Marxisme Online  >  Arkiv  >  Lenin

Vil bolsjevikkerne kunne beholde statsmagten?

Vladimir Lenin (1. okt. 1917)

Artiklen blev skrevet i slutningen af september – 1. (14.) oktober 1917 og trykt oktober 1917 i tidsskriftet Prosvesjtjenie nr. 1-2.
Forordet til 2. udgave i serien Bibliotek for Soldaten og Bonden, Petersborg, blev trykt i 1918.

Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 8, s. 103-145, Forlaget Tiden, København 1983.

Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 14. dec. 2008

Forord til anden udgave

Den her foreliggende brochure er, som det fremgår af teksten, skrevet i slutningen af september og afsluttet den 1. oktober 1917.

Revolutionen den 25. oktober flyttede det spørgsmål, der stilles i brochuren, fra det teoretiske til det praktiske plan.

Spørgsmålet må nu besvares, ikke med ord, men med handling. De teoretiske argumenter mod den bolsjevikiske magt var svage til det yderste. Disse argumenter er nu knust.

Opgaven består nu i, at den førende klasse – proletariatet – i praksis beviser arbejder- og bonderegeringens levedygtighed. Alle klassebevidste arbejdere, alle aktive og hæderlige bønder, alle arbejdende og udbyttede mennesker må opbyde alle kræfter for at løse dette vældige historiske spørgsmål i praksis.

Til arbejdet, alle til arbejdet, den socialistiske verdensrevolutions sag må og vil sejre.

Petersborg, den 9. november 1917

N. Lenin

Hvad er alle retninger enige om, fra Retj [1] til Novaja Sjisn [2] begge indbefattet, fra de Kornilov’ske kadetter til halvbolsjevikkerne – alle med undtagelse af bolsjevikkerne?

De er enige om, at bolsjevikkerne enten aldrig vil driste sig til at tage hele statsmagten i deres hænder alene, eller – hvis de drister sig til det – ikke vil kunne beholde den, selv i den korteste tid.

Hvis nogen hævder, at spørgsmålet om bolsjevikkernes eneovertagelse af hele statsmagten er et helt urealistisk politisk spørgsmål, at kun en indbildsk tåbe, en »fanatiker«, kan anse det for realistisk, så kan vi afvise en sådan bemærkning ved at citere ordrette udtalelser af de mest ansvarlige og mest indflydelsesrige politiske partier og retninger af forskellige »afskygninger«.

Men til en begyndelse et par ord om det første af de nævnte spørgsmål, om bolsjevikkerne vil driste sig til at tage hele statsmagten i deres hænder alene? Jeg har allerede haft lejlighed til på den alrussiske sovjetkongres at besvare dette spørgsmål med en kategorisk bekræftelse ved et tilråb fra min plads i salen under en af Tseretelis [3] ministertaler. Og jeg er ikke, hverken på tryk eller mundtligt stødt på udtalelser fra bolsjevikker om, at vi ikke burde tage magten alene. Jeg står fremdeles på det standpunkt, at et politisk parti i almindelighed – og den førende klasses parti i særdeleshed – ikke ville have nogen eksistensberettigelse, ikke ville være værdigt at blive anset for et parti, ville være et ynkeligt nul i alle henseender, hvis det afstod fra magten, når det viste sig muligt at få magten.

Vi skal nu citere udtalelser om det spørgsmål, der behandles her, fremsat af kadetter, socialrevolutionære og halvbolsjevikker (jeg ville hellere have sagt kvartbolsjevikker).

Lederen i Retj for 16. september:

»... Splid og forvirring herskede i Aleksandrinskij-teatersalen, og den socialistiske presse afspejler samme billede. Kun bolsjevikkernes synspunkter udmærker sig ved bestemthed og ligefremhed. På konferencen er det mindretallets synspunkter. I sovjetterne er det en stadig stærkere tendens. Men trods det verbale overmod, de brovtende fraser, den demonstrative selvtillid, er bolsjevikkerne med undtagelse af nogle få fanatikere kun tapre i ord. De ville aldrig prøve at gribe ‘den fulde magt’ af egen drift. Desorganisatorer og ødelæggere par excellence, de er i virkeligheden kujoner, som i deres sjæls inderste meget vel erkender både deres egen ukyndighed og deres nuværende succes’ forbigående karakter. De indser lige så vel som alle vi andre, at deres endelige triumfs første dag tillige vil være deres hastige falds første dag. Ansvarsløse af natur og anarkister i metoder og midler kan de kun opfattes som en af den politiske tænknings retninger, eller rettere sagt som en af dens vildfarelser. Den bedste metode til for mange år at befri sig for bolsjevismen, at udskille den, ville være at betro dens ledere landets skæbne. Og var det ikke for bevidstheden om det utilstedelige og fordærvelige i sådanne eksperimenter, kunne man i desperation beslutte sig for selv et så heroisk middel. Lykkeligvis, gentager vi, stræber disse dagens bedrøvelige helte i virkeligheden slet ikke selv efter at gribe hele magten. Skabende arbejde ligger under ingen omstændigheder til dem. Al deres bestemthed og ligefremhed er således begrænset til den politiske talerstol og ordgyderi ved folkemøder. I praksis er deres standpunkter ikke taget i betragtning fra noget synspunkt. Det har imidlertid i én henseende også en vis real følgevirkning: Det forener alle andre nuancer af ‘socialistisk tænkning’ i negativ holdning ...«.

Sådan ræsonnerer kadetterne. Og her er så det synspunkt, som anlægges af det største »bestemmende og regerende« parti i Rusland, »de socialrevolutionære« i en ligeledes usigneret, dvs. redaktionel, ledende artikel i deres officielle organ, Delo Naroda, for 21. september:

»... Hvis bourgeoisiet ikke vil arbejde sammen med demokratiet indtil den Konstituerende Forsamling på grundlag af den platform, Konferencen [4] har vedtaget, så må koalitionen opstå af Konferencens midte. Det vil være et tungt offer for koalitionens tilhængere, men også talsmændene for ideen om magtens ‘rene linje’ må gå med til det. Men vi frygter, at der heller ikke her kan opnås enighed. Og så står en tredje og sidste kombination tilbage: den halvdel af Konferencen, som i princippet har forfægtet ideen om, at én retning skal have magten, vil være forpligtet til at organisere den.

Lad os sige det uden omsvøb: Bolsjevikkerne vil være forpligtet til at danne regering. De har med største energi indprentet de revolutionære demokrater had til koalitionen, lovet dem alle mulige velsignelser efter opgivelse af ‘kompromispolitikken’ og tilskrevet den sidstnævnte alle landets ulykker.

Hvis de førte en redelig agitation, hvis de ikke bedrog masserne, ville de være forpligtet til at indfri de veksler, de udsteder til højre og venstre.

Spørgsmålet stilles klart.

Og de skal ikke prøve på at krybe i skjul bag hastigt opstillede teorier om, at det ikke er muligt for dem at overtage magten, det vil være nytteløst.

Disse teorier vil demokratiet ikke acceptere.

Samtidig må koalitionens tilhængere garantere dem fuld støtte. Dette er de tre kombinationer, de tre veje, der står åbne, andre findes ikke!«. (Kursiveringen er Delo Naroda’s egen.)

Sådan ræsonnerer de socialrevolutionære. Og her er så endelig det »standpunkt« – hvis man kan kalde forsøget på at sætte sig mellem to stole for et standpunkt – som findes hos »kvart-bolsjevikkerne« på Novaja Sjisn, hentet i en redaktionel leder i Novaja Sjisn for 23. september:

»... Hvis der igen bliver dannet en koalition med Konovalov og Kisjkin, vil det betyde intet mindre end en ny kapitulation af demokratiet og ophævelse af Konferencens resolution om ansvarlig magt på grundlag af 14. august-platformen ...

... Et ensartet ministerium af mensjevikker og socialrevolutionære vil lige så lidt føle sig regnskabspligtig som de ansvarlige socialistiske ministre gjorde det i koalitionsregeringen ... En sådan regering vil ikke alene være ude af stand til at samle revolutionens ‘levende kræfter’ omkring sig, men vil ikke engang kunne regne med nogen som helst aktiv støtte fra dens fortrop, proletariatet.

Imidlertid ville dannelsen af en anden type ensartet regering ‘proletariatets og fattigbøndernes’ regering, ikke være en bedre, men en værre udvej af situationen, faktisk slet ingen udvej, men rent sammenbrud. Ganske vist er der heller ingen, der fremsætter en sådan parole – undtagen i tilfældige, frygtsomme bemærkninger, der senere systematisk bortforklares i Rabotjij Put.« [5]

(Denne eklatante usandhed skrives »dristigt« af ansvarlige journalister, som endog glemmer lederen i Delo Naroda for 21. september.)

»Formelt har bolsjevikkerne nu genoplivet parolen: Al magt til sovjetterne. Den blev frafaldet, da sovjetterne i den centrale eksekutivkomités skikkelse efter julidagene slog ind på en aktiv anti-bolsjevikisk politik. Men nu kan man ikke alene regne med, at ‘sovjetternes linje’ er rettet op, der er endda al grund til at regne med, at den foreslåede sovjetkongres vil have bolsjevikisk flertal. Under disse forhold er bolsjevikkernes genoplivelse af parolen ‘al magt til sovjetterne’ en ‘taktisk linje’ som tager sigte netop på proletariatets og ‘fattigbøndernes’ diktatur. Ganske vist forstås ved sovjetterne også bondesovjetterne, og den bolsjevikiske parole foreslår således en regering, der hviler på den overvejende del af hele demokratiet i Rusland. Men i så tilfælde mister parolen ‘al magt til sovjetterne’ sin selvstændige betydning, eftersom det gør sovjetterne, i henseende til sammensætning, næsten identiske med det af Konferencen oprettede ‘før-parlament’ ...« (Novaja Sjisn’s påstand er en skamløs løgn, ensbetydende med en påstand om, at forvrængning og forfalskning af demokrati i henseende til sammensætning er »næsten identisk« med demokrati: Førparlamentet er en forvrængning, som udgiver folkemindretallets vilje – specielt Kuskovas, Berkenheims, Tjajkovskijs og konsorters – for flertallets vilje. Dette for det første. For det andet gav selv de af folk som Avksentjev og Tjajkovskij forfalskede bondesovjetter en så høj procent af koalitionsmodstandere på Konferencen, at det sammen med arbejder- og soldatersovjetterne ville have resulteret i koalitionens absolutte sammenbrud. Og for det tredje betyder »magten til sovjetterne«, at bondesovjetternes magt fortrinsvis vil omfatte landdistrikterne, og i landdistrikterne er fattigbøndernes overvægt garanteret.) »... Hvis det er ét og det samme, må den bolsjevikiske parole omgående tages af dagsordenen. Hvis derimod ‘sovjetmagt’ kun er et dække over proletariatets diktatur, betyder denne magt netop revolutionens skibbrud og nederlag.

Kræves der noget bevis for, at proletariatet, isoleret ikke alene fra landets øvrige klasser, men også fra demokratiets virkelige levende kræfter, hverken kan beherske statsapparatet teknisk og bringe det i bevægelse i den umådeligt komplicerede situation, eller politisk kan modstå hele presset fra fjendtlige kræfter, som vil feje ikke blot proletariatets diktatur til side, men hele revolutionen i tilgift?

Den eneste magt, der modsvarer øjeblikkets krav, er nu en virkelig hæderlig koalition indenfor demokratiet.«

Vi undskylder over for læserne de lange citater, men de var uomgængeligt nødvendige. Det var nødvendigt med en ordret præsentation af standpunkterne hos forskellige partier, som stiller sig fjendtligt til bolsjevikkerne. Det var nødvendigt præcist at påvise den yderst vigtige omstændighed, at alle disse partier betragter spørgsmålet om bolsjevikkernes ene-overtagelse af den fulde statsmagt ikke blot som et fuldt ud realistisk, men også som et aktuelt, brændende spørgsmål.

Lad os nu gå over til at undersøge de argumenter, hvorpå »alle«, fra kadetterne til Novaja Sjisns folk bygger deres overbevisning om, at bolsjevikkerne ikke vil kunne beholde magten.

Det respektable Retj fremfører overhovedet ingen argumenter. Det vælter kun strømme af udsøgte, fortørnede skældsord ud over bolsjevikkerne. Det citat, vi har anført, viser blandt andet, hvor dybt fejlagtigt det ville være at tro, at Retj »provokerer« bolsjevikkerne til at tage magten, og derfor: »Pas på kammerater, for hvad fjenden råder til, det er bestemt dårligt!«. Hvis vi i stedet for sagligt at anstille overvejelser af både generel og konkret karakter lader os »overbevise« om, at bourgeoisiet »provokerer« os til at tage magten, vil vi blive til nar for bourgeoisiet, for det vil selvfølgelig altid med vrede ord profetere al landsens ulykker af bolsjevikkernes overtagelse af magten, det vil altid udstøde vrede råb: »Hellere straks og for ‘mange år’ slippe af med bolsjevikkerne ved at lade dem få magten og så knuse dem«. Disse råb er også »provokationer«, om man vil, kun fra den modsatte side. Kadetterne og bourgeoisiet »tilråder« ikke og har aldrig »tilrådet« os at tage magten. De prøver kun at skræmme os med de påstået uløselige opgaver for en regering.

Nej, vi må ikke lade os skræmme af skrålet fra det opskræm-te bourgeoisi. Vi må nøje indprente os, at det aldrig var »uløselige« samfundsopgaver, vi stillede os, og at de fuldt ud gennemførlige opgaver i form af øjeblikkelige skridt hen mod socialismen, som er den eneste udvej af den meget vanskelige situation, kun kan løses af proletariatets og fattigbøndernes diktatur. Sejr, varig sejr, er nu mere end nogen sinde, mere end noget sted garanteret proletariatet i Rusland, hvis det griber magten.

