Trykt i referatform første gang i bladet Sotsial-demokrat nr. 43, 29. april (12. maj) 1917. [1]
Oversat til dansk af Anne Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 7, s. 85-138, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 29. juni 2013.
Kammerater. Vor konference træder sammen som det proletariske partis første konference i en situation, hvor ikke kun revolutionen i Rusland, men hele den internationale revolution er i fremmarch. Den tid vil komme, da begivenhederne overalt bekræfter tesen om, at verdenskrig uundgåeligt fører til revolution, således som grundlæggerne af den videnskabelige socialisme forudså, og således som socialistkongressen i Basel samstemmigt forudsagde.
Da Marx og Engels i 19. århundrede fulgte den proletariske bevægelse i forskellige lande og gennemgik den sociale revolutions perspektiver, sagde de gang på gang, at disse landes roller generelt ville blive fordelt proportionalt efter det enkelte lands nationalhistoriske særtræk. Denne tanke udtrykte de således, hvis man skal formulere den kort: den franske arbejder begynder, den tyske arbejder gør det færdigt.
Der tilfaldt Ruslands proletariat den store ære at begynde, men det må aldrig glemme, at dets bevægelse og revolution blot er en del af den revolutionære proletariske verdensbevægelse, der med Tyskland som eksempel vokser sig stærkere og stærkere for hver dag, der går. Kun ud fra denne synsvinkel kan vi fastlægge vore opgaver.
Hermed erklærer jeg den alrussiske konference for åbnet og anmoder konferencen om at gå over til valg af præsidium.
Kammerater. Med spørgsmålet om den øjeblikkelige situation og analysen heraf kommer jeg til at tage fat om et overordentlig bredt tema, der, så vidt jeg kan skønne, falder i tre dele. For det første, en analyse af den egentlige politiske situation her i Rusland, herunder vor holdning til regeringen og den opståede dobbeltmagt; for det andet, holdningen til krigen og for det tredje, den opståede internationale situation, som har stillet arbejderbevægelsen umiddelbart over for den socialistiske revolution, taget i verdensmålestok.
Enkelte punkter behøver jeg vist kun at opholde mig ved i korthed. På den anden side har jeg til opgave at forelægge jer et udkast til resolution om alle disse spørgsmål, men med det forbehold, at vi på grund af den ekstreme mangel på arbejdskraft i vort parti og også som følge af den politiske krise, der er opstået her i Petrograd, har været ude af stand til at gennemdrøfte resolutionen og heller ikke har kunnet informere lokalorganisationerne om dens indhold i ordentlig tid. Jeg gentager, at det således kun er foreløbige udkast, der skal lette arbejdet i kommissionen og koncentrere dens forhandlinger omkring nogle af de mere væsentlige spørgsmål.
Jeg begynder med første spørgsmål. Hvis jeg ikke tager fejl, har Moskvakonferencen vedtaget den samme resolution som Petrograds bykonference. (Tilråb fra salen: »Med ændringer«.) Jeg har ikke set disse ændringer og skal ikke dømme om dem. Men da Petrogradresolutionen har været bragt i Pravda, kan jeg gå ud fra, hvis ingen har noget at indvende, at den er alle bekendt. Denne resolution indstiller jeg som forslag til vor alrussiske konference.
Flertallet af partierne i den småborgerlige blok, som regerer Petrogradsovjetten, fremstiller vor linje som de overilede skridts politik, til forskel fra deres egen. For vor politik gælder det, at vi først og fremmest forlanger en præcis klasseanalyse af de igangværende begivenheder. Den småborgerlige bloks hovedforsyndelse er, at den med sine talemåder dølger sandheden om regeringens klassepolitik for folket.
Hvis Moskvakammeraterne har rettelser, vil de kunne læse dem op nu. [2]
(Lenin oplæser resolutionen fra Petrograds bykonference om holdningen til den provisoriske regering.)
»I erkendelse af:
1) at den provisoriske regering af klassekarakter er organ for godsejernes og bourgeoisiets herredømme;
2) at regeringen og de klasser, den repræsenterer, politisk og økonomisk er uløseligt lænket til russisk og engelsk-fransk imperialisme;
3) at den kun ufuldstændigt realiserer selv sit eget kundgjorte program og da alene efter pres fra det revolutionære proletariat og i nogen grad småborgerskabet;
4) at de igangsættende kræfter bag bourgeoisiets og godsejernes kontrarevolution, under dække af den provisoriske regerings banner og med dennes tydelige medviden, allerede har startet angrebet mod det revolutionære demokrati;
5) at den provisoriske regering forhaler udskrivningen af valg til den konstituerende forsamling, forhindrer almindelig bevæbning af folket, modarbejder overdragelse af al jord til folket, påtvinger det godsejernes løsning af agrarspørgsmålet, bremser indførelse af 8 timers arbejdsdag, tolererer kontrarevolutionær agitation (Gutjkov og co.’s) i hæren, organiserer toppen af hærens kommandostab mod soldaterne osv. ... «
Jeg har nu oplæst resolutionens første del, som rummer en klassekarakteristik af den provisoriske regering. Divergenserne mellem denne og moskovitternes resolution er, for så vidt man kan dømme efter resolutionens ordlyd alene, næppe særlig væsentlige, men generelt at karakterisere regeringen som kontrarevolutionær ville jeg finde forkert. Skal der tales generelt, må vi være helt klar over, hvad slags revolution vi snakker om. Taget ud fra den borgerlige revolution kan man ikke sige noget sådant, da den allerede er tilendebragt. Taget ud fra proletariatets og bøndernes revolution vil det være for tidligt at udtale sig herom, da vi ikke har garanti for, at bønderne ubetinget vil gå længere end bourgeoisiet; især nu, hvor bønderne er svinget over til imperialismen og forsvarsviljen, dvs. til støtte for krigen, er der efter min mening intet grundlag for at vide sig sikker på bønderne. Tilmed er de nu gået ind i en hel række aftaler med kadetterne. Derfor anser jeg dette punkt i Moskvakammeraternes resolution for politisk forkert. Vi vil, at bønderne strækker sig længere end bourgeoisiet, at de inddrager godsejernes jord, men at sige noget bestemt om deres fremtidige adfærd er endnu ikke muligt.
Vi undgår omhyggeligt at bruge ordene »revolutionært demokrati«. På tidspunkter, hvor det drejer sig om angreb fra regeringens side, kan man bruge udtrykket, men i dag dækker denne talemåde over et topmål af vildledning, fordi det er meget vanskeligt at skille de klasser ad, som er flydt sammen i kaos. Vor opgave er den at frigøre dem, som trasker med i bagtroppen. Det er ikke som form, at sovjetterne er vigtige for os; for os er det vigtigt, hvilke klasser disse sovjetter repræsenterer. Derfor må der gøres en langvarig indsats for at afklare den proletariske bevidsthed...
(Lenin genoptager oplæsning af resolutionen)
»...6) at denne regering samtidig, i den givne stund, støtter sig på tillid hos og til en vis grad direkte overenskomst med arbejder- og soldaterrepræsentanternes Petrogradsovjet, som nu samler et notorisk flertal af arbejdere og soldater, dvs. bønder;
7) at hvert skridt fra den provisoriske regerings side, såvel inden- som udenrigspolitisk, bidrager til, at ikke kun proletarer og halvproletarer i by og på land, men tillige brede lag af småborgerskabet får øjnene op for denne regerings sande karakter;
beslutter konferencen:
1) at der for at overdrage hele statsmagten til arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter eller andre organer, som udtrykker folkets vilje direkte, må gøres et langvarigt arbejde for at afklare den proletariske klassebevidsthed og sammentømre proletarerne i by og på land mod småborgerskabets vaklen, idet kun et sådant arbejde tjener som aktiv garant for hele det revolutionære folks succesrige fremmarch;
2) at der følgelig må ydes en alsidig indsats i selve arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter, for at øge antallet af dem, styrke deres kræfter og forene vort partis proletariske, internationalistiske grupper i sovjetterne;
3) at forstærke organiseringen af vore socialdemokratiske kræfter, således at en ny bølge af revolutionær bevægelse vil blive ført igennem under det revolutionære socialdemokratis banner.«
Her ligger kernen i hele vor politik. Småborgerskabet står nu vaklende over for alt og dækker denne vaklen bag frasen om revolutionært demokrati. Her er det, vi skal sætte ind med vor proletariske linje. Den vil de kontrarevolutionære gerne se brudt gennem forhastede aktioner. At øge antallet af sovjetter, styrke deres kræfter og fasttømre vort eget parti – det er vore opgaver.
Til punkt 3 har Moskvakammeraterne tilføjet kontrol. Denne kontrol er repræsenteret ved folk som Tjkheidse, Steklov, Tsereteli og andre af den småborgerlige bloks ledere. Kontrol uden magt er den tommest tænkelige frase. Hvordan skal jeg kontrollere England? For at kontrollere England må jeg erobre dets flåde. Jeg erkender, at den uudviklede masse af arbejdere og soldater naivt og ubevidst kan tro på kontrol, men man behøver blot at tænke over de fundamentale sider ved kontrol for at forstå, at denne tro er en afvigelse fra klassekampens grundprincipper. Hvad er kontrol? Hvis jeg skriver et papir eller en resolution, skriver de en modresolution. For at kontrollere må man have magt. Hvis dette er uforståeligt for den småborgerlige bloks brede masse, må vi have tålmodighed til at forklare dem det, men under ingen omstændigheder fortælle dem noget usandt. Hvis jeg dølger denne fundamentale betingelse for kontrol, siger jeg ikke sandheden, men spiller kapitalisternes og imperialisternes kort. – »Værsgo, kontrollér du mig bare, men det er mig, der har kanonerne. Kontrollér, til du har fået nok« – vil de sige. De er klar over, at de ikke kan afvise folket nu. Kontrol uden magt er en småborgerlig talemåde, som bremser den russiske revolutions forløb og udvikling. Og derfor vender jeg mig imod Moskvakammeraternes tredje punkt.
Hvad angår denne egenartede sammenfletning af to slags magt, hvori den provisoriske regering uden at have magt, kanoner, soldater og bevæbnede menneskemasser støtter sig på sovjetterne, der indtil videre stoler på regeringens løfter og fører en politik til støtte for disse løfter, så er der tale om et spil, og hvis I vil deltage i dette spil, spiller I fallit. Vor opgave er ikke at deltage i dette spil, men fortsætte arbejdet med at bringe proletariatet til forståelse af denne politiks totale uholdbarhed; hvert skridt i det virkelige liv vil vise, i hvor høj grad vi har ret. For øjeblikket er vi i mindretal, masserne har endnu ikke tiltro til os. Vi forstår at vente: de vil komme over på vor side, når regeringen viser sit sande jeg. Regeringens stadige vaklen kan støde masserne bort, og de vil komme væltende over til os, og, styrkeforholdet taget i betragtning, vi vil da kunne sige: vor tid er kommet.
Jeg går nu over til at tale om krigen, det spørgsmål, som praktisk samlede os, da vi gik imod lånet; [3] holdningen til dette lån har straks anskueliggjort, hvordan de politiske kræfter deler sig. Som Retj [4] skrev – alle vakler, undtagen Jedinstvo, [5] hele den småborgerlige masse er for lånet, med forbehold. Kapitalisterne anstiller sure miner, lægger med et smil resolutionen i lommen og siger:
»I kan snakke, men det bliver alligevel os, der handler.« Over hele verden betegnes de, der nu stemmer for lånet, som socialchauvinister.
Jeg går direkte over til at oplæse resolutionen om krigen. Den falder i tre dele: 1) karakteristik af krigen ud fra dens klassemæssige betydning, 2) massernes revolutionære forsvarsvilje, som ikke er til stede i noget land, og 3) hvordan krigen bringes til ophør.
Mange, herunder jeg selv, har været rundt og tale for soldaterne. Når alt skal begrundes ud fra et klassesynspunkt, så tror jeg, at det, som for dem står mest uklart i vor holdning er, hvordan vi egentlig ønsker at bringe krigen til ophør, hvordan vi mener det muligt at afslutte den. Hos de brede masser findes en hoben fejlagtige forestillinger om og total mangel på forståelse af vor holdning i dette spørgsmål, derfor må vi udtrykke os så populært som muligt herom.
(Lenin oplæser udkastet til resolution om krigen)
»Den nuværende krig er fra begge de krigsførende magtgruppers side en imperialistisk krig, dvs. ført af kapitalisterne, om verdensherredømmet, om delingen af kapitalisternes bytte, om finans- og bankkapitalens givtige markeder, om stranguleringen af svagere folkeslag.
Statsmagtens overgang i Rusland fra Nikolaj II til Gutjkovs, Lvovs med fleres regering, til godsejernes og kapitalisternes regering, har ikke ændret og kunne ikke ændre krigens hidtidige klassekarakter og -betydning fra Ruslands side.
At den nye regering fører den samme gamle, imperialistiske krig, dvs. erobrings- og røverkrig, anskueliggøres især af, at regeringen ikke alene har undladt at offentliggøre de hemmelige traktater, indgået af den forhenværende tsar Nikolaj II med de kapitalistiske regeringer i England, Frankrig osv., tværtimod har den formelt godkendt disse traktater. Det er sket uden at forhøre sig om folkets vilje og med det tydelige formål at føre folket bag lyset, da det er almindelig kendt, at disse, den forhenværende tsars hemmelige traktater fra først til sidst er røvertraktater, hvori russiske kapitalister får lovning på udplyndringen af Kina, Persien, Tyrkiet, Østrig osv.
Derfor kan det proletariske parti overhovedet ikke støtte hverken den nuværende krig eller den nuværende regering eller dens lån, hvor svulstige betegnelser disse lån end gives, uden helt at bryde med internationalismen, dvs. med brodersolidariteten mellem alle landes arbejdere i kampen mod kapitalens åg.
Ej heller kan vi nære den ringeste tillid til den nuværende regerings løfter om at afstå fra anneksioner, dvs. fra at erobre fremmede lande eller med tvang fastholde folkeslag inden for Ruslands grænser. For det første, fordi kapitalisterne, der med tusinder af tråde er flettet sammen af russisk og engelsk-fransk bankkapital og som forsvarer kapitalens interesser, ikke kan afstå fra anneksioner i denne krig uden også at ophøre med at være kapitalister, uden også at afstå fra profit af de milliarder, der er indskudt i lån, i koncessioner, i rustningsindustri osv. For det andet, fordi den nye regering, som afstod fra anneksioner for at kunne føre folket bag lyset, den 9. april 1917 i Moskva med Miljukovs egen mund har erklæret, at den ikke afstår fra anneksioner. For det tredje, fordi Miljukov – som afsløret af Delo Naroda, [6] det blad minister Kerenskij er involveret i – ikke engang har tilstilet udlandet sin erklæring om Ruslands nej til anneksioner.
Idet folket derfor advares mod regeringens tomme løfter, erklærer konferencen, at der må skelnes skarpt mellem nej til anneksioner i ord og nej til anneksioner i praksis, dvs. øjeblikkelig offentliggørelse af alle hemmelige røvertraktater, af alle udenrigspolitiske akter og øjeblikkelig iværksættelse af den mest fuldstændige befrielse af alle folkeslag, som kapitalisternes klasse undertrykker eller lænker til Rusland med tvang eller holder nede i en stilling af ulighed, alt imens de fortsætter den forhenværende tsar Nikolaj II’s for vort folk så skændige politik.«
Sidste halvdel af dette afsnit i resolutionen omtaler de løfter, regeringen giver. Kan hænde, at dette afsnit ville være overflødigt for marxister, men for folket er det vigtigt. Derfor må der føjes til, hvorfor vi ikke stoler på regeringens løfter, hvorfor vi ikke skal have tillid til regeringen. Den nuværende regerings løfter om at afstå fra imperialistisk politik fortjener ingen som helst tillid. Her skal vor linje ikke være en understregning af, at vi forlanger regeringsoffentliggørelse af traktaterne. Det ville være illusorisk. At kræve noget sådant af kapitalisternes regering ville svare til at forlange afsløring af svindelstregerne i forretningsverdenen. Hvis vi siger, at der skal afstås fra anneksioner og krigsskadeserstatninger, må vi også pege på hvordan; og hvis man spørger os, hvem der skal sørge for dette, siger vi, at der her er tale om et faktisk revolutionært skridt, et skridt, som alene kan tages af det revolutionære proletariat. Ellers bliver det kun tomme løfter og fromme ønsker, hvormed kapitalisterne kan holde folket i ave.
