Artiklen er skrevet den 10-14. september 1917; den blev trykt i slutningen af oktober 1917 som pjece på forlaget Priboj.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 8, s. 15-52, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 16. dec. 2008
En uafvendelig katastrofe truer Rusland. Jernbanetransporten er utrolig desorganiseret, og desorganisationen bliver større og større. Jernbanerne vil komme til at stå stille. Tilførslen af råstoffer og kul til fabrikkerne vil ophøre. Korntilførslen vil gå i stå. Kapitalisterne saboterer (skader, hindrer, undergraver, bremser) bevidst og hårdnakket produktionen i håb om, at en uhørt katastrofe vil føre til sammenbrud for republikken og demokratismen, for sovjetterne og i det hele taget for arbejdernes og bøndernes sammenslutninger og således lette monarkiets tilbagevenden og genoprettelsen af bourgeoisiets og godsejernes almagt.
En katastrofe af hidtil uset omfang, ledsaget af hungersnød, er blevet en uafvendelig trussel. Det er der allerede skrevet om utallige gange i alle blade. Der er blevet vedtaget utrolige mængder af resolutioner både af partierne og af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetter – resolutioner, hvor det indrømmes, at katastrofen er uafvendelig, at den rykker meget nær, at der må føres en desperat kamp mod den, at folket må gøre sig »heroiske anstrengelser« for at afværge undergangen og så videre.
Det siger alle. Det erkender alle. Det har alle slået fast.
Og der bliver ikke gjort noget.
Der er gået et halvt års revolution. Katastrofen er rykket endnu nærmere. Der er opstået massearbejdsløshed. Betænk blot: Landet er uden varer, landet går til grunde af mangel på produkter, af mangel på arbejdskraft, skønt der er korn og råstoffer nok – og i et sådant land, i et så kritisk øjeblik er der opstået massearbejdsløshed! Behøves der flere beviser for, at der i det halve års revolution (som nogle kalder den store, men som det nok ville være retfærdigere at kalde den rådne) [1] i en demokratisk republik, med et væld af sammenslutninger, organer, institutioner, som stolt kalder sig »revolutionær-demokratiske«, i virkeligheden absolut intet alvorligt er gjort mod katastrofen, mod hungeren? Vi nærmer os sammenbruddet hurtigere og hurtigere, thi krigen venter ikke, og den derved fremkaldte desorganisation af alle sider af folkets liv bliver stærkere og stærkere.
Og dog behøves der blot en smule opmærksomhed og eftertanke for at overbevise sig om, at der findes midler til at bekæmpe katastrofen og hungeren, at foranstaltningerne til bekæmpelsen er fuldkommen klare og enkle, fuldkommen gennemførlige, at folkets kræfter fuldt ud kan magte dem, og at grunden til, at disse foranstaltninger ikke bliver truffet, ene og alene er den, at gennemførelsen ville gå en håndfuld kapitalisters og storgodsejeres uhyre profitter for nær.
I sandhed. Man kan være sikker på, at der ikke kan findes en eneste tale, ikke en eneste artikel i ligegyldig hvilken avis, ikke en eneste resolution fra en hvilken som helst forsamling eller institution, hvor man ikke ganske klart erkender den grundlæggende foranstaltning, hovedmidlet i kampen for at afvende katastrofen og hungeren. Denne foranstaltning er: kontrol, opsyn, registrering, statslig regulering, rigtig fordeling af arbejdskraften i produktionen og varefordelingen, økonomisk anvendelse af folkets kræfter, undgåelse af enhver overflødig indsats af kræfter, sparsommelig brug af dem. Kontrol, opsyn, registrering – det er det første bud i kampen mod katastrofen og hungeren. Det er ubestrideligt og almindeligt anerkendt. Og netop det bliver ikke gjort af frygt for at antaste godsejernes og kapitalisternes almagt, deres umådelige, uhørte, skandaløse profitter, profitter, der tjenes ved prisforhøjelser og hærleverancer (og næsten alle »arbejder« nu direkte eller indirekte for krigen), profitter, som alle kender, som alle ser, som alle stønner og sukker over.
Men der gøres absolut intet for at indføre nogen som helst alvorlig kontrol, registrering og opsyn fra statens side.
Der foregår allevegne en systematisk og uophørlig sabotage af enhver slags kontrol, opsyn og registrering, af ethvert forsøg på at få staten i gang med dette. Man må være utrolig naiv for ikke at begribe – og man må være dobbelt hyklerisk for at lade, som om man ikke begriber – hvorfra denne sabotage udgår, og med hvilke midler den arbejder. Thi når bankiererne og kapitalisterne saboterer og forpurrer enhver slags kontrol, opsyn og registrering, tilpasser de sig efter den demokratiske republiks statslige former, efter de bestående »revolutionær-demokratiske« institutioner. D’herrer kapitalister har udmærket forstået den sandhed, som alle tilhængere af den videnskabelige socialisme fører i munden, men som mensjevikkerne [2] og de socialrevolutionære [3] gjorde alt for at glemme, så snart deres venner fik nogle »ben« som ministre, statssekretærer osv. Nemlig den sandhed, at den kapitalistiske udbytnings økonomiske indhold aldeles ikke antastes ved, at monarkistiske regeringsformer afløses af republikansk-demokratiske, og at det omvendte følgelig også gælder: i kampen for den kapitalistiske profits ukrænkelighed og hellighed behøver man kun at ændre formen, så kan man forsvare profitten nøjagtig lige så heldigt i den demokratiske republik som i det enevældige monarki.
Den moderne, nyeste, republikansk-demokratiske sabotage af enhver slags kontrol, registrering og opsyn består i, at kapitalisterne i ord »af ganske hjerte« anerkender kontrollens »princip« og nødvendighed (ligesom alle socialrevolutionære og mensjevikker, det siger sig selv), de holder blot på, at denne kontrol skal indføres »gradvis«, planmæssigt, »reguleret af staten«. I virkeligheden dækker disse tilsyneladende harmløse ord over, at kontrollen forpurres, gøres til intet, til en fiktion, en leg med kontrol, en forhaling af alle saglige og praktisk vigtige skridt, oprettelse af utrolig komplicerede, vidtløftige, bureaukratisk livløse kontrolorganer, som helt igennem er afhængige af kapitalisterne og absolut ikke foretager sig noget, hvad de heller ikke kan.
For at dette ikke skal mangle bevis, vil vi påkalde vidner fra mensjevikkernes og de socialrevolutionæres rækker, dvs. netop de folk, som havde flertallet i sovjetterne i revolutionens første halvår, som deltog i »koalitionsregeringen«, og som derfor overfor de russiske arbejdere og bønder er politisk ansvarlige for, at man har set gennem fingre med kapitalisterne og ladet dem forpurre enhver kontrol.
Det officielle organ for det højeste af det »revolutionære demokratis« såkaldte »suveræne« (lad være at smile!) organer, »Isvestija fra TsIK«, dvs. centraleksekutivkomiteen for arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes alrussiske sovjetkongres, offentliggør i nr. 164 for 7. september I917 en beslutning fra det specielle institut for kontrolanliggender, som de samme mensjevikker og socialrevolutionære har skabt, og som befinder sig i deres hænder. Dette specielle institut er centraleksekutivkomiteens »økonomiske afdeling«. I beslutningen erkender man officielt det faktum, at »de ved regeringen oprettede centralorganer til regulering af det økonomiske liv er absolut uvirksomme«.
I sandhed, kan man tænke sig et mere talende vidnesbyrd om den mensjevikiske og socialrevolutionære politiks bankerot end dette, som mensjevikkerne og de socialrevolutionære egenhændigt har underskrevet?
Allerede under tsarismen erkendte man nødvendigheden af at regulere det økonomiske liv, og der blev oprettet forskellige institutioner med dette formål. Men under tsarismen voksede forfaldet mere og mere og nåede et uhyrligt omfang. Det blev straks set som en opgave for den republikanske revolutionære regering at gribe til alvorlige, energiske forholdsregler for at bekæmpe forfaldet. Da »koalitionsregeringen« med deltagelse af mensjevikker og socialrevolutionære blev dannet, gav den i en særdeles højtidelig deklaration af 6. maj til hele folket løfte om og forpligtede sig til at indføre statskontrol og statsregulering. Både Tsereteli, Tjernov og de øvrige mensjevikiske og socialrevolutionære ledere svor dyre eder på, at de ikke blot var ansvarlige for regeringen, men at de »suveræne organer for det revolutionære demokrati«, som var i deres hænder, virkelig ville overvåge regeringens arbejde og kontrollere det.
Siden den 6. maj er der gået fire måneder, fire lange måneder, i hvilke Rusland har ofret soldater i hundredtusindvis for den tåbelige imperialistiske »offensiv«, mens forfaldet og katastrofen er rykket frem med syvmileskridt, skønt sommertiden gav enestående mulighed for at gøre et stort arbejde i skibsfarten, i landbruget, ved boringer og grubeundersøgelser osv., osv. – og efter fire måneder er mensjevikkerne og de socialrevolutionære nødt til at indrømme officielt, at regeringens kontrolinstitutioner er »absolut uvirksomme«!!
Og disse mensjevikker og socialrevolutionære vrøvler nu (vi skriver netop disse linjer lige før den Demokratiske Konference den 12. september) [4] med alvorlig statsmandsmine om, at det vil hjælpe på sagen, hvis man i stedet for koalitionen med kadetterne får en koalition med industriens og handelens hajer, med Rjabusjinskij, Bublikov, Teresjtjenko og co.!
Man må spørge: hvordan skal denne forbavsende blindhed hos mensjevikkerne og de socialrevolutionære forklares? Skal man betragte dem som politiske pattebørn, der er så ufornuftige og naive, at de ikke ved, hvad de gør, men griber fejl med et ærligt sind? Eller har de mange ben, de har fået som ministre, statssekretærer, generalguvernører, kommissærer o.m.a., den egenskab at frembringe en særlig, »politisk« blindhed?
Det spørgsmål kan opstå, om kontrollens metode og midler da frembyder noget overordentlig kompliceret, vanskeligt, uprøvet, ja endog ukendt? Skal forhalingen måske forklares med, at statsmændene i kadetpartiet, [5] i industri- og handelsklassen, i de socialrevolutionæres og mensjevikkernes partier nu i et halvt år har slidt i deres ansigts sved for at udfinde, studere, opdage kontrollens midler og metoder, men at opgaven har vist sig usandsynlig svær og derfor stadig er uløst?
Ak og ve! De uoplyste og forkuede bønder, som hverken kan læse eller skrive, og spidsborgerne, som tror på alt og ikke ser til bunds i noget – dem vil man stikke blår i øjnene ved at fremstille sagen på denne måde. Men i virkeligheden kendte selv tsarismen, selv det »gamle regime«, da det dannede krigsindustrikomiteerne, den grundlæggende foranstaltning, hovedmidlet og hovedvejen til kontrol: sammenslutning af befolkningen efter forskellige erhverv, arbejdsformål, arbejdsgrene osv. Men tsarismen frygtede denne sammenslutning af befolkningen og lagde alle mulige hindringer i vejen, beskar kunstigt denne velkendte, yderst lette, fuldt ud anvendelige metode og vej til kontrol.
Alle krigsførende stater, som mærker krigens elendighed og trængsler og mere eller mindre lider under forfald og hungersnød, har længe udpeget, fastsat, anvendt, gennemprøvet en hel række kontrolforanstaltninger, som næsten alle går ud på at sammenslutte befolkningen, at danne eller opmuntre foreninger af enhver art, med deltagelse af repræsentanter fra staten og under opsyn af staten osv. Alle disse kontrolforanstaltninger er almindelig kendte, der er talt og skrevet meget om dem, de love, de fremskredne krigsførende magter har udstedt om kontrol, er oversat til russisk eller udførligt behandlet i den russiske presse.
Hvis vor stat faktisk ønskede at gennemføre kontrollen sagligt og alvorligt, hvis statens kontrolinstitutioner ikke ved deres kryberi for kapitalisterne havde dømt sig selv til »absolut uvirksomhed«, så behøvede staten jo kun at øse med begge hænder af det rige forråd af allerede kendte og anvendte kontrolforanstaltninger. Den eneste hindring for dette – en hindring, som kadetterne, de socialrevolutionære og mensjevikkerne skjuler for folket – var og er den omstændighed, at en kontrol ville afsløre kapitalisternes vanvittige profitter og gå disse profitter for nær.
