Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 8, s. 7-11, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 16. dec. 2008
Teksterne i dette bind blev skrevet i september-oktober og de første novemberdage 1917, i den fase, hvor nødvendigheden af en socialistisk revolution trængte sig på. De omfatter brochurer, avisartikler og breve til partiets centralkomité og andre ledende centre. I denne periode færdiggjorde Lenin tillige manuskriptet til bogen Staten Og Revolutionen, som udgør bind 9 i dette udvalg. Af det øvrige trykte materiale fra Lenins hånd er henved to tredjedele taget med i det foreliggende bind.
I september og de første uger af oktober befandt Lenin sig endnu »under jorden« i Finland. Han vendte tilbage til Petrograd i tidsrummet 16.-22. oktober; hvilken dag vides ikke med bestemthed. Også her måtte han, indtil den væbnede opstands sejr den 7. november, holde sig skjult for politiet, men kunne atter deltage i centralkomiteens møder og direkte øve indflydelse på den politiske udvikling og på forberedelserne til opstanden.
I sommeren og efteråret 1917 udviklede levevilkårene i Rusland sig katastrofalt. Der var mangel på mad og brændsel, fabrikkerne stod stille eller arbejdede for nedsat kraft, transportvæsenet var lammet af kaos, og ved fronten ofredes soldaternes liv i titusindtal.
Dette var baggrunden for Lenins artikel Revolutionens opgaver og for brochuren Den Truende Katastrofe, Og Hvordan Den Skal Bekæmpes. Her skildrede Lenin foranstaltninger som var nødvendige for at forebygge truslerne mod folkets og landets liv. Han gjorde rede for, at disse foranstaltninger ved deres klassemæssige karakter og format måtte blive skridt i retning af socialismen. Han drog følgende generelle slutning:
»... den statsmonopolistiske kapitalisme er den mest fuldstændige materielle forberedelse til socialismen, dens forgård, det trin på den historiske stige, som uden mellemtrin efterfølges af det trin, man kalder socialismen« (s. 46).
Den 27.-31. august (9.-13. september) havde reaktionære officerer, ledet af hærens øverstkommanderende general Kornilov, med de borgerlige partiers og bourgeoisiets tilslutning og uden modstand fra den provisoriske Kerenskij-regerings side forsøgt at gennemføre et militærkup (korniloviaden) for at knuse det voksende revolutionære røre, sovjetterne og det bolsjevikiske parti. Oprøret blev en fiasko, arbejdere og soldater fra Petrograd fik de tropper, der under Kornlovs kommando var under fremrykning mod hovedstaden, til at vende om.
Begivenheden ændrede påny den politiske situation. Bolsjevikkerne, som stillede sig i spidsen for det organisatoriske og agitatoriske forsvar mod kupforsøget, vandt hastigt en stigende tillid, og flertallet i mange sovjetter skiftede til deres fordel i september og oktober, fremfor alt i Petrograd. Derimod gik de socialrevolutionære og mensjevikiske lederes indflydelse tilbage; de kompromitterede sig ved at stå rådvilde og passive.
Dels ændringen i sovjetterne og i arbejdernes og soldaternes holdning til partierne i sovjetterne, dels reaktionens nederlag var baggrunden for at Lenin genoptog parolen Al magt til sovjetterne! og atter påpegede muligheden for en fredelig udvikling af revolutionens forløb. Tanken om fredelig udvikling af revolutionen, forudsat at mensjevikkernes og de socialrevolutionæres ledere i sovjetterne ville være med til at udøve den magt, sovjetterne kunne råde over, og som de hidtil havde overladt til den provisoriske og småborgerlige regering, dukkede op første gang i Lenins April-teser (bd. 7, s. 27). Denne tanke lå bag parolen Al magt til sovjetterne!
Efter demonstrationerne den 4. (17.) juli, hvor den provisoriske regering og bourgeoisiet overhovedet vandt en sejr og indledte forfølgelsen af bolsjevikkernes ledere, måtte denne mulighed træde i baggrunden. Efter korniloviadens fiasko blev den atter aktuel. I bind 7 af Udvalgte Værker ses dette i artiklen Om Kompromis’er (bd. 7. s. 205). I det foreliggende bind 8 fremsættes tanken om fredelig udvikling af revolutionen i artiklerne Den Russiske Revolution Og Borgerkrig (s. 60), Af En Skribents Dagbog (s. 89), Revolutionens Opgaver (s. 73), Til Centralkomiteen, Moskvakomiteen o.a. (s. 146).
De småborgerlige partier og Kerenskij-regeringen søgte at bremse og afspore den revolutionære udvikling. Da de ikke længere kunne støtte sig til et flertal i sovjetterne, tyede de til en manøvre uden om sovjetterne. De lod afholde en såkaldt Demokratisk Konference. Den skulle gives ud for at være en folkeforsamling, der kunne danne et ansvarligt organ for landets styrelse. Af dens 1500 deltagere kom 230 fra sovjetterne landet over, resten var udpeget af bydumaer, kooperativer o.l., i hvilke bourgeoisi og småborgerskab dominerede. Blandt deltagerne var 136 bolsjevikker.
Lenin gik først med til, at bolsjevikkerne skulle deltage, men betegnede senere, i artiklen Af En Skribents Dagbog, dette som et urigtigt skridt.
Konferencen nedsatte et såkaldt førparlament, som det var hensigten skulle rådgive den provisoriske regering. Dette førparlaments sammensætning svarede ikke til partiernes og organisationernes styrkeforhold. Dette kunne ikke enes om noget som helst og fik ingen væsentlig indflydelse på revolutionens forløb.
