Tale på Ruslands kommunistiske ungdomsforbunds 3. alrussiske kongres den 2. oktober 1920. [1]
Talen er trykt første gang den 5., 6. og 7. oktober 1920 i Pravda nr. 221, 222 og 223.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 13, s. 189-205, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 19. maj 2014.
Tale på Ruslands kommunistiske ungdomsforbunds 3. alrussiske kongres den 2. oktober 1920.
(Lenin blev modtaget af stormende bifald af kongressen.) Kammerater, jeg vil gerne i dag tale lidt om, hvordan det kommunistiske ungdomsforbunds hovedopgaver er beskafne, og i forbindelse hermed om, hvordan ungdomsorganisationer i en socialistisk republik bør være.
Dette spørgsmål er der så meget mere grund til at dvæle ved, som man i en vis forstand kan sige, at den egentlige opgave, at skabe et kommunistisk samfund, netop vil tilfalde ungdommen. For det er klart, at det slægtled af arbejdsfolk, der er opdraget i det kapitalistiske samfund, i bedste fald vil formå at tilintetgøre grundlaget for den gamle kapitalistiske tilværelse, som byggede på udbytning. Dette slægtled vil i bedste fald kunne skabe et samfundssystem, der kan hjælpe proletariatet og de arbejdende klasser til at beholde magten og oprette et fast fundament, på hvilket der kun kan bygges af det slægtled, som tager arbejdet op under de nye betingelser, i den nye situation, hvor der ikke længere findes udbytterforhold mellem mennesker.
Og når jeg anlægger dette syn på ungdommens opgaver, må jeg sige, at ungdommens opgaver i almindelighed og de kommunistiske ungdomsforbunds og alle andre organisationers opgaver i særdeleshed kan udtrykkes kort sådan: opgaven består i at lære.
Det er jo kun »et kort udtryk«. Det giver endnu ikke noget svar på de vigtigste og væsentligste spørgsmål – hvad skal man lære, og hvordan skal man lære? Her ligger det sådan, at omdannelsen af det gamle kapitalistiske samfund ikke kan forliges med de gamle metoder, når det gælder undervisning, opdragelse og uddannelse af de nye slægtled, som skal skabe det kommunistiske samfund. Ungdommens undervisning, opdragelse og uddannelse må gå ud fra det materiale, det gamle samfund har efterladt os. Vi kan kun opbygge kommunismen ud fra den sum viden, organisationer og institutioner, med det forråd af menneskelige kræfter og midler, som det gamle samfund har efterladt os. Kun ved en fundamental omdannelse af ungdommens undervisning, organisering og opdragelse vil vi kunne opnå, at den unge generations anstrengelser resulterer i skabelsen af et samfund, som ikke ligner det gamle, altså et kommunistisk samfund. Vi har således grund til at gå udførligt ind på, hvad vi skal lære ungdommen, og hvordan ungdommen skal lære, hvis den virkelig vil bære navnet kommunistisk ungdom med rette, og hvordan man skal forberede den således, at den formår at færdigbygge og fuldende det, vi har begyndt på.
Jeg skulle tro, at det første og mest naturlige svar er det, at ungdomsforbundet og overhovedet al ungdom, som ønsker at gå over til kommunismen, må lære kommunisme.
Men dette »at lære kommunisme« er for alment et svar. Hvad skal vi da gøre for at lære kommunisme? Hvad skal vi udvælge af den almene kundskabsmængde for at erhverve viden om kommunismen? Her står vi over for en hel række farer, som bestandig dukker op, så snart den opgave at lære kommunisme stilles urigtigt, eller når den opfattes for ensidigt.
Naturligvis får man i første øjeblik den tanke, at det at lære kommunisme betyder at tilegne sig den kundskabsmængde, der er nedlagt i kommunistiske lærebøger, brochurer og skrifter. Men en sådan definition af studiet af kommunismen ville være alt for grov og mangelfuld. Hvis studiet af kommunismen kun bestod i at tilegne sig det, der er nedlagt i kommunistiske skrifter, hæfter og brochurer, ville vi meget let kunne få kommunistiske skriftkloge og vigtigpetere, og det kunne sikkert kun gøre os skade og fortræd, eftersom disse folk, når de havde læst og lært sig alt, hvad der står i kommunistiske bøger og brochurer, ville være ude af stand til at få et hele ud af denne viden, de ville ikke kunne handle sådan, som kommunismen i virkeligheden kræver det.
Et af de største onder, vi har arvet efter det gamle kapitalistiske samfund, er den dybe kløft mellem bogen og det praktiske liv; vi havde bøger, hvor alt var beskrevet i en udsøgt form, og disse bøger var for det meste den rene falskhed, et modbydeligt hykleri, som gav et falsk billede af det kapitalistiske samfund.
