Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 7, s. 7-12, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 8. juli 2013
Dette bind 7 indeholder artikler og taler, affattet i tiden fra den borgerlig-demokratiske martsrevolution 1917 til september samme år. Martsrevolutionen kaldes som følge af den daværende russiske tidsregning ofte februarrevolutionen.
Stoffet bringes i kronologisk orden. Det omfatter henved en fjerdedel af Lenins trykte skriftlige produktion fra denne periode.
Den første artikel er Breve Fra Det Fjerne, Nr. 1. Lenin havde inden sin afrejse fra Svejts i april 1917 skrevet fem sådanne »breve«, beregnet på offentliggørelse i kommunisternes (bolsjevikkernes) blad Pravda i Petrograd. Kun nr. 1 nåede at blive trykt i Pravda, så overhalede begivenhederne disse »breve«. De findes i russiske udgaver og i oversættelser til tysk og engelsk.
Lenin rejste fra Svejts den 9. april (27. marts) og ankom til Petrograd (nu Leningrad) ved midnatstid den 16. (3.) april. På Finlandsbanegården og undervejs til centralkomiteens lokaler i det tidligere Ksjesinskaja palæ blev han budt velkommen af tusinder af arbejdere, soldater og matroser. I palæet begyndte straks diskussioner med medlemmer af centralkomiteen, partiets Petrogradkomité og andre partikammerater fra Petrograd og fra fæstningen Kronstadt om Lenins syn på, hvad bolsjevikkerne i Rusland nu skulle sætte sig som mål, og hvordan de skulle forholde sig til krigen, til de atter opståede sovjetter og til den borgerlige regering.
Bolsjevikkernes parti var det revolutionære, internationalistiske Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti. De opportunistiske mensjevikker blev betragtet som udelukket af partiet.
Diskussionen i Ksjesinskaja palæet varede til hen på morgenen. Senere på dagen, den 17. (4.) april, forelagde Lenin sine »teser« på et møde for bolsjevikiske delegerede til en konference af sovjetmedlemmer fra flere byer, og umiddelbart derefter for et fællesmøde af bolsjevikiske og mensjevikiske delegerede til denne konference.
Nogle dage senere, den 20. (7.) april, blev teserne trykt i Pravda. I dette bind bærer de overskriften Om Proletariatets Opgaver I Den Nuværende Revolution. April-teserne. Lenin betegnede dem som »mine personlige teser«. Han havde endnu ikke flertal for dem i centralkomiteen.
I April-tesernes punkt 1 påpeges, at krigen fra den borgerlige regerings side stadig var en imperialistisk røverkrig. At en borgerlig regering i kraft af martsrevolutionen havde afløst tsar-regimet, havde ikke ændret noget som helst ved krigens karakter. Bolsjevikkerne kunne følgelig ikke gå ind for en sådan krig, men måtte forklare masserne, at »det er umuligt at gøre ende på krigen med en virkelig demokratisk fred og at undgå en voldsfred, med mindre man styrter kapitalen« (s. 28).
Punkt 2 i teserne understregede, at opgaven nu var at gå over »fra revolutionens første fase, som ... lagde magten i bourgeoisiets hænder, til dens anden fase, som må lægge magten i hænderne på proletariatet og de fattigste lag af bønderne« (s. 28) – altså at stile efter en socialistisk revolution.
I punkt 3 blev det fastslået, at bolsjevikkerne ikke måtte støtte den borgerlige, provisoriske regering.
I punkt 4 hed det: »Det må gøres klart for masserne, at arbejderrepræsentanternes sovjetter er den eneste mulige form for en revolutionær regering, og at det derfor, så længe denne regering« (sovjetterne) »ligger under for bourgeoisiets indflydelse, blot er vor opgave tålmodigt, systematisk og vedholdende at klargøre fejlene i deres taktik, på en måde, der særlig er afstemt efter massernes praktiske behov« (s. 29).