(Lenin fortsætter oplæsning af resolutionsudkastet)
»Den såkaldte ‘revolutionære forsvarsvilje’, der nu har grebet så at sige alle narodnikpartierne i Rusland (folkesocialister, [7] trudovikker, [8] socialrevolutionære [9]) og mensjevikkernes opportunistiske socialdemokrati (Organisationskomiteen, [10] Tjkheidse, Tsereteli m.fl.) samt hovedparten af de partiløse revolutionære, er af klassemæssig betydning på den ene side eksponent for interesser og synspunkter, man finder hos småborgere, små næringsdrivende og velstillede bønder, der ligesom kapitalisterne høster profit af overgrebene mod svagere folkeslag – og er på den anden side resultatet af det bedrag, kapitalisterne har forøvet mod folkemasserne ved ikke at offentliggøre de hemmelige traktater, men snakke sig fra det med gyldne løfter og smukke ord.
De meget brede masser af ‘revolutionære forsvarsvenner’ må vi erkende er ærlige mennesker, som virkelig ikke ønsker anneksioner, erobringer eller overgreb mod svagere folkeslag, som virkelig stiler efter en demokratisk fred, ikke en voldsfred, mellem alle krigsførende lande. Det må erkendes, for proletarernes og halvproletarernes stilling i by og på land (mennesker, som helt eller delvis lever af at sælge deres arbejdskraft til kapitalisterne) indebærer, at disse klasser ikke har interesse i kapitalistisk profit.
I erkendelse af, at enhver indrømmelse til den ‘revolutionære forsvarsvilje’ er absolut utilstedelig og i praksis det samme som helt at bryde med internationalismen og socialismen, erklærer konferencen derfor samtidig, at så længe russiske kapitalister og deres provisoriske regering kun nøjes med trusler om vold mod folket (for eksempel Gutjkovs sørgeligt berygtede forordning, der truer soldaterne med afstraffelse for egenmægtig afsættelse af officerer), så længe kapitalisterne ikke griber til vold mod arbejder-, soldater-, bonde-, landarbejder- osv. repræsentanternes frie sovjetter, der frit afsætter og vælger en hvilken som helst myndighed, lige så længe vil vort parti agitere for nej til vold overhovedet og udelukkende bekæmpe den skæbnesvangre og dybt fejlagtige »revolutionære forsvarsvilje « med metoder som kammeratlig overbevisning og forklaring af den sandhed, at de brede massers blindt tillidsfulde holdning til kapitalisternes regering, fredens og socialismens værste fjender, på nuværende tidspunkt er hovedhindringen for hurtig afslutning af krigen.«
Dele af småborgerskabet har interesse i denne, kapitalisternes, politik, herom kan der ikke herske tvivl. Derfor vil det også være utilladeligt, om det proletariske parti nu gør sig forhåbninger om noget interessefællesskab med bønderne. Vi kæmper for, at bønderne går over til os, men de står til en vis grad bevidst på kapitalisternes side.
Der hersker ingen tvivl om, at proletariatet og halvproletariatet som klasse ikke har interesse i krigen. De bevæger sig under indflydelse af traditioner og bedrag. De har endnu ingen politisk erfaring. Heraf udspringer vor opgave – at forklare, forklare og atter forklare. Vi giver dem ikke de allermindste principielle indrømmelser, men vi kan heller ikke gå frem, som var de socialchauvinister. Disse befolkningselementer har aldrig været socialistiske, de har intet begreb om socialisme, de er først ved at vågne til politisk liv. Men deres bevidsthed øges og udvides med usædvanlig fart. Dem skal man forstå at skabe kontakt med gennem forklaring, og det er den sværeste opgave, især for et parti, der så sent som i går var illegalt.
Nogle har fået den tanke, om vi mon ikke er i strid med os selv; vi har jo altid agiteret for at forvandle den imperialistiske krig til borgerkrig, men nu siger vi os selv imod. I Rusland er den første borgerkrig imidlertid endt, og vi går nu over i den anden krig – mellem imperialismen og det bevæbnede folk, og i denne overgangsperiode, hvor den væbnede magt indtil videre ligger hos soldaterne, hvor Miljukov og Gutjkov indtil videre ikke anvender vold, forvandles denne borgerkrig for vort vedkommende til langvarig og tålmodig, fredelig klassepropaganda. Hvis vi begynder at snakke borgerkrig, før folk har fattet dens nødvendighed, så falder vi med sikkerhed i blanquismens grøft. Vi er for borgerkrig, men først når den føres af en bevidst klasse. Man kan styrte den, folket kender som voldsmand. Men i dag er der jo ingen voldsmænd; kanoner og geværer befinder sig hos soldaterne, ikke hos kapitalisterne, kapitalisterne tager ikke med vold nu, de tager med bedrag, og råbe op om vold på dette tidspunkt må man ikke, det ville være meningsløst. Man må kunne forholde sig til sagen marxistisk, og ifølge marxismen bygger den imperialistiske krigs forvandling til borgerkrig på objektive forudsætninger, ikke subjektive. Foreløbig afstår vi fra at bruge denne parole, men kun foreløbigt. Våbnene ligger nu hos soldaterne og arbejderne, ikke hos kapitalisterne. Så længe regeringen ikke begynder krig, agiterer vi fredeligt.
Regeringen ville have fordel af, at det første, uforsigtige skridt til aktion blev gjort af os, dét kunne de bruge. De oplever en følelse af forbitrelse over, at vort parti har udstukket parolen om fredelig optræden. Småborgerskabet, som nu ligger i venteposition, skal ikke fravriste os så meget som et bogstav af vore principper. For det proletariske parti findes ingen farligere fejl end at basere taktikken på subjektive ønsker dér, hvor der er brug for fælles optræden. Vi kan ikke sige, at flertallet er for os. Småborgerskabet må i givet fald mødes med skepsis, skepsis og atter skepsis. At bruge subjektive ønsker som grundlag for proletarisk taktik er ensbetydende med at likvidere denne taktik.
Tredje punkt angår spørgsmålet om, hvordan krigen bringes til ophør. Marxisternes holdning er kendt, men vanskeligheden ligger i, at få den ud til masserne i klarest mulig form. Vi er ikke pacifister og kan ikke frasige os revolutionær krig. Hvorved adskiller revolutionær krig sig fra kapitalistisk krig? I første række ved den klasse, der har interesse i krigen, og den politik, den interesserede klasse fører i en sådan krig...
Når man taler for masserne, må man give dem konkrete svar. Altså, første spørgsmål: hvordan kan man skelne revolutionær krig fra kapitalistisk? Almindelige mennesker fatter ikke, hvori forskellen består, at det, der her er tale om, er klasseforskellen. Vi skal ikke nøjes med at sige det teoretisk, vi skal også praktisk påvise, at vi vil føre en virkelig revolutionær krig, når magten er kommet proletariatet i hænde. For mig at se, giver denne problemstilling det mest anskuelige svar på spørgsmålet om, hvad slags krig der er tale om og hvem der fører den.
Pravda har offentliggjort et forslag til opråb til soldaterne i alle krigsførende lande. [11] Vi er orienteret om, at der forekommer tilfælde af forbrødring ved fronten, men endnu er den halvspontan. Det, der mangler ved forbrødringen, er den klare politiske tanke bag. Soldaterne har instinktivt følt, at der måtte handles nedefra; som revolutionært stemte mennesker sagde deres klasseinstinkt dem, at kun her lå den rette vej. Men dette er ikke tilstrækkeligt for revolutionen. Vi vil give et klart, politisk svar. For at kunne bringe krigen til ophør må magten overgå til den revolutionære klasse. Jeg vil gerne foreslå, at der formuleres en henvendelse i konferencens navn til soldaterne i alle krigsførende lande, og at denne henvendelse trykkes på alle sprogene. Hvis vi i stedet for alle disse tilbagevendende fraser om fredskonferencer, hvor halvdelen af deltagerne er hemmelige eller direkte agenter for imperialistiske regeringer, rundkaster denne henvendelse, vil det føre os frem til målet tusind gange hurtigere end samtlige fredskonferencer. Vi ønsker ikke at have noget som helst at gøre med de tyske Plekhanov’er. Da vi i toget rejste gennem Tyskland, klatrede disse socialchauvinister, d’herrer tyske Plekhanov’er op til os i vognen, men fik besked på, at ikke én socialist af deres slags blev lukket ind, og hvis de alligevel slap ind, agtede vi ikke at lade dem gå igen uden stor ballade. Men hvis man havde ladet for eksempel Karl Liebknecht slippe ind til os, så ville vi og han have fået en snak. Når vi udsender henvendelsen til de arbejdende i alle lande og i den giver vort svar på spørgsmålet om, hvordan krigen kan bringes til ophør, og når soldaterne læser vort svar, som giver den politiske udgang af krigen, da vil forbrødringen tage et gevaldigt skridt fremad. Dette må til for at få forbrødringen ud over det stade, hvor den sker af instinktiv frygt for krigen, men slår om i en klar politisk bevidsthed om, hvordan man kommer ud af denne krig.
Jeg går over til tredje spørgsmål, dvs. til analyse af den øjeblikkelige situation set ud fra den internationale arbejderbevægelses stilling og den internationale kapitalismes tilstand. Når man taler om imperialisme fra et marxistisk standpunkt, er det aldrig klogt at opholde sig ved situationen i ét land alene, når de kapitalistiske lande er så snævert forbundne med hinanden, som tilfældet er. Og nu under krigen er denne forbindelse blevet umådeligt meget stærkere. Hele menneskeheden er sammenfiltret i én blodig klump, og det er umuligt at komme ud af den enkeltvis. Hvis landene er mere eller mindre udviklede, har den nuværende krig snøret dem alle sammen med tråde af en sådan art, at det fremtræder som umuligt og absurd for ét land alene at forlade krigen.
Vi er alle enige om, at magten skal ligge hos arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter. Men hvad kan og skal de tage fat på, når magten er overgået til dem, dvs. befinder sig hos proletarerne og halvproletarerne? Vi får en kompliceret og svær situation. Og når vi taler om magtens overgang, vil vi se, at der her viser sig en fare, som har spillet en stor rolle også i tidligere revolutioner. Nemlig: den revolutionære klasse tiltager sig statsmagten og ved ikke, hvad den så skal stille op. I revolutionernes historie findes eksempler på revolutioner, som led deres nederlag netop på dette felt. Arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter, der som et netværk dækker hele Rusland, står nu i centrum for hele revolutionen; for mig at se, har vi imidlertid ikke forstået og ikke studeret dem tilstrækkeligt. Hvis de griber magten, bliver der ikke længere tale om en stat i gængs forstand. En sådan statsmagt af længere varighed er endnu aldrig set, men hele verdens arbejderbevægelse er rykket nærmere til den. Det bliver en stat af netop Pariserkommunens type. En sådan magt er diktatur, hvilket vil sige, at den ikke hviler på loven eller flertallets formelle vilje, men direkte, umiddelbart, på vold. Vold er magtens våben. Hvorledes skal så sovjetterne bruge denne magt? Vil de vende tilbage til den gamle administration med politi, vil de administrere ved hjælp af gamle magtorganer? Det vil de efter min mening ikke kunne, og under alle omstændigheder kommer de til at stå over for den umiddelbare opgave at skulle indrette en ikke-borgerlig stat. Blandt bolsjevikker plejer jeg at sammenligne denne stat med Pariserkommunen i den forstand, at Pariserkommunen sønderknuste de gamle administrationsorganer og udskiftede dem med helt nye, direkte, umiddelbare arbejderorganer. Man bebrejder mig i den øjeblikkelige situation at have brugt det ord, der skræmmer kapitalisterne mest, fordi de er begyndt at udlægge det som ønsket om direkte indførelse af socialismen. Men jeg har kun brugt det i betydningen gamle organers udskiftning med nye, proletariske organer. Marx udtalte, at heri lå der et vældigt skridt fremad for hele den proletariske verdensbevægelse. [12] Spørgsmålet om proletariatets sociale opgaver har for os gigantisk praktisk betydning, på den ene side fordi vi i dag er knyttet sammen med alle andre lande, og at rive sig løs af denne klump er ikke gørligt – enten river proletariatet sig løs samlet eller det bliver kvalt; og på den anden side fordi arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter er et faktum. Ingen er i tvivl om, at de dækker hele Rusland, de er magten, og nogen anden magt kan ikke komme på tale. Hvis det virkelig forholder sig sådan, må vi have klar forestilling om, hvordan de kan anvende denne magt. Nogle siger, at det er den samme magt som i Frankrig og Amerika, men dér findes overhovedet ikke noget tilsvarende, der eksisterer folkets umiddelbare magt ikke.
Resolutionen om den øjeblikkelige situation falder i tre dele. I første del gives en karakteristik af den objektive situation, imperialisternes krig har fremkaldt, af den situation, verdenskapitalismen er havnet i. Anden del omhandler den internationale proletariske bevægelses stilling, og tredje del – den russiske arbejderklasses opgaver ved dens overtagelse af magten. I første del formulerer jeg den konklusion, at kapitalismen under krigen har udviklet sig endnu mere end før krigen. Den har nu overtaget hele produktionsgrene. Allerede i 1891, for 27 år siden, da tyskerne vedtog deres Erfurtprogram, udtalte Engels, at man ikke som førhen kunne udlægge kapitalisme som manglende planmæssighed. [13] Dette er nu forældet; hvor der er truster, findes ikke længere manglende planmæssighed. Især i 20. århundrede er kapitalismen gået fremad med stormskridt; krigen har yderligere udrettet det, som ikke blev gjort på 25 år. Industriens statsliggørelse er skredet fremad ikke kun i Tyskland, men også i England. Fra monopolet som sådan er man nu ovre i statsmonopolet. Tingenes objektive tilstand viser, at krigen har forceret kapitalismens udvikling, som er skredet fremad fra kapitalisme til imperialisme, fra monopol til statsliggørelse. Alt dette har bragt fart i den socialistiske revolution og tilvejebragt de objektive betingelser herfor. Den socialistiske revolution er med andre ord befordret af krigens gang.
England før krigen var et land med maksimal frihed, noget politikere af kadettypen altid påpeger. Der var frihed, fordi der ikke dér var revolutionær bevægelse. Krigen fik straks lavet om på alting. Det land, som i årtier ikke kunne mindes tilfælde af overgreb mod den socialistiske presses frihed, greb straks til rendyrket tsaristisk censur, og alle fængsler overfyldtes af socialister. Dér havde kapitalisterne gennem århundreder lært sig at styre folket uden brug af vold, og hvis de greb til vold, må de med andre ord have følt, at den revolutionære bevægelse var i vækst, at der ikke kunne handles anderledes. Når vi gentagne gange har påpeget, at det er Karl Liebknecht, der repræsenterer massen, skønt han står ene og har hundrede tyske Plekhanov’er imod sig, har vi altid måttet høre, at det var utopi og illusion. Den, der for resten bare én gang har overværet arbejdermøder i udlandet, vil vide, at massernes sympati for Liebknecht er et ubestrideligt faktum. Selv hans argeste modstandere har måttet snakke udenom, når de har talt for masserne, og nok har de ikke givet sig ud for at være hans tilhængere, men de har sandelig heller aldrig vovet at rette skytset mod ham. Og i dag er udviklingen gået endnu længere. I dag har vi at gøre med strejker og forbrødring ved fronten. At forfalde til gætterier desangående ville være den størst tænkelige fejl, men at sympatien for Internationalen er i vækst, og at det begynder at gære i den tyske hær – det er alligevel et faktum, som viser, at revolutionen dér er ved at modne.