For at forklare dette yderst vigtige spørgsmål (som i grunden drejer sig om programmet for enhver virkelig revolutionær regering, der vil redde Rusland fra krigen og hungersnøden) vil vi opregne disse yderst vigtige kontrolforanstaltninger og behandle hver enkelt af dem nærmere.
Vi vil få at se, at en regering, som ikke kun ironisk vil kaldes revolutionær-demokratisk, blot havde behøvet at bruge sin første uge til at dekretere (anordne, befale) gennemførelsen af de vigtigste kontrolforanstaltninger, at fastsætte alvorlige og ikke latterlige straffe for kapitalister, som på bedragerisk vis søger at unddrage sig kontrollen, og at opfordre befolkningen til selv at holde opsyn med kapitalisterne og våge over, at disse nøje overholder kontrolforordningerne, så havde kontrollen for længst været gennemført i hele Rusland.
Her er de vigtigste foranstaltninger:
Lad os undersøge, hvilken betydning hver enkelt af disse foranstaltninger ville have, under forudsætning af, at de blev gennemført revolutionær-demokratisk.
Bankerne er som bekendt midtpunktet for det moderne økonomiske liv, de store nervecentre i hele kapitalismens økonomiske liv. At tale om »regulering af det økonomiske liv« og gå udenom bankernes nationalisering betyder enten at lægge komplet uvidenhed for dagen eller at bedrage det »jævne folk« med højtravende talemåder og rundhåndede løfter, som man på forhånd har besluttet ikke at holde.
Det er tåbeligt at ville kontrollere og regulere kornleverancerne eller produktionen og varefordelingen i det hele taget, hvis man ikke samtidig kontrollerer og regulerer bankoperationerne. Det er omtrent som at gribe efter småpenge, man tilfældigt får indenfor rækkevidde, mens man lader millioner af rubler upåagtet. De moderne banker er så intimt og fast sammenvokset med handelen (kornhandel og al anden handel) og industrien, at man absolut ikke kan foretage sig noget alvorligt, noget »revolutionær-demokratisk«, uden at »tage hånd i hanke« med bankerne.
Men måske er dette, at staten »tager hånd i hanke« med bankerne, en meget vanskelig og kompliceret operation? Man søger sædvanligvis at kyse filistrene med den slags foregivender – det er naturligvis kapitalisterne og deres advokater, der gør det, for de har fordel af det.
I virkeligheden frembyder bankernes nationalisering, hvorved der ikke fratages en eneste »ejer« så meget som en øre, absolut ingen vanskeligheder, hverken tekniske eller kulturelle, og den saboteres udelukkende af hensyn til en forsvindende håndfuld rigfolks usle havesyge. Når nationaliseringen af bankerne så tit forveksles med konfiskation af privatformuerne, så bærer den borgerlige presse, som har interesse i at bedrage offentligheden, skylden for denne begrebsforvirring.
Ejendomsretten til de kapitaler, som bankerne opererer med, og som er koncentreret i bankerne, bevidnes ved trykte eller skrevne dokumenter, som man kalder aktier, obligationer, veksler, kvitteringer osv. Ikke et eneste af disse dokumenter vil gå tabt eller blive ændret ved bankernes nationalisering, dvs. alle bankernes sammensmeltning til en eneste statsbank. Den, som havde 15 rubler på en bankbog, vil også efter bankernes nationalisering være ejer af 15 rubler, og den, som havde 15 millioner, han vil efter bankernes nationalisering stadig have 15 millioner i form af aktier, obligationer, veksler, købekontrakter og lignende.
Hvori ligger så betydningen af bankernes nationalisering?
Den ligger i, at en virkelig kontrol med de mange enkelte banker og deres operationer (selv når forretningshemmeligheden osv. bliver ophævet) er umulig, for det er umuligt at gennemskue de meget komplicerede, uigennemsigtige og raffinerede metoder, som anvendes ved opstilling af balancer, ved grundlæggelse af fiktive virksomheder og filialer, ved at sætte stråmænd ind osv., osv. Kun en sammenslutning af alle banker til en enkelt bank, hvad der i sig selv ikke betyder den ringeste forandring af ejendomsforholdene og, det gentager vi, ikke fratager en eneste ejer en øre, giver mulighed for en virkelig kontrol – naturligvis under forudsætning af, at alle de andre ovenfor anførte forholdsregler kommer til anvendelse. Kun hvis bankerne nationaliseres, kan man opnå, at staten får kendskab til, hvor millionerne og milliarderne går hen og hvordan, hvor de kommer fra og hvornår. Og kun kontrol med bankerne, med centrum, med den kapitalistiske cirkulations hovedakse og hovedmekanisme ville gøre det muligt at iværksætte en virkelig kontrol, ikke en kontrol på papiret, med hele det økonomiske liv, med produktionen og fordelingen af de vigtigste produkter, at iværksætte den »regulering af det økonomiske liv«, som ellers ikke kan blive andet end en ministerfrase, der bedrager det jævne folk. Kun kontrol med bankoperationerne giver (under forudsætning af bankernes sammenslutning i én statsbank) mulighed for, at man under anvendelse af yderligere, let gennemførlige forholdsregler virkelig kan inddrive indkomstskatterne, uden at formuer og indkomster kan skjules; som det nu er, er og bliver indkomstskatten jo i høj grad en fiktion.
For at nationalisere bankerne ville det være nok simpelt hen at dekretere det – direktørerne og funktionærerne skulle så selv gennemføre det. Der behøves ikke noget særligt apparat, ingen særlige forberedende skridt fra statens side; denne forholdsregel lader sig realisere med ét dekret, »med ét slag«. Den økonomiske mulighed for en sådan foranstaltning har kapitalismen nemlig selv skabt, efter at den har udviklet sig til veksler, aktier, obligationer osv. Her mangler der kun en ensartet bogføring, og hvis den revolutionær-demokratiske stat forordnede, at der i hver by straks telegrafisk skal indkaldes møder og i provinsen og hele landet konferencer af direktører og funktionærer for ufortøvet at sammenslutte alle banker til én statsbank, så ville denne reform blive gennemført på få uger. Ganske vist ville netop direktørerne og de højere funktionærer forsøge at gøre modstand, at bedrage staten, at trække sagen i langdrag osv.; thi disse herrer ville jo gå glip af deres særdeles indbringende stillinger, miste muligheden for særlig indbringende svindleroperationer; det er sagens kerne. Tekniske vanskeligheder ved en sammenslutning af bankerne findes der derimod slet ikke, og hvis statsmagten ikke blot er revolutionær i ord (dvs. hvis den ikke er bange for at bryde med træghed og rutine), hvis den ikke blot er demokratisk i ord (dvs. hvis den handler i folkeflertallets og ikke i en håndfuld rigmænds interesse), så var det nok at dømme direktørerne, bestyrelsesmedlemmerne og storaktionærerne til formuekonfiskation og fængselsstraf for ethvert forsøg på at forhale sagen og hemmeligholde dokumenter eller afregninger; det var f.eks. nok at sammenslutte de fattige funktionærer for sig og give dem præmier for at afsløre bedragerier og manipulationer fra de riges side – og bankernes nationalisering ville ske glat og hurtigt.
De fordele, som hele folket, ikke specielt arbejderne (for arbejderne har kun lidt at gøre med banker), men bøndernes og de små erhvervsdrivendes masse vil få ved bankernes nationalisering, vil være uhyre. Arbejdsbesparelsen vil være kæmpemæssig og hvis man antager, at staten beholdt det hidtidige antal bankfunktionærer, vil det betyde et meget stort skridt fremad, idet man derved vil gøre brugen af bankerne mere universel (almindelig), forøge antallet af filialer, gøre bankoperationerne mere tilgængelige osv., osv. Netop de små besiddere, bønderne, ville få langt lettere ved at opnå kreditter. Staten selv ville for første gang få mulighed for først og fremmest at overse og så kontrollere alle vigtige pengeoperationer uden tilsløring, derefter at regulere det økonomiske liv og endelig få millioner og milliarder til store statsoperationer uden at betale d’herrer kapitalister vanvittige »provisioner« for deres »tjenester«. Derfor, og kun derfor, skummer alle kapitalister, alle borgerlige professorer, hele bourgeoisiet og dets tjenstvillige støtter, Plekhanov, Potresov og co., af raseri og er rede til at kæmpe mod bankernes nationalisering, til at opfinde tusinder af indvendinger mod denne ganske lette og påkrævede foranstaltning, skønt den selv fra lands-»forsvarets« synspunkt, dvs. fra et militært synspunkt, ville være et vældigt plus og forøge landets »militære magt« uhyre.
Her kunne man måske indvende: hvorfor gennemfører da så fremskredne lande som Tyskland og Amerikas Forenede Stater en storstilet »regulering af det økonomiske liv« uden så meget som at tænke på bankernes nationalisering?
Fordi begge disse stater, svarer vi, ikke blot er kapitalistiske, men også imperialistiske, selv om den ene er et monarki, den anden er republik. Derfor kan de gennemføre de fornødne reformer ad reaktionær-bureaukratisk vej, vi derimod taler her om den revolutionær-demokratiske vej.
Denne »lille forskel« er af meget væsentlig betydning. Det er for det meste »ikke skik og brug« at tænke på den. Ordet »revolutionært demokrati« er hos os (navnlig hos de socialrevolutionære og mensjevikkerne) næsten blevet en konventionel frase, omtrent som ordet »gudskelov«, der også bruges af folk, som ikke er så udannede at tro på en gud, eller som udtrykket »ærede borger«, som man undertiden sågar bruger overfor Den’s eller Jedinstvo’s medarbejdere, skønt næsten alle ved, at disse blade er grundlagt og opretholdt af kapitalisterne og for kapitalisterne, og at såkaldte socialisters medarbejderskab ved disse derfor er lidet »æret«.
Hvis man ikke vil bruge ordene »revolutionært demokrati« som en vedtagen paradefrase, som en konventionel talemåde, men overveje deres betydning, så betyder det at være demokrat i gerning at tage hensyn til folkeflertallets interesser, ikke til mindretallets, og at være revolutionær betyder at ødelægge alt skadeligt og forældet med den største beslutsomhed og ubarmhjertighed.
Hverken i Amerika eller i Tyskland gør regeringerne eller de herskende klasser, efter hvad man hører, krav på betegnelsen »revolutionært demokrati«, som vore socialrevolutionære og mensjevikker gør krav på (og prostituerer).
I Tyskland findes i alt fire private storbanker af landsomfattende, national betydning, i Amerika i alt to: det er lettere, bekvemmere, fordelagtigere for disse bankers finanskonger at rotte sig sammen privat og hemmeligt, reaktionært og ikke revolutionært, at gøre det bureaukratisk og ikke demokratisk, og så bestikke statsembedsmændene (det er den almindelige regel såvel i Amerika som i Tyskland), mens de bevarer bankernes private karakter netop for at bevare forretningshemmeligheden, netop for at flå staten for millioner og atter millioner i »ekstraprofit«, netop for at sikre de bedrageriske finansmanipulationer.
Både Amerika og Tyskland »regulerer det økonomiske liv« således, at der for arbejderne (og til dels for bønderne) kommer militært tvangsarbejde ud af det, men for bankierne og kapitalisterne et paradis. Deres regulering består i, at man »strækker« arbejdernes rationer ned under sultegrænsen, mens man (hemmeligt, ad reaktionær-bureaukratisk vej) sikrer kapitalisterne højere profitter end før krigen.
Også i det republikansk-imperialistiske Rusland er en sådan vej fuldt ud mulig; den bliver også betrådt, ikke blot af Miljukov’erne og Sjingarjov’erne, men også af Kerenskij hånd i hånd med Teresjtjenko, Nekrasov, Bernatskij, Prokopovitj og co., som ligeledes beskytter bankernes reaktionær-bureaukratiske »uantastelighed« og deres hellige ret til vanvittige profitter. Lad os dog hellere sige sandheden: man vil gerne regulere det økonomiske liv i det republikanske Rusland på reaktionær-bureaukratisk vis, men man har »ofte« vanskeligheder ved at gøre det, sålænge »Sovjetterne« eksisterer, som det ikke lykkedes Kornilov nr. 1 at jage væk, men som Kornilov nr. 2 vil forsøge at jage væk ...
