Marxisme Online > Arkiv > Lenin
Skrevet den 13.-14.(26.-27.) september 1917. Trykt første gang i tidsskriftet Proletarskaja Revoljutsija nr. 2,1921.
Oversat til dansk af Gelius Lund fra russisk efter Lenin: Samlede Værker, 5. udgave, Moskva 1969.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 8, s. 84-88, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 12. juni 2000.
Til de herskende "socialistiske" partiers mest ondartede og måske mest udbredte forvanskninger af marxismen hører den opportunistiske løgn, at forberedelse af opstand og i det hele taget behandlingen af opstand som en kunst er "blanquisme".
Allerede Bernstein, opportunismens fører, forskaffede sig sørgeligt ry ved at beskylde marxismen for blanquisme, og vore dages opportunister fornyer og "beriger" i virkeligheden ikke Bernsteins magre ideer en tøddel med deres skrål om blanquisme.
Beskylde marxisterne for blanquisme, fordi de behandler opstand som en kunst! Kan der findes en grellere forvrængning af sandheden, når ikke en eneste marxist vil bestride, at netop Marx på den mest bestemte, præcise og uomtvistelige måde har udtalt sig herom, idet han betegnede opstand som kunst og sagde, at man må behandle opstanden som en kunst, at man må tilkæmpe sig den første sejr og gå fra sejr til sejr uden at standse offensiven mod fjenden, idet man udnytter hans forvirring osv., osv.
For at sejre må opstanden støtte sig – ikke på en sammensværgelse, ikke på et parti, men på den mest fremskredne klasse. Det er det første punkt. Opstanden må støtte sig på et revolutionært opsving i folket. Det er det andet punkt. Opstanden må støtte sig på det vendepunkt i den fremvoksende revolutions historie, hvor aktiviteten hos folkets forreste rækker er størst, og hvor der er stærkest vaklen i fjendens rækker og blandt de svage, halvhjertede, ubeslutsomme venner af revolutionen. Det er det tredje punkt. Disse tre betingelser for at rej se spørgsmålet om opstand er det, som adskiller marxismen fra blanquismen.
Men når disse betingelser er til stede, er det ensbetydende med at forråde marxismen, forråde revolutionen, hvis man nægter at behandle opstanden som kunst.
For at bevise, hvorfor netop det øjeblik, vi oplever, må erkendes som et øjeblik, da partiet er forpligtet til at indse, at begivenhedernes objektive gang har sat opstanden på dagsordenen, og til at behandle den som kunst, for at bevise dette er det måske bedst at bruge sammenligningsmetoden og sammenholde dagene 3.-4. juli med septemberdagene.
3.-4. juli kunne man, uden at forsynde sig mod sandheden, stille spørgsmålet sådan: det rigtigste ville være at gribe magten, idet fjenderne ellers alligevel ville beskylde os for opstand og behandle os som oprørere. Men heraf kunne man ikke drage en slutning til gunst for overtagelse af magten, eftersom de objektive betingelser for sejr i opstanden dengang ikke var til stede.
1. Den klasse, der er revolutionens fortrop, var endnu ikke på vor side.
Vi havde endnu ikke flertal blandt hovedstædernes arbejdere og soldater. Det har vi nu i begge sovjetter. Det er udelukkende skabt af historien i juli og august, gennem erfaringerne fra "opgøret" med bolsjevikkerne og fra Kornilov-kuppet.
2. Der var dengang ikke noget revolutionært opsving i hele folket. Det er der nu efter Kornhov-kuppet. Provinsen og sovjetternes overtagelse af magten mange steder beviser det.
3. Der var dengang ingen vaklen i betydelig, almenpolitisk målestok blandt vore fjender og blandt det halvhjertede småborgerskab. Nu er der en kolossal vaklen: vor hovedfjende, de allierede og verdensimperialismen, eftersom "de allierede" står i spidsen for verdensimperialismen, er begyndt at vakle mellem krig til sejren og en separatfred, vendt mod Rusland. Vore småborgerlige demokrater, som klart har mistet flertallet i folket, er begyndt at vakle kolossalt og har opgivet blokken, dvs. koalitionen, med kadetterne.
4. Derfor ville en opstand den 3.-4. juli have været forkert: vi havde ikke kunnet bevare magten, hverken fysisk eller politisk. Ikke fysisk til trods for, at Petrograd momentant var i vore hænder, idet vore arbejdere og soldater dengang ikke var beredt på at slås og dø for beherskelsen af Petrograd: endnu fandtes ikke "vildskaben", det glødende had til både Kerenskij og Tsereteli-Tjernov og deres folk, endnu var vore folk ikke stålsat gennem erfaringerne under forfølgelsen af bolsjevikkerne med de socialrevolutionære og mensjevikkerne som deltagere.