Og nu, hvad er så opgaverne for det revolutionære proletariat? Den største mangel og fejl ved socialisters betragtninger som helhed er, at spørgsmålet stilles for generelt – som overgang til socialismen. Imidlertid må der også tales om de konkrete skridt og foranstaltninger. Heraf er nogle modnet, andre er det ikke. Nu oplever vi en overgangsperiode. Vi har utilsløret drevet nogle former frem, som ikke stemmer med de borgerlige staters, nemlig arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter – en form for stat, der aldrig tidligere har eksisteret i noget land. Det er en form, som repræsenterer de første skridt til socialisme, og som er uundgåelig i det socialistiske samfunds første tid. Dette er et afgørende faktum. Den russiske revolution har skabt sovjetterne. Intet borgerligt land i verden har eller kan have den slags institutioner i staten, og ingen socialistisk revolution vil kunne operere uden anden magt end denne. Arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter skal ikke tage magten for at oprette en traditionel borgerlig republik eller for at gå direkte over i socialismen. Noget sådant kan ikke komme på tale. Hvorfor så? De skal tage magten for at kunne gøre de første, konkrete skridt til denne overgang, skridt, som kan og må gøres. Frygt er hovedfjenden i så henseende.
Gennem agitation må masserne overbevises om, at disse skridt må gøres nu, ellers bliver arbejder- og soldatersovjetternes magt meningsløs og kommer ikke til at give folket noget.
Jeg skal forsøge at besvare spørgsmålet om, hvilke konkrete skridt vi kan foreslå folket uden at komme i strid med vor marxistiske grundopfattelse.
Hvorfor ønsker vi, at magten overgår til arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter?
Den første foranstaltning, de skal gennemføre, er nationalisering af jorden. Det taler samtlige folk om. De siger, at denne foranstaltning er den mest utopiske, og alligevel ender de allesammen dér, netop fordi russisk jordbesiddelse som fænomen er så rodet, at der ikke gives anden udvej end at udstykke al jord og gøre den til statsejendom. Privatejendommen til jord må afskaffes. Det er den opgave, som forestår os, fordi dén går et flertal af folket ind for. Dertil skal vi bruge sovjetterne. Denne foranstaltning kan ikke føres igennem med statens gamle embedsmandsapparat.
Anden foranstaltning. Vi kan ikke gå ind for at lade socialismen »indføre« – det ville være den allerstørste absurditet. Vi skal agitere for socialismen. Befolkningsflertallet i Rusland består af bønder og små næringsdrivende, der end ikke kan tænke på socialisme. Men hvad kan de have at indvende, hvis der i hver landsby kommer en bank, som sætter dem i stand til at forbedre driften. Det kan de ikke indvende noget som helst imod. Vi skal gøre propaganda for disse praktiske foranstaltninger blandt bønderne og styrke deres bevidsthed om nødvendigheden heraf.
Anderledes forholder det sig med sukkerfabrikantsyndikatet, det eksisterer jo. Her skal vort forslag være direkte praktisk: disse her fuldt udviklede syndikater skal overgå til statens eje. Hvis sovjetterne ønsker at tage magten, skal det kun være med den slags formål for øje. Hvorfor skulle de ellers tage magten. Spørgsmålet står som følger: enten videreudvikle disse sovjetter, eller de dør en æreløs død, som det skete i Pariserkommunen. Hvis det er en borgerlig republik, der er brug for, kan kadetterne klare det lige så godt.
Lad mig slutte med at henvise til en tale, som har gjort umådelig stærkt indtryk på mig. En kulminearbejder holdt en fortræffelig tale, hvori han uden at bruge et eneste bogligt udtryk berettede om, hvordan de havde lavet revolution. For dem stod spørgsmålet ikke om, hvorvidt de fik en præsident eller ej, men om, hvordan de, når de indtog minerne, skulle sørge for at passe på kablerne, så produktionen ikke gik i stå. Næste spørgsmål drejede sig om brødet, som de ikke havde noget af, og de kom ligeledes overens om, hvordan det skulle fremskaffes. Se, det er et reelt program for revolutionen, og det er ikke hentet fra bøger. Se, det er reel erobring af magten lokalt.
Intetsteds har bourgeoisiet taget form som i Petrograd, og her har kapitalisterne magten, men ude omkring på landet træffer bønderne praktiske foranstaltninger uden at sætte sig de mindste planer om socialisme. Jeg tror, at det alene er dette program for revolutionær bevægelse, der sandt anviser revolutionens rette vej. Vi er tilhængere af, at disse foranstaltninger gribes an med største omtanke og forsigtighed, men de må og skal gennemføres; kun i den retning skal der ses fremad, anden udvej gives ikke. Ellers vil arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter blive fordrevet og lide en æreløs død, og hvis magten virkelig kommer i hænderne på det revolutionære proletariat, skal det kun være for at komme fremad. At komme fremad er at gøre konkrete skridt – og ikke med ord alene at sige farvel til krigen. Kun en verdensrevolution kan sikre fuld succes for disse skridt, hvis revolutionen kvæler krigen, og hvis arbejdere i alle lande slutter op om revolutionen. Derfor er magtovertagelse den eneste konkrete foranstaltning, den eneste udvej.
Kammerat Kamenev var dygtig til at ride sin kæphest om eventyrpolitik. [14] Det må have et par ord med på vejen. Kammerat Kamenev er sikker i sin sag og påstår, at vi ved at gå imod parolen »Ned med den provisoriske regering« har udvist vaklen. Jeg er enig med ham. Der har selvfølgelig været afvigelser fra den revolutionære politiks linje, og disse afvigelser må undgås. Jeg tror ikke, at vore divergenser med kammerat Kamenev er særlig store, for ved at erklære sig enig med os har han indtaget en ny holdning. Hvori bestod vor eventyrpolitik? Det var forsøget på at gribe til voldelige midler. Vi vidste ikke, om massen i det alarmerende øjeblik ville svinge stærkt over til os, og hvis den havde gjort det, ville spørgsmålet have været anderledes. Vi udstak parolen om fredelige demonstrationer, men nogle kammerater fra Petrogradkomiteen gav en anden parole, som vi annullerede, men ikke nåede at bremse; massen gik med under Petrogradkomiteens parole. Vi siger, at parolen »Ned med den provisoriske regering« er en eventyrpolitisk parole, at regeringen ikke må styrtes nu, fordi vi har udstukket parolen om fredelige demonstrationer. Vi har blot ønsket at foretage en fredelig sondering af modstanderens styrker, men uden at lade det komme til slag; [15] Petrogradkomiteen drejede imidlertid lidt længere til venstre, hvilket i det givne tilfælde selvfølgelig var en overmåde grov forsyndelse. Det organisatoriske apparat har vist sig ikke at være stærkt; ikke alle fører vore beslutninger ud i livet. I stedet for den rigtige parole »Leve arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter!« gav man den forkerte »Ned med den provisoriske regering«. At dreje »lidt længere til venstre« i handlingens stund var utilstedeligt. Vi betragter det som den størst tænkelige forbrydelse, som desorganisering. Vi ville ikke blive i centralkomiteen ét minut længere, hvis dette skridt var gjort bevidst. Det skete som følge af dårligt udbygget organisationsapparat. Ja, vi har haft mangler i det organisatoriske arbejde. Spørgsmålet om at udbedre manglerne er sat på dagsordenen.
Mensjevikker og co. tærsker langhalm på ordet »eventyrpolitik«, men akkurat de har jo hverken haft organisation eller nogen som helst linje. Vi har organisation, og vi har linje.
I det øjeblik mobiliserede bourgeoisiet alle kræfter, centrum krøb i skjul, og vi organiserede en fredelig demonstration. En politisk linje fandtes kun hos os. Blev der begået fejl? Ja, det gjorde der. Kun den, der ikke handler, vil heller ikke fejle. Og det er en vanskelig sag at organisere godt.
Hvad angår kontrol.
Kammerat Kamenev og jeg følges ad, undtagen i spørgsmålet om kontrol. Han opfatter kontrol som en politisk akt. Men han forstår subjektivt dette ord bedre end Tjkheidse m.fl. Vi går ikke med på kontrol. Der bliver sagt til os: I isolerer jer, I har taget de fæle ord om kommunisme i jeres mund og skræmt bourgeois’en fra vid og sans... Og hvad så!... Det var ikke det, som isolerede os. Vi blev isoleret på spørgsmålet om lånet – det var det, som bragte os i isolation. Det var det spørgsmål, vi kom i mindretal på. Ja, vi er i mindretal. Og hvad så! At være socialist, mens chauvinismen er på sit højeste som nu, vil sige at være i mindretal; at være i flertal vil sige at være chauvinist. Nu vil bonden og Miljukov i fællesskab banke socialismen med lånet. Bonden følger med Miljukov og Gutjkov. Det er et faktum. Bøndernes borgerlig-demokratiske diktatur er en gammel traver.
Skal bønderne skubbes i retning af revolution, må man holde proletariatet for sig og oprette et proletarisk parti, for bønderne er chauvinistisk indstillede. At vinde musjikken nu er ensbetydende med at overgive sig til Miljukovs nåde og unåde.
Den provisoriske regering må styrtes, bare ikke nu og ikke ad sædvanlig vej. Vi er enige med kammerat Kamenev. Men der skal forklares. Det var dette ord, kammerat Kamenev hagede sig fast i. Ikke desto mindre er det det eneste, vi kan gøre.
Kammerat Rykov siger, at socialismen skal komme fra andre lande med mere udviklet industri. Men det er ikke rigtigt. Man kan ikke sige, hvem der begynder og hvem der slutter. Det er ikke marxisme, det er en parodi på marxisme.
Marx sagde, at Frankrig ville begynde og Tyskland gør det færdigt. Det russiske proletariat har imidlertid nået mere end nogen andre.
Hvis vi f.eks. sagde: »Ingen tsar, men proletariatets diktatur« [16] – det ville bare være et spring uden om småborgerskabet. I stedet siger vi: Hjælp revolutionen gennem arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter. Man må ikke lade sig skubbe ud i reformisme. Vi kæmper ikke for at blive besejret, men for at gå ud som sejrherrer, i yderste fald satser vi på delvis sejr. Det bliver reformer. Reformer – det er et hjælpemiddel i klassekampen.
Videre siger kammerat Rykov, at der ikke findes nogen overgangsperiode fra kapitalisme til socialisme. Det er ikke rigtigt. Det er i strid med marxismen.
Den linje, vi har udstukket, er den rigtige, og fremover vil vi træffe alle skridt til at få oparbejdet en så stærk organisation, at vi undgår den slags folk i Petrogradkomiteen, som ikke følger centralkomiteen. Vi vokser, som det sømmer sig for et rigtigt parti.
Kammerater. Det første udkast til resolution om krigen oplæste jeg på bykonferencen. På grund af krisen, som lagde beslag på al opmærksomhed i Petrograd og alle kammeraternes kræfter, nåede vi ikke at færdigbehandle udkastet. Men i går og i dag har kommissionen arbejdet energisk, og det fremtræder nu i ændret, stærkt forkortet og efter vor mening forbedret stand.
Lad mig knytte et par ord til denne resolutions opbygning. Den falder i tre dele. Første del er forbeholdt en klasseanalyse af krigen samt en tilføjelse i form af vor principielle holdning – hvorfor partiet advarer mod at nære tillid til regeringsløfterne eller give den provisoriske regering nogen støtte overhovedet. Resolutionens anden del er viet spørgsmålet om revolutionær forsvarsvilje som strømning, der har vundet usædvanlig genklang i masserne, og som nu har sammensvejset folkets enorme flertal imod os. Opgaven er at fastslå denne revolutionære forsvarsviljes klassemæssige betydning, dens væsen og det faktiske styrkeforhold mellem klassekræfterne, samt hvordan vi skal bekæmpe denne strømning. Resolutionens tredje del behandler spørgsmålet om, hvordan krigen bringes til ophør. Dette praktiske spørgsmål, som er af største vigtighed for partiet, måtte besvares detaljeret, og vi mener, det er lykkedes os at give tilfredsstillende svar på dette spørgsmål. Pravda og provinsbladene (som kommer os i hænde såre uregelmæssigt – postvæsenet fungerer ikke, og man må benytte sig af lejlighedsvise kurerer for at få lokale tryksager frem til centralkomiteen) har bragt et stort antal artikler om krigen og udtrykt sig negativt i holdningen til krigen og i spørgsmålet om lånet. Jeg tror, at afstemningen mod lånet har tydeliggjort vor negative holdning til den revolutionære forsvarsvilje. At komme nærmere ind på dette finder jeg ikke påkrævet.
»Den nuværende krig er fra begge de krigsførende magtgruppers side en imperialistisk krig, dvs. ført af kapitalisterne om delingen af udbyttet fra verdensherredømmet, om finans-(bank-) kapitalens markeder, om underlæggelsen af svagere folkeslag osv.«
Første og grundlæggende tese er spørgsmålet om krigens indhold, et spørgsmål af almen og politisk karakter, et stridsspørgsmål, som kapitalister og socialchauvinister omhyggeligt undgår. Derfor skal vi rykke det i forgrunden og gøre en tilføjelse:
»Krigen beriger dagligt finans- og industribourgeoisiet, mens den udpiner og udmarver proletariatets og bøndernes kræfter i alle krigsførende og dernæst også neutrale lande. I Rusland indebærer forhaling af krigen ydermere den største fare for revolutionens landvindinger og videre udvikling.
Statsmagtens overgang i Rusland til den provisoriske regering, godsejernes og kapitalisternes regering, har ikke ændret og kunne ikke ændre krigens hidtidige karakter og betydning fra Ruslands side.«
Denne her sætning, jeg lige har læst op, er af stor betydning for os i hele vor agitation og propaganda. Har krigens klassekarakter ændret sig og kan den ændre sig? Vort svar bygger på, at magten er kommet godsejerne og kapitalisterne i hænde, dvs. den samme regering, som har forberedt denne krig. Derefter går vi over til en af de faktorer, som anskueliggør krigens karakter. Ét er den klassekarakter, der kommer til udtryk i hele den politik, bestemte klasser har ført i årtier; noget andet er krigens indlysende klassekarakter.
»Dette faktum er tydeligst afsløret ved, at den nye regering ikke alene har undladt at offentliggøre tsar Nikolaj II’s hemmelige traktater med de kapitalistiske regeringer i England, Frankrig osv., tværtimod har den formelt, uden at forhøre sig hos folket, godkendt disse hemmelige traktater, hvori russiske kapitalister får lovning på udplyndringen af Kina, Persien, Tyrkiet, Østrig osv. Ved hemmeligholdelse af disse traktater føres det russiske folk bag lyset angående krigens sande karakter«.
Jeg understreger altså nok en gang, at vi fører særdeles tydeligt bevis for krigens karakter. Også selv om der overhovedet ikke havde været nogen traktater, ville krigens karakter ikke have ændret sig, for aftaler mellem kapitalistgrupper indgås meget ofte uden traktater af nogen art. Men de eksisterer, betydningen af dem er særdeles indlysende, og for at koncentrere agitatorernes og propagandafolkenes indsats finder vi, at dette faktum må betones med særlig styrke og har derfor besluttet at fremhæve dette punkt. Folket har opmærksomheden henledt på dette faktum, og det skal det også have, så meget mere som disse traktater er indgået på vort lands vegne af en tsar, der er styrtet, så folket må ubetinget være opmærksom på, at krigen føres af regeringer efter aftaler, som er indgået af forhenværende regeringer. Jeg tror, det er her, modsigelserne mellem kapitalisternes interesser og folkets vilje bryder frem i deres mest slående form, og at agitatorernes opgave derfor bliver at afsløre disse modsigelser, at lede folkets opmærksomhed ind på dem og klemme på for at afklare massernes bevidsthed ved at appellere til deres klassebevidsthed. Traktaternes indhold er af en sådan art, at der ikke levnes tvivl om, hvordan de lover kapitalisterne formidable gevinster ved udplyndring af andre lande, siden traktaterne altid forbliver hemmelige i alle lande. På denne Jord findes ikke én stat, som ville føre åben udenrigspolitik. Så længe det kapitalistiske system er til, skal man ikke forvente, at kapitalisterne fremlægger deres bogholderi. Når der findes privatejendom til produktionsmidler, så omfatter den også privatejendom i aktier og finansoperationer. Det vigtigste grundlag for nutidens diplomati er netop finansoperationer med baggrund i udplyndringen og stranguleringen af svagere folkeslag. Dette er i vore øjne de grundteser, hvorefter krigen skal analyseres. Heraf udleder vi følgende konklusion:
»Derfor kan det proletariske parti hverken støtte den nuværende krig eller den nuværende regering eller dens lån uden helt at bryde med internationalismen, dvs. med brodersolidariteten mellem alle landes arbejdere i kampen mod kapitalens åg.«
Dette er vor vigtigste, grundlæggende konklusion, der bestemmer hele vor taktik og skiller os ud fra alle øvrige partier, hvor socialistiske de end kalder sig. Med denne for os alle indiskutable tese har vi også afgjort spørgsmålet om vor holdning til de andre politiske partier.