Vi vil på rent saglig vis diskutere de konkrete omstændigheder, som gør det ene eller andet særskilte moment ugunstigt, men vi vil ikke et øjeblik lade os forskrække af bourgeoisiets vilde hyl, og vil ikke glemme, at spørgsmålet om bolsjevikkernes overtagelse af den fulde magt er ved at blive virkelig brændende. Vort parti trues nu af en langt større fare, hvis vi glemmer dette, end hvis vi indrømmer, at det er »forhastet« at tage magten. »Forhastethed« i den henseende kan der ikke være tale om nu: alle chancer ud af en million taler herfor, undtagen måske én eller to.

Hvad angår de vrede skældsord i Retj kan og må vi gentage:

I vilde vredesråb
hører vi bifaldet,
ikke i den søde smiger. [6]

At bourgeoisiet hader os så vildt er en af de mest iøjnefaldende illustrationer til den sandhed, at vi handler rigtigt, når vi viser folket veje og midler til at omstyrte bourgeoisiets herredømme.

Delo Naroda har denne gang som en sjælden undtagelse ikke beæret os med sin udskældning, men har heller ikke fremsat skyggen af argumenter. Det forsøger kun indirekte, antydningsvis, at skræmme os med udsigten til at »bolsjevikkerne vil være forpligtet til at danne regering«. Jeg tror gerne, at de socialrevolutionære, alt imens de vil skræmme os, selv er inderligt skræmt, dødeligt skræmt af den skræmte liberales genfærd. Jeg tror ligeledes gerne, at det vil lykkes de socialrevolutionære i visse særlig højtstående og særlig rådne institutioner, såsom den centrale eksekutivkomité og lignende »kontakt«-kommissioner (dvs. kontakter med kadetterne, maskepi med kadetterne for at sige det rent ud) at skræmme en og anden bolsjevik, for det første fordi atmosfæren i alle disse institutioner, den centrale eksekutivkomité, »førparlamentet« osv. er kvalmende indelukket og beklumret, det er skadeligt for enhver at indånde den i længere tid, og for det andet, fordi oprigtighed er smitsom, og en oprigtigt skræmt filister er i stand til for en tid at forvandle den enkelte revolutionære til filister.

Men hvor forståelig end denne oprigtige forskræmthed »menneskeligt« set kan være hos den socialrevolutionære, som har det uheld at være minister sammen med kadetter, eller at være minister-emne i kadetternes øjne, så er det at lade sig skræmme ensbetydende med at begå en politisk fejl, der alt for nemt kan vise sig at grænse til forræderi mod proletariatet. Må vi få saglige argumenter, mine herrer! Tro ikke, at vi lader os skræmme af jeres forskræmthed!

Saglige argumenter finder vi denne gang kun i Novaja Sjisn. Bladet optræder denne gang som bourgeoisiets advokat, en rolle, der passer det bedre end rollen som bolsjevikkernes forsvarer, der åbenbart »chokerer« denne i enhver henseende elskværdige dame.

1. Proletariatet er »isoleret fra landets øvrige klasser«.
2. Det er »isoleret fra demokratiets virkelige, levende kræfter«.
3. Det »kan ikke beherske statsapparatet teknisk«.
4. Det »kan ikke bringe dette apparat i gang«.
5. »Situationen er overordentlig kompliceret«.
6. Det »vil ikke kunne modstå hele presset fra fjendtlige kræfter, som vil feje ikke blot proletariatets diktatur til side, men hele revolutionen i tilgift«.

Novaja Sjisn fremstiller det første argument på næsten latterlig klodset måde, idet vi i det kapitalistiske og halvkapitalistiske samfund kun kender tre klasser: Bourgeoisiet, småborgerskabet (med bønderne som den mest fremtrædende repræsentant) og proletariatet. Hvad mening er der i at tale om proletariatets isolation fra de øvrige klasser, når det drejer sig om proletariatets kamp mod bourgeoisiet? Om revolution mod bourgeoisiet?

Hvad Novaja Sjisn vil sige er vel, at proletariatet er isoleret fra bønderne, for det kan vel i virkeligheden ikke være godsejerne, der her er tale om. Bladet kunne imidlertid ikke sige præcist og klart, at proletariatet nu er isoleret fra bønderne, eftersom den åbenbare urigtighed af en sådan påstand vil være iøjnefaldende.

Man kan vanskeligt forestille sig, at proletariatet i et kapitalistisk land kan være så lidt isoleret fra småborgerskabet – og vel at mærke i en revolution mod bourgeoisiet – som proletariatet nu er i Rusland. Af objektive og ubestridelige fakta har vide seneste tal fra kurie-afstemningen for eller imod en koalition med bourgeoisiet i Tseretelis »Bulygin-duma«, dvs. den famøse »Demokratiske« Konference. Lad os tage sovjet-kurien. Her får vi:

Taget som helhed går flertallet altså ind for proletariatets parole: mod en koalition med bourgeoisiet. Og vi har ovenfor set, at selv kadetterne må erkende bolsjevikkernes voksende indflydelse i sovjetterne. Og så har vi her Konferencen, indkaldt af dem, der i sovjetterne var gårsdagens ledere, socialrevolutionære og mensjevikker, som har et sikkert flertal i de centrale institutioner! Det er indlysende, at bolsjevikkernes virkelige overvægt i sovjetterne her undervurderes.

Både i spørgsmålet om koalitionen med bourgeoisiet og i spørgsmålet om godsejerjordernes øjeblikkelige overdragelse til bønderne har bolsjevikkerne allerede nu flertal i arbejder-, soldater- og bondesovjetterne, flertal i folket og flertal i småborgerskabet. Rabotjij Put nr. 19 for den 24. september citerer fra de socialrevolutionæres organ, Snamja Truda, [7] nr. 25 en meddelelse om de lokale bondesovjetters konference, der fandt sted i Petrograd den 18. september. På denne konference stemte eksekutivkomiteerne fra fire bondesovjetter (Kostroma-, Moskva-, Samara- og Tavrida-guvermentet) for en uindskrænket koalition. For en koalition uden kadetterne stemte tre guvernementers og to armeers eksekutivkomiteer (Vladimir-, Rjasan- og Sortehavs-guvernementet). Mod en koalition stemte 23 guvernementers og fire armeers eksekutivkomiteer.

Flertallet af bønder er altså imod en koalition! Der har I jeres »isolation af proletariatet«. I øvrigt må det bemærkes, at det var tre guvernementer i periferien, der stemte for koalitionen: Samara-, Tavrida- og Sortehavs-guvernementet, hvor der er et relativt stort antal rige bønder og store godsejere, som beskæftiger lønnet arbejdskraft, samt fire industriguvernementer (Vladimir, Rjasan, Kostroma og Moskva), hvor bondebourgeoisiet ligeledes er stærkere end i de fleste af guvernementerne i Rusland. Det ville være interessant at indsamle mere detaljerede oplysninger om dette spørgsmål og undersøge, om der findes materiale specielt om de fattigste bønder i guvernementer med de fleste »rige« bønder.

Det er endvidere interessant, at de »nationale grupper« viste meget betydelig overvægt af koalitionsmodstandere, nemlig 40 stemmer mod 15. Bonapartisten Kerenskij og co.’s anneksionistiske, grove voldspolitik over for de ikke ligeberettigede nationer i Rusland har båret frugt. Den brede befolkning i de undertrykte nationer, dvs. småborgerskabets masse i dem, har større tillid til Ruslands proletariat end til bourgeoisiet, fordi historien her har sat de undertrykte nationers kamp mod undertrykkerne for frigørelse på dagsordenen. Bourgeoisiet har gement forrådt de undertrykte nationers frihed, proletariatet er trofast mod frihedens sag.

Det nationale spørgsmål og bondespørgsmålet er dagens fundamentale spørgsmål for de småborgerlige befolknings-masser i Rusland for tiden. Det er ubestrideligt. Og i begge spørgsmål er proletariatet i sjælden grad »ikke isoleret«. Det har folkets flertal med sig. Det alene er i stand til i begge disse spørgsmål at føre den beslutsomme, virkeligt »revolutionært-demokratiske« politik, som på én gang vil sikre den proletariske statsmagt ikke alene støtte fra befolkningens flertal, men også en sand eksplosion af revolutionær begejstring hos masserne, eftersom masserne for første gang fra regeringsside ikke mødes med skånselsløs godsejerundertrykkelse af bønderne, storrusserundertrykkelse af ukrainerne, som under tsarismen, ikke med bestræbelser for under republikken at fortsætte den samme politik dækket af pompøse fraser, ikke med krakileri, forhånelser, intriger, forhalinger, benspænd, omsvøb (alt det, hvormed Kerenskij belønner bønderne og de undertrykte nationer), men med varm sympati, der bevises i praksis, øjeblikkelige og revolutionerende forholdsregler mod godsejerne, øjeblikkelig indførelse af fuld frihed for Finland, Ukraine, Hviderusland, for muslimerne osv.

De herrer socialrevolutionære og mensjevikker ved god besked med dette og kommer derfor trækkende med den halvvejs kadetiske topledelse for kooperatørerne til afstivning af deres reaktionært-demokratiske politik mod masserne. Derfor vil de aldrig kunne bekvemme sig til at spørge masserne, at udskrive en folkeafstemning eller blot en afstemning i alle lokale sovjetter, i alle lokale organisationer, om bestemte punkter i den praktiske politik, f.eks. om alle jordbesiddelser straks skal overdrages til bondekomiteerne, om de og de krav fra finnerne eller ukrainerne skal opfyldes osv.

Så er der spørgsmålet om freden, dette kardinal-spørgsmål for hele vor tilværelse i dag. Proletariatet »er isoleret fra de øvrige klasser« ... Proletariatet træder her frem som den sande repræsentant for hele nationen, for alt levende og hæderligt i alle klasser, det gigantiske flertal af småborgerskabet, fordi kun proletariatet, når det kommer til magten, straks vil foreslå en retfærdig fred for alle krigsførende folk, kun proletariatet vil skride til virkeligt revolutionære foranstaltninger (offentliggørelse af de hemmelige trakter osv.), for så hurtigt som muligt at nå frem til den retfærdigst mulige fred.

Nej. De herrer fra Novaja Sjisn, som råber op om proletariatets isolation, afslører dermed kun deres subjektive forskræmthed over for bourgeoisiet. Den objektive situation i Rusland er utvivlsomt den, at proletariatet netop nu ikke er »isoleret « fra småborgerskabets flertal. Netop nu, efter den sørgelige erfaring med »koalitionen«, har proletariatet folkeflertallets sympati på sin side. Denne betingelse for bolsjevikkernes bevarelse af magten er til stede.

Argument nr. to går ud på, at proletariatet »er isoleret fra demokratiets virkelige, levende kræfter«. Hvad det betyder, er uforståeligt. Det lyder som »græsk«, som franskmændene siger i den slags tilfælde.

Novaja Sjisns skribenter er velegnede ministeremner. De passer glimrende som ministre for kadetterne. Af disse ministre kræves der netop evnen til at fremsige vellydende og velfriserede fraser, der ikke har nogen som helst betydning, men som kan dække over enhver svinestreg, og som derfor er sikre på imperialisternes og socialimperialisternes bifald. Novaja Sjisns folk er sikre på bifald fra kadetterne og Bresjkovskaja, Plekhanov og co. for påstanden om, at proletariatet er isoleret fra demokratiets virkelige, levende kræfter, fordi det her i indirekte form siges – eller påstanden vil blive opfattet, som om de siger det – at kadetterne, Bresjkovskaja, Plekhanov, Kerenskij og co. er »demokratiets levende kræfter«.

Det er urigtigt. Det er døde kræfter. Det har koalitionens historie vist.

Det, Novaja Sjisns folk, skræmt af bourgeoisiet og de borgerligt-intellektuelle omgivelser, opfatter som »levende« er de socialrevolutionæres og mensjevikkernes højre fløj, af typen Volja Naroda, Jedinstvo osv., der ikke på noget væsentligt punkt adskiller sig fra kadetterne. Vi derimod anser kun det for levende, som er forbundet med masserne og ikke med kulakkerne, kun det, som erfaringerne med koalitionen har stødt bort fra den. Det småborgerlige demokratis »virksomme, levende kræfter« repræsenteres af de socialrevolutionæres og mensjevikkernes venstre fløj. Styrkelsen af denne venstre fløj, navnlig efter kontrarevolutionen i juli, er et af de sikreste objektive tegn på, at proletariatet ikke er isoleret.

Endnu mere anskueligt viser dette sig i den seneste tid ved svingningerne til venstre blandt de socialrevolutionære centrister, dokumenterede ved Tjernovs erklæring af 24. september om, at hans gruppe ikke kan støtte en ny koalition med Kisjkin og co. Disse svingninger til venstre i det socialrevolutionære centrum, som hidtil har leveret det overvejende flertal af repræsentanter for det socialrevolutionære parti, det parti, som er ledende og dominerende i kraft af de stemmer, det har opnået i byerne og navnlig på landet, beviser, at den af os ovenfor citerede udtalelse i Delo Naroda om, at det vil være nødvendigt for demokratiet under visse omstændigheder at »garantere fuld støtte« til en rent bolsjevikisk regering, i hvert fald ikke kun er fraser.

Kendsgerninger som det socialrevolutionære centrums nej til at støtte en ny koalition med Kisjkin, eller koalitionsmodstandernes overvægt blandt forsvarsmensjevikkerne fra provinsen (Sjordanija i Kaukasus osv.) er objektive beviser på, at en vis del af de masser, der hidtil har fulgt mensjevikkerne og de socialrevolutionære, vil støtte en rent bolsjevikisk regering.

Netop demokratiets levende kræfter er Ruslands proletariat ikke isoleret fra nu.

