de kunne ikke klart forstå, hvad målet var, og selv i de mest revolutionære øjeblikke i historien forblev de altid brikker i de herskende klassers hænder. Den borgerlige republik, parlamentet og valgretten var alt sammen enorme fremskridt ud fra den globale samfundsudviklings synspunkt. Menneskeheden var på vej mod kapitalismen, og det var først kapitalismen, som takket være bykulturen gav proletarernes undertrykte klasse mulighed for at blive sig selv bevidst og skabe den verdensomspændende arbejderbevægelse, de millioner af arbejdere, som er organiseret verden over i partier, i socialistiske partier, som bevidst leder massernes kamp. Uden parlamentarismen og valgretten havde denne udvikling i arbejderklassen ikke været mulig. Det er grunden til, at de allerbredeste folkemasser tillægger alt dette så stor betydning. Det er grunden til, at et omslag kan forekomme så svært. Ikke kun de overlagte hyklere, de lærde og præsterne støtter og forsvarer den borgerlige løgn om, at staten er fri og kaldet til at varetage alles interesser, det samme gør masser af mennesker, som i bedste mening gentager de gamle fordomme og ikke kan forstå overgangen fra det gamle kapitalistiske samfund til socialismen. Ikke kun folk, som er direkte afhængige af bourgeoisiet, ikke kun dem, der mærker kapitalens åg eller er købt af samme kapital (mange slags videnskabsmænd, kunstnere, præster osv. står i stort tal i kapitalens tjeneste), men også folk, der bare er under indflydelse af fordommene om den borgerlige frihed – alle er de draget i felten mod bolsjevismen i hele verden, fordi sovjetrepublikken ved sin oprettelse åbent erklærede: I kalder jeres stat for fri, men så længe privatejendommen stadig findes, vil jeres stat, om så den er en demokratisk republik, i realiteten ikke være andet end et maskineri i kapitalisternes hænder til undertrykkelse af arbejderne, og jo friere staten er, jo klarere kommer det til udtryk. Eksempler herpå er Schweiz i Europa og de Forenede Stater i Amerika. Intetsteds hersker kapitalen så kynisk og skånselsløst og intetsteds fremgår dette så klart som netop i disse lande, selv om det er demokratiske republikker, uanset hvor elegant de sminker sig og trods al deres snak om det arbejdende folks demokrati og lighed for alle borgere. I praksis er det kapitalen, som hersker i Schweiz og Amerika, og ethvert forsøg fra arbejdernes side på at opnå en nogenlunde alvorlig forbedring af deres situation besvares øjeblikkeligt med borgerkrig. Disse lande har ikke færre soldater eller stående hære – i Schweiz findes en milits, og hver schweizer har et gevær derhjemme; i Amerika har der indtil for nylig ikke været nogen stående hær, så når en strejke bryder løs, griber bourgeoisiet til våben, lejer soldater og slår strejken ned. Intetsteds slås arbejderbevægelsen ned med en så skånselsløs vildskab som i Schweiz og Amerika, og intetsteds præges parlamentet så stærkt af kapitalens indflydelse som netop her. Kapitalens magt er alt, børsen er alt, mens parlamentet og valgene er marionetter, dukker ... Men jo længere tid der går, jo mere får arbejderne øjnene op, og jo længere når tanken om en sovjetmagt ud, især oven på det blodbad, vi lige har oplevet. Jo klarere indser arbejderklassen det nødvendige i at føre en hensynsløs kamp mod kapitalisterne.
Hvilke former republikken end dækker sig bag, lad den være nok så demokratisk, men hvis den er borgerlig, hvis den bevarer privatejendommen til jord, til fabrikker og virksomheder, og privatkapitalen holder det ganske samfund i lønslaveri, eller med andre ord, hvis ikke den opfylder de krav, som vort partis program og sovjetforfatningen stiller, så er staten et maskineri, hvormed nogle undertrykker de andre. Dette maskineri lægger vi i hænderne på den klasse, der skal styrte kapitalens magt. Vi kasserer alle de gamle fordomme om, at staten betyder almindelig lighed – det er bedrag. Så længe der findes udbytning, kan der ikke være lighed. Godsejeren kan ikke være ligestillet med arbejderen, den sultne ikke med den mætte. Det maskineri, der kaldes staten, som menneskene stopper op for i overtroisk ærbødighed og tiltro til de gamle myter om, at det er hele folkets styre – dette maskineri kaster proletariatet over bord og siger: det er en borgerlig løgn. Nu har vi frataget kapitalisterne dette maskineri, vi har taget det til os selv. Med dette maskineri eller denne knippel vil vi knuse al udbytning, og den dag der ikke mere findes nogen mulighed i verden for at udbytte, når der ikke mere findes jordbesiddere og fabriksejere, når det ikke mere er sådan, at nogle frådser, mens andre sulter – når mulighederne for dette ikke findes, først da kan vi sende dette maskineri på lossepladsen. Så vil staten, så vil udbytningen ikke mere være til. Det er vort kommunistiske partis standpunkt. Jeg håber, vi vender tilbage til spørgsmålet i de følgende forelæsninger – og dét mere end én gang.
1. Det Kommunistiske Universitet, også kaldet Sverdlovuniversitetet, blev startet på grundlag af en række kurser, som Jakov M. Sverdlov organiserede i 1918 for partiagitatorer og -instruktører. I januar 1919 gav kurserne stødet til en egentlig højskole i sovjetarbejde; senere, efter beslutning på 8. partikongres, blev den udvidet og fik status som Central Højskole I Sovjet- Og Partiarbejde. Her holdt Lenin to forelæsninger om staten (11. juli og 29. august). Oplægget til den sidste forelæsning er ikke fundet. – S. 31.
2. Familiens, Privatejendommens Og Statens Oprindelse: Se Karl Marx/Friedrich Engels, Udvalgte Skrifter, Forlaget Tiden 1976, bd. 2, s. 167-326. – S. 34.
3. Slægtskabet mellem de russiske ord prikreplennyj k semle, bundet til jorden, og krepostnoje pravo, livegenskab, går tabt i den danske oversættelse. – S. 41.
Sidst opdateret 12.8.2008