Videre kommer vi ind på regeringens løfter, et spørgsmål med særlig stor berøringsflade. Løfterne er efterfulgt af en langvarig kampagne fra sovjetternes side, som har rodet sig ind i disse løfter og sat folket på prøve. Derfor finder vi det nødvendigt at forsyne den rent objektive analyse af klassestillingen med en vurdering af løfterne, løfter, der i sig selv naturligvis ingen betydning har for marxister. Men for de brede masser betyder det meget og for politikken endnu mere. Petrogradsovjetten har rodet sig ind i disse løfter og tillagt dem vægt ved at give tilsagn om støtte. Derfor vil vi til dette punkt tilføje følgende formulering:
»Ej heller kan vi nære den ringeste tillid til den nuværende regerings løfter om at afstå fra anneksioner, dvs. fra at erobre fremmede lande eller med tvang fastholde folkeslag inden for Ruslands grænser.«
Da »anneksion« er et fremmedord, har vi valgt at give det en præcis politisk definition en definition, som hverken kadetpartiet eller de småborgerlige demokraters partier (narodnikker og mensjevikker) er i stand til at give. Der findes ingen ord, der kan blive brugt mere skamløst og absurd.
»For det første, fordi kapitalisterne, der er bundet sammen med bankkapitalens tusinder af tråde, ikke kan afstå fra anneksioner i denne krig uden også at afstå fra profit af de milliarder, der er indskudt i lån, i koncessioner, i rustningsindustri osv. For det andet, fordi den nye regering, som afstod fra anneksioner for at kunne føre folket bag lyset, den 9. april 1917 i Moskva med Miljukovs egen mund har erklæret, at den ikke afstår fra anneksioner, og med noten af 18. april samt redegørelsen hertil af 22. april har den bekræftet sin politiks erobringskarakter.
Idet folket derfor advares mod regeringens tomme løfter, erklærer konferencen, at der må skelnes skarpt mellem nej til anneksioner i ord og nej til anneksioner i praksis, dvs. øjeblikkelig offentliggørelse og annullering af alle hemmelige røvertraktater samt alle folkeslags øjeblikkelige tilståelse af retten til ved fri afstemning at afgøre, hvorvidt de vil være uafhængige stater eller indgå i en anden stat, uanset hvilken.«
Det har vi fundet nødvendigt at påpege, fordi spørgsmålet om fred uden anneksioner er grundspørgsmålet i alle disse debatter om fredsbetingelserne. Samtlige partier indrømmer, at fred er det eneste alternativ, og at fred med anneksioner vil være en katastrofe uden sidestykke for alle lande. I et land med politisk frihed kan spørgsmålet om fred ikke stilles folket med andre ord end fred uden anneksioner. Derfor er de nødt til at ytre sig for fred uden anneksioner, og så i øvrigt bare lyve ved at forplumre begrebet anneksion eller undgå spørgsmålet. Retj skriger for eksempel op om, at afståelsen af Kurland netop er et nej til anneksioner. Da jeg talte i arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet, sendte en soldat en seddel op til mig med spørgsmålet: »Vi må slås for at tilbageerobre Kurland. Er det da virkelig det samme som at være for anneksion?« Jeg måtte svare bekræftende. [17] Vi er imod, at Tyskland indlemmer Kurland med vold, men vi er også imod, at Rusland fastholder Kurland voldeligt. Om Polens uafhængighed har vor regering for eksempel udstedt et manifest, der er proppet med intetsigende fraser. Der står, at Polen skal befinde sig i fri militærunion med Rusland. I de to ord ligger hele sandheden gemt. Det lille Polens frie militærunion med det enorme Rusland er i praksis ensbetydende med total militær knægtelse af Polen. Politisk kan det give frihed, men Polens grænser vil alligevel blive bestemt af militærunionen.
Hvis vi slås for, at russiske kapitalister får lov til at beslaglægge Kurland og Polen inden for de hidtidige grænser, giver det også tyske kapitalister ret til at udplyndre Kurland. De kan nemlig indvende: vi har plyndret Polen i fællesskab. Dengang vi begyndte at sønderdele Polen i 18. århundrede, da var Prøjsen en meget lille og svag magt, mens Rusland var enorm, og Rusland røvede broderparten. Nu er vi blevet stærkere, så tillad os at tage den største del. Denne kapitalistiske logik kan overhovedet ikke modsiges. Japan i 1863 var et nul i sammenligning med Rusland, men i 1905 mørbankede det Rusland. Tyskland i årene 1863-1873 var et nul i sammenligning med England, men er nu den stærkeste. Derfor kan de indvende: vi var de svage, da I tog Kurland fra os, nu er vi blevet stærkere end jer og vil have Kurland tilbage. Hvis man ikke afstår fra anneksioner, retfærdiggør man endeløse krige om erobringen af svagere folkeslag. Nej til anneksioner er at tilstå hvert folk frihed til at afgøre, om det vil leve for sig selv eller sammen med andre. Men så må man naturligvis også trække tropperne ud. At tolerere den mindste vaklen i spørgsmålet om anneksioner er at retfærdiggøre endeløse krige. Altså kunne vi ikke tolerere nogen vaklen i så henseende. Vort svar angående anneksioner er: det er folkenes frie afgørelse. Hvorledes kan man sikre, at denne politiske frihed også bliver økonomisk frihed? Dette kan kun realiseres, når magten kommer proletariatet i hænde og kapitalisternes åg styrtes.
Jeg går nu over til resolutionens anden del.
»Den såkaldte ‘revolutionære forsvarsvilje’, der nu har grebet alle narodnikpartierne i Rusland (folkesocialister, trudovikker, socialrevolutionære) og mensjevikkernes opportunistiske socialdemokrati (Organisationskomiteen, Tjkheidse, Tsereteli m.fl.) samt hovedparten af de partiløse revolutionære, er af klassemæssig betydning på den ene side eksponent for interesser og synspunkter, man finder hos velstillede bønder og dele af de små næringsdrivende, der ligesom kapitalisterne høster profit af overgrebene mod svagere folkeslag. På den anden side er den revolutionære forsvarsvilje resultatet af det bedrag, kapitalisterne har forøvet mod dele af proletarerne og halvproletarerne i by og på land, hvis klassemæssige stilling indebærer, at de ikke har interesse i kapitalisternes profitter og den imperialistiske krig.«
Her er det altså vor opgave at fastslå, hvilke lag den forsvarsvenlige stemning har kunnet vokse frem af. Rusland er det mest småborgerlige land, og småborgerskabets øverste lag er direkte interesserede i en fortsættelse af krigen. Ligesom kapitalisterne får de velstillede bønder profit af den. På den anden side har proletariatets og halvproletariatets masse ingen interesse i anneksion, da de ikke opnår profit af bankkapital. Hvorledes har disse klasser da kunnet tilslutte sig den revolutionære forsvarsvilje? Denne holdning til den revolutionære forsvarsvilje fra nævnte klassers side er et resultat af kapitalistisk ideologis indflydelse, som i resolutionen betegnes med ordet »bedrag«. De forstår ikke at skelne kapitalisternes interesser fra landets interesser. Konklusionen er derfor:
»Konferencen erklærer en hvilken som helst indrømmelse til den revolutionære forsvarsvilje for absolut utilstedelig og i praksis det samme som helt at bryde med internationalismen og socialismen. Angående de brede folkemassers forsvarsvenlige stemning, da vil vort parti bekæmpe denne stemning ved utrættelig forklaring af den sandhed, at den blindt tillidsfulde holdning til kapitalisternes regering på nuværende tidspunkt er en af hovedhindringerne for hurtig afslutning af krigen.«
I disse sidste ord afspejles det særkende, som skarpt adskiller Rusland fra alle vestlige kapitalistiske lande og fra alle kapitalistisk-demokratiske republikker. Dér kan man nemlig ikke sige, at hovedårsagen til krigens fortsættelse er en blindt tillidsfuld holdning fra massernes side. Dér holdes masserne stangen i militærdisciplinens jerngreb, og jo mere disciplin, des mere demokratisk sindet er landet, for dér hviler retten på »folkets vilje«. I kraft af revolutionen eksisterer denne disciplin ikke i Rusland. Masserne vælger frit deres repræsentanter til sovjetterne – et fænomen, der for tiden er aldeles udelukket i resten af verden. Men de er blindt tillidsfulde og bruges derfor til en vis grad i kampen. Her kan man ikke stille andet op end at forklare. Forklaringerne skal berøre de mest direkte revolutionære opgaver og aktionsmetoder. Når masserne er frie, vil det være meningsløs blanquisme at prøve og sætte noget igennem på et mindretals vegne uden at forklare det for masserne – det ville være ren eventyrpolitik. Kun ved at vinde massen – hvis den kan vindes – kun derigennem kan vi tilvejebringe et solidt støttepunkt for den proletariske klassekamps sejr.
Jeg går over til resolutionens tredje del:
»I det allervigtigste spørgsmål – hvordan denne, kapitalisternes krig bringes til ophør hurtigst muligt og vel at mærke ikke med en voldsfred, men med en virkeligt demokratisk fred – erkender og fastslår konferencen:
Denne krig kan ikke bringes til ophør, ved at kun den ene parts soldater afstår fra at fortsætte krigen, ved at kun den ene krigsførende part blot indstiller krigshandlingerne.«
Folk, der gerne vil gøre det lettere for sig selv i kampen mod modstanderen ved at fordreje hans synspunkter, pådutter os meget ofte, at vi angiveligt vil afslutte krigen på den måde – det sædvanlige kneb hos kapitalisterne, når de tilskriver os tanken om et absurd, ensidigt nej til krigen, hvorefter de indvender: »Krigen kan ikke bringes til ophør ved at støde bajonetten i jorden,« sådan som en soldat har udtrykt det, en typisk tilhænger af revolutionær forsvarsvilje. Det er ingen indvending, siger jeg. Det er en anarkistisk idé, at man skulle kunne afslutte krigen uden at skifte regeringsklasserne ud. Enten er ideen anarkistisk og har ingen betydning, ingen statslig effekt, eller den er tåget-pacifistisk og helt uden forståelse for forbindelsen mellem politik og den undertrykkende klasse. Krig er et onde, fred et gode... Denne tanke må selvfølgelig forklares, populariseres for masserne. Og i det hele taget skrives alle vore resolutioner for ledende lag, for marxister; de er overhovedet ikke anvendelige som læsning for masserne, men skal udstikke den samlende ledetråd i hele vor politik for enhver propagandist og agitator. Derfor tilføjes endnu et afsnit:
»Konferencen protesterer igen og igen mod den gemene bagvaskelse, kapitalisterne udfolder mod vort parti, om at vi skulle vise forståelse for en separat (isoleret) fred med Tyskland. Vi anser tyske kapitalister for at være lige så røveriske som russiske, engelske, franske osv. kapitalister, og kejser Wilhelm for at være en lige så stor kronrøver som Nikolaj II og den engelske, italienske, rumænske og alle øvrige monarker.«
Dette punkt gav anledning til nogen diskussion i kommissionen. På den ene side mente man, at vi her slog om i en for populær stil og på den anden side, at monarkerne i England, Italien og Rumænien ikke fortjente den ære at blive indlemmet i resolutionen. Men efter indgående debat nåede vi til enighed om, at nu – da vi har sat os som mål at tilbagevise den bagvaskelse, som Birsjevka [18] for det meste grovkornet, Retj raffineret og Jedinstvo med direkte antydninger søger rejst mod os – at her må vi af hensyn til de bredeste masser optræde med klarest og skarpest mulig kritik af denne bagvaskelse. Og når man siger til os: hvis I betragter Wilhelm som røver, så hjælp os med at styrte ham, da kan vi jo svare, at alle de andre også er røvere, som også skal bekæmpes; her bør man med andre ord heller ikke glemme kongerne af Italien og Rumænien, deres slags findes også i vore allieredes rækker. Disse to afsnit rummer en afvisning af den bagvaskelse, der søger at gejle op til pogrom og slagsmål. Og derfor skal vi nu gå videre til det alvorlige, praktiske spørgsmål om, hvordan denne krig bringes til ophør.
»Tålmodigt, men vedholdende vil vort parti forklare folket den sandhed, at krige føres af regeringer, at krige altid er uløseligt knyttet til bestemte klassers politik, at denne krig kun kan afsluttes med en demokratisk fred og ved at hele statsmagten om blot i nogle af de krigsførende lande lægges i hænderne på proletarernes og halvproletarernes klasse, som virkelig er i stand til at gøre ende på kapitalens åg.«
At krige føres af kapitalister og er forbundet med disses klasseinteresser er absolutte sandheder for marxister. Det behøver en marxist ikke at opholde sig ved. Men for de brede masser skal det forklares. Alle dygtige propagandister og agitatorer må uden brug af fremmedord kunne forklare denne sandhed, for her i landet udvikler diskussionerne sig almindeligvis til tomt slagsmål, der ingenting giver. Og dette når vi frem til i alle resolutionens dele. Vi siger: for at forstå krigen, må man spørge, hvem den gavner; for at forstå, hvordan krigen kan bringes til ophør, må man spørge, hvilke klasser den ikke gavner. Sammenhængen er klar, og heraf følger konklusionen:
»Efter at den revolutionære klasse har grebet statsmagten i Rusland, vil den i så fald træffe en række foranstaltninger, der fører til afskaffelse af kapitalisternes økonomiske herredømme, samt foranstaltninger, der fører til fuldstændig politisk uskadeliggørelse af dem, og øjeblikkeligt og åbent tilbyde alle nationer demokratisk fred på grundlag af et totalt nej til anneksioner, uanset hvilke.«
Når vi taler på den revolutionære klasses vegne, vil folket med rette spørge: godt, og hvad med jer, hvad ville I gøre i dens sted for at få sluttet krigen? Spørgsmålet vil uundgåeligt melde sig. Folket vælger nu os som dets repræsentanter, og vi skal give helt præcist svar. Den revolutionære klasse, der har grebet magten, vil i så fald begynde med at undergrave kapitalisternes herredømme og tilbyde alle nationer konkrete fredsbetingelser, for hvis kapitalisternes herredømme ikke brydes, ender det hele bare i papir. Kun den sejrrige klasse kan gøre dette, dvs. ændre politikken.
Jeg gentager nok en gang: for de uudviklede folkemasser kræver denne sandhed en række led, med hvis mellemkomst uforberedte mennesker kunne blive sat ind i spørgsmålet. Hele fejlen og hele falskheden ved krigslitteratur af den lettere genre består i, at den viger uden om dette spørgsmål, den fortier det og udlægger tingene, som om klassekamp er noget ikke-eksisterende, som om to lande, der har levet fredsommeligt side om side, pludselig kommer i krig, fordi det ene land angriber det andet, som må forsvare sig. Det er en vulgær betragtning uden skygge af objektivitet – det er forsætligt bedrag mod folket fra uddannede menneskers side. Hvis vi forstår at gribe spørgsmålet an, vil enhver repræsentant af folket straks fatte essensen; for ét er de herskende klassers interesser, noget andet er de undertrykte klassers interesser.
Hvad ville der ske, hvis den revolutionære klasse tog magten?
»Disse foranstaltninger og dette åbne tilbud om fred ville skabe fuld tillid mellem de krigsførende landes arbejdere... «
Nu kan en sådan tillid ikke komme på tale; den kan vi ikke tilvejebringe med ord i manifester. Mens en filosof har sagt, at mennesket er givet talens brug for at skjule sine tanker, da siger diplomater altid: »Konferencer holdes for at bluffe folkemasserne.« Således ræsonnerer såvel kapitalister som socialister. Det kan blandt andet siges om den af Borgbjerg indkaldte konference.