Det tredje argument: Proletariatet »kan ikke beherske statsapparatet teknisk«, er nok det mest almindelige og gængse argument. Dels af den grund og dels fordi det peger på nogle af de alvorligste og sværeste opgaver, det sejrende proletariat stilles overfor, fortjener det den største opmærksomhed. Der er ingen tvivl om, at det er meget vanskelige opgaver, men hvis vi, der kalder os socialister, peger på disse vanskeligheder blot for at skyde dem fra os, så reduceres forskellen mellem os og bourgeoisiets lakajer i praksis til nul. Vanskeligheden ved den proletariske revolutions opgaver må anspore proletariatets tilhængere til mere opmærksomt og konkret at studene midlerne til at løse disse opgaver.

Ved statsapparatet forstås først og fremmest den stående hær, politiet og bureaukratiet. Når Novaja Sjisns skribenter taler om, at proletariatet ikke kan beherske dette apparat teknisk, afslører de den dybeste uvidenhed om og uvilje mod at klargøre sig såvel livets kendsgerninger som de synspunkter, der for længe siden er fremført i den bolsjevikiske litteratur.

Novaja Sjisns skribenter regner sig jo alle – om ikke for marxister så dog for kendere af marxismen, dannede socialister. Men Marx har på grundlag af erfaringerne fra Pariser-kommunen lært os, at proletariatet ikke simpelt hen kan sætte sig i besiddelse af det færdige statsmaskineri og sætte det i gang for sine egne formål, at proletariatet må sønderslå dette maskineri og erstatte det med et nyt (herom taler jeg mere udførligt i en brochure, hvoraf første del er færdig og snart vil udkomme under titlen: Staten og Revolutionen. Marxismens Lære Om Staten Og Proletariatets Opgaver Under Revolutionen. [8]) Dette nye statsmaskineri blev skabt af Pariserkommunen, og de russiske arbejder-, soldater- og bondesovjetter er et »statsapparat« af samme type. Dette har jeg påpeget mange gange siden den 4. april 1917, det tales der om i resolutioner fra bolsjevikiske konferencer og ligeledes i bolsjevikisk litteratur. Novaja Sjisn kan naturligvis erklære sig fuldstændig uenig med både Marx og bolsjevikkerne, men helt gå uden om dette spørgsmål i et blad, der så ofte og så arrogant skælder bolsjevikkerne ud for påstået letfærdig holdning til vanskelige spørgsmål, er det samme som at udstede sig selv en fattigdomsattest.

Proletariatet kan ikke »sætte sig i besiddelse af statsapparatet« og »sætte det i gang«. Men det kan sønderslå alt, hvad det gamle statsapparat indebærer af undertrykkelse, forstening og uopretteligt borgerligt, og sætte sit eget nye apparat i stedet. Dette apparat er netop arbejder-, soldater- og bondesovjetterne.

Det kan kun betegnes som uhyrligt, at Novaja Sjisn totalt har glemt dette »statsapparat«. Ved at bære sig sådan ad i de-res teoretiske betragtninger begår Novaja Sjisns folk det samme på den politiske teoris felt som kadetterne begår i politisk praksis. Hvis nemlig proletariatet og det revolutionære demokrati i realiteten ikke behøver noget nyt statsapparat, mister sovjetterne deres raison d’être / grund til at bestå / og mister deres ret til at bestå, og så har kadetterne og Kornilov-folkene ret i deres bestræbelser for at reducere sovjetterne til intet!

Denne uhyrlige teoretiske brøler og politiske blindhed hos Novaja Sjisn er så meget mere uhyrlig som selv de mensjevikiske internationalister (som Novaja Sjisn dannede blok med ved de sidste valg til Petrograds byduma) har udvist en vis tilnærmelse til bolsjevikkerne i denne sag. Således læser vi i en erklæring fra sovjetflertallet, som kammerat Martov forelagde på den Demokratiske Konference:

»... Sovjetterne af arbejder-, soldater- og bondedeputerede, som oprettedes i revolutionens første dage ved et mægtigt frembrud af ægte folkelig skaberevne, dannede dét nye mønster af revolutionær statsstruktur, som er trådt i stedet for det forældede mønster i det gamle regimes statsstruktur ...«.

Det er udtrykt lidt for veltalende, dvs. retorikken skjuler her mangelen på klarhed i den politiske tanke. Sovjetterne er endnu ikke trådt i stedet for det gamle »mønster«, og dette gamle »mønster« er ikke det gamle regimes statsstruktur, men både tsarismens og den borgerlige republiks statsstruktur. Men i hvert fald er Martov her to hoveder højere end Novaja Sjisns folk.

Sovjetterne er kernen i det nye statsapparat, som for det første skaber en væbnet styrke af arbejdere og bønder, og denne styrke er ikke løsrevet fra folket som den gamle stående hær, men forbundet med det på tætteste måde. I militær henseende er denne styrke uden sammenligning stærkere end den tidligere. I revolutionær henseende kan den ikke erstattes af nogen anden. For det andet skaber dette apparat en forbindelse med masserne, med folkets flertal, så tæt, uløselig og så let at afprøve og forny, at noget blot i mindste måde tilsvarende ikke fandtes i det tidligere statsapparat. For det tredje er dette apparat, i kraft af, at dets medlemmer vælges og kan udskiftes, når folket vil det, uden bureaukratiske formaliteter, langt mere demokratisk end tidligere apparater. For det fjerde skaber det en solid forbindelse til de forskelligste professioner og letter derved mangeartede reformer af den mest dybtgående karakter uden bureaukrati. For det femte skaber det en form for organisation af fortroppen, dvs. den mest bevidste, mest energiske, fremskredne del af de undertrykte klasser, arbejderne og bønderne, og er dermed et apparat ved hvis hjælp de undertrykte klassers fortrop kan hæve, opdrage, oplære og drage med sig disse klassers hele vældige masse, som hidtil har stået helt uden for det politiske liv, uden for historien. For det sjette skaber det mulighed for at forene parlamentarismens fortrin med det umiddelbare og direkte demokratis fortrin, dvs. i de valgte folkerepræsentanters personer forene den lovgivende funktion og gennemførelsen af lovene. Sammenlignet med den borgerlige parlamentarisme er dette et skridt fremad i demokratiets udvikling, som har verdenshistorisk betydning.

Vore sovjetter i 1905 var så at sige kun ufødte fostre, fordi de kun eksisterede nogle få uger. Det er klart, at der under de daværende omstændigheder ikke kunne være tale om alsidig udvikling af dem. Heller ikke under revolutionen i 1917 har der endnu kunnet være tale herom, idet et tidsrum på nogle få måneder er yderst kort, og frem for alt: de socialrevolutionæres og mensjevikkernes førere har prostitueret sovjetterne, har reduceret dem til rollen som sludrebutik, rollen som statister i førernes kompromispolitik. Sovjetterne er gået i fordærvelse og opløsning i levende live under ledelse af folk som Liber, Dan, Tsereteli, Tjernov osv. Sovjetterne vil kun være i stand til at udvikle deres anlæg og evner fuldt ud på rigtig måde ved at gribe hele statsmagten, ellers har de intet at gøre, ellers er de enten simpelt hen fostre (og det går ikke at være foster alt for længe) eller legetøj. »Dobbeltmagten« betyder lammelse af sovjetterne.

Hvis de revolutionære klassers folkelige skaberevne ikke havde frembragt sovjetterne, ville en proletarisk revolution i Rusland have været en håbløs sag, for med det gamle apparat ville proletariatet utvivlsomt ikke have kunnet beholde magten, og et nyt apparat lader sig ikke frembringe med ét slag. Den sørgelige historie med Tseretelis og Tjernovs prostituering af sovjetterne, »koalitionens« historie, er samtidig historien om sovjetternes befrielse for småborgerlige illusioner, deres vandring gennem den praktiske erfarings »skærsild«, deres studium af samtlige borgerlige koalitioners gemenheder og snavs. Forhåbentlig har denne »skærsild« ikke svækket, men hærdet sovjetterne.

Den største vanskelighed, som den proletariske revolution kommer ud for, er gennemførelsen af den mest omhyggelige og samvittighedsfulde regnskabsføring og kontrol i landsmålestok, arbejderkontrol med produktionen og fordelingen af produkterne.

Da skribenterne på Novaja Sjisn foreholdt os, at vi forfalder til syndikalisme ved at opstille parolen om »arbejderkontrol«, var denne indvending et skoleeksempel på barnlig og dum anvendelse af en »marxisme«, som ikke er gennemtænkt, men udenadlært på Struves manér. Syndikalismen enten afviser proletariatets revolutionære diktatur eller henviser det, lige som al politisk magt overhovedet, til bageste række. Vi sætter det forrest. Hvis man kun i Novaja Sjisn-folkenes ånd siger: Ikke arbejderkontrol, men statskontrol, så har man en borgerlig-reformistisk frase, i realiteten en ren kadetformulering, for kadetterne har ikke noget mod arbejdernes deltagelse i en »stats«-kontrol. Kadetterne og Kornilov-folkene ved meget vel, at en sådan deltagelse er bourgeoisiets bedste metode til at narre arbejderne, den bedste måde til raffineret bestikkelse af folk som Gvosdev, Nikitin, Prokopovitj, Tsereteli og hele dette slæng.

Når vi siger »arbejderkontrol« og altid sætter denne parole side om side med proletariatets diktatur, altid umiddelbart efter det, gør vi dermed rede for, hvilken stat der er tale om. Staten er organ for en klasses herredømme. Hvilken klasses? Hvis det er bourgeoisiets, så er det kadetternes, Kornilovs og Kerenskijs stat, som nu i mere end et halvt år har »korniloviseret« og »kerenskijseret « Ruslands arbejdende folk. Hvis det er proletariatets, hvis det drejer sig om en proletarisk stat, dvs. proletariatets diktatur, så kan arbejderkontrollen blive den landsomfattende, altomfattende, allestedsnærværende, nøjagtige og samvittighedsfulde regnskabsføring med produktionen og fordelingen af produkterne.

Heri ligger hovedvanskeligheden, hovedopgaven for den proletariske dvs. den socialistiske revolution. Uden sovjetterne ville denne opgave være uløselig, i det mindste i Rusland. Sovjetterne er udkastet til det organisatoriske arbejde, hvormed proletariatet kan løse en opgave af verdenshistorisk vigtighed.

Her når vi frem til en anden side af spørgsmålet om statsapparatet. Ud over det fortrinsvis »undertrykkende« apparat – den stående hær, politiet og bureaukratiet – har den moderne stat et apparat, som er særlig nært forbundet med bankerne og syndikaterne, et apparat, som udfører en mængde bogholderi- og registreringsarbejde, om man så må sige. Dette apparat må ikke og skal ikke sønderslås. Det må vristes ud af kapitalisternes overhøjhed, de tråde, de trækker i, må bortskæres, hugges over, afbrydes, apparatet må bringes under de proletariske sovjetters overhøjhed, det må gøres bredere, mere omfattende og landsdækkende. Og det kan gøres med støtte i de erobringer, storkapitalismen allerede har gjort (ligesom den proletariske revolution i det hele taget kun ved at støtte sig til disse erobringer er i stand til at nå sine mål).

Kapitalismen har skabt bogholderi-apparater i form af banker, syndikater, postvæsen, forbrugersammenslutninger og funktionærforeninger. Uden storbanker ville socialismen være uigennemførlig.

Storbankerne er netop det »statsapparat«, vi behøver for at realisere socialismen, og som vi overtager fuldt færdigt fra kapitalismen, og vor opgave her er kun at bortskære det, der misdanner dette fortrinlige apparat kapitalistisk, at gøre det endnu større, endnu mere demokratisk, endnu mere omfattende. Kvantiteten slår om i kvalitet. En statslig enhedsbank, størst blandt de største, med filialer i hvert landdistrikt, ved hver fabrik, er allerede ni tiendedele af et socialistisk apparat. Det er statens samlede bogholderi, statens samlede regnskab over produktionen og fordelingen af produkterne, det er så at sige noget i retning af skelettet i det socialistiske samfund.

Dette »statsapparat« (som under kapitalismen ikke er fuldt statsligt, men som vil blive fuldt statsligt hos os, under socialismen) kan vi »tage i besiddelse« og »sætte i gang« med ét slag, med ét dekret, fordi det faktiske arbejde med bogføring, kontrol, registrering, regnskabsføring og opgørelse her varetages af funktionærer, hvis flertal selv befinder sig i en proletarisk eller halvproletarisk status.

Med ét dekret fra den proletariske regering kan og må disse funktionærer overføres til en status som statsfunktionærer, på samme måde som kapitalismens vagthunde af typen Briand og andre borgerlige ministre med ét dekret overfører strejkende jernbanefolk til status som statsfunktionærer. Vi får brug for mange flere sådanne statsfunktionærer, og de kan fås, fordi kapitalismen har forenklet regnskabs- og kontrolfunktionerne og gjort dem til relativt ukomplicerede noteringer, som kan udføres af enhver, der kan læse og skrive.

»Statsliggørelsen« af hele massen af bank-, syndikat-, handels- og andre funktionærer er en fuldt ud gennemførlig ting både teknisk (takket være det forudgående arbejde, som kapitalismen og finanskapitalismen har gjort for os) og politisk, forudsat at sovjetterne fører kontrol og tilsyn.

Hvad angår de overordnede funktionærer, som der er meget få af, men som hælder til kapitalismen, er det nødvendigt at optræde ligesom over for kapitalisterne, »med strenghed«. Ligesom kapitalisterne vil de yde modstand. Denne modstand må brydes, og mens den udødeligt naive Pesjekhonov allerede i juni 1917 som en rigtig »statsmandsling« mumlede om, at »kapitalisternes modstand er brudt«, så vil denne infantile frase, denne barnagtige bralren, dette drengepraleri blive gjort til alvor af proletariatet.