Det vil jo vise sig at være sandheden. Og denne enkle, omend bitre sandhed er nyttigere for vort folks oplysning end den smukke løgn om »vort« »store« »revolutionære« demokrati...
Bankernes nationalisering ville i høj grad lette den samtidige nationalisering af forsikringsvæsenet, dvs. sammenslutningen af alle forsikringsselskaber til et enkelt selskab, centraliseringen af deres virksomhed, statens kontrol med dem. Kongresser af forsikringsselskabernes funktionærer ville også her straks og uden nogen vanskelighed kunne gennemføre denne sammenslutning, hvis den revolutionær-demokratiske stat anordnede det og foreskrev de ledende direktører og storaktionærerne ufortøvet at foretage sammenslutningen, som hver af dem skulle være strengt ansvarlig for. I forsikringsvæsenet har kapitalisterne anbragt hundreder af millioner, hele arbejdet gøres af funktionærer. En sammenslutning her ville nedsætte forsikringspræmierne, bringe talrige fordele og lettelser for alle forsikrede og med de samme kræfter og midler udvide de forsikredes kreds. Udover træghed, rutine og havesyge hos en håndfuld indehavere af indbringende ben er der absolut intet, der står i vejen for denne reform, en reform som igen vil hæve landets »forsvarsevne«, spare på folkets arbejde og åbne en række meget betydningsfulde muligheder for at »regulere det økonomiske liv« ikke blot på papiret, men i virkeligheden.
Kapitalismen adskiller sig fra de gamle førkapitalistiske systemer for samfundsøkonomi ved, at den har skabt snæver forbindelse og gensidig afhængighed mellem forskellige grene. Hvis dette ikke var tilfældet, ville forøvrigt alle skridt i retning af socialismen være teknisk uigennemførlige. Den moderne kapitalisme har gennem bankernes herredømme over produktionen øget denne gensidige afhængighed mellem samfundsøkonomiens forskellige grene til det yderste. Bankerne og de vigtigste grene inden for industri og handel er vokset uløseligt sammen. Det betyder for det første, at det ikke er muligt at nationalisere bankerne alene og undlade at oprette et statsmonopol af handels- og industrisyndikaterne (sukker, kul, jern, olie osv.), at nationalisere disse syndikater. Og det betyder for det andet, at reguleringen af det økonomiske liv, hvis den skal gennemføres alvorligt, nødvendiggør at både banker og syndikater nationaliseres samtidig.
Lad os f.eks. tage sukkersyndikatet. Det opstod allerede under tsarismen og førte til en stort anlagt kapitalistisk sammenslutning af fortræffeligt indrettede fabrikker og bedrifter, og denne sammenslutning, der naturligvis er gennemsyret af den mest reaktionære og bureaukratiske ånd, sikrede kapitalisterne skandaløst høje profitter, mens den bød funktionærerne og arbejderne absolut retsløshed, fornedrelse, undertrykkelse og slaveri. Staten kontrollerede og regulerede allerede dengang produktionen til gunst for pengemagnaterne.
Man behøver her kun at forvandle den reaktionær-bureaukratiske regulering til en revolutionær-demokratisk ved enkle dekreter om indkaldelse af en konference af funktionærer, ingeniører, direktører og aktionærer, om indførelse af ensartet regnskabsføring, om arbejderorganisationernes kontrol osv. Dette er så ligetil – og netop dette bliver stadig ikke gjort! I den demokratiske republik bliver den reaktionær-bureaukratiske regulering af sukkerindustrien i virkeligheden ved med at bestå, alt bliver ved det gamle: rovdrift med folkets arbejde, rutine og stagnation, berigelse for Bobrinskij’erne og Teresjtjenko’erne. Opfordre demokratiet, ikke bureaukratiet, opfordre arbejderne og funktionærerne, ikke » sukkerkongerne« til selvstændigt initiativ – det var det, man kunne og skulle have gjort på et par dage, med ét slag, hvis ikke de socialrevolutionære og mensjevikkerne havde forplumret folkets opfattelse med planer om en »koalition« netop med disse sukkerkonger, en koalition med pengesækkene, som nødvendigvis må medføre re geringens »fuldstændige uvirksomhed« med hensyn til regulering af det økonomiske liv.« [*]
Lad os tage olieindustrien. Den er allerede i kæmpemæssigt omfang blevet »gjort samfundsmæssig« ved kapitalismens forudgående udvikling. Et par oliekonger omsætter hundreder og atter hundreder af millioner; de beskæftiger sig med at klippe kuponer og skovler eventyrlige gevinster ind på den »forretning«, som faktisk, teknisk, allerede nu er organiseret samfundsmæssigt i landsmålestok og allerede nu ledes af hundreder og tusinder af funktionærer, ingeniører osv. Olieindustriens nationalisering er mulig straks, og det er en pligt for en revolutionær-demokratisk stat at gøre det, tilmed når den gennemgår en svær krise, hvor det gælder om for enhver pris at spare på folkets arbejde og forøge brændselsproduktionen. Det er klart, at en bureaukratisk kontrol ikke vil nytte noget, ikke ændre noget, thi »oliekongerne« kommer nøjagtig lige så let ud af det med folk som Teresjtjenko og Kerenskij og Avksentjev og Skobelev, som de kom ud af det med de tsaristiske ministre; de ordner det ved forhaling, udflugter og løfter, endvidere ved direkte og indirekte bestikkelse af den borgerlige presse (det kalder man »den offentlige mening«, som Kerenskij, Avksentjev og konsorter »tager hensyn til«), ved bestikkelse af embedsmænd (som Kerenskij og Avksentjev og konsorter har ladet blive på deres gamle poster i det gamle uantastede statsapparat).
For at kunne gøre noget alvorligt må man gå over fra bureaukrati til demokrati og gøre det virkelig revolutionært, dvs. erklære oliekongerne og olieaktionærerne krig, dømme dem til formuekonfiskation og fængselsstraf, hvis de forhaler olieindustriens nationalisering, skjuler indtægter og regnskaber, saboterer produktionen eller undlader at træffe forholdsregler til at forøge produktionen. Man må appellere til arbejdernes og funktionærernes initiativ, straks sammenkalde dem til drøftelser og kongresser og overlade dem en bestemt andel af fortjenesten på betingelse af at de indfører en alsidig kontrol og forøger produktionen. Hvis sådanne revolutionær-demokratiske skridt var blevet taget straks i april 1917 uden forhaling, så ville Rusland, et af de lande i verden, der er rigest på flydende brændsel, i løbet af sommeren have kunnet gøre uendelig meget for at forsyne folket med de nødvendige mængder brændsel ved at benytte vandvejene.
Hverken den borgerlige regering eller den socialrevolutionær-mensjevikisk-kadetiske koalitionsregering har gjort det ringeste; de lod sig nøje med en bureaukratisk reformkomedie. De vovede ikke et eneste revolutionær-demokratisk skridt. De samme oliekonger, den samme stagnation, det samme had hos arbejderne og funktionærerne mod udbytterne, den samme rovdrift med folkets arbejde – det hele som det var under tsarismen; det eneste, der har ændret sig er hovederne på de papirer, der går ind og ud i de »republikanske« kancellier!
I kulindustrien, som teknisk og kulturelt ikke er mindre »moden« til nationalisering, og som forvaltes lige så skamløst af folkets udbyttere, kulkongerne, har vi en række åbenlyse fakta: direkte sabotage, direkte ødelæggelse og standsning af produktionen fra industriherrernes side. Selv det mensjevikiske ministerblad Rabotsjaja Gaseta har indrømmet disse fakta. Og hvad så? Man har slet ingenting gjort, kun trukket de gamle reaktionær-bureaukratiske »fifty-fifty« nævn frem igen, som består af lige mange arbejdere og røvere fra kulsyndikatet! !
Ikke et eneste revolutionær-demokratisk skridt, ikke skygge af forsøg på at oprette den eneste reelle kontrol fra neden, gennem funktionærforbundene, gennem arbejderne, gennem terror mod kulbaronerne, som styrter landet i fordærv og standser produktionen! Hvordan skulle man også det – vi er jo »alle« tilhængere af »koalitionen«, om ikke med kadetterne så med handels- og industrikredsene, og koalition betyder netop at overlade kapitalisterne magten, lade dem skalte og valte ustraffet, tillade dem at bremse alt, vælte alt over på arbejderne, forstærke forfaldet og på denne måde forberede et nyt Kornilov-kup!
Uden ophævelse af forretningshemmeligheden bliver kontrol med produktion og fordeling enten et tomt løfte, hvormed kadetterne snyder de socialrevolutionære og mensjevikkerne, og disse igen de arbejdende klasser, eller også kan den kun gennemføres med reaktionær-bureaukratiske midler og metoder. Dette er åbenbart for ethvert uhildet menneske, og Pravda [6] krævede hårdnakket forretningshemmeligheden ophævet (hvad der netop i høj grad bidrog til, at bladet blev forbudt af kapitalens tjener – Kerenskij-regeringen –) men hverken vor republikanske regering eller »det revolutionære demokratis kompetente organer« bare så meget som tænkte på dette en virkelig kontrols første bud.
Netop her ligger nøglen til al kontrol. Netop det er kapitalens ømme punkt, kapitalen, som saboterer produktionen og udplyndrer folket. Det er også grunden til, at de socialrevolutionære og mensjevikkerne ikke vover at røre ved dette punkt.
Kapitalisternes sædvanlige argument, som tankeløst gentages af småborgerne, går ud på, at den kapitalistiske økonomi absolut ikke kan finde sig i forretningshemmelighedens ophævelse, thi den private ejendomsret til produktionsmidlerne, de enkelte bedrifters afhængighed af markedet, nødvendiggør forretningsbøgernes og handelsomsætningens »hellige ukrænkelighed«, bankforretningerne naturligvis indbefattet.
Den, der under en eller anden form anfører disse eller lignende argumenter, narrer sig selv og narrer folket, thi man lukker herved øjnene for to grundlæggende, yderst vigtige, almindelig kendte fakta i nutidens økonomiske liv. Det ene faktum er storkapitalismen, dvs. bankerne, syndikaternes, storbedrifternes og lignende foretagenders særlige driftsform. Det andet faktum er krigen.
Netop den moderne storkapitalisme, som overalt bliver til monopolkapitalisme, berøver forretningshemmeligheden ethvert skær af fornuft, gør den til hykleri og bruger den udelukkende til at tilsløre finanssvindlerierne og storkapitalens utrolige profitter. Den kapitalistiske stordrift er allerede efter sin tekniske natur samfundsmæssig drift, dvs. den arbejder for millioner af mennesker og forener ved sin virksomhed direkte og indirekte hundreder, tusinder, ja, titusinder af familier. Det er noget helt andet end en lille håndværkers eller en middelbondes bedrift; de fører slet ingen forretningsbøger og bliver derfor ikke berørt af forretningshemmelighedens ophævelse!
I en stordrift er virksomheden alligevel kendt af hundreder, ja endnu flere personer. Loven til beskyttelse af forretnings-hemmeligheden tjener her ikke produktionens eller omsætningens behov, men spekulation og havesyge i den groveste form, den direkte svindel, der som bekendt særlig breder sig i aktieselskaberne og tilsløres særlig behændigt af beretninger og regnskaber, der sættes sammen på en sådan måde, at man kan tage publikum ved næsen.
Mens forretningshemmeligheden er uundgåelig i den lille vareøkonomi, dvs. hos småbønderne og håndværkerne, hvor produktionen i sig selv ikke er samfundsmæssig, men stykket ud, splittet, så betyder beskyttelsen af denne hemmelighed i storkapitalistiske bedrifter kun, at man beskytter bogstavelig talt en håndfuld folks privilegier og profitter mod hele folket. Det er allerede anerkendt i loven, for så vidt som den foreskriver offentliggørelse af aktieselskabernes regnskaber. Men denne kontrol, som allerede er indført i alle fremskredne lande og også i Rusland, er netop en reaktionær-bureaukratisk kontrol, som ikke åbner øjnene på folket og ikke tillader det at erfare hele sandheden om aktieselskabernes virksomhed.
