Skrevet den 1. (14.) oktober 1917. Trykt første gang i 1921 i Samlede Værker af N. Lenin (V. Uljanov) bd. XIV, del II.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 8, s. 146-147, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 14. dec. 2008
Kære kammerater, begivenhederne foreskriver os vor opgave så tydeligt, at en udsættelse afgjort bliver en forbrydelse.
Bondebevægelsen vokser. Regeringen forstærker sine vilde repressalier, i hæren vokser sympatien for os (99 procent af soldaterstemmerne i Moskva er for os, de finske tropper og flåden er imod regeringen, vi har Dubasovs udsagn om fronten i det hele taget).
I Tyskland er begyndelsen på revolutionen åbenlys, især efter nedskydningen af matroserne. Valget i Moskva – 47 procent bolsjevikker – er en gigantisk sejr. Sammen med de venstre-socialrevolutionære har vi vitterligt flertal i landet.
Jernbane- og postfunktionærerne er i konflikt med regeringen. I stedet for en kongres den 20. oktober taler Liber-Dan'erne allerede om en kongres efter den 20., osv., osv.
Under sådanne betingelser er det en forbrydelse at »vente«.
Bolsjevikkerne har ikke ret til at vente på sovjetkongressen, de bør tage magten straks. Derved redder de både verdensrevolutionen (for ellers har vi truslen om en studehandel mellem alle landes imperialister, som efter nedskydningerne i Tyskland vil komme på talefod med hinanden og vil forene sig mod os), og den russiske revolution (ellers kan en bølge af virkeligt anarki blive stærkere end vi), og hundrede tusinde menneskeliv i krigen.
At tøve er en forbrydelse. At vente på sovjetkongressen er en barnagtig pukken på formaliteter, ja, en skændig pukken på formaliteter og et forræderi mod revolutionen.
Hvis man ikke kan tage magten uden opstand, må man gøre opstand straks. Det er højst tænkeligt, at man netop nu kan tage magten uden opstand: for eksempel hvis Moskva-sovjetten straks tog magten og (sammen med Petrograd-sovjetten) udråbte sig til regering. I Moskva er sejren sikker, og der er ingen til at slås. I Petrograd kan man vente. Regeringen kan ikke gøre noget og kan ikke redde sig, den vil overgive sig.
Thi når Moskva-sovjetten har taget magten, bankerne, fabrikkerne og Russkoje Slovo, [1] får den en gigantisk base og styrke ved at agitere over for hele Rusland og stille spørgsmålet således: vi vil foreslå fred i morgen, hvis bonapartisten Kerenskij overgiver sig (og hvis han ikke overgiver sig, så styrter vi ham). Jorden til bønderne straks, indrømmelser til jernbanefolkene og postfunktionærerne straks, osv.
Man skal ikke nødvendigvis »begynde« med Petrograd. Hvis Moskva »begynder« ublodigt, vil sovjetten sikkert blive støttet af: 1) hæren ved fronten gennem sympati, 2) bønderne overalt, 3) flåden og de finske tropper vil tage til Petrograd.
Selv om Kerenskij har et eller to rytterkorps ved Petrograd, er han nødt til at overgive sig. Petrograd-sovjetten kan vente og agitere for sovjetregeringen i Moskva imens. Parolen er: magten til sovjetterne, jorden til bønderne, fred til folkene, brød til de sultne.
Sejren er sikker, og chancerne er ti mod én for, at den bliver ublodig.
At vente er en forbrydelse mod revolutionen.
1. Russkoje Slovo (Det Russiske Ord) – dagblad, udkom i Moskva 1895-1917. Formelt partiløst, men forsvarede det russiske bourgeoisis interesser. – S. 147.
Sidst opdateret 15.12.2008