En simpel boglig tilegnelse af det, der står i bøger om kommunismen, ville derfor være i høj grad urigtig. Nu indeholder vore taler og artikler ikke nogen simpel gentagelse af, hvad der før er sagt om kommunismen, idet vore taler og artikler er knyttet sammen med hverdagens arbejde på alle felter. Uden arbejde, uden kamp nytter det ikke noget som helst, at man har et bogligt kendskab til kommunismen fra kommunistiske brochurer og værker, eftersom et sådant kendskab stadig ville indeholde den gamle kløft mellem teori og praksis, denne gamle kløft, som var et så modbydeligt træk ved det gamle borgerlige samfund.
Endnu farligere ville det være, om vi ville nøjes med at tilegne os de kommunistiske paroler. Hvis vi ikke i tide havde set denne fare og ikke havde indrettet alt vort arbejde på at fjerne denne fare, ville tilstedeværelsen af en halv eller hel million mennesker, unge mænd og kvinder, som efter en sådan oplæring i kommunismen ville kalde sig kommunister, kun kunne gøre kommunismens sag stor fortræd.
Her rejser det spørgsmål sig for os, hvordan vi da skal kombinere alt dette til et studium af kommunismen. Hvad skal vi overtage af den gamle skole, den gamle videnskab? Den gamle skole hævdede, at den ville skabe et alsidigt dannet menneske, at den gav undervisning i videnskaberne overhovedet. Vi ved, at dette var helt igennem falsk, for hele samfundet var bygget på og opretholdt ved en deling af menneskene i klasser, i udbyttere og undertrykte. Naturligvis gav den gamle skole, der var gennemsyret af klasseånd, kun bourgeoisiets børn kundskaber. Hvert ord i den skole var passet til efter bourgeoisiets interesser. I disse skoler blev arbejdernes og bøndernes unge ikke så meget opdraget som dresseret netop i bourgeoisiets interesse. Man opdrog dem sådan, at man skaffede bourgeoisiet gode tjenere, som duede til at skabe bourgeoisiet profit uden at forstyrre dets ro og driverliv. Når vi tager afstand fra den gamle skole, sætter vi os derfor til opgave at overtage det og kun det, som vi kan bruge af den til at opnå virkelig kommunistisk dannelse.
Her kommer jeg til de bebrejdelser og anklager mod den gamle skole, man stadig får at høre, og som ofte fører til en ganske urigtig opfattelse. Man siger, at den gamle skole var udenadslæren, dressur, terperi. Det er rigtigt, men alligevel må man forstå at skelne mellem, hvad der var dårligt eller nyttigt for os i den gamle skole, man må forstå at udvælge det af den, som er nødvendigt for kommunismen.
Den gamle skole var udenadslæren, den tvang folk til at tilegne sig en mængde unyttig, overflødig, død viden, som tilstoppede hjernen og afrettede den unge generation til embedsmænd af samme jævnhed. Men det ville være en meget stor fejl, hvis man af den grund sluttede, at man kan være kommunist uden at tilegne sig det, der er hobet sammen af menneskelig viden. Det ville være forkert at tro, at det er nok at lære kommunistiske paroler, kommunistisk videnskabs slutninger, uden at tilegne sig den kundskabsmængde, hvis resultat kommunismen selv er. Et eksempel på, hvordan kommunismen er opstået af den menneskelige videns samlede sum, har vi i marxismen.
I har læst og hørt om, hvordan den kommunistiske teori, den kommunistiske videnskab, som hovedsagelig er skabt af Marx, hvordan marxismens lære ophørte at være noget, som en enkelt, ganske vist genial socialist skabte i det 19. århundrede, hvordan millioner og atter millioner af proletarer verden over gjorde denne lære til deres og nu anvender den i deres kamp mod kapitalismen. Og hvis man nu spurgte: Hvordan gik det til, at Marx’ lære kunne gribe millioner og atter millioner hjerter i den mest revolutionære klasse? – kan man kun få ét svar: det skete, fordi Marx byggede på et fast fundament, på den menneskelige viden, der var indvundet under kapitalismen; efter at Marx havde studeret det menneskelige samfunds udviklingslove, forstod han, at kapitalismen var inde i en uundgåelig udvikling, der førte frem til kommunismen, og det vigtigste er, at han beviste det alene på grundlag af et yderst nøjagtigt, yderst detaljeret, meget dybtgående studium af dette kapitalistiske samfund, idet han grundigt satte sig ind i alt, hvad videnskaben før ham havde præsteret. Alt hvad det menneskelige samfund havde frembragt, bearbejdede han kritisk, uden at lade noget punkt uænset. Alt, hvad den menneskelige tænkning havde frembragt, bearbejdede han, underkastede det kritik, prøvede det på arbejderbevægelsen og drog de konklusioner, som folk med borgerlig begrænsning eller borgerlige fordomme ikke kunne drage.