For at handle revolutionær-demokratisk skulle man straks udstede en lov, som ophæver forretningshemmeligheden, forpligter storbedrifterne og de rige til at aflægge ganske udførlige regnskaber og give en hvilken som helst gruppe borgere, der rummer et solidt demokratisk antal mennesker, lad os sige 1000 eller 10.000 vælgere, ret til at gennemgå samtlige dokumenter i en hvilken som helst storbedrift. En sådan foranstaltning er let at gennemføre ved et simpelt dekret; kun den ville bringe folke-initiativet til udfoldelse ved en kontrol gennem funktionærforbundene, arbejderorganisationerne og alle politiske partier, kun den ville gøre det til en alvorlig og demokratisk kontrol.
Hertil kommer krigen. Det overvældende flertal af handels-og industrivirksomheder arbejder i øjeblikket ikke for det »frie marked«, men for statskassen, for krigen. Jeg har derfor allerede i Pravda sagt, at folk, som argumenterer mod os ved at sige, at det er umuligt at indføre socialismen, svindler og svindler groft, thi det drejer sig ikke om indførelse af socialismen nu, straks, fra i dag til i morgen, men om at afsløre tyverierne fra statskassen. [7]
Den kapitalistiske virksomhed »for krigen« (dvs. den virksomhed, som direkte eller indirekte har med krigsleverancer at gøre) er en systematisk, legaliseret plyndring af statskassen, og d’herrer kadetter i kompagni med mensjevikkerne og de socialrevolutionære, som modsætter sig ophævelsen af forretningshemmeligheden, er ikke andet end statskassetyveriets hjælpere og hælere.
Krigen koster nu Rusland 50 millioner rubler om dagen. Disse 50 millioner om dagen går for størstedelen til krigsleverandørerne. Af disse 50 millioner udgør mindst 5 millioner daglig, sandsynligvis 10 millioner eller mere, »lovlige biindtægter« for kapitalisterne og embedsmændene, der på en eller anden måde er i ledtog med dem. Navnlig de store firmaer og bankerne, der forstrækker dem med penge til udførelse af krigsleverancerne, beriger sig her med uhørte profitter netop gennem statskasse-tyverierne, for anderledes kan man ikke kalde dette bedrageri, denne flåning af folket »i anledning af« krigen, »i anledning af«, at hundredtusinder og millioner af mennesker går til grunde.
Disse skandaløse profitter på leverancerne, » garantibrevene«, som hemmeligholdes af bankerne, og hvilke personer der beriger sig på de stadige prisforhøjelser, det er noget, »alle« ved, det taler man smilende om i »de bedre kredse«, det findes der endog ikke så få præcise bemærkninger om i den borgerlige presse, der som regel fortier de »pinlige« ke ndsgerninger og omgår de »kildne« spørgsmål. Alle ved det – og alle tier, alle tåler det, alle affinder sig med regeringen, som holder smukke taler om »kontrol« og »regulering«!!
Revolutionære demokrater ville, hvis de virkelig var revolutionære og demokrater, straks have udstedt en lov, som ophæver forretningshemmeligheden, forpligter leverandørerne og købmændene til regnskabsaflæggelse, forbyder dem at opgive deres specielle virksomhed uden myndighedernes tilladelse, indfører formuekonfiskation og skydning [**] for hemmeligholdelse og bedrageri mod folket, organiserer efterprøvelse og kontrol fra neden, demokratisk, gennem folket selv, gennem sammenslutninger af funktionærer, arbejdere, forbrugere osv.
Vore socialrevolutionære og mensjevikker har helt igennem fortjent navnet forskræmte demokrater; thi i dette spørgsmål gentager de, hvad alle forskræmte spidsborgere siger, nemlig at kapitalisterne vil »stikke af«, hvis man anvender »for skrappe« midler, at »vi« ikke kan klare os uden kapitalisterne, at også de engelsk-franske millionærer måske bliver »fornærmede«, og de »støtter« os jo, etc. Man kunne tro, at bolsjevikkerne foreslog noget, der var ukendt i menneskehedens historie, noget uprøvet, »utopisk«, skønt der i Frankrig allerede for 125 år siden var mænd, som var virkelig »revolutionære demokrater«, som virkelig var overbevist om, at krigen for deres vedkommende var retfærdig og havde forsvarskarakter, og som virkelig støttede sig på folkemasserne, der oprigtigt delte den samme overbevisning – mænd, som forstod at indføre en revolutionær kontrol med de rige og opnå resultater, der fremkaldte hele verdens beundring. Og i de forløbne 125 år har kapitalens udvikling, ved oprettelsen af banker, syndikater, jernbaner osv., gjort det hundrede gange lettere og simplere at øve en virkelig demokratisk kontrol fra arbejdernes og bøndernes side mod udbytterne, godsejerne og kapitalisterne.
I grunden går hele spørgsmålet om kontrollen ud på, hvem der kontrollerer hvem, dvs. hvilken klasse der er den kontrollerende, og hvilken klasse der er den kontrollerede. Hos os, i det republikanske Rusland, hvor der medvirker »kompetente organer« for et såkaldt revolutionært demokrati, har man hidtil anerkendt og tolereret godsejere og kapitalister som kontrollører. Den uundgåelige følge heraf er kapitalisternes ligrøveri, som vækker almindelig harme i folket, og endvidere det forfald, som kunstigt fremmes af kapitalisterne. Man må beslutsomt, uigenkaldeligt, uden frygt for at bryde med det gamle, uden frygt for dristigt at opbygge det nye tage fat på en kontrol med godsejerne og kapitalistens fra arbejdernes og bøndernes side. Men det frygter vore socialrevolutionære og mensjevikker som pesten.
Tvungen oprettelse af syndikater, dvs. tvungen sammenslutning i forbund f.eks. af industrifolk, er allerede blevet anvendt i praksis i Tyskland. Det er der ikke noget nyt i. Og her er de socialrevolutionære og mensjevikkerne skyld i, at vi oplever en fuldkommen stagnation i det republikanske Rusland, som disse lidet ærede partier »underholder« med en æggedans, som de danser enten med kadetterne eller med Bublikov’erne eller med Teresjtjenko og Kerenskij.
Den tvungne oprettelse af syndikater er på den ene side en slags statslig fremskyndelse af den kapitalistiske udvikling, hvad der overalt fører til organisering af klassekampen, til forøgelse af sammenslutningernes antal, forskelligartethed og betydning. Og på den anden side er den tvungne oprettelse af sammenslutninger en nødvendig forudsætning for enhver nogenlunde alvorlig kontrol og enhver økonomiseren med folkets arbejde.
Den tyske lov forpligter f.eks. læderfabrikanterne i en bestemt by eller i hele riget til at slutte sig sammen i et forbund, idet en repræsentant for staten indtræder i dette forbunds ledelse for at føre kontrol. En sådan lov berører umiddelbart, dvs. taget for sig, ikke ejendomsretten det ringeste, den berøver ikke en eneste ejer en skilling og foregriber ikke afgørelsen af, om kontrollen skal gennemføres i reaktionær-bureaukratisk eller revolutionær-demokratisk form, retning og ånd.
Sådanne love kunne og skulle man også straks udstede hos os uden at spilde blot en uge af den kostbare tid, idet man overlader det til selve den sociale situation at afgøre, hvordan loven mere konkret skal gennemføres, hvor hurtigt det skal ske, hvordan man skal kontrollere gennemførelsen osv. Staten behøver hverken et særligt apparat eller særlig forskning eller nogen som helst forudgående undersøgelser for at udstede en sådan lov; der behøves kun vilje til at gøre op med visse privatinteresser hos kapitalisterne, som »ikke er vant« til en sådan indblanding og ikke ønsker at miste deres ekstraprofitter, der sikres dels ved mangelen på kontrol, dels ved fortsættelsen af driften på gammeldags manér.
Man behøver ikke noget særligt apparat eller nogen »statistik« (det var den, Tjernov ville sætte i stedet for bøndernes revolutionære initiativ) for at udstede en sådan lov, thi dens gennemførelse må pålægges fabrikanterne eller industrimændene selv, må pålægges de forhåndenværende samfundsmæssige kræfter, under kontrol af ligeledes forhåndenværende samfundsmæssige kræfter (dvs. ikke regeringskræfter, ikke bureaukratiske kræfter), blot må disse ubetinget søges i de såkaldte »lavere stænder«, dvs. i de undertrykte og udbyttede klasser, som altid i historien har vist sig at stå umådelig meget højere end udbytterne, hvad angår evne til heroisme, selvopofrelse og kammeratlig disciplin.
Lad os sige, at vi har en virkelig revolutionær-demokratisk regering, og at den beslutter: alle fabrikanter og industrifolk i enhver produktionsgren er, hvis de f.eks. beskæftiger mindst 2 arbejdere, forpligtet til straks at slutte sig sammen i kreds- og guvernementsforbund. Ansvaret for den ubetingede opfyldelse af loven pålægges i første række fabrikanterne, direktørerne, bestyrelsesmedlemmerne og storaktionærerne (thi de er den moderne industris virkelige førere, dens virkelige herrer). De betragtes som desertører fra militærtjeneste og bliver også straffet som sådanne, hvis de søger at unddrage sig den ufortøvede gennemførelse af loven; de skal være solidarisk ansvarlige med hele deres formue, én for alle og alle for én. Desuden skal alle funktionærer være ansvarlige og pligtige til at oprette et enkelt forbund og ligeledes alle arbejderne og deres fagforening. Formålet med oprettelsen af sammenslutninger er at indføre den mest fuldstændige, den strengeste og mest detaljerede regnskabsaflæggelse, men hovedsagelig at sammenfatte operationerne ved indkøb af råstoffer, ved afsætning af produkterne, for at spare på folkets midler og kræfter. Denne besparelse ved sammenslutningen af splittede virksomheder til ét syndikat er enorm, således som den økonomiske videnskab lærer, og som eksemplet med alle syndikater, karteller og truster viser. Det må her endnu en gang gentages, at denne sammenslutning i et syndikat i og for sig ikke ændrer ejendomsforholdene det ringeste og ikke berøver nogen ejer en skilling. Man må stærkt understrege denne omstændighed, thi den borgerlige presse »skræmmer« bestandig de små og mellemstore ejere med, at socialisterne i almindelighed og bolsjevikkerne i særdeleshed vil »ekspropriere« dem: en oplagt løgnagtig påstand, eftersom socialisterne selv under en fuldstændig socialistisk omvæltning ikke ønsker at ekspropriere småbøndernes ejendom og ikke kan eller vil gøre det. Og vi taler hele tiden kun om de nærmeste og mest tiltrængte forholdsregler, som allerede er gennemført i Vesteuropa, og som nogenlunde konsekvent demokrati straks skulle gennemføre hos os for at bekæmpe den truende og uafvendelige katastrofe.
Det vil støde på alvorlige tekniske og kulturelle vanskeligheder at sammenslutt e de små og de mindste ejere i forbund; dette skyldes den dybtgående splittethed, den tekniske primitivitet i deres bedrifter, indehavernes mangel på almindelige skole-kundskaber og dannelse. Men netop disse bedrifter kunne undtages fra loven (som allerede antydet ovenfor i det tænkte eksempel), og deres ikke-sammenslutning, for slet ikke at tale om deres forsinkede sammenslutning, kunne ikke udgøre nogen alvorlig hindring, thi den rolle, det uhyre antal småbedrifter spiller i produktionens samlede sum, deres betydning for samfundsøkonomien som helhed er forsvindende ringe, og desuden er de ofte på en eller anden måde afhængige af storbedrifterne.
Af afgørende betydning er kun storbedrifterne, og her er de tekniske og kulturelle midler og kræfter til oprettelsen af sammenslutninger for hånden; der mangler kun den revolutionære magts faste, beslutsomme, overfor udbytterne skånselsløst hårde initiativ for at sætte disse kræfter og midler i bevægelse.