Det kan vi gøre, fordi det drejer sig om at bryde modstanden fra et ubetydeligt mindretal i befolkningen, bogstaveligt en håndfuld personer, som hver især vil blive holdt under et sådant opsyn af funktionærernes organisationer, fagforeningerne, forbrugersammenslutningerne og sovjetterne, at hver eneste Tit Titytj [9] vil være omringet som franskmændene ved Sedan. Vi kender disse Tit Titytj’er ved navn: vi behøver blot at tage listen over direktører, bestyrelsesmedlemmer, storaktionærer osv. Der er nogle hundreder, højst nogle tusinde af dem i hele Rusland, og ved hjælp af sovjet-apparatet, funktionærorganisationerne osv. vil den proletariske stat kunne tildele hver af dem ti eller hundrede kontrollører, så det i stedet for »at bryde modstanden« muligvis vil lykkes ved hjælp af arbejderkontrol (med kapitalisterne) at gøre enhver form for modstand umulig.

Det er ikke i konfiskation af kapitalisternes formuer, sagens »kerne« ligger, men netop i en altomfattende arbejderkontrol i samfundsmålestok med kapitalisterne og deres eventuelle tilhængere. Konfiskation alene fører ikke til noget for deri findes ikke noget element af organisation og kontrol med den rette fordeling. Konfiskation kan vi nemt erstatte med en retfærdig beskatning (endda i Sjingarjov-skala) – hvis vi blot udelukker muligheden af enhver unddragelse fra regnskabspligten, tilsløring af sandheden og omgåelse af loven. Og muligheden for dette kan kun fjernes af arbejderstatens arbejderkontrol.

Tvangssyndikalisering, dvs. tvungen sammenslutning i forbund under statens kontrol er noget kapitalismen har forberedt, det er noget junkerstaten i Tyskland har gennemført, det er noget, som er fuldt gennemførligt i Rusland for sovjetterne, for proletariatets diktatur, det er noget, som vil give os et både universelt, nyt og ikke-bureaukratisk »statsapparat«. [*]

Bourgeoisi-advokaternes fjerde argument: Proletariatet kan ikke »sætte statsapparatet i gang«. Der er ikke noget nyt i dette argument i forhold til foregående. Naturligvis kan vi ikke hverken beherske det gamle statsapparat eller sætte det i gang. Det nye apparat, sovjetterne, er allerede sat i gang »ved et mægtigt frembrud af ægte folkelig skaberevne«. Dette apparat skal kun befries for de lænker, som dets ledelse af socialrevolutionære og mensjevikiske førere har lagt på det. Dette apparat er allerede i gang, det skal kun afkaste de småborgerlige misdannelser, der endnu hindrer det i at gå fremad, fremad for fuld kraft.

To omstændigheder må her undersøges til supplering af det ovenfor anførte: For det første de nye kontrolmidler, som ikke er skabt af os, men af kapitalismen i dens militær-imperialistiske stadium, for det andet betydningen af, at demokratiet i forvaltningen af en stat af proletarisk type uddybes.

Kornmonopolet og brødkortet er ikke indført af os, men af den krigsførende kapitalistiske stat. Den har allerede indført almindelig arbejdspligt inden for kapitalismens rammer, hvad der for arbejderne betyder militært tvangsarbejde. Og her, som overalt, hvor proletariatet skaber historie, henter det sine våben hos kapitalismen, »udspekulerer« dem ikke, »skaber dem ikke af intet«.

Kornmonopolet, brødkortet og den almindelige arbejdspligt vil i proletariatets hænder, i de suveræne sovjetters hænder være det stærkeste middel til regnskabsføring og kontrol, et middel, som – når det bringes i anvendelse over for kapitalisterne og de rige i det hele taget og anvendes mod dem af arbejderne – vil udgøre en i historien hidtil uset kraft til »igangsættelse« af statsapparatet, til overvindelse af kapitalisternes modstand, til beherskelse af dem gennem den proletariske stat. Dette middel til kontrol og til gennemførelse af arbejdspligten er stærkere end konventets love og guillotinen. [10] Guillotinen afskrækkede kun, den brød kun den aktive modstand. Det er ikke nok for os.

Det er ikke nok for os. Vi skal ikke kun »forskrække« kapitalisterne, så de mærker den proletariske stats almagt og glemmer at tænke på aktiv modstand mod den. Vi skal bryde også den passive modstand, som uden tvivl er farligere og mere skadelig. Vi skal ikke kun bryde enhver form for modstand. Vi skal gøre arbejde til en pligt inden for de nye statslige organisationsrammer. Det er ikke tilstrækkeligt at »smide kapitalisterne ud«. Vi skal (når vi har smidt de unyttige, uforbederlige »modstandsydere« ud) få kapitalisterne til at arbejde i den nye stats tjeneste. Det gælder både kapitalisterne og et vist øvre lag af borgerlige intellektuelle, funktionærer osv.

Og vi har midlet til at gøre det. Den krigsførende kapitalistiske stat har selv givet os midlet og våbnet dertil i hænde. Midlet er kornmonopolet, brødkortet og den almindelige arbejdspligt. »Den, der ikke arbejder, skal ikke have noget at spise« – det er den fundamentale, den første og den vigtigste regel, arbejdersovjetterne kan og vil føre ud i livet, når de bliver statsmagt.

Enhver arbejder har sin arbejdsbog. Dette dokument ydmyger ham ikke, selv om det nu ubestrideligt er det kapitalistiske lønslaveris dokument, et bevis på, at det pågældende arbejdende menneske er en eller anden parasits ejendom.

Sovjetterne vil indføre arbejdsbogen for de rige og derpå gradvis for hele befolkningen (i et bondeland vil arbejdsbogen sandsynligvis i lang tid ikke være nødvendig for det overvejende flertal af bønder). Arbejdsbogen vil høre op med at være et »anden klasses« mærke, høre op med at være et dokument for »underste« lag, et vidnesbyrd om lønslaveri. Det vil blive et vidnesbyrd om, at der i det nye samfund ikke mere findes »arbejdere« i gammel forstand, men til gengæld heller ikke nogen, der ikke arbejder.

De rige vil få tildelt arbejdsbogen fra den arbejder- eller funktionærorganisation, deres virkemåde nærmest falder ind under, og de skal hver uge, eller inden for en anden nærmere fastsat frist, indhente attest fra den pågældende organisation for, at de udfører deres arbejde samvittighedsfuldt, ellers vil de ikke kunne få brødkort og fødevarer i det hele taget. Vi behøver gode organisatorer af bankvæsen og virksomhedssammenslutninger (dertil har kapitalisterne størst erfaring, og det er lettest at arbejde med erfarne folk), vi har brug for flere og flere ingeniører, agronomer, teknikere, videnskabeligt uddannede specialister af enhver slags end tidligere, vil den proletariske stat sige. Vi vil give alle sådanne medarbejdere en beskæftigelse, de magter, og som de er vant til, vi vil sandsynligvis først efterhånden indføre lige løn i fuldt omfang, og i en vis overgangstid bibeholde højere lønninger for disse specialister, men vi vil holde dem under alsidig arbejderkontrol, og vi vil sørge for, at reglen »den, der ikke arbejder, skal ikke have noget at spise« føres ud i livet helt og ubetinget. Arbejdets organisationsform vil vi ikke udspekulere, men overtage fuldt færdig hos kapitalismen – bankerne, syndikaterne, de bedste fabrikker, forsøgsstationerne, akademierne osv. Vi behøver blot at låne de bedste modeller, udviklet af de førende landes erfaringer.

Og naturligvis vil vi ikke på noget punkt forfalde til utopisme. Vi holder os på den mest nøgterne, praktiske overvejelses grund, når vi siger: hele kapitalistklassen vil yde den mest hårdnakkede modstand, men gennem hele befolkningens organisering i sovjetterne vil modstanden blive brudt. Desuden må de særligt hårdnakkede og opsætsige kapitalister selvfølgelig straffes med konfiskation af hele deres formue og med fængsel, men til gengæld vil proletariatets sejr forøge antallet af den slags tilfælde, som jeg f.eks. læser om i Isvestija for i dag:

»Den 26. september henvendte to ingeniører sig til fabrikskomiteernes centralråd og meddelte, at en gruppe ingeniører havde besluttet at danne et forbund af socialistiske ingeniører. Forbundet mener, at tiden nu i realiteten er inde til den sociale revolution. Det stiller sig til de arbejdende massers disposition og ønsker at forsvare arbejdernes interesser og virke i fuld enighed med arbejdernes organisationer. Repræsentanter for fabrikskomiteernes centralråd svarede, at rådet gerne inden for sin organisation vil oprette en ingeniørsektion, som i sit program vil indføje hovedteserne fra fabrikskomiteernes 1. konference om arbejderkontrol med produktionen. Et fællesmøde af delegerede fra fabrikskomiteernes central og de socialistiske ingeniørers initiativgruppe vil finde sted i de nærmeste dage«. (Isvestija TsIK, 27. september 1917.)

Man siger til os, at proletariatet ikke vil være i stand til at sætte statsapparatet i gang.

Efter revolutionen i 1905 er Rusland blevet styret af 130.000 godsejere, som har hersket over 150 millioner mennesker, med endeløs vold, med grænseløse ydmygelser af dem, med tvang mod det store flertal til umenneskeligt slid og en tilværelse på sultegrænsen.

Og så siger man, at Rusland ikke kan styres af 240.000 medlemmer af bolsjevikkernes parti, styres i de fattiges interesse mod de rige. Disse 240.000 har nu mindst en million stemmer blandt den voksne befolkning bag sig, for sådan er netop forholdet mellem antallet af partimedlemmer og antallet af stemmer på et parti erfaringsmæssigt konstateret i Europa og i Rusland, f.eks. ved augustvalgene til Petrograd-dumaen. Altså har vi allerede et »statsapparat« på en million mennesker, som vil være den socialistiske stat hengivne idémæssigt, ikke for en fed sum penge den 20. i hver måned.

Ydermere har vi et »vidundermiddel« til straks, med ét slag, at tidoble vort statsapparat, et middel, som ingen kapitalistisk stat nogen sinde har rådet over og ikke kan råde over. Dette vidunder består i at drage de arbejdende mennesker, drage de fattige med ind i det daglige arbejde med forvaltningen af staten.

For at forklare hvor let dette vidundermiddel lader sig anvende, hvor ufejlbarligt det vil virke, vil vi tage det enkleste og mest anskuelige eksempel:

Staten må med tvang sætte en bestemt familie ud af en lejlighed og sætte en anden familie ind. Det sker gang på gang i den kapitalistiske stat; det vil vor stat, den proletariske eller socialistiske stat også gøre.

Den kapitalistiske stat sætter en arbejderfamilie ud, når den har mistet forsørgeren, og som derfor ikke kan betale lejen. Fogedrettens repræsentant dukker op med politi eller milits, en hel patrulje. For at gennemføre en udsættelse i et arbejderkvarter må der en hel deling kosakker til. Hvorfor? Fordi fogedrettens repræsentant og »militsen« nægter at gå derhen uden meget stærk militær beskyttelse. De ved, at sceneriet ved en udsættelse fremkalder en så rasende vrede hos hele den omkringboende befolkning, hos de tusinder og atter tusinder af mennesker, som er på randen af fortvivlelse, et sådant had til kapitalisterne og den kapitalistiske stat, at fogedrepræsentanten og militsens patrulje risikerer hvert øjeblik at blive revet i småstykker. Der behøves store militærstyrker, til en stor by må der trækkes adskillige regimenter direkte fra en eller anden fjern udkant, så soldaterne står fremmede over for den fattige bybefolknings tilværelse og ikke »smittes« med socialisme.

Den proletariske stat må med tvang sætte en hårdt trængende familie ind i en rig mands lejlighed. Vor afdeling af arbejdermilits består f.eks. af 15 mand: to matroser, to soldater, to bevidste arbejdere (hvoraf eksempelvis kun den ene er medlem af vort parti eller sympatiserer med det), desuden en intellektuel og otte fra den fattige befolkning, mindst fem må være kvinder, tyende, ufaglærte osv. Afdelingen indfinder sig i lejligheden hos den rige mand, besigtiger den, konstaterer, at der er fem værelser til to mænd og to kvinder. – »De må rykke sammen, borgere, i to værelser for vint eren, og gøre to værelser klar til beboelse for to familier, som nu bor i en kælder. Så længe, indtil vi med ingeniørers hjælp (De er vist selv ingeniør?) har få-et bygget gode lejligheder til alle, bliver De nødt til at rykke sammen. Deres telefon vil være til brug for 10 familier. Det vil spare 100 timers arbejde, renderi i butikker osv. Desuden er der i Deres familie to ubeskæftigede, delvis arbejdsduelige, som kan påtage sig lettere arbejde: en 55-årig borgerinde og en 14-årig borger. De vil dagligt have tjeneste tre timer hver med at sørge for en korrekt fordeling af fødevarer til 10 familier og føre de dertil nødvendige lister. Den borger student, vi har i afdelingen, vil nu skrive denne statsordre ud i to eksemplarer, og De vil være så venlig at give os en underskrevet erklæring om, at De vil efterleve den til punkt og prikke.«

Sådan vil efter min mening, ud fra anskuelige eksempler, forholdet kunne blive mellem det gamle, borgerlige statsapparat med dets forvaltning og det nye, socialistiske.

Vi er ikke utopister. Vi ved, at ikke enhver arbejdsmand og ikke enhver kokkepige vil være i stand til nu med det samme at gå ind i forvaltningen af staten. Heri er vi enige med både kadetterne, Bresjkovskaja og Tsereteli. Men vi adskiller os fra disse borgere derved, at vi kræver øjeblikkeligt brud med den fordom, at kun rige folk eller embedsmænd udgået af rige familier er i stand til at forvalte staten og udføre det sædvanlige, daglige forvaltningsarbejde. Vi forlanger, at oplæringen i statsforvaltning forestås af klassebevidste arbejdere og soldater, og at der tages fat herpå øjeblikkeligt, dvs. at der øjeblikkeligt tages fat på at drage alle arbejdende mennesker, alle fattige ind i denne oplæring.