Dette må vi have for øje, når vi f.eks. taler om proletarisk kultur. Uden en klar forståelse af, at kun ved et nøjagtigt kendskab til den kultur, der er skabt gennem menneskehedens hele udvikling, kun ved at fordøje den kan man frembringe en proletarisk kultur – uden en sådan forståelse vil vi ikke kunne løse denne opgave. En proletarisk kultur kommer ikke dumpende uvist hvorfra, den kan ikke opfindes af folk, der kalder sig specialister i proletarisk kultur. Det er pure vrøvl. En proletarisk kultur må komme som en lovmæssig udvikling af den kundskabsmængde, menneskeheden har tilvejebragt, mens den var under kapitalistsamfundets, godsejersamfundets, embedssamfundets åg. Alle disse veje og stier førte og fører stadig frem til en proletarisk kultur, ligesom den politiske økonomi i Marx’ bearbejdelse viste os, hvad det menneskelige samfund skal nå til, og påpegede overgangen til klassekampen, til den proletariske revolutions begyndelse.
Når vi ofte hører, hvordan såvel repræsentanter for ungdommen som visse forfægtere af den nye dannelse angriber den gamle skole for at være terperiets skole, så siger vi til dem, at vi bør overtage det gode, der var i den gamle skole. Vi bør ikke fra den gamle skole overtage det, som bebyrder et ungt menneskes hukommelse med en overvældende mængde kundskaber, hvoraf ni tiendedele er unyttige og en tiendedel forvansket, men det betyder ikke, at vi kan nøjes med kommunistiske slutninger og kun behøver at lære kommunistiske paroler udenad. På den måde skaber man ingen kommunisme. Kommunist kan man først blive, når man beriger sit sind med kendskab til alle de skatte, menneskeheden har tilvejebragt.
Vi har ingen brug for terperi, men vi har brug for at udvikle og forbedre ethvert lærevilligt menneskes hukommelse med kendskab til de fundamentale kendsgerninger, for kommunismen bliver til luft, den bliver kun en etikette, og en kommunist bliver kun en simpel vigtigpeter, hvis ikke alle modtagne kundskaber bliver bearbejdet i hans bevidsthed. I skal ikke alene tilegne jer kundskaber, men tilegne jer dem kritisk, så I ikke bebyrder jeres sind med noget tøjeri, der ikke er brug for, men beriger det med kendskab til de kendsgerninger, et dannet menneske nu om stunder ikke kommer udenom. Hvis en kommunist ville bryste sig med kommunisme ud fra færdigt modtagne konklusioner uden at gøre et meget alvorligt, meget vanskeligt og omfattende arbejde, uden at finde rede i kendsgerningerne, som han er forpligtet til at tage kritisk på, ville det være en meget sørgelig kommunist. En sådan overfladiskhed ville være ganske katastrofal. Hvis jeg ved, at jeg ved for lidt, vil jeg se at få mere at vide, men hvis et menneske vil sige, at han er kommunist, og at han ikke behøver grundige kundskaber, kommer der ikke noget, der ligner en kommunist ud af ham.
Den gamle skole uddannede de lakajer, der var nødvendige for kapitalisterne, den gamle skole gjorde videnskabens mennesker til folk, der måtte skrive og tale som det passede kapitalisterne. Det betyder, at vi må afskaffe den. Men selv om vi skal afskaffe den, selv om vi skal ødelægge den, betyder det så, at vi ikke skal overtage alt, hvad menneskeheden har samlet af nødvendig viden? Betyder det, at vi ikke skal forstå at skelne mellem det, som var nødvendigt for kapitalismen, og det, som er nødvendigt for kommunismen?
I stedet for den gamle dressur, som fandt sted i det borgerlige samfund imod flertallets vilje, sætter vi den bevidste disciplin, der udvises af arbejdere og bønder, som forener had til det gamle samfund med beslutsomhed, evne og vilje til at forene og organisere kræfterne til denne kamp, for at få millioner, ja hundreder af millioner isolerede, splittede, spredte mennesker ud over vort vældige land til at samles i en fælles vilje; thi uden en sådan fælles vilje, vil vi uvægerligt blive slået. Uden en sådan endrægtighed, uden en sådan bevidst disciplin fra arbejdernes og bøndernes side er vor sag håbløs. Uden dette vil vi ikke formå at besejre kapitalisterne og godsejerne i hele verden. Vi vil end ikke kunne skabe et solidt fundament og da slet ikke opbygge et nyt kommunistisk samfund på dette fundament. Selv om vi nok tager afstand fra den gamle skole, selv om vi nærer et ganske rimeligt og nødvendigt had til denne gamle skole og værdsætter viljen til at afskaffe den, må vi forstå, at vi i stedet for den gamle udenadslæren, det gamle terperi, den gamle dressur må sætte evnen til at overtage den samlede sum af menneskelig viden, og overtage den sådan, at jeres kommunisme ikke bliver noget udenadlært, men bliver noget, I selv har gennemtænkt, og bliver de konklusioner, man fra den moderne dannelses standpunkt ikke kommer udenom.
Sådan må man altså stille hovedopgaverne, når vi taler om det at lære kommunisme.