Jo fattigere et land er på teknisk uddannede og overhovedet intellektuelle kræfter, jo mere bydende er nødvendigheden af så hurtigt og beslutsomt som muligt at dekretere den tvungne sammenslutning og begynde at gennemføre den i de store og de største bedrifter, thi netop denne sammenslutning vil spare intellektuelle kræfter, gøre det muligt at udnytte dem fuldt og helt og fordele dem rigtigere. Når selv de russiske bønder i deres ravnekroge, under den tsaristiske regering, hvor de måtte kæmpe mod tusinde hindringer fra regeringens side, har forstået at gøre et vældigt skridt fremad efter 1905 og skabe alle mulige sammenslutninger, så kunne en sammenslutning af den store og mellemstore industri og handel naturligvis gennemføres på nogle måneder eller måske hurtigere, forudsat at der ud-øves tvang i denne retning af en virkelig revolutionær-demokratisk regering, som bygger på støtte, deltagelse, aktiv interesse, begunstigelse fra demokratiets »lavere lag«: funktionærerne og arbejderne – og som opfordrer disse til at øve kontrol.
Krigen har tvunget alle krigsførende og mange neutrale stater til at gå over til regulering af forbruget. Brødkortet så dagens lys, det blev en vane og trak andre kort med sig. Rusland holdt sig ikke tilbage og indførte ligeledes brødkortet.
Netop ud fra dette eksempel kan vi måske mest anskueligt sammenligne de reaktionær-bureaukratiske metoder til bekæmpelse af katastrofen, hvor man stiler efter færrest mulige forandringer, med de revolutionær-demokratiske, som, hvis de vil gøre sig fortjent til dette navn, må stille sig den direkte opgave med magt at bryde med det gamle og forældede og stimulere bevægelsen fremad mest muligt.
Brødkortet, dette skoleeksempel på forbrugsregulering i de moderne kapitalistiske stater, har til opgave og realiserer (i bedste fald) én ting: at fordele den forhåndenværende brød-mængde således, at den slår til for alle. Der indføres et maksimumsforbrug, ikke nær af alle, men kun af de vigtigste folkeprodukter. Og det er alt. Mere bekymrer man sig ikke om. Man sammenregner ganske bureaukratisk de forhåndenværende kornforråd og fordeler dem pr. hoved, fastsætter en ration, indfører den og nøjes så med det. Luksusartikler rører man ikke ved, for der er »alligevel« så få af dem og de er »alligevel« så dyre, at de er uoverkommelige for »folket«. Derfor ser vi i alle krigsførende lande uden undtagelse, selv i Tyskland, som man sikkert uden at blive modsagt kan betragte som mønster på den mest omhyggelige, pedantiske, strenge regulering af forbruget, selv i Tyskland ser vi, hvorledes alle forbrugs-»rationer« bestandig omgås af de rige. Det ved »alle«, det taler »alle« også om med et smil, og i den tyske socialistiske – undertiden også i den borgerlige – presse kan man atter og atter, trods den kaserneagtigt strenge tyske censurs rasen, finde notitser og meddelelser om de riges »menu«, om at rigfolk på det og det bade-sted får franskbrød, så meget de vil (alle, der har penge, rejser derhen som patienter), om at rigmændene erstatter de produkter, det jævne folk bruger, med udsøgte og sjældne luksusartikler.
Den reaktionær-kapitalistiske stat, som er bange for at undergrave grundlaget for kapitalismen, grundlaget for lønslaveriet, grundlaget for de riges økonomiske herredømme, som er bange for at fremme arbejdernes og overhovedet de arbejdendes selvvirksomhed, som er bange for at »vække« deres begærlighed – en sådan stat behøver ikke andet end brødkortet. En sådan stat taber ikke et øjeblik, ligegyldigt hvad den gør, det reaktionære mål af syne: at befæste kapitalismen, forhindre dens undergravelse, indskrænke »reguleringen af det økonomiske liv« i almindelighed og reguleringen af forbruget i særdeleshed til kun at omfatte forholdsregler, som er ubetinget nødvendige for at fodre folket, uden på nogen måde at tage fat på en virkelig forbrugsregulering gennem en kontrol med de rige og ved at pålægge disse bedre stillede, privilegerede, mætte og i fredstid overfodrede mennesker større byrder i krigens tid.
Den reaktionær-bureaukratiske løsning af den opgave, krigen har stillet folket, indskrænker sig til brødkort, til ensartet fordeling af de for ernæringen absolut nødvendige »folke«produkter, og man opgiver ikke en tøddel af bureaukratis-men og den reaktionære ånd, ikke en tøddel af sit mål: ikke at øge selvvirksomheden hos de fattige, proletariatet, folkets masse (»demos«), ikke at tillade en kontrol fra deres side med de rige, men holde flest mulige bagdøre åbne, for at de rige kan holde sig skadesløse ved hjælp af luksusartikler. Og i alle lande, gentager vi, selv i Tyskland, for slet ikke at tale om Rusland, findes der et utal af bagdøre, i alle lande sulter det »jævne folk«, mens de rige rejser til badesteder, supplerer den sparsomme officielle ration med alle mulige »ekstra portioner« og ikke lader sig selv kontrollere.
I Rusland, som lige har lavet revolution mod tsarismen i frihedens og lighedens navn, som med ét slag er blevet en demokratisk republik ifølge sine faktiske politiske institutioner, er det særlig påfaldende for folket og fremkalder særlig utilfredshed, uvilje, forbitrelse og harme hos masserne at se, hvor let de rige kommer udenom »brødkortene«. Denne lethed kan alle se. Og den er virkelig stor. »Under hånden« og til særlig høje priser kan man få alt i store mængder, navnlig når man har »forbindelser« (og det har kun de rige). Men folket sulter. Forbrugsreguleringen holdes indenfor de snævreste bureaukratisk-reaktionære rammer. Regeringen har ikke skygge af omsorg for at organisere denne regulering på virkelig revolutionær-demokratisk basis.
»Kø’erne« lider »alle« under, men... de rige sender en tjenestepige hen i kø’erne og lejer endog en speciel tjenestepige til det! Der har I »demokratisme«!
I en tid, hvor landet gennemgår uhørte lidelser, ville en revolutionær-demokratisk politik ikke nøjes med brødkort for at bekæmpe den truende katastrofe, men den ville for det første indføre tvungen sammenslutning af hele befolkningen i forbrugsforeninger, thi uden en sådan sammenslutning kan man ikke gennemføre en fuldstændig kontrol med forbruget; den ville for det andet indføre arbejdspligt for de rige og lade dem arbejde gratis i disse forbrugsforeninger som sekretærer eller på anden måde; for det tredje ville den sørge for en ligelig fordeling af alle forbrugsvarer blandt befolkningen, så krigens byrder blev virkeligt fordelt; for det fjerde ville den organisere kontrollen således, at netop de fattigste klasser i befolkningen kontrollerer de riges forbrug.
Skabelsen af et virkeligt demokrati på dette område, en virkelig revolutionær optræden netop ved at lade de mest nødlidende folkeklasser organisere kontrollen, ville være den kraftigst mulige spore til at anspænde enhver forhåndenværende åndelig kraft, til virkelig at udvikle hele folkets revolutionære energi. Det republikanske og revolutionær-demokratisk Ruslands ministre bruger imidlertid nu, ganske som deres kolleger i de øvrige imperialistiske lande, høj travende ord om »fælles arbejde til folkets bedste«, om »anspændelse af alle kræfter«, men folket ser, sporer og føler hykleriet i disse ord.
Følgen er en march på stedet og et ustandseligt voksende forfald, stadig nærmere katastrofen, thi indføre militært tvangs-arbejde for arbejderne efter Kornilovs og Hindenburgs mønster, efter det almindelige imperialistiske mønster, kan vor regering ikke – dertil er revolutionens traditioner, mindelser, spor, vaner og institutioner endnu for levende i folket; men virkelig alvorlige skridt på den revolutionær-demokratiske vej vil vor regering ikke foretage, thi den er helt igennem, fra øverst til nederst gennemsyret af og indspundet i afhængighedsforhold til bourgeoisiet, gennem »koalitionen« med det, af angst for at gå dets faktiske privilegier for nær.
Vi har behandlet de forskellige midler og metoder til bekæmpelse af katastrofen og hungersnøden. Vi har overalt set den uforsonlige modsætning mellem demokratiet på den ene side og regeringen sammen med den blok af socialrevolutionære og mensjevikker, der støtter den, på den anden side. For at påvise, at disse modsætninger eksisterer i virkeligheden og ikke blot i vor fremstilling, og at deres uforsonlighed bevises af de faktiske konflikter, som har almenfolkelig betydning, er det nok at erindre om to særlig typiske »resultater« og lærdomme af vor revolutions historie i det forløbne halvår.
Paltjinskijs »regeringstid« har givet den ene lære. Pesjekhonovs »regeringstid« og fald har givet den anden.
De ovenfor anførte forholdsregler til bekæmpelse af katastrofen og hungersnøden kan i grunden karakteriseres som en alsidig spore (der også kan være tvang) til at sammenfatte befolkningen i forbund, og i første række demokratiet, dvs. befolkningens flertal – altså først og fremmest de undertrykte klasser, arbejderne og bønderne, især de fattigste. Og denne vej har befolkningen selv betrådt, ganske spontant, for at bekæmpe krigens uhørte vanskeligheder, byrder og lidelser.
Tsarismen bremsede på enhver måde befolkningens selvstændige og frie sammenslutning i forbund. Men efter omstyrtelsen af det tsaristiske monarki begyndte demokratiske organisationer at opstå og vokse hurtigt i hele Rusland. Det var selvbestaltede, demokratiske organisationer, forsyningskomiteer, brændselsudvalg og lignende, der tog kampen op mod katastrofen.
Og det mest bemærkelsesværdige ved vor revolutions historie i dette halve år, hvad det her undersøgte spørgsmål angår, er jo, at regeringen, som kalder sig republikansk og revolutionær og støttes af mensjevikkerne og de socialrevolutionære på »det revolutionære demokratis kompetente organers vegne, denne regering bekæmpede de demokratiske organisationer og nedkæmpede dem!!
Paltjinskij erhvervede sig i denne kamp den sørgeligste og videste berømmelse i hele Rusland. Han arbejdede bag regeringens ryg, trådte ikke åbent frem for folket (ganske som kadetterne i det hele taget yndede at gøre, idet de helst skød Tsereteli frem »for folket«, mens de selv i al stilhed tog sig af alle vigtige sager). Paltjinskij bremsede og saboterede alle alvorlige foranstaltninger fra de selvbestaltede, demokratiske organisationers side, thi der kunne ikke gennemføres en eneste alvorlig foranstaltning, uden at pengesækkenes umådelige profitter og udskejelser led »afbræk«. Og Paltjinskij var netop pengesækkenes tro advokat og tjener. Det gik så vidt – og denne kendsgerning blev meddelt i pressen – at Paltjinskij direkte ophævede de selvbestaltede, demokratiske organisationers anordninger!!
Hele Paltjinskijs »regeringstid« – han »regerede« i mange måneder, og netop mens Tsereteli, Skobelev og Tjernov var »ministre« – er én uafbrudt, hæslig skandale, en sabotage af folkeviljen, af demokratiets beslutninger til fordel for kapitalisterne, for deres usle havesyges skyld. Bladene kunne naturligvis kun bringe en forsvindende del af Paltjinskijs »bedrifter«, og en fuldstændig undersøgelse af, hvordan han forpurrede kampen mod hungersnøden, vil kun den ægte demokratiske regering, proletariatets regering, kunne gennemføre, når den har erobret magten og uforbeholdent forelægger alle Paltjinskijs og konsorters gerninger for folkets domstol.
Man vil måske svare os, at Paltjinskij dog var en undtagelse, og at man jo har fjernet ham ... Der er netop det ved det, at Paltjinskij ikke er undtagelsen, men regelen, at det ikke står spor bedre til efter fjernelsen af Paltjinskij, at der i hans sted er trådt andre Paltjinskij’er med andre navne, at man slet ikke har rørt ved kapitalisternes hele »indflydelse«, hele sabotagen af kampen mod hungersnøden til fordel for dem. Thi Kerenskij og co. er kun et skjold til forsvar for kapitalisternes interesse.