Navnlig punkterne 2, 3 og 4 vakte modsigelse hos en del af centralkomiteens medlemmer, bl.a. Stalin og Kamenev, som i Pravda havde anbefalet at støtte den provisoriske regering, dog sådan, at der skulle lægges pres på den i socialistisk retning, hvad Lenin betegnede som fejlagtigt. Det var også nyt, at Lenin betragtede sovjetterne som den eneste mulige form for en revolutionær regering og hævdede, at en parlamentarisk republik i Rusland under de foreliggende omstændigheder ville være et tilbageskridt.
De øvrige punkter i April-teserne handlede om jordprogrammet, nationaliseringer, kontrol med produktion og fordeling, partiprogrammet, partinavnet og oprettelse af en ny Internationale.
April-teserne og Lenins taler og artikler i de følgende uger indeholdt parolen Al Magt Til Sovjetterne! Parolens begrundelse var, at sovjetterne kunne overtage regeringsmagten uden væbnet opstand mod den borgerlige regering, forudsat at de småborgerlige partier (mensjevikkerne og de socialrevolutionære først og fremmest) turde erklære Petrograd-sovjetten for Ruslands regering. Den ville have arbejdernes, soldaternes og bøndernes tilslutning.
Dette synspunkt gik Lenin nøjere ind på i artiklen Om Dobbeltmagten, dvs. på den ene side den borgerlige regering, på den anden side sovjetterne.
På det tidspunkt lå de småborgerlige partier under for den borgerlige regerings indflydelse. Regeringen kunne derfor ikke simpelt hen »styrtes«:
»For at blive en magt må de bevidste arbejdere vinde flertallet over på deres side: så længe der ikke findes noget voldsherredømme over masserne, findes der ingen anden vej til magten. Vi er ikke blanquister, ikke tilhængere af magterobring ved et mindretal. Vi er marxister, tilhængere af den proletariske klassekamp mod den småborgerlige rus, den chauvinistiske forsvarsvilje, fraserne, afhængigheden af bourgeoisiet,« (s. 49) skrev Lenin i denne artikel.
I en følgende artikel, Breve Om Taktik, vendt især mod Kamenevs opposition mod April-teserne, pointerede Lenin følgende principielle synspunkt:
»Nu er det nødvendigt at tilegne sig den ubestridelige sandhed, at en marxist skal orientere sig efter det levende liv, efter præcise fakta fra virkeligheden, og ikke blive ved med at klynge sig til en teori fra i går, der ligesom al teori i bedste fald kun konstaterer det grundlæggende, det generelle, og kun tilnærmelsesvis omfatter livets kompleksitet ... Ifølge den gamle opfattelse kan og skal proletariatets og bøndernes herredømme, deres diktatur, følge efter bourgeoisiets herredømme. Men i det levende liv er det allerede gået anderledes til: der er opstået noget overmåde originalt, nyt, aldrig før set, sammenfletningen af begge dele. Side om side, sammen, på samme tid eksisterer både bourgeoisiets herredømme ... og proletariatets og bøndernes revolutionær-demokratiske diktatur, som frivilligt afleverer magten til bourgeoisiet, frivilligt gør sig til bourgeoisiets bagtrop. For man må ikke glemme, at i Petrograd ligger magten faktisk hos arbejderne og soldaterne; den nye regering anvender ikke og kan ikke anvende magtmidler mod dem, for der findes ikke hverken politi eller en særlig fra folket adskilt hær eller et almægtigt, over folket stående embedsmandskorps. Det er et faktum. Det er netop det faktum, som karakteriserer en stat af Pariserkommunens type. Dette faktum passer ikke ind i de gamle tankegange. Man må forstå at tilpasse tankegangene til livet, ikke gentage gamle, nu meningsløse ord om ‘proletariatets og bøndernes diktatur’ generelt« (s. 36-37).
Dette syn på forholdet mellem teori og politik karakteriserer Lenin fra først til sidst, men måske mest slående i April-teserne og de følgende artikler. Med dem gav Lenin det revolutionære arbejde i sommeren 1917 et helt nyt sigte. De var retningsgivende for bolsjevikkernes parti og blev efterhånden også en ledestjerne for arbejderne, soldaterne og bønderne. De hører til den marxistiske teoris skelsættende skrifter.