For at gøre jer dette klart, vil jeg tage et praktisk eksempel samtidig med, at jeg kommer ind på spørgsmålet om, hvordan man skal lære. I ved alle, at vi netop nu, efter de militære opgaver til republikkens beskyttelse, står overfor en opgave af økonomisk art. Vi ved, at et kommunistisk samfund ikke lader sig opbygge, hvis man ikke genføder industrien og landbruget, uden at de dog må genfødes på den gamle vis. De må genfødes på et moderne grundlag, svarende til videnskabens sidste ord. I ved, at dette grundlag hedder elektricitet, og først når hele landet, alle grene i industri og landbrug, er elektrificeret, først når I gør denne opgave til jeres, vil I formå at bygge jer det kommunistiske samfund, som det gamle slægtled ikke formåede at opbygge. I får til opgave at hidføre en økonomisk genfødelse af hele landet, at reorganisere og genrejse både landbrug og industri på et moderne teknisk grundlag, som hviler på den moderne videnskab og teknik, på elektriciteten. I forstår godt, at en elektrificering ikke kan gennemføres af folk, der ikke kan læse og skrive, og disse simple færdigheder er også for lidt. Her er det ikke nok at forstå, hvad elektricitet er; man må vide, hvordan den teknisk skal anvendes i industrien, i landbruget, i de enkelte grene inden for industrien og landbruget. Det må man selv få lært, det må man lære hele den opvoksende, arbejdende generation. Det er en opgave, som forestår enhver bevidst kommunist, ethvert ungt menneske, som regner sig for kommunist og gør sig klart, at han som medlem af kommunistisk ungdomsforbund har påtaget sig at hjælpe partiet med at bygge kommunismen op og at hjælpe hele den unge generation med at skabe et kommunistisk samfund. Han må forstå, at det kun kan gøres på grundlag af vor tids dannelse, og hvis han ikke gør denne dannelse til sin, forbliver kommunismen et fromt ønske.
Den ældre generation havde til opgave at styrte bourgeoisiet. Opgaven bestod dengang i at kritisere bourgeoisiet, at udvikle massernes had til det, udvikle klassebevidstheden og evnen til at sammensvejse sine kræfter. Den nye generation står overfor en mere kompliceret opgave. Det er ikke gjort med, at I forener alle jeres kræfter for at støtte arbejder- og bondemagten mod kapitalisternes overfald. Det skal I gøre. Det har I udmærket forstået, det har enhver kommunist gjort sig nøje rede for. Men det er ikke nok. I skal opbygge et kommunistisk samfund. I mange retninger er første halvdel af arbejdet gjort. Det gamle er ødelagt, og det måtte ske; det er nu en ruindynge, og det måtte gøres til en ruindynge. Grunden er ryddet, og på denne grund skal den unge kommunistiske generation bygge det kommunistiske samfund. Foran jer har I opbygningens opgave, og I kan kun løse den, når I behersker hele vor tids viden og forstår at gøre kommunismen til noget levende, ikke færdige, udenadlærte formler, råd, recepter, forskrifter og programmer, men noget levende, som omfatter jeres direkte arbejde; I må gøre kommunismen til en rettesnor for jeres praktiske arbejde.
Det er jeres opgave, og den må I lade jer lede af, når det gælder hele den unge generations dannelse, opdragelse, højnelse. I skal være de forreste blandt det kommunistiske samfunds bygmestre, som tæller millioner, og som enhver ung mand og ung pige må slutte sig til. Hvis ikke arbejder- og bondeungdommens brede masser drages med i denne opbygning af kommunismen, vil det ikke lykkes jer at opbygge et kommunistisk samfund.
Her kommer jeg naturligt til spørgsmålet om, hvordan vi skal undervise i kommunisme, hvad der skal præge vore metoder.
Jeg vil her særlig opholde mig ved spørgsmålet om kommunistisk moral.
I skal opdrage jer selv til kommunister. Ungdomsforbundets opgave er at indrette sin praktiske virksomhed sådan, at denne ungdom under arbejdet med at lære, organisere sig, samle sig og kæmpe opdrager sig selv og alle dem, der ser en fører i den, til kommunister. Det er nødvendigt, at den nuværende ungdoms hele opdragelse, uddannelse og studium indpoder den en kommunistisk moral.
Men findes der da en kommunistisk moral? Findes der en kommunistisk sædelighed? Ja naturligvis. Det påstås ofte, at vi ikke har en egen moral, og meget hyppigt beskylder bourgeoisiet os kommunister for at benægte al moral. Det sker for at forkludre begreberne og strø sand i øjnene på arbejderne og bønderne.
I hvilken forstand benægter vi moral og sædelighed?
I den forstand, i hvilken den forkyndtes af bourgeoisiet, som afledede denne sædelighed af Guds bud. Herom siger vi naturligvis, at vi ikke tror på nogen Gud, og at vi meget godt ved, at gejstlighed, godsejere og bourgeoisi brugte Guds navn for at fremme deres udbytterinteresser. Eller hvis de ikke afledede denne moral af sædelighedens bud, af Guds bud, så afledede de den af idealistiske eller halv-idealistiske fraser, som altid mundede ud i noget, der havde en slående lighed med Guds bud.
Al den slags sædelighed, som bunder i begreber uden for menneskene og klasserne, benægter vi. Vi siger, at det er bedrageri, at det narrer og fordummer arbejderne og bønderne og tjener godsejerne og kapitalisterne.