Vi ved, at kadetterne også er villige til at lære folket demokrati. Kadetpartiets damer er villige til ud fra de bedste engelske og franske kilder at holde foredrag for tjenestefolkene om kvindernes ligeberettigelse. Og endvidere vil der ved det næste offentlige møde med koncert blive arrangeret en udveksling af kys på scenen for øjnene af et tusindtalligt publikum. Damen fra kadetpartiet, som skal holde foredrag, vil kysse Bresjkovskaja, Bresjkovskaja vil kysse forhenværende minister Tsereteli, og det taknemmelige folk vil således modtage anskuelsesundervisning i, hvad republikansk lighed, frihed og broderskab er ...

Jo, vi er enige i, at kadetterne, Bresjkovskaja og Tsereteli på deres vis holder på demokrati og propaganderer for det blandt folket. Men hvad skal man gøre, når vi har en noget anden opfattelse af demokrati?

Efter vor opfattelse behøves der til at lette krigens ufattelige byrder og ulykker og til at læge de frygtelige sår, krigen har tilføjet folket, et revolutionært demokrati, der behøves revolutionære foranstaltninger af netop den slags, som blev beskrevet i eksemplet med boligfordeling i de fattiges interesse. På nøjagtigt samme måde må der gås frem både i by og på land med hensyn til fødevarer, tøj, fodtøj osv., på landet med jorden og andet. Til forvaltning af staten i denne ånd kan vi straks indsætte et statsapparat bestående af ti om ikke tyve millioner mennesker, et apparat, som ingen kapitalistisk stat har set magen til. Dette apparat kan kun vi skabe, for vi er sikret et gigantisk befolkningsflertals fulde og grænseløse sympati. Dette apparat kan kun vi skabe, for vi har bevidste arbejdere, som har lært disciplin gennem lang »læretid« hos kapitalisterne (det er ikke for ingenting, vi har stået i lære hos kapitalismen), arbejdere, som er i stand til at skabe en arbejdermilits og gradvis udvide den (begynde straks med at udvide den) til en folkemilits. Bevidste arbejdere bør lede, men de er i stand til at drage hele masser af arbejdende og undertrykte mennesker ind i forvaltningsarbejdet.

Naturligvis er fejltagelser uundgåelige i dette nye apparats første skridt. Men begik bønderne måske ikke fejltagelser, da de kom fra livegenskabet ud i friheden og begyndte at styre deres egne anliggender? Findes der måske anden vej end praksis til at lære folket at lede sig selv og til at undgå fejltagelser? Findes der en anden vej end straks at skride til virkelig folkelig selvforvaltning? Det vigtigste nu er at tage afsked med den borgerligt-intellektuelle fordom, at forvalte staten kan kun særlige embedsmænd, som er totalt afhængige af kapitalen, hvad angår hele deres sociale position. Det vigtigste er at gøre ende på den tingenes tilstand, hvor bourgeoisi, embedsmænd og »socialistiske« ministre forsøger at forvalte på den gamle manér, men ikke kan forvalte, og efter syv måneder stilles over for en bondeopstand i et bondeland! ! Det vigtigste er at indgyde de undertrykte og arbejdende tillid til egne kræfter, at vise dem i praksis, at de kan og må selv sørge for den rette, meget strengt regulerede, organiserede fordeling af brød, alle slags levnedsmidler, mælk, tøj, boliger osv., i de fattiges interesse. Ellers kan Rusland ikke reddes fra sammenbrud og undergang, men hvis der samvittighedsfuldt og dristigt overalt tages fat på at lægge forvaltningen i proletarernes og halvproletarernes hænder, vil det fremkalde en i historien hidtil uset revolutionær begejstring hos masserne og i den grad mangedoble folkets kræfter i kampen mod elendigheden, at meget, der forekom umuligt for vore snævre, gamle bureaukratiske kræfter, bliver gennemførligt for de millionmasser, som begynder at arbejde for sig selv, og ikke for kapitalisterne, ikke for fars sønner, ikke for embedsmændene, ikke med pisken over nakken.

Til spørgsmålet om statsapparatet hører også spørgsmålet om centralisme, som ovenud energisk og ovenud mislykket blev rejst af kammerat Basarov i Novaja Sjisn nr. 138 af 27. september, i artiklen: Bolsjevikkerne Og Problemet Om Statsmagten.

Kammerat Basarov ræsonnerer således: »Sovjetterne er ikke et apparat, som er tilpasset til alle statslivets områder«, idet syv måneders erfaring – siger han – har vist og med »snese og hundreder af dokumenter, der findes i Petersborg eksekutivkomiteens økonomiske afdeling« bekræftet, at sovjetterne, skønt de mange steder faktisk sad inde med »den fulde magt«, »ikke har kunnet opnå noget, der ligner tilfredsstillende resultater i kampen mod kaos«, Der kræves et apparat, »delt op efter produktionsbrancher, strengt centraliseret inden for hver branches rammer og underlagt et fælles centrum for hele landet«. »Det drejer sig« (der kan man se!) »ikke om at udskifte det gamle apparat, men blot om at reformere det ... uanset hvor meget bolsjevikkerne end håner folk med en plan ...«

Alle disse betragtninger fra kammerat Basarov er ligefrem forbavsende ubehjælpsomme, et ekko af bourgeoisiets betragtninger, en genspejling af dets klassesynspunkt!

Se på kendsgerningerne. At påstå, at sovjetterne noget sted i Rusland nogen sinde har siddet inde med »den fulde magt«, er simpelt hen latterligt (hvis det ikke er en gentagelse af kapitalisternes egoistiske klasseløgne). Den fulde magt forudsætter magt over al jord, over alle banker, over alle fabrikker. En person, der har bare noget kendskab til de historiske erfaringer og til videnskabelige data om forbindelsen mellem politik og økonomi, kan ikke have »glemt« disse »småting«.

Bourgeoisiets svigagtige metode består i, at det uden at give sovjetterne magt – saboterer ethvert alvorligt skridt fra deres side, bevarer regeringen på egne hænder, bevarer magten over jorden og over bankerne osv. og derpå vælter skylden for kaos over på sovjetterne!! Heri består netop hele den sørgelige erfaring med koalitionen.

Sovjetterne har aldrig haft den fulde magt, og deres foranstaltninger har aldrig kunnet blive andet end lapperier og yderligere forvirring.

At ville overbevise bolsjevikkerne, centralister af overbevisning, centralister ud fra deres partis hele program og taktik, om centralismens nødvendighed, svarer i sandhed til at slå åbne døre ind. Når skribenterne på Novaja Sjisn giver sig af med denne ørkesløse beskæftigelse, er det kun fordi de overhovedet ikke har fattet meningen og betydningen af vore spottegloser over deres »almenstatslige« synspunkt. Og når man på Novaja Sjisn ikke har forstået det, skyldes det, at man dér kun anerkender læren om klassekampen med munden, ikke med forstanden. De gentager udenadlærte ord om klassekamp og glider hvert øjeblik over i et »over klasserne hævet synspunkt«, og kalder denne lakajtjeneste for bourgeoisiet en »almen-statslig« plan.

Staten er et klassebegreb, kære venner. Staten er et organ eller et maskineri til én klasses udøvelse af magt over en anden. Så længe den er et maskineri til bourgeoisiets udøvelse af magt over proletariatet, kan proletariatets parole kun være den ene: Ødelæggelse af denne stat. Men når staten bliver proletarisk, når den bliver et maskineri til proletariatets udøvelse af magt over bourgeoisiet, går vi fuldt og ubetinget ind for en stærk statsmagt og for centralisme.

Populært sagt: det er ikke planer, vi gør os lystige over, men over det, at Basarov og co. ikke forstår, at når de afviser »arbejderkontrol«, når de afviser »proletariatets diktatur«, går de ind for bourgeoisiets diktatur. Nogen mellemvej gives ikke, mellemvejen er den småborgerlige demokrats ørkesløse drøm.

Ingen bolsjevik har nogen sinde talt imod sovjetternes centralisme, mod deres forening i ét centrum. Ingen af os har nogen sinde rejst indvendinger mod bedriftskomiteer efter produktionsbrancher og mod centralisering af dem. Basarov skyder forbi.

Vi latterliggør, har latterliggjort og vil latterliggøre – ikke »centralisme« og ikke »planer«, men reformisme. For jeres reformisme er dobbelt latterlig efter erfaringerne med koalitionen. Og siger man: »Ikke udskiftning af apparatet, men reformering«, så betyder det, at man er reformist, at man er ved at blive, ikke en revolutionær demokrat, men en reformistisk demokrat. Reformisme er intet andet end eftergivenhed over for den herskende klasse, ikke omstyrtning af den, reformisme er eftergivenhed over for den, samtidig med at magten overlades til den.

Det er netop, hvad det halve års koalition har afprøvet.

Det er dette, vi latterliggør. Uden at have gennemtænkt læren om klassekampen lader Basarov sig indfange af bourgeoisiet, som synger i kor: »Netop, netop, vi er slet ikke imod reformer, vi går ind for arbejdernes deltagelse i en almenstatslig kontrol, vi er helt enige«. Og den gode Basarov synger objektivt med på kapitalisternes omkvæd.

Sådan har det altid været, og sådan vil det altid være med folk, der i en situation med skærpet klassekamp prøver at indtage et »mellem-standpunkt«. Og netop fordi skribenterne på Novaja Sjisn ikke er i stand til at forstå klassekampen, er deres politik så latterlig, en evig vaklen mellem bourgeoisiet og proletariatet.

Tag I jer af jeres »planer«, kære borgere, det er ikke politik, det er ikke klassekamp. Dér kan I være til nytte for folket. Der er en mængde økonomer ved jeres avis. Slå jer sammen med ingeniører og andre, der er parat til at arbejde med spørgsmål vedrørende regulering af produktionen og fordelingen, brug et tillæg til jeres store »apparat« (bladet) til saglig behandling af nøjagtige data om produktionen og fordeling af produkterne i Rusland, om bankerne, syndikaterne osv. osv. – på den måde kan I være til nytte for folket, på den måde vil det ikke virke særlig skadeligt, at I sætter jer mellem to stole. Den slags arbejde med »planer« vil ikke fremkalde latter, men taknemlighed fra arbejderne.

Når proletariatet sejrer, vil det gøre følgende: det vil sætte økonomer, ingeniører, agronomer osv. til under kontrol af arbejderorganisationer at udarbejde en »plan«, at efterprøve den, at finde midler til at spare arbejdskraft gennem centralisering, at udforme foranstaltninger og metoder til den enkleste, billigste, bekvemmeste og mest universelle kontrol. Vi vil betale økonomerne, statistikerne og teknikerne gode penge for det, men ... men vi vil ikke give dem noget at spise, hvis de ikke udfører arbejdet samvittighedsfuldt og fuldt ud i den arbejdende befolknings interesse.

Vi går ind for centralisme og for »plan«, men for den proletariske stats centralisme og plan, for proletarisk regulering af produktionen og fordelingen i de fattige, arbejdende og udbyttede menneskers interesse, mod udbytterne. Ved »almenstatsligt« vil vi kun forstå det, der bryder kapitalisternes modstand, det, der giver folkets flertal, dvs. proletarer og halvproletarer, arbejderne og fattigbønderne, den fulde magt.

Det femte argument går ud på, at bolsjevikkerne ikke kan beholde magten, fordi »situationen er overordentlig kompliceret ...«

Oh, hvilke vismænd! De ville muligvis være rede til at forlige sig med en revolution – blot der ikke var en »overordentligt kompliceret situation«.

Den slags revolutioner forekommer ikke, og denne sukken efter en sådan revolution er intet andet end den borgerlige intellektuelles reaktionære jammerklager. Selv om også en revolution er indledt i en situation, der ikke synes særlig kompliceret, vil revolutionen altid i sin udvikling skabe en overordentligt kompliceret situation. Fordi en revolution, en ægte, dybtgående, en »folkerevolution«, som Marx har udtrykt det, [11] er en utroligt kompliceret og smertefuld proces, hvor et gammelt samfundssystem og dermed mange millioner menneskers livsform dør og nyt fødes. Revolution er den mest forbitrede, rasende, desperate klassekamp og borgerkrig. Ingen af historiens store revolutioner er foregået uden borgerkrig. Og kun et menneske i foderal [12] kan tro, at en borgerkrig kan tænkes uden en »overordentligt kompliceret situation«.

Hvis der ikke bestod en »overordentlig kompliceret situation«, ville der ikke være nogen revolution. Er man bange for ulve, skal man ikke gå ind i skoven.

Der er ikke noget at diskutere i det femte argument, fordi det ikke har nogen økonomisk, politisk eller overhovedet nogen anden mening. Det er kun et hjertesuk fra folk, som er mismodige og skræmte af revolutionen. Lad mig til karakteristik af disse hjertesuk anføre to små personlige erindringer.

Jeg havde en samtale med en velstående ingeniør kort før julidagene. Ingeniøren havde engang været revolutionær, havde været medlem af det socialdemokratiske og tilmed det bolsjevikiske parti. Nu var han helt igennem forskræmt og rasende på de rebelske og uregerlige arbejdere. Hvis det så endda havde været arbejdere som de tyske, sagde han (han er en dannet mand, der har været i udlandet). – Jeg forstår naturligvis, at den sociale revolution generelt er uundgåelig, men hos os, med den sænkning af arbejdernes levefod, krigen har medført ... det er ikke revolution, det er en afgrund.