Det bedste bevis herpå er, at Pesjekhonov, ernæringsministeren, er trådt tilbage fra sin post. Som bekendt er Pesjekhonov en meget, meget mådeholden narodnik. Men han ville samvittighedsfuldt arbejde sammen med de demokratiske organisationer og støtte sig til disse for at organisere ernæringsvæsenet. Så meget interessantere er det eksperiment, Pesjekhonovs virksomhed var, og hans tilbagetræden, den kendsgerning, at denne yderst moderate narodnik, medlem af det »folke-socialistiske« parti, parat til ethvert kompromis med bourgeoisiet, dog så sig nødsaget til at træde tilbage! Thi Kerenskij-regeringen har forhøjet maksimalpriserne på korn til fordel for kapitalisterne, godsejerne og kulakkerne!!
M. Smit beskriver i Svobodnaja Sjisn [8] nr. 1, den 2. september, dette »skridt« og dets betydning således:
»Nogle dage før regeringen besluttede at forhøje maksimalpriserne, udspilledes der følgende scene i rigsernæringskomiteen: højres repræsentant Rolovitsj, der er en stædig forsvarer for privathandelens interesser og en forbitret fjende af kornmonopolet og statens indblanding i det økonomiske liv, erklærede åbent med et selvglad smil, at så vidt han vidste, ville maksimalpriserne på korn snart blive forhøjet.
Repræsentanten for arbejder- og soldatersovjetten svarede herpå, at noget sådant ikke var ham bekendt, at en sådan handling var umulig, så længe revolutionen i Rusland varede ved, og at regeringen i hvert fald ikke kunne indlade sig på en sådan handling uden først at have rådført sig med demokratiets kompetente organer, det økonomiske råd og ernæringskomiteen. Repræsentanten for bondesovjetten tilsluttede sig denne erklæring.
Men ak! Virkeligheden sagde sit grusomme ord i denne kontrovers; det var ikke demokratiets repræsentanter, der fik ret, men de besiddende klassers repræsentant. Det viste sig, at han var udmærket underrettet om det planlagte attentat på demokratiets rettigheder, skønt dets egne repræsentanter med harme tilbageviste muligheden af et sådant attentat.«
Altså, såvel arbejdernes som bøndernes repræsentant fremfører udtrykkelig deres mening på folkets vældige flertals vegne, men Kerenskij-regeringen handler stik modsat i kapitalisternes interesse!
Rolovitj, kapitalisternes repræsentant, viste sig at være fortrinligt underrettet, bag demokratiets ryg – ganske det samme så vi før og ser vi nu med de borgerlige blade Retj [9] og Birsjovka, [10] som er bedst underrettet om, hvad der foregår i Kerenskij -regeringen.
Hvad viser denne velunderrettethed? Det er klart: den viser, at ka pitalisterne har deres egne »veje« og faktisk har magten i hænde. Kerenskij er kun en stråmand, de bruger, som det passer dem, og når det passer dem. Snese af millioner arbejderes og bønders interesser ofres for en håndfuld rigmænds profit.
Hvorledes besvarer nu vore socialrevolutionære og mensjevikker denne oprørende forhånelse mod folket? Kanske har de rettet et opråb til arbejderne og bønderne om, at Kerenskij og hans kolleger efter dette hører hjemme i et fængsel?
Gud bevare os! De socialrevolutionære og mensjevikkerne nøjedes med i deres »økonomiske afdeling« at vedtage den bistre resolution, vi allerede har omtalt! I denne resolution erklærer de, at Kerenskij-regeringens forhøjelse af kornpriserne »er en fordærvelig foranstaltning, som betyder et overmåde tungt slag både for ernæringsvæsenet og for hele landets økonomiske liv«, og at disse fordærvelige forholdsregler er blevet gennemført ved en direkte »krænkelse« af loven!!
Det er resultatet af kompromispolitikken, af kompagniskabet med Kerenskij og den »skånsomme« politik overfor ham!
Regeringen bryder loven, idet den til gavn for de rige, godsejerne og kapitalisterne, træffer en foranstaltning, der gør al kontrol umulig, ødelægger ernæringsvæsenet og saneringen af de i bund og grund ruinerede finanser – men de socialrevolutionære og mensjevikkerne bliver ved at tale om forståelse med handels- og industrikredsene, bliver ved at gå til møde med Teresjtjenko, at skåne Kerenskij og nøjes med en kraftesløs protestresolution, som regeringen roligt begraver i en skuffe!!
Her ser man særlig klart, hvor sandt det er, at de socialrevolutionære og mensjevikkerne har forrådt folket og revolutionen, og at bolsjevikkerne bliver de virkelige førere for masserne, selv de socialrevolutionære og mensjevikiske.
Thi ene og alene proletariatets magterobring, med bolsjevik-kernes parti i spidsen, ville være i stand til at sætte en stopper for Kerenskij og co.’s uvæsen og genoprette det arbejde i de demokratiske ernærings-, forsynings- o.a. organisationer, som Kerenskij og hans regering saboterer.
Bolsjevikkerne handler – det anførte eksempel viser det med al tydelighed – som repræsentanter for hele folkets interesser, for at sikre ernærings- og forsyningsvæsenet, for at tilfredsstille arbejdernes og bøndernes mest brændende behov på trods af de socialrevolutionæres og mensjevikkernes vaklende, ubeslutsomme, i sandhed forræderiske politik, der har ført landet ud i den skændsel, som denne forhøjelse af kornpriserne er!
Forhøjelsen af maksimalpriserne på korn har også en anden side. Denne forhøjelse betyder en ny kaotisk vækst af seddeludstedelsen, et nyt skridt til fremme af prisstigningsprocessen, den forøger den finansielle opløsning og bringer det finansielle sammenbrud nærmere. Alle indrømmer, at seddeludstedelse er den værste form for tvangslån, at den forværrer situationen mest for arbejderne, den fattigste del af befolkningen, at den er hovedskavanken i det finansielle virvar.
Og netop denne foranstaltning griber Kerenskijs regering til med støtte af de socialrevolutionære og mensjevikkerne!
Hvis man alvorligt vil bekæmpe den finansielle opløsning og det uundgåelige finansielle sammenbrud, gives der ingen anden vej end at bryde revolutionært med kapitalens interesser og organisere en virkelig demokratisk kontrol, dvs. en kontrol »fra neden«, en kontrol fra arbejdernes og de fattigste bønders side med kapitalisterne, – den vej, vi har talt om i hele den forudgående redegørelse.
Den ubegrænsede seddeludstedelse opmuntrer spekulationen, tillader kapitalisterne at indtjene millioner på denne måde og skaber uhyre vanskeligheder for den så nødvendige udvidelse af produktionen, thi prisstigningen på materialer, maskiner osv. øges og går opad i spring. Hvordan kan man afhjælpe dette, når de formuer skjules, som de rige erhverver sig ved spekulation?
Man kan indføre en indkomstskat med progressivt stigende og meget høje satser for de store og de største indtægter. Vor regering har fulgt de andre imperialistiske regeringer og ind-ført denne skat. Men den er i høj grad en fiktion, et dødt bog-stav, thi for det første synker pengenes værdi hurtigere og hurtigere, og for det andet skjules indtægterne desto mere, jo mere kilden til dem er spekulation, og jo mere solidt forretningshemmeligheden beskyttes.
For at gøre skatten til en virkelig og ikke en fiktiv skat må man have en virkelig kontrol og ikke en papirkontrol. Men en kontrol med kapitalisterne er umulig, hvis den bliver ved med at være bureaukratisk, thi bureaukratiet selv er med tusinde tråde forbundet og sammenflettet med bourgeoisiet. Derfor kan man i de vesteuropæiske imperialistiske stater, ligegyldigt om det er monarkier eller republikker, kun få orden i finanserne ved at indføre »arbejdspligt«, som for arbejderne betyder militært tvangsarbejde eller militært slaveri.
Den reaktionær-bureaukratiske kontrol – det er det eneste middel, de imperialistiske stater kender, de demokratiske republikker Frankrig og Amerika ikke undtaget, til at vælte krigens byrder over på proletariatet og de arbejdende masser.
Den grundlæggende modsigelse i vor regerings politik består netop i, at man – for ikke at rage uklar med bourgeoisiet, for ikke at ødelægge »koalitionen« med det – må gennemføre den reaktionær-bureaukratiske kontrol og kalde den »revolutionær-demokratisk«, mens man ustandselig bedrager folket og skaber misstemning og forbitrelse hos masserne, som lige har styrtet tsarismen.
Imidlertid vil jo revolutionær-demokratiske foranstaltninger, hvorved der dannes sammenslutninger netop af de undertrykte klasser, af arbejderne og bønderne, netop af masserne, give mulighed for at indføre den mest effektive kontrol med de rige og for med held at gå løs på de skjulte indtægter.
Man søger at fremme brugen af checks for at dæmme op for den enorme seddeludstedelse. For de fattige har denne foranstaltning ingen betydning, thi de fattige lever alligevel fra hånden i munden, deres »økonomiske kredsløb« sluttes alligevel hver uge, således at de karrige, surt fortjente skillinger vender tilbage til kapitalisterne. For de rige kunne brugen af checks få en meget væsentlig betydning; den ville gøre det muligt for staten, navnlig i forbindelse med sådanne forholdsregler som bankernes nationalisering og forretningshemmelighedens ophævelse, virkelig at kontrollere kapitalisternes indtægter, virkelig at beskatte dem, virkelig at »demokratisere« finanssystemet (og samtidig bringe det i orden).
Hindringen her er netop angsten for at antaste bourgeoisiets privilegier, angsten for at sprænge »koalitionen« med det. Thi uden ægte revolutionære forholdsregler, uden den alvorligste tvang vil kapitalisterne ikke underkaste sig nogen som helst kontrol, fremlægge deres budgetter og gøre den demokratiske stat »regnskab« for deres beholdninger af papirpenge.
Når man nationaliserer bankerne, gør brugen af checks lovpligtig for de rige, ophæver forretningshemmeligheden, indfører formuekonfiskation for hemmeligholdelse af indtægter osv., så kunne de i forbund sammensluttede arbejdere og bønder overordentlig let gøre kontrollen effektiv og universel, netop en kontrol med de rige, netop en kontrol, som ville bringe de udstedte papirpenge tilbage til statskassen fra dem, der har dem, fra dem, der skjuler dem.
For at opnå dette må man have demokratiets revolutionære diktatur med det revolutionære proletariat i spidsen, dvs. for at opnå dette må demokratiet blive revolutionært i gerning. Det er sagen. Og det ønsker vore socialrevolutionære og mensjevikker ikke; de bedrager folket med det »revolutionære demokrati«s fane og støtter i gerning d en reaktionær-bureaukratiske politik, bourgeoisiet nu som altid fører under mottoet »après nous le déluge« – lad syndfloden så komme, når først vi er væk!
Vi mærker sædvanligvis slet ikke, hvor dybt de antidemokratiske vaner og fordomme med hensyn til den borgerlige ejendoms »ukrænkelighed« har ædt sig ind i os. Hvis en ingeniør eller bankier publicerer en arbejders indtægter og udgifter, oplysninger om hans løn og hans arbejdes produktivitet, betragtes det som højst lovligt og retfærdigt. Det falder ikke et menneske ind at se det som et attentat på arbejderens »privatliv«, som »spioneri« eller »angiveri« fra ingeniørens side. Lønarbejdernes arbejde og fortjeneste betragter det borgerlige samfund som sin åbne bog, som enhver bourgeois altid har ret til at kigge i for at stille arbejderens »luksus«, hans »driverliv« osv. i gabestokken.
Vel, og den omvendte kontrol? Hvad om den demokratiske stat indbød funktionærernes, kontorfolkenes og tjenestefolkenes fagforeninger til at afprøve kapitalisternes indtægter og udgifter, publicere oplysninger om dem, hjælpe regeringen med at gå løs på de skjulte indtægter?