Vi erklærer, at vor sædelighed i fuld udstrækning er underordnet de interesser, der knytter sig til proletariatets klassekamp. Vor sædelighed afledes af de interesser, der knytter sig til proletariatets klassekamp.
Det gamle samfund var bygget på, at godsejerne og kapitalisterne undertrykte alle arbejdere og bønder. Det måtte vi ødelægge, undertrykkerne måtte af vejen, men til det formål måtte der skabes samling. En sådan samling kan Vorherre ikke skabe.
Denne samling kunne kun fabrikkerne og værkerne skabe, det kunne kun et skolet proletariat gøre, vækket af fortidens sløvhed. Først da denne klasse var ved at dannes, begyndte massebevægelsen, som førte til det, vi nu oplever, den proletariske revolutions sejr i et af de svageste lande, som gennem tre år har holdt stand mod angreb fra alverdens bourgeoisi. Og vi oplever, hvordan den proletariske revolution er i vækst verden over. Vi erklærer nu på basis af erfaringen, at kun proletariatet kunne skabe den fortættede kraft, som den splittede og spredte bondemasse følger, og som har hævdet sig under alle udbytternes angreb. Kun denne klasse kan hjælpe de arbejdende masser med at samle sig, sammensvejse sig og definitivt fastholde, definitivt fæstne det kommunistiske samfund, definitivt bygge det op.
Det er baggrunden for, at vi siger: for os findes der ingen sædelighed, der hentes uden for det menneskelige samfund, det er bedrageri. For os er sædeligheden underordnet de interesser, der knytter sig proletariatets klassekamp.
Og hvori består denne klassekamp? I at styrte tsaren, styrte kapitalisterne, afskaffe kapitalistklassen.
Og hvad er klasser overhovedet? Det er det, der tillader den ene del af samfundet at tilegne sig den andens arbejde. Når en del af samfundet tilegner sig al jord, har vi godsejernes klasse og bøndernes klasse. Når en del af samfundet besidder fabrikkerne og værkerne, aktierne og kapitalerne, mens en anden del arbejder i disse fabrikker, har vi kapitalisternes klasse og proletarernes klasse.
Det var ikke vanskeligt at fordrive tsaren – det krævede kun nogle få dage. Det var ikke særlig vanskeligt at fordrive godsejerne, det lod sig gøre på nogle måneder, og det var heller ikke særlig vanskeligt at fordrive kapitalisterne. Men det er langt vanskeligere at afskaffe klasserne – der er jo stadig en deling i arbejdere og bønder tilbage. Hvis en bonde på sin private jordlod lægger beslag på overskydende korn, altså korn, som ikke behøves hverken til ham eller til hans besætning, mens alle andre mangler korn, så bliver bonden allerede til en udbytter. Jo mere korn, han beholder for sig selv, des bedre for ham, og lad så bare de andre sulte: »Jo mere de sulter, des højere pris får jeg for kornet«. Det er nødvendigt, at alle arbejder efter en fælles plan på fælles jord, i fælles fabrikker og værker og efter fælles dispositioner. Er det let at gøre det? I ser, at her kan man ikke nå frem til en løsning med samme lethed, som vi fordrev tsaren, godsejerne og kapitalisterne. Her kræves der, at proletariatet omformer, omskoler en del af bønderne, at det vinder de arbejdende bønder for sig for at knuse modstanden fra de bønder, som er rigmænd og mæsker sig på den øvrige befolknings nød. Målet for proletariatets kamp er altså ikke nået med, at vi har styrtet tsaren og fordrevet godsejerne og kapitalisterne; at nå det er netop opgaven under den samfundstilstand, vi kalder proletariatets diktatur.
Klassekampen forsætter, den har kun fået andre former. Den er nu proletariatets klassekamp for at opnå, at de gamle udbyttere ikke mere kan vende tilbage, og for at de uoplyste bønders opsplittede masse samles i ét geled. Klassekampen forsætter, og det er vor opgave at indordne alle interesser under denne kamp. Vi indordner også vor kommunistiske sædelighed under denne opgave. Vi erklærer: sædelighed er det, som fremmer ødelæggelsen af det gamle udbyttersamfund og samlingen af alle arbejdende omkring proletariatet, som skaber kommunisternes nye samfund.
Kommunistisk sædelighed er den sædelighed, som tjener denne kamp, og som forener de arbejdende imod al udbytning, imod al småbesiddelse; thi småbesiddelse forærer enkeltpersoner det, der er skabt ved hele samfundets arbejde. Jorden anses hos os for fælleseje.