Han var villig til at acceptere den sociale revolution, hvis historien førte til den lige så fredeligt, trygt, glat og præcist som et tysk eksprestog kører til perronen. En adstadig konduktør åbner vogndøren og bekendtgør: Station Den sociale Revolution – Alle aussteigen! (Alle stiger ud!). I så fald ville han ikke ha-ve noget imod at gå fra sin stilling som ingeniør under Tit Titytj’erne til en stilling som ingeniør hos arbejderorganisationerne.

Denne mand havde set strejker. Han ved hvilken storm af lidenskaber selv den mest ordinære strejke fremkalder, selv i den fredeligste tid. Han indser naturligvis, hvor mange millioner gange voldsommere denne storm må blive, når klassekampen får rejst alle arbejdende mennesker i dette vældige land på benene, når krig og udb ytning har bragt de millioner af mennesker næsten til fortvivlelse, som i århundreder er blevet pint af godsejerne og i årtier er plyndret og holdt nede af kapitalister og tsaristiske embedsmænd. Han indser alt dette »teoretisk«, han erkender alt dette med munden alene, han er simpelt hen skræmt af den »overordentligt komplicerede situation«.

Efter julidagene måtte jeg på grund af den yderst indgående opmærksomhed, Kerenskij-regeringers beærede mig med, gå under jorden. Naturligvis var det en arbejder, der skjulte folk af vores slags. I en arbejders lille lejlighed i en arbejderforstad i stor afstand fra Petrograd, serveredes der aftensmad. Konen i huset sætter brød på bordet, og hun siger: »Se bare, så dejligt brød. ‘De’ tør ikke give os dårligt brød nu. Vi havde næsten opgivet at tro på, at der kunne fås ordentligt brød i Petrograd«.

Jeg forbløffedes over denne klassemæssige vurdering af julidagene. Mine tanker drejede sig kun om begivenhedernes politiske betydning, om at afveje deres rolle i det generelle forløb og om at analysere den situation, der havde affødt denne siksak i historien, og hvilken situation det ville skabe, hvordan vi skulle ændre vore paroler og vort partiapparat for at tilpasse det efter den ændrede situation. Brødet havde jeg, der ikke kendte til nød, ikke tænkt på. Brød var for mig noget selvfølgeligt, noget i retning af et biprodukt af skrivearbejdet. Til grundlaget for det hele, til klassekampen for brødet, når tanken gennem den politiske analyses overordentligt komplicerede og forviklede vej.

Men en repræsentant for den undertrykte klasse, ganske vist en af de godt lønnede og højt intelligente arbejdere, tager direkte tyren ved hornene med den forbavsede enkelhed og ligefremhed, den faste resoluthed, det forbløffende klarsyn, som ligger vor intellektuelle broder lige så fjernt som stjernerne på himlen. Hele verden er delt i to lejre: »Vi«, det arbejdende folk, og »de«, udbytterne. Ikke skygge af tvivl om det passerede: et af slagene i arbejdets lange kamp mod kapitalen. Når der høvles, flyder der spåner.

»Hvilken smertefuld ting, denne revolutionens ‘overordentligt komplicerede situation’« – sådan tænker og føler den borgerlige intellektuelle.

»Vi klemte ‘dem’, ‘de’ tør ikke være så frække som tidligere. Vi klemmer ‘dem’ lidt mere og smider dem helt ud«, sådan tænker og føler arbejderen.

Sjette og sidste argument: Proletariatet »vil ikke kunne modstå hele presset fra fjendtlige kræfter, som vil feje ikke blot proletariatets diktatur til side, men hele revolutionen i tilgift«.

Prøv ikke at forskrække os; mine herrer, det kan I ikke. Vi har oplevet disse fjendtlige kræfter og deres pres i form af korniloviaden [13] (som kerenskijaden ikke på nogen måde adskiller sig fra). Hvordan proletariatet og de fattige bønder fejede korniloviaden ud, og hvilken ynkelig og hjælpeløs situation bourgeoisiets tilhængere og de fåtallige repræsentanter for de særligt velstående og særligt »revolutionsfjendtlige« lokale lag af småjordbesiddere havnede i, har alle set, det husker folket. Delo Naroda for 30. september formaner arbejderne til at have »tålmodighed« med kerenskijaden (dvs. korniloviaden) og den forfalskede tseretelisk-bulyginske [14] duma, indtil den Konstituerende Forsamling (der indkaldes under beskyttelse af »militære forholdsregler« mod oprørske bønder!), og Delo Naroda gentager ivrigt Novaja Sjisns sjette argument og skriger sig hæs: »Kerenskij-regeringen vil under ingen omstændigheder underkaste sig« (sovjetmagten, arbejdernes og bøndernes magt, som Delo Naroda – for ikke at lade sig distancere af pogrom-anstifterne og antisemitterne, monarkisterne og kadetterne, kalder »Trotskijs og Lenins« magt – så langt er de socialrevolutionære kommet i deres metoder!!).

Men hverken Novaja Sjisn eller Delo Naroda kan skræmme bevidste arbejdere. »Kerenskijs regering«, siger I, »vil ikke under nogen omstændigheder underkaste sig«, dvs. den vil gentage korniloviaden, for nu at sige det simplere, mere direkte og tydeligere. Og herrerne på Delo Naroda vover at sige, at det vil være »borgerkrig«, og at det vil være »frygtelige perspektiver«!

Nej, mine herrer, I kan ikke narre arbejderne. Det vil ikke blive en borgerkrig, men en håbløs rebellion af en håndfuld Kornilov-folk: Hvis de »ikke vil underkaste sig« sig folket, men for enhver pris vil provokere det til i større målestok at gentage det, der skete med Kornilov-folkene i Vyborg, hvis de socialrevolutionære ønsker dette, hvis Kerenskij, som er medlem af det socialrevolutionære parti, ønsker dette, kan han bringe folket til raseri. Men det kan I ikke skræmme arbejderne og soldaterne med, mine herrer.

Hvilken umådelig frækhed: de har forfalsket den nye bulyginske duma, med forfalskninger skaffet sig hjælp fra reaktionære kooperatører og kulakker og suppleret dem med kapitalister og godsejere (såkaldte census-elementer) og vil med denne bande af Kornilov-folk stille sig på tværs af folkets vilje, arbejdernes og bøndernes vilje.

De har i et bondeland bragt det dertil, at bondeoprøret breder sig som en flod, der går over sine bredder! Tænk blot på, at det i en demokratisk republik, hvor 80 pct. af befolkningen er bønder, er kommet til bondeoprør ... Det samme Delo Naroda, Tjernovs blad, det socialrevolutionære partiorgan, som har den uforskammethed den 30. september at råde arbejderne og bønderne til »tålmodighed«, var nødt til i sin leder den 29. september at indrømme følgende:

»Indtil dette øjeblik er der næsten intet gjort for at gøre ende på de trælleforhold, der stadig hersker på landet netop i Central-Rusland«.

Det samme Delo Naroda siger i samme leder for den 29. september, at »Stolypins greb endnu mærkes stærkt« i de »revolutionære ministres« metoder, det vil med andre ord sige, for at tale tydeligere og enklere, at Kerenskij, Nikitin, Kisjkin og co. kaldes for Stolypin’er.

»Stolypin’erne« Kerenskij og co. har drevet bønderne til oprør og indfører nu »militære forholdsregler« mod bønderne og de trøster folket med indkaldelse af den Konstituerende Forsamling (skønt Kerenskij og Tsereteli allerede én gang har bedraget folket ved den 8. juli højtideligt at erklære, at den Konstituerende Forsamling ville træde sammen den fastsatte dag, den 17. september, og derpå bryde deres ord og på trods endda af mensjevikken Dans råd, udsætte den Konstituerende Forsamling, ikke til slutningen af oktober, som den mensjevikiske centrale eksekutivkomité dengang ønskede, men til slutningen af november). »Stolypin’erne« Kerenskij og co. trøster folket med snarlig indkaldelse af den Konstituerende Forsamling, som om folket kunne have tiltro til dem, der engang har løjet i en sådan sag, som om folket kunne have tiltro til, at den Konstituerende Forsamling indkaldes korrekt af en regering, der indfører militære forholdsregler i fjerne landsbyer, dvs. åbenlyst ser gennem fingre med vilkårlig fængsling af bevidste bønder og med valgsvindel.

At drive bønderne til oprør og have den skamløshed at sige til dem: »I må være ‘tålmodige’, I må vente og have tillid til den regering, der med ‘militære foranstaltninger’ pacificerer oprørske bønder!«.

At bringe det dertil, at hundredtusinder russiske soldater er faldet i offensiven efter 19. juni, at krigen trækkes i langdrag, at tyske matroser gør mytteri og kaster deres officerer i havet, at bringe det dertil og så hele tiden slå om sig med fraser om fred, men ikke foreslå alle de krigsførende en retfærdig fred, og at have den skamløshed at sige til arbejderne og bønderne, til de døende soldater: »I må have tålmodighed«, stol på Stolypin’en [15] Kerenskijs regering, stol på de kornilovske generaler endnu en måned, måske vil de i månedens løb levere yderligere nogle titusinder soldater til slagtning ... »I må have tålmodighed«.

Om ikke det er skamløshed??

Nej, mine herrer socialrevolutionære, partifæller til Kerenskij, I kan ikke bedrage soldaterne!

Ikke én dag, ikke én ekstra time vil Kerenskijs regering blive mødt med tålmodighed af arbejderne og soldaterne, som ved, at en sovjetisk regering omgående vil foreslå alle de krigsførende en retfærdig fred og foreløbig efter al sandsynlighed vi] opnå omgående våbenstilstand og snarlig fred.

Ikke én dag, ikke én ekstra time vil soldaterne i vor bondehær tålmodigt se på, at Kerenkijs regering, som vil passivisere bondeoprøret med militære foranstaltninger, forbliver ved magten mod sovjetternes vilje.

Nej, mine herrer socialrevolutionære, Kerenskijs partifæller, I kan ikke mere bedrage arbejderne og soldaterne.

I spørgsmålet om de fjendtlige kræfters pres, som det dødeligt skræmte Novaja Sjisn forsikrer vil feje proletariatets diktatur til side, er der endnu en uhyrlig logisk og politisk fejltagelse, som kun de, der har ladet sig skræmme næsten til vanvid, ikke kan se.

»Presset fra de fjendtlige kræfter vil feje proletariatets diktatur til side«, siger I. Godt. Men I er jo allesammen økonomer og dannede mennesker, kære medborgere. I ved alle, at det er nonsens og stupiditet at betragte demokrati og bourgeoisi som modsætninger, for der er et demokratisk bourgeoisi og udemokratiske lag af småborgerskabet (lag, som er i stand til at fremkalde et Vendée). [16]

»Fjendtlige kræfter« er en tom frase. Bourgeoisiet (som godsejerne slutter op bag) er derimod et klassebegreb.

Bourgeoisiet sammen med godsejerne, proletariatet, småborgerskabet, de små næringsdrivende, i første række bønderne, er de tre hovedkræfter, Rusland er delt i, ligesom ethvert kapitalistisk land. Her har vi de tre hoved-»kræfter«, som forlængst er påvist i alle kapitalistiske lande (også i Rusland, ikke blot ved videnskabelige, økonomiske analyser, men også ved de politiske erfaringer i alle landes nyere historie, ved erfaringerne fra alle europæiske revolutioner siden det 18. århundrede, erfaringerne fra de to russiske revolutioner 1905 og 1917).

I truer altså proletariatet med udsigten til, at dets magt kan fejes til side af bourgeoisiets pres? Det, og det alene, ligger i jeres trussel, mere indhold er der ikke i den.

Godt. Hvis eksempelvis bourgeoisiet kan feje arbejdernes og de fattige bønders magt til side, står der intet andet tilbage end en »koalition«, dvs. en alliance, et kompromis mellem småborgerskabet og bourgeoisiet. Noget andet kan end ikke tænkes! !

Men en koalition er blevet forsøgt i et halvt år, den har ført til sammenbrud, og I har selv, kære tankeløse borgere på Novaja Sjisn, undsagt koalitionen.

Hvad er da facit?

I er blevet så forvirrede, I borgere på Novaja Sjisn, har ladet jer forvirre i den grad, at I end ikke i selv det enkleste ræsonnement kan tælle til tre, og da slet ikke til fem, og få mening i det.

Enten al magt til bourgeoisiet, – hvad I forlængst er hørt op med at gå ind for, og hvad bourgeoisiet selv ikke vover at nævne, vel vidende, at folket allerede den 20.-21. april kuldkastede denne magt med en skulderbevægelse og nu ville kuldkaste den med tredobbelt beslutsomhed og skånselsløshed. Eller magten til småborgerskabet, dvs. småborgerskabet i koalition (alliance, kompromis) med bourgeoisiet, eftersom småborgerskabet ikke ønsker og ikke kan gribe magten selvstændigt og uafhængigt, hvilket erfaringerne fra alle revolutioner har vist, og hvilket også den økonomiske videnskab viser, idet den forklarer, at man i et kapitalistisk land kan stå på kapitalens side eller på arbejdets, men at man ikke kan stå midt imellem. I Rusland har denne koalition i et halvt år forsøgt snesevis af måder og har lidt skibbrud.

Eller endelig al magt til proletarerne og de fattige bønder, mod bourgeoisiet for at bryde dets modstand. Det er endnu ikke forsøgt, og I, mine herrer på Novaja Sjisn, fraråder folket det, I søger at skræmme folket med jeres egen frygt for bourgeoisiet.

Noget fjerde lader sig ikke udtænke.

Når altså Novaja Sjisn frygter proletariatets diktatur og forkaster det på grund af, at den proletariske magt måske vil kunne besejres af bourgeoisiet, så er det ensbetydende med en tilbagevenden i smug til det standpunkt, der betyder kompromis med kapitalisterne!!! Det er klart som dagen, at den, der frygter modstand, og som ikke tror på muligheden af at bryde denne modstand, den som lærer folket: »Frygt kapitalisternes modstand, I kan ikke hamle op med den«, han opfordrer dermed på ny til kompromis med kapitalisterne.