»... og uvægerligt føre til opstand fra proletariatets side mod de imperialistiske regeringer, som modsatte sig den tilbudte fred.«
Når kapitalistiske regeringer nu siger: »Vi er for fred uden anneksioner«, er der ingen, som tror på det. Folkemasserne besidder de undertrykte klassers instinkt, som siger dem, at intet har forandret sig. Først når politikken i ét land ændres reelt, kan der vise sig tillid og forsøg på opstande. Vi taler om »opstande«, fordi det drejer sig om samtlige lande. »Der har været revolution i ét land, nu er turen kommet til Tyskland« – dette ræsonnement er falsk. Man forsøger at opstille en nummerorden, men det lader sig ikke gøre. Vi har alle oplevet 1905-revolutionen; alle så og hørte vi, hvordan den satte skub i de revolutionære tanker verden over, som Marx altid talte om. Revolutionen kan ikke laves efter tur eller i nummerorden. Revolutionen kan ikke bestilles – den vokser frem. Det er gennemført humbug, som i disse tider finder særlig hyppig anvendelse i Rusland. Folket får at vide: nu har I lavet revolution, så er turen kommet til tyskerne. Hvis de objektive betingelser ændrer sig, er opstand uundgåelig. Men hvornår og med hvilket udfald, det ved vi ikke. Vi bliver spurgt: hvis den revolutionære klasse i Rusland griber magten, uden at det kommer til opstand i andre lande, hvad vil det revolutionære parti da gøre? Hvordan skal man så forholde sig? Svaret på dette spørgsmål gives i resolutionens sidste punkt.
»Også nu, inden den revolutionære klasse i Rusland har overtaget hele statsmagten, vil vort parti på alle måder støtte de proletariske partier og grupper i udlandet, som allerede under krigen fører revolutionær kamp mod deres imperialistiske regeringer og bourgeoisi.«
Det er, hvad vi ufortøvet kan love og skal gøre. Revolutionen tager til i alle lande, men præcis hvornår og i hvilket omfang den slår igennem – det véd ingen. I alle lande findes folk, der fører revolutionær kamp mod deres regeringer. Det er dem og kun dem, vi skal støtte. Det er kernen, alt andet er kun falskhed. Og vi tilføjer:
»I særdeleshed vil partiet støtte den påbegyndte masseforbrødring ved fronten mellem alle krigsførende landes soldater...«.
Denne bemærkning sigter til Plekhanovs indvending:
»Hvad opnår man ved dét? – siger Plekhanov. – Lav I bare forbrødring, men hvad så bagefter? Det giver jo mulighed for en separatfred ved fronten.« Dette er et billigt kneb og ikke noget seriøst argument. Vi ser gerne forbrødring ved alle fronter, og vi arbejder for det. Mens vi sad i Svejts, udsendte vi et opråb trykt på to sprog – fransk på den ene side og tysk på den anden – og vi opfordrede til det samme, som vi nu ansporer russiske soldater til. Vi indskrænker os ikke til forbrødring mellem Rusland og Tyskland alene, vi kalder til forbrødring mellem alle. Videde. Hvordan skal forbrødringen egentlig opfattes?
»... og stræbe efter, at dette spontante udslag af solidaritet mellem undertrykte forvandles til en bevidst og mest mulig organiseret bevægelse for hele statsmagtens overgang til det revolutionære proletariat i alle krigsførende lande.«
Nu er forbrødringen spontan, og vi bør ikke stikke os selv blår i øjnene på den konto. Dette må indrømmes for ikke at vildlede folket. Soldaterne, der forbrødrer sig, tænker ikke politisk klart. De tilskyndes af et instinkt hos undertrykte mennesker, som er trætte og plagede og holdt op med at stole på kapitalisterne: »I to et halvt år har vi hørt jer snakke om fred – nu tager vi sagen i egen hånd.« Se, det er sandt klasseinstinkt. Uden dette instinkt ville revolutionens sag være håbløs. For I ved, at ingen ville befri arbejderne, hvis de ikke gjorde det selv. Men er dette instinkt nok? På instinktet alene kommer man ikke langt. Derfor må dette instinkt slå om i bevidsthed.
I opråbet Til Soldaterne I Alle Krigsførende Lande giver vi svar på spørgsmålet om, hvad denne forbrødring egentlig skal munde ud i – i den politiske magts overgang til arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter. [19] Tyske arbejdere vil selvfølgelig kalde deres råd ved andre navne, det er underordnet. Kernepunktet er blot, at vi erkender det ubestrideligt, at forbrødringen er spontan, og at vi ikke må begrænse os til bare at anspore den, men sætter os som opgave at forvandle denne spontane tilnærmelse mellem soldateruniformerede arbejdere og bønder i alle lande til en bevidst bevægelse, hvis mål er magtens overgang til det revolutionære proletariat i alle krigsførende lande. Det er en meget svær opgave, men til gengæld er den stilling, kapitalisternes magt har anbragt menneskeheden i, ufattelig svær og leder menneskene direkte i undergang. Derfor vil den også fremkalde den eksplosion af harme, som bliver garanten for den proletariske revolution.
Dette er vor resolution, som vi hermed beder konferencen tage op til drøftelse.
Den nuværende krig er fra begge de krigsførende magtgruppers side en imperialistisk krig, dvs. ført af kapitalisterne om delingen af udbyttet fra verdensherredømmet, om finans- (bank-) kapitalens markeder, om underlæggelsen af svagere folkeslag osv. Krigen beriger dagligt finans- og industribourgeoisiet, mens den udpiner og udmarver proletariatets og bøndernes kræfter i alle krigsførende og dernæst også neutrale lande. I Rusland indebærer forhaling af krigen ydermere den største fare for revolutionens landvindinger og videre udvikling.
Statsmagtens overgang i Rusland til den provisoriske regering, godsejernes og kapitalisternes regering, har ikke ændret og kunne ikke ændre krigens hidtidige karakter og betydning fra Ruslands side.
Dette faktum er tydeligst afsløret ved, at den nye regering ikke alene har undladt at offentliggøre tsar Nikolaj II’s hemmelige traktater med de kapitalistiske regeringer i England, Frankrig osv., tværtimod har den formelt, uden at forhøre sig hos folket, godkendt disse hemmelige traktater, hvori russiske kapitalister får lovning på udplyndringen af Kina, Persien, Tyrkiet, Østrig osv. Ved hemmeligholdelse af disse traktater føres det russiske folk bag lyset angående krigens sande karakter.
Derfor kan det proletariske parti hverken støtte den nuværende krig eller den nuværende regering eller dens lån uden helt at bryde med internationalismen, dvs. med brodersolidariteten mellem alle landes arbejdere i kampen mod kapitalens åg.
Ej heller kan vi nære den ringeste tillid til den nuværende regerings løfter om at afstå fra anneksioner, dvs. fra at erobre fremmede lande eller med tvang fastholde folkeslag inden for Ruslands grænser. For det første, fordi kapitalisterne, der er bundet sammen af bankkapitalens tusinder af tråde, ikke kan afstå fra anneksioner i denne krig uden også at afstå fra profit af de milliarder, der er indskudt i lån, i koncessioner, i rustningsindustri osv. For det andet, fordi den nye regering, som afstod fra anneksioner for at kunne føre folket bag lyset, den 9. april 1917 i Moskva med Miljukovs egen mund har erklæret, at den ikke afstår fra anneksioner, og med noten af 18. april samt redegørelsen hertil af 22. april har den bekræftet sin politiks erobringskarakter. Idet folket derfor advares mod regeringens tomme løfter, erklærer konferencen, at der må skelnes skarpt mellem nej til anneksioner i ord og nej til anneksioner i praksis, dvs. øjeblikkelig offentliggørelse og annullering af alle hemmelige røvertraktater samt alle folkeslags øjeblikkelige tilståelse af retten til ved fri afstemning at afgøre, hvorvidt de vil være uafhængige stater eller indgå i en anden stat, uanset hvilken.
Den såkaldte »revolutionære forsvarsvilje«, der nu har grebet alle narodnikpartierne i Rusland (folkesocialister, trudovikker, socialrevolutionære) og mensjevikkernes opportunistiske socialdemokrati (Organisationskomiteen, Tjkheidse, Tsereteli m.fl.) samt hovedparten af de partiløse revolutionære, er af klassemæssig betydning på den ene side eksponent for interesser og synspunkter, man finder hos velstillede bønder og dele af de små næringsdrivende, der ligesom kapitalisterne høster profit af overgrebene mod svagere folkeslag. På den anden side er den »revolutionære forsvarsvilje « resultatet af det bedrag, kapitalisterne har forøvet mod dele af proletarerne og halvproletarerne i by og på land, hvis klassemæssige stilling indebærer, at de ikke har interesse i kapitalisternes profitter og den imperialistiske krig.
Konferencen erklærer en hvilken som helst indrømmelse til den »revolutionære forsvarsvilje « for absolut utilstedelig og i praksis det samme som helt at bryde med internationalismen og socialismen. Angående de brede folkemassers forsvarsvenlige stemning, da vil vort parti bekæmpe denne stemning ved utrættelig forklaring af den sandhed, at den blindt tillidsfulde holdning til kapitalisternes regering på nuværende tidspunkt er en af hovedhindringerne for hurtig afslutning af krigen.
I det allervigtigste spørgsmål – hvordan denne, kapitalisternes krig bringes til ophør hurtigst muligt og vel at mærke ikke med en voldsfred, men med en virkeligt demokratisk fred – erkender og fastslår konferencen:
Denne krig kan ikke bringes til ophør, ved at kun den ene parts soldater afstår fra at fortsætte krigen, ved at kun den ene krigsførende part blot indstiller krigshandlingerne.
Konferencen protesterer igen og igen mod den gemene bagvaskelse, kapitalisterne udfolder mod vort parti, om at vi skulle vise forståelse for en separat (isoleret) fred med Tyskland. Vi anser tyske kapitalister for at være lige så røveriske som russiske, engelske, franske osv. kapitalister, og kejser Wilhelm for at være en lige så stor kronrøver som Nikolaj II, den engelske, italienske, rumænske og alle øvrige monarker.
Tålmodigt, men vedholdende vil vort parti forklare folket den sandhed, at krige føres af regeringer, at krige altid er uløseligt knyttet til bestemte klassers politik, at denne krig kun kan afsluttes med en demokratisk fred, og ved at hele statsmagten om blot i nogle af de krigsførende lande lægges i hænderne på proletarernes og halvproletarernes klasse, som virkelig er i stand til at gøre ende på kapitalens åg.
Efter at den revolutionære klasse har grebet statsmagten i Rusland, vil den i så fald træffe en række foranstaltninger, der undergraver kapitalisternes økonomiske herredømme, samt foranstaltninger, som fører til fuldstændig politisk uskadeliggørelse af dem, og øjeblikkeligt og åbent tilbyde alle nationer demokratisk fred på grundlag af et totalt nej til anneksioner og krigsskadeserstatninger, uanset hvilke. Disse foranstaltninger og dette åbne tilbud om fred ville skabe fuld tillid mellem de krigsførende landes arbejdere og uvægerligt føre til opstand fra proletariatets side mod de imperialistiske regeringer, som modsatte sig den tilbudte fred.
Også nu inden den revolutionære klasse i Rusland har overtaget hele statsmagten, vil vort parti på alle måder støtte de proletariske partier og grupper i udlandet, som allerede under krigen fører revolutionær kamp mod deres imperialistiske regeringer og bourgeoisi. I særdeleshed vil partiet støtte den påbegyndte masseforbrødring ved fronten mellem alle krigsførende landes soldater og stræbe efter, at dette spontane udslag af solidaritet mellem undertrykte forvandles til en bevidst og mest mulig organiseret bevægelse for hele statsmagtens overgang til det revolutionære proletariat i alle krigsførende lande.
Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti erkender:
1) Den provisoriske regering er af karakter organ for godsejernes og bourgeoisiets herredømme;
2) regeringen og de klasser, den repræsenterer, er økonomisk og politisk uløseligt lænket til russisk og engelsk- fransk imperialisme;
3) selv sit eget, kundgjorte program realiserer regeringen kun ufuldstændigt og da alene efter pres fra det revolutionære proletariat og i nogen grad småborgerskabet;
4) de igangsættende kræfter bag bourgeoisiets og godsejernes kontrarevolution har under dække af den provisoriske regerings banner og med dennes tydelige medvidende allerede startet angrebet mod det revolutionære demokrati: den provisoriske regering forhaler således udskrivningen af valg til den Konstituerende Forsamling, forhindrer almindelig bevæbning af folket, modarbejder overdragelse af al jord til folket, påtvinger det godsejernes løsning af agrarspørgsmålet, bremser indførelse af 8 timers arbejdsdag, tolerer kontrarevolutionær agitation (Gutjkov og co.’s) i hæren, organiserer toppen af hærens kommandostab mod soldaterne osv.;
5) ved at frede kapitalisternes og godsejernes profitter er den provisoriske regering ude af stand til at træffe den serie af revolutionære foranstaltninger på det økonomiske område (levnedsmidler o.a,), som den umiddelbart truende økonomiske katastrofe har gjort ubetinget og uopsætteligt nødvendige;
6) samtidig støtter denne regering sig i den givne stund på tillid til og direkte overenskomst med arbejder- og soldaterrepræsentanternes Petrogradsovjet, som til nu er den ledende organisation for flertallet af arbejdere og soldater, dvs. bønder;
7) hvert skridt fra den provisoriske regerings side, såvel inden- som udenrigspolitisk, bidrager til at få øjnene op på proletarer i by og på land samt halvproletarer og tvinge forskellige lag af småborgerskabet til at tage politisk stilling til den ene eller den anden side.
Ud fra ovennævnte teser fastslår konferencen:
1) Der må gøres et langvarigt arbejde for at afklare den proletariske klassebevidsthed og sammentømre proletarerne i by og på land mod småborgerskabets vaklen, idet kun et sådant arbejde effektivt vil sikre, at hele statsmagten overdrages til arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter eller andre organer, som direkte udtrykker folkeflertallets vilje (lokale selvstyreorganer, den konstituerende forsamling o.l.).
2) Følgelig må der ydes en alsidig indsats i selve arbejder* og soldaterrepræsentanternes sovjetter, for at øge antallet af dem, styrke deres kræfter og forene vort partis proletariske, internationalistiske grupper i sovjetterne.
3) Med henblik på øjeblikkelig befæstelse og udvidelse af revolutionens landvindinger lokalt og med basis i et solidt flertal af den lokale befolkning må der sættes ind på en alsidig udvikling, organisering og forstærkelse af selvbestaltede aktioner, som sigter på at gøre frihederne til realiteter, afsætte de kontrarevolutionære myndigheder og gennemføre foranstaltninger af økonomisk karakter – kontrol med produktion og fordeling o.l.
4) Den politiske krise 19.-20. april, fremkaldt af den provisoriske regerings note, har vist, at kadetterne som regeringsparti nu griber til forsøg på nedskydning af arbejdere ved i praksis at samordne de kontrarevolutionære elementer i såvel hæren som på gaderne. Som følge af den ustabile situation, der udspringer af dobbeltmagten, vil gentagelse af den slags forsøg være uundgåelig, og proletariatets parti er derfor pligtigt til med al dets energi at forberede folket på, at proletariatet må organisere og bevæbne sig, at det må slutte den snævrest mulige alliance med den revolutionære hær og bryde med tillidspolitikken i forholdet til den provisoriske regering – for at forebygge den alvorligt truende fare for massenedskydninger af proletariatet, således som man så det under junidagene i Paris 1848.
Konferencen erkender det nødvendigt at revidere partiprogrammet i følgende retning:
1) analyse af imperialismen og de imperialistiske kriges epoke i lyset af den tilstundende socialistiske revolution; bekæmpelse af »forsvarsvennerne«, som har glemt Marx’ ord: »Arbejderne har ikke noget fædreland«; [23]
2) ændring af sætninger og paragraffer om staten, således at kravet ikke lyder på borgerlig-demokratisk republik, men på arbejdernes og bøndernes demokratiske republik (dvs. en stat af typen uden politi, uden stående hær, uden privilegeret embedsmandsstand);
3) fjernelse eller ændring af nu forældede dele af det politiske program;
4) omarbejdelse af en række punkter i det politiske minimumprogram til præcisere angivelse af mere konsekvente, demokratiske krav;
5) fuldstændig omarbejdelse af den nu forældede del af det økonomiske minimumprogram og af punkterne vedrørende folkeundervisning;
6) omarbejdelse af agrarprogrammet i henhold til den vedtagne resolution om agrarspørgsmålet;
7) indføjelse af kravet om nationalisering af syndikater m.m., som er mest færdigudviklede hertil;
8) tilføjelse af karakteristik af hovedstrømningerne i moderne socialisme.