Godt, men hvis jeg nu tager et stykke af dette fælleseje, dyrker dobbelt så meget korn på det, som jeg har brug for, og spekulerer med det overskydende korn? Hvis jeg ræsonnerer sådan, at jo flere sultne, der er, des mere vil de betale? Optræder jeg da som kommunist? Nej, som udbytter, som besidder. Den slags må vi bekæmpe. Hvis vi bliver stående ved det, vil alt gå baglæns, tilbage til kapitalisternes magt, til bourgeoisiets magt, sådan som det ofte er sket i tidligere revolutioner. Og for ikke at lade kapitalisterne og bourgeoisiet komme til magten igen, må gesjæft ikke finde sted, enkeltpersoner må ikke berige sig på den øvrige befolknings bekostning, alle arbejdende må svejses sammen med proletariatet og oprette et kommunistisk samfund. Her har man det væsentlige særkende ved det, som er det kommunistiske ungdomsforbunds og ungdomsorganisationernes hovedopgave.
Det gamle samfund var bygget på det princip, at enten plyndrer jeg dig, eller du plyndrer mig, enten arbejder du for mig, eller jeg for dig, enten er du slaveejer eller du er slave. Det er klart, at når folk er opdraget i det samfund, har de så at sige med modermælken indsuget en mentalitet, en vane, en forestilling, der går ud på, at enten er man slaveejer eller slave, eller småbesidder, eller en lille funktionær, en lille embedsmand, en intellektuel, kort sagt en mand, som kun bekymrer sig om at have sit på det tørre, resten rager ham ikke.
Hvis jeg dyrker min jordlod, kommer resten mig ikke ved; hvis andre kommer til at sulte, så meget des bedre; jeg kan sælge mit korn til en højere pris. Hvis jeg har mit lille job som læge, ingeniør, lærer eller funktionær, kommer resten mig ikke ved. Når jeg underdanigt er de besiddendes magt til behag, kan jeg nok beholde mit job og måske endda komme i vejret og blive bourgeois. En sådan mentalitet, en sådan indstilling må ikke findes hos en kommunist. Da arbejderne og bønderne beviste, at vi formår at hævde os med egne kræfter og skabe et nyt samfund, se da var det begyndelsen til en ny kommunistisk opdragelse, en opdragelse i kamp mod udbytterne, en opdragelse i forbund med proletariatet, mod egoister og småbesiddere, mod den mentalitet og de vaner, som siger: jeg sikrer mig min profit, og resten rager mig ikke.
I dette ligger svaret på, hvordan den unge, opvoksende generation skal lære kommunisme.
Lære kommunisme kan den kun ved at forbinde hvert led i sin oplæring, opdragelse og uddannelse med proletarernes og de arbejdendes uafladelige kamp mod det gamle udbyttersamfund. Når man fortæller os om sædelighed, siger vi: for en kommunist består sædelighed udelukkende i denne endrægtige solidariske disciplin og bevidste massekamp mod udbytterne. Vi tror ikke på nogen evigt uforanderlig sædelighed og afslører bedrageriet i alle mulige eventyr om sædelighed. Sædelighed skal bidrage til, at det menneskelige samfund kan hæve sig op og frigøre sig fra udbytning af arbejdet.
For at opnå det, er der brug for den generation af unge, hvis forvandling til bevidste mennesker er begyndt under disciplineret, forbitret kamp mod bourgeoisiet. Under denne kamp opdrager denne generation virkelige kommunister, hvert enkelt led i sin oplæring, uddannelse og opdragelse må den indordne under og forbinde med denne kamp. Den kommunistiske ungdoms opdragelse skal ikke bestå i, at man foreholder den alle mulige pæne talemåder og regler om sædelighed. Det er ikke opdragelse. Når folk ser, hvordan deres fædre og mødre lever under godsejernes og kapitalisternes åg; når de selv får del i de kvaler, som styrter ind over dem, der tager kampen mod udbytterne op; når de ser, hvilke ofre det koster at fortsætte denne kamp for at fastholde det erobrede, og hvilken rasende fjende, godsejerne og kapitalisterne er – så opdrages disse folk under disse forhold efterhånden til kommunister. Basis for den kommunistiske sædelighed er kampen for at gøre kommunismen stærk og fuldkommen. Og det er også grundlaget for kommunistisk opdragelse, uddannelse og studium. Dette er svaret på, hvordan man skal lære kommunisme.
Vi har ingen tiltro til studier, opdragelse og dannelse, hvis det kun er noget, der proppes ind i skolen og løsrives fra det stormende liv. Så længe arbejderne og bønderne er undertrykt af godsejerne og kapitalisterne, vil ungdommen være blind og uvidende. Vor skole skal give de unge fundamentale kundskaber, give dem evne til selv at udforme kommunistiske anskuelser og gøre dem til dannede mennesker. Den skal bruge menneskenes skoletid til at gøre dem til deltagere i kampen for befrielse fra udbytterne. Det kommunistiske ungdomsforbund vil først da retfærdiggøre sit navn som et forbund af den unge kommunistiske generation, når det ved enhver lejlighed forbinder sit studium, sin opdragelse og uddannelse med deltagelse i alle arbejdendes fælles kamp mod udbytterne. For I ved udmærket, at så længe Rusland er den eneste arbejderrepublik, mens den gamle borgerlige tilstand råder i hele den øvrige verden, er vi svagere end udbytterne, at der hvert øjeblik truer os et nyt angreb; at vi kun kan sejre i kampen fremefter, hvis vi lægger os efter sammenhold og endrægtighed, og at vi bliver virkelig uovervindelige, når vi således vinder styrke og fasthed.