I løbet af tre uger vandt Lenins synspunkter flertal i partiet og centralkomiteen. Rapporter fra det øvrige land viste, at sovjetterne dér var mere revolutionært indstillede end i Petrograd.
Det blev konstateret på partiets konference i april 1917. Referatet af konferencen fylder i den russiske udgave (Samlede Værker, 5. udg., bd. 31) 115 sider, opdelt i 26 afsnit. I det foreliggende bind er medtaget 13 afsnit: nemlig nr. 1 Tale ved konferencens åbning 24. april (7. maj), nr. 2 Tale om den øjeblikkelige situation 24. april (7. maj), nr. 3 Afsluttende replik til talen om den øjeblikkelige situation 24. april (7. maj), nr. 9 Tale til forsvar for resolutionen om krigen 27. april (10. maj), nr. 11 Resolution om krigen, nr. 12 Resolution om forholdet til den provisoriske regering, nr. 14 Resolution om revision af partiprogrammet, nr. 15 Indlæg om agrarspørgsmålet 28. april (11. maj), nr. 17 Resolution om agrarspørgsmålet, nr. 19 Resolution om arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter, nr. 20 Indlæg om det nationale spørgsmål 29. april (12. maj), nr. 21 Resolution om det nationale spørgsmål, nr. 25 Resolution om den øjeblikkelige situation.
Imidlertid ændrede dobbeltmagten snart karakter. De småborgerlige partier i Petrograd-sovjetten indtog en mere og mere passiv og eftergivende holdning til den borgerlige regering, som derfor kunne gå til offensiv mod alle revolutionære kræfter. Lenin blev bagvasket og kaldt tysk spion. Han måtte »gå under jorden« i Finland for ikke at falde som offer for reaktionære bander eller regeringens »domstole«.
Den bratte ændring i vilkårene for politisk arbejde afspejler sig i Lenins artikler, fra og med artiklen Hvor Er Magten, Og Hvor Er Kontrarevolutionen?
Endnu under store arbejder- og soldaterdemonstrationer den 16. og 17. juli havde bolsjevikkerne fremført parolen Al Magt Til Sovjetterne! Men da den borgerlige regering på ny kunne sætte politi, officersgrupper og embedsmandskorps ind mod revolutionære personer og blade, mens flertallet i de eksisterende sovjetter ikke rørte en finger for at imødegå repressalierne, blev parolen meningsløs. Nu blev det opgaven at organisere en væbnet opstand mod den borgerlige regering, uanset dens sammensætning.
Men atter ændrede situationen sig. I et efterskrift til artiklen Revolutionens Lære, skrevet i juli, men først trykt den 12. og 13. september, henviser Lenin til virkningen af general Kornilovs oprør i slutningen af august (begyndelsen af september). Oprøret blev en fiasko. Forbindelsen mellem Kornilov og Kerenskij-regeringen var imidlertid så åbenbar, at regeringen mistede al troværdighed blandt arbejderne og soldaterne. Derimod fik bolsjevikkerne nu stigende tilslutning og vandt flertal i sovjetterne. Under de omstændigheder blev parolen Al Magt Til Sovjetterne! på ny aktuel i nogle dage. En fredelig udvikling af revolutionen forekom atter en mulighed. Men de småborgerlige partier i Petrograd-sovjetten var uforbederlige. Kursen måtte igen sættes efter væbnet opstand – for at skaffe sovjetterne, de valgte folkeorganer, magten. Det er emnet for artiklerne i bind 8.
I det ovenfor citerede stykke fra artiklen Breve Om Taktik henviste Lenin til Pariserkommunen, den parisiske arbejder- og håndværkerbefolknings statsmagt i marts-maj 1871. Pariserkommunens lære behandles indgående i Lenins skrift Staten Og Revolutionen, som han gjorde færdigt under det nødtvungne ophold i Finland i august 1917, og som findes i denne udgaves bd. 9.
Sidst opdateret 8.7.2013