På dette grundlag pålægger konferencen centralkomiteen inden for to måneder at opstille udkast til partiprogram, som forelægges partikongressen til vedtagelse. Konferencen opfordrer alle partiets organisationer og medlemmer til at diskutere programforslagene, foreslå ændringer og udarbejde alternative forslag.
Kammerater. Allerede under den første revolution drøftede vort parti agrarspørgsmålet så indgående, at jeg tror, vi er tilstrækkelig inde i problemet på nuværende tidspunkt; indirekte fremgår det af, at konferencens sektion, som består af kammerater med snævert indblik i og interesse for dette spørgsmål, er nået til enighed om det foreslåede resolutionsudkast uden radikale ændringer. Jeg skal derfor indskrænke mig til nogle ganske korte bemærkninger. Da udkastet, som foreligger i korrekturform, findes hos alle delegerede, skulle der ikke være grund til at læse det op i fuld ordlyd.
At agrarbevægelsen griber om sig over hele Rusland er nu den mest indlysende og indiskutable kendsgerning for alle. Vort partis program, der vedtoges på Stockholmkongressen i 1906 efter forslag fra mensjevikkerne, viste sig allerede gendrevet af den første russiske revolutions forløb. På den kongres fik mensjevikkerne gennemtrumfet deres municipaliseringslinje, hvis indhold kan sammenfattes i følgende: bondejorde, dvs. fællesjorden og enkeltbrugene, forbliver bøndernes ejendom. Godsejerjorden overdrages fra godsejerne til de lokale selvstyreorganer. Et af mensjevikkernes hovedargumenter for dette program var, at bønderne aldrig ville begribe, at bondejord blev overdraget til andre end bønder. Den, der har læst Stockholmkongressens protokoller, vil huske, at talerne Maslov og Kostrov lagde særligt eftertryk på dette argument. Man bør ikke glemme – det glemmes ofte i disse tider – at dette var før den første duma, [24] da man endnu ikke havde objektive fakta om bondebevægelsens karakter og om dens styrke. Alle vidste, at Rusland stod i agrarrevolutionens brand, men ingen vidste, hvordan agrarbevægelsen ville blive organiseret, eller hvordan bondebevægelsens revolution ville blive. Det var ikke muligt at efterprøve, i hvor høj grad kongressen repræsenterede bøndernes egen, alvorlige, saglige opfattelse, og derfor kom disse mensjevikargumenter til at spille en sådan rolle. Kort efter vor Stockholmkongres fik vi for første gang en eftertrykkelig tilkendegivelse af, hvordan bondemassen så på dette spørgsmål. Både i 1. og 2. duma blev der fra bøndernes side fremlagt et arbejdsforslag, »de 104’s forslag«. Jeg har med vilje studeret underskrifterne på dette forslag og gjort mig bekendt med de deputeredes opfattelse og med deres klassetilhørsforhold for at finde ud af, i hvilken udstrækning de kunne kaldes bønder. I den bog, tsarcensuren brændte og som jeg alligevel genudsender, fastholder jeg på det bestemteste, at af de 104 forslagsstillere var langt de fleste bønder. Dette forslag krævede nationalisering af jorden. Bønderne sagde, at al jord skulle overdrages staten.
Spørgsmålet er så, hvordan det kan forklares, at repræsentanterne for bønder i hele Rusland i to dumasamlinger foretrak nationalisering fremfor det skridt, mensjevikkerne var talsmænd for i begge dumaer til støtte for bondeinteresser. Mensjevikkerne foreslog, at bønderne beholdt deres egen jord, og at kun godsbesiddelser skulle overdrages folket, hvorimod bønderne sagde, at de ville overdrage al jord til folket. Hvordan kan det forklares? De socialrevolutionære forklarer det med, at russiske bønder i kraft af deres jord- og landsbyfællesskab sympatiserer med socialisering, med arbejdsprincippet. I hele denne sprogbrug findes ikke skyggen af sund fornuft, det er ene og alene talemåder. Men hvordan kan det forklares? Jeg tror, at bønderne er nået til denne konklusion, fordi al russisk jordbesiddelse, bondejord og godsejerjord, fællesjord og enkeltbrug, er så fuldstændig gennemsyret af gamle halvfeudale relationer og betingelser; ud fra markedsbetingelserne måtte bønderne kræve jorden overdraget til hele folket. Bønderne siger, at roderiet i det hidtidige landbrugslivs stilling kun kan bringes til ophør med en nationalisering. Deres standpunkt er borgerligt: ligelig afbenyttelse af jorden opfatter de som konfiskation af godsejernes jord, men ikke som ligestilling af de enkelte brugere. Nationalisering betyder ifølge dem, at al jord undergår en ny udstykning efter antallet af bønder. Forslaget er borgerligt, så det forslår. Ikke én bonde har talt om ligestilling og socialisering, men alle har sagt, at man umuligt kan vente længere, at der må udstikkes helt andre jordskel, dvs. at man ikke i det 20. århundrede kan drive landbrug på den gamle måde. Stolypinreformen har siden da gjort jordspørgsmålet endnu mere rodet. Det er det, bønderne vil sige med kravet om nationalisering. Det betyder, at al jord overhovedet skal undergå en helt ny udstykning. Der må overhovedet ikke være forskellige former for jordbesiddelse. Her er absolut ingen socialisering. Dette bondekrav kaldes ligestillende, fordi – som det fremgår af en kort statistisk opgørelse fra 1905 – der går 2000 desjatiner land på henholdsvis 300 bondefamilier og én godsejer; i den forstand er kravet selvfølgelig ligestillende, men heraf følger ikke, at det indebærer ligestilling af alle småbrugerne indbyrdes. De 104’s forslag siger det omvendte.
Dette er det fundamentale, som må siges, hvis man vil give en videnskabelig underbygget forklaring på, hvorfor nationalisering i Rusland er nødvendig fra et borgerlig-demokratisk synspunkt. Men nationalisering er også nødvendig, fordi den vil være et kæmpemæssigt slag mod privatejendomsretten til produktionsmidler. Det vil simpelt hen være absurd at tro, at alt bliver ved det gamle, når privatejendomsretten til jord i Rusland afskaffes.
I udkastet til resolution anføres videre en række praktiske konklusioner og krav. Af mindre ændringer vil jeg pege på følgende. I punkt 1 siges det: »Proletariatets parti støtter af al sin kraft øjeblikkelig og fuldstændig konfiskation af al godsejerjord... « – i stedet for »støtter«, bør der stå »kæmper for...«. Vi anskuer det ikke sådan, at bønderne har for lidt jord og må have mere. Dette er den gængse holdning; vi siger, at det er godsbesiddelser, som er roden til det åg, der kvæler bønderne og gør dem efterblevne. Det drejer sig ikke om, hvorvidt bønderne har lidt jord eller ej; ned med feudalismen – det er problemstillingen for den revolutionære klassekamp, men ikke for de embedsmænd, som regner efter, hvor meget jord de har, og efter hvilke regler den skal udstykkes. Punkterne 2 og 3 foreslår jeg, vi bytter om på, da det vigtige for os er det revolutionære initiativ, mens loven skal blive resultatet heraf. Hvis I vil vente, indtil loven er skrevet, og selv undlader at udfolde revolutionær energi, så får I hverken lov eller jord.
Meget ofte bruges den indvending mod nationalisering, at den forudsætter et enormt administrationsapparat. Det stemmer, men statsejendommen indebærer jo, at hver bonde står som jordforpagter hos staten. Videreforpagtning forbydes. Men hvor meget bonden forpagter, og hvilken jord han får – det afgøres helt og holdent af det respektive demokratiske organ, ikke af et bureaukratisk organ.
I stedet for »daglejere« skrives »landbrugsarbejdere«. Nogle kammerater har udtalt, at ordet »daglejer« er nedsættende og har protesteret mod brugen af det. Det må udgå.
Nu duer det ikke at tale om proletar- og bondekomiteer eller -sovjetter i løsningen af jordspørgsmålet, for, som vi ser, har bønderne oprettet sovjetter af soldaterrepræsentanter, og på denne måde er der allerede sket en opdeling i proletariat og bønder.
De småborgerlige, forsvarsvenlige partier går som bekendt ind for, at man skal vente med jordspørgsmålet indtil den konstituerende forsamling. Vi udtaler os for øjeblikkelig overdragelse af jorden til bønderne under maksimalt organiserede former. Vi er absolut imod anarkistiske besættelser. I foreslår bønderne at nå til aftale med godsejerne. Vi siger, at jorden skal overdrages her og nu og tilsås for at bekæmpe hungersnøden og for at værge landet mod sammenbruddet, som rykker ind på det med kolossal hurtighed. Nu må man ikke godtage Sjingarjovs og kadetternes opskrifter, der foreslår at vente indtil den konstituerende forsamling, som ingen ved hvornår træder sammen, eller komme overens med godsejerne om forpagtning. Bønderne er allerede begyndt at bemægtige sig jorden uden erstatningsbetaling eller for en fjerdedel af forpagtningsafgiften.
Fra Pensaguvernementet haren kammerat medbragt en lokal resolution, hvori det siges, at bønderne her overtager godsernes inventar uden at fordele det på gårdene, men i stedet gør det til offentlig ejendom. De opstiller en bestemt rækkefølge, et regulativ, således at de med dette inventar kan dyrke al jord. Ved at gribe til disse skridt, ledes bønderne af interessen for at få landbrugsproduktionen i vejret. Dette faktum har gigantisk principiel betydning, uanset godsejernes og kapitalisternes hylen op om, at det er anarki. Og hvis I vil sidde og ævle og hyle op om, at det er anarki, mens bønderne venter, så bliver der først rigtigt anarki. Bønderne viser, at de forstår de økonomiske vilkår og den offentlige kontrol bedre end embedsmændene og bruger deres forståelse hundrede fold bedre. Et sådant skridt, som selvfølgelig er let gennemførligt i den lille landsby, fører uundgåeligt over i mere vidtgående foranstaltninger. Hvis bonden får lært det, og det er han begyndt på, behøves her ingen borgerlige professorhjerner; bonden slutter sig selv til nødvendigheden af, at inventar ikke kun anvendes på små brug, men til dyrkning af hele jorden. Hvordan de gør det, er underordnet; vi ved ikke, om de slår jordlodderne sammen til fælles pløjning og tilsåning, og det er underordnet, om de gør det på forskellig vis. Derimod er det vigtigt, at de til alt held er fri for den hærskare af småborgerlige intellektuelle, der kalder sig marxister og socialdemokrater, og som med vigtig mine belærer folket om, at tiden endnu ikke er inde til den socialistiske revolution, og at bønderne derfor ikke må tage jorden nu. Til alt held findes der kun få sådanne herskaber i de russiske landsbyer. Hvis bønderne indskrænkede sig til at tage den jord, de kunne komme overens om med godsejeren, og ikke anvendte deres erfaring kollektivt, da ville sammenbruddet være uundgåeligt, og da ville bondekomiteerne fremstå som et stykke legetøj, som et meningsløst spil. Derfor foreslår vi at tilføje et 8. punkt til resolutionsudkastet. [25]
Da vi nu en gang ved, at dette initiativ er udgået fra de lokale bønder selv, er det vort ansvar, vor pligt, at sige, at vi støtter og anbefaler dette initiativ. Kun heri ligger garanten for, at revolutionen ikke indskrænker sig til skridt af formel karakter, at kampen mod krisen ikke blot forbliver genstand for snakken i kontorer og Sjingarjovs skriverier, men at bønderne ad organiseret vej virkelig går fremad i kampen mod kornmangelen og for øget produktion.
Eksistensen af godsbesiddelser i Rusland er den materielle grundpille for de feudale godsejeres magt og et pant på muligheden af monarkiets genoprettelse. Disse jordbesiddelser dømmer uundgåeligt det overvældende flertal af Ruslands befolkning, bønderne, til elendighed, trældom og forkuethed, og hele landet til efterblevenhed på alle livets områder.
Bondejorden i Rusland, såvel den tildelte jord [27] (fælles jorden og enkeltbrugene) som den private (forpagtet og købt jord) er fra øverst til nederst, på kryds og tværs, indspundet i gamle, halvfeudale bånd og relationer: inddelingen af bønderne i kategorier, som er nedarvede fra livegenskabets tid, jordstrimlerne ind imellem hinanden osv., osv. Nødvendigheden af at rive alle disse forældede og skadelige skranker ned, nødvendigheden af at »udstikke andre jordskel«, af at omforme alle jordbesiddelsernes og landbrugets relationer fra grunden af, efter de nye betingelser for russisk og international økonomi, danner det materielle grundlag for bøndernes stræben efter nationalisering af al jord i staten.
Hvilke småborgerlige utopier alle narodnikpartierne og -grupperne end iklæder bondemassernes kamp mod de feudale godsbesiddelser og overhovedet mod alle jordbesiddelsens og jordbrugets feudale lænker i Rusland – selve denne kamp udtrykker en helt igennem borgerlig-demokratisk, ubetinget progressiv og økonomisk nødvendig stræben efter en radikal sprængning af alle disse lænker.
Nationaliseringen af jorden, som er en borgerlig foranstaltning, betyder, at klassekampen kan udfoldes så frit, som det overhovedet er muligt og tænkeligt i et kapitalistisk samfund, og at jordbruget befries for alle ikke-borgerlige vedhæng. Tilmed ville nationalisering af jorden, altså afskaffelse af privatejendomsretten til jorden, i praksis betyde et så mægtigt slag mod privatejendomsretten til alle produktionsmidler overhovedet, at proletariatets parti må yde en sådan omformning al mulig støtte.
På den anden side har velstående bønder i Rusland for længst frembragt elementer til et bondebourgeoisi, og den stolypinske agrarreform har utvivlsomt forstærket, flerdoblet og konsolideret disse elementer. Den anden del af landsbyen, landarbejderne, proletarerne og den nærstående masse af halvproletariske bønder, er ligeledes blevet stærkere og talrigere.
Jo mere energisk og konsekvent man knuser og afskaffer godsejernes jordbesiddelse, desto mere energisk og konsekvent vil den borgerlig-demokratiske landbrugsomformning i Rusland overhovedet blive, med desto større kraft og hurtighed vil landproletariatets klassekamp mod de velstående bønder (bondebourgeoisiet) udfolde sig.
Alt efter om det lykkes for byproletariatet at rive landproletariatet med sig og knytte landsbyens halvproletariske masser til sig, eller om denne masse vil følge bondebourgeoisiet, som hælder til et forbund med Gutjkov og Miljukov, med kapitalisterne og godsejerne og med kontrarevolutionen i det hele taget – af det vil den russiske revolutions skæbne og udfald afhænge, for så vidt den begyndende proletariske revolution i Europa ikke kommer til at øve en umiddelbar, magtfuld indflydelse på vort land.
Ud fra denne klassesituation og dette styrkeforhold mellem klassekræfterne beslutter konferencen:
1) Proletariatets parti kæmper af al sin kraft for øjeblikkelig og fuldstændig konfiskation af al godsejerjord i Rusland (såvel som tsarfamiliens, kirkernes og ministeriernes godser osv., osv.)
2) Partiet går energisk ind for, at al jord straks skal overdrages til bønderne, som er organiseret i bonderepræsentanternes sovjetter eller i andre, virkelig helt demokratisk valgte og af godsejerne og embedsmændene fuldstændig uafhængige lokale selvstyreorganer.
3) Proletariatets parti kræver nationalisering af al jord i staten; ved nationaliseringen, som betyder overdragelse til staten af ejendomsretten til al jord, lægges rådighedsretten til jorden i hænderne på de lokale demokratiske organer.
4) Partiet må energisk kæmpe mod den provisoriske regering, der gennem såvel Sjingarjovs mund som sine regeringshandlinger påtvinger bønderne en »frivillig overenskomst med godsejerne«, dvs. i virkeligheden en reform i godsejernes ånd, og truer bønderne med afstraffelse på grund af »selvtægt«, dvs. med magtanvendelse fra befolkningsmindretallet (godsejerne og kapitalisterne) mod flertallet; partiet må tillige kæmpe mod den småborgerlige vaklen, som narodnikkernes og de socialdemokratiske mensjevikkers flertal udviser ved at råde bønderne til ikke at tage al jorden, før den konstituerende forsamling er trådt sammen.