Det at være kommunist betyder altså ihærdigt at organisere og sammenslutte hele den opvoksende generation, at give et eksempel på opdragelse og disciplin i denne kamp. Så vil I formå at indlede og tilendebringe opførelsen af det kommunistiske samfunds bygning.
For at gøre dette klarere for alle, vil jeg give jer et eksempel. Vi kalder os kommunister. Hvad er en kommunist? Kommunist er et latinsk ord. Kommunist kommer af ordet fælles. Et kommunistisk samfund betyder, at alt er fælles: jorden, fabrikkerne, fælles arbejdsindsats – se, det er kommunisme.
Kan arbejdet være fælles, hvis hver enkelt driver sin bedrift på en adskilt lod? Men fælles arbejde kan ikke indføres på en gang. Det falder ikke ned fra himlen. Det må man arbejde, kæmpe og lide sig til: det må skabes, skabes under kampens gang. Her gælder ingen gamle bøger – bøger ville ingen fæste lid til. Her gælder ens egen livserfaring. Dengang Koltjak og Denikin kom fra Sibirien og fra syd, var bønderne på deres side. Bolsjevismen behagede dem ikke, eftersom bolsjevikkerne tager kornet til en fast pris. Men da bønderne i Sibirien og i Ukraine havde prøvet Koltjaks og Denikins magt, opdagede de, at bonden kun har følgende valg: enten gå med kapitalisten, han vil lade dig trælle for godsejeren, eller gå med arbejderen, han lover dig ganske vist ikke guld og grønne skove, han forlanger en jernhård disciplin og fasthed i en svær kamp, men han udfrier dig af slaveriet for kapitalisterne og godsejerne. Dengang selv uoplyste bønder havde forstået og set dette af egen erfaring i en hård skole, blev de bevidste tilhængere af kommunismen. Den slags erfaringer må også det kommunistiske ungdomsforbund lægge til grund for hele sin virksomhed.
Jeg har svaret på spørgsmålet om, hvad vi skal lære, hvad vi har brug for af den gamle skole og den gamle videnskab. Jeg vil nu søge at svare på det spørgsmål, hvordan vi må lære det: kun ved at knytte hvert trin i skolearbejdet, hvert trin i opdragelsen, uddannelsen og studiet fast sammen med alle arbejdendes kamp mod udbytterne.
Med nogle eksempler fra en og anden ungdomsorganisations arbejdserfaringer vil jeg anskueligt vise jer, hvordan denne opdragelse til kommunisme bør foregå. Alle taler om at likvidere analfabetismen, ukyndigheden i læsning og skrivning. I ved, at hvis landets befolkning ikke kan læse og skrive, kan man ikke opbygge noget kommunistisk samfund. Det er ikke nok, at sovjetmagten giver en ordre, eller at partiet udsteder en bestemt parole, eller at en vis del af de bedste arbejdskræfter kaster sig ud i dette arbejde. Der kræves, at den unge generation selv tager dette arbejde op. Kommunisme betyder, at den ungdom, de unge mænd og unge piger, der står i ungdomsforbundet, siger: det er en sag for os, vi slutter os sammen og tager ud på landet for at likvidere denne ukyndighed, således at alle i den opvoksende generation kan læse og skrive. Vi vil stræbe efter, at den opvoksende ungdoms selvvirksomhed koncentrerer sig om dette arbejde. I ved, at det tager tid at forvandle Rusland fra et uvidende, analfabetisk land til et læse- og skrivekyndigt land, men hvis ungdomsforbundet tager sagen op, hvis hele ungdommen giver sig til at arbejde til alles gavn, så vil dette forbund, der tæller 400.000 unge mænd og kvinder, have ret til at kalde sig det kommunistiske ungdomsforbund. En af forbundets opgaver er, at medlemmerne, når de har erhvervet sig visse kundskaber, hjælper andre unge, som ikke selv kan komme ud af analfabetismens mørke. At være medlem af ungdomsforbundet betyder at virke sådan, at ens arbejde og ens kræfter helliges den fælles sag. Det er kommunistisk opdragelse. Kun den slags arbejde gør en ung mand eller kvinde til en virkelig kommunist. Kun hvis de forstår at opnå praktiske resultater i dette arbejde, bliver de kommunister.
Tag til eksempel arbejdet med nyttehaverne i byernes udkant. Her er en af det kommunistiske ungdomsforbunds opgaver. For at redde sig fra hungeren, må man udvikle havebruget, men dyrkningen fortsætter som tidligere. Så må mere bevidste elementer tage sig af sagen, og I vil da få at se, at haverne bliver større, arealet bliver større, resultaterne bliver bedre. Her bør det kommunistiske ungdomsforbund tage aktiv del. Hvert forbund eller hver celle i forbundet bør gøre denne sag til sin.