Politisk havde vi ikke kunnet bevare magten den 3.-4. juli, fordi både hæren og provinsen før Kornilov-kuppet kunne og ville være marcheret mod Petrograd.
Nu er billedet et ganske andet.
Med os er flertallet af klassen, revolutionens fortrop, folkets fortrop, som er i stand til at drage masserne med sig.
Med os er folkets flertal, fordi Tjernovs afgang langtfra er det eneste, men det tydeligste, mest anskuelige tegn på, at bønderne ikke vil få jord af de socialrevolutionæres blok (ej heller af de socialrevolutionære selv). Og det er netop hovedårsagen til revolutionens almenfolkelige karakter.
Vi er i den fordelagtige stilling at være et parti, som er fuldt klar over sin vej, mens imperialismen i sin helhed og hele blokken af mensjevikker og socialrevolutionære vakler helt utroligt.
Vi er sikre på sejren, fordi folket nu er nær fortvivlelsen, og vi viser folket en virkelig udvej, efter at vi i "Kornilov-dagene" har vist hele folket betydningen af vort førerskab, og efter at vi derpå tilbød blokdeltagerne et kompromis, men fik afslag fra dem, uden at de på nogen måde er hørt op med at vakle.
Det ville være en kæmpefejl at tro, at vort kompromisforslag endnu ikke er afvist, at den Demokratiske Konference endnu kan acceptere det. Kompromis'et blev foreslået af partiet over for partierne, anderledes kunne det ikke gøres. Partierne har afvist det. Den Demokratiske Konference er kun en konference, intet andet. En ting må ikke glemmes: Det revolutionære folks flertal, de fattigste, forbitrede bønder, er ikke repræsenteret i den. Det er en konference af folkets mindretal – denne åbenbare sandhed må ikke glemmes. Det ville være en kæmpefejl, det værste udslag af parlamentarisk kretinisme, hvis vi fra vor side forholdt os til den Demokratiske Konference som til et parlament, for selv om den havde erklæret sig selv for parlament, og for revolutionens suveræne parlament, så afgør den alligevel ikke noget som helst: Afgørelsen ligger uden for den, i Petrograds og Moskvas arbejderkvarterer.
Alle de objektive forudsætninger for en sejrrig opstand er til stede. Vi står over for den enestående fordel af en situation, hvor kun vor sejr i opstanden vil gøre ende på den vaklen, der piner folket, og som er det mest uudholdelige i verden; hvor kun vor sejr i opstanden vil give bønderne jord øjeblikkeligt; hvor kun vor sejr i opstanden vil vælte hele spillet med en separatfred, vendt mod revolutionen, vælte det ved åbent at foreslå en mere fuldstændig, mere retfærdig og nærmere fred til gavn for revolutionen.
Endelig vil kun vort parti efter at have sejret i opstanden, være i stand til at redde Petrograd, idet vi, hvis vort fredsforslag bliver afvist, og vi end ikke opnår våbenstilstand, vil blive "de forsvarende", vi vil da stå i spidsen for krigspartierne, vi vil blive det mest "krigeriske" parti, og vi vil da føre krigen virkelig revolutionært. Vi vil fratage kapitalisterne alt brød og alle støvler. Vi vil levne skorperne til dem, vi vil iklæde dem bastsko. Alt brød og alt fodtøj vil vi sende til fronten.
Og så vil vi holde Petrograd.
Ressourcerne for en virkelig revolutionær krig, både de materielle og de moralske, er endnu umådeligt store i Rusland; chancerne står 99 mod 100 for at tyskerne i det mindste vil give os våbenstilstand. Og at få våbenstilstand nu betyder i sig selv at besejre hele verden.
Har vi først erkendt nødvendigheden af Petrograd- og Moskvaarbejdernes opstand for at redde revolutionen og for at redde Rusland fra en "separat" opdeling mellem begge koalitioners imperialister, må vi for det første afpasse vor taktik på konferencen efter betingelserne for den fremvoksende opstand; for det andet må vi bevise, at det ikke kun er i ord, vi anerkender Marx' tanke om, at opstand må behandles som kunst.