Novaja Sjisn er ubehjælpeligt og ynkeligt forvirret, ligesom alle småborgerlige demokrater nu er forvirrede; de ser koalitionen bryde sammen, de tør ikke forsvare den åbent, og samtidigt beskyttes de selv af bourgeoisiet, de frygter proletarernes og de fattige bønders overtagelse af den fulde magt.

At frygte kapitalisternes modstand og alligevel kalde sig revolutionær, ønske at blive regnet for socialist – hvilken skændsel! Hvilket ideologisk fald må der ikke være sket i den af opportunisme fordærvede verdenssocialisme, når sådanne røster kan hæve sig!

Styrken i kapitalisternes modstand har vi allerede set, hele folket har set den, idet kapitalisterne mere bevidst end andre klasser straks forstod sovjetternes betydning, straks opbød alle sine kræfter til det yderste, satte alt og alle i bevægelse, brugte alle midler, greb til uhørte løgne- og bagvaskelsesmetoder og til militære komplotter, for at underminere sovjetterne, reducere dem til intet, prostituere dem (med mensjevikkernes og de socialrevolutionæres hjælp), forvandle dem til diskussionsklubber, køre bønderne og arbejderne trætte gennem måneders ørkesløse ordgyderier og legen revolution.

Men vi har endnu ikke set styrken i proletarernes og de fattige bønders modstand, fordi denne styrke først rejser sig til sin fulde højde, når magten er i proletariatets hænder, når snese af millioner mennesker, som har været tynget ned af nød og kapitalistisk slaveri, af egen erfaring ser og føler, at magten i staten er tilfaldet de undertrykte klasser, at magten hjælper de fattige i kampen mod godsejerne og kapitalisterne og bryder deres modstand. Først da vil vi kunne se, hvilke endnu uudnyttede kræfter til bekæmpelse af kapitalisterne, der bor i folket, først da vil det, som Engels kalder »den latente socialisme«, vise sig, først da vil der for hver titusinde åbenlyse eller skjulte modstandere af arbejderklassens magt, modstandere, som manifesterer sig ved handling eller ved passiv genstridighed, rejse sig en million nye kæmpere, som hidtil har ligget i dvale politisk, har vegeteret i nødens martyrium og fortvivlelse, som har mistet troen på, at også de er menneskelige væsener, at også de har ret til at leve, at den moderne, centraliserede stats hele potentiel også kan tjene dem, at de proletariske militsafdelinger i fuld tillid opfordrer også dem til direkte, umiddelbar daglig deltagelse i forvaltningen af staten.

Kapitalisterne og godsejerne har med velvillig bistand fra herskaberne Plekhanov, Bresjkovskaja, Tsereteli, Tjernov og co. gjort alt for at tilsvine den demokratiske republik, tilsvine den ved tjenstvillighed over for rigdommen i en sådan grad, at folket gribes af apati og ligegyldighed, alt er det lige fedt, for den, der sulter, kan ikke se nogen forskel på republikken og monarkiet, og den frysende, barfodede, udmattede soldat, som dør for fremmede interesser, er ikke i stand til at elske republikken.

Men når den sidste arbejdsmand, enhver arbejdsløs, enhver kokkepige, enhver forarmet bonde ser – ikke i avisen, men med sine egne øjne – at den proletariske magt ikke kryber for rigdommen, men hjælper de fattige, at denne magt ikke viger tilbage for revolutionære forholdsregler, at den fratager parasitterne overflod af fødevarer og giver dem til de sultende, at den med magt sætter hjemløse ind i rige folks boliger, at den tvinger de rige til at betale for mælken, men ikke giver dem en dråbe mælk, før der er tilstrækkelige forsyninger heraf til børnene i alle fattige familier, at jorden overdrages til dem, der arbejder, at fabrikkerne og bankerne stilles under arbejdernes kontrol, at der venter millionærer, som skjuler deres rigdomme, omgående og strenge straffe, – når de fattige ser og mærker dette, vil ingen kapitalist- og kulakstyrker, heller ikke den internationale finanskapitals styrke med dens hundreder af milliarder til rådighed, kunne besejre folkerevolutionen, tværtimod vil den besejre hele verden for i alle lande modnes den socialistiske omvæltning.

For revolutionen vil være uovervindelig, hvis den ikke frygter sig selv, hvis den overdrager al magt til proletariatet, for bag os står proletariatets umådeligt meget større, højere udviklede, bedre organiserede verdensomspændende styrker, som midlertidigt holdes nede af krigen, men som ikke er tilintetgjort, tværtimod er mangedoblet af den.

At frygte for, at bolsjevikkernes magt, dvs. proletariatets magt, som er sikker på hengiven støtte fra de fattige bønder, skulle blive »fejet til side« af de herrer kapitalister! Hvilket kortsyn, hvilken skændig frygt for folket, hvilket hykleri! De mennesker, som lægger en sådan frygt for dagen, tilhører det »bedre« (efter kapitalistisk målestok, men i virkeligheden rådne) »selskab«, som bruger ordet »retfærdighed« uden selv at tro på det, af vane, som en frase, uden at lægge noget indhold i det.

Et eksempel:

Hr. Pesjekhonov er en velkendt halvkadet. En mere moderat trudovik, meningsfælle til folk som Bresjkovskaja og Plekhanov, findes ikke. En minister, der var mere tjenstvillig overfor bourgeoisiet, har der aldrig været. En varmere tilhænger af »koalitionen«, kompromis’erne med kapitalisterne, har verden ikke set!

Og se så de bekendelser, nævnte herre var nødt til at fremsætte i sin tale på den »Demokratiske« (læs: bulyginske) Konference, som den er refereret i forsvarstilhængernes Isvestija:

»Der findes to programmer. Det ene er gruppekravenes, de klassemæssige og nationale kravs program. Dette program forfægtes mest åbenlyst af bolsjevikkerne. Men heller ikke andre sektorer af demokratiet har let ved at afvise dette program. Det er jo de arbejdende massers krav, de oversete og undertrykte nationaliteters krav. Derfor er det ikke så let for demokratiet at bryde med bolsjevikkerne og afvise disse klassekrav, først og fremmest fordi disse krav i deres væsen er retfærdige. Men dette program, som vi kæmpede for før revolutionen, for hvilket vi gennemførte revolutionen, og som vi under andre forhold alle enigt ville støtte, frembyder under de givne forhold en kolossal fare. Faren er endnu større nu, fordi disse krav må fremsættes på et tidspunkt, da det er umuligt for staten at opfylde dem. Først må helheden – staten – forsvares, den må reddes fra undergang, og der er kun én måde at gøre det på: Ikke at opfylde kravene, hvor retfærdige og stærke de end synes, men tværtimod gennemføre indskrænkninger og ofre, som må bringes af alle parter« (Isvestija TsIK, 17. september).

Hr. Pesjekhonov forstår ikke, at så længe kapitalisterne er ved magten, forsvarer han ikke helheden, men den russiske og »allierede« imperialistiske kapitals egoistiske interesser. Hr. Pesjekhonov forstår ikke, at krigen først vil høre op med at være en anneksionskrig, en imperialistisk røverkrig efter et brud med kapitalisterne, med deres hemmelige aftaler, med deres anneksioner (erobring af fremmede områder), med deres bank- og finanssvindel. Hr. Pesjekhonov forstår ikke, at først derefter vil krigen, hvis modstanderen afslår et regulært tilbud om en retfærdig fred, kunne blive en forsvarskrig, en retfærdig krig. Hr. Pesjekhonov forstår ikke, at forsvarsevnen i et land, som har afkastet kapitalens åg, givet jorden til bønderne og stille fabrikker og banker under arbejdernes kontrol, ville være mange gange større end et kapitalistisk lands forsvarsevne.

Og navnlig forstår hr. Pesjekhonov ikke, at når han er nødt til at erkende bolsjevismens retfærdighed, indrømme, at dens krav er selve kernen i de »arbejdende massers«, dvs. befolkningsflertallets krav, opgiver han dermed hele sit standpunkt, hele det småborgerlige demokratis standpunkt.

Det er dette, der er vor styrke. Det er derfor, vor regering vil være uovervindelig: selv vore modstandere må erkende, at det bolsjevikiske program er de »arbejdende massers« og »undertrykte nationaliteters« program.

Hr. Pesjekhonov er jo nemlig politisk ven med kadetterne, med kredsen omkring Jedinstvo og Delo Naroda, folk som Bresjkovskaja og Plekhanov, han repræsenterer kulakkerne og de herrer, hvis koner og søstre i morgen ville have stukket øjnene ud på sårede bolsjevikker med deres paraplyer, hvis de havde lidt nederlag over for Kornilovs eller (hvad der er ganske det samme) Kerenskijs tropper.

Og en sådan herre er nødt til at erkende »retfærdigheden« i bolsjevikkernes krav.

For ham er »retfærdighed« kun en frase. Men for halvproletarernes masser, for flertallet af småborgerskabet i by og på land, forarmet, forpint og plaget som det er af krigen, er det ikke nogen frase, men det alvorligste, mest brændende, mest afgørende spørgsmål om sultedød, om et stykke brød. Derfor kan ingen politik baseres på »koalition«, på »kompromis« mellem de sultendes og forarmedes interesser og udbytterinteresserne. Derfor vil en bolsjevikisk regering være sikker på støtte fra disse massers overvejende flertal.

Retfærdighed er et tomt ord, siger de intellektuelle og de slyngler, som gerne vil erklære sig for marxister på det ophøjede grundlag, at de har »beskuet bagdelen« af den økonomiske materialisme.

Ideer bliver til magt, når de griber masserne. Og netop nu legemliggør bolsjevikkerne, dvs. den revolutionære, proletariske internationalismes repræsentanter, med deres politik den idé, som overalt i verden sætter det arbejdende folks talløse masser i bevægelse.

Retfærdighed alene, harme over udbytningen alene har aldrig kunnet lede masserne ind på den rette vej til socialismen. Men nu hvor storbankernes, syndikaternes, jernbanernes etc. materielle apparat, takket være kapitalismen, er vokset frem, nu hvor de fremskredne landes overmåde rige udvikling har skabt tekniske vidundere i hobetal, hvis udnyttelse hæmmes af kapitalismen, nu hvor de klassebevidste arbejdere har sammensvejset et parti med en kvart million medlemmer for plan-mæssigt at tage dette apparat i sine hænder og sætte det i gang med støtte fra alle arbejdende og udbyttede, nu hvor disse betingelser er til stede, kan ingen magt i verden hindre bolsjevikkerne – hvis de ikke lader sig skræmme, og hvis de forstår at gribe magten – i at beholde magten lige til den socialistiske verdensrevolutions sejr.

Efterskrift

De foranstående linjer var allerede skrevet, da Novaja Sjisn i sin leder for 1. oktober præsterede endnu en perle af stupiditet, så meget farligere som den foregiver sympati med bolsjevikkerne og dækker sig under en spidsborgerlig betragtnings visdom: »Man må ikke lade sig provokere« (man m å ikke lade sig fange i den fælde, som råbene om provokation sætter; disse råb skal afskrække bolsjevikkerne og få dem til ikke at gribe magten).

Her er denne perle:

»Læren af bevægelser som på den ene side i dagene 3.-5. juli og på den anden side Kornilov-dagene har med fuld klarhed vist, at demokratiet, som disponerer over organer med meget stor indflydelse på befolkningen, er uovervindeligt, når det indtager en defensiv holdning i borgerkrigen, men lider nederlag og mister alle vaklende mellemlag, når det tager initiativet til offensiv«.

Hvis bolsjevikkerne i en eller anden form udviste en eller anden slags eftergivenhed i lighed med en spidsborgerlig stupiditet som den, der kommer til udtryk i denne betragtning, ville de ødelægge både deres parti og revolutionen.

Thi ophavsmanden til denne betragtning har, idet han gav sig til at tale om borgerkrig (et tema, der netop ligger for den i alle henseender elskværdige dame) forvansket historiens lære i dette spørgsmål til den utroligste komik.

Se hvordan denne lære, historiens lære i dette spørgsmål, behandles af repræsentanten for og grundlæggeren af proletarisk, revolutionær taktik, Karl Marx:

»Nu er opstanden en kunst, akkurat ligesom krigen eller enhver anden kunst, og underkastet visse regler, som, hvis man forsømmer dem, fører det parti i fordærv, der gør sig skyldig heri, Disse regler, der er logiske slutninger ud fra de partiers og forholds natur, som man i et sådant tilfælde har at gøre med, er så klare og enkle, at den kortvarige erfaring fra 1848 har gjort det tyske folk temmelig fortrolig med dem. For det første må man aldrig lege med opstanden, hvis man ikke er absolut besluttet på at tage alle konsekvenser af denne leg. Opstanden er et regnestykke med meget ubestemte størrelser, hvis værdi kan forandre sig for hver dag der går, de kræfter der står over for en har hele fordelen af at have organisationen, disciplinen og den overleverede autoritet på deres side« (Marx tænker her på det »vanskeligste« tilfælde, hvorunder en opstand kan foregå: mod en »fast etableret« gammel statsmagt, mod en hær, der ikke er i opløsning under indtryk af revolutionen og en vaklende regering); »... hvis ikke man kan sætte stærke kræfter ind mod den, bliver man slået og tilintetgjort. For det andet, når opstanden først er begyndt, må man handle med den største beslutsomhed og altid være i offensiven. Defensiven er døden for den væbnede opstand; den er fortabt endnu før den har prøvet kræfter med fjenden. Overrask dine modstandere, så længe deres kræfter endnu står spredt , sørg hver dag for nye sejre, hvor små de end måtte være; bevar den moralske overvægt, som rejsningens indledende sejr har givet dig; drag de vaklende elementer over på din side: de følger altid den stærkeste impuls og går altid over på den sikre side; tving dine fjender på tilbagetog, endnu før de kan forene deres styrker mod dig; hold dig til Dantons ord, den største mester i revolutionær taktik man kender: de l’audace, de l’audace, encore de l’audace! /dristighed, dristighed og atter dristighed!/« (Revolution Og Kontrarevolution I Tyskland, tysk udgave 1907 s. 118). [17]

Det har vi alt sammen lavet om på, kan de selvudnævnte »marxister« fra Novaja Sjisn sige om sig selv. I stedet for trefoldig dristighed har vi to dyder: »Vi har to trumfer: mådehold og akkuratesse«. Erfaringerne fra verdenshistorien og den store franske revolutions erfaringer betyder intet for »os«. For »os« er erfaringerne fra to bevægelser i 1917 vigtige, forvansket gennem Moltjalins [18] briller.