Det kommunistiske ungdomsforbund skal være en stød-gruppe, som i alt arbejde yder hjælp, viser initiativ og handlekraft. Forbundet skal være sådan, at en vilkårlig arbejder i det finder mennesker, hvis teorier han muligvis ikke forstår og måske ikke med det samme fæster lid til, men hvis levende arbejde og virksomhed overbeviser ham om, at det virkelig er de folk, der viser ham den rette vej.
Hvis det kommunistiske ungdomsforbund ikke forstår at gøre sit arbejde sådan på alle områder, vil det sige, at det slår ind på den gamle borgerlige vej. Vor opdragelse må forbindes med de arbejdendes kamp mod udbytterne for at hjælpe de førstnævnte med at løse de opgaver, der følger af kommunismens lære.
Forbundets medlemmer bør anvende hver fritime til at forbedre havebruget eller organisere ungdomsundervisning på en eller anden fabrik, osv. Vi vil, at Rusland fra et elendigt og fattigt land skal blive et rigt land. Og der kræves, at det kommunistiske ungdomsforbund forbinder sin opdragelse, sit studium og sin uddannelse med arbejdernes og bøndernes slid, ungdommen må ikke lukke sig inde i skolerne og ikke nøjes med at læse kommunistiske bøger og brochurer. Kun under sliddet sammen med arbejderne og bønderne kan man blive virkelige kommunister. Og det er nødvendigt, at alle opdager, at ethvert medlem af ungdomsforbundet kan læse og skrive, men samtidig forstår at bestille noget. Når alle ser, hvordan vi har fjernet den gamle dressur fra den gamle skole og i stedet indført en bevidst disciplin, hvordan ethvert ungt menneske tager del i subbotnikkerne, hvordan de udnytter enhver have i udkanten af byen for at hjælpe befolkningen, vil folket se anderledes på arbejdet end før.
Ungdomsforbundet har en opgave i landsbyen eller i boligkvarteret med at sørge for – jeg vælger et lille eksempel – renholdelse eller fordeling af mad. Hvordan blev dette gjort i det gamle kapitalistiske samfund? Den enkelte arbejdede kun for sig selv, og ingen så efter, om der her på stedet var gamle eller syge, eller om hele husførelsen blev læsset på kvinden, som derfor var forkuet og levede som træl. Hvem skal bekæmpe dette? Ungdomsforbundet, som må sige: det laver vi om, vi organiserer afdelinger af unge, som vil bidrage til at sikre renholdelse eller fordeling af mad, systematisk foretager eftersyn af husene, handler organiseret til hele samfundets gavn, fordeler kræfterne rigtigt og aflægger bevis på, at arbejde bør være organiseret arbejde.
Den generation, hvis medlemmer nu er omkring 50 år, kan ikke regne med at få det kommunistiske samfund at se. Til den tid vil dette slægtled være borte. Men den generation, som nu er ved de 15 år, vil få det kommunistiske samfund at se og vil selv bygge dette samfund op. Og den skal vide, at dens livsopgave ene og alene er at bygge dette samfund op. I det gamle samfund blev arbejdet gjort af hver familie for sig, og ingen organiserede det, undtagen godsejeren og kapitalisterne, som underkuede folkets masse. Vi må tilrettelægge ethvert arbejde, hvor beskidt og vanskeligt det end er, på en sådan måde, at hver enkelt arbejder og bonde betragter sig selv sådan: jeg er en del af det frigjorte arbejdes store hær og forstår selv at opbygge min tilværelse uden godsejere og kapitalister; jeg forstår at oprette en kommunistisk samfundstilstand. Det kommunistiske ungdomsforbund må opdrage alle fra de unge år, fra tolvårsalderen, til bevidst og disciplineret arbejde. På den måde kan vi regne med, at de opgaver, der nu stilles, bliver løst. Vi må regne med, at der skal mindst 10 år til for at elektrificere landet, således at vor forarmede jord kan nyde godt af teknikkens sidste fremskridt. Derfor bør den generation, som nu er 15 år og som om 10-20 år vil leve i et kommunistisk samfund, indrette sit studium på alle felter således, at ungdommen hver dag i den enkelte landsby og den enkelte by giver en praktisk løsning på en eller anden opgave i det fælles arbejde, så lille eller simpel opgaven end må være. I samme grad som dette sker i den enkelte landsby, i samme grad som der udvikles en kommunistisk kappestrid, i samme grad som ungdommen beviser, at den forstår at organisere sit arbejde – i samme grad vil den kommunistiske opbygnings fremgang være sikret. Kun når vi vurderer hvert skridt ud fra denne opbygnings fremgang, kun når vi stadig spørger os selv, om vi har gjort alt for at blive forenede, bevidste arbejdende, kun under denne langvarige proces vil det kommunistiske ungdomsforbund opnå at forene sin halve million medlemmer til én arbejdets hær og skaffe sig almindelig anerkendelse. (Stort bifald.)
Ruslands kommunistiske ungdomsforbunds 3. alrussiske kongres fandt sted fra 2.-10. oktober 1920 i Moskva. På kongressen var der omkring 600 delegerede. Lenin talte på kongressens første aften, den 2. oktober. – S. 189.
Sidst opdateret 19.5.2014