5) Partiet råder bønderne til at tage jorden på organiseret måde, uden at tillade den mindste beskadigelse af inventaret, og at drage omsorg for, at produktionen øges.
6) Det gælder for alle landbrugsreformer overhovedet, at de kun kan lykkes og være holdbare, når hele staten demokratiseres fuldstændig, dvs. når på den ene side politiet, den stående hær og den faktisk privilegerede embedsstand afskaffes, og når på den anden side det mest vidtgående, lokale selvstyre indføres, fri for alt formynderskab og tilsyn ovenfra.
7) Det er nødvendigt straks og alle vegne at tage fat på en særskilt og selvstændig organisering af landbrugsproletariatet, såvel i form af sovjetter, der repræsenterer landbrugsarbejderne (og tillige særlige sovjetter, der repræsenterer halvproletariske bønder), som i form af organiserede proletariske grupper eller fraktioner i de almindelige bondesovjetter, i alle organer for lokal og kommunal forvaltning osv., osv.
8) Partiet må støtte det initiativ, som bondekomiteer i flere egne af Rusland har vist ved at overgive godsejernes levende og døde inventar til de i disse komiteer organiserede bønder, således at dette inventar anvendes til dyrkning af alle jorder på basis af et offentligt regulativ.
9) Proletariatets parti må anbefale landsbyens proletarer og halvproletarer at sætte ind for, at der på hvert gods oprettes et tilstrækkeligt stort mønsterbrug, som skal drives for det offentliges regning af landbrugsarbejderrepræsentanternes sovjetter under vejledning af agronomer og med anvendelse af de bedste tekniske midler.
Efter debatten omkring indlæg og beretninger fra kammerater, der arbejder i arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter i forskellige egne af Rusland, fastslår konferencen:
I en lang række provinsegne skrider revolutionen fremad, idet proletariatet og bønderne selvbestaltet organiserer sig i sovjetter, selvbestaltet afsætter de gamle myndigheder, opretter proletar- og bondemilits, indfører arbejderkontrol med fabrikkerne, indfører 8 timers arbejdsdag, hæver arbejdslønnen, sikrer usvækket produktionsgang, opretter arbejdertilsyn med levnedsmiddelfordelingen osv.
Denne vækst i revolutionens bredde og dybde i provinsen er på den ene side en vækst i bevægelsen for hele magtens overgang til sovjetterne og for arbejdernes og bøndernes egen kontrol med produktionen; på den anden side tjener den som garant for en landsomfattende forberedelse af kræfterne til revolutionens anden fase, som skal overdrage hele statsmagten til sovjetterne eller andre organer, som direkte udtrykker folkeflertallets vilje (lokale selvstyreorganer, den konstituerende forsamling osv.)
I hovedstæderne og visse andre større byer frembyder opgaven – at overdrage statsmagten til sovjetterne – særlig store vanskeligheder og kræver særlig lang forberedelse af proletariatets kræfter. Her er bourgeoisiets fleste kræfter koncentreret. Her træder forligspolitikken med bourgeoisiet skarpest frem, en politik, der ofte bremser massernes revolutionære initiativ og svækker deres selvstændighed, hvilket er særlig farligt i betragtning af disse sovjetters ledende betydning for provinsen.
Det proletariske partis opgave er derfor dels at yde alsidig støtte til den omtalte udvikling af revolutionen lokalt, dels at kæmpe systematisk i selve sovjetterne (gennem propaganda og omvalg) for den proletariske linjes triumf, at rette al stræben og hele opmærksomheden ind på arbejder- og soldatermassen, på at udskille den proletariske linje fra den småborgerlige, den internationalistiske fra den forsvarsvenlige, den revolutionære fra den opportunistiske, på at organisere og bevæbne arbejderne, på at forberede dem til revolutionens næste fase.
Konferencen erklærer endnu en gang, at der må ydes en alsidig indsats i selve arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter, for at øge antallet af dem, styrke deres kræfter og forene vort partis proletariske, internationalistiske grupper i sovjetterne.
Fra og med 1903, da vort parti vedtog sit program, er vi hver gang blevet mødt med fortvivlet opposition fra vore polske kammeraters side. Hvis I giver jer til at læse protokollerne fra 2. kongres, vil I se, at de allerede dengang fremførte de samme argumenter, som vi møder nu; de polske socialdemokrater forlod kongressen, fordi de ikke mente at kunne acceptere en anerkendelse af nationernes selvbestemmelsesret. Og siden da er vi stødt på spørgsmålet igen og igen. Imperialismen fandtes allerede i 1903, men dengang blev der ikke nævnt noget om imperialisme i argumenterne; nu som dengang vedbliver det polske socialdemokratis holdning at være en sælsom, uhyrlig fejltagelse. Disse mennesker ønsker at gøre chauvinisternes holdning til partiets.
I kraft af Ruslands lange undertrykkelse er Polens politik fuldstændig nationalistisk, og hele det polske folk er aldeles gennemsyret af en eneste tanke om hævn over russerne. Ingen har undertrykt polakkerne som det russiske folk. Det russiske folk har tjent tsarerne som det polske folks bøddel. Intet andet folk er så gennemsyret af had til russerne, intet andet folk kunne nære større afsky for russerne end polakkerne, og heraf følger et sælsomt fænomen. På grund af det polske bourgeoisi er Polen blevet en hæmsko for den socialistiske bevægelse. Lad hele verden stå i flammer – bare Polen er frit. At stille problemet op på den måde er selvsagt at drive spot med internationalismen. Det er ganske rigtigt volden, som nu hersker over Polen, men når de polske nationalister regner med, at Rusland skal befri Polen, så er det forræderi mod Internationalen. Og de polske nationalister har i den grad indpodet det polske folk med deres meninger, at det er den måde, situationen opfattes på i Polen.
Vore polske socialdemokratiske kammeraters kolossale, historiske fortjeneste er, at de udstak internationalismens parole og sagde: langt det vigtigste for os er broderforbundet med proletariatet i alle øvrige lande, og vi går aldrig i krig for Polens befrielse. Heri ligger deres fortjeneste, og derfor har vi altid anset disse polske socialdemokratiske kammerater for at være socialister. De andre er patrioter og polske Plekhanov’er. Men på grund af denne særprægede situation, hvor folk har måttet slås mod en desperat, betændt nationalisme for at redde socialismen, står vi over for et sælsomt fænomen: kammeraterne kommer og siger til os, at vi skal afstå fra Polens frihed, fra Polens løsrivelse.
Hvorfor skal vi storrussere, der har undertrykt flere nationer end noget andet folk, afstå fra at anerkende Polens, Ukraines eller Finlands ret til løsrivelse? Man opfordrer os til at blive chauvinister, fordi vi herved ville lette de polske socialdemokraters stilling. Vi stiler ikke mod befrielse af Polen, fordi det polske folk lever mellem to krigsduelige stater. Men i stedet for at appellere til de polske arbejdere om at ræsonnere således: kun de socialdemokrater forbliver demokrater, som mener, at det polske folk skal være frit, for der er ikke plads til chauvinister i det socialistiske partis rækker – i stedet siger de polske socialdemokrater: netop fordi vi finder forbundet med russiske arbejdere nyttigt, er vi imod Polens løsrivelse. Det er deres fulde ret. Men folk ønsker ikke at forstå, at man ikke behøver at gentage de samme ord om og om igen for at forstærke internationalismen, men at man i Rusland må slå på de undertrykte nationers ret til løsrivelse og i Polen understrege friheden til sammenslutning. Frihed til sammenslutning forudsætter frihed til løsrivelse. Vi russere må betone friheden til løsrivelse, mens man i Polen må understrege friheden til sammenslutning.
I dette spørgsmål er vi stødt på en række sofismer, der fører til total afstandtagen fra marxismen. Kammerat Pjatakovs synspunkt er en gentagelse af Rosa Luxemburgs... (Hollands eksempel)... [28] Således ræsonnerer kammerat Pjatakov, og således rammer han sig selv, for teoretisk bestrider han retten til løsrivelse, mens han til folket siger: den er ikke socialist, som benægter retten til løsrivelse. Det, kammerat Pjatakov har fremført her, er noget utroligt vås. Vesteuropa består fortrinsvis af lande, hvor det nationale spørgsmål for længst er løst. Når man siger, at nationalspørgsmålet er løst, tænker man på Vesteuropa. Kammerat Pjatakov overfører det til Østeuropa, hvor det intet har at gøre, og vi havner i en forrykt situation.
Tænk dog over, hvilken pærevælling vi ender i! Vi har jo Finland lige ved siden af. Kammerat Pjatakov giver intet konkret svar angående Finland, og han har rodet fuldstændig rundt på alting. I går kunne I læse i Rabotjaja Gaseta, at separatismen tager til i Finland. Finnerne kommer rejsende og fortæller, at separatismen hjemme hos dem er i tiltagende, fordi kadetterne ikke vil give Finland fuldt selvstyre. En krise er under udvikling, utilfredsheden med generalguvernør Roditjev vokser, men Rabotjaja Gaseta skriver, at finnerne skal afvente den konstituerende forsamling, for der vil man nå til en aftale mellem Finland og Rusland. Hvad betyder aftale? Finnerne skal sige, at de må have ret til selv at afgøre deres egen skæbne, og den storrusser, som prøver at nægte dem denne ret, vil være chauvinist. Anderledes forholdt det sig, hvis vi sagde til den finske arbejder: Hvad kan bedst betale sig for dig... [29]
Kammerat Pjatakov fornægter bare vor parole, når han siger, at det er ensbetydende med ikke at udstikke parolen for den socialistiske revolution, men selv kommer han ikke med en sådan parole. Den socialistiske revolutions metode under parolen »væk med grænserne« er udtryk for total forvirring. Det er ikke lykkedes os at få trykt den artikel, hvori jeg betegner denne holdning som »imperialistisk økonomisme«. [30] Hvad ligger der i den socialistiske revolutions »metode« under parolen »ned med grænserne«? Vi indser statens nødvendighed, og en stat forudsætter grænser. Staten kan selvfølgelig omfatte en borgerlig regering, men det, vi har brug for, er sovjetter. Også sovjetterne står over for spørgsmålet om grænser. Hvad betyder »væk med grænserne«? Det er her, anarkiet begynder... Den socialistiske revolutions »metode« under parolen »væk med grænserne« – det er simpelt hen noget miskmask. Når den socialistiske revolution modner, når den bliver realitet, vil den brede sig til andre lande, og vi vil hjælpe den, men hvordan – det ved vi ikke. »Den socialistiske revolutions metode « er en talemåde, blottet for indhold. Da der findes spørgsmål, som den borgerlige revolution har ladet delvis uløste, går vi ind for at få dem løst. Separatistbevægelsen betragter vi uanfægtet, neutralt. Der er intet dårligt i, at Finland eller Polen eller Ukraine løsriver sig fra Rusland. Hvad dårligt er der i det? Den, som siger noget sådant, er chauvinist. Man må være fra forstanden for at kunne fortsætte tsar Nikolajs politik. Norge forlod jo Sverige... Der var engang, da Aleksander I og Napoleon byttede folkeslag, da konger og kejsere spillede bold med Polen. Skal vi da fortsætte denne tsarernes politik? Det er at fornægte internationalismens taktik, det er chauvinisme af værste skuffe. Hvis Finland løsriver sig – hvad galt er der i det? Hos begge folk, både hos det norske og det svenske proletariat, styrkedes tilliden til hinanden efter løsrivelsen. Svenske godsejere ville ud i krig, men da gjorde svenske arbejdere modstand og sagde: den krig går vi ikke med på.
Nu ønsker finnerne kun selvstyre. Vi er tilhængere af, at Finland gives fuld frihed. Når det realiseres, vil tilliden til russisk demokrati blive styrket, og da vil finnerne ikke løsrives. Når hr. Roditjev kommer til Finland og begynder at købslå om selvstyre, rejser de finske kammerater over til os og siger: vi har brug for selvstyre. Hvorefter alle kanoner fyres af mod dem med ordene: »Afvent den konstituerende forsamling.« Men vi siger: »Enhver russisk socialist, der nægter Finland frihed, er chauvinist.«
Vi siger, at grænserne skal fastlægges efter befolkningens vilje. Vov ikke at slås om Kurland, Rusland! Fjern tropperne fra Kurland, Tyskland! Det er vores måde at afgøre løsrivelsesspørgsmålet på. Proletariatet kan ikke gribe til vold, for det må ikke hindre folkenes frihed. Parolen »væk med grænserne« er først sand, når den socialistiske revolution bliver realitet og ikke metode, og da vil vi sige: kammerater, kom over til os...
Noget ganske andet er spørgsmålet om krigen. Om nødvendigt afstår vi ikke fra at føre revolutionær krig. Vi er ikke pacifister... Når Miljukov sidder her i landet og sender Roditjev til Finland, hvor han skamløst sjakrer med det finske folk, så siger vi: nej, russiske folk, vov ikke at voldføre Finland; et folk, der undertrykker andre, kan ikke frigøre sig selv. [31] I resolutionen om Borgbjerg siger vi: træk tropperne tilbage og lad nationerne afgøre spørgsmålet selvstændigt. Hvis nu sovjetterne griber magten i morgen, vil det ikke være den »socialistiske revolutions metode«; da siger vi: Tyskland, dine tropper skal ud af Polen; Rusland, dine tropper skal ud af Armenien – andet vil være bedrag.
Om sit undertrykte Polen fortæller kammerat Dsjersjinskij os, at dér er alle chauvinister. Men hvorfor har ingen af polakkerne mælet et eneste ord om, hvad vi skal stille op med Finland, eller hvad vi skal stille op med Ukraine? Lige siden 1903 har vi skændtes så meget på den konto, at det er blevet svært at tale herom. Gå derhen, hvor du selv vil... Den, der ikke bifalder dette synspunkt, er anneksionist, er chauvinist. Vi vil et broderforbund mellem alle folk. Hvis der opstår en ukrainsk republik og en russisk republik, vil der udvikle sig større kontakt og større tillid mellem dem. Hvis ukrainerne ser, at vi har skabt en sovjetrepublik, vil de ikke løsrives, men får vi en Miljukov-republik, så gør de det. Når kammerat Pjatakov i total modstrid med egne synspunkter siger: vi er imod voldelig fastholdelse inden for Ruslands grænser, er det netop en anerkendelse af nationernes selvbestemmelsesret. Vi ønsker aldeles ikke, at bonden i Khiva skal leve under khanen af Khiva. Med udviklingen af vor revolution vil vi øve indflydelse på de undertrykte masser. Kun således skal vi drive agitation blandt den undertrykte befolkningsmasse.
Enhver russisk socialist, der ikke indrømmer Finland eller Ukraine frihed, glider ud i chauvinisme. Og ingen sofismer eller henvisninger til en »metode « vil nogen sinde kunne retfærdiggøre ham.
Den nationale undertrykkelsespolitik, som er overtaget fra selvherskerdømmet og monarkiet, støttes af godsejerne, kapitalisterne og småborgerskabet, for at beskytte deres klasseprivilegier og fremkalde splittelse mellem arbejderne af forskellige nationaliteter. Den moderne imperialisme, som forstærker bestræbelserne for at underkue svage nationer, er en ny faktor, der skærper den nationale undertrykkelse.
For så vidt som den nationale undertrykkelse overhovedet kan afskaffes i det kapitalistiske samfund, må det ske under en gennemført demokratisk, republikansk statsorden og statsadministration, som garanterer fuldstændig ligestilling af alle nationer og sprog.
Alle nationer, der indgår i Rusland, må tilstås ret til frit at løsrive sig og danne selvstændige stater. At nægte dem denne ret eller undlade at træffe foranstaltninger, der garanterer dens praktiske gennemførlighed, er det samme som at støtte erobrings- og anneksionspolitikken. Kun proletariatets anerkendelse af nationernes ret til løsrivelse kan sikre fuldstændig solidaritet mellem de forskellige nationers arbejdere og fremme en virkelig demokratisk tilnærmelse mellem nationerne.
Den konflikt, der for øjeblikket er opstået mellem Finland og den russiske provisoriske regering, viser særlig anskueligt, at nægtelse af retten til fri løsrivelse fører til en direkte fortsættelse af tsarismens politik.