Hvor ville bourgeoisiet hyle op om »spioneri«, om »angiveri«! Når »herskaberne« kontrollerer tjenestefolkene, kapitalisterne arbejderne, så er det helt i orden, de arbejdende og udbyttedes privatliv regnes ikke for ukrænkeligt, bourgeoisiet har altid ret til at drage enhver »lønslave« til regnskab, til at trække hans indtægter og udgifter frem for offentligheden. Men de udbyttedes forsøg på at kontrollere udbytteren, trække hans indtægter og udgifter frem i dagslyset, afsløre hans luksus, navnlig i krigstider, hvor denne luksus ligefrem bringer armeerne ved fronten sult og undergang – nej, »spioneri« og »angiveri« vil bourgeoisiet ikke tillade!
Spørgsmålet munder altid ud i den ene ting: bourgeoisiets herredømme er uforeneligt med et virkelig revolutionært demokrati. I det 20. århundrede kan man ikke være revolutionær demokrat i et kapitalistisk land, hvis man er bange for at gå henimod socialismen.
Det foregående kan hos en læser, der er opdraget i de socialrevolutionæres og mensjevikkernes gængse opportunistiske tankegang, let fremkalde følgende indvending: de fleste her skildrede foranstaltninger er i grunden ikke demokratiske, men allerede socialistiske!
Denne gængse indvending, som (i en eller anden form) er almindelig i den borgerlige, socialrevolutionære og mensjevikiske presse, er et reaktionært forsvar for den tilbagestående kapitalisme, fikset op på Struves manér. Vi er jo ikke modne til socialisme endnu, det er for tidligt at »indføre« socialisme, vor revolution er borgerlig – altså må man være trælle for bourgeoisiet (skønt Frankrigs store borgerlige revolutionære for 125 år siden gjorde deres revolution stor ved at anvende terror mod alle undertrykkere, godsejere og kapitalister!).
De overfor bourgeoisiet så tjenstivrige jammer-marxister, som tænker således, og som også de socialrevolutionære er gået over til, begriber ikke (når man betragter det teoretiske grundlag for deres argumentation), hvad imperialisme er, hvad kapitalistiske monopoler er, hvad staten er, hvad revolutionært demokrati er. Thi har man begrebet det, må man absolut indrømme, at man ikke kan komme fremad uden at gå henimod socialismen.
Imperialisme taler alle om. Men imperialisme er ikke andet end monopolistisk kapitalisme.
At kapitalismen også i Rusland er blevet monopolistisk, det ser man tydeligt nok på kulsyndikatet »Produgol«, metalsyndikatet »Prodamet«, sukkersyndikatet osv. Samme sukkersyndikat er et iøjnefaldende eksempel på, hvordan den monopolitiske kapitalisme vokser over i den statsmonopolistiske.
Og hvad er staten? Det er den herskende klasses organisation, f.eks. i Tyskland junkernes og kapitalisternes. Derfor er dét, som de tyske Plekhanov’er (Scheidemann, Lensch o.a.) kalder »krigssocialisme«, faktisk en militær-statslig monopolistisk kapitalisme, eller sagt enklere og klarere, militært tvangsarbejde for arbejderne, militær beskyttelse af kapitalisternes profitter.
Og forsøg nu i stedet for den junkerkapitalistiske, i stedet for den godsejerkapitalistiske stat at sætte den revolutionær-demokratiske stat, dvs. en stat, som revolutionært splintrer alle privilegier og ikke er bange for revolutionært at indføre den mest fuldkomne demokratisme. I vil se, at den statsmonopolistiske kapitalisme i en virkelig revolutionær-demokratisk stat uvægerligt, uundgåeligt betyder et skridt henimod socialismen!
Thi når et kapitalistisk kæmpeforetagende bliver til et monopol, betyder det, at det forsyner hele folket. Når dette foretagende er blevet statsmonopol, betyder det, at staten (dvs. befolkningens væbnede organisation, i første række arbejdernes og bøndernes, når det er et revolutionært demokrati) leder alle virksomheder – i hvis interesse?
Thi socialisme er ikke andet end selve det første skridt fremad fra det statskapitalistiske monopol. Eller med andre ord: socialisme er ikke andet end det statskapitalistiske monopol, anvendt til gavn for hele folket, og for så vidt hører det op med at være et kapitalistisk monopol.
Her er der ikke nogen mellemting. Udviklingens objektive gang er sådan, at man ikke kan komme fremad fra monopolerne (og krigen har tidoblet deres tal, rolle og betydning) uden at gå henimod socialismen.
Enten er man revolutionær demokrat i gerning. Så behøver man ikke at frygte skridt henimod socialismen.
Eller man frygter skridt henimod socialismen og fordømmer dem som Plekhanov, Dan og Tjernov med de argumenter, at vor revolution er borgerlig, at man ikke kan »indføre« socialismen, og mere af samme slags – og så rutsjer man uundgåeligt ned til Kerenskij, Miljukov og Kornilov, dvs. man undertrykker ad reaktionær-bureaukratisk vej arbejder- og bondemassernes »revolutionær-demokratiske« bestræbelser.
En mellemting er der ikke.
Og her har vi grundmodsigelsen i vor revolution.
Stå stille kan man ikke – hverken i historien i almindelighed eller i krigstider i særdeleshed. Man må enten gå fremad eller gå tilbage. At gå fremad i det 20. århundredes Rusland, der har erobret republikken og demokratiet ad revolutionær vej, er umuligt uden at gå hen imod socialismen, uden at tage skridt i denne retning (skridt, som betinges og bestemmes af kulturens og teknikkens stade: man kan ikke »indføre« maskinel stordrift i bondebruget, ikke afskaffe den i sukkerfabrikationen).
Men hvis man er bange for at gå fremad, betyder det at gå tilbage, og det er da også det, d’herrer Kerenskij’er beskæftiger sig med, mens Miljukov’erne og Plekhanov’erne gnider sig i hænderne og Tsereteli’erne og Tjernov’erne stupidt hjælper til.
Historiens dialektik er netop sådan, at krigen, der har fremskyndet den monopolistiske kapitalismes forvandling til statsmonopolistisk kapitalisme overordentligt, derved har bragt menneskeheden overordentlig nær til socialismen.
Den imperialistiske krig er tærskelen til den socialistiske revolution. Og det ikke blot, fordi krigen med sine rædsler avler den proletariske opstand – ingen opstand vil skabe socialismen, hvis tiden ikke er moden økonomisk set – men fordi den statsmonopolistiske kapitalisme er den mest fuldstændige materielle forberedelse til socialismen, dens forgård, det trin på den historiske stige, som uden mellemtrin efterfølges af det trin, man kalder socialismen.
Vore socialrevolutionære og mensjevikker behandler spørgsmålet om socialismen doktrinært, de behandler det ud fra en udenadlært og dårligt forstået doktrin. De fremstiller socialismen som noget fjernt, ukendt, som en dunkel fremtid.
Socialismen ser imidlertid nu ud på os gennem alle den moderne kapitalismes vinduer; socialismen tegnes op direkte, praktisk, af enhver stor foranstaltning, som betyder et skridt fremad på grundlag af denne nyeste kapitalisme.
Hvad er den almindelige arbejdspligt for noget?
Det er et skridt fremad på basis af den nyeste monopolistiske kapitalisme, et skridt til regulering af det økonomiske liv som helhed, efter en bestemt almindelig plan, et skridt til at spare på folkets arbejde, til at forebygge kapitalismens meningsløse ødslen med dette arbejde.
I Tyskland er det junkerne (godsejerne) og kapitalisterne, der indfører almindelig arbejdspligt, og så bliver den uundgåeligt til militært tvangsarbejde for arbejderne.
Men tag den samme indretning og gennemtænk dens betydning i en revolutionær-demokratisk stat. Almindelig arbejdspligt, indført, reguleret og ledet af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetter, det er endnu ikke socialisme, men det er heller ikke kapitalisme mere. Det er et vældigt skridt henimod socialismen, et skridt af en sådan art, at når man bevarede det fuldstændige demokrati, ville det være umuligt at gøre skridtet om og vende tilbage til kapitalismen uden en uhørt voldsanvendelse mod masserne.
Spørgsmålet om foranstaltningerne til bekæmpelse af den kommende katastrofe gør det nødvendigt for os at kaste lys over et andet yderst vigtigt problem: indenrigspolitikkens sammenhæng med udenrigspolitikken, eller med andre ord, forholdet mellem en imperialistisk erobringskrig og en revolutionær, proletarisk krig, mellem en forbryderisk, røverisk krig og en retfærdig, demokratisk krig.
Alle de her skildrede foranstaltninger til bekæmpelse af katastrofen ville, som vi allerede har fremhævet, betyde en over-ordentlig styrkelse af landets forsvarsevne eller, sagt på en anden måde, landets militære styrke. Det er det ene. Og det andet er, at man ikke kan realisere disse foranstaltninger, hvis man ikke forvandler erobringskrigen til en retfærdig krig, forvandler den krig, som kapitalisterne fører i kapitalisternes interesse, til en krig, som proletariatet fører i alle arbejdendes og udbyttedes interesse.
Thi bankernes og syndikaternes nationalisering i forbindelse med forretningshemmelighedens ophævelse og arbejderkontrollen med kapitalisterne ville ikke blot betyde en kæmpemæssig besparelse, hvad folkets arbejde angår, en mulighed for at økonomisere med kræfter og midler, det ville også betyde bedre kår for befolkningens arbejdende masser, dens flertal. I den moderne krig er, som alle ved, den økonomiske organisation af afgørende betydning. I Rusland er der nok af brød, kul, olie og jern; i denne henseende står vi bedre end noget andet krigsførende europæisk land. Og ved at bekæmpe forfaldet med de nævnte midler, ved at mobilisere massernes selvvirksomhed i denne kamp, ved at forbedre deres kår, ved at nationalisere bankerne og syndikaterne ville Rusland udnytte sin revolution og sin demokratisme til at hæve landet op på et langt højere trin af økonomisk organiserthed.
Hvis de socialrevolutionære og mensjevikkerne i stedet for at danne koalitionen« med bourgeoisiet, som bremser alle kontrolforanstaltninger og saboterer produktionen, havde gennemført magtens overgang til sovjetterne i april og brugt kræfterne, ikke på »ministerkarrusellen«, ikke på bureaukratisk at slide stolene ved siden af kadetterne som ministre, statssekretærer osv., osv., men på at lede arbejderne og bønderne under disses kontrol med kapitalisterne, under disses krig mod kapitalisterne – så ville Rusland nu være et land i fuldstændig økonomisk forvandling: jorden ville tilhøre bønderne, bankerne ville være nationaliseret, dvs. Rusland ville for så vidt (og disse ting er en yderst vigtig økonomisk basis for det moderne liv) stå højere end alle andre kapitalistiske lande.
Forsvarsevnen, den militære styrke i et land med nationaliserede banker er større end i et land, hvor bankerne er på private hænder. Den militære styrke i et bondeland, hvor jorden er på bondekomiteernes hænder, er større end i et land, hvor jorden ejes af godsejere.
Man påberåber sig altid den heroiske patriotisme og de vidundere af militær tapperhed, franskmændene præsterede i 1792-1793. Men man glemmer de materielle, historisk-økonomiske betingelser, som alene muliggjorde disse vidundere. En virkelig revolutionær afregning med den udlevede feudalisme, hele landets overgang til en højere produktionsmåde, til bondens frie jordbesiddelse, fuldført med en hurtighed, beslutsomhed, energi og selvfornægtelse, som i sandhed var revolutionær-demokratisk – det var de materielle, økonomiske betingelser, som med »vidunderlig« hurtighed reddede Frankrig, idet de omskabte og fornyede det økonomiske grundlag.
Frankrigs eksempel siger os at og kun ét: for at gøre Rusland forsvarsdygtigt, for også her at opleve »vidundere« af masse-heroisme må man med »jakobinsk« ubarmhjertighed feje alt det gamle væk og forny, omskabe Rusland økonomisk. Men i det 20. århundrede kan dette ikke gøres alene ved at feje tsarismen bort (det nøjedes Frankrig ikke med for 125 år siden). Det kan man heller ikke gøre gennem en revolutionær afskaffelse af herremændenes jordegodser (ikke engang det har vi gjort, thi de socialrevolutionære og mensjevikkerne har forrådt bønderne!), det kan man ikke gøre ved simpelt hen at give bønderne jorden. Thi vi lever i det 20. århundrede; herredømme over jorden uden herredømme over bankerne er ikke i stand til at omskabe, forny folkets liv.