Lad os da se på disse erfaringer uden disse pæne briller.

I sammenligner 3.-5. juli med »borgerkrig«, fordi I tror på Aleksinskij, Pereversev og co. Det er betegnende for herskaberne på Novaja Sjisn, at de fæster lid til den slags folk (uden at foretage sig noget for selv at indsamle informationer om 3.-5. juli, skønt de har et stort dagblads vældige apparat til rådighed).

Men lad os blot et øjeblik gå ud fra, at 3.-5. juli ikke var spiren til en borgerkrig, som af bolsjevikkerne blev holdt indenfor spiringsstadiet, men en virkelig borgerkrig. Lad os antage det.

Hvad viser denne lektion i så fald?

For det første, at bolsjevikkerne ikke gik i offensiven, eftersom det er ubestrideligt, at de natten mellem den 3. og 4. juli og tilmed den 4. juli ville have vundet temmelig meget, hvis de var gået i offensiven. Defensiven var deres svaghed, hvis der skal tales om borgerkrig (som Novaja Sjisn gør det, og ikke om et spontant udbruds forvandling til en demonstration af samme type som den 20.-21. april, som kendsgerningerne viser).

»Læren« taler altså imod vismændene fra Novaja Sjisn.

For det andet, når bolsjevikkerne end ikke satte sig til mål at gå til opstand den 3.-4. juli, når ikke en eneste bolsjevikisk forsamling så meget som stillede dette spørgsmål, ligger årsagen hertil udenfor vor diskussion med Novaja Sjisn. For vi diskuterer læren af en borgerkrig, dvs. opstand, og ikke det forhold, at når et revolutionært parti vitterligt ikke har et flertal på sin side afholder det sig fra at tænke på opstand.

Eftersom enhver ved, at bolsjevikkerne først fik flertal både i hovedstadssovjetterne og ude i landet (i Moskva over 49 pct. af stemmerne) langt senere end i juli 1917, viser det sig altså på ny, at »læren« er en helt, helt anden end Novaja Sjisn – denne i enhver henseende elskværdige dame – ønsker.

Nej, nej, lad hellere være med at befatte jer med politik, borgere på Novaja Sjisn!

Hvis det revolutionære parti ikke har flertal i de revolutionære klassers førende sektorer og i landet, kan der ikke være tale om opstand. Desuden kræves der hertil: 1) at revolutionen gror frem i landsmålestok; 2) at den gamle regering, f.eks. en »koalitions «-regering, spiller totalt fallit, moralsk og politisk; 3) stærk vaklen i alle mellemgruppers lejr, dvs. blandt dem, der ikke er fuldt ud på regeringens side, skønt de i går gik fuldt ind for den.

Hvorfor har Novaja Sjisn, da det gav sig til at tale om »læren« fra 3.-5. juli, end ikke bemærket denne yderst vigtige lære? Fordi det ikke var politikere, der tog et politisk spørgsmål op, men mennesker fra en intellektuel kreds, der var skræmt af bourgeoisiet.

Endvidere, for det tredje viser kendsgerningerne, at det netop var efter 3.-4. juli, netop i forbindelse med afsløringen af hr. Tsereteli og konsorter gennem deres egen politik i juli, netop i forbindelse med, at masserne kom til at se bolsjevikkerne som deres forkæmpere i forreste linje og »social-blokisterne« som forrædere, at opløsningen begyndte hos de socialrevolutionære og mensjevikkerne. Allerede før korniloviaden blev denne opløsning fuldt ud bevist ved valgene i Petrograd den 20. august, som gav sejr til bolsjevikkerne og nederlag til »social-blokisterne« (Delo Naroda har nylig forsøgt at benægte dette ved at skjule alle partiers resultater, men det er selvbedrag og bedrageri over for læserne). Ifølge tallene i bladet Den [19] for den 24. august, som kun omfatter byen, steg kadetternes andel i stemmerne fra 22 til 23 pct., men deres absolutte stemmeandel faldt med 40 pct. Bolsjevikkernes stemmeandel steg fra 20 til 33 pct., og deres absolutte stemmetal mindskedes kun med 10 pct. For alle mellemgrupperne under ét mindskedes andelen i stemmerne fra 58 til 44 pct., og deres absolutte stemmetal mindskedes med 60 pct.!!).

Opløsningen hos de socialrevolutionære og mensjevikkerne efter julidagene og før Kornilov-dagene har også vist sig i væksten af de to partiers »venstre«-fløje, som har nået næsten 40 pct.: det er »gengældelsen« for hr. Kerenskij og konsorters forfølgelse af bolsjevikkerne.

Trods »tabet« af nogle hundrede medlemmer har det proletariske parti vundet kolossalt meget ved 3.-4. juli, fordi masserne i disse svære dage oplevede og så dets trofasthed og de socialrevolutionæres og mensjevikkernes forræderi. Denne »lære« viser sig således at være helt, helt anderledes end Novaja Sjisn påstår, nemlig: Forlad ikke de sydende masser, gå ikke over til Moltjalin-demokratiet, og hvis I går til opstand, gå da i offensiven, mens fjendens styrker er splittede, og tag fjenden ved overrumpling.

Ikke sandt, mine herrer selvudnævnte »marxister« fra Novaja Sjisn?

Eller består »marxismen« i ikke at lægge en præcis vurdering af den objektive situation til grund for taktikken, men meningsløst og kritikløst skære »borgerkrig« og »sovjetkongres plus indkaldelse af den Konstituerende Forsamling« over én kam?

Men det er jo simpelt hen latterligt, mine herrer, det er jo en fuldstændig hån mod både marxismen og al logik overhovedet!

Hvis der i tingenes objektive tilstand ikke er grundlag for en skærpelse af klassekampen til »borgerkrigens« stadium hvorfor I da om »borgerkrig« i anledning af »sovjetkongressen og den Konstituerende Forsamling«? (Sådan lød overskriften nemlig til den leder i Novaja Sjisn, vi her behandler.) I så fald burde I klart have sagt til læseren og bevist for ham, at der i den objektive situation ikke er jordbund for borgerkrig, og at man derfor kan og må lægge »simple« fredelige, forfatningsmæssige, juridiske og parlamentariske ting som sovjetkongressen og den Konstituerende Forsamling til grund for taktikken. I så fald vil det være muligt at mene, at en sådan kongres og en sådan forsamling virkelig kan træffe beslutninger.

Men hvis øjeblikkets objektive betingelser indebærer uundgåeligheden eller blot sandsynligheden af borgerkrig, hvis I ikke bare har snakket om den »hen i vejret«, men klart har set, følt, fornemmet en borgerkrigssituations tilstedeværelse, hvordan kan I da lægge sovjetkongressen eller den Konstituerende til grund?? Det er jo at håne de sultende og forpinte masser! Jamen, skulle de sultende finde sig i at »vente« i to måneder? Eller vil kaos, hvis voksende omfang I skriver dagligt om, finde sig i at »vente« til sovjetkongressen eller den Konstituerende Forsamling? Eller vil den tyske offensiv, så længe der ikke er taget alvorlige skridt til fred (dvs. ikke er stillet alle krigsførende et regulært forslag om en retfærdig fred) fra vor side, finde sig i at »vente« på sovjetkongressen eller den Konstituerende Forsamling? Eller har I oplysninger, der giver jer grund til at slutte, at den russiske revolutions historie, som fra den 28. februar til den 30. september er forløbet usædvanligt stormfuldt og i et uhørt hastigt tempo, fra den 1. oktober til den 29. november [20] vil foregå i et yderst roligt, fredeligt, legalt, afbalanceret tempo, som udelukker eksplosioner, spring, nederlag i krigen og økonomiske kriser? Eller vil hæren ved fronten, om hvilken en officer, Dubasov, som ikke er bolsjevik, officielt har sagt på frontens vegne, at den »ikke vil kæmpe«, vil denne hær roligt sulte og fryse indtil den »fastsatte» dato? Eller vil bondeopstanden ophøre med at være et borgerkrigselement, fordi I betegner den som »anarki« og »pogromer«, eller fordi Kerenskij sender »militære« styrker ud mod bønderne? Eller er det muligt, er det tænkeligt, at regeringen vil arbejde roligt, korrekt og uden svig på indkaldelsen af den Konstituerende Forsamling i et bondeland, hvor en bondeopstand undertrykkes af den selvsamme regering?

I skal ikke more jer over »rådvildheden« i Smolnyj Instituttet, [21] mine herrer! Jeres rådvildhed er ikke mindre. På en borgerkrigs truende spørgsmål svarer I med rådvilde fraser og ynkelige konstitutionelle illusioner. Derfor siger jeg, at hvis bolsjevikkerne gav efter for den stemninger, ville de føre både deres parti og deres revolution i fordærv.

1. oktober 1917

N. Lenin

Lenins noter

* Mere detaljeret om betydningen af tvangssyndikalisering se min brochure »Den Truende Katastrofe Og Hvordan Den Bekæmpes«. (Se dette bind, s. 15. Red.)

Noter

1. Retj (Tale) – Se note 9 til artiklen Den Truende Katastrofe, Og Hvordan Den Skal Bekæmpes. – S. 103.

2. Novaja Sjisn (Nyt Liv) – mensjevikisk dagblad. – S. 103.

3. Den af Lenin her nævnte episode fandt sted ved den 1. alrussiske sovjetkongres’ møde den 4. (17.) juni 1917. En af ministrene i den provisoriske regering, mensjevikken Tsereteli, erklærede i en tale, at der ikke fandtes noget parti i Rusland, som ville være parat til alene at tage den fulde magt i landet i sine hænder. Fra sin plads i salen afbrød Lenin taleren med tilråbet »det findes!«, og fra kongressens talerstol erklærede han, at det bolsjevikiske parti var parat til, når som helst at tage den fulde magt. – S. 104.

4. Konferencen – Se note 4 til artiklen Den Truende Katastrofe, Og Hvordan Den Skal Bekæmpes. – S. 105.

5. Rabotjij Put (Arbejdets Vej) – det bolsjevikiske partis hovedorgan. Udkom som dagblad fra 3. (16.) september til 20. oktober (8. november) 1917 i stedet for Pravda, som den provisoriske regering havde ladet lukke. Fra 27. oktober (9. november) udkom Pravda på ny under sit eget navn. – S. 106.

6. Citatet er fra et digt af Nekrasov. – S. 109.

7. Snamja Truda – dagblad udgivet af de socialrevolutionæres Petrograd-komité. – S. 111.

8. Se Lenin Udvalgte Værker bind 9. Forlaget Tiden 1976. – S. 115.

9. Tit Titytj – Se note 4 til artiklen Af En Skribents Dagbog. – S. 119.

10. Konventet – Frankrigs nationalforsamling 1792-1795, gennemførte strenge foranstaltninger mod politiske, økonomiske og religiøse modstandere. Guillotinen blev taget i brug 1792. – S. 121.

11. Se Marx/Engels: Werke, Bd. 33, s. 205; og Marx/Engels: Udvalgte Skrifter bd. II, s. 464. Forlaget Tiden 1976. – S. 130.

12. Mennesket i foderal – skikkelse i Tjekhovs fortælling af samme navn. Betegner en snæversynet småborger, der afskyer initiativ og forandring. – S. 130.

13. Korniloviaden – Se note 5 til artiklen Af En Skribents Dagbog. – S. 132.

14. Tseretelisk-bulyginske duma – Se note 1 til artiklen Af En Skribents Dagbog. – S. 132.

15. Stolypin’en – Se note 3 til artiklen Af En Skribents Dagbog. – S. 134.

16. Vendée – Se note 6 til artiklen Den Russiske Revolution Og Borgerkrig. – S. 134.

17. Artiklen har Marx’ underskrift, men var skrevet af Friedrich Engels. Marx/Engels: Werke, Bd. 8, s. 95; Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bd. II, s. 122, Mondes Forlag 1938. – S. 141.

18. Moltjalin – person i den russiske forfatter Gribojedovs komedie Gore ot uma (Ånd skaber kval). – S. 141.

19. Den – liberalt-borgerligt dagblad, udkom i Petersborg siden 1912. Efter februarrevolutionen 1917 overtaget fuldt af de mensjevikiske likvidatorer. Bladet blev lukket af den militære revolutionskomité den 26. oktober (8. november) 1917. – S. 143.

20. Den 28. februar (13. marts) var datoen for den borgerligt-demokratiske februarrevolution. Den 30. september (13. oktober) var af den oprindelige provisoriske regering fastsat til den Konstituerende Forsamlings sammentræde. Den Konstituerende Forsamlings åbning blev senere udsat til den 28. november. – S. 144.

21. Lenin hentyder til en artikel i Novaja Sjisn af Sukhanov. Fra august 1917 havde de bolsjevikiske grupper i den Alrussiske Centrale Eksekutivkomité og Petrograd-sovjetten sæde i Smolnyj Instituttet. I Oktober fandtes der også den militære revolutionskomite. – S. 145.

Toppen af siden

Sidst opdateret 16.12.2008