Artiklen Krisen Er Modnet skrev Lenin den 29. september (12. oktober). Om den revolutionære krises modning vidnede ikke blot udviklingen i Petrograd efter korniloviaden, men overhovedet strejker og oprør over hele landet. I Ural f.eks. forekom fra juli til og med oktober 209 strejker, hvoraf 60 stillede økonomiske krav, 71 politiske og 78 både politiske og økonomiske. Det samlede antal strejkende i Ural var 138.144, hvoraf 112.200 deltog i politiske strejker, 18.724 i rent økonomiske og 7.220 i politisk-økonomiske. Den 1. (14.) september holdtes en politisk strejke i Ural med parolen Leve den proletariske revolution! Der deltog 110.000 arbejdere. I september-oktober var der generalstrejker blandt jernbanefolkene og ved oliekilderne i Baku-området. I Donets-bækkenets kulfelter deltog 280.000 minearbejdere i strejker i september-oktober. Minearbejderne beslaglagde en række miner og arresterede ejerne, fordi disse afslog kravet om arbejderkontrol. Regeringen måtte sende tropper til Donets-bækkenet for at holde stillingen. I oktober strejkede 300.000 tekstilarbejdere i det centrale industriområde. Samtidig strejkede metalarbejderne i Kharkov, Tula, Nisjnij Novgorod og andre byer. Alle vegne stod parolen om statsmagtens overdragelse til sovjetterne i forgrunden.
I denne periode sendte bolsjevikkerne revolutionære arbejdere og soldater ud på landet for at overbevise bønderne om at tiden var kommet til at bemægtige sig godsejernes jord. Det kom til regulære bonderejsninger. I efteråret 1917 omfattede bondebevægelsen over 90 pct. af det europæiske Rusland. Også de bønder, som ved valgene stemte på de socialrevolutionære eller mensjevikkerne, fulgte i praksis bolsjevikkernes paroler. I september-oktober kom det i seks områder i Rusland til over 3.500 bonderejsninger, -oprør, beslaglæggelser og brandstiftelser. Regeringen opnåede med sine militære straffeekspeditioner kun at afsløre sig som fjende af bondebevægelsen.
Regeringens evneløshed kontra den stigende tilslutning, som bolsjevikkernes paroler fik blandt arbejderne, soldaterne og bønderne, skabte mere og mere opmærksomhed omkring muligheden for, at bolsjevikkerne kunne overtage regeringsmagten. Lenin fremhævede dette i et brev til centralkomiteen og bykomiteerne i Petrograd og Moskva sidst i september (se s. 146). Det betød ikke, at parolen Al magt til sovjetterne! blev taget af bordet, derimod at en regering med støtte hos sovjetterne nu måtte dannes af bolsjevikkerne. Lenin regnede med, at stem ningen blandt arbejderne, soldaterne og bønderne var på bolsjevikkernes side, og at de nu kunne overtage magten. Han argumenterede for, at det måtte ske uden at afvente en konstatering af, at bolsjevikkerne havde flertallet, og han varskoede om faren ved en udsættelse – den kunne betyde, at Kerenskij-regeringen benyttede lejligheden til at lade den tyske hær besætte Petrograd.
Bourgeoisiets og de småborgerlige partiers blade søgte at kyse arbejderne og soldaterne, dels med en borgerkrigs følger, dels med påstande om, at bolsjevikkerne ville lide nederlag, hvis de tog magten. Denne skrækpropaganda var emnet for artiklen Vil Bolsjevikkerne Kunne Beholde Statsmagten? Den slutter med en advarsel til skribenterne ved det mensjevikiske blad Novaja Sjisn:
»I skal ikke more jer over ‘rådvildheden’ i Smolnyj Instituttet, mine herrer! Jeres rådvildhed er ikke mindre. På en borgerkrigs truende spørgsmål svarer I med rådvilde fraser og ynkelige konstitutionelle illusioner. Derfor siger jeg, at hvis bolsjevikkerne gav efter for den slags stemninger, ville de føre både deres parti og deres revolution i fordærv« (s. 145).
I centralkomiteens møde den 10. (23.) oktober, det første Lenin deltog i efter sin tilbagevenden til Petrograd, vedtoges en resolution om forberedelse og gennemførelse af en væbnet opstand mod den provisoriske regering (s. 158).
Vedtagelsen foregik ikke uden modstand i centralkomiteen, især fra Kamenev og Sinovjev. Kamenev havde også været den mest energiske opponent mod Lenins April-teser. I det videre forløb gik de så vidt, at de i Novaja Sjisn røbede bolsjevikkernes plan om en væbnet opstand. Lenin forlangte dem ekskluderet, hvad der imidlertid ikke skete.
Artiklen Marxisme Og Opstand og de følgende artikler i dette bind viser, at Lenin nu studerede mulighederne og midlerne til gennemførelse af en opstand. Han studerede alt, hvad Marx havde skrevet derom. Han skyndede uafladeligt på i sine breve til centralkomiteen. Han bekæmpede tendenser til at vente med en opstand til den næste sovjetkongres kunne træde sammen, og han forklarede og begrundede, at en udsættelse kunne være dødbringende, både for revolutionen og for det bolsjevikiske partis virkemuligheder.
Ikke mindst disse artikler vidner om personlighedens rolle i historien. Lenins lederskab satte sit præg på den store revolutions udvikling og gennemførelse.
Sidst opdateret 16.12.2008