Vi må straks på konferencen svejse bolsjevikkernes fraktion sammen, uden at jage efter talstyrke, uden at være bange for at lade de vaklende blive i de vaklendes lejr; der er de til større nytte for revolutionen end de vil være i de beslutsomme og selvopofrende kæmpendes lejr.
Vi må affatte en kort erklæring fra bolsjevikkerne, hvori det så skarpt som muligt understreges, at lange taler er malplacerede, at "taler" overhovedet er malplacerede, at øjeblikkelig handling er nødvendig for at redde revolutionen, at det er nødvendigt fuldstændigt at bryde med bourgeoisiet, at afsætte hele den nuværende regering og fuldstændigt at bryde med de engelsk-franske imperialister, som forbereder en "separat" opdeling af Rusland, at hele magten omgående må gå over i det revolutionære demokratis hænder, anført af det revolutionære proletariat.
Vor erklæring må være den korteste og skarpeste formulering af denne konklusion i forbindelse med programudkastene: Fred til folkene, jord til bønderne, konfiskation af de skandaløse profitter og standsning af kapitalisternes skandaløse sabotage af produktionen.
Jo kortere og skarpere erklæringen er, desto bedre. Den bør kun klart fremhæve endnu to punkter af største vigtighed: folket er pint af den stadige vaklen, folket er plaget af de socialrevolutionæres og mensjevikkernes ubeslutsomhed; vi vil bryde definitivt med disse partier, fordi de har forrådt revolutionen.
Og det andet: Ved straks at foreslå fred uden anneksioner, straks at bryde med de allierede imperialister og med alle imperialister opnår vi enten øjeblikkeligt våbenstilstand, eller hele det revolutionære proletariats overgang til forsvarsstandpunktet og en virkelig retfærdig, virkelig revolutionær krig, ført af det revolutionære demokrati under proletariatets ledelse.
Når vi har oplæst denne erklæring og opfordret til at træffe beslutning og ikke snakke, at handle og ikke skrive resolutioner, må vi dirigere hele vor fraktion ind i fabrikkerne og kasernerne: dér er dens plads, dér er livsnerven, dér er kilden til redning af revolutionen, dér er den Demokratiske Konferences motor.
Dér må vi i flammende, lidenskabelige taler gøre rede for vort program og stille problemet op således: Enten fuldstændig vedtagelse på Konferencen – eller opstand. Nogen mellemvej gives ikke. Det lader sig ikke gøre at vente. Revolutionen går til grunde.
Ved at stille spørgsmålet sådan og koncentrere hele fraktionen i fabrikkerne og kasernerne vil vi kunne bestemme det rette øjeblik til indledning af opstanden.
Men for at behandle opstanden marxistisk, dvs. som kunst, må vi samtidig uden at spilde et minut organisere en stab for de oprørske afdelinger, fordele styrkerne, sætte de mest pålidelige regimenter ind på de vigtigste punkter, omringe Aleksandrinka [1], besætte Peter-Pauls fæstningen [2], arrestere generalstaben og regeringen, og sende enheder, der hellere vil dø end lade fjenden trænge frem mod byens centrum, mod officerseleverne og den vilde division; vi må mobilisere de bevæbnede arbejdere og kalde dem ud til en desperat, sidste kamp, vi må straks sætte os i besiddelse af telegraf og telefon, anbringe vor egen stab for opstanden i hovedtelefoncentralen og etablere telefonforbindelse derfra til alle fabrikker, alle regimenter, alle centre for væbnet kamp osv.
Alt dette er naturligvis kun eksempler til illustration af, at man i den aktuelle situation ikke kan forblive tro mod marxismen, hvis man ikke behandler opstanden som kunst.
1. Sent samme dag, som Lenin skrev dette brev, ankom han illegalt til Smolnyj og overtog den direkte ledelse af den væbnede opstand. - S. 170.
2. Petrograd-sovjettens militære revolutionskomite var oprettet den 12. (25.) oktober efter instruks fra det bolsjevikiske partis centralkomite og bestod af repræsentanter for partiets centralkomite og Petrograd-komite, Petrograd-sovjetten, fabrikskomiteer, fagforeninger og militærorganisationer. Komiteen virkede under direkte ledelse af partiets centralkomite og var i nær kontakt med den bolsjevikiske militærorganisation, som den samarbejdede med i oprettelsen af rødgardistafdelinger og i bevæbningen af arbejderne. Komiteens hovedopgave var at forberede den væbnede opstand i overensstemmelse med direktiver fra partiets centralkomite. - S. 170.
Sidst opdateret 12.6.00