Den materielle fornyelse af Frankrig, fornyelsen af dets produktion i slutningen af det 18. århundrede gik hånd i hånd med den politiske og åndelige fornyelse, med det revolutionære demokratis og det revolutionære proletariats diktatur (demokratiet havde endnu ikke afsondret sig fra proletariatet, endnu var de næsten ét), med en ubarmhjertig krig mod alt reaktionært. Hele folket, navnlig masserne, dvs. de undertrykte klasser, var grebet af grænseløs revolutionær begejstring: de anså alle krigen for en retfærdig krig, en forsvarskrig, og det var den også i virkeligheden. Det revolutionære Frankrig forsvarede sig mod det reaktionær-monarkistiske Europa. Det var ikke i 1792-1793, men mange år senere, efter reaktionens sejr i landet selv, at Napoleons kontrarevolutionære diktatur gjorde Frankrigs krige til erobringskrige, mens de før var forsvarskrige.
Og i Rusland? Vi bliver ved at føre en imperialistisk krig i kapitalisternes interesse, i forbund med imperialisterne, i overensstemmelse med de hemmelige traktater, som tsaren sluttede med kapitalisterne i England osv., og som giver de russiske kapitalister lov til at røve fremmede lande, Konstantinopel, Lvov, Armenien osv.
Ruslands krig bliver ved at være en uretfærdig, reaktionær krig, en erobringskrig, så længe Rusland ikke har tilbudt en retfærdig fred og brudt med imperialismen. Krigens sociale karakter, dens sande betydning bestemmes ikke af, hvor de fjendtlige tropper står (sådan som de socialrevolutionære og mensjevikkerne mener, idet de synker ned på den uoplyste musjiks (bondes) ringe niveau). Dens karakter bestemmes af, hvilken politik krigen fortsætter (»krigen er politikkens fortsættelse«), hvilken klasse der fører krigen og med hvilke mål.
Man kan ikke føre masserne ud i en røverkrig på grundlag af hemmelige overenskomster og så håbe på begejstring hos dem. Det revolutionære Ruslands fremskredne klasse, proletariatet, erkender klarere og klarere krigens forbryderiske natur, og det er ikke blot sådan, at bourgeoisiet ikke har kunnet få masserne fra dette, men erkendelsen af krigens forbryderiske natur tager tværtimod til. Proletariatet i begge hovedstæder i Rusland er definitivt blevet internationalistisk!
Hvordan kan man så tale om massebegejstring for krigen!
Det ene hænger uløseligt sammen med det andet, indenrigspolitikken med udenrigspolitikken. Man kan ikke gøre landet forsvarsdygtigt uden den største heroisme hos folket, som dristigt og beslutsomt gennemfører store økonomiske omformninger. Og man kan ikke vække nogen heroisme hos masserne, hvis man ikke bryder med imperialismen, tilbyder alle nationer en demokratisk fred og således forvandler den røveriske, forbryderiske erobringskrig til en retfærdig, revolutionær forsvarskrig.
Kun et hensynsløst konsekvent brud med kapitalisterne både i inden og udenrigspolitikken er i stand til at redde vor revolution og vort land, som nu sidder fast i imperialismens skruestik.
For at være virkelig revolutionært må det nuværende Ruslands demokrati marchere i det mest intime forbund med proletariatet og støtte den kamp, proletariatet som den eneste helt igennem revolutionære klasse fører.
Det er det resultat, man kommer til ved at undersøge, hvilke kampmidler der skal sættes ind imod den uafvendelige katastrofe som bliver af uhørt omfang.
Krigen har skabt en så ufattelig krise, har i den grad anspændt folkets materielle og moralske kræfter og tilføjet hele den moderne samfundsorganisation sådanne slag, at menneskeheden står foran valget: enten at gå under eller betro sin skæbne til den mest revolutionære klasse for ad den hurtigste og mest radikale vej at gå over til en højere produktionsmåde.
Som følge af en række historiske årsager – Ruslands større tilbageståenhed, krigens særlige vanskeligheder for Rusland, tsarismens enestående råddenskab, de overordentlig levende traditioner fra 1905 – er revolutionen brudt ud i Rusland før end i andre lande. Revolutionen bevirkede, at Rusland efter sit politiske system har indhentet de fremskredne lande på nogle måneder.
Men det er for lidt. Krigen er ubønhørlig, den stiller spørgsmålet med ubarmhjertig skarphed: enten gå under eller indhente og overgå de fremskredne lande også økonomisk.
Det er muligt, thi foran os ligger et stort antal fremskredne landes færdige erfaring, teknikkens og kulturens resultater. Vi finder moralsk støtte i den tiltagende protest i Europa mod krigen, i den stemning, der bærer den voksende internationale arbejderrevolution. Vi anspores, drives fremad af en revolutionær-demokratisk frihed, der er yderst sjælden under en imperialistisk krig.
Gå under eller ile fremad for fuld damp. Således har historien stillet spørgsmålet.
Og proletariatets forhold til bønderne i et sådant øjeblik bekræfter – med de nødvendige ændringer – den gamle bolsjevikiske tese: man må løsrive bønderne fra bourgeoisiets indflydelse. Kun heri ligger garantien for revolutionens redning.
Bønderne er imidlertid den talmæssigt stærkeste repræsentant for hele den småborgerlige masse.
Vore socialrevolutionære og mensjevikker har påtaget sig en reaktionær rolle: at fastholde bønderne under bourgeoisiets indflydelse, føre bønderne ind i en koalition med bourgeoisiet og ikke med proletariatet.
Masserne lærer hurtigt af revolutionens gang. Og de social-revolutionæres og mensjevikkernes politik lider skibbrud: de er blevet slået i sovjetterne i begge hovedstæder. [11] I begge disse småborgerlig-demokratiske partier vokser der en »venstre«-opposition frem. I Petrograd har de socialrevolutionæres bykonference den 10. september 1917 givet to tredjedeles flertal til de venstre-socialrevolutionære, som hælder til et forbund med proletariatet og afviser forbundet (koalitionen) med bourgeoisiet.
De socialrevolutionære og mensjevikkerne kopierer en tankegang, som bourgeoisiet ynder, idet de uden videre sammenstiller to ting: bourgeoisi og demokrati. En sådan sammenstilling er i grunden lige så meningsløs som en sammenligning mellem pund og alen.
Et er at bourgeoisiet undertiden har været demokratisk, et andet, at demokrati kan være borgerligt; kun hvis man er fuldstændig uvidende om historie og politisk økonomi kan man benægte det.
De socialrevolutionære og mensjevikkerne har brug for den urigtige sammenstilling til at skjule den ubestridelige kendsgerning, at mellem bourgeoisiet og proletariatet står småborgerskabet. Dette svinger i kraft af sin økonomiske klassestilling uvægerligt mellem bourgeoisiet og proletariatet.
De socialrevolutionære og mensjevikkerne vil drage småborgerskabet ind i et forbund med bourgeoisiet. Det er kernen i hele deres »koalition«, hele koalitionsministeriet, hele Kerenskijs politik, denne typiske halvkadet. Efter et halvt års revolution har denne politik lidt fuldstændigt skibbrud.
Kadetterne er skadefro: revolutionen har jo lidt skibbrud, revolutionen har hverken fået bugt med krigen eller med forfaldet.
Det er ikke sandt. Det er kadetterne tillige med de socialrevolutionære og mensjevikkerne, der har lidt skibbrud, for denne blok (dette forbund) har regeret Rusland i et halvt år og har i dette halve år forstærket forfaldet og forviklet og vanskeliggjort den militære stilling.
Jo mere fuldstændigt bourgeoisiets forbund med de socialrevolutionære og mensjevikkerne spiller fallit, desto hurtigere vil folket tage ved lære. Desto lettere vil det finde den rigtige udvej: forbundet mellem de fattigste bønder, dvs. flertallet af bønderne, og proletariatet.
10.-14. september 1917.
* Disse linjer var allerede skrevet, da jeg læste i bladene, at Kerenskij-regeringen indfører sukkermonopol; naturligvis gør den det reaktionært-bureaukratisk, uden konferencer af funktionærer og arbejdere, uden offentlighed, uden at tøjle kapitalisterne!!
** Jeg har allerede haft lejlighed til i den bolsjevikiske presse at påvise, at et rigtigt argument mod dødsstraffen kun kan findes i udbytternes anvendelse af den mod de arbejdende masser for at bevare udbytningen. Formodentlig vil ingen som helst revolutionær regering kunne komme udenom dødsstraf for udbytterne (dvs. godsejerne og kapitalisterne).
1. Ved trykning blev sætningen i parentesen udeladt. – S. 16.
2. Mensjevikkerne – dvs. mindretalsfolk, betegnelse for medlemmer af den opportunistiske fløj af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti (RSDAP). Denne fløj dannedes på partiets 2. kongres i 1903, hvor den kom i mindretal (russisk: mensjinstvo). Mod den stod flertallet (rus¬sisk: bolsjinstvo), med Lenin i spidsen. – S. 17.
3. De socialrevolutionære – småborgerligt parti, dannet i århundredets begyndelse af overlevende narodnikgrupper, anvendte individuel terror som foretrukket kampmiddel.
Under verdenskrigen gik et flertal af de socialrevolutionære ind for Ruslands deltagelse i krigen; efter februarrevolutionen 1917 den provisoriske regerings vigtigste støtte sammen med mensjevikkerne. Partiets ministre var med til at sende straffekolonner mod de bønder, som havde taget godsejerjord i besiddelse; partiet isoleredes fra den revolutionære befolkning; under og efter oktoberrevolutionen kontrarevolutionært. – S. 17.
4. Den Demokratiske Konference blev indkaldt af mensjevikkerne og de socialrevolutionære i Petrograd og varede fra 14. til 22. september 1917. Den havde en oplagt skæv sammensætning: bydumaerne, amts- og provins-rådene og brugsforeningerne, der repræsenterede et mindretal af befolkningen, rådede over flere stemmer end arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter og militærorganisationerne, der forenede fol¬kets overvældende flertal. Hele hæren med dens 10 millioner soldater fik kun dobbelt så mange pladser som de fåtallige kosakker, som den provisoriske regering regnede for sin støtte. Bolsjevikkerne tog del i konferencen for at afsløre de socialrevolutionæres og mensjevikkernes hensigter. Den Demokratiske Konference nedsatte et provisorisk råd for republikken, også kaldet et forparlament. Dette skulle give udseende af, at det parlamentariske system var indført i Rusland. Kamenev, Rykov og Rjasanov støttede denne manøvre fra de socialrevolutionæres og mensjevikkernes side. Lenin anså hele den Demokratiske Konference for en fælde fra de socialrevolutionæres og mensjevikkernes side og gik kategorisk ind for, at man skulle boykotte forparlamentet: at blive i det var det samme som at sprede illusioner om, at denne institution kunne løse revolutionens opgaver. Centralkomiteen drøftede Lenins forslag og besluttede, at bolsjevikkerne skulle forlade parlamentet. – S. 18.
5. Kadetpartiet – førende parti for det liberale monarkistiske bourgeoisi i Rusland. Samarbejdede under krigen med tsarregeringen, forsøgte under februarrevolutionen 1917 at redde monarkiet. Sommeren 1917 i spidsen for den provisoriske regering, førte en kontrarevolutionær politik i vestmagtens interesse. Deltog efter oktoberrevolutionen i alle væbnede aktioner mod sovjetstyret. – S. 19.
6. Se Samlede Værker, 5. udg. bd. 32, s. 204-204, 317, 318-320, 390-392, 393-394, 395-397, russ. – S. 28.
7. Se Samlede Værker, 5. udg., bd. 32, s. 318-320, russ. – S. 30.
8. Svobodnaja Sjisn – mensjevikisk blad i Petrograd. – S. 39.
9. Retj – dagblad, centralt organ for kadetpartiet, udkom i Petrograd. – S. 40.
10. Birsjovka – borgerlig avis, grundlagt i 1880. – S. 40.
11. Hermed menes sovjetternes overgang til bolsjevikkerne: Petrograd-sovjetten den 31. august (13. september) og Moskva-sovjetten den 5. (18.) september 1917. – S. 51.
Sidst opdateret 16.12.2008