Spørgsmålet om nationernes ret til at løsrive sig må ikke forveksles med spørgsmålet om det hensigtsmæssige i en given nations løsrivelse i et givet øjeblik. Proletariatets parti må i hvert enkelt tilfælde fuldstændig uafhængigt træffe afgørelse om sidstnævnte spørgsmål ud fra hele samfundsudviklingens interesser og ud fra proletariatets interesser i klassekampen for socialismen.
Partiet kræver vidtgående territorialt selvstyre, afskaffelse af tilsyn oppefra, afskaffelse af tvunget statssprog og fastlæggelse af grænserne for selvforvaltende og selvstyrende landsdele på grundlag af den lokale befolknings egen vurdering af de økonomiske betingelser, de sociale og kulturelle forhold, befolkningens nationale sammensætning osv.
Proletariatets parti forkaster afgjort den såkaldte »kulturel-nationale autonomi«, hvor skolevæsenet osv. unddrages statsmyndighederne og lægges i hænderne på en slags nationale parlamenter. Den kulturel-nationale autonomi sætter kunstigt skel mellem arbejdere, der lever i en og samme egn og endog arbejder på en og samme virksomhed, efter deres forskellige »nationale kultur«; den vil med andre ord styrke båndet mellem arbejderne og den borgerlige kultur inden for de enkelte nationer, mens det er socialdemokratiets opgave at styrke verdensproletariatets internationale kultur.
Partiet kræver, at der i forfatningen optages grundbestemmelser, som ophæver alle privilegier for en enkelt nation og alle krænkelser af de nationale mindretals rettigheder.
Arbejderklassens interesser kræver, at arbejderne af alle Ruslands nationaliteter slutter sig sammen i fælles proletariske organisationer: politiske, faglige, kooperative, oplysningsorganisationer osv. Kun en sådan sammensmeltning af de forskellige nationaliteters arbejdere i fælles organisationer vil gøre det muligt for proletariatet at føre en sejrrig kamp mod den internationale kapital og den borgerlige nationalisme.
Verdenskrigen, som er et produkt af verdenstrusternes og bankkapitalens kamp om herredømmet over verdensmarkedet, har allerede ført til masseødelæggelse af materielle værdier, til udpining af produktivkræfterne, til en sådan vækst i krigsindustrien, at det endda har vist sig umuligt at fremstille det absolut nødvendige minimum af forbrugsartikler og produktionsmidler.
Denne krig har med andre ord ført menneskeheden ud i en håbløs situation og anbragt den på randen af undergang.
Den socialistiske revolutions objektive forudsætninger, der uomtvisteligt allerede før krigen var til stede i de mest udviklede, fremskredne lande, er blevet endnu mere modne og modnes fortsat med kolossal hast som følge af krigen. Små og mellemstore bedrifter fortrænges og bukker under i stadig stigende tempo. Kapitalens koncentration og internationalisering tager til i gigantisk omfang. Monopolkapitalismen slår om i statsmonopolistisk kapitalisme, omstændighederne tvinger nogle lande til at indføre samfundsmæssig regulering af produktion og fordeling; en række lande er ved at indføre almindelig arbejdspligt.
Ved opretholdelse af privatejendomsretten til produktionsmidler vil alle disse skridt til større monopolisering og statsliggørelse af produktionen uundgåeligt blive ledsaget af forstærket udbytning og skærpet undertrykkelse af de arbejdende masser; kampen mod udbytterne vanskeliggøres, reaktionen og militærdespotiet forstærkes. Alt dette tilsammen fører uomgængeligt til en umådelig vækst i storkapitalisternes profit på bekostning af alle øvrige befolkningslag, til knægtelse af de arbejdende masser mange årtier frem, fordi de skal betale milliardstore lånerenter som tribut til kapitalisterne. Men ved ophævelse af privatejendomsretten til produktionsmidler og ved overdragelse af den fulde statsmagt til proletariatet bliver de selv samme forhold garanten for vellykket gennemførelse af samfundsomdannelser, der gør op med det ene menneskes udbytning af det andet og skaber velstand for alle og for den enkelte.
På den anden side ser vi, hvordan den forudsigelse, som socialister fra hele verden samstemmigt gjorde i Baselmanifestet af 1912 om den proletariske revolutions uundgåelighed netop i forbindelse med den imperialistiske krig, der dengang var i anmarch og som nu raser – tydeligt bekræftes af begivenhedernes forløb.
Den russiske revolution er kun første fase af den første af de proletariske revolutioner, som uvægerligt affødes af krigen.
I alle lande vokser de brede folkemassers harme mod kapitalisternes klasse, og proletariatet bliver mere og mere bevidst om, at kun déts overtagelse af magten samt afskaffelse af privatejendomsretten til produktionsmidler kan frelse menneskene fra undergang.
I alle lande, især de mest fremskredne som England og Tyskland, findes hundreder af socialister, der ikke er gået over til »deres eget« nationale bourgeosi, men kastet i fængsel af kapitalisternes regeringer, som med disse forfølgelser anskueligt har afsløret deres angst for den proletariske revolution, der gror frem af folkemassernes dyb. Revolutionens modning i Tyskland ses tillige i massestrejkerne, som især har bredt sig i de seneste uger, og i den omsiggribende forbrødring mellem tyske og russiske frontsoldater.
Brodertilliden og broderforbundet mellem de forskellige landes arbejdere – arbejdere, som i dag udsletter hinanden for kapitalistiske interessers skyld – begynder således efterhånden at blive genoprettet, og dette vil på sin side skabe forudsætninger for samstemmige revolutionære arbejderaktioner i de forskellige lande. Kun den slags aktioner alene er i stand til at garantere den socialistiske verdensrevolutions mest planmæssige udvikling og rigtigst mulige udfald.
Ruslands proletariat, der virker i et af Europas mest efterblevne lande, i en befolkningsmasse af småborgere og småbønder, kan ikke sætte sig som mål at gennemføre en øjeblikkelig socialistisk omformning af samfundet.
Men det ville være den størst tænkelige fejl og i praksis ensbetydende med at gå over til bourgeoisiet, hvis man heraf slutter, at arbejderklassen må støtte bourgeoisiet, eller at den må holde sin virksomhed inden for de af småborgerskabet acceptable rammer, eller at den må frasige sig proletariatets ledende rolle, når det gælder om at gøre folket klar over uopsætteligheden af en række praktiske, allerede modnede skridt til socialisme.
Til den slags skridt hører nationalisering af jorden. En sådan foranstaltning, der ikke umiddelbart overskrider det borgerlige systems rammer, ville samtidig være et hårdt slag mod privatejendomsretten til produktionsmidler og i samme grad styrke det socialistiske proletariats indflydelse på landsbyens halvproletarer.
Til den slags foranstaltninger hører endvidere oprettelse af statslig kontrol med alle banker, med disses sammenslutning i en fælles centralbank samt med forsikringsselskaberne og de største kapitalistiske syndikater (f.eks. sukkerfabrikantsyndikatet, kulsyndikatet og metalsyndikatet osv.) og med den gradvise overgang til en mere retfærdig, progressiv beskatning af indtægter og formuer. Sådanne foranstaltninger er økonomisk set fuldt ud modne, teknisk set er de absolut gennemførlige, og politisk kan de møde støtte hos det overvældende flertal af bønder, som i enhver henseende vil have fordel af disse omdannelser.
Arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes osv. sovjetter der nu dækker Rusland med et stadig tættere net, kunne ud over de her nævnte skridt også gribe til indførelse af almindelig arbejdspligt, for karakteren af disse sovjetter garanterer, at overgangen til alle disse nye omdannelser kun sker i takt med, at det overvældende folkeflertal bevidst erkender og begriber deres praktiske nødvendighed; ydermere garanterer sovjetternes karakter, at omdannelserne ikke foretages på politimæssig, administrativ manér, men under frivillig deltagelse af proletariatets og bøndernes organiserede og bevæbnede masser i reguleringen af deres egen økonomi.
Alle de her omtalte og lignende foranstaltninger må og kan drøftes og forberedes med henblik på landsomfattende gennemførelse, når proletarerne og halvproletarerne har grebet magten. Men ikke kun da. De skal føres ud i livet af folkemagtens lokale revolutionære organer, så snart muligheden herfor er til stede.
Ved gennemførelsen af nævnte skridt må der udvises overordentlig stor omtanke og forsigtighed; et solidt befolkningsflertal skal vindes for dem og bevidstgøres om den praktiske aktualitet af det eller det skridt. Netop her skal opmærksomheden og anstrengelserne sættes ind fra den bevidste avantgarde i arbejdermasserne, der har pligt til at bistå bondemasserne med at finde vej ud af det opståede kaos.
1. RSDAP(b)’s 7. alrussiske konference (Aprilkonferencen) fandt sted i Petrograd 24.-29. april (7.-12. maj) 1917. Beslutningen om dens indkaldelse havde partiets centralkomité truffet få uger forinden. Denne konference var partiets første under legale forhold.
Valg af delegerede til konferencen skete på møder i lokalorganisationerne, som havde ret til én delegeret pr. 500 medlemmer.
Som følge af divergerende opfattelser blandt centralkomiteens medlemmer om revolutionens perspektiver og partiets opgaver besluttedes det enstemmigt at lægge spørgsmålet ud til åben debat før og under konferencen. Som diskussionsgrundlag anvendtes Lenins April-teser (se s. 27-32), bragt i Pravda af 7. (20.) april. Herved opnåede lokalorganisationerne mulighed for at tage en foreløbig drøftelse af de spørgsmål, som var sat på konferencens dagsorden, og klarlægge partimedlemmernes holdning til dem.
Derudover modtog de delegerede efter ankomsten til Petrograd den maskinskrevne tekst til Lenins pjece Proletariatets Opgaver I Vor Revolution (se s. 51-80), der var skrevet som udkast til arbejdsgrundlag for konferencen. Under selve konferencen udkom Lenins Breve Om Taktik (se s. 33-45), som de delegerede således kunne nå at sætte sig ind i, inden resolutionen om den øjeblikkelige situation kom til afstemning.
Konferencen havde deltagelse af 131 stemmeberettigede delegerede samt 18 gæster fra i alt 78 partiorganisationer (bl.a. i Petrograd med forstæder, Moskva og Moskva-området, det midtrussiske industribælte, Ural, Donbækkenet, Volga-området og Kaukasus). Konferencen overværedes desuden af repræsentanter for organisationer blandt frontsoldaterne og i baglandet tillige med gæster fra de nationale partiorganisationer i Estland, Finland, Letland, Litauen og Polen.
Den fyldige repræsentative sammensætning og karakteren af de politiske og organisatoriske opgaver, som var til diskussion, betød, at konferencen reelt gjorde en partikongres’ arbejde. Den udstak den politiske linje, gældende for hele partiet, og valgte ny centralkomité, der genvalgte Lenin som partiets leder.
Aprilkonferencens historiske betydning lå i, at den vedtog det af Lenin udarbejdede program for overgangen til den russiske revolutions anden fase, for den borgerlig-demokratiske februarrevolutions voksen over i en socialistisk revolution under parolen »Al magt til sovjetterne«. – S. 85.
2. Herefter oplæste A. S. Bubnov ordlyden til den resolution, som var vedtaget på konferencen i det midtrussiske industridistrikt (Moskvaområdet). Derpå fortsatte Lenin sin tale. – S. 87.
3. »Lånet« – se note 31 til artiklen Proletariatets Opgaver I Vor Revolution. – S. 90.
4. Retj (Tale) – dagblad, udkom i Petrograd 1906-1917. Kadetternes hovedorgan, under faktisk redaktion af Miljukov. Blev lukket 26. oktober (8. november) af Petrogradsovjettens revolutionære militærkomité. Udkom derefter (indtil august 1918) under vekslende navne. – S. 90.
5. Jedinstvo (Enhed) – se note 2 til artiklen April-teserne. – S. 90.
6. Delo Naroda (Folkets Sag) – dagblad udkom i Petrograd fra marts 1917 til juli 1918; talerør for centristiske socialrevolutionære, tilhænger af forsvarsviljen, den provisoriske regering og forligspolitikken. – S. 91.
7. Folkesocialisterne – medlemmer af det småborgerlige Folkesocialistiske Arbejderparti, som dannedes 1906 efter splittelse hos de socialrevolutionære; i blok med kadetterne. Støttede Ruslands deltagelse i 1. verdenskrig, efter februarrevolutionen i forbund med trudovikkerne; havde ministerposter i den provisoriske regering. Efter oktoberrevolutionen kontrarevolutionært. Partiet opløstes under borgerkrigen og den udenlandske militærintervention. – S. 92.
8. Trudovikkerne – se note 9 til artiklen Breve Fra Det Fjerne. – S. 92.
9. De socialrevolutionære – se note 4 til artiklen Proletariatets Opgaver I Vor Revolution. – S. 92.
10. Organisationskomiteen – se note 5 til artiklen Breve Fra Det Fjerne. – S. 92.
11. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg., russ., bd. 31, s. 293-296. – S. 95.
12. Se Marx/Engels, Werke, Bd. 33, 205-206 og 209. – S. 97.
13. Se Marx/Engels, Werke, Bd. 22, s. 231-232. – S. 98.
14. På konferencen optrådte Kamenev med et større indlæg om den øjeblikkelige situation som repræsentant for en gruppe, der vendte sig mod Lenins linje. Kamenev og Rykov forsøgte at opstille en højreopportunistisk analyse af revolutionen og dens perspektiver. Kamenev afviste muligheden og nødvendigheden af, at den borgerlig-demokratiske revolution kunne vokse over i en socialistisk revolution og foreslog derfor, at man indskrænkede sig til kontrol med den provisoriske regering gennem sovjetterne, som da var domineret af mensjevikker og socialrevolutionære. Konferencen afviste Kamenevs kapitulationslinje. – S. 101.
15. Se også Lenins senere vurdering af omtalte begivenhed i artiklen Den Russiske Revolution Og Borgerkrigen (Samlede Værker, russisk, bd. 34, s. 216.) – S. 101.
16. Lenin sigter til parolen »ingen tsar, men en arbejderregering«, første gang fremsat 1905 af Parvus. Var et af hovedelementerne i Trotskijs teori om permanent revolution – uden om bønderne – og modstykket til Lenins teori om den borgerlig-demokratiske revolutions voksen over i en socialistisk revolution gennem bred, folkelig bevægelse anført af proletariatet. – S. 103.
17. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg., russ., bd. 31, s. 277. – S. 107.
18. Birsjevka (Børsen) – borgerligt dagblad, grundlagt 1880 i St. Petersborg. Førte pogromlignende kampagner mod bolsjevikkerne og Lenin i tiden efter februarrevolutionen. Nedlagt sidst i oktober 1917 af Petrogradsovjettens revolutionære militærkomité. – S. 111.
19. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg., russ., bd. 31, s. 293-296. – S. 114.
20. Resolutionen om krigen vedtoges med almindeligt stemmeflertal (7 afholdt sig fra at stemme) og bragtes på lederartiklens plads i Pravda nr. 44, 29. april (12. maj). – S. 115.
21. Forslaget til resolution om forholdet til den provisoriske regering blev enstemmigt vedtaget til konferencekommissionen. Resolutionen vedtoges af konferencen med almindeligt flertal (3 stemte imod, 8 afholdt sig fra at stemme). Blev bragt på lederartiklens plads i Pravda nr. 42, 27. april (10. maj). – S. 118.
22. Resolutionen om revision af partiprogrammet vedtoges med almindeligt stemmeflertal (3 afholdt sig fra at stemme). – S. 119.
23. Se Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, bd. I, s. 44, Forlaget Tiden 1976. – S. 120.
24. Duma – se note 10 til artiklen Breve Fra Det Fjerne. – S. 121.
25. Se dette bind s. 128. – S. 125.
26. Resolutionen om agrarspørgsmålet blev vedtaget med almindeligt stemmeflertal (11 afholdt sig fra at stemme) og bragt på lederartiklens plads i Pravda nr. 45, 30. april (13. maj) – S. 125.
27. Den tildelte jord – hermed menes jord, som bønderne mod en afgift fik lov til at beholde ved livegenskabets ophævelse 1861. – S. 125.
28. Udeladelse i referatet. – S. 131.
29. Udeladelse i referatet. – S. 131.
30. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg., russ., bd. 30, s. 59-67. – S. 131.
31. Se Marx/Engels, Werke, Bd. 18, s. 527. – S. 133.
Sidst opdateret 29.6.2013